I torsdags var jeg oppe og besøge Lene, som er kommet på hospice. Alene det at skrive og læse den sætning føles uvirkeligt og underligt amputeret, som om det er noget, der alt sammen sker for nogle andre. For et par uger siden kunne jeg ikke holde op med at græde, men det er som om, det går for hurtigt nu; mine reaktioner kan ikke følge med. Lige nu føles det mest, som om at alt i mig er frosset fast.
På hospicet gik jeg forbi en ung mor, der sad i sin kørestol med sin lille baby i favnen, og mit subjektive, u-lægelige bud er, at vi i dette tilfælde snakkede mere om dage end om uger. Jeg gik forbi en væg med børnetegninger, hvor Mikkel tog mig i armen og sagde: ”Dem ville jeg ikke kigge for længe på, hvis jeg var dig” da jeg helt automatisk lod øjnene løbe hen over farverne og de spejlvendte bogstaver, og jeg tænkte, at personalet sådan et sted enten må være meget troende, eller gjort af et ganske særligt materiale. Jeg ville gå i stykker inde i hovedet op til flere gange i timen, hvis det var mig, der skulle stå op til den verden hver eneste dag.
Ubelejligt nok tøer alt det frosne, når jeg sidder deroppe.
Jeg ville ønske, at jeg kunne være den stærke, så Lene kunne få lov at være den lille, men jeg kan simpelthen ikke holde ud, at hun forlader os. Jeg kan. Ikke. Forstå. at vi sidder et sted, hvor folk tager hen for at dø, og at Lenes navn står på døren.
I min afmagt er jeg begyndt at blive utrolig irriteret på historier om, hvordan forskellige mennesker ”kæmpede imod kræften – og vandt!” Jeg får lyst til at skrige over, at mennesker som Lene, der udover at de skal forholde sig til, at de skal forlade dem, de elsker, også skal bære, at det er deres egen skyld; at det er et spørgsmål om, at de ikke har villet livet nok. Det minder mig om en historie, jeg engang hørte, hvor en mand, som jeg har glemt på nationalitet og profession på, fortalte om sit arbejde med HIV-patienter. Han fortalte, at noget af det mest absurde i jobbet var at opdage, at der findes Den Gode og Den Dårlige HIV. Den gode HIV er den man f.eks. får gennem en blodtransfusion. Den dårlige er den, man får af ubeskyttet sex. Særligt hvis man er en homoseksuel mand. Sygdommen og dens forløb er naturligvis det samme, men hvor patienterne med Den Gode HIV bliver mødt med omsorg og sympati, må mange af patienterne med Den Dårlige HIV oven i deres sygdom kæmpe med, at omverdenen egentlig ikke synes, at det er specielt synd for dem; det er jo deres egen skyld.
Måske er det fordi vi som race tackler det vilkårlige og retfærdighedsløse meget dårligt? Måske har vi brug for ideen om, at hvis vi bare opfører os ordentligt, betaler licens og spiser vores – usprøjtede – grøntsager, så får vi ikke skæbnen og al den lunefulde væsen i nakken? Måske er det for svært at leve med forstanden i behold, hvis vi åbner for den dør, hvor muligheden for, at gode mennesker også får revet livet brutalt ud af hænderne, før de får mulighed for at følge noget som helst til dørs, er bag?
Jeg kan ikke huske, at jeg på noget tidspunkt i mit liv har ønsket mere indædt, at jeg var troende.
sådan havde jeg det også da min far døde og jeg passede ham – ville sådan ønske at jeg kunne tro. Men det kunne jeg ikke. Jeg ved heller ikke hvor meget det hjælper for selv for dem der tror, så KAN det da umuligt give mening det din veninde skal igennem…. intet hjælper, intet er godt ved det, absolut intet
Det er sådan et vigtigt indlæg, det her, Linda. Tak!
Blev ramt helt fysisk, da jeg læste at Lene nu er på hospice. Håber at de tager sig godt af hende – og jer – og at hun – og I – når til en form for ro og accept. Gode tanker herfra <3
Åhr mand. Hvor er det bare trist.
Vh Lise
Ej, men fuck hvor går det altså alt for hurtigt. Håbede jo ikke at den der terminal status betød det den desværre som regel betyder. Tanker og knus til jer begge og jeres små mænd.
