Kategori: M2018/M2019

M2019, uge 14

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Kom Frida igen hjem med en stort set u-spist madpakke, fordi der var blevet delt fødselsdagsfrugt og -kage ud på gul stue. Det er 4. gang på en måned, og torsdag skrev jeg til børnehavelederen, om ikke der kunne sendes en opfordring med ud i nyhedsbrevet til, at man lige giver et heads up, hvis ens barn har noget med, enten over Tabulex eller med en old school seddel på døren.

Det kan godt være, at det virker som en lille ting, for de får jo også jævnligt mad med, de ikke spiser, så madspild er svært helt at undgå. Men der er omkring 120 børn i institutionen, hvilket i gennemsnit betyder 10 fødselsdage i måneden, så mængdemæssigt er der rasende meget mad, der går direkte fra køleskabet til skraldespanden hver eneste uge.

Opfordringen kom med i nyhedsbrevet allerede fredag, og jeg håber, at bare nogle af de andre forældre har lyst til at bakke op om initiativet. 

2.

Har jeg tørret alt mit vasketøj ude, og bare givet håndklæderne 10 minutter i tørretumbleren efterfølgende, så vi slipper for fornemmelsen af at tørre os i pap.

3. 

Døde min kaffemaskine, hvilket er et af de meget få husholdningsapparater, jeg erstatter pronto. Som i: Jeg kører ud og henter en ny, så SNART det sker. 

Det gjorde jeg så i lørdags, men den model, jeg plejer at købe, som er til at betale sig fra for penge, var udsolgt i El-giganten, som kun havde en mere luksuriøs – og dermed naturligvis også dyrere – model af samme mærke.

Mens jeg i desperation stod og googlede, hvor i byen, de mon havde mit sædvanlige weapon of choice på lager, kom den dyre model frem som sidebar-reklame, fordi Føtex havde den på bud.

Jeg handler meget sjældent i El-giganten, og jeg HADER at forsøge at forhandle mig til rabat i butikker (af en eller anden grund har jeg det anderledes, når jeg køber brugte ting privat), men da der i det samme kom en gigant-medarbejder gående forbi, spurgte jeg, om de tilfældigvis havde prisgaranti. Det havde de, og sådan gik det til, at jeg 10 minutter senere stod på p-pladsen med en ny og mere pimpet version af min sædvanlige kaffemaskine under armen, som jeg havde fået til lidt under den pris, jeg normalt giver for standardudgaven.

4.

Så jeg på fb et opslag om, hvordan folk lægger uge-budget, og det slog mig, at jeg faktisk har eksperimenteret med lidt forskellige udgaver, men ikke har skrevet om det her. 

Sidste år prøvede jeg kuvert-modellen, hvor jeg fordelte månedens rådighedsbeløb i 4 små portioner, og således vidste, hvad jeg havde til den enkelte uge. Jeg har hørt om mange, der er glade for dét system, men det fungerede ikke for mig.

For det første syntes jeg, at det blev enormt omstændigt med alle de kontanter. Både at huske at hæve dem og at have dem liggende et sted, hvor jeg kunne komme til dem, men hvor de ikke lå og gjorde sig til for alle, der kom forbi. 

For det andet endte jeg ofte med at købe dyrere, end det var nødvendigt, fordi jeg ikke kunne gøre brug af mængderabat, uden at bruge en uforholdsmæssig stor andel af ugens beløb.

Og endelig var vores økonomi bare ikke særlig velegnet til det, fordi vi ikke har feriekonti og opsparingskonti og tøjkonti osv. osv. osv. Alt kommer samme sted fra, og er der nogen, der pludselig har brug for nye gummistøvler eller kaffemaskiner –  jamen, så går de penge fra husholdsbudgettet, og vi har bare det mindre at gøre godt med resten af måneden.

Mit næste forsøg var en elektronisk version, hvor jeg fik lavet en ekstra konto (det er gratis i min bank), som jeg så flyttede et ugebeløb over på hver søndag. 

Det virkede langt bedre, fordi jeg nu bare kunne regulere, når jeg alligevel sad ved computeren, og også samtidig kunne lægge en buffer over til netop storkøb med mængderabat, eller til ‘den dims, jeg har ledt efter længe, og derfor SKAL købe, næste gang jeg ser den’. Bufferen kunne gå videre fra uge til uge, hvis den ikke blev brugt, men skabte ikke Rockefeller-illusioner, når pungen pludselig virkede helt fuld af kontanter.

Siden har mit indkøbsmønster ændret sig, fordi jeg er blevet langt, langt bedre til kun at købe det, vi mangler, og sjældent fraviger min indkøbsseddel, og derfor er det ikke længere helt så nødvendigt at skille ugerne ad. Men når jeg om et par år har betalt min gæld ud, tænker jeg, at min ekstra-konto bliver en slags mellemstation, hvor jeg flytter de penge over, som ikke direkte er en del af husholdningsbudgettet, men som stadig ikke er så meget i overskud, at de kan parkeres på opsparingen (f.eks. børnepengene, indtil vi har købt, hvad vi mangler, eller det beløb, jeg sætter af til service på bilen, indtil jeg ved, hvad det kommer til at koste osv.).

Mit mål er, at opsparingskontoen skal være fredet, så de penge, der står på den, faktisk er nogen, vi har i overskud, og som derfor kan bruges til fester, rejser og alt det andet, som ikke er livsnødvendigt, men som tilfører livet reel værdi.

M2019, uge 13

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge:

1.

Er jeg faldet af parfumevognen med et brag. Jeg siger ikke, at det er jeres skyld. Jeg siger bare, at hvis man bliver ved med at sende en narkoman links til billig heroin, well….

Nå, men i det mindste gjorde jeg det på den rigtige måde. For jeg fandt den på tilbud, købte den og fik sat byttebevis på, og sikrede mig, at jeg kunne få pengene retur, hvis det blev nødvendigt. Og så ventede jeg ellers på at nå til slutningen af måneden, så jeg kunne se, hvordan lønsedlen for marts kom til at se ud, nu hvor jeg har rettet mine fradrag. 

