Kategori: Uncategorized

Når lyset bryder frem

Der er forår i luften. For første gang så langt tilbage, jeg kan huske, glæder jeg mig til både foråret og sommeren, der følger. De sidste mange år har jeg nærmest været stresset ved udsigten til varme og sol, for jeg trives ubetinget bedst i kulde, og det bliver at fryse over at svede any day for mig. 

Men jeg længes efter lys. Efter længere dage, flere timer og færre lag. Hvad det præcis er, der har ændret sig, ved jeg faktisk ikke – men måske det hænger sammen med, at jeg, med min medicin, nu har en døgnrytme, der ligner andre menneskers mere, end den gjorde før. Jeg bliver træt sidst på dagen, og er ved at lære, at hvis jeg skal lave noget, der kræver sammenhængende tanker og koncentration, så skal det eksekveres inden kl. 17.

Min fornemmelse er, at mit energiniveau følger mørkets ebbes og flod, og jeg savner at have lidt ekstra tid at gøre med, så dagen ikke er slut, når jeg er i bund med det praktiske.

Apropos solen har vinterferien givet anledning til mange overvejelser omkring, hvad vi gør, når vi rammer sommerferien i år. For jeg kan mærke, at ferie måske ikke er helt så afslappende for mig, som den er for børnene. Den erkendelse er ikke ny; forskellen består i, at jeg nu ret præcist kan se, hvad det er, der sker. 

For efter små to år som selvstændig, er jeg så privilegeret, at jeg har fået mig en solid kundebase, som jeg elsker at samarbejde med. Og hvor man som lønmodtager jo har sine 6 ugers ferie om året, så er det hele lidt mere flydende, når man selv er den, der sætter rammerne.

I vinterferien havde jeg små opgaver 4 ud af 5 dage, og da jeg elskerelskerelsker mit arbejde, var jeg glad og tilfreds. Det hele var i nærområdet, så der var ikke noget særlig transport forbundet med opgaverne, og stadig sikrede de, at jeg opretholdt den dagsindtægt, jeg ved, det kræver at holde os kørende.

Børnene og jeg var forbi Egeskov til Luminis, og vi nåede også til Odense Zoo til deres Valhal 2.0, som var uventet vidunderlig. Vi havde gode mennesker med til begge besøg, og vi hyggede os alle sammen gevaldigt.

Ferie betyder, at jeg slipper for min ultimative hadedisciplin, nemlig madpakkerne, og børnene kan putte under dynerne og daske rundt i nattøj til langt op ad formiddagen.

Men.

De kan stadig ikke lide at være alene hjemme i mere end en times tid, og derfor var mormor og morfar på banen nogle af dagene. Og både børnene og mine forældre hygger sig i hinandens selskab. Mine forældre skal have 10.000 point for aldrig nogensinde at være trætte af at hjælpe, når jeg spørger, og de er virkelig gode til at lave noget med børnene, når de er der.

Men de er ikke nye mere, og det ved jeg godt. Derfor forsøger jeg altid at hente så hurtigt, som jeg overhovedet kan, hvilket betyder, at jeg har det, som om jeg hele tiden løber. Først ud i den anden ende af byen for at aflevere, så på job, så HURTIGT tilbage for at hente, så hjem – og så er børnene nået godt ned i gear, og er RIGTIGT klar til at lave noget feriesjovt med mig.

Jeg har til gengæld ikke nået noget som helst af det, jeg ellers får passet ind i mellemtimer eller tidlige dage, hvor jeg plejer at handle, hente pakker, nå forbi apoteket eller ringe til de kunder, der hænger med betaling.

Børnene er længere oppe, fordi det er ferie, og alt det tilsammen betyder, at jeg faktisk ikke når at få de stille timer om aftenen, hvor jeg lige kan få lidt strøm på mine egne batterier.

Skulle der sidde en enkelt derude og tænke: “Hvordan gik det egentlig med de timer, du søgte, og som du endte med at køre sag på?” er status, at jeg har fået brev fra Ankestyrelsen om, at de er bagud. To gange. Så der er stadig ikke sket noget, og om 10 år tror jeg faktisk, at det bliver en reel ting, at nogen bliver diagnosticeret med e-boks-udløst PTSD.

Jeg ville ønske, at det var for sjov, jeg skrev det. Det er det ikke. 

Nå, men alt det bare for at sige, at jeg godt kan se på det hele, at jeg skal have tænkt grundigt igennem, hvordan jeg sætter sommerferien op, for ellers ender jeg med at brække midt over. Det er the downside ved pludselig at kunne mærke, hvordan man faktisk har det.