Har bare ikke ord for hvor skrækkeligt det er :-(:-(. Kæmpe krammer
Et meget vigtigt og et meget sørgeligt indlæg og jeg blev meget ked af at Lene er på hospice nu. Kæmpe kram og mange tanker fra Lene
Jeg har læst tysk på universitetet med Lene. Jeg har ingen ord og synes, verden er alt alt for uretfærdig. Mange tanker til Lene og jer, der er hos hende i denne tid. Kh Gitte
Det er bare hæsligt, at verden er så uretfærdig.
Jeg har 1000 ord og ingen af dem er rigtige, eller kan hjælpe, hverken dig eller Lene.
krams fra Forstaden
Kære Linda
Tak for det indlæg. Lige netop det med at 'besejre' og 'vinde' har Lene og jeg talt meget om gennem det sidste år. Det er så vigtigt at tage fat i.
Jeg besøgte Lene i lørdags. Jeg håber, det er okay, at jeg låner dit indlæg og brygger lidt videre på det?
Tak fordi du har skrevet det.
Kære dig, godt du er der for hende. Troende eller ej. Jeg var troende da min far var syg og gik jævnligt i kirke og bad. Han døde. Da min mor efterfølgende blev syg, havde jeg ikke noget behov for kirken. Alligevel var "rummet" en trøst ved hendes bisættelse.
Lenes situation kan ikke sammenlignes, og heller ikke din og min, men behovet for at tro på noget når man er komplet magtesløs er vist universel. Jeg ønsker dig styrke.
Kære dig, godt du er der for hende. Troende eller ej. Jeg var troende da min far var syg og gik jævnligt i kirke og bad. Han døde. Da min mor efterfølgende blev syg, havde jeg ikke noget behov for kirken. Alligevel var "rummet" en trøst ved hendes bisættelse.
Lenes situation kan ikke sammenlignes, og heller ikke din og min, men behovet for at tro på noget når man er komplet magtesløs er vist universel. Jeg ønsker dig styrke.
Jeg er troende. Men jeg har for længst givet slip på troen om at der findes retfærdighed, hvad død angår. Døden er altid grum og forfærdelig – og det tager tid, tid og atter tid, at forlige sig med den.
Men for mig er der trøst at tro at vi lever videre på et eller andet plan. Og at Lene, som jeg slet ikke kender, vil kunne følge sin lille dreng derfra. Ligesom jeg er sikker på at mine forældre følger mig.
Jeg tror ikke på at man kan helbrede sig selv med positiv tænkning og vilje. Men man kan have det mere eller mindre afklaret med sin situation og det kan betyde noget for hvordan den sidste tid bliver. Min mors sidste tid var fyldt med vrede og bitterhed over sygdommen og det faktum hun skulle dø. Det var hårdt – også for mig. Det var hendes sygdom – det var hende der skulle miste livet – og hun havde ret til at være vred. Men jeg skulle miste min mor og det var hårdt kun at have den vrede og bitre mor den sidste tid. Kun til allersidst, den sidste måned på hospice fandt hun fred, og den blev en meget smuk og fin tid, som jeg idag tænker tilbage på med stor glæde og taknemmelighed. Og du har ret. De mennesker, der arbjeder der, er gjort af et helt særligt stof.
Håber Lenes sidste tid bliver fyldt med fine og gode øjeblikke som I alle kan tage med jer.
Knus fra en der læser med.
Hvor er det fint, som du sætter ord på det mærkelige dilemma, man kommer i, når andre kobler den der underlige sportsterminologi på noget så skelsættende og individuelt sygdom og død. Da vores søn døde for år tilbage var der også enormt mange, der havde meget travlt med at sige, at vi ville blive 'klogere' aka 'bedre' eller 'rigere' mennesker af det? Den var også svær at kapere. For hvad var det lige, netop VI havde så svært ved at forstå, at vi skulle lægge et barn graven for at lære? Til dato fatter jeg det ikke, og har kun hovedrysten til overs for lignende kommentarer. Men det er jo nok, fordi mange mennesker netop ikke rummer det meningsløse. Selvom der netop i fraværet af mening kan findes en begyndende accept af, at vi ikke altid har indflydelse på vores livs vilkår. Jeg tror, at vi bare må gøre vores allerbedste for leve i det og med det på måder, der giver mening for os.
