Der er en, der følger dig

Jeg har de sidste par dage tænkt over, at jeg lige nu har det lidt, som jeg havde det, da Tsunamien ramte i 2004. Måden, hvorpå alvoren går op for mig i etaper, er den samme. Jeg tror, det er fordi, man mangler en referenceramme? At man ikke har et ‘plejer’ at sætte begivenheden og reaktionen på den ind i, og det hele derfor føles fragmenteret og surrealistisk. Som noget, man ser i en film og har en slags afstandsreaktion på, indtil det går op for én, at man står midt i det, og at alle konsekvenser i allerhøjeste grad er virkelige og konkrete.

Jeg synes – ligesom alle andre, formoder jeg – at det er svært at være i. 

I morges modtog jeg en besked på Aula fra Antons søde lærer. Hun skrev lidt om løst og fast, og sluttede sin besked med at skrive, at hun ‘håbede, at rytmen var ved at indfinde sig i de respektive hjem’.

På facebook har jeg også de senseste dage set en del opslag fra mennesker, der skriver reflekterende tekster om at prøve at nyde den ekstra tid med børnene og at betragte den som en gave. Trods alt. 

Det er et virkelig fint take på det kaos, vi står i lige nu, og jeg sender virtuel beundring, misundelse og kærlighed til dem og jer, der har personligheder og/eller omstændigheder og/eller liv, der gør det muligt at omfavne limbo og føle sig beriget af det. 

Men hvis der skulle sidde en enkelt derude, der ikke har fundet rytmen, eller som på ingen måde oplever dette som en gave, så er jeg her for at fortælle dig, at du ikke er alene.

Her står den på ren, rå overlevelse, og jeg er voldsomt, eksistentielt udfordret. 

Af flere grunde.

For enkeltelementerne kan jeg egentlig godt være i, men kombinationen af dem er så stærk en sidevind, at den er tæt på at blæse mig af vejen. 

For det første er jeg et menneske, der er født med latent ø-kuller, og hvor det måske lyder sjovt, så er det grelt nok til, at jeg på stort set samtlige indlæggelser, jeg har haft i mit liv, efter lægelig vurdering har fået lov at tage hjem på åben indlæggelse, fordi jeg bliver ægte bims af at være taget til fange. De gange, jeg har været tvunget til at forblive på sygehuset, er det blevet noteret i min journal, at jeg har det ekstraordinært svært med at være spærret inde, og derfor i videst muligt omfang bare skal lades være i fred.

Jeg retter ind ift. karantænen – alt andet ville være egoistisk og idiotisk – men jeg lider under det, og kan mærke min psyke knage. 

Så tilføjer vi to børn, der med personligheder, der trækker i to modsatte retninger, er mere end svære at undervise/-holde differentieret. 

Anton reagerer på omvæltningen og hele situationen, som han kun lige knap forstår, med en vrede rettet mod mig, som han næsten ikke kan se igennem. Han kæmper imod både lektielæsning og hjælp, fordi han ikke kan rumme verden og den pludseligt forsvundne normal, og at undervise ham er derfor én lang kamp, med både frustrationer og tårer på begge sider af nettet. 

Ekstroverte Frida er født uden ét gram tålmodighed, og har utrolig svært ved at kapere, at legeaftaler er no-no, og at alt det, hun plejer at elske, er lukket ned og afspærret. Hun reagerer ved at drille Anton, ved at insistere på, at jeg skal lave noget med hende, og ved at spørge 16.000 gange i minuttet, om hun snart må få besøg af Dicte eller komme ned til Mathilde. 

Begge børn står op kl. 6, Anton sover omkring kl. 21 og det første barn kravler ind i min seng lige omkring midnat. Jeg er den eneste voksen på matriklen, og det betyder, helt lavpraktisk, at jeg ikke kan komme ud. Overhovedet. Jeg er på vagt 21 timer i døgnet, uden hverken mennesker eller aktiviteter til at aflede, Aula er on fire, og 80% af min mentale kapacitet er parkeret i den viljeshandling det er, at holde døren til de økonomiske og arbejdsmæssige konsekvenser af Covid-19, lukket. 

Jeg kommer ikke til at se den her periode som en gave.

Det betyder ikke, at jeg ikke forsøger at få det bedste ud af det, eller at jeg på forhånd opgiver at gøre det så godt, som jeg kan, men at man glæder sig over, at man trods alt kun brækkede armen i et trafikuheld, er ikke det samme som at opleve uheldet som ‘en gave’ eller ‘en sjælden mulighed’. 

Jeg har bypasset min strukturerede personlighed ved at indføre konceptet ‘Vin & Oprydning’ som betyder, at når Frida er lagt i seng og Anton leger på værelset, så hælder jeg et glas vin op og starter fra en ende af. Det hjælper mig til at kunne trække vejret i løbet af dagen, når indholdet af samtlige køkkenskabe ligger på gulvet, og Frida har skiftet tøj 8 gange, og Hans & Gretet sig igennem huset med legetøj og dukker som spor. 

Jeg slacker på ambitioner ift. aftensmad, skærmtid og personlig hygiejne, jeg siger undskyld til mine børn et par gange om dagen, og jeg drikker alt, ALT for meget kaffe.

Jeg oplever, at det beroliger mig at stile efter en 80%’s version af hverdagen, hvor jeg sørger for, at der er nogenlunde nulstillet, når jeg går i seng, så vi står op til en frisk dag, og ikke et efterslæb, der stresser allerede fra morgenstunden. Jeg er efter en uge i mental fosterstilling tilbage til at veje mig dagligt, så jeg – selvom jeg ikke har ambitioner om at tabe mig, så længe det her står på – ikke smider alt, hvad jeg har brugt de sidste 10 uger på at opnå, overbord, og jeg holder fast i sengetider, spisetider osv.

De aftener, hvor dagen har været god, og der derfor er lidt ekstra overskud, sørger jeg for at få kigget på nogle af de kedelige, men nødvendige opgaver, der stadig skal løses, selvom verden er gået i stå, som f.eks. beskeder, mails fra fagforeningen og års- og forskudsopgørelser; det giver mig en spinkel følelse af håb at forholde mig til den fremtid, der ligger ude på den anden side af alt det her.

Endelig prøver jeg at være meget bevidst om, hvad der fungerer, og hvad jeg rent faktisk når og formår, så jeg har det at klamre mig til, de dage, hvor jeg føler, at min børn ville være bedre tjent på et ukrainsk børnehjem.  

Og de dage, hvor jeg har lyst til at skrige ind i en pude, fra vi står op til vi går i seng, prøver jeg at slippe, uden at piske mig selv over, at jeg ikke formåede at gøre det bedre.

