M2020, uge 44

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Ryddet op i mit tøjskab, nu hvor sommeren definitivt er forbi.

Jeg har de sidste par år kørt helårsgarderobe, hvor jeg bare skalerer op og ned med ekstra varme gamacher, en cardigan, en top indenunder osv afhængigt af årstid. Men derfor er der selvfølgelig stadig items (#fashionblogger) der helt specifikt er til enten sommer eller vinter, og nu, hvor jeg pludselig kan se, at vi er på den rigtige side af sommerferien ift. at blive gældfri (*skriiiig!!*) har jeg tilladt mig selv at tage nogle ting fra, som virkelig, virkelig trængte til at blive stedt til hvile. 

Da jeg var færdig havde jeg faktisk kun fyldt en bærepose, det tog 20 minutter at nå igennem samtlige hylder, og alligevel hvisker lågerne nu: “Kooondooooo” hver eneste gang jeg åbner dem. 

2.

Har jeg opdaget, at en af de netbutikker, hvor jeg køber børnetøj, fysisk har til huse i Brørup. Skulle man lige have glemt, hvor det ligger, er det ca. 25 minutters kørsel fra Esbjerg i østgående retning, hvilket betyder, at jeg kører lige forbi på motorvejen 3-4 gange om ugen. 

Det er ret fedt. Faktisk. For de kører ofte abSURD gode tilbud på børnetøj, og de har et stort udvalg, men jeg synes simpelthen, det er så træls at skulle pakke gummistøvler og andre uformelige genstande forsvarligt ind, fikse porto og huske at stikke ind et sted, hvor tingene kan sendes retur, når tøj og sko viser sig ikke at passe. 

Det her er både nemmere og billigere (- og jeg *har* dobbelttjekket, at man gerne må aflevere returvarer fysisk på adressen). 

3.

Aflyst den boksetræner, jeg havde booket til Antons fødselsdag, og fordi jeg på forhånd havde aftalt med ham, hvornår vi endeligt ville beslutte, om vi (ift. Covid) gennemførte eller ej, skulle jeg ikke engang betale depositum.

Vi bor så småt, at jeg hellere vil flække begge skinneben på langs, end at have besøg af 9 drenge, som alle er virkelig søde, men på størrelse med cykelskure og med så meget energi, at vindmøllerne skuler misundeligt til dem, når de cykler forbi. 

Men alt, hvad der er af etablerede tilbud, er enten alt for dyre eller henvendt til børn, der er yngre, end de her lømler er ved at være. 

Oprindeligt havde jeg planlagt, at de skulle ud og skyde med bue og pil, fordi Anton prøvede og elskede det i sommerferien, men da jeg tjekkede op på det, viste set sig at koste 1600 for 3 timer derude, lagkage ikke inkluderet.

Anton fik tilbudt, at vi kunne spørge de andre drenge, der også har fødselsdag i efteråret, om de ville holde det sammen, men det var alligevel for kommunistisk, så efter at tænkt længe over mulige alternativer, prøvede jeg at skrive til den lokale bokseklub, og de sagde ja. 

Så det her punkt er på, både som inspiration til, hvad man kan gøre med en børnefødselsdag, hvis man bor lidt småt, men også ift. at det de næste mange måneder nok er smart på forhånd at klappe er, hvad aftalen er, hvis kurven pludselig himmelflugter, og et arrangement må aflyses.

M2020, uge 43

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Købt og testet en sukkertusch.

Vi har bagt halloweencupcakes, og ingen af børnene er ret vilde med fancy krymmel, som altid koster en million, og som man bruger 1/10 af af. Skumfiduser derimod kan de spise 7 kg. af, uden at blinke med øjnene.

Derfor prøvede vi at købe en sort sukkertusch og tegne spøgelser og skelethoveder på skumfiduser, som vi så lagde ovenpå den orange og sorte glasur på kagerne, og det fungerede fint.

Det er jo ikke som sådan en minimalistisk verdensrevolution, men mere bare en lille hyggeøvelse i disciplinen at gentænke det, man plejer at gøre, så man bruger pengene på det, man gerne vil have/spise, fremfor det man faktisk ikke gider.

2.

Stedt min micro-ovn til hvile, efter at den begyndte at spy hidsige gnister. Lige el har jeg temmelig meget respekt for, så RIP og afsted med den. 

Vi bruger stort set kun microen til at varme mad til den, der ikke gider spise det, de andre to får, og derfor behøver jeg ikke én, der kan tø mad op, bage boller og tale flydende italiensk, hvilket de fleste af dem, man kan købe fra nye, kan.

Men for en gang skyld var Marketplace ikke min ven. De 3, der var gode bud, viste sig allerede at være solgt, mens de 2, der lå tilbage, var plettede, misfarvede og ifølge teksten “trængte til en våd klud” (Ad!)

Fordi jeg selv bliver glad, når de ting, jeg ikke længere bruger, kan gøre gavn hos mennesker, jeg kender, skrev jeg et opslag på min fb-væg, og spurgte, om nogen havde én stående, de ville sælge til fornuftige penge. Det resulterede i, at jeg fik hele 3 tilbudt, kvit og frit, fordi de bare stod og samlede støv. 

