*Gør kulden det samme for min evne til at holde fast i, hvorfor solarie er en dårlig ide, som papsugerørene gør for min distance-omsorg for skildpadderne. Jeg ligner et spøgelse. Forleden forsøgte jeg at fjerne noget meget genstridig øjenmakeup, og der gik længere tid, end det kan forsvares, før det gik op for mig, at det var de sorte rande, jeg forsøgte at tage med Biotherm.
*Vil jeg gerne, på vegne af forældre på landsplan, sige NEJ TAK!! til tidlig fastelavnspromovering. Vi har knap fået gavebånd og nissedøre ud af håret, mand. Giv os lige 5 minutter.
*Har Frida og jeg ryddet op i hendes tøjskab, og sammen været ude at shoppe, og hvis der er en frisk iværksætter på linjen, vil jeg bare gerne pitche idéen om en forældreopgavebyttebørs, hvor man kan udveksle tjenesteydelser. Jeg er virkelig god til at være med på legepladser og til at planlægge børnefødselsdage. Jeg vil til gengæld godt give en nyre for at slippe for at skulle shoppe tøj med børn og tidsmæssigt kunne vælge mellem eftermiddage, hvor alle er trætte eller lørdage sammen med resten af Esbjerg.
*Lykkedes det os dog at finde det, vi skulle bruge, hvorefter Frida, der så desperationen i mine øjne, og har en mesters talent for forhandlingsoptimal timing, med blafrende øjenvipper spurgte, om ikke godt hun måtte få den hvide pelsjakke, der hænger der, mor, pleeeeaaaaaase? Og jo. Du må få 5, hvis vi kan komme ud herfra. Jeg vil bare så gerne noget mere ud, Thorkild.
*Skal ret være ret: Den klæder hende. Den får hende også til at ligne en mellemting mellem et højstående medlem af den russiske mafia og Paris Hilton, men på en mærkeligt måde kan hun bære det. Antons kommentar, da han så den, var et andægtigt: “Ej, mor. Tror du, de har én i lilla?” Anton. Barnet, der ikke tåler hverken tekstur eller farver stærkere end marineblå. Jeg giver officielt op.
*Vil jeg, hvis vi har medarbejdere hos Karmameju med ombord, bare lige hurtigt spørge, om I, næste gang I laver en scrub i travelsize, måske kan emballerere den i noget, der ikke 1:1 er identisk med krukker til ansigtscreme? Av og på forhånd tak.
*Fik jeg ikke lige tjekket mine erstatninger, da jeg købte ind hos Bilka To Go sidst, og derfor har jeg i stedet for den skyr med vanilje, jeg havde bestilt, fået en med jordbær og lime. Jeg har ét spørgsmål: Hvem – HVEM!?! – smager på det syrligste mælkeprodukt i verden og siger: “Ved du, hvad jeg synes, den mangler? Lime!”
*Sidder jeg lige og får en mistanke om, at der er fuld overlap på Venndiagrammet, mellem dem, der kan lide skyr med lime og dem, der KØBER KØKKENRULLE MED HALVE ARK MED VILJE!
*Har vi haft en lang snak herhjemme om FaceTime og oplysningspligt. Når man pga. træning bader på relativt ukurante tidspunkter, og har tendens til at glemme at tage sit tøj med på badeværelset, så er det bare rigtig fint, hvis man lige ved, at barnet ikke bare sidder og ser lidt YouTube, mens hun er kreativ, men at hun samtegner med bedsteveninden, hvis far – viser det sig – OGSÅ er i rummet. Ffs.
*Tænker jeg på, om jeg er den eneste, der er f-u-l-d-s-t-æ-n-d-i-g overbevist om, at jeg sagtens kunne gå under jorden, og holde mig skjult for evigt? Nej? Er det mit toxic trait? HVER gang jeg hører om nogen, der har været på flugt fra politiet og er blevet fanget, fnyser jeg et hånligt “Amatør!” for mig selv.
*Lavede jeg forleden et opslag på min egen fb-profil om en kedeldragt, fordi jeg har en tolkeopgave, hvor det er så koldt, at kommende bjergbestigere med fordel kunne kigge forbi og kuldetræne. Et par af mine meget ordentlige venner skyndte sig at pippe, at der skal være logo på tøjet, hvis det skal kunne trækkes fra som arbejdstøj – og JA!, det gav glamour i indbakken bagom fra insidere, der kunne være behjælpelige med lidt statistik på, hvor mange gange Skat har kørt kontrol på dét…. Det danske parallelsamfund er ikke længere den kriminelle underverden, men bare den måde, vi i dagtimerne er samvittighedsfulde arbejdsbier, mens vi om natten bytter snydekoder og bagveje i vildskab. Så f*cking renegade. Jeg elsker det. Viva la revolución.
*Planlægger jeg at opstarte en nebengheschäft, hvor jeg underviser firmaer i marketing og reklame, som er obligatorisk at gennemføre, før man må sende mig nyhedsbreve. Første modul kommer til at hedde ’Daglige nyhedsmails. Inspiration eller irritation?’
*Glemte jeg forleden mit træningstøj i bilen, og på listen over Hidtil Ukendte Rædsler står nu at skulle tage sit varme tøj af for at iføre sig Nike med en kernetemperatur på -8 grader. F.Ø.J.
*Vil jeg på alle børns vegne komme med en servicemeddelelse til de forældre til børnehavebørn, der tænker, at gummistøvler med en ekstra sål nok er ligeså fint som termostøvler: Nej. Ikke på nogen måde, i nogen version af virkeligheden. Jeg har en tolkeopgave, hvor jeg står på et betongulv i bidende kulde, 3 timer ad gangen. Jeg startede i gummistøvler. Så oprustede jeg med uldsokker. Termosåler. Uldsåler. Ekstra skumsåler. Til sidst var vi halvanden millimeter fra en fuld Buffalo, og stadig var mine fødder efter 20 minutter så kolde, at jeg nærmest kunne græde istapper på kommando. I sidste uge overgav jeg mig og bestilte termostøvler – og what a difference a boot makes. Jeg føler mig lidt som B. S. Christiansen, når de spørger, om jeg fryser, og jeg nærmest må slå en vantro latter op.
