Der kom 3 bøger med posten

(Formalia: Jeg har fået alle 3 bøger tilsendt som gaver. Jeg har ikke på forhånd lovet at skrive om dem, og jeg får ikke noget for at gøre det. Jeg synes bare, at alle 3 bøger var så fine læseoplevelser, at I skulle have mulighed for at stifte bekendtskab med dem også.)

Sådan er Kirsten bare – Anne Bredahl (Damgaard Forlag)
Da jeg boede i Aarhus, og Anne stadig ikke havde fundet ud af, hvorfor hendes ben somme tider opførte sig så mærkeligt, sad vi ofte på Baresso på banegårdspladsen og kiggede på mennesker. At læse denne bog er for mig som at sidde der igen.

Anne har et sjældent blik for, hvad der gør et menneske, og jeg elsker hendes blå fortællestil, som ofte er både sørgmodig, humoristisk og spidende på én gang.

Jeg elsker kombinationen af de skæve eksistenser, både dem, der er svære at holde af, og dem, der ikke er, og Annes ubesværede leg med ord. En af de mange fine ting ved Anne er, at hun aldrig stivner i sin måde at bruge sproget på. Somme tider hælder hun en verden af betydning i et enkelt ord, andre gange laver hendes krøllede hjerne sætninger, der er skæve og bimse og lammende præcise.

Denne lille bog er indbegrebet af alt, hvad der er Anne, og jeg synes, du skal købe to eksemplarer: Et til dig selv og et til en dansklærer nær dig.

Stemmer af sølv – Laura Engstrøm (Gyldendal)
Da Karoline på vegne af Gyldendal skrev til mig og spurgte, om jeg ville have denne bog tilsendt, no strings attached, sagde jeg udelukkende ja pga. titlen. Hvis ikke man bliver bare lidt blød i knæene af dén, er man lavet af sten. (#StemmerAfSten).

Jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg næsten håbede, at jeg ikke ville kunne lide den, for så ville det være dejlig nemt at skrive til Karoline, at jeg ville undlade at anmelde den, fordi der ikke er nogen grund til dårlig omtale, hvis det kan undgåes.

Så når vi skal snakke om den her, kan de fleste af jer nok regne ud, at det ikke var sådan det gik.

Den her bog ramte mig lige i solar plexus.

Kort fortalt er det historien om at være født tilbagelænet med armene over kors, og være sådan én, der kun tror på det, vi kan se på og røre ved, og så alligevel, ad mange omveje, at ende med at tage hele spektret af engle, ånder og rumvæsener ind.

Jeg var, inden jeg læste den, meget i tvivl om, hvem målgruppen til sådan en bog kunne være. Min egen oplevelse er, at folk går fra 1 til 100, når det kommer til det alternative. De starter med en kop urtete mandag, og lørdag taler de med deres afdøde slægtninge og sender dig afsted med lyset, hver gang de siger farvel. Min tanke var, at ikke-troende ville synes, bogen var bullshit, og at de hard core alternative ville finde den alt for skeptisk til at kunne se ideen med den.

Det viste sig, at målgruppen er mennesker som mig. Tvivlere med døren på klem. Den er til os, der voldsomt gerne vil have beviser for alt, og helst på formel, men som alligevel godt, fra tid til anden, kan mærke, at der er mere både derude og derinde.

Laura fortæller sin historie så fint. Sproget er, som at blive sænket i et varmtvandsbassin efter en lang dag i kulden (hun er journalist) og jeg elsker, at hun hverken taler sine oplevelser op eller ned. Man får som læser lov at komme med på turen, helt fra start til slut, og hun italesætter undervejs sin egen tvivl og skepsis, men bøjer sig også for det, når der sker ting, der simpelthen ikke kan forklares ad traditionel, logisk vej.

