M2024, uge 38

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Kom jeg til at tænke på, om man mon ikke kunne købe nye låg til de her glas?

For jeg elsker dem, og bruger dem til alt fra overnight oats over tørvarer til syltede rødløg.

Glassene er umulige at slå i stykker, men lågene er lidt mere skrøbelige. Salt, syre og opvask gør dem grimme over tid, og gummibelægningen (som får dem til at slutte tæt), optager lugt fra eddike, kaffe osv. 

Jeg gemmer de låg-løse glas og bruger dem til f.eks. pensler, brugte batterier, og som vaser og lysestager – men det er mere af nød end af lyst, fordi jeg altid har tomme marmeladeglas stående til halloweenlygter og andre kreaprojekter, som kan bruges til det samme.

Men høj af min nylige succes med nye puder til Antons høretelefoner, slog det mig, at der måtte være andre før mig, der har stået med det her problem – og det var der.

Man kan simpelthen købe nye låg til under 10 kroner stykket.

Så nu er min mor i gang med lige at tjekke, hvor mange hun mangler, så vi kan lave en fælles bestilling, og tippet er hermed givet videre.

2.

Holder jeg stadig fast i min ´1 ny ret om ugen’-regel, hvilket har optimeret min brug af rester i en grad, jeg faktisk ikke troede, der var plads til. For vi smider vitterligt næsten ingen mad ud, så hvor de her rester kommer fra, kan jeg ikke engang, sådan logisk, redegøre for.

Men det, jeg oplever nu er, at det er hurtigere at tænke rester ind i en ny “hovedret”, så jeg ikke skal finde på steder, hvor de kan puttes i uden at ødelægge tekstur eller smag, men faktisk med meget få ny-køb, kan omsættes til et hovedprodukt.

F.eks. var retten i denne uge wok, hvortil jeg bl.a. havde købt brocolli og gulerødder. Brocollistokken skar jeg fra, og lagde i grøntskuffen, og da jeg senere på ugen fik en ordentlig pose tomater foræret, lavede jeg frisk tomatsuppe med et par af gulerødderne (og også fik pelset min basilikum, der efter næsten 3 måneder i min vindueskarm var ved at se lidt træt ud).

Til suppen bagte jeg grovboller, hvor jeg rev brocollistokken og en ekstra gulerod i dejen, og både suppe og bolledej fik en skefuld af den hvidløgsost, jeg gerne ville have brugt også, i hovedet.

Selvom jeg tidligere snildt ville have fundet et sted at snige de her ting i, så har det jo langt højere økonomisk værdi, at de med en gratis pose tomater og pakke gær som eneste tilkøb pludselig udgør aftensmad til 3 dage.

3.

Har jeg været til høstfest med Frida. Det var 8. og dermed sidste gang for mig, fordi jeg ikke har timet mine børn godt nok til at kunne køre et år eller to med overlap, så 4 x indskoling med Anton efterfulgt af 4 x indskoling med Frida.

Ret skal være ret: Det ER hyggeligt, og ungerne er søde. Men det er de samme sange og det samme set-up hvert. eneste. år, og tilvejebringelse af ‘høst-tøj’ og det ‘høstrelaterede mad’ man skal have med, æder mere tid, end man skulle tro. (Her er det måske vigtigt lige at nævne, at jeg kommer til at gribe til fysisk vold overfor alle, der lægger en kommentar, som starter med ‘men er det ikke bare at – ‘).

Samtidig er det en dag, man hiver ud af kalenderen, for man “må gerne tage sit barn med hjem”, når festen er færdig kl. 11.30, hvilket hvert år giver mig ondt i maven over de børn, der skal blive tilbage og ekstra børn med hjem.

Nå, men det her er et M2024-indlæg, og det er meningen, at vi skal HYGGE os, Hans Christian, så jeg trækker lige min Folkeskolen SKAL Være For Alle!-kæphest tilbage i stalden.

ANYway!

Alt det for at sige, at den hvide kjole, som med forskellige accessories de sidste år har været HøstkjolEN, nu har udtjent sin værnepligt. Den er fin, men den kradser, hvis man ikke har noget indenunder, og fordi hun er et radiator-barn, går hun aldrig i den til dagligt.

I et anfald af genialitet spurgte jeg, om hun havde lyst til at smøre den ind i blod og bruge den til halloween, og jeg ved ikke, om jeg skal blive en *lille* smule bekymret over, hvor meget hun lyste op ved udsigten til dét…

Men nu er udklædningen hjemme, og taget i betragtning af, hvor dyrt, det ellers kan blive, er jeg ret godt tilfreds med mig selv. 

Månedens Mål, september (3/4)

I sidste uge var fokus på at (gen)etablere de gode vaner, så man bruger strøm, når prisen er så lav, som det ift. livet og hverdagen er muligt.

I denne uge kigger vi på den anden halvdel af muligheden for at skære en bid af elregningen, nemlig at sænke forbruget, så man bruger færre kWh.

(Når vi i næste uge kører sidste runde om strøm/el, skal jeg nok slutte med en liste i punktform over det, vi har talt om).

*

Modsat sidste uges fokuspunkt, som var lidt info-tungt, og som stiller krav til, at man dagligt følger med i elpriserne, time for time, så er denne uges fokus lige til at gå til.

For som vi har talt om før: Den billigste strøm er ALTID den, du IKKE bruger.

Skulle nogen have glemt det, så fordeler de fleste danskeres el-forbrug sig nogenlunde således:

Vaskemaskine/tørretumbler: 25%

Underholdning/TV: 25%

Køl/frys: 20%

Madlavning: 10%

Belysning/diverse: 20%

Nogle af punkterne kan man skrue på uden de store anstrengelser, mens andre kræver lidt mere fokus.

Men det nemmeste er nok egentlig bare at gennemgå dem dernedad, så det gør vi.

Vaskemaskine/tørretumbler (25%):

For lige at tage de tørre tal først, så er det her vigtigt at vide, at fordelingen faktisk er 1/3 på vaskemaskinen (ca. 170 kWH pr. år) og 2/3 på tørretumbleren (ca. 330 kWh pr. år).

Det er gode nyheder, for det betyder, at der, helt åbenlyst, er mest at spare ved at fokusere på tørretumbleren.

Jeg bruger min tumbler meget lidt i sommerperioden, men den er stadig i gang ind imellem. Derfor sidder det på rygraden hér, at jeg starter med at hænge tøjet ud og lade det tørre det, det kan, og så smider jeg det i tumbleren til sidst. På den måde er det meste af vandet fordampet,, men håndklæderne bliver stadig dejligt bløde (hvis man er til dét.. #håndklædegate)

Jeg har derfor øvet mig at tænke over, om tøj reelt skal vaskes, eller om det er nok at hænge det ud. Da det var varmt-varmt, krævede det meste tøj en vask, men nu, hvor man nogenlunde kan holde temperaturen ud, kan en kjole eller en trøje sagtens køre et par runder eller tre på en tur på tørresnoren.

Jeghar også tænkt mere over at forsøge at fylde maskinen op, men her rammer vi et af de dilemmaer, vi også har talt om før. For vi har det, vi skal bruge, plus en lille buffer – men vi har ikke så meget tøj hver især, at vi kan nøjes med at vaske en gang om ugen.

Når det er sagt, kan jeg stadig sagtens hente lidt ved ikke at klatvaske, som jeg måske har været lidt for god til de sidste 4 måneder, så det prøver jeg at blive bedre til.

En sidste bemærkning til det med at tørre tøj: Når først det rigtigt bliver efterår, kan det godt blive en udfordring at tørre tøj udenfor – men indeklimaet har ikke ret godt af vådt vasketøj.

Derfor er det værd at huske, at de fleste huse og lejligheder i dag har udsugning på badeværelset, så har man et tørrestativ, der kan stå derude, kan man faktisk stadig tørre en maskinfuld tøj på en nat.

Det koster ikke ret meget i energiregnskabet, og man kan derfor overveje, om man, når man køber  et nyt tørrestativ næste gang, skal købe ét af dem, der er højt og smalt, så det kan stå i bruserummet.

Underholdning/TV (25%):

Det her er én af dem, hvor jeg lever i synd, men gør det med åbne øjne.

For man kan spare cirka 10% på strømforbruget, hvis man slukker for de apperater, der står på stand by mode – men jeg synes simpelthen, at det er for irriterende at skulle rundt og slukke på 5 forskellige stikkontakter hver eneste aften.

Hvis man har sine ting til at stå/hænge, så man kan samle dem i ét stik, gør det selvfølgelig tingene nemmere, men det har jeg ikke.

Samtidig synes jeg også, helt i-landsagtigt, at det er drønirriterende, at tv’et f.eks. starter med at søge efter opdateringer, hver eneste gang, det har været afbrudt, så det her er den del af mit forbrug, hvor jeg æder, at det er, hvad det er. 

Men nu er informationen om den mulige besparelse givet videre, og sidder nogen med en genial ide eller et nicheinput, så smid det endeligt i kommentarfeltet.

Køl/frys (20%):

Det er selvfølgelig væsentligt, at man skifter sine køleskabe og frysere ud med energivenlige modeller, når man nyanskaffer, men her er også et punkt, hvor der kan være argumenter både for og imod at køre det, man har, i bund.

For selvfølgelig kan der være penge at spare på strømregningen, hvis man tilvejebringer et apperat, der bruger færre kWh, end det, man har nu – men samtidig øger det jo over livet dit forbrug, hvis du skrifter dine hvidevarer ud f.eks. hvert 5. år i stedet for hvert 8.

Jeg er ikke sikker på, at der kan laves valide udregninger på, hvad der så belaster klimaet mest: Den øgede produktion ved nykøb kontra det øgede strømforbrug ved at beholde det gamle. Der er for mange faktorer, der skal tænkes ind, og derfor er min egen løsning at bruge tingene, til de står af. På den måde er der jo i hvert fald én sikker gevinst, og det er den økonomiske besparelse, der ligger i at købe færre varer over et liv.

Man kan immervæk få temmelig mange kWh for det, en ny fryser koster.

Men det man KAN gøre, og som jeg planlægger at få gjort, inden vi rammer 01. oktober, er at afrime mine 2 frysere. En fryser bruger cirka 20% mere strøm, hvis der er 2 mm. rimfrost i den, og da en gennemsnitsfryser bruger cirka 220 kWh pr. år, betyder det for mig en besparelse på cirka 90 kWh, hvis jeg holder dem rim-fri.