*Kommer der lige her en OBS til alle, der enten selv er nye i ADHD-medicin eller har børn, der har: Vær ekstra hidsige med tandbørsten. Medicinen nedsætter spytproduktionen, hvilket giver Karius & Baktus mulighed for rigtigt at slå sig løs. Jeg har for første gang fået skæld ud af min tandlæge, og det tackler jeg dårligt.
*Har jeg i dag tilbragt 4 timer på det danske vejnet, og jeg må bare sige, at der er mange derude, der trænger til at læse lidt op på bremselængder.
*Og når de nu alligevel har teoribogen fremme: Tag lige afsnittet om køretøjers bredde også. Vi *kan* godt passere hinanden på den her 17 meter brede vej, selvom det har sneet.
*Skylder jeg svar på både kommentarer, mails og sms’er, men jeg er blevet inviteret i Musikhuset i aften for at se Hugorm & Frank Hvam, så som Imagine Dragon siger: First things first.
*Har jeg opdaget chilisauce med kimchi fra Kikkoman og det er noget af det bedste, der er sket i mit køkken i flere år. Modsat andre chilisaucer, så er den ikke bare stærk eller (for) sød, men har både bid, kant og umami. Jeg har prøvet den i tomatsauce på pizza, i suppe, i kødsauce og som et desperat forsøg på at redde en ret med kartoffelmos, der smagte af nothing, darling. Det virkede. Tusind stjerner herfra.
*Bliver det til gengæld tusind lussinger til den, der har besluttet, at køkkenrulle i halve ark er en ting. Det er måske det mest irriterende, der nogensinde er opfundet?
*Kan jeg se, at et legeland i Viborg har været superspreder-rede for Roskildesyge, og det eneste, der undrer mig her er, at det kommer i nyhederne. Med alt, hvad vi har lært om smittespredning de sidste år, er der vel ingen, der ved sine fulde fem vil påstå, at boldbade, børn og sparsom rengøring ikke virker mere som et laboratorium, der arbejder på at udvikle et supervåben til kemisk krigsførelse end en uskyldig legeplads?
*Går det strålende med Anton i den nye klasse, og selvom sproget stadig driller, er det også tydeligt, at der sker noget. Heldigvis er han stadig garant for kommentarer, der bare er *chef’s kiss* A+. Som f.eks. forleden, da jeg rømmede mig, og til Frida forklarede, at jeg havde en tudse i halsen, og Anton, der hader det med en inderlighed, der nærmer sig det religiøse, med rædsel i stemmen spurgte: “Hvorfor har du tysk i halsen?!” Det er næsten spild, at jeg ikke har fået dem døbt, når nu vi vader i materiale til konfirmationssange.
*Plejer jeg at stå stramt på, at vi ikke juler før efter Antons fødselsdag d. 18. november, og selvom børnene glæder sig, plejer de at rette nogenlunde ind. Men i år er det, som om de har besluttet, at det fandme skal være løgn, og sammen forsøger at knække mig. Hver morgen, når jeg kører dem i skole, får de lov at vælge musik, og selvom jeg har udstedt en fatwa mod Støvledans, kører de nu KUN julemusik. Begge to. Og min stamina begynder at krakelere, kan jeg mærke, for måske er jeg også en lillebitte smule kommet til at tilføje Fridas og min fælles besættelse ‘Julehjertets Hemmelighed’ til min normale playliste…
*Vil jeg, nu vi taler om jul, slå et slag for et julegaveønske til de af jer, der ikke ved, hvad I skal finde på, og som d. 31.12 (igen) beslutter, at næste år skal være året, hvor I gør alvor af de fordømte træningsplaner: Ønsk jer et klippekort til en personlig træner. De fleste seriøse steder har forløb på f.eks. 6 eller 8 gange, så man kan prøve, om man kan lide det, og det er en gamechanger. Jeg har aldrig nogensinde haft problemer med motivationen, men der har været mange andre benspænd her, og jeg var også usikker på, om jeg ville få det brugt. Men det er måske det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Der, hvor jeg går, er man alene med sin træner i et studie, hvor der kun er os. Det er ret fremmende for at have lyst til at prøve nye øvelser og flytte grænser, synes jeg. Jeg kan komme i dagtimerne i stedet for sidst på eftermiddagen/om aftenen, hvilket er verdensklasse, når man har mit liv, og for mig har det gjort hele forskellen, at jeg har to fixpunkter, jeg skal have lagt hjemmetræningen imellem, så jeg ikke bare har en løs ambition om, at træne ‘3 gange om ugen’. For hvis man har travlt mandag, så *kunne* ugen jo teknisk set godt starte tirsdag. Eller onsdag. Og så skrider det i sømmene, og man får det ikke gjort. Ikke her. Det er AWESOME! Min eneste bøn er, at man sørger for at gøre sit fodarbejde, når man vælger sted, og husker, at lige her hænger pris og kvalitet meget tæt sammen. Din indsats og dit udbytte bliver en direkte afspejlning af, hvor meget tid og energi, den personlige træner har lagt i sin egen uddannelse og dygtiggørelse – og dermed lægger i dig.
*Har jeg forelsket mig i de der fine, regnbuefarvede lys, som folk er begyndt at hænge op udenfor. Men jeg kan ikke finde ud af, om vi kun kører Twinkly, eller om der også er andre mærker på markedet? Nogen, der har noget erfaring, jeg må nasse lidt på?
