M2019, uge 22

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

Har jeg taget en dyb indåndning, for juni bliver en af de måneder, der bider, rent økonomisk. Frida har fødselsdag, nogle af de udgifter vi får til sommerferien, flytter jeg over til denne måned, så de bliver fordelt en smule, og min månedsløn, som svinger meget, er lidt til den lave side denne gang.

Det kommer til at kræve fuldt fokus og nul slinger i valsen, men til gengæld husker jeg at glæde mig over, at jeg i dag er et sted, hvor jeg stiller mig foran det med åbne øjne, i stedet for bare at køre på og lade være med at tjekke netbank. This is what we trained for.

2.

Er min mor nået til det næste skab i sin oprydnings-tour, hvilket betød flade-og-frokost tallerkner til mig. Jeg skrev til den unge mand, der var her og hente køkkenting i sidste uge, og spurgte, om han ville have mine aflagte, samt lidt skåle osv, som jeg også var kommet i tanke om, at jeg ikke rigtigt brugte. Det ville han gerne, så jeg smed dem forbi ham, da jeg alligevel skulle ud at køre.

Jeg er i det hele taget begyndt at gøre brug af faste aftagere, både med det, jeg forærer væk, og det, jeg sælger. Jeg har flere gange haft gengangere, når jeg har solgt babyting og børnetøj, og derfor er jeg begyndt at spørge, om dem, der køber, er interesserede i, at jeg skriver til dem (no strings attached) når jeg har næste størrelse klar – som de kan få ekstra billigt, fordi det også gør arbejdet lettere for mig. Det skal selvfølgelig ikke føles brugt-bilsælger-agtigt, men indtil nu har alle sagt ja tak.

3.

Har jeg været på roadtrip til Tyskland, hvor man – til manges overraskelse – kan spare penge på meget andet end slik og alkohol.

Jeg forberedte mig, som var det invasionen af Normandiet, jeg var ved at lægge strategi for, fordi punkt 1, og da jeg sad og kiggede i de forskellige reklamer, opdagede jeg noget, som jeg senere har tænkt over, at jeg også kommer til at gøre herhjemme. For når jeg f.eks. så, at der var tilbud på Fun saftevand til 8 kr., skrev jeg den på sedlen med det samme, for “dét er billigt!” Men så var det, at jeg kom til at tænke over, hvad jeg køber herhjemme. Og det er *ikke* Fun. Det er bare Nettos den bedste, og den er stadig billigere end Fun på tilbud.

Jeg ved ikke, om andre er hævet over den reaktion, men for mig var det faktisk lidt en aha-oplevelse; at jeg ikke skal sammenligne med, hvad varerne koster herhjemme/normalt, men derimod hvad jeg plejer at købe. 

4. 

Har jeg besluttet at vente med at købe nye hjemmesko til Anton til SFO’en. Han vil helst bare gå rundt uden, men skal alligevel have et par dernede til dage, hvor det regner og gulvet er vådt.

Men nu er han vokset ud af dem, han har, og med 28 dage tilbage, synes jeg, at det bliver for kort tid, han kan bruge et nyt par, for de vil helt sikkert være for små, når de starter op igen efter sommerferien. Han har til gengæld lige fået nye sandaler, og de er stadig så pæne, at de også kan bruges indedøre, så de må gøre det ud for hjemmesko de sidste 4 uger. 

5.

Har jeg eksperimenteret med en vegetaropskrift på Tikki Masala, som er blevet virkelig, virkelig god, og da vi før har snakket om vegetarretter i det her tema, får I den her. 

Den er lavet ud fra den her opskrift fra dygtige, fine Emma Martiny, og jeg nærer ingen illusioner om at kunne optimere hendes ting, for hun er niveauer over mig. Hendes original smager med garanti fantastisk, når hun laver den, men når jeg forsøgte, blev den en lille smule tør (HELT sikkert et eller andet, jeg gør forkert), og da jeg jo ofte har mad til to dage pga. de to kræsenpinde, jeg bor med, har jeg prøvet at gøre den lidt mere cremet, så den også er lækker dagen efter.

Jeg spiser den med naanbrød i stedet for ris som tilbehør, and it goes a little something like this:

Vegetar-Tikki Masala, 2-3 personer:

1 aubergine i tern

1 dåse godt afdryppede kikærter

1 sød kartoffel i bittesmå tern

Ovenstående marinerer natten over i:

3 fed presset hvidløg

1 cm revet ingefær

3 dl græsk yoghurt 10%

Saft af 1 lime

1 tsk gurkemeje

1 spsk stærk paprika

3 tsk garam masala

2 tsk salt

Hældes ud på en bageplade og bager i ovnen ved 225 grader i 20 minutter. Vend et par gange undervejs.

Herefter hældes det denne sauce, som gerne må laves aftenen før også, så den kan stå og trække smag:

2 løg

3 fed hvidløg

1 cm revet ingefær

50 gr finthakkede mandler (eventuelt salte mandler, hvis man har)

100 gr tomatpure

1 bouillonterning, kylling

1 lille sjat vand

1 tsk gurkemeje

2,5 dl fløde

1 dl gr. yoghurt, 10%

Evt. salt og stærk paprika

Svits løg, hvidløg og ingefær. Tilsæt mandler, tomatpure, gurkemeje og bouillonterning og bare lige en smule vand, så det ikke brænder på. Rør godt. (Hvis du laver saucen i god tid, tager du den af varmen, tilsætter fløde (vent med yoghurt til du laver den færdig) og sætter den i køleskabet nu).

