M2024, uge 8

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Bestilt en håndcreme med sheasmør – troede jeg. Det viste sig at være ren sheasmør, som har samme konsistens som kokosolie, hvilket gør den svær at bruge uden at fedte hele verden ind.

Efter først at have opgivet det, slog det mig, at man da egentlig selv måtte kunne blande det i håndcreme. Jeg smed en skefuld i en plastikskål, som jeg satte i en tallerken med kogende vand, så det smeltede, rørte 3 forskellige rester af håndcreme i, imens jeg følte mig som Walter White, og sluttede med at smide det i køleskabet. 

Blandingsforholdet er ikke helt på plads, for det er blevet lige stift nok, men det giver stadig bløde poter, uden at de er glatte som våde stykker sæbe de næste mange timer. 

2.

Været forbi en akupunktør, som efter at have sat flere nåle i mig, end der er græsstrå i verden, riggede en infrarød lampe til. Det var fuldstændig fantastisk, og efter at have spurgt ud i netværket, om effekten var legit eller bare ren indbildning, endte jeg med beslutte at prøve at købe en. 

Efter lidt research på størrelser, styrke osv. tog jeg en runde på Marketplace, og fandt én 20 km. uden for Esbjerg.  Min søster bor på de breddegrader, og da vi havde en MGP-aftale i aftes, fik jeg lokket hende til at tage den med, så jeg ikke selv skulle starte bilen, og dermed var der dobbelt op på nypudset klimaglorie.

3.

Lang om længe, og som sidste udvej, googlet ‘rengøre lysestager glas hvordan?’ efter at have forsøgt mig med kogende vand, køkkenrulle og kødnåle. Som det sidste menneske i verden kører jeg old school stearinlys i de her to stager, som er meget, meget fine – og af ler, som er glaseret på øverste halvdel, men ikke den nederste. Det betyder, at der er grænser for, hvad man kan udsætte dem for af rengøring.

Jeg havde faktisk mentalt smidt dem ud, da jeg lavede en Hail Mary søgning – og jeg måtte næsten grine. For man skal bare sætte dem omvendt på et stykke bagepapir, smide dem i ovnen og tænde den på 60 grader. Efter 10 minutter er al stearin smeltet og løbet af.

Det lyder næsten *for* nemt, ikke? Det virker.

Status, Månedens Mål, januar og februar (6/7)

Det lakker mod enden, og det gør bare overhovedet ingenting. Jeg gider ikke mere – men vi er så tæt på, at jeg godt kan mønstre den sidste viljestyrke til at nå i mål. 

Jeg er blevet færdig i køkkenet, og vi er gået i gang på Antons værelse, hvor jeg tager mig selv i at længes efter 1950’erne, hvor børn ikke havde fået installeret holdninger endnu.

Jeg har forhandlet lokalaftaler med mindre overtalelse og snilde.

Men nå. Det ER hans værelse, og det er ham, der bestemmer. Jeg har lavet en to-do med alle de områder, vi skal igennem, og han får så lov at vælge rækkefølgen. De ting, der kan gøres, uden at noget skal sorteres, tager jeg, når jeg lige har 10 minutter, men resten er han med til. Der er 4 punkter tilbage på listen, og selvom det er de ubetinget mest hidsige, er det også det allersidste jeg mangler.

Fordi jeg gerne vil være færdig, har jeg forsøgt at være lidt taktisk ift. de hængepartier, jeg har.

F.eks. smed jeg de ting, der blev i overskud, da jeg havde været køkkenet igennem, op i den lokale fb-gruppe med info om, at man kunne hente dem her inden torsdag; fredag ville det hele bliver kørt til genbrug.

Samtidig lagde jeg den håndfuld ting, det kan betale sig at sælge, på Marketplace, og på Antons værelse er jeg startet med det store, indbyggede skab (det eneste punkt, jeg bestemte), fordi det er der, jeg har et par kasser med ting til at stå.  

På den måde kan jeg, de dage, hvor han har brug for en pause, begynde at få de sidste ting på plads i bryggerset og afleveret på genbrugspladsen. Det skulle meget gerne betyde, at jeg omkring onsdag kun har tilbage at beslutte, hvad jeg gør med det, jeg har sat til salg, som ikke er solgt endnu, samt sætte de bedrollers, vi har i overskud efter den her runde, tilbage på loftet – sammen med kælkene (som vi MÅ være enige om, at vi ikke får brug for mere i år, ikke??).

Vi er så tæt på nu, at vi kan smage det – og det næste månedsmål er et dejlig nemt og overskueligt et af slagsen.

M2024, uge 7

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Set Anton i det regntøj, han fik for 10 minutter siden, og det var et ømt syn. Jeg ved ikke, om tigerspring for teenagere er en ting, men shit, hvor det sad dårligt på det barn, der pludselig er blevet næsten er ligeså høj som mig. 

Det blev et nyt og større sæt til ham, og det gamle smed jeg op i den lokale fb-gruppe og spurgte, om nogen ville have det. Det tog 90 sekunder at få afsat, og jeg er bare glad for, at det kommer nogen til gavn. 

2.

Tænkt over, hvor rart det er, når ting er multifunktionelle; både i det store og i det små.

For nu, hvor jeg arbejder mig systematisk gennem huset, og ting skal sorteres og opbevares på nye måder, tænker jeg hver gang, jeg rykker en hylde eller flytter tøj fra en stor bedroller og over i en lille, på, hvor glad jeg er for, at jeg over årene har købt løsninger, hvor det er muligt.

De reoler, jeg har i bryggers og på værelserne, er fra Trævarefabrikkernes Udsalg, og ud over, at hylderne kan flyttes, kan man også skille dem ad i fag, hvor det så bare kræver en enkelt ende-stige mere at gå fra én lang reol til to mindre.

Mine bedrollers (både dem, der reelt er beregnet til at rulle under en seng, og de semi-transparente kasser, der er lavet af samme materiale, og har samme lukkefunktion, men som egentlig bare er opbevaringskasser) er geniale. De kan stables, man kan nogenlunde se, hvad de indeholder (men de er stadig farvede nok til, at de beskytter indholdet mod at falme pga. sollys), og så kan man komme en stak af de små ned i en af de store og opbevare dem på loftet eller i et skur. Jeg elsker fine æsker og bokse, og det er dem, jeg har stående i stuen og i de åbne reoler – men det kan kun lade sig gøre, fordi jeg kan opbevare virkelig, virkelig meget i de mindre pæne men langt mere praktiske kasser i bryggerset.

Mine to Twinkly-lyskæder har jeg skiftet farverne på i den app, man styrer dem med, og det betyder, at de samme lyskæder nu kan bruges både til jul og resten af året – og både inde og ude.

Mine små, batteridrevne lyskæder fra Sirius er, nu hvor dagene er blevet længere, sat til at tænde 4 timer i stedet for 6. Fjernbetjeningen giver mulighed for at sætte timeren til 2, 4, 6 eller 8 timer, og det betyder, at man i de måneder, hvor det bliver senere mørkt, kan spare på batterierne, fordi man ikke er tvunget til bare at æde de 6 timer, som de fleste lyskæder med timer, giver mulighed for at vælge.

3.

Bestilt en tid hos en akupunktør til noget muskelbøvl, jeg ikke kan komme til livs, uanset hvor meget jeg træner. 

Min PT er fys, og jeg fik en anbefaling til en behandler, der skulle være god og ikke alt for begejstret for hjemmeøvelser og elastikker (for #nejtak), og hun har en åbning allerede den kommende uge.

Da jeg havde booket tiden, slog det mig pludselig, at jeg måske egentlig kunne få tilskud fra danmark – og har jeg egentlig en sundhedsforsikring? Det er pinligt at indrømme, men jeg kunne ikke huske det.

