Kategori: Uncategorized

L.A. song (Out of This Town)

I dag er det fredag, og det betyder, at der burde være et M2023-indlæg på trapperne. Det er der ikke, for jeg har de sidste 2 døgn kørt fuld eskapisme, og jeg har derfor ikke en eneste tanke klar i frontallapperne. 

For halvanden uge siden blev en af mine veninder fra Aarhus stukket ihjel hjemme på sofaen under absurd tragiske omstændigheder. 

Vi var ikke tætte længere. Engang hang vi ud, trænede, var i madklub sammen osv, men så flyttede jeg til Esbjerg, og voksenlivet stillede sig i vejen. Men vi havde stadig kontakt, og det er ikke en måned siden, vi havde fat i hinanden på fb. Nu er hun her ikke mere, og ud over at skulle forholde mig til dét, så skal jeg også finde en hylde i hovedet, hvor jeg kan placere, at man kan dø på dén måde.

I tirsdags var jeg ude og tale med personalet på Antons nye skole, og der er nu sat dato på, hvornår han skifter. Og for første gang i meget, meget længe, stod jeg overfor noget diagnose-relateret og tænkte: “.. ok. Det her *kunne* faktisk godt blive godt…”

Der har været opfølgning på Fridas medicinopstart i Kolding, planlægning og koordinering af de sidste uger af Antons skema med personalet på den nuværende skole, og jeg har arbejdet på helt andre tidspunkter, end jeg plejer. 

Da jeg onsdag skulle tolke en opgave, som sluttede sent, var aftalen blevet, at børnene skulle sove hos mine forældre. Da jeg i en pause tjekkede min mobil, havde de alle 4 lagt en besked om, om ikke børnene måtte sove der både onsdag og torsdag aften? Normalt står jeg ret stramt på, at det må de ikke. Ikke pga. mine forældre; de støtter op om alle regler og sørger for, at rutinen hos dem er den samme, som den er herhjemme. Men det til trods, så er det alligevel en ændring, som børnene bruger kræfter på at forholde sig til, og som vi derfor betaler af på i dagene efter. Men fordi vi her kiggede ind i 3 fridage, og nogle efterfølgende uger, hvor alt alligevel er dispenseret, traf jeg en hurtig beslutning og sagde ja. 

For det hele er så overvældende lige nu, at jeg føler mig vægtløs, og det føles som om, der er glas imellem mig og resten af verden. Det føles som om, intet er virkeligt, og den fornemmelse får de normale grænser og forbehold til at fordampe. 

Så jeg tog fri fra mit liv i 48 timer.

Jeg har ikke tjekket noget som helst i e-boks, og jeg har ikke forholdt mig til én eneste børnerelateret ting. Jeg har ikke tjekket arbejdsmails, Aula eller to-do-lister, og revisor-Jesper må vente til på mandag. 

Jeg har til gengæld hørt virkelig meget, virkelig høj musik, spist sushi og kørt langt, mens mørket faldt på. Jeg har truffet tvivlsomme beslutninger, drukket vin og brugt penge, som om der ikke var en dag i morgen, og det har været fuldstændig magisk.

I dag larmer børnene lidt mere end de plejer, notifikationsboblerne virker ekstra røde, og opvaskemaskinen er gået i stykker på en meget bebrejdende måde. Vi har ikke mere mælk, og jeg har det som om, jeg ser dashboardet på bloggen for første gang, men det har været det hele værd, og i næste uge er jeg klar igen.

Sofa, champagne og en form for status

Lopperne er bukket under, raketterne er fyret af, og jeg er landet i sofaen med bare fødder og et glas champagne.

De sidste par dage har jeg været forbi det indlæg, jeg skrev for præcis et år siden, og har læst i min bog, hvori jeg noterer, hvilke kort, jeg trækker samt de mere personlige håb, drømme og mål for det kommende år.

Når jeg læser, hvor jeg var for et år siden, og hvad jeg gerne ville arbejde med i 2022, føler jeg mig både taknemmelig og stolt. For sidste år ved den her tid var jeg kvast. Helt og aldeles. Træt ind i knoglerne på en måde, jeg ikke kan huske at have været før.

Men jeg var også ret stålsat på at lære at finde ro med at overgive mig til livet på livets betingelser. Det er en sætning, jeg har skrevet flere gange i år, for den rammer virkelig noget i mig. Og selvom jeg har flirtet med ideen før, er det først i år, jeg faktisk synes, at jeg har forstået det; at jeg kan føle oprigtig glæde samtidig med, at tingene hverken er eller bliver, som jeg troede, de ville.

Engang imellem skriver jeg mig frem til noget på bloggen her, som får nogle ting til at gå op for mig selv, og ét af de indlæg var dét om, at livet nok mere er en opgave, der skal løses, end en tur i tivoli, hvor problemer, svære tider og udfordringer er fejl, der hurtigst muligt skal rettes op på, så man kan komme tilbage til lykke-defaulten. Det lyder som en erkendelse, der er hentet i et rabiat trossamfund i den mørkeste del af Vestjylland, men den giver mig ro til at være, hvor jeg er, og overskud til at glædes over de skatte, jeg snubler over, i stedet for at bruge alle kræfterne på at undre mig over, hvorfor der ikke er flere af dem.

Der var også i år noget, der faldt på plads ift. at opgive ideen om, at alt skal være perfekt for at give mening, og i stedet en gryende erkendelse af, at alle relationer og situationer tilbyder *noget*; en mulighed for at spejle sig og forstå, både hvad man næres ved, og hvad der ikke fungerer, og at det hele er en stående invitation til at tage, hvad man kan bruge og lade resten ligge. Mit sofa-indlæg gjorde dén erkendelse meget tydelig for mig selv.

