I dag er det kvindernes internationale kampdag, selvom det kan være svært at se dét ene træ i den store skov at lock-outs, strejker og u-bådssager.
Jeg kender ingen kvinder, der synes, at dagen er ligegyldig, men jeg kender heller ingen, der sådan rigtig… bruger den til noget. Ikke at der ikke er masser at kæmpe for, men de store problemstillinger, der altid trækkes frem, når vi snakker om ligestilling, er typisk emner som ligeløn, ret til uddannelse, barsel og de deraf følgende konsekvenser for pension og avancement, og det, at kvinder i mange tilfælde forventes at være den, der tager barnets første sygedag.
Meget få kvinder vil erklære sig uenige i, at ovenstående modarbejder ligestilling mellem kønnene, men det er også lidt svært at føle, at man som enkeltindivid kan gøre den helt store forskel. Det bliver lidt abstrakt, og ikke sådan rigtig noget, man lige kan tage fat på og løse en regnvåd torsdag i marts.
Men det, vi *kan* gøre, er at øve os i at blive bedre til at opdage, hvornår vi fuldstændig uden at tænke over det, opfatter manden som klogere og mere magtfuld og berettiget end kvinden, udelukkende pga. køn.
Jeg tog mig selv i det i sidste uge. Jeg har i lang tid haft en bekendt, der er meget opsøgende på fb. Det er mange år siden, vi havde noget med hinanden at gøre, og det var en helt rigtig beslutning, at det ikke skulle være os, men civiliserede som vi er, er vi selvfølgelig venner på fb.
I lang tid – år – har han jævnligt skrevet flirtende beskeder, men da jeg slet, slet ikke er interesseret, er jeg gledet af på dem. Jeg har også et par gange direkte sagt: “Nej tak”. Og ligeså hyggeligt, det kan være at flirte, ligeså træls og anmassende bliver det, når man har sagt nej og det bliver ved. Flirt er at blive kildet med en fjer. Det her er som at få tæsk med hele hønen. Jeg har for længst blokeret ham på messenger, men ladet ham stå som ven, fordi der trods alt er grænser for, hvor direkte man kan være i et åbent forum.
I sidste uge havde han så gjort det igen. Lavet et move, forklædt som en kompliment. Min første impuls var, at jeg blev nødt til at svare ham, men fordi jeg er så træt af det, kom jeg til at tænke: Hvorfor egentlig? Det er ham, der bliver ved med at gøre situationen akavet – hvorfor føler jeg mig forpligtet til at genoprette Den Gode Stemning? Og så gik det op for mig, at det er fordi jeg synes, jeg skylder ham noget, fordi Han giver mig opmærksomhed.
I 2018.
Hvor jeg betragter mig selv som en strong, independant woman, who don’t need NO man.
Det blev jeg sgu ærlig talt lidt rystet over.
Og hvor de fleste af os ikke står op til at skulle bekæmpe trafficking og prostitution og ligeløn – så kunne vi med fordel øve os i at opdage alle de små, bitte reaktionsmønstre og automatholdninger, der understøtter den skæve konstruktion som ligestillingen (eller mangel på samme) har været i mange hundrede år.
Som ovenstående. Eller som det lille snert af forbavselse, der går igennem os, når mekanikeren er en kvinde og sygeplejersken er en mand.
Hvis vi ikke selv opdager det, når det sker, bliver det det, vi kommer til at give det videre til næste generation, og dét, synes jeg, er værd at kæmpe for – eller måske nærmere imod.
Når jeg har trykket “udgiv” på dette indlæg, går jeg ind og fjerner ham helt fra min venneliste.
Glædelig kampdag derude.
Jeg arbejdede for nogle år siden som kørende tekniker og konsulent for et IT firma. Prøv selv at forestille dig antallet af gange jeg er kommet ind ad døren og folk har stået og set hen over min skulder og sagt “Jamen, jeg har altså ringet efter en tekniker…” Selv i dette århundrede har det været næsten umuligt for dem at forestille sig at IT teknikeren kunne tænkes at være en kvinde.