Den ene af de tilbudte, stod i Hørning, og da jeg tilfældigvis har familie fra Hørning, som kommer til Esbjerg denne weekend, er microovnen i skrivende stund i transit og på vej mod 6715.

3.

Overvejet noget, og det vedrører jer. Den her blog er jo efterhånden noget, vi driver i fællesskab, og derfor vil jeg gerne løbe tanken forbi jer, før jeg sætter den i værk.

Da alt lukkede ned i foråret, og jeg blev hjemsendt, måtte jeg efter et par måneder bide i det sure æble og kontakte banken ift. at få sat afbetalingerne på mit ene lån på pause. Havde jeg haft arbejde helt frem til hjemsendelsen, havde det ikke være et problem, men fordi jeg kun mellem sidste konkurs og covid nåede at arbejde 6 uger med almindelig løn, blev det simpelthen for svært at få enderne til at nå sammen.

De 5 måneders pause har jo så selvfølgelig forlænget afbetalingstiden på mit lån, hvilket betyder, at jeg ikke længere står til at blive gældfri i 2021, men først i 2022, og det kan jeg næsten ikke holde ud. Jeg ved godt, at det mest bare er symbolsk, men efter at have kæmpet så meget for det i så mange år, føles det simpelthen så træls og uforløst.

Og her er det så, at I kommer ind i billedet. 

For der er jævnligt søde læsere, der skriver og spørger, om de må overføre til en blomst som tak for mange timers underholdning, og hver gang bliver jeg overvældet og i tvivl om, hvordan jeg griber det rigtigt an – for jeg er ret stejl på, at jeg ikke vil skrive for penge. Omvendt giver jeg jo også somme tider min mor blomster, eller mine veninder en flaske vin eller en pose god kaffe, fordi jeg gerne vil vise, at jeg sætter pris på dem.

Vi har snakket om det en million gange, og jeg kommer aldrig til at forlige mig med reklamer, betalingsvægge eller donationsknapper. Heller ikke selvom I er de sødeste i verden, og hver gang I foreslår det, forsikrer mig om, at det faktisk mest er for *jeres* skyld, så I kan få lov at give lidt retur.

Men. 

Nu er det så jeg spekulerer på, om det faktisk er her, det giver mening at sige, at jeg den næste uge ikke kommer til at protestere, hvis I gør det?

Det er ikke fordi, jeg på nogen måde hverken tror eller forventer, at gælden bliver betalt ud. Men hvis alt, hvad der kommer ind, ryger direkte over på lånet, så kan jeg måske stadig nå det oprindelige mål, nemlig at drikke champagne i 2021 som en strong, independant woman, og det ville bare være så RART!

For mig føles det.. mere ok, tror jeg? at tage imod til noget så konkret, fremfor bare at stå med hånden kronisk udstrakt. Samtidig forestiller jeg mig, at det måske føles anderledes at sende en 20’er nu, der gør en konkret forskel ift. noget, vi har snakket meget om herinde, fremfor at bare at smide den ind i et bundløst hul en regnvåd tirsdag i februar?

Med en tidsbegrænset åbning som den her, får dem, der ægte gerne sende en hilsen, mulighed for at gøre det, mens dem, der ikke har lyst eller mulighed ikke skal have det tværet op i fjæset hver gang, de klikker ind forbi, og samtidig bliver det hele en smule mere anonymt. Jeg føler, at der er en sammenhæng mellem det, jeg har skrevet, og de penge, der kommer ind, og jeg kommer udenom det, jeg gerne vil undgå, nemlig at kunne se, hvilke indlæg folk kan lide og dermed betaler for, og hvilke de ikke bliver ramt af. Jeg skriver bedst i lykkelig uvidenhed, fordi jeg så kan skrive om det, jeg har på hjerte, og al kreativitet og skrivelyst forsvinder, hvis jeg på forhånd ved, at vi faktisk ikke skal bede om at høre så meget om dine børn eller metoo, Linda. 

Det er utrolig vigtigt for mig at sige, hvis vi gør der, så skal INGEN skal føle sig forpligtede. Heller ikke de faste gæster i kommentarfeltet. Og man behøver hverken undskylde eller forklare. Ingen har større forståelse end mig for, at man kun kan bruge sine penge én gang, og der er cirka 4 millioner ting i verden, der er vigtigere, end en fremmed ord-dame på nettet.

Men jeg vil oprigtigt gerne høre, hvad I tænker. For hvis I alle sammen stejler, så er der ingen grund til at sætte skibet i søen, eller undersøge, om der er regler, der skal følges og overholdes. 

Så byd endelig ind med tanker og kommentarer. 

Kh

Linda

M2020, uge 42

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Tjekket op på vores årskort til Lego House.

Jeg kom pludseligt til at tænke på, at når årskort til legoland er blevet covid-forlængede, så var det værd at undersøge, om det samme var tilfældet med kortene til Lego House.