I år har ikke været et af de år, jeg bare er sejlet i gennem på smult vande. Men jeg har ikke, sådan helt overordnet, haft lyst til at grave mig ned på marken i afmagt, som jeg somme tider havde i 2021. Tværtimod har det føltes som en slags… renovering, tror jeg? Hvor man godt, mens man står i det, kan synes, det er lidt op ad bakke at traske rundt i afdækningspap og murbrokker og hvor fanden lagde jeg proptrækkeren, men hvor man samtidig hele tiden trods alt er bevidst om, at det er vejen hen til noget, der bliver godt.

Der var en gang corona i posen til hver af os, der var en opsigelse til mig, der var en grim forskrækkelse på sygdomsfronten i familien, og der var lige rigeligt med jobcenter og a-kasse.

Men der var også en fuldmånevandring på Møn, et retreat ved Vesterhavet og et CVR-nummer med dertilhørende firma, og det bedste ved alt det er, at jeg det er noget, jeg selv har fundet, valgt og skabt.

Og midt i alt det var der udredninger galore og 3 diagnoser på et år. Det har givet anledning til mange overvejelser og bekymringer, men det har også været en *enorm* aha-oplevelse, og jeg er 100% sikker på, at det kommer til at hjælpe os, både hver for sig og som familie, at vi ikke længere spiller kort med bind for øjnene. 

I går sendte jeg mit kvartalsregnskab til revisor-Jesper, og det slog det mig, hvor meget, der for mig er sket på et årti. Jeg har rykket mit liv op med rode, jeg har ompottet mig selv til et nyt liv i en gammel by, og jeg har fået et barn mere. Jeg har betalt en kvart million ud, jeg er startet op som selvstændig og efter et halvt år som min egen chef er der femcifret overskud på firmakontoen. Det føles som om, jeg har formået at vende en supertanker, ene kvinde, og jeg ved faktisk ikke, om det er bank-Jan eller mig selv, der er mest forbløffet.

Lige nu siler regnen ned udenfor, og om 53 minutter skriver vi 2023. Jeg vil sætte mig over til mit åbne vindue og trække kort med fornemmelsen af, at himlen er i færd med at viske tavlen ren, og at i morgen er en frisk start på noget lyst og godt.

Rigtig godt nytår til hver eneste af jer.

M2022, uge 51

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Kom der fredag på Aula besked om, at Fridas klasse skulle holde sammenskuds-julefrokost onsdag.

I stedet for at fare ud og købe alt muligt, som krævede en masse forberedelse, tog jeg en hurtig beslutning, og meldte ind med mandariner og små chokoladejulemænd, for jeg havde begge dele liggende, og om 10 sekunder er det jul, jul, jul, jul, jul, jul, og så når vi ikke at spise de mandariner, der egentlig var købt ind til madpakkerne, men som bare aldrig rigtig nåede med.

Chokoladenisserne var købt til et arrangement, som vi måtte hoppe fra på grund af den evighedsforkølelse, vi har været plaget af de sidste 3 uger. 

Frida fik lov at gå amok med tusser på mandarinerne, og jeg flettede et par stjerner, som vi smed oveni kurven og med de små kulørte nisser stukket ind hist og pist, så det ud af en masse, selvom det var en nem, billig og stop-madspilds-venlig løsning. 

2.

Har jeg eksperimenteret med at slukke el-radiatoren på Fridas værelse om natten, og det fungerer ret godt, synes jeg. Jeg havde spekuleret på, om besparelse og merforbrug villle ende med at gå i nul, fordi radiatoren med slukke-perioder måske skulle bruge mere power på at varme værelset op, end hvis den bare står og varmer jævnt hele døgnet, men umiddelbart ser det ud som om, jeg sparer på kWh-regnskabet. Sidste år brugte vi 351 kWh i december, og i år er jeg her d. 23. på 198 kWh, hvilket betyder, at jeg rammer ca. 250 for hele december, og eftersom vi stadig har lidt lys udenfor og bruger nogenlunde, hvad vi plejer herinde, ser det ud til at virke efter hensigten.

(Det er en ret vigtig tilføjelse, at vi kun har den éne el-radiator, som er sat op i det værelse, fordi det har en vestvendt mur, der bliver helt utrolig kold, når vinden står ind på den, og gulvarmen derfor ikke opvarmer værelset optimalt. Jeg ved ikke, om man kan overføre princippet, hvis man f.eks. sidder i et sommerhus, som kun er opvarmet med el. Meld gerne ind, hvis du har erfaring eller særlig viden her). 

3.

Har jeg i løbet af ugen tjekket køleskab og købt ind, så jeg kan mixe lidt på kryds og tværs, og kan få brugt det, jeg har, og samtidig få brugt de rester fra julen, som også skal tænkes ind. 

Jeg har købt et godt, langtidsholdbart surdejsbrød, som kan bruges både til det pesto og hummus, jeg har stående, og til eventuelle rester fra julefrokostbordet, jeg har købt lidt grønt og creme fraiche, så jeg med de kartofler, jeg har liggende, kan lave en kartoffelsalat, der kan spises til det meste, og så kan jeg se, at jeg har til en omgang engelsk luksusmorgenmad (baked beans, bacon, røsti, tortillas, æg), som vi herhjemme spiser som aftensmad.

Jeg har sørget for, at vi har fået spist og brugt meget af det, der normalt står og fylder, så der er plads i køleren til de forskellige jule-rester, så nu er vi faktisk klar, både til julen og til alt det, der kommer bagefter. 

___________

I forbindelse med mit indlæg fra i tirsdags har jeg fået en håndfuld beskeder og mails bagom fra mennesker, der har spørgsmål til forskellige dele af alt det her udrednings-hurlumhej. Både til tanker/overvejelser, til selve proceduren, til melatonin/søvnproblemer osv.

Jeg ved ikke, om der er flere, der sidder med spørgsmål, de gerne vil have svar på, men jeg tænkte, at det måske kunne give mening at samle det i et indlæg, som folk, der ikke læser med på bloggen, også kunne have glæde af. (Altså, hvis man f.eks. har en søster, der står overfor en udredning, eller som gør sig nogle tanker). 

