I går, da jeg sad og scrollede insta, kom jeg forbi Iben Marie Zeuthens seneste opslag, som var 3 screendumps af avisoverskrifter. Den første lød ‘Putins adfærd tyder på nært forestående atomkrig’, den næste ‘Trods lav risiko bekymrer 4 ud af 10 sig om atomkrig’ og den sidste ‘Krisepsykolog: Lad ikke krigen i Ukraine overtage dine tanker’.
Opslaget ramte ned i noget, jeg selv den sidste tid har tænkt meget på, nemlig i hvor høj grad medierne former vores virkelighed, selvom de, sat på spidsen, vel egentlig har som primært formål bare at beskrive den.
Det er noget mærkeligt noget med medier. For på den ene side viste de første mange måneder med covid og nedlukning, hvor stille, der bliver, når alle nyhedsoutlets kun har én historie at fortælle.
På den anden side producerer de så meget larm og mentalforurening, at de i nogle tilfælde reelt besværliggør vores liv.
Det kroniske fokus på problemerne; på alt det svære og det, der gør ondt, giver et forvrænget billede af, hvordan livet og verden er skruet sammen. Det påvirker din oplevelse af din risiko for at få kræft og blive udsat for overfald, og det giver dig en fornemmelse af, at dine børn er i kronisk, overhængende fare, uanset om de er på lejrskole, i Tivoli eller hjemme hos dig.
Jeg forsøger at holde det stangen ved at forbyde mig selv at læse visse typer af artikler. Jeg må ikke læse noget om børn, der er druknet i svømmehaller, eller som er blevet kørt over ved skoler. Jeg må ikke læse om kendte menneskers kræftforløb, og jeg må ikke læse katastrofeartikler om miljøet.
Men de kravler ind alle de steder, hvor man færdes med paraderne nede. Jeg forsøger benhårdt at sondre mellem oplysende artikler og følelsesporno og dødsturisme, når jeg scroller ned over nyhederne, men alt, alt for ofte hopper overskrifterne op i mit feed på facebook – også selvom jeg aktivt har fravalgt at følge afsenderen. Det kræver bare, at nogle af mine venner har klikket på en artikel; så lander den også på mit virtuelle skrivebord.
Overskriften er altid skåret, så jeg reelt har læst artiklen, før jeg når at opdage, hvad jeg ser og forholde mig til, om jeg ønsker at føje artiklen til mit mentale frygtrepertoire: ‘Lones dreng blev kun 9 år. “Det startede med hovedpine og kvalme.”’
Mit hjerte bløder for Lone. Alt for meget, faktisk. Og det er det, der er min pointe: At når vi gør enkelthistorier som hendes til noget, der har nyhedsværdi, så har medierne med ét fingerknips plantet en frygt i alle forældre, der er helt ude af proportioner med den faktiske tragedie. For er det ønskværdigt, at så mange skal smittes med angst for noget, der (gudskelov) kun rammer meget få?
For mig at se giver det kun mening at gøre, hvis der i historien er et præventivt element, som andre kan have gavn af, eller hvis historien er et fortælleteknisk greb, der skal illustrere noget af samfundsmæssig betydning og interesse. F.eks. at nedskæringer på børneafdelingens kræftafsnit har medført en forhøjet dødelighed i en bestemt aldersgruppe.
Ellers er det bare frygt for frygtens skyld.
For mig er det helt overordnede problem den manglede vægtning af indhold. Alt får på en eller anden måde samme værdi, når klummer, skrevet af mennesker med indlysende dagsordener, får lige så meget plads på en side, som de valide, folkeoplysende artikler, skrevet af uvildige fagfolk.
Og det er skideirriterende, fordi det bliver gjort med fuldt overlæg.
For når et interview med en mand, der mener, at vi får covid af at gå i blåt tøj om mandagen, får lov at fylde det samme, som et interview med Søren Brostrøm, så handler det jo ikke længere om at belyse alle vinkler. Så handler det om clicks og forargelsetrafik i kommentarfeltet, og konsekvensen er, at vi alle sammen bliver så rundtossede og retorisk overstimulerede, at vi opgiver at finde ud af, hvad der er op og ned.
Når Berlingske ansætter Inger Støjbergske kloner til at revse unge/kvinder/forældre/offentligt ansatte og gøre sig bevidst dummere end de er, fordi de gerne med rene hænder vil plante et frø, der kan vokse op og blive grimt og stikkende, helt uden deres hjælp, så de på den måde fremavler had og konflikter, som de så med uskylden malet i alle træk, kan dække, så får det mig til at tænke på en bank, der trykker sine egne penge på en kopimaskine i baglokalet. Det ligner den ægte vare – men det er det ikke. Og ligesom legetøjspengene har det NUL værdi for os, hverken som individer eller samfund.