Men jeg bliver træt og ked af det, når jeg hører folk sige, at det her er en mulighed for at ‘lære vores børn at kede sig –  hvis vi tør’. For det indikerer, at man fejler, hvis ikke man kan guide sine børn til et sted, hvor manglen på genkendelig struktur resulterer i en eksplosion af kreativitet og selvunderholdning.

(Og inden nogen tager pegepinden frem, vil jeg bare lige sige, at jeg – trods alt – har første gang til gode at møde forældre, der oprigtigt mener, at deres børn er perfekte. Alle bøvler med noget, som de af en eller anden grund ikke kan få til at fungere med lige præcis *deres* børn, men som fungerer for de fleste andre. Det kan være en meget god ide at huske, inden man melder ind med alt for mange gode råd og sætninger, der indeholder ordet ‘bare’).

Så til dig, der er presset, sårbar eller bakser med en besværlig psyke; til dig, der i forvejen havde pladen fuld, og som derfor ikke har en overskudsbuffer at tage af, og til dig med børn, der reagerer ekstra voldsomt på forandringer: Det er ok at synes, at det er svært. Du skal ikke, i en i forvejen overvældende situation, pålægge dig selv at finde overskud til at se alt det ekstra pres som en gave eller en mulighed.

Vi skal bare igennem det her med forstanden i behold.

Jeg ser dig.

Du er ikke alene❤️

Published by

77 Replies to “Der er en, der følger dig

  1. Jeg elsker dig for dette indlæg. Du sætter ord på det kaos, jeg er bange for at gå imøde, når det i næste uge er min tur til at gå hjemme med 2 børn på 4 og 7, inkl hjemmeundervisning og hvad man ellers forventer af en overskudsmor. Efter en uge med 50 timer i et lederjob. Og med en forventning om at arbejde hjemmefra med mails, opkald og online møder. Jeg er ved at tage mentalt tilløb til at fortælle mine kollegaer, at jeg bare trækker stikket i børnenes vågne timer…

    Vi skal bare igennem det her med forstanden i behold.

    1. Du får al søstersolidaritet i verden og et virtuelt kram herfra. Vi er i det sammen, og vi kommer ud på den anden side <3

  2. Kære du. Tak for dig!!! Jeg springer over alle gærder herhjemme – vi skal ikke knække på omgivelsernes forventninger til, hvordan vi bedst kommer igennem en krise. Basta. Kæmpekram Jane

    1. Selv tak, søde Jane. Det er virkelig endnu vigtigere, end det plejer at være, at holde fast i det, der er vigtigt, og skille sig af med resten her, ikke? <3 Kram

  3. Tak for din ærlighed! Jeg kan genkende meget af det. Og oveni enkeltelementerne, så har jeg SÅ svært ved det uvisse i hvor længe det her skal vare og hvor horisonten er – til sammenligning ved vi jo, at sommerferien er 3 uger, og derefter er det tilbage til hverdagen, så kan man ligesom rationere energidepoterne. Nu aner vi ingenting.

    1. Jeg hører sig så højt, at jeg næsten bliver døv over det. Det er også for mig en KÆMPE udfordring, at vi ingen fornemmelse har af, hvor længe det her kommer til at vare.

      Det kræver ret mange kræfter at være inde i historien, når den bliver skrevet, synes jeg:-/

  4. Yes. Jeg starter på nyt job på mandag, hjemmefra selvfølgelig, med tre helt små børn og en mand med rygproblemer. Det bliver godt. Vi kører den ind med Gry og regnbueriget og så meget take away, som budgettet kan holde til. Jeg er for øvrigt holdt op med at følge “jeg keder mig, mor” på Face. Det er et godt initiativ, men det giver mig stress.
    Hæng i! Måske skulle du øge den daglige dosis til to glas vin 🙂

    1. ALT er tilladt! Mere take away, mere skærm, flere lakridser – og vin. Vi skal bare igennem det, og det kommer vi.

      Alt det bedste til dig, og virkelig meget held og lykke med det nye job.

  5. Hey, kærlighed og styrke til dig, Linda. Du er for rå, og det der ansvar 24/7 kan jo drive enhver til vanvid. Har du slet ingen mulighed for aflastning? Jeg er selv alene m 2 børn, og gik bare rundt og tudede hele dagen i går. Men har nu stort set droppet at forsøge at “hjemmearbejde”, og kigger slet ikke på aula. Og.. åh.. er også bare så priviligeret at jeg kan blive aflastet lidt, så jeg ved slet ikke hvad jeg overhovedet kan fortælle dig. Ville ønske jeg bare kunne gi dig et kæmpe, kæmpe kram.

  6. Kæmpe High-five herfra!
    Jeg er en af dem, der prøver at se det som en gave at få så meget tid med mine børn og det lykkes også det meste af tiden, men igår eftermiddags var de billigt til salg 😉 Vi endte med at tage i skoven og det var skønt at komme lidt udenfor matriklen (i behørig afstand af alle andre, natürlich). Det her er bare en af de perioder, hvor små ting får virkelig stor indflydelse på om det er en god eller en dårlig dag.
    Vi har nu i næsten en uge spist aftensmad foran flimmeren, mens vi har set Alene i Vildmarken. Og nej, det plejer vi ikke, men det er simpelthen SÅ fedt at vi alle sammen lige har den time sammen, men uden at vi skal snakke sammen – det gør vi rigeligt hele dagen og både børn og voksne trives i det setup – og vi spiser frokost sammen.
    Endnu et godt skriv fra dig, der sætter tankerne igang.

    1. Jeg er 100% enig, og for mig føles det lidt, som dengang jeg var på barsel, hvor det virkelig var marginaler, der afgjorde, hvilken følelse, jeg gik i seng med.

      Jeg øver mig i at bemærke, hvad der gør en positiv forskel, bare sådan helt i det små. For hvis vi skal være hjemme så længe, som jeg begynder at få fornemmelsen af, så bliver det vist en vigtig egenskab at beherske…

  7. Linda, I love you!

    I dag lignede drengene begge nogen, der skulle i gang med en rodbehandling, da jeg falsk kvidrende sagde “nu starter skolen” så efter meget kort tid, hvoraf halvdelen blev brugt sammen med Randers Regnskov, valgte vi at skrige “SCREW YOU” til Aula, clio, matematikfessor, læsløs, Emils forhadte matematikbog og iPads. Altså, det var kun mig, der sagde det inde i mig selv, børnene må ikke bande. Selvfølgelig. Vi er jo pæne mennesker, nogle gange i hvert fald. Anyway, vi brugte det meste af dagen udenfor og vi løb ovenikøbet en tur (dvs drengene cyklede og jeg løb med luksusbarnet i løbevognen. Det var fandengaleme hårdt for mig = velfortjent coronavin).

