Kategori: M20XX

M2025, uge 5

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg sendt en mail til boligforeningen, efter at have læst en historie i nyhederne, om et ungt par, der har haft en vandskade og selv skal betale for det ekstra forbrug, det ødelagte vandrør har givet dem. En regning, de forventer ender et sted mellem 40 og 50.000 kr.

I artiklen står, at regningen ender hos dem, fordi de afregner direkte med deres forsyningsselskab, mens udlejers forsikring ville have dækket, hvis de havde betalt aconto til ham. Vi er fra 01.01 også overgået til netop at afregne direkte med Din Forsyning, og derfor gav historien mig akut lyst til at finde ud af, om det samme gælder her.

Jeg kunne læse i artiklen, at flere forsyningsvirksomheder på deres selvbetjeningssider giver mulighed for, at man kan vælge at få en varslings-sms, hvis forbruget pludseligt stiger uventet meget, og spørgsmålet er, om jeg ikke skal have det gjort under alle omstændigheder.

For selvom det første og største problem ville være pengene, er det jo stadig i alles interesse, at vi hjælper hinanden med at passe godt på tingene.

(Plus: KÆMPE fri for at bo i et hus, med sådan en tørre-satan, der skal køre i døgndrift i 3 måneder!)

2.

Har jeg netop bestilt varer til den kommende uge, og det blev en billig omgang, fordi jeg har besluttet, at vi den kommende uge KUN skal have mad fra fryseren og/eller rugbrød.

For meget af det, jeg har i fryseren, er temamæssigt i den lidt tungere vinter-ende, og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at lysten til kartoffelsuppe og chili con carne kan ligge på et meget lille sted, når først foråret rigtigt kommer.

I næste uge har jeg meget arbejde og et par sene møder, og det er derfor oplagt at kombinere logistik og praktik.

3.

Nåede vi til ved vejs ende med at tømme oldefars hus. 

Jeg har en håndfuld ting derudefra sat til salg for mine forældre, og vi venter lige på, at Antons klasselærer afhenter en håndfuld småmøbler, som de har spurgt, om de må få til et recycling-projekt – hvilket min murerformandsbedstefar ville have elsket.

Men ellers er huset nu klar til at blive sat til salg.

Jeg ved ikke, hvad den sædvanlig tidsramme for at binde sløjfe på et liv er, men her har det taget næsten to måneder, fordi julen satte hele processen på hold.

Modsat hvad jeg ville have forventet, har det faktisk vist sig at være en gave i forklædning, for det sænkede tempo har været godt for os alle sammen. Jeg kan mærke, at mine forældre har fundet ro i den nye version af deres virkelighed, fordi lavpraktik jo på en måde er sorgbearbejdning, og samtidigt har vi haft tid til at opdage, at der har været ting og møbler, vi selv kunne bruge.

Det sidste har jeg tænkt meget over. For vi er egentlig ret gode til at få meget ud af lidt og til at tænke kreativt ift. anvendelsesmuligheder. Alligevel har det her været en påfaldende blind vinkel for os alle sammen, som jeg selv er det bedste eksempel på.

For jeg manglede et vitrineskab, og har de sidste mange uger gået op og ned ad et dækketøjsskab, som ville være den *perfekte* løsning, og som min bedstefar har haft i hele min levetid – og stadig havde jeg det sådan her, da det gik op for mig, at jeg kunne bruge det:

Jeg tror, det er fordi, det er svært at skille et hjem fra dets beboer? For havde du lukket mig ind i et fremmed hjem med oldefars ting, og sagt: “Tag, hvad du kan bruge” ville jeg være strøget *lige* hen til det. På samme måde fik min mor forleden pludselig ægte øje på en lampe, hun kan bruge, som vi jo altså har flyttet 24 gange, mens vi har ryddet op derude, men uden at SE-se den.

Men fordi man ser det menneske, man har holdt af i tingene, er det på en underlig måde svært at reducere dem til deres rene funktion. Det har den lidt lange procestid gjort muligt, og det er jeg bare ret taknemmelig over, fordi vi nu alle sammen har nogle af hans ting flettet ind i vores indretning, uden at det skriger “dødsbo!” eller “pligtarv!” Tingene er 1:1 noget, vi stilmæssigt selv kunne have fundet på at købe – men de er stadig fyldt med historie.

Det elsker jeg.

M2025, uge 4

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg opdateret min Watts energi-app, som inden jul pludselig holdt op med at virke. Men min strømregning er efterhånden så grum, at jeg kan mærke, at jeg bliver nødt til at gøre noget.

Jeg kan se på mit forbrug, at det ligger nogenlunde, som det plejer, så det er prisen, der er synderen her. Som vi har talt om før, kan der ikke gøres meget ved tarifferne, men jeg er træt af at sende SÅ mange penge efter vaskemaskinen og de tændte lamper; specielt fordi jeg stadig er (nogenlunde) god til at tænke over at smide låg på gryderne/bruge ovnens eftervarme/lave mad på én varmekilde, at slukke lyset/elradiatoren, når vi ikke er hjemme, at lade devices om natten og at holde tørretumblerforbrug på et minimum.

Så er der ikke andet tilbage at gøre, end at forsøge at lægge vores forbrug rent i de grønne perioder, og det kræver mindre at gøre, når jeg bare skal tjekke dagens timepris på en app, end hvis jeg skal google den først.

2.

Har jeg været på genbrugspladsen så mange gange, at man skulle tro, jeg var forelsket i formanden derovre.

Vi er tæt på at være i mål med at tømme oldefars hus, og da jeg samtidigt har fået chartollet hjem (som er SÅ PÆNT!!), har jeg også fået de sidste ting rykket rundt og på plads hér.

Inden jeg startede med at rydde op og rykke rundt, lovede jeg mig selv, at jeg ville være kritisk, når jeg satte tingene tilbage på plads, for jeg har MANGE æsker og kasser efterhånden, og problemet er, at de jo ikke på dén måde går i stykker. De skal virkelig være ramponerede, for at man ikke længere kan putte ting i dem og bruge dem til opbevaring.

Men der er en stak af dem, som jeg de sidste mange gange, jeg har ryddet op, bare har flyttet rundt på, fordi de er forkerte i faconen, har låg, der er dumme at sætte på, eller på anden vis er trælse.

Og oprydningens psykologi er dejlig forudsige, for hvor det af en eller anden grund kan være svært at stå med en kasse i hånden og beslutte at smide den ud, så er det nemmere at få gjort, når man på forhånd har besluttet at trimme hele bestanden.

Jeg stedte 15 stk. til hvile, og tetris’ede resten, så de fylder mindst muligt, og nu står de på loftet og venter på næste gang, jeg får en god ide.

3.

Har jeg hakket indholdet af min grøntsagsskuffe, vendt det med den sidste rest af nogle hjemmelavede langtidsbagte tomater med hvidløg, og ladet det bage mørt i ovnen. Jeg blendede det med en rest smøreost fra min fødselsdagsbrunch og et par skefulde creme fraiche, og det blev til noget, der ligger et sted mellem mos og tyk suppe.

