Som I nok kan se på de sidste par indlæg, lukker vi dørene så hurtigt for tiden her på blogsbjerg, at man er i fare for at få kosteskaftet i klemme, hvis man dvæler for længe i karmen.
Humøret er derefter, for hvor gerne jeg end ville kunne påstå det modsatte, har jeg aldrig været god til store forandringer. Jeg er god til at få det bedste ud af at være, hvor jeg er, og jeg er heldigvis også god til at kaste mig så insisterende over Projekt Ikke-Eksisterende Netværk, at de springer op af jorden af bare skræk, men blænd-af-luk-ned fasen er jeg så dårlig til, at det nærmest er en sygdom.
Gråden sidder hele tiden på spring bagerst i halsen, lige der hvor kæben møder øret, og venter på en undskyldning. Jeg er så melankolsk, at jeg burde skrive countrysange, og i weekenden kom jeg til at råbe: ”Nu kan I KRAFTEDEME lige prøve på at lægge jer syge eller til at dø, for nu er I DE ENESTE VI HAR!!” efter mine forældre.
Nogle gange, ikke? Så er det lidt af en umulig opgave at elske mig.
(Undtagen for Anton, selvfølgelig. Han er tvunget til det, for det er mig, der har maden.)
Jeg forsøger at holde det ud ved at holde mig beskæftiget. De sidste to dage har jeg således fabrikeret mere hjemmelavet babymad, end Anton nogensinde vil kunne nå at sætte til livs,
(det kan enhver jo komme og sige, så tænkte, at jeg lige ville smide et bevis)
og jeg sørger for at lave aftaleraftaleraftaler.
Hvor jeg så sidder og kigger på mine venner, og tænker dumåikkeforlademig, dumåikkeforlademig, dumåikkeforlademig.
Ren hygge.
Er fandme bare så bange for at blive ensom dernede i rækkehuset.
Når det bliver helt slemt, går jeg ind og kigger på Anton. Lige nu ligger han f.eks. under dynen med røde kinder og sutten halvvejs ude af munden, og jeg kan se, at den bamse, der den sidste halve time er blevet råbt af, revet rundt i benet, og har fået tæsk med sutten, nu er blevet taget til nåde, og er endt under armen. Og i morges vågnede jeg ved, at han lå og sang lige så stille til sin lille røde bil; så inderligt koncentreret, at jeg fik lov til at sidde og kigge på ham i flere minutter, før han opdagede mig. Og flækkede i et begejstret ‘Nå, dér var du!’-smil.
Så giver det alligevel mening.
Og så forsøger jeg at fokusere på fremtiden. Er f.eks. blevet ansat i et fitnesscenter dernede, og har drukket den første kaffe med de nye, gamle venner.
Så nu mangler vi bare kærligheden (og en flytning og en istandsættelse af den gamle lejlighed og en institutionsindkøring og en jobopstart og et bilkøb *smiley-der-griner-hysterisk*).
Sætter du mig op med din kammerat, Klidmoster?
Hvis det bliver til noget, lover jeg at liveblogge fra brylluppet.
Så lover jeg at lege paparazzi med pseudo kagehårspænder på skrå;-)
Hepper på Klidmosters date – forlader dig aldrig – hyler med dig – og elsker dig overalt på jorden!!!
Knus med knus på!!
Linda, du er fandme bare så go'! Det bliver knaldgodt, jeg lover!
Kh
Lene K
Jeg lover, at du altså må date mig! Og du må gerne ligge og kigge på, at jeg spiller på min tlf. Og hvis jeg var sådan rigtig til girls, så tilbød jeg at male, men det er jeg ikke, så det må blive ved sovedates? 🙂
Har du sagt lige ud til dine venner, at du er bare for at blive ensom?
Ærlighed har det med at blive belønnet.
Lover aldrig at forlade din blog. Kan vi så være venner?!
Altså – send bare noget af det babymad til mig. Får aldrig lavet noget selv (til barn nr. 2…stakkel!) – så ja, fotobevis er sq helt OK.
Om 20 år skal du tænke tilbage på det her…og tænke…jeg ved det ikke…noget tænker du nok!
Jeg forlader heller aldrig din blog. Rørende. Det er hvad du er. You'll be fine.
Oh yes – det kan du tro!
"Gråden sidder hele tiden på spring bagerst i halsen, lige der hvor kæben møder øret, og venter på en undskyldning. Jeg er så melankolsk, at jeg burde skrive countrysange" !
For pokker !! du skriver bare så herligt, jeg elsker at følge din blog, du er rørende og sjov.
kh Lis
ja altså selvom det er svære/triste ting du skriver om i disse dage, så er du jo bare en MESTER af ord !! elsker din måde at skrive på!
Og jeg kan sagtens forstå, at du reagerer som du gør – overfor dine forældre og andre. Og ved du hvad, de rigtige venner ikk´å`? de er der også selvom du flytter til Esbjerg. De andre ?? tjaee værst for dem! Og tænk på hvor mange østjyder der ELSKER at komme til Vesterhavet og nu kan du tilbyde egen vesterhavs-hytte at besøge + jeres hyggelige selskab!
