M2018, uge 40

(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Været virkelig god til at bruge alt i grøntsagsskuffen, fordi jeg hakkede det hele og opbevarede det i bøtter. Onsdag aften smed jeg det, jeg ikke havde fået brugt i en skål, blandede det med lidt pasta, og hhv. en rest kylling og en dåse tun, samt lidt peanuts on the side, og forvandlede det (med en bolle fra fryseren) til torsdag- og fredagens madpakker. Det er ikke altid, det passer sammen, men det gjorde det i denne uge, og det føltes godt at få spist rub og stub.

2)
Tænkt over noget, jeg er blevet opmærksom på ift. med denne måneds børnepenge. Efter små 10 måneder i det her forløb, bemærkede jeg forleden, at jeg stille og roligt er begyndt at opfatte min økonomi langt mindre fragmenteret, forstået på den måde, at grænserne er forsvundet. Tidligere var jeg enormt bevidst om, hvornår det var d. 01. eller hvornår der kom børnepenge; det føltes som små redningsbåde, der med jævne mellemrum blev sat ud. Sådan er det ikke længere. Selvfølgelig kan der, når man har en økonomi som min, være måneder, hvor det handler om at sidde mussestille, og nå igennem til d. 31. uden at pådrage sig ekstraregningers ubehagelige opmærksomhed, men i det store og hele oplever jeg i dag nok mere udsvingene som små bølgeskvulp på toppen af det store hav. Det er rart, for det fjerner den meget ulogiske “NU skal der rigtig handles, for nu er der penge på kontoen!”-følelse, jeg tidligere ofte oplevede omkring d. 1.

3)
Besluttet, at mine gamle træningssko nu bare er ‘sko’. Det er et par helt almindelige Nikes, og det er tosset, at de står og spiller hellige, når jeg mangler fodtøj. Skal jeg slå mine folder i et fitnesscenter igen, må der nye til.

4)
Haft min første lidt øv-agtige oplevelse af at være blevet markant mere økonomisk bevidst. Jeg har de sidste par måneder vidst, at min løn i oktober ville blive bedre end de forgående måneders, pga. diverse tillæg. Derfor har jeg for længe siden besluttet, at det skulle være i denne måned, jeg skulle have nyt tøj, for jeg mangler. Sådan ægte og helt i virkeligheden. Jeg har holdt øje med div. platforme ift. at købe second hand, men intet af det, jeg har været på udkig efter, har været sat til salg.

Da lønnen gik ind, gik jeg derfor målrettet ind på de sider, jeg i forvejen havde fundet, og var endda så heldig, at der pludselig var ekstra rabat på to af siderne, så jeg faktisk sparede 700 kr.

Jeg har ikke på nogen måde handlet overilet, jeg har ikke købt noget, jeg ikke mangler eller på forhånd havde planlagt at købe, jeg har gjort, hvad jeg kunne for at finde det sted, hvor kvalitet og pris hænger bedst sammen, så jeg får noget for mine penge – og alligevel brugte jeg nærmest 4 dage i en form for panisk fosterstilling over at have brugt penge på mig selv. Det synes jeg faktisk er lidt irriterende.

5)
Ryddet op i mit køkkenskab, og lavet en liste bagerst i den notesbog, jeg altid har med mig, over de dåser og glas, jeg nu har flyttet rundt på (alt for) længe, så jeg kan lægge de næste ugers madplaner med udgangspunkt i dét. Jeg lever trods alt ikke så actionpacked et liv, at det er nødvendigt at have en stand-by nødreserve af mango chutney og aioli.

M2018, uge 39

(Læs forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Købt 2 kalenderlys for 85 kroner (virkelig kæmpe undskyld til dem, der hader jul). Det lyder ikke billigt, men det er det. For 4 år siden købte jeg den fineste kalenderlysestage fra Medusa, som jeg bliver glad i låget af at se på hvert eneste år, hele december igennem. Den er formet som en kæmpe julestjerne i guld, og vejer ca. det samme som Frida – og så er det kun kalenderlys fra Georg Jensen og Stelton, der passer til indsatsen i. De koster 120 kr. stk, og det er SYGT træls. Men i mandags tænkte jeg: “Der MÅ være nogen, der er ved at rydde lageret, så de er klar til den kommende sæson” og det var Salling. 30 kr. pr. stk og 25 kr. i fragt. Haps x 2.

2)
Opsagt mit medlemskab hos FDM, hvilket kun skete, fordi jeg i tidernes morgen var klog nok til at undlade at tilmelde det betalingsservice. Da jeg blev medlem, fik jeg et tilbud på både medlemskab og vejhjælp, og fordi jeg de sidste 5 år har været rodet ind i et utal af rabatordninger ift. vejhjælp, er jeg nødt til ca. en gang om året at tjekke op på, hvor det nu lige er, jeg har det pt. Det viste sig, at jeg siden sidst har fået det lagt ind under min bilforsikring, og dermed sparede jeg de 1200 kr., det ville koste at forblive medlem af FDM.

Jeg ville ønske, at jeg var tjekket nok til hele tiden at være up to speed med de her ting, men lige præcis vejhjælp og bilforsikringer får min hjerne til at smelte og sive langsomt ud af ørerne på mig, så hvis jeg havde haft FDM-betalingerne sat op til at køre over PBS, kunne der godt være gået et år eller to mere, inden jeg var blevet opmærksom på det.

3)
Solgt for 1745 kr. på Tradono og formået at spare de 600 af dem op.

Dette punkt får lov at fylde lidt ekstra i dag, fordi diskussionen i sidste uge om, hvorvidt det er go eller no-go at sælge noget, man har fået gratis, var så god.

Jeg elsker – ikke ‘holder af’ men virkelig E.L.S.K.E.R – at vi kan diskutere et emne, som der er så mange holdninger til, og stadig gøre det både ærligt og ordentligt. Debatten var en af dem, der gav mig noget at tænke over, og jeg har indtryk af, at det samme gælder for flere af jer.