Herefter tilsætter du dine grønsagstern fra ovnen, fløde og yoghurt, og så lader du det simre 5 minutter, så det lige bliver ordentligt assimileret.

Server med:

Persille (Masser, masser af persille. Bredbladet eller alm)

Peanuts

Humus

Naanbrød

M2019, uge 21

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

Har vi været en tur i Lego House. Som jeg skrev om her, valgte jeg at købe årskort, da vi var der sidst, og fordi jeg gerne vil være sikker på, at vi så også får det brugt, var det lidt et eksperiment, da vi drog afsted. Vi havde nemlig kun 4 timer at bruge deroppe, så det, jeg gerne ville se, var dels, om det kunne betale sig at tage afsted for dét, men også, om det gav mening at tage derop en lørdag. Sidstnævnte handler om, at jeg har det rasende stramt med for mange mennesker på for lidt plads. Ikke på angst-måden, men på den indebrændte måde, hvor jeg sveder og hader hele racen efter 24 minutter. 

Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg intet ville forberede aftenen før, men bare stå op, gøre klar og tage afsted. Og så kiggede jeg begge børn dybt i øjnene, inden vi kørte, og sagde, at man måtte få en is – og det var det. For hvis de hver gang føler, at vi er På Tur med alt, hvad det indebærer af overpriced cola og Lego Shop, så bliver det ganske enkelt for dyrt og konfliktfyldt at gøre brug af årskortet. 

Konklusionen var, at 4 timer er lige i underkanten, fordi vi bruger en time hver vej på transport. Men når det er sagt, så forestiller jeg mig, at det måske hjælper, når vi har været afsted en håndfuld gange, og dermed bliver det pludselig noget, vi godt kan gøre en hverdag, hvor vi er tidligt hjemme. Det øger værdien af årskortet betragteligt. 

2.

Har jeg, apropos årskort, været igang med at undersøge, om/hvad vi skal købe til sommerferien. For selvom Frida godt kan lide Lego House, så skal ret også være ret: Det ER mere til Anton end til hende. 

Vi har været så heldige at låne et hus i Aarhus i sommerferien, men bortset fra det, skal der ikke ske det store. Derfor vil jeg gerne ofre et årskort på noget, vi kan have glæde af i ferien, men det ville være dejligt, hvis vi også kunne have glæde af det efter sommerferien.

Jeg havde overvejet Egeskov Slot, fordi jeg var helt blæst væk over Luminis-arrangementet, og fordi det også ser ud til, at de har nogle fine enkeltarrangementer i løbet af året – men det er en lang tur, og så er der bare heller ikke mere at lave i den have.

Egentlig hældte jeg derfor til Tivoli Friheden, men da jeg gravede lidt i det, endte det med at blive økonomien, der lukkede dén ned. For hvis vi skal have årskort, som gælder alle ugens dage, koster de 300 pr. snude. Derudover skal vi så købe armbånd hver gang, vi skal ind deroppe, hvilket også bliver 300 kr. pr. tur.

Læg dertil, at jeg bruger en god, halv tank benzin på hver tur, at vi ikke kan bruge det om fredagen (pga. Fed Fredag og det dertilhørende menneskehav), og at vi med en transporttid på små to timer hver vej, ikke vil kunne smutte afsted en eftermiddag, hvis vi får lyst. 

Så vi er endt med Legoland. Det er tættere på, og der er masser af venner og bekendte, der også har årskort. Det giver en hyggelig mulighed for at følges med nogen, og børnene kan prøve det, de hver især gerne vil, og ikke er tvungne til at blive enige, fordi de stadig er for små til at vente alene, mens jeg prøver sammen med den anden. Og med landevejskørsel (=nærmest gratis), ét engangsbeløb på ca. 500 pr. mand, som inkluderer alt, og indbygget rabat på kaffe og mad, giver det også mulighed for spontane ture, selvom vi har en uge, der strammer lidt ekstra, rent økonomisk.

3.

Har jeg ryddet op i mine køkkenskabe med glas, tallerkner osv. Jeg fatter ikke, hvordan det er sket, for jeg ryddede op i dem for under et år siden, og jeg synes simpelthen ikke, at jeg har købt nyt? Men alligevel har skabene over de sidste måneder fået mig til at skære tænder, hver gang jeg har åbnet dem, fordi de var PROPPEDE. 

Jeg stillede en kasse frem i bryggerset, og tog et par hylder, når det lige passede, og efter en uge er jeg alle skabe igennem. Og fordi jeg gjorde det over flere dage, fik jeg også frasorteret de ting, som jeg ellers først ikke kunne nænne at smide ud. Men når jeg åbnede til de ny-trimmede hylder, og den skål, som jeg ikke syntes, jeg kunne nænne at smide ud, stod midt i det hele og lignede en idiot, var den pludselig ikke så svær at deportere alligevel. 

Da jeg havde fyldt 3 store poser, skrev jeg i den lokale fb-gruppe, at der var brugt men gratis køkkengear til eventuelle unge på vej hjemmefra, og at det ville blive kørt til genbrug torsdag. Onsdag aften svingede en ung mand på 3,5 meter forbi efter tingene, og min skål får lov at nyde sit otium i selskab med playstation og havregryn.

M2019, uge 20

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

har jeg fået solgt Fridas aflagte tøj, som jeg skrev om i sidste uge. Jeg lagde det hele op som en tøjpakke til 150 kr. men kun en enkelt skrev på det, og hun vendte aldrig tilbage. 