Madlavning (10%):

På madlavningsfronten har jeg ikke ændret det helt store, for jeg er faktisk god til at bruge eftervarme og til at tænke over at bruge én varmekilde, når jeg laver mad. Altså, at jeg f.eks. tilbereder alt enten på komfuret eller i ovnen, så jeg ikke skal have begge dele i gang.

Hvis man ikke tidligere har haft så meget fokus på den her, er det værd at arbejde lidt med sine vaner ift. mængder, så man skalerer op, når man laver mad fra bunden, men ned, når man tilbereder.

Lav lidt ekstra mad til fryseren, når du alligevel har gang i komfuret, bag knækbrød, når ovnen allerede er varm, fordi du bagt pizza – og tænk over, om noget af det, der kræver meget strøm, kan flyttes til et tidpunkt, hvor strømmen er billig. Lasagne er et godt eksempel, fordi den holder en temperatur som indersiden af en vulkan i udbrud i en solid time, efter du har slukket ovnen, hvis du lader den blive stående derinder. Der er derfor ingen grund til at tilberede kl. 17 (hvor spidsbelastningstariffen går på), hvis du har mulighed for at lave den kl. 16. Det er klart; der er nogle hygiejnehensyn, man skal have i baghovedet her, men i mange tilfælde betyder det intet, at du slukker ovn/kogeplade kl. 17, og spiser kl. 17.30 eller 18.

Koger du grønt, æg osv. så vælg så lille en gryde som muligt, og lad være med at bruge mere vand, end det er nødvendigt.

Tænder du ovnen, så tøm den for plader først, så den ikke bruger unødvendig energi på at varme dem op, og koger du vand i en elkeddel, så nøjes med det, du skal bruge til en kop kaffe. Hvis du ved, at du skal have en kop mere, når du har drukket den første, så fyld vand i, så snart du har lavet første kop. Så udnytter du eftervarmen, og vandet tager ikke så lang tid om at komme i kog, når du tænder den igen. Her er det dog vigtigt at tilføje, at du ikke skal lade vand stå og koge det op flere gange over en dag;  hverken ift. bakterier, eller ift. varmelegeme og kalk.

Belysning/diverse (20%):

Jeg har valgt at involvere børnene i projektet i den her uge ved at vise dem min Watts-app, som  lige nu er orange. Jeg har været lidt i tvivl om, om det ville være det rigtige at gøre, for jeg vil ikke risikere, at de fejltolker det, jeg prøver at forklare dem, så de tror, at vi ikke har råd til strøm.

Men det ville sgu være nice, hvis de slukkede bare én pære om dagen, når de gik ud af et rum, så nu har jeg gjort det, og det lader umiddelbart til, at budskabet er trængt ind. Vi vil gerne tilbage i grøn, vi kan hjælpe hinanden, og jeg har allerede hørt dem sige ‘husk lige at slukke lyset!’ til hinanden en god håndfuld gange.

Derudover har jeg kig på de nye genopladelige lys fra Sirius, som jeg påtænker at bruge som nattebelysning hos børnene og i de rum, hvor vi ikke skal bruge lys-lys om aftenen. (Nul spons – jeg har bare ikke kunne finde andre produkter, hvor forbrugsdata er så godt beskrevet). De lader på under 2 timer, og holder herefter (angiveligt) strøm i 200 timer.

Til sammenligning kræver Fridas nattelampe fra Verona 4-6 timers opladning for at lyse i 24 timer. 

Lade-øen er dog en torn i øjet på mig; jeg synes, den er stor og meget lidt køn.

Og helt overordnet er det også fint nok lige at huske, at det måske heller ikke er helt optimalt for hverken økonomi eller miljø, hvis man hver gang, der kommer noget nyt og mere miljørigtigt, skifter alt, hvad man har, ud. Men jeg har været glad for det meste af det Sirius, jeg har købt, mens mange af de andre mærker, jeg har testet, over tid viser sig at have forskellige former for brister, som gør dem mindre brugervenlige eller dyrere på sigt.

Derfor har jeg valgt, at jeg, i takt med, at jeg skifter ud, vælger Sirius hver gang jeg køber nyt, så det hele over tid ender med at passe sammen.

Ift. ‘diverse’ har jeg, som skrevet i sidste uge, valgt at oplade lamper, hørebøffer og devices om natten, hvor strømmen er billigst, men jeg har ikke kunne finde data på, om det er billigst at klat-lade dagligt, eller at gå med én gang om ugen. Min løsning er derfor tilpasset virkeligheden, forstået på den måde, at jeg fordeler opladningen af de forskellige ting, så jeg kan nøjes med de ladere og det ene timerstik, jeg har.

Samtidig gør rutinen det nemt for mig at huske at lade alting løbende, så jeg ikke står i en situation, hvor jeg pludselig er nødt til at oplade et sæt flade hørebøffer eller en skolecomputer i det tidsrum, hvor strømmen er dyrest.

M2024, uge 37

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Købt en fjernbetjening til mine kunstige fyrfadslys.

For et par uger siden lagde jeg mærke til, at mine lys og lyskæder faktisk burde tænde en times tid tidligere, end de gør nu, for selvom vejret opfører sig fuldstændig vanvittigt, er vi på vej mod efterår.

Jeg har timer og fjernbetjening på stort set alle de lys og lyskæder, jeg har, fordi det gør det muligt at vælge, om de skal være tændt 2, 4, 6 eller 8 timer. Batterimæssigt gør det en KÆMPE forskel, og der er ingen grund til, at de tænder kl. 18 en sommeraften, hvor solen stadig brager ind ad alle vinduer.

Men de kunstige fyrfadslys jeg har, har jeg aldrig haft remote til, fordi jeg faktisk ikke rigtigt har brugt dem. Men fordi jeg manglede 60 kr. for at opnå gratis fragt på en ordre sidste år, købte jeg 4, og jeg kan godt se på det hele, at det også her ville give mening at kunne vælge mellem flere tidsintervaller.

Jeg googlede – og en fjernbetjening koster 50 kr. Det er tjent ind på en uge i forlænget batterilevetid. 

2.

Har jeg plantet lyng og lavendel i mine plantekasser – hvilket ikke var planen.

For faktisk havde jeg tænkt, at de kapilærkasseskjulere, jeg købte i foråret, skulle på loftet, når jeg tog de spanske maguriter, der har stået helt ABSURD flot hele sommeren, op.

Men da jeg havde tømt og fejet træskjulerne og havde vasket selve kapilærkasserne af, syntes jeg pludselig, at der var MEGET tomt i forhaven. Og kasserne er mildest talt uhandy og kan kun *lige* komme op gennem loftlemmen. I skuret fylder de det hele, og hvis vi ender med, at de skal stå udenfor et sted, kan de sgu ligeså godt stå der med blomster i.

Nu pynter de igen, og så må vi se, hvordan set-up’et fungerer, når kulden kommer.

3.

Har jeg knoklet som et bæst for at komme foran, rent økonomisk.

Lang (LANG) historie kort, fik jeg sidste år et solidt skattesmæk, fordi jeg det første år, jeg var selvstændig, var nødt til at sætte min årsindkomst kunstigt lavt. Som selvstændig betaler man skat af sin forventede årsindkomst, hvilket giver mening nu, men det første halve år betød det, at jeg skulle betale skat af penge, jeg endnu ikke havde tjent, og derfor blev det den løsning, jeg sammen med revisoren valgte at gå med.

Jeg satte (selvfølgelig) penge af, efterhånden som de rullede ind, men da året var gjort op, endte jeg med at skylde 60.000, hvilket var 15.000 mere, end jeg havde stående. Det slip er jeg løbet efter siden, og fordi det offentlige de sidste 8 måneder er blevet ualmindeligt dårlige til at betale deres regninger til tiden, er jeg endt i den åndssvage situation, at jeg har tolketimer nok til, at jeg længe har penge til at betale mine regning – men det hjælper ikke, når pengene hele tiden kommer for sent.

Paradokset i at tolke armene af og sende fakturaer ud, hurtigere end jeg nærmest kan nå at skrive dem, samtidig med, at min kassekredit hele tiden ligger og vipper LIGE på kanten, er ved at rive min hjerne midt over, og det er ULIDELIGT at skulle forsvare og forklare mig overfor skiftende 24-årige bankrådgivere, der alle sammen hedder Gitte, hver anden måned.

Efter at have brugt sommeren på, mere og mere rasende, at rykke for forfaldne betalinger og være ved at brænde sammen over ligegyldigheden, jeg blev mødt med, endte jeg derfor medio august med at tage en MUS-samtale med mig selv.

For det er, helt indiskutabelt, så dårligt og urimeligt, at man næsten ikke kan forstå det.

Men jeg sidder med to børn med diagnoser og en afledt historie med systemet, der betyder, at jeg ret hurtigt når til hjertebanken, vågne nætter og hænder, der ryster. Det offentlige er en mur, der er så forvænt med at kunne stonewall’e alle, og hvor ingen nogensinde, som enkeltperson, skal stå på mål for inkompetence og sjusk, at man bliver nødt til at tage realistisk bestik af, hvem det er, der har mest at miste ved at stå på sin ret.

Her er det mig. Jeg kan ikke holde til at være så vred hele tiden.

Derfor endte jeg med at nå frem til, at det er mindre frustrerende at forsøge at komme om foran rul, jeg nu i et år har løbet efter, end det er at få jobcentre og hospitaler til at rette ind.

Jeg har derfor sagt ja til alle de opgaver, jeg har fået tilbudt, uanset placering og tidspunkt på døgnet. (Selvfølgelig under hensyntagen til, at jeg fagligt kan stå inde for kvaliteten). 

Samtidig har jeg gjort mig umage med at tjekke skabe, inden jeg handler, så jeg både gør, hvad jeg kan for at pengene ruller ind, men også samtidig sparer lidt på de daglige indkøb. Det har faktisk været meget rart at få brugt nogle af de små rester, jeg har til at stå, og jeg har det stadig på rygraden. Selvom det jo er en stakket frist, så gør det faktisk en forskel at kunne trække indkøb en uge eller to. 

Vi er halvvejs i september, og jeg har de sidste to uger tolket næsten dobbelt så mange timer, som jeg plejer. Ordrebogen er fuld de næste mange uger, hvilket jeg er inderligt taknemmelig over, og selvom jeg er træt og meget bevidst om, at jeg ikke kan holde det her tempo i flere måneder, sidder jeg med en god fornemmelse af, der er grund til håb og optimisme.