Den var bedre end frygtet, og da jeg samtidig fik 3000 kr. tilbage i varme (tak til den globale opvarmning, som i 2018 holdt temperaturen på jævne 39 grader fra 01. april til 31. oktober og dermed overflødiggjorde gulvvarme) lod jeg propperne springe og tænkte: 

Jeg bliver glad i låget, hver eneste gang, jeg får øje på den og 

2.

har jeg repareret min bruser med en plastik-kile. Vippefunktionen i brusestangen er så slidt, at bruseren nu hele tiden taber hovedet, sad-lonely-man style. Det er til at gå amok over at stå under, og selvom en ny formentlig ikke koster alverden, og jeg gætter på, at jeg ville kunne få den af boligforeningen, fungerer plastik-kilen, man kan ikke se den, og jeg er miljømæssigt meget tilfreds med mig selv. 

3.

Har jeg planlagt mellemmåltider ud fra, hvad jeg havde, der skulle bruges.

Jeg er efterhånden ret god til at få brugt rester til hovedmåltider, men de små ting, der hverken er noget eller ingenting, er svære at tænke ind i en madplan, synes jeg.

I denne uge besluttede jeg at bruge dem til mellemmåltider i stedet. F.eks. havde jeg en pakke knækbrød, som jeg har flyttet rundt på i 100 år. Jeg købte en god ost, og fik dén onduleret. Lidt forskellige mandler og nødder blev fordelt i små poser, jeg fik brugt de mandariner og kiwier, der har leget gemme i grøntsagsskuffen, og jeg købte en liter appelsinjuice, så vi kunne få gule smoothies ud af de frosne poser frugt og risengrødsrester, jeg ikke har kunne finde anvendelse for.

De fleste af tingene krævede et tilkøb af en slags for at kunne bruges, men på bundlinjen gav det stadig mening, fordi vi dels fik tingene brugt, og fordi vi under alle omstændigheder skulle have købt noget til mellemmåltiderne. 

4.

Har jeg taget lyskæden af min bænk ude foran, og gjort den klar til forår og sommer. Den er vasket grundigt og tørret pænt af, alle alger og pletter er fjernet, og jeg har skrevet på min seddel, at jeg skal have købt lidt træolie til de steder, hvor malingen er skallet af.

Ligeledes har jeg pudset mine vinterstøvler pænt, inden jeg pakkede dem væk, for det er efterhånden gået op for mig, hvor meget jeg kan forlænge levetiden på ting og tøj, hvis jeg passer ordentligt på det.

Det handler selvfølgelig også om, at der er lidt mere tid nu, end der var, da Frida var spæd og vi lige var flyttet, men jeg kan godt lide tanken om, at et biprodukt af at blive bedre til at passe på mine penge, også er at blive bedre til at passe på de ting, jeg vælger at veksle dem til. 

M2019, uge 12

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Pillet mit “Tøjpakke sælges”-opslag med tøjet, jeg har ryddet op og ud af Fridas skab, af diverse salgssteder, lagt det op på en anden måde – og solgt det hele. 

Udfordringen med at sælge brugt er, at man i høj grad er afhængig af, at nogen specifikt er på udkig efter det, man sælger, lige når man lægger det op, for hvis opslaget er bare en uge gammelt, er det min erfaring, at det sjældent resulterer i et salg. Og for mit eget vedkommende, springer jeg altid over de salgsopslag over, som folk har op’et 3-4 gange, fordi jeg – strengt nok – tænker, at der må være noget i vejen med varen, når nu den ikke bliver solgt. (Hashtag: #WhyImSingle)

Når jeg har meget tøj, jeg sælger, tager jeg altid opdelte billeder af det, så jeg har ét billede med alle bukserne, ét billede med alle kjolerne osv. i stedet for at have alt tøjet i én stor stak på samme billede. Dels ville jeg aldrig selv købe en tøjpakke, hvor jeg ikke på billederne kunne se, præcis hvad jeg købte, og dels ser det pænere ud, rent opslagsmæssigt.

Men det har også en anden fordel, nemlig, at hvis ingen bider på at købe den samlede pakke, så kan jeg lægge tøjet op i adskilte opslag, som jeg gjorde her. 

“Kjoler, 1 stk 15 kr/5 for 50” – billedet under.

“T-shirts, 1 stk 10 kr/7 for 50” – billedet under. 

Osv.

Har man fotograferet tøjet opdelt, kan man bare genbruge de første billeder, og det tager to sekunder at gøre. 

Jeg solgte det hele, og fik – ironisk nok – mere for det, end jeg ville have fået, hvis jeg havde solgt tøjpakken. 

Somme tider virker det ene, somme tider virker det andet, men på den her måde er det i hvert fald nemt at give begge modeller et skud. 

2.

Købt undertøj til Frida og bevidst gået efter noget i farver, der kan vaskes sammen med Antons og mit (mørke) tøj. 

Jeg kunne aldrig drømme om at tvinge hende til at gå i tøj, hun ikke vil have på, men man kan jo godt nudge med billeder af fint undertøj, der ikke er pink eller sart rosa, så jeg ikke enten skal starte vaskemaskinen, når den er kvart-fuld, eller skal købe 14 sæt undertøj.

Vi fandt nogle fine sæt i grå med billeder af diverse fabel-dyr og alle var glade. 

3. 

Fået et glas marmelade af min mor, som jeg selv har givet hende i gave.

Jeg ELSKER, at vi har snakket så meget om de her ting, at min mor faktisk også begynder at tænke over, at det vejer tungere, at ting bliver brugt, end at Emma Gad kan ligge stille i sin grav.

Så bare for at sige, at har du fået en gave af nogen, som du ikke bruger/får spist/kan passe, så overvej, at man ofte giver gaver, man selv elsker, og som man derfor – præsenteret på den rigtige måde, selvfølgelig – faktisk mange gange ville blive himmelhenrykt over at få retur.

___________________________________

Jeg har desuden opdateret anbefalingslisterne øverst på siden med følgende emner: 

Bøger:

Kridtmanden + Dengang Annie Thorne forsvandt – C.J. Tudor

Jeg læste disse to bøger i den rækkefølge, de er angivet ovenfor, og da jeg havde læst Kridtmanden, tænkte jeg, at jeg skulle huske at skrive den på listen her, for den er fandenfløjteme god! Bogens fortæller er voksen, men han fortæller i tilbageblik, og der er en ret superfed Stranger Things vibe i bogen, som minder om Stephen Kings måde at skrive på, minus gys og overnaturlige skrækelementer. 

Dengang Annie Thorne forsvandt? Full blown Stephen King, inklusiv klamme dukker, børn, der forsvinder og kommer tilbage, huse, med scary ass karaktertræk og. så. videre. Den er SYGT uhyggelig, og overdrevet velskrevet, og jeg synes, man skal skynde sig at låne dem begge to. 

