Feriefornemmelser & Blogsbjergs Brevkasse

Da jeg skulle skrive det her indlæg, måtte jeg tage en kalender til hjælp for at se, hvor længe vi egentlig har holdt ferie. For det her år, mand. Og ikke på den negative måde – men er det nogensinde gået rigtigt igang? Det begynder at føles mere som reglen end undtagelsen, at vi er herhjemme, og på den måde virker ferien egentlig bare som en forlængelse af noget, vi allerede var i gang med. 

Og måske er det fordi mine børn er blevet større, eller også handler det om, at alle de mange ekstra faktorer som hjemmeundervisning, restriktion på alt, hvad vi plejer at lave osv. er pillet ud, men jeg har mange gange tænkt på, hvor meget lettere, jeg synes, det er blevet at holde ferie. For de forgående år har jeg været semi-forpustet, både inden ferien, og mens vi var i den, fordi  det altid giver lidt ekstra udfordringer at skulle holde flyet på vingerne og samtidig mandsopdække lopperne 24/7. Det er forbløffende svært at presse et telefonopkald til banken ind eller udfylde papirer, man skal koncentrere sig om, når man bor sammen med to af de her:

Men et sted undervejs i karantænelivet er der alligevel sket det magiske, at der er faldet lidt mere ro på alting. Både hos børnene og mig. Som med alt andet, bliver man bedre til det, man gør meget, og dermed også at være hjemme, sammen. Jeg er blevet markant bedre til at sætte min digitale tilstedeværelse på hold, og børnene er blevet bedre til at være i, at der ikke skal ske noget hele tiden. Her ville det være nærliggende at drage den zenbuddhistiske konklusion, at roen indfandt sig, da hverdagen forsvandt. Men det er ikke helt sådan, det føles. Jeg tror mere, at det er noget med at tilpasse sig nye omstændigheder og insistere på at finde gaven i dem. Improvise, adapt, overcome, ikke?

Roen hjælper på alting, og samtidig har jeg fundet små, lavpraktiske knapper at skrue på, som bidrager til at det her faktisk føles som ferie for os alle tre. Jeg sørger med nazistisk præcision for, at vi kun har aftaler og planer hver anden dag, også selvom planerne bare er en tur til stranden. Det er en meget tilgængelig strategi, som frigiver forbløffende meget overskud, for når vi kommer hjem med en bil fuld af trætte børn, sandet legetøj og våde strømper, så er det BARE rart, at jeg ikke allerede dér skal til at pakke til noget, vi skal dagen efter.

Og så har lever min uge-liste i bedste velgående, og min aftale med mig selv er, at jeg skal lave én ting fra den hver dag. På den måde stresser jeg ikke over, at alting bare står og akkumulerer, og mens jeg går og slår græs eller laver skoletaske-research, glæder jeg mig usigeligt over, at børnene er blevet så store, at det ikke er noget, jeg skal stjæle mig tid til, men faktisk kan gøre i dagtimerne med en podcast i ørerne. 

Eneste lille sky på himlen er faktisk, at jeg for første gang i mit liv har klaget over en nabo. Ikke, at detaljerne hører hjemme her, men det er afsindigt opslidende at bo så tæt på mennesker, man har så mange konflikter med, og det fylder. Haven er pludselig ikke helt det frirum, den var, og de hænger som uvelkomne spøgelser i stuen, evigt præsente og meget lidt velkomne. 

Men bortset fra det, så går det virkelig godt, og jeg skønner på det hver eneste dag.

________________________________________________

Og så til noget helt andet: 

I sidste kommentarspor var der en håndfuld af jer, der efterlyste muligheden for en brevkasse. Jeg synes, ideen er ret skøn, og jeg kan sagtens se værdien i at tage et konkret problem op i plenum og få andre øjne på det, både mine og de andre læser-kollegers.

Jeg aner ikke, om jeg kan få det til at fungere; om mine betragtninger overhovedet giver mening i liv derude, som jeg jo af gode grunde ikke kender detaljerne omkring, og der er nogle praktikaliteter, som jeg er lidt usikker på, f.eks. om det bliver en stressfaktor, hvis postkassen er åben hele tiden, hvordan jeg griber det an, hvis der kommer 5 spørgsmål samtidig – om det f.eks. er ok, at nogle spørgsmål kommer til at ligge et par uger eller 3, inden de kommer på osv. osv. 

Efter at have tygget på det, er jeg nået frem til, at det nok er nemmest at sætte på formel, hvis jeg ved, hvad det *er* jeg skal sætte på formel, og det kan jeg kun finde ud af, hvis jeg får lov at se, hvad det er, I gerne vil have taget op. 

