Happy Xmas – (stress is over)

Jeg har i år haft et erklæret mål om ikke at lade mig stresse af december. Jeg elsker julen og lysene og alle traditionerne, men selv den mest hårdføre zenbuddhist kan vist godt momentvis miste pusten over alt det, der også følger med.

(Speaking of, mødte jeg en munk, da jeg forleden i en frokostpause løb rundt efter et par julegaver (En *virkelig* pæn en af slagsen – hvordan er lovgivningen på området; må de date?) Og jeg forstår jo godt, hvad han mener, når han spørger, om det er nødvendigt at have så travlt, for “hvad nu, hvis du dør om 30 sekunder?” Sandt. Men hvis jeg nu ikke gør, er det stadig rart nok at have styr på gaverne inden d. 24.)

Anyway: Det fungerer indtil videre ret godt at have gjort sig bevidste overvejelser om de begivenheder, der på papiret virker som den hyggelige essens af jul, men med små børn ofte viser sig mere at være essensen af helvede.

I tilfælde af at andre kan bruge mine erfaringer so far til noget, følger her:

Sådan undgår du den værste julestress med små børn – en liste:

Med alle punkter gælder det, at hvis det lige nøjagtigt er DENNE aktivtiet, der gør julen for dine børn, så skal den selvfølgelig gennemføres, men ikke før du har lavet en benhård og brutalt ærlig SWOT-analyse af, om du bliver så stresset af logistikken omkring det, at du forvandler dig til Frådende Mor, som ingen ønsker i bytte for et juleshow med Postmand Per.

Just say no to hard drugs og juletræsfester
Der er få ting, der kan stresse alle involverede parter så meget som juletræsfester. Det er kaotisk, det larmer og alle har et blik af desperation i øjnene, hvis du kigger godt nok efter. Overvej, om det er værd at bytte ud for en rolig weekend-dag derhjemme, hvor man kan jule i nattøj og lade op til andre, mere nære begivenheder.

Skovture og juledekorationer
Del den op, så I går i skoven den ene dag, og laver dekorationer den næste. Og husk, hvad der er supposed-to-be-hyggeligt her. Hvis det er turen i skoven, kan man sagtens nøjes med den og så købe sin dekoration af nogle spejdere eller noget, i stedet for at jage rasende rundt efter det mos, man ikke har kunne sparke sig frem for i månedsvis, men som nu på mystisk vis er forsvundet, alt imens børnene bliver mere og mere sure/får ondt i benene/skal tisse/fryser/jagter hjorte i brunst/æder grankogler.

Julepynt
Brug en aften, hvor ungerne er lagt i seng, på at finde pynten frem, og lav et bord med den pynt, de må gå amok på værelset med. Så kan der pyntes op i skøn, fælles forening, og det bliver en aktivitet at være sammen om, i stedet for noget, der skal findes ekstra tid til. Når – ikke ‘hvis’ – nogen bliver hidsige over, at de vil have det samme rædselsfulde LED-juletræ, så bare husk, at der også havde været konflikter, hvis I havde tegnet eller lavet puslespil.

Pakkekalender
Gå med adventskalender i stedet for den daglige version. Minimalt stress ift. køb af gaver, man kan økonomisk tillade sig en smule mere, og man er fri for at skulle op kl 3 hver nat for at tjekke, hvad der mon er kommet i posen.

(Her er det så vigtigt, at man ikke selv lader sig overvælde af juleånden og smider en ekstra pakke i en tilfældig onsdag, for så er man selv ude om det.)

Drillenisser
Jeg har en af de små døre, man kan sætte ved gulvpanelet. Frida er fuldstændig elektrisk over det, og så bliver det faktisk hyggeligt at gå og planlægge. Vi skriver et brev på et par linjer til ham om aftenen, som han så svarer på i løbet af natten, og jeg vil gætte på, at de breve bliver ret sjove at have om nogle år, fordi det 100% er børnene, der får lov at diktere. Vi har indtil nu skrevet 5 breve om, at vi ønsker os en lillebror. (Hahaha. Nej.)

Jeg har slået 2 fluer med ét smæk; det er nissen, der har gaver med, og det er også ham, der driller. Hold. Det. Simpelt. For selvom det ikke tager 20 minutter at binde bord og stole ind i vitavrap om aftenen ( – når man kommer i tanke om det kl. 23), så skal man stadig nå at Ih! og Åh!’e næste morgen – og at rydde op. Et lille pro-tip er at forvandle noget af det, man alligevel skal, til drilleri. F.eks. har jeg frosset lommepengene ned, pakket tandbørsterne ind i sølvpapir, gemt tøjet i ovnen, bundet skoene sammen med gavebånd, farvet mælken blå og vendt stolene om. Det er også nissen, der har pakker med om søndagen. 24 aktiviteter kræver opfindsomhed, og hvis man lægger fra med at pakke hele huset ind i gavepapir, bliver det lange 24 dage. I nat, hvor vi også har haft besøg af drillenissen fra skolen, som har tegnet smileys på fødderne af begge børn med sprittusch (oh, sue me), har han fanget det lille svin og bagbundet ham med strips og guldbånd. 2 fluer med ét smæk.