Vi snakkede meget om det her med, at tøj skulle hen, hvor det gjorde gavn, og det har jeg i ugens løb tænkt en del over. For – og jeg ved ikke, hvordan jeg skal skrive det her, uden at komme til at lyde patetisk – men det gør det jo faktisk lige præcis her. Vi har haft en del måneder i år, hvor vi har levet for ca. halvdelen af, hvad man siger, en familie på størrelse med vores skal have til rådighed; måneder, hvor vi har levet for ca. 3000 kr., alt inklusiv. Jeg ER de kvinder, mange af jer gerne vil hjælpe, tror jeg? At de genbrugsbutikker, jeg handler i, ligger online i stedet for på strøget, og er private frem for humanitære, handler udelukkende om, at udvalget i provinsen er så småt, at det kan tage flere uger at finde det, man skal bruge, i en kvalitet, man kan holde ud at give børnene på. Vores “fattigdom” er (forhåbentlig) tidsbegrænset og værre nogle måneder end andre, men den er stadig meget konkret at leve i, så længe den står på, så når jeg tjener penge på at sælge tøj, både vores ‘eget’ og det, vi har arvet, får jeg glæde af alt det tøj, der kommer vores vej, både det, vi kan bruge og passe, og det, vi ikke kan. Og hvis det gælder for os, så gælder det måske også for andre i de omgangskredse vi hver især kommer i, så jeg kom bare til at tænke over, at det måske også er et perspektiv, der fortjener at komme med.

Skæbnen vil, at det i denne måned for 98% vedkommende er tøj, jeg selv har købt fra nyt, jeg har solgt, men havde jeg valgt at lave nedenstående liste i en hvilken som helst anden måned, kunne det tal sagtens have set anderledes ud. (Jamen, lad os bare være ærlige.) Når vi i denne måned har SÅ meget tøj at sælge ud af, skyldes det dels, at jeg har ryddet op i mit tøjskab, og dels at sommertøjet er lagt væk og vintertøjet er fundet frem. Det giver altid et par gode stakke, som børnene er vokset fra, eller aflagt tøj fra Anton, som jeg kan se, at Frida ikke kan passe på det tidspunkt, det skal bruges. (Altså, f.eks. en vinterjakke i str. 98, som var den størrelse Frida brugte i sommer).

Jeg oplever ofte, at folk ikke helt forstår, hvordan pokker man kan tjene så relativt meget på at sælge brugt tøj. Mit trick er, som jeg også tidligere har nævnt, at sælge det så billigt, at det virker dumt at lade være med at købe det. Hele september har jeg prøvet at skrive ned, hvad jeg har solgt, og hvad jeg har taget for det, og de ting, der er på listen nedenfor, er alle enten nye, nsn (næsten som nye) eller gmb (gode, men brugte) i den pæne ende. Der er altså ikke tale om tøj, der er slidt i bund, eller fodtøj, der er smadret til ukendelighed, og jeg ville selv, med stor glæde og fornøjelse, have købt og iført mine børn hvert eneste stykke.

Til de interesserede, er listen her:

Støvler, Hummel: 25 kr.

Fløjlsbukser: 20 kr.

Tangels, 2 stk: 50 kr.

Natlamper, 2 stk: 50 kr.

Bamse og Ælling: 40 kr.

Softshelldragt, Hummel: 80 kr.

Bluser (4 stk): 60 kr.

Gummistøvler (4 par): 125 kr.

Kogekedel (OBH): 70 kr.

Jakke (LEGO wear): 50 kr.

Hoptimister (stor og lille): 75 kr.

Uldtøj: 70 kr.

Bodyer (3 stk): 35 kr.

Svømmesko: 15 kr.

Basketstøvler, glimmer: 15 kr.

Hjemmesko, Avengers: 15 kr.

Babydyne + liggeunderlag: 60 kr.

T-shirts (15 stik): 110 kr.

Uldtøj (2 sæt): 75 kr.

Tøjpakke (15 stk tøj): 75 kr.

Tøjpakke (12 stk. tøj): 75 kr.

Overalls, Kansas: 70 kr.

Rasul-ler: 30 kr.

Frakke: 150 kr.

Tøjpakke (20 stk. tøj): 95 kr.

Termotøj: 75 kr.

Badedragt: 85 kr.

Tøjpakke (5 stk + natlampe): 50 kr.

I alt: 1745 kr.

M2018, uge 38

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Vasket Fridas legesager fra sandkassen af, da de egentlig skulle pakkes væk, og konverteret dem til badelegesager. Den her er på, fordi den er et godt eksempel på noget, jeg øver mig at i blive bedre til, nemlig at bruge ting og sager på tværs af årstider og sæsoner. Selvfølgelig skal vi ikke have julebelysningen oppe hele året (…. stirrer eftertænksomt ud i luften), men f.eks. synes jeg, at det giver mening at bruge tøj, når man kan passe det, og have legetøj tilgængeligt, så længe det er sjovt. Måske elsker hun stadig sandkassen til næste år, men alt andet lige, får hun mere glæde af alle sine plastik-is og kaffestel, når hun kan lege med dem i vinterhalvåret også.

I samme boldgade har jeg undladt at pakke nogle af mine 3/4 leggings og toppe ned, som jeg har brugt denne sommer, og i stedet døbt stakken ‘træningstøj’. Havde jeg pakket det ned, ville jeg næste år have fundet det frem, og tænkt, at det måske var lige til den slidte side, og være endt med at købe nyt. Så hellere slide det helt i bund, nu hvor jeg har det og kan passe det, så det udtjener hele værnepligten og ikke ryger ud, mens der stadig er levetid tilbage i det.

2)
Gjort mig en dum erfaring ift. at sælge brugt tøj. Og lad mig starte med at slå fast, at det er mig, der er idioten i den her historie. Bare, så det er på plads.

Det sidste års tid er jeg blevet bedre og bedre til at sælge det tøj, vi ikke længere bruger, i diverse køb-og-salg-fora. Da jeg er den sidste i min nære omgangskreds, der har små børn, får vi ofte tilbud om at arve tøj, og jeg har et æreskodeks, som jeg altid holder ved: Bliver vi spurgt, om vi vil have noget specifikt, f.eks. en flyverdragt, takker jeg kun ja, hvis vi mangler. Jeg siger ikke ja og tager imod den, for at sælge den videre. Desuden spørger jeg altid, om folk vil have det retur, som vi af den ene eller anden grund ikke kan bruge. Min egen forståelse indtil nu har været, at så er der rene linjer. 