Så:

Hvis du er én af dem, der synes, en brevkasse kunne give mening, og du har et dilemma, du gerne vil have taget under behandling, så skyd en mail til blogsbjerg@gmail.com (skriv Brevkasse i emnefeltet) i løbet af juli måned. Så er der tid nok til at få skrevet problemstillingen ned, og jeg har et par uger til at få en fornemmelse af omfang og indhold.

I starten af august melder jeg tilbage med et udspil, og så tager vi den derfra. Deal?

Published by

9 Replies to “Feriefornemmelser & Blogsbjergs Brevkasse

  1. Hvor mange timer er der i dit døgn!? Elsker din blog – og en brevkasse oveni. Perfekt

  2. Det lyder som en god plan med brevkassen? Tak for at du griber min skøre idé og gider kaste dig ud i det😊
    Jeg går i tænkeboks.

  3. Det bliver spændende med brevkasse! Tænker det bliver lidt som Tove Ditlevsens brevkasse, at man skal være klar til at flytte sig og få et meget direkte svar – men på den gode, reflekterede måde! 😉 Et forslag kunne være, at du ligesom med M20xx vælger et interval, der passer dig, fx ét om måneden eller ugen, og så bare vælger ud fra dem, der kommer ind, og så får de andre bare ikke svar. Og så tænker jeg du fortsat skal fastholde dine personlige præferencer på bloggen, og ikke gå videre med det, hvis du finder ud af, at det bare ikke er dig. På trods af de mange opfordringer!
    Et alternativ kunne også være “vi spørger, du svarer”, som du tidligere har gjort, hvor man i brevkassen mest kan få svar på noget som er relevant i din hverdag også. Det fungerede godt synes jeg, som en ønskeliste til temaer.
    Tak som altid for en virkelig god blog! Læser den ALTID, selvom jeg sjældent kommenterer (har lyst, men ikke altid overskud eller tid i situationen).
    God ferie til dig og ungerne – jeg har noteret mig “hver anden dag”-reglen, som jeg vist har brug for! 😊

    1. Min egen tanke er, at hvis det ellers er noget, jeg føler, jeg kan bidrage med noget meningsfyldt til, så sætter jeg nogle faste perioder – måske 3-4 gange om året – hvor jeg inviterer eventuelle spørgsmål ind. På den måde har jeg selv lidt hånd i hanke med, hvornår de lander i inboxen, og jeg ender ikke et sted, hvor alle mine tanker “falder ned” i svar. Det her skulle gerne være et supplement til og ikke en erstatning for de regulære indlæg, tænker jeg.

      Men måske kan jeg slet ikke finde ud af at skrive ind i andres virkelighed. Og måske er jeg bare skideirriterende og bedrevidende, når jeg skriver om noget, der ikke er selvoplevet. Jeg aner det ikke, for jeg har ikke prøvet det – men netop derfor tænker jeg, at det er godt at starte med en form for overblik, som også giver mig mulighed for både at mærke efter, hvordan det føles, og som kan bruges som testballon på jer. Så må vi se, om det brister eller bærer:)

  4. Vores naboer, som vi gennem tiden er blevet venner med, både børn og voksne, skal flytte. Heldigvis kun 5 km væk, men det med, at ungerne bare render frem og tilbage hos hinanden gennem hullet i hækken, det er slut. Jeg har grædt over det. Og nu tænker vi jo så over, hvem der så flytter ind. Når vi går rundt i området, har vi tit prist os lykkelige over, at det ikke er os, der bor ved siden af hende den sure, ham med skrald i haven eller “ungdomshuset”, som vi kalder det. Vi havde egentlig planlagt en ombygning, men det udskyder vi lige indtil vi ser, hvem der flytter ind…. naboer er ikke ligegyldige. Det lyder hårdt med en decideret konflikt.

    1. Det betyder SÅ. MEGET. Og det suger rædselsfuldt meget energi, og påvirker den måde, vi er sammen på her, fordi jeg med mit hoved er helt afklaret med, at det er naboen der (pga. sygdom) er helt utrolig urimelig – men i min krop næsten ikke kan være i den ufred og dårlige energi, det skaber. Det er svært.

  5. Åh, Linda. I hear you loud and clear mht. nabokonflikt. Vores nye overbo renoverede nat og dag i 5 måneder. Og når jeg skriver nat, mener jeg det helt bogstaveligt! Han havde to håndværkere boende, som var pisseligeglade, og det var han også. Mindst 20 henvendelser til ham om at stoppe med at larme, lige så mange henvendelser til administrator og bestyrelsen i ejerforeningen. Og intet hjalp. Nu bor han her, og er heldigvis nærmest aldrig hjemme. Min retfærdighedssans blev så trykket….. jeg endte med hjertebanken og det fyldte ALT. Hjemmet er jo ens helle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.