Men i dag, da jeg stod på en opgave, hvor jeg plejer at fryse, så knoglerne klaprer, måtte jeg lyne min kedeldragt ned og tage handskerne af. Da jeg gik ned til min bil, hørte jeg en fugl have optur over livet, og da vi i aftes kørte til svømning, var det pludselig lyst, både da vi kørte ud og hjem.

Jorden begynder at blive grøn, regnen er ikke så tung og våd, som den var, og lige om lidt er der sandaler og bare arme til os alle sammen igen.

M2023, uge 45

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Købt julepynt til Fridas klasse, som i år har valgt temaet ‘Gertrud Sands Julestue’..

Ja. Det er nok meget godt, jeg ikke blev lærer. 

Men altså. Vi fik ud på min favoritplatform Aula, at ‘aflagt og overskydende julepynt modtages med kyshånd’ – og jeg har ingen af delene, fordi jeg har sorteret og ryddet op de sidste par år, når jeg pakker det ned.

Alt, hvad jeg har sendt videre, har jeg givet til Hjemløses Venner-butikken, der ligger i baghaven, og nu gik jeg så over og købte en bærepose af den pynt, jeg selv har foræret dem i første omgang tilbage. 

Og er den så med på ugens liste, fordi jeg ærger mig over, at jeg ikke bare havde gemt det, spørger du? Nej. Lige præcis det modsatte, faktisk. For min pointe er, at jeg er sluppet for at flytte rundt på alt det her i to år, og nu, hvor jeg så skulle bruge det igen, kostede det mig 40 kroner, som går til et godt formål, at generhverve.

Det MÅ være den billigste m2-pris på lagerplads i Danmark. 

2.

Solgt Fridas Xplora Ur. 

Antons solgte jeg med det samme, da jeg lagde dem op på min egen fb-side, men Fridas strandede i bakken på køkkenbordet, hvor det siden har ligget og udsendt en konstant bebrejdende ‘Sæt mig dog til salg, mens garantien stadig gælder!’-vibe.

Jeg har tænkt på det tusinde gange, men bare aldrig på et tidspunkt, hvor det lige har passet med at få det lagt op. 

Men i sidste uge så jeg i en fb-gruppe et opslag fra én, der efterlyste erfaringer med GPS-ure, og alle anbefalinger var på det her. Så jeg smed en kommentar om, at jeg havde ét, der skulle sælges, hvor der stadig var garanti på; hun kunne skrive, hvis hun havde lyst.

Det havde hun, og 4 timer senere var det hentet. 

3.

Har jeg haft gæster, som havde en pose luksuskaffe med til mig, og fordi der ikke kunne hamres mere ind i det skab, hvor jeg har te og kaffe, føltes det som en god anledning til at få ryddet op.

Da jeg var færdig, havde jeg så meget stående i udbakken, at det faktisk i en indlægsrække som den her, er pinligt.

Til mit forsvar skal siges, at jeg er sådan én, der ofte får kaffe og te foræret, når folk kommer forbi, fordi alle ved, at jeg drikker 17 liter om dagen. Det bliver til lidt af et stash over tid, og fordi jeg er troløs og vender ryggen til gamle favoritter, så snart jeg forelsker mig i nye, så ender selv ret lækre ting ofte bagerst på hylden efter nogle uger.

Jeg skrev til min søster, der arbejder på en skole, om de kunne bruge det i deres forberedelses/pause-rum, og det blev et rungende ja.

Nu hersker der igen sirlig orden i skabet, og helt egoistisk glæder det mig, at der trods alt var andre, der kunne få glæde af tingene.

I øvrigt:

*Går det godt med skolestart for Anton. JAAAAA, han er træt, når jeg henter ham, og forleden troede jeg, helt oprigtigt, at han havde fået en allergisk reaktion, så hævet var han om øjnene. Men han tager det i stiv arm, personalet er helt i særklasse søde, og han virker glad. Der er kun gået en uge, så jeg holder stadig vejret, men skuldrene har sænket sig halvanden millimeter, og jeg er glad for min beslutning om at køre opstart på den her side af sommerferien.

*Vil jeg, hvis du nu synes, at din arbejdsdag er lidt op ad bakke, bare nævne, at jeg i dag tolker et sted, hvor der er *meget* lidt plads, og at jeg nu fire (4) gange er blevet filtret ind i det live size skelet, jeg deler pladsen med. En god tolk er en usynlig tolk. 

*Mangler jeg anbefalinger til en god film (spænding/thriller), en vegetarisk pastasalat, en medbrings-ret til brunch og en ordentlig hvidvin. Anyone? (Og ja. Jeg har da google på min Mac. Men jeg har også jer, og I er meget bedre #love).