Men i sidste uge fik jeg to poser tøj til mig selv. Det var en uhyggelig fin gestus, og jeg sorterede tøjet, tog det fra, der passede, og sendte resten videre til venner og bekendte. I poserne var en håndfuld tørklæder, som jeg smed i min kasse i skabet; det famøse tøjskab, som jeg 4 dage senere ryddede op i. Da jeg nåede til tørklædeskuffen, talte jeg sammen, at jeg havde 40 af slagsen. Jeg har ikke engang noget at sige til mit forsvar. Men 2018-Linda har ikke 40 tørklæder, så jeg tog dem fra, jeg bruger, og satte resten til salg. Heriblandt den håndfuld, jeg havde fået ugen forinden. Jeg havde ikke gang tænkt over, at det kunne være problematisk – før giveren selv henvendte sig, og på en pæn og ordentlig måde fik sagt, at det syntes hun egentlig ikke var ok.

Jeg blev så flov, at jeg næsten bliver det igen, bare af at skrive om det.

Uanset jura og holdning, så havde et andet menneske gjort noget for at gøre mig glad, og jeg gengældte tjenesten ved at gøre hende ked af det.

Den ryger i bogen over lektier, jeg har lært, og jeg skal have taget stilling til, hvad jeg gør fremover, så det ikke sker igen. For den smag behøver jeg ikke sidde med i munden igen foreløbigt.

3)
Fået en mail med et gavekort på et juletræ fra en sød og betænksom læser. Jeg blev simpelthen så glad, for hvor jeg for 3 måneder siden fik ondt maven, når jeg tænkte på december, så er jeg nu så priviligeret, at der er styr på i hvert fald halvdelen af de ekstraomkostninger, december medfører.

Det betyder, at jeg kan gøre mig reelle forhåbninger om at lægge et par tusinde til side, når vi får børnepenge om en måned, så jeg igen har bare en smule opsparing til at stå. Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg har skrevet om det, men grunden til, at de sidste 4-5 måneder har været ekstra stramme er, at jeg i starten af året fik en værkstedsregning på bilen på 12.000 kr. Dem havde jeg bare, helt lowkey, ikke, så jeg lånte dem af mine forældre, og svor, at jeg ville betale tilbage af børnepengene. Det har jeg gjort: 4.000 pr. gang. Sidste afdrag betaler jeg i oktober, og det er klart, at når økonomien ser ud som min gør, så kan det mærkes, når der mangler så solid en luns.

Sjovt nok har det været en gave i forklædning, for det har skærpet min opmærksomhed yderligere på, hvad vi egentlig har brug for. Ret skal være ret: Vi har også været heldige, at der ikke er kommet uforudsete udgifter af den lidt mere alvorlige slags, men jeg tror stadig, at det kommer til at betyde, at vores forbrug har ændret så meget karakter, at jeg kan spare bare lidt op fremadrettet.

M2018, uge 37

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Fået svar fra Frelsens Hær om lugtende tøj:

“Selvom jeg klart forstår din tanke om upcycling så må vi desværre erkende at tøj der lugter, som du beskriver det, ikke kan anvendes.”

Jeg siger ikke, at vi skal kigge misbilligende i H&M’s retning. Jeg konstaterer bare, at den eneste af de 4 organisationer, jeg har henvendt mig til, som har rene, kommercielle interesser, også er den eneste, der ikke har prioriteret at svare mig.

2)
Holdt hestene ift. at få taget billeder af børnene. Da Anton var lille, var det en ret dygtig fotograf i Esbjerg, der tog de obligatoriske billeder i vuggestue og børnehave, og da han opsagde sin aftale med institutionerne, holdt jeg fast i at få børnene fotograferet hos ham. Men, som man kan forvente, er prisen også en anden hos en etableret fotograf, end hos Dansk Skolefoto. De sidste par år har jeg alligevel ikke været helt tilfreds, og så synes jeg faktisk, at det er for mange penge at smide efter en håndfuld billeder. Omvendt er der også noget over at have billeder i samme stil, taget på samme tidspunkt hvert år, og jeg har ikke helt kunne finde ud af, om jeg skal sætte fornuft og økonomi over minder på sigt. Men nu har jeg nærlæst teksten på skolefotopapiret, og kan se, at jeg faktisk kan se billederne, og først derefter beslutte mig for, om jeg vil have dem. Det prøver jeg at gøre i første omgang. Hvis der er et pletskud i mellem, kommer jeg til at spare ca. 500 kr. hvert år på dén konto.

3)
Haft børnene med til Fantasy Festival, som blev afholdt af Esbjerg Hovedbibliotek, og også her tøjlet mit ‘hit med alting nu!’-temperament. Festivalen foregik på selve biblioteket, og kostede et mindre beløb i entre, men uden for biblioteket var opstillet en masse boder, og der var både sværdkæmpende orker, og prinsesser i store kjoler. Jeg besluttede at forholde mig afventende, i stedet for bare at storme ind med et barn i hver hånd, og efter en times betaget gang rundt på pladsen udenfor, meddelte børnene nærmest i kor, at nu ville de gerne hjem. Dermed var der råd til på tilbagevejen at købe det træsværd, som Anton samtlige 60 minutter havde kigget længselsfuldt efter.

4)
Ryddet op i mit tøjskab, og det gjorde ondt. Jamen, jeg kan ligeså godt være ærlig. Jeg har skubbet det i flere år, fordi jeg godt vidste, at den ville rive – og det gjorde den. Dels erkendelsen af, at jeg aldrig kommer til at se ud, som jeg gjorde præ-børn, da jeg boede i et fitnesscenter og levede af kylling og grøntsager, men også afskeden med.. jamen, den unge kvinde, jeg var, tror jeg? Jeg er i gang med at finde ud af, hvem jeg er i den modne version, også tøjmæssigt, men det var vemodigt og svært at fylde de sorte sække. Ikke mindst fordi lige præcis mit forhold til min vægt og min krop nok er et af de eneste steder, hvor jeg stadig ligger i åben krig med mig selv. Det føltes som at have tabt slaget at køre sneploven over hylderne.

