Kategori: I øvrigt/Siden sidst/Top 5/lister

I øvrigt:

*Er jeg ved at gå amok over luftfugtigheden. Hvorfor føles verden udenfor hele tiden som et bryggers, fyldt med vådt vasketøj?

*Har jeg, endelig, endelig, endelig, fundet mig en ny frisør i Esbjerg. Modsat alt, hvad jeg har lagt hoved til de sidste 10 år, er hende her helt ok med, at vi bare er stille, og hun hører ægte, hvad jeg siger, når jeg forklarer, hvor vi er henne på farvehjulet. SÅ herligt ikke at ligne én med gulsot, når man går ud ad døren efter 4 timer i stolen, og lige har blødt tæt på 3000 kr.

*Er børnene startet til svømning, og for tredje (3.) år i træk, er det lykkedes mig at få dem skrevet op, så de ikke fremgår af tilmeldingslisten. Det grænser til talent.

*Kan jeg godt se, at jeg burde være up in arms over alt det med lovindgreb og koranafbrændinger. Men er det ikke lidt som om, at man her, 12 minutter i apokalypsen, ikke kan blive ved med at finde indignation ude på lageret? Verden har føltes som et sted, der kun består af caps lock og udråbstegn de sidste par år, synes jeg, og det er, som om hele reaktionsapparatet er blevet lidt følelsesløst.

*Er det klart en fejl, at CIA ikke har hvervet Taylor Swift, for hendes måde at infiltrere samtlige af mine playlister på tværs af platforme, er undefeatet. Jeg elsker det.

*Var der en sød læser, der for nyligt tippede mig om, at Justin Cronin har skrevet en ny bog. Til de af jer, der har Den Første, De Tolv og Spejlbyen til gode: Jeg hader jer (lidt).

*Ringede sagsbehandleren i sidste uge og lagde en besked om, at jeg lige skulle ringe med min mailadresse, så hun kunne sende mig et skema til den aflastningsperson, vi skulle have fundet. Jeg ringede tilbage om aftenen og sagde, at hun ikke behøvede at bruge tid på det; jeg kom ikke til at gøre brug af timerne. Hun ringede dagen efter. Og dagen efter det. Og de to efterfølgende dage. 5. dag tog jeg den, og var meget dybfryser omkring alting. Hun ’håbede sådan’, at jeg ville klage. Hvortil jeg svarede, at det kunne jeg ikke se en eneste grund til, for ungerne når jo at fylde 18, inden de får sagen færdigbehandlet. Men så sagde hun det, der gjorde forskellen for mig, nemlig at de skal sende de klager, de modtager, til Ankestyrelsen. Og da jeg lige har en ting eller to, jeg godt vil løbe forbi dem, tog jeg æsken med raseri ud af skabet og skrev 3 hele sider, der sluttede med:

NB: Jeg er uforstående overfor, at brevet om afgørelsen er dateret d. 11.07.23, når jeg har modtaget det d. 16.08.23, og til orientering kommer jeg til at hive alt, hvad jeg kan finde af advokater og journalister op ad jorden, hvis der bliver det MINDSTE omkring frist i den forbindelse.

Der er ikke mere høflighed tilbage i mig.

*Gik jeg for et par uger siden i gang med ’Utæmmet’ af Glennon Doyle, og jeg var så begejstret, at jeg tvang den ned i halsen på 4 af mine veninder. Nu er jeg, 2/3 inde, gået fuldstændig død i den, så hvis du er én af dem, jeg lovpriste den til: Undskyld. Jeg mente det ikke alligevel.

*Er jeg nærmest lidt modvilligt imponeret over, hvor mange offentlige institutioner, jeg mangler betaling fra, fordi deres regnskabsfolk har været på ferie. Tænk at tilhøre så magtfuld en institution, at man uden varsel, info eller beklagelse, fuldt bevidst overskrider betalingsfristen for ydelser, man har modtaget med 3-4 uger, og kører ’what’ you gonna do about it?’, når man bliver rykket #drømmen

*Så jeg en nyhed om, at læger i Australien har fundet en orm på 8 cm i hjernen på en mand. Jeg tror, jeg taler på alles vegne, når jeg siger, at der er nogle nyheder, vi gerne vil være fri for. *Var jeg fredag aften i sidste uge på job, og derfor alene hjemme. Da jeg var færdig kl. 23, trængte jeg helt utroligt til noget ro i hovedet, så jeg kørte ud til en skovsø, der ligger 5 km. fra, hvor vi bor, og satte mig i sandet. Jeg bliver aldrig typen, der skal sove i shelter, men da jeg sad under månen og kiggede ud over vandet, og kunne høre alverdens dyr pusle i buskadset, forstod jeg egentlig godt, hvorfor man kan få lyst, hvis man ikke passer på.

I øvrigt:

*Har ferien gjort det tydeligt, hvor store børnene faktisk er ved at være. Og hvor meget, jeg skal have tjekket mine gamle playlister igennem, nu hvor de roder rundt i dem og finder nye favoritter. F.eks. sad jeg og skar tænder over en traktor, der ikke ville flytte sig, da Frida til min forfærdelse med høj, klar stemme ud ad vinduet sang: “Move, bitch! Get out of the way!”

