Kategori: M20XX

M2021, uge 18

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Skrevet til Bilka To Go og foreslået, at de laver en ‘Overraskelser – nej tak’-boks på deres bestillingsside, ligesom de har på de mærker, man kan samle. 

For jeg er sikker på, at det for nogle er skønt, at der gemmer sig lidt ekstra i poserne, og jeg er klar over, at det får mig til at lyde som en sur, gammel kost, når jeg gerne vil frabede mig de her ting. Men jeg får stress over pludselig at stå med et helt brød, ingen af os spiser, solbærsaft, ingen af os drikker eller en hel flaske shampo til krøllet hår. (Vi har alle 3 hår, der får får Legolas’ til at fremstå som en hidsig 80’er-perm).

Jeg ved godt, at man bare kan skrive det under ‘Kommentarer’ i sin bestilling, men jeg vil gerne puffe lidt til, at folk får lov til at forholde sig en smule mere aktivt til det, end bare at konstatere, at de har fået noget gratis. Det her var en nem måde at sikre på, at tingene landede hos dem, der gerne ville have dem, fordi de kunne bruge dem. 

2.

Skrevet lidt med et par forlag; det ene har sendt mig bøger over det sidste år, mens det andet har spurgt, om de måtte sende fremover. Jeg har skrevet til dem begge, at de skal sende deres anmeldereksemplarer til nogle andre – og i modsætning til bilka-punktet ovenover, er jeg virkelige ærgerlig over det her.

Som det er nu, skal jeg både opgive til Skat, at jeg har modtaget bøgerne som gaver, og jeg skal disclaime til op over begge ører, hvis jeg skriver en anmeldelse. Og hvor jeg godt forstår det, når vi taler om cykler, kaffe og make up, så synes jeg, det er SÅ! ÅNDSSVAGT! med bøger. For modsat alle mulige andre brugsgenstande, så kan man jo bare låne de her bøger på biblioteket, og når man kan læse dem, uden at skulle købe dem, så synes jeg, at hele argumentet om, at man som blogger kan lokke uforvarende læsere med paraderne nede til at købe noget, forsvinder.

Og jeg bliver sindssyg over, at vi skal BRØLE op om, at der er tale om reklame, mens alle dameblade og aviser, som ved Gud i himlen heller ikke har haft dankortet fremme, må modtage bøger, rejser og middage, skrive anmeldelser om det hele og forklæde det som content.

Men det kan forfatterne ikke gøre for, og jeg var nået til et punkt, hvor jeg fik dårlig samvittighed, hver gang der landede en bog i min postkasse. Jeg synes, alle involverede parter har fortjent mere og bedre end dét, så nu har jeg gjort, hvad jeg kan, for at bøgerne kan komme ud, hvor de kan få lov at arbejde mere aktivt, så der forhåbentlig kan sælges flere af dem, og vi på den måde kan være med til at sikre, at de dygtige forfattere kan skrive noget mere, og ikke skal lide sultedøden, fordi de tilfældigvis er virkelig gode til at skrive. 

3.

Ryddet op i mit køkken. 

Hvis man tænker, at det sgu da er utroligt, at jeg kan blive ved med at rydde op, er der ikke noget at sige til det. Jeg har svært ved selv at redegøre for, hvorfor mine skabe i løbet af et år bliver mere og mere tetris-agtige, for jeg køber godt nok sjældent nye ting. Men ind i mellem får børnene en ny vandflaske eller madkasse, og for mit eget vedkommende er krus er mit kryptonit. Selvom jeg gør mig *meget* umage for ikke at købe alle dem, jeg ser, så sniger der sig alligevel et nyt ind i ny og næ.

Sidste weekend besluttede jeg, at det var tid til en overhaling, og at jeg ville tage ét skabs-fag om dagen. På den måde forblev projektet overskueligt, samtidig med, at jeg havde udsigt til at nå igennem det, mens jeg stadig var optændt af den hellige ild.

Jeg smed alle glas og krus ud, der var skårede, havde fået glaspest eller som jeg bare måtte konstatere, at jeg ikke længere brugte. Og kunne jeg have foræret noget af det væk? Formentlig. Men meget af det var sgu så brugt, at det ikke var værd at give videre, og det udløste en tur i manegen til min gamle kæphest: Tag ansvar for dit eget affald. Uanset om vi taler om tøj, legetøj eller køkkenting, så synes jeg, det er fin stil, at man selv sørger for at skille sig af med det, der ikke kan mere, i stedet for bare at tørre opgaven af på den næste.

De skæve og forvaskede madkasser røg ud, de plastikbøtter, der bare har samlet støv, sagde vi også farvel til, og de ting, som jeg var i tvivl om, om jeg skulle gemme, sidste gang jeg ryddede op, røg ud i denne ombæring. Nogle ting skal man være klar til at give slip på, og det er man bare først, når man er. 

Undervejs blev jeg, som altid, grebet af trangen til også at gøre ovnen ren og give opvaskemaskinen den store tur, men som jeg har skrevet lidt om her, så er det bare en meget god ide at holde sig for øje, om man rydder op, eller om man gør rent. Ellers ender projektet med at vokse sig uoverskueligt – og hellere nå igennem alle skabe, og så gemme de andre ting til et andet tidspunkt, end at nå 1/4 igennem det hele, og så opgive, fordi hverdagen kommer snapper dig i haserne.

I mit ene køkkenskab har jeg en plastiklomme, som jeg løbende smider bon’er og følgesedler i, og den fik jeg også striglet. Det kunne ikke falde mig ind at gå tilbage med et par sokker, der er 4 måneder gamle, men jeg har bare prøvet flere gange, at jeg køber et eller andet, tænker ‘det skal jeg ikke bytte’, smider bon’en ud – og så er der huller i, fejl på eller tingen går i stykker første gang, jeg bruger den. Derfor smider jeg alle bon’er på tøj og ting i plastiklommen, og en gang eller to om året rydder jeg så op i den.

Da jeg var færdig, havde jeg 10 stykker papir tillbage. Jeg skrev på dem, hvad de dækkede over (‘høretelefoner’, ‘vinterjakke, Frida’) og lagde dem ud i den sidste mappe, jeg har tilbage med papir i. Her har jeg 3 plastiklommer med årstal på, og hvor de(n), dengang jeg bare smed alt i samme lomme, reelt var ubrugelig(e), for hvem gider læse 300 bon’er igennem for at finde én bestemt, så kan jeg idag finde de fysiske bon’er på under 20 sekunder, og de elektroniske på 30, fordi jeg på følgesedlen kan se, hvor varen er købt.

Nu er her så pænt, at jeg har lyst til at pille skabslågerne af, så jeg konstant kan beundre mit værk, og jeg har det sådan her, hver eneste gang jeg går ud i køkkenet:

M2021, uge 17

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fyldt tanken på min nye bil. 300 kr. Jeg grinede højt. Det føltes i mistænkelig grad som tyveri. Hvor langt den kan køre på de 30 liter, spørger du? 900 km. Ni. Hundrede. Min hjerne er blæst ud ad hovedet på mig. Den gamle kostede 500 kr. at tanke, og kunne køre 550 km. på en tankfuld. Det her er godt nok noget HELT andet. 

2.

Genindført to-retters princippet for at få spist nogle af de små rester, jeg har i fryseren. Jeg glemmer somme tider, at man faktisk kan tænke forret eller dessert ind i en madplan, men den sidste uge har jeg husket det, og det har nærmest været lidt hyggeligt. 

3.

Været En Dygtig Voksen.

Dagen efter jeg havde fået min nye bil, tjekkede jeg op på vejhjælpen, jeg har gennem min forsikring, for at sikre mig, at de havde den nye bil registreret – for det skulle *lige* passe, ikke? Det var godt, jeg gjorde det, for det havde de ikke. Og hvis uheldet havde været ude, havde jeg fået en fuld regning for eventuel assistance, kunne manden fortælle mig.