    Så min løsning på det her, som jeg ikke tror på er slut før aller tidligst efter påske, og ikke en gang det tror jeg rigtigt på mere (fuck. Seriøst FUCK!), er at springe over hvor alle gærder er lavest og kun prøve minimalt på at motivere mine børn til at lave nogle af alle deres kedelige opgaver. Jeg vil simpelthen ikke slås mere med dem over skoleopgaver til 0. og 2. klasse – de har seriøst lang tid til at indhente det. Og som en skrev i kommentarfeltet til dit sidste indlæg og undervisningsministeren har også sagt det, så er det lærernes ansvar. Det ved jeg godt, at de ikke har en kinamands chance for at løfte, men jeg slår ud med armene og siger “not my circus, not my monkeys”. Selvom abeungerne jo godt nok ér mine.

    Linda, jeg tager hatten af for dig og alle andre, som er i din situation. Jeg aner ikke hvad jeg skulle gøre uden min mand, som godt nok arbejder som en hest for tiden, men alligevel kom hjem i to timer i formiddag for at give mig mulighed for at arbejde lidt. Kæmpe, virtuel krammer til jer alle tre.

    PS: Har du set Signe Moldes seneste story på IG? Jeg græd af grin over den. Ligesom jeg gjorde over tråden med at skifte “mit barn” ud med “min kollega” på “jeg keder mig, mor”.

    1. Jamen, I love you sgu da lige tilbage. For mange ting, men virkelig, virkelig meget for sætningen om, at de har mange år til at indhente det (eventuelt) tabte. For ja. De har da! Det havde jeg bare lige glemt, og det var virkelig en vigtigt reminder. Tak!!

    2. Dette bliver mit mantra: “not my circus, not my monkeys”. Selvom abeungerne jo godt nok ér mine.
      Tak!

  8. Jeg kender ingen, der ikke synes, at dette er svært – på den ene eller anden måde. Jeg har haft grædende kolleger i røret. Min chef ringer og gør mig opmærksom på en masse fejl i den artikel, jeg lige har afleveret – det var nok fordi min 5-årige datter havde brug for at snakke med mig, imens jeg lavede den, og min søn skulle have hjælp til matematik, mens min mand havde skypemøde. Men mand og jeg skiftes til at gå/løbe/cykle en tur, og uden den mulighed ville jeg da blive fuldstændig vanvittig. Åh hvor jeg glæder mig til weekenden, hvor jeg i det mindste kan trække arbejdet ud af ligningen. Men mest af alt glæder jeg mig til, at dette vanvid stopper.

    1. Hørt, hørt og hørt. Jeg har fundet trampolinen frem i dag, og jeg glæder mig også til en weekend, hvor man lige kan stoppe op og tage bestik af hele situationen. Nu hvor den første vantro har lagt sig, føler jeg, at det måske – trods alt – er lidt nemmere at vurdere, hvad jeg vil prioritere de næste par uger.

  9. Min datter er også årgang ‘10, som Anton, (hun går i 3. kan ikke huske Antons klassetrin) og de eneste lektier, de har fået til de næste to uger er: øv 7tabel, øv drilleord ø og y, tegn et selvportræt. Det er altsammen noget vi kan gøre uden at vi ‘leger skole’ – for jeg ejer ikke en lærers pædagogiske sans og tålmodighed og vi skal ikke i konflikt oveni en i forvejen tilspidset situation. Og hvis vi ikke når den 7tabel går det nok også. Hæng i og hold ud!

    1. Tak Mette! Jeg har også – inspireret af Astrids kommentar – besluttet, at vi når det, vi når. Jeg vil bruge weekenden på lige at regruppere, og vurdere, hvor kurverne for undervisning og livskvalitet krydser hinanden og så sigte efter det de kommende uger.

      Tak for hep <3

  10. Jeg sender masser af kram og varme tanker i din retning ❤️ Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært det må være at stå med det hele alene, så det er klart at du er presset.
    Her fungerer ligningen med to voksne, der begge arbejder freelance, et dagplejebarn og et børnehavebarn fint, fordi vores hverdag i forvejen havde en del luft, men fjernede man en forælder fra ligningen, så ville balancen da ryge fuldstændigt.

    Kram til dig – du gør det fantastisk, det er jeg slet ikke i tvivl. ❤️

  11. Kære Linda. Det lyder så benhårdt! Jeg kæmper også, men mest med psyken, og det er vi nok mange, der gør disse dage. Jeg ville egentlig bare byde ind med, at jeg kender venner, der har udvalgt én anden husstand, som de er “partner” med. De ses stadig, hjælper hinanden med praktik/børnepasning, og så er aftalen – selvfølgelig – at man kun har den ene partner hver især. Hvis alle er raske og forholdsvis rørige, tænker jeg det kan være en måde at aflaste både psykisk, praktisk og underholdningsmæssigt samtidig med at en eventuel smittekæde brydes. Kæmpe high five og SKÅL til dig!

    1. Her søde Signe. Vi har teamet op med mine forældre helt fra starten af, fordi det bliver mig, der er fetcher for dem, hvis de bliver syge. (Min svoger arbejder i sundhedssektoren), og fordi begge børn har et usædvanligt tæt bånd med dem, fordi de er vores primære personer. Det er et valgt, der er truffet med helt åbne øjne, men det betyder også, at vi er afskåret fra samvær med andre, fordi mine forældre jo qua deres alder, er i risikogruppen.

      Vi kommer igennem det. Ikke? Skål og highfive lige tilbage <3

  12. For pokker, Linda. Det setup havde da taget pusten fra enhver! Du er overdrevet sej. Coronakram til dig, og i det mindste bliver det solskinsvejr de næste mange dage. Så fuck aula, frisk luft og motion er også pissesundt for børn. ❤️

    1. Du har virkelig ret!! Vi kørte ud til en hemmelig afkrog af Esbjerg, hvor der ikke var andre overhovedet, og indhalerede to timers sol og frisk luft, og jeg var et andet menneske, da vi kom hjem <3

  13. Lige hvad jeg havde brug for at høre! Tak! Men selvom man ved, man ikke er alene og at det nok skal gå på trods, så er det bare svært det hele, for de fleste for tiden.
    Hvis du kan finde trøst i at høre om hvordan det kunne være værre på nogle andre punkter end dine, så trøster jeg gerne! Jeg er midt i en skilsmisse, men eks’en flytter først til april, og nu har vi feber og er derfor spærret inde sammen, med virkelig dårlig stemning i det alt for dyre hus, som jeg har købt ham ud af her lige før krisen, og med min lungesygdom som ekstrakrydderi! Heldigvis er mine forældre min evige iltmaske, og børnene er sendt på ferie efter at 4 dages hjemmeskole oveni alt det andet fik mig til at kollapse. There’s a crack in everything… ❤️
    Sender gode ønsker til dig og os alle, og det svar der altid går igen her på din blog: Det er en fase og This too shall pas!