Derfor lagde jeg det op igen, men adskilt. Gamacher for sig (10 kr. pr. par/7 for 50) bluser for sig (10 kr. stk/9 for 60) osv., hvilket tog 20 sekunder, fordi billederne var taget. En køber skrev på to af tingene, og endte med at købe 3/4 af det, jeg havde til salg – til en samlet pris af 175 kr. (Hun fik selvfølgelig resten med gratis). 

Når jeg sorterer tøj, er der altid noget, jeg ikke sætter til salg. En bluse med en lille plet, et par vinterstøvler, der er fine, men en smule falmede osv. Jeg vil ikke lægge det op uden at skrive, hvordan standen reelt er, og jeg ville ikke selv købe noget med så mange disclaimere. Derfor er jeg begyndt at samle det i en bunke for sig, og når så jeg sælger det, jeg har sat til salg, spørger jeg, om køberne vil have det andet med gratis. Vi kan ikke bruge det mere, og folk bliver altid virkelig glade, fordi det reelt ikke er i dårligere stand end det, man normalt giver sine børn på. (Jeg mener, der er vel ingen af os, der smider en børnebluse ud, fordi den har en is-plet på ærmet på størrelse med en panodil, der ikke vil gå af i vask?)

Det er en god måde at få det ud af døren på, synes jeg, og jeg kan efterhånden se, at der er gengangere blandt køberne, der aftager tøjet.

Fordi jeg ofte hører, at folk synes, det kan være svært at vurdere, hvad man skal sælge aflagt børnetøj for, skriver jeg lige, hvad denne tøjpakke bestod af:

4 langærmede bluser

1 kjole

8 t-shirts

5 par 3/4 gamacher

2 par lange gamacher

5 par strømpebukser

2 joggingsæt 

Og så fik hun et par vinterstøvler med oveni. 

Så nu er her pænt ryddet op, en anden har glæde af tingene, og selvom nogen vil synes, at tingene er solgt for billigt, vil jeg bare stadig nævne, at 175 kr. samlet bedre kan mærkes, end 30 kr. her, og 20  kr. der, og jeg slap af med hele stakken på under en uge.

2.

er jeg begyndt at øve “hvor meget kan jeg spise” med børnene, inden jeg varmer maden/øser op/tager ud af fryseren, for at hjælpe dem med at få en fornemmelse af, hvor sultne de reelt er. 

Det er ikke alle retter og fødevarer, der er egnede til det, og der er selvfølgelig forskel på dagsformen, men stille og roligt begynder de at få en fornemmelse af, hvor mange kødboller, de hver især kan spise, hvor mange skiver brød, der er plads til i maven osv.

3.

har jeg fået en stak Royal Copenhagen tallerkner af min mor, som alle har små skår slået af kanterne. Det fik mig til at tænke over, hvor meget, der er sket med mit syn på ting. For hvor jeg for 3 år siden ville have klassificeret de her tallerkner som affald, så har jeg i dag ingen skrupler ved at bruge dem. Tværtimod synes jeg næsten, at det er rart, at vi har ting, vi ikke er bange for at bruge, og særligt så længe børnene ikke er større, og der jævnligt ryger en kop eller en skål på gulvet (- som det 9 ud af 10 gange er mig, der smadrer, men lige her synes jeg godt, de kan tage én for holdet). Og Frida synes, at det er de fineste tallerkner, hun nogensinde har set 💙

M2019, uge 19

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1. 

haft et par dage i træk, hvor jeg ikke kunne nå ud at handle. Da jeg skulle smøre madpakke til mig selv til 3. dagen, synes jeg ikke, jeg havde noget som helst brugbart i køleskabet, så jeg havde egentlig besluttet, at så måtte jeg købe noget i kantinen på tolkestedet. Men fordi jeg skulle være afsted i små 11 timer, og det derfor ikke bare var frokost, jeg skulle købe, blev jeg alligevel ramt af ‘ej, det må sgu da kunne lade sig gøre?’, og efter at have vredet både hjerne og køleskab, drog jeg dagen efter ud i verden med: 

*Et glas overnight oats (havregryn og en halv, terminal banan, rørt op med en sjat yoghurt, som havde trukket natten over), toppet med en rest mandler.

*En pizzasnegl af børnenes, som var til overs fra aftensmaden, og som var på vej i skraldespanden, men blev benådet i sidste øjeblik.

*En bøtte pastasalat, bestående af de sidste par skefulde salat (se pkt. 4), som også lænede sig op af en bortvisning, men som blandet med lidt dressing og friskkogt pasta fik en revival, der var Madonna værdig. På en hylde fandt jeg nogle syltede chilier, jeg havde glemt alt om, som jeg hakkede og smed i, og slutresultatet var den bedste pastasalat, jeg nogensinde har fået, som jeg aldrig, aldrig, aldrig vil kunne lave igen. 

Ville jeg gide at have så meget arbejde ud af at smøre madpakke hver dag? Nix. Volumenmæssigt var det også en lidt hidsig madpakke, både i tasken og i maven. Men for en enkelt gang om at gøre var det ret tilfredsstillende, at jeg fandt en løsning, og dermed slap for at købe mad i kantinen, som på det pågældende tolkested er hårrejsende dyr og primært sælger ting, der er kogt i olie.

2.

taget billeder af det sommertøj, jeg har sorteret fra i Fridas skab, så jeg den kommende uge kan bruge ledige øjeblikke til at sætte det til salg. 

