Boys will be boys

For meget, meget længe siden læste jeg et indlæg et sted, som jeg desværre efterfølgende har glemt hvor var, at der i de fleste kvinders øjne er mere prestige i at få drenge, end i at få piger, når man får børn.

Det blev fremsat i en bisætning, som om det var almen viden, at det er sådan, det forholder sig. Og eftersom jeg har glemt, hvor jeg læste det, er det muligt, at jeg nu træder nogen, jeg kender over tæerne, men jeg tænkte virkelig: ”Hold da kæft, noget ævl!” Ud over at jeg aldrig var stødt på påstanden før, syntes jeg virkelig oprigtigt heller ikke, at jeg nogensinde havde set tegn på, at det var sådan, virkeligheden skulle se ud, hverken i min omgangskreds, eller i den store verden udenfor denne. (Breaking: Kina er ikke længere en del af verden.)

Men tanken har spøgt i mit baghoved siden, og måske er det, fordi man ser søm alle vegne, når man har en hammer i lommen – men faktisk synes jeg at have bemærket, at der er forskel på, hvordan mødre til drengebørn og mødre til pigebørn fremstiller deres (vores) roller på de sociale medier.

For på en eller anden måde er det, som om vi drengemødre har gjort en identitet ud af at være netop det; drengemødre. Ikke bare mødre, men *drenge*-mødre. F.eks. blev der på FB forleden ivrigt delt en artikel om “10 ting, som mødre til drenge skal vide”, og jeg har også bidt mærke i, at der huserer en del hashtags, som henviser til, at det er drenge, man har, og ikke bare børn. Jeg har endnu til gode at se noget tilsvarende for pigemødre. (Og her er det sgu tankevækkende, at jeg når at stoppe op og tænke: ”Hedder det det? ”Pige-mødre”? inden jeg skriver videre.)

Det fik mig selvfølgelig til at spekulere på, hvorfor det er sådan. (Hvis det er det. Jeg er stadig åben for tanken om, at det bare er mig, der ser syner.)

Og selv om jeg på ingen måde opfatter mig selv som rabiat feminist, så kom jeg til at spekulere på, om det virkelig stadig er tanken om, at mænd er mere værd end kvinder, der påvirker os? For så langt tilbage jeg kan huske, har et været et tegn på coolness, hvis man er en af drengene. Det er sejt at være den kæreste, der gider bruge en søndag på at spille X-box, og fuck, om kærestens venners kærester kan lide dig; det vigtigste er, at hans venner kan. Hvis du er en af drengene, drikker du øl af flasken, er på fornavn med feltet i Tour de France, og giver de andre drenge ret, når de snakker om, hvor fnidret og hønset, det hele kan blive, når der er for mange kvinder til stede. Du er ok med stripper til fodboldjulefrokosten, og du forstår, hvorfor han skal i sommerhus og være drengerøv 4 gange om året.

Hvis det er sådan, du er, er du i manges øjne virkelig, virkelig cool. Og hvis du mener, at jeg tager den for langt, vil jeg bede dig sætte dig ned og lytte til et par Mads & Monopolet podcasts, hvor stort set alle dilemmaer, der handler om noget, som alle mine veninder – og jeg selv – ville synes var pishamrende irriterende og langt over en hver rimelig grænse, bliver gjort til, at kvinden sidder på manden, og vil bestemme det hele, mens hun leger far, mor og børn.

Hvilket bringer mig tilbage til børnene: Måske er det fordi, man synes, at man er lidt tættere på at være en af gutterne, når man har fået drenge, at de giver din rolle som mor mere værdi? Fordi man pludselig er en del af inderkredsen, og laver drengeting, og på de sociale medier kan flashe en hverdag fuld af blod, snot, sved og skidt? Og kan tage det uden at pibe?

Eller hvad?

Jeg kunne faktisk rigtig godt tænke mig at høre, hvad I tænker om emnet, uanset om I har piger, drenge eller hunde; hvis bare I har en holdning – og tid og overskud til at skrive den – må I meget gerne smide en kommentar.

Tak:)

Published by

49 Replies to “Boys will be boys

  1. Hvis jeg kan genkende noget der minder om, så er det, at jeg tror der er en ret udbredt antagelse om, at hvis man har en flok drenge (3-4 stykker og derover), så er man den sejeste hardcore mor. Alene i kraft af at kunne holde holde det ud. Og ikke være gået hjemmefra i overvældet sindstilstand. Hvorimod en mor til en flok piger måske mere rangerer på linie med alle mulige andre gennemsnitsmødre. Se bare Lynette i "Desperate Housewives". Hun har det hårdeste mor-job, og er dermed også den sejeste. Det med at der skulle være mere status i en flok drenge…den har jeg ikke lige lagt mærke til. Men det kan jo så være fordi jeg ikke har antennerne derude. Hilsen en mor til tre piger og en dreng

  2. Jeg ved ingenting om børn, hverken drenge eller piger. Men åh gud hvor har du ret. Jeg har altid omtalt det som "cool girl" syndromet. Den gode kæreste er cool girl. Man skal være cool girl. Og det er noget lort. For der er fandme aldrig nogen der beder drengene om at være "cool guy", eller hvad fanden det hedder, for SÅ er de under tøffelen.
    Og også ja Mads og Monopolet. Hvad fanden var det, en kvinde der måske ikke var så vild om at hendes mand tog ud og rejse en uges tid efter hun havde født deres barn. Kæææft, nogen af de ting de fik kaldt hende. Røv.

  3. Ret interessante perspektiver. Jeg har ikke selv børn. Men mine kollegaer (jeg arbejder på en virkelig kvindearbejdsplads), fortæller at det er noget elt særligt ved at have drenge, fordi de elsker deres mor på en elt anden måde en pigerne gør. Dette også sagt af kollega der har to af hver, og mener at de der har drenge er heldige at opleve denne særlige kærlighed.