Det kommer til at tage lang tid at ændre. Min veninde som er ret højt rangerende i militæret, kan næsten heller ikke være i sig selv over reaktionerne, når hun kommer ud.
Åh, hvor jeg kender den, Stemningen. Eller Husfreden, som i mit ellers meget ligestillede barndomshjem var grunden til, at jeg ikke skulle skabe mig sådan, når mine brødre havde ædt mit slik …
Jeg synes sgu, at det er værd at dvæle ved, for det *er* da helt forrykt, at kvinder skulle bære mere ansvar for husfred og stemning end mænd. Det fine er, at der er masser af lejligheder til at øve sig i at rumme dårlig stemning, uden at fikse den:)
Og så er det NOLLER at Silvan-manden altid siger “det du skal sige til ham …” når jeg som familiens håndværker har købt en dims eller noget maling. Og at familiens kvinder altid bryder ind med et babyrelateret råd eller forslag “jeg tror du (anden person ental!) skal til at give han xxx “, når jeg er fordybet i en diskussion om fx understrygning og min kæreste sidder lige ved siden af. Som om den rette balance liiige skal genoprettes!
Og det er bare fino, hvis man har indrettet sig i sin familie, så det er kvinden, er er primær på baby, mens manden er primær på hus; det er bare automatantagelsen, det ville være fedt at slippe for.
Nu har jeg jo ikke fået børn med en kæreste, men oplever du, at det er lige “slemt” fra alle i familien, eller er det en generationsting?
Det er det jo, jeg har bare nogle gange følt mig seriøst på overarbejde, ikke så meget med selve arbejdet som vi godt kan finde ud af at fordele, men der til familiekomsammenen. Især når ovennævnte Husfred skal bevares. Og jeg tror faktisk ikke jeg har oplevet det i udpræget grad fra min egen generation. Mine forældres derimod kan kan komme med (hvad jeg oplever som) et svirp. Og nu jeg tænker over det, kan svirpet måske også være rettet mod mændene, der sidder der og foreslår at jeg skal med ud i skuret og prøve metaldetektoren eller låne en skruemaskine, når nu jeg retteligt burde sidde i sofaen og diskutere putterutiner … Hmmm …
Jeg er flyttet og kunne ikke få flowTV til at fungere, en mand fra YouSee spurgte, om jeg ikke kendte en ung mand, der kunne hjælpe mig.
Jeg må tilstå, at jeg nærmest hvæsede, at når jeg kunne se en del via internettet, kunne jeg nok ikke være helt tabt.
Det viste sig, at der slet ikke var oprettet en antenneforbindelse, det blev en længere historie.
Nu, jeg sidder og tænker over det, så har jeg også kun ledt efter barnepiger, de gange, jeg har manglet til mine børn. Der har heller ikke været unge mænd, der har budt ind, men jeg tror sgu, jeg ville være blevet fordomsforbavset, hvis det havde været tilfældet.
Der er godt nok et stykke vej igen.
Jeg ser det ofte i forbindelse med børn også men faktisk næsten på den måde at man har højere forventninger til pigernes opførsel. Er f.eks. blevet mødt med “Det er jo lidt svært med drenge fordi de er vildere” i forbindelse med at han slog min datter. Jeg er med på at der kan være forskel på hvordan hjernen udvikles osv. Men det undrer mig at man ikke synes børn (af begge køn) skal lære at det ikke er en løsning at slå. Jeg synes altid diskussionen er svær fordi der er en underliggende strøm at af mændene er bedst..samtidig er det også mændene/drengene der i højere grad falder helt igennem i samfundet og bliver taberne. Det er så vigtigt at det ikke bliver for ensidigt som f.eks. netop let kan tippe over til. Det er frygteligt hvis en begår overgreb og det skal ikke være tabu og det skal straffes. Men der er også frygteligt hvis anklagen er falsk. Derfor synes jeg tit det er svært at bakke fuldt op om det. Men i det små..i mine egne reaktioner der vil jeg kæmpe i dag.
