Kategori: I øvrigt/Siden sidst/Top 5/lister

I øvrigt

*Må nogen snart fortælle det firma, der laver ventemusik til telefonkøer, at saxofonen er et fjendtligt instrument.

*Vil jeg gerne vide, om jeg er for gammel til at komme i betragtning som aupair hos Chrissy Teigen og John Legend, udelukkende for at få serveret den mad, hun laver? SHIT, det ser godt ud!! Jeg har bestilt hendes kogebog på biblioteket, men har lidt på fornemmelsen, at det er den slags retter, der bare kun bliver gode, når det er opfinderen selv, der laver dem.

*Har jeg, efter 9 års tilløb, fået lavet pas til børnene. Jamen, jeg ved det ikke. Fordi jeg troede, det var dyrt? Men for 115 kr. pr. barn kan vi nu stikke af til udlandet, hvis det hele bliver for træls. 

*Er Jehovas Vidner begyndt at ringe rundt, og jeg kan næsten ikke komme i tanke om noget, jeg skal bede mindre om. 

*Har jeg modtaget lige præcis nul breve til brevkassen, så jeg tænker, at vi kører videre med den model, der hedder, at hvis man har noget, man gerne vil spørge om, så skyder man bare en mail afsted på blogsbjerg@gmail.com Så svarer jeg i et ‘I spørger – jeg svarer’-indlæg. 

*Brækker jeg begge arme på Mark Zuckerberg, hvis ikke han snart får fikset problemet med, at alle notifikationsindstillinger på grupper nulstilles, hver gang der kommer en ny opdatering.

*Overvejer jeg en nebengeschäft, hvor unge mennesker i servicebranchen på et weekendkursus kan lære at lyve hurtigere og bedre. Når jeg spørger, om I har flere rosiner, så er det 10.000% fair, at du ikke gider løbe på lageret for 13. gang, den formiddag. Jeg har også været 17 og på job dagen efter en fest, og der er hverken had eller fordømmelse herfra over, at man lige hakker en servicehæl og klipper en kundetå. Men jeg er nødt til at insistere på, at du gør det bedre end et langt ‘Øøøh’, flakkende øjne og ‘… nej?’

*Havde Anton i sidste uge forlist sin absolutte yndlingshoodie. Vi ledte. Alle steder. På værelset, bag alle jakker og tasker, i SFO’en, hos mormor og morfar, i Street Mekka, i bilen og i Fridas tøjskab. Væk var den. Sorgen var dyb og tung – indtil jeg to dage senere nåede til bunds i vasketøjskurven, hvor Anton til alles inderlige overraskelse havde smidt den, og hvis ikke det er et rekommanderet brev direkte fra Gud om, at mine børn har det for nemt, så ved jeg ikke, hvad er. 

Er anbefalingslisterne opdateret med følgende:

I’ll be gone in the dark (HBO)

Dokumentar om true crime blogger og forfatter Michelle McNamera, der pga. en kombination af evner, stædighed og dedikation endte med at samarbejde med politiet i jagten på The Golden State Killer. Hun døde lige inden han blev fanget, hvilket føles uendelig urimeligt, fordi det formentlig var jagten på ham, der endte med at tage livet af hende i en kombination af stress, overarbejde og selvmedicinering.

Dokumentaren skiller sig ud fra andre dokumentarer, fordi den også gør brug af dramatiske effekter (GUD!SKE!LOV! ikke reenactment, som jeg inderligt hader), og så er det næsten poetisk, at den sætning, som The Golden State Killer sagde til et af sine ofre, og som hun brugte som titel til bogen, endte med at blive hendes skæbne.

Til alle mine fellow-murderinos kan jeg oplyse, at både Paul Holes, Billy Jensen og Karen Kilgariff er med, men uanset om man ‘færdes’ i miljøet eller ej, er den mesterligt lavet. 

Escaping NXIVM (Uncover, CBC Podcast, 1. sæson)

En mand, som tilfældigvis arbejder som journalist, møder en barndomsveninde, da han er hjemme på ferie, og da han spørger hende, hvad hvad hun render og laver, svarer hun: “I just left a cult”

Podcasten er fortællingen om, hvordan man går fra at være et selvstændigt, begavet menneske, der pga. en kombination af ambitioner og et oprigtigt ønske om at blive en bedre version af sig selv, ender i kløerne på en mand, der i dag står tiltalt for trafficking, pædofili, pyramidespil osv.

I øvrigt:

*Ønsker Frida sig brændende at lære at fløjte, og for nye og vordende forældre vil jeg lige nævne, at det kan være en god ide at tænke sig om, før man lægger sig fast på pædagogiske læresætninger, som f.eks. “Man bliver god til det, man øver sig på”. 

*Er min bil ved mekanikeren for at få lavet bulen, jeg var så heldig at få tilbage i efteråret (og stående applaus til forsikringsselskaberne for så aktivt at modarbejde stresskultur på arbejdspladsen), og jeg har som lånebil fået en C1’er, som har horn i stort set hele rattet. Jeg er 1.80 og har så lange fingre, at den stående joke blandt mine kolleger er, at jeg altid staver i caps lock, når jeg tolker. Jeg ender med at få klø af nogle af alle dem, jeg uforvarende kommer til at dytte af, hver eneste gang, jeg drejer. 