Derfor: Hvis man har et eller andet man undres over, spekulerer på eller gerne vil kende proceduren omkring, så smid det i kommentarfeltet her. Jeg er ikke sart, så det er helt ok at sende spørgsmål ift. valg, man måske ikke helt forstår, at jeg har truffet. Helt lavpraktisk er Anton og jeg udredt gennem det offentlige, mens Frida er udredt gennem det private, så det er dét, min erfaring bygger på.

Hvis man gerne vil være anonym, kan man bare sende sine spørgsmål på en mail bagom (blogsbjerg@gmail.com)

———————-

Efter en hektisk uge er jeg landet i sofaen nu, og jeg sidder lige og tænker på, hvor meget jeg egentlig holder af lillejuleaften, hvor der falder lidt af den fatale ro over tingene, som kommer af, at dét, vi ikke har nået at købe eller gøre nu; dét må vi undvære. Tilbage er bare at overgive sig og flyde med. 

En særlig tanke til de af jer, der i år skal finde ud af at navigere i en jul, der er slået helt ud af kurs pga. sygdom eller krise, eller som for første gang skal undvære et menneske, I holder af. Jeg håber, at I kommer hele igennem det, og at I har gode folk omkring jer, I kan læne jer op ad.

Tak fordi I læser med, tak for kommentarer og sparring, og tak for at være med til at gøre det her til er trygt og behageligt sted at være. 

Rigtig glædelig jul.

Om tavshed og trolde

For et par uger siden blev der i Jyskevestkysten trykt et læserbrev fra en mand, der mente, at kvinder ikke hørte til i “mandesport”, men derimod hjemme i køkkenet. Et tonedøvt og idiotisk læserbrev, som med 1000% garanti kun blev trykt, fordi JV vidste, at det ville give forargelseskliks.

Dén side af sagen er også irriterende; at seriøse, etablerede medier trykker den slags med forstilt uvidenhed, for de ved præcis, hvad der kommer til at ske; det er derfor, de trykker det. Og for dem er det gaven, der bliver ved med at give, fordi den skaber selvgenereret indhold, og de får mulighed for – som tilfældet var her – både at lave opfølgende artikler med Allan, (der jo er lidt ked af, at folk sådan har misforstået ham, for det var jo bare for sjov. (Haha?). Og det har da gjort indtryk med de reaktioner, han har fået, for han er ‘en følsom fyr’) og at skrive salvelsesfulde ledere om ytringsfrihed og retten til at mene noget, der går imod tidsånden.

Jeg har skrevet om det før, og jeg ville ønske, at jeg ikke blev så irriteret over det igen, men here we are.

Men det, jeg denne gang bed mærke i var, hvor få mennesker, der faktisk tog kvindernes parti i kommentarfeltet, der var én lang ørkenvandring i misogyni og hånlige ‘mAn Må dA hElLeR iKkE SiGE nOgEt mErE’-kommentarer. 

På anbefaling fra én herinde læste jeg for et par år siden bogen “Kan trold tæmmes?” om debatkulturen på internettet, og noget af det, den var omkring var, at det er nogle bestemte grupper, som den manglende monitorering og moderation af kommentarfelter skubber ud, nemlig dem, der i forvejen er på hælene, f.eks. kvinder, mennesker fra LGBTQ+-miljøet og folk af anden etnisk herkomst end dansk.

Det har jeg sidenhen tænkt meget over. For på den ene side kan jeg godt se problemet. Debatten får en uhensigtsmæssig slagside, når det kun er opponenterne og kværnulanterne, der deltager i den.

På den anden side tilhører jeg også den midtergruppe, både alders- og segmentmæssigt, der er vokset op uden internettet og har skulle lære at begå mig på det som voksen. For mig og os var det nyt, at man kunne komme til at bruge hele dage på at skændes med mennesker, man aldrig havde hverken mødt eller set, og jeg tror, vi er mange, der var ret uforberedte på internettets skyggesider. 

Derfor tror jeg, at mange af os har brugt tid på at lære, hvordan vi kan være derude, engagere os, hvor vi føler, det giver mening, og så ellers slippe det igen – for ellers kan man komme til at bruge hele efterårsferien på at skændes med Leif fra Næstved over, om man bør kunne betale sine biblioteksbøder med mobilepay.

Resultatet er blevet, at vi vender ryggen til opslag og kommentarfelter, der er ekstra sprængfarlige, fordi vi har lært, at tonen, selv på de ufarlige opslag, hurtig bliver perfid og personlig, uanset hvilke intentioner, man selv sætter sig til tastaturet med. 

(Og så har vi ikke engang rundet min sølvpapirshatsbeklædte kæphest, som er, at jeg er mere end overbevist om, at medierne selv har mennesker ansat til at piske stemninger op i kommentarfelterne. Jeg har flere gange noteret mig mistænkelige sammenfald i tid ift. at en profil er oprettet 14 dage før der udkommer en artikel om et bestemt emne, hvor profilindehaveren i kommentarfeltet mener noget helt absurd rabiat, og så har en stilling, der giver forargelsen 5 tænder ekstra. F.eks. at man under en artikel om børns mistrivsel i børnehaver går ind og skriver, at det er fordi forældre er dovne og ikke gider opdrage deres børn, og når man så kigger på den 14 dage gamle profil, er “Sofies” erhverv opgivet som ‘pædagog’. Hvis nogen har Morten Spiegelhauer på speeddial, så giv ham lige et kald).

(På forhånd tak).

Men nu nærmer vi os så (endelig) min pointe – for jeg tror måske, at vi er har nået et punkt, hvor vores manglende kommentarer faktisk bliver et indspark i debatten i kraft af deres fravær.