Metoo skulle der så stå og ikke netop
Åh, den har jeg også stødt på rigtig mange gange. Når en dreng tumler lidt for meget uden at tænke på møbler, malerier, andre folk i en radius af tre meter, og nogen så siger “de skal jo også have lov til at være drenge”. Nej (!!), de skal have lov til at være børn, og drenge har ikke videre rammer end piger. “Heldigvis” er det sådan i vores familie, at lillesøs er en mindst lige så stor mosselrøv som sin storebror, så der kommer kommer det lidt af sig selv med at være “børn” og ikke “drenge kontra piger” 🙂
HELT off topic – men fedt, at du lige kaster ordet ‘mosselrøv’ ind i dialogen her 😀 Love it!
Er i øvrigt helt enig: man bør have de samme forventninger til (børn af) begge køn. Ellers kommer vi aldrig videre.
Jeg er helt enig; det er en diskussion, der nemt ryger ud af forkerte spor, og derfor er den nem at køre træt i, eller helt give op på. Men der, hvor jeg synes, at den bliver virkelig vigtig, er, at det giver snakken. Det har haft kæmpe impact på tværs af alle samfundsklasser og sociale lag, og det betyder, at det er blevet noget, som vi snakker om. Det er vigtigt, tror jeg.
Ift. vilde drenge og søde piger er jeg enig. Reglerne for god opførsel må være de samme for kønnene, men det kan være, at det stiller en ny type krav til pædagoger og forældre ift rammesætning af leg, så de børn m/k, der har brug for mere luftrum i legen får det, mens de andres grænser stadig respekteres.
I øvrigt tænker jeg, at børn af begge køn, der falder udenfor de stereotype forventninger, som de ser ud idag, vil have stor glæde af et større perspektiv, for ligeså problematisk, som jeg synes, det er, at de “vilde” piger ikke får lov at være vilde, eller skal acceptere, at der gives længere snor til de vildere drenge, ligeså svært tror jeg, det er for de drenge (og deres forældre) som har flere af personlighedstræk, som vi idag definerer som feminine/pigede. Jeg tror ikke, at det er særlig sjovt at være en dreng, der altid kommer til at græde, når de andre driller, eller som bedst kan lide at lege med dukker og perler. Alle børn ville få mere plads til at være dem, de var, der gjorde lige præcis det, de syntes var sjovest, hvis kønsrollerne ikke var så karikerede og modsatrettede, tror jeg.
Jeg tror det kan være meget svært at falde udenfor de stramme kategorier som barn. Uanset om man er dreng eller pige men der ligger alligevel lidt den med at man som pige kan være lidt sej hvis man kan slå drengene på deres “bane”. Den er der ikke den anden vej..igen fordi der lidt ligger en præmis om at de stereotype mandeting er bedre end kvindernes egenskaber. Og du har ret i at diskussionen er mega vigtig og den skaber metoo..jeg synes desværre bare let det hele bliver lidt: “alle mænd er onde” og det ønsker jeg jo ikke at give videre. Jeg håber da at mine piger også ser at der er mange gode mænd og at de ikke skal finde sig i dem der ikke respekterer den.
@Sk: Jeg forstår 100% hvad du mener. Mon ikke det er noget med, at vi har været i den ene grøft meget længe, og nu er vi nødt til at skulle en tur i den anden, før vi ender på midten?
I den forlængelse bliver jeg nødt til at sige at jeg.bliver. så.træt. af SoMe-billeder af rod, kælkebakker og lignende beskrevet med ‘Livet med drenge’ eller #drengemor.
Fordi piger ikke roder? Kælker? Neeej nej.. de rydder altid op og kigger bare yndigt på sneen… Skal jeg lægge billeder op af nybagte boller og mit kronisk ryddede hjem og skrive #pigemor? F… nej!
Jeg har godt nok ikke et barn af hvert køn, så har ikke direkte erfaring, med hvor ens/forskellige de er/kan være, men bliver simpelthen så bitter når min veninde helt alvorligt mener at hendes søn skal have lov til at sparke til min sofa fordi han er jo ‘sådan en rigtig dreng, der bare elsker fodbold’.
Måske jeg skal blive bedre til at tage diskussionen med dem omkring mig, i stedet for at lukke galde ud her 🙂
SÅ enig! Jeg er selv mor til én af hver og er vanvittigt obs på at der skal være samme regler for begge, for godt nok er lillebror mere udfarende end storesøster, men de skal fanme opføre sig ordentligt begge to!
