(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Været meget, meget specifik ift. Fridas ønskeseddel. Det smager lidt af curling, og sådan må det være, men ud over den indlysende fordel i, at barnet kan tage sine gaver i brug med det samme, synes jeg også, at det ud fra et miljø-perspektiv giver mening, at man ikke skal til at sende dobbeltgængergaver retur.
Helt lavpraktisk deler jeg ønskesedlen op, så mormor, moster osv. får forskellige ønsker, og de dermed stadig har noget at vælge imellem. Egentlig ville jeg gerne, at nogle af tingene kunne købes brugt, men jeg kan høre, at nogle af gavegiverne er så uvante med at gebærde sig på marketplace og DBA, at de nærmest får angst ved tanken, og sådan skal det selvfølgelig ikke være.
2.
Givet en bog videre, som jeg selv har fået foræret, og bedt modtageren om at give den videre, når han er færdig med den – hvis det er muligt. (Og bare for god ordens skyld: Det er hans, og han må gøre med den, hvad han vil. Men han spurgte, hvad han skulle gøre med den efter endt læsning, og kan han finde en aftager, kan jeg godt lide tanken om en bog, der vandrer og skaber glæde af mange omgange).
I det hele taget kan jeg mærke, at jeg oftere og oftere forærer ting væk i stedet for at sælge dem. Der er et par undtagelser til dette, bl.a. mine puslespil, som jeg typisk sælger, når de er lagt én gang, og bruger pengene på at købe nye, for på den måde koster min nye hobby mig stort set ingenting. Men hvor jeg for et år siden solgte det meste af det, jeg skilte mig af med, forærer jeg 80% af det væk i dag.
Mon andre derude oplever det samme?
3.
Oprettet en lokal køb-og-salg-af-puslespilsgruppe på fb. På den måde bliver puslespillene brugt i stedet for bare at ligge og glo i et skab, og samtidig har miljøet godt af, at de ikke skal sendes på kryds og tværs af landet.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
For første gang gjort mig overvejelser omkring, om det giver bedre mening at sælge bilen og få det, jeg kan få for den, og så låne penge til en brugt, der kan holde et par år.
Jeg kan næsten ikke holde tanken ud, for jeg har *sådan* set frem til det tidspunkt, hvor jeg er gældfri, men onsdag døde min bil, lige midt på motorvejen. Verdens bedste mekaniker hentede mig, gav mig en lånebil, fiksede min bil, og ville ikke have noget for noget af det, hvilket sgu var så meget godhed på én gang, at jeg tudede over det.
Så den kører igen – men hvor længe? For det er, som om A-L-T, hvad der kan gå galt i en bil, går galt i min.
Jeg snakkede med mekanikeren om det, og hans råd var at køre i den, til den ikke kan køre mere. Ingen af os vil være bekendt at sælge den videre til en anden sagesløs stakkel, og derfor er der ingen grund til at skele til, hvad jeg kan få for den hvornår, for den skal sælges som reservedele/skrot, når den tid kommer.
Det har været fint at bruge et par dage på at gå og vende tanken, for jeg kan mærke, at jeg er ok med det nu, hvis det er sælg-og-lån-til-en-brugt-løsningen, der ender med at være den bedste.
2.
Haft virkelig, virkelig travlt, og det bliver ikke bedre den kommende uge. Både af dén grund og pga vores økonomi har jeg derfor valgt at køre rugbrødsmadder til både frokost og aftensmad, fordi jeg så i det mindste ikke skal bruge tid og penge på mad til mig selv, men kan koncentrere mig om at købe og lave noget nogenlunde ernæringsmæssigt forsvarligt til børnene (som synes, at madder er det værste i hele verden).
3.
Ved et guds mirakel husket, at der er pant på saftevandsflasker. Det er, som om jeg har en defekt i hjernen, der gør, at den oplysning ikke kan hænge fast. Men denne gang afleverede jeg hele 3 stk. i flaskeautomaten, og jeg var bristefærdig af stolthed, da jeg gjorde det.
4.
Haft min egen kaffe med på job. Principielt burde det her være normen, men hånden på hjertet synes jeg, at det er besværligt at komme bøvlende med madpakke, termokande, taske, overtøj og mig selv i fri dressur, når jeg skal ud på en uddannelse, hvor jeg ikke er vant til at komme, og derfor ikke ved, om vi har et sted at sætte vores ting. Men der, hvor jeg tolker fast lige nu, har vi fået et skab (hurra!), og jeg skal derfor ikke hele tiden have mine ting med rundt, fra lokale til lokale. Kombineret med det faktum, at en kop sort filterkaffe koster 16 kr. (for real? Til folk på SU??), har det udløst en revival til termokanden.
5.
Lavet de indledende manøvrer til et opsamlingsindlæg. Det kommer på i juli, hvor de ordinære M20XX-indlæg så holder ferie, og jeg skal lige finde ud af, om det skal postes i ét ryk eller om jeg skal dele det op.
—————— O o O ——————–
Jeg har været så heldig at lande en korrekturopgave, så jeg tror ikke, jeg når herud før på fredag igen. Until then:
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Manglet en lampe og købt den brugt.
I den her tid, hvor vi er meget mere hjemme, end vi plejer at være, sidder jeg jævnligt og lægger puslespil ved det skrivebord, jeg har op ad min blommefarvede væg, fordi kiddos har okkuperet spisebordet, men den suger så meget lys, at det nærmest er umulig at se brikkerne.