*Er der nogen, der er begyndt at indrapportere mine gamle indlæg til Blogger pga. anstødeligt indhold, og flere indlæg på Blogger er derfor nu skjult bag en advarselsside. Og altså. Have at it. Jeg kommer ikke til at sidde og redigere 10 år gamle indlæg, og jeg er næsten mest ked af, at indlæggene på den her måde kommer til at se væsentligt mere saftige ud, end de egentlig er.

*Er Frida meget optaget af Gud og Jesus for tiden, og hun har derfor hængt to meget … hellige billeder op på sit værelse. Hvilket jo med en hedning til mor som mig giver anledning til nogle interessante samtaler. Lige nu handler samtalerne meget om, om jeg kan komme med i himlen, når jeg nu ikke tror på den, og skulle andre stå i samme situation, kan jeg oplyse, at ‘haha skat, det løb er kørt for længst!’ er et svar, der forlænger putningen med 1-2 timer.

*Skal jeg høre, om nogen kender til en god app, fb-side eller lignende, hvor der er opdateret, landsdækkende trafik-info? Jeg har brug for noget, hvor man ikke kun kan se, hvis der er kø, f.eks. pga. uheld, men også kan se vejarbejde, afspærringer osv. Det er SÅ nedtur at skulle tolke noget vigtigt 70 km. hjemmefra og så blive presset på tid, fordi nogen pludselig har besluttet at fræse asfalten på samtlige indfaldsveje op, lige netop dén dag. 

*Fangirler jeg alt for hårdt på James Blunt i de her dage. Soldat, sangskriver, meget tit meget sjov på Twitter – og så bærer han lige en stakkels 18-årig dreng, der lige har mistet sin far, igennem finalen på American Idol, mens hans egne hænder ryster, så han næsten ikke kan holde mikrofonen. Jamen, jeg VRÆLEDE.

L.A. song (Out of This Town)

I dag er det fredag, og det betyder, at der burde være et M2023-indlæg på trapperne. Det er der ikke, for jeg har de sidste 2 døgn kørt fuld eskapisme, og jeg har derfor ikke en eneste tanke klar i frontallapperne. 

For halvanden uge siden blev en af mine veninder fra Aarhus stukket ihjel hjemme på sofaen under absurd tragiske omstændigheder. 

Vi var ikke tætte længere. Engang hang vi ud, trænede, var i madklub sammen osv, men så flyttede jeg til Esbjerg, og voksenlivet stillede sig i vejen. Men vi havde stadig kontakt, og det er ikke en måned siden, vi havde fat i hinanden på fb. Nu er hun her ikke mere, og ud over at skulle forholde mig til dét, så skal jeg også finde en hylde i hovedet, hvor jeg kan placere, at man kan dø på dén måde.

I tirsdags var jeg ude og tale med personalet på Antons nye skole, og der er nu sat dato på, hvornår han skifter. Og for første gang i meget, meget længe, stod jeg overfor noget diagnose-relateret og tænkte: “.. ok. Det her *kunne* faktisk godt blive godt…”

Der har været opfølgning på Fridas medicinopstart i Kolding, planlægning og koordinering af de sidste uger af Antons skema med personalet på den nuværende skole, og jeg har arbejdet på helt andre tidspunkter, end jeg plejer. 

Da jeg onsdag skulle tolke en opgave, som sluttede sent, var aftalen blevet, at børnene skulle sove hos mine forældre. Da jeg i en pause tjekkede min mobil, havde de alle 4 lagt en besked om, om ikke børnene måtte sove der både onsdag og torsdag aften? Normalt står jeg ret stramt på, at det må de ikke. Ikke pga. mine forældre; de støtter op om alle regler og sørger for, at rutinen hos dem er den samme, som den er herhjemme. Men det til trods, så er det alligevel en ændring, som børnene bruger kræfter på at forholde sig til, og som vi derfor betaler af på i dagene efter. Men fordi vi her kiggede ind i 3 fridage, og nogle efterfølgende uger, hvor alt alligevel er dispenseret, traf jeg en hurtig beslutning og sagde ja. 

For det hele er så overvældende lige nu, at jeg føler mig vægtløs, og det føles som om, der er glas imellem mig og resten af verden. Det føles som om, intet er virkeligt, og den fornemmelse får de normale grænser og forbehold til at fordampe. 

Så jeg tog fri fra mit liv i 48 timer.

Jeg har ikke tjekket noget som helst i e-boks, og jeg har ikke forholdt mig til én eneste børnerelateret ting. Jeg har ikke tjekket arbejdsmails, Aula eller to-do-lister, og revisor-Jesper må vente til på mandag. 

Jeg har til gengæld hørt virkelig meget, virkelig høj musik, spist sushi og kørt langt, mens mørket faldt på. Jeg har truffet tvivlsomme beslutninger, drukket vin og brugt penge, som om der ikke var en dag i morgen, og det har været fuldstændig magisk.