*Ved jeg ikke, om det er pga. de glædesløse, asociale coronamåneder, men er det ikke, som om vi alle sammen bliver lidt ekstra begejstrede, når vi møder bilerne med studenter i år? Der har i hvert fald været fingerkys, hujen og gedigen basarm overalt, hvor jeg har set dem.

*Vil jeg gerne vide, hvornår man er for gammel til at stalke Tony Hawk på insta, fordi man synes, han er pæn?

*Bad jeg i aftes, efter 2 timers intensiv knevren, i desperation Frida om at flette næbbet – hvilket fik hende til at skraldgrine. Det er første gang, mine børn forstår konkret, verbal humor, og det synes jeg faktisk var kæmpestort.

*Ved jeg godt, at vi ikke kan være enige om alting, men ift. de mange statuer og monumenter, der for tiden må lade livet rundt omkring i verden, vil jeg bare forsigtigt foreslå, at man prøver at forestille sig, at vi i 1937 havde grundlagt Hitlers Plads midt i København og havde dekoreret den med en stor, flot statue af manden. Det er vinderne og flertallet, der skriver historien.

*Tabte jeg forleden mit næsten færdiglagte 1000 brikkers puslespil med random cut brikker, som gik i – ja – tusind stykker. Prøvede at sige til mig selv, at jeg faktisk fik dobbelt så meget for pengene, når jeg nu fik lov at lægge det igen, men endte med at konkludere, at det er med peptalk som med at kilde: Man kan ikke gøre det på sig selv.

*Har jeg opdaget Twinings nye cold infuse te, som er tebreve, man kan smide i sin vandflaske, Hvis ikke Nobel kommer til at tage stilling til dem under den kommende udvælgelse til nominering, er der ingen retfærdighed til. 

*Er det som om, det post-corona er blevet helt comme il fait at dele screenshots på IG/FB af træningspas og stormøder. Hver gang jeg ser det, spekulerer jeg på, om man mon har husket at klappe af med de andre tilstedeværende, om de gerne vil deles.

*Har jeg de sidste par dage brugt mange timer på Marketplace i jagten på en reol, og dette er et allekald: Mål er relativt relevante, når vi taler møbler.

*Har jeg lært at grille. Og der må grines, men det har været én af dem, jeg bare ikke har kunne tage mig samme til, fordi… jamen, det ved jeg faktisk ikke? Fordi alle jeg kender er perfekte til det, og jeg aldrig lige kom i gang? Men jeg fik en fin, lille grill i 40 års fødselsdagsgave, som nu har haft premiere, og det gik godt, syntes jeg. Også selvom Fridas kommentar var: “Mor, du skal jo bare øve dig lidt”.

*Er anbefalingslisterne opdateret med følgende:

Serier:

Marcella

Denne serie er allerede på min liste, men 3. sæson er lige landet og jeg åd den på en uge. Det er britisk krimi noir og det er så godt, så godt.

Tessas Hævn (DR)

Jeg er meget lidt til rap, og derfor har jeg ikke som sådan haft en holdning til Tessa og hendes musik. Men man skal have levet under en sten for ikke at have hørt om hende, og fordi min nysgerrighed blev pirret af et par klip på DR3, fik jeg lyst til at se dokumentaren, som består af 4 afsnit.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet – men ikke dét her. For det er ikke – som forventet – en historie om et ønske om at provokere eller udfordre, men derimod historien om at have fået spillet nogle bestemte kort på hånden, og at være blevet misbrugt og voldtaget i festkulturens navn – men at rejse sig fra det, tage sin historie, sin krop og sin magt tilbage og prøve at hjælpe andre til at gøre det samme. Jeg ser hendes tekster i et MEGET andet lys nu, og selvom hun er rå som få, får man alligevel lyst til at give hende et kram, et highfive og en stor kop kaffe.

The Last Dance

Jeg kan ikke med ord forklare, hvor vild jeg var med den her. Det er historien om Michael Jordan, og jeg hverken forstår eller interesserer mig for basketball, men jeg tror, det er den bedste dokumentar, jeg nogensinde har set. Der er så meget respekt og selvindsigt i hele historien, både fra MJ, men også fra alle, han har spillet både med og imod. Clinton, Timberlake og Obama svinger lige – helt afslappet – forbi, og jeg måtte have fat i æsken med kleenex flere gange, end jeg har lyst til at indrømme.

Den er på én og samme tid en hyldest, en historie og et perfekt skåret tidsbillede af halvfemserne, komplet med et A+ soundtrack.

10/10 herfra. 

Podcasts:

Morfinbyen

P1-podcast i 3 små afsnit om, hvorfor Fredericia går under betegnelsen Morfinbyen. Det er en historie, som giver stof til eftertanke, og som gør op med fordommene om, hvornår og hvordan man kan ryge ud i et misbrug, og hvordan en struktur på behandlingsfronten kan være med til at forværre et problem markant. 