Da der var styr på dén del, tjekkede jeg op med min egen forsikring, som jeg havde sendt al info til i det sekund, den nye bil var indregistreret. De havde stadig den gamle stående, så den bad jeg om at få lukket, så jeg ikke risikerede en ekstra regning, og så nærlæste jeg ellers den nye police med en lup. Det var *også* en god ide, viste det sig, for under km stod der i min tilsendte police ‘Over 40.000 km. pr. år’ mens der på min onlinepolice stod ‘Over 99.000 km. pr. år’. Og godt nok kører jeg meget, meeeeen….

Det viste sig, at ‘Fri kilometer’ for et par år tilbage gik fra 30.000 til 40.000 km. Jeg bad om at få det rettet, så det fremadrettet hedder ‘Op til 40.000’ og det gav en øjeblikkelig besparelse på 1000 kr. pr. år. 

Jeg har selv et ansvar for at læse min police; det ved jeg godt. Men jeg tror, de færreste går ind og læser op på dem, sådan vilkårligt og præventivt, og jeg synes, det havde været fin service, om man havde gjort opmærksom på den her ændring.

Min nye bil viser sig samtidig at være dyrere end den gamle at forsikre, hvilket jeg simpelthen ikke forstår. Da jeg spurgte, var svaret: “Ja, haha, hvis bare jeg havde en krone for hver gang, jeg havde fået det spørgsmål..!” (og sagsøg mig, men jeg kom til, spidst, at hvisle: “Jamen, så havde det sgu da været en god ide, hvis du havde brugt 10 minutter på at tjekke op på det, så du kunne give mig et ordentligt svar!?”) – og derfor er jeg, as we speak, i gang med at speeddate andre forsikringsselskaber. Om nogen derude kan lave en bedre løsning ved jeg ikke, men hvis ikke, kan jeg i det mindste sove trygt ved tanken om, at jeg *har* afsøgt markedet.

M2021, uge 16

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Opdaget at jeg overhamstrer på ting, som jeg bruger meget sjældent. Jeg har i denne uge lavet noget asiatisk kylling, og skulle i den forbindelse bruge peanuts og soya. Jeg havde i skabet, men kun en smule af begge dele, og jeg havde derfor skrevet dem på sedlen. Men så kom jeg til at tænke på, at det faktisk er sådan, jeg somme tider får skabt mad-stress for mig selv, for når jeg køber noget nyt, så ligger det i skabet og glor, og bliver noget, jeg så synes, jeg skal omsætte, når jeg bladrer skabet igennem næste gang.

Jeg vil gerne være bedre til at vurdere, hvornår noget reelt er basisvarer, som det er træls at løbe tør for, og hvornår noget er bundet op på en specifik ret, og derfor kan vente med at blive stucket up, til jeg skal lave retten næste gang. 

2.

Været en idiot med arvesko og jakker. Jeg FATTER ikke, at det stadig kan ske. Men jeg var 1000% sikker på, at Frida havde jakker, mens Anton manglede, og at begge børn manglede sandaler.

Det viser sig, at der lå ikke færre en 3 jakker og ventede på Anton, og de sandaler, jeg købte til ham sidste år, passer stadig. Frida mangler til gengæld jakker, og hende har jeg ikke købt til. Så det er rigtig flot. 

Det er heldigvis efterhånden sjældent, at jeg går i fælden, men når jeg gør, så kan jeg virkelig mærke i hele mit selvhads-center, at tiden, jeg som oftes bruger på at være på forkant, er godt givet ud. 

3.

Bagt en kæmpe Big Mac – ja, det er en ting – og ja. Den smager som the real deal – og prøvet at fryse den på bagepapir. Det er ikke så tit, vi får ting, der er bagt i dej, men hver eneste gang vi gør, bakser jeg med, hvordan jeg fryser det. At smide det i bokse optager unødvendigt meget plads, og det bliver noget knald, når jeg skal flytte det fra boksen over på bagepladen, fordi dejen bliver lidt klistret, når den har været i fryseren, og dermed svær at flytte med, når den er kold. 

Jeg har brugt låg fra plastikbøtter, men det synes jeg heller ikke fungerer, så nu har jeg prøvet at dele et ark bagepapir i 4 og pakke det omkring de stykker, der er smidt i fryseren. Tanken er, at jeg dels kan bruge posen igen (papiret er pakket rundt om slicen, så posen bliver ikke beskidt), og dels kan smide maden i ovnen, indpakket i papiret. Så må vi se, om dét fungerer. 

4.

Købt min nye bil, og alle vågne nætter og overvejelser til trods, så følte jeg mig som en strong, independant woman, da jeg denne gang kunne smide udbetalingen kontant. Min opsparing skal lige komme sig, men jeg har stadig 10.000 til at stå, så vi er ikke slået helt tilbage til start.

——————————————-

Til sidst vil jeg gerne sige tusind tak for engagement og kommentarer til det seneste indlæg. I er nogle kloge damer, og det var fedt at få input hentet i praktisk erfaring af både den gode og den dårlige slags. 

Efter at have tygget på det, lander jeg på, at jeg mentalt flytter make up over i samme kategori som tøj, og dermed forholder mig til det fra gang til gang. Indtil videre er det meget sart og fint, hvad Frida gerne vil tage på, og det kan jeg godt leve med. Ikke mindst fordi jeg tror, at det er én af dem, hvor det kan give bagslag at begynde at regulere det, før det er nødvendigt: At det i givet fald vil gå fra at være noget, hun synes er sjovt 3-4 gange i måneden, til at blive et dagligt clash of the Titans, fordi det med et forbud pludselig bliver *meget* mere interessant.

Men jeg har mentalt-noteret mig alt, hvad I har skrevet, og jeg vil have det i baghovedet de næste par år. Det er et fedt forspring at have fået foræret, så tak for hjælpen – og god weekend.

M2021, uge 15

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Haft en uge med flere sene dage i træk. Sådan er mit job, og det er ok. Jeg er efterhånden blevet verdensmester i planlægning, hvor morgenerne udnyttes, og jeg planlægger aftensmaden, så jeg laver den, de dage, vi er tidligere hjemme og så bare skal varme rester, de dage, det bliver sent. Men når jeg har 3 eller 4 på-hinanden-følgende dage, hvor vi er hjemme mellem 17 og 17.30, så bliver det en smule sværere at få matematikken til at gå op – også fordi det blik ud over ugen, man ellers laver løbende, bliver blokeret af her-og-nu praktik som Aula, høfeber og bukser, der er blevet for korte. Sagt med andre ord når jeg ikke at forholde mig til morgendagen, før jeg står midt i den. 

Derfor havde jeg egentlig onsdag besluttet, at vi måtte tage noget take-away med hjem, men da det gik op for mig, at vi også manglede en håndfuld småting, sadlede jeg om, og bestilte varer hos Bilka to-go.

Min lokale pizzamand bringer ikke ud, og de madsteder, der ligger tættest på som gør, ligger stadig så langt væk, at pizza, pitabrødet osv. er lunkent og træls, når det når frem. Det betyder, at der ikke er forskel på, om jeg skal hente varer i Bilka eller pizza på hjørnet, og på den her måde sparede vi både penge, fik noget lidt mere lødigt at spise og ordnet lidt småindkøb i samme ombæring.

2.

Nydt, at jeg kunne bestille præcis de sandaler til børnene, som de gerne ville have. Og altså; jeg kunne jo ikke have købt Versace til dem, hvis det var dem, de havde forelsket sig i, men fordi jeg er så langt nu, at mit ene lån er betalt ud, og jeg kun mangler 3 afdrag (7.500) på det andet, så *er* der faktisk penge til at købe de guld-Hummel, som Frida havde forelsket sig i, og de sandaler med det Brazilianske flag, som Anton ikke kunne leve uden. Det er FEDT at kunne gøre, og jeg tænker virkelig tit, at det er i de små hverdagssituationer, jeg føler den største frihed ved at have betalt min gæld (næsten) ud. 

3.

