Kategori: M2018/M2019

M2018, uge 48

(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg: 

1)

Lavet en aftale med min veninde, som har en søn, der er jævnaldrende med Anton. Vi har indtil nu givet hinandens børn gaver i forbindelse med fødselsdage, men da vi begge har kalendre, der ind i mellem tipper til den tunge side, går der somme tider 3-4 uger fra børnene har fødselsdag, til de får overrakt gaverne. Da min veninde for en måneds tid siden foreslog, at vi i stedet begyndte at lave noget med børnene, når de har fødselsdag, i stedet for at give gaver, syntes jeg derfor, det gav god mening, og jeg har den på listen her, fordi det føles rigtigt at stoppe op og forholde sig til noget, vi bare plejer at gøre, og vælge en løsning, der skaber glæde og har betydning. 

(Også fordi der sker noget, i takt med at børnene bliver ældre. Så længe de er små, er de bare små forlængelser af vores venner og vores relation til hinanden, men efterhånden som de vokser, bliver de små, selvstændige væsner, og min egen oplevelse er, at relationen ofte genfinder sit oprindelige udtryk, hvor det er de voksne, der har med hinanden at gøre, og man derfor ikke kender hinandens børn helt så indgående mere. Når dét sker, bliver det svært at købe meningsfyldte gaver, men samtidig ligger der også uforholdsmæssig megen signalværdi i at sige: “Jeg synes, vi skal stoppe med at give børnene gaver” (Det er ikke dig, det er mig.) At konvertere ordningen til at lave noget hyggeligt, synes jeg er tæt på genialt, fordi den model også levner plads til, at der kan være perioder, hvor man ikke får set hinanden, uden at man derfor sidder og bliver i tvivl om, om nogen bringes i forlegenhed, hvis man køber/skipper en gave, når vejene krydses igen.)

Vores aftale blev, at vi i dag, fredag, skulle ud at bowle – hvilket er et tegn på, hvor langt jeg vil gå for mine børn, for bowling ligger lige under ‘cirkus’ og ‘Lalandia’ på listen over ting, der får min ja-sombrero til at forvandle sig til en kalot.

2)

Takket være en anden venindes tag på fb, fundet bowling som sweetdeal, og dermed fået 2 timer for 99 kroner, hvilket immervæk er en bedre aftale end de 275 kr. for en time, som jeg i første omgang havde booket til os.

3)

Modtaget et sygeafbud fra min veninde, hvilket betød, at jeg i morges skulle beslutte, om vi skulle tage afsted alene/med et sæt stand-in’s, eller gemme billetten og udskyde turen. Jeg valgte det første, fordi jeg efterhånden har lært, at ting og oplevelser først får værdi, når de bruges, og selvom alle intentioner er til stede, kunne vi sagtens risikere at kommet til at flytte rundt på værdibeviset, indtil det blev for gammelt, og jeg dermed havde smidt 100 kr. ud af vinduet. Fuglen i hånden, og alt det jazz. 

4)

Tænkt over, hvad jeg gør, når vi om en måned er igennem 2018, og dermed har fulgt M2018-konceptet til dørs.

Jeg har ikke lyst til at slippe formatet, men jeg kan ikke helt finde ud af, hvad der giver mest mening; om jeg skal lave et indlæg pr. måned i stedet, eller om jeg skal fortsætte med at poste en gang om ugen.

Jeg er jo ikke helt så ny i gamet mere, som jeg var, og derfor spekulerer jeg på, om det stadig føles overførbart, og om det stadig inspirerer til at gøre bare et eller andet, selvom man lever et andet liv, end jeg gør? Eller om jeg er blevet en af dem, som er kommet så mange skridt foran på stien, at man på forhånd opgiver at følge med?

Hvis jeg kører videre med ugemodellen vil det stille og roligt komme til at ligne Janes Frugal Friday mere og mere, fordi der ikke bliver ved med at være nye afkroge af afsøge, og listen derfor mere bliver en slags repetition, der måske kan bruges som ide-bank til, hvad man selv kan gøre derhjemme. 

Et indlæg om måneden vil kunne holde formatet fra nu, hvor det er nye ting, jeg afprøver/gør.

Jeg er i tvivl om, hvad den bedste løsning er, så hvis I har en holdning til emnet, vil jeg meget gerne høre den. 

Rigtig god weekend.

M2018, UGE 47

(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)

Hørt 10 afsnit af podcasten “A slob comes clean”, som både Karoline og et par af jer derude har anbefalet. Podcasteren (hedder det det?) er en kvinde, der efter hvad jeg kan dømme, falder i kategorien lige i mellem  “rodehovede” og “hoarder”, som i små 30-minutters bidder fortæller om, hvordan hun forsøger at skabe et liv med mere overbliv og mindre rod. 

Umiddelbart lyder det ikke som noget, man kan blive inspireret af, med mindre man selv bøvler med præcis den samme udfordring, men det oplever jeg alligevel at blive, fordi hun i sin proces kommer gennem mange af de samme arke-overvejelser, som jeg genkender fra mit eget liv. Både dem, jeg er stødt på i det snart-forgangne år, men også dem, jeg har kæmpet med på andre områder af mit liv, når jeg har ønsket at ændre på noget. 