For mig var det ret stort at læse en bog om det her emne, skrevet af en, der lyder til at ligne mig. Jeg synes ikke, at jeg har kunne finde nogen, der forstår tvivlen og den evige penduleren frem og tilbage mellem tro og mangel på samme, og når jeg ellers har forsøgt mig med bøger om emnet, bliver retorikken ofte så rabiat, at jeg ikke kan koncentrere mig om indholdet.

Det bliver 5 ud af 5 stjerner herfra.

Hvor der er fugle – Maren Uthaug (Lindhardt & Ringhof)
Da jeg for mange år siden var ny praktikvejleder, var jeg på to-tolkeopgave med en kollega. Vi havde begge en praktikant med, og de tolkede sammen, mens vi sad med skarptslebne kuglepenne og noterede. Der var markant forskel på deres niveau, og da vi bagefter gav dem feed back, bemærkede jeg noget, som jeg sidenhen har set i mange andre sammenhænge også. For hvis man udefra havde lyttet til vores kommentarer, ville man være gået derfra med opfattelsen af, at det var dårligste praktikant, der var bedst. 80% af vores fokus var på hende, og på at fortælle hende om alle de ting, som hun – trods alt – havde gjort godt, selvom hun faktisk lænede sig op af at en re-eksamen. Den anden praktikant, som tolkede langt over niveau, fik selvfølgelig at vide, at alt var godt, flot klaret, her er et par småfif og tak for idag.

I rigtig mange sammenhænge tror jeg, vi har en tendens til at forvente, at de dygtigste mennesker godt selv ved, de er dygtige, og derfor kommer vi ofte til at fokusere på dem, vi føler, har brug for mest opmuntring og hjælp. Og det synes jeg faktisk er skideurimeligt, for det er de færreste, der bliver gode af bare at ønske sig, at de var det. De fleste har knoklet røven ud af bukserne, og er også fulde af tvivl om egen formåen og angst for ikke at være gode nok, og derfor lovede jeg dengang mig selv at være bedre til at huske at rose og opmuntre De Virkelig Gode, for de har, om nogen, fortjent det.

Når jeg starter med at skrive det, er det fordi, jeg synes, at Maren er én af dem. For mig at se, er det som om, mange har besluttet sig for, at hun sikkert godt ved, at hun er skidegod, og at det derfor ikke er nødvendigt at sige det til hende. På en eller anden mærkelig måde sprang hun hele up-and-coming fasen over, og gik lige fra at være newbie til at være kæmpestor.

Som med så mange andre virkelig talentfulde mennesker, tror jeg, det handler om, at det ser så nemt ud, når hun gør det. For det er jo netop det, der adskiller de virkelig gode fra de ok-gode: At de får det til at virke som noget, vi alle sammen kunne gøre, hvis vi bare gad.

Hvilket er den fedeste løgn i hele verden.

Når den her bog er så god, tror jeg, det handler om, at Maren har ramt lige præcis dét talent, der er hendes, for når kreative mennesker rammer udtrykket, hvor det, de er, og det de kan, smelter sammen, så kan man mærke, at det er ægte. At ligemeget hvor mange lag, man skræller af, så bliver man ved med at finde det samme, rå talent nedenunder. Det er det, der adskiller one hit wonders fra the real deal, og massivt træ fra finér.

Så jeg vil bare gerne hæve glasset for Maren og sige: Hold kæft, hvor er du dygtig! Den her bog er fantastisk. Historien, beskrivelserne af tiden og de geografiske steder, måden, karaktererne langsomt væves for øjnene af os på, og aldrig – aldrig – bliver flade, er lige til at gå på røven af benovelse over. Jeg elskede både Nordkraft og Afrika-triologien af Jakob Ejersbo, og ‘Hvor der er fugle’ gør brug af samme fortælleteknik; man får bidder af den samme historie, fortalt af de forskellige personer i bogen, med alle de forviklinger og misforståede hemmeligheder, der følger med.

Jeg læste den på en dag (undskyld, Anton og Frida) og jeg håber, at Maren er igang med at skrive sin næste bog allerede, og at den kommer til være 700 sider lang.

Linda

View all posts by Linda