I en mørk. mørk skov + Kvinden i kahyt nr. 10 – Ruth Ware

Her er vi ude i genren domestic noir, men disse bøger har fået væsentlig mindre opmærksomhed end f.eks. Kvinden i toget og Naboparret. Og det forstår jeg faktisk ikke, for jeg synes, de er fuldt ud på højde med den første og niveauer bedre end den sidste.

Lige præcis i denne genre, hvor historierne er bygget op om en hovedperson, der af forskellige grunde bliver mere og mere i tvivl om noget, de (måske?) har set/oplevet, synes jeg somme tider, at de små hints og antydninger bliver for fortænkte. At man allerede på side 35 sidder og tænker: “Så stop dog med at æde piller og drikke whisky, hvis du ikke fatter, hvad der foregår!?” Sådan syntes jeg ikke, det var her. Jeg troede på plottet hele vejen, og sproget er også væsentlig over middel.

Har man brug for en let-læser, som man stadig bliver fanget af, er de her to gode bud. 

Farvel, kære sofa – Majbritte Ulrikkeholm

Jeg har en blød plet for MU. Jeg synes, hun er ualmindelig sympatisk, og jeg elsker måden, hun skriver på. Hun har haft en svær barndom, og jeg har læst de fleste af hendes selvbiografiske bøger gennem årene. Det er de store emner, hun er optaget af, men hun er poet af hjertet, og hendes tekster er som bløde klavertoner for sjælen. Også når de handler om de svære ting. 

Jeg tror ikke, at hendes bøger egner sig til at læse fra en ende af, for de er en beskrivelse af den proces, hun over årene er gået igennem, og handler naturligt nok om mange af de samme ting. Men har man ikke stiftet bekendtskab med hende før, er den her bog et godt sted at starte, for den er – tekstmæssigt – let læst, og stadig tordnende smuk. 

Serier: 

The disappearance of Madeleine McCann

Stikord: Dokumentar. Den 3-årige Madeleine McCann forsvinder fra et hotelværelse, mens forældrene spiser på hotellets terrasse, da familien er på ferie i Portugal. Hun er aldrig fundet, og man ved stadig ikke, hvad der skete og om forældrene var indblandet. 

Jeg synes, at Netflix true crime-dokumentarer kan være en blandet omgang. Jeg var vild med serien om OJ Simpson, mens jeg opgav halvvejs igennem den om mordet på Versace. 

Men den her er mesterligt lavet. Ligesom retsagen mod OJ, blev denne historie dækket massivt af pressen fra første sekund, og det betyder, at store dele af serien er bygget op om de faktiske optagelser fra dengang. Det gør den ualmindelig troværdig. Og så er den lavet, så man efter det ene afsnit er 100% sikker på, at det var forældrene, der slog hende ihjel, mens man efter det næste er 100% sikker på, at de intet havde med det at gøre, men at en international pædofiliring stod bag. Man skifter fra afsnit til afsnit, frem og tilbage, fra første til sidste episode. 

Jeg var i tvivl om, om den ville være for hjerteskærende at se, men jeg synes faktisk, at Netflix-folkene har fået den skåret, så det er sagen og ikke den lille pige, man fokuserer på. Der er et par øjeblikke undervejs, hvor man lige må have fat i en pakke kleenex, ikke mindst i forhold til nogle af de andre børn, der nævnes, og den ualmindelig grimme underverden, man så gerne vil glemme findes, sætter sig også som et fedtet, uønsket lag på både øjne, hjerne og sjæl, men jeg husker stadig sagen, som var det i går, og jeg ville sådan ønske, at man fandt svaret på, hvad pokker det var, der skete. 

Mr. Robot

Stikord: Occupy Wall Street møder Train spotting. 

Rami Malek spiller overfor Christian Slater i en serie om en temmelig ustabil nørd, som er så dygtig til det, han gør, at han bliver head huntet af et undergrundsnetværk, som forsøger at bekæmpe kapitalisme i form af den virksomhed, som Rami Malek arbejder for. Det lyder DØD-sygt, men er overraskende underholdende, ikke mindst pga. et par plottwists undervejs, som man SLET ikke ser komme. 

Jeg startede på 2. sæson, som blev for hacker/matrix-agtig til mig, men første sæson kan varmt anbefales. 

Broadchurch

Stikord: Britisk krimi med ham fra Dr. Who. 

En 11-årig dreng findes død for foden af en skrænt, og herfra optrævles skæbner og sager til højre og venstre.

Serien er helt klassisk, britisk tv-krimi, og er ikke på højde med Marcella, men den er til gengæld heller ikke så dyster. Der er et par skønhedsfejl hist og pist, men jeg syntes, at den blev mærkbart bedre undervejs, og lige nu lusker jeg rundt på noget amerikansk BBC, for at se, om jeg kan få fingrene i 3. sæson, som af en eller anden grund ikke ligger på Netflix. Den er bestemt et skud værd, hvis man er til tør humor, gode plots og britisk accent. 

Tickled

Stikord: Dokumentar. En journalist fra New Zealand ser et klip på facebook om ‘competitive endurance tickling’, og synes, det lyder *så* obskurt, at han beslutter sig for at se nærmere på, hvad dét går ud på. Dermed træder han uforvarende ind i en verden af afpresning, chikane og trusler på livet. 

Det her må være den mest vanvittige dokumentar, jeg nogensinde har set. Man starter med at synes, at det er mærkeligt, men lidt latterligt, grænsende til patetisk, men efter 1,5 time sidder man med håret blæst tilbage efter et indblik i noget, man ikke kan finde ud af om er soft porn, pyramidespil eller forsøg på at ødelægge unge menneskers liv. 

Den blev vist på Sundance Festival i 2016, men ligger på You Tube, hvis man har lyst til at se den.

M2019, uge 11

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Fået et skattesmæk på 9.000 kr., hvilket jeg på ingen måde havde forventet, fordi jeg sidste år netop valgte at indbetale min restskat, for ikke bare at skubbe den videre. 

Da jeg var færdig med at hamre hovedet ned i bordet, prøvede jeg at sammenligne min årsindkomst fra min december-lønseddel med tallene på både årsopgørelse og forskudsopgørelse, og jeg havde det som om, jeg forsøgte at læse noget på kinesisk. Så snart der er tal involveret, bliver min hjerne nærmest lidt vantro over, at jeg overhovedet gør forsøget. 