Jeg har fordelt resultatet i 3 bøtter, for selvom jeg bare kunne have lavet (god) suppe af hele balladen, kan det også sagtens bruges som bund i f.eks. en gryderet eller en omgang Huevos Rancheros i stedet for hakket tomat.

Som ‘halvfabrikat’ fylder det ikke meget i fryseren, og jeg elsker, at man ved at bage og blende det, kan forvandle noget, der ellers mest er et irritationsmoment, som bare skal bruges, til et reelt produkt, der faktisk bidrager med noget.

M2025, uge 3

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg besluttet, at vi kører en slags bootleg-købestop på dagligvarer den kommende uge. 

Ikke sådan at forstå, at vi skal have havregryn med vand på, fordi vi ikke må købe en ny liter mælk, når vi har tømt den, der står i lågen, men jeg restock’er ikke på de ting, jeg bare pr. automatik plejer at købe, når jeg handler.

Og det er ikke fordi, vi ikke får dem brugt, for det gør vi. Men når man har alle de ingredienser ved hånden, man altid har, så laver man det, man altid laver, og dermed kommer de lidt mere eksotiske glas og dåser til at stå og hænge ensomt med næbbet.

Men jeg er faktisk relativt kreativ i et køkken, så jeg er god til at få ting tænkt ind; jeg skal bare ikke have et nemt alternativ, der stiller sig i vejen.

Det sidste halve år har jeg arbejdet på at finde en måde at få #prepperlife og #stopmadspild til at mødes, og det kræver, at man deler sin forståelse af overbegrebet Mad mere op, end jeg plejer at gøre. Jeg har brugt 5 år på at øve mig i at køre med halvtomme skabe og på først at købe, når jeg mangler; nu har jeg skulle lære at balancere For Meget af noget med Kun Lige Nok af noget andet.

Men nu er vi vist landet et sted, hvor ingen dør af sult, hvis det hele går i stå i en uge eller to, selvom jeg den næste uges tid fokuserer på at få brugt de syltede, grønne tomater og belugalinserne.

2.

Har jeg endelig tegnet den sygeforsikring, der har været min dårlige samvittighed fra jeg startede som selvstændig.

Og inden nogen hæver stemmen: Jeg begynder at græde, hvis I råber ad mig.

For jeg VED det godt. Det er tæt på kamikazisk at rulle uden, og særligt som enlig forsørger. Men selv i et fag, der ikke kræver hverken varelager eller uniform, er der en del udgifter, som man skal tjene penge for at kunne betale.

Den her forsikring giver højeste dagpengesats fra første sygedag, 6 måneder efter, at den er tegnet. Den koster tæt på 5000 om året, men udgiften kan trækkes fra. Vurderingen herfra har bare været, at med et gennemsnit på én sygedag om året, ville den koste mig mere, end jeg potentielt ville tabe – men jeg har også hele tiden været smerteligt bevidst om, at hvis jeg går på røven på et glat fortov og brækker et håndled, så bliver det *virkelig* træls at være mig og os.

Nu skal jeg bare holde tungen lige i munden og immunforsvar og lemmer intakte de næste 6 måneder, så kan jeg trække vejret lidt lettere igen.

3.

Har jeg tænkt meget over, hvad vi gør med folks ting, når de dør.

For i de uger, vi har gået og ryddet op hos oldefar, har vi snakket meget om, at det kræver mere fokus, end man lige skulle tro, ikke bare at ende med at samle til hobe.

For sagen er, at de færreste i dag jo lever med en masse lort omkring sig, og oldefar har været god til at rydde op. Det betyder, at stort set alt derude, er brugbart og velholdt, og fordi vi i dag er blevet så gode til ikke bare at smide ud, er det nemt at stå med en spartel eller en stor skål og tænke: “Ej, men den kan jeg da godt bruge!”

Og det ville man kunne med 70% af indboet.

“- men *mangler* du sådan én?” er vi derfor begyndt at spørge hinanden om, når én af os igen står med en vase eller tre skruetrækkere halvvejs nede i tasken. For det er nok mere relevant.

Vi har sat en masse plastikkasser på spisebordet derude, så vi får tingene sorteret med det samme, og så det er nemt at tage en bilfuld med på genbrugspladsen eller til Hjemløses Venner, når vi kører derudefra, og det kan jeg varmt anbefale; det gør det meget mere overskueligt, og man skal kun have tingene gennem hænderne én gang.

Det, der skal sælges, sætter vi i en tømt reol, og soveværelset bruger vi til de møbler, som vi ved, at nogen skal have. Og selvom anledningen jo ikke er særlig festlig, glæder jeg mig alligevel lidt over at kunne bidrage med al den systematik, som de her indlæg har lært mig.

Hele processen giver desuden anledning til nogle gode samtaler, for uden at der skal gå Live All You Can i den, så har min mor og jeg talt meget om, hvad man, som den, der er død, ville ønske for sine efterladte. For når man står med en skuffefuld af indgraveret sølvtøj, føles det nærmest som helligbrøde at skille sig af med det, men skåret ind til benet håber vi vel alle sammen, at de mennesker, vi har elsket og ladt bag os, forbinder os med noget godt. At det, der minder dem om os, gør dem glade.

Og det skaber ikke glæde, når man står og stirrer ned i en skuffe med sort, plettet sølvtøj, man aldrig bruger, men stadig føler dårlig samvittighed over ikke at få pudset.

Tværtimod.

Men jeg bliver glad, hver gang jeg kommer hjem i skumringen, og oldefars lille hus med lys i tager imod mig. Billedet af ham under træet på min reol, minder mig haven og drivhuset og vindruerne, der altid kun *næsten* var modne, og jeg sender ham en kærlig tanke hver ENESTE gang, jeg sætter bestik i hans aflagte kurv i min opvaskemaskine, og ikke længere skal tænke over, hvad det er for ét af rummene, bunden er gået løs i.

Sådan vil jeg håbe, at nogen også sorterer mine ting, når den dag kommer.

(PS: Men det siger sig selv, at jeg kommer til at hjemsøge dem alle sammen for evigt, hvis de smider mine tarotkort ud).

(Eller min lavalampe med glimmer).

M2025, uge 2

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Nåede jeg, som håbet, gennem mit oprydningsprojekt, og jeg kan igen overskue at åbne mine skabe.

Det har overrasket mig positivt, hvor lidt der egentlig har været at smide ud. Da først jeg lige fik sat tingene lidt i system og givet dem nye pladser, var jeg ikke helt så presset på plads, som jeg havde frygtet.

Men det er en kæphest for mig, at jeg vil bruge de ting, jeg har, og det gælder i køkkenet, som det gælder i relationer: Ude at øje, ude af sind. Derfor ville jeg meget gerne undgå at flytte f.eks. skåle og fade ud ad køkkenet, for så glemmer jeg, at jeg har dem, og finder bare noget andet at lave salat i, når musikken spiller.

Til gengæld kan min røremaskine og min paninigrill godt stå i et skab i mit bryggers, for det er speciesvarer, og derfor glider de ikke ud ad bevidstheden, fordi de ikke står på en hylde og kigger på mig dagligt.