Slugt en kamel (næsten) uden at blive kvalt. 

For apropos #2, ville det jo være skønt, hvis jeg så fik lov at prøve det vilde liv som gældfri et års tid, inden jeg stiftede ny, men sådan bliver det ikke. Det har jeg bøvlet med oppe i hovedet, for var det ikke Målet? Har det hele ikke næsten været forgæves, hvis jeg bare starter forfra nu?

Jeg vil ikke lyve: Sådan kan jeg stadig have det. Dagligt. 

Men.

Hvis der er noget, jeg har lært at de sidste 20 år, hvor jeg næsten, med renter og renters rente, ender med at have betalt en lille halv million ud, så er det, at det, der kan virke som en god idé i situationen, kan ende med at være det modsatte. For vi bestemmer ikke altid selv, hvordan tingene udvikler sig, og vi lægger planer, og Gud ler. 

Og uanset hvordan jeg sætter det op, så har jeg ift. min bil 3 reelle valg:

*At tage chancen og satse på, at den nuværende kan køre videre. Det vil koste mig mindst 10.000 kr., og jeg kan stadig risikere, at den dør i morgen. 

*At sælge den gamle og lease en ny.

*At købe en ny brugt.

Og de to første muligheder virker tillokkende, fordi de ikke kræver nye lån, men uanset hvor længe og hvordan jeg regner på det, så bliver de dyrere end den sidste på sigt. Så jeg bliver ved med at nå frem til, at det her vil være en økonomisk dårligere beslutning at undlade at stifte gæld end at gøre det – hvor ulogisk det så end kan føles.

Så nu er der bestilt en bil. Min oprindelige plan var, at det skulle være en billig brugt, og jeg havde egentlig fundet én. Men da jeg kørte ud for at tale med forhandleren, snakkede vi længe frem og tibage, og hans klare anbefaling var at købe én, der var nyere, fordi de penge, jeg håbede på at spare på købet, formentlig ville blive ædt op af værkstedsregninger. Desuden ville jeg med en ældre brugt også miste en pæn luns restværdi, og jeg ville få samme kapløb med tiden, som jeg har haft med den nuværende, hvor jeg pga. mine mange km, hele tiden risikerer, at den dør, før den er betalt ud. 

Jeg prøvekørte en demomodel, fik lavet et tilbud – og kørte lige hjem til min mekaniker og spurgte, om han kunne skaffe en tilsvarende, for så ville jeg købe den hos ham. Han har været den STØRSTE helt over de sidste 4 år, og det vil jeg simpelthen så gerne honorere. 

Han har fundet én, der har kørt 2000 km., som er fra december 2020, hvilket betyder, at jeg får den med 1,5 års fabriksgaranti. Jeg spurgte ham ligeud, om han tjente på den, for det vil jeg så utrolig gerne, at han gør, og hans svar var, at han tjente lidt på bilen, og ville tjene på finansieringen også, hvis jeg købte gennem ham. Så det er sat i værk. Om det kommer til at lykkedes, ved jeg ikke, for det første finansieringsselskab har afvist mig, fordi jeg kun har én indkomst og bor til leje (hvilket jeg skal arbejde ret aktivt for ikke at føle skam over), så pt. er han ved at undersøge en anden mulighed. Min egen bank kan næsten ikke være i sig selv over, hvor gerne de vil låne mig penge, så jeg er ikke som sådan bekymret, men jeg ville godt nok gerne give lidt igen for alle de gange, han “lige har fundet en reservedel, der lå og flød” eller kom og hentede mig på motorvejen, fordi min bil var død og jeg i bare befippelse kom til at ringe til ham. 

Vi ser, hvor det ender, men som det ser ud lige nu, kommer den her til at holde i min garage fra på fredag i næste uge:

M2021, uge 14

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Ryddet op på facebook. Ikke i venner, for der er algoritmen efterhånden så god/skræmmende, at jeg næsten udelukkende ser opslag fra dem, jeg interagerer med, men i grupper. Jeg er hoppet ud af dem, der ikke længere er relevante, og så har jeg smidt min administratorhat i ringen på et par stykker. I begge grupper fik andre buddet om at overtage først, og i den ene var en anden villig til at hoppe ind, men i den anden spillede folk døde, og det er fair. Men jeg slettede derfor gruppen uden videre dikkedarer. 

Jeg kan være slem til at tage sådan noget over for mange runder, både virtuelt og IRL. At jeg først annoncerer, at andre må træde til. Sker der intet, er jeg på talekassen igen. Sker der stadig intet, gør jeg opmærksom på, at det så betyder, at gruppen/det-jeg-står-for bliver nedlagt og først derefter gør jeg noget ved det. Men jeg har truffet en beslutning om at stoppe med at bruge så meget energi på noget, der faktisk er ligegyldigt. For der er jo ingen, der ligger vågne over, at en gruppe bliver nedlagt eller at jeg har solgt noget til anden side, hvis man har været for langsom til at reagere, så nu kører jeg one-strike-politik, og det har frigivet forbløffende meget energi.

2.

Købt et nyt cover til min nye telefon – igen.

Da jeg bestilte min 12’er, bestilte jeg i samme ombæring et nyt cover, som simpelthen var så pænt. Men det, man ikke kunne se på billedet af det var, at det var glat som en olieret fisk. Jeg havde det på i to dage, fordi jeg næsten ikke kunne bære at skulle bruge flere penge på noget, jeg allerede havde købt én gang, men efter 48 timer med dårlige nerver og 3 nær-ved-ulykker besluttede jeg, at det – trods alt – ville ærgre mig mere at smadre telefon og/eller skærm, når jeg kendte faren på forhånd.

3.

Læst – føles det som – alt, hvad der nogensinde er skrevet om leasing af biler og udfrittet alle, jeg kender, der har erfaring med det. 

Tre ting inden vi går videre:

*Resten af dette indlæg bliver meget kedeligt for dem, der ikke skal have en bil. Man er mere end tilgivet, hvis man holder weekend hér. 

*Jeg er ikke FDM. Jeg er bare mig, og alt nedenstående er det, jeg har kunne læse mig frem til. Hvis nogen kan se, at noget af det, jeg har skrevet, er forkert, eller jeg har misforstået noget, så meld ENDELIG ind. Og grav selv lidt mere i det, hvis du overvejer, for der kan sagtens være noget, jeg har overset. 

*Jeg har oplevet, at nogen går lidt i defensiven, når jeg har luftet, at leasing måske ikke er så god en idé. Her er der bare virkelig vigtigt for mig at understrege, at de to ord “ – for mig” står med usynligt blæk efter alt, hvad jeg skriver nedenfor. For jeg kender flere, der leaser, som elsker det; jeg er ikke ude på at skyde konceptet ned, og jeg kan SAGTENS se masser af steder, hvor det kan være en strålende ide. 

Men. 

For sådan én som mig, der de sidste 7 år i gennemsnit har kørt 33.000 km om året ser det, efter alt, hvad jeg kan læse mig til, ikke ud til at være en god ide.

Men inden jeg skriver om, hvorfor det er tilfældet, vil jeg faktisk gerne starte et andet sted, for jeg synes, at det første og største problem med leasing er, hvor svært det er at gennemskue. For som jeg forstår det, så skulle den største fordel ved leasing jo netop være, at man undgår overraskelser, og fjerner man den fordel, synes jeg, at det er begrænset, hvad man står tilbage med. 

De fordele, der er blevet nævnt i det materiale, jeg har kunne finde, har været:

*Man har mulighed for at køre en ny(ere) bil hele tiden.

*Man skal ikke tænke på restværdi.

*Man kan (efter en bindingsperiode) komme af med bilen stort set fra dag til dag og står ikke med en kæmpe restgæld, hvis man er tvunget til uventet at skulle skille sig af med den. 

*Service, dækskift, vejhjælp osv. er typisk med i pakken. 

*Man slipper for at stifte gæld.