*Var jeg til gengæld på nippet til at bede om en autograf, da Super Bass startede, og hun på nærmest fejlfrit engelsk tog hele første vers i kor med Nicki Minaj. Jeg sang “Hahahaha – Stena Line”, når Radio Victor spillede Bee Gees, da jeg var 8. 

*Giver det trods alt også lidt på respekt-kontoen den anden vej, at vi begynder at have nogle fælles referencer. Anton besvimede nærmest af vantro, da han sprang op i overkøjen på vores hostel, og råbte: “It’s over, Anakin, I have the high ground!” – og jeg med stenfjæs og dyster stemme svarede: “You underestimate my power!”. “Hvordan kender du den, mor!?!” Do not cite the deep magic to me, din lille pissemyre.

*Besvimede Frida så til gengæld nærmest af skam, da hun den sidste dag i Nordjylland insisterede på at køre med, da jeg satte mig i bilen for at køre på tanken. Jeg vågnede nemlig med den måske dårligst timede migræne i verdenshistorien den morgen, hvor vi skulle tjekke ud kl 9. 0 ud 5 stjerner. I et desperat forsøg på at få det bedre efter at have kastet op nonstop fra klokken 4 til klokken 8, besluttede jeg at køre ud og lede efter en is, og Frida INSISTEREDE på at komme med. Og sidde på forsædet. Klip til 6 minutter senere, hvor jeg måtte rive bilen ind på en p-plads – som viste sig at ligge foran det store vinduesparti på sygehuset – for at knække mig i en busk. “Jeg tror liiiige, jeg sætter mig om på bagsædet, mor…” Jeg har startet en GoFundMe til det terapiforløb, dét kommer til at kræve.

*Synger ferien for os nu på sidste vers. Jeg er startet på job igen, Frida er afsted de fleste formiddage, og Anton holder morfar beskæftiget i værkstedet. Ferien har været skøn – men der kommer ingen klager herfra over roen i bilen, den varme kaffe og de øde landeveje. 

*Har jeg nu kontaktet en borgerrådgiver for at klage over, at jeg stadig ikke har modtaget en afgørelse på den ene times aflastning pr. barn pr. uge, jeg har søgt for snart et år siden. Jeg er meget fatalistisk ift. ikke at forvente det fjerneste af henvendelsen, men min sjæl kan ikke bestå, hvis jeg bare finder mig det her.

*Bliver nogen snart nødt til at lave et seriøst alle-kald, så folk på nettet fatter, at ‘Besked fra Aula’ er en satireside. Min Fremdschämen truer med at tage livet af mig. 

*Vil jeg gerne anbefale filmen Nobody på Netflix. Meget samme vibe som Die Hard/John Wick-filmene, bare med Bob Odenkirk (BB/Better Call Saul) i hovedrollen. Man er ikke i fare for at lære noget af at se den, men man er strålende underholdt hele vejen, og han spiller formidabelt (og vold, våben og Weltschmerz klæder ham *meget*…).

I øvrigt:

*Klikker jeg, som alle andre normale mennesker, altid ‘Spørg mig senere’, når min computer forsøger at få mig til at forholde mig til noget. Således også, når FB opfordrer mig til at oprette et profilbillede. Og her må jeg bare rose FB for at køre den mest aggressive nudging, jeg til dato er blevet udsat for. For da jeg sidste gang forsøgte at skippe, lagde den selv et autoforslag ind – som var mit scanningsbillede, fra da jeg ventede Frida. Hvilket MÅ være det eneste billede, jeg har i mit bibliotek, som jeg faktisk ikke kan overskue bliver delt med alle under ‘Linda har opdateret sit profilbillede!’. Så nu har jeg valgt et nyt. Well played, FB.

*Bønfalder jeg, på vegne af alle mindre personbiler i hele Danmark, førere af varevogne om at køre et tjek på lygterne på deres biler. Den pære i højre forlygte, der bare, helt hårdt, insisterer på langt lys, sidder præcis i højde med vores bakspejle, og vi er ved at blive sindssyge. 

*Vil jeg, som et lille tip, på det kraftigste fraråde at køre en fuld room-makeover, komplet med maling og samling af ikeamøbler, når man samtidig har 2 feriebørn hjemme, og er hevet af én type psykofarmaka og startet op på en ny. Hvis nogen mangler mig, har jeg gravet mig ned på marken. 

*Har jeg søgt om supplerende dagpenge de næste par måneder. Fordi jeg startede, som jeg gjorde, måtte jeg skattemæssigt køre en Glistrup, hvilket betød et skattesmæk på 60.000 kr, som landede 20.06. Det var forventet, og jeg havde pengene sat af, men fordi der ikke er så meget at tolke sommeren over, skal vi lige have enderne til at nå sammen i år, og så er det forhåbentlig sidste riv med jobcenter og a-kasse. I dag har jeg hentet Jobcenterenes nye app, og den tilbyder mig det her:

Jeg kommer til at job-logge en uopfordret ansøgning som korrekturlæser. Seriøst. Stram op. 