Jeg har været i HTH efter et par ekstra hylder, og har flyttet lidt op og ned på nogle af dem, jeg har, så der ikke er 15 cm. spildplads over tallerknerne, og det hele står snorlige nu.

Jeg har sat nye labels på diverse kasser og æsker, så beskrivelsen passer til indholdet, og jeg har tilrettet listen over, hvad jeg har på loftet, så den også er opdateret, og det er pludselig meget lettere at trække vejret.

2.

Har jeg brugt forbløffende lang tid på at finde nogen, der ville reparere min Nutribullet-blender.

Jeg elsker den, fordi den intet fylder, hverken på bordet eller i opvaskemaskinen, og den er fantastisk til både smoothies og iskaffe. Men i sommer lærte jeg på den hårde måde, at noget iskaffepulver opfører sig som proteinpulver på steroider, når det bliver blendet med is, så det eksploderede nærmest ud af blenderen, da jeg tog den af motoren.

Jeg gjorde den grundigt rent, da det skete, men fordi jeg nu ikke har brugt den i et par måneder, har 2 af de 3 ‘tænder’, som overdelen af blenderen skal skubbe ned for at starte motoren, sat sig fast; formentlig fordi der er kommet en smule iskaffe om bag dem.

Men jeg ville ikke selv begynde at skille den ad, så jeg begyndte at lede efter nogen, der kunne gøre det for mig – og det var der lige præcis *ingen*, der kunne. De steder, der reparerer el-produkter, tager ikke så små maskiner ind, og i desperation endte jeg med at tage den med i Elgiganten.

Her lærte jeg, at de godt nok har nogle samarbejdspartnere, der kan bookes til småreparationer, men de tager 695 kr. for bare at oprette en sag.

Blenderen koster normalt 1700, men er købt på bud til 1000 kr., så en startpris, der ligger så tæt på det, jeg har givet for den, virkede åndssvagt. Men mens vi stod ved disken, kom Tony pludselig forbi. Og Tony kan jeg ikke rose nok. Tung, østeuropæisk accent, tusser op ad begge arme og en æstetik, der lå et sted mellem Beastie Boys/Sabotage og Motörhead.

Han kiggede på den med skepsis malet i alle træk, men meldte ud, at: “I can try fix it. No promise!”

Det var en nobrainer, for det var ham eller skraldespanden, så han spadserede af med den under armen – og ringede 1 time senere med meddelelsen om, at han havde lavet den. “I don’t want pay!” meddelte han brysk i telefonen, og da jeg hentede den, stod der ‘NO CHARGE!” på papiret, der var klistret på den.

Jeg er en lille smule i tvivl om, om jeg måske skylder den østeuropæiske mafia en tjeneste nu, men så må det være sådan, og jeg sender ham en kærlig tanke, hver eneste gang, jeg laver en smoothie.

(PS: Skal vi ikke også snart til at tale lidt om, at det ikke er reduceret indtag af oksekød alene, der skal stå for at redde planeten, men at vi måske også godt kunne gå tilbage til at producere ting med en levetid på over 10 minutter, som kan repareres, når de går i stykker?)

3.

Har jeg besluttet mig for at prøve at hente oldefars skab (som jeg simpelthen ikke kender det korrekte navn for. Københavnerskab? Dækketøjsskab?) herhjem og teste det der, hvor jeg har forestillet mig et vitrineskab. Det kan falde ud til alle sider; måske ser det vanvittig fedt ud, og måske gør det overhovedet ikke – men ligesom med den brugte opvaskemaskine, jeg fik foræret, da min egen gik i stykker, er det en mulighed for at opdage, at noget, jeg ikke har tænkt over, ville være rart at have/undgå.

Ligeledes har (havde?) han to klassiske lænestole, jeg sidder virkelig godt i, og de får også lov at komme med hjem på besøg. Jeg har jo længe leget med tanken om at skifte min sofa ud med 3 lænestole, og nu har jeg chancen for at teste konceptet, uden at det koster mig noget.

Hverken skab eller stole har nogen særlig, økonomisk værdi, og ingen andre i familien er interesserede i dem. De kan være på en trailer, og vi kommer alligevel til at køre på genbrugsstationen ad mange omgange, så der er intet forgjort ved, at de får et pitstop her, uanset hvad deres videre skæbne bliver.

M2024, uge 51

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Inden vi går til ugens punkter, vil jeg bare nævne, at jeg sætter stor pris på alle kommentarerne til ‘I’m dead’-indlægget. Jeg er så småt gået i gang med at skrive dem sammen i et indlæg, der gerne skulle blive både lavpraktisk, umiddelbart anvendeligt og korrekt.

Det tager lidt tid, men jeg lover: Det kommer.

*

I den forgangne uge:

1.

Er vi så småt gået i gang med at rydde op hos oldefar. Det er en øvelse, som jeg tror vil udfordre de fleste minimalister, der i årevis har øvet sig i at bruge det, de har, i stedet for bare at køre brug-og-smid væk.

For ud over nostalgiske værdi, nogle af tingene har, så er der jo vitterligt også meget, der er brugbart, i perfekt stand og som bare kalder på at komme hjem i mit skab.

Det er svært, synes jeg. For hvor jeg jo herhjemme kan bruge al den tid, jeg vil, på at beslutte, om noget skal sendes videre, eller om det har fortjent den plads, det optager, så er der her tilføjet en tidsmæssig bagkant, fordi huset skal tømmes og sælges. Så jeg balancerer mellem at fortabe mig i detaljerede overvejelser og at sige nej til det hele – og ingen af delene fungerer.

For der ER ting, jeg mangler, som det ville være tåbeligt at hælde ud med badevandet. Men der er også ting, hvor jeg lige i øjeblikket tænker: “Ej, sådan én kunne man da godt bruge?” – men hvor jeg, når jeg tænker efter, godt ved, at jeg aldrig kommer til at bruge den.

Kompromisset er blevet, at jeg har annekteret sofabordet derude, hvorpå jeg stiller det, jeg i første omgang tænker, at jeg vil have med hjem. Men jeg tager kun det med, jeg rent faktisk mangler. De ting, der står tilbage, tygger jeg på, den tid, det tager at tømme huset, og når vi er ved at være færdige, er det mit håb, at det er nemmere at være realistisk omkring, hvad jeg kan bruge, fordi jeg fysisk kan se, hvor meget plads måske-tingene optager.

Til gengæld har jeg fået den iPhone, jeg hjalp oldefar med at købe og sætte op, og jeg er på bagkant kommet til at spekulere på, om det egentlig hele tiden var dét, der var hans plan…

Det ville ligne ham <3

2.

Har jeg lavet en madplan, hvor jeg har forsøgt at tænke de råvarer ind, jeg skal bruge til julefrokosten, så jeg får dem brugt.

Jeg har købt frysepizzaer, falafler, pitabrød og hummus, og en omgang instant-nudler, så der er noget til de dage, hvor man ellers kunne falde i take-away-fælden, og så har jeg forsøgt at tænke nogle af de retter, jeg skal stå for til julefrokosten, ind på andre dage i forsøget på at undgå at stå d. 25. med 7 gryder, 5 skåle og underskud i metermål.