Men jeg gider simpelthen ikke, at det her skal være en årligt tilbagevendende begivenhed, så jeg ringede til Skat, og brugte 20 minutter med en sød og pædagogisk voksen, som post for post (linje? Gruppe?) gennemgik min årsopgørelse med mig, og sammenholdt den med, hvad jeg havde stående på min selvangivelse, og fordi jeg kunne følge med på min egen skærm, forstod jeg faktisk, hvad hun forklarede mig.

Det viser sig, at ens rentefradrag bliver mindre i takt med, at man betaler sit lån ned og dermed har færre af dem. Hvilket jeg føler mig som en kæmpeidiot over ikke at have gennemskuet selv, men.. ja. Som sagt. Ikke min stærke side. Derudover var mit kørselsfradrag også helt i skoven, fordi jeg til nogle opgaver får fradrag for min kørsel, mens jeg til andre får kørepenge. Jeg har indtil nu bare rettet det, når jeg har fået min årsopgørelse, men har aldrig skænket en tanke, at når fradraget er opgivet for højt, så giver det selvfølgelig et smæk.

Det er alt sammen rettet nu, og jeg føler mig ret revisor-agtig. 

Sidst men ikke mindst har jeg bedt vores lønkontor om at sætte min trækprocent lidt op, så alt i alt i alt i alt skulle det gerne ende med, at jeg til næste år ved denne tid ikke skal åbne til røde tal og kraniebrud. 

2.

Forelsket mig i en parfume og undladt at købe den. Hvilket lyder ret u-M2019-agtigt, men parfume er en af de få ting, der sætter min logik og fornuft fuldstændig ud af funktion. Jeg har 16.000 krav til, hvordan en parfume skal opføre sig, og når jeg med års mellemrum finder én, der kommer gennem nåleøjet, plejer jeg at købe den uden at se mig tilbage. 

Den her gang venter jeg. For det er jo ikke noget, jeg som sådan mangler (jodeter!), og bilen skal til service på mandag. Plus pkt. 1. You do the math. Og det *bliver* jo jul igen engang.

3.

Købt 3 dåser Heinz tomatsuppe og sat dem i skabet, fordi det er gået op for mig, at stort set alle mine rester kan hældes i tomatsuppe, uanset om vi snakker om lasagne, chili sin carne, en rest kylling, lidt pasta m/kødsauce el. lign.

Mine børn er svære at lave mad til, og det svinger meget, om jeg kan få dem til at spise det, jeg laver til mig selv. Men målet er at udvide deres kulinariske horisont, så jeg nægter at give op på forhånd, og de smager altid pænt på det, jeg laver. 

Men det betyder, at når jeg fryser maden i portioner, så er jeg nødt til at fryse nok til, at der er til dem, hvis de godt kan lide det, men hvis ikke, ender jeg med sådan en lille, åndssvag rest, som har været varmet og derfor ikke kan genfryses, men som ikke er nok til at udgøre aftensmaden den efterfølgende dag. Somme tider kan det bruges i madpakken, men hvis jeg har en af de dage, hvor jeg er på vej fra Vejen til Viborg, når klokken er 12, er det bare mere hensigtsmæssigt med en klap-sammen. 

Men nu har jeg opdaget, at de smårester er fantastiske i tomatsuppe, som dermed forvandles til lasagne-suppe, mexi-suppe, rod-sammen-suppe osv., og dåserne fra Heinz indeholder 4 dl. og giver dermed lige præcis den portion, vi skal bruge til et aftenmåltid. Som en ekstra fordel fylder suppen ikke i fryseren, og den kan holde sig nærmest evigt.

————————————————

Jeg lovede for to uger siden, at jeg ville lægge et par billeder op af børnenes værelser, og så kom jeg fra det. Men I har været med hele vejen, så selvfølglige skal I se det færdige resultat:

M2019, uge 10

(Service-info: Jeg vender tilbage ift. kommentarer på det sidste indlæg, så det er ikke fordi jeg ignorerer dem).

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Endelig fundet et sengetæppe, som er det alleralleraller sidste, vi mangler til værelserne (som vi alle sammen er ved at være trætte af at både skrive og læse om). Jeg har fundet ét stort, som kan deles i to, og det bedste er, at det er sådan et vendbart ét. Så hvis de ikke vil have det samme (#søskende), så kan de bare køre forskellige sider opad. 

2.

Foræret den yderste del af et IKEA-møbel væk i den lokale fb-gruppe. Da jeg konstaterede, at vi ikke længere har plads til skuffe-bænken på Antons værelse, havde jeg egentlig sat den fra, for at køre den på genbrugspladsen, for selve skuffen er smadret til ukendelighed. (Primært mig, faktisk, der i et anfald af overvurdering af egne kreative evner troede, at den kunne sprøjtemales). Men da det var det eneste, jeg lige stod og skulle afsted med, tænkte jeg, at jeg da kunne se, om nogen kunne bruge yderdelen, som ikke fejlede noget. Jeg lagde den op som ‘Gratis. Kan afhentes inden onsdag’, og havde ikke engang sluppet min telefon, før 6 mennesker havde råbt: “HER! MIG! TAG MIG!” Det vil jeg huske en anden gang, for det er da federe, at del-elementerne bliver brugt, når de nu stadig fungerer, end at de bare bliver smidt ud. 

3.

Kørt en regulær oprydning af mit skab på badeværelset, og smidt ud. Det er en disciplin, jeg jo efterhånden ikke gør mig ret meget i, fordi jeg gerne vil bruge det, jeg har, og ikke bare kassere det, fordi jeg er blevet træt af det. Men jeg kan også mærke, at jeg har ramt et punkt, hvor jeg på nogle områder giver mig selv lov til at trække lidt kontra, for selvom en håndcreme i princippet stadig fugter hænderne, så gider jeg ikke bruge den, hvis den lugter .. træt. Ikke dårligt, bare.. ikke som den skal. Og så ender vi i good old flytter-bare-lige-lidt-rundt-på-den, og den ender med at være rod, der skygger for de gode ting, så de også ender med at stå og henfalde.

Så jeg var hylderne igennem og smed ud med hård (tør) hånd, og modsat tidligere, hvor det føltes meget iLandsagtigt og ekstravagant på den vamle måde at kassere, så er jeg et sted nu, hvor det egentlig føles som en del af den samme tankegang, som når jeg gør mig umage for at bruge alt. 