*Vil jeg gerne undskylde til alle, der er taget til stranden og ikke kan få øje på et eneste sandkorn. De ligger alle sammen i vores entre, og engang ved lejlighed skal et klogt menneske forklare mig, hvordan 2 små mennesker med 4 små fødder kan slæbe så meget sand med ind.

*Er jeg vejrmæssigt meget på enten en fuld Garbage og Only Happy When It Rains, eller kjoler, iskaffe og Sunshine Reggae. Jeg bliver adfærdsvanskelig af det her blandingsprodukt. 

*Tror man i første omgang, at det er en god ting, når børnene begynder at spille Roblox, Minecraft osv. med hinanden. Ha. Hahaha. Ha. Vi er nu på 3. time, hvor de hvisler: “Fucking traitor!” og “Spejl!” når de går forbi hinanden i stuen. #Blessed

*Vil jeg bare anbefale, at man skynder sig at (gen)se The Bear på Disney+, så man er klar, når sæson 2 rammer d. 02. august.

I øvrigt:

*Er den her uge et mareridt af logistik og mennesker. På 4 dage tager vi et forældremøde, en børnefødselsdag ude, en sommerfest i SFO’en, en klassefødselsdag her og Skt. Hans. Det er ALT FOR MEGET, ESBEN! Og hvor jeg egentlig synes, at jeg er ved at være ok-god til at sortere løbende, så er der ikke meget af det her, man kan vælge fra uden at det bliver opdaget, vel? Allerbedste Johanne, som er et vidunder af et virtuelt heppekor, skrev begejstret, at ‘Bål fredag er aflyst! Du har fri!’ Hahaha. Ha. Nej. For nu skal jeg også finde på en ikke-pyro-båret aktivitet, og min opfinderhat føles, som fordelerhatten på Hogwarts ser ud.

*Hjælper det ikke rigtigt på noget, at energien overalt er en sælsom blanding af hyperstress over, at vi skal nå altaltalt, inden det hele lukker ned for sommeren, og doven siesta-vibe, fordi det hele alligevel lukker ned for sommeren lige om lidt.

*Stod jeg i går i Meny. En mand i eksklusivt hør stoppede først den kø, han stod i for at diskutere med den underbetalte kassemedarbejder, fordi han havde glemt sin pung – men godt lige ville have sine varer med alligevel. Da han fik nej, skar han ind i den kø, jeg stod i, for at prøve lykken dér. Det blev også et nej. Han var nærmest violet af vrede, da han stormede ud af butikken med informationen om, at det var ‘den dårligste behandling, han NOGENSINDE havde været udsat for!’ blafrende efter sig. Jeg mødte ham på p-pladsen i hans ikke-under-2-mio kroners Mercedes, og jeg vil bare lige opfordre til, at man sender thoughts and prayers i hans retning, tjekker ind hos sine 1%’ers, for de er ikke ok, og så ellers husker at sætte grænser for sine børn.

*Har jeg købt et par Loop earplugs til Anton. No spons, men jeg kendte ingen, jeg kunne spørge om, hvorvidt de lever op til deres egen hype eller ej, men jeg er virkelig positivt overrasket. Ideen med dem er, at de bare tager toppen af lyden (man kan vælge forskellige modeller, som så angiveligt sænker lydinput med x antal dB), men uden at lukke helt af. Derfor er de ret velegnede i et klasselokale eller et kontorlandskab, hvor man bare skal have skruet ned for lyden, men uden at lukke helt af. Der er forskellige størrelser propper med, og den lille ring gør dem nemme at sætte i og tage ud; også for små fingre. De holder, hvad de lover, og man slipper for den der undervandsfornemmelse, som noise cancelling godt kan give.

*Har jeg næste punkt på mit partiprogram klar: Afskaffelse af pollen. Anton ligner en, der har ligget i blød i en atomreaktor.

*Har jeg fået mig en personlig træner, og det er det bedste, jeg har gjort for mig selv i 100.000 år. Jeg smadrede for et halvt år siden min ene hoftebøjer, og fordi jeg er meget ‘vi ser lige, om ikke det går over af sig selv’-typen, har jeg ikke rigtigt fået gjort mere ved det. Men lige meget hvad jeg forsøger mig med ift. træning, har det gjort ondtondtondt, og fordi jeg også er Forsvarende Nordisk Mester i ‘Det Prøver Jeg Lige At Ignorere’, får jeg det rådne træningsmønster, hvor man starter, overgør det, får ondt, må styre sig, repeat. Men det her en kæmpesucces. Det er et lille studie, hvor man træner alene med sin fys/PT, og alt bliver rettet til og justeret undervejs. Bedst af alt er der ingen af de øvelser med elastik, som jeg bliver lige dele aggressiv og kontrær af, men bare rigtig, ægte træning, der niver alle de rigtige steder, og det er wunderbar!

*Har jeg i disse dage TS’s New Romatics på hård repeat. Nævn et bedre omkvæd end:

Jeg venter.