  4. Ej, det er et mega interessant emne du har taget op her. Jeg har ingen børn, men nogle af de ting du skriver er jo så rigtigt. Og kan snildt genkende den med at være in hos drengene. Hvorfor er det egentlig sådan? Og hvorfor er det ikke sejt at kunne tale om sine følelser, stå ved dem og tale lange og dybe snakke (jaja, mine forforståelser om piger)?
    Jeg er næsten helt mundlam.. Det er sgu lidt ærgerligt, hvis man ser det sådan.

  5. Jeg har to døtre, og selv om jeg er aldeles immun overfor kvindefællesskaber og andet kønsrelateret bullshit kan jeg sagtens huske fra mine singleår, at det er i ganske høj kurs at kunne klare mosten ovre hos drengene. Mht. til status i børnenes køn, synes jeg faktisk jeg oplever det modsatte, nemlig en overvældende prinsessificering af døtrene overalt. Om det skyldes at jeg primært hænger ud på instagram, og at der tilsyneladende sker en eksplosion i sponsorindlæg hos pigemødrene i blogland, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg føler mig også udstyret med en Twainsk hammer, bare med omvendt køn

  6. Uh, det er helt sikkert rigtigt at det er megacool at være en af gutterne som kvinde. Og det er totalt sejt at have en tomboy-pige, men knap så sejt at have en tøset dreng. Ellers har jeg kun hørt at det er hårdt at have drenge når de er små, og hårdt at have piger når de bliver teens. I don't know. Jeg har kun prøvet at være mor til tre drenge.

  7. Den der har jeg squ ikke lige tænkt over før. Jeg ønskede mig bare drenge og fik også to. Men har aldrig forbundet det med at være cool.
    Ksn det hænge sammen med, at man måske synes det er spændende fordi der er et andet køn, end en selv?

  8. Hmm. Ved sgu ikke. Jeg har en af hver. Dreng ældst. Og da jeg skulle ha 2'eren skortede det ikke på "så må vi jo håbe det bliver en pige". Øøøøhhhh. Må vi? Jeg håbede mest på et velskabt barn. Og subsidiært på endnu en dreng. For det vidste jeg at jeg kunne finde ud af.
    Har flere veninder der har kastet sig ud i 3. barn efter to drenge. Altså ikke fordi de ønskede en pige – men et 3. barn – og hver gang – da purk 3 i begge tilfælde så dagens lys sagde omgivelserne: "nå – så må I på den igen". Som om kuldet først var komplet hvis tøsen kom.
    Så ved ikke om det er finere med en dreng. Mere eksotisk måske? Måske er man nødt til at definere sig selv mere fordi det er ift et modsat køn? At drenge elsker deres mor mere kan jeg slet slet ikke nikke genkendende til. Mine unger sidder vidt forskellige steder i mit hjerte. Ikke fordi de er hhv dreng og pige. Men fordi de er vidt forskellige.
    Kh/A

  9. Sådan tror jeg ikke det er iblandt mine veninder. Her er piger i høj kurs, hvem vil ikke gerne have en pige som man kan være veninder med, shoppe sammen med og være et team imod sin mand med?
    Jeg tror nærmere vi er bange for drengene, og det er derfor man har brug for sådan en guide med 10 ting man skal vide om dem. Sådan har jeg det i hvert fald. 🙂

  10. Som mor til to nu voksne drenge,har jeg nu aldrig tænkt at det var mere cool at være drengemor. Tværtimod kan jeg som ene hunkøn indimellem føle mig lidt ensom i husstanden. Måske der på de social medier er en tendens til at flashe pigebørn udfra det de har på, ser ud osv imens drengebørn flashes for det de gør af sjove, skøre og underlige ting. Nu er jeg ihvertfald blevet nysgerrig og vil holde et vågent øje med forskellene.

  11. Nej, jeg synes ikke, at der er mere status i det ene end det andet. Selv er jeg gravid i syvende måned – og måtte lige vende tankerne og synke et par gange, da jeg fandt ud af, at det var en dreng. Samme holdning havde min mand. Nu glæder vi os vildt (det tog os en dag eller to at vænne os til det hele) – men det vigtigste er da, at det er et barn og at det har det godt!

    Jeg er ikke så bange for, hvad der er mest prestige i. jeg synes, det værste er, at forældre ifølge flere undersøgelser konsekvent overvurderer deres drenges intelligens, men de undervurderer deres døtres. Det er da langt mere diskriminerende end status, lyserøde bluser og prinsesselege sammenlagt!
    Kh fra en kommende moder, hvis dreng gerne må blive prinsesse – og eventuelle datter lige så hjertens gerne må blive borgmester. Bare de hver især udnytter deres kompetencer og er glade.