Månedens Mål, september (2/4)

Vi er i fuld gang med at re-fokusere på vores el-forbrug, og som jeg nævnte i sidste uge, er der to måder at spare penge på:

A:

Du kan bruge strømmen, når den er billigst.

B:

Du kan nedsætte dit forbrug, så du bruger færre kWh.

*


Jeg har den sidste uge haft fokus på det første, dvs. at bruge strømmen, når den er billigst. Fordi intet i livet skal være let, er der også her to bevægelige dele, du skal holde styr på: 

*Timeprisen (med mindre du har fast pris, men det er de færreste, der har det i dag)

*Tariffen.

Timeprisen er den pris, som selskaberne betaler for at købe strømmen på el-børsen. Den bestemmes af udbud og efterspørgsel, og vejret har meget at sige ift. hvor meget strøm, der produceres og dermed er tilgængeligt.

Tariffen er, lidt enkelt forklaret, transport af strømmen, så den kommer ud til vores stikkontakter, men også det, vi hver især bidrager med til vedligehold og udbygning af elnettet. Fordi det belastes mindre, hvis vi bliver bedre til ikke at bruge strøm samtidigt, alle sammen, har man delt døgnet op, så der er mest at spare, hvis du bruger strøm, når de andre ikke gør:

(Billede lånt fra elberegner.dk)

Jeg har prøvet at tage et screenshot af min app på hhv. den dyreste og den billigste time torsdag d. 12.09, så I både kan se prisen, og hvad den består af:

Vi bor ikke, så det kan lade sig gøre at have (op)vaskemaskinen til at køre om natten, og som jeg også kort var omkring i sidste uges indlæg, så er der bare nogle apparater i hjemmet, der æder den strøm, de gør. Dit køleskab og din fryser kan jo ikke ret godt unplugges mellem 17 og 21.

Men derfor er det stadig muligt at flytte en del af sit forbrug, så det ikke lige ligger i spidsbelastningsperioden. Jeg er den sidste uge begyndt at tage udgangspunkt i min app, når jeg planlægger, hvornår jeg skal starte vaskemaskinen, ligesom jeg også forsøger at lægge alle de små opgaver, der kræver strøm (f.eks. afkalkning af elkedel, kagebagning til hytteture osv). nogenlunde der, hvor det er billigst.

Derudover har jeg opdateret mit timerstik, og igen lavet en ladestation, hvor alle vores devices lader om natten. Fridas skolecomputer lader jeg onsdag og søndag, højtalere og nattelamper mandag, mens iPads og min computer er sat til hver nat.

Og jeg skal være den første til at indrømme, at det ikke er opladning af iPads, der kommer til at gøre en epokegørende forskel på størrelsen på elregningen – men når jeg vælger at bruge timerstikket til at lade om natten alligevel, handler det om, at det for mig er en daglig reminder om at have og holde fokus på mit elforbrug. For det er SÅ nemt at glide over i ‘men hverdagen er jo også nødt til at hænge sammen’ – og det er rigtigt.

Men lad os tage udgangspunkt i en helt almindelig vask, som, afhængigt af model og temperatur, koster lige knap 1 kWh. Torsdag kostede strømmen 3,00 kr. pr. kWh kl. 18-19, mens den kl. 19-20 kostede 4,44 kr.

Med et gennemsnitsforbrug på lige omkring 4 kWh pr. person pr. dag, er man nødt til at operere ud fra ‘mange bække små’-prinicippet, hvilket er både en velsignelse og en forbandelse. For ift. ovennævnte vask betyder det, at nej; du skal ikke sætte den vask over klokken 18, hvis det kræver, at du pisker alle børn i bad kl. 16, eller må tage alle de røde lys for at nå hjem. Det er ikke halvanden krone værd.

Men det betyder samtidig, at de små ændringer faktisk kan ende med at gøre en ret stor forskel, hvis du generelt er opmærksom på dem, for med et gennemsnitsforbrug på 1600 kWh om året, betyder det, at du kan spare næsten 1000 kr. på din elregning om året, hvis du skærer halvanden krone af bare 1/3 af dem.

*

Det er mange tal, og jeg er med på, at der er mange faktorer, der spiller ind. Men netop fordi det så komplekst, bliver man nødt til at vælge, hvad man fokuserer på, og her er det både let og overskueligt bare at gå efter at bruge strømmen, 1) når den er billigst 2) i det tidsrum, det er praktisk muligt for én at gøre det.

Og netop det sidste med, at det skal være ‘praktisk muligt’, vil jeg gerne slutte med, for man kan, som én af jer var inde på i sidste uges kommentarfelt, godt bliver en lille smule besat af det her, så man nærmest bliver stresset og får dårlig samvittighed, hvis man er nødt til at køre en kogevask kl. 20.

Her vil jeg virkelig gerne appellere til, at man kører Fast Greb – men Ingen Hvide Knoer. For hvis man sætter for mange begrænsninger op for sig selv, er risikoen, at det bliver SÅ surt og besværligt, at man bare opgiver på forhånd.

Vi arbejder med det muliges kunst, og det kan se meget forskelligt ud fra dag til dag.

*

Næste uge skal vi snakke om konkrete måder at nedbringe forbrug/antallet af kWh, inden vi den sidste uge tager fat i nogle af de lidt mere overordnede dilemmaer, og også laver en opsamling.

M2024, uge 36

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Haft brug for noget værktøj og nogle ting til børnenes penalhuse, som gav anledning til at rode lidt rundt i de kasser, jeg har på alle hylder i hele huset.

Da først 7 af dem stod på køkkenbordet i den skarpe sensommersol, kunne jeg godt se, at et par af dem måske var klar til at sende på pension, og det gav anledning til en form for Tetris, hvor jeg smed ud, sorterede og fordelte indholdet fra samtlige kasser anderledes.

En del af grunden til, at jeg kan bevare overblikket over det meste, selv når det går stærkt, er, at jeg er ret god til at organisere, og her er kasser bare virkelig gode. For modsat skabe og store skuffer, så er den afgrænsning, der naturligt ligger i at have fx. 30x30x30 cm. til rådighed, med til at sørge for, at man ikke får væltet mere sammen, end man kan holde styr på.

Men efter utallige flytninger, har jeg også efterhånden lært, at det mest optimale er at købe opbevaringsløsninger, der enten kan klappes sammen, skilles ad, stables eller tåle at stå på loftet.

For kasserne, jeg har i mit bryggers, er virkelig gode til formålet; de er store og uden låg, så man faktisk får smidt skoene i dem, når man har et par uger, hvor det ikke lige er *dem*, der er yndlings – men de er af stof. Det betyder, at de SKAL opbevares ved stuetemperatur, hvis man rykker rundt og har et par stykker i overskud.

Derfor er jeg endt med at gå målrettet efter, at de opbevaringsløsninger, jeg i dag erhverver mig, skal kunne tages ud af rotation, men stadig gemmes, så jeg har dem, næste gang, jeg får Verdens Bedste Ide.

De seneste jeg har købt, er (tilfældigvis) alle fra Ikea:

(Billeder tyvstjålet fra Ikeas hjemmeside)

De øverste kan skilles helt ad, så de bare er en stak firkanter, og de store vasketøjskurve nederst, (som vi bruger til bamser) kan foldes sammen, så de ikke er højere end en flad tallerken.

(Sidstnævnte ville i øvrigt snildt kunne bruges til andre formål, f.eks. visne blade i haven, hvis man bor, så man ikke lige kan bakse rundt med en havespand, eller hvis man har brug for en ekstra stor skraldespand til et DIY-projekt).

2.

Har jeg bedt børnene oprette hver deres ønskeseddel på deres respektive iPads.

For der er langlanglang tid til jul. I know. Men Anton har fødselsdag i november, og jeg VED, at hvis vi først slut-oktober skal til at finde på, så bliver alle ønsker en direkte udløber af opportunistiske legetøjs- og techgiganters forsøg på at pushe specifikke varer ud i fjæset på os.

Med et adhd-barn, som ønsker sig alting, inderligt, brændende, nunuNU!, er det desuden også et ret godt hjørnespark, fordi det er med til at synliggøre, at det, man *næsten* ikke kan leve uden i dag, ikke engang er på Top 10 om 3 måneder.

Det er en svær øvelse, det der. Faktisk. For jeg ved, 1:1, hvordan hun har det. Den metafor, jeg blev ved med at vende tilbage til under min egen udredning var, at jeg altid har haft et hul indeni, og ligemeget hvad jeg prøver at fylde i det, så er det ikke dét, jeg leder efter,

Det har resulteret i virkelig mange, virkelig dårlige beslutninger, og selvom jeg godt ved, at jeg ikke kan fjerne alle sten på vejen for hende, så håber jeg, at jeg med den her øvelse, kombineret med en MEGET aktiv indsats for at sætte ord på og mærke efter, stadig kan hjælpe hende med at undgå bare nogle af de fælder, jeg selv er gået i. 

3.

Har jeg måtte æde, at vi stadig ikke er i mål med nye mobiler til hele flokken. 

Frida har fået en iPhone 11, vi har købt af en tidligere, god kollega, og planen er stadig, at Anton skal overtage min 12’er, når jeg køber en ny.

Men fordi YouSee pludselig var helt korslagte og kontrære, endte vi, som jeg skrev i sidste uge, med at skifte teleselskab.

Nu er vi så langt, at det faktisk ikke kan betale sig for mig at købe en ny iPhone, før den nye 16’er kommer til november.

Og ikke fordi jeg er sådan én, der partout skal have den sidste nye model.

Men jeg har så store børn nu, at vi de næste 4-5 år kommer til at køre send-videre-modellen, og derfor er jeg endt på, at det nok giver mest mening at tænke ind, at den telefon jeg køber, skal kunne leve så længe som muligt – og det kræver, at den kan køre opdateringer. 

For apropos vores snak om børn og mobiltelefoner, synes jeg kun, at det bliver stadigt vigtigere, at telefonerne kan holdes opdaterede med de seneste sikkerhedsopdateringer, der garderer bedst muligt mod hacking og spyware.

Men fordi det har trukket ud, har jeg haft tid til at nærstudere alle typer af rabataftaler så grundigt, at jeg, når den nye 16’er kommer, vil starte med at tjekke, om den billigste løsning er at købe telefonen på afbetaling over et år, direkte fra en butik. Det er det (for mig) lige nu på 15’eren. Og reelt er det jo det, vi gør, når vi køber en mobil med abonnement hos vores teleselskab; det er bare ikke sådan, de fleste af os opfatter det.