Derudover læste jeg engang for mange år siden en kommentar om at mange forældre/familiemedlemmer/pædagoger har en tendens til at give barnet hhv. “pige”- eller “drengekomplimenter”. Typisk at en pige er fin eller sød og at en dreng er stærk eller modig. Jeg hører det tit i min omgangskreds, og så er det da ikke så underligt at de trælse kønsroller bliver cementeret i en tidlig alder?
@Sisse og Kristina: Vi snakkede faktisk om netop det emne her på bloggen for et par år tilbage.
https://www.blogsbjerg.com/boys-will-be-boys/
Jeg er også stødt på den med sproget og hvordan man italesætter kønnene forskelligt. At pigebørn f.eks. ‘skriger’ mens drengebørn ‘græder’. Man burde dedikere en kampdag til hive alle de sproglige spøgelser frem i lyset, så vi én gang for alle kunne blive dem kvit.
Spot on indlæg du har fundet frem fra gemmerne – det er (desværre?) stadig relevant selvom det er 4 år gammelt for drengemødrene trives i bedste velgående på de sociale medier :S
Jeg kan godt huske indlægget faktisk (4 år – really?? wow) og ja, ærgerligt det stadig er aktuelt.
Det med kønsspecifikke komplimenter, er desværre noget jeg ind imellem tager mig selv i – noget af det ligger så langt inde at man ikke altid ser det, men prøver at tage mig selv i det og rose min datter og andre piger for at være seje, modige og kloge og ikke bare rose dem for den fine kjole eller hårspændet (som jo i øvrigt ingenting har med HENDE at gøre).
Men hvad er det med dét #drengemor?? Er det fordi vi her i 2018 stadig synes det er finere at få drengebørn, der kan føre slægten videre, end ‘bare en pige’?? Jeg håber det ikke…
Godt skrevet
er træt af når tekniker tror jeg er total dum til pc fordi jeg kvinde… eller sådan lyder det, måske tror det individ alle kunder er idioter 😉
eller mænd som tror de må alt fordi de har y kromosom…. og at stop ikke gælder… hvis de syntes det var for sjov… så kan de bare grine af man sagde stop …. ja ha ha 😠 måtte fortælle en at hørte han ikke efter nu og gentog dette stund så var risikoen at han skræmte mig i en sådan grad at han ville få en flad (det ikke ok for en fremmed at lægge hånden på andres skulder/arm på den måde han gjorde. .. ) at slå er ikke løsningen men advarslen om dette var nødvendig før han forstod jeg sagde fra 😨 det da absurd
Når jeg diskuterer, om kvinder er/bør være bange for mænd, med mænd, spørger jeg altid, om de nogensinde har hørt om drenge, der vælger omveje og oplyste gader når de skal hjem efter en bytur. Jeg har første gang til gode at møde nogen, der har.
Og det synes jeg illustrerer, at vi stadig allesammen helt automatisk tænker ind og træffer forholdsregler omkring, at mænd er fysisk stærkere end de fleste kvinder, og at der findes situationer, hvor dette er en faktor.
Når min svigermor skal spørge ind til om vi mangler nogle ting til hjemmet (sengetøj, viskestykker, håndklæder) så spørger hun altid mig hvad kunne tænke mig. Øhh… Jeg snakker lige med DIN søn, for at finde ud af hvad VI kunne tænke os.
Jeg sidder og tænker, at det med den generation også kan være et forsøg på at være imødekommende? (- hvor kikset det så end måtte være at vælge dé emner). Men jeg kan høre på de kvinder, jeg kender, der har voksne drenge, at det er en ret stor ting for dem, det der med at forsøge at vise, at de gerne vil respektere svigerdatteren og ikke forsøge at skubbe hende ud, og med den generation er det måske oplagt, fordi det er det, de selv er vokset op med?