*Vil jeg bare lige slå et slag for podcasten Narkofabrikken, som er lavet af TV2 Østjylland. Den er ok-vild.
*Am I, once again, asking for jeres bedste opskrift på hvid gløgg. Hvis nogen har forbindelser til køkkenet på Cafe Stiften i Aarhus, så vil jeg give en nyre for opskriften på den, de laver selv.
*Skal jeg bede alle om at gå ind og se Beckham dokumentaren på Netflix LIGE nu. At man ikke går op i fodbold er bare et plus, fordi man så – ud over små 5 timer i selskab med verdens måske pæneste mand? – også får lov at føle spændingen ved ikke at ane, hvordan (åbentbart) episke kampe ender.
*Bliver jeg, nu hvor vi er ved celebrities, nødt til at insistere på, at vi lukker HELT ned for Jada Pinkett Smith. Jeg tror, jeg taler på hele verdens vegne, når jeg siger, at vi virkelig, virkelig gerne bare vil leve videre i lykkelig uvidenhed om de intime detaljer i hende og Wills ægteskab.
*Findes der ikke noget tidspunkt, hvor jeg profiler hårdere, end når jeg parkerer min bil. Barnesæder i de andre biler? Bilmærker, der indikerer en kundegruppe på 75+? Fang mig i den fjerneste ende af p-pladsen på det højeste sted, hvor ingen hamrer døren op i siden af mig eller det bliver mit problem, hvis Hans Henrik glemmer at trække håndbremsen. Jeg venter bare på, at Netflix kontakter mig, så vi kan lave 3. sæson af Mindhunter.
*Var jeg børnefri i tirsdags, og smuttede en tur til Aarhus. I den forbindelse skal jeg bede om genindførelse af dødsstraf til dem, der stadig kører med langt lys på motorvejen (jeg er LIGEGLAD med, hvad FDM sagde!).
*Vippede jeg ind forbi min faste Cirkle K efter en kop kaffe at køre hjem på, og som altid tænkte jeg på, at man ikke ville studse det fjerneste over det, hvis man stod derinde og apokalypsen ramte. Der er noget ved det hysteriske neonlys og de aggressive lysstofrør, når verden udenfor er mørk, der får zombier til at virke både oplagte og rimelige.
*Ramte jeg Esbjerg tæt på midnat, og de sidste 8 kilometer hernede kører jeg på en strækning uden lys og med marker og mørke så langt øjet rækker. Radiohead’s Karma Police er stadig en af de mest uhyggelige musikvideoer, der findes.
*Har jeg modtaget hele 2 kvitteringer fra Esbjerg Kommune på min seneste henvendelse. Jeg forsøger ikke at mistænke, at det skyldes min serviceinfo om aktindsigt og Ankestyrelse. Det går dårligt.
*Vil jeg simpelthen så gerne se den nye udstilling på Moesgaard. Nogen, der har tjekket den ud? Er den ligeså formidabel, som den ser ud til?
*Er jeg i gang med ‘Heroin Chic’ af Maria Kjoss Fonn, som virkelig kan anbefales (hvis man kan holde til at læse om stoffer, spiseforstyrrelser og Weltschmerz). Sprog og komposition er helt i særklasse.
*Ved vi nu med sikkerhed, at jeg i en nordisk krimi ville være den betjent, der langsomt blev sindssyg af midnatssolen, hvis jeg skulle opklare et mord på Nordpolen: Mit system jammer fuldstændig over, at kalenderen siger næsten-oktober og termometeret siger 21 grader.
*Er det nu et år siden, jeg var på stille/skrive-retreat ved vestkysten, og jeg vil snart et eller andet i samme stil igen. Hvis man hører om noget godt, så skyd endelig et link i min retning.
*Holdt jeg i dag for rødt ved siden af en bil, der pralede med at være en ‘mild hybrid’. Jeg ved ikke hvorfor, men ordene ‘mild’ og ‘blid’ giver mig myrekryb. (De kaldte, Dr. Freud?)
*Er der ikke meget, jeg bliver så glad af, som kindness of strangers i trafikken. Folk, der holder tilbage, så bilister fra sideveje kan komme ud, ‘kom bare’-blink med lygterne ved chikaner og mennesker, der giver plads til indflettere giver mig troen på menneskeheden tilbage.
*Har jeg haft en ualmindelig rasende meningsudveksling med en mand, jeg er i berøring med i fagligt regi – temmelig offentligt. Og jeg må bare sige, at jeg aldrig har rødere strømper på, end når mænd, der løber tør for argumenter, forsøger at vinde et skænderi med ‘hvorfor er du så hysterisk?’ Jeg tror du stavede ‘hvorfor er dine argumenter bedre end mine?’ forkert, din GIGANTISKE, arrogante spade.
*Er Dumbledore død og det er fandme bare ikke i orden.
*Kan jeg ikke beslutte mig for, om det amerikanske militær virkelig har forlist det fly, eller om det bare er et reklamefremstød i kategorien ‘Vores nye fly er SÅ stealth, at de bliver væk for os selv!?´
*Talte jeg forleden med en mor til et barn, der har det virkelig, virkelig svært. Forældrene er blevet ringet hjem til nogle ret ekstreme ting, og barnets adfærd følger nærmest en tjekliste over de mest almindelige ADHD-symptomer. Forældrene har bedt om møde med skolen – som ‘slet ikke synes, der er noget?’ Altså, den samme skole og de samme lærere, som har ringet forældrene hjem med højere frekvens end resten af klasseforældrene tilsammen. Jeg har bagefter tænkt virkelig meget over, at det faktisk er lige præcis dén gaslighting, der for mig at se er allerværst. Tænk, hvis skolen i stedet bare sagde det, som det var: “Vi kan også godt se, at der er noget. Men det er september, og den kommunale kasse er tom. Vi kan godt skrive Preben på venteliste, men der står så mange børn før ham, at det ikke er realistisk, at I kommer til, før han er færdig i 9. klasse” Så kunne forældrene aktivt gå i gang med at finde ud af, hvordan de kunne hjælpe deres barn selv, i stedet for at gå hjem og tænke, at det nok bare er dem, der tager fejl.