I dag larmer børnene lidt mere end de plejer, notifikationsboblerne virker ekstra røde, og opvaskemaskinen er gået i stykker på en meget bebrejdende måde. Vi har ikke mere mælk, og jeg har det som om, jeg ser dashboardet på bloggen for første gang, men det har været det hele værd, og i næste uge er jeg klar igen.

Sofa, champagne og en form for status

Lopperne er bukket under, raketterne er fyret af, og jeg er landet i sofaen med bare fødder og et glas champagne.

De sidste par dage har jeg været forbi det indlæg, jeg skrev for præcis et år siden, og har læst i min bog, hvori jeg noterer, hvilke kort, jeg trækker samt de mere personlige håb, drømme og mål for det kommende år.

Når jeg læser, hvor jeg var for et år siden, og hvad jeg gerne ville arbejde med i 2022, føler jeg mig både taknemmelig og stolt. For sidste år ved den her tid var jeg kvast. Helt og aldeles. Træt ind i knoglerne på en måde, jeg ikke kan huske at have været før.

Men jeg var også ret stålsat på at lære at finde ro med at overgive mig til livet på livets betingelser. Det er en sætning, jeg har skrevet flere gange i år, for den rammer virkelig noget i mig. Og selvom jeg har flirtet med ideen før, er det først i år, jeg faktisk synes, at jeg har forstået det; at jeg kan føle oprigtig glæde samtidig med, at tingene hverken er eller bliver, som jeg troede, de ville.

Engang imellem skriver jeg mig frem til noget på bloggen her, som får nogle ting til at gå op for mig selv, og ét af de indlæg var dét om, at livet nok mere er en opgave, der skal løses, end en tur i tivoli, hvor problemer, svære tider og udfordringer er fejl, der hurtigst muligt skal rettes op på, så man kan komme tilbage til lykke-defaulten. Det lyder som en erkendelse, der er hentet i et rabiat trossamfund i den mørkeste del af Vestjylland, men den giver mig ro til at være, hvor jeg er, og overskud til at glædes over de skatte, jeg snubler over, i stedet for at bruge alle kræfterne på at undre mig over, hvorfor der ikke er flere af dem.

Der var også i år noget, der faldt på plads ift. at opgive ideen om, at alt skal være perfekt for at give mening, og i stedet en gryende erkendelse af, at alle relationer og situationer tilbyder *noget*; en mulighed for at spejle sig og forstå, både hvad man næres ved, og hvad der ikke fungerer, og at det hele er en stående invitation til at tage, hvad man kan bruge og lade resten ligge. Mit sofa-indlæg gjorde dén erkendelse meget tydelig for mig selv.

I år har ikke været et af de år, jeg bare er sejlet i gennem på smult vande. Men jeg har ikke, sådan helt overordnet, haft lyst til at grave mig ned på marken i afmagt, som jeg somme tider havde i 2021. Tværtimod har det føltes som en slags… renovering, tror jeg? Hvor man godt, mens man står i det, kan synes, det er lidt op ad bakke at traske rundt i afdækningspap og murbrokker og hvor fanden lagde jeg proptrækkeren, men hvor man samtidig hele tiden trods alt er bevidst om, at det er vejen hen til noget, der bliver godt.

Der var en gang corona i posen til hver af os, der var en opsigelse til mig, der var en grim forskrækkelse på sygdomsfronten i familien, og der var lige rigeligt med jobcenter og a-kasse.

Men der var også en fuldmånevandring på Møn, et retreat ved Vesterhavet og et CVR-nummer med dertilhørende firma, og det bedste ved alt det er, at jeg det er noget, jeg selv har fundet, valgt og skabt.

Og midt i alt det var der udredninger galore og 3 diagnoser på et år. Det har givet anledning til mange overvejelser og bekymringer, men det har også været en *enorm* aha-oplevelse, og jeg er 100% sikker på, at det kommer til at hjælpe os, både hver for sig og som familie, at vi ikke længere spiller kort med bind for øjnene. 

I går sendte jeg mit kvartalsregnskab til revisor-Jesper, og det slog det mig, hvor meget, der for mig er sket på et årti. Jeg har rykket mit liv op med rode, jeg har ompottet mig selv til et nyt liv i en gammel by, og jeg har fået et barn mere. Jeg har betalt en kvart million ud, jeg er startet op som selvstændig og efter et halvt år som min egen chef er der femcifret overskud på firmakontoen. Det føles som om, jeg har formået at vende en supertanker, ene kvinde, og jeg ved faktisk ikke, om det er bank-Jan eller mig selv, der er mest forbløffet.

Lige nu siler regnen ned udenfor, og om 53 minutter skriver vi 2023. Jeg vil sætte mig over til mit åbne vindue og trække kort med fornemmelsen af, at himlen er i færd med at viske tavlen ren, og at i morgen er en frisk start på noget lyst og godt.