Sinisterhood

En slags true crime-podcast – og så alligevel ikke helt. Set up’et er stadig to kvindelige værter, der spiller bold op ad hinanden, men de fortæller historien sammen, og emnerne spænder over alt fra konspirationsteorier, til kultledere og mystiske dødsfald i Hollywood.

Podcasten er en smule mindre poleret, end man er genre-mæssigt er vant til, og jeg synes mest af alt det føles, som at have fået to virkelig sjove og badass damer til bords til en fest.

Wind of change

Den her ville jeg aldrig selv være kommet i tanke om at kaste mig over, for jeg hader alt, hvad der lugter af spioner og skæg og blå briller. Men Esben Bjerre (Her Går Det Godt) solgte den godt, og fordi jeg var up to speed med alt andet, fik den et skud. 

Den er fuldstædig outstanding. Kort fortalt handler den om, at det måske/måske-ikke er CIA, der har skrevet Wind of Change til Scorpions for at skubbe på ift. østblokkens fald. Det lyder fuldstændig vanvittigt, og journalisten, der graver i sagen, starter også med at være mere end skeptisk. Men så begynder han at snakke med tidligere CIA-agenter, managere og tryllekunstnere, og inden man får set sig om, går den vilde jagt med narkobaroner, heavybands, stadionkoncerter og dobbelt- og trippleagenter til højre og venstre. 

Den har lidt den samme vibe som Dolly Partons America, synes jeg, og uanset hvad du lige nu sidder og tænker, synes jeg virkelig, at du skal prøve-høre et afsnit. 

Chasing Cosby

En podcast om det årelange tæppefald for en af historiens mest joviale tv-fædre. 

Det er endnu et udløber-produkt af Me too-bevægelsen, og en af grundene til, at jeg synes det er så vigtigt at høre de mange vidnesbyrd fra ofrene er, at deres historier får det til at gå op for én, hvor villige vi er til at ignorere vores egen mavefornemmelse, når autoriteter fortæller os, at det, de gør imod os, er ok. Og hvor småt det ofte starter. For der er jo sjældent tale om full blown overgreb, som kommer ud af det blå. I stedet handler det om små skridt, længere og længere væk fra det, vi opfatter som normalt/passende, og hvis vi skal lære vores døtre at turde stå fast, når noget føles forkert, så kræver det en omprogrammering af vores måde at opdrage på. For at opdrage børn er én lang række af nye situationer at forholde sig til, og når vi møder noget, vi ikke har tacklet før, tror jeg ofte, at vores default-reaktion er at gribe til det, vi selv er vokset op med. Som når Frida f.eks. kommer og siger, at Sofus slår og hiver hende i håret, og jeg er to millimeter fra at sige: “Det er fordi, han godt kan lide dig”. Det er kun, fordi jeg aktivt har opsøgt historier som denne, at jeg når at bremse mig selv og snakke med hende om, at det ikke er ok. Og at det er godt, at hun siger fra. For det kan godt ske, at det vitterligt er, fordi han synes, hun er sød. Men så må Sofus og hans forældre tage en snak om, hvordan man udtrykker den slags følelser på en måde, der ikke går over andres grænser.

Det starter i det små, og det er historier som denne – og Tessas – effektive remindere om. 

Og bare lige PS: 100.000 point til det reklamebureau, der har tegnet illustrationen til podcasten.

I øvrigt:

*Rensede jeg forleden min make up af, inden børnene var lagt i seng. Da jeg stak hovedet ind til Anton, veg han tilbage og udbrød skrækslagent: “Mor!! Dine øjne er helt BØJEDE!?” Og det kan da godt være, at det bliver lidt hårdt for ham i starten på den kostskole, men jeg minder igen om kronprinsessens ord: Det er en gave.

*Var jeg i Aarhus sidste weekend. Da jeg ankom, var der vejarbejde i gården, hvor jeg plejer at parkere, men umiddelbart overfor ligger en låsesmed, som var lukket. Gitter for vinduerne und alles. Bygningen ligger som et hus ud til vejen, men trukket tilbage, side om side med et par andre bygninger. Foran var 16 tomme parkeringspladser, ingen skilte, og kun én firmabil fra låsesmeden parkeret. Jeg stillede bilen, strøg afsted – og da jeg kom tilbage kl 23, havde låsesmeden – altså ham, der havde lukket og 14 ledige parkeringspladser til rådighed – fundet tid til at hente sin anden og sidste firmabil og parkere den på tværs bagved min, så jeg var spærret inde. Dick. Move. Mr. Låsesmed. Men nobody puts baby in a corner, og med 20 cm. frigang på 3 sider af bilen, kom jeg ud alligevel, mens jeg nød tanken om, at han ville komme til at sidde resten af natten og vente forgæves ved telefonen på en trone af selvretfærdig harme. No retreat. No surrender. 

*Ønsker Frida sig en “katte-hvalp” i fødselsdagsgave. Børns sproglogik er uovertruffen. 

*Ved jeg ikke, om jeg nærmest har vænnet mig til hedebølger, der starter i april, men burde det ikke være varmere, nu hvor det er rasende lyst til kl. 22 hver eneste dag?