Det viser sig, at de havde lagt 100 dage i forlængelse af kortets levetid, hvilket jeg ikke lige synes, jeg har fået besked om. Men det kan sagtens ske, at det er én af dem, hvor man forventes selv at læse op på det, og det er, som det er.

Nu er det undersøgt, og jeg er fri for at bruge mere mental båndbredde på dét. 

2.

Fået omsat alt i køleskabet til mad.

Frida havde en legeaftale her midt på ugen, og jeg har fundet ud af, at det mest optimale sted for mig at være, når der er små gæster, er i køkkenet. Hvis jeg sætter mig med noget, jeg skal koncentrere mig om, ender det med, at jeg nærmest skærer mine kindtænder til benmel i frustration over de endeløse afbrydelser, men i køkkenet er jeg tilgængelig, selvom jeg laver noget praktisk, og tiden er godt udnyttet.

Jeg fik lavet hokkeido-suppe, skåret salat, bagt græskarkage*, rørt en dressing, jeg længe har haft på test-tapetet og lavet fyld til burritos**.

3.

*Fundet en opskrift på en kage, som jeg kan bage med kødet fra de græskar, vi har lavet lygter af. 

Sidste år syntes jeg ellers, at jeg fandt en god opskrift; den blev perfekt første gang, jeg bagte den, men de efterfølgende gange, blev den klæg og tung. I den skulle græskarkødet koges og pureres (= besværligt + meget opvask), og derfor følte jeg mig meget omstillingsparat ift. at prøve noget nyt. 

Min tanke var, at man måtte kunne rive kødet efter samme princip, som når man bager kager med squash, så derfor googlede jeg opskrift på en en squashkage og fandt den, jeg har linket til ovenfor, som jeg pimpede med lidt julekrydderier.

Det er *sygt* god, meget, meget nem og holder sig strålende, både på køl og i fryseren. 

4.

**I forsøget på at finde på noget nyt kastet mig over burritos, som jeg ikke har lavet i flere år. 

Jeg faldt ned i et amerikansk kaninhul af opskrifter, og kunne se, at de derovre typisk laver en ordentlig stak, og så fryser dem, så de bare kan tages op og varmes i ovnen. 

Det synes jeg lød umådelig smart. Både fordi vi elsker hverdagsmad, som er nemt, men også fordi vi altid har titusinde ingredienser i overskud, når vi laver mexicansk mad, og det er drønirriterende at skulle spise det samme 5 dage i træk. 

Derfor læste jeg lidt op på, hvad der holder sig godt i fryseren (spoiler: Ikke salat og tomat), og besluttede at lave en foolproof model, der ikke vander, og så bare servere salaten ved siden af.

Jeg lavede mine med:

*Revet ost i bund og top (hhv. cheddar og mozarella)

*Ris med bønner (løg og hvidløg svitses, bouillonterning i, en dåse hakket tomat i, vand, som passer til mængden af ris, ris i, kogekogekoge, færdig)

*Hakket oksekød (stegt med fajitakrydderi og en skefuld tomatpure)’

*Majs og rødløg

*En skefuld salsa

De blev helt formidable, og har bestået fryserteten med glans. Alle tortillas er brugt, salsaglasset er tomt, og den smule fyld, der var i overskud, frøs jeg i én bøtte, som kommer til at blive til fyld til en salat eller i et pitabrød. Fem store stjerner herfra.

M2020, uge 41

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Prøvet at købe ind til efterårsferien på en lidt anden måde, end jeg plejer. For jeg går normalt efter at skulle så lidt ud at handle, som muligt, når vi er hjemme alle 3, og derfor har jeg de sidste par ferier ikke lavet reelle madplaner, men bare købt lidt halvfabrikata ind, som hurtigt kunne omsættes til aftensmad, de dage, der var brug for det.

Denne ferie vil jeg gerne have fyldt lidt i fryseren til de lange, mørke dage, men samtidig kender jeg mig selv godt nok til at vide, at jeg bliver stresset over det, hvis der ligger kylling eller salat i køleskabet og stirrer bebrejdende på mig, hver gang, jeg åbner det.

For at bevare muligheden for spontane aftaler og ture, har jeg derfor planlagt at lave 4 forskellige retter, men uden at sætte bestemte dage på. Jeg har bilka-to-go’et alle tørvarer og ting, der kan holde sig i køleren (f.eks. æg), og så har jeg lavet en særskilt indkøbsseddel, hvorpå jeg har de kød og grøntsager, der skal bruges til de enkelte retter, som jeg så kan klathandle, når jeg ved, hvilke dage, jeg laver hvad.

Jeg *kan* jo ellers bedst lide, når vi kan stryge en opgave helt fra listen, men nu prøver jeg at gøre det på den her måde; så må jeg se, om jeg føler, det fungerer. 

2.

Efter en uge med for meget knald på og en lang nat med natteroderi givet efter for ungernes insisterende forespørgsler og pyntet op til halloween. 