Julebag
hyggeligt på tv. Med små børn og i virkeligheden? Not so much. Hvad var det, du hældte i skålen, Anton, fuck, de skulle have været ud nu, (nej, det er også rigtigt. Man må ikke sige fuck) PAS PÅ BAGEPLADEN, DEN ER VARM, Frida, nej!! Ikke tørre fingre i Antons hår! Snydetricket her er færdig dej, som ungerne kan hjælpe med at forme, eller én slags småkager, hvor man i bedste tv-kok stil har stillet alle de afvejede ingredienser frem. Resten køber du – Karen Wolff skal også leve.

Ovenstående er, hvad jeg indtil videre har gjort mig af erfaringer omkring downsizing af julestress. Hvis nogen derude ligger inde med andre fif og tricks er jeg lutter øren.

God weekend.

Pumpkin spice latte ( – eller chai)

Noget af det bedste ved efteråret er, at alle kaffebarer med respekt for sig selv, sælger pumpkin spice latte, som vel nærmest er kaffens svar på en chai.

Jeg har aldrig tænkt på at lave dem selv (ja, ‘dem’. Plural), før jeg forleden så en opskrift på fb. Så tog det mig til gengæld under 10 sekunder at blive besat af tanken, for jeg fik nærmest lyst til at æde min skærm.

Nu har jeg prøvet opskriften, og er du svimmel, det er godt! Og nemt!?

Det ville være decideret tarveligt at sidde på dén, så hermed laver jeg en pass-it-on. Helt lavpraktisk synes jeg selv, at det er nemmest, når en opskrift bare står, som den er, dak-dak-dak, men i tilfælde af at andre end mig ikke har gået til græskar, smider jeg lige mine erfaringer på nedenunder.

Til 3 store krus:

1/2 liter mælk*
3 spsk. græskar-mos**
3 spsk sukker (justér hvis du foretrækker ting mere eller mindre søde)***
1 spsk vanilje****
0,5 – 1 tsk pumpkin spice*****

Hæld det hele i en gryde, lad det simre 5 minutter, fordel i 3 krus og fyld op med kaffe (- eller te. Jeg testede, og det smager også skønt.)

Lav gerne dobbelt- eller trippleportion af græskarmælken, for den kan holde op til en uge i køleskabet.

* Jeg ved ikke, om den kan laves med fx. mandelmælk eller lignende, men hvis nogen prøver, må de meget gerne smide et heads up på resultatet, så paster jeg det ind i indlægget her #publicservice

** Min første indskydelse var at se, om jeg kunne finde det på dåse, ligesom det, der blev brugt i videoen, men så fik jeg sgu alligevel lidt ondt i den grønne samvittighed, og endte med at lave det selv. Det kræver lidt tid, men er super-nemt: Skrub et Hokkaido-græskar, halvér det, skrab kernerne ud, og læg det med kødsiden nedad på en bageplade. Bages 1 time v/ 175 grader. Derefter skrabes kødet ud og blendes. Det afgiver AFSINDIGT meget vand, når man bager det, så tag højde for dét. 1 græskar giver ca. 4 portioner (altså 12 spiseskeer) mos. Jeg har testet om man kan fryse det, og det kan man sagtens. Når jeg laver næste omgang, har jeg tænkt mig at bage 2-3 græskar samtidig, for mosen kan med garanti bruges i boller, suppe eller tærte, hvis det utænkelige skulle ske, at man bliver træt af latte – og så kan man jo lige klappe sig selv på miljøskulderen over at udnytte pladsen og varmen i ovnen.

*** Jeg ved ikke, om den kan laves med sukrin el. lign., men ligesom med mælken, må man gerne skrive, hvis man prøver. Jeg har testet den med kondenseret mælk og det smager – selvfølgelig – også fantastisk.

**** Jeg synes, det bliver bedst med flydende vanilje, men vaniljepulver kan også sagtens bruges.

***** Hvis du bor i en større by, kan man givetvis købe det her færdigt. Hvis ikke, kan du gøre som mig,  og blande 1 tsk kanel, 1/2 tsk stødt ingefær, 1/2 tsk stødt nellike, 1/2 tsk muskatnød samt 1/2 tsk. kardemomme. Så er der til et par portioner.

Skål og glædeligt efterår!

GemGem

Linda & The Juice

Fordi det er lørdag, kommer her opskriften på en smoothie, jeg har drukket 80 liter af, siden jeg fik den fremstillet ved et tilfælde for et par uger siden, da jeg tømte mit køleskab i min blender.

Den egner sig fortrinligt som læskedrik på varme sommerdage, og imens vi venter på dem, kan man bare drikke den som en virgin daiquiri. (Slår man korsets tegn for sig ved dén tanke, tror jeg bestemt ikke, den bliver dårligere af en sjat hvid rom.)