Månedens Mål, september (1/4)

Som jeg løftede sløret for i sidste uge, kommer september til at handle om at re-fokusere på vores el-forbrug.

Det er tiltrængt for mig, kunne jeg se, da jeg åbnede min app, som jeg ikke har rørt siden foråret, for mit forbrug er stille og roligt kravlet op i orange zone – og hvor det, økonomisk, er til at have med at gøre nu, så bliver det virkelig, virkelig træls efter 01.10, hvor vintertariffen igen ryger på.

Men vi starter blødt ud med at repetere de hårde facts:

*Tarifferne 2024 ser sådan her ud:

Billede lånt fra Elberegner.dk

*En gennemsnitsdansker bruger 4,3 kWh om dagen.

*Der er forskel på, hvordan vi bruger vores kWh, afhængigt af, om vi bor alene eller sammen, om vi bor i lejlighed eller hus osv. osv,, men uanset hvilke tabeller, jeg graver frem, viser de, at godt halvdelen af den strøm, vi hver især bruger, går til tøjvask, underholdning og madlavning.

Jeg har brugt nogle timer på at google og nærlæse, og til min store overraskelse er langt de fleste tal, jeg kan finde, faktisk fra før 2022 og krigen i Ukraine. Også selvom artiklerne er nye. Det forstår jeg ikke helt, for uden at være ekspert, undrer det mig, hvis ikke de stigende priser og det generelle vanvidscirkus, verden har forvandlet sig til, har fået os til, grundlæggende, at ændre vores vaner.

Derudover studser jeg over, at stort set ingen artikler nævner el-biler. Jeg er med på, at man selvfølgelig er nødt til at opgøre forbruget på disse særskilt, fordi det ellers skævvrider alt, idet ikke alle har (el)bil – men det er da en smule sært, at det i mange artikler bare bliver helt forbigået?

Nå, men når det er sagt, så peger det meste af det, jeg kan finde, stadig i samme retning. 

I meget runde tal ser fordelingen af vores elforbrug generelt sådan her ud:

Vaskemaskine/tørretumbler: 25%

Underholdning/TV: 25%

Køl/frys: 20%

Madlavning: 10%

Belysning/diverse: 20%

Det er nok de færreste af os, der har stærke følelser knyttet til sådan en oversigt, fordi den er vag og kan være svær at oversætte til hverdagsliv og lys over køkkenbordet.

Derudover er en del elforbruget jo svært at ændre på, sådan fra dag til dag. Mobiler, computere osv. er efterhånden så nødvendige, at de bare er nødt til at være opladede 24/7, og det kræver strøm. Og selvom køleskab og fryser selvfølgelig kan skiftes ud til mere energivenlige modeller, når de dør, bruger de, lige her og nu, det, de bruger.

MEN.

I den her sammenhæng er det (stadig) vigtigt at huske, at du kan spare penge på strøm på to måder:

A: Du kan sænke dit forbrug; altså bruge færre kWh.

B: Du kan bruge strømmen, når den er billigst.

De to muligheder breder jeg ud over de næste ugers indlæg, hvor vi selvfølgelig også skal snakke lidt om miljø.

*

Hvis du vil være med, er denne uges opgave ret overkommelig: Du skal bare (gen)finde den app, du brugte til at tjekke strømpriser sidst, opdatere den og flytte den ud på forsiden af din telefon, så den igen ligger et sted, hvor du ser den dagligt.

Jeg bruger Watts-app’en, men Norlys nævner disse 4 som andre mulige bud:

  1. Norlys Energi
  2. Min Strøm
  3. Elspotpriser
  4. Mit Elforbrug

M2024, uge 35

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg fået afsat en ramme Coca Cola med vanilje, to ruller chokoladekiks og 3 poser popcorn med karamel.

Anton på ude-lejr i næste uge, så jeg spurgte hans lærer, om de kunne bruge tingene, som jeg bare flytter rundt på. Colaerne købte vi, sidst vi var ovre grænsen, men ingen her i huset kan lide dem, popcornene fik jeg med som noget erstatning fra Bilka To Go, og kiksne købte jeg inden sommerferien, fordi jeg havde glemt, at mine børn ikke længere er 5 år. 

Nu er det afleveret på skolen, og når de i næste uge skal lave mad over bål (åh, at være en flue på … træet), kan det til lige de her børn måske være meget godt med lidt at snacke på inden sengetid.

2.

Troede jeg, at Anton havde fået pest. Det viste sig at være hans hørebøffer, der er begyndt at skalle, og derfor efterlader sorte flager øverst på kindbenene.

Han kører med nogle dyre og virkelig gode høretelefoner, og økonomien lige nu er ikke til at smide et par tusind efter nogle nye. Men de er vigtigere for ham, end de er for så mange andre børn, fordi de fungerer som bolværk mod verden, når den bliver for overvældende.

Jeg har været lidt handlingslammet, fordi jeg faktisk ikke lige helt kunne finde ud af, hvad den gode løsning var: At købe nogle billigere og dårligere, og så sætte ham til at ønske sig nye til jul, eller at købe tid ved at forære ham mine (som er magen til hans).

Men så kom jeg til at tænke på, at det ville være sært, hvis man ikke kunne købe reservedele til så dyre bøffer, og én googling senere havde jeg fundet nye puder til den beskedne sum af 139 kr.

De er nu bestilt, og julen er reddet. 

3

Endte jeg med at skifte teleselskab og er nu overgået fra YouSee til Telmore.

Jeg har trukket den længe, for, som jeg skrev lidt om her, så har haft vi ALT samlet hos YouSee, og opgaven med tjekke/sammenligne priser, forholde mig til dækning og det lavpraktiske i at sætte alting op forfra er/var fuldstændig uoverskuelig.

Og faktisk er jeg ikke sikker på, at jeg synes, det er helt ok, hvor usammenlignelige de her produkter er. For 1:1 kan du godt holde to mobilabonnementer op mod hinanden – men ALLE selskaber kører med kombinationsrabatter og underprodukter, som betyder, at du ikke kan taste, hvad du skal bruge og så bare få en pris.

Jeg endte derfor med at kontakte kundeservice hos 3 forskellige selskaber, skrev i punktform, hvad jeg skulle bruge, og bad om en samlet pris.

De to af selskaberne har jeg stadig ikke hørt fra, så det løste sig selv. Men heldigvis var dem, der vendte tilbage, Telmore, som bruger YouSees netværk og dermed har/bør have samme dækning. I mit job, hvor jeg kommer i mange afkroge af Jylland, er det ret relevant, om jeg har dækning på mobilen, når jeg står tre revler ude i Vesterhavet, og fordi jeg somme tider fjerntolker hjemmefra, skal der også være smæk på netværket her.

Det ville være synd at sige, at overflytningen gik smooth, men altså. Nu er vi kørende, og det er det vigtigste. Som et ekstra plus virker min iTunes nu også igen (og nej; jeg er ikke færdig med at synes, at det er noget svineri, at man ikke løser problemet, når man *har* konstateret det, tak fordi du spørger).

Fordi jeg således nu har alle priser på de nye abonnementer tilgængelige i min Telmore-app, får I lige en sammenligning herunder. De Telmorepriser, jeg skriver, er efter introrabatten er ophørt.

Månedens Mål, august (4/4)

Jeg tror måske, at jeg har fundet en vinder. For det her med at købe ind til én ret? Det har haft alle de positive bivirkninger, man kunne håbe og flere til.

Det er for tidligt at blive religiøs omkring det, for jeg har trods alt kun praktiseret det i halvanden uge, men hvor jeg med de andre systemer, jeg har prøvet at løbe i gang, har følt det som bøvlet og noget, der hele tiden kræver fokus fra start, så er det her nærmest det modsatte.

For det første er det MEGET nemmere at overskue, hvad jeg har i køleskabet, og hvad jeg har af rester, der skal bruges, når jeg har lavet “hovedretten”. Eksempelvis lavede jeg i denne uge Rasta Pasta (ja, undskyld, men det hedder det. Det er Mill & Mortar i skal skælde ud), hvilket gav lidt kylling og grøntsager i overskud. Det blev til en salat senere på ugen, og endelig havde jeg en pakke bacon tilbage fra de baked beans, jeg lavede i sidste uge, som sammen med et æg og en rest af noget hvidløgsost fra fryseren blev forvandlet til en gang bastard-carbonara.

For det andet er det alt rigeligt at handle to gange, som jeg skrev om i sidste uge, og det nedbringer mængden af impulskøb betydeligt.

For det tredje genopliver det traditionen med nogle gange bare at køre rugbrød til aftensmad – og det er SÅ undervurderet. Jeg er bare tilbøjelig til at glemme muligheden, når det hele ruller.

Det bliver tydeligt, hvor lidt det kræver at skabe en ret med råvarer, man alligevel har stående. Og bliver det ved med at gå? Nej, det gør det jo ikke, hvis man ender med at skrælle lagret helt ned, vel? Men selvom de fleste af os vi er blevet meget bedre til ikke bare at købe store mængder, fordi de er på tilbud, så er der alligevel ofte situationer, hvor det ikke giver mening IKKE at gå med tilbuddet. Eksempelvis skulle jeg betale det samme for én pakke bacon, som jeg købte 3 for i sidste uge, hvis jeg ikke gjorde brug af tilbuddet. Derfor er der, tror jeg, hele tiden lidt tilløb til skabe og skuffer, og på den her måde får man tingene brugt.

Så selvom det i første omgang så ud som om, at madbudget-målet var en dødssejler, tror jeg måske alligevel, at jeg er endt med at have fundet den version, der passer til mig.

*

I næste uge tager vi hul på september, og månedsmålet her bliver fokus på strømforbrug. Efter 6 måneder med sommertarif og mulighed for at tørre tøj ude, vil det nok for de fleste af os være hensigtsmæssigt lige at stramme lidt op på vanerne, inden vintertariffen igen banker på fra 01.10.

M2024, uge 34

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Ryddet op i børnenes kasser med huer og handsker.

Og det er jo ikke fordi, vi står og skal bruge dem i næste uge, vel? Men lige nu har ingen af dem den fjerneste erindring om, hvad de har af vintergear, og jeg VED, at hvis først de får lov at se kassen, så gror de attachment issues til hatte, de aldrig har haft på, og handsker, der er for små, på halvandet sekund.