Rigtig godt nytår til hver eneste af jer.

M2022, uge 51

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Kom der fredag på Aula besked om, at Fridas klasse skulle holde sammenskuds-julefrokost onsdag.

I stedet for at fare ud og købe alt muligt, som krævede en masse forberedelse, tog jeg en hurtig beslutning, og meldte ind med mandariner og små chokoladejulemænd, for jeg havde begge dele liggende, og om 10 sekunder er det jul, jul, jul, jul, jul, jul, og så når vi ikke at spise de mandariner, der egentlig var købt ind til madpakkerne, men som bare aldrig rigtig nåede med.

Chokoladenisserne var købt til et arrangement, som vi måtte hoppe fra på grund af den evighedsforkølelse, vi har været plaget af de sidste 3 uger. 

Frida fik lov at gå amok med tusser på mandarinerne, og jeg flettede et par stjerner, som vi smed oveni kurven og med de små kulørte nisser stukket ind hist og pist, så det ud af en masse, selvom det var en nem, billig og stop-madspilds-venlig løsning. 

2.

Har jeg eksperimenteret med at slukke el-radiatoren på Fridas værelse om natten, og det fungerer ret godt, synes jeg. Jeg havde spekuleret på, om besparelse og merforbrug villle ende med at gå i nul, fordi radiatoren med slukke-perioder måske skulle bruge mere power på at varme værelset op, end hvis den bare står og varmer jævnt hele døgnet, men umiddelbart ser det ud som om, jeg sparer på kWh-regnskabet. Sidste år brugte vi 351 kWh i december, og i år er jeg her d. 23. på 198 kWh, hvilket betyder, at jeg rammer ca. 250 for hele december, og eftersom vi stadig har lidt lys udenfor og bruger nogenlunde, hvad vi plejer herinde, ser det ud til at virke efter hensigten.

(Det er en ret vigtig tilføjelse, at vi kun har den éne el-radiator, som er sat op i det værelse, fordi det har en vestvendt mur, der bliver helt utrolig kold, når vinden står ind på den, og gulvarmen derfor ikke opvarmer værelset optimalt. Jeg ved ikke, om man kan overføre princippet, hvis man f.eks. sidder i et sommerhus, som kun er opvarmet med el. Meld gerne ind, hvis du har erfaring eller særlig viden her). 

3.

Har jeg i løbet af ugen tjekket køleskab og købt ind, så jeg kan mixe lidt på kryds og tværs, og kan få brugt det, jeg har, og samtidig få brugt de rester fra julen, som også skal tænkes ind. 

Jeg har købt et godt, langtidsholdbart surdejsbrød, som kan bruges både til det pesto og hummus, jeg har stående, og til eventuelle rester fra julefrokostbordet, jeg har købt lidt grønt og creme fraiche, så jeg med de kartofler, jeg har liggende, kan lave en kartoffelsalat, der kan spises til det meste, og så kan jeg se, at jeg har til en omgang engelsk luksusmorgenmad (baked beans, bacon, røsti, tortillas, æg), som vi herhjemme spiser som aftensmad.

Jeg har sørget for, at vi har fået spist og brugt meget af det, der normalt står og fylder, så der er plads i køleren til de forskellige jule-rester, så nu er vi faktisk klar, både til julen og til alt det, der kommer bagefter. 

___________

I forbindelse med mit indlæg fra i tirsdags har jeg fået en håndfuld beskeder og mails bagom fra mennesker, der har spørgsmål til forskellige dele af alt det her udrednings-hurlumhej. Både til tanker/overvejelser, til selve proceduren, til melatonin/søvnproblemer osv.

Jeg ved ikke, om der er flere, der sidder med spørgsmål, de gerne vil have svar på, men jeg tænkte, at det måske kunne give mening at samle det i et indlæg, som folk, der ikke læser med på bloggen, også kunne have glæde af. (Altså, hvis man f.eks. har en søster, der står overfor en udredning, eller som gør sig nogle tanker). 

Derfor: Hvis man har et eller andet man undres over, spekulerer på eller gerne vil kende proceduren omkring, så smid det i kommentarfeltet her. Jeg er ikke sart, så det er helt ok at sende spørgsmål ift. valg, man måske ikke helt forstår, at jeg har truffet. Helt lavpraktisk er Anton og jeg udredt gennem det offentlige, mens Frida er udredt gennem det private, så det er dét, min erfaring bygger på.

Hvis man gerne vil være anonym, kan man bare sende sine spørgsmål på en mail bagom (blogsbjerg@gmail.com)

———————-

Efter en hektisk uge er jeg landet i sofaen nu, og jeg sidder lige og tænker på, hvor meget jeg egentlig holder af lillejuleaften, hvor der falder lidt af den fatale ro over tingene, som kommer af, at dét, vi ikke har nået at købe eller gøre nu; dét må vi undvære. Tilbage er bare at overgive sig og flyde med. 