Til 2 store glas skal du bruge:

1 lime (saften)
1 avokado
2 store håndfulde frosne jordbær (- og jeg har store hænder, så altså .. rigeligt) (ps: Jeg kører bare, helt hard core, bær direkte fra posen, come E.coli or high water, men er man lidt mindre løs på bakterietråden end mig, kan man koge bærrene, blende dem og fryse dem som cubes)
1 dl. koncentreret hyldeblomst-saft
Mynte efter smag (20-25 blade) (Jeg kan varmt anbefale en krukke med mynte på altanen/i haven. Jeg har det modsatte af grønne fingre, men selvom jeg behandler min mynte som Justin Bieber behandler sin omverden, er den to skud fra at falde i kategorien ‘busk’)
Pæresaft (fra Bilka – står på juice-hylden), så konsistensen passer. Jeg har ikke målt, men tror, jeg bruger 4-5 dl.

Tilbage er bare at blende og begejstres.

Skål og god weekend!

Hvilepuls og småfif til nye bloggere

En hilsen fra ferielandet, hvor vi har lagt hårdt ud med en mand nede med bræksyge. Man kunne vælge at være rasende over, at ferien starter sådan, men egentlig er det bare rart, at jeg kan koncentrere mig om at pylre om ham, kogevaske sengetøj og skrubbe interiør ned i Rodalon, og ikke hele tiden skal have 50% af opmærksomheden parkeret i præ-stress over hverdagskabalen, der altid er ekstra svær at få til at gå op, når nogen er syge.

Den sidste uge op til ferien gik, som den slags altid går, hvor man 7 gange dagligt bliver lidt forbløffet over, at man stadig forventes at være igang. Således kom det flere gange bag på mig, at jeg skulle sørge for madpakker, rygsække til SFO-ture og være den, der fik alle mand ud af døren til tiden.

Jeg har sådan glædet mig til denne ferie, fordi det er den første, siden Frida kom til, hvor vi har tid til bare at holde ferie, og hvor det ikke er barsel, konkurs og flytning, der stjæler opmærksomheden. Vi trænger alle 3 til ro og tid, og ungerne opholder sig allerede så meget og længe i sandkassen og på trampolinen, at jeg med sindsro kunne smide deres værelser på airbnb. Kender jeg mig selv ret, begynder rastløsheden at klø, når vi er halvvejs gennem ferien, men i år har jeg faktisk lyst til at se, hvad der er på den anden side. Jeg tror, helt ærligt, aldrig, jeg har formået at stå den igennem.

Men sommertid er agurketid, også i blog-land. I holder ferie, og det gør vi også, og uanset, om man rejser kloden flad, eller om man har børn omkring sig 24-7, så kniber det vist for mange af os at finde de lommer af tid, hvor tankerækker får ro nok til at udvikle sig til indlæg. Da jeg netop igår fik en mail af den slags, der ind imellem finder vej til min indboks, tænkte jeg, at det måske var oplagt at lave et lille fællessvar; mailen var nemlig fra en potentiel kollega in-spe, som spurgte, om jeg har nogle gode råd, hvis man gerne vil begynde at blogge.

Og hvem ved, måske sidder der nogle af jer ude bag skærmene, der også kunne have lyst til at begynde at skrive, så her følger 11 erfaringer, jeg har gjort mig i min tid i blogsfæren:

1) Du skal have lyst til at dele lidt af dig selv. Det synes jeg faktisk gælder i alle former for underholdning, uanset om vi taler om undervisning, tekstfremstilling eller musik. Hvis du er belagt med teflon, kommer der et tidspunkt, hvor folk mister interessen for dig, fordi de ikke kan mærke, hvem du er inde bagved. Du behøver ikke dele dine inderste hemmeligheder, men du skal have noget, der umiskendeligt er dig, som læserne har lyst til at holde fast i og vende tilbage til, hvis du skal have fodfæste som blogger.

2) Når du har startet din blog, vil du gerne findes. Ellers er der lidt som at holde åbent hus, og sidde der, med alle sine pindemadder, og stritte. Her er det meget brugt at fiske læsere ved at kommentere hos andre bloggere, hvilket er helt efter bogen. Men tænk over, at det bedre kan betale sig at lægge en gennemtænkt kommentar et par enkelte steder, end at spamme kommentarfeltet hos 20 af de største bloggere, du kan finde, med et eller andet ligegyldigt. En kommentar som “haha – fedt indlæg. Mvh bloggertøsen.blogspot.com” får ikke serveren til at brænde sammen af trafik.

3) Du må gerne stjæle – men stå ved det. Man kan ikke få alle de lyse indfald selv, men blogland er forbløffende lille, og når man som læser ser én, der helt åbenlyst planker en god idé fra en anden blogger, og lader som ingenting (det sidste værende det essentielle her), så mister man lidt respekt for vedkommende.

4) Hold kadencen. Det er ligesom på savannen: Står du stille for længe, er du færdig. Deprimerende mange dygtige bloggere er forsvundet fra landkortet på den her. Jo længere tid der går, fra du har blogget sidst, desto sværere er det at komme igang igen. Personligt får jeg sådan en underlig idé om, at hvis jeg har været fraværende i en periode, så skal det være helt EKSTRAordinært underholdende og fantastisk og hysterisk morsomt og afgrundsdybt, alt sammen tilsat lydefri korrektur, når jeg endelig rider tilbage i arenaen. Det pres er der ingen, der kan holde til. Hold gryden i kog med et hverdagsindlæg om alt og ingenting, så du ikke bliver paralyseret af din egen præstationsangst.