    1. Jeg melder mig lige ind under tilsvarende 🙈
      Vi er bare ikke særligt langt i skilsmissen, for han skal liige lave et budget før han kan tale med banken 🙄 og det er jo temmelig relevant om vi skal sælge eller ej. Og nu er alt jo gået i stå.. Og han har nu brugt 2 uger på det budget, jeg brugte et par timer på og han har stadig ikke ringet til banken. Som bonus er hans odds virkelig dårlige.
      Men i det mindste er han begyndt… Det tog også et par uger at nå dertil. Skilsmissen har været en realitet i snart 6 uger og jeg er helt klar til at pakke kasserne og skride, jo hurtigere jo bedre -hvis jeg altså havde en ny bolig.
      Det hjalp dog også gevaldigt, da han fik fingeren ud og begyndte at hjælpe med børnene, så jeg nu ikke længere behøver køre hele showet inkl eget fuldtidsjob. Jeg føler med dig Linda! Og jeg havde endda lidt aflastning sen eftermiddag og aften.
      Så kan vi snart nå til at vi må ses med andre igen? At ungerne kan sendes til bedsteforældrene? Helst inkl deres far.
      Men jeg forbander Aula og en vis dansklærer langt væk. Det er da dælme et stressmoment der overgår nyhederne med flere længder. Hun er endda gået så vidt, at vi har fået et fuldt ugeskema 😱 inkl eftermiddagsaktiviteter og bevægelse. På seneste udmelding er det dog tydeligt, at jeg ikke er alene om følelsen, der er nemlig flere der slet ikke svarer hende…
      Og så med alle forslagene til bevægelse fra arbejdspladsen også. Tror jeg vil indlægge det i arbejdstiden og så pjække..

      Når det er sagt, så har vi (jeg)lagt barren højt fra starten af, så er der nemlig noget at give af senere i forløbet… Og det bliver nødvendigt, det er allerede meget tydeligt.

    2. Hold! Nu! KÆFT!! Hvor lyder det træls!!

      Efter at have læst jeres kommentarer, Lone og Anonym2, har jeg tænkt en del over, hvorfor det er rart at høre, at andre også kæmper – for det er sgu da mærkeligt, at det gør en forskel. Men det gør det! Jeg er nået frem til, at det handler om, at man, når man bliver presset i livet og alle dets omstændigheder, faktisk føler trøst i, at det ikke handler om, at man som menneske ikke evner at mestre det, man er sat her for at udføre, men at det bare er et spørgsmål om, at der er en grænse for, hvor meget man kan tage – i hvert fald med overskud og smil.

      Jeg hepper så usandsynligt meget på jer. Hvor MÅ det være svært!! Kærlighed og søstersolidaritet i spandevis jeres vej <3

      Kram

      1. Tak for hep og kram, og lidt “rart” med andre i samme synkende skude! Du har ret, Linda, det er rart fordi man gennem andres lidelse forstår, at grænsen bare er nået, og man har gjort det så godt man kunne. Tak fordi du giver os alle luft og solidaritet, det er smukt! ❤️
        Jeg vender stærkt tilbage i evaluering af nytårsforsætter med gode nyheder, håber og tror jeg!

      2. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan skilsmisse-raten kommer til at se ud efter disse uger… mon den bliver ligefrem med smitteraten??
        (Humor? Sort humor? Jeg ved det ikke.)

        1. Altså, jeg tænker i hvert fald, at man kender hinanden virkelig godt på den anden side af det her….

        2. Skilsmisserne buldrer frem i Kina nu, så det kommer sikkert også her, sammen med alle julebabyerne!
          Sort humor, ja tak, det er det eneste positive ved min situation – at jeg ikke er i risikogruppen for skilsmisse, for dén del ER klaret! 😂

  14. Tak for det! Jeg har det lidt som dig. Vi er 2 voksne om 3 børn, hvor den mindste er 1,5år og kræver kontakt HELE TIDEN. Vi er begge uden job (en selvvalgt og pga et job der lukkede) og er lige pludselig ret bekymret for en ny recession, der gør at vi ikke kommer i job det næste års tid. Samtidigt er vi bare SÅ meget på med børnene. Solskinnet torsdag gjore dog at haven kunne bruges MEGET mere, så nu krydser jeg fingre for mest muligt solskin i resten af Corona bliv hjemme tiden.
    Mvh Anne

    1. Hørt! Kombinationen af solskin og trampolin gjorde en verden til forskel her i dag, så jeg krydser også fingre for, at vi, trods alt, får en vejrmæssig hånd i ryggen <3

  15. Tak for det indlæg! Det havde jeg virkelig brug for. Jeg er alene med to børn, en på knap 5 år og en på 5 måneder. Og en ting er, at jeg synes det er hårdt og ligger vågen om natten og spekulerer over, hvor længe dette mon varer og hvordan vi kommer igennem det uden at miste forstanden. Men noget andet og langt sværere er, hvordan jeg hjælper min store pige igennem det. Hun har indtil nu klaret det overraskende fint, men i går knækkede filmen og hun er bare ked af det og savner sine venner. Det er sgu svært at lære samfundssind til en, der stadig er vældig lyststyret. Hun har jo på en måde fået stuearrest af en fremmed voksen uden at have gjort noget forkert🤨

    1. Jeg kæmper også med, at det er svært at forklare alvoren, uden samtidig at skræmme dem fra vid og sans.

      Vi er mange, der er få. Og vi kommer ud på den anden side. Det føles ikke sådan lige nu – men det gør vi <3

    2. Det hjælper lidt for vores 5-årige at skype/messengere med hans fætre – har faktisk også tænkt på om man skulle gøre det med udvalgte fra børnehaven. En virtuel legeaftale? Alt efter hvor længe vi skal blive hjemme, kunne det godt være noget vi greb til.