For hvor vi før tog virkeligheden med ud på internettet, så tror jeg, at internettet i dag er så integreret en del af vores alle sammens hverdag, at det er blevet omvendt. At vi opfatter det, vi ser online som en side af virkeligheden på lige fod med de interaktioner og situationer, vi har IRL, og derfor bliver vores cyberfravær lige så problematisk, som hvis ingen reagerer i bussen, når en kæmpespade råber: “Flyt dig, n*gger!” til en person med anden etnisk baggrund, som sidder på et sæde i bussen, hvor der ikke er flere ledige pladser.

For hvis man i et kommentarfelt under en artikel om juridisk kønsskifte hos børn udelukkende ser bemærkninger om, hvor åndssvage og over-woke forældrene til de her børn er, så er der ingen modvægt, man kan tage med ud i kantinen på sin arbejdsplads eller omklædningsrummet til svømning og læne sig op ad, hvis man mener noget andet. Og så vil der være mange, der giver op på forhånd, og så BLIVER den skævvredne version af virkeligheden, vi ser på nettet, til den, vi skaber ude i livet.

Derfor tror jeg, at det næste skridt i vores virtuelle evolution, sådan helt nede på enkeltpersonsniveau er, at vi bliver nødt til at være synlige. At vi er nødt til at tage ansvar for at andre synspunkter og holdninger end dem, Nationen bringer til bordet, til f.eks. overvægt, psykisk sygdom, misbrug og diagnoser, også repræsenteres der, hvor de læses af dem, de handler om.

For lige nu er debatten ved at blive så ensporet, at man som målgruppe for de her affaldsartikler får oplevelsen af, at man er alene. At ingen forstår eller sympatiserer. Det er SUPER problematisk, synes jeg. 

Så for at gribe i egen barm, har jeg besluttet at starte med mig selv. Jeg stempler ikke ind i hver eneste debat, og jeg mener ikke noget, bare for at mene noget. Det tænker jeg ikke er i nogens interesse. Men jeg er begyndt at kommentere, når der debateres emner, jeg synes er vigtige. Også selvom jeg med min holdning er i hvinende undertal. Min aftale med mig selv er, at jeg ikke behøver følge alle diskussioner til dørs. Jeg er ikke forpligtet til at gå ind i debatter med mennesker, der *vil* misforstå mig eller som kommunikerer uden respekt for mig eller emnet.

Men jeg vil gerne gøre mit til, at de mennesker, der i forvejen mangler allierede på stort set alle arenaer kan se, at vi faktisk er nogen, der gerne vil flytte os, lytte, tage ved lære og forstå. Vi er herude. Og det tror jeg, vi er nødt til at begynde at synliggøre.

M2022, uge 11

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg fået flere timer, end man skulle tro muligt, til at gå med at skaffe grønne poser til min madsorteringsspand. 

For hvad er det, vi gør, når vi mangler poser? Der er en 10’er til dem, der ved det. 

Jeg troede f.eks. selv, at de stadig blev husstandsomdelt. Det gør de ikke. 

Så tænkte jeg, at man nok kunne google sig til et svar. Det kan man ikke. 

Min næste tanke var, at man måtte kunne bestille dem på sin affalds-app. Heller ikke. 

Det viser sig, at man skal – og hold nu fast – binde en pose om håndtaget på sin spand, når man har en halv rulle tilbage, for at signalere til renovationsfolkene, at man mangler.

…

Jeg måtte læse det 5 gange.

Og misforstå mig endelig ikke: Jeg er all for lavpraktiske løsninger. Men at bruge fastbundne plastikposer i 2022, hvor vi har apps til A-L-T føles *lidt* som at forsøge at kommunikere mit budskab med røgsignaler eller brevduer.

ANYWAY. Jeg havde ikke lige fanget, at det var måden, vi gør det på nu, og da der er ekspeditionstid på (indtil videre) 3 uger, kørte jeg i dag på genbrugsstationen og spurgte. Jeg fik en rulle udleveret gratis, men vi måtte jage manden, med allerflest reflekser på vesten ned for at få bekræftet, at ja; vi skal binde en pose om håndtaget på spanden.

“Så får du, hvis de har nogen med på bilen.”

“Og hvis de ikke har?”

“Så kan du hente her.”

Danmarks 5. største by, mine damer og herrer. Ffs.

Så altså: Bare en opfordring til lige at tjekke op på, hvordan det forholder sig i din kommune, inden du løber tør for poser. 

2.

Har jeg ryddet op i mine bh’er ved simpelthen at stakke dem og teste en ny hver dag. 

Jeg bruger en ret umulig størrelse, og derfor er mine bh’er altid halvdyre. Jeg bestiller dem online og jævnligt i udlandet, og derfor er jeg nok lidt mere forsigtig med bare at kyle dem ud, end hvis jeg kunne stryge i H&M og købe nye.

Som de fleste andre får jeg altid nogle yndlings, og det betyder, at der over tid har samlet sig en stak i bunden af skuffen, som jeg nærmest bare pr. default går udenom. Nogle af dem sidder mærkeligt. Andre har noget stof, der føles ok om morgenen, men som helvede på jord, når klokken har passeret 13. If you know, you know.

Jeg lagde dem alle sammen frem og gik med hver eneste af dem en hel dag, og det var effektiv oprydning. 2 klarede cuttet, og der er nu rigeligt med plads i skuffen til kommende yndlings. 

3.

Kom jeg i tanke om, at jeg har glemt at lave en opfølgning på det punkt om skimmelsvamp og fuger i badeværelset, som jeg havde på for et par uger siden.

For lige at genopfriske hukommelsen gik mit punkt på, at jeg hver anden dag havde sprayet den nederste silikonekant i bruserummet med Rodalon for at slippe af med en smule skimmelsvamp, der var opstået, inden den udviklede sig, og at jeg på den uge kunne se tydelig forskel.

Efter jeg havde lagt indlægget op, kom der både tips og vigtige input i kommentarfeltet.