5) Overvej hvor meget læserinddragelse, du har lyst til at lave. Det er nok særlig vigtigt, når man er ny, for det tager tid at opbygge en læserskare, og selv når man har den, aner man ikke, om folk lige læser et indlæg på telefonen i frokostpausen eller under bordet til en kedelig forelæsning. “Hvad er jeres erfaringer med husblas?” og “Hvilke principper bruger I, når I opdrager børn” gør så ondt, når de står der, nederst på siden, med vindheksene fygende om fødderne.

6) Det er en god ide, hvis du kan skrive. Her forsøger jeg ikke at være morsom, men ind imellem støder jeg på nogen, som vil blogge, fordi de har en historie, de gerne vil dele. Hvis du tænker på de 10 bedste sangere, du kender, vil nogle af dem være råt, vokalt talent, mens andre er dygtige håndværkere, som kan et eller andet ekstra. Der er ikke én måde at være en dygtig sanger – eller blogger – på, og smag er individuelt. Men jeg tror, man vil opleve den største glæde og forløsning, hvis man vælger en platform, der understøtter det talent, man har.

7) Anonym eller ikke-anonym? Jeg tror, at de fleste i starten leger med tanken om at være anonyme. Det var også sådan, jeg selv startede. Min egen oplevelse var, at det er en frihed, der medfører ret store begrænsinger, simpelthen fordi du risikerer ikke at kunne skrive om det, der trænger sig på, uden at sætte din anonymitet over styr.

8) Hvis du har børn og blogger om dem, så husk, at du ikke kan være sikker på, at de er voksne, når de finder din blog. Jeg har skrevet et indlæg om lige præcis denne problematik her.

9) Hvis du gerne vil have en god relation til dine læsere, så prioriter at svare på deres kommentarer. Jeg havde selv en periode, hvor jeg ikke var ret god til det; tiden var knap, og jeg syntes, at det var vigtigere at producere nye indlæg, end at svare på kommentarer. Der har jeg ændret standpunkt. Jeg ville gå død i at blogge, hvis mine læsere holdt op med at engagere sig i det, jeg skriver, og hvis de skal blive ved med det, og blive ved med at have lyst til at bruge tid på at kommentere, så kræver det svar. Når jeg kommenterer hos andre, påvirker det også mit syn på dem, hvis de gentagne gange ikke svarer. Engang imellem spænder livet ben, men min fornemmelse er, at folk har forståelse for dette, hvis man normalt forholder sig til det, de skriver, og svarer.

10) Lad være at skrive noget om nogen, hvis du ikke er klar til at tage konfrontationen med dem up-front. Den her har jeg selv lært på den hårde måde. Jeg skrev f.eks. engang en halv-harsk post om to værter fra P3 – som endte med at kommentere på det selv. Jeg står stadig ved essensen af indlægget, men jeg havde – indrømmet – formuleret det anderledes, hvis jeg vidste, de ville ende med at se det.

11) Og endelig: For mig virker det godt, ind imellem at tænke: “- men hvorfor er det relevant for andre at læse om?” Det er ikke en avis, vi skriver, og der skal være plads til lal og bananer, men hvis jeg prøver at tænke over, hvad jeg får ud af det, når jeg læser med hos andre bloggere, kan det være genkendelighed, et godt grin, noget at tænke over, en ny vinkel på en kendt problematik osv. osv. Men det luger ud i mængden af de indlæg, som jeg – hånden på hjertet – ikke selv finder ret interessante hos andre. F.eks. lange, rosende omtaler af veninder, indlæg om ting, man ikke “kan løfte sløret for”, drama og intriger med mennesker, jeg ikke aner, hvem er, osv. Alt kan naturligvis ikke være for alle, det er klart, men en del af charmen ved blogmediet er jo netop læserne, så for mig er det rart med en rettesnor, så jeg fra tid til anden finder tilbage i selvvalgt geled.

Og efter således uopfordret at have udøst lidt af min uendelige visdom, vil jeg bare trække mig tilbage og vente på, at bloghimlen oplyses af nye stjerneskud.

Sommertips og -tricks

Med dén overskrift kunne man måske godt forvente et link til en artikel i Hjemmet, men efter en uges ferie er det alt, hvad min hjerne kan komme op med, og den dækker faktisk indholdet meget godt, så vi lever med det, har jeg besluttet.

Der er ikke tale om sponsoreret indhold, men bare om produkter og ideer, jeg i al beskedenhed synes er så geniale, at de må deles. Må. Ikke kan. Må.

Så uden yderligere ophold, kommer her en håndfuld gode ideer til at gøre sommeren både nemmere, bedre og billigere.

Køkkenet:

Vin-terningen.
Den eneste forklaring, jeg kan finde, på at dette fænomen ikke er mere udbredt, end det er, er at de fleste kommer til at drikke al vinen, og dermed ikke har sjatter tilbage at fryse. Men altså: Hvis der er lidt tilbage i flasken, når gæsterne er gået, eller hvis din venindes rosé ikke er helt så god, som din egen, så hæld det i is-terningebakker eller små bægre og smid dem i fryseren. Når du drikker vin næste gang, kan du smide en klump is i, som ikke fortynder vinen, i takt med, at den smelter. (Pga. alkoholen bliver den ikke hård-hård, men kan sagtens vippes i glasset alligevel.)

