M2022, uge 22

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fundet en opskrift på en hvid dressing, som er meget billigere, end den, jeg køber, når jeg engang i mellem får lyst til det i en pastasalat eller lignende: Halv pikantost og halv mayo. Den tager 10 sekunder at røre, og jeg har altid begge dele i køleskabet. Det er WAY billigere end de færdige creme fraichedressinger, jeg køber, bruger 4 skefulde af, og derefter flytter rundt på i ugevis, inden jeg til sidst smider dem ud.

2.

Tjekket opgørelsen for maj måneds elforbrug. Sidste år brugte vi 281 kWh, i år har vi brugt 222, dvs. en besparelse på ca. 20%. Det er ikke de 30%, vi sparede i sidste kvartal, men nogle meget lavpraktiske ting som f.eks. høfeber, soveaftaler og et arbejdsskema, der har betydet, at der skal vaskes, når der skal vaskes, har gjort, at vi har været nødt til at køre et par ekstra maskiner tøj og bruge tørretumbleren lidt ekstra. Sådan er det. Det er stadig en besparelse, og jeg er 100% afklaret med, at de her spareøvelser ikke skal blive så trælse, at jeg ender med at tænke ‘fuck det!’ og droppe dem helt.

3.
Er jeg gået fuld Jørgen Clevin. 

Vi kommer ikke til at lave en helt masse denne sommer. Dels pga. priserne men også pga. firmaopstart. Derfor er jeg begyndt at brainstorme på, hvor vi kan tage hen, og hvad vi kan lave, uden at det koster en million.

En af de ting, jeg har på listen, er picnic på stranden og i forskellige skove og parker. For at have lidt med at lave, vil jeg have købt et vikingespil, men jeg har også i denne uge sammen med børnene lavet to spil af sten, vi har fundet på standen, nemlig Kryds & Bolle og Find Holger-gemme.

De fylder ingenting i bilen, og de blæser ikke væk, uanset hvor dansk, sommeren bliver. 

4.

Har vi fået mexicansk, og jeg har brugt alle resterne til at lave tortillaspakker til fryseren. 

Det er den perfekte måde at rydde skålene på, måske specielt hvis man kun er én voksen i husstanden, og man dermed ofte har lidt mere mad i overskud, når man f.eks. laver oksekødsfyld af en pakke fars.

Vi fik almindelige tortillas mandag og tirsdag, og da vi havde spist tirsdag, smurte jeg resten af tortillapandekagerne med refried beans, og fyldte dem med oksekød, majs/tomat/forårsløg/peberfrugt, revet ost og de knuste rester af nachos-chipsene. Sidstnævnte giver god smag, men har også den fordel, at de suger overskydende væske, så pakkerne ikke lækker. (Af samme grund skal man undlade/være MEGET nærig med salsaen, hvis man har noget af dén i overskud. Frys den hellere særskilt i små bøtter, så du kan tage sådan én op sammen med din …, ja, det er jo så egentlig en burrito nu). 

Jeg smed pakkerne i paninigrillen, lod dem køle af og smed dem i fryseren. Nu er det bare at tage dem op et par timer inden, jeg skal bruge dem, og så varme dem i ovnen.

(De uger, hvor jeg har den slags på madplanen, laver jeg ofte ‘evighedssalaten’, som kan laves søndag og holde sig frisk i køleskabet frem til onsdag/torsdag-stykker. Den består af forårsløg, gulerod, agurk uden kød, snackpeber og cherrytomater, som alt sammen hakkes i små tern og vendes i en smule frisk lime- eller citronsaft).

———-

Til sidst bare en PSA at gå på weekend på: Søde, sjove, fine Marie har åbnet sin blog igen. Hurra og velkommen tilbage i blogland, Marie. Du har været savnet.

Målgrupper, priser og spejle

Jeg har i dag taget hul på min sidste måned som lønmodtager. Om 24 dage går jeg på ferie, og så er det slut med at være, hvor jeg er. 

Det hele skrider fremad i sin egen skæve rytme. Jeg undersøger, mailer og ringer som aldrig før, og ofte er det tre skridt frem og ét tilbage, fordi jeg pludselig snubler over en ny oplysning, og så må tilbage og justere. Men jeg lærer en masse nyt, jeg bliver klar og jeg glæder mig helt vildt.

At skulle tænke mine kompetencer ind i en ny ramme, giver også anledning til at forholde mig til valg, jeg tidligere har truffet, som f.eks. ift. det, jeg indtil nu har tænkt som ‘skriftligt arbejde’. For ‘skriftligt arbejde’ er helt sindssygt ukonkret, og dermed svært at beskrive og sælge.

