Jeg ved ikke, om det er varmen, der gør det, men jeg er mere træt i de her dage, end jeg har været den sidste måneds tid, og med trætheden kommer sensitiviteten.
I går aftes var jeg ude og lufte Lasse, og da vi dryssede forbi Tangkrogen, passerede vi en flok spritstive grønlændere. Den ene mere ude af lod end den anden, iført henholdsvis alt for lidt og alt for meget tøj, og med udpræget mangelfuld dentalhygiejne. De havde alt for travlt med deres bjørnebryg og billige brændevin til at tage sig af de tre børn, de havde med.
Ungerne, der var 5-6 år, havde en fest. Klokken var 22, der var ikke en seng i sigte, og de sjippede faretruende nær ved vejen. Ingen så meget som løftede et øjenbryn.
Jeg havde mest lyst til at begynde at tude.
Jeg kender så mange, der så utrolig gerne vil have børn, men som storken alligevel flyver udenom igen og igen, og så virker det simpelthen så uretfærdigt, at mennesker, der har været heldige nok til at blive gravide, gennemføre graviditeten og få (på ydersiden, i hvert fald) sunde og raske børn, behandler dem med samme ligegyldighed, som de behandler sig selv.
Jeg ved godt, at vi kan snakke en masse om fejlslagen integration, om Danmarks forhold til Grønland og om at alle forældre gør det bedste, de kan, med de ressourcer de har – men lige der på Tangkrogen fik jeg bare urimeligt ondt af de møgbeskidte unger, der stod og sjippede lige op og ned af deres egen fremtid uden at vide det.
Håber jeg.
Øv.
Og bare for god ordens skyld: Jeg havde fået ligeså ondt i maven, hvis forældrene havde været tyskere, nordmænd eller blege danskere, der havde flyttet festen ind på den lokale bodega.
Som en af mine venner plejer at sige: Ingen har lovet dig, at livet vil være retfærdigt.
Jeg kan få præcis lige så ondt i maven som dig. For det er så pisselet at smadre et barneliv – ikke at vi ved, om dem på Tangkrogen er lost-lost – men når vi er vidne til børn med ondt eller for meget besvær i livet, så er det uudholdeligt. Jeg har en (rig) kammerat, som forlod sin 3-årige søn for 9 år siden og ikke ønsker samvær. Det gør mindst lige så ondt i min mave. På sønnens vegne.
også ondt i maven herfra over de triste børneskæbner : – (
(og såmænd også voksenskæbner)
– Mette
Thomas, min ven: Kender vi nogen, overhovedet, der nogensinde har fået det bedre af at varme sig ved dét bål?
Anette: Det er godt nok også en grum historie:(
Mette: Ja, der er desværre nok at tage af.