M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Er jeg gået i gang med at gøre plads i fryseren, og det er tidligt i år. Jeg plejer at vente til starten af december, men for nogle måneder siden var jeg så heldig at få mig snuset frem til en lokal gård, hvor jeg har prøvet at købe kød. Det er virkelig, virkelig lækkert, og jeg spurgte derfor derude, om der fandtes en slags hemmelig liste, man kunne komme på, når det trak op til slagtning. Det gjorde der, og nu har jeg bestilt oksekød, som er klar til afhentning d. 08.12.
Vi spiser, som jeg vist også tidligere har nævnt, ikke særlig meget kød, men når vi gør, er det enten kylling eller oksekød, så at få mulighed for at købe kød af så god kvalitet, som oveni købet er billigere end i butikkerne, er et scoop.
Til gengæld kan man kun købe det i de mængder, det nu engang bliver pakket i, og det betyder, at jeg skal finde plads til 7 kg. kød. Det skal selvsagt vakuumpakkes, for der er kød til flere måneder, men det kommer stadig til at optage plads.
Kombineret med december, der også altid genererer lidt ekstra mad til fryseren, skal det tænkes ind nu, hvis ikke det skal ende med, at jeg er nødt til at smide noget ud.
Derfor har jeg ‘fryser’ på madplanen to gange om ugen, hele november, så der er plads.
2.
Er der små 3 uger til Antons fødselsdag. 15 år, mand. (og eBoks, godt nok? Jeg kan SLET ikke overskue at skulle være coach på dét projekt!)
Vores søde kusine fylder år 2 dage efter Anton, og det har altid betydet, at vi er liiiige ved at være der på lagkage og flag, når hele familien to gange på under en uge har siddet bænket om et fødselsdagsbord.
Derfor spurgte jeg min søster, om vi måske skulle høre ungerne ad, om de er blevet store nok til at kunne dele en fødselsdag, så vi kører én fællesfejring for familien, og så tager ud og laver noget, bare dem og os. I år er vi blevet enige om at prøve Escape Room, og vi har fundet noget, der ligger ikke så langt herfra, som ser ud til at passe til både voksne og børn.
Det er jo ikke fordi, at den model nødvendigvis er billigere eller mere tidsoptimerende end udgangspunktet, men med to børn, der har fødselsdag så tæt på julemåneden, hvor vi i forvejen er gode til at hygge os i familien, giver det mening at bruge tiden på at skabe en fælles oplevelse, i stedet for at køre Reprise-modellen med Tordenskjolds soldater.
De er ved at være store, børnene, og derfor er der nogle samtaler om at forbruge bevidst, både økonomisk og tidsmæssigt, som det er fint at begynde at tage.
3.
Det fører mig videre til ugens sidste punkt, som også handler om den næste generation af forbrugere.
Jeg ved faktisk ikke, hvad der har udløst det, men de sidste uger har jeg tænkt meget over, hvordan jeg kan tydeliggøre nogle af alle mine overvejelser om klimabelastning og økonomi for mine børn.
Jeg har prøvet med forskellige lommepengemodeller, og har også i nogle måneder skrevet alle poster fra betalingsservice op på en tavle, sammen med de beløb, vi har brugt på mad, hygge osv, men det bliver for abstrakt for dem.
Derfor prøver jeg nu at angribe fra en anden vinkel (som har den ekstra sidegevinst, at den gør mit liv nemmere), nemlig at tvinge dem til at begynde at skrive ting på indkøbssedlen.
Det, forudser jeg, kommer til at skabe bund for nogle gode samtaler, for jeg er sikker på, at vi ser forskelligt på graden af livsnødvendighed af chips og tandpasta, men snakken kommer til at tage udgangspunkt i vores fælles virkelighed, og det bliver en ægte hjælp, hvis jeg ikke først får overbragt budskabet, når kurven med nudler eller Ronaldo-deodoranten ER tom.
Jeg har lagt en blok, allokeret til formålet, på vores (nye) spisebord, så det er nemt at finde den, når man skal bruge den.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har jeg købt et nyt, brugt spisebord.
Det var ikke planlagt, men da jeg købte det, vi har haft de sidste par år, var det for at teste, om det var fedt at have et kæmpebord, eller om det var spild af plads. Det var også et, jeg fandt brugt, hos nogen, som havde lavet samme forsøg og var nået frem til det sidste. Det var fra Jysk, og kvaliteten lod lidt tilbage at ønske; eksempelvis har jeg efterspændt det cirka 80 gange, og bordpladen var af et materiale, der meget let tog imod farve.
Jeg kunne allerede fra første dag se, at et stort bord her KUN er fedt, og rummet kan sagtens bære det. Derfor har jeg hele tiden vidst, at vi skulle have noget tilsvarende, når det gamle ikke kunne mere, men det har bare været sådan en ‘ – på et tidspunkt’-tanke.
Men lørdag aften kunne jeg ikke sove, og jeg lå derfor (som man jo gør), med min mobil og tyrrede blåt lys og vanvid lige i fjæset på mig selv. Her så jeg pludselig, at en mor til en tidligere klassekammerat til Anton havde sat deres store spisebord til salg til en virkelig god ‘hjælp-vi-er-kommet-til-at-spontankøbe-et-kæmpe-møbel’-pris.
Fordi jeg kender hende, ved jeg, at bordet ville være i orden og af god kvalitet, og sådan gik det til, at jeg mandag kunne køre det gamle bord på storskrald (efter at have lagt det op og forsøgt at forære det væk), og spise aftensmad ved mit nye, ENDNU større bord. Hurra.
2.
Forsøger jeg at holde el-regningen i skak ved flittig brug af tørresnore og -stativer.
Jeg er egentlig positivt overrasket over, hvor meget tøjet trods alt stadig tørrer, og alt andet lige er det billigere at tumble tøj, er er 70% tørt, end hvis det røg ind lige fra vaskemaskinen.
Jeg vil i den forbindelse gerne slå et slag for et tower-tørrestativ (som jeg faktisk ikke ved, hvad hedder på dansk?), fordi det kan stå på badeværelset natten over uden at spærre det hele. Man skal være lidt varsom med at tørre tøj indedøre, fordi fugt kan give problemer med skimmelsvamp, men mange badeværelser i dag har udsugning, der starter automatisk hvis luftfugtigheden er høj, og dermed tørrer tøjet, uden at vandet smadrer indeklimaet.
3.
Håber jeg ikke, at nogen blacklister mig nu, men jeg laver lige en #triggerwarning: Juleindhold-disclaimer for en sikkerheds skyld.
Lidt undskyld – og så alligevel ikke helt.
For det handler om kunstige juletræer og om at være på forkant med de ekstraudgifter, der er/kan være forbundet med julen.
Sidste år var jeg ikke klar til at gå fra træ til plastik, men det er jeg i år.
Jeg ville ønske, at jeg kunne prale af, at det for mig kun handlede om miljøhensyn, men det er, hvis jeg skal være ærlig, ligeså meget fordi jeg prøver at forebygge julestress.
Vi har gulvvarme, og derfor kan et ægte træ ikke holde mere end 10-12 dage her, før det taber alle nåle. Det betyder, at vi både skal hente det, have det ind og pynte det, når der også er meget andet at se til, og jeg ville egentlig hellere kunne sætte det op, når børnene og jeg alligevel pynter, så vi har glæde af det hele december.
Samtidig slipper vi for hente-seancen, som ser så hyggelig ud på film, men som for mig mest består af eder, grannåle i bilen og harpiks på hænderne, og da jeg ved, at der er rigeligt med ekstraudgifter i december, vil jeg gerne have det købt i november.