Lige nu er det så tomt, at det giver ekko, når jeg åbner skabet, hvilket i sig selv er rygende angstprovokerende. Jeg kan ikke forklare, hvorfor det føltes mere trygt at have mere tøj, når det nu var noget, jeg aldrig ville tage på eller komme i – men det gjorde det. Til gengæld føles det også mere rigtigt nu. Som en ny start. Og langt mere i sync med, hvem jeg er nu: At jeg har det, jeg bruger, og ikke mere end det.

M2018, uge 36

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

Inden jeg går i gang med ugens liste, har jeg lige lyst til at runde en kommentar, jeg fik af en sød kollega i sidste uge. Hun læser med herinde, og spurgte, om jeg egentlig havde oplevet negativ respons på at tale så åbent om at sidde i en træls, økonomisk situation.

Fordi det lader til at være lidt af et tabu, har jeg lyst til at gentage mit svar i plenum, fordi det måske kan gøre det nemmere for andre i lignende situationer at vippe skammens kåbe af skuldrene.

For det har jeg virkelig ikke. Tværtimod. Jeg har udelukkende oplevet hep og kampråb og konkrete forsøg på hjælp fra sider og mennesker, jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig ville byde ind. Mine skriverier har givet anledning til gode samtaler om værdier, voksenbeslutninger og om, hvad der er vigtigt i livet, og jeg er kommet til at kende mange omkring mig bedre, end jeg har tidligere har gjort. Det sætter jeg utrolig stor pris på.

Den eneste lille bitte ting, der kan gøre mig en smule stiv om kæben er, når nogen forsøger at forklare mig, hvad jeg skal gøre for at få styr på min økonomi. Vi er way past that, og det føles som om, de taler til den tidligere version af mig (the former artist known as Linda); hende, der tog den på beløbet uden at se sig tilbage, og som ikke engang satte spørgsmålstegn ved sin egen overbevisning om, at der jo senere i voksenlivet ville komme masser af penge. Det er nok det eneste tidspunkt, hvor jeg føler mig lidt talt ned til. Selvom jeg er fuldstændig klar over, at de gør det med rene hjerter og hensigter, så føles det stadig med et godt, dansk ord lidt belittling.

Måske har det noget at sige, at jeg ikke opfatter mig selv som fattig? Hvis ellers det giver mening at definere fattigdom som en følelse. Selvom vi ret beset lever for et beløb, der er væsentlig mindre end de fleste omkring os, opfatter jeg det helt klart som en midlertidig situation, som mest af alt er irriterende. Dermed ikke være sagt, at jeg ikke i perioder kan blive voldsomt stresset over det, for det kan jeg, og i nattens mørkeste timer kan jeg sagtens miste pusten over katastrofetanker galore – men langt det meste af tiden har jeg egentlig bare blikket rettet mod sidste afbetalingsrate med en koncentration, der får de fleste laserstråler til at virke lidt slaskede.

Så det korte svar er: Nej. Ingen negativ respons. Kun kærlighed, opmuntring og mere substans i mine relationer. Det kan virkelig varmt anbefales.

Men tilbage til det, det plejer at handle om.

I den forgangne uge har jeg:

1)
Haft fornøjelsen af at genopdage vennetjenester. Korrekturlæsning af et par stillingsopslag, samt rollen som wing(wo)man på en bryllupstale, udløste gratis klipning af os alle 3, og pasning af børnene en aften, hvor jeg skulle i biografen.

2)
Testet og opgivet Rasul-ler til håret. Jeg gav det 6 dage, men måtte kapitulere. Porerne i min hovedbund lukker sig, mit hår bliver nærmest lidt stift, og jeg får så fedtet hår, at Johnny Madsen sidder et sted på Fanø og jamrer af misundelse. Jeg prøvede at bruge det i ansigtet, som en slags kombineret vask/maske, og resultet her var også tilstoppede porer og en underlig overfladeglans. I bedste M2018-stil har jeg solgt det videre, så en anden har chancen for at teste, om det fungerer bedre for hende.

3)
Lavet virkelig mange kødboller, og husket at bruge en tallerken som låg, når jeg har stillet farsen i køleskabet for at trække, i stedet for at bruge film. Her er det måske på sin plads med en opfølgning på det Bee’s wrap, jeg i tidernes morgen købte: Jeg kan ikke få det til at fungere. Det må ikke bruges over råt kød, så dermed er 50% af mit behov udelukket, fordi jeg primært filmer, når jeg laver frikadeller/kødbolle, og de skåle med andet indhold, jeg har prøvet det på, slutter det simpelthen ikke tæt nok omkring. Jeg mangler stadig at teste det ift. brød, fordi jeg bliver ved med at glemme det, men jeg skal nok få det vinget af listen, og meldt tilbage.

4)
Brugt en rest brombær/æble-kompot som luksusingrediens i kold havregrød. Konceptet er simpelt, og kan varieres i det uendelige: Man smider gryn og evt. chiafrø og/eller frugtgrød i et glas, fylder op med mælk/mandelmælk/kokosmælk, og lader det stå natten over. Næste morgen kan man smide lidt müsli eller frisk frugt i, hvis man gerne vil have noget, der knaser, og ellers er det bare at kaste sig over det. Det er som skabt til at udrydde frugtrester.

5)
Fået svar fra Kirkens Korshær og Røde Kors på min forespørgsel om tøj, der luger.

Røde Kors:
“Du kan sagtens lægge det i vores containere, da det kan genanvendes.”

Kirkens Korshær:
“Det er rigtigt, at vi fra flere steder sender usalgbare partier afsted til salg andetsteds, herunder til udenlandske genbrugsbutikker og derfra videresalg til upcycling. Her få vi en fast kilopris, der afhænger af kvaliteten. Problemet ved at sende lugtende tøj afsted i sådan et parti er, at det også kan påvirke tøjet omkring det under transporten og dermed gøre mere skade end gavn. Derfor er jeg glad for at du spørger, for modtagelsen af en sådan donation kan i sidste ende koste os penge frem for at hjælpe med at støtte vores formål. Derfor siger jeg også pænt nej tak, men endnu engang stor tak for omtanken!”