4. 

Hostet madklub og været knivskarp ift. at planlægge menuen. Jeg ved godt, at der ikke sidder nogen derude, der 1:1 kan kopiere mine madløsninger, men den kommer på alligevel, fordi tankegangen bag måske kan sætte gang i overvejelser omkring andre menuer og råvarer. 

Jeg lavede pitabrød med masser af grønt, falafel og humus, tun og æg, samt skinke og ost. Og det lyder helt vanvittigt, men det fine er, at alt var planlagt ud fra, at det faktisk var noget, der kunne/skulle bruges i andre sammenhænge. 

Tun og æg var optakt til min madpakke fredag. Skinke og ost var købt ind til pizzaen, som  børnene bagte fredag aften, hvor jeg kører resterne af falafel/humus-konstellationen, og endelig var alt det grønne tænkt ind i lørdagens chili sin carne med salat (hvor salaten ikke behøvede at være sprød og frisk, fordi den alligevel endte på en tallerken med masser af grønt og tomatsauce), og de sidste pitabrød on the side. Børnene spiste resten af deres fredags-pizzaer, og jeg har tildelt mig selv 6.000 point i mad-Tetris. 

M2019, uge 9

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Husket at foreslå – og praktisere – samkørsel, hvilket jeg ofte glemmer. Vi kører afsindigt mange kilometer om året som tolke, og selvom det umiddelbart ville være oplagt at carpoole, er det bare ofte ikke en ret god ide i praksis. Dels sker det jævnligt, at vi kommer ud på opgaver og bliver aflyst, og her er det smart, at vi med det samme kan omdirigeres til andre opgaver, som ofte vil ligge to forskellige steder, og dels har mange af os små børn, hvilket betyder, at vi ind imellem bliver ringet hjem, og her er én bil også noget rod. 

Min nu har jeg 4 gange over de sidste par uger husket fylde bilen i forbindelse med private arrangementer, så jeg tror, vi vover det ene øje og kalder det en trend. 

2.

Glædet mig over, at vi er kommet igennem februar og stadig har 600 kr. tilbage på kontoen. Den sidste uge var LANG! Og jeg har sjat-tanket, fordi det bare ikke er fedt at have 500 kroner skvulpende rundt i tanken, hvis man pludselig mangler rugbrød og mælk. Men mama, I made it, og vi er stadig in the game. 

Til gengæld var jeg nødt til at købe stort ind i fredags, da lønnen gik ind, og efter et par uger med HYPER fokus, og knivskarp sondring mellem, hvad vi har lyst til, og hvad vi har brug for, havde jeg næsten kvalme over at købe *så* stort ind.

Men jeg forsøger at huske, at vi nu har fyldt op på det meste igen, og at der faktisk er flere ting, hvor jeg den kommende måned kan prøve at teste, hvor langt det indkøbte rækker. Hvis jeg kan se, at f.eks. min instantkaffe rækker til 3 ugers forbrug, så tror jeg egentlig, at jeg vil bruge den her model de næste måneder; at vi den sidste uge i måneden kører ‘hvad gemmer skabet’ og ‘det må vi undvære’ og så slår til med den store hammer til d. 01., for dels giver det nogle stordriftsfordele, og dels dæmmer det naturligt op for trangen til bare at give los, når man på forhånd sveder lidt over, hvor meget, man skal købe. 

3.

Høstet fordelene af at have væbnet mig med tålmod ift. at gøre Antons værelse færdigt. 

Jeg ved, at der altid sidder nogen derude og undrer sig over, at jeg prioriterer at købe wallstickers og opbevaring til Lego, når tingene ser ud, som beskrevet i punkt 2, så det vil jeg gerne knytte en kommentar til. 

For jeg forstår godt, at hvis det virker vanvittigt, at vi ikke sparer de par hundrede op, i stedet for at bruge dem på noget, som vi jo ret beset ikke har behov for, for at overleve. Men sagen er, at vi bare også skal andet og mere end det. For livet er nu – også selvom jeg afvikler gæld. Og hvor børnene – forhåbentlig – ikke kommer til at hæfte sig ved, at de ikke var på ferie, før de blev større, eller studser over, at det meste af deres tøj var købt brugt, så håber jeg, de husker fornemmelsen af, at deres værelser var deres små, trygge øer, som måske nok var mindre end så mange andres, men stadig var mere og andet end 4 vægge og en madras på gulvet.

Til gengæld prøver jeg i videst mulig omfang at gøre det så billigt og så langsigtet som muligt, når jeg køber nye ting. Spandene til sværd er f.eks. skraldespande fra Ikea til 70 kr. (en ide jeg fik foræret i en boliggruppe på fb), som er pyntet med wallstickers (som er fundet billigt og købt af en veninde i Aarhus, fordi jeg meldte ud, at jeg var på udkig, og derfor fik meldinger, når folk i det ganske land løb på egnede emner). Spandene kan stables og bruges til 1000 andre ting, når de ikke skal agere våbenopbevaring længere – og kan også stå på både loftet og i haveskuret, så de ikke optager plads herinde, hvis de ikke lige er i anvendelse. 

Lego-opbevaringen er små, afstivede stofposer med håndtag fra Søstrene Grene til 40 kr., som kan tages med rundt i huset, afhængigt af, hvor man gerne vil sidde og bygge. De kan bruges til alt muligt andet (derfor købte jeg 3 små i stedet for 1 stor), og kan trykkes flade, så de intet fylder i skabet, hvis de holder pause. 

Gulvtæppet tog 1.000.000 googlinger og afsøgninger i diverse secondhand-grupper, fordi det – selvfølgelig – er på specialmål, men i fredags fandt jeg endeligt et fra nyt på bud, som nu er bestilt. 

Det har taget tid, men til gengæld har jeg kunne gøre det inden for de budgetmæssige rammer, vi har, og Anton elsker det. 

————————————————————————

I får lige en anbefaling med på falderebet. 

Jeg efterlyste forleden ideer til nye podcasts, og fik anbefalet Mørkeland, som er 2 værter, der fortæller hinanden om mord. 

Jeg hørte 3 afsnit, og det er bare ikke for mig. Ikke pga. emnet, men pga. værterne. Jeg er sikker på, at de begge er søde og sympatiske ude i virkeligheden, men jeg kan ikke forlige mig med måden, de går til emnerne på, og jeg stritter på, at de udtaler sig om strafferet og psykologi, som om de er eksperter på området. Samtidig kommenterer de på hinandens historier med kommentarer der, for mig, virker nærmest tilsigtet naive.