      1. Min Frida fik en perleplade og et brev fra en børnehaveveninde i postkassen forleden, og det blev hun helt vanvittigt glad for. Jeg tror, vi kopierer ideen og smider et par breve og måske en perlekæde ell. lign. til nogle af de andre. Det var ikke en legeaftale, men det kunne lidt af det samme med at minde om, at de andre stadig er derude et sted <3

  16. Ved godt at du ikke bad om råd, men rutiner og overskuelighed gør det lettere for de fleste børn med udfordringer. Så selv om det er svært at etablere rutiner i en ny hverdag, så er det et forsøg værd. Skema børnene kan læse eller forstå (billeder/piktogram), tidsafgrænsninger og faste indslag. En kasse med ting til hver aktivitet, så slipper du for at springe rundt og lede efter det. Tegnekassen har malebøger, papir og forskellige former for tusser og blyanter. Perlekassen har perler og plader i. Nu står der perler på skemaet. Frem med æggeklokken/timeren, hvor længe er jeg tvunget til at sidde her. Man behøver ikke deltage aktivt, men man må ikke gå fra aktiviteten før klokken ringer.

    Men alt dette ved du selvfølgelig også godt. Kunne jeg komme forbi og aflaste dig havde jeg gjort det. ❤️

    1. Jeg forstår 100%, hvad du mener, og jeg kører så fascistoidt et regime, at Hitler tager noter. Desværre kan man ikke planlægge sig ud af reaktioner og stalling, så det kæntrer lige nu alligevel, al planlægning til trods <3

      Men jeg øver mig i at lægge mærke til, hvad der fungerer, sådan helt i det små. Hvis vi skal det her de næste 3-4 måneder, så SKAL vi jo finde frem til en måde at gøre det på, som vi alle sammen kan være i.

      Tak for din fine kommentar, Mille <3

  17. Amen! Sidder med 5-årig hjemme, mand på arbejde, 2/3-dels studie og deltidsstilling på 24 timer/ugen, som jeg da lige passer hjemmefra. Jeg når intet af det jeg skal og er så frustreret over at jeg endelig var ved at være i mål med færdig uddannelse og rigtigt voksenjob til juni. Det udskyder vi så lige til ukendt tid sammen med punkt ‘styr på økonomien’… Det går med netflix, panikkøb af trampolin og klatarbejde hist og her, men det er så langt fra ‘nyd tiden sammen’. Og jeg er SÅ træt af overprivilegerede mennesker, der overhovedet ikke kan se at det er problematisk for individet. Men evnen til at holde to tanke i hovedet på en gang, så kan jeg godt både have forståelse for det vi alle sammen skal gøre og være frustreret over hvor meget det fucker op for rigtigt mange mennesker. Og det er godt nok ikke for min egen skyld, jeg sidder hjemme – sandsynligheden for at lige jeg dør af corona er minimal, men jeg skal selvfølgelig nok gøre det for alle de andre.

    1. Jeg tror, at alle hjerner er ét stort sammensurium af forståelse for det fælles bedste, frustration over enkeltindividets situation og den underliggende følelse af magtesløs panik. Det er HÆSLIGT!!

    2. Du dør næppe. Og jeg kan jo ikke engang være sikker på, at det er coronaerfaringer og ikke bare dræberinfluenza, jeg kan rapportere fra, men altså: i fire døgn var jeg helt ude af stand til at tage mig af eget afkom. Heldigvis blev min mand først syg lidt senere end mig, så nu hvor jeg kan lidt igen, er han så ved at gå helt kold. Det er den ledeste sygdomsrunde jeg har deltaget i. Så gør du det også bare for din egen skyld.

  18. Linda, jeg har altid – som dig, lyder det til – lidt af galoperende mental klaustrofobi, og jeg er ved at gå til i disse dage. Oven i hatten er jeg bakterieforskrækket som ind i helvede, og kombinationen af de to giver mig lyst til at kradse min hud af i store flager, for så kan jeg måske – for en stund – flytte fokus fra min konstante tilstand af at være på vagt, være urolig uden helt at vide hvorfor og have ondt i muskler, jeg ikke vidste, jeg havde, fordi jeg er spændt op som en bue og i beredskab all. the. time.

    … og jeg kan ikke en gang tåle vin.

    Tak fordi du sætter ord på det, jeg ikke selv kan. Og skål i cola.

    1. Ej! KÆMPE skål i cola!! Da jeg læste din kommentar kom jeg også til at tænke på, at der må være en kæmpe gruppe børn med latent OCD, der bliver vippet ud over kanten i det her:( Det er sgu næsten ubærligt.

  19. Stort kram til jer. Jeg tror lige i den her situation er man nødt til at have som første prioritet at alle kommer helskindet igennem. Og jeg tager hatten af for alle jer der skal takle det alene samtidig med der er andre bekymringer i forhold til økonomi. Derudover tror jeg virkelig også bare man er nødt til at huske at folk(også nu) er slemme til at lægge det gode ud på sociale medier. Og at vi selv er slemme til at lægge det hele sammen som om alle gør alt det de andre har skrevet. Fordi en har lavet boller og en anden har lavet perler, en tredje har lavet en skatte jagt så synes vi pludselig at alle de andre når alle tingene og det er ikke reelt.
    Derudover er der stor forskel på de enkelte familier og de enkelte børn. Nogen kan hurtigt omstille sig andre kan ikke. Nogen har brug for strukturen i hverdagen og nogen har ikke. Og forældre er lige så forskellige. Det tager tid at finde fodfæste i nye situationer og det er ok.
    For mig jeher der også noget i det med at man ikke ved hvor længe og hvad der kommer til at ske. Hvis man vidste at på mandag var det ovre er det lettere at være i. Jeg tror ikke jeg kan sige noget der gør det bedre. Bare pas på jer og gør det så godt du kan. Det skal nok gå.

    1. Det er en virkelig fin pointe. At man skal skåne sig selv fra at forholde sig til en form for samlet resultat. Det har du fuldstændig ret i, og det vil jeg prøve at huske <3

  20. Jeg vil bare sige tak for dig indlæg.. tak! Jeg føler mig Palle alene i verden med mine frustrationer.

    Vi har tre børn på 7, 5 og 1. Den ældste fik dagen inden lockdown lige smidt en autismediagnose efter sig, hvilket knækkede mig fuldstændigt. Klip til nu, x antal dage inde i det her og vi er ved at falde helt fra hinanden. Min mand prøver at arbejde, jeg prøver at skjule sorgen over diagnosen og skal samtidig håndtere det ene meltdown efter det andet fordi; Manglende rutiner og søskende der larmer. Mellembarnet kom i dag og sagde; “Mor, det er meget svært at være stor og lille. I dag vil jeg være lille”.