Fake-træ it is. Men hvad har vi, der ikke ligner skraldespanden på en plastikfabrik? Og køber vi med eller uden lys? Kan man skifte pærer på sådan et dyr? For det ligger jo på loftet fra januar til november, så man kunne godt forestille sig, at nogle af pærerne gav op, og det er et HARD pass at have et træ stående med 7 sprungne pærer. (Seriøst. Jeg ville ikke se andet).
Er der anbefalinger til mærker/modeller? Eller dårlige erfaringer, som vi andre kan få lov at få glæde af?
*
Men. Inden der går full blown gran og julehjerter i den, skal vi uhygge os med græskar, skeletter og begejstrede børn. For os er der dømt pyntet skov, bål og brændvarm toddy allerede i aften.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har jeg fundet mit wifi-stik frem og har lavet en ladestation på mit køkkenbord, i nærheden af en røgalarm og på en del af bordet, hvor der ikke er papir eller andre let antændelige materialer.
Da vi talte om det her første gang, var vi omkring batteriers holdbarhed og det hensigtsmæssige i at køre sine devices flade, inden man ladede dem op igen, men ovenpå #CurrentEvents, vurderer jeg, at førsteprioriteten lige nu er at sørge for, at der er mest muligt strøm på flest mulige devices 24/7.
Stikket er sat op til at slå til kl. 00.01 og fra igen kl. 06.00, og jeg har en stikdåse liggende i skabet lige under, så jeg, inden jeg går i seng, får det hele sat til opladning, og (trods alt) suger strømmen, når den er billigst.
2.
Har jeg returneret en solcellelampe, der pludselig gik død, og et sæt halvdyrt sengetøj, som godt nok er købt for 6 måneder siden, men som kun har været brugt 2 gange.
Solcellelampen købte jeg hos et dansk firma, som reklamerede med, at den også (via stik) kunne lades og bruges inde. Derfor pillede jeg den ned, da jeg gjorde haven vinterklar, tog den med ind, tørrede den omhyggeligt af, og ladede den op – for så at konstatere, at den var død.
Jeg skrev til firmaet, som allerede næste morgen svarede mig med 5 konkrete bud på, hvad der kunne være galt. “Skriv endelig igen, hvis det stadig driller!” sluttede mailen. Det gjorde det, så jeg filmede, hvad jeg forsøgte at gøre, sendte videoen retur – og 6 timer senere modtog jeg en mail om, at der var en ny kæde på vej til mig med GLS, at de var kede af fejlen, og at jeg bare kunne kassere den gamle kæde. 5 ud af 5 stjerner for dén service!
Sengetøjet er en lidt anden historie.
Jeg købte det til Anton i nonfirmationsgave, men da jeg lagde det på, passede det overhovedet ikke.
Dengang tænkte jeg, at det måtte handle om, at hans sommerdyne var så tynd, at dynebetrækket blev for stort, men nu, hvor jeg har fundet hans vinterdyne frem, var problemet det samme.
Jeg fandt derfor målebåndet frem – og det forklarede meget. For betrækket, der skulle måle 140 x 200, viste sig at måle 150 x 190 cm. Jeg skrev til firmaet (i sikker forvisning om, at det måtte være en produktionsfejl) – som kvitterede med en mail med spørgsmål til, hvordan det var vasket.
Jeg har fulgt anvisningerne, så det skrev jeg – hvorefter jeg modtog en mail med spørgsmål til, hvordan det var tørret. Jeg svarede igen, at jeg havde fulgt anvisningerne (mens jeg skar tænder, for uanset hvordan fanden det er vasket og/eller tørret, så bliver det vel næppe 10 cm. bredere??), og endelig fik jeg lov at aflevere sengetøjet ’til vurdering’.
Efter et par dage fik jeg en mail om, at det var blevet ‘gennemgået’, og at det var ‘krympet en del’ hvilket ‘typisk skyldes, at der er blevet vasket eller slynget for hårdt’. Jeg kunne hente et nyt sæt, men de ville ‘dog gøre opmærksom på, at sengetøjet maks. må vaskes ved 40 grader og 1200 omdrejninger for at undgå at det krymper.’
Jeg skrev ikke den mail, jeg havde lyst til at skrive, fordi jeg vurderede, at livet er for kort, så nu har jeg hentet et nyt sæt, og har for en sikkerheds skyld målt det, inden jeg tog det i brug – og det passer.
Jeg kommer ikke til at købe mere hos det firma, og det kommer de over, for det er der mange andre, der gør. Men jeg vil stadig holde fast i, at man som forbruger stemmer med sin pengepung, og at vi ved at sende defekte varer retur gør, hvad vi kan, for at sende op i systemet, at vi gerne vil bede om varer, der holder og ikke bare varer, der er billige.
3.
Har jeg gjort min bil vinterklar, netop som vi har haft den første nattefrost på disse kanter.
Inden jeg viser billederne, vil jeg gerne minde om, at jeg kører ca. 3000 km. i måneden. Det betyder, at jeg ofte er langt væk hjemmefra, og det afspejler min klargøring.
Når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at de scenarier, jeg har haft i baghovedet, ikke er grebet ud af den blå luft. Modsat det, jeg har preppet efter i hjemmet, har jeg ift. min bil taget udgangspunkt i konkrete oplevelser, jeg har haft.
De tre, der har haft størst indflydelse, er hhv. Roskilde Festival for 25 år siden, et par færdselsuheld, hvor jeg har været første forbipasserende på stedet, og sidste vinters afsindige regnvejr og de afledte oversvømmelser i området omkring Esbjerg.
For da vi stod på Roskilde den nat, hvor regnen også piskede ned, og Pearl Jam pludselig stoppede med at spille, men The Cure ikke gik på, var der ingen der anede, hvad der foregik. Rygtebørsen arbejdede hurtigt, så der gik trods alt ikke mange timer, før vi vidste, at nogen var døde, men hvem, hvor mange og hvorfor anede vi ikke.
Og der gik under 20 minutter før telefonnettet var så overbelastet, at det gik ned. Nul service på mobilen, og ingen mulighed for at ringe hjem og fortælle, at man var ok.
Det er ikke min historie at fortælle, for jeg kendte ikke de mennesker, der døde, og jeg så og oplevede ikke noget den nat, der traumatiserede mig. Det var tungt, trist og uvirkeligt at være der, men det er, tragedien til trods, ikke noget, jeg har båret med mig videre ud i livet.
Men det gjorde mig opmærksom på noget, jeg ellers ikke tror, jeg ville tænke ret meget over, nemlig at nettet, selvom det er gearet til at tackle meget, har en smertegrænse, når der sker noget, som påvirker mange mennesker på et begrænset, geografisk område.
Og da vejene på under 3 timer sidste år stod under så massive mængder af vand, at man i dagene efter jævnligt passerede Teslaer, der – helt apokalyptisk – var efterladt i grøfter eller skyllet halvvejs op ad skråninger, holdt nettet stand.
Men jeg tænkte flere gange, at jeg var glad for, at jeg har købt mig et old school papirkort, for i takt med, at vejene omkring mig druknede, kom jeg længere og længere væk hjemmefra, og i dén situation er det sgu praktisk at kunne finde et kort frem og se, hvad man skal pejle efter for at komme hjem.
Samtidig gjorde oplevelsen det også tydelig, at det ikke kræver mere end 2 timers regnvejr at lukke så mange veje, at det bliver en reel risiko at skulle overnatte i sin bil.