Jeg tror, at medierne, og deres rolle og (manglende vilje til at påtage sig) ansvar bliver det næste store opgør, vi som samfund kommer til at tage, og det bliver interessant.
For ligesom metoo og BLM bliver det et opgør med en strukturel måde at legalisere og fremavle had og holdninger på, og ligesom med alle andre strukturelle skævheder, så giver misinformation og vinkling nogle konkrete resultater på bundlinjen, som medierne ikke kan blive ved med at fraskrive sig ansvaret for. Når man som fjerde statsmagt sælger en vare, der påvirker politiske valg, borgeres retsikkerhed, vaccinetilslutning og organdonation, så SKAL det komme med større ansvarsfølelse og bevidsthed om egen rolle, end vi ser demonstreret nu.
Mediernes forsvar har alle dage har været, at når forbrugerne klikker på det/køber det, så er det ikke OS, der gør noget forkert ved at tilvejebringe det. Men den ånd er der med det øgede fokus på f.eks. tobaks- og alkoholindustrien OGSÅ ved at ske noget med.
For jeg er for så vidt enig i, at vi har hinanden låst fast i et jerngreb af udbud og efterspørgsel, og det kan godt ske, at jeg som forbruger begejstret hiver både gin, rødvin og true crime ned ad hylderne, når jeg kommer forbi det – men jeg ville sikkert også købe coke og slankepiller med efedrin i Føtex og morfin på apoteket i stedet for panodil, hvis jeg kunne. At der er noget, jeg kan fristes af og gerne vil have, er ikke det samme som, at det er en god ide, at jeg får det, og den erkendelse lader til at være ved at vokse frem fra skyggerne flere og flere steder.
Generelt er “De bad selv om det!” ved at tabe terræn som forsvar.
Og når mediernes måde at formidle virkeligheden på, for os som samfund har konsekvenser, der er så meget større for gruppen, end underholdningsværdien er for det enkelte individ, skal det måske ikke længere *kun* være noget, de og vi selv får lov at bestemme og styre.
Der bliver nok ikke ændret på noget fra i dag til i morgen, men vi er ikke længere, hvor vi var, og som Nina Simone sang: It’s a new day. It’s a new dawn. It’s a new life.
Heldigvis.
Det bliver interessant at følge.
Du sætter meget præcist du ord på mine ikke-formulerede tanker, frustration og ubehag ved mediebilledet i dag. Tak🙏 Jeg kommer til at referere til din post de næste mange gang samtalen falder på emnet! Håber at dine super skarpe formuleringsevner kommer til at skæppe i kassen i din fremtidige biks. Tillykke med den i øvrigt! 👍😁
Tusind tak, Marlene:)
Linda, for pokker! Du skriver så skarpt og velformuleret, at jeg er ved at falde på halve. Og så alligevel ikke for jeg har læst med cirka altid, så jeg kender jo dit høje niveau.
Det her emne er noget, jeg selv tænker meget over, og jeg har i sin tid skrevet bachelor om mediedækning, og hvilke stemmer der kommer til orde, på hvilken måde, hvem der udelades og hvem der har interesse i, at et emne eller en begivenhed dækkes på en bestemt måde. Den kritiske tilgang til medierne har vi i høj grad allesammen brug for og især lige nu med krigen i Ukraine, hvor det bliver meget tydeligt, at kommunikation også er en del af krigsførelsen på begge sider.
Og det er da hamrende problematisk, at mediebilledet i så høj grad består af både skræmmebilleder og er-det-news-søren-larsen-artikler, at man har lyst til at fravælge overhovedet at følge med. Jeg mener, det var Zetland, der engang havde en artikel om nyhedskriterierne, og hvordan professoren bag dem egentlig advarede imod, at de skulle ligge til grund for nyhedsdækning, fordi de har et for stort fokus på konflikt og død og ulykke.
Jeg tror faktisk, at det var dig, der i tidernes morgen anbefalede mig bogen ‘Kan trold tæmmes’ om trolling i kommentarfelter, og hvordan tonen i disse får bestemte grupper til helt at melde sig ud af debatten. Den bog har givet mig virkelig meget at tænke over, og der er mange ting, jeg ser meget anderledes på efter at have læst den.