*Ved jeg ikke, om I kan huske, at vi for nogle måneder siden talte om Aula og GDPR? Jeg er stadig helt på røven over, at alle tilsyneladende er ligeglade. Nu kan jeg så se, at Rigsarkivet har besluttet at gemme al kommunikation mellem lærere og forældre, og min vantro har nået nye højder. Jeg KAN ikke forstå, at vi som forældre er tvunget til at være på platformen og oplyse/give adgang til masser af personfølsomme oplysninger, og det til trods ikke kan få oplyst, hvordan data opbevares, hvor længe de gemmes, og hvem de udveksles med. Min hjerne er (stadig) ved at selvantænde over, at forældre eksempelvis kan sanktioneres økonomisk, hvis deres børn har for højt, ulovligt fravær – for det kan kun ske ved at data udveksles mellem kommune og stat. Da jeg skrev til Datatilsynet, var svaret, at jeg skulle ‘henvende mig til egen skole’. Somme tider føles det som om, Kafka burde kategoriseres som faglitteratur.
*Fik den her mig til at trække på smilebåndet, og det er selvfølgelig ikke fordi jeg kan genkende det fra mig *selv*. Men jeg KENDER nogen, der har det sådan…
*Har mine forældre guldbryllup på fredag, og den lader vi lige stå et øjeblik. 50 år, mand. Æblet falder her så langt fra stammen, at jeg nærmest er trillet ind i nabohaven.
*Elsker Anton sin sovespray med lavendel, som jeg for et års tid siden købte i The Body Shop. Den er snart tom, og jeg tænkte, at det måtte være til at finde noget tilsvarende på nettet. Googlede ‘sove-spray’, og det første tilbud i mit feed var en anal-spray fra Lust. Er det mig, eller har det en let undertone af overgreb?
*Forstår jeg ikke, at der stadig findes mennesker, der ikke har set The Bear eller genindspilningen af ‘Wir Kinder vom Bahnhof Zoo’. Seriøst: Hvad laver I?
*Skærer jeg mig nonstop i fingrene i disse dage, og efter en solid håndfuld hospitalstolkninger kan jeg godt se på det hele, at jeg skal skynde mig at aflægge dén vane, inden coronaen lancerer sin vintertour. For SATAN, håndsprit er en kælling!!
*Bruger jeg i disse uger meget tid på et tilbagevendende tema i mit liv, som er grænser.
Jeg synes ellers, at jeg er ok-god til at få dem sat, og også at jeg med jævne mellemrum får luget bedet og fjernet de mest invasive arter. Men med jævne mellemrum vokser der alligevel noget frem, som jeg godt kan se og mærke ikke er særlig hensigtsmæssigt, men som jeg samtidig synes er svært at forholde mig helt objektivt til.
For over de sidste måneder kan jeg godt se, at jeg er blevet Spektrumhvisker. Det er nok ikke så mærkeligt; jeg har brugt meget tid på at forstå de forskellige måder, hjernen kan være bøvlet på, og jeg har det tvivlsomme privilegium at vide, både hvordan det er at have udfordringen selv, og hvordan det er være forælder til børn med de vilkår.
Fra naturens side er jeg indrettet sådan, at jeg umådelig gerne vil videreformidle de erfaringer, jeg selv har brugt tid på at tilegne mig, og derfor tiltrækker jeg naturligt dem, der higer og søger.
Og så rammer vi ned i et bøvlet krydsfelt, hvor jeg somme tider føler, at jeg bliver trukket i fra alle sider; også, når jeg selv er i knæ.
Men.
Jeg har nok bedre forståelse end de fleste for, hvorfor det kan knibe med at tolke signaler om, at noget er tæt på at være for meget – og samtidig bliver jeg ramt på alle mine mor-følelser ift. hvordan verden kommer til at tage imod mine børn, når de som voksne skal danne relationer, og måske heller ikke altid formår at afkode grænser.
Samtidig giver det anledning til ubehagelige overvejelser om, hvilke grænser, jeg selv går over, når jeg pludselig hyperfokuserer på nogen eller noget, og et crescendo af inderlig lede og træthed af at skulle forholde mig til diagnoser og konsekvenser af disse.
Så. Ja. En ting ad gangen, og work in progress, ikke?
*Er det, apropos hyperfixation, mig en stor glæde at kunne meddele, at jeg for tiden er besat af et nummer, der IKKE er Taylor Swift. Jeg smider det under det næste punkt.
*For jeg har bagom bloggen hørt fra flere, som spørger til, om de må læse min klage og mit svar til kommunens tilbud om et møde. Og det er sådan set ikke hemmeligt. Derfor smider jeg det under linket; så kan man stoppe ved videoen, hvis man ikke lige er i humør til at sætte ild til sig selv, og ellers er al fortsat færdsel på eget ansvar.
Inden jeg paster de to breve:
Jeg har skrevet begge dele fra hjertet. Der ligger ikke mange overvejelser om taktik eller håb om at ændre på noget bag; jeg har bare haft brug for at sætte ord på min frustration.
Klagen:
“Jeg ønsker at klage over afgørelsen om afslag, jeg har modtaget d. 16.08.23. (Sags-id: XXXX)
*Jeg vil gerne klage over den helt urimelige sagsbehandlingstid. Min ansøgning er indsendt d. 22.11.22, hvilket giver en sagsbehandlingstid på 9 måneder.