Jeg fandt ved et tilfælde ud af, at de har kopieret konceptet 1:1 fra en amerikansk podcast, der hedder My favorite murder, og at de ikke på noget tidspunkt nævner dét, er også en dealbreaker i min bog. 

Jeg prøvede at nappe et afsnit af den amerikanske original – og jeg er hooked. De to værter på dét program er fantastiske. De er voldsomt upassende og sjove, men på en virkelig charmerende måde, og der er ingen falske eksperter til stede i dén sofa. Det stikker af i alle retninger, og de siger ‘fuck’ i hveranden sætning, men er man til true crime genren, synes jeg virkelig, at man skal give den et skud. 

PS: Jeg har prøvet at pushe den på et par mænd i omgangskredsen, og det blev et nej. De synes, at værterne taler ALT for meget.

(- men er det ikke lidt ideen med en podcast, Suresen 1&2?)

M2019, uge 8

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Brugt to gavekort på helt almindelige, gode ting. Vi har snakket om det før i denne indlægsrække, det med at bruge, hvad man har. Jeg er bare utrolig tilbøjelig til at synes, at gavekort skal bruges til Noget Særligt, men det sker så sjældent, at jeg køber noget helt ekstraordinært, at jeg ender med at glemme, jeg har dem. Da jeg i uge 51 ryddede op i min pung, fandt jeg ét fra Bestseller. Det var ikke dateret, men jeg ved, med sikkerhed, at det er tilbage fra da jeg boede i Aahus. Som var dengang, vi stavede det med Å. Det er sgu lidt åndssvagt. Derfor har jeg lagt de gavekort, jeg har, ned i en den kop, jeg smider penge i, når folk køber noget af mig og betaler kontant. Det betyder, at jeg ser dem med jævne mellemrum, og derfor husker, at jeg har dem. Samtidig har jeg besluttet, at målet bare er at bruge dem på noget, jeg mangler, så de gør gavn, i stedet for at ligge uvirksomme hen, til jeg står og skal købe den hellige gral.

For en måned siden brugte jeg kortet fra Bahne på Buddhalampen, jeg viste i uge 4, i går skød jeg Bestsellerkortet af på et sæt nattøj til Anton, og i onsdags var jeg forbi Matas, og købe for 100 kr. blandet te, som jeg bliver i godt humør af at kigge på.

2.

Besluttet, at jeg, når det kan lade sig gøre, tager/beder om en almindelig kop i stedet for en engangskop, når jeg er på arbejde. Det er klart, at det er en af dem, hvor det er meget kontekstafhængigt, om det kan lade sig gøre. Man stopper jo ikke et møde på en arbejdsplads, fordi tolken ikke er tilfreds med udvalget af kopper på bordet, men står jeg i en kantine eller lignende, og der er mulighed for at vælge, så går jeg med porcelænsvarianten. I denne uge har jeg sparet 5 engangskopper, så på årsbasis er der belæg for, at det kommer til at gøre en forskel.

3.

Modtaget en regning på den sundhedsforsikring, jeg har tegnet på mine børn, og brugt en time på at tjekke op på, om den reelt er nødvendig at have. For jeg har selvfølgelig ulykkesforsikring på dem begge to, ligesom de også er med i danmark, så jeg kom lidt i tvivl om, om det egentlig var overkill. Derfor ringede jeg til mit eget forsikringsselskab for at tjekke op på, om der var mulighed for at tegne noget sundhedsforsikrings-agtigt tillæg på ulykkesforsikringerne (det var der ikke), og jeg var omkring danmarks hjemmeside for at se, om de tilbød noget i den retning (det gjorde de ikke).

Jeg rodede derfor lidt rundt på nettet for at se argumenter for og imod, og enden på det blev, at jeg betalte regningen, primært fordi der er psykologhjælp med i pakken. Da jeg som 15 årig oplevede at blive omsluttet af komplet og totalt mørke, var der var 4 måneders ventetid på at komme til en psykolog, hvilke gjorde psykofarmaka til eneste mulige alternativ, for man kan ikke have det sådan i 4 måneder uden at noget afgørende i sjælen knækker. Det ønsker jeg ikke for nogle mennesker, og slet ikke mine børn, og da de genetisk er disponerede for at ende i samme situation, tager vi den her med. 

Så den er ikke på listen, fordi jeg endte med at spare pengene, men mere fordi jeg i den nye version af mig selv ikke længere bare betaler regninger uden helt at vide, hvad de dækker over, og det føles rart og voksent.  

4. 

Ryddet voldsomt, voldsomt op i kasserne med arvetøj til Frida. Jeg er god til at trimme, før jeg lægger fra, men det til trods, var vi alligevel endt med at have for meget af det samme, f.eks. 3 flyverdrager størrelse 116, og 24 t-shirts og 6 par jeans i størrelse 104/110 (til barnet, der hader jeans) (- og som i går smed sig meget dramatisk på sin seng, og hulkeråbte: “Min sut er døøøøhøøhøøhød!!” #SuttestopSucks).

Da jeg har været så heldig i denne uge at få en pose tøj i lidt større størrelser, benyttede jeg lejligheden til at sortere efter sætningen: “Do I like it or do I love it?” Sidstnævnte røg tilbage i kasserne, mens resten blev lagt pænt sammen og sendt videre til andre, der kan bruge det.

Med fare for at gentage mig selv, så får vi bare så meget mere glæde af arvetøjet, når jeg hurtigt kan tjekke, hvad vi har, og derfor får det fundet, når det kan bruges, i stedet for at have 5 tætpakkede kasser stående, som jeg først har tid til at løbe igennem, når 3/4 af indholdet er blevet for småt.

M2019, uge 7

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Tænkt over, at noget af det, er er virkelig rart ved at køre denne indlægsrække er, at der er kommet langt mere transparence min omgangskreds.

I weekenden havde jeg besøg af en veninde, og i stedet for en blomst (som vi plejer at give hinanden) havde hun været på lageret i den virksomhed hun arbejder, og bl.a. fundet lidt rengøringsmidler, lidt luksuskrydderier og en pakke køkkenrulle. I torsdags havde en anden veninde et par flasker rødvin med, som var givet som firmagave til mennesker, der ikke bryder sig om vin, og for et par uger siden gav jeg selv en kogebog jeg ikke længere bruger, videre som værtindegave.