*Man kan få underkørte kilometre refunderet (dog ikke til samme takst, som man selv betaler for dem)

Ovenstående kan være afgørende for nogle, mens der for andre er ting, der vejer tungere og det er tilfældet for mig.

Min situation er, at jeg skal vælge mellem en brugt bil og at lease, hvilket der ikke er lavet ret mange sammenligninger på. Jeg fandt ingen, men de må næsten være derude et sted. Jeg opgav af finde et uvildigt sted, hvor jeg kunne læse om det – de fleste sider er lavet af banker, forhandlere osv, hvilket man må formode medfører et vist bias pga. egeninteresser – så jeg prøvede simpelthen at hente tilbud på 4 forskellige biler med samme motorstørrelse som den, jeg kører i i dag. Derefter gjorde jeg det samme med forsikringer. 

For at tage det nemmeste først: De sammenligninger, jeg lavede, gav den samme pris på en leasingforsikring inkl. afleveringsforsikring, som jeg har på min nuværende bilforsikring. Her er altså ingen umiddelbar forskel.

Det hører også med til historien, at jeg har vejhjælp gennem min forsikring, og den udgift, nogle dermed kan slippe for, dermed ikke for mig er en besparelse.

Men herfra bliver det lidt mudret.

Fælles for alle 4 biler var, at de var slået op med 15.000 km. pr år, og alle sammen kostede lige knap 2000 pr/måned. Når jeg ændrede km-pakken til 30.000 (som var den højeste, jeg kunne vælge), steg prisen med lige omkring 1000 kr. pr. måned på dem alle. Dvs. en leje på 3000 kr pr. måned, hvilket er 300 kr. mere, end jeg skal give for hhv. en brugt-brugt over 3 år, eller en ny demomodel over 5 år.

(Og bare for god ordens skyld: Jeg siger ikke, at det er hverken urimeligt eller snyd. Flere kilometer medfører øget slid, og det skal selvfølgelig med i regnestykket).

Hvis regnestykket så stoppede ved, at man slap for mekanikerudgifter ville det være nemt, for man kan ikke komme ret meget på værksted for de cirka 10.000 kr, som 300 kr. x 36 måneder løber op i.

Problemet er, at det er UMULIGT at blive klogt på. hvad leasingselskaberne opfatter som omfattet af ‘almindeligt slid’, som er omfattet af din leasingaftale, og det synes jeg er superproblematisk. For så kender du jo ikke dine udgifter alligevel.

Ved leasing skal du, så vidt jeg kan tolke, selv betale for de ting, du “bruger” f.eks. bremser, vinduesviskere osv.

Banker nogen ind i siden på dig, er det kasko og selvrisiko – dvs. samme betingelser som hvis du ejer bilen (altså, ikke noget sparet ved leasing) og hvor du med en bil, du ejer, selv kan bestemme, om du vil have lavet de små lakskader, om du kan leve med en dør i en anden farve, om reservedelene skal være originale eller må være de billigere standart-versioner, så er det leasingselskabet, der bestemmer, hvad der skal laves og med hvad og hvordan, når du leaser. 

Man kan tegne en afleveringsforsikring på leasingbiler – men igen sidder jeg, som semipro-googler, og kan ikke blive klog på detaljerne på forhånd. For hvis alt kan gå under den, så er meget jo reddet der – men jeg fandt eksempler på, at hvert eneste lille stenslag i lakken talte som separate skader, at en sele, man har smækket døren på, ikke var omfattet af almindeligt slid (og dermed dækket af forsikringen dækkede) osv. osv. 

Endelig er der jo en restværdi i en brugt bil, som man ikke har, når man leaser. De indledende vurderinger er, at jeg kan få ca. 20.000 kr. for min nuværende i bytte. Forudsat at jeg ville kunne få det samme for den næste, jeg køber, betyder det, at jeg, hvis jeg lægger restværdi og merudgift ved leasing frem for afbetaling sammen, ender med en merudgift på 30.000 kr. ved leasing fremfor køb.

Dertil kommer afregning for eventuelt overkørte kilometre, og de små eller store reparationer, jeg kan høre, at stort set alle har, når de afleverer. Og 30.000+ kan man immervæk køre en del på værksted for.

Jeg vil også gerne lige have med, at det for mig ville være en betydelig stressfaktor, at jeg hele tiden skulle holde øje med mit kilometerforbrug; specielt fordi vi ikke har en bil nummer to, jeg ville kunne “aflaste” med.

Min konklusion er derfor, at den usikkerhed, jeg egentlig gerne ville betale mig fra ved at lease, faktisk ikke forsvinder, fordi jeg, pga. mit km-forbrug, betaler så høj en månedlig ydelse. Dermed er der ingen månedlig besparelse (ift. afbetaling) at “afsætte” til de usikkerhedsmomenter, jeg synes, man har ved leasing.

Som sagt: Kast jer i blækhuset, hvis der er noget, jeg har overset eller misforstået. Også hvis det er noget, der måske ikke lige passer på min situation. Det her indlæg må meget gerne være et, andre, der overvejer leasing, kan have gavn af, så skrivskrivskriv og lad os se, om ikke vi ved fælles hjælp kan gøre der her bare en anelse mere overskueligt.

M2021, uge 12

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Holdt hestene og dermed undgået at købe en GPS, som – viser det sig – jeg ikke har brug for. 

Og inden jeg går videre: Jeg ved godt, at de fleste mennesker idag bruger deres telefon, men det vil jeg gerne være fri for. Dels fordi jeg er lidt hidsig med ikke at have en telefon til at hænge og friste med beskeder og notifikationer, når jeg kører, og dels af den lavpraktiske grund, at jeg i løbet af en arbejdsuge ofte tolker steder, jeg aldrig har været før, og hvor jeg derfor er 100% afhængig af teknik, som kan guide mig derhen. Det betyder, at jeg reelt er uarbejdsdygtig, hvis jeg glemmer min telefon, eller den løber tør for strøm, og da stikket i min bil ikke virker, kan jeg ikke lade den op, når jeg er på farten. 

Nå, men i sidste uge døde min GPS så, og fordi de sidste par uger har været helt vanvittigt travle, var jeg egentlig, tju-hej, på vej på Marketplace for at finde en brugt, men inden jeg nåede så langt, snakkede jeg med min far og fik i forbifarten nævnt, at den var stået af.

“Men du fik da vores den gamle?” sagde han. Hvilket jeg hårdnakket benægtede, fordi 1) det ville jeg kunne huske og 2) jeg ville vide, hvor i mine meget trimmede skabe, den i givet fald ville befinde sig.

Lang historie kort: Min far havde ret – og for at føje spot til skade kunne han endda fortælle mig, hvor jeg havde lagt den.

Jeg siger ikke, at jeg hellere ville have betalt for en ny. Jeg siger bare, at en ny ikke ville have sendt mig overbærende, triumferende blikke de næste mange måneder. 

2.

Som nævnt haft helt vanvittigt travlt. Det samme gjorde sig gældende ugen før, og hvor mange ting kan skubbes en uge, så bliver det lidt mere kritisk med rent tøj, tjek-ups af netbank osv., hvis man ikke forholder sig til det i flere uger.

For mig har de uger altid været én af de største fælder ift. madspild, fordi det overskud, jeg følte, da jeg skrev indkøbssedlen i weekenden, for længst er fordampet, når jeg sætter nøglen i døren mandag kl. 17. 

I den slags perioder føler jeg faktisk, at jeg drager nytte af det mindset, jeg har udviklet over de sidste 3 år. At jeg er blevet god til at sortere fornuftigt og vurdere, hvordan jeg ikke bare laver strudsen, og dermed skaber en pukkel, så et par travle uger pludselig forvandler sig til en uoverskuelig måned, fordi alt det, der hober sig op, tålmodigt står og venter ved målstregen. 