En hurtigt tur på google viste, at danmark refunderer 85 kr. pr. behandling, men derfra er der stadig et stykke vej op til de 600 kr., en behandling koster. Derfor besluttede jeg mig for at bruge den tid, det måtte tage at tjekke op på den sundhedsforsikring – og praised be: Jeg havde én, OG de tilbød “i særlige tilfælde” at dække nogle typer af alternativ behandling.

Jeg føler egentlig, at jeg, sådan helt overordnet, passer meget godt i kassen med særlige tilfælde, så jeg skød en ansøgning afsted, men uden de store forhåbninger.

Jeg sendte den torsdag aften kl 23; fredag morgen kl. 8.02 havde jeg svar: De vil gerne betale 6 behandlinger.

Hurra og tak herfra. 

4.

Skiftet hest i vadestedet og besluttet, at jeg skrotter punktet med links til de tidligere års indlæg fra samme uge, simpelthen fordi det kræver mere tid og arbejde, end jeg tror, udbyttet for jer er værd. 

Skulle jeg mod forventning tage fejl, så smid lige en kommentar; så kigger vi på det.

Status, Månedens Mål, januar og februar (5/7)

Jeg er ved vejs ende i mit bryggers – eller i hvert fald har jeg været det hele igennem.

Rummet ligner stadig noget, der er løgn, dels fordi jeg bruger bordet derude som p-plads til de ting, jeg ikke har besluttet, hvor skal være, og dels fordi, der er nogle kasser, jeg ikke kan pakke færdig endnu. 

Jeg har flere gange tænkt, at det var godt, jeg valgte den rækkefølge, jeg gjorde, for det havde været SUPER demotiverende at have et rum, der teknisk set er færdigt, men som stadig roder helt ekstremt.

Sagen er, at der står nogle kasser i Antons skab, som jeg gerne vil have ryddet op i, og hvor nogle ting kommer til at skulle bo i bryggerset, ligesom der er noget af det, jeg har fundet under min gennemgang af kasserne derude, som skal ind i køkkenet. Derfor er det lige nu et åbent spil Tetris, og sådan må det være.

Til gengæld har jeg fået den rulle klistermærker, jeg har bestilt, som jeg kommer til at klistre på kasser og æsker derude, når jeg er færdig-færdig, så jeg kan se, hvad jeg har hvor, og som kommer til at strømline udtrykket lidt, selvom der både står stofkasser og bedrollers på hylderne. 

Til min overraskelse er det lykkes mig at tage hul på køkkenet, og jeg er cirka 1/3 af vejen. Jeg har valgt, at jeg i første omgang udelukkende forholder mig til, om jeg bruger det, jeg hiver ned ad hylderne eller om jeg ikke gør. Jeg beslutter ikke, hvad der skal ske med det, jeg ikke bruger, men samler det bare i et par store kasser efterhånden som jeg støder på det. 

Det har vist sig at være overraskende effektivt, for det går hurtigt, og jeg har meget lettere ved at være objektiv. Jeg tror egentlig, at det også var sådan, jeg gjorde i tidernes morgen, da jeg startede med Den Store Tur, men siden har der ikke være mere at rydde op i, end at jeg godt kunne lægge fra og bunke det i ‘smid ud’, ‘giv væk’ og ‘sælg’ i samme ombæring.

Men denne gang bemærkede jeg, at der er ting, jeg gemmer, uden at tænke over hvorfor, som f.eks. kogebogen God Mad Let At Lave. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har brugt den, for hvis jeg skal have et bud på, hvor mange gram kartofler, man skal beregne pr. person, googler jeg det, men den føles stadig … dannende? på en eller anden måde.

I år smed jeg den i kassen – og opdagede det HELT magiske, at jeg åbentbart slipper ting i det sekund, jeg ikke kan se dem mere. For da først den var røget derned, blev jeg med et trylleslag fuldstændig ligeglad med dens videre skæbne. Go figure.

Så det her bliver måden at gå hele køkkenet igennem på, og så bider jeg i mig, at der står ting på de fleste af mine vandrette overflader. Jeg har 2-3 dages arbejde tilbage derude, og så længe kan jeg godt leve med rodet.

——-

Jeg ELSKER de mange fine tilbagemeldinger, I giver, og det er simpelthen så rart at se, at I tager imod den her ide, som den var tænkt: At man stempler ind på det niveau, hvor det giver mening. En skuffe med sokker kan kræve ligeså meget, som et hus i to plan, og det gør mig oprigtigt glad at tænke på, hvor mange der sender vores lille community herinde en tanke, når de åbner et skab, der plejer at rode, men hvor alting nu er helt strømlinet og pænt.

M2024, uge 6

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg hentet den nye, brugte blender i Kolding, hvor jeg alligevel var forbi på en tolkeopgave. Det kræver lidt ekstra koordinering, når man køber/sælger noget i en by, hvor man ikke bor, men faktisk ikke meget mere, end når man skal hente pakker i pakkeshops eller pakke ting ind, så de kan holde til den ekstremsport, det er blive sendt med GLS og Postnord.

Tidspunktet er perfekt, for nu har jeg jo så en 1/2 ekstra blender, og den fylder lidt. Men køkkenet er næste rum på listen, og så skal jeg alligvel have det hele ud af skabene. Jeg er undervejs i min oprydning stødt på lidt forskelligt, der egentligt hører til i køkkenet, så jeg forestiller mig at lave en kasse, der kan stå bagerst i det hjørneskab, hvor man har masser af plads, men hvor det kræver en slanges smidighed at komme ind.

2.

Er jeg i mit bryggers nået til reolen, der også dobler som fjernlager for madvarer. Her har jeg i en måneds tid flyttet rundt på en kæmpekasse af min yndlingsaversion: Yum-nudlerne. Beklageligvis er jeg den eneste i husstanden, der finder dem afskyelige, så jeg har erkendt mit nederlag og køber dem, når jeg alligevel er en tur over grænsen, hvor de er meget, meget billigere end herhjemme. 

Sidst købte jeg i et anfald af overmod en kasse med andesmag, og som Julia Roberts sagde: Big mistake. Big. Huge. Oprør, tumult og trusler om nedlæggelse af arbejdet.

Men altså. Det er sgu også mange nudler at kyle ud, uanset hvor grimt de smager.

Tilfældigvis var jeg i onsdags sammen med én, der huser en teenager, som viser sig at elske lige netop andeversionen, så hele kassen er nu, til alles tilfredshed, ekspederet videre. 

3.

Har jeg brugt det sidste af min favorithåndsæbe fra Meraki. Pumpe-dispenseren, den kommer i, er af ret god kvalitet, så den har jeg vasket af, så den kan bruges til opvaskesæben, jeg købte for et par uger siden, og som jeg siden har bandet over. For hullet på den er på størrelse med en hulahopring, og uanset hvor umage jeg gør mig, er det svært ikke at hælde 1,5 liter sæbe ud på børsten. 

Ikke mere, du.

De fanger mig aldrig. 

4.

Tidligere års uge 6 indlæg:

2018

2019

2020

2021

2022

2023

Status, Månedens Mål, januar og februar (4/7)

Den sidste uge har været en arbejdssejr. For HELVEDE, hvor har jeg bandet over, at jeg overhovedet gik i gang med det her projekt.

For bryggerset er præcist lige så rædselsfuldt denne gang, som jeg havde frygtet/forventet (hvilket ikke just indgyder håb for de to kommende rum, vil jeg sige..). 

Ligesom i de værelser, jeg har taget indtil nu, skyldes bøvlet, at det i år ikke er nok bare at rydde op i de respektive kasser, mapper og skuffer, men at tingene skal samles anderledes. Ellers får jeg 8 skabe, hvor hylderne er halvt fyldte og tingene står og råber til hinanden, og en bunke på gulvet på størrelse med en Maersk-containter med de ting, der så pludselig ikke har en plads.