Krigen i Ukraine har også åbnet mine øjne for, i hvor høj grad man kan påvirke omverdenens opfattelse af en situation. En ting er at vide det i teorien, noget andet er at se det udfolde sig i praksis. Det er en vild, vild tanke, at det er SoMe-medarbejdere, der vinder eller taber krige i dag, og ikke soldater.
I en meget anden boldgade har Will Smiths lussing også åbenbaret, hvor meget man kan manipulere en historie, som alle med egne øjne har set. Nu følger jeg en del amerikanske konti på insta og fb, og derfor har jeg nok set mere, end man gør, hvis man ikke svømmer i de vande, men her har folk gravet billeder frem af alle mulige kendisser og haft held med at påstå, at det er deres reaktion på WS’s lussing. Det mest kendte er det af Nicole Kidmans reaktion – det ser både vildt og plausibelt ud; problemet er bare, at det ikke har noget som helst at gøre med WS. Fotografen, der har taget billedet har været ud at sige, at:
“The picture of Nicole Kidman was taken during the break time. It appeared that she was excited to see fellow actress Jessica Chastain across the room.”
Det er jo nærmest umuligt at navigere i.
Vi ser altid med undren på de bange amerikanere, der ser trusler overalt. Men de er blevet udsat for den her nyhedskværn i 40-50 år.
Der er ingen tvivl om at der er nyhedsmedier i DK, der skæver til Fox News mfl. og tænker at der er clicks at hente i den nyhedsstil.
Og dét er er efter min mening noget af det mest frastødende i verden.
Det er en SUPER god pointe, at vi faktisk har mulighed for at se, hvordan skræmmeartikler og frygtfokus påvirker den menneskelige psyke på den lange bane. Det er virkelig, virkelig ikke der, vi gerne vil hen.
Har lyst til at skrive Amen!
Jeg stemmer i her. Det havde jeg også lyst til at skrive. Spot on, Linda.
Tak, I to <3
Det er så knivskarpt formuleret, at jeg ikke kunne sige det bedre selv. Medier skubber til en angstfyldt retorik, hvor det næsten kommer til at lyde som dommedag og faremomenter, hver gang de beskriver det ene eller andet – om det er kommunalpolitik i Gedser eller verdenspolitik. Jeg.kan.snart.ikke.mere. Tak for at sætte ord på alt det, som der suser rundt i mit hoved, hver gang jeg åbner et nyhedsmedie. Jeg håber, at vi snart kommer til at se nye journalistiske vinkler, selvom det nu er den yngre generation af journalister, som i dag udklækkes, og som har et helt andet forhold til nyhedsdækningen.
Selv tak, Anne.
Mit bud vil være, at langt størstedelen af journalisterne faktisk også hellere vil skrive de artikler, vi gerne vil læse, og som ville give et mere nuanceret syn på verden. Lige nu føles det lidt som om, størstedelen af medierne er en slikbutik, vi alle sammen står i, hvor der er chokolade og vingummier så langt øjet rækker. Udenfor står Zetland og POV med grovbrød og frisk frugt, og vi ved alle sammen, sådan helt inderst inde, hvad der er bedst for os. Det er bare så svært at træffe det gode valg, når alle de tomme kalorier bliver hældt i gabet på os, helt uden at vi behøver at gøre noget.
En stille bøn fra en journalist her: Når du kommer med sådan en svada, så vær nuanceret, lige som du beder “os” om at være. Det her svarer til at kritisere såvel McD, Noma og Grønsagsjuice-fyren i den samlede restaurationsbranche for at sælge underlødig kost.
Jeg skal ikke påstå mig bedre end resten af mit fag; men jeg sidder på et abonnementsbetalt medie, hvor vi godt ved, at læserne (erhvervsfolk) kun betaler, hvis de får indhold og substans for pengene. Vi er der også. Ligesom Deadline, Weekendavisen, Zetland og så videre. Man får, som i alt andet, hvad man vil betale for. Færre og færre læsere ønsker desværre at betale, andet end via medietilskud og licens.
Hej Dorte.
Jeg overvejede, da jeg skrev indlægget, om jeg skulle konkretisere, fordi jeg godt var klar over, at der formentlig ville komme en kommentar i stil med din, da jeg trykkede ‘udgiv’.
Jeg fravalgte det af tre grunde.
Dels er jeg ikke et etableret nyhedsmedie, og jeg kan derfor tillade mig at vægte rød tråd over specifikke detaljer.