    Jeg vil også være lille.. bare én dag. Men udsigterne er lange, ik’? 🙁

    1. For fanden, mand. Det er da nærmest ikke til at være i!? Al, AL kærlighed i din retningen. Jeg vil gerne være med til at trække lille-kortet, bare for en dag <3

  21. Åh, hvor jeg elsker det indlæg og alle kommentarene! Er så træt af kun at se facebook-opslag fra overskudsagtige hjemmeskoler! Min mand er en del af beredskabet og arbejder meget, så jeg er de facto enlig mor. Er selvstændig og forsøger at arbejde i de ti sekunder, der går, mellem et af børnene siger: “Moar”. Når intet, da al tid går med børn og forsøg på at motivere dem til at lave skolearbejde, hvilket er en håbløs opgave. Er så glad for den kommentarer, om at de har mange år til at indhente det de ikke når nu. Og nu er de ved at slå hinanden ihjel igen, og jeg er træt af at være sur og underskudsagtig mor. Hvem vil med på en øde og Corona/børnefri ø?? Jeg tager vin med!

    1. MIG!!! Jeg tager øl med – så sidder vi to meter fra hinanden de første to uger og derefter er der ingen problemer!

      Afgang i morgen? Det må være et “anerkendelsesværdigt formål”.

      “Jamen, hr betjent, jeg er bange for, at I bliver udkaldt til mord / tvangsindlæggelse på røde papirer / nedbrændt hus hjemme hos mig, hvis jeg ikke får lov til at tage afsted”
      Betjenten klør sig under kasketten og siger så: “God rejse”

    2. MIG!!! Jeg er så klar, at jeg nærmest er transparent!!

      Det er en fuldstændig vanvittig situation, det her, og at forvente, at vi kan både arbejde og køre skole og institution on the side, er urimeligt. Det skal vi hjælpe hinanden med at huske <3

      Ses på øen, du!

  22. På TV2 i dag var der lagt en lille børnevideo ud omkring Corona. Og den var faktisk ret fin. Og fik mig til at smile. Det ene var fordi de siger at den i(altså virussen) ikke er så glad for børn..måske er det fordi vi larmer af H..til.
    Og den anden del var at de sagde vi skulle blive hjemme for at snyde virus så der ikke var så mange lunger den kunne flytte ind i. Og den idé synes jeg bare var fin og det føles lidt mere sådan “tihi vi gemmer os for den børnegemmelegs agtigt” da vi gik ind i huset efter at have fået lidt luft i dag.

    1. Der bliver virkelig lavet mange små, fine tiltag, og jeg er meget positivt overrasket over, hvor store anstrengelser, alle faktisk gør sig, for at børnene også kan være i alt det her på en – nogenlunde – tryg måde.

  23. Jeg læser din blog med begejstring, og selvom jeg nok befinder mig i den ældre del af din læserskare (er 46 år), så har jeg to voksne børn og en efternøler på 12 år. Hun er fuldstændig selvkørende med lektier, men alligevel kræver hun opmærksomhed og omsorg flere gange om dagen. Derudover er jeg selv i en højrisikogruppe, og er i stor fare for at blive alvorlig syg med corona, hvis jeg rammes. Jeg skal forsøge at arbejde hjemme. Min mand er læge, og der er hårdt brug for ham på intensivafdelingen. Vi er begge bange for, at han tager virus med hjem, så i næste uge skal vi deles op. Min mand har lejet en campinghytte den næste måned, hvor han skal bo. Jeg bliver boende med min datter, og vi ved ikke, hvornår vi kommer til at være sammen igen.

    Han er ret psykisk påvirket af det, han oplever. I de sidste dage er de indlagte patienter med covid-19 blevet yngre. Uden at bryde tavshedspligten kan det godt oplyses, at der nu kommer nu patienter i 40´erne. De er ofte meget dårlige, når de bliver indlagte, og kommer i respirator. De bliver lagt på maven i flere timer, så tyngdekraften er med til at ilten bedre kan komme ned i de nederste af lungespidserne. Pårørende, der græder og ikke må besøge deres far eller mor, søn eller datter, kone eller mand. De er forberedte på, at det er ukendt land. Bekymrer sig om at stå i en situation, hvor der ikke er respirator, masker eller personale nok. Virkeligheden er, at vi har ingen kur, ingen virale stoffer, der virker specielt effektivt og ingen vaccine. Det er ren survival of the fittest set ud fra et biologisk perspektiv.

    Vi oplever en sundhedskrise af svimlende dimensioner. ikke siden 1918 har vi haft en så verdensomspændende pandemi, som vil forandre den verden, vi kender. Vi erkender gradvist, forsøger at forstå og tilpasse os den nye virkelighed, som vores læger ved, kommer. De har kun læst om lignende verdensomspændende pandemier i de gamle lægeleksikoner. Mange vil opleve at miste en bedstemor, en far, en søn.

    Linda, din frygt er reel. Vi gør hinanden en bjørnetjeneste ved ikke at erkende, at vi snart befinder os i orkanens øje. Vi må holde ud, følge myndighedernes anbefalinger og så lade Aula være Aula. Op i en vis legemsdel med lange lister, lektier og gode idéer fra gode danske lærere, som måske ikke helt har forstået alvoren i, at der er noget langt mere alvorligt på spil, end tegnede selvportrætter. Det vigtigste her er familiens samlede trivsel og at der ikke sker en mental nedsmeltning i tusindvis af danske familier pga det pres, vi aktuelt lever under og vil komme til at leve under de næste mange uger.

    Pas på dig selv og dine skønne unger. Hold dine fantastiske skriverier i live. Det giver håb og glæde midt i den værste krisetid siden 2. verdenskrig.

    1. Jeg hører dig, Linda, og alle jer andre. Og står selv i en lortesituation (nylig singlemor, eks med psykiske problemer, hus der lige er sat til salg, bor i et andet land uden familie i nærheden osv.), hvor hver dag går ud på at overleve, at komme igennem dagen, bare at slukke de allerstørste brande. Velvidende, at der ligger ulmebrande i hvert hjørne og under gulvtæppet. Har gået med en kæmpeknude i brystet de sidste to uger, og føler næsten ikke jeg kan trække vejret. Fordi jeg også har et kæmpeansvar på arbejde, som jeg overhovedet ikke kan honorere.

      Alligevel så følte jeg det gik nogenlunde, indtil en rigtig god ven så mig ind i øjnene og spurgte hvordan jeg har det. Lige der indså jeg, at det kun gik godt, fordi jeg havde lukket fuldstændig ned for mine følelser. Og at den allerstørste følelse, den som jeg indtil da overhovedet ikke havde villet anerkende, var frygten for at min mor og søster, som begge bon’er ud på 4 af de 5 værste risikofaktorer for at dø hvis de bliver smittet med COVID-19, faktisk bliver det. For lige meget om der faktisk er nok respiratorer og sygehuspladser, så er der nogle som ikke vil kunne reddes. Og de to har virkelig dårlige odds.