Det gav en lille pose til Røde Kors, som jeg smuglede ud med så meget list og finesse, at jeg forventer at blive scoutet af colombianske narkokateller, og nu kan vi ud fra det, vi har tilbage, langt bedre vurdere, hvad der er brug for at anskaffe om et par måneder.

2.

Ringet til min sundhedsforsikring og forespurgt på, om man kan bruge den forebyggende.

Det er jo lidt noget lort med det der manglende brusk i højre side. Faktisk. Men jeg har – naturligvis – gravet mig ned i artikler om den nyeste forskning på slidgigtsområdet, og jeg hælder faktisk til, at de smerter, jeg bøvler med, ikke så meget skyldes den manglende brusk, som de skyldes, at jeg er skæv af at køre så meget bil. Alle muskler på højre forside er med ret stor sandsynlighed for korte, og så trækker det hele skævt. Stræk og træning hjælper, og selvom jeg er ret afklaret med, at jeg ikke ender med at blive smertefri, har jeg flyttet grænsen for, hvad jeg kan *så* meget, at jeg stadig er nogenlunde fortrøstningsfuld.

Massage hjælper – men det er DYRT. Og fordi jeg også har en ok-solid udgift til en personlig træner, syntes jeg, at det var indsatsen værd at undersøge, om man evt. kunne få noget af det dækket af sundhedsforsikringen.

Det var et nej – men til min store, positive overraskelse var ham, jeg talte med, fysioterapeut og han havde virkelig mange gode input.

Nu har jeg fået en henvisning til en fys, og har også én i tankerne. Men første stop på vejen er egen læge, hvor jeg lige skal have lidt hjælp til at lægge en forsvarlig plan.

(SÅ! VOKSEN!!)

3.

Vasket Fridas sneakers.

Der er så meget grundvand her, hvor vi bor, at markerne omkring den lokale skole, er én stor mudderpøl fra slut-august til start-maj. Det er SUPER bøvlet på tøj- og skosiden, men trods alt er hun stadig så lille, at sko, støvler og overtøj i forvejen kun kan bruges én sæson, inden hun vokser ud af det. 

Vi ruller ikke med ‘pæne’ sko, for der er så få lejligheder, hvor det ville give mening, at det ville være fråds. Når det er sagt, vil jeg jo stadig gerne, at jeg kan have hende med ud i verden, uden at det ser ud som om, hun bor i en grøft.

Derfor fik begge par udesko en overhaling med bagepulver og Vanish i fredags, så der var tid til, at de kan nå at tørre helt, inden det hele ruller igen mandag. Det er jo ikke fordi, man ikke kan se, at de har været i brug, men det pynter stadig og modsat en tur i vaskemaskinen, så risikerer man ikke at opløse limen i sålerne, når man kun lige skyller dem med bruseren et minut eller to.

Månedens Mål, august (3/4)

Jeg har sadlet om. For efter – igen – at have knaldet rundt i, hvornår jeg skal føre penge over, og om storkøb af sæbe tæller med i ugens husholdningsbudget eller ej, havde jeg et langt, alvorligt møde med mig selv over en kop kaffe i haven. 

For hvis du gør, hvad du gjorde, så får du, hvad du fik.

Og det er nok.. hvad? 8. gang? 12. gang? jeg forsøger at få den her model op at køre, og det VIL bare ikke lykkes. Den sidste uge har jeg haft god tid, og det til trods har jeg *stadig* fundet det svært at få intentionen omsat til virkelighed.

Jeg har derfor ryddet pladen og prøvet at gentænke hele konceptet. For det er godt til mig med konkrete tal og systemer, så den del har jeg prøvet at overføre på en anden løsning, for der er ingen tvivl om, at der er penge for os at hente her, hvis jeg ellers kan udtænke en måde at gøre det på, der er nemmere for mig at styre.

Derfor tester jeg de næste uger, hvordan det virker, hvis jeg:

1.

Køber stort ind én gang om ugen på BilkaToGo.

Og det er ikke for at endorce BTG, for det er hverken bedre eller værre end så meget andet. Men for mig fungerer det godt, at jeg hele tiden kan se oppe i hjørnet, hvad jeg har handlet for – og hvor jeg IRL ret nemt kan falde i ‘nu er vognen alligevel fyldt’-fælden, så har det slet ikke samme effekt på mig, når jeg køber stort ind på nettet. Snarere tværtimod, faktisk, og det hænger klart sammen med, at jeg hele tiden kan se, hvor mange penge, jeg er ved at bruge.

Samtidig bliver jeg ikke fristet af strategisk product placement, der får mig til at købe en friskpresset juice fra Princip til 35 kroner i stedet for den liter Rynkeby til en 10’er, jeg havde planlagt. 

2.

Midvejshandler efter 3-4 dage, hvor jeg kan købe den liter mælk og de friske grøntsager, jeg mangler til resten af ugen.

3.

Planlægger at lave én ret fra bunden om ugen. Det lyder ikke af ret meget, det ved jeg godt – og det er ikke sikkert, at det rækker.

Men vi spiser 2-3 forskellige ting til alle måltider herhjemme, og det har jeg for længst opgivet at tude over. Det betyder, at jeg på mange måder laver mad til mig selv på samme vilkår, som hvis jeg boede alene. Jeg kan virkelig godt lide at lave mad, og jeg er ret god til at prøve at lave alt muligt forskelligt, Men det betyder, at jeg meget hurtigt har ting i køleskabet, som er åbnede og derfor skal spises inden for en rimelig tidshorisont, og når jeg laver to forskellige retter pr. uge fra bunden, får jeg simpelthen for mange ‘sjatter’, jeg ikke kan nå at bruge.

I denne uge lavede jeg f.eks. nogle spicy breakfastburritos (so sue me) med hjemmelavede baked beans fra Valdemarsro. Bønnerne lavede jeg den ene dag, hvor jeg bare spiste dem med en grøn salat og en skive brød, og så kørte jeg fuld mexicansk aftenen efter. Jeg havde rester til et par dage, og har også smidt lidt bønner i fryseren, og dermed har jeg faktisk fået aftensmad til 4 dage ud af én ret. Jeg kørte suppe fra fryseren på dag 5 og 6, og det flute, jeg købte til, var der nok tilbage af til en sandwich på dag nummer 7.

Den her model ligner i langt højere grad den måde, jeg plejer at vælte gennem ugen på, men med den store forskel, at jeg nu har prøvet at sætte konkrete tal på både indkøbsture og madlavningsprojekter.

Jeg glæder mig faktisk helt til at teste, hvordan det fungerer IRL.

M2024, uge 33

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg tjekket de 2 alternative ruter, jeg får foreslået, når jeg taster en adresse på min GPS, som altid fremhæver og foreslår “Den hurtigste”.

Det har været noget af en øjenåbner. Af de 3 forslag er den hurtigste altid den, der giver flest kilometer på motorvej, mens den langsomste i nogle tilfælde må indeholde passager af ‘Kravl med din bil på ryggen’, for ellers kan jeg simpelthen ikke se, hvordan man skal kunne få en tur på 60 kilometer til at tage små 3 timer.

Men det midterste forslag lægger ofte kun 5-10 minutter til rejsetiden, er ofte kortere, målt på kilometer, og giver dig så mange af disse som muligt på landevej. KÆMPE gamechanger ift. brændstof. Og køreglæde, faktisk, fordi det uden undtagelse altid er pænere, og fordi man ikke skal male sine tænder til benmel over trafik og vejarbejde.

(Som ekstra plus får man i mit tilfælde også fornøjelsen af at høre Frida begejstret udbryde “KØER!!” hver e-n-e-s-t-e gang, vi kører forbi et eksemplar af slagsen). 

Hvordan nedsat hastighed påvirker batterilevetiden for elbiler ved jeg ikke, men det er der med garanti nogle af jer, der ved, så meld endelig ind.

2.

Har jeg haft Min Bog fremme og opdateret den med årets erfaringer. Det var ikke fordi, der var så meget at tilføje, men jeg holder nærmest religiøst fast i at gøre det alligevel, for selvom jeg har 47 års empiri, der modsiger antagelsen, så tror jeg altid, at jeg kan huske ting fra ét år til det næste.

I år havde jeg f.eks. tænkt, at jeg ville smide et puslespil i bilen, da vi skulle til Nordjylland – men fortids-Linda havde heldigvis skrevet: “Lad være med at slæbe puslespil med. Det kan ikke betale sig” – og det havde hun helt ret i, kunne jeg se, da vi var deroppe.

Så for folk som mig, der er tilbøjelige til at få de samme ideer flere gange, er sådan en bog sin egen vægt værd i guld.

I år har jeg noteret, at jeg skal huske at smide vores Loops ørepropper i tasken, når vi skal i forlystelsesparker rundt omkring.

Og ikke, at det partout skal være Loops, men grunden til, at jeg synes, at de er smarte er, at de stadig lader lyd trænge ind. Man kan vælge dem med forskellige grader af filter, så de nedsætter lyd med hhv. 8, 16 og 32 dB (mener jeg, det er). Almindelige ørepropper lukker meget ude, og skal hives ind og ud, hver gang man skal interagere med andre mennesker, og jeg har nærmest mistet 4 stk. på den tid, det har taget mig at skrive den her sætning. Noise cancelling er vidunderligt for dem, der har brug for det, men dels virker de ved at producere hvid støj på den præcis modsatte frekvens af den omgivende lyd, hvilket betyder, at de (op)bruger batteri, og dermed på et tidspunkt løber tør for strøm, og dels er de VARME.

Og så er der noget ift. sikkerhed, der for mig kan være lidt problematisk, fordi man som hørende ikke er så opmærksom på sine omgivelser, som døve og mennesker med høretab er. Derfor er jeg altid nervøs for, om Anton opdager det, hvis der f.eks. går en alarm, eller nogen råber en advarsel, når han har sine NC-bøffer på.

Men nu har jeg noteret, at vores Loops skal med, og så håber jeg, at alle kan hygge sig og stadig har både forstand og nervesystem i behold, når vi kører hjem. 

3.

Har jeg tjekket de spande med maling, jeg har stående i bryggerset.

Noget af det giver ikke mening at flytte rundt på, for der er for lidt til en væg men for meget til bare at plette med. Her fik jeg hældt en smule fra til mig selv, og foræret resten til nogle kreative typer.

De store spande med hvid maling, jeg købte fra sidste lejer, da jeg flyttede ind, irriterer mig, fordi de fylder. Omvendt er det jo virkelig dumt at smide dem ud, for maling er dyrt, og hvid altid kan bruges – men det slog mig, om der kunne være noget med holdbarhed.