*Kan jeg godt mærke, at vi er kravlet ind i maj. I marts føltes det som om, der var 1000 år til lønkompensationspakkernes bagkant i juni. Nu? Not so much #Stress

*Efterlyste jeg ideer til madder på fb for et par uger siden, og én foreslog ristet grovbolle med mayo, tun og ananas. Det lyder vulgært, men det er. så. godt!!

*Kommer jeg aldrig til at forstå de mennesker, der skriver en små stile i deres køb-og salg annoncer. “Jeg har været super glad for den, siden jeg købte den på Rhodos på en ferie med min søster!” “Jeg købte den til en fest hos min eksmand, men må desværre erkende, at den er for lille”.

*Er der fordele og ulemper ved at have fået sine børn alene, men noget af det, man kan glæde sig over er, at når et barn kalder på én for at at oplyse, at “Vi mangler helium” #FreshOut og 10 minutter senere har fået sig selv så eftertrykkeligt lynet ind i en trøje, at han ikke kan komme ud igen, så kan jeg selv beslutte, hvilke karaktertræk, der kommer fra mig, og hvilke der ikke gør.

*Vil jeg gerne anbefale podcasten Broken Harts. Det er en afsluttet podcast på 9 små afsnit om 2 hvide kvinder, der adopterer 6 afro-amerikanske børn, og ender med at køre ud over en klippe med børnene i bilen. Sagen er fra 2018, og normalt styrer jeg udenom nyere sager med børn, men fokus her er faktisk mere på, at den ene af kvinderne var så dygtig til at iscenesætte det perfekte liv på de sociale medier, at alle sad deres dårlige fornemmelser overhørige. Historien er tragisk, spændende og relevant, hvis man blogger eller på anden vis begår sig på de sociale medier, fordi den giver stof til eftertanke ift. hvad vi definerer som virkelighed. Både som afsendere og modtagere.

I øvrigt:

*Er det i dag 6 år siden min veninde Lene døde af en hjernetumor, og de sidste dage har jeg tænkt virkelig meget på, at den her pandemi også markerer en form for skifte i forhold til hendes død; at hun nu har været væk længe så længe, at virkeligheden har forandret sig og er blevet til noget, hun aldrig kom til at kende til. Lidt som med d. 11. september. Verden er ikke længere den samme, og det er mærkeligt. 

*Har jeg den sidste uge forsøgt at få fat i Skat, og som så ofte før, når jeg hænger i en telefonkø, spekulerer jeg på, om der findes nogen, der bruger de informationer, man får undervejs i køen, til noget? Jeg mener; hvis man er tech nok til at kunne bruge internettet, ved man så ikke godt, at man kan tjekke sin årsopgørelse online?

*Har jeg opdaget Voltaren gel, og det her er ikke en betalt reklame, men det burde det være, for mit liv bliver ikke det samme igen. Akillessenen på min ene fod har været permanent øm og hævet i 9 år, og for et par år siden var jeg inde for at få undersøgt, om man kunne gøre noget ved det. Citeret frit fra hukommelsen kunne vi skære min fod af. Jeg havde derfor indstillet mig på, at det bare var sådan, det var – men det her virker, og jeg kan ikke få armene ned. 

*Har Anton udviklet en hvepsefobi, efter at han sidste år blev skamstukket. Jeg har læst 69.842.648 sider på internettet om, hvad man stiller op med børn og angst for noget, som sådan set er reelt nok, for der er hvepse på landet, og jeg er ved at blive en liiiiille smule vanvittig af at snakke om hvepse 9 timer i døgnet. I dag stillede jeg ham i desperation 100 kr. i udsigt for hvert hvepsestik, han kunne erhverve sig denne sommer. Det var *ikke* et råd på nogen af siderne.

*Vil jeg bare lige give et heads up på, at der er hjælp at hente i kommentarfeltet til mit IG-opslag fra i fredags, hvis man mangler noget at læse, og man er til dystopisk, postapokalyptisk spænding. (Jamen, vi er flere, end man tror).

*Har jeg skrevet om det før, men det er u.tro.ligt, at jeg er 43 år og stadig hver e-n-e-s-t-e gang jeg handler, selvtilfreds tænker: “Nå, men nu har vi også det, vi skal bruge hele den næste uge” når jeg går ud af butikken. Ha. Hahaha.

*Er jeg lidt i tvivl om, om det er lock-downen, der taler, men.. altså, er Magnus Heunicke gået hen og blevet lidt en snitte? På den slidte, patina-måde? Eller er det bare den seriøse five-o-clock han kører, der får ram på mig?

*Skal jeg bede om lidt større, sproglig variation i det offentlige rum. Jeg er ikke i humør til flere, der lægger vejen, mens de kører på den. 

*Har jeg til min inderlige, oprigtige begejstring fundet mine to all time favorites MTV Unplugged sessions på YouSee’s musiktjeneste; Nirvana og Melissa Etheridge. Giv den her karantæne 2 uger mere, så er jeg tilbage i henna og fuld batik.