Jeg tænker tit på, at vi er den første generation, der med vores dansk analyser og vores psykologi som valgfag er skolet til at sætte ord på, hvad vi føler og tænker, og derfor kan det være virkelig svært at afkode, når det at skrue en hylde op betyder “jeg elsker dig” og et spørgsmål om, hvad for nogle viskestykker, du gerne vil have, er et forsøg på at sige “Jeg ved godt, at det er dig, der er kvinden i min søns liv nu.”
(Eller også er hun bare virkelig strid og gammeldags. Den mulighed kan bestemt heller ikke udelukkes:-D)
Du kører virkelig nogle gode og vigtige indlæg af for tiden – og jeg bliver simpelthen nødt til lige at klappe lidt af, hvor skarp en formidler du er, om det er små hverdagsting som minimalisme-følgetonen, store komplicerede fagforeningssnakke eller som nu ligestilling. Det er bare godt og vigtigt og jeg har lyst til at pushe din blog på alt og alle omkring mig.
Ifht. ligestilling var jeg i en meget lignende situation for relativt nylig. Og jeg gjorde knuder på mig selv længe (og har måske stadig lidt dårlig samvittighed) over at jeg slettede fyren. Han var ikke ondskabsfuld eller noget, bare lidt creepy og fattede ikke et hint. Og så er det altså helt okay at sige nej tak til en relation, online eller IRL (siger jeg til min dårlige samvittighed).
Det er de der små hverdagssituationer der er med til at skabe summen af ubalance mellem kønnene så de små markeringer har også ret.
En anden ting jeg øver mig på i ligestillingens navn er at sige PYT – jeg er så træt af at gentage mine forældres roller, hvor jeg bliver hjemmets projektleder pr default og bjæffer ordrer efter min mand om hvordan de økologiske grøntsager skal snittes og gulvet skal vaskes og og og… den anden dag fik jeg et flip over mig selv fordi jeg vrissede over at min mand havde købt dåseøl, men glemt at købe (økologisk) rugbrød. Jeg gider det ikke. Jeg sagde undskyld og satte mig ned og drak en af de forpulede øl. Det føltes rart og jeg er sært stolt over det.
Det er sgu somme tider det med at opdage det, mens man gør det, og så reagere. Lige der.
Jeg skal i øvrigt være den første til at indrømme, at jeg siden jeg blokerede ham, jeg skriver om, har tænkt 16 gange, at jeg ikke håber, han opdager det. At jeg sgu ikke rigtig orker konflikten. Men netop den reaktion gør det ca. 80.000 gange så vigtigt, at jeg/vi gjorde det – for det er simpelthen ikke ok, at man skal have dårlig samvittighed over at takke pænt nej, direkte eller indirekte, til flirt. Det var noget andet, hvis man havde været en idiot omkring det, men når man har været ordentligt, er det en grænse, man mærker i sig selv og reagerer på, og det må og skal være ok.
Jeg er så glad for dine fine ord om bloggen. Jeg synes også, vi lige er faldet ned i en god lomme, hvor verden omkring mig gør en masse, som jeg har rigeligt med holdninger til, og så kommer ordene næsten af sig selv:)
Rigtig god weekend til dig, og tak fordi du læser med.
Årh mand -det rammer spot on!
Min kæreste og jeg sidder midt i et stort dilemma, hvor vi skal vælge hvor vi skal bo i fremtiden. Han vil gerne flytte nærmere sin familie, mens mit arbejde om 2 år flytter fysisk og jeg gerne vil flytte med. Jeg har et meget specielt job (som forsker), og kan ikke bare få et andet arbejde, men det kan han let. Vi har snakket frem og tilbage i halvandet år nu, og jeg må hele tiden tage mig selv i nakken over ikke bare at falde i den med at jeg ikke kan være bekendt at flytte på min familie for mit arbejdes skyld. For helt ærligt -hvor tit hører vi ikke om mænd som har flyttet hele familien for sit job? Hvorfor er det så så pokkers svært for mig (kvinde) at gøre det samme??? Stå op for mig selv og det jeg kan og er stolt af -internationalt anerkendt forsker -uanset køn!