Der er plads i fryseren til rester, der er plastikbøtter at smide dem i, og jeg tror faktisk, at vi på køkkenfronten er ved at være klar til jul.

3.

Ved jeg simpelthen ikke, om det er resultatet af at være vokset op i en tid, hvor lukkeloven var en ting, men jeg skal – stadig – aktivt modarbejde impulsen til at købe ind op til helligdage, som om, butikkerne aldrig åbnede igen.

Eksempelvis stod jeg forleden morgen og tænkte, at jeg skulle nå forbi en Matas inden jul, fordi min mascara er ved at være tom.

Jeg tog mig i det, fordi jeg kom til at tænke på, hvor mange andre gange, jeg nærmest har lavet gynækologiske undersøgelser på mine mascaraer i ugevis, fordi jeg bliver ved med at glemme at købe en ny, og det er gået fint – så der er INGEN grund til at stresse ud og købe en ny, fordi den her synger på sidste vers.

Men det er ét af de øjeblikke, hvor jeg tænker, at det er et resultat af at have skrevet de her indlæg, for jeg tror helt ærligt ikke, at jeg tidligere ville have forholdt mig til det; jeg ville bare være stormet afsted efter én. Men ligesom det faktisk over tid giver en konkret, økonomisk besparelse, hvis man kan vride en måned mere ud af de enkelte stykker tøj, inden man skifter dem ud, eller man kører reste-tapas en eller to gange pr. måned, så vil det modsat øge dit forbrug, hvis du hele tiden skifter dine ting ud, når der stadig er levetid tilbage i dem, fordi du bliver presset af en imaginær deadline.

Den erkendelse er en fin segway over i det sidste månedsmåls-punkt for i år:

Månedens mål, december (4/4)

For jeg har i nogle uger gået og tygget på, hvad der skal ske med de her indlæg; om de skal køre videre, om de er ved at have løbet deres kurs, eller om formatet skal ændres.

Der er ingen tvivl om, at de er med til at fastholde mig i at blogge, fordi de sørger for, at jeg tapper ind en gang om ugen. Jeg bliver aldrig færdig med at skrive, så det er ikke fordi bloggen lukker, hvis jeg udfaser dem – men der vil blive længere mellem indlæggene, og hvis jeg skal være ærlig, ved jeg ikke, hvordan det vil påvirke flowet.

De er nogenlunde nemme at skrive, fordi indholdet er bestemt på forhånd og fordi der er en rytme og struktur at læne sig ind i.

Omvendt er de emner, indlæggene kredser om, også ved at være så mainstream, at jeg ind imellem føler, at jeg (wo)mansplainer noget, som alle for længst er hoppet ombord i. For én ting er, at det skal give mening for mig at skrive dem – men det skal jo også give mening for jer at læse dem.

For nogle måneder siden skrev en læser, at hun syntes, det kunne være sjovt at høre, hvad andre, helt konkret, havde fået ud af indlæggene. Nye vaner, øget bevidsthed om særlige områder eller andre traditioner i omgangskredsen.

Det synes jeg faktisk også kunne være interessant, så jeg vil gerne slutte årets sidste M2024-indlæg af med en omgang ‘Ordet er frit’.

Man må skrive præcis, hvad man føler for, så længe man husker, at jeg er bygget som krebsen: Hård udenpå, men blød indeni.

Jeg håber, at julen bliver fin og rolig for hver eneste af jer.

Tak fordi I læser med – og rigtig glædelig jul.

M2024, uge 50

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg udnyttet, at alle, jeg nogensinde har købt noget af på nettet, i disse dage sender nyhedsbreve og reklamemails i vildskab, for det giver mig en gylden mulighed for at afmelde dem, ligeså hurtigt, som de lander i indbakken.

Jeg gør det på telefonen, fordi det er nemmest: Når du åbner mailen, er der i øverste, venstre hjørne på langt de fleste af dem et link, der hedder ‘Afmeld nyhedsbrev’ – og så er det bare at klikke.

På et par enkelte skal man scrolle ned i bunden af nyhedsbrevet, men fordi jeg har været bevidst om, at det her var et ugepunkt, har jeg fået det gjort.

Engang, når der er 28 timer i døgnet, vil jeg finde den store lup frem og undersøge, hvor de her nyhedsbreve kommer fra, for jeg er nærmest hysterisk med ALDRIG at sætte kryds i ja-tak boksen, når jeg bestiller online, ligesom jeg også er hyper opmærksom på at fjerne fluebenet, hvis det allerede er sat.

Jeg kan godt gå med til, at der er steder, hvor en kundeklub eller et medlemskab medfører en tvungen nyhedsmail i ny og næ, men de få sider, jeg har signet op på, står ikke på nogen måde mål med den storm af reklamecrap, jeg lige nu er ved at feje ud af indbakken.

Men indtil dén dag kommer, må denne måde at løse problemet på, række.

2.

Har jeg været brødkassen, snackkurven og grøntsagsskuffen igennem, inden jeg bestilte varer til den kommende uge, for på fredag er der dømt juleferie, og jeg vil gerne nå at bruge diverse rester inden da.

Madpakkerne kommer til at stritte i alle retninger, mens aftensmaden godt – med lidt god vilje – kan kaldes ‘tapasinspireret’, men der er alligevel dømt undtagelsestilstand og æbleskiver over hele linjen, og så kan vi ligeså godt få spist op.

3.

Har jeg lavet en note i min telefon, der hedder: ‘I’m dead. Now what?’

For søde, fine oldefar døde tirsdag aften efter 97 stærke år, og jeg er derfor i gang med, sammen med mine forældre, at rydde op, lukke ned og blænde af.

Oldefar har selv gjort en stor del af forarbejdet, og derfor skal vi ikke igennem gigantiske bunker af nostalgisk slagger, men der er stadig meget, man lige skal have styr på. I dag gik jeg i gang med at opsige abonnementer, tjekke op på forsikringer osv., og det er faktisk ikke så ligetil at finde ud af, hvor folk har internet, indboforsikring og el-aftaler, når først alt er lukket ned.

Derfor har jeg besluttet at lave et eller andet system, som gør det nemmere for dem, der skal binde sløjfe for mig, hvis jeg får et fly i hovedet – men det er jo nødt til enten at være analogt, eller at være sat op på en måde, så mine efterladte kan få adgang til det, selvom min computer er låst.

Indtil videre er det bare en ustruktureret note i mine telefon, som jeg skriver på i takt med, at jeg støder på udfordringer, som man kunne planlægge sig ud af, men når vi har sagt ordentligt farvel til oldefar, og jeg har et overblik over, hvad det ville have været rart for dem, der står tilbage, at vide, får jeg noget mere formelt sat op.

*

Månedens mål, december (3/4)

Midt i luciaoptog og begravelsesforberedelser er jeg så småt gået i gang med at planlægge den årlige julefrokost for familien. Livet er for de levende, og dem tilhører vi jo heldigvis stadig i skrivende stund, og det er rart, midt i det triste og lidt overvældende arbejde det er at lukke et liv ned, at kunne fokusere på noget dagligdags og traditionsbundet.