I den forbindelse vil jeg bare lige (igen) slå et slag for lyskæder i stedet for stearinlys i græskar, spøgelser osv. For det første lyser de virkelig fint op, fordi lyset er fordelt i hele porcelænsfiguren, og ikke bare står og brænder i bunden, og for det andet bliver det muligt at bruge den samme lyskæde hele året. Jeg flyttede mine sirius lyskæder (dem med fjernbetjening, hvilket cirka er det smarteste ever) fra mine lanterner, over i halloweenfigurerne, og I kan allerede nu begynde at glæde jer til jul, hvor punktet kommer på igen, når jeg flytter dem videre over i engle og snemænd. 

3.

Glemt at nævne, at jeg, da jeg gik ledig, fandt ud af, at jeg havde lønsikring *i* mit fagforeningskontigent. Jeg anede ikke, at det var blevet lagt over, så man nu automatisk har det, og at det dermed ikke længere er noget, man skal tegne særskilt. Jeg nævner det, fordi der kunne sidde nogle derude, som har mistet deres job i forbindelse med krisen, som måske heller ikke er opmærksomme på det.

Det er ikke alle fagforeninger, der tilbyder det, men det er da i hvert fald værd at undersøge, hvis man er blevet ledig. Jeg gjorde det på bagkant, og fik uden problemer pengene efterbetalt, så tippet er hermed givet videre.

M2020, uge 40

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Holdt sjatfest på badeværelset, hvilket er knapt så rock n’ roll, som det lyder.

Jeg ønsker mig ofte parfume, creme osv. i jule- og fødselsdagsgave, fordi det er ting, jeg ved, jeg kan bruge, som jeg bliver glad for, og som er nemme for giveren at købe.

Men som de fleste andre har jeg i perioder nogle favoritter, som jeg bruger flittigt, mens artsfællerne rykker længere og længere ind i skabet.

Så for at få brugt alle resterne, inden de nye, spændende produkter kommer til, er der rokeret lidt om på hylderne, så de næsten-tomme parfumer og cremer nu står først for, og udelukkende er dem, jeg bruger, indtil de er tømt. 

2.

Er jeg begyndt at varme mad fra fryseren op på panden. Det her er én af dem, hvor jeg ikke kan finde ud af, om jeg er genial eller ualmindelig langsom. Men når jeg har hevet en sjat afrikansk kylling eller kødsauce ud af fryseren, så har jeg indtil nu varmet det i enten microovn, ovn eller i en gryde. Desværre synes jeg ofte, at det bliver tørt og kedeligt, når jeg varmer det på den måde, fordi det i midten tager længere tid at varme op end det i kanten. Desuden tager det 100 år om at blive ordentligt varmt.

I mandags kom jeg pludselig til at tænke på, at det måske var hurtigere og mere effektivt at varme maden op på en pande, og den teori kan hermed bekræftes. Den større overflade giver et fladere lag, som derfor langt hurtigere bliver varmt, og som ekstra fordel fordamper den væde, der altid opstår, når mad har været en tur i fryseren. 

3.

Har jeg gjort, hvad jeg kunne for at være sikker på, at det giver mening at hive de indefrosne feriemidler ud. Jeg har læst, hvad jeg kunne finde på nettet, og spurgt på fb, fordi min vennegruppe der består af mennesker, der for en stor dels vedkommende lever liv, der ligner mit.

Min første indskydelse var, at de selvfølgelig skulle hæves, men denne indlægsrække illustrerer jo fint, at jeg ikke er noget matematisk eller økonomisk geni.

Nu har jeg gjort, hvad jeg kunne for at sikre mig, at der ikke er et catch i det her, der kommer og tager en luns af min røv et sted ude i fremtiden, og pengene er bestilt.

De kommer i første omgang til at stå på min opsparingskonto (hvor vindheksene indtil nu har blæst ensomt gennem kolonnerne), men kommer jeg igennem efteråret med arbejde og indkomst i behold, kommer der til at gå lidt mere ind på opsparingen, og så er planen, at en del af dem skal bruges til den forhave, jeg har drømt om, siden vi flyttede herud.

Men for nu skal de bare være den økonomiske buffer, jeg hele foråret har stresset over ikke at have, og den bliver virkelig rar at få.

M2020, uge 39

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Haft en rest revet ost, som jeg ikke lige kunne få brugt. Da jeg var i gang med at bage en plade brunchboller af en færdig dejblanding (don’t judge. Der er udsigt til 2. bølge, og jeg kan ikke overskue en gærdej fra bunden), kom jeg til at tænke på, om man måske kunne lave et par stykker med ost i.

Jeg lagde en skefuld dej på pladen, hulede den lidt ud, kom revet ost på, lagde en klump dej hen over, og klappede det til, snebold-style, så osten blev lukket inde. Og nu får vi brug for Janice, for Oh! My! GOD!!! De blev SÅ GODE! Normalt gider jeg ikke ostebrød til suppe osv, fordi branket ost sucks, men her var den lukket inde, og derfor smeltede den bare til den perfekte konsistens.