I øvrigt:

*Er ‘blid brus’ måske det mest vamle udtryk, jeg er stødt på i år.

*Er jeg i et anfald af dystopisk fatalisme startet forfra på The Walking Dead. Jeg tænker på det som ‘forberedelse’.

*Siger Frida, som ellers taler både flydende og meget, stadig ‘påskeniljer’, ‘vinterdækker’ og ‘kokos’, og jeg kommer ikke til at rette det.

*Var det ikke forårshaven, der kom ud af munden på hende i morges, da Anton ikke lige var klar på at agere baby. “Skal jeg smadre dit liv eller hvad!?” Så altså. Ja. Karantænen kræver sine ofre.

*Kører vi videre på vintertid, og du er velkommen til at ringe, hvis du har et problem med dét. (Så sender jeg Frida). 

*Er folk i Esbjerg mere oprørte over de lukkede genbrugsstationer end dødsfald, respiratorpladser og den foruroligende travle nødhjælpshelikopter, der letter og lander 3-4 gange om dagen 1000 meter herfra. Den her by skuffer aldrig.

*Er der – apropos – i weekenden blevet slået en mand ihjel i huset skråt over for det, vi boede i, da vi boede i Vædderens Kvarter. Der er ikke rigtigt nogen, der virker overraskede. 

*Har jeg fundet en løs puslespilsbrik i mit skab (wtf??) og er nu en del af den statistik, jeg selv har bandet over, af mennesker, der sælger defekte puslespil videre. Kæmpe undskyld til universet og ofret herfra. 

*Skal jeg høre, om jeg er den eneste, der har bemærket, at folk kører *ekstra* råddent i de her dage? Altså, på sneglemåden? SHIT, mit temperament kan næsten ikke, mand.

*Er det skønt med engageret sundhedspersonale, og jeg kan virkelig godt forstå, at de er desperate efter at få folk til at rette ind. Men efter at have set og hørt både studerende og laboranter mene noget om alt fra neglelak til genbrug, har jeg tænkt lidt over, om vi måske var bedre tjent med at lade de officielle kilder tale, så folk faktisk hører efter, når der bliver sagt noget vigtigt?

*Har vi fået nye naboer, som har verdens mindste hund, der ikke siger en lyd. Den hedder Maggie, og jeg kommer til at have Rod Stewart på hjernen de næste 8 år.

I øvrigt, corona-edition:

*er det vildt, hvor hurtigt noget bliver den nye, acceptable adfærd. Hver gang jeg på LinkedIn eller Facebook ser opslag med mennesker, der har været til træf af den ene eller anden slags, eller lægger billeder op, hvor de muntert og med dødsforagt går ombord i en buffet, besvimer jeg nærmest af forargelse. Altså, indtil jeg får øje på opslagsdatoen og kan se, at det er et præ-apokalyptisk opslag.

*bliver det ikke i den næste månes tid, at vægttabet her sætter nye rekorder.

*skal jeg stoppe med at købe katastrofe-snacks. Mådehold og udsigt til verdens undergang går virkelig dårligt i spænd. 

*er det egentlig utroligt, hvor ofte man småhoster. Nu hvor man lægger mærke til hvert ENESTE lille bjæf.

*er jeg ved at være omtrent ligeså træt af De Hellige og deres selvtilstrækkeligt, hyggeforargede opslag, som jeg er af selve Hamstrene.

*viser det sig, at mangel på arbejdsrelaterede input og engagementet i andre folks opslag på nettet, er ligefrem proportionale. 

*har jeg pludselig fået en ny.. ømhed er måske så meget sagt, men ‘forståelse’ så for segmentet på Nationen.

*er det virkelig vildt, hvor all over the place jeg er med alt det her. Det ene sekund er jeg optimistisk, sikker på, at velfærdsstaten griber os alle sammen, og at vi er kommet ind foran krisen på det rigtige tidspunkt. 10 minutter senere står jeg til op over begge albuer i stress-lakridser over udsigten til statsbankerot og artens endeligt.

*vil jeg godt give 100 kroner for, at altansangs-trenden forbliver i Italien. 

*har jeg lavet en facebookgruppe, der hedder ‘Mor, jeg keder mig’ hvor man kan få inspiration til hjemmeundervisning og aktivering af børnene, hvis man skulle have brug for det. Alle er velkomne.

I øvrigt:

*Har jeg Frida hjemme i disse dage, fordi hun har skoldkopper. “Igen?” hører jeg nogle spørge. Ja. Igen. Og også denne gang har hun 3.000.000 af dem. Vi har sovet sammenlagt 24 minutter siden i søndags, og det næste, jeg skriver, skal ikke opfattes som en trussel, men mere som en slags serviceinfo: Hvis jeg hører ét eneste menneske mere sige: “Det troede jeg da kun, man kunne få én gang?” tvinger jeg Frida til at nyse i en kuvert, som finder vej til en postkasse nær dig. 