Kære Linda. Tak for et fint indlæg. Og hvor har du ret. Kræften går sine fuldstændig egne veje. Den tager ingen hensyn og der er ingen, der er fredede. Jeg stoppede med at lede efter forklaringer, da min mor døde. Hende som netop levede sit liv med grahamsboller, frisk luft og en positiv indstilling til livet.
For nej, det er ikke en kamp, der skal /kan kæmpes. Det er den mest modbydelige sygdom der findes, og har den først fået fat er det urimelige odds man er oppe imod.
Det jeg egentlig prøver at nå frem til er at sende dig styrke i din sorg og lade dig vide, at du gør alt, hvad der er muligt som veninde til Lene. Du tør være der og være dig og mere kan man ikke ønske (tror jeg).
Mine bedste tanker til jer og den største krammer når vi ses, Dorte
Jeg kan slet ikke slippe billedet af moren med babyen og Lene og tegningern. Mødre (og fædre), der efterlader deres små børn er så inderligt naturstridigt. Og så kommer tårerne piblende. Det er det ubærlige. Samtidig dukkede billederne af venner og bekendte, der har mister forældre alt for tidligt op. Og de har det faktisk fint, selvom hullet dukker op og er der. Men der er hele, dejlige mennesker og selvom det ikke fjerner det ubærlige er det godt også at huske på at mennesker kommer igennem det mest utrolige, hvis de har gode mennesker omkring sig der midt i tabet.
Tak for din opdatering mht. Lene. Jeg har tænkt meget på hende, uden at kende hende …. Min far døde af en hjernetumor.
Tak fordi du deler dine tanker på så fin en måde, og du har helt ret, det giver ingen mening.
Sorgen er på mange måder en betingelse for kærligheden. Jeg tror ikke, at jeg kan skrive noget, der hverken gør dig mindre ked af det eller tager smerten væk.
Jeg er troende, men troen ophæver ikke sorgen eller vreden over det uretfærdige. For i bund og grund er det hamrende uretfærdigt, når vi skal herfra før vi er gamle og trætte. Troen kan nogen gange hjælpe mig med at skabe ro i tankemylder. Og opretholde bevidstheden om, at solen også står op i morgen, selv om noget forfærdeligt rammer eller har ramt.
Det eneste jeg kan håbe på for dig og Lene er, at I bliver mødt af mennesker, der møder jer, hvor I er. Både i livet og sorgen. Og forhåbentligt når I at få nogle flere øjeblikke sammen, som I kan gemme på.
Man kommer bare til kort når man træder indenfor på et hospice. Al ens indbildskhed fordufter og ja så famler man sgu efter en ledetråd i form af noget højere end en selv. Eller noget bedre. Eller bare noget man kan forholde sig til.
Kære Linda
Selvom du ikke er troende, kan du måske få noget ud af at læse præsten Preben Koks bog 'Skæld ud på Gud'. Han har arbejdet/arbejder på Vejle sygehus med dødssyge patienter, og han tager netop det her op med skyld, ansvar og magtesløshed i forhold til sygdom på en virkelig fin måde, synes jeg. Han opfordrer blandt andet til at skælde ud og rette sin vrede mod Gud – hvadenten man tror på ham eller ej – fordi det hjælper med at fjerne skylden eller i hvert fald dele den.
Åh, jeg ved ikke, om jeg forklarer den så godt, men som ikke-troende fik jeg meget ud af at læse den, og han har nogle virkelig gode pointer om, at vi i vores samfund har meget svært ved at erkende, at vi simpelthen står magtesløse over for nogle ting i tilværelsen. Benægtelsen af magtesløsheden gør desværre, at vi tager noget ansvar og skyld på os, som dybest set ikke er vores.
Kh. Trine
Kære Linda,
Det er så forfærdelig sørgeligt.
Når jeg læser, at du ville ønske, at du var troende, så tænker jeg, at dette ønske handler om også at kunne forstå samt tro på livet efter døden, og yderligere at alt er muligt for den der tror.