I øvrigt:

*Er der på én af de tre veje, jeg bruger, når jeg kører på job blevet sat det her skilt op:

De må enten have rekrutteret medarbejdere i en særlig fetishgruppe for folk med dødsønsker eller betale en Maerks-direktionsgang’sk høj hyre. JA, jeg har ondt af de stakler, der trækker dén!

*Er jeg ved at få lagt fliser i min forhave. “De fliser, du har talt om i 4 år, Linda?” Yes. De fliser. Jeg fik et tilbud, jeg ikke kunne afslå, og jeg kan næsten ikke være i mig selv af domesticil begejstring.

*Må jeg atter konstatere, at store lastbiler og maskiner virker som et slags primalt alle-kald, der får mænd til at gå efter lyden som lemminger på tundraen. Brolæggerne har været i gang én dag, og jeg har set mænd i min forhave, jeg vil aflægge ed på at aldrig at have set i nabolaget før.

*Er fliseprojektet det første af to lidt større investeringer, jeg har på tapetet. Det næste er et fullblown, 3 måneder langt roadtrip i USA. Det kræver en opsparing af de større, men jeg kender efterhånden mig selv godt nok til at vide, at jeg skal have en bare-nogenlunde fornemmelse af, hvor mange millioner, jeg skal stampe op ad jorden for at føre projektet ud i livet, hvis drømmen skal omsættes til virkelighed. Derfor er jeg begyndt at indsamle lidt empiri, og jeg begriber ikke, at jeg i dag er et sted, hvor det ikke længere bare er en utopisk drøm, men faktisk er en realistisk mulighed.

*Har jeg nappet alle 3 sæsoner af Forhøret på Viaplay, og det kan man roligt gøre. Mine to eneste anker er Pilou Asbæk (som sikkert er skøn og rar, men som rammer mig de samme steder som Holger Rune) og den lidt laissez faire tilgang til alder, når man caster familiemedlemmer, ægtefolk og børn/forældre til de forskellige roller. STOP med at have skuespillere i far/søn-relationer, hvor aldersforskellen ude i virkeligheden er 6 år. På forhånd tak. 

*Kan jeg ikke helt vurdere, om Roger Waters er blevet så ekstrem, at han læner sig op ad en cancelling. Hvis det er den vej, vi går, skal jeg bede om et heads up, så jeg kan nå at hive alle Pink Floyd-albums ned på min Mac. (Jo. SelvFØLGELIG har jeg sgu da både lp’er og cd’er – men hvad synes du, jeg skal afspille dem på??) 

*Vil jeg gerne anbefale insta-kontoen @beyondtheinterview, som 2-3 gange om ugen samler tweets, der enten har fået mange likes eller har skabt meget larm. Noget af det er fullblown vanvittigt, men der er også tweets, man aldrig selv ville have fundet, som enten er virkelig sjove eller sætter tankerne i gang.

*Er der nu officielt afbrændingsforbud i Esbjerg, og faktisk vil jeg gerne rose Beredskabsstyrelsen for bare at skære igennem. Det bliver en sær Skt. Hans uden ild, men det er mere træls, når de trækker den og først melder ud, 10 minutter inden vi stryger tændstikken.

*Siger jeg ikke, at det er Mikael Bertelsens skyld, at de kendte falder døde om. Jeg siger bare, at man måske lige skal tænke sig om en ekstra gang, inden man tager telefonen, hvis han ringer.

*Vil jeg meget, meget gerne støtte de podcasts, jeg sætter pris på. Jeg kører Patreon på ‘If books could kill’ og ‘Maintenance Phase’, og de penge betaler jeg med fryd og begejstring. Hvis Michael Hobbes melder ud, at vi går i krig, trækker jeg i uniformen uden at blinke eller stille besværlige spørgsmål. Den mand er min helt – hvilket er en super Segway over til Her Går Det Godt, fordi #same, og Peter & Esben er grunden til, at jeg har Podimo. Men der MÅ være mere derinde, vi godt gider at høre?? Jeg har opgivet brugerfladen, for det er måske den ringeste af slagsen, jeg nogensinde har prøvet at navigere på, så nu vender jeg mig mod jer: Har I fundet noget godt?

*Fylder Frida 8 år på lørdag og hvis nogen har en god forklaring på, hvordan dét skete, er jeg lutter øren.

I øvrigt:

*Har Anton i morgen sidste skoledag på den gamle skole, og alle er ved at gå op i sømmene over at skulle sige farvel og tage afsked med verdens bedste støttepædagog. Der er våde øjne galore, Frida har krise over, at de ikke længere kan følges hjem, og jeg forsøger at jonglere afslutning, opstart, kagebagning og mulig taxakørsel med job og en børnefødselsdag i horisonten. 

*Har jeg af samme grund flyttet de svenske sommerplaner over på den bagerste kogeplade, mens jeg vurderer, om det skal være i år, eller om det giver mere mening at tage den til næste år. Det fine ved store omvæltninger er, at de rydder pladen og gør det dejligt nemt at prioritere, hvor fokus er nødt til at være lige nu. Resten må vi tage, som det kommer. 