Dels er min pointe, at de historier og den vinkling, jeg kritiserer, bliver proppet ned i halsen på mig, også når jeg ikke selv har opsøgt nyheder. Dermed bliver det umuligt at tage den pause fra nyheder, som ellers ville være den oplagte løsning, fordi det hele er så sammenfiltret med de sociale medier i dag. For min skyld må folk give den al den gas, de lyster, med konspirationsteorier og vanvittige holdninger, så længe de bare gør det i deres egne, virtuelle klublokaler – som f.eks. på en blog. Jeg ville heller aldrig argumentere for, at fiktive Lone skulle lide i stilhed, for om nogen ved jeg, hvor forløsende, det kan være at sætte ord på det, der er svært. Derfor skal hun selvfølgelig have lov til at fortælle sin historie. Det er bare ikke en nyhed.
Og endelig ligger ansvaret for den redaktionelle linje og dermed den vægtning, man giver sine historier, på ledelsesplan, og det vil sige, at ansvaret for en meget stor del af det, jeg anfægter i indlægget her reelt ligger 3 steder, nemlig hos ledelsen i JP/Politikens Hus (Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra Bladet), Berlingske Medier (Berlingske, Weekendavisen og BT) samt Jysk Fynske Medier.
Derfor endte jeg med at gå med fællesbetegnelsen ‘medierne’ for i den enklave synes jeg ikke, at nogen går fri.
Det bliver aldrig den enkelte journalist, der skal stå til regnskab for, hvad avisen skal indeholde, hverken den digitale eller papirudgaven, og det skulle jeg have været tydeligere omkring. Den ligger hos mig.
Jeg holder Information, og det er at træde ind i en anden verden for mig, hvor der er mere ro og mere verden geografisk. I papiravisen er det hyperaktuelle sorteret fra, så jeg ikke behøver at have åndenød hele tiden pga breaking news. Historierne er heller ikke spidsvinklet på samme måde. Det er dyrt, men det giver mig virkelig noget. På kulturministeriets hjemmeside kan man hvert år læse om mediebilledet i DK. Her er også overblik over mediernes annoncekroner, som er flyttet over i Meta universerne. Så længe der ikke er flere, der vil betale for indhold via skat eller abonnement, tror jeg, at vi må finde os i de sociale mediers mekanismer, hvor bestemte ord fx giver indtægt, mens “EU” osv bare ikke gør. Jeg er til mere mediestøtte.
Det er nemlig præcis det, jeg også tænker. At der her er for meget på spil til, at vi kan overlade det til de rene (mediestøttede) markedskræfter. Der er mange områder, som vi også regulerer ud fra devisen om, at mange godt kan styre sig, men de få, der ikke kan, gør virkelig stor skade på flokken. Der skal tænkes kloge ting ift. den frie presse, som jo nærmest er noget af det vigtigste, vi har. Den er bare lige nu under så massivt angreb af spin, dagsordener og svinehunde, at den har brug for hjælp.
Spot on Linda! En ting der også gør det sværere at navigere i alle katastroferne, det er rubrikkerne, synes jeg. Altså – man kan jo godt se når noget er click bait. I reglen fravælger jeg at klikke på det, i ren protest. Men nogle gange så klikker jeg alligevel, og så bliver man bare så træt. Det er ligesom spisesedlerne til BT/Ekstrabladet for 20 år siden – et eller andet, blæst helt op, og så reelt ikke noget indhold. Jeg prøver at lade være, og jeg prøver at undgå kommentarspor, for man bliver bare ikke klogere af at læse dem.
Jeg er rigtig glad for Zetland. Det er et roligt, gennemarbejdet medie, og jeg synes faktisk også de er gode til at have anerledes vinkler på ting – f.eks. artikler om nyheder der er vigtige, men som er druknet i et eller andet opblæst.
Der ER nemlig medier, der gør sig umage for at trække i modsat retning. Men de er svære at høre i det brølende inferno af clickbait og selvsving. Desværre:(
Så enig!
P4 Østjylland havde en morgen kl 7.30 ca en historie om beskyttelsesrum i Århus, de besøgte et, spurgte hvor hurtigt de kunne være klar, og undersøgte, hvor mange der var i hele byen.
En uge senere var hovedhistorien i samme udsendelse, at børn ringer til BørneTelefonen, fordi de er bange for, om der bliver krig i Danmark.
Arrr men hallo! No wonder. Kig dog lidt ind af medier.
Og så lige midt i ‘kør i skole/ spis morgenmad. Nok det tidspunkt flest børn tilfældigvis hører radio.
Grænsen mellem public service og skræmmekampagne er hårfin – og særligt lige nu. Det er svært at navigere i, også som mor, synes jeg. De skal vide nok til at være klar over, hvad der foregår i verden, men ikke så meget, at de bliver helt ødelagte af angst. Hvordan pokker trækker man den streg?