  12. Det er en interessant overvejelse, for da mine to drenge var små, oplevede jeg faktisk mest at det var omvendt og derfor syntes jeg at jeg var nødt til at forsvare at jeg virkelig var græsk-katolsk over at jeg ikke havde bare en enkelt lillebitte pige. Måske derfor gjorde/gør jeg noget særligt ud af at jeg har drenge (yes, jeg bruger også hashtagget #mortildrenge ved særlige lejligheder), fordi de gør mig glade, selvom de ikke er piger. Hvis du forstår. Jeg synes også Mads & Monopolet ofte går alt for langt i deres sejhedsiver og bliver personligt hægtet fuldstændigt af, når der går for meget drengerøv i den herhjemme, med to sønner og en mand735. #mortilvoksne

  13. Jeg har ikke selv børn. Men jeg tror at selvom vi er kommet ind i det 21 århundrede, ligger det stadig et sted i ens dna at drenge er vigtig for overlevelsen. For uanset hvor oplyste vi formodes at være, så går synet på pigebørn som mindreværdige hundreder tusinder af år tilbage. Hvor det kun er de sidste 60 år hvis man er streng det i den vestlige verden har været underordnet hvilke køn babyen havde. Så tror 8-10 generationer ude i fremtiden vil det for alvor være ligestilling, måske:). Så ja tror det i dag er flere der foretrækker drengebørn eller synes de mødre med flere er sejere end de med piger. Håber selv at få en pige når tid er:)

  14. Jeg har tre store drenge og en lille efternøler pige….. og jeg kan kun nikke samstemmende til de andre kommentatorer der skriver at det er lige omvendt… Jeg synes faktisk det er dejligt nemt og umiddelbart med drenge, der er ikke det tøsefnidder og veninde tisken, drengene er mere umiddelbare… lidt a la "du er dum" "nå men det er du også" slut.
    Men har nu aldrig haft et udpræget ønske om det ene eller det andet køn, bare de har været velskabte… Men skidegod debat 🙂

  15. Jeg er mor til tre drenge og oplever det stik modsatte – at piger er i høj, høj kurs. I hvert fald blandt kvinder. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har fået medlidende blikke og kommentarer fra andre kvinder over min drengeflok. Det er utrolig synd for mig, at jeg ikke har PIGEN. Jeg mangler PIGEN. Min flok er ikke komplet uden PIGEN. Kan jeg forstå. Det var virkelig belastende at stå med sin tredje dejlige baby i armene og så få at vide, at han var forkert, fordi han ikke var en pige. På den der 'nååårh, det er synd for dig, at du ikke fik en datter og kun har drenge, har du brug for at tale om det'-måden. Jeg får nok også lidt credit for, at jeg kan holde ud at have sammen med tre drenge – men det giver så heller ingen mening i mit hoved. De er mine børn, jeg elsker at hænge ud med dem, og de er jo ikke vilde dyr – som visse kvinder har det med at antage om drengebørn. Jeg har på et tidspunkt læst, at hvis man har to børn af samme køn, så er der væsentligt øget sandsynlighed for, at man får et tredje barn, hvis det er to drenge – og det blev i artiklen udlagt som, at kvinder bare gerne vil have den datter, ellers føler de sig ikke komplette. Anyways, fordi jeg har mødt de reaktioner på mine børns køn, er jeg med årene måske blevet lidt vel hurtig til at fremhæve det som fedt at være 'drengemor'. I virkeligheden synes jeg jo bare det er fedt at være mor til lige præcis de tre børn. Som man altså også kan tegne, perleplade, shoppe og sladre med, hvis det er dét, man vil. Elin

  16. Da jeg fik en søn, lærte jeg at det hedder 'en guldmedalje'. Vi kendte ikke barnets køn gennem graviditeten, hvilket var rigtig rart, fordi ingen så havde åndssvage forventninger til om jeg havde en 'sej fodboldspiller' eller en 'lille prinsesse' i maven. Men så kom der – til min store overraskelse – en dreng. En guldmedalje. Og da han var to dage gammel og barselsgæsterne skulle møde ham, blev et par af dem dybt forargede, fordi han havde en rød bodystocking på. Det kunne vi da ikke være bekendt! (> det er synd for knægten at han skal nedlade sig til at gå i PIGEfarver!). Og da det viste sig, at han var en følsom dreng og ikke en 'lille bandit', så blev folk igen lidt forargede, for drenge skal jo ikke være så følsomme. De skal være 'små banditter'. Da han blev to år fandt han ud af, at det var sjovt at klæde sig ud. Især i tylskørter. Og det fik han lov til. Jeg forholder mig primært til ham som et BARN, men det er tydeligt, at det forventes af omverdenen, at jeg behandler ham som en DRENG. Og så er han jo en lidt forkert dreng. Både følsom og med hang til (lyserødt) tyl. Uhh man kan mærke angsten lure – Mon han er bøsse? Åhh det ville være synd hvis han var bøsse…. (HOV! men vi kan jo godt lide at fædre er bløde, empatiske mænd! Og vi kan godt lide Conchita Wurst og vi elsker at bybusserne har regnbueflag på under Pride – men lille sønse han skal vise sig som en RIGTIG MAND?). Og så blev man den forkerte drengemor. Og de andre voksne griner lidt når knægten (på knapt 3 år) har en trøje med en kattekilling på. Selvom han elsker kattekillinger (han burde sguda elske robotter og skydere! han har jo en diller!). Og når han har lyserøde strømper på, selvom han er vild med farver, og især de røde (for drenge skal jo kunne lide sort og grå og mørkeblå! de mest festlige børnefarver i verden!). Og de griner også lidt når han er det sødeste menneske i verden og kysser dem, han holder af, og siger 'sikke en fin bluse du har på' til din yndlingspædagog. Og når han plukker blomster til sine bedsteforældre i tide og utide. Og nu kan jeg så også mærke en trang til at fortælle, at han altså også er en helt almindelig dreng, som leger med briotog og lego og graver i jorden. For vi er jo enige om, at det ville være for taberagtigt, hvis en dreng er så (traditionelt) feminin, at han nedlader sig til at gøre pige-ting. Ja, for vi er også enige om at pige-lege og pige-farver og hva faen legetøjsindustrien ellers har påduttet os af kønsspecifikke præferencer er mindre prestigefyldt end drenge-lege og drenge-farver (de er trods alt lidt mere seriøse og alvorlige og handler om liv og død og ikke om snak, kærlighed og æstetik). Vi viser det i vores praksis, og vi udtrykker det i vores sprog: Det er sejt at være en drengepige, men det er så nederen at være en tøsedreng.
    Nogen siger til mig, at drenge er mere knyttede til deres mødre end piger. Og at jeg derfor skal være glad for, at jeg har en dreng. Jeg tror det handler om, at mødre stiller færre krav til deres drenge end piger (det er der faktisk forskning, som peger på), fordi drenge skal have lov til at være drenge og piger skal tage del i familiefællesskabet og hjælpe til. Og det mønster tror jeg holder ved op i børnenes voksenalder i mange familier – sådan oplever jeg det i hvert fald i fx min kærestes familie. (fortsættes…)