Og, helt forudsigeligt, kræver det, at alt skal hives ud og sorteret s-a-m-t-i-d-i-g-t, og det konstante rod giver mig lyst til at rive min hud af i strimler. Det får mig til at veksle mellem apati over uoverskueligheden og lyst til bare at rage-cleane og smide ALT ud, så jeg kan blive færdig.

Men jeg har bidt tænderne hårdt sammen (*var* der måske en lille smule benmel med, da jeg spyttede tandpasta ud den anden aften?) og holdt mig til min plan. Kasserne med tøj, vanter og sko én dag, skabet med papir den næste, de store kasser med ledninger, gaveindpakning og halloweenting den tredje osv.

Og ja. Jeg vil sgu da gerne bede om medalje. I kender mig da?!

Nu er jeg 3/4 af vejen, og det er med vilje, at jeg har kørt lidt hårdt på. For ungerne har vinterferie den kommende uge, og jeg selv har lidt arbejde, en træningsaftale og en smule socialt, der skal passes. Det betyder, at jeg på forhånd ved, at der vil være dage, hvor jeg intet får lavet, så for at holde tidsplanen har jeg holdt kadencen.

Det betyder, at jeg nu faktisk kan begynde at se en ende på det derude, og ret skal være ret: Det *bliver* godt. 

Men det er nok meget godt, at der nu kommer en uge, hvor det bliver minimalt, hvad jeg når, for jeg trænger faktisk til en pause, inden jeg kaster mig over de sidste to rum.

Et skridt ad gangen. Ikke?

Hvad med jer? Har I fået taget en skuffe eller to i ugens løb?

M2024, uge 5

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Flækket bunden på min blender, som sgu ellers har gjort det godt.

I første omgang var jeg egentlig nået frem til, at vi måske bare skulle leve amish-style uden blender, for jeg bruger den stort set kun til smoothies, og det kunne man måske godt finde en alternativ løsning på. 

Men Frida ELSKER smoothies, og når jeg en sjælden gang laver til mig selv, skal jeg bede om ligeså meget is, som jeg skal have ingefær, spinat og frossen mango, og det tror jeg ikke, at en bullet kan trække.

Jeg har før haft held med at købe reservedele, når dele af køkkenmaskiner går i stykker, og der findes nogle fine, autoriserede steder online, hvor det er til at betale sig fra for penge. 

Men den her blender er åbentbart af *så* god kvalitet, at den har overlevet sig selv, så de sædvanlige steder havde ikke længere dele til den model, og de steder, der havde, så sgu lidt anløbne ud.

Derfor endte jeg med at tjekke Marketplace, og der var hele 5 stk. af min model til salg inden for en radius af 30 km. Alle sammen til mindre, end det ville koste at købe den enkelte reservedel de suspekte steder – og så har jeg jo så at sige en hel blender som reservedel.

Min tur på Marketplace gav mig i øvrigt lyst til at nævne, at hvis man bor i de lidt større byer, f.eks. Odense eller Aarhus, så kan det virkelig, virkelig godt betale sig at udvide sin søgning, så dem omfatter hele Jylland. Den her blender er et godt eksempel, for de 5, der var til salg her i området, lå til mellem 195 og 250 kroner stykket, mens de 3, der var til salg i Aarhus lå på hhv. 550, 600 og 650 kr. Så bor man på de kanter, kan man få et GLS-bud til at kravle baglæns tværs over Jylland med pakken bundet på ryggen, og det vil STADIG være billigere at købe den i Hvide Sande end 100 meter længere oppe ad Ringgaden.

2.

Besluttet at prøve at lave et budget på den daglige husholdning. 

Der er meget ift. min økonomi, som jeg har fået rettet op over de sidste par år, men fordi jeg nu er selvstændig, og det går op og ned i showbizz, så synes jeg stadig, at jeg lidt for ofte står i situationer, hvor jeg føler, at jeg er afhængig af held. Sidste år var der meget få opgaver at tolke i sommerperioden, og det stresser mig, at jeg kan risikere det samme i år, hvor jeg ikke kan få supplerende dagpenge, for det har vi ikke buffer til at økonomien bare helt uproblematisk kan bære. 

Der vil jeg gerne hen – hvilket faktisk var et af mine nytårsforsætter. Jeg har brugt januar til at vende og dreje, hvordan jeg nemmest kan hjælpe mig selv, og jeg er nået frem til, at øget fokus på hverdagsudgifterne nok er et godt sted at starte. Både for at synliggøre, hvad pengene går til, og hvor meget, der er nice to have kontra need to have.

Jeg har gjort det HELT simpelt, med 6 kategorier, som alle vores udgifter falder i. I første omgang handler det bare om at tracke, så der er et udgangspunkt at arbejde ud fra. 

3.

Haft 3 poser med spil med til SFO’en.

Oprydningen af stuen resulterede i, at stakken af brætspil blev væsentligt reduceret, fordi børnene pludselig er blevet for store til Vildkat (thank GOD!) og Matematik Med Hr. Skæg. De fylder temmelig meget, sådan nogle spil, og jeg gider ikke have dem stående i ugevis, fordi de er svære at sælge – og så synes jeg egentlig også, at det giver ret god mening at lade dem komme de lokale unger til gode. 

Jeg huskede, som altid, at spørge først, om de kunne bruge dem dernede, eller om de var ved at drukne i spil i forvejen, men de ville meget gerne bede om dem til de kommende førskolebørn. De skal nemlig være i en anden fløj, end den, hvor de nuværende skolebørn holder til, og på den her måde har personalet noget, de kan sætte derned, uden at det mangler et andet sted. 

4.

Tidligere års uge 5 indlæg:

2018

2019

2020

2021

2022

2023

Status, Månedens Mål, januar og februar (3/7)

Jeg har i den her uge holdt mit løfte til mig selv og udelukkende fokuseret på stuen. Det har egentlig givet sig selv, for der har været smæk på på jobfronten, så jeg har ikke haft mange ekstra timer at gøre med.

Men det, jeg igen har måtte konstatere er, at jeg i år er virkelig dårlig til at forudse, hvad der vil være hurtigt overstået, og hvad der kræver tid. Post-stue kan jeg se, at det handler om, at der er sket meget med børnene det sidste år.

For hvor jeg tidligere egentlig bare har ryddet op i tingene, hvor de stod, så giver det i år ikke mening at rydde op, uden samtidig at sortere og flytte rundt.

I stuen er de pludselig blevet for store til halvdelen af vores brætspil, krea-reolen behøver ikke længere have kasser til modellervoks og enhjørningemalebøger, og bogreolen trængte også til en opstramning.

I køkkenet kan vi efterhånden skille os af med det meste melamin, i bryggerset er det ikke længere nødvendigt med de store kasser til flyverdragter og arvetøj, og skabet med mapper får mere og mere luft på hylderne i takt med, at alt bliver digitalt.

Det betyder, at stort set alle rum kræver en ret omfattende regruppering af ting, og det tager længere tid, end jeg lige havde forestillet mig. For det er jo ikke bare at flytte rundt på tingene; de skal sorteres og puttes i nye kasser og æsker, hylder skal flyttes op eller sættes ned, og noget skal lægges væk, mens andet skal flyttes frem. Derfor er viben i år meget, at 1) det ser nogenlunde ordentligt ud 2) det ligner Sarajevo ’92 3) det er MEGET mere strømlinet og brugervenligt end før.