Jeg google mig frem til, at der på mange spande står holdbarhed angivet, og at for gammel maling kan have dårligere dækkeevne og .. noget mere, jeg har glemt.

Men der stod ikke noget på mine spande, så jeg skrev til den forretning, hvor malingen er købt – og de anede det heller ikke. Men vi fik med lodder og trisser fundet frem til nogen lidt højere oppe i systemet, der kunne oplyse, at så længe malingen ikke lugtede mærkeligt, kunne man bare rulle løs.

Så nu lever jeg med, at de står bag døren og fylder, men glæder mig til gengæld over, at lagret på rest-hylden er skrumpet betragteligt. 

Månedens Mål, august (2/4)

Intentionerne om et ugebudget var gode, men livet kom med sit store, grimme hverdagsfejeblad og skovlede dem væk.

Egentlig er det fint, fordi det giver anledning til at flette noget ind, som jeg for tiden prøver at arbejde bevidst med, nemlig at kurskorrigere løbende, og huske, at fordi man punkterer på ét hjul, så behøver man ikke at pifte de andre 3.

For mål sat så afgrænset op, som jeg gør herinde, har både fordele og ulemper. På plussiden betyder tidshorisonten, at jeg får fulgt nogle beslutninger til dørs, som ellers ville være smuldret mellem fingrene på mig, fordi jeg taber fokus, hvis noget tager for lang tid. Til gengæld er det svært at løbe det tabte ind, når man misser en uge, fordi det ikke er ret meget ekstratid at gøre med.

Det første, jeg måtte konstatere var, at det ikke fungerer at lave et stramt ugebudget den uge, hvor børnene skal tilbage i skole, efter 7 uger uden madpakker og ulvetimer. For vi manglede stort set ALT.

Den anden erfaring, jeg gjorde mig var, at det kan være godt givet ud at lægge alle tov fra sig og træde et skridt tilbage, når alting pludselig går meget hurtigere end forventet. Skolestart, kommuner, der ikke betaler deres regninger, og deraf følgende lappeløsninger, der skal klappes af med banken, et opslag på LinkedIn, der har fået sit eget liv, hvalpe hos naboen, taxabøvl til Anton osv. osv., åd alt, hvad jeg havde af overskydende tid, og dermed blev det småt med timer til at blogge og arbejde med konkrete mål.

Men også dét, prøver jeg at gøre til noget, jeg kan lære af. For jeg vil så gerne ændre mit mønster med at have fuld kontrol, indtil jeg bliver så overvældet, at jeg intet kan overskue, for det er dér, tingene skrider for mig.

Derfor har jeg denne uge prøvet at være meget, meget bevidst om, hvordan jeg forvaltede min tid, så jeg hele tiden var skarp på at gøre det absolut mest nødvendige først. De dage, jeg nåede nogle af luksus-opgaverne, når baseline var lagt, havde jeg ro til at glæde mig over det, men de dage, hvor det ikke lykkedes, var det stadig ok, for det, der SKULLE være styr på, var der styr på.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det var nemt. Jeg kan *næsten* ikke være i mig selv, når jeg har besluttet at gøre noget, og så må sande, at jeg ikke kan nå det alligevel – men jeg bliver ved med at minde mig selv om, at vaner er svære at bryde, netop forde de er vaner.

Men hvis du gør, hvad du gjorde, så får du, hvad du fik, og jeg har ambitioner om andet og mere.

Det betyder, at jeg stadig har holdt øje med vores forbrug, og at jeg har fået tilføjet mit andet visakort til min telefon, så jeg i hvert fald har lagt en sten eller to til det, der gerne skulle blive husholdningsstien til sidst.

Det hele er udvikling, og selvom det ikke er nemt, har jeg en helt basal fornemmelse af, at det stadig er indsatsen værd.

M2024, uge 25

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg hjulpet min mor med at sætte nogle glas til salg på Marketplace, og i samme ombæring fået lagt de sidste ting fra oprydningen på børnenes værelser op. Jeg har besluttet, at tingene får lov at være sat til salg i 14 dage – er de ikke gået, ryger de til genbrug. 

Jeg kan godt mærke, at det er lidt uvant for mig at have så mange ting i mit hjem igen, som prepping har givet mig. Selvom jeg har tænkt over at købe ting, jeg kan bruge uanset hvad, så er det længe siden, jeg har haft 10 stearinlys og 4 pakker batterier.

For ikke at tale om vand på plastikflasker. (Av).

Når man kommer fra god plads og the bare necessities, skal der ikke meget ekstra til, før det kommer til at føles lidt kompakt, og derfor kan jeg godt mærke, at jeg kommer til at skrue op for oprydningen de næste uger og måneder.

Men egentlig er det fint at blive opmærksom på, i hvor høj grad jeg foretrækker den mere skrabede version af mit hjem, fordi overblikket giver mig ro. Det fjerner lidt af den sentimentalitet, der ellers godt kan være en hæmsko for at skille sig af med tøj, man ikke bruger længere, og køkkengrej, der står i vejen i skabet.

2.

Er jeg i gang med at bladre programmerne igennem for Esbjerg og Varde kommunes sommerferieaktiviteter. Vi har brugt tilbud i begge kommuner flittigt de sidste år, og det er en god mulighed for at snuse til nye sportsgrene og kreative aktiviteter uden at binde sig for en hel sæson.

Har du mindre børn og udsigt til en sommer herhjemme, så tjek din kommunes hjemmeside og se, om de ikke har noget lignende. Mange af tilbuddene er gratis, og der er ret meget af det, man kan lave sammen.

3.

Har jeg været på bog-rov – og her må jeg sige, at pladsoptaget ikke generer mig på *helt* samme måde…

Jeg brugte en aften på at grave mig ned i googlesøgninger på de bøger, jeg har på min altid åbne bogliste, og fandt en serie, jeg har haft stående længe, på DBA. 

Her vil jeg lige indskyde, at det er en rigtig god ide at klikke på ‘Se sælgers andre annoncer’ når man køber bøger (og tøj og møbler) på DBA. Der kan du hurtigt se, om det er en læsehest, der er løbet tør for plads (#kender), som sælger ud af skattene, eller om det er en virtuel marskandiser, du er faldet over.

Og altså: You do you. Men jeg er HYPER sart med lugte, og jeg kan ikke samle mig om at læse en bog, når den lugter af røg eller hengemt kælder. Hvis en salgsprofil har 385.953 annoncer oppe, med 17 sofaer, 9 reoler, 2-3 biler og en hund, er det nok ikke Hanne og Poul, der bare har ryddet op i stuen – og lever du af at opkøbe dødsboer, står du ikke med snuden i hver enkelt bog, du hiver hjem.

Hende her havde 19 bogserier, alle i samme genre, lagt op, og jeg endte med at få de 3 bøger, som nærmest er urørte, til mindre, end første bind koster, hvis jeg skal købe dem fra nye.

De to andre bøger, jeg gerne ville have, men ikke kunne finde brugt, efterspurgte jeg først på min egen fb-profil, ud fra tanken om, at jeg ofte selv har bøger stående, som jeg har læst, men ikke lige er kommet videre med. Ingen rakte hånden op, så jeg købte dem til fuld pris med ro i sindet over, at jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at tænke både miljø og økonomi ind.

*

Månedens mål, juni (3/4)

*Jeg har fået vasket de to sidste af mine fire skraldespande. Nu handler det bare om at huske at smide en kande vand med en dråbe sulfo i, når de bliver tømt sommeren over, og så lade dem stå med åbent låg til de er tørre.

*Er jeg ved at revurdere, hvordan jeg skal sammensætte indhold i køleskab og fryser, for hvor målet jo indtil nu har været at få dem tæt-på-tømt, så handler det i disse dage lidt mere om at tænke over langsomt at få opbygget en base af mad, der ikke fordærver på 20 minutter, hvis strømmen går.

Igen er jeg ved at gå moderat amok over, at der pludselig er NOGET mere indhold på hylder og i skuffer, end jeg plejer at køre med, så det er work in progress at få indarbejdet en rytme, hvor vi ikke ikke kører med planøkonomiske tilstande, men heller ikke har så meget liggende, at overblikket ryger, og maden bliver for gammel. 

*Haven ligner til gengæld noget, der er løgn, så den er på den kommende uges to-do. Men – MEN! Jeg skal lige bruge lidt spalteplads på at prale, for nu har vi jo talt en del om min nærmest latterlige mangel på evner i haven.

Men se lige her:

Ja. Started from the bottom, now we’re here! Det her er en have-profil nu, og Søren Ryge kan godt begynde at passe på haserne.

*

Næste uge rammer vi det sidste indlæg inden sommerferien, og jeg har besluttet, at M2024-indlæggene holder ferie i juli. Jeg kommer stadig til at blogge lidt, når det lige passer, så det er ikke fordi der bliver helt stille herinde, men jeg har brug for at kunne smide min kalender over skulderen og være ligeglad med, om det er mandag, torsdag eller lørdag.

Jeg laver en opsamling på Månedens Mål-projektet på fredag, fordi vi nu er halvvejs – og hvis jeg når det, får jeg kigget på, hvad jeg gerne vil have på af punkter resten af året.

Spørgsmål og ønsker er er velkomne, og man behøver ikke have en forkromet og deltaljeret plan for, hvad punktet kan hænge sammen med. Meld ind, hvis du har noget; så ser jeg, om ikke jeg kan binde det sammen med de emner, jeg har i tankerne.

Glædelig midsommer og solhverv.

M2024, uge 24

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Inden vi går til ugens indlæg, vil jeg lige følge op på prepper-indlægget fra sidste uge. Jeg beklager, at jeg har slæbt på fødderne, men jeg kører en 60+ timers arbejdsuge i denne uge, og tilsat fødselsdag for Fridas klasse, fødselsdag for familien, bil-bøvl og det løse, har jeg bare været ved at brække midt over.

Jeg har samlet jeres kommentarer, både fra indlægget, fra fb og fra de beskeder, jeg har fået bagom og sat dem ind i en printvenlig version af det oprindelige indlæg.

For at I ikke skal sidde og trawle 100 sider igennem, får I dem her i punktform:

*Har du kæledyr, så husk også at have mad, medicin osv. på lager til dem. 

*Bilradioen kan fungere, hvis man ikke har en batteridrevet radio.