Vi er ret økonomisk pressede nu pga. krisen, og det er ikke en mulighed at købe en lampe fra ny. Men Marketplace var – igen – min ven: Jeg fandt en fin, brugt arkitektlampe til 50 kr. i Kolding, og min veninde, der var på besøg i tirsdags, var så sød at svinge forbi efter den, så jeg ovenikøbet sparede portoen.
2.
Tænkt på, at jeg gerne ift. madspild vil slå et slag for Remas frosne grøntsagsblandinger med smag. (Det er ikke spons, men de fungerer så perfekt ift. til det her tema, at de kommer på med navns nævnelse).
De koster kun omkring 10 kr., de skal tilberedes på panden, hvilket er både nemt og hurtigt, krydderierne gør, at de smager af noget, og så er de *perfekte* til at få brugt rester af kød, pasta, quinoa, bulgur osv.
Jeg ved godt, at det er meget specifikt, men jeg bliver jævnligt spurgt, hvad jeg gør med alle de små rester, der jo ikke i sig selv kan bruges til noget, og de her grøntsagsblandinger er meget ofte svaret, fordi de binder resterne sammen til et måltid. En halv kyllingefilet fra aftensmaden, ternet og smidt på panden med en pose fajitagrønt, en frossen rest linser eller ris og en smule salsa – så er du kørende. Det tager under 10 minutter fra du starter, til du sætter dig til bords.
Det kræver, at man opgraderer sit basislager, så man, udover grøntsagerne i fryseren, altid har et glas salsa, en dåse kokosmælk eller måske nogle af de lidt mere eksotiske saucer, man somme tider kan finde på spot, i skabet, men fordi disse også har virkelig lang holdbarhed, er det ikke noget, man behøver at stresse over at få brugt.
3.
Købt en stor pose frosne pølsehorn i den lokale Brugsen. Jeg tror, de fleste voksne har blandede følelser for pølsehorn, for de er svære at få øje på i kostpyramiden, ikke? Men børnene og alle deres venner elsker dem, og nu, hvor vi igen må have legeaftaler, er det bare både nemmere og billigere at kunne smide sådan et par stykker i ovnen, hvis nogen pludselig er sultne, end hver gang at sørge for at købe ind efter, at der er flere børn – som så, lige præcis den dag, ikke er sultne alligevel = Madspild galore. Hos den lokale bager (som vi ellers gerne støtter) koster de 8 kr. stykket, og er jævnligt udsolgt; her fik vi 50 for 125 kr.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Hjulpet mine forældre, som også har haft gang i den store oprydning, og som derfor havde en stak ting, som skulle videre ud i verden.
Fordi jeg efterhånden er så vant til at bruge de forskellige køb-og-salg-platforme tilbød jeg at gøre det for dem, og det tog, bogstaveligt talt, under et døgn før alle ting var foræret væk og solgt. Jeg er ikke sikker på, at de havde fået det gjort, hvis de skulle gøre det selv, og jeg finder det utroligt tilfredsstillende at alt det, der ellers havde kurs mod genbrugsstationen nu har fået nye hjem og ejere.
2.
Tippet min veninde om noget, som jeg ikke kan huske, om jeg har nævnt herinde før: Overklip af bruseforhæng.
For jeg ved ikke, hvorfor bruseforhæng skal være så brede? Det *må* være et fåtal, der har brug for 2 meters afskærmning. Men da jeg boede i Aarhus, kom jeg til at tænke på, at man måtte kunne dele dem i to – og det kan man. På den måde får man pludselig to bruseforhæng ud af ét indkøbt, og ud over den indlysende besparelse, der ligger i dét, så er det tusind gange mere hygiejnisk med et smallere forhæng, fordi det tørrer meget hurtigere, når der ikke er 40 cm. overskydende stof, der klumper sig sammen i siderne.
3.
Foræret børnenes gamle Puky løbecykel til børnehaven (og selvfølgelig fulgt alle covid-regler i forbindelse med overdragelsen).
Anton fik den, da han fyldte to, så den har efterhånden 7 år på bagen, men kører stadig upåklageligt. Begge børn har indtil for ganske nyligt brugt den til at lege med, men nu syntes jeg, vi ramte det punkt, hvor værdien ved at bruge den til det, den er designet til, oversteg underholdningsværdien i at fjolle rundt på den en gang hver anden måned.
Jeg klappede det af med både Anton og Frida, inden jeg spurgte børnehaven, om de kunne bruge den, og der var grønt lys.
Det her punkt giver mig mulighed for at svare på noget, som Pernille spurgte om i kommentarfeltet for et par uger siden, nemlig hvad jeg gør ift. oprydning, når det kommer til børnenes ting.
I mit forældreskab er én af de ting, jeg bruger rigtig meget tid og energi på at tænke over, at min opgave som mor er at hjælpe mine børn til at blive dem, de skal og gerne vil være og ikke bare forlængelser af mig. At min opdragelse skal værne om deres respektive personligheder, og give dem mulighed for at udfolde den. Når jeg skriver det på den måde, kommer jeg til at lyde mere zen, end jeg er, men jeg tror, vi alle sammen har noget, som er ekstra vigtigt for os ift. vores børn, og det her er én af mine kæpheste.
Derfor prøver jeg hver gang, jeg støder på noget, der er lidt større end bare hverdagens små meningsudvekslinger, at minde mig selv om, at de ikke er mig, men fuldgyldige medlemmer af vores lille familie, og at deres personligheder har præcis lige så meget ret til at være her, som min.
Det kan holde hårdt, når Ordning&Reda-Linda kigger ind på Antons værelse, som ligner indersiden af Tjernobyls 4. reaktor anno 1986, men jeg prøver.