Det er fedt. Faktisk. Men det betyder også, at tiden meget nemt kan skride, hvis jeg ikke lige har et halvt øje på den, og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at sker det, så går jeg død i projektet. Derfor er løsningen i år blevet, at jeg har oprydning/regruppering som primært fokus, og så tager jeg det rengøring, jeg kan nå. Det skal mit indre system-menneske lige æde, for hvis der på min seddel står, at jeg har planlagt at vaske lister ned, så irriterer det mig, hvis det i to rum bliver den fulde nedvaskning, mens det i to andre kun bliver til en tur med støvsugeren. Men det hjælper (for mig) at have gjort mig klart, at oprydning har første prioritet, og herefter trumfer tidsplan ideologi.

Jeg er nu igennem min entre (nem), mit badeværelse (nemt på sortering og nye placeringer, tungt på rengøring), mit soveværelse (nemt på alle måder), Fridas værelse (overraskende tungt), samt stuen (medium på begge dele). 

Det betyder, at jeg mangler de tre rum, jeg *næsten* ikke kan overskue, nemlig køkken (tungt på sortering), bryggers (aflåst sideleje hele vejen rundt) samt Antons værelse (her kan jeg ikke udelukke, at jeg må gribe til psykofarmaka).

Jeg har forsøgt at gøre det spiseligt ved at sørge for, at jeg har god tid; 2 uger til hvert rum. Det bliver nødvendigt – men gør det også en mikro-my mere overskueligt.

(MEGET mikro).

Til sidst vil jeg bare sige, at det faktisk er overraskende rart for mig at høre, at I også er i gang. Det får det til at føles lidt som en holdsport, og det kan jeg godt lide.

Hvis motivationen er ved at være lidt tyndslidt derude, vil jeg gerne opfordre til, at man laver sig en kop kaffe, sætter sig ned, og så vælger 4 nemme og overskuelige projekter til de sidste 4 uger. Tag noget, du kan se og/eller som har irriteret dig længe. Det kan være skuffen med ledninger, din krydderihylde, eller bøgerne på reolen. Det er egentlig ikke så vigtigt, hvad det er; hovedsagen er, at du forbliver ombord, og at du gør bare ET eller andet. For når februar er gået, så har du stadig fået trimmet *noget*, og jeg lover, at den tilfredsstillelse vil være indsatsen værd.

Hold ud.

M2024, uge 4

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Tænkt over at udnytte, at jeg alligevel havde ovn og kogeplader i gang, og derfor gået supersize på nogle af de ting, jeg har lavet.

Eksempelvis har jeg kogt ekstra pasta, som jeg bagefter har pakket i små bøtter, som passer til en børneportion. De bøtter, jeg har, er både varme- og kulderesistente, så når jeg senere skal bruge dem, plejer jeg så bare at tage dem ud af fryseren et par timer før, og så hælde vand fra kogekedlen over. Så får de lov at trække 5 minutter, og så er de klar. Det er en rar måde at gøre tingene lidt nemmere på i en husholdning, hvor vi er 3 mennesker, der spiser meget, meget forskelligt.

Jeg bagte også dobbeltportion af kagerne til min fødselsdag, og frøs et par af dem ned hele; så er de klar til at hive ud, næste gang et af børnene kommer hjem med en seddel om, hvem der vil stå for kage til næste sociale arrangement. De kostede ikke ekstra tid at lave, men det komme til at spare  mig tid, når de skal bruges. 

2.

Fundet zip lock poser, der passer perfekt i størrelsen til et par skiver rugbrød. Det lyder ikke af meget, men jeg føler nærmest, at jeg har vundet i lotto. For jeg har været grænsende-til-flov over at bruge sølvpapir, de dage, jeg har rugbrød med. Ikke mindst fordi jeg ofte spiser det enten med et eller andet on-the-side (f.eks. et æg) eller pålæg, der ikke sviner (f.eks. en skive ost). Det føles virkelig træls at vælge et materiale, der er så skadeligt for miljøet, når det ofte ikke engang er beskidt, når jeg er færdig med det. 

Men jeg har prøvet nærmest alle alternativer, ligefra stof med bivoks, over platikbøtter til almindelige poser, som kunne bruges flere gange. Men uanset hvad jeg har valgt, er rugbrødet endt med at skøjte rundt, så jeg åbner til noget, der mest af alt minder om meget grov mysli.

Men da jeg var i Bilka sidst skulle jeg finde poseklemmer, og det kunne jeg ikke. Derfor brugte jeg lang tid på at nærlæse hyldeforkanter i den sektion, hvor to-go-app’en fortalte mig, at de skulle være, og her fandt jeg ZL-poser, der kan indeholde 1/4 liter – hvilket er den PERFEKTE størrelse til en skive rugbrød eller to. Posen er stor nok til, at der lige er en smule frigang, men stadig så tætsiddende, at rugbrødet ikke rutcher rundt. Den kan tørres af med en klud, hvis det skulle være nødvendigt, og kan snildt klare at blive brugt flere gange.

3.

Har en god veninde foræret mig en pose nye, hæklede rondeller, og jeg har valgt at pensionere dem, jeg har brugt de sidste 4 år. De har sparet mig for 15-20 pakker vatrondeller årligt, så man må sige, at de har gjort deres for miljøet. 

De mange ture i vaskemaskinen har sat deres aftryk, og de er ikke så bløde, som de var. Derfor får de lov at afslutte deres tjeneste som “skuresvampe” i forbindelse med oprydningsprojektet, for de er lige præcis grove nok i stukturen til at være gode til at skrubbe genstridige pletter af paneler med eller til at rense klister fra prisskilte af nye glaskrukker.

Det må da siges at være et værdigt exit. 

4.

Tidligere års uge 4 indlæg:

2018

2019

2020

2021

2022

2023

Status, Månedens Mål, januar og februar (2/7)

I denne uge er jeg snublet i mine egne snørebånd.

Det startede ellers ret godt. Jeg havde mit soveværelse på programmet, og gik i gang mandag eftermiddag – og var færdig mandag til spisetid. Hvilket jeg ikke havde forventet. 

Jeg kan godt se, at det er 5. gang, jeg gør det her. For hvor jeg i starten var nødt til benhårdt at vælge, om jeg skulle rydde op eller gøre rent, og var nødt til at holde laserfokus på ét rum ad gangen for ikke at blive for overvældet, så er der mange ting, som er langt hurtigere overstået nu, fordi det kun er ét års akkumulering, jeg skal igennem, og ikke 10.

Det betyder, at tempoet er højere, at jeg kan tage lidt rengøring med undervejs, når det giver mening, og at jeg også kan arbejde lidt på tværs ved f.eks. at tage udsugnings.. dimserne i alle rum på én gang.

Men SELV med rengøring og 3 udsugnings(hvadHEDDERde??), tog soveværelset kun 2,5 time.

Derfor brød jeg min egen regel om at holde mig til planen, og gik tirsdag i gang med Fridas – til min egen inderlige fortrydelse. For her havde jeg også forventet at være hurtig færdig, fordi jeg lavede værelset om til hendes fødselsdag i juni, og hvor meget kan hun lige nå at rode på et halvt år?

Meget. 

Så. Så. Meget.

Og selvom jeg kan have svært ved at overskue at skulle i gang med et projekt som det her, så kan jeg godt gå og hygge mig med det, når først jeg er i gang, fordi der er en vis form for tilfredsstillelse ved at skabe orden i kaos.

Men det, der så kommer til at ske er, at jeg ender med at hyperfiksere på det, hvis jeg bliver for overvældet af, at det tager længere tid, end jeg havde regnet med. Jeg ved godt, et sted langt omme i baghovedet, at jeg burde stoppe op og bare vente med resten til i morgen eller næste uge – men jeg evner ikke at gøre det.