Derfor har jeg papirkort i handskerummet og varmt tøj og et tæppe i bagagerummet.
Jeg har en pandelampe (med batterierne sat i), så jeg kan læse i min bog (som jeg har med), hvis jeg skal sidde på en mark og glo i 8 timer, et spil med til ungerne, så der er noget at fordrive tiden med, og vand og snacks, og en powerbank, som er opladet.
Jeg har en refleksvest til mig selv, og refleksbånd med lys i til børnene, og så har jeg regnslag til hele banden. Min førstehjælpskasse er tjekket igennem, advarselstrekanten er sat, så den er nem at få fat på, og Lommelygten Med Det Hysteriske Lys har fået nye batterier.
Det lyder som om, jeg kører rundt i en lastbil, men i virkeligheden ser det sådan her ud:
Sidst men ikke mindst:
Det har været vigtigt for mig at pakke ting, der også kan bruges i en helt almindelig hverdag. At både regnslag og det uldtøj, jeg har i bilen, er noget, der kan bruges i Legoland, hvis man er kommet afsted i for lidt tøj, eller vejret er en idiot.
Hvis vi er tørstige, drikker vi det vand, jeg har med, men sørger for at erstatte det, når vi kommer hjem, og powerbanken bruger vi i bund et par gange om året, så den kommer med ind til en frisk opladning, og jeg er sikker på, at den virker.
Man skal ikke have alt det her med, hvis man kun kører 20 km. i måneden; det siger sig selv. Men tænk igennem, hvad det kunne være rart at have ved hånden på en kold, mørk landevej i silende regn, hvis uheldet er ude.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Skal vi i morgen på tur med min søster og niece.
Jeg har brugt en halv time på at researche destinationen, og det er en af de turistfælder, hvor de baaaaare godt ved, hvad de vil have for det hele.
I et aktivt forsøg på at undgå ‘så kan det være lige meget’-fælden, tjekkede jeg, hvad parkering kostede, og havde nær fået kaffen galt i halsen, da svaret viste sig at være 100 kr.
I det store regnestykke føles det ikke, som om det gør den store forskel. Men hvis nogen skulle have glemt den massive restskat og min værkstedsfaktura, kan jeg berolige med, at det har hverken Skat eller Bakke Auto, og som Jane/Project Handmade har lært os: Vi skal have respekt for de små beløb.
Derfor snusede jeg rundt på kortet, til jeg fandt et sted i nærheden, hvor man kan parkere gratis, og her mødes vi og kører derfra i én bil, så vi slipper med 50 kr. hver.
Det havde været optimalt, hvis samkørsel var en mulighed, men det er, som om alle børn pludselig er blevet 7 meter høje, og de kommer til at sidde i spænd på et bagsæde. Der må man kigge indad, og personligt ville jeg hellere spændes fast på tagboksen end at køre en time, kilet ind mellem to andre, uanset hvem det var, så det skal de selvfølgelig heller ikke.
Den her løsning er det næstbedste, og samtidig er det min erfaring, at det er godt at gøre noget konkret, der kan tjene som en reminder om at holde fast i de gode vaner; også når hverdagen er parkeret for en stund.
2.
Har jeg opdaget et uTROlig lavpraktisk trick, som jeg gerne vil give videre – og den er måske mest til my fitnessbabies.
For mange år siden lærte jeg et trick af en gammel økonoma, nemlig at pulverkartoffelmos kan bruges til at justere konsistensen på en sammenkogt ret, der er blevet for våd. Jeg har brugt det meget ift. mad, der er lavet i min stegeso (dengang el-priserne stadig tillod simreretter…), hvor det kan være virkelig svært at vurdere på forhånd, hvor meget væde grøntsager afgiver på 4 timer. Løftede jeg låget til noget, der var for sjappet, rørte jeg et par skefulde pulverkartoffelmos i, og *vupti*, så hang retten sammen.
For et par uger siden havde børnene bestilt varm kakao med flødeskum, og i 1/4 liter piskefløde er der rigeligt til et par dage. Men der er få ting i verden, jeg hader mere end flødeskum, der sveder, som det kommer til, når det står i køleskabet. Jeg ved ikke hvorfor, for rationelt forstår jeg godt, at det også bare er fløde, men der er noget ved de små søer af væske, der får det til at vende sig i mig.
Samme dag havde jeg, da jeg handlede, købt en pose vaniljeproteinpulver, som jeg ikke havde nået at sætte på plads. Da jeg fik øje på den, kom jeg til at spekulere på, om ikke det i flødeskum ville opføre sig, som pulvermos gør i sauce – og det gør det.
Så hvis du skal have kage med på arbejde i morgen eller vil piske fløde til crumblecake nu, selvom gæsterne først kommer i aften, så kan en skefuld proteinpulver eller to give dig det flotteste skum, der holder konsistensen i dagevis.
3.
Har jeg splattet de sidste tomater fra mormor og morfars have og lagt indmaden til tørre i mit tørreskab, så jeg til næste år kan prøve at plante frøene selv.
Jeg har lavet en slags frø-almanak, hvor frøene er sat ind under den måned, de skal plantes til forspiring, for hvis ikke jeg gør det, ved vi alle sammen, at jeg glemmer det.
Nogle af frøene har jeg i fryseren, så dem har jeg bare lavet en seddel på, og sat ind under den pågældende måned, så jeg ved, hvor de skal hives ud og lægges i jorden.
Grunden til, at frøene er på listen er, at jeg efterhånden godt ved, at jeg får 24 nye ideer om dagen – og det er skønt, jo! Men min mange runder med oprydning har også tydeliggjort, hvor meget gear det akkumulerer, fordi jeg meget sjældent gør noget halvt. Dermed kan det godt blive en slags ubevidst undskyldning for at anskaffe ting, som så bare ender med at ligge i skabene og glo, når jeg er ovre det, der udløste behovet for dem.
Og overforbrug er ikke kun vaser, parfume og nyt tøj. Det er OGSÅ pensler, bålgrej, mapper, krydderier osv., hvis det er noget, der bliver indkøbt, men ikke brugt. Det har faktisk taget mig noget tid at få øjnene op for. For jeg et fripas i hovedet, der hedder ‘nødvendigt’, og når noget kan trækkes ind under dén undskyldning, køber jeg det uden at se mig tilbage. (Apotek, her kigger jeg også MEGET på dig).
Det prøver jeg at arbejde med ved at fjerne de lavpraktiske benspænd (f.eks. at skulle researche forspiringstidspunkt på et ikke-nærmere-fastsat tidspunkt ude i fremtiden), og ved at sænke barren for, hvornår noget er Godt Nok. Det har forbløffet mig at opdage, hvor stor betydning de to små greb har ift. at holde liv i de initiativer, jeg sætter i gang.
På den måde prøver jeg at sikre, at det, jeg køber, har reel værdi, samtidig med at jeg undgår, at skabe og skuffer sander til med ting, som jeg om et år har glemt, hvorfor jeg købte.
Ift. mine blomsterfrø er jeg endnu ikke *helt* sikker på, hvordan vi løser udfordringen med mange frø vs. jordløs have, men den bro må vi bygge, når vi rammer bredden.
Der skal trods alt stadig være en *lille* smule kaos tilbage at rulle sig i.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Er jeg gået i gang med at lave et svaleskab udenfor efter den model, som Stine A. beskrev i kommentarfeltet for en måned siden.
Jeg fandt umiddelbart efter et Ikea-skab på Marketplace, som var perfekt til formålet, som jeg hentede hjem.