Den er lidt amerikansk, og jeg er bedst til at tage et enkelt afsnit af gangen; ellers bliver det massivt med gentagelserne af sponsor-aftaler, og hvilke sociale medier hun er at finde på, men napper man et enkelt afsnit hist og pist, er det god og brugbar underholdning. 

2)

Snakket med en vordende mor om, at der er rigtig mange babyting, man godt kan få lov at låne af venner og bekendte, så man kan vurdere om barnet er til slynger/vikler/kugledyner/løbecykler/osv, inden man farer ud og køber det. For nogle mennesker vil det være helt oplagt, mens andre nok er mere

Måske er hun gået lige hjem og har købt sig i gulvet på ønskebaby.com – men måske er hun ikke, og måske snakker hun med sin mødregruppe om det, og så er der da, i hvert fald i teorien, mulighed for, at jeg har nudget lidt til en mere bæredygtig tilgang til projekt baby. 

(Herfra handler resten af indlægget om mad, så hvis man er ligeglad med det, kan man bare liste ud og drikke kaffe i stedet for at læse videre)

3)

Ryddet op i min fryser med det erklærede mål at lægge en plan for at få brugt det, jeg bare bliver ved med at flytte rundt på. Jeg gjorde det for nyligt i mit køkkenskab, og det er nærmest perverst tilfredsstillende at få brugt de madvarer, der i månedsvis bare har været irritationsmomenter. 

Nedenfor vil jeg prøve at skrive, hvad jeg har brugt og til hvad. Jeg er med på, at ingen af jer sidder med præcis det samme indhold i skabene, men det her er tænkt som inspiration til processen og ikke til resultatet. 

Jeg har lavet en regel med mig selv om, at når jeg anvender de madvarer, som er svære at få brugt, så er det ok, at jeg ikke bruger det *hele*, og at der i den forbindelse kan være et vist spild. Fordi jeg normalt er god til at undgå det, har jeg besluttet, at det er acceptabelt her, da alternativet ellers er, at jeg slet ikke får brugt den pågældende madvare. Tidligere syntes jeg, at jeg SKULLE bruge det hele, når jeg var i gang med at rydde op og ud, men det påvirker smagen ret meget, når man bruger 3 gange så meget mango chutney/pesto/ananas, som opskriften angiver. Det smager med andre ord ad helvede til, og livet er simpelthen for kort. 

Derudover er det helt fint, hvis jeg skal købe noget ekstra for at få en ret til at hænge sammen – så længe jeg bare bruger den ingrediens, jeg gerne vil udrydde, er det ok. 

Så. Med udgangspunkt i de ting, jeg fandt bagerst i køleskabet, fryseren og køkkenskabene, har jeg lavet følgende:

Pizza (pølser fra fødselsdagen, en rest chorizo, 4 rester revet ost, samt en rest tomatpuré)

Pizza-horn (resterne af fyldet fra pizzaen ovenfor)

Indonesisk kylling (et glas mango chutney og en dåse ananas)

Burritos med ris og syltede rødløg (syltede rødløg og en rest frosne ris)

Morgenmadstopping (en halv pose svesker, et par abrikoser og en smule kokosmel kogt sammen)

Smørepålæg (kikærter, chili, hvidløg, lime)

Nybagte grovboller, serveret m/pesto (blandede kerner, pesto, den sidste rest tomatsauce og revne ost fra pizza-produktionen)

Mexicansk rod-sammen i stegeso (en pose butterbeans, alt godt-men-træt fra grøntsagsskuffen, en bøtte salsa med cherrytomater*, samt en skamfrossen kyllinge-filet)

*Nu vi snakker om mad, vil jeg virkelig, virkelig anbefale den her opskrift på burrito-bowl, som en af jer anbefalede i The Love Boat-indlægget. SHIT, det er godt. Jeg synes, at opskriften så sygt uoverskuelig ud, da jeg læste den, men når man ser videoen, er den faktisk til at gå til. 

Jeg har lavet et par små-justeringer, så den bliver lidt mere ‘jeg har to børn om benene, så det må godt gå lidt stærkt’-venlig:

A) Jeg steger en ordentlig omgang kylling og smider et brev fajita-krydderi i. Når kyllingen er færdig, tager jeg det fra, jeg skal bruge dén aften, og oster det. Resten fryser jeg i portionsstørrelser, og tilsætter så bare ost, når jeg luner kyllingen. 

B) Jeg laver rigeligt af bønnemosen. Den kan fryses, og smager fantastisk i alle typer burritos ( – og gør det muligt at skrue godt ned for eventuelt kød). 

C) Kan jeg finde en bakke færdig salatblanding på dato, bruger jeg den uden skam, i stedet for at snitte og hakke selv. 

Når ovenstående er lavet, betyder det, at man faktisk bare skal blande tomater og salsa, samt skive en avocado (jeg presser limen over avocadoen. Så kan jeg spise en halv og gemme resten til den efterfølgende dag, uden at den bliver brun) – så er man klar. Yum!