Is-kaffe:
Hæld 6 dl. kogende vand over 1 dl. instant kaffe. Røre-røre-røre. I med en dåse kondenseret mælk. Røre mere. Hæld i små bægre/forme (muffin-forme er perfekte i størrelse), og smid dem i fryseren. (Vær lidt omhyggelig, når du fistrer rundt med det her; det er fedtet) Når du vil have iskaffe, smider du en terning i et stort glas, hælder mælk/Bailey/Kahlua over, ét voila. Hvis du vil lave den som ice-blend, skal du fryse kaffe-massen i mindre tern, så du ikke slår din blender ihjel, men igen: Det fedter, så lad være med at lave klassikeren med is-terningebakken, hvor halvdelen ender i bunden af fryseren.

Det perfekte smoothiebæger:

Her taler jeg primært til folk med børn og/eller uden motorik. At drikke smoothies af de her, er genialt af 2 grunde: For det første kan sugerøret ikke hives op, hvilket der ikke kan siges nok godt om, hvis man har børn med “hvordan mon dén virker”-personligheder (RIP timeglas, høretelefoner og 3/4 af min køkkenmaskinpark) For det andet slutter sugerøret så tæt, at der ikke sker noget ved, at ungerne hælder bægret, når de drikker af det, eller at man vælter det i bilen – hvilket ikke mindst er en fordel, hvis man er glad for farvestrålende bær eller mælkeprodukter.

Vandflaske-rotationsordningen:
Jeg har 3 vandflasker af dem i hård plast, der kan gå i opvaskemaskinen. Når det bliver varmere i vejret, smider jeg dem i fryseren med 1-2 dl. vand i natten over. (Hvis ikke fryserfabrikanterne forsøger at hverve mig efter det her indlæg, er de idioter). Næste morgen er det bare at fylde op med vand, og så er der koldt vand de næste timer. Det fungerer ekstra godt til vandflasker, der skal med i skole, eller hvis man sover et varmt sted (eller ammer!) – det er ret fedt at have koldt vand ved hånden, så man ikke skal til at makke rundt efter det i nattens mulm og mørke. Som ekstra bonus, virker de også som køleelement for madpakken.

(I øvrigt kan princippet overføres til alt. Lige nu drikker jeg frisklavet ingefær/grapejuice-the i litervis, og når jeg alligevel laver om aftenen, presser jeg bare ekstra grape, så der er til næste morgen. I fryseren med det, og ingefær-teen i køleren.)

Terassen:

Underholdning til terassen, I:

Dronningen af Tearling – Erika Johansen. En solid moppedreng af en bog, som faktisk er en ungdomsbog, men jeg åd den på 3 aftener: Den er god! Vi er ude i en Hunger Games/Game of Thrones hybrid, og hvis ikke, den låner, der lige nu holder 2’eren som gidsel, rubber neglene og kommer igang, så trækker jeg selv sværdet og drager i krig #Khaleesi

Underholdning til terassen, II:

Sense8, Netflix. Det her er virkelig en undervurderet serie, synes jeg. Det er umuligt at forklare plottet, så jeg vil ikke engang forsøge, men vi er ude i en mild afart af sci-fi genren (som jeg ellers hader), som samtidig er både ekstraordinært flot filmet og har et virkelig lækkert soundtrack. Jeg ved ikke, hvorfor det her kommer til at lyde som en anmeldelse i Informationen, og jeg har på fornemmelsen, at jeg modarbejder min egen sag her, men giv den et skud. Jeg var fanget.

Underholdning på terassen, III:
Madbloggen Valdemarsro. Ikke kun fordi den er ualmindelig fin og inspirerende, men også fordi Ann-Christine, det rare menneske, tilbyder et nyhedsbrev, som er en madplan, free of charge, en gang om ugen. Den kommer lørdag formiddag og det er fuldstændig genialt, fordi det er der, man har så meget overskud, at man kan rammes af inspiration. Jeg har prøvet mange af retterne, og kan kun sige godt om dem, og så sker der også ofte det, at jeg bliver inspireret af nogle af opskrifterne, til at lave noget lignende af rester, der trænger til at blive brugt. Der er mad i alle kategorier, det hele er børnevenligt og så kræver det bare det, man har i skabet, og ikke obskure ingredienser, høstet ved fuldmåne af jomfruer.

Badeværelset:

Duft-glasset:

Har du nogensinde set de små flasker med træpinde og duftolie i, og tænkt, at det så fint ud, men alligevel været for nærig til at give 150 kroner for arrangementet? Ingen panik – jeg har dig. Køb et glas med en lille åbning (så herligheden ikke fordamper for hurtigt), gå i køkkenskabet og tag en håndfuld træspyd af dem, du bruger til mad, hæld vand i glasset (evt. demineraliseret vand fra en kondenstørretumbler), hæld en sjat husholdningssprit og 20 dråber æterisk olie i, og læn dig så tilbage i selvtilfredshedens bløde stol.