*Jeg vil gerne klage over den manglende professionelle behandling, jeg har modtaget undervejs i forløbet. Da jeg første gang henvendte mig, fik jeg i telefonen oplyst, at jeg ‘formentlig ikke ville kunne få noget, når mine børn kunne klare sig i et alment undervisningstilbud’. Mit spørgsmål gik udelukkende på, hvor jeg kunne finde et ansøgningsskema. Derudover er Esbjerg Kommune vel en del af den offentlige forvaltning, som dermed er underlagt skriftlighedsprincippet?
*Jeg ønsker at klage over min manglende mulighed for at dokumentere vores forløb, fordi jeg ikke på noget tidspunkt har modtaget kvitteringer for mine henvendelser eller har modtaget info om, om/hvor mine henvendelser bliver dokumenteret. Jeg vil gætte på, at jeg har rykket for svar omkring 20 gange, fra jeg sendte min første ansøgning, til jeg modtog afgørelsen. Som jeg, i parentes bemærket, først modtog, da jeg ringede og sagde, at jeg den efterfølgende uge ville indlede en klagesag, hvis ikke jeg modtog en afgørelse.
*Jeg mener, at afgørelsen er truffet på et forældet grundlag. Et af punkterne, der er angivet som årsag til afslag, er at X er nyopstartet i medicin, og at man derfor ønsker at se, om det gør en forskel. H*n har på nuværende tidspunkt været på medicin i over et halvt år.
*Jeg ønsker at klage over den helt indlysende mangel på viden om, hvordan neurodivergente lidelser kommer til udtryk og hvornår. Havde de mennesker, der havde siddet med vores sag vidst bare en smule om det her, ville de have vidst, at hverken autisme eller ADHD bliver mindre problematisk med tiden. Tværtimod.
*Jeg ønsker at klage over den helt horrible mangel på mulighed for som borger at følge med i mit sagsbehandlingsforløb. Det er mig fuldstændig ubegribeligt, at man som borger kun kan henvende sig til kommunen via én indgang, som er ‘kontakt Esbjerg Kommune’. Man modtager ingen kvitteringer på det, man har indsendt, og vores forløb har været ét langt clusterfuck af mennesker, der har ringet, fordi de ikke mener, det er dem, der skal modtage henvendelser, eller som ikke aner, hvad jeg taler om, når jeg ringer og rykker for svar. Det er for mig som borger umuligt at dokumentere vores forløb, fordi jeg INTET har modtaget undervejs, fraset én mail fra vores sagsbehandler, som oplyste om, at vores afgørelse – igen – var forsinket.
Slutteligt vil jeg gerne sige, at det forekommer mig ufatteligt, at man som borger bliver straffet for selv at have holdt for i årevis. Jeg har lagt hele mit liv om for at kunne tage hånd om mine børns særlige behov. Jeg har skåret ALT fra. Det er mine børn, og der er intet, jeg ikke ville gøre for dem. Men det giver simpelthen ikke mening, at det ender med at modarbejde min sag, at jeg selv har ofret alt i stedet for at søge om hjælp til alt mellem himmel og jord fra starten. At man ikke har et bedre blik for, hvad det er, man risikerer at udløse ved at nægte hjælp, når mennesker som mig endelig henvender sig, er svært for mig at forstå. Vi klarer os selv, som det er nu. Men alt andet lige vil det blive meget dyrere, hvis jeg er nødt til at søge TAF, fordi jeg ikke kan blive ved med at få enderne til at nå sammen, end det er for Esbjerg Kommune at bevilge 8 timer pr. måned, hvor begge børn kan passes i eget hjem, så jeg har de timer til ALT det, der følger med at være mor til børn med særlige behov.
Det har været en meget forstemmende oplevelse at stifte bekendtskab med systemet, og jeg sidder tilbage med en oplevelse af, at det ikke er diagnoser, der slår familier i stykker. Det er det system, der er sat i verden for at hjælpe os.
Esbjerg, d. 27.08.23
L.L.A.
NB: Jeg er uforstående overfor, at afgørelsen er dateret d. 11.07.23, når jeg har modtaget den d. 16.08.23, og til orientering kommer jeg til at hive alt, hvad jeg kan finde af advokater og journalister op ad jorden, hvis der bliver det MINDSTE omkring frist i den forbindelse.“
Svar fra kommunen:
Svar fra mig:
“Vedr. tilbud om møde.
Hermed min tilbagemelding ift. tilbud om møde (fremsendt d. 06.09.23)
Jeg vil gerne have lov at takke nej til mødet og i stedet bede om et skriftligt svar.
Jeg ved godt, at jeg ikke behøver begrunde mit svar – men jeg vil gerne. Både fordi jeg gerne vil synliggøre, hvordan det er at sidde på min side af bordet, og fordi jeg gerne vil have det tilføjet min sag.
Jeg har i vores sagsforløb ikke mødt nogen, der ikke har været søde og imødekommende, når jeg har talt med dem. Alle, jeg har siddet overfor, har været mennesker, jeg helt instinktivt godt har kunne lide.
Men det til trods er vores sag blevet syltet, sat på hold og har ligget brak så mange gange, at det næsten ikke er til at forstå. Og uanset hvor meget, jeg forsøger at komme afdelinger og enkeltpersoner i møde, så sidder jeg stadig tilbage med fornemmelsen af, at forsøget på at forstå i det her tilfælde har været en meget ensrettet vej.
For jer er det et arbejde, I går hjem fra; I kan stemple ud klokken 16 og holde fri. For mig og os er det et vilkår, som definerer vores liv, muligheder og alt, hvad fremtiden udgøres af.
Og hvor jeg er med på, at I ikke kan holdes ansvarlige for eksempelvis skolens og psykiatriens manglende overblik, systematik og ordentlighed, så udgør I alle for mig stadig det samlede hele, der er Systemet, og jeg har i 7 år stadig, selvom jeg har rigeligt at bokse med som det er, stået overfor en mur af inkompetence, mistro og ligegyldighed, der ville kunne få de fleste til at synke i knæ.