M2018, uge 46

(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg: 

1)

Benyttet udsigten til at få Antons klasse på besøg til at rydde op i begge børns legetøj, og mexicanske narkosmuglere har intet på mig ift. at få legetøj, der ikke længere bruges, eller som er i stykker, ud af døren, uden at nogen ser det. Det er virkelig blevet et tema i år, det her med, at de ting vi bruger, skal være synlige og tilgængelige – resten skal videre eller væk. 

2)

Besluttet, at det ikke er den éne gang om året, børnene er til fødselsdag her, de skal lære at spise grønt. De sidste to år har jeg skrællet og ternet og strimlet frugt og grøntsager til en olympisk guldmedalje, når vi har holdt fødselsdag, og jeg er endt med at smide det hele – som i: a.l.t – ud igen, i uberørt, jomfruelig forfatning. I år var jeg prol-mom, der lavede pølsevogn og chips-buffet (Kaare Sand, du ringer bare), og anmelderne gik amok. KÆMPE succes. På en hel weekend, med klassen på besøg lørdag og familien på besøg søndag, var resultatet på bundlinjen, at jeg smed én rød pølse og 1 1/2 pølsebrød ud. 

3)

Handlet hver dag. Det lyder som det modsatte af, hvad ideen med M2018 er, men når jeg skal have to hold gæster over to dage, er min logistikhjerne meget tæt på at kortslutte, og jeg ender altid med at købe alt for meget af alting, hvis jeg forsøger at købe det hele på én gang. Jeg mister overblikket, og når jeg så står i Netto, aner jeg ikke, hvad jeg skal bruge piskefløde og smør til, og derfor får jeg købt alt for meget. I denne uge, hvor har været koldt nok til, at jeg har kunne lade varerne ligge i bilen i et par timer, har jeg brugt mine frokostpauser på at runde div. discountbutikker, og købe ind i overskuelige bidder. For nogle ville det være den værste løsning ever. For mig fungerer det perfekt.

4)

Dækket op med engangskrus og pølsebakker. Ja. Du læste rigtigt. Fordi: Jeg har nu i 4-5 måneder skubbet rundt på det engangsservice, jeg købte ind, da jeg ikke gjorde mig de her overvejelser, fordi jeg næsten ikke kan holde ud at bruge det. Men det bliver jo dobbeltdumt, hvis jeg både har købt det, og så ender med bare at smide det ud, fordi det giver mig dårlig miljø-samvittighed,  så nu har jeg benyttet lejligheden til at få det skudt af, og det er rart, at det er væk.

M2018, uge 45

(Læs forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg: 

1)

Flækket min brødkasse (desværre/heldigvis ikke en metafor), og købt en ny. Den er på listen, både fordi det føltes overraskende godt at have brugt sine ting *helt* op, og fordi jeg modstod fristelsen til at købe den (fine!!) lyserøde fra Plint, jeg har forelsket mig i. I stedet købte jeg en brugt på DBA for 50 kr, som stadig er pæn, og som jo på alle måder dækker behovet for brødopbevaring.

Det er ikke meningen, at jeg resten af mit liv vil forsage al æstetik og jage forbrugs-ønsker bort med hvidløg og vievand, men med ca. 2,5 års afbetalinger tilbage på mine lån, føles det dumt at begynde at sjuske med de små ting.

2)

Foræret min mor en halv pakke marcipan og to glas svinedyre krydderier, som jeg ikke kommer til at bruge. Jeg er blevet langt, langt bedre til at vurdere, hvad det er realtisik, at jeg når at få omsat til noget brugbart, inden holdbarheden udløber, end jeg tidligere har været. For et år siden ville jeg have flyttet rundt på den skide marcipan, til den var blevet så grå og hård, at politiet ville have konfiskeret den, hvis jeg var løbet på dem i en visitationszone (#GunCity), men i dag sender jeg den videre, mens den stadig kan bruges, og det er ret tilfredsstillende.

3)

Afholdt madklub og serveret to slags rester, der gastronomisk set ikke havde noget med hinanden at gøre. Jeg gætter på, at andre er langt mere afslappede med den slags, end jeg er, men der er lige præcis Emma Gad nok i mig til at synes, at “det gør man ikke.” Men jeg havde ganske enkelt ikke tid til at lave noget fra bunden, og jeg havde ingen rester i fryseren, der kunne gøre det ud for et måltid til 3 voksne og 3 børn. Jeg kørte derfor en porre/kartoffelsuppe og en lasagne, sammen med en tallerken gnavegrønt (fordi jeg dog ikke er der, hvor vi spiser salat i suppen. Vi er jo ikke dyr, Hans Christian), og en plade koldhævede proteinboller, som jeg havde rørt dej sammen til om morgenen. Ingen rynkede på næsen af den sælsomme mad-hybrid, alle blev mætte, resterne udgjorde nemme madpakker til dagen efter, og der blev lidt tiltrængt plads i fryseren igen.