Jeg tror, der ligger den helt klassiske problemstilling i det der med at være den, der først får nok. I lille målestok er det, når man altid ender med at være den, der først rydder op, fordi man er den, der først bliver stresset af rodet, og den anden simpelthen ikke ser det, men på den store klinge er det at holde på retten til at stå på sit, når det er de store spørgsmål, der er i spil. For hvis det ender med, at I trækker lod, eller at I ender på et kompromis, hvor alle får lidt af det, de gerne vil have, så er det set med mine øjne fint, hvis I ender med at flytte tættere på din mands familie. Men det er det virkelig, virkelig ikke, hvis dit argument (af dig selv) diskvalificeres fordi det ikke føles ok at sætte job over logistik.
Lige kamp med lige våben, ikke? For når man giver mere, end man kan holde ud at gå af med, så kommer der AL.TID en regning senere i form af afstandtagen, vrede eller bitterhed.
Jeg håber, I finder en løsning (eller kommer igennem til Mads & Monopolet).
Kh
Linda
Super relevant diskussion. Og også svær synes jeg.
Jeg er mor til to piger og en dreng. De er kommet med pige først, så dreng og så pige. Da vi fik vores første begyndte det her med opdragelsen, måde vi omtaler kønnene på osv. at interessere mig. Jeg synes egentlig selv jeg var rimelig god til at give hende begge dele, hun har altid fået lov at “være vild” og har fået både dukker og biler. Men da vi så fik en dreng, så var det pludselig sværere, og krævede meget mere bevidsthed for ikke at falde i alle faldgruberne. Om det er tilfældigt eller genetisk bestemt ved jeg ikke, men hos os er der ingen tvivl om, at vores dreng bare er mere udfarende end pigerne. Dukkevognen kunne da godt få en baby ned i, men herefter skulle baby drønes rundt så hurtigt som muligt. Og den måde han eksperimenterer med, hvor langt og hurtigt noget kan køre når man skubber, eller kaster – det er der altså heller ingen af pigerne der nogensinde har synes var spændende i samme grad. Ikke at han får lov til at kaste med ting eller køre dukkevognen ind i væggene. For selvfølgelig gælder der samme regler for ham som for de to andre. Det har bare aldrig været nødvendigt at sige ordene “nej, du må ikke kaste dukken ned ad trappen”, “dukkevognen kan køre hurtigt, men den skal køre udenom tingene, ikke ind i dem”.
Spørgsmålet er jo så, om det er fordi vi ubevidst gør nogle ting anderledes omkring ham? det synes jeg nu ikke, men det er jo svært at udelukke.
Tilgengæld er jeg blevet ret skarp på, at alle mine børn får at vide de både er seje, smukke, stærke, modige, kloge og nuttede.
Og så tænker jeg vi har et ansvar overfor både vores piger og drenge når vi taler om fremtiden, om det med at være gode mennesker. For drengene skal selvfølgelig lære, at nej er nej og piger er ligeså meget værd som alle andre. Men det skal pigerne altså også. Og det er måske der jeg synes #metoo er kammet lidt over. Det her med at pege på en mand, og så kunne ødelægge fremtidsudsigter ved blot at fortælle, at han engang var for nærgående/gjorde seksulle tilnærmelser/sagde sjofle ting. Jeg synes mændene i øjeblikket bliver dømt for hårdt og ukritisk af “folkedomstolen”. (Jeg er helt med på, at #metoo startede med nogen fuldkommen relevante fortællinger, og det er ikke for at beskytte konceptet om, at “manden må opføre sig som han vil” på nogen som helst måde)
Det er en supergod pointe, det med, at nogle drenge søger nogle andre typer af lege end piger. Jeg har også måtte bøje mig ift. at børn kommer programmerede fra fabrikken ift. hvad der optager dem. I og med at jeg har fået mine alene, ved jeg jo, at de har været udsat for nogenlunde samme stimuli hele deres liv, forstået på den måde, at der ikke har været en far, der har taget dem med til speedway eller traktortræk. Alligevel er det vanvittigt så tydeligt og tideligt, de begge har søgt noget frem for andet, og deres interesser falder meget i det, man opfatter som kønsstereotypt. Jeg vil gerne medgive, at vuggestuer/børnehaver/omverden også præger, men ikke desto mindre synes jeg, at forskellene hos mine har været tydelige, fra de var helt, helt små.