Herefter brugte jeg lang tid på at prøve at finde den bedste placering, for det skal være nemt; ellers får jeg det ikke brugt. Derfor SKAL det stå i baghaven, tæt på min havedør. Men har jeg sol deromme sidst på dagen, og derfor satte jeg det op, og lagde en af sensorerne til den vejrstation, jeg i sin tid købte, ind i det.
De næste uger holdt jeg øje med, hvordan temperaturen opførte sig, og det er faktisk først nu, at der ikke længere varme nok i solens stråler, til at få temperaturen til at stige.
Jeg har stillet det på 4 Lecablokke (som jeg troede var gasbetonblokke, men som jeg nu, 4 timers foredrag i Jem & Fix senere har lært INTET har med gasbeton at gøre..) for at løfte det fri af jorden. Når det regner, som det har gjort de sidste par dage, er der så meget opslag fra jorden, at tingene i skabet ville blive snaskede, hvis skabet stod direkte på fliserne.
Lecablokke suger fugt, så ovenpå dem har jeg lagt en dørmåtte i gummi, som jeg har klippet til, så skabet ikke ruster (for hurtigt).
Ideelt skulle det stå vandret, så det flugtede med huset, fordi det så står helt i tørvejr, og det ender jeg måske med at gøre. Men jeg tester lige at have det stående vinkelret på, så jeg slipper for at skulle helt ud, hver gang, jeg skal i det, og så det ikke tager for meget af det sparsomme dagslys.
Jeg har købt to store bordskånere af kork/keramik, som kan ligge ovenpå skabet, så varm mad kan stå på det til afkøling, og allerede nu er det perfekt til grøntsager og drikkevarer, som måske ikke er køleskabskolde, men som stadig er koldere, end de ville være, hvis de stod herinde. Om en uge eller to får de selskab af hyldebærsirup, tonic og salte citroner, og jeg glæder mig til at få lidt mere plads i mit køleskab igen.
Pris for projektet:
Skab: 100 kr.
Lecablokke: 68 kr.
Gummimåtte: 39 kr.
Bordskånere: 85 kr.
2.
Har jeg stillet en lille kasse i skabet i mit bryggers, hvor jeg samler småting, jeg finder, der kan bruges til værtindegaver.
Der er altid en million arrangementer henover efterår og vinter, og jeg hader at komme tomhændet. Men jeg er også træt af at smide 100 kroner efter 4 halvvisne kviste, eller købe vin i blinde, og jeg snuser alligevel ofte rundt ved (udvalgte) spothylder, når jeg har tid til det.
Det kræver en vis selvdisciplin ikke at lade sig friste af alt muligt, men mange runders oprydning har installeret en vis form for mådehold i mig.
Jeg gider ikke spotsektioner, hvis det bare er 6 bure, hvor ting er tyret ned i én stor rodebunke, og man skal selvsagt også styre udenom dem, hvis man er typen, der uforvarende kan komme til at købe et trommesæt og 7 sæt matchende spisepinde.
Men min lokale Normal har en hylde, hvor de kører sirligt restsalg med *virkelig* gode priser, og på min Harald Nyborgs velfriserede restsalgs-reol fandt jeg i går nogle kasser, som passer PERFEKT over mine køkkenskabe og en lampe til mit mørke hjørne. Jeg har været på udkig efter begge dele i flere måneder, og her stod de pludselig til hhv. 20 kr. stk. for kasserne og 45 kr. for lampen.
Den slags steder kan man godt være heldig, at finde en fin, lille skål eller en luksus-opvaskesæbe, så dem køber jeg nu og lægger ud i ‘gavekassen’, så jeg med en pose karameller eller en hjemmehæklet karklud kan have noget med, når nogen inviterer på sushi eller gløgg. (Jo. Gløgg. Vi er forbi 01.10. Lev med det, som Mette og Triple-B sagde).
3.
Har jeg endelig knækket Nutellakoden.
(Det kan godt ske, at det her hack mest er til andre forældre med ND-børn, men der *kunne* jo sidde andre i salen, der godt kan lide en Nutellamad).
For prisen på Nutella har for længst overhalet prisen på råolie, og det himmelråbende håbløse design betyder, at man ikke KAN få den sidste Nutalla ud af glasset uden at stå tilbage og ligne én, der ville blive cancelled hårdt til fastelavn.
En dejskraber.
En DEJSKRABER, mand!!
Der er til MINIMUM 3 ekstra madder i hver eneste glas.
Jeg har sådan en smal bandit fra Tupperware, men jeg er sikker på, at den findes i tusind andre udgaver, og den efterlader glasset så rent, at man godt i en snæver vending kunne foretage en operation i det.
Tippet er hermed givet videre til de af jer, der kan bruge det.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Døde min vandslange. Som en gigantisk diva gik den ud med manér og valgte at eksplodere, så jeg det éne øjeblik stod i al fredsommelighed og vandede min citrontimian og det næste lignede noget fra et undersøisk eksperiment.
Til alt held havde jeg, da vi ryddede op hos oldefar, taget hans haveslange med hjem, selvom jeg på dét tidspunkt ikke manglede.
Jeg har bandet over den flere gange, for mit skur er ikke særlig stort, og oldefar havde valgt modellen på fod, men det var vidUNDERLIGT, at jeg ikke skulle afsted efter en ny, da jeg stod med vandet løbende ned ad nakken.
Jeg bor så småt, at stativet er gigantisk overkill, men selve stativet har en lille ekstraslange påsat, som er den, man klikker på hanen. Den klippede jeg til, så jeg nu både har en normal vandslange og én, der passer ned i min vandkande. For om et par uger er det ikke længere nødvendigt at bruge slangen, når jeg skal vande, og så er det både rart og effektivt med et stykke slange på 30 cm. der kan stikkes ned i vandkanden, når jeg fylder den, så vandet ikke plasker ud over det hele.
Som en ekstra lille bonus, sender jeg nu søde oldefar en tanke, hver gang jeg vander.
2.
Har jeg købt en tripod til mit bålfad.
Jeg er ved at miste fornemmelsen af, hvor preppingindsatsen stopper og den bevidste måde at leve på starter, for det hele flyder sammen nu, synes jeg.
Jeg har længe haft fokus på at lave mad med de råvarer, der er i sæson, og de sidste mange måneder er gået med at øve mig i også at tænke mit lille haveprojekt ind i madlavning og konservering.
For jeg kan ret godt lide at lave mad. Og selvom jeg ikke er i overhængende fare for at blive scoutet til et Michelinkøkken, så slipper jeg det meste af tiden ret godt fra det.
Men i takt med, at jeg er blevet bedre og bedre til at tømme køleskabet, bruge mine rester og nøjes med at købe, hvad jeg skal bruge, så er det blevet tydeligt for mig, at jeg kan være slem til at lave det, jeg umiddelbart forbinder med en råvare, i stedet for det, jeg egentlig spiser. Altså, at jeg f.eks. laver pesto af min basilikum, selvom jeg meget sjældent *spiser* pesto.
Derfor har jeg i år været optaget af at finde ud af, hvad jeg/vi FAKTISK spiser, og så bruge mine krydderurter og det, jeg kan plukke og finde i naturen, til dét.
Eksempelvis at lave saft og fryse det. Eller at nøjes med at lave 2 glas marmelade og 3 brikker suppe i stedet for 9. For selvom det er lækkert med hokkaidosuppe i fryseren, så skal der ikke være så meget, at vi stadig til maj sidder og ligner en fejlplaceret halloweenudstilling – for det ødelægger flowet og hele processen med at lære at spise efter årstiden.