*Kan jeg INTET samle mig om, så jeg kører mere musik end podcasts for tiden, og jeg kom pludselig til at savne noget inspiration. For musiktjenesterne er flinke til at byde ind med ‘you might also like’, men fordi jeg, som Peter Frødin sang, har en bred smag, bliver det ofte meget Yo! MTV Raps eller noget surt britpop fra midt-halvfemserne. Derfor har jeg den sidste uge kørt ‘Musikinspo – dagens 3’ på min fb-side, hvor jeg smider 3 numre op, og har bedt dem, der har lyst til at være med, om at gøre det samme. Det har været den BEDSTE oplevelse med glædelige gensyn, både på musik- og personsiden, og min playliste er blevet dobbelt så lang, som da jeg startede.

*Har jeg sjældent været så glad for muligheden for ‘fortryd afsendelse’ på messenger, som jeg var i  mandags, hvor en offentlig myndighed kontaktede mig på min firma-fb-side. For min måde at kommunikere med brugere på, ser meget sådan her ud:

Den her instans kendte jeg ikke, og de havde lidt forskellige spørgsmål. Da jeg havde svaret, skrev deres høflige sekretær: “Tak for svar – jeg har ikke yderligere spørgsmål” – hvortil jeg som svar sendte den her:

Jamen, fordi jeg havde 4 forskellige samtaletråde i gang samtidigt, jo. Sjældent har jeg trykket fortryd SÅ hurtigt. Og altså. Ingen er døde, men det er måske til den friske side…

(Hvis I læser med, så råb lige: “Science, bitch!” når vi ses, så det står 1:1, ikke?)

*Kan man, hvis man keder sig, med fordel tjekke podcasten Scamfluencers ud. Særlig de to afsnit fra april/maj i år, der hedder ‘So many strings attached’ er forrygende. De handler om ham, der skabte N*Sync og Backstreet Boys, og mit hoved eksploderede 16.000 gange, da jeg hørte historien.

I øvrigt:

*Starter jeg lige med en servicemeddelelse ift. kommentarer: Jeg kan se, at der lige nu er problemer på WordPress, så nogle kommentarer ender i bunden af kommentarfeltet, når I svarer hinanden. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor det sker, men er i gang med at se, om jeg kan løse problemet. Derfor: Ser det ud som om, jeres kommentarer ikke går igennem, så tjek lige en ekstra gang nederst i kommentarfeltet på indlægget. Ingen bliver afvist i døren her. 

*Er der, i forlængelse af ovenstående, lidt længere svartid på kommentarerne i de her uger, end der plejer at være. Jeg er i gang med alt det, der følger med, når man begynder at søge om skoleskift til Anton, samtidig med, at alting starter forfra med tværsmøder osv. på Frida. Hun startede op på medicin i sidste uge, og da hun er udredt i Kolding, er det derovre, al opstart, opfølgning osv. foregår. Fordi vi abonnerer på ‘Hvorfor skulle det være nemt?’ herhjemme, har min krop og cyklus oveni besluttet at udvise maksimalt trods og manglende samarbejdsvilje, hvilket man måske godt kunne have undværet. Mor er træt. 

*Glæder jeg mig til gengæld usigeligt over en ny positiv bivirkning ved at være gået selvstændig, nemlig at jeg pludselig får lov at tolke med mennesker, jeg ikke har set i hundrede år. I den her lille verden kender de fleste af os hinanden, og vi har mere eller mindre alle sammen læst eller arbejdet med hinanden før. Men når man er ansat i et firma co-tolker man primært med sine kolleger, og der har derfor i lange perioder været tolke, jeg ikke har set. Men nu, hvor jeg er gun for hire og underleverandør for de 3 største tolkefirmaer, får jeg pludselig lov at se og tolke med dem alle sammen igen, og det er SÅ! OPTUR!

*Er jeg sgu ikke helt sikker på den der ‘Anonymt gruppemedlem’ funktion på FB, der gør det muligt at lave opslag uden at nogen ved, hvem man er. Jeg kan forstå det, hvis man er kendt eller der sidder masser af mennesker, man kender fra professionelle sammenhænge i en bestemt gruppe. Eller hvis man spørger om noget, hvor man med sit navn kan komme til at udstille sit barn. Men det virker unødvendigt at efterspørge erfaring med bagepulver i knækbrød eller fordele ved specialskole kontra integration iført skæg og blå briller. Det påvirker min lyst til at kommentere og interagere, fordi samtalen bliver skæv, når du som spørger vælger at gemme dig, mens jeg med mit svar står ude midt på gårdspladsen iført tylskørt, glowsticks og højlydt diadem.