      Så i tillæg til usikkerheden om hvornår børnehaver, skoler og grænser åbner igen, så kommer bekymringen for hvornår/om jeg nogensinde kommer til at se min mor og søster igen. Vil de først kunne bevæge sig udenfor en dør igen når der er kommet en vaksine? Vil jeg og ungerne kunne besøge dem, når vi nu ikke ved om vi har smitte eller ej?

      Og det synes jeg bare overhovedet ikke der bliver talt om. Men jeg kan da ikke være alene med den frygt, vel?

      God weekend til alle -jeg og ungerne pakker en rygsæk og tager ud i skoven. Med lidt held møder vi andre børn fra børnehaven og deres forældre vi kan råbe og vinke til.

      1. Nej! Det er du på ingen måde alene med. Jeg er skrækslagen ift. mine forældre, og jeg tror måske, at det er derfor, vi nærmest bliver langsomt paralyserede af angst her? Fordi vi bliver ramt på ALT. Vores økonomi, vores eksistensgrundlag og frygten for at der skal ske noget med dem, vi elsker/os selv – og fordi vi ikke har den mindste mulighed for at aflede os selv og vores børn, eller har samme muligheder, som vi plejer, for at tale vores frygt lidt ned med de mennesker vi er tæt på, vokser det sig nærmest ubegribeligt stort.

        For mig går det op og ned. Nogle timer kan jeg rumme det. Andre kan jeg slet, SLET ikke. Men jeg prøver at øve mig i at opdage det, når jeg har det ok, så jeg trods alt ikke kører mig selv helt ind under gulvtæppet.

        Du får et virtuelt kram her. Vi er her sammen. Og der kommer et tidspunkt, hvor vi er igennem det. Hold ud <3

    2. Jeg fik ondt i maven over din kommentar, Mette. Fy for pokker. På alle måder. Din og jeres psyker må være spændt til bristepunktet, og magtesløsheden er næsten den værste at stå med. Både for dig som ægtefælle, som din mand som læge, far og ægtefælle og for os alle sammen som mennesker og samfund.

      Jeg håber, at vi kommer igennem det her på den mest skånsomme måde, som det er muligt – og så håber jeg, at det her bliver startskuddet til at forberede alle lag af samfundet, så vi er gearede til at tackle det, når den næste pandemi rammer.

      Pas godt på jer. Så prøver jeg at gøre det samme her <3

  24. For det første – godt du er ude på den anden side, det lyder virkelig ikke rart. For det andet – med faren for at lyde som en strid gimpe; vi lukker virkelig ikke hele landet ned fordi worst case scenario er at nogen ligger syge derhjemme. Vi gør det her fordi worst case scenario er at virkelig mange mennesker dør. Kunne jeg vælge mellem virkelig slemt syg i fire dage og lockdown i så lang tid som det ser ud til at blive, tager jeg syg til enhver tid.

    1. Øh ja. Hvis den var til mig, så er jeg med på, at det ikke er for at undgå den enkeltes fire dages ubehag at landet er lukket. Men det blev lidt rigeligt, at du var træt af overpriviligerede der ikke kan se, at det er hårdt for individet – det er hårdt for alle – det er ikke pointen. Det er hårdt for samfundet – det er ikke pointen. Men du “gør det gerne for alle andre”. Øh ja. Det gør langt de fleste i dette land.

      Vi har bare ikke fået muligheden: meld dig heroisk til sygdom (og håb nogen vil holde liv i dine børn imens) eller vi lukker samfundet.

    2. Bodil/Nina:

      Jeg er 150% overbevist om, at vi alle mener det samme her; at vi er helt enige om, at det er små ofre, vi hver især bringer for det fælles bedste. Og også, at vi alle, uden at tøve, ville vælge den løsning, vi står med lige nu, hvis det rent faktisk var muligt at vælge sygdom til, hvis det kunne redde dem, der er ekstra udsatte.

      Kan vi ikke skrive den på ‘det er så nemt at tale forbi hinanden på skrift’-kontoen? Hvis vi på noget tidspunkt har haft brug for lidt virtuel næstekærlighed og forståelse, så er det nu <3

      God aften til jer begge to.

      Kh

      Linda

  25. Jeg har lige genlæst de indlæg, fordi dagen i dag har været en regulær lorte dag, hvor jeg har været uvenner med min mand flere gang, været rasende på min 3 årig og grædt foran begge mine børn.
    Overalt læser jeg om, hvordan folk hygger sig, og aldrig har haft så meget kvalitetstid med deres børn som nu.
    Og det eneste, jeg tænker på, er, at jeg må gøre et eller andet helt forkert. Selvfølgelig er jeg mere sammen med mine børn, men der er altså ikke meget kvalitets/hyggetid med spil og kreativ leg med min 3 og 6 årig, når begge voksne skal arbejde fuldtid, og samtidig også lave de sædvanlig andre huslige ting.

    I dag er det endda weekend, og dagen har bare været fyldt med misforståelse, sure børn og voksne, og jeg har tudet alt alt for meget, fordi jeg ikke kan være i det på den rigtige måde.

    1. Åh, hvor jeg føler med dig, Mette. De dage er RÆDSELSFULDE – vi har dem allesammen <3 Og hvis det havde været din veninde, som havde haft den dag, du har haft, ville du aldrig have tænkt, at det var pga. utilstrækkelighed eller manglende evner/overskud, at det hele blev for meget. Det er så klart, når man ser det udefra, men så utrolig svært at holde fast i, når det er én selv, der står der.

      Når vi har haft den slags dage herhjemme, prøver jeg at minde mig selv om, at det faktisk også lærer børn noget om at være menneske. At de ikke vokser op med glansbilleder, og dermed tror, at det er det ideal, de skal leve op til, men at de får lov at se, at man godt kan være voksen og stærk og tryghedsskabende, og samtidig have dage, hvor det hele er svært.

      Nu sender jeg dig i seng på mor-måden; i morgen er en ny dag <3

      Kram til dig

  26. Du får et stor kram herfra, og jeg kan så godt relatere. Vi er også spændt max hårdt for herhjemme, med to fuldtidsjob og hjemmeskole. Jeg holder mig helt fra sociale medier i øjeblikket, fordi jeg fik akut trang til at kaste med et eller andet, hver gang folk lagde et “jeg udfordrer dig til at finde på 10 gode ting om denne situation” eller “10 ting, du kan lave, nu du skal hygge dig hjemme det næste stykke tid” op. Herhjemme er det også ren overlevelse.