Der var noget lavpraktik her, der gjorde, at det var irriterende at skulle afbryde, for alle kasser og skuffer var tømt ud på tæpper i stuen. Når alting er overalt er man nødt til at vælte det hele ud samtidig, dels for at kunne sortere det, og dels for at have steder at lægge det tilbage på plads i.

Men det handler primært om, at min ADHD stikker af med mig. Jeg forestiller mig, at det er lidt som at være stoppet med at ryge; hvor man har haft gavn af plastre og akupunktur, og i det store og hele synes, at det er ok-nemt at lade være med at ryge i hverdagen, men stadig kæmper med trangen til fester. Simpelthen fordi det ikke er en setting, man er i så ofte, som hverdagen er, og dermed har man ikke samme mulighed for at opøve nye vaner.

Det er lidt samme sted, jeg er med min ADHD. Medicinen hjælper mig virkelig meget i hverdagen, men der er stadig tidspunkter og områder, hvor jeg bliver ramt, og hvor det nu er tydeligere for mig at se, at det er det, der sker, fordi der ellers er nogenlunde ro på.

På plussiden er jeg færdig med Fridas værelse. 

Og jeg er egentlig også glad for, at jeg begynder at opdage, hvornår jeg bliver trigget, og glider tilbage i at skifte til 8. gear og bare træde speederen i bund.

Men jeg har haft for mange dage, hvor alle køreture er gået med at ringe til alle mulige instanser, fordi jeg ikke nåede det dagen før, og jeg har haft for mange aftener, hvor jeg lander i sofaen kl 22 og først dér skal til at skrive fakturaer, svare på kommentarer, tjekke Aula og forberede den kommende dags tolkeopgaver. Det duer ikke, for det betyder, at jeg ikke har et eneste tidspunkt i løbet af dagen, hvor jeg bare kan zone ud og lade tankerne vandre, og det skruer min grundspænding op til et nærmest ulideligt niveau. 

På papiret er det her projekt bare oprydning af fysiske arealer, men det ender alligevel ofte med hive noget fra dybet frem i lyset, som det faktisk også er ret fint lige at få kigget på.

Jeg har lovet mig selv, at jeg den kommende uge holder mig til planen, og det skulle gerne frigive både mere tid og overskud – for det er jo netop meningen, at det her projekt skal kunne køre sideløbende med al den almindelige hverdag.

Hænger I på derude?

M2024, uge 3

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Haft fødselsdag, og havde egentlig planlagt at lave en cheesecake til gæsterne, der kiggede forbi lørdag, men da jeg sad og skrev indkøbsseddel blev det pludselig tydeligt, hvor dyrt det kan være at lave kager fra bunden.

For da jeg først havde listet alt det, jeg skulle ud at købe, virkede listen MEGET lang. Derfor rev jeg den igennem min Bilka To Go app – hvilket jeg kun kan anbefale. Dels giver det et superfint overbliv over, hvad noget beløber sig til, og dels kan man, når man søger den enkelte vare frem, se præcis hvor i varehuset den står, og den funktion ville jeg næsten betale ekstra for.

Min cheesecake endte med at ville koste tæt på 200 kr. fordi jeg ikke havde én eneste, af de ingredienser, der skulle bruges, på forhånd, og dertil kommer så tidsforbruget. 

Det blev bagermodellen i stedet, og den var fantastisk.  

2.

Ville børnene gerne ud at spise på selve dagen, og det gjorde vi så. 

Ligesom til Antons fødselsdag tilbage i november, brugte jeg en halv time på menu-kortet online aftenen før, og jeg kan jeg ikke anbefale den model nok. Det er så f*cking spitze, at man ved, hvad man møder ind til, i stedet for at skulle skabe et overblik, når man sidder der, og alle parter er ved at være der på dagen, hvor larm, stimuli og input skal ganges med 100.

3.

Har jeg skilt mig af med alle de ting, jeg har ryddet ud under min gennemgang af entre og badeværelse. 

Mine forældre fik (efter at være blevet spurgt og have takket ja) de rengøringsmidler, jeg ikke længere bruger (f.eks. noget trævask, jeg har flyttet rundt på forever, som jeg ikke bruger her, men som de kan bruge i deres udestue), min veninde overtog et par aflagte hoodies til sin dreng, og resten kørte jeg på genbrugspladsen med.

Der var helt sikkert tøj og sko i mellem, som jeg godt kunne have solgt. Men for mig er det langt mere motiverende at kunne se, at her gradvist bliver mere og mere luft og plads, end det er at tjene de par hundrede, jeg måske kunne have hevet hjem. Og den benhårde analyse af tidsforbrug kontra indtjening, faldt bare ikke ud til Marketplaces fordel denne gang.

Nu er der nogle mennesker i genbrugsbutikkerne rundt omkring, der bliver glade over at finde Billi Bi støvler og en børneparka, hvor mærket ikke engang er klippet af, og det under jeg dem på alle måder. 

4.

Tidligere års M20XX, Uge 3 indlæg:

2018

2019

2020

2021

2022

2023

Status, Månedens Mål, januar og februar (1/7):

Denne uge har på mange måder været det perfekte udgangspunkt for første opsamling, for ud over min fødselsdag, har den også budt på ekstraopgaver, et ualmindeligt ondskabsfuldt migræneanfald, samt et afløbsrør i køkkenet, der pludselig gav op, hvilket medførte vand overalt og håndværkerlogistik af Maersk’e proportioner.

Jeg kan ligeså godt sige det, som det er: Hvis ikke, jeg havde sat det her fællesprojekt op, var jeg ikke kommet i gang. Men nu er jeg jo kaptajn på skibet, og så kan det ikke nytte, at jeg er den første, der springer over bord. 

Men mit eget udgangspunkt giver anledning til at tage fat i et par af de kommenterer, der er kommet, som dybest set handler om det samme, nemlig at projektet virker uoverskueligt pga. antal af rum/tidspunkt/ydre begivenheder, samt et helt konkret spørgsmål om, hvornår/hvordan man finder tiden til at gøre det.

Jeg kan ikke understrege nok, hvor meget jeg håber, I følger med på det niveau, der giver mening for jer. Hvis man har rivende travlt, så er det længe fint, hvis man sætter sig for at vaske de døre ned, der længe har trængt, får taget fodlisterne eller vælger ét opbevaringsmøbel pr. rum, som ugens mål. 

Formen er også fri. For at køre videre med de samme eksempler, ville det jo være idiotisk at lave en spand vand for at vaske én dør ned, og gøre det 7 på hinanden følgende uger. Så beslut at arbejde på tværs med 7 forskellige små-projekter i stedet. Døre den ene uge, fodlister den næste osv.  Vi laver selv reglerne, så man kan bootleg’e dem alt det, man har lyst. 

Hele øvelsen går jo egentlig bare ud på at sætte sit projekt så meget i system, at man ikke skal bruge kapacitet på at planlægge og beslutte undervejs, men bare har en køreplan, man skal holde.

Dette skvulper lidt over i den anden del af spørgsmålet; hvornår og hvordan vi så finder tiden til at gøre det. For mig er det her, to-do listen kommer ind. Det er grunden til, at jeg kun skriver den for ét rum ad gangen, og at jeg ikke sætter dage på, hvornår jeg gør hvad.

For hvis jeg skal tage min egen entre som eksempel, så så min liste sådan her ud: 

*Sortere sko på de 2 reoler og vaske disse, når de var tomme

*Sortere jakker, hoodies og tørklæder

*Pille lampen ned og vaske den (fordi alle edderkopper i området har valgt den som hospice)

*Vaske fodlisterne af (fordi børn + regnvejr + landet = mudderstriber de mærkeligste steder)

For mig er der en verden til forskel på den diffuse ide om at ville ‘tage min entre’ og ovenstående 4 punkter. Og når det bliver SÅ konkret, så kan jeg sagtens finde et kvarter i løbet af en dag, hvor jeg kan plukke det punkt på listen, der er tid til, og som jeg kan overskue den dag.