Men jeg har en ven, der er præst, og hun postede for en uges tid siden sin prædiken for den kommende gudstjeneste. Den prædiken handlede netop om en begravelse af en nær ven af hende. Han havde været stærkt troende og ud af en stærkt troende familie. De havde bedt inderligt og været stærke i deres tro, og gjort alt hvad der var rigtigt. Rejst til fjerne steder, med økonomisk støtte fra kristelige foreninger, for at få behandling, men intet hjalp og manden døde i 45 års alderen. Her står de stærke i deres tro uden at kunne forstå, for tro flytter jo bjerge! Men altså bare ikke her, vel?
Lene er en smuk ung kvinde i topform som spinning-instruktør, gang i karrieren og ny mor. Det giver absolut ingen mening. Slet slet ikke i forhold til udtalelsen om, hvem der vandt over kræften og hvem, der ikke gjorde. Jeg har læst Lenes blog skyggesiden. Jeg har ikke fulgt med i forløbet, fordi jeg var sikker på, at skulle nogen overleve hjernekræft, så var det da Lene. Da jeg første gang hørte, at Lene havde en svulst, havde jeg lige mistet min ven Søren til samme sygdom ( ca samme forløb), og jeg søger stadig svar på hvorfor, og hvad gennemgik han i den sidste tid i sine tanker. Lene er enormt god til at sætte ord på sine tanker, og jeg kunne godt bruge hendes ord i forhold til at forstå, hvad min ven havde gjort sig af tanker om det, han bare ikke ville tale om. Ikke engang da han kom på hospice, kunne han få over sine læber, at han lå for døden måske fordi, at han tænkte, at hvis han troede nok på, at det ikke ville ske, og ikke sagde det højt, så skete det ikke. Men igen tro flytter ikke bjerge, og det giver heller ikke svar på hvorfor. Jeg tror heller ikke så meget, at jeg er overbevist. Det vil sige…. Jeg er bare ikke overbevist om, at der er noget bagefter. Men jeg håber det. Især når så unge mennesker bliver taget væk på denne måde. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det er tilfældigt, og at der ikke er en mening med det.
Mine tanker går til Lene og hendes familie, og især til hendes lille dreng, men også til dig Linda. Pyha det er slet ikke til at finde ord, der kan trøste i denne svære tid.
Kram
Heidi Hemmingsen
8000. Århus C
Har stirret på tastaturet længe nu … Jeg ville så gerne skrive et eller andet, som ville trøste, berolige eller bidrage med lidt mening midt i meningsløsheden. Men der er ikke noget at skrive, som kan hjælpe.
Min morfar mistede sin mor, da han var to. Jeg tror ikke, han havde nogen erindring om hende.
Min far mistede sin mor, da han var elleve. Han har store traumer, selvom det er mere end halvtreds år siden. Der var aldrig nogen, der talte med ham om liv og død, sorg og savn. Heldigvis er verden en anden i dag.
Tro betyder ikke, at alle forklaringer bliver givet. Eller at meningsløse ting får mening. Men når livet giver allermindst mening, går vi aldrig alene. Når byrden bliver alt, alt, alt for tung, er der en, der hjælper med at bære.
Og i forhold til det Mette skriver, så nægter jeg også at tro på, at der er noget som helst, vi kan lære af at miste, som vi ikke kunne have lært på anden vis.
Jeg ville gerne have skrevet noget klogere, noget bedre, noget der kunne hjælpe. Det kan jeg ikke.
Tak for dit indlæg!
Det er urimelig hårdt det du skal igennem – og selvfølgelig ikke mindst det din veninde og hendes familie gennemlever!
Jeg tror. På Gud und alles. Men uretfærdighed, meningsløshed og lidelse kan jeg ikke tro på nogen mening med. Der er mange det gør – både af dem, der tror på det kristne som jeg, budhister og dem, der tror på succes og kærlighed. Dem, der er bange for meningsløsheden findes efter min erfaring alle steder.
Meningsløsheden slår hårdt. MIn tro tager ikke meningsløsheden fra mig. Men troen giver mig håb på trods af det urimelige.
Hvor er det trist – men tak fordi du deler!
Ingen mennesker bør opleve eller være vidne til det, der sker for Lene, hendes familie og pårørende. Se, jeg kan ikke engang skrive dét. Dét må ikke ske.
Det er frygteligt, forfærdeligt, skræmmende.