Og fordi jeg selv har været hele den her oprydnings/minimalist-proces igennem i en relativ sen alder, så oplever jeg egentlig, at jeg ikke har været ret meget i tvivl om, hvordan jeg skal gribe det an, når det kommer til oprydning af børnenes ting.
Som jeg har skrevet om før, så tror jeg, at man skal være utrolig varsom med at forsøge at tvinge sine egne holdninger ned over sine børn, fordi det – synes jeg – er helt utrolig urimeligt at tvinge dem til at stå på mål for vores værdier, som vi har haft et helt liv til at forme og tænke over. Jeg har skrevet et indlæg om det, som jeg ikke kan finde, men hvor essensen er, at jeg ikke tror, at man skaber en bevidst forbruger på den lange bane, hvis man ignorerer, hvad der er vigtigt for ens børn, fordi man selv har fundet de vise sten. Brugte konfirmationskjoler og genbrugsskoletasker er både gode og miljørigtige valg set ud fra et minimalistisk synspunkt, men det er stadig værdikampe, der udkæmpes by proxy, og det tror jeg kan give eftertrykkeligt bagslag, hvis man ikke passer på.
Derfor prøver jeg i videst muligt omfang at lade mine børn bestemme selv, når vi rydder op i deres ting, mens jeg samtidig husker, at hvis jeg gennemgik mit hjem med min far ved siden af, så ville han formentlig pege 3/4 af mit jordiske gods ud som småt brændbart. Vi ved ikke, hvad der er vigtigt for andre mennesker – eller hvorfor – og det faktum gælder også i forhold til vores børn. Forskellen her er bare, at det er os, der står med bestemmepinden.
Så hovedreglen er, at de får lov at beholde det, de gerne vil beholde, også selvom jeg ikke forstår det, og i forhold til ‘ – men du leger jo aldrig med den?’-argumentet er det værd at huske, at værdien af en given ting ikke nødvendigvis hænger sammen med anvendelsesfrekvensen. Ting kan sagtens være vigtig af andre årsager. Jeg har et par øreringe, som jeg ELSKER, men kun bruger ved særlige lejligheder, fordi jeg gerne vil værne lidt om, at nogle begivenheder er specielle, så selvom jeg kun bruger dem 3-4 gange om året, er de stadig super vigtige for mig.
Fordelen ved at lade børnene bestemme, har jeg opdaget, er, at de får et meget mere afslappet forhold til deres ting. De klynger sig ikke til dem, men forholder sig meget mere objektivt til, om det er noget, de stadig leger med og bruger, og jeg tror, det er fordi de oplever, at de har 100% råderet over tingene, og derfor ikke behøver være bange for, at jeg pludselig dømmer det ude. Begge børn kommer jævnligt med ting og siger, at nu er de færdige med dem, så nu synes de, vi skal give det til nogle andre, og jeg er i de situationer HYPER opmærksom på ikke at rose dem overdrevet, men blot at tage imod og sige noget i retning af: “Det var en fin ide. Lad os gøre det” For mig er det vigtigt, at deres valg udspringer af, hvad DE gerne vil, og ikke er forsøg på at gøre mig glad.
Og nu er det her efterhånden som de madbloggere, der ikke vil ud med opskriften på dampede asparges, før de har skrevet en fire sider lang afhandling om deres oldeforældres oplevelser under krigen – sorry! Men det er bare fordi hele min håndtering af lige præcis det her, faktisk er noget, jeg har brugt meget tid på at tænke over, netop fordi det hænger så tæt sammen med en af hjørnestenene i min opdragelse.
Så:
Helt lavpraktisk kører jeg små, men hyppige oprydninger med dem, f.eks. en time en lørdag formiddag, hvor vi rydder op i skivebordsskufferne. På den måde er der jævnligt lidt, der bliver sluset ud, og det resulterer altid i, at de genfinder skatte, som de egentlig havde glemt, hvilket ofte inspirerer til leg.
Jeg prøver at være på forkant ift. hvad vi fylder i vores hjem, fordi de ikke har de samme følelser knyttet til noget, de endnu ikke har fået. F.eks. vil Frida meget gerne have sådan en “puslestation” til sine dukker, men den er nærmest større end hendes værelse. (Og koster det samme som en hest). (Som vi heller ikke har hverken plads eller råd til). Så somme tider er opgaven også at sige nej, eller på forhånd at sætte nogle betingelser op, som f.eks. at hvis man gerne vil spare sammen til en puslestation, så skal man sige farvel til nogle af de andre store ting, man har på værelset. På den måde tvinger man dem også til at forholde sig lidt til, hvad der er vigtigt; at mærke forskel på, hvad de ægte gerne vil have og hvad de bare er momentant forblændede af.
Og endelig har jeg Karantænekassen i bryggerset, som jeg bruger til undtagelserne – for dem har jeg og vi selvfølgelig også. Børnene skal inddrages så meget som overhovedet muligt, men der er enkelte ting, hvor der bliver kontraproduktivt, fordi de for længst har glemt det, vi skal rydde op i, men pludselig kommer i tanke om det, når de ser det. F.eks. har jeg gentagne gange forsøgt at rydde op i børnenes dvd’er med dem ved siden af, og hver gang er resultatet, at vi ikke får lagt én eneste film i ‘videre’-bunken – og når de så er sat tilbage på hylden, får de lov at samle støv igen. På samme måde kan særligt Frida også have svært ved at slippe tøj, som hun er vokset fra, eller som efterhånden er så hærget, at det ikke kan hænge sammen. Den slags ting sluser jeg ud i Karantænekassen, hvor de ligger en måneds tid. Hvis ikke der i løbet af de fire uger er nogen, der savner dem eller spørger efter dem, ryger de ud.