Som altid prøver jeg at sammensætte en menu, der minimerer madspild, hvilket konkret betyder, at jeg tænker over:

*At grønne retter og salat ikke skal indeholde våde grøntsager (f.eks. tomat), fordi det ødelægger konsistensen på rekordtid.

*At mælkeprodukter forkorter levetiden markant. En (pasta)salat, der er vendt i f.eks. lidt olie, honning og appelsinsaft, er lækker væsentligt længere end én, der er smurt ind i creme fraiche.

*At alt, hvad der er sprødt, skal serveres on the side, uanset om vi taler om bacon til leverpostejen, eller nøddetopping til salat. Meget få ting i verden er så klamme, som en peanut, der har ligget og trukket væde i halvandet døgn.

*At vælge retter, der kan fryses, samtidigt med, at jeg sørger for at have plads i fryseren og noget ved hånden, maden kan fryses i.

*At finde tomme isbøtter og yoghurtbægre frem, så gæsterne kan få eventuel overskudsmad med hjem.

*At forholde mig til, hvad jeg laver hvornår. Det er ikke fedt at skulle lave 10.000 ting samme dag, som julefrokosten skal holdes, men omvendt er det måske lidt lige meget, rent planlægningsmæssigt, om du laver risalamande dagen før eller på dagen. Men venter du til selve dagen, kan den holde en dag længere i den anden ende, og det kan godt give mening at tænke ind.

Og altså: Det er jo ikke, fordi julen bliver aflyst, hvis man står med en slatten salat eller må kassere resterne af den sommerfugl af laks, man har haft lyst til at lave til sine gæster hele året.

Men vi smider *ufattelig* meget mad ud i juledagene, og fordi de fleste af os er overstimulerede og mætte, når vi tager ud af bordet, så GØR lavpraktikken en forskel. Hvis du ikke har noget at hælde resterne i, er det nemmere at smide dem ud end at grave et kreativt alternativ frem. Hvis salaten ligner noget, du har skovlet op af en vandpyt, kører du bare de to skiver honningglaseret skinke uden, og lader som om, du ikke lige så den på hylden i køleskabet.

Om 7 dage har vi både hænder og hoveder fulde, så det er nu, man skal planlægge, hvis man har ambitioner om at forebygge.

M2024, uge 49

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Skrev jeg mig bag øret, at jeg skulle huske at nævne den uventede fordel ved det debet-kort, min bank har stoppet ned i halsen på mig.

Inden vi kommer til den del, hvor jeg siger noget pænt, vil jeg gerne have med, at jeg ikke har ord for, hvor ringe, jeg synes, min bank har været det sidste år.

Jeg har tidligere været omkring problemet med kommuner og sygehuse, der ikke betaler til tiden, og det har givet mig en håndfuld gange over det sidste år, hvor min konto er gået i overtræk.

Ret skal være ret: Det skal den ikke. Og dE haR OgSå rEgLeR, dE sKaL fØLgE.

Men jeg har hver e.n.e.s.t.e gang selv kontaktet banken.

Jeg har stået skoleret, når det er sket, har dækket underskuddet ind, og sendt dokumentation for de kommende betalinger, som altid er faldet 1-2 dage senere.

Jeg har forklaret situationen forfra, 100 gange, til 100 forskellige ansatte (“Nej, hvad for noget -tolk??”), har bedt om et møde 3 gange, så der kunne laves en mere holdbar løsning, har sagt ja til at betale for en midlertidig forhøjelse af min kassekredit, har givet dem adgang til mine skatteoplysninger og har sendt dem mit årsregnskab.

Jeg har været kunde hos dem i 16 år, og de HAR jo trods alt set mig betale en kvart million ud.

Mødeforespørgslerne og forhøjelsen af kassekredit – som var deres eget forslag, og som jeg fremsendte al den dokumentation, de bad om til – er de aldrig vendt tilbage på.

Alligevel har jeg på bydemåden fået udleveret et debetkort, og de valgte, med sædvanlig, kærlig omsorg, bare at spærre mine kort, da debetkortet var landet i min postkasse. Det fik jeg en sms om, da jeg sad på en opgave i Herning, og jeg har ikke ord for, hvor uordentligt, jeg synes, det er. Der stod penge på samtlige konti, og det havde sgu været et reelt problem, hvis jeg havde stået med en bil med tom tank derude på heden, for så havde jeg ikke kunne komme hjem.

Og bare, hvis der sidder et par bankansatte og læser med: Det er ikke løsningen, jeg har et problem med, og jeg ved godt, at de er underlagt regler, de ikke selv har indflydelse på. Men de HAR indflydelse på egne arbejdsgange, og den her er ét langt, nedladende clusterfuck.

ANYWAY. Jeg har arbejdet som en vanvittig hele efteråret, fordi jeg ikke kan holde det her ud, og betalingerne for de sidste måneder begynder stille og roligt at tikke ind. Når rådhusklokkerne ringer d. 31., står der omkring 100.000 på min firmakonto, og så kan de rende mig noget så eftertrykkeligt.

Men dét, jeg har glædet mig over ved debetkortet, og som jeg gerne ville give videre er, at det, modsat mit visa, hele tiden viser mig ‘reserverede beløb’ – hvilket er VIRKELIG smart, fordi jeg så hele tiden ved *præcis* hvad der reelt står på min konto.

Når jeg sætter den her form for punkter på, er jeg altid lidt nervøs for, at det er noget, alle bare ved, og om jeg kommer til at fremstå som en idiot over at være den eneste, der ikke ved det – men over årene har jeg lært, at der altid er andre, der heller ikke lige havde fået info-mailen.

Så: Debetkort for the win. Specielt hvis du bøvler lidt med tal eller overblik.

2.

Blev jeg ringet op af en sælger fra Aller Media, som gerne ville have mig tilbage ombord på mit yndlingsmadblad, som jeg sagde fra først på sommeren.

Jeg takkede pænt nej – indtil han tilbød mig et år til halv pris, hvilket fristede mig over evne. For jeg bliver altid ægte begejstret over at åbne min postkasse og finde bladet dér, og til halv pris synes jeg godt, at jeg kan forsvare posten på budgettet.

Catchet var selvfølgelig, at kampagneprisen bare glider over i normalt pris, når året er gået, så nu har jeg lagt en reminder i min telefon til september næste år, så jeg, hvis jeg vil, kan nå at sige det fra igen.

Hvis de får mig, bliver det med åbne øjne.

3.

Har jeg igen gjort brug af min sundhedsforsikring, og jeg vil endnu engang opfordre til, at man får tjekket op på, om man har én, enten gennem sit arbejde eller sit pensionsselskab.

Dem, jeg har talt med, der ikke har, har typisk fravalgt den, fordi de ikke forventer at få brug for hjælp eller store operationer, og samtidigt har der været megen snak om, at de private sundhedsforsikringer ikke længere vil dække for udredninger. Derfor kan man godt få det indtryk, at det næsten kan være lige meget, om man har én.

Men i alt det her bøvl med min højre hofte, har vi nu fundet ud af, at det formentlig ikke er den manglende brusk, der er problemet, men at mit bækken er mere skævt end Snoop, og at alle musklerne, både på for- og bagside, derfor er så overspændte, at jeg fysisk er blevet kortere, både vertikalt og horisontalt, på højre side.