  17. (…fortsat) Nu sidder sønse og hans far og taler om, at han skal have nogle smarte underbukser, når han skal lære at gå uden ble. Han vil gerne have nogle med Hello Kitty. Jeg siger (på engelsk, for jeg gider ikke min søn skal lære det allerede), at jeg ikke tror man kan få drengeunderbukser med Hello Kitty. Min mand siger, at der vel ikke er den store forskel på drenge- og pigeunderbukser i den alder, og at vi ligeså godt købe nogle med Hello Kitty, hvis det vil gøre potte-træningen mere interessant for drengen. Jeg tænker, at min mand er temmelig rummelig i forhold til de fleste andre (unge, veluddannede, reflekterede, sympatiske) mænd, jeg kender, som har angst i blikket, når de tænker på deres sønner i pigetøj. Og så tænker jeg på, at vores dreng ikke skal have de underbukser på i børnehave. For så vil pædagogerne synes, at vi er nogle meget mærkelige drenge-forældre.
    I Østafrika går mænd med hinanden i hånden. I Indien går mænd med nederdel. Også i lyserød. Også selvom de er temmelig homo-angste. I Danmark elsker vi at være rummelige. Men vi har svært ved at håndtere, at en 3-årig går i lyserøde underbukser med en kat på. Fordi det ville være for pinligt, hvis andre opdagede, at han var så lidt mand, at han nedlod sig til at gå i pigetøj.

    1. Ej, fik nærmest lidt tårer i øjnene der. Jeg håber I køber de underbukser til ham! Min søde, dejlige kæreste blev som lille ofte sendt i børnehave med kjole på for det ville han gerne have på. Han er så stolt af sine forældre over at de lod ham gøre det og sked på hvad pædagogerne og de andre forældre ville sige. Din lille følsomme dreng bør, om ikke andet, lære hjemmefra at der intet er galt med ham og at alle drenge ikke behøver at opføre sig ens – uanset hvad de andre voksne siger. Blæs på andres latterlige fordomme og forstokkede holdninger om hvad kønnene kan tillade sig og bliv ved med at være en sej mor, der gør sin søn glad:) han vil altid huske det.

  18. Det hele kommer sig af ideen om at piger og drenge er forskellige fordi de er hvert sit køn – hvilket jeg mener er en stor løgn som vi som samfund udelukkende understøtter fordi det er bekvemt og rart at kunne putte mennesker i kasser, og som samfund bruges der også utroligt meget energi på at gøre dette til en selvopfyldende profeti ved at behandle køn forskelligt fra den dag de puttes i hhv en lyserød eller lyseblå sparkedragt. Jeg selv har én af hvert køn og ja, de er forskellige, men sgu da fordi mennesker er forskellige, ligesom jeg ikke har to veninder eller to venner der er ens. Jeg synes dybest set at det er noget bullshit – som ofte bliver en selvopfyldende profeti – at vi lægger så meget i om man har eller ikke har en tissemand/tissekone. Der er SÅ meget andet der definerer os som mennesker at det er tragikomisk at vi lige præcis har udråbt kønsorganerne som det der skulle gøre om vi var udadvendte/indadvendte/stærke/svage/omsorgsfulde/røvhuller/osv osv osv. Og ja der er selvfølgelig mere prestige i at have en "drenge"pige end en "tøse"dreng fordi det maskuline bare har mere værdi. Se blot på et par af kommentarerne om at med piger er der mere "fnidder" og drenge er simplere og nemmere ifht konflikter BS hvis du spørger mig, jeg har oplevet præcis lige så meget fnidder og sladder blandt mænd som jeg har fundet konstruktiv konfliktløsning blandt kvinder, men vi har en tendens til at se det vi gerne vil se og som understøtter vores verdensbillede….

  19. Du rammer på én eller anden måde noget lige midt i mellemgulvet på mig. Jeg har en dreng, og jeg ønskede en pige. Jeg ville aldrig bytte min dreng for en pige, og jeg tager mig selv i at tænke på, hvor upraktisk pigetøj er. Men jeg kan godt tænke, at det var rart, hvis han bliver én, der gider gå på café med sin mor.
    Så jeg oplever også, at kvinder gerne vil have prinsesser. Faktisk sagde en anden drengemor til mig, da jeg fortalte, at der var en dreng i vente: "De er også gode nok".
    Det er da noget trist, at vi skal kridte banen sådan op. Jeg tror, jeg var bange for at få en dreng, fordi jeg ikke har hverken talenter eller interesse for boldsport. Men det ser ud til, at han – såvidt – kopierer sine forældres interesser og gerne vil i køkkenet og lege med biler. Og det kan jeg godt finde ud af!
    Hvad med dig selv, hvad vil du gerne have, hvis der kommer en 2.'er? (Tør du skrive, hvad dine inderste tanker er, for du har garanteret også en præference bevidst/ubevidst)

  20. Jeg er selv "drengemor" men har aldrig opfattet det som mere attråværdigt, end hvis jeg havde fået en pige. Men, der er noget omkring dualiteten – det er et andet køn, en anden måde at tilgå verdenen på. jeg tror det er dér det ligger… en pige ved man (mor) hvad er – en dreng er nyt territorie – og dermed mere spændende? Anderledes? Udfordrende?