Så jeg har omhyggeligt sørget for, at jeg alle løse ender var bundet hver eneste aften, inden jeg gik i seng, og at der var ryddet op og sat i opvaskemaskinen, inden vi kørte om morgenen. Madplanen har været ultra-simpel, med fryser-indslag til børnene og en salat/sandwich/pita-kombination til mig, så der kun skulle hakkes grønt et par gange undervejs. Det betyder, at jeg nærmest besvimede, da jeg landede i sofaen igår, men til gengæld stod jeg op her til morgen og havde fri, og aftensmaden her til aften var en lækker mexicansk tærte, hvor alle rester af grønt, ost og æg kunne smides i. 

3.

Endelig, endelig, ENDELIG fået min nye telefon. Det var godt nok også ved at være kritisk med den gamle, som efterhånden crashede 7-8 gange om dagen, og fordi mit teleselskab blev ved med ikke at kunne sige, hvornår den kom på lager, endte jeg i onsdags med at skifte til et af de mange andre selskaber, der havde den.

Den kom igår, jeg har hentet den idag, og jeg elsker den. 

Jeg har købt en 12’er, og jeg har ikke de fjerneste skrupler omkring det. Den aflagte var en 6’er, så jeg slider mine telefoner HELT i bund, og derfor ville jeg denne gang gerne have én, der ikke allerede var bagud, når jeg tog den ud af pakken. Det er min 4. iPhone og den første, jeg køber fra ny af, og da den samtidig var på tilbud, så jeg sparede 1600 på den, havde jeg det lidt som om, Gud talte direkte til mig.

Er listerne opdateret med følgende:

Podcasts:

Let’s go to court

True crime podcast, som jeg er stødt på et par gange, men hver gang har fravalgt, fordi jeg syntes, det lød virkelig uinteressant at høre retsager genfortalt – men det er det på ingen måde. Tværtimod betyder det, at man får lov at høre en masse sager og historier, man ikke har hørt før.

Stilen minder meget om Sinisterhood, som jeg også er vild med, så kæmpe win at finde én at kaste sig over, med 150 helt nye afsnit at binge. 

The thing about Pam

En fortælling om en klassisk mordsag, som tager nogle ret vanvittige drejninger undervejs. 

Den er hostet af Keith Morrison, som er en institution i amerikans true crime, fordi han er vært på Dateline. Hans fortælle-stil er ‘nu skal onkel morfar fortælle dig en historie’ og det er man nok enten til eller også er man SLET ikke. Jeg lå på vippen de første par afsnit, men historien er virkelig god, og efter et par episoder gror det på én, og det er næsten trist, når serien er slut.

Finding Fred

Til dem, der ikke lige kender Mr. (Fred) Rogers, var han en umådelig populært børneshows-tv-vært i USA i flere årtier. Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg i sin tid bed mærke i den her podcast, for som helt almindelig dansker har jeg ikke rigtigt noget forhold til Mr. Rogers. 

Holdet bag podcasten sætter sig for at finde ud af, hvad det var, der gjorde Fred Rogers til det symbol på godhed og indsigt i børn og deres verdensforståelse, som han var. Det kan lyde irrelevant og fjernt, men podcasten udvikler sig til at blive en virkelig fin fortælling om, hvad det gode i mennesket er, om det er født eller tillært, og om vi skal se det bedste i mennesker, når de sårer os bevidst.

Ofrene

P7-værten Sandie Westh, som er søster til Jannie Westh, der i 2007 blev slået ihjel af sin kæreste, har startet en podcast for at tage ofrenes historier tilbage. Jeg følger hende på Instagram, og som jeg forstår projektet, så er det et opgør med hele true crime genren, fordi den føles ulækker og uværdig, når det er et menneske, man elsker, der er den ufrivillige hovedperson i historien.

Det er umuligt ikke at have sympati for projektet. Og jeg forstår virkelig godt, at det river hjerte og sjæl midt over, hvis man hører to værter sidde og cracke jokes om den mest traumatiske oplevelse, man har været igennem. 

I USA begynder de mennesker, der sidder tilbage, også at røre på sig i true crime genren, og der er ved at ske noget med måden, historierne fortælles på. Familiemedlemmer til både ofre og gerningsmænd deltager i stigende grad i debatten, og det tror jeg er godt.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg står; om jeg synes, man kan tage patent på en historie, når den er så voldsom at den finder vej til nyhederne. Hvor går grænsen? Hvem må fortælle? Kun familien? Kun etablerede medier? Må man lave film baseret på virkelige hændelser? Har antallet af ofre noget at sige? Må man fortælle om Utøya? Om 9/11? Og er det her i virkeligheden bare endnu en subgenre af true crime?

Det er komplekst, synes jeg, men vi kan under alle omstændigheder godt blive enige om, at det mindste, man som podcaster kan gøre, er at fortælle historien med empati og respekt for ofrene. Både dem, der ikke er her mere, og dem, der sidder tilbage. 

Serier:

Exit

Den her kan man streame på DR.

Beskrivelsen af den lyder således:

“Serien bygger på sande udsagn fra fire norske forretningsmænd, der tilbage i 2017 valgte at give et indblik i deres verden fyldt med stoffer, prostituerede, vold, sex, magt og penge.”

I call bullshit. Jeg tror, at man har lavet en Blair Witch, hvor man sælger den som dokumentar, men hvor det viser sig at være fri fantasi. Dels er det så ekstremt, at det er svært at forestille sig, at man ville kunne holde en karriere kørende med den livsstil på sidelinjen, og dels er der for pæne sløjfer om for mange af tingene til, at det kan være hentet i virkeligheden. Men vi er et par stykker i omgangskredsen, er er uenige, og måske er jeg bare en gammel, skeptisk dame, der er farvet af at være ramlet ind i en håndfuld podcasts, der har vist sig at være det pure opspind. Radioteater på nye flasker. Og det gider jeg ikke. Jeg får akut lukket kropssprog, når noget, jeg henter som dokumentar, viser sig at være fiktion. For år tilbage havde vi den samme diskussion om blogs: Må de være frit opfundne? Et fantasiland befolket af fiktive karakterer? Det synes jeg ikke, men jeg kan faktisk ikke helt forklare hvorfor. 

Anyway: Det er filmen Rich Kids flyttet til den norske finansverden, der er fuld fart på, og jeg var godt underholdt.

M2021, uge 11

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

Inden vi hopper til ugens punkter, tager jeg lige en afstikker. Jeg har fået en ‘I spørger, jeg svarer’-mail fra Pernille, der spørger, hvordan det at blogge har ændret sig over årene; om der er noget, jeg gør anderledes idag, end da jeg startede. Det vil jeg gerne prøve at skrive lidt om, men jeg kom til at tænke på, om der mon er andre, der har spekuleret over noget ift. selve bloggen/det at blogge? Det er lidt svært for mig at forestille mig, hvad man mon tænker, når man sidder på læsersiden – om overhovedet noget – men hvis nogen har noget, der emnemæssigt ligger op af det her, så smid det i kommentarfeltet eller I en mail på blogsbjerg@gmail.com – så tager vi det i samme ombæring.

Tilbage til studiet. 

I den forgangne uge har jeg :

1.

Lavet hjemmelavede kyllingespyd.

Gid mine børn bare var sådan nogle, der elskede alt og som var med på, at kylling er kylling, uanset facon. Det er desværre ikke tilfældet. Jeg ville helst købe spydene ferske, men færdige, men de er ikke til at opdrive, så den eneste mulighed er en KÆMPE kasse frosne af slagsen fra Bilka, som indeholder 45 stk. Det er vores fryser for lille til, og der kommer til at gå 3 år, før de er igennem dem. 

Derfor har jeg i denne uge købt en pose grillspyd af træ og to store pakker kylling på bud, og selv lavet en stak, som er smidt i fryseren. Det er – selvfølgelig – den billigste måde at gøre det på, men jeg haderhaderhader at røre ved råt kød, så lige her ville jeg betale mig fra det, hvis jeg kunne. 

2.

Fået penge tilbage i Skat, og den er på her, fordi det er min egen fortjeneste.