Det bedste tip jeg fik, gik på at fugte vat eller klude med klorin og lægge dem på fugerne natten over. Det gjorde jeg, og det var sgu tæt på at kunne kategoriseres som magi. For AL svamp var PIST væk efter 8 timer.

Men. Klorin er noget lort for miljøet, og kan (lærte jeg i kommentarfeltet) over tid gøre fugerne gule og porøse. 

Rodalon viser sig at være tæskefarligt for katte, og jeg vil bare citere ‘B’ fra kommentarfeltet:

“Jeg er dyrlæge. Rodalon er giftigt for katte. De bliver meget dårlige, deres lever tager skade og de får ætsninger i munden og spiserør ved indtag.“

Så what to do? For Klorin er værre for miljøet end Rodalon – men der skal bruges væsentligt mere Rodalon end Klorin, hvis man vil problemet til livs. Og bruger man Rodalon, skal man i hvert fald sørge for, at eventuelle katte ikke kan komme i nærheden af det.

Her på matriklen er mine fuger nu, takket være Klorin, så fine og rene, at jeg næsten får tårer i øjnene, så nu prøver jeg at spraye dem præventivt med Rodalon hver 14. dag, og så må vi se, om det kan holde skimmelsvamp (som jo heller ikke er hverken godt eller sundt) fra døren.

4.

Har jeg kig på et wifi-stik.

Som jeg forstår det, er det et stik, du bare banker i den almindelige stikkontakt, hvor du så gennem en app kan tænde og slukke for strømmen. Altså, lidt samme princip som en timer af den slags, vi bruger til lyskæder og julelys (…!), men med den afgørende forskel, at den er ligeså nem at slå til, fra og time, som alarmen på din telefon.

Det er smart, når man er blevet flex-els-rytter, for så vil man jo gerne starte eksempelvis opladning af telefoner, når strømmen er billigst, og ikke på et bestemt tidspunkt. Hvis telefonen f.eks. er på 70%, når man smider den i laderen, er det jo meget fedt, at den napper de 30% den mangler, når strømmen er billig, og ikke for længst er færdigopladet, når timeprisen falder. 

Har man et jævnt forbrug af devices, tænker jeg, at det er længe fint med en gammeldags timer, fordi man så ved, at man kan nå at lade dem på fx. 3 timer, og derfor kan indstille timeren til altid at lade mellem kl 2 og 5, men for folk som mig, der bruger iPads, Macbook og telefon fuldstændig som vinden blæser og har det hele med overalt, er det smart, at jeg kan sætte det til at lade på de tidspunkter, hvor strømmen er billig, uanset om det er dag eller nat – og kan starte det, så det kan nå at lade færdigt, inden jeg skal ud ad døren.

Som jeg læser beskrivelsen af den, jeg har kig på, kan man endda fjernstyre den, så man kan sidde i Herning og starte den derhjemme, hvis man ikke lige har fået den sat op med et bestemt tidspunkt. 

Men inden jeg bestiller den, vil jeg høre, om nogen herinde har erfaring med wifi-stik til indendørs brug? Det er ret almindeligt til elbiler, kan jeg forstå, men jeg mangler lidt emperi på indendørsversionen, så har man én siddende derhjemme i stikkontakten, må man meget gerne melde ind.

M2021, uge 34

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Arbejdet på at indarbejde gode rutiner ift. den nye fryser i skuret, for når man hele sit voksenliv har haft sin fryser i køkkenet, er det nemt at frygte at ude af øje – ude af sind.

Fordi fryseren derude faktisk er større end den, jeg har i køkkenet, har jeg besluttet at samle alle storkøb derude, og så kun hente en smule ind ad gangen for at sikre, at jeg bliver tvunget til at gå i den flere gange ugentligt, og ikke glemmer, hvad jeg har derude. 

Og så overvejer jeg, om jeg skal finde på et alternativ til poser, når jeg fryser bagværk osv., for køkkenfryseren har smalle, dybe skuffer, hvilket gør, at den bliver SUPER rodet i løbet af 20 sekunder, når alt er i poser, der ligger hulter til bulter. 

Er der nogle af jer, der fryser i noget, man kan se igennem, og hvor beholderen ikke fylder unødvendigt meget (glasbokse fra Ikea, jeg kigger på jer)?

2.

Har jeg pakket sommertingene væk fra haven. Parasolen fik lov at gennemtørre opslået på en af de sidste solskinsdage, og blev derefter skilt ad, pakket ind og sat i skuret. Parasolfoden er ligeledes kørt i pit, for selvom selve foden er lavet af granit, har jeg på den hårde måde lært, at metalstykket, som parasolen skal sættes fast i, ruster som ind i helvede.

Grillen er vasket, skrubbet og sat i skuret, og alle solcellelamper er skilt ad, slukket og vasket pænt af. Jeg har hentet en gennemsigtig bedroller på loftet, som de er lagt i, og sat kassen i skuret, så de er nemme at finde til næste år, når jeg skal teste, hvor mange af dem, der stadig duer, inden jeg stocker op.

3.

Købt en ost og bagt knækbrød, fordi vi lige nu er i den kaotiske fase, hvor alle fritidsaktiviteter starter, og man stadig ikke helt er færdig med at snuble rundt i skolestart. Det betyder, at aftensmaden ikke har topprioritet, og derfor bliver det oftest mad til børnene og rester til mig. Her har jeg opdaget, at hjemmebagt knækbrød med ost er det perfekte supplement, for uanset restens størrelse, skal jeg ikke have gang i flere gryder og pander, men kan bare fylde efter med et stykke knækbrød, hvis jeg ikke blev mæt; når det er hjemmebagt og fyldt med kerner, synes både min hjerne og min mund også, at det tæller som aftensmad. 