Det blev langt, og jeg er lidt usikker på, om det giver mening udenfor mit eget hoved. Men det er i hvert fald de overvejelser jeg gør mig, og argumenterne for, hvorfor jeg griber det an, som jeg gør. Jeg håber, at det var en form for svar til dig, Pernille, og at I andre kan bruge bare lidt af det.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Endelig fundet anvendelse for den meget lækre læbepomade fra Rudolph Care på, som jeg ellers ikke får brugt. For den ER virkelig lækker – men den bliver alt, alt for blød, når den står ved stuetemperatur, synes jeg. Når jeg opbevarer den i køleskabet glemmer jeg at bruge den, og når den står på mit bord, føler jeg mig som Clement, når jeg tager den på, fordi det er umuligt at tage så lidt på fingeren, som læberne kræver, når den nærmest er flydende.
Men nu er jeg begyndt at bruge den til neglerødder og til de lede hormonsprækker, jeg får i hælene 2 gange om måneden, og det er den glimrende til.
2
Bagt en kanelkage efter denne opskrift, som altid er god, men denne gang brugte jeg en sjat jordbærkoldskål i stedet for kærnemælk, og *janice-stemme* Oh! My! GOD! Shit, den blev god!!
3.
Har jeg konverteret mine solcellelamper til nattelamper.
Jeg har 5 af dem, og de er simpelhen så fine, så det har ærgret mig, at jeg faktisk ikke rigtig har glæde af dem, fordi de først begynder at lyse, når jeg er landet i sofaen, hvorfra jeg ikke har udsyn til haven.
Nu stiller jeg dem ud på en bakke om morgenen og så står de og suger sol hele dagen. Om aftenen fordeler jeg dem rundt omkring i de mørke kroge i huset, og så står de dér og minder om, at det næsten er sommer.
4.
Har jeg i to kommentarfelter på fb pippet om muligheden for at bruge DBA og Marketplace som et sted at finde reservedele. En veninde havde smadret sin blender, og spurgte, om nogen havde én billigt til salg, mens den anden var ved at lave en løbevogn og manglede hjul.
Og selvfølgelig er det nemmere bare at bestille noget fra nyt. Men da jeg smadrede min egen blender for år tilbage, var jeg glad for, at nogen mindede mig om, at man kan købe reservedele, for det var en dyr og en god blender, som jeg ikke ville have haft råd til at erstatte med en tilsvarende. Og så bliver løsningen jo ofte, at man køber noget billigt lort, som man aldrig bliver rigtig glad for. Men reservedelen, jeg manglede, viste sig at koste en fjerdedel af, hvad en ny blender ville have kostet – jeg havde bare aldrig tænkt over, at man kunne købe reservedele før.
I dag, hvor DBA og Marketplace er helt faste bestanddele af mit liv, starter jeg altid der, og der kan være mange penge af spare. Jeg har også et par gange efterlyst specifikke ting, som f.eks. dengang jeg smadrede glaskanden til min kaffemaskine. Det vil jeg virkelig også gerne slå et slag for, for der kan sagtens sidde mennesker derude, som faktisk har en barnevogn stående i skuret, som de ikke længere bruger, men som er for ramponeret til at sælge som barnevogn-barnevogn. Ser de, at du efterlyser hjul eller stel til lige præcis den model, vil de fleste være glade for muligheden for at få skrumlet skudt af, og min egen oplevelse er, at folk ofte vil sælge ret billigt, når det er dig, der efterspørger, fordi de dermed slipper for hele bøvlet med at tage billeder, lægge op og svare på alle spørgsmål i hele universet.
Ud over at du sparer penge, bliver miljøet også i godt humør, fordi du forlænger levetiden af det, du har, i stedet for at bidrage til at øge produktionen ved at købe noget nyt.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Hentet en efterløber til cyklen, ganske gratis. Fordi sådan et aggregat ikke er noget, man lige smider i en kuvert og sender, havde jeg lagt en agent ind på DBA, så der kom en notifikation, når nogen satte en efterløber til salg. På den måde kunne jeg hele tiden følge med i, om der blev lagt én op her i nærheden. Og fordi man somme tider har lov at være heldig, blev der lagt en fin én op med overskriften ‘Foræres væk’ i køreafstand herfra. Den er nu hentet hjem og sat i stand, og vi er klar til lidt længere cykelture til sommer.
2.
Lavet en pass-it-on og foræret min cykelstol, en kasse tegnefilm og to lamper væk. Jeg kunne godt have forsøgt at sælge det, men egentlig havde jeg bare lyst til at gøre andre lige så glade, som jeg selv blev over, at der faldt en efterløber ned i skødet på mig.
3.
Været ret konsekvent med at un-follow’e og snooze mennesker på de sociale medier, som suger min energi.
Jeg tror, de fleste af os både følger mennesker og har venner og bekendte, som vi ikke er enige med i alt, og i nogle situationer kan det være både sundt og inspirerende at blive præsenteret for andre verdenssyn og holdninger. Men når alting er sat på spidsen, som det er lige nu, så bliver det for mig bare træls, når tonen bliver alt for rabiat. Og lige pt. tror jeg, at det er ekstra vigtigt at værne om den gode energi, man har, og ikke hælde den ned i en kloak af ligegyldige kommentarfelter og diskussioner, som i sidste ende ikke rigtigt får nogen til at ændre holdning.