For jeg har snakket meget og ofte med samtlige ansatte derovre, og logget ind og ændret forskudsopgørelse så tit, at jeg er lidt overrasket over, at siden til sidst gad besvære sig med at logge mig af. Alt, hvad jeg kunne være pessimistisk omkring satte jeg så højt, som jeg kunne, mens jeg stort set fjernede alt, der kunne være en fordel for mig selv. Jeg fik, da jeg blev ansat, hvor jeg er nu, lønkontoret til at sætte min trækprocent op til 40, og mandag aften tog jeg mod til mig og loggede på.

13.000 kroner – LIGE ind på opsparingen, som, når de penge går ind, pludselig er på næsten 25.000. Jeg hiver de to sidste ugers indefrosne feriepenge ud, som også kommer derind, og når vi får børnepenge i april napper jeg de 5.000, jeg have forventet at bruge på fliser, Dengang Jeg Var Optimist, og smider dem i puljen også.

Det betyder, at jeg, når vi rammer sommerferien, og det sidste afdrag på lånet er betalt, pludselig har så anseelig en opsparing, at jeg ikke længere dræner den, hvis vaskemaskinen ryger, eller bilen skal på værksted, og jeg kan. ikke. beskrive, hvor vildt det føles.

3.

Ryddet op i skabe og skuffer og samlet de små rester af morgenmadsprodukter, som børnene eller jeg selv gik kold i, inden vi fik dem spist op. Jeg har væltet det hele i et kæmpeglas, sammen med de 3 æsker rosiner, ingen gad at have, en kvart pose tranebær, og de små chokoladeprikker, jeg købte til at bage med til jul, men aldrig nåede at bruge.

Det er blevet til en virkelig lækker müsli, og ud over, at den smager forrygende, så har det givet sådan nogle pæne skuffer og kasser, at alle de små, halvtomme poser og æsker er væk.

M2021, uge 10

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fået tilbud hjem på fliser i forhaven. 30.000 slag. Et par huse oppe har de fået lagt perlegrus, hvilket de gav 5.000 for, så jeg skal lægge mig fladt ned og indrømme, at jeg ikke havde forventet, det ville være så dyrt. Jeg er med på, at det, selvom det kun er 40m2, kræver både sand, stabilgrus, maskiner, afskaffelse af jord osv, og selvfølgelig løber det op. Men 30.000 godt nok? 

Der er ikke noget at gøre, for jeg bor i en boligforening, og derfor skal arbejdet være ‘håndværksmæssigt forsvarligt udført’ – og jeg tror desværre ikke, det rækker, at jeg har tolket brolægningskurser, og sgu godt i en snæver vending selv kunne måle stykket op. 

Jeg har lige skulle bruge et par dage på at sluge min skuffelse, for jeg havde godt nok glædet mig til en sommer, der startede allerede i april, hvor man snildt ville kunne sidde derude i solen med en kop kaffe, men på plussiden er jeg fri for at ligge søvnløs over, om jeg har råd. For det har jeg virkelig, virkelig ikke. 

2.

Købt en sofa og en lænestol brugt. 

Jeg havde sådan håbet, at jeg kunne holde liv i den gamle sofa bare ét år mere, men for et par uger siden var der pludselig hul på endnu en hynde – og to dage senere døde den sidste.

Min mor og jeg syede nyt betræk på den ene af puderne og puf’en sidste år, og det har sådan set holdt sig pænt. Men fordi det jo skal være noget ret slidstærkt stof, man syer på, er det ikke gratis.

Derfor blev jeg nødt til at lave en realistisk cost-benefit analyse på, hvad det ville koste at reparere endnu engang på den gamle kontra prisen for en ny brugt, og her tabte den gamle.

Jeg snusede rundt på marketplace og bogmærkede et par stykker, jeg godt kunne lide. Normalt betaler jeg bare, hvad folk sætter deres varer til salg til – i hvert fald hvis jeg synes, at prisen er nogenlunde rimelig. Men fordi jeg lige nu faktisk ikke havde en sofa på budgettet, besluttede jeg at prøve at presse prisen lidt, fordi jeg vurderede, at man nok rimelig gerne vil af med sin sofa, når man står og skal flytte. 

Jeg fandt en fin én af slagsen, som endda kom med en matchende lænestol, og fik slået 1/3 af prisen, som endte på 1100 kroner i alt.

Jeg må være ærlig og sige, at jeg sad bedre i den gamle, men succeskriteriet for den her er, at den kan holde et år eller to, hvorefter jeg så forhåbentlig kan købe det, jeg ægte gerne vil have, og set i dét lys, er det her en god mulighed for at finde ud af, hvad ‘det’ så er. Eksempelvis har jeg allerede nu spekuleret på, at det måske i virkeligheden ville give mere mening at købe 3 lænestole, end en sofa og en stol, fordi jeg synes, der bliver så høns-på-pind-agtigt at sidde side om side i en sofa, når man har gæster.

3.

Købt en  ny madkasse til Frida. 

Og inden jeg går videre, er der noget, jeg lige har brug for at adressere. For jeg har det altid lidt ambivalent med at skrive om specifikke ting i de her indlæg, fordi det føles meget kontra-20XX at anbefale noget, og dermed potentielt være årsag til øget forbrug.

Derudover giver det altid lidt ekstra henvendelser i indbakken fra firmaer, der gerne vil køre spons, når jeg nævner navne, og det får mig selvfølgelig til at tænke over, hvad det er, jeg signalerer. 

Omvendt er de ting, jeg nævner her, jo typisk noget, jeg har købt, fordi *vi* har manglet det, og hvor jeg har fundet et produkt, der af den ene eller anden grund falder i tråd med temaet her, f.eks. ved at nedsætte/overflødiggøre forbruget af éngangs-produkter, som tefiltre eller madpapir. Og det virker dumt og idiotisk at lovprise en kvalitet ved et produkt, hvis man ikke vil fortælle, hvad det så *er* for et produkt. 

Derfor ryger de på alligevel, men jeg håber, at I vil læse dem, som de er tænkt, nemlig som inspiration til miljøvenlige alternativer, som man kan overveje næste gang, man selv mangler.

Med det sagt: Tilbage til madkassen. 

Vi har tidligere rullet med både Sistema, små metalkufferter osv, fordi ingen af mine børn ret gerne spiser rugbrød. Derfor er indholdet af mere ukurant facon, og de flade madkasser har derfor ikke fungeret for os. Men hvor har jeg bandet over de åndssvage madkasser, fordi deres (mangel på) indretning har betydet, at alt skulle pakkes særskilt ind, enten i unævnelig engangsemballage eller i så mange plastikbøtter, at hele opvaskemaskinen nærmest er fyldt, når madkassen kommer hjem.

På en legeaftale for et par uger siden, havde en anden mor en Yumbox madkasse med, og jeg fik sgu næsten lyst til at spørge, om hun ikke også ville stå for min madpakke, for det så simpelthen så indbydende ud. Jeg fik navnet på den, søgte nettet tyndt og fandt udelukkende begejstring og fanfarer, også hos mennesker, jeg kender (= som jeg ved, hvor bor, og som derfor er lidt varsomme med at lyve).

Jeg bestilte én (og de er BARE dyre!) – og jeg elsker den. For ruminddelingen gør, at det ikke er nødvendigt med et eneste stykke madpapir, og låget slutter så tæt, at man kan have yoghurt eller andet flydende i rummene, uden at det løber ud. Jeg smører altid madpakker om aftenen og både frugt, grønt, brød og frikadeller holder sig fint og friskt til dagen efter.

Som en uventet sidegevinst oplever jeg, at det også er blevet nemmere at smøre madpakken, fordi de små rum giver en hånd i ryggen, både ift. ideer og ift. hvornår man er færdig. Det lyder dumt, og jeg føler mig lidt fjollet over at være så nem at narre, men #facts.

Jeg har fundet et par sponserede IG-profiler, hvor der er mange gode ideer at hente, og jeg forstår ikke helt, at jeg har haft børn i snart 11 år, uden på noget tidspunkt at have hørt om eller opdaget de her.