    1. Det er mærkeligt, hvor meget det går op og ned, ikke? For jeg havde faktisk også et par dage, hvor jeg gik og tænkte, at det var om at holde fast i det positive, der trods alt er – men det er næsten som om, den mentalitet har presset al ilten ud af lokalet nu, synes jeg. Jeg er kæmpe tilhænger af, at vi hjælper hinanden med at bremse sortsyn, hvis det bliver destruktivt og ikke-ventilerende, men jeg synes faktisk, at det, sådan helt generelt, er lidt problematisk, at vi altid kaster en dyne af positive floskler over tingene, når de er svære Og særligt, når det, man forsøger at fremhæve som positivt, slet ikke står mål med det svære, vi alle forsøger at kapere. Det er rigtig godt, at vi kan nyde, at vi ikke skal smøre madpakker, at vi får tid sammen, hvor alle bagkanter er fjernet osv. Men det bliver nødt til at være i orden at sige, at man synes, det er svært – også selvom vi slipper for madpakkerne.

      (PS: Jeg er også ved at nærme mig nok-punktet med ‘så er der nok ikke flere, der spørger, hvad hjemmegående husmødre får dagen til at gå med’ og ‘måske vi så kan give pædagoger og lærere den løn, de fortjener’ – for det synes jeg på alle måder, de skal have. Men den situation, vi har lige nu, ville svare til at bede en lærer om at udfylde selvangivelse, mens de underviste – og samtidig havde telefonvagt og skulle varetage noget catering til hele indskolingen. Det er jo for helvede ikke, at vi skal hjemmeskole vores børn, der er problemet. Det er, at vi skal det hele samtidig, og jeg bliver irriteret over, at vi sidestiller det, at vi skal jonglere hjemmeundervisning, hjemmepasning, jobs, tusind beskeder på aula/Mit HK/e-boks og ø-kuller med at varetage et job, man er uddannet til, og kan holde fri fra kl. 15.)

      1. Ha ha, åh tak for aftenens grin! Ser læreren for mig, og ser på tragisk vis også mig selv. JA, det er for helvede alle de bolde, vi skal forestille at jonglere med på en gang, der er problemet! 3 timers hjemmeskole klarede jeg jo nok, hvis det var det absolut eneste på programmet den dag, og den eneste bekymring i mit sind…

  27. Tak for et dejligt indlæg, som jeg for en gangs skyld først læser meget sent, fordi mit hoved har været så utrolig fyldt af alt mulig andet.
    Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne sige, at jeg skulle passe et fuldtidsjob sammen med hjemmeskoling, for alle opslag er udskudt og det eneste jeg drømte om – også før corona var en ting – er egentlig at komme på arbejde igen efter en selvvalgt pause.
    Jeg må også sige, at jeg har fået børn under nogle andre forudsætninger end det her. Og derfor er det svært. Hvis nogen havde sagt, at hvis jeg fik børn, skulle jeg være sammen med dem 24/7 og undervise dem selv og ikke have noget arbejde jeg kunne fordybe mig i, så tror jeg helt ærligt jeg havde valgt det fra. Ikke at jeg ville vælge mine børn fra nu, selvfølgelig ikke! Men jeg har ingen tålmodighed og er ikke pædagogisk anlagt overhovedet. Jeg forstår kompleks økonomi, kan styre store projekter og lede voksne mennesker i en retning. Men jeg hader at lege, jeg synes larm er rædselsfuldt og jeg vil gerne have samtaler, der handler om andet end tissemænd og noget de har bygget i minecraft eller SvampeBob. Også! Lige nu får jeg bare kun det sidste og jeg stresser for vildt over, at jeg ikke har noget job lige nu. Det græd jeg også over før corona, men nu kan jeg ikke engang rigtigt gøre noget ved det.

    Det blev en lang udluftning inden mandagen starter for alvor med lektier, vasketøj, ringe og spørge rekrutteringstype om noget klogt (og forsøge at holde børn i ro samtidigt), være forstående over for manden, som i forvejen havde svært ved at sætte grænser for sit arbejde og nu har det helt umuligt, fordi han er hjemme og på arbejde konstant og vores hus er alt for småt til det her, så han sidder på et børneværelse (i sengen – det er meget små værelser) og holder videomøder med direktionen og medarbejderne dagen lang.

    Men jeg har fået et bålsted, hvor jeg kan tænde ild og glo ind i flammerne, og børnene kan riste skumfiduser. Vi overlever alle sammen og forhåbentligt er vi stærkere på den anden side!

    1. Det er fandme også massivt. Jeg går heller ikke på arbejde, og står jo nærmest kun principielt til rådighed, men der er stadig meget, man skal holde sig ajour med, meget, man skal svare på, og mange scenarier, man skal forsøge at forberede sig på, alt imens man står midt i det hele, og stresser helt vildt, både over larm, 6 millioner spørgsmål og angst over, hvad det hele ender med.

      Jeg tror, at rigtig mange af os trives godt med kontrasten i, at livet består af flere elementer. At gå ud og komme hjem. At være sammen og være fra hinanden. At være omgivet af både ro og kaos. Og de af os, der er designet på den måde, kæmper med en følelse af overvældelse, tror jeg? Over at vi ikke kan lade det tænksomme og introverte få plads, men hele tiden er tvunget til at få ideer og eksekvere alting, alt imens vi er igang med det. Det bliver man mentalt forpustet af, synes jeg.

  28. Tusind tak, som altid ❤️
    Jeg arbejder herhjemmefra (med it og undervisning, og vi ligger nærmest vandret). Min mand knokler på SVS. Så vores 2 børn under 5 år er mit ansvar hele dagen, mens jeg også skal sidde i møder og vejledning hele dagen. Det er en umulig opgave, og mine børn ser iPad 8 timer om dagen, og jeg er millimeter fra at knække nakken, for det strider imod alt, hvad jeg vil som mor. Jeg har tudet i afmagt over alle veninderne, der lige tjekker ind med, hvor meget de nyder al den tid, de har fået foræret. Og føler mig i bund og grund røvrendt over, at både manden og jeg er nogle af dem, der er ekstra brug for pt – for mine børn betaler prisen.
    Men du har ret: lige nu må det handle om at overleve🙏🏻 Tak, tak, tak for et tiltrængt skriv!

    1. Hvor kan jeg godt forstå din frustration!! Det er et ekstra lag af træls og uretfærdigt, at dem, der er allermest brug for, også er dem, der sidder med de dårligste vilkår for at få det til at hænge sammen.

      Og jeg tror, du rammer hovedet lige på sømmet med, at det kun bliver sværere, når man ellers er en af de forældre, der har et ret tydeligt billede af, hvad man gerne vil med sit forældreskab. For det kan ikke lade sig gøre lige nu. Der er alt, ALT for meget, både helt lavpraktisk men så sandelig også mentalt. Så kom herind på siden og få et cyberkram og en kop kaffe med en hel masse mennesker, der også kæmper for at holde sammen på både idealer, sig selv og deres hverdag.

      Du ER ikke alene <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.