Sådan kan egenomsorg og mentalminimalisme også se ud.
4.
Kørt oprydning og hovedrengøring af hele huset, et rum ad gangen. Alt har været ude af skabe og oppe af skuffer, og der er sorteret, smidt ud og lagt på plads på de ny-aftørrede hylder igen.
Jeg var, som de af jer, der var med for et års tid siden ved, det hele igennem sidste år, hvor jeg tog den helt store tur med A.L.T. Denne gang var det langt, LANGT nemmere, ganske enkelt fordi jeg har meget færre ting. Men jeg har stadig været på genbrugsstationen med 8 store poser, og det siger måske lidt om, at det at holde sit hjem i kort snor, er en ongoing opgave, man aldrig bliver færdig med.
At der har været ting at smide ud/sende videre handler jo til dels om, at der er kommet nye ting til.
Men det handler også om, at jo færre ting man har, jo nemmere bliver det at få øje på de ting, man ellers bare automatisk flytter med videre igennem årene, fordi man ikke forholder sig til dem. F.eks. har jeg denne gang smidt to brætspil ud, fordi jeg pludselig kom til at tænke på, at et 20 år gammelt spil på paratviden måske ikke er heeeelt up to speed. Jeg har smidt en lanterne ud, som var smuk, men som åd så mange batterier, at jeg for længst er holdt op med at skifte dem, og jeg har også sagt farvel til en kagedåse, som jeg, da jeg anskaffede den, ønskede mig VIRKELIG højt, og som derfor nærmest har været helllig. Men den var – kunne jeg pludselig se – bulet og skrammet, og jeg har ikke brugt den i årevis. Den slags ting får man pludselig rigtigt øje på, når alt det fyld, de tidligere har været omgivet af, er væk.
Og så er der det mentale aspekt, som betyder, at man bliver klar til at skille sig af med ting i etaper. Da jeg ryddede op sidst, gemte jeg f.eks. et babytæppe, som jeg ikke nænnede at skille mig af med. Det var jeg klar til at sende videre denne gang. Og mit tøjskab, som sidste gang var en smertefuld tur i følelsescentrifugen, fordi det primære fokus var på at skille mig af med det, jeg ikke længere kunne passe, hvilket var rædselsfuldt, så kunne jeg denne gang lave en objektiv vurdering af, hvad jeg reelt bruger og eliminere resten. Den *eneste* følelse forbundet med projektet denne gang, var glæde over at få et skab med meget mere plads og luft, og det var fedt at opleve.
Jeg har taget 1-2 rum pr. dag, fordi det har været vigtigt for mig at bevare momentum – og også at kunne overskue længden af projektet. Det betyder, at det jeg har været hele huset igennem på 5 dage, og det har lettet oprydningen af de enkelte rum en del, at jeg var helt up to speed med, hvad status var i de andre rum. At der f.eks. var blevet en hylde fri i skabet i soveværelset, som nu kunne bruges til puslespil, eller at de tomme billedrammer, jeg fandt rundt omkring (??) blev samlet i en kasse i bryggerset. Ting vandrer – specielt når man ikke bor alene – og ved at køre det hele igennem på under en uge, var det nemt at få alting samlet, grupperet og tilbage på plads.
Nu er her MEGET rarere at være, og jeg er Monica fra Friends.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Sat Fridas cykel til salg – og solgt den. Hun kunne i princippet køre på den et par måneder endnu, men for ikke at nå til det punkt, hvor den pludselig er for lille, og man derfor ender med at skulle panikshoppe en ny, satte jeg den til salg nu, så vi kunne bruge pengene fra dén som tilskud til den nye.
Den nåede at være til salg 12 timer; så var den væk, og i morgen skal vi til Vejle og kigge på en ny.
Det slog mig, da jeg sad og browsede brugte cykler, hvor stor en gave internettet er ift. at købe second hand. For da jeg var barn var det SÅ træls at skulle have en brugt cykel, fordi man ikke rigtigt kunne se noget på det mikroskopiske billede, der var trykt ved siden af salgsannoncen i avisen. Og man blev næsten ALTID skuffet, når man så den i virkeligheden, fordi det er umuligt at se noget på et billede på størrelse med et frimærke.
Men i dag, hvor vi kan søge utrolig specifikt på alle køb&salg-siderne, og blæse billederne op i fuld størrelse, er det mit indtryk, at børnene egentlig ikke tænker specielt over, at cyklerne er brugte.
2.
Endelig fundet en løsning på #AspargessuppeGate
Og det her er på papiret virkelig, VIRKELIG i småtingsafdelingen, men det har været træls igennem en længere periode (mine Her-går-det-godt-homies, where you at?), og derfor er jeg uhørt begejstret.
For.
Mine børn vil gerne have aspargessuppe.
Men de kan ikke lide asparges.
Hvilket besværliggør tingene en del.
Faktisk handler det nok om, at de accepterer suppen for at få adgang til kødbollerne, men uanset hvad, så er jeg farlig træt af, at aftensmaden skal udvikle sig til en form for afsky-befængt fiskekonkurrrence. Og fordi jeg typisk spiser noget andet end suppe, ender jeg altid med at smide en halv grydefuld ud, når jeg har kørt Mou-suppe til dem, og det gør ondt i mit madspilds-gen.
Men så kom jeg til at tænke på, at man jo sådan set kan få suppe fra Knorr, der *ikke* er frosset, og hvor portionen er mindre. Jeg testede det i denne uge; købte en pose, hældte indholdet op i min mest stor-hullede si, og lod den stå 10 minutter. Og Lord behold: Alle asparges blev fanget i sien, børnene kunne spise uden at gag’e, og gryden var næsten tom, da vi rejste os fra bordet. One small step for man.