*Bøjede jeg mig i søndags ned for at tænde en lampe, som står ved siden af sofaen. Sidstnævnte står, hvor den har stået siden vi flyttede herud – altså tæt på 4 år. Det lykkedes mig at knalde øjenbrynet ned i armlænet, og nu ser mit øje sådan her ud:

*Timingen kunne være bedre. På fredag skal jeg til noget job-dating, hvor “mange potentielle arbejdsgivere vil være at finde!”

*Har jeg en historie klar om, at skaden er intentionelt selvpåført for at skille mig ud. Det spindoktor-job burde lande sig selv. 

*Råber Frida: ““Se mor! Harry Potter!” hver gang hun får øje på filmen “Ser du månen, Daniel” Jeg kan faktisk godt se, hvad hun mener.

*Oplyste hun hjælpsomt til den søde dame i Rema i morges, som spurgte, hvad der dog var sket med mit øje, at jeg slog det på sofaen, og “så gik mor også helt amok!”. Min reaktion søndag morgen bestod i at bide – hårdt – i en pude. Jeg håber, hun kommer til at trives på det børnehjem.

*Skal jeg lige høre, om nogen har et bud på, hvad det er, demokraterne er igang med over there? Jøsses.

*Har jeg nu fået set half time show fra Super Bowl, og uanset om man er til J.Lo & Shakira eller ej, tror jeg ikke helt, jeg forstår, at så mange kvinder fremhæver deres alder som et tegn på, at tiderne skifter, og at kvindesynet ændrer sig. For hvis de to formidable damer havde lignet den gennemsnitlige 43/50-årige kvinde, så tror jeg næppe, vi havde set dem på scenen.

For mig at se er det stadig Den Perfekte Krop, der er idealet, og alders-begejstringen er bare endnu en måde at understøtte det umulige på.

Jeg forholder mig ikke til, om man skal have “ældre” kunstnere M/K på scenen; jeg undrer mig bare over, at det bliver opfattet som kvindefrigørende, at det er et mål, at man som 50-årig er smukkere og i bedre form end man er, når man er 25. 

(Og bare for  at sætte det lidt i perspektiv: Diana Ross var 52 år, da hun optrådte i half time show’et i i 1996, Madonna var 54 år i 2012, Janet Jackson var 38 år i 2004 og Missy Elliot var 44 år i 2015)

*Brugte jeg i aftes en time på, once and for all, at undersøge, hvad forskellen på taco-sauce og salsa er. Taco-sauce er beregnet til at varme, salsa er ikke. You. Are. Welcome. 

*Fik jeg min Endomondo-rapport i går, og jeg har gået 150 km. i januar. Jeg er upassende tilfreds med mig selv. 

*Synes jeg, at man skal se og lytte til: 

The Teacher’s Pet – podcast

True crime podcast om en australsk sag, der virker helt bims, når man hører den. En kvinde forsvinder sporløst, og alt, hvad hendes mand siger, tages for gode varer. Hendes mand, som er rugbystjerne, og som har spillet med en stor del af de lokale betjente. Hendes mand, som installerer sin elev/elskerinde, som er 16 år yngre end ham selv, i huset med børnene, 2 dage efter, at hans kone “forsvinder”. Den er god!

Unexplained – podcast

En podcast, der – som navnet antyder – kigger på forskellige historier, som aldrig er blevet forklaret på tilfredsstillende vis, og som alle har et underliggende element af noget mystisk. Fortælleren, som er vidunderligt britisk, kommer med både logiske og paranormale bud på, hvad der kan være sket, og alle afsnit er små, afsluttede episoder. Der er spøgelser, druider, ufoer og kvantefysik for alle penge, and I’m here for it. 

Carpool Karaoke med Billie Eilish

Hvis du aldrig rigtigt kom ombord, og ikke helt forstår, hvad hypen handler om, så brug lige 10 minutter på at se det her Youtube klip. Mage til sympatisk supertalent skal man godt nok lede længe efter. 

Pandemic – Netflix

En mini-doku på 6 episoder, som er højaktuel ift. den famøse Corona-virus.

Jeg synes, det er SÅ fint, at vi prøver at indplacere truslen på det niveau, den hører til, når nu almindelig influenza, som dræber væsentligt flere end Corona-virus formentlig kommer til, sniger sig afsted under radaren, men jeg tror stadig, at det er en udemærket ide at være lidt ekstra obs på vira, der hopper fra dyr til mennesker, og som vores immunforsvar derfor ikke er forberedt på at bekæmpe.

Den er godt fortalt, og så giver den lidt at tænke over.

I øvrigt:

*Har jeg glemt at fortælle om den aften inden jul, hvor jeg sad i min sofa og så en ekstra uhyggelig film – og det kl. 22.15 pludselig bankede på mit køkkenvindue. Udenfor stod en lavstammet mand med østeuropæisk overskæg. Det viste sig at være den ualmindelig samvittighedfulde, tyske fotograf, der har taget billeder af Frida og gerne ville være sikker på, at “du får dem vor jul, jah?” Hvilket jo var pænt af ham. Og jeg kan jo bare trække vejret igen i mit næste liv. 

*Findes der er særligt sted i helvede til de forældre, der parkerer på en af de 7 Kys&Kør-pladser foran skolen mellem klokken 7.30 og 8.