Ud over at jeg faktisk godt kan lide tanken om, at man også når man får gæster, bruger hvad man har, kan jeg også mærke, at hele M2018-processen har afstedkommet nogle tanker om slow living. Ikke på den ekstreme måde, men bare at langsommelighed føles bedre, uden at jeg helt kan forklare hvorfor. Jeg træffer bedre valg, og det er som om øget bevidsthed på enkelt-områder, også giver en øget bevidsthed om helhedden.

Da jeg startede, handlede det mest om at spare, og om at være mere opmærksom på, hvordan jeg gerne ville bruge mine penge, men stille og roligt har det for mig udviklet sig til overvejelser omkring tilstedeværelse i eget liv. Hvad vil jeg bruge min tid på, hvilke mennesker vil jeg gerne omgåes, hvilke værdier er vigtige for mig, og hvad betyder ikke noget længere? Og her kan jeg mærke, at det nu er blevet vigtigere for mig at undgå stress, så jeg har overskud til at være sammen med mine gæster, end at menuen giver mening ud fra et traditionelt menukorts-perspektiv. 

M2018, uge 44

(Læs forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Udvidet min madplan med en parentes efter hver ret, hvori jeg skriver, hvad jeg skal bruge fra fryseren. Det går hurtigt på mit arbejde for tiden, og derfor er det flere gange sket, at jeg har lavet madplan ud fra, at der er noget i fryseren, jeg gerne vil have brugt, men når hverdagen napper mig i haserne, slår jeg over på autopilot, og glemmer, at jeg faktisk havde planlagt porre/kartoffelsuppe, fordi jeg havde en halv pikant-ost og en sjat creme fraiche i fryseren, jeg skulle have brugt. Det irriterer mig. Ikke mindst fordi jeg relativt hurtigt løber tør for plads i fryseren, så det er nødvendigt at få små-tingene brugt, hvis der skal være plads til frosne portioner af det færdige resultat. De sidste par uger har jeg derfor noteret, hvad jeg gerne vil huske at tage op og bruge, når jeg sidder med det forkromede overblik og planlægger. Og det virker.

2)
Efterhånden fået ryddet så meget op i mine skabe, at jeg har en halv hylde, jeg har dedikeret til ‘skal bruges’. Her kommer den enlige dåse torskerogn, den sidste rest rosiner og de generte majs frem at stå, så de er det første jeg ser, når jeg åbner skabet. Jeg har ryddet endnu en hylde den forgangne uge på den her måde.

3)
Været en hvidhaj til at få brugt alle madrester. Indrømmet: Min madpakke har været lidt skizofren og ville, rent æstetisk, have udløst ramaskrig på Noma, men jeg er blevet mæt, og A-L-T er blevet brugt.

4)
Fundet en julebog med 24 kapitler på DBA, som jeg købte for 40 kr. (den koster knap 300 kr. fra ny), og yderligere været så heldig, at min østjyske kollega tog den med til mig, så jeg sparede portoen. Vi har ikke haft tv-kanaler, siden vi flyttede, og selvom jeg kan streame, synes jeg, at det kunne være hyggeligt, hvis vi kunne gøre det her til en tradition i stedet. Til 40 kr. er der ikke meget tabt, hvis det ikke lykkes.

5)
Konstateret at skum-sæbe – ud over at være billigere og mere vandbesparende – også er bedre for mine hænder. Den sidste skumdispenser vi havde, var bare en plastiksag fra Palmolive, som jeg genfyldte, men efter 4 måneder tænkte jeg, at jeg ville give den en tur i opvaskemaskinen, og sådan lærte jeg, at tynd plastik ikke kan tåle 60 grader varmt vand. Jeg satte en almindelig håndsæbe frem, og det har taget mig en uge at smadre huden på mine hænder fuldstændigt. Skumsæbe it is.

6)
Fuldendt min bObles-jagt, så julegaven (fra både mig og andre) til Frida er i hus. Jeg har opdaget, at mange automatisk fravælger at købe brugt legetøj, fordi den generelle opfattelse er, at brugt legetøj er slidt og træls. Derfor deler jeg lige et billede af det, jeg har købt, fordi jeg gerne vil illustrere, hvor meget, man kan få for sine penge, og hvor fin stand, det kan være i, hvis man bruger lidt tid på at lede efter det rigtige.

Her er for 800 kr., og det hele ser ud, som det ville gøre, hvis vi havde købt det fra nyt og leget med det 2-3 måneder. (Nypris ca. 2300 kr.)

M2018, uge 43

(Læs forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Ventet med at smøre madpakker til vi har spist aftensmad. Jeg har ellers for vane at gøre det, mens jeg laver mad (de dage, hvor det kan lade sig gøre), fordi jeg H-A-D-E-R at smøre madpakker, og den derfor er rar at få vinget af to-do’en. Men nu har jeg prøvet at vente, til efter aftensmaden, for bedre at kunne udnytte eventuelle rester. Og selvom jeg faktisk hver dag synes, at vi har meget-tæt-på-spist-op, så er det hele ugen lykkedes mig at sikre mig min frokost til den efterfølgende dag, når alle gryder, fader og skåle er blevet tømt ned i en tupperware. De dage, hvor broccolien har ligget og råbt til kartoflerne, har jeg suppleret med en bolle fra fryseren eller en skive rugbrød – men det har overrasket mig, hvor lidt, der kan være tilbage på bunden af alting, som stadig ender med at udgøre et måltid.