Som tidligere nævnt tager jeg billederne i godt lys og sorteret efter genstand, så jeg har et billede med alle bukserne, et billede med alle bluserne osv. På den måde kan jeg både prøve at sælge det som en tøjpakke, men kan også lægge de enkelte billeder op og sælge tøjet for f.eks. 10 kr. pr. stk/7 for 50. 

3.

fået den åbenbaring, at det er meget svært at smage forskel på koldskål og drikke-yoghurt. Frida ELSKER sidstnævnte, men det er afsindig dyrt, og det sælges ofte i halv-liters-flasker, hvilket er alt for meget til sådan en lille mave. I stedet har jeg købt en liter koldskål, og hældt det på de små glasflasker fra Froosh (ikke spons), og givet hende sådan én med i frugtposen. En liter koldskål rækker til en uge, og på bud kan man finde den til ca. 10 kr. 

4.

opdaget, at det er smart at opbevare de lidt mere sarte grøntsager for sig, når jeg laver salat til ugen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg skrev om det her, men jeg snitter hver søndag en KÆMPE skål salat, som kan række 4-5 dage. Ville jeg hellere have det, helt friskt? Ja. Ville jeg nogensinde få salat, hvis jeg satsede på at nå at snitte det i ulvetimen i løbet af ugen? Nej. Kæmpe skål søndag it is. 

Jeg tænker over at vælge grøntsager, der kan tåle at stå i køleskabet uden at blive alt for kedelige, f.eks. salat, kål, gulerødder, sugarsnaps, forårsløg og snackpeber (som af en eller anden grund holder sig bedre end alm. peberfrugt). Men somme tider er det meget fedt med lidt afveksling, så jeg har flere gange smidt tomater, peberfrugt osv. i. Problemet er bare, at de grøntsager bliver *så* trælse i løbet af et par dage, og det ødelægger faktisk hele salaten.

Derfor er jeg nu begyndt at opbevare disse i særskilte bøtter i køleren, så de stadig er skåret og kan smides på med det samme, men uden at salatens levetid forkortes. Hvis det kniber at nå at spise dem, kan jeg varmt, varmt anbefale at vende den slags grøntsager med et glas salsa (som jeg derfor altid har i skabet, just in case). En færdigkøbt salsa, blandet med triste tomater, pinlige peberfrugter og melankolske majs, kommer til at smage som noget, man har hjembragt fra en lokal restaurant i Mexico, hvor det nænsomt er håndskåret og blandet af en 9. generations, indfødt abuela.

M2019, uge 18

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Gemt de små 4-stk-æggebakker, som mine børn har fået Kinderæg i til påske. De var lagt i bunken med pap-affald, da jeg kom til at tænke på, at jeg med meget korte intervaller bliver super irriteret over at have 3 æg til at stå og glo i en bakke med plads til 10. Meget, meget oplagt – og alligevel noget, jeg ikke tidligere har skænket en tanke. Jeg bliver til stadighed overrasket over, hvor meget min hjerne er slave af, hvad ting i første omgang er lavet til. 

2. 

Ryddet op i kassen med låg til mine plastikbøtter og kasseret de overskydende. Og umiddelbart kunne man tænke, at det ikke har ret meget med minimalisme at gøre at smide ud, men jeg er efterhånden ved at have lært, at ligeså vigtigt, som det er at tænke over, hvad man køber, ligeså vigtigt er det at have et overblik over, hvad man har. For har man det, husker man at bruge det, hvilket betyder, at det har reel værdi og har fortjent at optage pladsen i skabet, og samtidig kommer man langt sjældnere hjem med noget, man så finder ud af, at man faktisk havde i forvejen. 

3.

Haft mange gæster og prøvet at sætte mig på mine hænder ift. forplejning. (Det er lidt snyd at sætte den på som et enkelt ugepunkt, for det er noget, jeg har tænkt over et par uger eller tre). Jeg  synes altid, at jeg lige skal have et eller andet at byde folk, og selvom det ikke er noget stort og voldsomt, ender det alligevel ofte med at blive dyrt, når jeg køber ind til det, fordi.. jamen, jeg ved det faktisk ikke. Emma Gad? Nå, men de sidste par uger har jeg tvunget mig selv til at tænke alternativt, og tjekke skabe og skuffer først. Og jeg er blevet overrasket over, hvor langt jeg er nået med det, jeg havde, fordi jeg først havde tænkt, at jeg intet havde i huset. 

Men det viste sig, at jeg alligevel havde et glas vin, en forsinket 5 o’clock, lidt nødder og mandler, chai-the, boller i fryseren, og et forbløffende udvalg af kiks. 

4.

Haft is i maven ift. aftensmad. Jeg er SÅ tilbøjelig til at tænke i helheder; at jeg skal have taget mad op af fryseren, så vi alle kan få det samme. (Eller i hvert fald blive tilbudt det samme…#børn) Men i onsdags havde jeg pludselig en masse småting i køleskabet, som hver for sig ikke kunne bruges til noget, og det, der kunne have været smidt i fryseren, var noget, som allerede havde været frosset ned.

Jeg havde faktisk taget mad op, da jeg besluttede at lægge det tilbage og prøve at se, om ikke vi kunne nå i mål med det, vi havde. Og sørme så. En dl. suppe, et par skiver tørt brød, jeg ristede, et par æg, en sjat yoghurt, en pakke bacon og en frikadelle. Det var, sådan rent kulinarisk, verdens mest tvivlsomme buffet, men alle blev mætte, jeg fik resterne brugt, og vi sparede reelt et helt måltid, som i stedet kunne gemmes til en anden dag.