  21. Jeg kan godt følge dig i, at det virker som om, at der er mere prestige i at have drenge. Måske fordi de kommer mere til skade, og man som kvinde skulle have sværere ved at forstå sønners problemer?
    Den anden del, at man er sej, fordi man er en af drengene, ved jeg ikke, om jeg er enig i.
    Jeg kan sagtens følge dine argumenter, og kan ikke rigtig komme på mod argumenter, ud over at jeg aldrig selv har følt det sådan.
    Jeg tror faktisk at grunden til at jeg har følt mig så tilpas sammen med drengene, er fordi jeg følte, at jeg ikke behøvede at gøre mig fortjent til at være sammen med dem, jeg skulle ikke bevise noget. Det følte jeg, at jeg skulle, når jeg var sammen med pigerne.
    Jeg skal ikke kunne sige om andre piger har syntes at jeg var sej fordi jeg var en af drengene, men jeg følte (føler) mig ikke sådan.

  22. Jeg oplever det også fuldstændig modsat – i hvert fald i de cirkler, jeg kommer i. Her er piger det, man ønsker mest, piger man kan tale fornuftigt med, mens drengene løber rundt om sig selv og råber, piger der gider lave lektier, mens drenge kun gider spille fodbold. Piger, man kan blive veninder med også når de bliver voksne, mens drenge – så snart de får en kæreste – forsvinder fra mors skørter. Sådan er i hvert fald fordommene, og jeg har skam også oplevet, at folk synes det er lidt synd for dem, der KUN har fået drenge. Og hvem har ikke hørt vendingen "Er det en pige? Årh hvor er du heldig"?
    Anne

  23. Jeg har fået den stik modsatte opfattelse 🙂 Jeg hører oftest fra min omgangskreds at piger er i "højere kurs" end drenge og en del har nævnt at det er fordi man kan få så meget sødt pigetøj!!?? (WTF) Og har også hørt den med at hvis man kun har drenge bliver man jo aldrig mormor, og nej det giver ligesom sig selv 🙂 Jeg har en dreng og en pige. Pigen er ældst. Da jeg ventede vores dreng blive jeg spurgt af flere om jeg ikke helst ville have en pige mere. Kønnet er ikke vigtigt for mig men må da ærligt indrømme at jeg synes det er fedt at have en af hver 🙂

  24. Jeg oplever det anderledes, at piger er vigtigere. Jeg har fået tre drenge og jeg har taget mig i at kalde mig drengemor og med stolthed, fordi det var det samme folk sagde, da jeg ventede mig efter den første dreng, så må vi håbe, der kommer en pige og her da jeg ventede nr tre var kommentarerne, at nu må vi håbe pigen kommer og da han blev født, så er det… Så må I på den igen.
    Så jeg synes, at omgivelserne ligger mere i det at få en pige.
    Når jeg bliver træt, så bliver mit perfide svar, at vi har haft en pige, men hun virkede ikke.
    Uanset køn elsker jeg mine børn, men med mine tre drenge, så føler jeg at jeg forsvare det.

  25. Jeg har selv en pige og kan ikke genkende din opfattelse af, at der er mere prestige i drenge. Som flere andre skriver her: næsten tværtimod! Har af og til hørt bekendte (mødre til drenge) udtrykke at "de håber den næste bliver en pige", eller at "man vil jo gerne prøve at have en af sit eget køn" (??) Jeg synes sågar jeg kan huske at have læst en artikel i et dameblad engang om, at det var lidt synd for dem, der "kun" fik drenge… Jeg var fløjtende ligeglad med hvad vi fik i sin tid, bare barnet var rask (er hun heldigvis), så jeg har måske heller ikke beskæftiget mig så meget med den debat. Og tænker egentligt at hvis der er fokus på at være mor til en dreng, er det måske fordi der(nu generaliserer jeg!) ER forskel på køn, og at der er ting, man som mor kan have sværere ved at relatere sig til ift. sit drengebarn. Ligesom der er ting, som jeg synes er det mest naturlige i verden ift. vores datter, som min mand synes er dybt mærkværdigt. Det kan være måden at lege på, måden at ræsonnere på etc. I øvrigt tak for en rigtig skøn blog!

  26. Feminisme handler vel netop om ikke at dele verden og pligter op i pige- og drengeting? Så hvis du gerne vil vaske op og din mand gerne vil rode med bil er det sgu da helt fint – pointen er nok mere at det også er fint hvis det forholdt sig omvendt. Bliver altså lidt øv over at du synes man kan dele kvinder om i (kun) 2 lejre – så kan man enten være "cool" eller pige-piget. Hvad det så end dækker over. Stereotyping much?