Derfor er jeg nu i gang hos en kiropraktor, der er ved at ‘trække mit bækken på plads’ hvilket er nogenlunde ligeså behageligt, som det lyder. MEN. Jeg fik 12 gange akupunktur godkendt i foråret, og har netop fået 12 behandlinger hos bemeldte kiropraktor betalt af min sundhedsforsikring.

De 24 ture havde kostet mig i nærheden af 15.000, hvis jeg selv skulle have haft pengene op ad lommen.

Min sundhedsforsikring godkender altid 6 behandlinger ad gangen, og de er LYNhurtige: Når jeg søger om aftenen, har jeg svar næste morgen. Om det er det samme alle steder ved jeg selvfølgelig ikke, men det er bare for at sige, at det ikke behøver at være tungt og bureaukratisk at gøre brug af den.

Der er nul tvang her i klubhuset, men tænk i det mindste igennem, om økonomien kan være/blive en stopklods ift. at søge behandling, hvis du har ondt. Eller om der er situationer, hvor det ville gøre en forskel for dig, at du kunne blive opereret/kigget på med det samme, så du kunne komme hurtigere tilbage i sadlen. Som selvstændig synes jeg, at den faktor vejer tungt.

*

Månedens mål, december (2/4)

Som nævnt i sidste uges indlæg, synes jeg pludselig, at der er ting overalt – men turen gennem børnenes rum gav mig lyst til at gå med den samme, lidt løsere tilgang til de steder, jeg ikke kan holde ud at se på.

Derfor prøver jeg at tage en hylde hist og en skuffe pist, når det lige giver mening. Det kommer ikke til at give samme, strømlinede resultat, som når jeg tager hele hytten fra A til Å, men mindre kan også gøre det.

Køkkenskabene kommer jeg nok ikke til at slippe for at tage samlet, for her vandrer mine ting, og det giver derfor ikke mening at tage dem isoleret, men alle andre steder kan sagtens nøjes med mosters hånd.

I går fik jeg ryddet op på min krydderihylde, mens jeg stod og rørte i en gryde, og som altid blev jeg overrasket over at finde oregano og karry, der for længst var gået på dato. Jeg synes lige, jeg har købt det.

Den kommende uge har jeg flere dage uden opgaver, og det første, jeg skal have styr på, er, hvad jeg har og hvad jeg mangler af julegaver. Det kommer også til at give lidt plads på borde og reoler, for lige nu er det, jeg har købt, bare lagt der, hvor der tilfældigvis var plads. Alene det at få lidt samling på tingene vil gøre det hele mere overskueligt.

Men det er altid ekstra effektivt at rydde op på baggrund af Tingspat^TM, så derfor vil jeg gerne smede, bare lidt, mens jernet er overvældet, men varmt.

M2024, uge 48

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg ryddet op i mit køleskab og mine frysere og smidt alt det ud, jeg kan se, at jeg ikke får spist/brugt.

Modsat den daglige små-oprydning, hvor jeg sørger for at få brugt sjatter og rester, og så engang imellem kasserer noget, der har stået for længe, er det her lidt mere som når man rydder op i tøjskabet, og fjerner det, man ikke længere går i.

Den mad, jeg har smidt ud, kunne sådan set stadig spises – men jeg har flyttet rundt på den længe, og jeg får ikke omsat den til det, den kan bruges til. Det mudrer overblikket, og du ved reelt ikke, hvor meget, du egentlig har i fryseren, der kan bruges en træt torsdag aften.

Nu er der ryddet op, jeg ved, hvad jeg har, og jeg har fået en stak plastikbøtter tilbage i skabet.

2.

Er jeg begyndt at flytte rester af bodylotion, deodoranter osv. ind i mit soveværelse, for OHMYGOD, hvor de børn kan bruge meget tid på det badeværelse!!!!

Jeg har en tendens til at styre udenom resterne, fordi det altid er det sidst tilkomne, der er sjovest, men jeg kommer til bunds i dem nu, fordi jeg om morgenen bare bader, og så rykker ind i soveværelset og gør mig færdig, så børnene kan komme i gang med den *meget* omstændige proces, det (åbenbart) er at gøre sig klar. (Seriøst: Hvor lang tid kan det tage??)

3.

Har jeg lavet adventskrans og sat julelys op ude. Jeg manglede både et fad til kransen, nye julelys og noget at montere min lyskæde på. Sidste år købte jeg små buske, fordi jeg tænkte, at de ville kunne bruges flere år, men med vanligt talent, er det lykkedes mig at slå de planter, der er notorisk kendt for deres résistance, ihjel.

Jeg er denne gang gået med et rektangulært fad i en neutral farve, der passer i min vindueskarm i køkkenet, så den kan bruges hele året, og jeg har købt klyngelys til vores udhæng, fordi man på dem ikke bemærker det, når pærerne går; de sidste mange år har jeg troligt byttet lysene, hvis de går i stykker efter én sæson, for det KAN ikke passe, at et produkt, der er lavet til at hænge ude, kun kan holde 24 dage.

Men for bare at sige det, som det er, så orker jeg faktisk ikke at blive ved. Jeg vil bare gerne have noget, der kan bruges flere år i træk, og det kan de her. Når de har kørt 2-3 år under udhænget, er der stadig lys nok i dem til, at de kan tage et par år eller tre i mine lanterner. (Som til gengæld skal have GIGA ros for bare at blive ved med at være pæne, selvom de tager alle vejrtæsk i verden).

Kæden, som jeg ellers havde besluttet måtte sidde over i år, er blevet viklet om et obelisk-espalier, min mor havde i overskud, fordi børnene så gerne ville have den op. Det er ikke verdens mest æstetiske løsning, men den fungerer.

Så på papiret har jeg jo egentlig fulgt mine egne regler ift. at det, jeg køber, skal være både holdbart samt bredt anvendeligt nok til at retfærdiggøre den plads, det optager.

Men jeg har de sidste måneder tænkt over, at minimalisme og bæredygtighed efterhånden er så mainstream, at jeg måske er blevet lidt for god til at greenwashe mine egne undskyldninger for at købe nyt. For selvom jeg kører et relativt stramt regime med ikke bare at skovle ting ind, så kan jeg mærke, at jeg alligevel er samme sted, som jeg var sidste år ved denne tid, hvor jeg pludselig føler, at der er for mange ting alle steder.

Det er helt sikkert årstidsudløst; vi går lige fra græskar til flag og videre til jul, så der ER mere pynt og sager i mit hjem mellem oktober og december, end der er resten af året.

Men jeg gider ikke ende med at blive en parodi på konceptet, hvor jeg, i bedste En Shop-a-holics Bekendelser-stil, bare køber alt det, jeg har lyst til, og så retfærdiggør det på bagkant med noget minimalismerelateret.

Nye ting skal stadig produceres, uanset hvor mange formål, de kan bruges til, og at vi er blevet bedre til at sælge og købe brugt, har vist sig at have den bagside, at det får det til at føles mere lovligt at skifte ting ud hurtigere.

Det er ikke sort/hvidt, og grænserne er flydende, men jeg har i hvert fald et øje på det nu, og det må være der, det starter.