2)
Tænkt over, at jeg til jul i år beløbsmæssigt kommer til at give Frida for dobbelt så meget, som jeg giver Anton for. Det strider lidt imod mine principper, men jeg er endt med at holde ved min beslutning, fordi jeg ved, at Anton kommer til at kravle mindst ligeså meget rundt på bObles-banen, som Frida gør.

Jeg ved godt, at det er meget forskelligt, hvor man i minimalistkredse står i forhold til gaver, men i vores lille familie, er det stadig noget, vi sætter pris på både at give og at få. Til gengæld kan jeg mærke, at det bliver mere og mere vigtigt for mig, at det er ordentlige ting, de får. Ikke, at det skal være tøj og æbler det hele; de er så store nu, at de har ting, de oprigtigt ønsker sig, og det vil jeg gerne imødekomme – men det udløser også det paradoks, at jeg i en tid, hvor jeg prøver at spare og skære ned, faktisk ender med at købe for mere, end jeg ville have gjort præ-M2018.

Når jeg alligevel synes, at det er det rigtige at gøre, handler det om, at vi for det første får færre ting ind ad døren, fordi én Nerf gun koster det samme som 5 stykker pisset plastik, der går i stykker efter tyve minutter.

For det andet oplever jeg, at bedre kvalitet også giver længere levetid, både konkret, og i legemæssig forstand. Der er ganske enkelt flere timers leg i bedre legetøj. De kvalitets-vandfarver og -farveblyanter, Frida fik i fødselsdagsgave i juni, ser stadig nærmest nye ud, på trods af mange timers ihærdig brug.

Og endelig betragter jeg det også lidt som en investering. Kvalitetslegetøj kan sælges igen (eller gives væk #tørklædegate), og dermed muliggøre, at det næste man køber, også kan købes i god kvalitet.

3)
Vurderet, at Anton godt kan bruge sine nuværende undertrøjer og gummistøvler frem til januar, hvor vi får børnepenge igen.

Det er noget, jeg er blevet meget bedre til over det sidste år. Hvor jeg før gik meget problemknuser-agtigt til værks, a la ‘de undertrøjer er ved at være for korte, jeg bestiller lige nogle nye med det samme!’, er jeg nu blevet MEGET bedre til at kigge rigtigt på tøjet, der har pådraget sig min opmærksomhed og vurdere, om det kan holde bare 3 måneder mere. Det kan det virkelig tit. Og selvom det i første omgang føles som en Glistrup, (jeg sidder lige og bliver oprigtigt i tvivl om, om den reference stadig går?) kan jeg efterhånden godt se, at det jo på den lange bane ender med at være en besparelse, at vi får flere måneder ud af tøjet, inden vi skifter det ud.

Men det handler nok også om, at jeg efterhånden er så tryg ved vores forbrug, at jeg tør vente, fordi jeg ved, at vi faktisk har pengene til at købe det næste gang. Det er ikke nu-eller-aldrig. Uforudsete regninger kan jeg ikke gøre så meget ved, men mange af de udgifter, der før kom sådan lidt bag på mig, eller som jeg glemte at tage højde, har jeg fuldstændigt styr på nu. Og det er virkelig rart.

M2018, uge 42

(Læs forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Lavet et “Søges” opslag på Marketplace på FB, hvori jeg efterlyste bObles. (De der skum-legetøjsdimser, som er svinedyre). Jeg har besluttet, at Frida skal have en lille redskabsbane i julegave, og jeg ligger derfor på lur på diverse sites efter gode tilbud. Men det er der selvfølgelig også mange andre der gør, og derfor gav jeg den her model et skud, fordi jeg tænkte, at der måske sad nogen derude, som i en afkrog af hjernen havde besluttet, at de ville have deres sat til salg, men endnu ikke fået det gjort. De par gange jeg har gjort det tidligere, har det været min oplevelse, at man ofte får en bedre pris, fordi folk har udsigt til at slippe for bøvlet med at lægge annoncer op og besvare henvendelser fra 100 mennesker, der spørger til stand, mål, farver, religion og stjernetegn. Og ganske rigtigt: Jeg fik en krokodille til hende, små to hundrede kroner billigere, end mange af dem, der ellers er lagt op, er sat til.

Som bonus har mange af mine venner også set, at jeg er på udkig, så forleden fik jeg en sms fra en veninde, der var på loppemarked, som havde fundet Kyllingen til sølle 50 kr. Haps.

(Og som bonus-bonus ved jeg, at jeg kan sælge det hele igen i løbet af det næste år, uden at tabe penge på det, hvis det viser sig, at Frida synes, det er dødssygt.)

2)
Været på forkant med de med- og sammenbragte snacks og drikkevarer, da min veninde og jeg var på tur med børnene i torsdags. Jeg har haft den på listen før, men det er sådan en, jeg hurtigt glemmer, fordi jeg først kommer i tanke om, at det er en god ide at koordinere, 20 minutter inden vi skal afsted. Men her huskede jeg fra morgenstunden at skrive, hvad jeg medbragte, så vi ikke kørte dobbelt af noget, og intet af andet.