  27. Jeg er faktisk enig i meget af det der allerede er blevet sagt. Da jeg ventede min første datter, fik jeg også rigtig mange kommentarer a la " åhh hvor er du heldig, det er noget helt særligt, og det er så meget sødt pigetøj (!?)", men da jeg ventede datter nr 2 fik jeg mest "tøhø så må I jo bare prøve igen" og " nååårh hva siger din mand til det?" fordi alle automatisk gik udfra at min mand var grundknust over måske aldrig at få en SØN. Jeg har selv to søstre og har fået ret mange " din stakkels far" gennem tiden. Jeg tror ikke han føler sig stakkels. Han stadig haft nogen at dele fælles interesser med, og mig og mine søstre er meget meget forskellige.. det er de fleste mennesker.. det er jo altså ikke sådan at man bare får tre ens og så er det kedeligt..! Så det er egentlig min erfaring at folk bare går utrolig meget op i at man får en af hver, med det HELT rigtige antal år imellem ( " det er bare så vigtigt at der ikke er for langt imellem for så får de ALDRIG glæde af hinanden ) Men jeg kender nogen (bestemt ikke alle) "drengemødre" der kan blive lidt defensive, fordi de føler at de skal forsvare at de ikke føler et tab.. og måske fordi der udviklingsmæssigt kan være stor forskel på hvornår piger og drenge fx kravler, går osv. Der er også en meget tydelig tendens til at mødre klager meget over at det er så synd for deres drenge i skolen ( og børnehaven) at det hele bliver så piget osv. Det er lidt en sørgelig tendens, som igen bunder i at man automatisk går udfra at piger elsker at sidde stille og nusse, mens drenge SLET ikke kan forventes at koncentrere sig før de er mindst 15.. der er det som Cecil skriver meget tydeligt at vi stiller ret forskellige krav. Det sjove er jo så at for 50 år siden sad man HELT stille i skolen og der fik drengene generelt de højeste uddannelser.. Jeg kender mange små drenge der slet ikke passer ind i standard-dreng modellen og jeg kender mange piger, der hader at nusse. Jeg får røde knopper når folk omtaler mine døtre som prinsesser, men nyder at der er større frihed ifh piger, og omverdenen ikke kigger skævt til at datteren elsker biler og dinosaurusser ligeså meget som hun elsker "Frost" og "Klokkeblomst". Men på trods af dette har jeg fået rigtig mange kommentarer på at min datters termotøj er blåt ( det var det pæneste der var på tilbud) og at hun går med spiderman t-shirt. Der er mange der tror at det er noget vi gør med vilje pga en politisk agenda.. Det gør vi ikke. Men vi sørger for at give hende forskelligt legetøj og at alt tøj, cykel osv ikke er pink.. og vi lader hende vælge om hun vil have spiderman eller klokkeblomst t-shirt på.. for jeg vil faktisk gerne vise hende at man selv bestemmer, og at man ikke behøver at være prinsesse hvis man hellere vil være den blå turtle.
    Alt ialt tror jeg faktisk at den med #drengemor rammer mødre til drenge hårdest, fordi den som regel bliver hæftet på billeder af mudder og ikke perleplader, og dermed lægger et enormt pres på deres drenge. Men der kan godt være en tendens til at nogle drengemødre tror at min datter sidder med fletninger og tegner hver eftermiddag.. undtagen selvfølgelig når hun er hysterisk for " der er piger nok lidt værre en drenge"…
    Jeg kan faktisk godt forstå at nogen synes at drengetøj er kedeligt…hvis man kun handler i drengeafdelingen. Så må man alt andet lige blive ret træt af blå og grøn..

  28. Åhh du rammer lige ned i noget, som irriterer mig helt vildt. Prøv at høre efter hvor mange kvinder, som siger; "Da jeg var barn var jeg sådan en rigtig drengepige." Og det er de så stadig. PÅ den anden side hører vi aldring mænd sige; "Jeg var sådan en rigtig tøsedreng." Der er mere prestige i at være mand. BUM! Selvom man er kvinde.

    Mht børn så har jeg både drenge og piger og det er sådan at drenge er nemmere at have end piger. Drenge lugter lidt når de kommer i puberteten mens pigerne derimod er i det ene voldsomme drama efter det andet. Men pigerne kommer tilbage igen som normale mennesker – hvor drengene nemt forsvinder hos kæresten og hendes familie.

    Janne

  29. Anne: Da jeg blev gravid med Anton, håbede jeg i første omgang, at det ville være en pige; udelukkende fordi jeg stod (og står) med det selv. Det har været (og er stadig) en bekymring for mig, om Anton bliver ”udsat” for mandlige rollemodeller nok. Det pudsige er, at hvis jeg får lov at få et barn mere, så håber jeg faktisk, at det igen er en dreng. Denne gang fordi jeg ved, hvad det vil sige at være mor til en lille fyr:) Og når det er sagt, så er mit ypperste ønske selvfølgelig, at barnet er sundt og raskt, og jeg har tænkt mig at knuselske det, uanset om det er en dreng eller en pige.

    Maria M: Du har helt ret; jeg stereotyper for vildt. Hvis man læser indlægget med de briller, ville man også kunne anfægte, at jeg kun nævner to slags mødre, nemlig hhv. pige- og drengemødre. Hvilket er vanvittig unuanceret og upræcist. Der findes jo en million slags kvinder og mødre, men i forhold til emnet i dette indlæg, er det denne bid af virkeligheden, jeg vælger at inddrage.

    Min egen holdning er, at blogindlæg bliver lange i spyttet og både uldne og uinteressante, hvis man hele tiden skal helgardere sig ved at sørge for, at alle forbehold, alle undtagelser og alle eksempler nævnes. Derfor sætter jeg det lidt på spidsen:)

  30. Jeg kan ikke udelukke, at er en af dem, der omtaler mig selv som en drengemor. Tror det sker i situationer som fx når jeg åbner bagagerummet til min Up – og der ligger tre pistoler og ikke andet.
    For mig handler det ikke om prestige – men mere at jeg synes at jeg af og til skulle have en fucking medalje for at være den eneste af hunkøn på matriklen – og at jeg kun bliver delvist sindssyg af det…