M2019, uge 17

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget)

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Været i Lego House med børnene. Vi har været så utroligt heldige at få entre-billetter i forsinket indflyttergave, og vi var afsted i dag. Tilfældigvis kører Lego House et introtilbud lige nu, hvor man kan opgradere sin billet til et årskort for 100 kr. pr. mand, og det valgte jeg at gøre, nu hvor vi havde fået et økonomisk forspring i form af betalt entre. Det betyder, at en del af sommerunderholdningen allerede er på plads, og det er fedt. 

Som en ekstra bonus syntes hverken børnene eller jeg, at maden var et hit. Konceptet er ellers  skidegodt: Man bygger sin bestilling i Lego, og det er faktisk ikke fordi, det er galt dyrt, men man SKAL vælge et bestemt antal dele til sin menu (for ellers kan menuen ikke scannes), og det betød, at vi var tvungne til at bestille mad, som jeg på forhånd vidste, at børnene ikke ville spise. (Og jeg havde fat i personalet, fordi #madspild. Der var ikke at gøre). Men på plussiden betød det, at børnene ganske af sig selv, da vi kørte hjem sagde: “Mor, kan vi ikke bare tage madpakker med næste gang?” og hvis det ikke er en milepæl, så ved jeg ikke, hvad er.

2. 

Glædet mig over, at vi er sådan en familie, hvor man godt må snakke om gaver på forhånd. Også de gaver, der ikke er helt officielle, som f.eks. påskeæg.

Min mor spurgte for et par uger siden, om der var påskeæg, som børnene særligt ønskede sig, fordi chokolade koster det hvide ud af øjnene, og man derfor gerne vil være bare nogenlunde sikker på at give noget, de kan lide.

Jeg var fræk nok til at spørge, om ikke de bare måtte bede om et kinderæg og en håndfuld småmønter i et pap-æg, så de havde lidt lommepenge at tage med i Lego-house i dag, og heldigvis var svaret ja. I skrivende stund ligger Anton og sover med en lego-hotdog-bamse i armene, mens Frida hele aftenen har sippet én ml vand ad gangen af sin funklende nye Lego Friends vandflaske, og det slår discountæg i cellofan med 10.000 km.

3.

Været i T Hansen med pærerne til mine forlygter på bilen, som der er 4 års garanti på, men som kun holder et år eller halvandet i min bil. Det er 4. gang, jeg bytter dem inden for garantien, så bare for at sige, at det kan være en rigtig god ide at give lidt mere for pærerne, for så bliver det én gang, man har udgiften, og derefter kører man gratis. (Og holder de i 4 år, har man jo også sparet en del, så det er virkelig win-win). 

Jeg føler det altid lidt nærigt, når jeg bytter varer, som jeg har haft i brug, men jeg øver mig i at huske (som vi også har snakket om før) at det ikke kun handler om pengene, men også om at sende et signal til producenterne om, at vi ikke længere er interesseret i køb-og-smid-væk, men faktisk har en forventning om, at pris og kvalitet hænger sammen. 

4.

Lavet en formidabel suppe af rester, som jeg skriver opskriften på her. Ikke fordi jeg tror, at I har det samme i fryseren, men bare for at give lidt inspiration til, hvad man kan bruge rester til:

3 triste bagekartofler

2 porrer, der har set bedre dage

4-5 dl. vand

1 bouillonterning m/kylling

1/3 bæger Philadelphia m. sød chili (rest fra fryseren)

1/2 bæger creme fraiche (rest fra fryseren)

1 dl. hytteost (rest fra fryseren)

3 spsk. revet cheddar (rest fra fryseren)

Salt, peber og muskat. 

Grøntsager renses og skæres i mindre stykker. Svitses i en gryde ca. 3 minutter. Dækkes med vand og bouillon. Småkoger ca. 20 min. Alle fryserester smides i, det hele blendes, og suppen lunes. (Må ikke koge, så skiller den).

M2019, uge 16

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget)

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Været god til at cykle, når det har været muligt. Faktisk har jeg (gen)hentet app’en Endomondo; egentlig fordi jeg er ved at få spat af, at tiden bare ikke vil arbejde med mig ift. at træne. Og når jeg endelig har nogle uger, hvor det lige flasker sig, så følger der altid nogle uger, hvor intet kan lade sig gøre, og hvor jeg derfor ryger tilbage til nul. I hvert fald når træningsformen er løb eller vægttræning. Det er super demotiverende.

Derfor har jeg tænkt over, hvad jeg kan gøre, så jeg kan udnytte, når jeg har mulighed for at bevæge mig, men uden at føle, at det ikke nytter, når jeg så rammer de travle perioder. Jeg nåede frem til, at hvis jeg har en fornemmelse af, hvor hurtigt, jeg kan gå/cykle, så kan jeg faktisk udnytte tiden, uanset om jeg har en halv time eller en time i overskud. Jeg skal ikke bruge tid på at klæde om og bade, og stadig foretager jeg mig noget, der forhåbentlig på sigt ender med, at jeg kan begynde at løbe rigtigt igen.

Derfor hentede jeg Endomondo, men gjorde alle indstillinger private, så jeg slipper for spam og konkurrencer, og det har vist sig, at jeg faktisk dermed også er blevet bedre til at huske at tage cyklen, når vi bare skal fra A til B. Jeg har haft app’en installeret i et par uger, og har gået små 15 km og cyklet ca. 35 km. Hvilket er langt fra, hvordan jeg trænede engang, men stadig er trumfer at ligge på sofaen.

2.