*Synes jeg ikke, at jeg før har bemærket systematiske forsøg på at påvirke det politiske klima i den offentlige debat gennem de sociale medier – helt sikkert fordi jeg ikke ved, hvad jeg kigger efter, for selvfølgelig har det været der. Men over de sidste måneder ser jeg oftere og oftere hentydninger til vaccinen i kommentarfelter under artikler og opslag om folk, der er syge eller kommet galt afsted. I starten bed jeg ikke særligt mærke i det, men fordi ordlyden ofte er næsten den samme, og det pludselig har taget *meget* fart på de amerikanske sider og konti, jeg følger,  begyndte jeg at lægge mærke det. Og det er sgu ret vildt. For det er altid bare antydninger, og det er meget ofte fra profiler, der, hvis man klikker sig ind på dem, ser ud til at være falske. Og uagtet holdning til vaccinen, så har jeg aldrig nogensinde set folk kunne blive enige om noget som helst nogen steder på internettet, så det er påfaldende, at SÅ mange, så pludseligt, samtidigt, lader til at tænke det samme… 

*Har jeg ædt mig igennem en ordentlig stak podcasts og lidt serier, så vi slutter med en håndfuld anbefalinger:

Netflix/HBO

MH370

Doku om flyet, der i 2014 forsvandt sporløst. Jeg er lige omkring 0,2% til fly og konspiration, men JA! den er god! Der er virkelig meget, jeg i dækningen af historien dengang aldrig fangede, men siden jeg så den her har jeg nærmest dagligt tænkt over, hvad der SKETE MED DET FLY!?!

House of Hammer

Doku om Armie Hammer, der var up and coming skuespiller – for så pludselig at ende i en shitstorm af metoo og anklager for kannibalisme. Vild historie i 3 afsnit, som også fik mig til at tænke over, hvornår noget går fra at være uenighed om spillereglerne i soveværelset til at være et regulært overgreb. Der er sket noget fra min generation til den næste, og det giver stof til eftertanke.

(Oven på de to dokumentarer har jeg i øvrigt føjet et forbud mod Twitterlyden i dokumentarer til mit partiprogram. We get it. De skrev om det på de sociale medier. Det forstår vi godt, helt uden belastende pip).

Luther – The fallen sun

Idris Elba er A+ i den her, og den minder mig nogle steder om en moderne version af Die Hard filmene. 

Podcasts

(alle sammen tilgængelige på de gratis tjenester)

Skåret i stykker

Graver-journalistisk podcast fra BT om plastikkirurg Waseem Ghulam, der – angiveligt – har skamferet en række kvinders bryster. Hvorfor skete det, hvorfor gør ingen noget, og hvem skal hjælpe kvinderne?

Kuper Island

Endnu en graver-journalistisk podcast om en kostskole i Canada, hvor børn af Penelakut First Nation-folket blev sendt hen – og døde i hobetal. Den er grum, men meget respektfuldt og fint formidlet, og jeg har flere gange undervejs tænkt, om man mon ikke ville kunne lave en tilsvarende podcast om grønlandske børn på danske kostskoler. 

Welcome to paradise

Selvbiografisk podcast, hvor den canadiske journalist, Anna Maria Tremonti, der er velrenommeret og respekteret (hun lyder for mig som den canadiske Puk Damsgård) dykker ned i sin egen dybeste hemmelighed, nemlig at hun som ung var gift med en mand, der slog hende. Meget. Jeg støder ofte på udsagnet om, at partnervold kan ske for alle, men jeg tror alligevel, at mange af os, sådan helt inderst inde, tænker ‘-ikke for mig’. Den her historie er et vigtigt vidnesbyrd om, at jo. Også for dig. Og for mig.

Det brændte bordel

Man aner et tema, for her er vi igen ude i noget graverjournalistik og en minoritet, der har det ad helvede til. 

Der er to sæsoner tilgængelige, og jeg synes, at den anden var bedst. Første sæson handler om polske bander, der – angiveligt – står bag meget organiseret prostitution herhjemme, mens anden sæson fokuserer på thailandske kvinder, der lokkes herop med løfter om regulere jobs.

Det er et superkomplekst emne, for hvor står vi ift. prostitution (eller sexarbejde, som i USA er den politisk korrekte betegnelse), hvad tænker vi om, at udenlandske piger tager herop, vel vidende, hvad de går ind til – og hvad med kunderne?

På bagkant har jeg tænkt meget over, om kvinder i Polen, Thailand og andre steder slet ikke hører rygter om, hvad der sker med de kvinder, der tager herop? For i de historier, der både her og andre steder fortælles, har jeg aldrig hørt, at det er noget, kvinderne mistænker eller kender til.  Taler de slet ikke om det? Eller læser om det på nettet? 

Måske handler det om selvbedrag eller mangel på muligheder. Det ville både forståeligt og reelt.

Men for en del af dem lyder det vitterligt ikke til, at de nogensinde har hørt om det eller tænkt tanken. Hvordan kan det næsten lade sig gøre? Det gad jeg godt høre en afdækning af.

I øvrigt:

*Kan jeg ikke komme over The Last of Us. Den er SÅ! GOD!! Og Pedro Pascal… Lord. Jeg så et tweet den anden dag, som sagde: “I need to stop calling Pedro Pascal daddy, it’s becoming a problem”. Hard relate.

*Vil jeg bare virkelig, virkelig gerne spille Hogwarts Legacy, men mit yngel gider ikke. Og kunne jeg gøre det selv? Altså. Ja. Men det er jo ikke sjovt. Hvem har opdraget de børn?!

*Speaking of børn bad jeg i går Anton, der sad med sin iPad, om at få smidt sit vasketøj i maskinen, så jeg kunne få den startet. “Det kan jeg ikke lige nu, mor. Jeg er i gang med at angribe en frugt, der lyder som en fryser.” Jeg føler mig 800 år gammel. (-og *endnu* mindre forstående overfor afvisningen af Hogwarts-spillet..)