*Havde jeg i morges tankerne et helt andet sted, og kom derfor til at bruge neglelakfjerner som skin tonic. Det kan jeg ikke anbefale.

*Har jeg fået svar fra forsikringsselskabet vedr. min bil. Ham, der kørte ind i mig mener, at jeg også skiftede bane. Det gjorde jeg ikke. Vi var på vej over til mine forældre, og jeg har kørt den vej 49873285465783465 gange, og kører ALTID i den inderste bane. Det ender formentlig med halv skade, og fordi jeg er elitebilist, bliver det økonomisk også til at overskue, trods alt. Men jeg er ved at DØ over uretfærdigheden i, at jeg skal betale, fordi han lyver. 

*Kommer der her en servicemeddelelse til virksomheder og iværksættere, små såvel som store: STOP med at lave konkurrencer på fb/IG, hvor folk skal tagge deres venner for at deltage. Det er irriterende, det er virkelig sært, at det er lovligt at købe et lod og betale med andre menneskers navne, og det har PRÆCIS den modsatte effekt af, hvad du håber på.  

*Får jeg ondt i tænderne af lyden af andre menneskers støvsugere. Er det normalt, Dr. Freud?

*Har Anton fået et par virkelig lækre, trådløse høretelefoner i julegave, som ligger ubevogtede hen, nu hvor han er i skole. Det bliver en god gå-tur idag. 

*Lærte jeg d. 01. januar kl. 8 mine børn at drikke (børne)champagne med juice i, og jeg kan ikke helt beslutte mig for, om jeg er klar til kommunen, eller om jeg allerede nu er løbet med titlen som Årets Mor #BottomlessMimosasForLife

*Foreslog Lone i kommentarfeltet for et par indlæg siden, at dem, der havde lyst kunne smide deres nytårsforsæt/planer for 2020 i kommentarfeltet her; så står jeg for en opfølgning om 52 uger. Og jeg kunne faktisk rigtig godt tænke mig at høre, hvad I derude har på tegnebrættet det kommende år, så skynd jer til tasterne, por favor.

*Sov mine børn i lørdags hos mine forældre, og jeg havde derfor sat mit ur til kl. 5.30, så jeg kunne nå at gå min tur, inden jeg skulle hente dem.

Det er KULSORT på disse kanter om natten, og jeg har derfor én af de små, hidsige cykellygter sat i skoen, når jeg går i mørke. Men jeg tror aldrig, jeg har været ude på det tidspunkt før, og selvom jeg normalt ikke er ret nem at skræmme, havde jeg kun gået ved siden af den mørklagte mark og træerne i omkring 10 minutter, da jeg pludselig kom til at spekulere på, om vi er *helt* sikre på, at ulve er bange for mennesker?

Umiddelbart efter meldte sig den meget uvelkomne tanke, at selvom lys jo er fint nok ift. ikke at blive kørt ned, så er det også nærmest en målskive på ryggen, hvis en seriemorder skulle slentre rundt i mørket og kede sig.

Derfor var jeg glad, da jeg efter yderligere et kvarter kom op på den lidt større vej, fordi biler = mennesker = sikkerhed, ikke? FORKERT!! For de få biler, der hver 7. minut kørte forbi, var udelukkende kassevogne eller lastbiler, som vi ALLE ved er øksemorderes foretrukne transportmidler. 

(På det her tidspunkt har jeg skåret næsten 90 sekunder af min tid pr. gået kilometer, og i en afkrog af min hjerne noterer jeg mig, at skrækbaseret vægttab måske godt kunne fungere).

Da jeg endelig kan dreje fra vejen, ser jeg længere fremme en bil, og der er et eller andet ved måden, den kører på, der får mig til at bemærke den.

Jeg drejer, går et par meter og beslutter så at følge det instinkt, der får mine nakkehår til at rejse sig, så jeg bøjer mig ned (mens min fornuft fortæller mig, at jeg er en hysterisk idiot) og slukker lygten. Fordi jeg kun går i sort tøj, er jeg nu reelt usynlig. Jeg drejer igen – og det er så her, jeg hører, at bilen sætter farten helt ned. Og drejer. 

Herfra kører jeg på rent instinkt, så jeg springer ind mellem træerne og stå MUSSEstille. Bilen kører laaaaangsomt forbi. Stopper. Holder der, med motoren tændt, men uden at gøre andet. Jeg har nærmest blodsmag i munden på det her tidspunkt, og forbander mig selv, skiftevis for at have hidset mig selv op over noget, der givetvis er ingenting, og for at være så letsindig og naiv, at jeg skal ende mine dage i en juletræsplantage. Bilen triller videre. Holder stille igen. Jeg semi-kravler mellem træerne, til jeg når til et sted, hvor vejen drejer lidt, og hvor jeg ikke kan ses fra vejen, og så er der ellers dømt powerwalk de næste 3 km. med ørerne på stilke og nøglerne i hånden.

Da en due på størrelse med en struds flaksede ud af et træ, troede jeg sgu, at mit hjerte skulle flække af ren rædsel. SHIT, hvor var jeg bange. 