Spist spejlæg til frokost *virkelig* mange gange. Jeg mister ret hurtigt overblikket over, hvad jeg har af mad i køleskab og fryser, når vi holder fri i mere end et par dage. Særligt når butikkerne holder lukket, og jeg derfor er tvunget til at handle stort ind på forhånd, selvom jeg ved, at planer altid bliver ændret undervejs, og madplaner derfor ikke fungerer.

Men jeg har været hele køleskabet igennem hver dag, og fryseren har også fået en tur et par gange i løbet af påsken, og hvor jeg som regel ender med mere madspild, end jeg gider, når vi har holdt ferie, så har vi den her gang stort set formået at følge med. Det har somme tider krævet en indsats – som f.eks. at spise spejlæg dagligt, fordi det virkede som en god ide at købe 24 æg på bud (ffs, Linda!) – men det eneste, jeg har måtte ofre, har været lidt brød og en halv liter kakao, og der er mad i fryseren til de næste mange uger. 

3.

Fokuseret på, hvordan jeg bruger min opvaskemaskine. Det her punkt er nok lidt hard core, hvis man lige er hoppet ombord i de her indlæg, men fordi jeg er ved at have halvandet år på bagen i gamet, føltes det naturligt for mig. 

Normalt kører vi maskinen én gang om dagen. Den er fyldt, når vi har service samt drikkeflasker, madkasser osv. med, og jeg kører quick vask, når det kan lade sig gøre, og en almindelig vask, når jeg vurderer, at det er nødvendigt. Men når vi går hjemme, vasker jeg hurtigt både 2 og 3 gange om dagen, og ud fra et rent dovenskabsperspektiv er det skide irriterende. 

Derfor har jeg denne ferie prøvet følgende: At håndvaske de største ting (den store gryde, salatskålen osv.), at vurdere, om noget kan bruges igen, hvis det bare lige tørres over med en klud (f.eks. skærebræt, brødknive osv) og endelig at tænke over, om jeg vælger skåle eller tallerkner, både at spise af, men også at tage fra på/i, når jeg laver mad osv. (Altså, når man f.eks. har lynstegt grøntsagerne og skal have dem taget fra, mens man steger kød). Jeg plejer at bruge skåle – jeg aner ikke hvorfor – men de passer ad helvede til i opvaskemaskinen, så her i ferien har jeg kørt med tallerkner, og de tre nævnte tiltag har faktisk betydet, at vi har kunne holde fast i kun at køre maskinen én gang om dagen. Det er 10-12 ture, jeg har sparet på en ferie, og det synes jeg egentlig er vildt.

M2019, uge 15

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

Inden vi kigger på ugens 3 tiltag, vil jeg lige lave en opfølgning på mit sidste indlæg, hvor et par stykker foreslog strik som løsning på mit rastløshedsproblem. Det er en super ide, men jeg er ikke selv så ivrig efter at gå i strikket tøj, og derfor kom jeg til at tænke på, om der mon ikke var andre derude, der kunne have glæde af mine udfoldelser, f,eks. hjemløse. Her på matriklen er der ikke så langt fra tanke til handling, så jeg skrev til en repræsentant fra Varmestuestrik Danmark, som svarede: 

Hej Linda ja vi kan bruge alle de halstørklæder og andre færdigstrikkede eller hæklede ting du har lyst til at lave til de hjemløse/socialt udsatte her i Danmark.

It’s on.

Skulle andre rastløse sjæle derude have lyst til at følge trop, kan man finde sit lokale indleveringssted på Varmestuestrik.dk. De er også på facebook.

Og så tilbage til studiet.

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Glædet mig over, at de mennesker, jeg skal holde påskefrokoster med, alle har tænkt over ressourcer og madspild, og i stedet for det traditionelle bord med sild og æg og 16 slags pålæg, som ingen alligevel kan spise, har valgt hhv. smørrebrød og en lun menu bestående af kød, pastasalat og hjemmebagte flutes. For hvor det er virkelig svært at nå at spise åbnet pålæg – fordi der er grænser for, hvor mange klemmer, man kan nå at køre ned – så er ovenstående med garanti udryddet senest næste dag til frokost, enten af værterne selv, eller af de heldige, der tager hjem med en doggybag under armen. 

2.

I minimalistgruppen på fb. efterspurgt ideer til gaver til børnefødselsdage. Der findes mange gode løsninger, hvor børnene giver samlet, eller hvor hver familie sørger for én lidt større gave, men det er der ikke lige stemning for her, så vi skal ca. 2 gange i måneden finde på noget fornuftigt til 30 kr. 

Indtil nu har jeg ikke kunne få det til at fungere, for jeg glemmer at kigge efter gave-emner, når vi ikke lige står og skal bruge dem, og når Anton så har en invitation med hjem, er alle butikker støvsugede for gode bud, og jeg ender med enten at købe noget, der er dyrere end aftalt (#SesPåBålet) eller en kombination af slik og penge. Men jeg kender ikke de enkelte familiers sukkerpolitik, så jeg er ikke selv tilfreds med den løsning, og fordi der er så mange fødselsdage i løbet af året, fylder det her irritationsmoment uforholdsmæssigt meget for mig. 

Med ideerne fra opslaget i baghovedet har jeg de gange, jeg har handlet i denne uge, brugt 5 minutter ekstra på at afsøge hylder med spotvarer, og kurve med nedsat legetøj og børnegear, og jeg har nu en kasse i bryggerset med et udvalg af små gaver, som alle er købt inden for beløbsgrænsen.

