Bages 8 timer ved 200 grader.

05:35: Vækkeur ringer. No problem. Er udsovet, har printet Krakkort og besluttet, hvad jeg skal have på.
05:55: Tjekker lige mail. Tænder mini.
05:56: Mini dør. Dør! Mellem hænderne på mig.
06:03: Opgiver at genoplive med febrilsk hamren på On ledsaget af non-stop KomNu!!-besværgelse.

06:40: Brrrfff! Permafrost!
07:00: Sidder i tog. Mini-løs. Forsøger at sige til mig selv, at det stadig kan nå at blive en god dag. (As if!)
07:25: Står af tog på meget mørk og øde station. 2 km til destination. 35 min til start. Overdrevet god tid.
07:26: Ok, ingen vejskilte?? Overhovedet?
07:28: Phiew! Der er ét ovre *løber over vej*
07:32: HVORFOR ER DER IKKE NOGEN VEJE, DER HEDDER DET DE SKAL??! Fucking lortekrak! Og skilte… ansvarlige!
07:33: Eneste lokale beboer heldigvis stået op og ude med hund. Godt! *monterer autentisk storby-hjælpeløshed*
07:34: AAAFsted!
07:40: ….
07:42: Aj, men kan det passe?? Der er jo INGENTING herude?
07:45: Komnukomnukomnukomnukomnu!
07:50: Hvor er det henne?!!! *løber rundt i panisk galop i øde industrikvarter* Turbohader nu krak.
07:55: HURRA! Fundet!

08:30: Meget hygiejnisk sted. Er iført så meget engangs-overtræk, at jeg ligner undvegen narkosesygeplejerske og siger sjove, knitrende lyde, når jeg tolker.

10:00: Tolkeskift. Lynhurtigt ud af dør i håb om at nå tog kl. halv.
10:31: Kom. Nu.
10:42: Nå? Så hvis toget er forsinket nok, så piller man det bare af? Det er for nemt, mand. Har desværre brugt al mit had på Krak og kan kun mønstre svag irritation.
10:55: Resignerer og accepterer, at det åbenbart er min skæbne at fryse ihjel på station ved verdens ende i selskab med to stive grønlændere og et loppebefængt gadekryds. Er så dybfrossen, at jeg ikke engang har kræfter til at være skuffet.
11:00: Er det fatamorgana eller skuer mit øje virkelig et tog?

11:50: Ankommer til næste opgave. Ikke en præst i miles omkreds. (Ligger vel på lur et sted, bevæbnet med hvidløg og vievand…)
12:20: Åh, kan ikke det her. De er så kede af det alle sammen.
13:15: Puha. Ondt i maven og tårer i øjnene. Ville ønske, at man kunne slukke sin empati inden nogen opgaver.

15:50: Efter samtale om Emil Ammitzbølls bekymrende lighed med kyllingefilet (bleg, fersk og slimet), ser jeg mig nødsaget til at tage sol.
16:30: Forsøger at slå mig selv ihjel på spinningcyklen. Lykkes næsten.
18:00: Slæber mit forfrosne, mørbankede legeme over tundraen og hjem.
19:00: Sidder iført strikhue, luffer, for store Adidas træningsbukser og 4 hættetrøjer og ligner noget fra 8220. I min ovn. Går IKKE mere ud i dag!

Published by

9 Replies to “Bages 8 timer ved 200 grader.

  1. jaja du brokker dig. Forstil dig så at du i stiv Esbjergkulling har gået i en halv time med en flok unger, som ikke er udstyret til storm – for så da du endelig når frem til en naturplet kun lige når at tænke: “NEEEJ DET SKETE BARE IKKKKE, AT DEN UNGE FALDT I SØEN!!!!”
    Sus

  2. Sus@ ÅHHH! Det ville jeg gerne have set! Men hvem får også den glimrende idé at slæbe hele børnehaven med ud, når det er minus 84 grader? Hvad gjorde du? Trak i superheltedragten? Lagde dig på maven og skubbede den stige ud, som de altid har på film? Og måtte ungen slæbe sig hele vejen hjem i vådt tøj? (Et held, at du elsker forældresamtaler;))

  3. Jo jeg gjorde – kunne ikke modstå fristelsen, sorry! 🙂

    Ved ikke om man kan/må men sender altså lige min dybeste medfølelse til Sus. Tror jeg ville have sat mig ned og ventet på at blive opslugt af jorden.

  4. Nu var turen jo planlagt, så hvorfor lavet det om bare pga. vejret;)
    Vi fik poden op af vandet efter tiden et kort øjeblik bare stod stille og mens anden pædagog trøstede, ilede jeg ned til anden af byen bhv. gruppe som heldigvis havde ekstra tøj. Det er fordelen ved pædagoger, vi deler gerne:)
    Sus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.