Jeg er begyndt at henkoge tomater, fordi jeg faktisk BRUGER hakkede tomater, jeg husker at tørre og støde mine krydderurter, så jeg altid har hjemmedyrket pizzakrydderi og myntete på hylden, og så har jeg fundet en opskrift på en basilikumolie, der kan holde i månedsvis, og som jeg derfor kan nå at spise – og som ovenikøbet er meget smuk at se på.
Det er ét af de projekter, som man ville gå fuldstændig kold i, hvis man fik det pålagt, men som føles meget meningsfyldt, når det opstår organisk, og bare er noget, man går og hygger sig med.
Næste skridt i hele den proces er at lære at lave mad over åben ild – og efter en uge med droner galore, giver det mening ud fra flere perspektiver.
Jeg har efterhånden lært, at jeg skal gribe det an nedefra, når jeg skal lære noget nyt; altså, at jeg her f.eks. skal lære at lave et bål, der brænder på den rigtige måde, inden jeg kaster mig over en 3-retters menu i det fri.
Men det ER sjovere, hvis man bygger bålet op for at bruge det til noget, og derfor har jeg købt en gryde og en kedel, nu hvor alt bålgrej er på udsalg, fordi winter is coming, så vi kan varme suppe, kakao og krydret æbletoddy derude. Tricket er at gå efter de lavthængende frugter, fordi det er der, man kan se formålet med at bøvle rundt i færdigheder, man endnu ikke mestrer – indtil man gør.
3.
Har vi afholdt, hvad jeg håber bliver en ny familietradition.
Vi har utrolig mange fødselsdage i efteråret i vores familie, og egentlig er der ikke noget ‘plejer’ ift. om og hvordan vi fejrer det. Men både børnene og de ældste i familien bliver ældre, og jeg er stor fortaler for, at man løbende retter tingene til, så de passer til den virkelighed, man befinder sig i.
Derfor foreslog jeg sidst på foråret, at vi skulle booke bålhytten i skoven, hvor jeg holdt fødselsdag for bloggen, og mødes der.
Det gjorde vi i går, og det var simpelthen så hyggeligt.
Der er flere i familien, der har lidt neurobaks, og derfor fungerer det exceptionelt godt at være et sted, hvor akustikken ikke er ren tortur. Stedet lægger op til mange små gåture, så alle nåede at tale rigtigt med hinanden, ungerne kunne gå til og fra, for der er masser af skov at gå på opdagelse i, og endelig betyder en neutral lokation, at alle kan være med, så længe nervesystemet kan holde til det. Ingen står med huset fuld af gæster, når det sociale batteri crasher, og ingen føler sig forpligtede til at blive længere, end de reelt kan overskue, fordi man kan takke af anytime, uden at efterlade et gigantisk hul i bordplanen.
Jeg har lavet en note i min telefon med vores erfaringer ift. tidspunkt på året, forplejning osv. så vi ikke igen til næste år må lide den tort (#TriggerWarning) at løbe tør for kaffe.
Punktet er på her, fordi jeg gerne vil videregive ideen til de af jer, der måtte kunne bruge den. For mit eget vedkommende har jeg nok mest tænkt fødselsdage i skoven som noget, der var oplagt til børnefødselsdage, men det fungerer mindst ligeså godt for voksne, kan jeg konstatere.
Jeg vil dog, lige på falderebet, opfordre til, er at man på forhånd tjekker, om man kan booke den hytte, man har kig på. Det havde vi gjort, og mens vi sad der, kom en familie, som havde tænkt, at de skulle bruge stedet til en børnefødselsdag. Det er en træls situation at stå i, så prøv eventuelt at google ‘bålhytte booking’ og søge på din by, hvis du overvejer at flytte et arrangement ud under semi-åben himmel.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
I den forgangne uge har jeg:
1.
Fået solgt de kjoler og forklæder, som Frida de sidste 3 år har brugt til høstfest på skolen.
Det er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor alle børn skal klædes ud og medbringe noget spiseligt under temaet ‘Høst’. Man kan nok ikke længere kalde området her en landsby, men det har det været, og der er stadig masser af marker og landbrug i området. Derfor giver traditionen mening, både ud fra et lokalpatriotisk og miljømæssigt perspektiv.
Jeg har alle år forsøgt at finde tøj, som også kunne bruges til hverdag, og i det store og hele er det lykkedes. Men der er stadig lidt, som er *for* tema-agtigt, og derfor pakkede jeg det sidste år i salgskassen og lavede en note i min telefon, om at huske at sætte det til salg i starten af september i år.
Det nåede at være til salg i 2 timer og 13 minutter, så var det væk, og dermed blev jeg endnu engang bekræftet i, at det – hvis man har plads – godt kan betale sig at have meget årstidsbestemte ting, man gerne vil sælge, stående i skabet et år, for ingen kan overskue at købe halloweentøj i november og glaskugler i januar.
2.
Lavet en liste over, hvad jeg gerne vil have gjort, før der igen ryger vintertarif på strømmen.
Og altså: Man kan jo ikke hamstre strøm, så man har på lager til de mørke måneder, men de devices, der skal oplades, er der ingen grund til IKKE at oplade på den rigtige side af 01.10.
Jeg vil have afkalket vaskemaskine og opvaskemaskine, og vasket vores dyner og puder, så jeg kan tumble dem uden at blive ruineret.
De sidste tomater skal henkoges, timeruret tilbage i dokken, så opladerne slår til kl. 00.00 og fra kl. 06.00 og endelig vil jeg bruge den næste uges tid på at genetablere husets gode vaner med at huske at slukke lyset, når man forlader et rum.
3.
Har jeg fået svar på den ansøgning, jeg sendte til Nykreditfonden i håb om, at vi kunne komme i betragtning til midler at opføre et fællesskur for.
Og det kunne vi sgu! 64.000 kroner har vi fået, og jeg er stadig helt paf over, at jeg fik dét til at ske.
I et ukarakteristisk anfald af fremsynethed tjekkede jeg i god tid, hvornår vi i boligforeningen havde beboermøde, hvilket vi havde i forrige uge. Dermed var timingen meget lidt optimal, for ændringsforslag skal fremsættes, udsendes rettidigt og stemmes igennem, hvis man skal have lov at køre med dem.
Dermed stod jeg i den situation, at jeg enten skulle have forslaget på, inden jeg vidste, om vi fik midlerne, eller også skulle søge midlerne, og så (hvis vi fik dem) sætte det på dagsordenen til beboermøde et helt år efter. Det sidste er ekstra træls, fordi man typisk skal have brugt fondsmidler inden for en afgrænset periode.
Jeg har derfor haft meget korrespondance med boligforeningen, som synes, at ideen er helt fantastisk, og som derfor har været virkelig søde til at hjælpe med, hvordan man kan gribe de lavpraktiske benspænd an. Punktet blev derfor sat på dagsordenen og stemt igennem ‘på betingelse af’ – og det betyder, at vi nu bare kan gå i gang.
Her kan man jo godt lige kortvarigt blive overvældet af opgavens omfang, men heldigvis har jeg en god allieret på vejen, der har sagt ja til at hjælpe mig med at finde ud af, hvordan vi skal gribe projektet an, og viceværterne har også givet mig deres pledge of Allegiance.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Denne uges indlæg bliver en opfølgning på vores lille fælleseksperiment: Kirppu.
(Jeg tager den lige forfra, så alle kan læse med uden at skulle tilbage i arkivet).