*Er jeg begyndt i en bogklub, og det tegner virkelig, virkelig godt. Gode damer, enighed om genrer, om mødetid og -frekvens osv. Det har jeg ret meget optur over. 

*Er jeg i den forbindelse i gang med ‘Hærdet’, som er den første bog, vi skal læse i klubben. Jeg kan sgu ikke helt finde ud af, hvor jeg står med de der insiderberetninger fra politi og militær. For mig er der noget iboende urimeligt i at fortælle en historie om mennesker, som pga. tavshedspligt ikke kan forsvare sig. Hvis en lærer eller en sagsbehandler skrev en bog om tegnsprogstolke, og alle i branchen vidste, at der var masser af grunde til, at noget gik som det gik, så ville vi stadig ikke kunne gå ud og sige det. Heller ikke selvom bogen ville påvirke gennemsnitsdanskerens syn på os som profession. Så er der selvfølgelig alt muligt om magtforhold osv. som spiller ind – men måske er jeg bare lidt farvet af min instinktive modstand mod en mand, der lige nu er i ALLE mine feeds som enten podcaster, forfatter eller foredragsholder. Jeg er all for, at man formår at vende sine fejltrin til læring og vækst som menneske, men juryen er ude ift. decideret at skabe karriere på det. Vi må se. Indtil videre skal bogen roses for et godt sprog og nostalgi galore til den tid, hvor jeg selv blev voksen.

*Kan jeg ikke forklare, hvor rart det er at have fået lidt (medicinsk skabt) ro i hovedet. Men det har overrasket mig at opdage, at der også er sider ved det, som trækker tænder ud. For hvor min hjerne før zappede ud og videre 10 gange i minuttet, så er automat-eskapisme pludselig ikke længere en tilgængelig copingstrategi, og derfor er der nu alle mulige følelser, som jeg bliver nødt til at forholde mig til – også de lidt tungere af slagsen. Det kan jeg godt mærke på overskuddet, synes jeg. 

*Hører jeg meget gerne fra jer, hvis I kender til andre gode sparkling teas end den fra Copenhagen Sparkling Tea. For JA, den er god. Men JA, den er også dyr…! Anyone?

*Fandt jeg til min egen store overraskelse et asiatisk supermarked her i byen, som er virkelig velassorteret. Efter mange skuffelser, hvor jeg er kørt tværs over prærien for at komme ind i butikker, der på nettet har lovet mig koreanske krydderier og vietnamesiske grøntsager, for så at komme ind i et lagerlokale med 600 tomme hylder og to glas uspecificeret, semisuspekt, syltet grønt, besvimede jeg næsten af begejstring over at komme ind et sted, hvor de har alt, hvad hjertet kan begære til bowls og wok.

*Åd jeg i sidste uge Netflix-serien Resident Evil, som er helt perfekt de første 6 afsnit, for derefter at brække midt over og blive urimeligt elendig på de sidste to. Eneste formildende omstændighed er soundtracket. Serviceinfo: Vi er tilbage på Deadmau5.

I øvrigt:

*Er der startet en ny elev i Fridas klasse, som lagde ud med, på sin allerførste dag, at true med at slå Frida ihjel. Efter at læreren havde ‘håndteret situationen’, som hun skrev, brugte barnet resten af dagen på at sidde og køre pegefingeren over halsen, hver gang Frida kiggede på vedkommende. De går i 1. klasse. Jeg ved sgu snart ikke med den folkeskole mere, mand.  

*Er vi i X Faktor-klubben enige om, at det er en sjældent god oplevelse at se Thomas Blachmann i Simon Kvamm have fået en meddommer, han har respekt for.

*Er det til gengæld lidt træls for Kwamie Liv, at hun dermed ufrivilligt er blevet iført Harry Potters invisibility cloak.

*Skal jeg bede alle firmaer i Danmark om at være mere kreative, når de finder på undskyldninger for, at de er for længe om at svare på opkald og mails. “Vi oplever i øjeblikket ekstraordinær travlhed, og der kan derfor forekomme længere svartid end normalt”. Venner. Efter 8 måneder ER det her ‘normalt’, og der er intet ekstraordinært over det længere. Do better.

*Vil jeg i forlængelse af ovenstående også gerne insistere på, at man bare som webshop toner rent flag, hvis man kun sender varer 1-2 gange om ugen. Jeg bliver simpelthen så irriteret, når jeg på en hjemmeside kan læse, at der er 1-3 dages levering, men de så lige glemmer at skrive, at de bruger 5 dage på at få varen ud ad døren. Skriv det. Så ved vi alle sammen, hvad vi siger ja eller nej til.

*Er jeg ved at gå lodret amok over, at vores immunforsvar ikke snart er oppe i gear igen. Vi skranter, og har gjort det hele vinteren, og jeg gider. ikke. mere. Den næste, der æder en flagermus, ryger rundt.