*Tøm din køleskabsdispenser for isterninger (hvis du har én). Går strømmen, smelter de og løber ud på gulvet.

Derudover kom der også en ret relevant kommentar om sikringsrum; hvor man går hen, hvis luftalarmen lyder. For nogle vil den blotte tanke give ondt i maven, men for et nærmest sygeligt lavpraktisk menneske som mig, gav indsparket bare anledning til, at jeg begyndte at spekulere over, hvad man rent faktisk gør.

For i det set up, der tales om lige nu, er der vist generel enighed om, at det bliver internettet, der ryger først, og går man på Bogerdk eller sin egen kommunes hjemmeside, bliver man opfordret til at holde sig orienteret via DR og TV2.

Hvilket jo bliver lidt bøvlet uden strøm og net.

Jeg skrev derfor til den lokale beredskabschef, som meget beredskabschefsagtigt startede med at mane til ro (jeg sad med hvilepuls), men dog trods alt informerede om, at man på sin kommunes hjemmeside kan finde en oversigt over sikringsrums placering.

Så er man typen, der finder ro gennem viden, kan man tjekke det. Hvis man får stresspletter på halsen og SLET ikke kan overskue det, så følger man bare efter dem, der ser målrettede og relativt rolige ud.

Hører man til førstnævnte kategori, kan man også lige tænke igennem, hvad man ville smide i tasken, hvis det blev aktuelt. Jeg gjorde det for år tilbage ift. hvad jeg ville tage med ud af huset, hvis det brændte, og jeg har sjældent været så glad for at have tænkt noget igennem på forhånd, som jeg var, da rækkehusnaboen satte ild til huset, og jeg skulle have mig selv og 2 børn ud. Nu.

Gør med det, hvad der giver mening for dig, og smid resten over højre skulder. Det her er tænkt som en hjælp til at finde frem til, hvad den rigtige løsning er for DIG, så du træffer dine valg ud fra en bevidst stillingtagen, og så du ikke bliver smittet af kollektiv panik.

Til sidst, meget lavpraktisk:

Jeg arbejder på at lave en kategori på bloggens forside, hvor jeg dels smider et link til det oprindelige indlæg, og dels lægger en nedskaleret version af det, som man kan printe, hvis man har lyst. (Teknikken driller, men verdens bedste IT-Claus er på sagen, så jeg forventer, at det er oppe meget snart).

Jeg har konverteret oversigten til PDF, så det burde være muligt at hente og åbne den, uanset hvad enhed, man kører, og jeg har under hver punkt tilføjet plads til egne noter.

Og med de ord hopper vi tilbage til formatet, som vi kender det. 

*

I den forgangne uge:

1.

Fandt min far en taske, da han var ved bageren efter morgenbrød. Den stod MIDT på fortovet, og min far, der tydeligvis ikke har hørt ligeså meget true crime som jeg, samlede den op og kiggede i den.

Den viste sig at indeholde en MacBook, en powerbank, et bundt nøgler og en makeup-pung. (For real: Tusind point til de unge i dag for at gå i byen med stort set hele deres indbo under armen).

Der var bare desværre ikke noget i tasken, der indikerede, hvem ejeren var.

Min søde far havde lagt billeder op i diverse fb-grupper, men kunne ikke rigtigt komme videre med det end dét.

“Jeg tror bare, at jeg kører ind til politiet med den i morgen”, sagde han.

Mig:

This is what we trained for, people. 

Hendes Macbook var selvfølgelig låst, men hendes (meget almindelige navn) stod der, ligesom thumbnail’en var et ægte billede af hende (og ikke en avatar).

Jeg brugte 20 minutter på den her måde:

-og jeg fandt hende.

Vi fik hende genforenet med tasken, og alt det her er bare for at sige, at man godt kan gøre lidt for at sætte sine devices op, så folk kan finde én, hvis man forlægger dem.

Brug dit rigtige navn, og hav et reelt profilbillede og ikke et blåt egern eller en Disney-prinsesse.

På Androidtelefoner ved jeg, at man kan sætte en funktion op på forsiden, som den, der finder din telefon kan trykke på, og se, hvem den tilhører, og da man på nogle iPhones kan få adgang til nødkontakter ved at trykke ‘Hjem’, er det smart, at de er opdateret med én, folk kan ringe til.

Finder man en telefon uden ejermand, kan man tage simkortet ud, se hvem teleudbyderen er, og prøve at ringe til dem. Nummeret på simkortet er unikt, og udbyder vil ofte være villig til at hjælpe med at skabe kontakt til ejeren. 

2.

Er jeg begyndt at fylde tomme havremælkskartoner med vand og fryse dem.

I #prepperlife hjælper de med at holde på kulden, men de kan også bruges som engangs-fryseelementer på sommerens ture.

Får du brug for pladsen i fryseren, er det bare at tage dem op, lade dem tø op i vasken, og smide den tomme karton ud.

2 remindere, hvis du går med ideen:

*Vi ved det allesammen, men man kan jo godt lige komme til at glemme det alligevel: Vand udvider sig, når det fryser, så lad være med at fylde dem HELT op.

*Smider du dem i en køletaske, som du tager med ud i sommerlandet, så overvej, om du lige skal have dem i en pose, så du ikke står med våde sandwiches, hvis låget ikke slutter helt tæt. Brug en affaldspose; så har du den ved hånden, når du senere står på stranden med ispapir, tomme juicebrikker og for få hænder.

3.

Var jeg på apoteket efter medicin til Frida.

ADHD-medicin er noget af det, som lægen skal søge tilskud til for dig, og det er sgu lidt noget bøvl. For perioden, hvor tilskuddet løber på og din egenbetaling gradvist falder, er et år fra du får tilskuddet første gang. Derefter starter en ny periode med fuld egenbetaling, som så gradvist falder igen.

Men fordi jeg henter til både Frida og mig, er der flere perioder at holde styr på, hvilket jeg gerne vil, for ADHD-medicin er dyrt, må kun udleveres én recept ad gangen, og det kræver derfor lidt overblik og fodarbejdet hvis man gerne vil hente i slutningen af én periode, fremfor at vente en uge og så betale fuld smadder.

Den her gang blev det DYRT, og jeg antog derfor, at vi havde taget hul på en ny periode. Jeg bad om at få bon’en med, for på den står datoen/perioden, og man kan også se, hvor meget tilskud, man har fået.

Men på den her stod der ingen af delene, og jeg spurgte derfor til, om der var kommet nyt system. Det viste sig, at medarbejderen simpelthen ikke havde fået det sat på – og det er jeg helt på røven over, at de selv skal huske at gøre. For uden nogensinde at have tænkt over det, ville jeg bare alle dage antage, at det kørte automatisk.

Det gør det jo så ikke, så en KLAR opfordring herfra til, at man sørger for at tjekke det fremadrettet, hvis kan får tilskudsberettiget medicin. Her betød det 400 kroner, som jeg fik tilbageført med det samme, og som ingen, nogensinde, på bagkant ville have opdaget, at jeg havde betalt for meget.

Månedens mål, juni (2/4)

*Jeg fik vasket to af mine skraldespande, da de blev tømt, så de ikke bliver mere trælse, end skraldespande allerede er, når (hvis!) varmen kommer igen.

*Jeg har noteret årets erfaringer ift. Fridas fødselsdag i svømmehallen i min bog.

*Jeg har fået ryddet en smule op i skuret (og lad mig være ærlig: Udelukkende fordi jeg ikke kunne komme til min fryser for bare løbehjul, pottemuld og vildfarne fodbolde).

M2024, uge 22

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

———-

Inden vi går til ugens punkter, vil jeg lige følge op på mit eget spørgsmål om, om det kunne have interesse med et indlæg ift. EU-valg. Det kunne det, kan jeg se, og jeg går i gang med at læse mig ned i info fra i morgen.

Jeg kan ikke love, at jeg forstår det hele, men jeg kan love, at jeg vil gøre mit bedste, både for at forstå og for at formidle, og jeg skal nok får skrevet indlægget, så vi alle sammen kan nå i stemmeboksen d. 09.06.

Til gengæld kan det godt ske, at det bliver på bekostning af næste uges M2024-indlæg, for jeg har (heldigvis) godt med opgaver i næste uge, Frida har fødselsdag om lidt, jeg har en bil, jeg skal have hentet – og så var jeg så heldig at trække en legegruppe her også.

Uanset hvad, så kommer der noget op i slutningen af ugen, vi er på vej ind i.

———-

I den forgangne uge:

1.

Har jeg foræret en stak ting væk, som jeg egentlig havde tænkt, at jeg ville prøve at sælge. Jeg havde en håndfuld ski-undertrøjer og en Hummel-jakke, som Anton voksede ud af i efteråret, en Captain America-rygsæk, jeg har betalt en formue for, som han kun brugte til at opbevare Lego i, og en tyngdedyne, som jeg købte, testede og lagde væk, fordi den ingen effekt havde på nogen af os. 

Fridas klassekamerat fik tøjet, en af venindernes lillebror fik rygsækken, og dynen røg afsted til trænerens søn.

Man skal have respekt for de små beløb, for ift. økonomi gemmer djævlen sig virkelig i detaljen, men det eneste, jeg føler over at have sendt de her ting videre, er glæde over, at de ikke længere ligger her og fylder og kalder på handling. 

2.

Fik jeg en køletaske i julegave, som jeg elsker med en inderlighed, der grænser til det upassende. Den er fra Sistema, og udmærker sig ved at kunne klappes sammen, når den ikke er i brug, så den intet fylder. Den er perfekt i størrelse til en madpakke, noget koldt at drikke og to fryseelementer, og da Frida forleden kom og spurgte, om ikke godt hun også måtte få en, fordi hun er træt af at spise lunkne madpakker, bestilte jeg to på stedet.

Men jeg har ikke selv været helt tilfreds med de køleelementer, jeg har i min, for selvom de gør, hvad de skal, har den en træls størrelse. De er for små til at fylde bunden ud, men for store til at ligge 2, side om side, og det betyder, at maden hurtigt kommer til at ligge og rutsche rundt. Fordi børnenes madpakker ofte består af 150 løse dele, bliver det lige der *ekstra* træls, og da jeg, uanset hvad, skulle have fat i 4 mere, så der er til os alle 3, brugte jeg en mellemtime, jeg i onsdags havde i Fredericia, på at google køleelementer på mål.

Og sandelig, om ikke jeg fandt nogle, der passede perfekt, var på bud, OG kunne afhentes i butikken – som lå i Fredericia.