For en måned siden besluttede jeg mig for at prøve Kirppu, som er en slags pimpet loppemarked: Du lejer en stand, som du betaler for på ugebasis og derudover trækkes 19% i kommission for det, du sælger.
I den lejede periode er standen din, så du kan fylde varer op løbende, du kan bytte dem ud og flytte rundt på opstillingen, og du står selv for at trimme den.
Butikken er bemandet, så det eneste du skal gøre, er oprette prismærker i en app, som så kan printes i butikken.
Jeg trak min mor med i faldet, og vi valgte at booke 2 uger, så vi havde tid til at se, hvordan det artede sig, og samtidigt var nogenlunde sikre på at kunne nå at sælge nok til i hvert fald at få dækket omkostningerne til standleje.
Den første uge koster 200 kr., uge nummer 2 koster ligeledes 200 kr. og derfra falder prisen uge for uge. Ved at være 2 om at splitte udgiften, havde vi dermed kun 200 kroner ude pr. mand, og 14 dage til at sælge ting i.
Vores periode slutter i morgen klokken 15, så herunder prøver jeg at sammenfatte de erfaringer, vi har gjort os.
Jeg håber, at de af jer, der har erfaringer fra andre byer (og andre loppekæder end Kirppu) har lyst til at byde ind i kommentarfeltet, så vi kan få en lille bootleg-vidensbank banket sammen.
1. Hvorfor vælge Kirppu i stedet for Marketplace?
Grunden til, at jeg havde lyst til at prøve noget andet end MP er, at det simpelthen er blevet FOR populært. (*cue-Min-Klub-Først*). Det lyder jo ikke umiddelbart som et problem, at udvalget er blevet større – men det er det. For det betyder, at din standerlampe eller kettlebell LYNhurtigt ryger så langt ned på sitet, at folk, der søger på de varer, aldrig scroller langt nok ned til at se din.
Derudover kræver Marketplace, at du er til rådighed, når folk spørger om alt mellem himmel og jord, og der skal koordineres afhentning af tingene.
Med en stand er der selvfølgelig lidt indledende arbejde med at få lavet prismærker, men derfra passer tingene stort sig selv.
2. Kan det betale sig?
Jeg var spændt på, om det ville ende med at være en underskudsforretning, for selvom 400 kroner ikke lyder af meget, så skal der jo stadig sælges lidt, når gennemsnitsprisen på det, man sætter til salg, er 50 kroner.
Men til min glædelige overraskelse har det faktisk givet ret pænt. Vi har solgt for lidt over 1600 kroner på de 2 uger – når kommissionen ER trukket fra.
Med en udgift på 400 kroner til standleje har vi dermed tjent 1200 kroner. Det kan man jo ikke rejse sydpå for, men det er stadig langt mere, end vi ville kunne have tjent, hvis vi havde prøvet at sælge tingene på Marketplace – og det er gået meget hurtigere.
3. Hvad sælger – og på hvilke dage?
Jeg tror, at det er forskelligt fra by til by, men når det er sagt, er der nok alligevel fælles tendenser.
Det, vi har solgt allermest af, er puslespil og pynteting. Det kom bag på mig, fordi det sjældent er det, jeg selv går i genbrugsbutikker efter.
Til gengæld har vi næsten ingen køkkenting solgt, og tøj er der heller ikke gået meget af.
Men da jeg lige tyggede på, hvorfor det forholdte sig sådan, kom jeg til at tænke på, at det jo formentlig handler om netop det; at man ikke går i Kirppu efter én bestemt ting – for det er for uoverskueligt. Mangler man et piskeris, er det nemmest at køre i Frelsens Hær eller Røde Kors, for her står alle køkkentingene samlet, og man kan med det samme se de 5 piskeris, de har.
I Kirppu er det intet system i, hvad der står hvor. Standen ved siden af vores er fyldt med 3D-printede garnskåle og overfor er der nogen, der kører Pink Tema med en imponerende samling pandebånd som centerpieces.
Du kan derfor godt være heldig, at Hanne, der bare browser rundt, tilfældigvis mangler den rugbrødsform, du har til salg – men det er nok ikke dét, man skal satse på.
Ift. de enkelte ugedage kan jeg ikke umiddelbart se et system, ud over at tirsdag her er en død dag. Måske nogen i detailbranchen kan byde ind med noget her?
Søndag: -/260 kr.
Mandag: 135/165 kr.
Tirsdag: 0/0 kr.
Onsdag: 130/105 kr.
Torsdag: 425/260 kr.
Fredag: 240/40 kr.
Lørdag: 90/50 kr.
Tallene skal læses med det forbehold, at de bedste ting selvfølgelig går først, og det vil, alt andet lige, påvirke salget i slutningen af perioden.
Vores salg fordelt på kategorier:
Legetøj: 180 kr.
Nips: 235 kr.
Puslespil: 910 kr.
Køkkenting: 55 kr.
Tøj: 140 kr.
Smålamper: 215 kr.
Sy-ting: 100 kr.
Diverse: 190 kr.
4. Hvad kan man tænke over?
Jeg havde inden min egen entre på Kirppu-scenen aldrig været i butikken. Derfor startede jeg med at tage derud og bruge en halv time på at snuse rundt og få en fornemmelse af stedet.
Allerede her noterede jeg mig, at det kan være smart at skrive på prismærket, hvis din vare er af et bestemt mærke, som du gerne vil fremhæve, for det er der, du kan skrive, at dine kopper er ægte Nespresso-kopper eller vasen er fra Georg Jensen.
Jeg prøvede også hos mig selv at bemærke, hvilke stande, jeg fik lyst til at udforske, og hvilke, jeg bare gik forbi. De overfyldte var (for mig) for uoverskuelige, og én træls vare diskvalificerede (for mig) resten af tingene på hylderne.
Når jeg køber ting på Marketplace, kigger jeg godt på billederne, for hvis jeg bag skrivebordet, der er til salg, kan se, at hjemmet ligner en krigszone, eller at bordet står i en beskidt garage, springer jeg over. Det samme princip gjorde sig gældende her, kunne jeg mærke, for hvis du sætter en parfume til salg med et “TESTER”-klistermærke på, som er halvt pillet af i den ene side, så vurderer jeg, at vi nok ikke har helt samme holdning til, hvad der er i god nok stand til at kunne videresælges.
Derudover skal man (som altid) huske, at en vare er det værd, nogen vil betale for den, og ikke det, du som sælger FØLER den er værd. Folk er ligeglade med, hvad du har betalt for en vare – desværre.
Min erfaring er, at en vare kan sælges til cirka 1/4 af, hvad den har kostet fra ny, og det har vist sig også at holde stik her.
Sidst, men ikke mindst: Man kan faktisk ikke tage for givet, at køberne kender konceptet, når de går ind i butikken. Jeg hørte en dame sige til sin veninde, at det var den mest rodede genbrugsbutik, hun nogensinde havde besøgt – og hvis man tror, at det er en finsk Blå Kors, man er gået ind i, kan jeg godt forstå, at man bliver svimmel ove manglen på system.
Derfor tror jeg, at man skal være lidt ekstra omhyggelig med at holde sin stand pæn og overskuelig, hvis man gerne vil sælge noget, for kunderne er ikke kun de garvede loppemarkedgængere, der gerne vil grave sig igennem 5 mandshøje bunker af skrammel for at finde en skat.
Hellere fylde op lidt ad gangen, så man kan se, hvad der står på den, end proppe den med alting på én gang. Det giver lidt ekstra kørsel, men jeg tror klart, at det er besværet værd.