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg har brugt dagene siden invitationen på at sparre med mit netværk omkring tilbuddet om et møde. Mit netværk tæller socialrådgivere, journalister, psykologer, advokater og mennesker, der er ansat i systemet, og alle, uden undtagelse, har frarådet mig at takke ja til mødet. Både fordi det som enkeltperson er en kamp, du tilsyneladende er dømt til at tabe, og fordi deprimerende mange af dem havde de mest forfærdelige eksempler på, at møder som det her er blevet startskuddet på helt nye, uforudsete kampe – hvilket man beklageligvis først finder ud af, når det er for sent.
Kombineret med, at jeg, da jeg læste den skriftlige invitation, studsede over flere ting, vælger jeg derfor at takke nej.
For måske er det mig, der har hørt forkert eller misforstået det, jeg har fået præsenteret i telefonen.
Men dels er de personer, der er påført som deltagere på mødet i den skriftlige invitation ikke de samme, som dem, jeg fik præsenteret i telefonen.
Dels bider jeg mærke i ordet ’eller’ i den sidste sætning; jeg forstod det sådan på det, jeg fik forklaret, at mødet var et supplement til den skriftlige tilbagemelding. Det kan jeg se, ikke er tilfældet.
Og endelig får invitationen mig også til at spekulere på, hvordan I har foretaget opdelingen af min klage. For mine punkter er ikke som sådan skilt ad. Jeg har ikke lavet én klage, der går på sagsgang, og én, der går på afgørelsen. Jeg har klaget over den samlede pakke. Derfor blinker alle mine lamper, når jeg får tilbudt en tilbagemelding på en specifik del af min klage, som det er jer, der har defineret.
Så tak, men nej tak.
Det er ikke personligt. Jeg er sikker på, at I, der lige nu sidder om bordet, har de bedste intentioner, og selv er frustrerede over de manglende ressourcer og muligheder, I har. Men min kontakt med systemet har lært mig og bevist igen og igen, at min tro på det bedste i det og dem, jeg står overfor, altid ender med at modarbejde mig og kræve langt, langt mere, end det, jeg egentligt søgte hjælp til at løfte.
Det er desværre på bundlinjen bare langt mindre ressourcekrævende at klare tingene selv.
Derfor og af hensyn til det fortsatte forløb, takker jeg hermed nej til mødet, og beder i stedet om et skriftligt svar.
*Er jeg ved at gå amok over luftfugtigheden. Hvorfor føles verden udenfor hele tiden som et bryggers, fyldt med vådt vasketøj?
*Har jeg, endelig, endelig, endelig, fundet mig en ny frisør i Esbjerg. Modsat alt, hvad jeg har lagt hoved til de sidste 10 år, er hende her helt ok med, at vi bare er stille, og hun hører ægte, hvad jeg siger, når jeg forklarer, hvor vi er henne på farvehjulet. SÅ herligt ikke at ligne én med gulsot, når man går ud ad døren efter 4 timer i stolen, og lige har blødt tæt på 3000 kr.
*Er børnene startet til svømning, og for tredje (3.) år i træk, er det lykkedes mig at få dem skrevet op, så de ikke fremgår af tilmeldingslisten. Det grænser til talent.
*Kan jeg godt se, at jeg burde være up in arms over alt det med lovindgreb og koranafbrændinger. Men er det ikke lidt som om, at man her, 12 minutter i apokalypsen, ikke kan blive ved med at finde indignation ude på lageret? Verden har føltes som et sted, der kun består af caps lock og udråbstegn de sidste par år, synes jeg, og det er, som om hele reaktionsapparatet er blevet lidt følelsesløst.
*Er det klart en fejl, at CIA ikke har hvervet Taylor Swift, for hendes måde at infiltrere samtlige af mine playlister på tværs af platforme, er undefeatet. Jeg elsker det.
*Var der en sød læser, der for nyligt tippede mig om, at Justin Cronin har skrevet en ny bog. Til de af jer, der har Den Første, De Tolv og Spejlbyen til gode: Jeg hader jer (lidt).
*Ringede sagsbehandleren i sidste uge og lagde en besked om, at jeg lige skulle ringe med min mailadresse, så hun kunne sende mig et skema til den aflastningsperson, vi skulle have fundet. Jeg ringede tilbage om aftenen og sagde, at hun ikke behøvede at bruge tid på det; jeg kom ikke til at gøre brug af timerne. Hun ringede dagen efter. Og dagen efter det. Og de to efterfølgende dage. 5. dag tog jeg den, og var meget dybfryser omkring alting. Hun ’håbede sådan’, at jeg ville klage. Hvortil jeg svarede, at det kunne jeg ikke se en eneste grund til, for ungerne når jo at fylde 18, inden de får sagen færdigbehandlet. Men så sagde hun det, der gjorde forskellen for mig, nemlig at de skal sende de klager, de modtager, til Ankestyrelsen. Og da jeg lige har en ting eller to, jeg godt vil løbe forbi dem, tog jeg æsken med raseri ud af skabet og skrev 3 hele sider, der sluttede med:
NB: Jeg er uforstående overfor, at brevet om afgørelsen er dateret d. 11.07.23, når jeg har modtaget det d. 16.08.23, og til orientering kommer jeg til at hive alt, hvad jeg kan finde af advokater og journalister op ad jorden, hvis der bliver det MINDSTE omkring frist i den forbindelse.
Der er ikke mere høflighed tilbage i mig.
*Gik jeg for et par uger siden i gang med ’Utæmmet’ af Glennon Doyle, og jeg var så begejstret, at jeg tvang den ned i halsen på 4 af mine veninder. Nu er jeg, 2/3 inde, gået fuldstændig død i den, så hvis du er én af dem, jeg lovpriste den til: Undskyld. Jeg mente det ikke alligevel.