Jeg har stadig ikke hørt fra Frelsens Hær eller H&M.

6)
Vendt og drejet, hvordan jeg kan byde ind med noget konkret ift. mad, opskrifter og brug af rester. Sagen er den, at jeg tror, de fleste af os har helt utrolig svært ved at have glæde af andres nemme retter, ganske enkelt fordi det, der gør en ret nem, er at den udspringer af, hvordan man normalt laver mad – og det er forskelligt fra person til person. Det, jeg tænkte, jeg kunne gøre i stedet, var at skrive, hvad jeg helt konkret gør for at udnytte alle rester, og give lidt inspiration til, hvad jeg bruger dem til.

De to gyldne regler er 1) Frys og 2) Frys i små portioner. Og når jeg skriver ‘små’, så mener jeg virkelig små. Jeg fryser typisk i 1-1,5 dl. bægre. (Og hvis det f.eks. er en gryde kødsauce, jeg skal fryse, så laver jeg et eller to bægre, der passer til mad til én dag, og fylder resten i små bægre) Det giver muligheden for at lege fryser-tetris og sætte mad sammen på kryds og tværs, så det både er nemt og varieret.

Hermed lidt eksempler på, hvad man kan bruge resterne til:

Kødsauce:
*Pizzasnegle (bland med tomatpure/ketchup og revet ost)
*Fyldte grønsager, som f.eks. peberfrugt/squash (bland evt. med en rest ris, som suger væsken, og gratiner med en rest ost)
*Madpandekager (bland f.eks. med bønner, en rest ris og lidt revet ost eller feta)
*Som “pizza”-topping på brød, der har brug for lidt førstehjælp for at kunne spises

Creme Fraiche/smøreost/ost/feta/revet ost:
*I tærte
*I suppe
*I boller
*I frikadeller
*I et fad pasta, blandet med en rest kødsauce

Sauce:
*I kartoffelmos, der gerne må smage af noget (f.eks. som låg på noget-med-sauce-i-ovnen)
*Som dressing i en pastasalat (jeg smed en kold rest chilibearnaise i en pastasalat, og det er jeg stadig ikke ovre)
*Blandet i fyldet til fyldte, bagte kartofler

Kød/pålægsrester:
*Ristet på panden med bønner, peberfrugt og lidt løg, og serveret som fyld til mexicansk mad
*Fyld i en frokostsalat
*Fyld i tærte
*Blendet med lidt pesto og derefter tilsat dej til sandwichboller

Ris/pasta/bulgur osv (NB: Jeg har læst et sted, at man ikke må genopvarmet ris. Vi gør det, men jeg disclaimer lige for en sikkerheds skyld)
*Blandet med kødsauce i ting, hvor kødsaucen helst ikke må vande.
*Fyld i salater
*Blandet med den sidste lille rest af aftensmaden, som så kan bruges til madpakke den efterfølgende dag.
*Som suppefyld/topping

Frugtgrød/kompot:
*Som topping på en god chokoladekage (her er det f.eks. smart, hvis man har en måned med mange gæster, at man bager en kæmpekage, og fryser den i stykker, der passer til det antal mennesker, der kommer de respektive dage. En liter is eller to, lidt bærkompot ved siden af, og så har man en virkelig nem dessert, som er lige lækker hver gang)
*Blandet med neutrale surmælksprodukter som mellemmåltid
*Blandet med gryn og mælk til kold havregrød.

Det blev langt! Men jeg håber, det kan bruges, og sidder I derude med flere tips og tricks, så smid dem endelig i kommentarfeltet.

M2018, uge 34

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
På min venindes opfordring prøvet at fryse de bager-rundstykker, vi havde i overskud fra en fællesmorgenmad. Nogle af dem var skåret over, andre var ikke. Jeg tog dem op i morges, lod dem ligge på køkkenbordet en halv times tid, og gav dem små 10 minutter i ovnen; de var længder bedre end de frosne bake off’s, vi ellers har kørt med til fødselsdage. Der er hermed belæg for fremover at holde øje med, om der er 10-for-et-eller-andet, når vi en sjælden gang køber hos bageren, fordi de overskydende pludselig kan bruges til noget. (Hvis nogen har tænkt sig at kopiere ideen, var det faktisk de præ-overskårne, der blev bedst; de var gennemvarme, men stadig uden at blive hidsige i krummen udenpå.)

2)
Foretaget et lille skifte, som afgjort hører til i småtingsafdelingen, men som jeg alligevel godt kan lide tanken om: Jeg har gravet mine små, almindelige teskeer frem fra bagerst i skuffen, og har konsekvent brugt dem, når jeg har sat marmelade, rosiner, kaffe osv. på bordet.

Jeg har i årevis kørt med sådan en et-sted-mellem-teske-og-spiseske-model fra Ikea, fordi jeg synes, de er rare at spise yoghurt osv. med, og så er det bare endt med, at det kun er dem, jeg har brugt.

Den er i familie med tricket med at spise af mindre tallerkener, og selvom det måske kun er et glas marmelade, en pakke rosiner og et enkelt glas Nescafe, der kan spares på et år, så giver det stadig mening for mig, at vi, som livsfilosofi, bliver bedre til at tage, hvad vi skal bruge, og ikke bare hvad vi kan.

3)
Glædet mig over, at jeg her – 6 dage før d. 31.- kan se, at det lykkes mig at få os igennem denne måned med flyvende faner på et rådighedsbeløb på 2800 kroner til ALT.

Jeg har suppleret med salg af børnetøj osv. og jeg har i denne måned gjort en ekstra stor indsats for at komme af med ting, jeg normalt ville have sendt videre i rotation, og takket være de ekstra penge, står der stadig 500 kroner på lønkontoen, og vi har købt ind til den kommende uge.