3.
Truffet en beslutning om, hvordan jeg køber tøj, når nu jeg hverken har højde eller facon til at shoppe genbrug eller vælge frit mellem diverse bæredygtige mærker. For det synes jeg faktisk er utrolig frustrerende,
Jeg tror, at de stykker tøj, jeg har købt til mig selv, siden jeg fik Frida, kan tælles på et par hænder. Af flere grunde. Dels pga. penge, dels pga. tid (jeg har altid skulle sætte lang tid af til at finde og prøve, fordi jeg åbentbart har verdens mest u-stangvarede krop), og endelig også fordi jeg har haft det svært med, at jeg har taget på. Men jeg er. så. træt af bare at være nødt til at tage, hvad jeg lige kan finde, og så bare købe 3 af den. Jeg savner at have det godt med mig selv i det, jeg har på, og at give den gas med øreringe, neglelak osv. som er det, jeg får lyst til, når jeg føler mig godt tilpas.
Ved et tilfælde faldt jeg over mærket My Little Curvy Love, som Benedikte Utzon står bag. Jeg har kigget på det LÆNGE, for der er virkelig meget fint. Men det er også dyrt. I hvert fald når det er min økonomi, man står med.
Men jeg er også bare ved at løbe tør for ideer til, hvad jeg skal stille op, fordi jeg ikke gider have mere tøj, der gør mig deprimeret, eller som kun kan holde 10 minutter, før det bliver slidt og skævt og skal skiftes ud.
Derfor er jeg efter mange, lange overvejelser endt på, at den måde, jeg kan være mest bæredygtig omkring tøj til mig selv, er at bygge en garderobe op fra bunden, med tøj af ordentlig kvalitet, som jeg stadig kan bruge i takt med, at jeg (forhåbentlig) taber mig. Prisen betyder, at jeg kan tilføje 3-4 nye items (#fashionblogger) i løbet af et år, og på den måde ender jeg forhåbentlig med at stå med en langtidsholdbar garderobe, som gør mig glad i løbet af et par år eller tre.
Jeg får ikke en krone for at skrive det her, men det har været den *bedste* oplevelse at finde det her mærke. Dels er tøjet SÅ. LÆKKERT, og så elsker jeg, at det er designet til at sidde ordentligt, og ikke bare er en t-shirt, man har ganget op i størrelse. Der falder pænt, så man ikke bare ligner en papkasse på ben, fordi nogle idiotiske typer har lavet tøjet bredere men ikke længere, og der er tænkt over detaljer, som gør, at tøjet også sidder pænt på mennesker, der ikke er en størrelse 36. Benedikte/Liv fungerer selv som model for tøjet på både hjemmesiden og insta. Hun er 1.76 høj, og er 100% ærlig omkring egne mål, så man faktisk har en realistisk chance for at bedømme, om tøjet også vil sidde pænt på én selv. Jeg har skrevet et par gange med spørgsmål, og hver gang svarer hun selv, meget deltaljeret og præcist, og hver gang tilføjer hun, at jeg bare skal skrive igen, hvis det er noget specifikt, jeg er på udkig efter eller har brug for hjælp til.
Som sagt: Jeg får ingenting for at skrive om det her, og hun aner ikke, hvem jeg er, men jeg ville virkelig, virkelig ønske, at nogen havde fortalt mig om det her mærke noget før, så tippet er hermed givet videre.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg bestilt sommertøj på nettet, og først da jeg havde afsendt ordren, så jeg, at man kunne få en ret anselig rabat, hvis man tilmeldte sig nyhedsbrevet. Jeg prøvede at sende dem en mail uden de store forhåbninger, men de skrev tilbage næste morgen, at det ikke var noget problem, og således sparede jeg et par hundrede, som jeg faktisk havde afskrevet.
2.
Har jeg solgt 5 puslespil og brugt pengene til 3 nye. Om det er urinstinkter eller afledningstrang ved jeg ikke, men i den her lock-down-fase har jeg haft lyst til at spise alle kulhydrater i verden og købe alt på hele internettet. Jeg skal lade være med begge dele, men jeg har forsøgt at undgå amokløb ved trods alt at købe lidt, men har til gengæld gjort mig voldsomt umage for at købe ting, jeg faktisk mangler (sommertøj), eller som kan sælges videre med minimalt tab (puslespil).
3.
Er jeg begyndt at øve ‘er tøjet beskidt’ med Frida. Lige nu, hvor vi bare er herhjemme, er svaret som oftest ‘nej’, men det ændrer sig jo, når børnehavelivet starter for alvor igen.
I takt med at hun bliver større og mere selvhjulpen, er hun blevet god til selv at tage tøj af og smide det til vask. Lidt for god, faktisk. For hun kan godt finde på at skifte tøj et par gange om dagen, og det er ikke altid, jeg opdager det. Det resulterer i ALT for meget unødvendig tøjvask, så hvis hun selv kan lære at vurdere, om tøjet reelt trænger til en tur i maskinen, vil der være meget arbejde og vand sparet dér.
3.
Været over-gennemsnit god til at bruge op, hvad vi har haft i køleskabet.
Jeg har skrevet om det før, men for mig fungerer det ikke så godt at købe stort ind én gang om ugen. Det er dels pga. praktiske omstændigheder, som f.eks. at vores køleskab ikke er rasende stort, men det er også fordi jeg får stress af at have råvarer liggende, som skal bruges inden de udløber.