Bollerne smagte *også* forrygende kolde, og det her kommer til at ske MANGE gange de næste par måneder.

2. 

Prøvet at tælle lidt på fingrene ift. hvor meget tøj, mine børn har liggende i skabet, fordi Malene i kommentarfeltet i sidste uge spurgte, hvor lidt/meget tøj, vi ruller med. 

Mine børn har i perioder mere tøj end det strengt nødvendige, fordi vi er så heldige at være aftagere på arvetøj, men derfor er det alligevel noget, jeg forholder mig til, fordi vi ofte får tøj, når folk rydder op i skabet, og det gør vi vist alle sammen typisk i slutningen af en sæson. Derfor får jeg slut-sommer typisk sommertøj, og har vi ikke noget liggende fra sidste år, betyder det jo så, at vi skal have købt lidt efterårs og vintertøj.

Der er mange forhold, der spiller ind. I år kan jeg f.eks. se, at jeg kommer til at skulle have to sæt regntøj til Frida, fordi de skal være ude hele tiden, og der derfor er nødt til at være et tørt/rent sæt at skifte med. Ligeså med gummistøvler.

Ift. almindeligt tøj er det en faktor, at vi kun er én voksen i husstanden. Det betyder, helt lavpraktisk, at der går lidt længere tid imellem, at der er vasketøj nok til at fylde en maskine, og for at undgå klatvask, er der derfor nødt til at være lidt ekstra tøj at tage af.

Endelig har det også betydning, at jeg, så vidt det er muligt, tænker ind, at tøj skal kunne vaskes sammen, når jeg køber det. Jo hurtigere er tøjet i maskinen, jo hurtigere er det på vej tilbage på hylderne. Derfor forsøger jeg at begrænse tøj i sarte farver/materialer, fordi det får for lange pauser i vasketøjskurven, og dermed faktisk ikke indgår i regnestykket over, hvor meget tøj, børnene har til rådighed. 

Men hvis jeg skal prøve at sætte tal på, ser det nogenlunde sådan her ud:

Bluser/t-shirts: 8-10 stk.

Bukser/shorts: 7-8 par

Undertøj: 8 -10 sæt (inkl. det, der ligger i bhv)

Strømper: 10 par

Jakker: 2 stk. 

Overtræksbluser (cardigans/hoodies): 2 stk. 

Huer: 2 stk

Handsker: Tusind par. HvorDAN kan de blive væk nærmest dagligt??

Sko: 2 par

Hertil kommer termotøj og/eller flyverdragt.

Frida kommer til at køre vinteren over med de kjoler, hun allerede har, for kjoler og nederdele er noget juks, når man er ude hele tiden, og skal have termobukser eller regntøj på.

Hvis andre har erfaringer eller jeg har glemt noget, så råb endelig op i kommentarfeltet.

3.
Sammen med Anton ryddet op på hans værelse, og den her er på, fordi vi ind i mellem snakker om, hvad man gør, hvis man bor med en ægtefælle eller børn, der har en helt anden holdning til minimalisme end man selv har. Det er tilfældet her. Hvor jeg hverken kan koncentrere mig eller slappe af, hvis jeg er omgivet af rod, så ææææææælsker Anton at strø lego ud over alle vandrette flader og så ellers bare sidde midt i det og bygge. Det er ikke fordi han bygger sammenhængende baner eller lignende – det er bare bedst, hvis der er lego overalt.

Jeg har for længst valgt at slutte fred med, at det er sådan, han kan lide at bo, og hans værelse, hans regler. Men engang i mellem er vi *nødt* til at have tingene tilbage i skuffer og kasser, og have sorteret Nerf-patroner fra Beyblades, så der er noget at skyde med, når man pludselig gerne vil dét, men Anton HADER det, og bliver så vred på mig, at han næsten ikke kan være i sig selv.

Og nu når vi så til, hvorfor det er relevant her. For jeg vil gerne komme ham i møde, og derfor er aftalen, at vi ikke tager hele værelset med skabe og skuffer, som jeg til enhver tid ville gøre, hvis det var mit værelse, jeg var igang med at rydde op på, men i stedet bare tager de steder, hvor det reelt er et problem ift. rengøring, at det roder. 

Synes jeg, at vi har ryddet ægte op? Nej. Jeg føler det som en lappeløsning, at vi bare har åbnet skufferne og hældt ting, vi ikke har faste pladser til, ned i dem, og jeg må bide mig i knoen over, hvor uoverskueligt, det føles for mig. Men det er sådan, han gerne vil have det, og så må det være sådan.

Så egentlig er det bare for at sige, at jeg efterhånden godt kan se ideen i at gradbøje mit syn på minimalisme, for at give plads til dem, der trods alt bor her ligeså meget, som jeg gør. Mit håb er selvfølgelig, at han på sigt kan se ideen i, at man kan finde sine ting, når man mangler dem, og har lidt gulvplads at gøre med, men jeg tror ikke, man får skabt nye minimalister/bevidste forbrugere ved at kvæle dem i regler og tiltag, der ikke føles meningsfulde for dem.