3.

Fundet og købt det tøj, som dette kvartals børnepenge skal gå til, på bud. Det betyder, at jeg har sparet omkring 300 kr., men ligeså vigtigt er, at jeg har fået købt det meste af det tøj og de sko, vi skal bruge til sommer, mens det stadig er til at få, for om to måneder er de størrelser, man skal bruge, med usvigelig sikkerhed udsolgt 97% af stederne, og man ender med at give dobbelt så meget som planlagt for tingene, fordi man bare skal have sandaler nu!nu!NU!

————————————–

Serielisten er opdateret med følgende:

Nate Bargatze: The Tennessee Kid

Stikord: Stand up

Det her er noget af det sjoveste stand up, jeg længe har set. Showet varer kun en time, og slutningen er lidt amputeret, men han er den mest underspillede stand-up’er ever, og alle, jeg har stoppet ham ned i halsen på, har været vilde med ham.

Afterlife

Stikord: Enkemand i sorg slipper alle hæmninger, og siger og gør præcis, hvad der passer ham.

En fin, lille serie af og med Ricky Gervais. Den er både trist, sjov og tankevækkende, og persongalleriet er perfekt. Jeg havde svært ved at slippe den, og min eneste anke er, at den bliver rundet for hurtigt af, for efter at have fulgt hovedpersonens seje proces med at finde tilbage til livet, kommer det for mig til at blive lidt utroværdigt med al den pludselige lykke og næstekærlighed. Havde man spredt finalen ud over et par ekstra afsnit, havde det været 5 stjerner herfra. 

Quicksand

Stikord: Svensk ungdomsthriller om skoleskyderi og børn med rige forældre.

Jeg brugte det første afsnit på at føle, at jeg måske var lidt for gammel ift. målgruppen for denne serie, som tager udgangspunkt i livet for en flok gymnasieelever med guldskeer så langt oppe i røven, at man aner et gyldent skær, når de åbner munden. 

Men stille og roligt bed den sig fast, og uden at være ligeså tung som ‘We need to talk about Kevin’, så er kernen i historien også her, at sandheden om skoleskyderier måske ikke altid er så simpel, som vi gerne vil gøre den til.

M2019, uge 14

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Kom Frida igen hjem med en stort set u-spist madpakke, fordi der var blevet delt fødselsdagsfrugt og -kage ud på gul stue. Det er 4. gang på en måned, og torsdag skrev jeg til børnehavelederen, om ikke der kunne sendes en opfordring med ud i nyhedsbrevet til, at man lige giver et heads up, hvis ens barn har noget med, enten over Tabulex eller med en old school seddel på døren.

Det kan godt være, at det virker som en lille ting, for de får jo også jævnligt mad med, de ikke spiser, så madspild er svært helt at undgå. Men der er omkring 120 børn i institutionen, hvilket i gennemsnit betyder 10 fødselsdage i måneden, så mængdemæssigt er der rasende meget mad, der går direkte fra køleskabet til skraldespanden hver eneste uge.

Opfordringen kom med i nyhedsbrevet allerede fredag, og jeg håber, at bare nogle af de andre forældre har lyst til at bakke op om initiativet. 

2.

Har jeg tørret alt mit vasketøj ude, og bare givet håndklæderne 10 minutter i tørretumbleren efterfølgende, så vi slipper for fornemmelsen af at tørre os i pap.

3. 

Døde min kaffemaskine, hvilket er et af de meget få husholdningsapparater, jeg erstatter pronto. Som i: Jeg kører ud og henter en ny, så SNART det sker. 

Det gjorde jeg så i lørdags, men den model, jeg plejer at købe, som er til at betale sig fra for penge, var udsolgt i El-giganten, som kun havde en mere luksuriøs – og dermed naturligvis også dyrere – model af samme mærke.

Mens jeg i desperation stod og googlede, hvor i byen, de mon havde mit sædvanlige weapon of choice på lager, kom den dyre model frem som sidebar-reklame, fordi Føtex havde den på bud.

Jeg handler meget sjældent i El-giganten, og jeg HADER at forsøge at forhandle mig til rabat i butikker (af en eller anden grund har jeg det anderledes, når jeg køber brugte ting privat), men da der i det samme kom en gigant-medarbejder gående forbi, spurgte jeg, om de tilfældigvis havde prisgaranti. Det havde de, og sådan gik det til, at jeg 10 minutter senere stod på p-pladsen med en ny og mere pimpet version af min sædvanlige kaffemaskine under armen, som jeg havde fået til lidt under den pris, jeg normalt giver for standardudgaven.

4.

Så jeg på fb et opslag om, hvordan folk lægger uge-budget, og det slog mig, at jeg faktisk har eksperimenteret med lidt forskellige udgaver, men ikke har skrevet om det her. 

Sidste år prøvede jeg kuvert-modellen, hvor jeg fordelte månedens rådighedsbeløb i 4 små portioner, og således vidste, hvad jeg havde til den enkelte uge. Jeg har hørt om mange, der er glade for dét system, men det fungerede ikke for mig.

For det første syntes jeg, at det blev enormt omstændigt med alle de kontanter. Både at huske at hæve dem og at have dem liggende et sted, hvor jeg kunne komme til dem, men hvor de ikke lå og gjorde sig til for alle, der kom forbi. 

For det andet endte jeg ofte med at købe dyrere, end det var nødvendigt, fordi jeg ikke kunne gøre brug af mængderabat, uden at bruge en uforholdsmæssig stor andel af ugens beløb.