Jeg synes faktisk, at jeg i nogle kredse næsten skal forsvare, hvis Frida vælger lyserød eller Anton blå, og det bliver jo også dumt. Målet må være, at børnene vælger efter ønsker og lyst – og selvom dette er farver, fag og tøj, som falder i de traditionelle kategorier.
Og så tror jeg stadig, er der er et langt stykke vej, for de drenge, som ligner de “søde piger” mere end de “raske drenge”. For i mange sammenhænge *er* vi ved at have etableret, at ‘drengepiger’ er cool. Men der er vist ingen, der mener det positivt, når de benævner en knap så actionpræget dreng for en ‘tøsedreng’. Jeg er med på, at en del af problemet ligger i, at man ikke som mand kan ønske at identificere sig med piger – men der er et ekstra lag på her, synes jeg.
Sidst, men bestemt ikke mindst, ville jeg ønske, at vi kunne dele #metoo debatten i to; en del, der handler om det, den reelt dækker over, og en del, der handler om, hvordan vi forholder os til den på de sociale medier. For jeg er helt enig i, at der nogle steder er gået heksejagt i den, men spørgsmålet er, om det er blevet for nemt og for gratis at kaste beskyldninger ud? Det er et kæmpeproblem, fordi nogle få kvinder får ødelagt alt det vigtige, kampagnen egentlig er udtryk for, på grund af et behov for opmærksomhed, og det gør det muligt at diskvalificere hele debatten.
Men trods alt bringer den noget frem, som vi har trængt til at tale om, tror jeg. Vi skal bare finde ud af at forvalte det fornuftigt.
Kh
Linda
Det er så skægt det med når forældre nævner “jamen min pige vælger selv lyserødt/min dreng vælger selv lyseblåt”. For 100 år siden var lyserød en “drengefarve” og lyseblåt en “pigefarve”. Så der er intet-som-helst biologisk i at piger vælger lyserødt. Bare lige for at slå det helt fast med syvtommersøm. Når det så er sagt er der heller intet galt i at drenge og piger vælger kønsstereotypt. De vil jo også gerne leve op til omgivelsernes forventninger, og nogen af dem “er” fra starten af klassisk udadvendte drenge og mere stille og rolige piger. Problemet opstår først når vi ikke ser vores egne ubevidste bias i øjnene og tror vi er fri for selv at underbygge kønsstereotyper – eller ligefrem fremmer dem ved vores sprog og handlinger. Så er det at vi indsnævrer vores børns muligheder og verden – og potentielt får dem (eller andres børn) til at føle sig forkerte. Og det er der vel ingen der ønsker.
Hvis man i øvrigt har lyst til at gøre noget aktivt uden at skulle rejse sig fra sofaen, så vil jeg gerne opfordre alle til at gå ind her og dele de oplevelser I har med sexisme. Fra kønsstereotyper i børnehaven og på jobbet, til faglig marginalisering, nedladende tale på baggrund af køn og til seksuel chikane og voldtægt. Man kan være anonym og man bidrager til at åbne øjenene for at der ikke er tale om et individuelt problem, men et problem der hænger sammen med vores kultur – og derfor skal løses af os alle i fællesskab.
http://www.danmark.everydaysexism.com
Jeg tror egentlig bare, min pointe i ovenstående var, at jeg i nogle sociale lag begynder at opleve, at man i forsøget på at bevise, HVOR meget man ikke hylder de klassiske stereotyper, kommer til at tippe over og lave præcis den samme fejl, bare med modsat fortegn; at hvor det før var forkert for en pige at vælge blåt, så bliver det nu lige så forkert at vælge lyserødt. Jeg synes somme tider, at man glemmer at tænke børnene ind som individer med holdninger, og i stedet kommer til at betragte dem som en gruppe, der alle sammen ville have bedst af den samme løsning.
Men igen: Trods alt er det positivt, at debatten er rejst, synes jeg. Den fjerner ikke vores blinde pletter, men den synliggør i det mindste, at der ikke kun er en rigtig måde at være hhv. pige og dreng på.
Tak for din kommentar, Anne.
Kh
Linda