Hår-doughnut:

Jeg kan ligeså godt være ærlig: Det her er jeg pissesur over, at ingen har fortalt mig om noget før. Jeg har meget hår. VIRKELIG meget hår. Så meget, at jeg skal bestille ekstra tid, når jeg skal have lavet striber. Beklageligvis er det samtidig så glat, at det ikke vil noget som helst, og derfor ser det ud af ca. ingenting. Jeg er bedst til, at mit hår ikke klasker rundt i mit ansigt, og særligt når det er varmt, men den famøse ‘messy bun’ bliver bare aldrig andet, end en topsy tail, der har begået selvmord i nakken på mig. Men så opdagede jeg doughnuten, og if you could see me now! Jeg ligner en med 4 kg. extensions, og jeg tager den aldrig af igen.

Varmeresistent makeup: 

Jeg er en af dem, der ikke bruger farlig meget make-up; et blandingsprodukt af i mange år at have boet i et fitnesscenter, og en personlighed, der ikke sådan er girley-girley. Men jeg vil stadig gerne have lakerede negle, og lidt på øjnene. Jeg gider bare ikke, hvis neglelakken skaller efter 23 sekunder, eller eyelineren forvandler sig til noget smokey-eyes på flugt, så snart man sveder det mindste. Måske er det tilfældigt at begge produkter er Gosh, måske bruger de bare ekstra farlige kemikalier, jeg ved det ikke. Men det virker. Og det er billigt. Win-win. Uanset om du kører to timers spinning, om du ligger på stranden eller om du jerner rundt efter dine unger, der hele tiden stikker af, så kan neglelakken ikke slåes af med en mejsel, og eyelineren ligger præcis hvor du lagde den om morgenen.

That’s it, kids.

Hvis I ikke går sommeren i møde, svale, nydelige og godt underholdte, er det i hvert fald ikke min skyld.

(Og har man selv en ide, der brænder efter at blive delt, så gå endelig amok i kommentarfeltet)

De rige har mange glæder – de fattige har mange børn

Jeg har aldrig været ret god til at spare op. Som jeg har skrevet om i et gammelt indlæg, hører jeg til dem, der bedst kan lide, at hverdagen er et rart sted at være, og vi ved alle, at rart koster penge.

Men nu vil vi gerne snart flytte. Vi bor i en boligforening, som har nogle små rækkehuse ret tæt på Antons kommende skole, og dem vil jeg *virkelig* gerne have fingrene i ét af. Desværre er der kun 2 af husene, der har 4 værelser, og det er et krav for mig, at børnene kan få et værelse hver. Det er ok, at værelserne er på størrelse med Cirkelines tændstikæske, men der skal være en dør, man kan lukke, hvis man trænger til at være alene.

Til gengæld er der en del 3’ere derude, og egentlig er alle husene tegnet til at være 3’ere. To af familierne, der skulle flytte ind, da husene blev bygget, fik bare lov at dele soveværelset, så det blev til to små værelser i stedet for ét stort. Det er jo tæt på at være genialt, så jeg har været igang med at undersøge, hvordan man gør, og hvor dyrt det bliver, hvis jeg selv skal gøre det samme, nu hvor husene er færdigbyggede, og man derfor skal have slået hul i ydermuren, så man kan få et vindue sat i.

Lang historie kort: Vi skal til at spare mere op, end vi gør idag.

Efter jeg har fået børn, er jeg blevet en smule mindre ødsel, og jeg går f.eks. ret højt op i at stoppe madspild, så dér sparer vi en del. (At der ikke findes sushisteder og kaffebarer i Esbjerg hjælper selvfølgelig også.) Efter at det gik op for mig, at prisen på plastikposer ikke længere er 1 krone, som den var, da mor var ung, men F I R E kroner (og jeg havde tjekket, at der ikke var tale om et planøkonomisk eksperiment) er jeg også begyndt at bruge stofposer. Det bliver jeg nødt til at kalde dem, for hvis jeg benævner dem ved deres rette navn: “Muleposer” visner min sjæl. Jeg har første gang til gode at se nogen komme gående med en mulepose og deres sexappeal intakt.

Men fordi der i min omgangskreds faktisk er ret mange, der af den ene eller den anden grund er lidt økonomisk klemte for tiden, kom jeg til at tænke på, at der her var en oplagt mulighed for at lave en slags ‘giv-det-videre’-indlæg. For lur mig, om ikke vi alle sammen gør et eller andet i hverdagen, fordi vi sparer penge på det – så måske vi kunne hjælpe hinanden?

Jeg håber virkelig, at I har lyst til at kommentere her, for hvis ikke: a) kommer jeg til at ligne en idiot og b) skal jeg bo her for evigt, og det synes jeg, at I skal overveje længe og grundigt, om I kan bære at have på samvittigheden.

Jeg ville virkelig synes, at det var fantastisk, hvis det blev et kommentarfelt, som alle kunne få noget ud af, så uanset om dit sparefif handler om kæledyr, børn eller havebrug, så smid det endelig. Det må gerne være noget, der for dig er indlysende – min erfaring er, at det stadig vil være nyt for andre. Det kan være af praktisk karakter (fx. ift at bestille noget på nettet) eller det kan være handyfif, så man sparer udgifter til tjenende ånder, der ellers skal komme og fikse ting for én. Alt er velkomment. (Men husk, at det er et offentligt forum, det her, så hold lidt igen med gode råd som: “Jeg fortynder min coke med kartoffelmel, inden jeg sælger den” og “Vi er 7, der deler min brors Netflix abonnement”).