3)
Undladt af handle “op” til ferien. Den her er en slags klog-af-skade fra andre ferier, hvor jeg har forsøgt at indkøbe alt det, jeg overhovedet kunne, på forhånd. Normalt handler jeg ca. 2 gange om ugen; det fungerer perfekt, fordi jeg kan købe brød og grønt, så det er friskt, og jeg ikke er nødt til at fylde hele køleskabet med mælk, og dermed skal lege mad-tetris, når resterne fra aftensmaden, og kæmpemadkasserne skal have et sted at stå. Men jeg er ved at have lært, at selvom jeg helst handler uden børn (fordi stress og skal-vi-ikke-have-en-melon/kanelgifler/en-enhjørning-mor), så fungerer det bedre at småhandle, når det er nødvendigt, når vi holder ferie. Vi kører et ret fleksibelt skema, både med aftaler og måltider i vores ferier, og jeg mister overblikket over mit køleskab, hvis det er for proppet, med unødig madspild til følge. Og vi har ALTID mere i skabe/fryser/køleskab, end jeg tror, så i denne ferie har det kun været nødvendigt med en enkelt ekskursion til dagligvareland. (#PraisedBe)

4)
Har jeg fået en – i al beskedenhed – genial ide til Antons fødselsdag for klassen, som han heldigvis også synes, er det mest fantastiske forslag, han nogensinde har hørt: Vi laver køkkenet om til en pølsevogn, hvor man på skilte (som vi printer) kan vælge, om man vil have en hotdog, en fransk hotdog eller en rød m/brød. (Vi bor så langt ude vestpå, at der ikke er religiøse hensyn at tage ift. svinekød). Der er minimalt med forberedelse, det hele kan laves on-the-spot, så man ikke står med tusind rester, som har været varmet, og som derfor skal spises i løbet af de næste 48 timer, og økonomisk ligger det i den meget hensynsfulde ende. Win-win-win.

M2018, uge 41

(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Fundet en dåse Chai-mix bagerst i mit skab (af den slags, Baresso bruger). Jeg købte den i tidernes morgen, fordi den var på bud, og jeg derfor glemte, at jeg faktisk ikke ret gerne drikker mine kalorier ( -med mindre de kommer som vin). Pulveret var et par måneder for gammelt, men det både lugtede og smagte som det skulle. I køleskabet havde jeg halvanden liter mælk, der ligeledes havde overskredet sidste salgsdato (det har været en tosset uge), så jeg smed hele svineriet i en gryde, og kogte det sammen. Det gav en slags chai-koncentrat, som jeg nu har frosset i små bægre med ca. 1 dl. i hver, som jeg kan tage op og varme og hælde i et par krus af min til-formålet-indkøbte discount chai.

2)
Husket at bladre kasserne med arvetøj igennem, da Frida pludselig var vokset ud af alle sine strømpebukser.

Jeg har efterhånden lært, at arvetøj ikke skal sorteres efter størrelsen, der står på mærket i nakken, for der er MEGET tøj, der kravler flere størrelser, når det bliver brugt og vasket. I stedet er jeg gået over til at bruge et stykke tøj, der passer børnene lige nu, som “tommestok”, og måle ud fra det.

De 2 par strømpebukser jeg fandt, var hhv. str. 4-5 år og 5-6 år, og de så umiddelbart lige lange ud. Det viste sig dog, at de største af dem var for store – men ikke meget. De mindste passer hende lige præcis, så havde jeg først fundet dem frem til næste år, hvor hun fylder 4, havde de været for små.

3)
Scoret billige mor-point. Under oprydning af mine køkkenskabe i sidste uge, fandt jeg både kagecreme og lagkagebunde, der trængte til at blive brugt, så da Frida i dag proklamerede, at dukken havde fødselsdag, spurgte Overskudsmor, om vi så ikke skulle lave en lagkage til hende? Needless to say at jeg kommer til at ligge herovre på mine laurbær og se Netflix resten af året.

4)
Genopdaget et gammelt kød-hack (som er bookmakernes favorit til at løbe med titlen som Årets Klammeste Ord), som passer fortrinligt sammen med dato-køb. Inden jeg fik børn, levede jeg af sushi og wok, og når jeg skulle bruge kylling, tog jeg om morgenen en kyllingefilet op af fryseren, og lagde den i køleskabet. Det betød, at den stadig var let frossen, når jeg skulle bruge den, og dermed hård nok til at kunne skæres i papirtynde skiver. Det lille trick er jeg kommet helt fra at bruge, men det er for dumt, for dels betyder det, at det nærmest er mest optimalt at bruge kylling fra frost (= køb, når det er datomærket og koster tæt-på-ingenting), og dels er det meget nemmere at spare på kødet, fordi man kan skære en filet i 6000 skiver, og dermed sikre, at der er kød i hele portionen; også den del, man gemmer til i morgen.