  31. I min lille del af verden har jeg altid syntes, det var pigerne, der virkede til at være i høj kurs. Jeg ville også meget gerne ha' en pige, da vi besluttede at få børn. Ikke, at jeg ikke ville ha' en dreng, men jeg ville bare gerne ha' en pige… Ved ikke hvorfor, måske er det noget med at se sig selv mere/nemmere i samme køn… Så min mand fik besked på at lave en pige først, og SÅ kunne han evt lave en dreng, hvis han syntes. Det gjorde han, og jeg kan huske, jeg havde det sådan lidt 'nå.' til scanningen med nr to, da hun sagde, det var en lillebror. Jeg havde simpelthen ikke noget forhold til det. Har selv en søster. Forstod heller aldrig rigtig dem i omgangskredsen, der fik drenge og gik helt i selvsving over det. Bevares, de var da søde, men det var jo drenge. Altid sådan lidt snottede og beskidte, ing? Men jeg skal love for, sønnen har fået helt andre tanker og følelser frem i mig, nu han er knap seks. Det er fantastisk at ha' en dreng! Men det er det sgu osse at ha' en pige… Ikke meget hjælp her, hva!? 😉

    – Signe

  32. Jeg er ret sikker på, at den snak om at piger er i højest kurs foregik hos fuhrmannfordig – jeg husker den nemlig også 🙂

  33. Nu har jeg ikke selv børn, men selv ud fra mit begrænsede kendskab, vil jeg mene, at man oplever "en hverdag fuld af blod, snot, sved og skidt" også, når man er mor til piger. Det kunne de jo så tage og flashe, hvis de altså har lyst.

  34. Åh shit altså, jeg er mor til en pige på snart 4 år der elsker pirater, hajer og at lege ude. Yndlingsfarve brun og lilla ( som jo alle dage har været en fed kombi) hun kan ikke have et elastik i sine ustyrlige krøller i mere en 30 sekunder …. Men hun har da også noget lyserøde rundt omkring, men helt ærligt så er jeg bare mor, ikke drenge eller pige mor. I min omgangskreds oplever jeg heller ikke at det ene opfattes som bedre eller hårdere end det andet, men til gengæld virker det som om," men han er jo bare en dreng." Som en fed undskyldning for små terrorister…. Hvis det er en pige er hun åbenbart bare dårligt opdraget.

  35. Åh shit altså, jeg er mor til en pige på snart 4 år der elsker pirater, hajer og at lege ude. Yndlingsfarve brun og lilla ( som jo alle dage har været en fed kombi) hun kan ikke have et elastik i sine ustyrlige krøller i mere en 30 sekunder …. Men hun har da også noget lyserøde rundt omkring, men helt ærligt så er jeg bare mor, ikke drenge eller pige mor. I min omgangskreds oplever jeg heller ikke at det ene opfattes som bedre eller hårdere end det andet, men til gengæld virker det som om," men han er jo bare en dreng." Som en fed undskyldning for små terrorister…. Hvis det er en pige er hun åbenbart bare dårligt opdraget.

  36. Jeg er mor til to drenge, og jeg tænker ikke, at der er noget bedre forbundet med at være drengemor end med at være pigemor. Ikke på den måde, at drenge er mere værd i hvert fald.

    For jeg HAR nemlig en særlig følelse med at være drengemor: Jeg har det som blommen i et æg. Jeg bliver forkælet og nusset om af mine drenge, og fordi jeg er ene høne i hanegården (Kender ikke den omvendte metafor – det bringer vel i grunden endnu en nuance til dette emne.), så er jeg noget særligt. Jeg ved overhovedet ikke, om der er hold i det, fordi jeg ikke har nogle piger, men jeg føler, at man som drengemor får lidt ekstra opmærksomhed. Det kan godt være, at det bare er mig, der er heldig. Men dit indlæg er i hvert fald interessant.

  37. Hov. Det her indlæg er da lige gået min næse forbi. Jeg er faktisk en af dem som sagtens kan finde på at hashtagge med #drengemor #livetsomdrengemor osv. Ikke fordi noget eller nogen er i højere kurs eller udløser mere coolness her end andre.

    Her er det ene og alene fordi jeg undres. Og morer mig over hvor tidligt de knap så feminine sider bare træder frem. Og den belastende distræthed (det hedder det vist slet ikke) som jeg virkelig kun kender fra mænd – og altså også drenge.

    Så når jeg VIRKELIG synes at jeg er drengemor, er det, når mine unger spiser 3 gange så meget som mig og mindst lige så meget som deres far. Når jeg helt automatisk laver 3 gange så meget mad i weekenderne og på fodbolddage, fordi jeg ved at min 10 årige med største naturlighed slæber 2-3 venner med hjem til spsining. Når der er huller på knæ og albuer når tøjet er brugt en uge – og når jeg hører mig selv tale med på fodboldresultater og superhelte som jeg havde svoret jeg aldrig ville komme til at kende til.

    Så ikke mere prestige eller mere coolness – bare en konstant gyngende grund af ting jeg har fået ind i mit liv fordi jeg har drenge. Og et ærligt lille savn til nogen at dele alt det lyserøde og hækleopskrifterne med.

    Til gengæld kan jeg se i min omgangskreds at tonen og ordlyden skifter over til "pigemor" og "livet som pige Mor" hos dem som har ædre børn. Som kan berette om at skabene er fyldt op med libresse og BH str er noget man med største naturlighed diskuterer over middagen. Så jeg tror såmænd den eksisterer i begge lejrer 🙂

    Men mine drenge – og mine drenges venner når de er her – snakker højt og larmende om hem der slår de vildeste prutter, om hvor meget tissemanden klør og hvem der kan de vildeste stunts på boradet.
    Og så sidder jeg virkelig i mit hjørne og sukker lidt "velkommen til livet som drengemor" :-/

    Det er skønt og fantastisk – men det er godt nok også meget meget langt fra den virkelighed jeg selv husker fra både barn og ungdom og den er også ret anderledes fra den jeg hører mine pigemor-veninder berette om.