Fordi i dag er jeres heldige dag, får I opskriften på knækbrødet her: 

1 dl. hørfrø

1 dl. sesamfrø

1 dl. havregryn

1 dl. boghvedemel

1 dl. græskarkerner

1 dl. solsikkefrø

3 spsk olie

2 dl. vand

Groft salt

Smør ud i et tyndt lag (brug en våd dejskraber) på en bageplade, rids let den størrelse, de færdige knækbrød skal have, i dejen, og bag dem 35-40 min. på nederste rille ved 180 grader (alm. varme). Laver du dobbeltportion, så bag pladerne enkeltvis; min erfaring er, at knækbrød bliver blødt, hvis man bager det ved varmluft.

Oplever du, at din ovn bager ujævnt, og nogle af stykkerne er lidt for lyse/bløde, når resten af stykkerne er nok, så bare tilbage i ovnen med dem. Så bliver de sprøde og lækre alligevel.

God weekend

M2021, uge 23

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Solgt mine krus til den pris, jeg havde sat dem til #RCGate

Det bedste ved dét var næsten at kunne pille dem af Marketplace og slippe for flere ‘Alle 6 for 200 kr?’ og ‘Har du stadig æskerne?’ beskeder. Hvis det var sådan her hver gang jeg satte noget til salg, ville jeg ikke gide bruge tiden på det. 

2.

Købt nye sædelommer til bilen til børnene (dem, der hænger på bagsiden af forsædet, hvor man kan have alle sine skatte i). 

Da jeg skiftede bil, måtte de gamle lade livet, og fordi jeg er den, jeg er, ville jeg helst have nogle nye på samme dag, som vi fik bilen. Jeg er SÅ slem til at ville fixe alting NU! så jeg kan strege det ud på min to-do – men fordi jeg tænkte, at vi nærmede os sommerferien og dermed tidspunktet, hvor den slags bil-accessories er i sæson, satte jeg mig på hænderne. (- efter lige at have tjekket på nettet, hvad de ville koste, hvis jeg bestilte dem med det samme. 250 kr. stk). 

Jeg har patruljeret området med spotvarer i Netto og Lidl siden, og i denne uge blev min tålmodighed belønnet. De fineste lommer til 29 kr. pr. stk. Jeg har sjældent været mere tilfreds med mig selv.

3.

Solgt 9 puslespil, og hevet 550 kr. hjem.

Hvor krusene har kostet mig megen tid og tænderskæren, tog det her til gengæld under 3 minutter.

Når jeg sætter mine puslespil til salg, starter jeg med at gøre det i den lokale fb-gruppe, jeg selv har oprettet til formålet. Jeg sætter prisen lavt, og giver rabat, hvis man køber flere, og jeg har endnu ikke oplevet at brænde inde med noget.

Dette blot for at sige, at de ting, man gerne bare vil af med, kan det godt betale sig at prissætte derefter. For selvom jeg i den landsdækkende puslegruppe kunne have solgt dem for mere, ville der her være hele bøvlet med at skulle pakke og sende dem, og for mig har det jo også værdi at slippe for dét. Det vil jeg gerne kvittere for ved at sætte prisen derefter. 

4.

I kommentarfeltet til sidste uges M2021-indlæg blevet spurgt, om ikke jeg vil skrive lidt om, hvordan jeg indtænker økonomi og madspild i ferien.

Og selvfølgelig vil jeg det. 

Det største problem ift. ferie og madspild er nok uforudsigeligheden; at ferien giver mulighed for at gøre noget spontant og ændre på planer og aftaler på dagen. 

Dertil kommer, at de fleste børnefamilier også er på flere ture og udflugter, end de/vi plejer at være. 

Hvis jeg skal tage hjemmedelen først, så tænker jeg over, at det, jeg køber ind til, skal være noget, der kan holde sig. Jeg og vi spiser f.eks. flere grøntsagsstave end vi spiser salat i ferien, simpelthen fordi ingredienser til salat har kortere holdbarhed end f.eks. gulerødder, agurker og peberfrugter. 

Jeg tænker over at have noget, der kan laves uden for mange dikkedarer, f.eks. altid at have noget, vi kan grille, eller at have noget i fryseren, der kan hives op og passe sig selv i ovnen, mens jeg pakker en bil ud. Rema laver nogle ret anstændige nuggets, man kan få en hel del udmærkede kopnudler efterhånden, toppings til pizza kan holde sig ret længe, og de frosne grøntsagsposer (også fra Rema), kan holde nærmest uendelig, og kan lynhurtigt gøres sjove med et glas salsa, en dåse kokosmælk ell. lign. Jeg løsfryser færdigstegt kylling og frikadeller, fordi det så er superhurtigt at tage den mængde ud, man skal bruge, og de tør lynhurtigt op, når de ikke er klumpet sammen i en beholder. 

Ting med kortere holdbarhed kan man købe i mindre mængder (f.eks. 2 små bægre creme fraiche i stedet for ét stort) og sidst men ikke mindst kommer her det bedste råd jeg har, som også gælder ift. ture: Beslut dig på forhånd, hvis du overvejer købemad/take away. For har du først taget mad op eller købt råvarer ind, så bliver take away ofte årsag til ret meget madspild. Men det er sgu en ærlig sag at være lidt overvældet af livet, sådan helt generelt, og specielt når det er varmt og alle er sammen hele tiden. Slut fred med det, men beslut dig på forhånd. 

Og således glider vi ubesværet over i den del, der handler om ture.

Igen: Beslut dig hjemmefra for, om I køber mad på stedet. Hvis I gør, så lad være med at pakke en kæmpe madkurv oveni. Det er ikke forbudt at være taktisk: Hvis du har besluttet, at I smører madpakker til ture, men tager noget take away med, når I kører hjem, så brug det, når ungerne med længsel i stemmen spørger, om I ikke godt kan spise burgere i Tivoli/Legoland/Wow-park. “Vi spiser madpakker her – men jeg vil godt gå med til, at vi tager sushi/en pizza med hjem til aftensmad.” Alle vinder.