En særlig tanke til de af jer, der i år skal finde ud af at navigere i en jul, der er slået helt ud af kurs pga. sygdom eller krise, eller som for første gang skal undvære et menneske, I holder af. Jeg håber, at I kommer hele igennem det, og at I har gode folk omkring jer, I kan læne jer op ad.

Tak fordi I læser med, tak for kommentarer og sparring, og tak for at være med til at gøre det her til er trygt og behageligt sted at være. 

Rigtig glædelig jul.

Om tavshed og trolde

For et par uger siden blev der i Jyskevestkysten trykt et læserbrev fra en mand, der mente, at kvinder ikke hørte til i “mandesport”, men derimod hjemme i køkkenet. Et tonedøvt og idiotisk læserbrev, som med 1000% garanti kun blev trykt, fordi JV vidste, at det ville give forargelseskliks.

Dén side af sagen er også irriterende; at seriøse, etablerede medier trykker den slags med forstilt uvidenhed, for de ved præcis, hvad der kommer til at ske; det er derfor, de trykker det. Og for dem er det gaven, der bliver ved med at give, fordi den skaber selvgenereret indhold, og de får mulighed for – som tilfældet var her – både at lave opfølgende artikler med Allan, (der jo er lidt ked af, at folk sådan har misforstået ham, for det var jo bare for sjov. (Haha?). Og det har da gjort indtryk med de reaktioner, han har fået, for han er ‘en følsom fyr’) og at skrive salvelsesfulde ledere om ytringsfrihed og retten til at mene noget, der går imod tidsånden.

Jeg har skrevet om det før, og jeg ville ønske, at jeg ikke blev så irriteret over det igen, men here we are.

Men det, jeg denne gang bed mærke i var, hvor få mennesker, der faktisk tog kvindernes parti i kommentarfeltet, der var én lang ørkenvandring i misogyni og hånlige ‘mAn Må dA hElLeR iKkE SiGE nOgEt mErE’-kommentarer. 

På anbefaling fra én herinde læste jeg for et par år siden bogen “Kan trold tæmmes?” om debatkulturen på internettet, og noget af det, den var omkring var, at det er nogle bestemte grupper, som den manglende monitorering og moderation af kommentarfelter skubber ud, nemlig dem, der i forvejen er på hælene, f.eks. kvinder, mennesker fra LGBTQ+-miljøet og folk af anden etnisk herkomst end dansk.

Det har jeg sidenhen tænkt meget over. For på den ene side kan jeg godt se problemet. Debatten får en uhensigtsmæssig slagside, når det kun er opponenterne og kværnulanterne, der deltager i den.

På den anden side tilhører jeg også den midtergruppe, både alders- og segmentmæssigt, der er vokset op uden internettet og har skulle lære at begå mig på det som voksen. For mig og os var det nyt, at man kunne komme til at bruge hele dage på at skændes med mennesker, man aldrig havde hverken mødt eller set, og jeg tror, vi er mange, der var ret uforberedte på internettets skyggesider. 

Derfor tror jeg, at mange af os har brugt tid på at lære, hvordan vi kan være derude, engagere os, hvor vi føler, det giver mening, og så ellers slippe det igen – for ellers kan man komme til at bruge hele efterårsferien på at skændes med Leif fra Næstved over, om man bør kunne betale sine biblioteksbøder med mobilepay.

Resultatet er blevet, at vi vender ryggen til opslag og kommentarfelter, der er ekstra sprængfarlige, fordi vi har lært, at tonen, selv på de ufarlige opslag, hurtig bliver perfid og personlig, uanset hvilke intentioner, man selv sætter sig til tastaturet med. 

(Og så har vi ikke engang rundet min sølvpapirshatsbeklædte kæphest, som er, at jeg er mere end overbevist om, at medierne selv har mennesker ansat til at piske stemninger op i kommentarfelterne. Jeg har flere gange noteret mig mistænkelige sammenfald i tid ift. at en profil er oprettet 14 dage før der udkommer en artikel om et bestemt emne, hvor profilindehaveren i kommentarfeltet mener noget helt absurd rabiat, og så har en stilling, der giver forargelsen 5 tænder ekstra. F.eks. at man under en artikel om børns mistrivsel i børnehaver går ind og skriver, at det er fordi forældre er dovne og ikke gider opdrage deres børn, og når man så kigger på den 14 dage gamle profil, er “Sofies” erhverv opgivet som ‘pædagog’. Hvis nogen har Morten Spiegelhauer på speeddial, så giv ham lige et kald).