  38. Jeg er mor til 6 børn. 4 piger og 2 drenge i alderen fra 5-20 år. De 2 yngste er drenge, tvillinger og ikke planlagte, men så skønne, at det næsten ikke er til at holde ud.. 😉 Jeg oplever det modsat. Der er langt større prestige i at være mor til døtre i min omgangskreds. Pigerne bliver knyttede til deres forældre og bliver ved med at komme hyppigt hjem, når de flytter hjemmefra. De 2 ældste piger har 2 skønne svigersønner og det er hos os, de hænger ud. De er sjældent hjemme hos mine svigersønners forældre og der kan jeg da se perspektivet i, at det, set i et livsperspektiv, er "nemmere" at være mor til døtre. Mine tvillingedrenge er til gengæld så hengivne overfor mig, som jeg aldrig har prøvet med pigerne. Mor er den største helt, men med tiden bliver dette ideal nok erstattet af et par svigerdøtre. Jeg føler mig som den heldigste kvinde i verden fordi jeg har alle mine skønne, raske, intelligente og dejlige børn uanset deres køn eller ej.

  39. Jeg er mor til 6 børn. 4 piger og 2 drenge i alderen fra 5-20 år. De 2 yngste er drenge, tvillinger og ikke planlagte, men så skønne, at det næsten ikke er til at holde ud.. 😉 Jeg oplever det modsat. Der er langt større prestige i at være mor til døtre i min omgangskreds. Pigerne bliver knyttede til deres forældre og bliver ved med at komme hyppigt hjem, når de flytter hjemmefra. De 2 ældste piger har 2 skønne svigersønner og det er hos os, de hænger ud. De er sjældent hjemme hos mine svigersønners forældre og der kan jeg da se perspektivet i, at det, set i et livsperspektiv, er "nemmere" at være mor til døtre. Mine tvillingedrenge er til gengæld så hengivne overfor mig, som jeg aldrig har prøvet med pigerne. Mor er den største helt, men med tiden bliver dette ideal nok erstattet af et par svigerdøtre. Jeg føler mig som den heldigste kvinde i verden fordi jeg har alle mine skønne, raske, intelligente og dejlige børn uanset deres køn eller ej.

  40. Meget intressant emne.
    Jeg er den lykkelige mor til en af hvert køn.
    Selvom jeg elsker min søn herfra og til månen, må jeg sige at det (i min optik), altså er lidt noget særligt at have en af sit eget køn også. Hvilket jeg nu oplever mange pige-mødre sige (og drenge-fædre lige så)…

  41. Jeg har virkelig, virkelig lyst til at sætte mig ud på min cykel og køre rundt og give en takke-krammer til hver enkelt af jer. Det er simpelthen så fedt, at I gider lege med, når jeg spørger, om I har lyst. At I så oveni holder en så fin og sober tone, er langt mere, end man som blogger tør håbe på.

    Jeres kommentarer har gjort mig klogere og givet stof til eftertanke. Jeg kan se, at det lader til at være meget afgørende, hvem man er omgivet af, når vi snakker om at tillægge køn betydning. Men mest af alt kan jeg se, at det, der står klarest for alle er en inderlig taknemmelighed over at have fået lige præcis det barn/de børn man har.

    Al den kærlighed gør mig i så utrolig glad!

  42. På det personlige plan: Jeg har ALTID helst ville have en (gerne flere!) piger (beklager, eventuelle fremtidige drengebarn, but it's the truth). Jeg forstår ikke det dér label, drengemor. Det virker på en eller anden måde påklistret og mærkeligt. Man er vel bare MOR.

    Piger er for skønne. Og der er helt sikkert forskellige udfordringer ved de forskellige køn.

    Er der mere prestige i at være mor til drengebørn? Pas. Ikke i min omgangskreds. Heldigvis! Men måske er det stadig den gamle historie om en 'arving', der hænger ved? #patriarkalsksamfundsstruktur

  43. Jeg kan sagtens forstå, at du gerne vil have en dreng mere. Inde i mig tænker jeg, at det ville være skønt med en pige til at supplere drengen, men jeg tror faktisk, at vi vælger et enebarn. Heldigvis er ham herhjemme skøn. Og jeg er sådan set bare mor. Og det er et fantastisk job 🙂

  44. Hej,

    Har tænkt rigtig meget over dit blog indlæg, og svarer derfor først nu… Jeg er mor til 3. Min ældste er en dreng, og de 2 yngste piger. Jeg oplever det helt anderledes -at piger er i høj kurs hos kvinder… Og jeg har det faktisk på samme måde, jeg føler mig enorm heldig at jeg er mor til 2 piger, for det er bare noget andet ( for mig) at være mor til piger. Jeg føler mig mere forbundet til dem, jeg forstår mig ikke ret meget på drenge verdenen med spil,krig og hele den digitale verden som fylder utrolig meget for min dreng og hans venner.
    Så hellere tøse ture med shopping, lege frisør, lakere negle osv. Jeg føler jeg pr instinkt kender mine piger bedre end min dreng… Måske er det også noget med alderen? Min søn er 8 år og er begyndt at have sit eget "liv" -med venner, interesser osv som ikke involverer mig. Mine døtre er 5 og 3 år og er naturligt mere afhængige af mig -endnu, for det vil givetvis også ændre sig med tiden.
    Det betyder ikke, at jeg elsker min søn mindre -tværtimod har jeg et helt specielt blødt punkt i mit hjerte overfor ham, som jeg ikke har på samme måde overfor pigerne. Jeg har også en tendens til at skærme ham mere, stille færre krav til ham -nok lidt italiensk-mama agtigt!

    Jeg føler mig velsignet over, at jeg har begge køn. At få lov til at være mor til både en dreng og 2 piger:det fuldender mor-paletten for mig 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.