Det andet trick, jeg altid bruger er, at jeg har noget med, som ungerne (og evt. jeg selv) får, lige når  vi ankommer. F.eks. en bolle, som de får, når vi står ud af bilen og går mod indgangen/dyrene/dem vi skal mødes med. For mig har det været én af dem, der gør en ret stor forskel. For når alle har fået fyldt på, lige inden man lander, så er blodsukkeret for det første væsentligt mere stabilt, men man ved også, at ingen kan påberåbe sig hungersnødslignende sult 4 minutter efter, at man er landet. En yderligere fordel er, at man ikke behøver tænke så meget på holdbarhed, fordi maden ikke skal kunne holde en hel dag i en varm rygsæk.

Jeg vælger en mellemvariant, hvor jeg køber noget, børnene gerne vil spise. Bedre forældre end mig tager formentlig kampen og insisterer på rugbrødsklappere, men jeg har på pragmatisk vis gjort op med mig selv, at hovedpointen her er, at børnene får så meget i maven, at de ikke er sultne lige med det samme, og derfor har jeg noget med, de godt kan lide og spiser uden diskussion.

For mig har det været en hjælp at tænke over, hvordan de spiser i børnehaven/skolen, for det er langt oftere, end jeg selv spiser. Men hvis man er vant til at få lille mad kl. 9 og frugt kl. 14, så mangler der noget i maven, hvis man pga. en tur bliver ‘tvunget’ ind i et voksenskema, hvor det, der kommer efter morgenmaden, er frokost kl. 12.

Man kan med fordel overveje, om der er noget af det, der normalt lokker, som det giver mening at købe med hjemmefra. Mine børn synes, at cola er det vildeste i hele verden, og derfor køber jeg ofte 1/2-liters colaer et par dage forinden, når jeg alligevel er ude at handle, og smider dem i køleskabet. Væsentligt billigere og som ekstra bonus har de skruelåg, hvilket modsat åbne papbægere gør dem væsentligt nemmere at tage med, når man er færdig med at spise frokost, og børnene kun har drukket 3 mundfulde. 

Jeg har et par gange prøvet, at vi gik tilbage til bilen og spiste frokost, og de gange, vi har gjort det, har det været en super god oplevelse. Det var rart med en pause fra støj og hurlumhej, de voksne kunne lige regruppere og der var ingen franske hotdogs i farvandet, der ødelagde fornøjelsen ved de medbragte boller og pølsehorn. Men. Det forudsætter, at man kan parkere rimelig tæt på indgangen (som man f.eks. kan i legoland), og jeg vil være ærlig og sige, at jeg ikke ville orke at gøre det, når jeg er alene afsted med børnene. Jeg synes, det kræver flere voksne hænder, fordi man dels skal ud at gå, man skal finde frem og pakke væk, og man skal gå tilbage. Det – synes jeg – er omstændigt, hvis man er eneste voksne indslag, der både skal stå for praktik og hep. 

Og endelig tænker jeg over, hvilke snacks, jeg har med. Efter at have opdaget tricket med at spise, når vi ankommer, har jeg væsentligt færre snacks med end tidligere, men derfor giver det stadig god mening ift. både økonomi og madspild at tænke over, hvad man tager med. Jeg har for længst droppet posen med idealistisk grønt efter at have smidt pose efter pose med agurk og gulerødder ud, når vi er kommet hjem. Derudover køber jeg ting, der kan holde sig, hvis de ikke bliver spist på dagen, f.eks. tørvarer (kiks, riskiks, popcorn), ting, der er enkeltindpakkede og kan bruges senere, selvom de har ligget i en varm rygsæk (figenstænger, rosiner, små juice) og evt. lidt slik, der kan aflede fra alt det, der lokker (små pakker karameller, en slikkepind osv.). Alt sammen noget, der er til at betale sig fra, og som kan smides tilbage i skabet og medbringes næste gang, man har det med hjem.

Kort sagt:

Ferie hjemme:

*Mad med lang holdbarhed

*Lidt på lager, der er nemt at tilberede og som kan laves til én dag ad gangen.

*Mindre mængder af madvarer med kort holdbarhed

Ferie på tur:

*Mad-mad, der spises lige inden/ved ankomst, men inden man kommer ind til alle fristelserne

*En forhåndsbeslutning om, hvad man evt. vil købe på stedet

*En forhåndsbeslutning om, hvad man gør med aftensmad 

*Snacks, der er billige og kan holde sig længe

Ovenstående er de redskaber, jeg selv bruger til at styre indtag, madspild og økonomi, når vi holder ferie. Har I derude andre tips og tricks, så smid dem endeligt i kommentarfeltet. 

Jeg håber, jeg har fået svaret på det, du spurgte om, Anita. Hvis ikke, eller hvis noget er uklart, så spørg endelig yderligere ind.

God weekend.

M2021, uge 6

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Mindet en veninde, der bor i samme boligforening som jeg om, at man får dækket istandsættelse af lejemål (maling og afslibning af gulve), hvis man fraflytter efter 10 år. Hun og manden går med overvejelser om at flytte, men ved at vente 12 måneder, kan de spare er ret anseeligt beløb. 

Køber man et hus, føles de 25.000 kr sikkert ikke, som om de gør en forskel. (Og det skal retfærdigvis siges, at regningen nedskrives ift. hvor længe, man har boet i lejligheden). Men husker man renterne, er det alligevel et halvt års ekstra løbetid på lånet, man tilføjer, hvis man betaler 5000 kr. af i måneden.

Jeg er efterhånden ved at forvandle mig til den clips, der i 90’er-udgaven af Microsoft Office hele tiden, uopfordret, kom med gode råd, men med min økonomiske historie, synes jeg egentlig, at jeg har optjent retten til at være irriterende.

2.

Har jeg fundet både en lampe og et sengetæppe til mit nye soveværelse på hhv. DBA og Marketplace. Begge dele var PRÆCIS, hvad jeg var på jagt efter, både i størrelse og design, og selv efter 3 dages intensiv søgning på Google efter nye ting, havde jeg ikke fundet noget, der faldt i smag. 