Jeg kan selv starte:

* Jeg giver Anton superheltedragter i julegave. Gave og fastelavnskostume i ét.
* Jeg bruger discountbleer i dagtimerne, hvor jeg skifter Frida ofte, og gemmer luksusbleerne til om natten.
* Om søndagen bager jeg ofte en plade boller, som vi så spiser til aftensmad sammen med resterne fra køleskabet. Vi får spist op, der er plads i køleskabet til de varer, jeg kommer hjem med mandag OG jeg smører madpakker ved samme lejlighed. Win-win-win.

Så. Nu er det jeres tur. Jeg glæder mig til at læse jeres gode idéer!

God forlænget weekend derude. 

 

 

 

 

 

Ps: Det er ok at lægge kommentaren: “Jeg er vulgært rig, og beskæftiger mig derfor ikke med noget så frastødende som at spare.”

Licens og gode blogs er noget, vi giver til hinanden

Idag havde jeg tænkt, at I skulle lidt på banen. Jeg har ryddet op i listen over blogs, jeg læser med på ovre i højre side af billedet, og har fjernet de blogs, der ikke længere er i brug. Og så blev den sgu pludselig lidt kort.

Så. Jeg skal have fundet nogen flere blogs at læse med på, og det ville være dejligt, hvis I havde lyst til at hjælpe lidt med dét.

I den forbindelse kom jeg til at tænke på, hvad I – ja, dig – lige præcis *dig* – synes, gør en blog god? Vi er ikke ude i den store fiskeriekspedition, hvor jeg gerne vil aes på håret og forsikres om, at jeg er god nok, men de fleste af jer læser jo ikke kun med her, men følger med på mange forskellige blogs, og jeg er oprigtigt nysgerrig efter, hvad det er, der får jer til at blive hængende rundt omkring?

Jeg kan starte med at skrive, hvad der fanger og fastholder mig.

Sproget skal være godt. Hvis der er for meget sgu med k, må jeg med skam melde, at det prikker mig så meget i øjet, at det fjerner fokus fra indholdet. Jeg kan også godt lide, at persongalleriet er virkeligt, forstået på den måde, at de personer, der blogges om, ikke udstyret med øgenavne. Det betyder intet, at manden nogle gange omtales som ‘den bedre halvdel’ eller ‘gemalen’, og har man lyst til at anonymisere sine børn, og bare referere til dem med et forbogstav eller lignende, er det helt fint med mig, men jeg ryger af, hvis alle statisterne udstyres med aliaser som “Sukkermåsen” og “Spunken”. Ikke på grund af aliaserne, men fordi det på mig virker det lidt distancerende, og jeg bliver vist kun revet rigtigt med af de blogs, hvor mennesket bag tør blotte sig og lukke læserne ind. Emnet betyder ikke så meget for mig, bare der er lidt variation; hvis sproget er godt, kan jeg sådan set godt blive grebet af en blog om mad eller modelflyvere. Jeg er også ligeglad med reklamer og konkurrencer, men synes det er rart, når man i starten af et indlæg får at vide, hvis det er det, der er tale om. Helt lavpraktisk fungerer det også bedst for mig, at indlægget loader på siden af én gang, og ikke bare er en overskrift, som man så skal klikke sig ind på for at læse mere. Det er ikke en dealbreaker, men hvis du spørger mig, hvad jeg foretrækker, er det the one click wonders.

Og endelig synes jeg, at de blogs, jeg følger, har en god respekt for deres læsere. Der bliver skrevet i øjenhøjde, og udgangspunktet er, at vi er venlige, intelligente mennesker med gode intentioner. Der er masser af mennesker, der gerne vil provokeres af det, de læser; dem er jeg ikke en af, og derfor lister jeg også af igen, hvis jeg gang på gang får dikteret, hvad jeg som læser må tænke, gøre og skrive på bloggen.

Men nu er det jeres tur. Hvis I har tid og lyst, ville jeg sætte meget stor pris på en kommentar, hvor I anbefaler en god blog eller tre, og skriver så lidt eller meget, som I gider om, hvad der i jeres øjne gør en blog til en god blog.

På forhånd tak:-*

Konkurrence: Vind de nye Innocent Smoothies

Jeg har for længe siden besluttet, at jeg her på bloggen gerne vil køre en konkurrence fra tid til anden; det eneste ufravigeligt krav er bare, at præmien skal være noget, jeg godt selv gad vinde.

Det er tilfældet her. Du har nemlig mulighed for at vinde 2 måneders forbrug (60 stk) af Innocents nye smoothies “Smoothie plus Antioxidant” og “Smoothie plus Energise”, og få dem sendt lige til døren. Det gider man da godt, ikke?

Jeg har ikke selv smagt dem endnu, men jeg har første gang til gode at få noget fra Innocent, jeg ikke kan lide, så jeg har forventningerne skruet helt op.