(På forhånd tak).

Men nu nærmer vi os så (endelig) min pointe – for jeg tror måske, at vi er har nået et punkt, hvor vores manglende kommentarer faktisk bliver et indspark i debatten i kraft af deres fravær.

For hvor vi før tog virkeligheden med ud på internettet, så tror jeg, at internettet i dag er så integreret en del af vores alle sammens hverdag, at det er blevet omvendt. At vi opfatter det, vi ser online som en side af virkeligheden på lige fod med de interaktioner og situationer, vi har IRL, og derfor bliver vores cyberfravær lige så problematisk, som hvis ingen reagerer i bussen, når en kæmpespade råber: “Flyt dig, n*gger!” til en person med anden etnisk baggrund, som sidder på et sæde i bussen, hvor der ikke er flere ledige pladser.

For hvis man i et kommentarfelt under en artikel om juridisk kønsskifte hos børn udelukkende ser bemærkninger om, hvor åndssvage og over-woke forældrene til de her børn er, så er der ingen modvægt, man kan tage med ud i kantinen på sin arbejdsplads eller omklædningsrummet til svømning og læne sig op ad, hvis man mener noget andet. Og så vil der være mange, der giver op på forhånd, og så BLIVER den skævvredne version af virkeligheden, vi ser på nettet, til den, vi skaber ude i livet.

Derfor tror jeg, at det næste skridt i vores virtuelle evolution, sådan helt nede på enkeltpersonsniveau er, at vi bliver nødt til at være synlige. At vi er nødt til at tage ansvar for at andre synspunkter og holdninger end dem, Nationen bringer til bordet, til f.eks. overvægt, psykisk sygdom, misbrug og diagnoser, også repræsenteres der, hvor de læses af dem, de handler om.

For lige nu er debatten ved at blive så ensporet, at man som målgruppe for de her affaldsartikler får oplevelsen af, at man er alene. At ingen forstår eller sympatiserer. Det er SUPER problematisk, synes jeg. 

Så for at gribe i egen barm, har jeg besluttet at starte med mig selv. Jeg stempler ikke ind i hver eneste debat, og jeg mener ikke noget, bare for at mene noget. Det tænker jeg ikke er i nogens interesse. Men jeg er begyndt at kommentere, når der debateres emner, jeg synes er vigtige. Også selvom jeg med min holdning er i hvinende undertal. Min aftale med mig selv er, at jeg ikke behøver følge alle diskussioner til dørs. Jeg er ikke forpligtet til at gå ind i debatter med mennesker, der *vil* misforstå mig eller som kommunikerer uden respekt for mig eller emnet.

Men jeg vil gerne gøre mit til, at de mennesker, der i forvejen mangler allierede på stort set alle arenaer kan se, at vi faktisk er nogen, der gerne vil flytte os, lytte, tage ved lære og forstå. Vi er herude. Og det tror jeg, vi er nødt til at begynde at synliggøre.

M2022, uge 11

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg fået flere timer, end man skulle tro muligt, til at gå med at skaffe grønne poser til min madsorteringsspand. 

For hvad er det, vi gør, når vi mangler poser? Der er en 10’er til dem, der ved det. 

Jeg troede f.eks. selv, at de stadig blev husstandsomdelt. Det gør de ikke. 

Så tænkte jeg, at man nok kunne google sig til et svar. Det kan man ikke. 

Min næste tanke var, at man måtte kunne bestille dem på sin affalds-app. Heller ikke. 

Det viser sig, at man skal – og hold nu fast – binde en pose om håndtaget på sin spand, når man har en halv rulle tilbage, for at signalere til renovationsfolkene, at man mangler.

…

Jeg måtte læse det 5 gange.

Og misforstå mig endelig ikke: Jeg er all for lavpraktiske løsninger. Men at bruge fastbundne plastikposer i 2022, hvor vi har apps til A-L-T føles *lidt* som at forsøge at kommunikere mit budskab med røgsignaler eller brevduer.

ANYWAY. Jeg havde ikke lige fanget, at det var måden, vi gør det på nu, og da der er ekspeditionstid på (indtil videre) 3 uger, kørte jeg i dag på genbrugsstationen og spurgte. Jeg fik en rulle udleveret gratis, men vi måtte jage manden, med allerflest reflekser på vesten ned for at få bekræftet, at ja; vi skal binde en pose om håndtaget på spanden.

“Så får du, hvis de har nogen med på bilen.”

“Og hvis de ikke har?”

“Så kan du hente her.”

Danmarks 5. største by, mine damer og herrer. Ffs.

Så altså: Bare en opfordring til lige at tjekke op på, hvordan det forholder sig i din kommune, inden du løber tør for poser. 

2.