5. Hvordan griber man det an
Min mor og jeg har vi begge haft en kasse til at stå, som vi har smidt ting i, efterhånden som vi har fundet dem/er kommet i tanke om dem. Det er en ret god ide, tror jeg, for der kan faktisk være ret meget på sådan en dobbeltreol, og man kommer også i tanke om flere ting, man gerne vil prøve at sælge, mens man har standen. Det er derfor smart at have en god stak, når man starter.
Derudover tog jeg imod et råd fra én af jer om at tænke ind, hvornår folk har penge. Derudover kunne man godt forestille sig, at legetøj ville sælge ekstra godt omkring tidspunktet for børnepenge eller i løbet af november, hvor folk begynder at købe kalendergaver.
6. Fordele og ulemper
Hvis jeg kort skal liste fordelene, vil jeg fremhæve:
*Convenience. Det er virkelig nemt.
*Man skal ikke beskrive varens stand. Det er overraskende rart at slippe for. Folk kan se, præcis hvad du sælger, og så kan de købe det eller de kan lade være.
*Der går lidt sport i det, fordi man får notifikationer på sin app, og derfor kan følge med i, hvor meget man tjener. Det er noget andet end 25 kr. overført på MobilePay.
*Man kan (prøve at) sælge ting, som det ellers ikke ville være besværet værd at sætte til salg. Lysestagen til 5 kroner eller fadet, der ligner pis på billeder.
*Man er anonym.
*Du slipper for at have tingene stående derhjemme, og du slipper dem også mentalt, når du ikke kan se dem. Dermed tror jeg, det er nemmere for de fleste at sende det, der ikke bliver solgt, videre til genbrug efter endt lejeperiode.
Til gengæld:
*Kan du ikke holde øje med dine ting. Jeg har haft en duftlampe sat til salg, som var i ubrudt forsegling. Det er den ikke mere.
*Du skal vedligeholde standen i lejeperioden.
*Du aner ikke, hvad du sælger hvornår, og dermed kan du i princippet risikere, at du lejer en stand i 3 uger, sælger alt på to dage, og så skal betale for tid, du ikke bruger.
7. Konklusion
Jeg synes, det er lidt for dyrt, hvis man skal gøre det alene, men er man 2 eller 3, der går sammen, kan det godt betale sig. Her er det så nok bare vigtigt på forhånd at klappe af, hvordan man fordeler pladsen, både når man sætter op og i løbet af lejeperioden, så der ikke opstår sure miner undervejs.
Men alt i alt var det en god oplevelse, og jeg tror, vi kommer til at gøre det igen.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har jeg været i gang med en redningsaktion på mine spanske maeguritter, som jeg klippede helt ned for en måneds tid siden.
Jeg fik dem plantet et par uger for tidligt tilbage i april, fordi jeg gjorde det inden min operation, og de blev aldrig helt så flotte, som dem, jeg havde sidste år. Men for en måned siden, syntes jeg, at det var blevet så jammerligt, at jeg gjorde kort proces.
Egentlig var formålet med at klippe dem ned bare, at jorden i plantekasserne så kunne tørre, så jeg kunne hælde det i havespanden uden at få skæld ud af skraldemændene, men så tog den ene dag den anden, og jeg kom fra det.
For 14 dage siden kunne jeg pludselig se, at mange af de visne stumper var begyndt at skyde igen, og nu har jeg prøvet at grave de pæneste af dem op og plante dem over i krukker.
Mens jeg gik og pottede om, kom jeg til at tænke over, at det bedste, der er kommet ud af mit haveprojekt, er, at jeg er blevet langt, langt bedre til at blive i det, der i alle mine kort hedder ‘beginners mind’.
Det har jeg ellers ikke for vane; jeg vil være god til ting første gang, jeg prøver dem – ellers kan det være lige meget.
Det er hverken særlig klogt eller sympatisk, men det er den plantegning, jeg fik udleveret, og det prøver jeg at leve med.
Men det har hjulpet forbløffende meget på min vedholdenhed, at jeg hele tiden minder mig selv om, at jeg øver mig. Det gør mig mere .. modig, i mangel af bedre ord, fordi det er lige meget, hvad resultatet af det, jeg prøver, bliver. Enten bliver det godt, hvilket er skønt, eller også lærer jeg noget mere om, hvordan noget ikke bliver godt – og begge dele har værdi.
2.
Har jeg været i gang med at undersøge, om man kan lave en form for svaleskab, når man ikke lige bor, så man kan bygge ét.
For jeg er stille og roligt ved at blive bedre til at henkogte, sylte og plukke årstidens frugt og grønt – men jeg mangler et sted at opbevare det, som egner sig bedre end mit køleskab. Jeg mangler plads, og eksempelvis æbler og tomater taber smagen, hvis de ligger på køl, men rådner for hurtigt, hvis de opbevares ved stuetemperatur.
Sidste år købte jeg en vejrstation med 3 målere, og satte én i skuret, én på loftet og én i stuen, og derfor ved jeg, at temperaturen er stort set den samme i huset/på loftet, og udenfor/i skuret.
Gulvvarmen er serieforbundet, og der er sensor i alle rum, så slukker jeg for varmen i ét rum, vil temperaturen stige i de andre i forsøget på at reetablere en jævn temperatur i hele huset.
Dermed er der ikke lige et oplagt sted at etablere noget, der holder omkring 10 grader og en fornuftig luftfugtighed.
At grave et hul i jorden virker meget lidt optimalt; ikke mindst ift. hygiejne.
Men jeg tænkte, at der måske var nogen opfindsomme typer derude, der havde fundet på en smart løsning, så jeg spurgte ud i diverse fora.
Det var der bare desværre ikke, så nu prøver jeg at sende den videre ud til jer i stedet.
Er der nogen, der har en god ide?
3.
Har jeg brugt 1000 mandetimer på at grave i, hvordan jeg er dækket på tandfronten.
Efter Henriettes fuldstændig fantastiske gennemgang af, hvad de forskellige begreber i en tandforsikring dækker over i sidste uges M2025-kommentarfelt (gør dig selv den tjeneste at læse den), fandt jeg min police frem.
Lige nu har jeg ‘tyggeskade’, hvilket er utrolig specifikt, så jeg har brugt 2 aftener på at google, hvordan jeg tilkøber bedre dækning.
Jeg er endt med at give op, for mit eget forsikringsselskab har ikke andre typer af dækning, og det eneste sted, jeg kunne finde noget, som ligner det, jeg gerne vil have, var hos Alka. Men for at få fingrene i det, skal jeg skifte forsikringsselskab, og alene ulykkesforsikringen koster det dobbelte af, hvad jeg betaler nu.
Sygeforsikringen danmark har samme dækning på de 3 grupper, helt op til de VIRKELIG hidsige operationer og indgreb – og her skal man have været i gruppe 1 og 2 i en sammenhængende periode på 5 år for at kunne få tilskud. Jeg er i gruppe 5, så det kan heller ikke på nogen måde svare sig for mig, for merudgiften ved at stå i de grupper, overstiger langt den faktiske omkostning ved en rodbehandling eller en krone.
Jeg spurgte derfor min egen tandlæge i torsdags – og han havde opgivet at følge med, fordi de forskellige forsikringer er blevet så specifikke.
Hans råd var, at jeg måske bare skulle fortsætte med mine faste eftersyn, for i og med, at jeg pga. medicin har fået frekvensen sat op, vurderede han, at intet vil kunne nå at udvikle sig kritisk, inden vi fanger det. Det giver mening, synes jeg.