*

Månedens mål, december (1/4)

Det lykkedes os faktisk at komme igennem værelserne denne uge.

Vi kørte en mareridtssøndag, hvor jeg tog rummene, ét for ét, og fik ryddet op, gjort rent og pyntet, og jeg bad (‘tvang’ er nok mere retvisende) børnene om (til) at tage den store oprydning selv. Jeg faciliterede ved at smide de store vattæpper på gulvet, hvorpå jeg systematisk rykkede kasser og skuffer ud, og så fik de et fællestæppe i midten til det, de ikke længere brugte.

Det ville være synd at påstå, at de sang, mens de gjorde det.

Det blev heller ikke helt så tilbundsgående, som det ville være blevet, hvis jeg havde været leder på projektet – men hvis du vil have noget gjort ordentligt, skal du gøre det selv. Og det bliver i længden ret udmattende, så det må man tage konsekvensen af, og lade andre komme til.

M2024, uge 47

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg sat det legetøj til salg, som Frida over de sidste måneder er nået frem til, at hun ikke længere bruger.

Der var perler, perlebøger, spil og en stor, uhandy tavle – som var fin. Men på et værelse, der ikke er særlig stort, tog den bare mere plads, end jeg næsten kunne holde ud.

Tidspunktet lige nu er optimalt, fordi mange er i gang med at finde småting til kalendergaver, så jeg fik taget billeder af tingene en dag, hvor lyset var godt, og smed det hele op et par dage senere, hvor jeg havde mellemtimer i en lille jysk flække, hvor der intet er at lave.

De fleste af tingene er allerede væk, og de sidste får lige en uge mere, inden de ryger til genbrug.

2.

Har jeg lavet en note i min telefon, hvorpå jeg skriver de ting, jeg gerne vil nå i min juleferie. For jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg glemmer alt om alting i det sekund, jeg stempler ud, fordi jeg virkelig, virkelig trænger til at holde fri.

Men jeg har stadig lidt, jeg gerne vil have styr på, og som jeg godt ved, at jeg ikke får lavet, når hverdagen ruller.

Noget af det er arbejdsrelateret, som f.eks. mit kvartalsregnskab og hjemmesiden, der trænger til et par opdateringer, men jeg kommer også løbende i tanke om emner og lister, jeg gerne vil have tilføjet til min almanak.

I denne uge kom jeg til at tænke på, at det ville være smart at tilføje en oversigt over de voksen-ting, jeg er god til at få styr på, når jeg sætter mig for, at det nu er dét her, jeg skal tjekke op på – men som det altid tager mig lidt for længe at finde overskud til at kaste mig over, fordi det virker så omstændigt.

For selvfølgelig ville det være idiotisk at printe alt muligt, som man bare kunne samle i en mappe på Mac’en – og jeg ved jo også godt, hvor jeg skal finde tingene, hvis jeg har brug for dem.

Men det ville for mig være en hjælp at have en enkelt side i almanakken, hvorpå jeg har prisen på f.eks. autohjælp, vores telefonabonnementer og internet, på min sundhedsforsikring osv. listet op, for så er det meget nemmere at tjekke, om et eventuelt tilbud er så billigt, at det giver mening at finde den fulde aftale frem og tjekke det med småt.

3.

Har jeg tømt min lomme med kvitteringer i køkkenskabet, så den er klar til julegaveindkøbene.

Det her system er affødt af, at jeg meget, meget sjældent får ryddet op i mine fysiske kvitteringer, og derfor tidligere skulle igennem 100.000 bon’er, hvis lynlåsen gik i en jakke fra samme sæson, eller en cykellygte stoppede med at virke efter 3 uger.

Nogle kvitteringer er rare at gemme længe, mens andre ikke er vigtige efter 4 uger. Derfor har jeg en plastiklomme i mit køkkenskab, hvori jeg smider bonen, når jeg kommer hjem med en ny t-shirt, eller et par kunstige lys. Når den fylder så meget, at den er irriterende, tømmer jeg den, og ud af 20-30 kvitteringer er det typisk kun en enkelt eller to, det giver mening at gemme-gemme i min enlige papir-mappe i bryggerset.

Det lyder drønomstændigt, men det er det overhovedet ikke. Lommen i køkkenskabet er indenfor rækkevidde, når jeg står og tømmer indkøbsposer ved bordet, systemet med at rydde op i den, når den er fuld sikrer, at det er en overskuelig mængde, jeg skal bladre igennem, og min mappe, som indeholder 3 plastiklommer med årstal på, betyder, at jeg kun gemmer kvitteringerne i de 2 år, de er brugbare.

Nu er lommen tom, for så er det hurtigt og nemt at finde bonen, hvis en gave skal byttes.

(I øvrigt bruger jeg også lommen til følgesedler, for om to måneder har jeg glemt alt om, hvad den webshop, jeg købte min mors termokop i, hed. På den måde ved jeg, hvad jeg skal søge frem, hvis jeg dér får brug for en kvittering).

*

Månedens mål, november, (4/4)

Her ville jeg gerne have skrevet, at vi nu kan vinge værelserne af; at jeg har løbet det ind, jeg satte til i sidste uge, og at jeg er med igen.

Det er bare ikke tilfældet.

Og jeg har lyst til at skrive et par linjer om, hvorfor det forholder sig sådan, for jeg plejer at være god til at lægge spurter ind, når det er nødvendigt for at nå de mål, jeg sætter mig.

Men jeg har simpelthen ikke haft lyst. Eller – måske er det mere rigtigt at sige, at jeg har haft mere lyst til noget andet, nemlig Ro & Ingenting.

De sidste par år har december været en slags ekstremsport, hvor jeg har smidt mig over målstregen efter en hæsblæsende slutspurt, men der er sket noget med mig over det sidste års tid. Jeg har fået lyst til at prøve at give plads til langsommeligheden, i det omfang, det nu er muligt for et menneske som mig.

Der er noget i det her med hele tiden at presse mig selv, som jeg tror, jeg måske er ved at.. vokse fra?

Jeg er lidt uafklaret på, hvad jeg egentlig selv synes om det, for det giver jo nogle efterslæb og hængepartier, jeg ikke er vant til at stå med. Det synes jeg er ret vigtigt at få med, fordi jeg selv oplever, at profiler, der tidligere har inspireret mig til at prøve at ændre på noget, over tid ender et sted, hvor jeg ikke længere synes, at jeg kan identificere mig med det, de forsøger at fremme.

Derfor vil jeg gerne have med, at jeg ikke synes, at den her rejse er lineær. Jeg oplever ikke, at selvudviklingskurven bare er en jævn, støt stigende linje, hvor jeg måned for måned bliver Et Bedre Menneske^TM. Det er på alle måneder to skridt frem og halvandet tilbage.

F.eks. er min elregning for oktober den højeste af slagsen, jeg har fået i flere år, fordi jeg har været nødt til at ignorere alt, hvad jeg ved om elpriser og tariffer; det var højtarif eller nul rent tøj.

Jeg besvimede også mere, end jeg faldt i søvn forleden, med metalsmag i munden og frustrationen bankende i hele kroppen over ikke at føle, at jeg slog til, fordi jeg endnu engang havde fået sagt ja til mere, end der var timer i døgnet til.