Jeg er med på, at min entre er lille, og at der er få rum, som er så nemme at vinge af. Men det er grunden til, at jeg ikke kan anbefale nok, at man starter med de lavthængende frugter. For jeg har 3 rum, jeg imødeser med gru, fordi jeg godt ved, at de bliver irriterende og bøvlede. Sådan føles det i hvert fald lige nu. Men jeg oplever, at processen skaber noget momentum, der gør, at man, når man har taget alt det nemme, og kun mangler det, der kræver lidt mere, faktisk godt kan overskue det alligevel, når man når dertil – fordi det kun er dét, man mangler.

Og det er win/win, for ender man med at smide håndklædet i ringen, og nedjustere sin liste på dé rum, så har man stadig taget alle de andre, og for hver eneste gang, man gør det, bliver det nemmere, fordi man ikke starter forfra-forfra, når man tager rummene næste gang.

En sidste kommentar er, at man ikke behøver køre samme dybde i de respektive rum. Min entre og badeværelset, som jeg har taget i den forgangne uge (for at ‘spare en uge op’, så jeg kan bruge 2 uger på de rum, der er mere kød på) har jeg kørt fuld plade på, men det kommer jeg ikke til på f.eks. Antons værelse. Der vil være kasser, jeg ikke rydder op i, og opbevaring, jeg blot lader stå, fordi det ville være et projekt i sig selv at tage bare én af dem. Det er ikke vigtigt ift. mit helt overordnede mål, om der ligger legomanualer i 3 forskellige kasser, eller at der måske er noget af det, vi sammen har sat væk, som han ikke længere er knyttet til. Det ligger pænt i stablede kasser bagerst i skabet, og der ligger det fint for nu.

Jeg vil bare gerne forebygge, at vi sander helt til i ting og rod, så vi kan være her og trække vejret frit, og så vil jeg gerne have den mentale kapacitet frigjort, som ellers bliver bundet i de små, daglige irritationsmomenter, som f.eks. de fedtede fingre på skabslågerne, jeg kan se, hver gang solen står lavt.

Hvordan er første uge gået hos jer?

M2024, uge 1+2

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen, eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

——-

Så kunne jeg være her.

Det har været uvant at springe en uge over, men jeg har haft brug for lige at tænke igennem, om det set-up, jeg godt kunne tænke mig at afprøve i år, kan bære. 

Det får et skud, for én af de store fordele ved at have en blog som min, med så trofast en læserskare, som I er ved at være, er, at hvis det ender med at være en dødssejler eller ikke rammer inden for skiven, så laver vi en kollektiv kurskorrigering, og får det til at fungere alligevel. 

Inden jeg præsenterer de nye tiltag, vil jeg gerne sætte et par ord på, hvorfor jeg skruer lidt på formatet.

Den primære grund er, at jeg de sidste måneder har følt, at jeg måske ikke bidrager med så meget nyt. Og alt kan ikke være Breaking News, det ved jeg godt, men det bliver i længden demotiverende at skrive noget, man sidder med fornemmelsen af at have skrevet 5 gange før.

Men.

Samtidig kan jeg mærke, at de her indlæg er ret vigtige ift. at holde mig fast. Ikke sådan at forstå, at jeg ville lukke bloggen, hvis jeg ikke skrev dem, men tid er en sær størrelse, og jeg kan godt se, hvad der har været starten på enden for mange af de store bloggere. For når pauserne mellem de normale indlæg langsomt bliver længere og længere, og man pludselig ikke har skrevet i et par måneder, så er der på en eller anden måde lang vej hjem. 

De her indlæg placerer mig ved tastaturet ugentligt, og jeg nyder at skrive dem, fordi de ikke kræver helt så meget tankevirksomhed, som de lidt større og tungere af slagsen. Emnet er givet på forhånd, og dermed kræver de “bare”, at jeg zoomer ind og får formuleret mine pointer, så de er nogenlunde forståelige.

Derfor er konklusionen blevet, at jeg fortsætter med at skrive dem, men udvider med to nye tiltag.

Jeg kommer stadig til at liste ugens punkter, som er konkrete tiltag eller overvejelser, som den forgangne uge har budt på. Ikke fordi de er nye mere for hverken jer eller mig, men fordi de er gode remindere, og fordi de fleste af os (tror jeg?) glemmer gode vaner, når andre kommer til. 

Derudover kommer jeg til at linke til den samme uge, de forgående 5 år, fordi der er en vis form for tidsmæssigt tema i de her indlæg. I december er mine tiltag af naturlige årsager ofte julerelaterede, og derfor tænker jeg, at det kan give mening, at man kan hoppe tilbage og læse tidligere års indlæg fra samme tidsrum, hvis man har god tid, eller gerne vil have lidt ekstra inspiration.

Men den største ændring bliver det, jeg har besluttet at kalde Månedens Mål, som jeg håber, I har lyst til at være med til. 

Hver måned kommer jeg til at sætte et overordnet mål, som jeg lægger op til, at man kan være med på, på sin egen måde, og med udgangspunkt i sit eget liv. Min tanke er, at det vil gøre indlæggene praktisk anvendelige, og dermed mere relevante for jer. 

Jeg har indtil videre 9 temaer på tegnebrættet, for jeg ved, at jeg kommer i tanke om nye, når først vi går i gang, så derfor holder jeg lige et par pladser fri.

Jeg tænker, at det er nemmest at illustrere ved simpelthen bare at gå i gang, så without further ado:

Velkommen til M2024, uge 1 og 2

I den forgangne uge har jeg:

1.

Haft lidt for meget at se til, og derfor glemt (som vi også talte om i det seneste indlæg…) at tjekke mine erstatninger hos Bilka To Go. Dermed missede jeg også, at jeg i stedet for det sædvanlige toastbrød til ungerne, havde fået en kæmpepakke af noget, de ikke gider spise. 

Det kunne holde til d. 12.01, da jeg fik det mandag, så jeg tog det med i tirsdagens morgen-SFO, hvor modtagelsen var helt anderledes varm, end den var her, da jeg hev det op ad posen. 

2.

Sendt min kørebog og mine bilag for Q4 til revisor-Jesper, og igen siddet og rodet rundt i mapperne på mit skrivebord, fordi jeg ved, at jeg et eller andet sted har en liste over de faste bilag, han får.

Jeg fandt også i min telefon hele 3 noter med overskriften “Q4”, hvorpå jeg havde noteret ting, jeg skulle huske at trække fra – og jeg har ikke rigtigt noget at sige til mit forsvar, andet end at 3 måneder er lang tid.

Jeg må bare konstatere, at jeg nok med den slags fungerer bedst i fysisk form (som man siger), så nu har jeg, helt old school, lavet en mappe, der står, hvor jeg kan se den, og i den lagt 4 lommer og en liste med påskrifterne Q1, Q2, Q3 og Q4, og “Faste udgifter”.

Der er en kindhest eller en sherifstjerne efter eget valg til dem, der griner eller råber: “Boomer!”

3.

Fundet og købt et sæt håndvægte brugt, som koster 800 kr. fra nye, men som jeg fandt til 300 på Marketplace.

Som ekstra bonus var de salg 2 km. fra et af mine faste tolkeopgaver, så forsendelsen slap jeg også for.

Jeg skal snart have fundet en eller anden opbevaringsløsning til de talrige håndvægte og skiver, jeg efterhånden har herhjemme, så hvis noget har set eller fundet på noget genialt, vil jeg virkelig gerne høre om det. 

4.