M2021, uge 9

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Ryddet op i Fridas sommertøj, mens hun ikke var hjemme. 

Jeg har de sidste par uger holdt lidt øje med, hvad hun har taget på af tøj, og da jeg kunne se et bestemt par bukser og en trøje, der var ved at være for små, tog jeg dem fra, da jeg havde vasket dem. På den måde havde jeg livvidde og længde at måle op imod, og det er, synes jeg, 10.000 gange nemmere end at vurdere på øjemål eller køre prøveseancer med barn, der har seperationsangst på alt med enhjørning og palietter. Nu, hvor jeg netop har flyttet rundt, har jeg 100% styr på, hvor alle kasser med sommertøj og arvetøj er, og derfor var det oplagt at få ryddet op i det nu.

Da jeg nu alligevel var i gang, tog jeg kasserne med overtøj. Vi har et par stykker i omgangskredsen, som er søde til at sende ting vores vej, og det betyder, at der somme tider er overlap, så vi pludselig har 3-4 jakker i samme størrelse. Jeg tog de pæneste af dem fra, og sendte resten, sammen med poserne med sommertøj, til Røde Kors. 

2.

Er jeg gået igang med at rydde op i fryseren. Jeg er, som vi har talt om før, utrolig god til at bruge den, når jeg har noget i overskud, men det er ikke altid, jeg er så god til at gå i den, når jeg har tid til at lave mad fra bunden.

De sidste par dage har jeg fået rester af onepot-pasta i tomatsuppe. Jeg er, hvis jeg selv skal sige det, ret effen til at holde hus med min grøntsagsskuffe, men somme tider har jeg alligevel en håndfuld grøntsager, der er blevet lidt matte i sokkerne. Dem hakker jeg, svitser og hælder en dåse hakkede tomater ved, spæder op med lidt bouillon, og smider suppen i fryseren. Jeg tror aldrig, jeg har spist den, som den er, men den er ualmindelig god at bruge sammen med de små rester, der ikke helt kan udgøre et måltid i sig selv. Burritofyld, pastaretter, kødboller, stegte ris osv kan alt sammen, uden problemer, hældes i, og det smager fantastisk.

(Man kan selvfølgelig gøre det samme med færdige supper, for en liter tomat- eller græskarsuppe fylder ikke meget i skabet, men er god at have som “opsamler”).

Jeg har skrevet 7 retter på min to-do, som alle sammen indeholder noget fra fryseren, så jeg over de næste par uger husker at sætte retterne på madplanen. 

3.

Solgt 4 puslespil i den lokale puslespilsgruppe – og undladt at købe nye. 

Jeg havde en del af mine puslespil i skabet i det gamle soveværelse, og de er jo så blevet hjemløse nu. Pt. står de på bordet i bryggerset og irriterer mit øje hver *eneste* gang, jeg går forbi. De nye skal lægges og sælges, og der skal ryddes lidt op i dem, jeg egentlig havde besluttet at beholde. Herefter må jeg finde en løsning til opbevaring, som er bedre end den nuværende. 

4.

Købt et net rødløg, og da jeg ville lægge løgene på plads, viste det sig, at halvdelen af dem var bløde. Lægger man dem ned i krukken til de andre, rådner det hele på rekordtid, så i stedet gjorde jeg kort proces og syltede dem. Det tog 8 minutter, og der blev et glas til både mig og min søde genbo.

M2021, uge 8, værelsesedition

Jeg er 3 billeder og en lampe fra at være færdig med værelserne, og er derfor allerede nået det punkt, hvor jeg nærmest ikke forstår, at jeg var så presset. Det er ufatteligt. Men værelserne er simpelthen blevet så gode, og så føles det som om, det var gråd og tænders gnidsel værd.

Egentlig var jeg begyndt at skrive det her indlæg onsdag, men mens jeg skrev, gik det op for mig, at det måske passer bedre med M2021-temaet, fordi jeg har forsøgt at genbruge, upcyckle og spare hele vejen igennem projektet. 

Da jeg samtidig prøver at holde mig for øje, at de ting, jeg skriver herinde skal være relevante for jer, har jeg valgt at konvertere indlægget til et tidligt M2021-indlæg. På den måde er der kun ét indlæg, man skal springe over, hvis man ikke overvejer at lave om, male glimmervægge eller på anden måde møfle rundt i sit hjem.

Det bliver lidt langt, og jeg er oprigtigt i tvivl om, hvordan jeg gør det overskueligt, men jeg har valgt, at jeg først laver en beskrivelse af, hvad jeg har gjort ved de enkelte rum, herefter laver en ‘hvad har jeg gjort mig af erfaringer’-passage, og til slut smider jeg en håndfuld anbefalinger af podcasts ind, som jeg har haft i ørerne undervejs. 

Der er NUL sure miner, hvis man hopper det her indlæg over. Hvis det er tilfældet: Møs, god weekend og vi ses i næste uge.

____________________

Fridas værelse: (2,50m x 3,10m)

Planen:

Jeg havde planlagt, at Frida skulle have den ene halvdel af min gamle seng, at hun skulle beholde det meget fine skrivebord, jeg fik lavet til Anton (af pladen fra mit gamle, massive spisebord) og at det store skab, der i forvejen stod i rummet skulle ud. Herefter ville jeg finde et mindre skab til tøj, og undervejs se, hvad muligheder jeg havde ift. ophæng af tøj (= Barnet Med De Tusind Kjoler).

Eksekveret virkelighed:

Sengen fik hun som planlagt, og skrivebordet ligeså, men da jeg gik igang med soveværelset, kunne jeg pludselig se, at min futon, som jeg havde planlagt skulles stå på tværs, var nødt til at stå på langs. Vi er nogle, der er så lidt matematiske, at det først er, når vi står med brede ting og smalle rum, at vi kommer i tanke om, at diagonalmålet altid er længere end længdemålet. Dét betød, at der ikke var plads til det store skab fra Fridas værelse i soveværelset, som jeg ellers havde planlagt.

Enden på det blev, at Frida beholdt det store skab, og at jeg så i stedet købte en smal rumdeler-reol til det legetøj, jeg havde tænkt skulle opbevares på hendes lave træreol. Hun har fået en ny lampe, et par nye billeder og hendes sengetæppe bliver syet af det, jeg før havde på min dobbeltseng.

Mit soveværelse: (2,0m x 3,10m)

Planen:

Futon på tværs, stort skab op ad væggen og væk med døren.

Eksekveret virkelighed:

Futon på langs, den lille rumdeler fra stuen ind i hjørnet, Fridas reol ud i stuen i stedet for rumdeleren, beholde det lille skab, som egentlig er til badeværelset, bag døren – som jeg så til gengæld kunne beholde. 

Jeg har købt tre nye lamper (2 nye fra hhv. Netto og Lidl, samt 1 brugt), 2 nye billeder, et sengetæppe (brugt) og kasser til rumdeleren.

Og jeg bliver bare lige nødt til at skrige min begejstring over futonen ud: Man ligger FULDSTÆNDIG formidabelt på den. Den kommer ikke til at blive slået op til sofa, som ellers var planen, men det betyder ikke noget, fordi den nu står på langs, og der ikke er et kæmpe skab, jeg skal rundt om.

Antons værelse: (2,60 x 4,25m)

Planen:

Halvdelen af min seng, noget reol af en slags, poser med lego og kasser med sværd op ad væggen. 

Jeg har med vilje valgt, at Anton lige nu ikke skal have et skrivebord. Han har brugt det gamle cirka 4 gange siden vi flyttede herud, så det eneste, han reelt brugte det til, var rod. Jeg har planlagt indretningen af det nye værelse, så vi kan sætte et skrivebord op derinde uden at skulle skille alting ad, men jeg har været ret optaget af, at værelserne skal indrettes til det, de reelt bliver brugt til, og ikke ud fra en stereotyp forestilling om, hvad man skal have på et værelse.