Men jeg tror, at ændringen ligger i, at jeg nu – de fleste dage, i hvert fald – opdager det, mens det sker, og allerede i situationen prøver at forholde mig til, hvad jeg kan ændre på, så roen ikke er undtagelsen og en slags ø af udmattelse, hvorpå jeg synker sammen et kort øjeblik, inden jeg spurter videre – men at det faktisk er dén, der er det ønskede udgangspunkt og det andet, der er afvigelsen.

Jeg ved ikke, om det overhovedet giver mening uden for mit hoved, men det føles som et ret markant og vigtigt skifte for mig.

Så. Måske når jeg værelserne i næste uge. Måske gør jeg ikke. Men hvis jeg gør, så håber jeg, at jeg har taget dem, fordi der var tid og overskud til det, og fordi der ikke var noget andet, der føltes vigtigere.

M2024, uge 46

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg endelig fundet forklaringen på, hvorfor mine Siriuslys dør på et par dage – og den er så enkel, at man næsten får ondt i hovedet.

For små lys har små batterier, og dermed er det begrænset, hvor meget strøm, de kan suge til sig i en oplader…

Så. Altså. Ja. Ikke raketvidenskab, når det kommer til stykket. Men sgu stadig irriterende at opdage, når man HAR købt 4, og reklamerne råber MEGET højt om de 200 timers brændetid. Til gengæld er dem, jeg har talt med, enige om, at de store bloklys faktisk holder, hvad de lover, så i det mindste har jeg nu et ønske til jul.

2.

Har jeg brugt ret meget tid på at lede efter det, som jeg har lært hedder en ‘kreditorforsikring’.

Ultraforsimplet kan tolkeopgaver opdeles i to hovedgrupper: Dem, jeg selv kan tage og fakturere, og dem, der kræver en underleverandøraftale. De første er f.eks. opgaver på sygehuse og jobcentre, mens de sidste er uddannelser, lægebesøg osv.

De opgaver, jeg selv kan tage, fakturerer jeg på dagen, så pengene ruller ind løbende, mens de opgaver, jeg dækker som underleverandør, skal samles på en månedlig faktura. Det giver mening, fordi det ville give meget administrativt arbejde, hvis jeg skulle fakturere hver enkelt dag, jeg tolker stort kørekort på Dekra, én for én.

Men det betyder, at jeg kan have ret mange penge til gode hos et firma, jeg er underleverandør for. Når jeg sender min faktura ultimo oktober, betyder det, at jeg f.eks. d. 15. november både har disse penge til gode, men samtidig også har penge ude for de opgaver, jeg har tolket fra d. 01. – 15. november. De er jo reelt set tjent; de er bare ikke faktureret endnu.

Det giver mig et ret anseeligt problem, hvis det pågældende firma går konkurs, og fordi jeg to gange har været ansat i et tolkefirma, det er sket for, er det en risiko, som det er dumt at ignorere.

De ansatte i en virksomhed er sikrede af Lønmodtagernes Garantifond, og havde jeg solgt kopipapir eller mobiltelefoner, ville jeg bare skulle anmelde mit krav i et eventuelt konkursbo – men fordi der kun er 4 større tolkefirmaer i Danmark, har vi ikke mulighed for at sprede vores tabsrisiko ret meget, ligesom vi heller ikke kan udvide sortimentet.

Derfor besluttede jeg for et par måneder siden at grave lidt i, om der er andre måder at sikre sig på, og jeg er efter mange telefonsamtaler og mailkorrespondancer endt med at have fundet ud af, at det, jeg er på jagt efter, hedder en kreditorforsikring.

Nu har jeg bestilt tilbud på dét hjem fra 3 forskellige selskaber, og jeg håber, at jeg kan finde en løsning, der ikke er så dyr, at den koster mere, end jeg potentielt risikerer at tabe.

3.

Har Antons fødselsdag (i morgen, mandag) i år krævet lidt mere elastik, end den plejer.

For sidste weekend fandt hjemmehjælpen søde oldefar på 97 på gulvet, da de kom ind til ham. Han har indtil nu været nærmest urimeligt frisk; f.eks. talte vi om det amerikanske valg og klimaforandringer, da jeg besøgte ham sidste søndag – inden jeg hjalp ham med noget, der lige drillede lidt på hans iPhone 15.

Men når man når op i dén alder, kan tingene ændre sig meget, meget hurtigt, og derfor har vi brugt en god del af ugen på ikke at vide, hvad vej, det ville gå. Af samme grund vidste vi ikke, hvordan det ville ende med at udvikle sig ift. den fødselsdag, familien var inviteret til i går, lørdag – og altså. Når vi taler livet og døden ind i ligningen, så er madspild og planlægning jo inderligt ligegyldigt. Men derfor skal man stadig være klar med en plan A og en plan B.

Samtidig har jeg inviteret Antons klassekammerater til fødselsdag, og det er virgin soil. For på S-linjen er det ikke noget, der før er blevet gjort, og det er derfor virkelig svært at vide, hvordan man griber det an. Jeg kender ikke børnene ret godt, det er en gruppe, der løbende kommer nye børn til, og det er meget forskelligt, hvad de kan rumme.

Omvendt er der jo så ikke et Plejer at bokse med, så jeg traf en rask beslutning og inviterede dem i Escape Zone til en omgang Lasergame – efter lige at have klapper af med en lærer, at jeg godt kan stå med de 10 hærdebrede, neurodivergente ungersvende selv.

Jeg har derfor hele ugen været i gang med at planlægge én fødselsdag, jeg ikke vidste, om ville blive til noget, og én, jeg ikke ved, hvad jeg skal forvente mig af, og det giver jo ret mange bevægelige dele.

Men jeg planlagde en menu, hvor alt, hvad familien skulle udsættes for, også ville fungere med drengene, og så har jeg ellers holdt hestene.

Torsdag begyndte det at gå den rigtige vej med oldefar, fredag så det så godt ud, at vi besluttede at køre fuld fødselsdag lørdag, og i går formiddag smøgede jeg så ærmerne op og kørte hjemmeværnskøkken, så der både var mad til familien og til drengene i dag.

Det er i småtingsafdelingen, men jeg er stadig glad for ikke at stå med et køleskab fyldt med mad, vi ikke kan nå at spise.

Månedens mål, november, (3/4)

Det, jeg egentlig havde på tapetet, var oprydning på børnenes værelser – hvilket er en opgave, vi alle 3 hader af inderlige, oprigtige hjerter.

Men den forestående fødselsdag og jul er så konkret en begivenhed, at selv ungerne kan se ideen i at få sorteret, sendt videre og ryddet op, og derfor plejer vi at gøre det lige omkring Antons fødselsdag.

Vi lægger planer, Gud ler, og derfor har vi ikke nået at sortere så meget som 2 legoklodser i ugen, der er gået.

Jeg håber, at vi kan få det smidt ind i ugen, der kommer, for det ER virkelig rart at have gjort – men det er også en opgave, der kun giver mening, hvis man kan bruge den tid på det, det kræver.