Efterfølgende har mit eget forsikringsselskab skrevet til mig, at de er i gang med at lave en tandforsikring, men endnu ikke ved, hvornår den er klar.
Derfor er enden på det hele blevet, at jeg forholder mig afventende – og børster tænderne ekstra godt så længe.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har jeg fået svar fra Skat, som godt kan se, at det ‘lige i denne situation er uhensigtsmæssigt’, at man sender mail til en afdød.
Vi kan kontakte dem, hvis vi gerne vil have min bedstefars e-mailadresse slettet, men de ‘har ikke mulighed for at ændre den’. Og det kan hende, jeg har skrevet med, jo ikke gøre for, men det virker for mig helt forrykt, at det bliver opfattet som noget ekstraordinært; det må vel være et issue, hver eneste gang, den sidste ægtefælle i et par afgår ved døden?
Anyway. For os er det ikke længere et issue, så jeg kommer ikke til at bruge mere tid på det, men nu er den i hvert fald givet videre, hvis nogen derude er i den trælse situation, at de har brug for det.
2.
Har min bil været på værksted. 3 gange.
Den skulle egentlig bare til service, og min faste mekaniker er på ferie. Han er af den gamle skole, og jeg er ikke sikker på, at han bliver stående i smøregraven 10 år mere, så jeg har flere gange tænkt, at jeg måske så småt skulle til at se mig om efter et nyt sted at koble mig på.
Efter min operation havde jeg 3 uger, hvor jeg ikke selv måtte køre bil, og derfor, meget GLS-agtigt, blev fragtet rundt. Det gav mig chancen for at teste siddekomfort i mange forskellige bilmærker, og jeg sidder ubetinget bedst i Suzukis modeller – hvilket passer perfekt, da jeg arbejder målrettet på at manifestere deres nye elbil. Der er venteliste til den, og min økonomi er lagt i kunstig koma, men håbet om, at de to kurver ender med at krydse hinanden, er lysegrønt.
Da jeg ved, at det er planen, har jeg derfor valgt, at mit nye værksted er det, der er tilknyttet Suzukis forhandler her i byen, fordi jeg har en formodning om, at det bliver nemmere at lave en god aftale om bytte, når de selv har serviceret bilen.
I forbindelse med ugens værkstedsbesøg kørte jeg i lånebiler derudefra, og det (eneste), der var fedt ved de 3 hele dage i forskellige modeller var, at jeg dels fik lov at teste, hvordan de var at køre i, og at børnene også fik lov at sidde i dem. Og selvom de biler, jeg fik, var samme modelstørrelse, som min nuværende Renault, udbrød de begge, i samme sekund, de satte sig ind: “Ej, hvor fedt! Der er plads til benene!” Det er vigtigt, for Anton er tæt på 1.80 nu, Frida gør, hvad hun kan for at indhente ham, og der er ikke udsigt til, at vækstkurverne stopper lige foreløbigt.
Suzukis designer må også enten selv være høj eller ikke hade høje mennesker helt så intenst som deres franske kolleger, for vinkler og vinduer er tilpasset mennesker, der ikke kun lige akkurat kan kigge hen over rattet.
Værkstedsregningen lyder på 20.000 kr., og jeg har det som en falleret bokser, der bare bliver ved med at blive slået i gulvet. PræCIS hvor står vi på sexarbejde?
Sådan noget lort, mand.
Men altså. Hvis vi tvinger jahatten ned over ørerne, så har det fået mig til at tjekke, hvor meget restgæld, jeg har i bilen, og vi er faktisk ved at være så langt med afbetalingerne, at det ikke er urealistisk, at jeg kan få det for den, jeg skylder. Det er relevant, fordi jeg også har været i gang med at kigge på, om der er kommet nye muligheder for at lease.
Det fik jeg uforvarende taget hul på i kommentarfeltet til sidste uges indlæg, for allerhelst i hele verden vil jeg have den eldrevne Suzuki, når den bliver givet fri. Men jeg er trods alt også realistisk nok til at kunne se, at den får jeg ikke råd til på den korte bane.
Med en fransk bil, der er 5 år gammel, kan jeg imidlertid godt risikere, at værkstedsregningerne på et tidspunkt inden alt for længe, bliver for dyre ift. hvad bilen er værd.
Det, jeg har fundet ud af er, at lige præcis Suzuki nu faktisk tilbyder leasing med MANGE kilometer til en ydelse, der ligner den, jeg betaler på bilen i dag. Kilometerne har været dealbreakeren indtil nu, for med et gennemsnit på 3200 km. kørt i måneden, bliver langt de fleste leasingaftaler for dyre.
Det var good news, og har fået mine skuldre til at falde en smule, for det betyder, at jeg ikke er stavnsbundet til min bil, når den bliver for dyr i reparationer, men stadig heller ikke behøver at stifte ny gæld for at få noget at køre i.
3.
I forlængelse af ovenstående har jeg de sidste uger kigget på de regninger, der (atter) har fået det hele til at vælte, for mit nervesystem kan ikke tage mere, Hans Christian.
Faktuelt taler vi om et gigantisk skattesmæk, en efterregning fra 2022 på for meget udbetalt boligstøtte og så nu en krads værkstedsregning, som alle 3 er faldet indenfor 4 måneder, og lige oveni en operation, der har givet et betydeligt fald i indtægt.
Men der er jo ikke andet for end at blive ved med at sætte den ene fod foran den anden, så skatten er delt op i 12 rater, hvoraf de 2 første er betalt, boligstøtten er delt op i 9, og her er 5 betalt, og værkstedsregningen har jeg fået delt i 3.
Når min vejrtrækning bliver lidt hurtig, minder jeg mig selv om, at det hele er overstået, når det bliver sommer igen, og gudskelov VÆLTER opgaverne ind lige nu.
Men noget skal ændres, for det her mønster har været det samme de sidste 6 år:
Jeg sparer op + (der sker noget uventet + jeg får en ekstraregning) = Tilbage til start.
Derfor har jeg denne gang brugt meget tid på at finde ud af, hvordan jeg kan forebygge, at det sker igen-igen-igen-igen.
Jeg har, som jeg vist også har skrevet tidligere, hevet revisoren end til et ekstra tjek i oktober.
Derudover holder jeg selv øje med min årsindtægt og sammenholder den ugentligt med min forskudsopgørelse.
Jeg har dobbelttjekket, at der ikke er flere offentlige ydelser, der kan komme efterregninger på, og da både fripladstilskud og boligstøtte er afmeldt i 2022, er den nuværende regning det sidste svirp med halen fra dén side.
Det bliver leasing, når jeg skal skifte bil næste gang, for uanset hvad kilometerne koster, så er det stadig med en leasingaftale en kendt, månedlig udgift, som for en hjerne som min er væsentligt nemmere at arbejde ind i budgettet, end en løs indbetaling til en buffer til et ukendt formål.
Da jeg bor til leje, er der ikke noget dér at bekymre sig om, for tag, dryppende vandhaner og køleskabe, der går i stykker, er omfattet af viceværter og lejekontrakter, så det eneste, jeg derudover kan komme i tanke om kan producere regninger af problematisk størrelse er Dumme Tænder.
Dem har vi heldigvis ikke tradition for at slæbe rundt på i vores familie, men jeg har på min weekend-to-do, at jeg skal have tjekket op på, hvad min tandskadeforsikring dækker, så jeg eventuelt kan tilpasse den og også dér være nok på forkant til, at det ikke bliver et problem.
Jeg tror, jeg har været omkring det meste. Eller hvad? Har jeg glemt noget indlysende?