M2018, uge 40

(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Været virkelig god til at bruge alt i grøntsagsskuffen, fordi jeg hakkede det hele og opbevarede det i bøtter. Onsdag aften smed jeg det, jeg ikke havde fået brugt i en skål, blandede det med lidt pasta, og hhv. en rest kylling og en dåse tun, samt lidt peanuts on the side, og forvandlede det (med en bolle fra fryseren) til torsdag- og fredagens madpakker. Det er ikke altid, det passer sammen, men det gjorde det i denne uge, og det føltes godt at få spist rub og stub.

2)
Tænkt over noget, jeg er blevet opmærksom på ift. med denne måneds børnepenge. Efter små 10 måneder i det her forløb, bemærkede jeg forleden, at jeg stille og roligt er begyndt at opfatte min økonomi langt mindre fragmenteret, forstået på den måde, at grænserne er forsvundet. Tidligere var jeg enormt bevidst om, hvornår det var d. 01. eller hvornår der kom børnepenge; det føltes som små redningsbåde, der med jævne mellemrum blev sat ud. Sådan er det ikke længere. Selvfølgelig kan der, når man har en økonomi som min, være måneder, hvor det handler om at sidde mussestille, og nå igennem til d. 31. uden at pådrage sig ekstraregningers ubehagelige opmærksomhed, men i det store og hele oplever jeg i dag nok mere udsvingene som små bølgeskvulp på toppen af det store hav. Det er rart, for det fjerner den meget ulogiske “NU skal der rigtig handles, for nu er der penge på kontoen!”-følelse, jeg tidligere ofte oplevede omkring d. 1.

3)
Besluttet, at mine gamle træningssko nu bare er ‘sko’. Det er et par helt almindelige Nikes, og det er tosset, at de står og spiller hellige, når jeg mangler fodtøj. Skal jeg slå mine folder i et fitnesscenter igen, må der nye til.

4)
Haft min første lidt øv-agtige oplevelse af at være blevet markant mere økonomisk bevidst. Jeg har de sidste par måneder vidst, at min løn i oktober ville blive bedre end de forgående måneders, pga. diverse tillæg. Derfor har jeg for længe siden besluttet, at det skulle være i denne måned, jeg skulle have nyt tøj, for jeg mangler. Sådan ægte og helt i virkeligheden. Jeg har holdt øje med div. platforme ift. at købe second hand, men intet af det, jeg har været på udkig efter, har været sat til salg.

Da lønnen gik ind, gik jeg derfor målrettet ind på de sider, jeg i forvejen havde fundet, og var endda så heldig, at der pludselig var ekstra rabat på to af siderne, så jeg faktisk sparede 700 kr.

Jeg har ikke på nogen måde handlet overilet, jeg har ikke købt noget, jeg ikke mangler eller på forhånd havde planlagt at købe, jeg har gjort, hvad jeg kunne for at finde det sted, hvor kvalitet og pris hænger bedst sammen, så jeg får noget for mine penge – og alligevel brugte jeg nærmest 4 dage i en form for panisk fosterstilling over at have brugt penge på mig selv. Det synes jeg faktisk er lidt irriterende.

5)
Ryddet op i mit køkkenskab, og lavet en liste bagerst i den notesbog, jeg altid har med mig, over de dåser og glas, jeg nu har flyttet rundt på (alt for) længe, så jeg kan lægge de næste ugers madplaner med udgangspunkt i dét. Jeg lever trods alt ikke så actionpacked et liv, at det er nødvendigt at have en stand-by nødreserve af mango chutney og aioli.

M2018, uge 39

(Læs forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Købt 2 kalenderlys for 85 kroner (virkelig kæmpe undskyld til dem, der hader jul). Det lyder ikke billigt, men det er det. For 4 år siden købte jeg den fineste kalenderlysestage fra Medusa, som jeg bliver glad i låget af at se på hvert eneste år, hele december igennem. Den er formet som en kæmpe julestjerne i guld, og vejer ca. det samme som Frida – og så er det kun kalenderlys fra Georg Jensen og Stelton, der passer til indsatsen i. De koster 120 kr. stk, og det er SYGT træls. Men i mandags tænkte jeg: “Der MÅ være nogen, der er ved at rydde lageret, så de er klar til den kommende sæson” og det var Salling. 30 kr. pr. stk og 25 kr. i fragt. Haps x 2.

2)
Opsagt mit medlemskab hos FDM, hvilket kun skete, fordi jeg i tidernes morgen var klog nok til at undlade at tilmelde det betalingsservice. Da jeg blev medlem, fik jeg et tilbud på både medlemskab og vejhjælp, og fordi jeg de sidste 5 år har været rodet ind i et utal af rabatordninger ift. vejhjælp, er jeg nødt til ca. en gang om året at tjekke op på, hvor det nu lige er, jeg har det pt. Det viste sig, at jeg siden sidst har fået det lagt ind under min bilforsikring, og dermed sparede jeg de 1200 kr., det ville koste at forblive medlem af FDM.

Jeg ville ønske, at jeg var tjekket nok til hele tiden at være up to speed med de her ting, men lige præcis vejhjælp og bilforsikringer får min hjerne til at smelte og sive langsomt ud af ørerne på mig, så hvis jeg havde haft FDM-betalingerne sat op til at køre over PBS, kunne der godt være gået et år eller to mere, inden jeg var blevet opmærksom på det.