De 2800 (plus salg) har jeg fået til at dække: Mad, husholdningsartikler, 3 x kalendergaver, 1 vinterjakke (LEGO Wear) til Frida, et par sko (Ecco) til Frida samt benzin til bilen, og hvis ikke der står en barbershop-kvartet klar, når jeg slår øjnene op fredag d. 31. som med sang og lovprisning hylder min indsats, mens de hænger medaljer om halsen på mig, og strøer rosenblade for mine fødder, bliver jeg sur.

Modsat tidligere i dette forløb, hvor jeg i måneder som denne, bare pelsede ALLE skabe for ALT, har jeg nu lært, at det ikke hjælper ret meget at lave en Glistrup, for det betyder bare, at næste måned bliver ligeså styg. Derfor har jeg været ret opmærksom på at at restock’e, når jeg har taget den sidste af et eller andet, så der er stadig tandpasta, hakkede tomater og vådservietter i skabene, og masser af mad i fryseren.

Som et slags PS synes jeg faktisk sjældent, at det er maden, der er udfordringen, når man er presset økonomisk. Jeg kan lave 500 retter, som smager fint og koster tæt-på-ingenting; for mig er det alt det uden om, som er svært. Sygdom, der kræver penicillin, gaver, sko, der pludselig er for små osv; udgifter, som kommer så løbende, at de er tæt på at være faste, men som alligevel ikke er der så ofte, at de er en del af det almindelige husholdningsbudget. Med et rådighedsbeløb på ca. 750 kroner pr. uge, inkl. benzin, som det har været tilfældet i denne måned, kan antihistamin til 70 kroner og en gave til 100 kr. godt mærkes.

Så med fare for at jinxe det hele, her 2 meter før målstregen, har jeg det lidt, som om jeg har vundet over august.

M2018, uge 33

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1.
Brugt 3 aftener på at finde en brugt vinterjakke og et par brugte sko til Frida.

I den bedste af alle verdener købte jeg nye sko til hende (jakker er jeg mere loose med), men – med fare for at gentage mig selv – vi er pressede pt. Jeg diskuterede lidt frem og tilbage med mig selv og nåede frem til, at jeg hellere vil have sko i en ordentlig kvalitet og leve med, at de er let brugte, end at købe billige, syntetiske sko – som stadig vil være dyrere. Jeg kiggede på kurven med ting, jeg selv har sat til salg, som også indeholder sko i varierende grad af brugt, men nogle par er brugt max. 10 gange, og andre er mærket ikke engang klippet af. Fejlkøb, gaver og perioder, hvor børnene vokser gennem 2 størrelser på 2 måneder. Jeg konkluderede, at det samme måtte ske i andre børnefamilier, og gik i gang fra en ende af. (Her må jeg så lige indskyde, at jeg igen forbløffes over, hvad nogle mennesker mener, de kan få for noget, der ret beset er affald) MEN: Efter mange timers intensiv jagt, fandt jeg et par næsten nye Ecco til 100 kroner, og en meget-lidt-brugt LEGO jakke til 100 kroner. Nu er vi fri for at skulle bruge penge på dét, når vi får børnepenge næste gang, hvilket betyder, at der kan flyttes penge over i julepuljen.

2.
Speaking of jul: Begyndt at spekulere på, hvad jeg skal finde på til kalendergaver. Der er bare ret mange penge at spare, hvis man køber på bud, eller har tid til at finde noget ordentligt brugt. Sidste år købte jeg 4 Flunkerne-bøger brugt, som Frida fik hver søndag, sammen med en anden lille ting (vi kører adventsgaver), og de er læst ca. 1 million gange siden. Hvis nogen har gode ideer (ud over klassikerne med at give noget, de alligevel mangler) så hold jer endelig ikke tilbage i kommentarfeltet.

3.
Solgt brugte ting og tøj for 300 kr, hvilket betyder, at jeg – når portoen kommer oveni sko og jakke – faktisk har et nulsumsregnskab kørende.

4.
Færdigbrugt et par flasker med forskellige rengøringsmidler, hvilket bringer mig tættere på mit mål om at reducere kassen med diverse rengøringsremedier væsentligt. Jeg har læst lidt på det, og flere steder nævnes det, at man faktisk kan nøjes med 3-4 stykker. Jeg kommer måske ikke helt så langt ned, men ligesom med bodylotion/ansigtscreme-eksperimentet, kan jeg godt lide tanken om, at det samme produkt kan bruges til flere formål, så man både har et bedre flow i sine ting, og et bedre overblik over, hvad man har/mangler.

5.
Taget hul på noget, jeg har danset rundt om et par måneder, nemlig at træne herhjemme. Jeg har altid HADET hjemmetræning, fordi jeg synes, man får tingene blandet sammen. Det hører med til historien, at jeg meget hurtigt synes, at jeg ikke træner nok, så jeg har måske også været lidt afmålt ift. at forvandle mit hjem til et mini-fitnesscenter: Hvis jeg hele tiden har muligheden, synes jeg også hele tiden, at jeg burde. Det er svært at forklare, men jeg føler aldrig helt, at jeg har fri. Og hvis mit mentale helbred skal bevares, bare nogenlunde, så er jeg nødt til at have mine aftener fri. Ellers bliver jeg sur og tosset, og ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

Men jeg savner at træne, og der er bare ikke penge til et medlemskab i et fitnesscenter lige nu, så jeg har sat mig ned, og prøvet at skrive alle de punkter ned, som står i vejen for at træne hjemme; helt ned til “jeg synes, det er irriterede at tage stilling til, om jeg skal have træningssko på indenfor”. Da jeg havde skrevet listen, gennemgik jeg punkterne og besluttede, hvordan de kunne løses.

I sidste måned fandt jeg lidt flere håndvægte til samlingen på Tradono, jeg har lavet et program, der er kort men hårdt, og nu tester jeg frem til jul. Hvis jeg stadig hader det, når jeg står og sveder ved siden af juletræet, men har fundet tiden til det, må jeg prøve at kigge på, om jeg ikke på en eller anden måde kan stampe penge op ad jorden til et medlemskab i et fitnesscenter. Har jeg ikke fundet tiden til det, ville jeg heller ikke have haft den i et center, og så er det under alle omstændigheder spild af penge, og skulle det utrolige være sket – at jeg er kommet til at holde af det – kan pengene bruges på noget andet.