Jeg ELSKER, at vi er blevet langt mere åbne omkring brug, genbrug og økonomi. At vi kan videregive noget, vi hver især har adgang til, eller ikke længere bruger, uden at det virker usselt eller nærigt. Det føles, som om et lag er blevet fjernet, og som om relationerne er blevet endnu mere ægte.

(Men jeg sætter også pris på, at vi er enige om, hvornår vi kører genbrug; at det altid er til de små-gaver, som man ikke forventer at få. For jeg kan sagtens se, hvordan lige præcis det her emne kunne blive rigtig træls ift. jule- og fødselsdagsgaver, hvis man ikke er enige om reglerne).

2.

Ønsket mig – og fået – en termokande fra Contigo. Efter at have ransaget min sjæl ift. hvorfor jeg ikke bruger den udmærkede termokande jeg har, når jeg er på heldagsopgaver, hvor kaffen koster en million, er jeg nået frem til, at det handler om 3 ting: Den savler, hvilket gør, at jeg skal have den  med i en særskilt pose, den fylder, fordi den er designet til at stå på et bord, og den kræver, at jeg medbringer en kop, hvilket nærmest gør sættet til et ensemble. Et træls ensemble.

Derfor undersøgte jeg, om ikke man kunne få en termoflaske i samme mærke, som de termokopper, jeg har, som holder så tæt, at jeg uden at svede kan smide dem på hovedet i min lædertaske, og sørme jo. 

Jeg fik den i går, og den er skøn. Den rummer mere, fylder mindre, låget fungerer som kop og ingen kan stoppe mig nu. 

3. 

For første gang prøvet at købe ind gennem Bilka To Go (ikke spons). Og det kommer til at spare mig mange penge fremover, kan jeg se. 

Fordi jeg selv har været sådan lidt “Ja ja. We get it. Man sparer impulskøbene. Men man *kan* jo bare styre sig, når man handler”, når folk lovpriser den her måde at handle på, vil jeg gerne prøve at beskrive, hvad der har overrasket mig, som helt konkret gør en forskel:

*Impulskøbene. Jamen, vi er nødt til at have dem på, for de udgør virkelig en latterlig stor procentdel af den samlede købesum, kan jeg se. 

*Man kan hele tiden i hjørnet se, hvor meget man nu har købt for, hvilket jeg skulle hilse at sige har en MEGET præventiv effekt. For hvor man i butikken bare står med en proppet vogn, og det derfor føles lidt lige meget, om man lige smider et par ekstra ting i, så bliver det bare meget tydeligt, at det gør en forskel, når man med det samme i kroner og ører kan se det samlede beløb kravle opad. 

*Man kan justere sin kurv ligeså mange gange, man har lyst, så hvis man pludselig har for 200 kr. mere, end man havde kalkuleret med, kan man bare slette varerne i kurven. Det gør man ikke lige i forretningen, vel?

*Jeg er – åbentbart – sådan en, der normalt ikke tænker over, hvor mange bananer, jeg skal bruge, men bare tager en klase, der ser pæn ud. Vi spiser ret meget frugt og grønt, så alene det, at jeg hver gang, jeg skulle tilføje en varegruppe, udelukkende tog, hvad jeg vidste, jeg skulle bruge, og ikke bare lige en klase med 6, gjorde en forskel. Jeg tror aldrig, jeg har tænkt over, hvor meget jeg handler med øjnene og pr. refleks.

*Hver gang man søger, kan man vælge at sortere på tilbud. Det betyder, at man ikke overser en tilbuds-ø, hvor man kan få ekstra billig kokosmælk, fordi butikken har valgt at placere øen langt væk fra varegruppen ‘asiatisk mad’. Samtidig er der på hvert billede en kg/stk/liter-pris anført, så alle billeder i varegruppen står side om side, og man med det samme kan se, hvad der reelt er billigst. 

*Og endelig er man fri for det evindelige problem med forkerte hyldeforkanter, hvor man står ved kassen og får at vide, at lige præcis de japanske citroner desværre ikke er med i tilbuddet, og man er nødt til at sige fuck it, fordi man har frostvarer, og derfor ikke har tid til at stå og være nummer 100 i køen ved kundeservice. . 

Den eneste alvorlige irritationsfaktor er, at man er tvunget til at bruge de plastikposer, de pakker i. Jeg ville ønske, at man kunne tilvælge nogle mere robuste af slagsen, som man betalte pant for, og havde mulighed for at returnere, men mon ikke der på sigt bliver tænkt over et eller andet, som er mere bæredygtigt, end den model, de kører nu. 

Vil man gerne hente varer inden kl. 14, kræver det også, at man er lidt på forkant, for handler jeg mandag, kan det først hentes fra tirsdag kl. 14. Så vil jeg gerne hente inden kl. 14, skal jeg bestille to dage før (altså, bestille mandag og vinge af, at jeg henter tirsdag efter kl. 14 – så kan det hentes onsdag fra kl. 6).

Men det til trods bliver det helt sikkert sådan, vi kommer til at handle fremover.

____________________

Til sidst får I lige et par anbefalinger med: 

Leonora Christine Skov – Den der lever stille

Det, der gør, at man kan holde ud at læse den her historie, er måden, den er skrevet på. For selve fortællingen er simpelthen så grum og hjerteskærende, at det næsten overgår, hvad man som menneske kan forstå. 

Kort fortalt er det historien om emotionel vanrøgt, og om hvordan man genskaber sig selv, bid for bid, når ens forældre ikke har givet én den omsorg og kærlighed, som de fleste af os tager for givet. 

Bogen skifter mellem nutid og fortid, og fordi Leonora Christine er et halvt år ældre end mig, er der virkelig meget genkendelse i det billede, hun tegner af tiden, hun voksede op i. 

Sproget er eminent, og det virker så nemt og ubesværet, når ordene flyder og stemninger, steder og personer vokser frem for øjnene af én. 

Den er blevet rost til skyerne og det er umådelig velfortjent. Tusind stjerner herfra. 

(Og endelig skal man skynde sig i biografen og se Bohemian Rhapsody, hvis ikke man har været afsted. SÅ fin og rørende og respektfuld.)

M2019, uge 6

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge har jeg:

1.

Husket, at det er fastelavn om lidt.