*Er jeg blevet så gammel nu, at jeg har nærmest hysterisk optur over den selvvandende krydderurtepotte, jeg fik i fødselsdagsgave. Prepare to få basilikum og mynte på ALT!

*Skal jeg i weekenden prøve at lave en fetacreme med de saltede citroner, jeg lavede for et par måneder siden. Jeg er umådelig stolt af min egen tålmodighed og spændt på at smage, om de var ventetiden værd.

*Er de mennesker, vi deler bog- og seriesmag med virkelig the unsung heroes of our lifes. Det er uvurderligt at have nogen, hvor man ved, at når de sender en “Har du egentlig set/læst -“ -besked, så bliver det godt. 

*Skal jeg, apropos anbefalinger, lige høre favoritindholdet i din go-to buddha/poké-bowl? (Hvis du endnu ikke er hoppet med ombord, så har Alberte Steengaard lavet en virkelig fin guide til konceptet her)

I øvrigt:

*Ved jeg sgu snart ikke med det VM. Hva? Hvad siger vi? Jeg kan sagtens se, at spillere ikke skal holdes op på hårdere standarder end regeringer og store virksomheder – men er det ikke lidt som om, at vi, alle protester og ‘Fine! But I won’t LIKE it!’ til trods, bare er endt med at falde til patten og rette ind hele vejen rundt?

*Har jeg forsøgt mig med Netflix’ nye serie ‘1899’, og jeg må med tilbagevirkende kraft give GOT-skaberne ret i, at det virkelig er bedst, hvis alle nationer, på kryds og tværs, helt ulogisk, taler samme sprog – og at dette er engelsk. Vi er faktisk nogen, der kun bruger teksterne, når vi tygger på noget, der larmer så meget inde i hovedet, at vi ikke kan høre, hvad de siger.

*Skal jeg bede om navn og mærke, hvis du drikker en te, der er over-gennemsnittet-god. 

*Har jeg fundet min sølvpapirshat frem igen, fordi jeg så småt er begyndt at julegaveshoppe, og lige nu, meget tæt på Black Friday, kommer forbi mange webshops, hvor der er påfaldende meget systematik i, hvad der er “udsolgt”. Så var det federe bare at melde ud, at man ikke er med, no?

*Kan jeg i disse dage ikke samle mig om podcasts, når jeg kører bil, så jeg hører radio i stedet, og det har givet mig inspiration til endnu et punkt på mit partiprogram: Forbud mod radiostationer, der lader lyttere ringe ind. Lyttere, der ævler løs i øst og vest; som forsøger at være sjove, men ikke er det, og som skyder lysår forbi skiven ift. hvad vi andre skal delagtiggøres i. Jeg kan. ikke. holde det ud.

*Skal nogen tage i Legoland i weekenden og give mig en tilbagemelding på antallet af mennesker. På forhånd tak. 

*Kan det være svært at være autist, når man føler noget meget stærkt, men ordene smutter fra én, når man forsøger at forklare det. Men hvor der er (u)vilje, er der en vej, og Anton har valgt en strategi, hvor han bruger udtryk, han kender fra iPad’en, som beskriver, hvad han vil sige. I morges meddelte han mig derfor rasende, at ‘jeg HADER Tysk, mor! Én stjerne til fucking Tysk! Would NOT recommend!!” Jeg fnøs kaffe ud over bordet.

*Er der også én stjerne til mit overskud lige nu. Hold kæft, hvor er jeg træt. Den her uge, mand. Mandag var jeg i Kolding til anden udredningssamtale for Frida. Mandag aften sad jeg til midnat og lavede ‘forældrebeskrivelse’ til kommunen ift. noget hurlumhej, jeg er ved at søge til Anton. 20 spørgsmål, alle af ‘beskriv barnets udfordringer’ og ‘hvordan påvirker barnets udfordringer jeres hverdag’-typen. Det blev til 7 tætskrevne sider, og jeg var fuldstændig blæst, da jeg lukkede Mac’en. I dag lagde jeg ud med at ringe til børneafdelingen, fordi vi har en tid i morgen til Antons 12-års vaccine, som han derinde kan få med lattergas. Det har krævet en samtale med børneafdelingen, en samtale med egen læge, en henvisning, trylleplaster og to opkald med info til de sygeplejersker og læger, der deltager, så de ved, at ambitionen er at få vaccinen, men at det er Anton, der bestemmer, og siger han stop, er det stop. Kan jeg ligge på briksen med ham, hvilken arm skal han stikkes i (= hvor skal trylleplasteret på?), hvad for noget tøj kræver mindst fikumdik, hvor mange er der i rummet osv. osv. osv. – og da jeg var færdig med dét opkald, kørte jeg ind på psyk. til min egen afsluttende udredningsamtale, som også tog et par timer. På fredag har skal Frida og jeg til Kolding til hendes opmærksomhedstest, og det er virkelig svært at forklare, hvor drænende det er at fokusere SÅ intenst på alt det, der *ikke* fungerer.

Om 4 uger kender vi resultaterne af det hele, og det bliver rart at nå dertil. Men indtil da handler det om at holde tungen lige i munden, og bare at sørge for at blive ved med at sætte den ene fod foran den anden.