M2018, uge 32

(Serviceinfo: Serielisten under ‘Anbefalinger’ er opdateret med ‘Ozark’ og ‘Marcella’)

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Evalueret på et eksperiment, jeg har kørt de sidste 4 uger, hvor jeg har brugt min helt almindelige nivea bodylotion som ansigtscreme. Jeg har ikke kunne mærke forskel overhovedet. Eftersom literprisen på ansigtscreme er 10-15 gange højere end den gennemsnitlige på bodylotion, kommer jeg vist bare til at køre den model fremover.

2)
Smidt et decilitermål i mine morgenmadsprodukter som op-øser-ske. Jeg er træt af, at mit mangel på øjemål betyder, at jeg stort set hver morgen smider et par skefulde morgenmad ud fra os hver. Appetit varierer selvfølgelig, men jeg syntes, det var forsøget værd, og det fungerer perfekt. (Jeg ved godt, at nogle af jer derude gemmer morgenmadsrester, og ikke et ondt ord om det. Jeg er bare lidt ekstra hys med bakterier, for det eneste, der er mere træls end at være syg og skulle tage sig af andre, er at være syg og skulle tage sig af andre, der også er syge)

3)
Oplevet noget, jeg sætter på her, som kommer til at grænse til reklame. Jeg skriver det alligevel, fordi de mennesker, der stod for det, ikke har den fjerneste idé om, hvad ‘blogsbjerg’ er, og derfor med 400% garanti ikke har gjort det i håb om omtale.

Jeg har en bil, hvor der fra fabrikken er konstateret en fejl på motoren, så den bruger langt mere olie, end den bør. Det gælder en stribe af biler fra lige præcis dén produktion, og de har alle været kaldt ind gennem Det Centrale Motorregister og fået skiftet en hætte, som skulle afhjælpe problemet. Det gør det bare ikke sådan rigtigt. I hvert fald fylder jeg langt, LANGT mere olie på min bil, end alle, jeg nogensinde har mødt, og de gange, jeg har skiftet mekaniker, har de være decideret vantro. Det giver ikke megen mening at tjekke oliepinden for mig, for min bil mangler stort set altid olie, men når det er ved at være kritisk, får jeg en advarsel i instrumentbrættet, som jeg har mekanikerens ord for, at jeg kan køre ca. 100 km med, uden at ødelægge noget.

I torsdags var jeg kun lige kørt på motorvejen, da advarslen poppede op. Den var ualmindelig vedholdende, og eftersom jeg skulle tolke i Fredericia, turde jeg ikke køre hjem uden at fylde olie på. Heldigvis lå der et værksted lige bagved det sted, jeg tolkede. De fyldte over 2 liter olie på, og jeg gik ind for at afregne.

“Får du normalt lavet service hos os?”

“Nej. Jeg er ikke her fra byen, men jeg tør ikke køre hjem, uden at fylde olie på.”

“Nej selvfølgelig. Nå, men ved du hvad, vi siger sgu bare, at det er på huset.”

“Øhm.. hvad?”

“Ja, altså, det havde været gratis for dig, hvis du fik lavet service her, så jeg synes bare, vi lader som om, du er kunde hos os.”

Han så til sidst helt beklemt ud over min overstrømmende tak, så til min egen ros, vil jeg bare sige, at jeg undlod at kramme ham. Men det er altså olie for ca. 300 kroner, og jeg sætter derfor dette punkt på ugens liste, fordi jeg tænker, at det er ret brugbar info, hvis der er andre derude, der har biler, der sluger meget olie.

Hos Skorstensgaard er det åbentbart gratis at få fyldt på mellem sine servicetjek.

M2018, uge 31

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Ryddet op i begge børns tøjskabe og alle kasserne med tøj, vi har arvet, fordi jeg har en kraftig mistanke om, at efteråret i år kommer til at ramme som en lussing. Det er sket mere end én gang, at jeg har købt et eller andet til et af børnene, og når jeg så bladrer kasserne igennem, ligger der to af lige præcis den beklædningsgenstand og hån-ler af mig. Det sker næsten altid, fordi jeg først finder kasserne frem, når årstiden er skiftet. I år ville jeg gerne være på forkant, så nu står der en kasse med efterårstøj ved vaskemaskinen, som er klar, når temperaturen begynder at falde (InshAllah) og det, der stadig er for stort, er pakket tilbage i kasserne, som har fået nye størrelseslabels på.

Jeg har samtidig frasorteret alt det, der er blevet for småt, og alt det, jeg – efterhånden som særlig Fridas tøj-præferencer bliver mere tydelige – kan se, at de aldrig kommer i. Jeg har sat alt til salg på Tradono, tøj, støvler, alles, til 5 kroner, og det, der ikke er solgt på fredag, ryger i poser, og videre i rotation.

2)
Ryddet op i børnenes legetøj (da jeg alligevel var i gang) og givet det, vi ikke længere bruger, til børnehaven. Det her punkt er måske ikke noget, der direkte falder ind under emnet, men jeg har alligevel taget det med, fordi det hænger sammen med ikke at horde ting, man ikke bruger, men slippe dem og lade andre få glæde af dem. Det er så lidt, du kan få for f.eks. et brugt puslespil eller en bamse – og så synes jeg egentlig, at det giver mere mening at forære det til et sted, hvor det kan bruges af mange børn i lang tid, f.eks. et krisecenter, et sygehus, en institution eller hvad man ellers har i nærområdet.

3)
Vasket min bil manuelt. 2 gange i løbet af den sidste måned, faktisk, hvilket jeg ville ønske, jeg altid kunne gøre, for det er en (relativ) stor enkeltudgift, som det ikke rigtig føles, som om man får noget for, andet end 10 minutters glæde over at køre i en ren bil. Tiden er bare desværre ikke til, at jeg kan nå både rengøring, haven, bilen plus det løse, og det her en den løsning, det er billigst for mig at betale mig fra.