Jeg smed min bestilling, og sendte med det samme en fedterøvs-mail, og 20 minutter senere fik jeg besked om, at min ordre var klar til afhentning.

3.

Har jeg haft en lang snak med mig selv om, hvordan jeg skruer bevidst ned, når jeg har travlt, eller når jeg holder ferie med børnene, og der derfor er nogle ting, som jeg er nødt til at skubbe.

For jeg har egentlig altid kørt den model, hvor jeg simpelthen bare prøver at nå så meget som overhovedet muligt, og så må sige ‘fuck it!’ til det, jeg ikke når.

Problemet med den løsning er, at den efterlader mig med en kronisk følelse af at underpræstere; ganske enkelt fordi jeg hver eneste dag må erkende, at der er punkter på min liste, jeg ikke når.

Kognitivt forstår jeg godt, at det ikke er helt så sort og hvidt. For der er kun 24 timer i døgnet, og jeg har tendens til at være meget tidsoptimistisk, når jeg skriver mine to-do’s. 

Men det ændrer ikke på, at det efterlader mig med en følelse af ikke at have struktureret min tid godt nok, når jeg må lade uafvingede punkter stå og stritte på min seddel.

Det virker gak, når jeg skriver det her, men følelsen er reel nok, og derfor er det noget, jeg gerne vil ændre mit mindset omkring.

Jeg har hele maj øvet mig at huske, at min første prioritet er arbejde, fordi det om lidt er ferie, og opgavemængden går ned. Det betyder, at jeg for første gang i omkring et år ikke kan nå at træne de fleste af ugens dage, ligesom jeg heller ikke når at svare på mails, beskeder og blogkommentarer, efterhånden som de ruller ind.

Men hver gang, jeg har kunne mærke pulsen begynde at stige, har jeg tænkt: “Opgaver har første prioritet, og så må andet vige pladsen” – og det har faktisk gjort en forskel.

Det, som er helt sært er, at jeg kan mærke, at det udspringer af en frygt for, at jeg mister fokus og interesse, og derfor ikke får samlet bolden op igen. Jeg har cirka 47 års empiri, der peger på det modsatte, men man er nødt til at opdage, at man opererer ud fra forkerte antagelser, før man kan begynde at øve sig i at praktisere andre.

4.

Lovede jeg et billede af gardinløsningen (med bruseforhængsstang) hos Frida:

Månedens mål, juni (1/4)

Som nævnt i sidste uge er denne måneds mål ikke helt så afgrænsede og strømlinede, som de sidste måneders mål har været.

Men jeg været i haven, for det meget omskiftelige vejr har taget livet af nogle af mine planter, og intensiv pleje og gødning til trods, har genoplivning ikke været muligt.

Derfor har jeg re-grupperet og samlet de overlevende blomster i nogle nye krukker, mens jeg har gjort kort proces med de visne og de druknede.

Et par solcellelamper havde også allerede smidt håndklædet i ringen, så jeg har trimmet og flyttet rundt, og mere skulle der faktisk ikke til, før jeg følte, at jeg måske alligevel var nogenlunde med på havefronten. De eneste to SKAL-skal punkter tilbage på havelisten er at stikke kanter af (#KÆMPEhad!), og at brænde ukrudt mellem fliserne. Det når jeg.

Derudover har jeg været målrettet ift. at få brugt pesto, skyr og pålæg fra køleskabets dyb, så jeg langsomt får spist det, som ellers ville løbe tør for holdbarhed, og endelig har jeg fundet Min Bog frem, både ift. Fridas fødselsdag (mængder af forplejning osv.), og fordi jeg er så langt med sommerplanerne, at det giver mening at kigge på, hvad jeg har skrevet af remindere til mig selv sidste år.

M2024, uge 21

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg besluttet, at vi skal have et gardin som det, Anton har fået, sat op inde ved Frida. Hun har eftermiddags- og aftensol, og det betyder, at hendes værelse er en sauna omkring sengetid, når solen skinner så meget, som den har gjort den sidste uge.

Ligesom Anton har hun et mørklægningsgardin, men det suger varme – og det er sgu også bare træls at lukke AL lys ude.

Fridas seng står op ad den væg, hvor vinduet er, og da både hun og hendes veninder er nogenlunde ligeså rolige som tændte elpiskere på speed, virker det på forhånd som en dårlig ide at hænge flagrende stof op, som de kan blive viklet ind i. Derfor er løsningen, der fungerer så godt på Antons værelse, ikke gangbar hos hende.

Men jeg er kommet i tanke om de bruseforhængs-stænger med fjedre, der sådan set bare sidder i spænd, og sådan én kan jeg sætte op inde i fordybningen, så gardinet ikke kommer til at hænge på ydersiden/væggen, men inde i selve vinduesrammen. (Jeg skal nok smide et billede, når jeg får det sat op).

Ligesom hos Anton betyder det, at der ikke skal bores i væggen, og at løsningen kan pilles ned og opbevares i et plakat-rør bag en dør i efterår- og vintermånederne.

2.

Har vi ramt solcremes-perioden, som alle herhjemme hader inderligt.

Vi har fundet hvert vores mærke, hvor vi kan leve med både lugt og konsistens, og sådan må det være. Men børnene skal også have solcreme med i skole, og her har jeg de sidste år været træt af at skulle købe en ekstra til dem hver, for det er virkelig meget solcreme at have stående, når vi går på sommerferie.

Jeg har læst 1600 artikler om, hvorvidt man kan gemme solcreme fra år til år eller ej – men jeg ender altid med at smide det ud, fordi det bliver slæbt med ud i verden, bliver åbnet og lukket på steder med sand og vand, og hele tiden ligger i varme biler og direkte sol. Det er muligt, at faktoren kan overleve, men jeg synes faktisk ikke, at det er særlig lækkert ift. hygiejne og konsistens.

I sidste uge skulle jeg bruge noget bagerst i mit badeværelsesskab, og da jeg trak kurven ud, lå der i den de små silikone-flasker, jeg sidste år købte til at fylde sæbe og shampo over i, da vi skulle på ferie. 

Man kunne næsten høre tegneserie-pæren over mit hoved sige *pling*.

Så nu har jeg fyldt en sjat af deres respektive solcremer over i sådan én, og de har fået den i skoletasken med navn på. Den fylder meget lidt – og skulle de få den smidt væk, kan jeg købe en ny silikoneflaske, og *stadig* er det billigere, end hvis jeg skulle havde købt en ekstra, ny solcreme til dem hver.

3.

Er vi gået i gang med at kigge på Fridas fødselsdag, fordi hun gerne vil holde den sammen med en anden pige fra klassen.

Jeg konsulterede Bogen, og kunne se, at jeg faktisk både har en stak overskydende invitationer samt lys og servietter fra sidste år liggende.

Derudover kunne jeg også læse min egen påmindelse til mig selv om de melanintallerkner og -skåle, jeg har, som står i en kasse i entreen, fordi de fylder for meget i et køkkenskab. De er stadig så nye for mig, at jeg godt kan glemme, at jeg har dem, så derfor har jeg lavet et notat om det, så jeg ikke kører dobbelt op på klimabelastning ved både at have købt dem og købe engangsservice, når der er optræk til fest.

Månedens mål, maj (4/4)

Jeg nåede til min tørretumbler i torsdags, og modsat både opvaske- og vaskemaskine, syntes jeg faktisk, at den var mere træls end forventet.

Vandopsamlingsbeholder og fnugfilter i lågen var til at gå til, men det store filter i bunden af maskinen var godt, gammeldags træls. MASSER af lag, som er umulige at komme ind imellem, bøvlede hjørner og sammenføjninger, og det primære filter bag noget formstøbt plast i verdens mest uoptimale vinkel. Hvor fjendtligt et design kan man næsten vælge at producere??

Efter i 20 lange minutter at have bandet, så hærdede sømænd ville rødme, slæbte jeg den med udenfor, og spulede den med min haveslange. Jeg har én af de sprøjtepistoler, der kan vælges indstillinger på, og jeg valgte den, der hedder ‘Center’, men som sagtens kunne have heddet ‘Vold!’. 

Der skulle jeg være startet, for det tog 3 minutter at højtryksspule filteret nærmest sterilt.

Tumbleren er samlet igen, og selvom det var over-medium træls at gøre den ren, er det rart at vide, at det er gjort.

—-

Med en håndfuld dage tilbage af maj, og juni og sommer i horisonten, har jeg tænkt lidt over, hvad det næste mål skal værre.

Jeg vil usandsynligt gerne slippe for at skulle tilbage i dagpengesystemet, og derfor har jeg taget alt, hvad jeg har kunne få op under neglene af opgaver de næste 5 uger – og det betyder, at jeg får travlt.

Samtidig kan jeg mærke, at der er sket så meget det sidste års tid, at jeg faktisk trænger til at lade det hele bundfælde sig. Der er nogle mål, jeg gerne vil arbejde med hen over efteråret, men for at kunne det, er jeg nødt til lige at mærke efter, hvad det nye udgangspunkt er – og så trænger jeg bare, helt lowkey, til ro. 

Det går mere og mere op for mig, at pauserne er mindst ligeså vigtige som den aktive del af processen, uanset hvad jeg arbejder med, for roen er helt afgørende for at samle kræfter, for at kurskorrigere og for at sikre, at det, jeg bruger tid på, også er det, der er vigtigt for mig. Det kan jeg ikke, når jeg bruger al ledig kapacitet på at spurte og eksekvere, for så bliver det overflade, mosters hånd og rutine, og sådan vil jeg ikke leve.

Derfor har jeg besluttet, at M2024-indlæggene, og dermed også vores månedsmål, holder sommerferie i juli. Jeg kommer stadig til at klat-blogge, når der er noget tankeskrammel, der trænger til at blive hældt ud på papir, men jeg giver lige mig selv en måneds pause fra den faste tidsramme.

Men inden vi når så langt, har vi juni for fødderne, og målet her bliver lidt atypisk, fordi det består af flere små mål, der ikke umiddelbart hænger sammen. Overskriften kunne være ‘Gør klar til ferie’, og hvor jeg de sidste 5 måneder har kørt ét mål ad gangen, så kommer de her til alle sammen at være work-in-progress, hele måneden igennem. 

De punkter, jeg har på min egen liste er:

*Have/skur

*Bogen (hvad har jeg noteret, hvad skal jeg huske) 

*Vaske skraldespande af

*Spise køleskabet ned

—–

Er der nogen, der skal have noget med?