Man kunne givetvis lave et eller andet finurligt, hvis man var den håndarbejds-efne type, men jeg er nærmest det modsatte. Samtidig er jeg rimelig priviligeret, fordi ingen af børnene har stærke holdninger til, hvad de gerne vil klædes ud som. Jeg ved ikke, om den bliver ved med at gå, men så længe den gør, kan jeg ligeså godt udnytte det.

Derfor tog jeg, da vi sidste år fik en pose tøj, hvori der var en udklædningskjole som Frida vil ELSKE, denne fra, og gemte den bagerst i skabet. 

Til Anton fandt jeg i mandags på Marketplace et fint Super Mario outfit til den beskedne sum af 85 kr, inkl. forsendelse.

Så nu kan de bare komme an med den kat. 

2.

Fået “nyt” sengetøj, som er en stak af min mors aflagte. Sengetøj har stået MEGET langt nede på listen over ting, jeg har prioriteret at bruge penge på, så det sidste år har jeg brugt en sikkerhedsnål, når jeg har lynet mine dynebetræk, fordi lynlåsene var i stykker, og at kalde sengetøjet ‘slidt’ ville være en kompliment. 

Men min mor sendte en pose af deres god-kvalitet-og-ikke-specielt-brugte sengetøj i min retning, og efter at have sendt to sæt retur, som hun var så sød at sy kortere, var der nyt sengetøj til hele banden.

3. 

Været ud-over-det-sædvanlige dygtig ift. sidste weekends aftensmad. Lørdag skulle vi til fødselsdag, og jeg ved, at når vi har været afsted hele eftermiddagen, så GIDER jeg ikke lave mad, når vi kommer hjem. 

Samtidig vil jeg også gerne undgå at ty til fryseren i weekenden, fordi det er der, hvor jeg – i hvert fald på papiret – burde have bedst tid til at lave mad; de frosne retter vil jeg gerne kunne hive ud og frem i hverdagen. 

Men når man har siddet og guffet kage i timevis, synes jeg også bare tit, at man har lyst til noget rigtig mad, når man kommer hjem, så jeg havde besluttet, at vi skulle have hjemmelavede sliders med pulled chicken og coleslaw, og det tager jo ca. 20 år at lave. 

Men fordi det bare var os, og det derfor ikke betød det store, hvis jeg eksperimenterede og fejlede, prøvede jeg at koldhæve dejen til burgerbollerne, som jeg rørte sammen om morgenen, og satte i køleskabet. Kyllingen smed jeg i stegesoen og tilsatte lidt ekstra væske, og så fik den lov at stå og hygge sig, mens vi var til fødselsdag. Da jeg til frokost alligevel skar gnavegrønt til de kommende dage, rev jeg kål og gulerødder, så salaten var også lavet. 

Og alt lykkedes, og det smagte så englene sang. Ridende på denne bølge af succes, gemte jeg fonden, som kyllingen havde kogt i, og dagen efter satte jeg den til at simre med en dåse hakkede tomater, et løg, en gulerod og en håndfuld rød peber af det, jeg allerede havde skrællet og skåret. Jeg blendede det med en rest smøreost og en sjat creme fraiche, der ellers var sat på dødsgangen, og så var der, sammen med resten af burgerbollerne, mad til både mandag og tirsdag, og det smagte fantastisk, og jeg har det nok lidt som om, jeg ene mand har skubbet klimakrisen 3-4 år #selvtak

M2019, uge 5

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fundet og solgt en gammel mobiltelefon. Jeg fik 500 kr. for den, hvilket var fint, men shit det er godt nok også en anden gruppe af købere, man får henvendelser fra, end når man sælger børnetøj og tupperware. Jeg fik sygt mange bud på den, heriblandt virkelig mange skam-bud. Jeg tror også, jeg blev kontaktet af noget undercover politi; profilen så i hvert fald ualmindelig suspekt ud, og det var nogle MEGET specifikke spørgsmål, han/hun stillede.

Så det, jeg her har lært er, at hvis man skal sætte elektronik til salg, så skal man gøre det på et tidspunkt, hvor man har tid og overskud til at svare på mange (MAAANGHE!!) spørgsmål. 

2.

Ryddet op i mine smykker, hvilket er et projekt, jeg har skubbet i 100 år. Uden egentlig helt at vide hvorfor, for det er meget få af mine smykker, jeg har et nostalgisk forhold til. Men jeg har AFSINDIGT mange øreringe, fordi det er noget af det, man må give den gas med i mit fag, hvor vi ellers helst skal være uden for meget juletræspynt. Så jeg sorterede ca. 2/3 fra, satte det hele til salg, solgte ca. halvdelen, og forespurgte i den lokale genbrug om de ville have resten. Det ville de gerne. 

3.

I forlængelse af ovenstående fået vurderet et par armbånd og en halskæde jeg har i sølv. For jeg tror virkelig, at det somme tider er fint lige at afstemme idé om værdi og virkelighed. Og sættet, der har kostet – og stadig koster – omkring 1000 kr. fra nyt, kan man hos en sølvsmed få.. wait for it… 75 kr. for. I alt. Så nu er jeg helt i fred med, at det ligger og kigger, og venter på, at den rigtige modtager kommer forbi. 

4.

Prøvet at lave flødekarameller af fløde, der har været frosset ned, og vil bare som serviceinfo videregive, at det ikke kan lade sig gøre. Det tykner ikke, uanset hvor meget sukker, man hælder i. Jeg har smidt det alt for bløde resultat i fryseren i en rugbrødsform, og tænker, at jeg lægger det imellem to bjælker chokoladekage og serverer det med is, næste gang jeg får gæster. 

5. 

Svedt over, at økonomien er lidt stram i februar, samtidig med, at Antons værelse stadig kun er halvvejs færdigt. Det har jeg det sådan her med:

Men klog af skade ift. at have brugt for mange penge på for kort tid på Fridas værelse, har jeg lavet en liste over, hvad der skal købes til Antons værelse, og valgt at starte med træet til hylderne. Det er noget af det, der kommer til at gøre en reel forskel at få op, og som får projektet til at skride fremad, hvorimod et nyt sengetæppe mere er kosmetisk nødvendigt.

Så selvom jeg er ærgerlig over, at jeg med Fridas værelse faldt lidt af minimalist-vognen, gør det mig alligevel glad, at min læringskurve er blevet så stejl, at jeg opdager, hvad der foregår, mens det går ned, og reagerer (stort set) med det samme, i stedet for at lukke øjnene og stikke fingrene i ørerne, som jeg ville have gjort for bare et par år siden.