For at vinde, skal du smide opskriften på din yndlingssmoothie i kommentarfeltet. Og ikke bare på “banan-kiwi-appelsin”-måden. Nej, vi vil have mængdeangivelser på. Ja, jeg ved det godt. Arbejde. Føj. Men tænk på, at når denne konkurrence er afviklet, har vi allesammen en hel samling af opskrifter på lækre smoothies, der er lige til at gå ind og hapse = alle vinder.

(Plus at jeg igen-igen-igen-igen-igen-igen har halsbetændelse, og derfor er desperat efter nye ideer at få frugt og grønt på, så den si, der går under navnet “mit immunforsvar” snart strammer sig bare lidt an.)

Vi starter nu, og lukker for bud på søndag (d. 25.01) kl. 20, hvorefter jeg lader random.org trække lod mellem de indkomne bud.

Sæt igang.

Life’s what you make of it

I sidste uge sad Anton og jeg og spiste rundstykker med blåbærmarmelade hos mormor og morfar. Jeg er ellers ikke marmeladetypen, men den her var virkelig overordentlig god. Som altid er jeg ude af stand til at mene noget i stilhed, og vi kom derfor til at tale om en af mine mors kolleger, og hendes forhold til marmelade. (Vi lever på kanten i vores familie.)

I de 22 år hun har haft børn, har hun hver eneste weekend spist stikkelsbær- og appelsinmarmelade, som hun ikke synes specielt godt om, fordi hendes sønner og manden ikke kan lide de mørke marmelader, som Ketty elsker.

Siden er min hjerne flere gange gået helt i stå over, at man i stedet for 6 gange om året at ofre de 30 kroner et glas marmelade koster, på sig selv, sidder og kører giffel efter giffel ind med det næstebedste af slagsen.

I 22 år.

Hold KÆFT, et spild af livskvalitet, morgenmad og marmelademadder.

Jeg ved faktisk ikke, om jeg for 10 år siden ville have tænkt så meget over det, men nogen gange er det som om, det samme tema går igen flere steder i ens liv; at alle historier man hører, og alle udfordringer man snubler over, udspringer af samme grundproblematik, som man bliver nødt til at forholde sig til og prøve at løse, før man kan komme videre. For et par år siden var det ærlighed, og hvordan man doserer den, jeg blev ved med at blive konfronteret med; både i mine venskaber, i mit arbejdsliv og på familiesiden, mens jeg det sidste halve år har fundet et element af afvejning og livsimpact i alt, hvad
jeg møder.

Jeg har altid haft meget temperament, og jeg har brugt flere nætter end jeg gider tænke på, på at ligge og stirre rasende op i loftet over indbildte fornærmelser, andre menneskers dumhed og irritationsmomenter, sådan helt generelt. Men hold kæft, hvor har jeg været træt af det. Træt af, at jeg lader petitesser og ligegyldigheder forgifte hele dage, og forpeste mit liv med negativ energi, der ikke bidrager med noget som helst, men som stadig klipper dage af det store målebånd.

Derfor begyndte jeg sidste år at øve mig i at bevare perspektivet. Og jeg ville ønske, at jeg kunne bryste mig af at være i stand til at hæve mig over arrigskaben med overskud og næstekærlighed alene, men jeg har haft brug for tre konkrete spørgsmål for at få det til at virke.

1) Ville det her stadig have betydning, hvis jeg fik et rigtigt problem? Som i: Hvis jeg i eftermiddag fik en forfærdelig besked om sygdom eller ulykke, ville jeg så ønske mig tilbage til i morges, hvor det største problem i mit liv var, at nogen havde lagt en modbydelig kommentar på bloggen? 98 % af alle problemer dumper her. Heldigvis.

2) Går jeg stadig op i det om en uge? Selvom det ikke umiddelbart fjerner raseriet, er det faktisk som om, det bliver lettere at acceptere, at det fylder her og nu, fordi jeg ved, at det bare lige skal have 24 timer til komme igennem systemet.

3) Kan jeg på nogen måde aflive/forkorte levetiden af dramaet? For at bruge eksemplet med hater-kommentarer igen: Jeg besluttede simpelthen at holde op med at svare på dem. For selvom det gav et kort øjebliks tilfredsstillelse at slå igen, tog jeg mig selv i efterfølgende at tjekke mails hele tiden for at se, om der var kommet et svar. Og hvis der var, kunne vi køre cirklen igen. Og igen og igen og igen. Og på den måde havde en fremmed, fuldstændig ligegyldig person, der ikke ville mig noget som helst godt, pludselig fået lov at suge glæden ud af op til flere dage.

Det virker. Hvilket jeg er ret taknemmelig over, for på mine gamle dage er det blevet vigtigere for mig at være glad – og at passe på glæden. Særligt efter at Lene er død. Det giver en ordentlig lussing af et wakeup call at opdage, at man ikke må tage tiden så meget for givet, at man pisser den væk på ligegyldigheder.

Derfor skjuler jeg idag folk på facebook, hvis deres statusser altid trykker på mine knapper.

Derfor flytter jeg idag folk udad i cirklerne – eller slipper dem helt – hvis de konsekvent tager mere energi, end de giver.

Og derfor sætter jeg aldrig mere tænderne i et stykke brød med dårlig marmelade.