Og endelig var vores økonomi bare ikke særlig velegnet til det, fordi vi ikke har feriekonti og opsparingskonti og tøjkonti osv. osv. osv. Alt kommer samme sted fra, og er der nogen, der pludselig har brug for nye gummistøvler eller kaffemaskiner –  jamen, så går de penge fra husholdsbudgettet, og vi har bare det mindre at gøre godt med resten af måneden.

Mit næste forsøg var en elektronisk version, hvor jeg fik lavet en ekstra konto (det er gratis i min bank), som jeg så flyttede et ugebeløb over på hver søndag. 

Det virkede langt bedre, fordi jeg nu bare kunne regulere, når jeg alligevel sad ved computeren, og også samtidig kunne lægge en buffer over til netop storkøb med mængderabat, eller til ‘den dims, jeg har ledt efter længe, og derfor SKAL købe, næste gang jeg ser den’. Bufferen kunne gå videre fra uge til uge, hvis den ikke blev brugt, men skabte ikke Rockefeller-illusioner, når pungen pludselig virkede helt fuld af kontanter.

Siden har mit indkøbsmønster ændret sig, fordi jeg er blevet langt, langt bedre til kun at købe det, vi mangler, og sjældent fraviger min indkøbsseddel, og derfor er det ikke længere helt så nødvendigt at skille ugerne ad. Men når jeg om et par år har betalt min gæld ud, tænker jeg, at min ekstra-konto bliver en slags mellemstation, hvor jeg flytter de penge over, som ikke direkte er en del af husholdningsbudgettet, men som stadig ikke er så meget i overskud, at de kan parkeres på opsparingen (f.eks. børnepengene, indtil vi har købt, hvad vi mangler, eller det beløb, jeg sætter af til service på bilen, indtil jeg ved, hvad det kommer til at koste osv.).

Mit mål er, at opsparingskontoen skal være fredet, så de penge, der står på den, faktisk er nogen, vi har i overskud, og som derfor kan bruges til fester, rejser og alt det andet, som ikke er livsnødvendigt, men som tilfører livet reel værdi.

M2019, uge 13

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge:

1.

Er jeg faldet af parfumevognen med et brag. Jeg siger ikke, at det er jeres skyld. Jeg siger bare, at hvis man bliver ved med at sende en narkoman links til billig heroin, well….

Nå, men i det mindste gjorde jeg det på den rigtige måde. For jeg fandt den på tilbud, købte den og fik sat byttebevis på, og sikrede mig, at jeg kunne få pengene retur, hvis det blev nødvendigt. Og så ventede jeg ellers på at nå til slutningen af måneden, så jeg kunne se, hvordan lønsedlen for marts kom til at se ud, nu hvor jeg har rettet mine fradrag. 

Den var bedre end frygtet, og da jeg samtidig fik 3000 kr. tilbage i varme (tak til den globale opvarmning, som i 2018 holdt temperaturen på jævne 39 grader fra 01. april til 31. oktober og dermed overflødiggjorde gulvvarme) lod jeg propperne springe og tænkte: 

Jeg bliver glad i låget, hver eneste gang, jeg får øje på den og 

2.

har jeg repareret min bruser med en plastik-kile. Vippefunktionen i brusestangen er så slidt, at bruseren nu hele tiden taber hovedet, sad-lonely-man style. Det er til at gå amok over at stå under, og selvom en ny formentlig ikke koster alverden, og jeg gætter på, at jeg ville kunne få den af boligforeningen, fungerer plastik-kilen, man kan ikke se den, og jeg er miljømæssigt meget tilfreds med mig selv. 

3.

Har jeg planlagt mellemmåltider ud fra, hvad jeg havde, der skulle bruges.

Jeg er efterhånden ret god til at få brugt rester til hovedmåltider, men de små ting, der hverken er noget eller ingenting, er svære at tænke ind i en madplan, synes jeg.

I denne uge besluttede jeg at bruge dem til mellemmåltider i stedet. F.eks. havde jeg en pakke knækbrød, som jeg har flyttet rundt på i 100 år. Jeg købte en god ost, og fik dén onduleret. Lidt forskellige mandler og nødder blev fordelt i små poser, jeg fik brugt de mandariner og kiwier, der har leget gemme i grøntsagsskuffen, og jeg købte en liter appelsinjuice, så vi kunne få gule smoothies ud af de frosne poser frugt og risengrødsrester, jeg ikke har kunne finde anvendelse for.

De fleste af tingene krævede et tilkøb af en slags for at kunne bruges, men på bundlinjen gav det stadig mening, fordi vi dels fik tingene brugt, og fordi vi under alle omstændigheder skulle have købt noget til mellemmåltiderne. 

4.

Har jeg taget lyskæden af min bænk ude foran, og gjort den klar til forår og sommer. Den er vasket grundigt og tørret pænt af, alle alger og pletter er fjernet, og jeg har skrevet på min seddel, at jeg skal have købt lidt træolie til de steder, hvor malingen er skallet af.

Ligeledes har jeg pudset mine vinterstøvler pænt, inden jeg pakkede dem væk, for det er efterhånden gået op for mig, hvor meget jeg kan forlænge levetiden på ting og tøj, hvis jeg passer ordentligt på det.

Det handler selvfølgelig også om, at der er lidt mere tid nu, end der var, da Frida var spæd og vi lige var flyttet, men jeg kan godt lide tanken om, at et biprodukt af at blive bedre til at passe på mine penge, også er at blive bedre til at passe på de ting, jeg vælger at veksle dem til.