*Er jeg nærmest lidt modvilligt imponeret over, hvor mange offentlige institutioner, jeg mangler betaling fra, fordi deres regnskabsfolk har været på ferie. Tænk at tilhøre så magtfuld en institution, at man uden varsel, info eller beklagelse, fuldt bevidst overskrider betalingsfristen for ydelser, man har modtaget med 3-4 uger, og kører ’what’ you gonna do about it?’, når man bliver rykket #drømmen
*Så jeg en nyhed om, at læger i Australien har fundet en orm på 8 cm i hjernen på en mand. Jeg tror, jeg taler på alles vegne, når jeg siger, at der er nogle nyheder, vi gerne vil være fri for. *Var jeg fredag aften i sidste uge på job, og derfor alene hjemme. Da jeg var færdig kl. 23, trængte jeg helt utroligt til noget ro i hovedet, så jeg kørte ud til en skovsø, der ligger 5 km. fra, hvor vi bor, og satte mig i sandet. Jeg bliver aldrig typen, der skal sove i shelter, men da jeg sad under månen og kiggede ud over vandet, og kunne høre alverdens dyr pusle i buskadset, forstod jeg egentlig godt, hvorfor man kan få lyst, hvis man ikke passer på.
*Har ferien gjort det tydeligt, hvor store børnene faktisk er ved at være. Og hvor meget, jeg skal have tjekket mine gamle playlister igennem, nu hvor de roder rundt i dem og finder nye favoritter. F.eks. sad jeg og skar tænder over en traktor, der ikke ville flytte sig, da Frida til min forfærdelse med høj, klar stemme ud ad vinduet sang: “Move, bitch! Get out of the way!”
*Var jeg til gengæld på nippet til at bede om en autograf, da Super Bass startede, og hun på nærmest fejlfrit engelsk tog hele første vers i kor med Nicki Minaj. Jeg sang “Hahahaha – Stena Line”, når Radio Victor spillede Bee Gees, da jeg var 8.
*Giver det trods alt også lidt på respekt-kontoen den anden vej, at vi begynder at have nogle fælles referencer. Anton besvimede nærmest af vantro, da han sprang op i overkøjen på vores hostel, og råbte: “It’s over, Anakin, I have the high ground!” – og jeg med stenfjæs og dyster stemme svarede: “You underestimate my power!”. “Hvordan kender du den, mor!?!” Do not cite the deep magic to me, din lille pissemyre.
*Besvimede Frida så til gengæld nærmest af skam, da hun den sidste dag i Nordjylland insisterede på at køre med, da jeg satte mig i bilen for at køre på tanken. Jeg vågnede nemlig med den måske dårligst timede migræne i verdenshistorien den morgen, hvor vi skulle tjekke ud kl 9. 0 ud 5 stjerner. I et desperat forsøg på at få det bedre efter at have kastet op nonstop fra klokken 4 til klokken 8, besluttede jeg at køre ud og lede efter en is, og Frida INSISTEREDE på at komme med. Og sidde på forsædet. Klip til 6 minutter senere, hvor jeg måtte rive bilen ind på en p-plads – som viste sig at ligge foran det store vinduesparti på sygehuset – for at knække mig i en busk. “Jeg tror liiiige, jeg sætter mig om på bagsædet, mor…” Jeg har startet en GoFundMe til det terapiforløb, dét kommer til at kræve.
*Synger ferien for os nu på sidste vers. Jeg er startet på job igen, Frida er afsted de fleste formiddage, og Anton holder morfar beskæftiget i værkstedet. Ferien har været skøn – men der kommer ingen klager herfra over roen i bilen, den varme kaffe og de øde landeveje.
*Har jeg nu kontaktet en borgerrådgiver for at klage over, at jeg stadig ikke har modtaget en afgørelse på den ene times aflastning pr. barn pr. uge, jeg har søgt for snart et år siden. Jeg er meget fatalistisk ift. ikke at forvente det fjerneste af henvendelsen, men min sjæl kan ikke bestå, hvis jeg bare finder mig det her.
*Bliver nogen snart nødt til at lave et seriøst alle-kald, så folk på nettet fatter, at ‘Besked fra Aula’ er en satireside. Min Fremdschämen truer med at tage livet af mig.
*Vil jeg gerne anbefale filmen Nobody på Netflix. Meget samme vibe som Die Hard/John Wick-filmene, bare med Bob Odenkirk (BB/Better Call Saul) i hovedrollen. Man er ikke i fare for at lære noget af at se den, men man er strålende underholdt hele vejen, og han spiller formidabelt (og vold, våben og Weltschmerz klæder ham *meget*…).
*Klikker jeg, som alle andre normale mennesker, altid ‘Spørg mig senere’, når min computer forsøger at få mig til at forholde mig til noget. Således også, når FB opfordrer mig til at oprette et profilbillede. Og her må jeg bare rose FB for at køre den mest aggressive nudging, jeg til dato er blevet udsat for. For da jeg sidste gang forsøgte at skippe, lagde den selv et autoforslag ind – som var mit scanningsbillede, fra da jeg ventede Frida. Hvilket MÅ være det eneste billede, jeg har i mit bibliotek, som jeg faktisk ikke kan overskue bliver delt med alle under ‘Linda har opdateret sit profilbillede!’. Så nu har jeg valgt et nyt. Well played, FB.
*Bønfalder jeg, på vegne af alle mindre personbiler i hele Danmark, førere af varevogne om at køre et tjek på lygterne på deres biler. Den pære i højre forlygte, der bare, helt hårdt, insisterer på langt lys, sidder præcis i højde med vores bakspejle, og vi er ved at blive sindssyge.
*Vil jeg, som et lille tip, på det kraftigste fraråde at køre en fuld room-makeover, komplet med maling og samling af ikeamøbler, når man samtidig har 2 feriebørn hjemme, og er hevet af én type psykofarmaka og startet op på en ny. Hvis nogen mangler mig, har jeg gravet mig ned på marken.