M2020, uge 38

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Modtaget 4 kæmpe poser arvetøj, som nu er sorteret, vasket og lagt på plads.

Jeg blev for en lille månes siden spurgt, om tøjet var noget, jeg var interesseret i, og det var det på alle måder. For et par uger siden var jeg så fræk nok til at sende en forsigtig besked og spørge, hvornår den søde giver forventede at være færdig med at sortere. Det ville jeg ALDRIG have gjort tidligere, for det føles sgu lidt offensivt. Men jeg nåede frem til, at når jeg selv giver tøj væk, så er det jo i håb om, at modtageren kan få glæde af det, og det får de ikke, hvis de når at købe alt det, de mangler i den størrelse, de modtager fra mig.

Jeg kørte første sortering efter børnene var lagt i seng, så jeg kunne pille det fra, som de ikke kan passe. Der er ingen grund til at invitere til et sammenbrud i tre etaper over en enhjørning-kjole, der er to størrelser for lille.

Anden sortering fik børnene lov til at være med til. Her fik vi skilt det fra, som ikke lige er dem – f.eks. alle de jeans, som jeg sådan havde håbet, Anton gerne ville have, men som han ikke kan forlige sig med at have på. 

Herefter blev alt det tilvalgte tøj vasket, og lagt i stakke på bordet, hvorefter vi tog den runde som børnene H-A-D-E-R: Hvor bluserne fra skabet lægges oveni den nye stak af bluser, og man får at vide, hvor mange, man må vælge at beholde. Det gør vi med alle bunkerne, for i en pose med arvetøj kan der sagtens være 10 t-shirts, og hvis det så tilfældigvis også er dem, vi har mange i skabet af, som stadig passer, så bliver skabet fuldstændig uoverskueligt. Jeg er til at forhandle med, så det er ikke sådan, at man bliver tvunget til at afgive tøj, man virkelig gerne vil beholde, men særlig Frida er slem til bare at ville gemme ALT, og det er der simpelthen ikke plads i skabet til.

Alt, hvad vi sorterede fra, røg videre, så andre kan få glæde af det, og jeg har nu et godt overblik over, hvad børnene har, og hvad de mangler. 

2.

I forlængelse af ovenstående: Tvunget mig selv til ikke at fare ud og købe det, de/vi mangler til efterårs- og vintergarderoben. Det er jeg ellers slem til, både fordi det er en opgave, der skal vinges af på listen, men også fordi det kan være svært at få fat i f.eks. en vinterjakke, hvis man slæber for meget på fødderne. Det kritiske tidspunkt er ofte midt i oktober, fordi det er der, børnepengene kommer, men i år har jeg besluttet, at vi venter. Både med fodtøj, termotøj og regntøj. For i år bliver anderledes end de foregående år pga. covid, og børnene kommer til at være meget mere ude. Derfor venter vi og ser, om det bliver mest vådt eller koldt. Desuden skyder begge børn i vejret som ukrudt, og kan vi trække den lidt, kunne man godt være så heldig, at de kan bruge det, vi køber, foråret med. 

3.

Købt en radio til mit køkken, som jeg er så glad for, at jeg bliver i upassende godt humør, hver gang jeg får øje på den.

Vi har haft nogle uger, hvor vi har været VIRKELIG tidligt oppe, og hver gang vi skal det, tænker jeg på, at det ville være hyggeligere for ungerne at vågne til duften af kaffe og lyden af lidt stille musik end mig, der forsøger at ruske liv i dem. Men jeg gider ikke stå og rode med spillelister på den tid af døgnet, hvor min evne til at træffe beslutninger stadig ikke er aktiveret, så jeg fik lyst til at købe en helt old school radio. Den står nu og brummer i baggrunden stort set hele tiden, og jeg elsker det. 

Når den er at finde her på listen, er det fordi, den minder mig om, hvor meget bedre jeg er blevet til ikke at bruge forbrug og nye ting som copingmekanismer, når jeg er træt, stresset eller sat til vægs. Ikke, at jeg tidligere har købt store eller vilde ting, men jeg har opdaget, at jeg, når jeg er presset i bund, har en lyst til at bruge penge, der faktisk minder lidt om den kulhydrat-craving, jeg kan blive grebet af, når jeg egentlig bare er træt eller overvældet. Og alle de små æsker fra Søstrene Grene og tørklædet og den fine kaffekop fra Sinnerup virker jo ikke som noget, der påvirker budgettet nævneværdigt. Men de ender alligevel med at fylde, hvis man små-shopper et par gange i måneden, og hvor jeg tidligere nærmest glemte min glæde ved noget nyt samme dag, jeg havde anskaffet det, fordi noget andet hurtigt kom til, så kan jeg i dag glæde mig virkelig længe og inderligt over de ting, jeg køber. De er ikke købt for at fylde et tomrum eller kamuflere en følelse, men udelukkende fordi jeg ægte mangler dem eller gerne vil have dem. Det føles godt.