3)
Solgt for 1745 kr. på Tradono og formået at spare de 600 af dem op.

Dette punkt får lov at fylde lidt ekstra i dag, fordi diskussionen i sidste uge om, hvorvidt det er go eller no-go at sælge noget, man har fået gratis, var så god.

Jeg elsker – ikke ‘holder af’ men virkelig E.L.S.K.E.R – at vi kan diskutere et emne, som der er så mange holdninger til, og stadig gøre det både ærligt og ordentligt. Debatten var en af dem, der gav mig noget at tænke over, og jeg har indtryk af, at det samme gælder for flere af jer.

Vi snakkede meget om det her med, at tøj skulle hen, hvor det gjorde gavn, og det har jeg i ugens løb tænkt en del over. For – og jeg ved ikke, hvordan jeg skal skrive det her, uden at komme til at lyde patetisk – men det gør det jo faktisk lige præcis her. Vi har haft en del måneder i år, hvor vi har levet for ca. halvdelen af, hvad man siger, en familie på størrelse med vores skal have til rådighed; måneder, hvor vi har levet for ca. 3000 kr., alt inklusiv. Jeg ER de kvinder, mange af jer gerne vil hjælpe, tror jeg? At de genbrugsbutikker, jeg handler i, ligger online i stedet for på strøget, og er private frem for humanitære, handler udelukkende om, at udvalget i provinsen er så småt, at det kan tage flere uger at finde det, man skal bruge, i en kvalitet, man kan holde ud at give børnene på. Vores “fattigdom” er (forhåbentlig) tidsbegrænset og værre nogle måneder end andre, men den er stadig meget konkret at leve i, så længe den står på, så når jeg tjener penge på at sælge tøj, både vores ‘eget’ og det, vi har arvet, får jeg glæde af alt det tøj, der kommer vores vej, både det, vi kan bruge og passe, og det, vi ikke kan. Og hvis det gælder for os, så gælder det måske også for andre i de omgangskredse vi hver især kommer i, så jeg kom bare til at tænke over, at det måske også er et perspektiv, der fortjener at komme med.

Skæbnen vil, at det i denne måned for 98% vedkommende er tøj, jeg selv har købt fra nyt, jeg har solgt, men havde jeg valgt at lave nedenstående liste i en hvilken som helst anden måned, kunne det tal sagtens have set anderledes ud. (Jamen, lad os bare være ærlige.) Når vi i denne måned har SÅ meget tøj at sælge ud af, skyldes det dels, at jeg har ryddet op i mit tøjskab, og dels at sommertøjet er lagt væk og vintertøjet er fundet frem. Det giver altid et par gode stakke, som børnene er vokset fra, eller aflagt tøj fra Anton, som jeg kan se, at Frida ikke kan passe på det tidspunkt, det skal bruges. (Altså, f.eks. en vinterjakke i str. 98, som var den størrelse Frida brugte i sommer).

Jeg oplever ofte, at folk ikke helt forstår, hvordan pokker man kan tjene så relativt meget på at sælge brugt tøj. Mit trick er, som jeg også tidligere har nævnt, at sælge det så billigt, at det virker dumt at lade være med at købe det. Hele september har jeg prøvet at skrive ned, hvad jeg har solgt, og hvad jeg har taget for det, og de ting, der er på listen nedenfor, er alle enten nye, nsn (næsten som nye) eller gmb (gode, men brugte) i den pæne ende. Der er altså ikke tale om tøj, der er slidt i bund, eller fodtøj, der er smadret til ukendelighed, og jeg ville selv, med stor glæde og fornøjelse, have købt og iført mine børn hvert eneste stykke.

Til de interesserede, er listen her:

Støvler, Hummel: 25 kr.

Fløjlsbukser: 20 kr.

Tangels, 2 stk: 50 kr.

Natlamper, 2 stk: 50 kr.

Bamse og Ælling: 40 kr.

Softshelldragt, Hummel: 80 kr.

Bluser (4 stk): 60 kr.

Gummistøvler (4 par): 125 kr.

Kogekedel (OBH): 70 kr.

Jakke (LEGO wear): 50 kr.

Hoptimister (stor og lille): 75 kr.

Uldtøj: 70 kr.

Bodyer (3 stk): 35 kr.

Svømmesko: 15 kr.

Basketstøvler, glimmer: 15 kr.

Hjemmesko, Avengers: 15 kr.

Babydyne + liggeunderlag: 60 kr.

T-shirts (15 stik): 110 kr.

Uldtøj (2 sæt): 75 kr.

Tøjpakke (15 stk tøj): 75 kr.

Tøjpakke (12 stk. tøj): 75 kr.

Overalls, Kansas: 70 kr.

Rasul-ler: 30 kr.

Frakke: 150 kr.

Tøjpakke (20 stk. tøj): 95 kr.

Termotøj: 75 kr.

Badedragt: 85 kr.

Tøjpakke (5 stk + natlampe): 50 kr.

I alt: 1745 kr.