Tidligere års M20XX-indlæg for uge 1 og 2: 

2018

2019

2020, uge 1 & 2020, uge 2

2021, uge 1 & 2021, uge 2

2022, uge 1 & 2022, uge 2

2023, uge 1 & 2023, uge 2

——-

Månedens Mål, januar og februar 

“Januar OG februar, Linda?? Du lægger simpelthen ud med at bryde det format, du lige selv har sat op?”

Yes. Men det er der en grund til. 

For månedens mål er en fuld oprydning/rengøring af hjemmet. Og hvis ikke det skal være dødsdømt på forhånd, skal der være tid til det.

Det betyder, at vi de næste 7 uger skal alle rum igennem på det niveau, vi hver især vælger. Lyset er på vej tilbage, og om lidt skal vi i haven og på stranden, og derfor er Nu et ret oplagt tidspunkt til at skabe plads og luft ovenpå vinterens hulestemning og pakkede indeklima.

Hvis du allerede her har lyst til at lægge dig selv i aflåst sideleje, og SLET ikke kan overskue det, så hæng lige på alligevel. For der er – selvfølglig – moralsk støtte på vej i form af remindere og tips til at gøre det overskueligt og muligt, uanset hvad livet ellers byder på:

*Start med at tælle dine rum. Helt lavpraktisk. Så ved du, hvor mange, du skal igennem pr. uge, når du har 7 uger at gøre med.

*Beslut, hvor grundig, du vil være. Vil du rydde op? Gøre rent samtidigt? Køre overflade eller dybde? Du laver reglerne – og de kan ændres 100 gange undervejs. Min egen erfaring er, at man spænder ben for sig selv, hvis man vil ALT igennem, og samtidigt vil gøre hovedrent, for man går simpelthen død i opgavens omfang. Mit eget udgangspunkt er, at jeg vil rydde op, og tage de rengøringsopgaver, som det ville være idiotisk at springe over, når man nu alligevel er i gang. F.eks. ville det være tåbeligt at tømme køkkenskabene, og så undlade at tørre hylderne af, når det hele er ude.

*Lav en liste over det, du skal have gjort – men KUN for ugens rum. Det er klart mest overskueligt, og samtidig sparer du dig selv for den trælse følelse af nederlag, hvis du får sat barren for højt, og så står med opgavelister over alle rum, som du på ingen måde kan nå igennem. 

*Spring dine hårde hvidevarer over. De er på listen, men vi tager dem, når strømmen overgår til sommertarif, og det dermed er billigere at køre pyrolyserens, kogevask og af-ise en åben fryser.

*Start med de lavthængende frugter. Og her skal du høre, hvad jeg siger til dig. For man starter typisk med de bedste intentioner og et fuldt opladet batteri, og starter du med det rum, der kræver mest, både tidsmæssigt og mentalt, er risikoen for at gå død efter 3 dage overhængende. Jeg lægger ud med min entre og mit badeværelse. De er overskuelige i størrelse, der er begrænset med skabe og hylder, og jeg har nul følelser knyttet til det, jeg har stående og hængende derude.

*Sidst men måske faktisk vigtigst af alt: Juster som det er nødvendigt undervejs. Fuck at du har taget ét rum fuld blood eagle, for så at køre Mosters Hånd resten af vejen. Livet har det med at være uforudsigeligt, og det her er i bund og grund for sjov. Selvom du er nødt til at skrue ned – eller stige helt af – efter 2 uger, har du stadig fået taget det, du har taget, og det er aldrig spildt.

—–

Jeg håber, I har lyst til at være med på det niveau, der giver mening for jer, uanset hvordan I bor, og hvordan kalenderen ser ud.

M2023, uge 52

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

Har jeg lagt mig på lur på Marketplace, fordi jeg nu ved, hvad jeg fik i julegave.

Dermed ved jeg også, hvad jeg fortsat mangler af fri-vægte og skiver til min barre herhjemme, og fordi den slags er relativt dyrt at købe fra nyt, kan det godt betale sig at se, om man kan få fingrene i noget brugt. Trods alt er der grænser for, hvor meget man kan ødelægge jern, og da jeg tolker i alle hjørner af Jylland, er der ydermere gode muligheder for at spare fragten.

2.

Sørgede jeg for at få ekspederet resterne fra julefrokosten videre allerede samme dag, som vi havde afholdt den, så chancen for, at maden blev spist og ikke bare smidt ud af andre end mig, steg markant.

3.

Havde jeg faktisk lagt Min Bog frem, så jeg kunne notere, hvor meget, der blev spist til bemeldte julefrokost, status på diverse udendørslys, og om jeg har/havde fået fingrene i et billigt kalenderlys til min specialstage (hvilket stadig er en af de dårligste jule-idéer, jeg til dato har fået) – men jeg har lagt den væk igen uden at skrive noget i den. 

Det leder mig ret fint frem til en pointe, som jeg kommer til at skrive mere om i mit nytårsindlæg, nemlig at 2023 har været skelsættende på mange måder, og at én af dem er, at der for første gang i små 10 år er overskud til at overveje, hvad jeg gerne vil fremadrettet, og ikke bare automat-videreføre det, jeg har gjort de sidste mange år.

I år rystede vi posen ift. menuen til vores julefrokost, julelysene udenfor er et helt nyt set-up, og jeg er ikke sikker på, at vi skal have et kalenderlys til næste år.

Det er indlysende tydeligt (for mig selv i hvert fald), at det er tegn på overskud. Jeg har for første gang i årevis haft så meget ledig kapacitet på maskinen, at jeg kan forholde mig til, hvad jeg gerne vil, og dermed er det ikke længere en nødvendig forudsætning for at overleve og At Gøre Alting Særligt, at jeg bare gør, hvad jeg plejer.

Det betyder, at hele fundamentet nu er nulstillet, og at vi skal til at bygge på herfra. 

———————

Med alt det sagt har vi fulgt M2023 til dørs.

Jeg har brugt lang tid på at spekulere på, hvad jeg synes, det giver mening at gøre i 2024, for jeg vil gerne blive ved med at tale ind i emnet her. Det hjælper mig til at holde fokus, og det er også mit indtryk, at det for mange af jer fungerer godt som fix-punkt og som ugentlig reminder. 

Samtidig sidder jeg selv med fornemmelsen af, at jeg somme tider gentager mig selv. Vi er, helt overordnet, et andet sted som samfund i dag, end vi var i 2018, da jeg startede med at skrive de her indlæg, og vi taler i dag kollektivt langt mere om minimalisme, forbrug og CO2-udledning, end vi gjorde dengang. Derfor er nogle af de erkendelser, jeg gjorde for 5 år siden, i dag overflødige, og meget af det, jeg famlede rundt i, er nu så godt belyst, at mine betragtninger ikke længere er relevante.

Derfor er jeg endt med at beslutte, at jeg kører videre med M20XX-indlæggene, men at jeg ændrer en lille smule på formatet. Det bliver stadig ugentlige indlæg, og fokus bliver nogenlunde, som det hele tiden har været. Men der er nogle nye ideer og greb, jeg gerne vil inkorporere, og som jeg lige har brug for at kunne tænke igennem, om jeg kan få til at give mening. Det er svært med to overbegejstrede lopper om fødderne, så derfor har jeg besluttet, at jeg lige tager den første uge i januar fri, så jeg er sikker på, at jeg får lagt en plan og kommer ordentligt fra land, og så starter vi op i uge 2. 

Jeg håber, at I alle er kommet godt igennem julen, uanset om den var ventet med længsel eller frygt, og at I er klar til at lukke 2023-bogen, og se, hvad 2024 har med. 

Tak for at læse med, for gode input og for altid, uden undtagelse, at holde den gode tone.

M2023, uge 51

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Lavet menuen til årets julefrokost, som skal holdes her. 