Men jeg kom hjem i god behold, og jeg har siden brudt min hjerne med, om der er en eller anden logisk forklaring. Et afløser-avisbud, der ikke kunne finde sin rute. Et eller andet. Jeg ved det ikke og finder aldrig ud af det, men det bliver public places og 1000 watts belysning fra nu af, det er helt sikkert.

I øvrigt:

*Skal jeg bede om, at alle, fra nu af og til verden går under, ikke holder midt i mellem to benzinstandere, så der kun er plads til deres bil. Kør! Nu!! Frem!!!

 *Ville jeg ønske, at musikstreaming-tjenesterne ville headhunte et it-menneske fra Google, så deres søgefunktioner kunne blive mindre hysteriske.

Itunes/YouSee/Sportify, når man taster: ’Beyoncè – søg’

Google, når man taster: ‘Bijyonse – søg’

*Vil jeg bare opfordre til, at man går på YouTube og finder ‘I Mexico går det godt’. Jeg var ved at blive kvalt i en sofapude, da jeg måtte mute mine egne latterbrøl under sekvensen, hvor Esben og Peter først får renset deres aura med konkylie-blæs, og derefter skal omfavne træer.

*Skal jeg, efter at have set den i samtlige jule-kataloger, lige høre, om der godt nok stadig er nogen, der læser Guinness Rekordbog?

*Er jeg oprigtigt trist over, at Marie Fredriksson fra Roxette er død. Look sharp! var mit første ægte kassettebånd, og jeg forbinder det med sommerferie i Blåvand, solskinsvejr og afklippede jeans og mig og min walkman på lange gåture ud af barndommen og ind i noget, jeg endnu ikke vidste, hvad var. 

*Bliver jeg nødt til at spørge, hvem har opfundet bloggersprog, for jeg får en del mails med forslag til “samarbejde”. Hvor kommer det udtryk fra? Hvordan bliver det noget som helst andet end rent, regulært ’arbejde’, når du har et produkt, du gerne vil have mig til at reklamere for? Man må altid gerne spørge, men lad os kalde det, hvad det er –  selvom det så selvfølgelig også kommer til at lugte lidt af løn.

Hvis vi lige skal være alvorlige et øjeblik, venter jeg stadig på, at nogen laver en platform til blogs, der minder om HBO og Netflix. BlogFlix. Hvor man som læser tegner abonnement for en måned, og hvor de bloggere, der er med, kan koncentrere sig om at lave indhold og interagere med deres læsere, og ikke behøver sige pæne ting om slankesåler og motorolie, og blive tandløse og beige for ikke at bide hånden, der fodrer dem. Hvor der er plads til, at bloggere udvikler sig og prøver nye vinkler og nicher af, og ikke er tvunget til at gøre alt op i clicks og likes, og på den måde mainstreame et produkt, der i første omgang blev kommercielt levedygtigt, fordi det skilte sig ud.

*Ender min egen dovenskab med at tage livet af mig. Jeg har købt et juletræ, som jeg har stillet udenfor mine stuevinduer. 4 gange i timen får jeg et chok og tror, at der står en øksemorder derude. 4 gange i timen beslutter jeg, at jeg ikke behøver at flytte det, for ‘nu ved jeg jo, at det står der’. Jeg er min egen værste fjende.

I øvrigt

*blev jeg i går ringet hjem kl. 12, fordi Frida havde fået en bænk over tæerne, kl. 14.30 bragede en bil ind i siden på min, og kl. 16.10 fik jeg besked om, at den virksomhed, jeg arbejder i, er gået konkurs. Jeg har før haft bedre dage.

*er Frida ok. 

*kommer min erfaring fra konkursen i 2016 meget handy ind nu, for selvom der er 100 løse ender, og ting, der ikke er afklaring på, er panikelementet ikke til stede denne gang, og det er sådan set meget rart. 

*så jeg forleden Joker, og den er SYGT god. Også selvom man ikke er til Batman og hele DC Comics universet. Stort, STORT ja-tak til Joaquin Phoenix herfra.

*føles det lidt som om, vi alle sammen har skudt julen ekstra tidligt igang i år. Måske er det bare fordi, det sidste år var 42 grader indtil midt i november, og vi derfor aldrig rigtigt nåede at omstille os?

*har jeg fundet en hvid gløgg, der er så god, at det faktisk ikke kan betale sig at lave den selv. Den er fra Blossa, og dette er ikke spons – men hvis I ser der her, Blossa-folk, så giv lige et kald; jeg er *ikke* afvisende…

*har begge mine børn for tiden fået ord galt i halsen, som jeg næsten bliver kvalt i forsøget på ikke at grine af. Når Anton hånligt skal kommentere på, at Frida er bange for noget, kalder han hende for en pip-skid, mens Frida lystigt synger om rotterne på loftet, der danser om nissen, mens de snotter. For helvede, mand. Det er et galehus, det her. 

*ved jeg ikke, hvad jeg skal være, hvis jeg ikke skal være tolk, så ser man et jobopslag og tænker, at det kunne være noget for mig, så skyd det lige min vej, ikke?