Vi kører med flydende madplan, hvilket betyder, at jeg køber ind til et par retter, men ikke lægger mig fast på bestemte ugedage. Det er formentligt et produkt af at have haft skiftende arbejdstider i snart 20 år (hvor jeg først kender mit skema for den kommende uge fredag aften, og der har jeg som oftest købt ind til den kommende uge) men det handler også om, at det er utrolig forskelligt hvor lidt/meget børnene spiser. Derfor tror jeg somme tider, at jeg har mad til to dage, og så er gryden tom efter én, mens jeg andre gange får tre dage ud af noget, jeg troede ville række til én gang aftensmad og en frokost.
Men her i covid-æraen har jeg gerne ville minimere antallet af ture til supermarkedet, både til Bilka to go og i fysiske forretninger, fordi jeg er nødt til at have børnene med. Derfor har vi haft mere i køleskabet end vi plejer, og det har krævet lidt ekstra opmærksomhed at få det hele brugt.
Som eksempler på ‘oprydningsmad’ jeg har lavet, kan nævnes:
*Tomatsuppe (hk. tomat, en kartoffel, en peberfrugt, et par løg og lidt hvidløg, samt rester af soltørret tomat, ketchup, creme fraiche, pikantost, pesto, kylling og rød quinoa)
*Pandekager (med rester af risengrød, yoghurt og kærnemælk i dejen)
*Børnetapas (et par frikadeller, en fiskefrikadelle, lidt yoghurt, en håndfuld chickennuggets og melon)
*Madder (med en rest leverpostej, der blev varmet i ovnen, en håndfuld ukurant frugt og grønt skåret i både, og de sidste skiver pålæg til fri afbenyttelse)
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Brugt et tilgodebevis, jeg har haft i pungen siden julen 2019. Dengang fik jeg af min tidligere arbejdsplads Aben (.. ja, vittighederne står nærmest i kø), som jeg valgte at bytte til et tilgodebevis. Jeg har siden jævnligt tjekket isenkrambutikkens hjemmeside for at se, om de mon havde den Kenwoodmaskine, jeg så gerne vil have, på bud, så tilgodebeviset kunne bruges som et tilskud til den. Indtil videre uden held.
Men forleden nat, da jeg lå og tænkte over livet, kom jeg pludselig til at spekulere på, at det måske ville være en meget god ide at få omsat beviset, for hvis kæden går konkurs, kan det jo ikke bruges til noget som helst. Og nye knive mangler man vel altid lidt. Dagen efter ringede jeg til butikken i Esbjerg – og fik en telefonsvarer om, at man havde valgt at lukke butikken ned.
Efter at have bidt mig selv i den ene kno i 10 minutter, ringede jeg til Ribe, mens jeg krydsede fingre for, at de stadig levede – og det gjorde de. Jeg strøg LIGE derned, og det første, jeg så, da jeg trådte ind ad døren, var Min Kenwood, sat 2500 kr. ned.
Her fulgte en kort, mental rådslagning, for på den ene side føles det bims at bruge penge lige nu. På den anden side har jeg fået penge tilbage i både varme og skat, og det byder mig egentlig også lidt imod at bruge penge på noget, jeg måske nok kan bruge, men som jeg ikke decideret mangler.
Lang historie kort: Jeg er nu ikke længere i lock-down, men på barsel med min 3. baby, og bliver vi sat på gaden, kan vi bo i skålen, for det var maskinen med den store af slagsen, jeg købte.
2.
Besluttet, at vi fremover ikke køber årskort til det kommende år, som vi sidste år gjorde til Legoland. De par hundrede vi sparede, er ikke meget værd nu, vel?
3.
Flyttet min Ole Henriksen ansigtsmaske, som er Last Man Standing fra den hjælpepakke, min kammerat sendte mig for et halvt år siden, op i min bruserkurv i erkendelse af, at jeg ikke lever et liv, der er kompatibelt med 15-minutters-masker. Den får nu lov at virke i de minutter det tager at bade/shave/køre hårkur, og jeg får stadig blød og lækker hud.
4.
Sendt 5 liter One Pot Pasta, som børnene havde lavet i hjemkundskab, en tur over vejen til min søde genbo.
Børnene synes, det var skidesjovt at lave, men efter 2 x Verdens Mindste Portion og et generøst tilbud om, at “så kan du bare spise resten, mor” virkede det tosset at fryse 600 portioner af det. Over vejen med det, så det gjorde glæde, mens det var varmt og frisklavet – og så kom der 3 stykker pizza retur, som forsvandt som dug for solen her.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
(Edit: Jeg har valgt at slette dette punkt, fordi energien lige nu er bedre brugt andre steder end i et kommentarfelt).
2.
Returneret Fridas dyne, som jeg købte, da vi fik børnepenge tilbage i oktober, og gav hende i julegave, fordi fyldet klumpede helt vildt. For mig er det en sejr, hver gang jeg gør brug af min returret, fordi jeg det meste af mit voksenliv har kørt efter parolen ‘Fuck det – videre!’ og bare anskaffet mig noget nyt. Men det var en dyr dyne, og den skal – selvfølgelig – kunne holde mere end 10 uger.
3.
Købt en håndfuld hvidtøl, fordi vi pludselig lever et liv, hvor det somme tider passer bedre at spise rester til frokost fremfor rugbrød. Det betyder, at jeg de sidste par uger flere gange har stået med 4-5 skiver rugbrød, der er for kedeligt at spise, og som jeg derfor laver øllebrød af. Normalt ville jeg smide dem i fryseren, og lave en ordentlig balje, når der var nok, men nu, hvor tiden er til det, kan vi ligeså godt lave mindre portioner, som bliver spist med det samme, og gemme fryserpladsen til noget andet.