M2020, uge 37

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

I weekenden brugt resterne af grøntsagerne, jeg preppede i sidste uge i en stor balje kødsauce til lasagne. Grøntsagerne var ikke længere helt pæne, men i kødsauce er alle katte grå, som vi siger, og ydermere havde de præ-rensede-og-hakkede grøntsager den store fordel, at Frida kunne hjælpe til med et minimum af internal screaming for mit vedkommende. (Hvad? Vis mig den mor, der hævder, at hun hygger sig fra A til Å med børn i køkkenet, og jeg skal vise dig en løgner).

Vi lavede lasagne af halvdelen af kødsaucen og frøs resten ned, hvilket fik mig til at tænke over, at det også er et sted, hvor jeg er blevet god til at tænke lavpraktisk. For en af de få ulemper ved at være ret god til at mindske madspild ved at fryse rester, mens de stadig kan bruges, er, at man altid er lige på kanten af at løbe tør for fryserplads. Men ligesom jeg har lært at løs-fryse kødboller så de fylder mindre, end de gør, hvis man hælder dem i to liter tomatsauce, så er der jo sådan set heller ingen grund til at fylde hele fryseren med færdiglavet lasagne; det er kødsaucen, der tager tid at lave. At samle den tager to sekunder.

2.

Sat 6 puslespil til salg og solgt dem. Det gav penge til at købe 4 nye. 

3. 

Skilt min parasol ad og med min søde fars hjælp fået den hængt op under loftet i mit skur. Vestenvinden mener det alvorligt på disse kanter, og jeg vil gerne, at vi kan have glæde af den så længe, som muligt. 

4.

Foræret min ekstra brødkniv væk i erkendelse af, at ingen har brug for to. Jeg fik 2’eren i julegave for et par år tilbage af min daværende arbejdsplads, og den kunne ikke byttes. Derfor har den været en del af holdet siden, men jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg siger, at jeg mindst én gang hver eneste dag har tænkt, at ‘det er sgu også lidt åndssvagt at have to’. Den røg op i Fejlkøbsgruppen på fb, og er nu klar til sit nye liv som Første Brødkniv hos et ungt menneske, der snart skal flytte hjemmefra.

M2020, uge 36

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Brugt søndagen inden vanvidsugen i køkkenet. Jeg hev alt ud af køleskabet, omsatte, hvad jeg kunne, smed ud, hvad jeg kunne se ville overskride sidste salgsdato, og reorganiserede, så det, der kunne holde sig længst, stod ind bagved.

Det er en af de opgaver, der kræver en indsats, men som gør en reel forskel, fordi jeg efterhånden har lært, at selvom jeg, når jeg står og skuer ud over ugen, tænker, at SÅ lang tid tager det jo ikke at snitte et iceberg, så får jeg det bare ikke gjort, fordi jeg – til min egen store overraskelse – har det om aftenen, som om jeg har fået tæsk med en stol, når jeg har tolket hundrede timer, kørt 200 km. i bil, smurt mad, vasket tøj, haft børn plus det løse.

Derfor er det en meget lavpraktisk måde at forebygge madspild på, og så har det den yderligere fordel, at madpakker og madlavning bliver nemmere i hverdagene, der følger. 

De 4 stykker ingefær og 2 lime blev til ingefærte, som jeg kogte og satte på køl, alt i grøntsagsskuffen blev snittet, skrællet og hakket, frugten blev vasket og det hele blev hældt i plastikskåle med låg og sat på køl. Alt blev spist, madpakkerne tog 5 minutter at lave, og jeg har haft lyst til at helgenkåre mig selv hele ugen.

2.

Fået de brødposer, jeg har bestilt, af min mor. 

Hun fik 4 slidte viskestykker, og min forklaring om, at de “bare lige skulle syes sammen” (gør det selv, Linda!), og i torsdags fik jeg det fine resultat retur. 

Tanken er ikke, at de skal bruges til opbevaring, for så bliver bagværket tørt, men jeg bager ofte, når vi skal noget. Tager vi f.eks. i  skoven eller på stranden, bager jeg ofte en plade pølsehorn, inden vi skal afsted, og ligeledes tager jeg ofte en håndfuld friskbagte boller med, hvis vi besøger mine forældre en lørdag formiddag.

Andre gange har jeg bagt et eller andet, der ikke kan nå at køle helt af, inden vi skal afsted og være væk i flere timer, og i begge situationer er plastikposer en jammerlig løsning, fordi kondensen fra det knap-kolde brød får dem til at mugne virkelig hurtigt.

Men poser i stof er perfekte både at medbringe bagværk i, og også at smide bollerne ned i, så de kan køle helt af, uden at tørre ud.

3.

Købt to hurricane-stager and I ain’t even sorry. 

Sidste år til halloween købte jeg kunstige lys med fjernbetjening, som jeg brugte i mine græskar. Det er smart ud over enhver tænkelig grænse, at jeg dels kan tænde dem inde fra stuen, men også, at jeg kan tænde dem, når vi er oppe/hjemme. Lys med timere er fint indenfor, men hen over efterår og  vinter er der bare meget lidt idé i at have et lys til at stå og fyre batteri af udenfor, når alle gardiner er rullet for, eller vi er i madklub.

