Det er mig, der er inde i nærpolitiet

I eftermiddags, da jeg skulle pakke min træningstaske, stod jeg på mit badeværelse på 1. sal, og kom tilfældigvis til at kigge ud. På det meget skrå tag lige overfor, stod en ung mand, som i det sekund jeg kiggede, åbnede et tagvindue og hoppede ind i huset.

Øhmm…

Er vi holdt op med at bruge hoveddøren?

Hvad gør man? Svinger dramakåben om skuldrene og ringer til politiet, eller hviler sit bekymrede hoved på den overvejende sandsynlighed for, at det er ham, der bor der, der har glemt sin nøgle?

Spurgte Anton, hvad han synes, vi skulle gøre. Han ER trods alt manden i huset. Han bød ind med hele sit vokabularium, ”bøh!”, ”hej” og en lyd, der i mistænkelig grad lyder som ”far” (go figure?) – hvilket vi jo ikke rigtigt blev klogere af, så jeg valgte løsningen, der er skræddersyet til valginvalider som mig: Jeg ringede 114.

Serviceinfo: Ring ikke 114, medmindre du har fri, resten af ugen dagen.

Efter en samtale så lang, at potentielle indbrudstyve kunne have kørt tyvekosterne til Polen, vendt bilen og kørt tilbage til DK, hvor de igen kunne bryde ind på den samme adresse i sikker forvisning om, at ejeren i mellemtiden havde fået udbetalt forsikringspengene OG købt ny fladskærm, blev jeg stillet om til vagtcentralen.

Startede forfra med ”Det kan SAGTENS bare være ham, der bor der, der har glemt sin nøgle …” forklaringen, men Lone på vagtcentralen? Hun er helt anderledes mistænksomt anlagt end sin ubeslutsomme 114-kollega.

Og der er godt nok ikke meget hemmelig agent over mig. Kom til at fnise, da hun myndigt bad om ”signalement af gerningsmand”, og måtte bruge al ledig kapacitet på ikke at se mig selv udefra, da jeg blev bedt om at snige mig ud og aflæse nummerplader med barn på armen, der råbte: ”Bøh! Bøh! Bøh!”, mens han begejstret pegede på den formodede flugtbil.

Men når Lone råber: ”Hop!”, så spørger drengene i blåt ”Hvor højt?”, så rundt om hjørnet kom patruljevogn på 2 hjul, som efter katastrofeopbremsning udspyede to uhyggeligt unge betjente, som femnineoghalvtredsede en masse i deres kravewalkier. (God damn it, Alexis, I want one of those!)

På det tidspunkt havde jeg mest lyst til at råbe: ”Ikke alligevel!”; jo mere alvorligt alle andre tog det, jo mere beklemt blev jeg, for jeg ville ikke være hende, der havde sat alt det i sving for en glemt nøgle.

Hvilket det selvfølgelig viste sig at være.

@#!%#!!

Ej, men jeg HADER sådan noget!

(Link til det oprindelige indlæg: https://www.blogsbjerg.com/det-er-mig-der-er-inde-i-nrpolitie/)