Lampen, som jeg gav 50 kr. for, er fra Ilva, hvilket faktisk betyder noget. Ikke pga. navnet, men fordi jeg er ret hysterisk med el-artikler, og meget sjældent køber det brugt. Jeg har tolket så meget brandbekæmpelse, at jeg aldrig kommer til at tage let på kortslutninger, elendige ledninger osv, og derfor køber jeg ALDRIG lamper og lyskæder udenom danske forhandlere.

Sengetæppet kostede 200, og var det enste, jeg kunne finde OVERHOVEDET, der passede med de mål, jeg skulle bruge. Fordi min seng står op af væggen på to sider, bliver sengetæpper, der er beregnet til at hænge ned på alle 4 sider, for lange.

Inden jeg købte det, skrev jeg til sælgeren og spurgte, hvor det havde været opbevaret i de 6 måneder, hun havde haft det til salg, fordi jeg har haft et par trælse episoder med flyverdragter, der har været opbevaret på loftet, og som jeg ikke har kunne vaske lugten ud af. Hun forsikrede mig om, at det havde ligget ‘i et skab på et værelse med varme på’, og da det kom, havde hun pakket det så fint ind i gavepapir og bundet en sløjfe om.

Det var dejligt at blive mindet om, at der er mennesker som Kirsten derude. 

3.

Har jeg lavet mexicansk one pot pasta, og i stedet for at koge pasta med i gryden, tømte jeg fryseren for alle de små ris- og pastarester, jeg smider derind, når jeg har en deciliter i overskud.

Jeg fik ryddet lidt op i fryseren, aftensmaden var hurtigere færdig, og det var et fint bevis på, at de rester, man er tilbøjelig til at smide ud, fordi der ikke er nok til noget som helst, snildt kan udgøre et helt måltid, når de rotter sig sammen.

M2021, uge 3

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Er jeg blevet færdig med min stue og min entre, og jeg har kæmpe optur over resultatet. Jeg ligger på lur med mit jammerlige iPhone-kamera i håb om at få taget et billede, hvor man kan få en bare nogenlunde fornemmelse af rummene, men lyset driller.

Jeg har altid lyst til at køre fuld plade på udskiftning af ALTALTALTALT, når jeg laver om, men denne gang har jeg besindet mig. I stuen er mine nykøb begrænset til et par nye plakater, tre nye pudebetræk, samt lidt smånips, mens jeg i entreen har flottet mig med en ekstra skoreol og 30 cm. kunstigt skind til min skammel til den nette sum af 170 kr. Mine knage vllle jeg gerne have skiftet ud, og havde det været for 5 år siden, havde jeg gjort det. Men jeg har øjnene stift rettet mod den forhave, jeg gerne vil have råd til, og derfor besluttede jeg, at eftersom der hænger 17000 jakker og tørklæder på dem hele tiden, så kan man alligevel aldrig se farven på dem. Spejlet derude har jeg skiftet ud med Fridas aflagte, lyskæden har jeg smidt i en anden vase, og det er blevet et helt andet rum.

Jeg har været i min kasse med billeder og pynteting, som jeg har sat væk, og den vil jeg gerne dvæle ved et kort sekund. For jeg sælger og videregiver de fleste af de ting, jeg skifter ud. På den måde kan jeg løbende forny en smule, uden at det koster det store. Men der er også nogle få ting, som jeg vælger at gemme, og særligt de sidste par år har jeg tænkt meget over, hvad jeg har valgt at lægge i gemme-kassen, fordi jeg er blevet så god til at skille mig af med det, jeg ikke længere bruger. Derfor har jeg været i tvivl om, om jeg ville komme til at bruge tingene igen, og det, jeg nu kan se er, at det gør jeg. Så bare lidt opbakning til, at man gerne må holde fast i de ting, man fjerner fra hylder og karme, hvis man ikke synes, man er helt færdig med dem. Der *er* en mellemvej mellem at gemme alt og skille sig af med alt.

2.

Har jeg holdt verdens mindste fødselsdag, og – som altid – tænkt madspild ind i ligningen på forhånd.

Jeg kørte som sædvanlig morgenmad, fordi det giver et væld af fordele. Det er nemt ift. forplejning, det ligger først på dagen, så alle ikke skal gå og vente (som man gør, hvis man går med kaffe og lagkage), og der er stort set intet spild. Jeg smed de 3 overskydende rundstykker i fryseren, hakkede peberfrugten og brugte den i suppe til aftensmaden, tog den skårne frugt med på legepladsen om eftermiddagen og brugte pålægget i madpakkerne mandag, tirsdag og onsdag. Jeg har noteret årets indtag i min bog, sammen med et link til de kanelsnegle, jeg bagte, som var de bedste, jeg nogensinde har lavet. De er koldhævede (GIGA smart!), lige tilpas snaskede, og så lærte jeg i den her opskrift, at når man skærer snegle med sytråd, så holder de faconen. De bliver så. flotte. Jeg testede det på pizzasnegle og hvidløgssnegle senere på ugen, og de blev også perfekte. Opskriften på kanelsneglene finder du lige her.

3.

Har jeg også lavet en smule om i køkkenet, mest fordi jeg nu var i gang. De kasser, jeg har ovenpå mine skabe, byttede jeg med 3 af samme slags (i en anden farve), som Anton har tøj i – han er ligeglad – og jeg skiftede et par af billederne ud med nogle, jeg før havde hængende i soveværelset. Lyskæderne i vindueskarmen, der har haft travlt det sidste halve år, er smidt i et par høje glaskrukker, jeg før havde lys i på badeværelset, og så forelskede jeg mig i min rundtur på nettet i en lille globus, som nu hænger i mit køkkenvindue, og minder mig om, at verden stadig er derude et sted.