Til gengæld er det noget så utrolig hyggeligt, at vi om morgenen, når vi sidder og spiser morgenmad, kan have keramikgræskarene udenfor tændt – og slukke dem, når vi kører. 

Men det er jo lidt åndssvag at have stearinlys stående, som jeg kun bruger én måned om året. Og hvor gerne, jeg end vil, så *synes* jeg ikke, at kunstige lys er ligeså fine som ægte stearinlys, så de flade stager, jeg plejer at bruge til bloklys, har ikke været en mulighed.

Derfor har jeg siden sidste efterår haft på den mentale liste, at jeg skulle købe stager til lysene, når jeg fandt de rigtige, som dels skulle være høje nok, og ikke måtte være gennemsigtige. Det lyder nemt nok. Det er det ikke. 

Pointen er sådan set ikke, at jeg har købt dem. Pointen er, at jeg først har købt dem NU. For hvis det her havde været for 4 år siden, ville jeg på nuværende tidspunkt have 4 fejlslagne sæt stager stående i skabet, fordi jeg ville have tænkt det som en opgave, der skulle vinges af. Og det – har jeg opdaget – er en ret hyppig kilde til fejlkøb, fordi jeg så får købt noget, jeg egentlig ikke er helt tilfreds med, og derfor køber noget andet, når jeg så finder noget, jeg tror passer bedre.

Her har jeg været på udkig i næsten et år, og da jeg så de her, vidste jeg med det samme, at det var dem, det skulle være, uanset pris. De viste sig at stå i brølende 80 kr. stykket, og er præcis lige så perfekte, som jeg vidste de ville være.

Servicebillede til Lotte i kommentarfeltet:)

M2020, uge 35

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Købt bogbind af stof til Anton, og jeg er nødt til at sige, at jeg ikke umiddelbart er overbevist.

På papiret er ideen god. Bogbind, der kan bruges igen og igen, lyder alt andet lige bedre, end papir, man vikler om bogen og smider ud, når året er omme. 

Men bogbindene får mig til at tænke på bøgerne ‘En shopaholics bekendelser’, som jeg læste for år tilbage, hvor hovedpersonen sætter sig for at spare, og som den indledende manøvre bruger en formue på at købe notesbøger og smukke kuglepenne til regnskaberne og tæskedyre æsker til kvitteringerne, og på den måde opretholder sin problematiske adfærd, men på en måde hun kan leve med, fordi det føles som om, hendes overforbrug sker i god sags tjeneste. 

Jeg synes egentlig, at det er et generelt problem i alt det her minimalisme og forsøg på at begrænse CO2-udledning. For det er så nemt at falde i fælden, hvor man stadig overforbruger, men ikke opdager det, fordi en mulepose i økologisk, bæredygtig hør på alle måder virker som en forsvarlig ide, og man derfor glemmer at forholde sig til, om man virkelig mangler den.

Jeg havde selv overvejelserne i sidste uge, i forbindelse med de strikkede rondeller, jeg nævnte. For de er uomtvisteligt en god ide, men hvor mange gange skal de bruges for at materialerne til dem og de glas, jeg har købt til opbevaring af dem, opvejer det impact, som produktionen af almindelige vatrondeller har på miljøet? Hvor krydser akserne?

For bogbind i stof kan i teorien bruges i flere år – men kan de også det, når de udsættes for børn? Børn, der måske kommer til at tegne en lille bitte smule på dem, hiver i dem, fordi det laver en sjov lyd, når elastikken snapper osv. osv. Er stof bedre for miljøet, hvis levetiden er den samme som for papir? Jeg er i tvivl. 

Derfor har jeg købt to i stof, og de kommer til at fungere som eksperiment. Resten af bøgerne binder vi ind i det Starwars papir, vi har i overskud fra sidste år, og så må jeg evaluere på det til sommer. 

2.

Gjort min grill pænt rent og sat den væk, så den er klar til næste år. Det forlænger levetiden på ting markant at passe godt på dem, så jeg har været opmærksom på at få den sat ind i sikkerhed, inden regn og rusk tog over. 

3.

Købt plastikbøtter. Og igen brugt ret lang tid på at tænke over, om det er et ønske om forbrug forklædt som miljøbevidsthed. For jeg har masser af plastikbøtter, men ingen der er små, hvilket er en daglig kilde til irritation. Børnene har efterhånden madkasser på størrelse med parcelhuse, fordi alt indhold er pakket i mindre beholdere, og *stadig* er der ikke plads til både bøtter, madder og frugt i samme madkasse.

De nye er små, perfekte til bær, nødder og dressing, og de kostede ikke alverden. De har været med hver dag, siden de flyttede ind, og jeg konkluderer derfor, at det faktisk somme tider kan give mening at øge sit forbrug, selvom man er kronisk optaget af at skære ind til benet.