Og ligesom jeg ville have gjort, hvis det bare havde været en almindelig sammenkomst, har jeg tjekket min fryser, så jeg får brugt nogle af de ting, jeg har i den, i stedet for at købe ind fra scratch.

Jeg tror, at mange af os, der er 40+ har en form for Emma Gad-brist, hvor vi helt automatisk køber ind fra bunden, når vi laver mad til gæster – men der er jo INTET som helst i vejen for, at man bruger de rester af chorizo, ost eller pesto, man har i fryseren, f.eks. i en tærte.

Der bliver smidt hysteriske mængder af mad ud i julen, og vi har alle sammen traditioner, vi ikke kan fravige, uden at det føles amputeret – men måske man godt kan leve med en julefrokostmenu, der tænker madspild ind, hvis man til gengæld kan få lov at køre fuld mormor d. 24.?

2.

Undladt at købe ind til nytårsaften, udelukkende for ikke at falde i ‘fuck det – vi køber ALTING – og MEGET af det! – nu!’-fælden.

For al emperi her på adressen peger på, at overblikket ryger lige omkring d. 17. december, og at jeg derfor får købt for meget af .. jamen, alting, egentlig.

Samtidig vil der med stor sandsynlighed også være penge at spare, hvis man kan beholde bukserne på til efter d. 26., for butikkerne ved godt, hvad vi skal bruge d. 31.12, og derfor er det ofte mellem jul og nytår, at de gode tilbud bliver smidt efter os.

3.

Bagt boller til juledagen og sørget for at få brugt alle rester af specialmel og kerner.

Koldhæver man en dej, eventuelt med lidt revne gulerødder eller en squash i, så den ikke bliver tør, er det næsten umuligt at fucke den op, så egentlig kan du bare køre din favoritopskrift, og så smide i, hvad der trænger til at blive brugt.

4.

Været badeværelsesskabet igennem, og tjekket op på, hvad jeg mangler af shampo, ansigtscreme og make up.

Sygt mange butikker kører i anledning af julen tilbud, gaveæsker og mængderabat på lige præcis den type produkter, og det er næsten for åndssvagt ikke at stock’e up, hvis man kan se, at man løber tør i løbet af de næste par uger.

——-

Nu er det lige ved at være op over, så tilbage er vist bare at ønske hver eneste af jer en rigtig glædelig jul.

 

M2023, uge 50

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Siden jeg hentede mine øreringe med de udskiftede kroge mandag, ikke haft andet i.

Så bare en opfordring til, at man, hvis man har smykker liggende, som man gerne vil bruge, men hvor noget lavpraktisk spænder ben, overvejer, om det kan løses.

2.

Glædet mig over, at jeg efterhånden har selvindsigt nok til at vide, at jeg skal skrive en liste over de gaver og ting, jeg bestiller online, fordi det generelt tager mig under 20 sekunder at glemme alt, hvad jeg nogensinde har trykket ‘gennemfør betaling’ på.

Det er anden gang, jeg gør det, og både sidste år og i år har det været grunden til, at jeg opdager, når en ting, jeg har bestilt, ikke kommer frem – eller en ordre ikke går igennem. 

Børnene er så heldige, at de får julegaver af min kammerat i Aarhus, og vi har for længst etableret den arbejdsfordeling, at han står for alt, hvad der hedder Apple på begge adresser, mens det så er mig, der står for købe gaver til børnene.

I år giver han Anton en Sonic The Hedgehog sweatshirt, og fordi jeg skrev den på min liste, da jeg bestilte den i søndags, studsede jeg allerede tirsdag over den manglende ordrebekræftelse. Da jeg ringede til dem, var ordren ikke gået igennem, og det var bare virkelig rart at opdage i så god tid, at jeg kunne nå at bestille den igen, i stedet for at skulle udtænke en panisk plan B lillejuleaften kl 22.18, når jeg står i mit bryggers, med tape og guldstjerner til op over øjnene og mangler noget, jeg var sikker på ville være der.

3.

På 3. uge forsøgt at få en netbutik i tale, hvor jeg i maj købte noget så ligegyldigt som en pedalspand.

Under den pedal, man træder på for at åbne spanden, sidder en metalfod, som er gået løs, hvilket betyder, at spanden ikke kan åbne. Den skal svejses fast igen, hvis den skal laves, og selvom jeg har tolket 1000 svejsekurser, og egentlig tror, at jeg i en snæver vending godt kunne fikse det selv, så har jeg ikke lige adgang til et sted at gøre det. 

Derfor fandt jeg kvitteringen og skrev til Ideshoppen, hvor jeg har købt den.

Intet. 

Efter en uge ringede jeg til dem. De havde, helt uTROlig uheldigt, haft problemer med YouSee, og derfor var der mange mails, der simpelthen ikke var nået frem.

Fordi jeg er den, jeg er, og tillid er godt men kontrol er bedre, bad jeg sælger blive i røret, mens jeg gensendte mailen, og ved et Guds mirakel gik den denne gang igennem. heldigt. 

Sælger bad mig have forståelse for, at det dagen efter var Black Friday, så der kunne godt lige gå en dag eller to ekstra, inden de vendte tilbage. 

Da de (endelig!!) svarede en uge efter, var det et langt, meget irriterende svar, som skåret ind til benet, er et forsøg på at insinuere, at det formentlig er en “betjeningsfejl”.

Men altså. Nu er det her jo ikke min første tur i manegen, vel? Så jeg ved, at der i købeloven står, at hvis en fabriksfejl viser sig i løbet af de første 12 måneder, så ligger bevisbyrden hos sælger.

Jeg er godt opdraget, så jeg sendte beredvilligt flere billeder, og en helt usarkastisk beskrivelse af, hvordan jeg havde betjent spanden.

(-hvilket jeg godt vil roses for. Faktisk).

Det er snart 3 uger siden, og 3 rykkere til trods svarer de ikke. 

Jeg er jo heldigvis et sted, hvor jeg bare kan købe en ny spand – og det gør jeg så. Men jeg gjorde også mig selv den tjeneste at nærstudere Trustpilot, hvor de ellers har en rating på 4.7 stjerner. Og det mønster, der tegnede sig, var, at de positive anmeldelser var påfaldende enslydende, mens de ét-stjernede af slagsen alle beskrev det samme: YouSee som undskyldning, og herefter radiotavshed.

Jeg siger ikke, at de positive anmeldelser er falske. Jeg siger bare, at man ikke skal identificere sig med Mit Id eller lignende for at blive verificeret på Trustpilot. Derfor har jeg gjort en dyd ud af at lave *min* anmeldelse, så det fremgår, at alle os, der har oplevet dårlig service, har oplevet det samme, og at de positive anmeldelser er *meget* ens…

Butikken har ‘udbedt sig flere oplysninger’ som man skal give, for ellers bliver din anmeldelse slettet – og det skal da være det mindste problem. Så jeg har fremsendt både ordrenummer, e-mailadresse osv. – og det er værd at notere sig, at selvom det er fremsendt, så har butikken STADIG ikke reageret.

Man kan ikke gardere sig imod, at luskede butikker selv skriver 4.345.835 anmeldelser på Trustpilot i et forsøg på at udvande de dårlige anmeldelser, og trække den samlede score op, men det ER en god ide at læse de 1-stjernede anmeldelser, for hvis de alle beskriver det samme problem, så er der nok noget om snakken. Jeg ved det jo egentlig godt, men jeg var for doven til at gøre det for en pedalspand, og nu står vi så her.

Men jeg vil gerne opfordre til, at vi hjælper hinanden med at lave grundige, konkrete anmeldelser på Trustpilot, så vi som forbrugere er med til at sikre, at et system som Trustpilot, der på mange måder ER den eneste måde at advare hinanden på, faktisk kan bruges, selvom tvivlsomme typer forsøger at bypass’e det.