*Har jeg søgt om supplerende dagpenge de næste par måneder. Fordi jeg startede, som jeg gjorde, måtte jeg skattemæssigt køre en Glistrup, hvilket betød et skattesmæk på 60.000 kr, som landede 20.06. Det var forventet, og jeg havde pengene sat af, men fordi der ikke er så meget at tolke sommeren over, skal vi lige have enderne til at nå sammen i år, og så er det forhåbentlig sidste riv med jobcenter og a-kasse. I dag har jeg hentet Jobcenterenes nye app, og den tilbyder mig det her:
Jeg kommer til at job-logge en uopfordret ansøgning som korrekturlæser. Seriøst. Stram op.
*Vil jeg gerne undskylde til alle, der er taget til stranden og ikke kan få øje på et eneste sandkorn. De ligger alle sammen i vores entre, og engang ved lejlighed skal et klogt menneske forklare mig, hvordan 2 små mennesker med 4 små fødder kan slæbe så meget sand med ind.
*Er jeg vejrmæssigt meget på enten en fuld Garbage og Only Happy When It Rains, eller kjoler, iskaffe og Sunshine Reggae. Jeg bliver adfærdsvanskelig af det her blandingsprodukt.
*Tror man i første omgang, at det er en god ting, når børnene begynder at spille Roblox, Minecraft osv. med hinanden. Ha. Hahaha. Ha. Vi er nu på 3. time, hvor de hvisler: “Fucking traitor!” og “Spejl!” når de går forbi hinanden i stuen. #Blessed
*Vil jeg bare anbefale, at man skynder sig at (gen)se The Bear på Disney+, så man er klar, når sæson 2 rammer d. 02. august.
*Er den her uge et mareridt af logistik og mennesker. På 4 dage tager vi et forældremøde, en børnefødselsdag ude, en sommerfest i SFO’en, en klassefødselsdag her og Skt. Hans. Det er ALT FOR MEGET, ESBEN! Og hvor jeg egentlig synes, at jeg er ved at være ok-god til at sortere løbende, så er der ikke meget af det her, man kan vælge fra uden at det bliver opdaget, vel? Allerbedste Johanne, som er et vidunder af et virtuelt heppekor, skrev begejstret, at ‘Bål fredag er aflyst! Du har fri!’ Hahaha. Ha. Nej. For nu skal jeg også finde på en ikke-pyro-båret aktivitet, og min opfinderhat føles, som fordelerhatten på Hogwarts ser ud.
*Hjælper det ikke rigtigt på noget, at energien overalt er en sælsom blanding af hyperstress over, at vi skal nå altaltalt, inden det hele lukker ned for sommeren, og doven siesta-vibe, fordi det hele alligevel lukker ned for sommeren lige om lidt.
*Stod jeg i går i Meny. En mand i eksklusivt hør stoppede først den kø, han stod i for at diskutere med den underbetalte kassemedarbejder, fordi han havde glemt sin pung – men godt lige ville have sine varer med alligevel. Da han fik nej, skar han ind i den kø, jeg stod i, for at prøve lykken dér. Det blev også et nej. Han var nærmest violet af vrede, da han stormede ud af butikken med informationen om, at det var ‘den dårligste behandling, han NOGENSINDE havde været udsat for!’ blafrende efter sig. Jeg mødte ham på p-pladsen i hans ikke-under-2-mio kroners Mercedes, og jeg vil bare lige opfordre til, at man sender thoughts and prayers i hans retning, tjekker ind hos sine 1%’ers, for de er ikke ok, og så ellers husker at sætte grænser for sine børn.
*Har jeg købt et par Loop earplugs til Anton. No spons, men jeg kendte ingen, jeg kunne spørge om, hvorvidt de lever op til deres egen hype eller ej, men jeg er virkelig positivt overrasket. Ideen med dem er, at de bare tager toppen af lyden (man kan vælge forskellige modeller, som så angiveligt sænker lydinput med x antal dB), men uden at lukke helt af. Derfor er de ret velegnede i et klasselokale eller et kontorlandskab, hvor man bare skal have skruet ned for lyden, men uden at lukke helt af. Der er forskellige størrelser propper med, og den lille ring gør dem nemme at sætte i og tage ud; også for små fingre. De holder, hvad de lover, og man slipper for den der undervandsfornemmelse, som noise cancelling godt kan give.
*Har jeg næste punkt på mit partiprogram klar: Afskaffelse af pollen. Anton ligner en, der har ligget i blød i en atomreaktor.
*Har jeg fået mig en personlig træner, og det er det bedste, jeg har gjort for mig selv i 100.000 år. Jeg smadrede for et halvt år siden min ene hoftebøjer, og fordi jeg er meget ‘vi ser lige, om ikke det går over af sig selv’-typen, har jeg ikke rigtigt fået gjort mere ved det. Men lige meget hvad jeg forsøger mig med ift. træning, har det gjort ondtondtondt, og fordi jeg også er Forsvarende Nordisk Mester i ‘Det Prøver Jeg Lige At Ignorere’, får jeg det rådne træningsmønster, hvor man starter, overgør det, får ondt, må styre sig, repeat. Men det her en kæmpesucces. Det er et lille studie, hvor man træner alene med sin fys/PT, og alt bliver rettet til og justeret undervejs. Bedst af alt er der ingen af de øvelser med elastik, som jeg bliver lige dele aggressiv og kontrær af, men bare rigtig, ægte træning, der niver alle de rigtige steder, og det er wunderbar!
*Har jeg i disse dage TS’s New Romatics på hård repeat. Nævn et bedre omkvæd end:
‘Cause baby, I could build a castle Out of all the bricks they threw at me And every day is like a battle But every night with us is like a dream