Eksekveret virkelighed:

Min seng som planlagt, en rumdeler med 6 rum til rod legetøj, kasser med sværd op ad væggen, mens de 3 poser lego er erstattet med en puf med opbevaringsplads. Han har fået en ny lampe, et sengetæppe (brugt) og genforelsket sig i sine gamle Marvel-billeder, som jeg heldigvis havde gemt, så de er kommet på væggene igen. Da han ikke har et skrivebord, har jeg fået min far til at save en af mine gamle hylder over, så han nu har to trekantede hylder i hjørnet i stedet til hhv. radio og Harry Potterlampe.

Så altså:

Skabene blev i de rum, de oprindeligt stod, soveværelsesdøren blev hængende, det kostede en ny reol til både Anton og Frida, og jeg har byttet om på reolen og rumdeleren i stuen. 

Hvad har jeg lært/er jeg blevet bekræftet i:

*Det er ubetinget bedst at vente med at købe ting, til man kan se, hvad man skal bruge. Det lyder utrolig oplagt, men det er ikke desto mindre svært for mig at holde ved, fordi jeg arbejder imod min egen personlighed. Jeg ville helst have fundet og bestilt det hele på forhånd, så tempoet kunne sættes op, men i det her har jeg måtte ændre på den oprindelige plan hundrede gange, og det har understreget, hvor vigtigt det er at holde hestene. Det havde SATME været surt at stå med et nyt, unødvendigt skab til Fridas værelse, eller at have solgt det, jeg endte med at bruge. 

*At nogle ting er gode at gemme, mens andre bare skal videre. I det her har det været ret tydeligt, at alt, hvad der kan bruges til opbevaring er smart at have. Jeg har gennem tiden købt utrolig mange gennemsigtige plastikkasser, og kønne er de ikke. Men jeg hentede dem ned fra loftet, da jeg startede, og de var guld værd, fordi jeg kunne samle de ting, jeg hev ud fra værelserne i dem, og stadig have et nogenlunde overblik over, hvor alting var. Et par stykker af dem er i brug igen, mens resten er sat tilbage på loftet.

Alle mine filtkasser, rumdelerkasser osv, sørger jeg også for at gemme, fordi de bare er virkelig gode at have. Vores skabe er f.eks. ret dybe, og det betyder, at hylderne lynhurtigt bliver rodede, og at man ikke rigtigt får udnyttet pladsen inde bag ved. Det kan man med kasser og kurve. Jeg har f.eks. alt sommertøj til at ligge i filtkasser, som så står på tværs inde bag tøjet, vi bruger nu, og får jeg brug for en filtkasse et andet sted i huset, kan sommertøjet lægges i gennemsigtige poser, og forblive i skabet. Mine kasser lever et vildt normadeliv, fordi de hele tiden gør det muligt at flytte rundt på tingene, så disse er, hvor jeg skal bruge dem nu, og ikke, hvor det var smart, de lå, for 4 måneder siden. 

Hylder gemmer jeg, for de er virkelig rare at have, når man pludselig står og mangler dem. Jeg opbevarer dem i bunden af de skabe, de tilhører, fordi de på den måde kun optager et par centimeter, og jeg samtidig ved, hvor de er. Træhylder fra mine vægge, har jeg under min sofa og i kasser i bryggerset, sammen med de hyldeknægte, jeg har skruet af. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg efterhånden har hevet en hylde frem, som pludselig came in handy, og træ er sgu dyrt.

Billeder og rammer gemmer jeg også, men har tyndet lidt ud i dem denne gang, og så har jeg samlet dem alle i én kasse, så jeg ved, hvor de er, og hvilke størrelser, jeg har.

*Til gengæld har jeg solgt de ting/møbler, vi ikke har i spil lige nu, simpelthen fordi jeg ikke gider flytte rundt på dem. Mit kæmpespejl, som jeg ellers virkelig elsker, må videre, min pyntestige er hentet, ligesom det ene sengebord også er flyttet hjemmefra.

*Jeg har foræret en kæmpe kasse spil til børnehaven (jeg sætter ild til mig selv, hvis nogen skriver noget om corona, for selvfølgelig har jeg taget alle forholdsregler), som også har fået min gamle flyverdragt (hedder det kedeldragt til voksne?), som jeg købte, da jeg tolkede udenfor en hel vinter i permafrost, men som jeg ikke har brugt siden. Jeg har sorteret groft i arvetøj og legetøj, og jeg føler ikke, at det ville være mærkeligt at invitere folkene på genbrugsstationen med til housewarming, når vi må igen.

Glimmervæggen

Sidste lille bid om værelserne bliver om glimmervæggen, som er det eneste, jeg ikke er 100% tilfreds med. Jeg har snakket med hele 3 malere undervejs, og jeg er bare nødt til at sige, at glimmervægge er det vilde vesten, hvor alle *mener* noget, men ingen rigtig *ved* noget.

Mit første forsøg var en grå regnbueglimmer i pulverform. Farven på malingen kan I se ovenfor, og enten 1) fik jeg tilsat for meget glimmer 2) var glimmeren for mørk ift. malingen 3) fik jeg ikke rørt det godt nok op 4) malede jeg med for høj glans (glans 10) eller 5) var malingen af for god kvalitet. Alle bud er fremsat af fagfolk, så bare tag det, du føler giver mest mening. 

Men resultatet blev lortlortlort. Der var mørke skygger overalt på væggen, hvor for meget glimmer havde samlet sig, og det så virkelig træls ud. Jeg malede det over, og lærte i den forbindelse, at det trods alt ER smart at købe glimmer, der er beregnet til maling, for én overmaling var faktisk nok til at dække glimmeret under. I andet forsøg tilsatte jeg hvid glimmer i pulverform til malingen, og på plussiden er væggen ikke længere skjoldet, og glimmeret, som jeg denne gang rørte i med min håndmixer, er langt bedre fordelt. Og måske kan man se det mere tydeligt, når det ikke hele tiden er tåget og overskyet, men jeg synes simpelthen, at det er for svært at se.

Konklusionen er, at resultatet bliver bedst, hvis man tilsætter glimmer til mørkere farver, fordi du så ikke får skygger de steder, hvor glimmeren samler sig lidt. Uanset hvad, skal du være obs på at få rørt helt tosset, og billig maling med lav glans, vil formentlig give det bedste resultat.

____________________

Spørg løs, hvis der er noget, der er uklart, og ellers slutter vi bare med lidt godt til ørerne: 

Bandeland, 2. sæson

Det piner mig, at det er Ekstra Bladet, der står bag den her, for den er FANDME god. Fokus er på de nyere bander (Brothas og LTF), og det er et fascinerende indblik i en verden, de færreste af os kender ret meget til. Den er godt fortalt, og jeg kan kun anbefale, at man kaster sig over den, hvis man har den til gode. 

Welcome to your fantasy (OBS: Kun på Spotify)

Historien om Chippendales, som er væsentlig mere bims, end man lige tror. Der er ikke lagt mange afsnit ud endnu, men det er Pineapple Studios, der producerer, og de plejer at være garanter for kvalitet. Det, jeg indtil videre har hørt, har været godt.

Morbid

True crime, og min nye andenplads i genren. De to værter er halvsøstre, og den ene er frisør, mens den anden arbejder i et lighus. Lyden er træls på de første episoder, men det fungerer ret godt, at de kender hinanden så indgående, og de er (det meste af tiden) gode til at holde sig til historien, de fortæller.

Unraveled:

MFM-darlingen Billy Jensen (den ene halvdel af Murder Squat) og en kvindelig graverjournalist har kastet sig over sagen om The Long Island Serial Killer, som stadig er uopklaret. Sagen er speciel, fordi der er en meget fremherskende teori om, at det er den tidligere politichef, der står bag mordene, så der er sølvpapirshatte og mørklægninger til højre og venstre. Der er udgivet 5 episoder, og jeg synes, jeg et sted har læst, at der kommer 8 i alt.

____________________

God weekend til jer, når I når så langt.