Men vi havde fri, vejret betød, at det var ligemeget, at ungerne blev dyngvåde, de er blevet så store, at de forstår det, når man beder dem om at stoppe med at skrubbe asfalten med den børste, de lige om lidt skal vaske en lakeret bil med, og de kan selv gå ind, hvis de skal tisse eller ikke gider mere, så der var et window of opportunity og jeg kravlede lige igennem det.

4)
Trukket vores indkøb en dag for langt. Det her er en genganger, men den er bare så god, når den kan lade sig gøre, fordi det er på den sidste dag, vi får brugt ALLE resterne. Igår bestod aftensmaden f.eks. af 2 frikadeller, et stykke pizza, koldskål, tomater fra mormor og morfar, en skefuld humus og et par friske skinkeboller af dem her, som min veninde har anbefalet*. I morges var der rester, der passede til en smoothie, og da vi kørte over for at handle, var køleskabet så tomt, at det rungede.

*Jeg smed en rest chorizo og en rest haydari i, og bagte dem med chiliost, og de smagte HIMMELSK! Pro-tip: Jeg HADER at tygge på skinkestrimler, så jeg smider dem (og chorizoen) i min køkkenmaskine og hakker det hele fint. På den måde får man en bolle, der fungerer perfekt som mellemmåltid, fordi der er masser af protein i, så den mætter, og så er den supernem at have med i tasken.

M2018, uge 30

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg: 

1)
Besluttet, at vi, når vi har brugt de sugerør, vi har liggende, ikke køber nye i plastik, men investerer i en håndfuld af stål. Vi har ikke været de største syndere, fordi vi kun bruger sugerør i smoothies, og til formålet har vores smoothie-glas, som kommer med genanvendelige sugerør i hård plast, men når vi nu har afskaffet alt plastikservice, virker det logisk, at det her er næste skridt, uanset hvor få sugerør vi bruger.

2)
Tænkt over madspild, level 2. For én ting er, at jeg efterhånden er lidt af en fryser-ørn, når det kommer til at bruge mine rester, og finde kreative måder at sætte smulerne sammen på, men måske netop derfor, lægger jeg i dag nok mere mærke til det, når jeg oplever madspild på områder, hvor jeg ikke før har tænkt over det.

Det er f.eks. længe siden, jeg er gået væk fra “2 for 1’s pris!”-tankegangen, fordi vi virkelig, virkelig sjældent skal bruge 2 af hvad-end-der-er-på-tilbud, men jeg falder stadig somme tider i, når tilbuddet er storkøb i form af mere-i-pakken. Seneste eksempel er Smørbar fra Lurpak, som ind i mellem er på tilbud i en ekstra stor størrelse. Når jeg står i butikken, virker det næsten stupidt at betale det samme (eller mere ) for 250 gram, som for 400 gram, og specielt fordi det føles som om, mit fokus på madspild kommer til at modarbejde mit fokus på at spare penge. Men nu har jeg truffet en principbeslutning om, at med mindre der er tale om madvarer, som vi virkelig spiser meget af, så må det bare være sådan, for vi når ikke at spise de store pakker, før de fordærver eller bliver ulækre. Det betyder i sidste ende, at vi egentlig ikke at får glæde af den ekstra mængde, der er i pakken, og så er det jo spild af mad/ressoucer, ligemeget hvor billig eller gratis den pågældende mængde var.

En anden ting der har irriteret mig her i sommerferien, hvor vi trods alt har spist lidt mere ude, end vi plejer, er det madspild, vi skaber på cafeer. Igen er jeg splittet, for jeg synes faktisk ikke, at det er ok at være en af de nærigrøve, der sidder på et spisested og spytter i et glas gratis vand og en kop kaffe i to timer, men omvendt virker det, nu hvor vi virkelig sjældent smider mad ud derhjemme, også næsten grotesk at rejse os og gå fra 3 tallerkener, der stadig er halv-fyldte. Indtil nu har jeg prøvet at spørge på, om der er mulighed for at børnene deler en portion, og jeg har også bedt om at få mindre i glasset eller på tallerkenen, og stadig tilbudt at betale fuld pris, men ingen af delene er helt optimalt, synes jeg.

Gid flere caféer ville adoptere studiekantinernes systemer med, at man vejer sin tallerken, og betaler for den mængde, man øser op.

3)
Endelig fundet anvendelse for de mange papkasser, der følger med at leve i 2018, både som emballage til madvarer, og som ydre forsvarsværker på forsendelser: Jeg klipper dem i stykker og bruger dem til vandfarve, for: I fødselsdagsgave til Frida ønskede jeg mig vandfarve i ordentlig kvalitet, og jeg er målløs over, hvor stor forskel der er på hhv. det billige og det dyre produkt. Farvemætningen ca. 2000 gange bedre, og børnene, der før ikke havde den store interesse i at male med vandfarve, maler nu, så jeg næsten ikke kan følge med til at finde papir til dem. Derfor er pappet nu gået fra at være et irritationselement til at være noget, vi bruger til noget.

Fokus i denne serie er meget på at spare, men jo ikke for enhver pris; tingene kan også blive for billige. Jeg ville derfor elske, hvis vi kunne lave en tråd med produkter, hvor I har oplevet reel forskel på kvaliteten mellem den billige og den dyre version. Mine bud er (som nævnt) 1) vandfarve 2) farveblyanter, som Frida også fik i de luxe version; de knækker stort set aldrig og kan holde til flere timers tegnerier, før de skal spidses igen = meget længere levetid 3) øko-piskefløde, som, modsat almindelig piskefløde, holder sig stift i 3-4 dage uden at vande det mindste, når det er pisket til skum.

Jeg håber, I har lyst til at bidrage – og at I vil hjælpe med at holde anbefalingerne til produkter, hvor der er konkret, faktuel forskel, så ‘god kvalitet’ ikke bliver et spørgsmål om værdier og overbevisning.

(PS: Listerne med anbefalinger af bøger/serier, som man finder i overbjælken på forsiden, er opdateret med hhv. “Kadaverdoktoren” og “Manhunt – Unabomber”)