4.
Tænkt en del over, at krisen har synliggjort en blind plet i hele minimalistdebatten (og -adfærden), fordi det bliver pludselig tydeligt, at de fleste af os gerne vil leve mere minimalistisk – så længe, det er de butikker, *jeg* bruger, der består. Personligt trykker jeg nærmest aggressivt på ‘opdater side’ 4 gange om dagen på den webshop, der sælger mine yndlingspuslespil – hvor der er puslespil at få. Bare ikke dem, jeg vil have.
Jeg ved godt, at alting er sat på spidsen lige nu, og at et udgangsforbud sætter de normale regler for udbud og efterspørgsel ud af kraft, men det bliver pludselig meget tydeligt, hvor forskelligt det er, hvad vi ikke vil undvære. For nogle er det spisesteder, for andre er det sport og kultur, og for endnu andre er det frisører, brugskunstbutikker og den lokale tatovør.
Måske er det fordi, jeg er kommet lidt sent igang med alt det her, men for mig har det været en sten i skoen fra starten. At vi ved at skære ned på alt, også på den lange baner udfaser noget, som jeg ikke tror, vi har gjort os klart. Jeg har forsøgt at åbne diskussionen nogle gange med problemstillingen ift. forfattere og journalister, og problemet med, at hvis vi forbrugere låner alt på biblioteket, så er der om 10 år meget få, der har råd til at hellige sig skriverier på fuld tid. Jeg er med på, at mange forfattere laver noget andet ved siden af, men det er langt fra alle, der vil kunne indrette sig på den måde, så selvfølgelig får det noget at sige. For de 10 bedste forfattere af en gruppe på 1000 leverer formentlig samlet set bedre og højere kvalitet end de 10 bedste ud af 100.
Det er et emne, der strækker sig ud i alting, og jeg har ikke engang et bud på, hvad løsningen er – for hvis vi skal passe på kloden, så SKAL vi forbruge mindre og anderledes. Men hvis vi skærer ind til benet, og kun producerer det, vi reelt har brug for, så begynder det at lugte lidt af diktatur og planøkonomi, for så er et par bukser ret beset et par bukser – uanset farve og pasform. Mad er råvarer, der mætter og giver næring og ikke mere end det, der er ingen, der har ægte brug for smykker, puslespil, bøger eller fodboldkampe, og ingen vil have råd til at dygtiggøre sig indenfor nytteløse erhverv. Hele vores uddannelsessystem vil skulle revolutioneres, fordi det kræver ansøgere og studerende at holde en uddannelsesinstitution kørende – men giver det overhovedet ressourcemæssigt mening at producere et overskud af kvalificeret arbejdskraft, hvis den ikke skal bruges?
Det åbner for en værdidiskussion, hvor vi skal tage stilling til, om frie valg, smag og stil er vigtigt, om underholdning er nødvendigt og ønskværdigt – og hvem der skal bestemme det.
Og så mangler vi helt at snakke om, at man flytter sig gennem livet, både geografisk og behovsmæssigt, og det, man gerne vil have adgang til idag, og derfor synes, det er vigtigt at støtte, for de flestes vedkommende ikke er det samme som det, de ikke kunne leve uden for 10 år siden eller 10 år ude i fremtiden.
Jeg tror, at mange af os, der nok mest præcist kan betegnes som hobby-minimalister, har en vag forestilling om en fremtid, hvor den lokale bager forsyner hele landsbyen med brød, og der dermed hverken er overproduktion eller overforbrug – men som vi bor og lever idag, er det jo ikke et ret sandsynligt fremtidsbillede. Mange peger på, at en løsning kan være arbejdsfællesskaber, hvor f.eks. bageren kører med produktion ét sted, og det så er små, lokale bagere, der forhandler brødet, fordi man så kan udnytte ressourcerne langt bedre – men er det ikke bare Kohberg? For det synes jeg egentlig også er en relevant vinkel; at vi lige nu er meget optagede af at støtte de små, men hvis alle de store forsvinder, hvad tror vi så, der over tid kommer til at ske med de små?
Der er plads til debat her, når vi engang er på den anden side af pandemien. For den har virkelig synliggjort, at det ikke nødvendigvis det mest bæredygtige eller efterspurgte, der overlever. Demografi og beliggenhed spiller en kæmpe rolle, fordi det altid vil være lettere at overleve, hvis man er omgivet af et købedygtigt segment, og ikke f.eks. er en restaurant på Bornholm, der både er øko og bæredygtig, men som ikke kan leve af øens beboere alene. Eller er en lille, lokal Brugs, der plejer at lave 30% af sit overskud i helligdagene, fordi de store holder lukket, men som pludselig har udsigt til at miste denne indtægt, fordi købeloven dispenseres.
Jeg springer en masse mellemregninger over her, det ved jeg godt. Og der er med sikkerhed mange mennesker med uddannelser indenfor dette område, der ved uendeligt meget mere end mig om, hvad der gør et samfund, og som har både ideer og arbejdstegninger til, hvordan vi kan indrette os på alternativ vis, så vi passer på jorden uden at dø af hverken sult eller kedsomhed. Dem vil jeg håbe, vi får lov at høre meget mere til i fremtiden, så vi kan tænke smart og bæredygtigt, uden at skulle gøre det på bagkant, for ingen tænker hverken klart, rationelt eller ret meget på det fælles bedste, når de hænger i neglene på klippekanten over afgrunden.