Har jeg ryddet op i mine bh’er ved simpelthen at stakke dem og teste en ny hver dag. 

Jeg bruger en ret umulig størrelse, og derfor er mine bh’er altid halvdyre. Jeg bestiller dem online og jævnligt i udlandet, og derfor er jeg nok lidt mere forsigtig med bare at kyle dem ud, end hvis jeg kunne stryge i H&M og købe nye.

Som de fleste andre får jeg altid nogle yndlings, og det betyder, at der over tid har samlet sig en stak i bunden af skuffen, som jeg nærmest bare pr. default går udenom. Nogle af dem sidder mærkeligt. Andre har noget stof, der føles ok om morgenen, men som helvede på jord, når klokken har passeret 13. If you know, you know.

Jeg lagde dem alle sammen frem og gik med hver eneste af dem en hel dag, og det var effektiv oprydning. 2 klarede cuttet, og der er nu rigeligt med plads i skuffen til kommende yndlings. 

3.

Kom jeg i tanke om, at jeg har glemt at lave en opfølgning på det punkt om skimmelsvamp og fuger i badeværelset, som jeg havde på for et par uger siden.

For lige at genopfriske hukommelsen gik mit punkt på, at jeg hver anden dag havde sprayet den nederste silikonekant i bruserummet med Rodalon for at slippe af med en smule skimmelsvamp, der var opstået, inden den udviklede sig, og at jeg på den uge kunne se tydelig forskel.

Efter jeg havde lagt indlægget op, kom der både tips og vigtige input i kommentarfeltet.

Det bedste tip jeg fik, gik på at fugte vat eller klude med klorin og lægge dem på fugerne natten over. Det gjorde jeg, og det var sgu tæt på at kunne kategoriseres som magi. For AL svamp var PIST væk efter 8 timer.

Men. Klorin er noget lort for miljøet, og kan (lærte jeg i kommentarfeltet) over tid gøre fugerne gule og porøse. 

Rodalon viser sig at være tæskefarligt for katte, og jeg vil bare citere ‘B’ fra kommentarfeltet:

“Jeg er dyrlæge. Rodalon er giftigt for katte. De bliver meget dårlige, deres lever tager skade og de får ætsninger i munden og spiserør ved indtag.“

Så what to do? For Klorin er værre for miljøet end Rodalon – men der skal bruges væsentligt mere Rodalon end Klorin, hvis man vil problemet til livs. Og bruger man Rodalon, skal man i hvert fald sørge for, at eventuelle katte ikke kan komme i nærheden af det.

Her på matriklen er mine fuger nu, takket være Klorin, så fine og rene, at jeg næsten får tårer i øjnene, så nu prøver jeg at spraye dem præventivt med Rodalon hver 14. dag, og så må vi se, om det kan holde skimmelsvamp (som jo heller ikke er hverken godt eller sundt) fra døren.

4.

Har jeg kig på et wifi-stik.

Som jeg forstår det, er det et stik, du bare banker i den almindelige stikkontakt, hvor du så gennem en app kan tænde og slukke for strømmen. Altså, lidt samme princip som en timer af den slags, vi bruger til lyskæder og julelys (…!), men med den afgørende forskel, at den er ligeså nem at slå til, fra og time, som alarmen på din telefon.

Det er smart, når man er blevet flex-els-rytter, for så vil man jo gerne starte eksempelvis opladning af telefoner, når strømmen er billigst, og ikke på et bestemt tidspunkt. Hvis telefonen f.eks. er på 70%, når man smider den i laderen, er det jo meget fedt, at den napper de 30% den mangler, når strømmen er billig, og ikke for længst er færdigopladet, når timeprisen falder. 

Har man et jævnt forbrug af devices, tænker jeg, at det er længe fint med en gammeldags timer, fordi man så ved, at man kan nå at lade dem på fx. 3 timer, og derfor kan indstille timeren til altid at lade mellem kl 2 og 5, men for folk som mig, der bruger iPads, Macbook og telefon fuldstændig som vinden blæser og har det hele med overalt, er det smart, at jeg kan sætte det til at lade på de tidspunkter, hvor strømmen er billig, uanset om det er dag eller nat – og kan starte det, så det kan nå at lade færdigt, inden jeg skal ud ad døren.

Som jeg læser beskrivelsen af den, jeg har kig på, kan man endda fjernstyre den, så man kan sidde i Herning og starte den derhjemme, hvis man ikke lige har fået den sat op med et bestemt tidspunkt. 

Men inden jeg bestiller den, vil jeg høre, om nogen herinde har erfaring med wifi-stik til indendørs brug? Det er ret almindeligt til elbiler, kan jeg forstå, men jeg mangler lidt emperi på indendørsversionen, så har man én siddende derhjemme i stikkontakten, må man meget gerne melde ind.