Får lyst til at sende dig et kæmpe kram.
Er sikker på du/i nok skal få det godt hvorend i flytter hen.
Linda! Muligvis kommer det til at stinke for vildt at flytte til Esbjerg. Men muligvis kommer det til at være fantastisk at bo med have og familie.
Det der taler for første mulighed er, at det er Esbjerg, du flytter til. Og Århus er bare en federe by. For nogen. For dig, tror jeg.
Det der taler for anden mulighed er, at du er et andet sted i livet end da du flyttede fra Esbjerg og sikkert lovede dig selv aldrig at flytte tilbage. Der er bare andre ting, der er vigtigere lige nu end at hænge på den fede bar og kunne købe tøj i nogle federe butikker og spise sushi på hvert gadehjørne.
Viser det sig at det faktisk var mulighed 1, der vandt. Så er det jo ikke værre, end du bare siger "Fuck, det stank", og flytter tilbage igen næste forår. No harm done. Ingen døde. Ingen skolekammerater der savnes.
For husk nu på, at du skal gøre tingene for DIN skyld, ikke for Antons. Han er fuldstændig ligeglad med, hvor han bor. Bare han bor sammen med dig. Og det vigtigste for ham er, at DU trives. En glad mor slår både bedsteforældre i nærheden og en grøn have med LÆNGDER.
Men egentlig tror jeg, det er det rigtige du gør. Ellers ville du ikke gøre det 🙂
Kh
Maren
Vil du gifte dig med mig? :o)
Du har styr på det, og det ved du også godt.
De sidste par detaljer kommer lige om lidt.
KH Mof
Jeg hepper på dig, Linda! Hele tiden! Jeg er sikker på at Esbjerg bliver dejligt, når alt falder på plads (selvom det nok skal blive et heftigt cirkus indtil da!)
Puha!… Jeg har længe gerne ville skrive til dig, men har ikke rigtig haft mod/overskud/tid. Jeg har bare kunne genkende så meget fra din blog, lige fra Gøgl bag Sædding centeret (Jeg boede på Parkvej, så vi cyklede lige derover fredag aften for officielt at spise lakridsstænger og uofficielt ryge smøger/drikke øl/kysse bag "the-kopperne") og især til de seneste indlæg om at flytte… "hjem". Jeg er mor til en lille pige, der er født med en pokkers masse udfordringer (læs: handicaps) og den der gråd bagerst i halsen er meget velkendt. Og ind imellem ville det være så rart at kunne cykle lilleprutten over til mormor og morfar for et par timer, for at give lidt slip på gråden og lidt kys til manden. Men jeg er ikke klar endnu – og min kæreste, der er fra sjælland er i særdeleshed ikke. Jeg elsker Århus (og helt lavpraktisk har jeg også stadig et studie her) og kan ikke overskue at skulle herfra – men kan heller ikke altid overskue at blive. Det korte af det (meget) lange er at jeg hepper og håber på at Esbjerg er det rigtige – og jeg glæder mig til at følge din og Antons færd!
Al mulig respekt til dig for at rykke teltpælene op og flytte ud. Jeg får selv stress-svedende hænder af tanken om at gøre det samme og kan slet ikke se det ske – men nødvendigvis skal man gøre det, der er rigtigt for éen selv. Så skal alt det andet nok falde på plads med tiden. Alting. Og skulle det være, så kender jeg en sød fodterapeut (aka svigermor), som helt sikkert kan hygge lidt om dig og kurre over Anton!
Møbler og maling skal nok gøre de 100 m2 til verdens bedste for jer!
'vi trives og vi får alt hvad vi har brug for'.
sæt selv komma 50 x dagligt.
de kærligste hilsener.
I er bare så skidegode, alle sammen, og så snart vi er faldet på plads dernede, starter jeg bilen og kommer rundt med en personlig afleveret krammer til hver eneste af jer!
Tak fordi I læser med. Og tak fordi I skriver alt det rigtige.
Jeg vil vædde en fryser fuld af hjemmelavet mad på, at du og Anton falder godt til i jeres nye liv.
Når du har overskud til at skrive fantastisk på bloggen og samtidig have overskud til at lufte bekymringer over fremtiden samme sted, så er du sku godt på vej til en god fremtid.
Og jeg tror ikke, du skal undervurdere, hvor meget det betyder at have sine forældre, når man har en knægt. Jeg kan kun sige, at det i mit liv mærkes meget tydeligt, når de mangler….
Det skal nok gå. Det hele.
Glæder mig til at læse et Mit Nye Liv er Fantastisk Indlæg på Blogsbjerg 😉
Gråd bag i halsen.. og der i øjnene, så det næsten gør ondt.
Det kender jeg godt.
Også angsten for at blive forladt.
Og den ro, der kommer, når man er så tæt på sit barn, at vejrtrækningen forandrer sig helt af sig selv.
Det er afsindig hårdt at være spædbarnsmor og søvnmangel driver en ud steder, hvor man ikke troede, det var muligt at være.