Og hvor tegnsprogstolkning jo er nogenlunde givet, så er der på dét her område mulighed for at gå alle veje. Er det ren korrektur, jeg vil tilbyde, eller kun tekstredigering? Vil jeg producere tekst eller kun rette allerede skrevne tekster til, har jeg en holdning til, om det må bruges offentligt, er der en nedre eller ovre grænse for antal af sider jeg tager ind, vil jeg gerne have fat i studerende osv. osv. 

Fordi skæbnen ofte hjælper lidt til, når man holder op med at forsøge at svømme imod strømmen, fik jeg for et par måneder siden en større, skriftlig opgave til gennemlæsning og tilretning. Det er lang tid siden, jeg har haft tid til at tage de opgaver ind, men nu var der lige et hul. Det var den 5. af slagsen, jeg har haft for samme kunde, og det har været et virkelig godt samarbejde. Opgaven var 50 sider lang, og da jeg skulle prissætte min indsats, kunne jeg mærke, at jeg stod ved en skillevej. 

For indtil nu har jeg taget mindre, end jeg gennem tiden har betalt mine barnepiger, for mit arbejde, fordi jeg ikke har følt, at jeg kunne være andet bekendt.

Men det tager helt sygt lang tid at lave tekstredigering. I hvert fald for mig. Jeg kan nå tre sider på en time. Til gengæld er det, jeg sender retur, brugbart og konkret, og jeg vurderer i al beskedenhed, at det hver eneste gang, har opkvalificeret opgaven betragteligt.

De andre gange, jeg har lavet noget for den samme kunde, har opgaverne været ca. 10 sider lange, hvilket er ca. 3 timers arbejde. Det kan jeg for det meste nå på en aften, og jeg har sat prisen derefter. 

Men nu stod jeg med 50 sider, og hvor jeg godt kan blokke en hel aften ud til at arbejde, så kan jeg ikke gøre det alle dage, en uge i træk. Derfor bliver det længe, jeg sidder med så lange opgaver, og fordi man lige skal tilbage i det, hver eneste gang man har sluppet det, ryger tempoet yderligere ned.

Fordi kunden har været med fra starten, fik hun den samme sidepris på de 50 sider, som hun har fået på de 10 – hvilket pludseligt gjorde det MEGET tydeligt for mig, at det er for lidt.

For jeg sad med snuden i computeren i alle mine vågne timer i 8 dage, og det tydeliggjorde, at det, jeg egentlig sælger, er min tid. 

Det gav anledning til nogle ret interessante tanker om, hvorfor jeg er bange for at sætte prisen for højt, og forudsigelig nok var konklusionen, at det i bund og grund handler om manglende selvtillid. At jeg er bange for, at produktet ikke er perfekt – måske specielt fordi jeg ikke har en formel uddannelse i at gøre, hvad jeg gør, og dermed ikke føler mig certificeret berettiget til at gøre det. 

Det, jeg til gengæld har, er et ualmindeligt godt øje og øre for sprog, og 20+ års viden, samlet op på diverse arbejdspladser og uddannelser, hvilket gør mig i stand til at læse og forstå analyser og beskrivelser af selv ret komplekse problemstillinger, og se, hvor de er for tynde, usammenhængende eller indforståede.

Det tanketog buldrede lige ind i noget, jeg har tænkt på i andre sammenhænge, nemlig angsten for at være For Meget. Det er en angst, jeg har forholdt mig ret meget til de sidste par år, fordi jeg har fået en datter, der – modsat mig, da jeg var barn – ikke er bange for at være for meget. Overhovedet. Hun er ikke bange for at larme, for at skille sig ud eller for at stå fast og ved sig selv, og der ligger meget selvudvikling i at betragte mine egne reaktioner på hendes måde at være i verden på.

Det er en linse, der farver alt, hvad jeg betragter igennem den, helt ned til det humoristiske slogan på firmabilen, jeg overhaler på motorvejen, som jeg syrligt dumper med et: “Det er for søgt.”

Jeg arbejder med det, fordi jeg efterhånden er ved at lære, at man ikke kan dømme noget hos andre, uden samtidig at dømme det i sig selv. Det vender nok i virkeligheden den anden vej, men hvor det kan være svært at arbejde konkret med i sig selv, kan det være ret sundt at zoome ind på og dvæle lidt ved de tanker, der opstår, hvis man f.eks. ser en tyk mand spise en is, og tænker, at ‘det skulle han nok have ladet være med’. Eller hvis man dømmer et hjem, der roder, en person, der ikke kan finde arbejde, eller én, der godt kan lide at blive kigget på. For den bagvedliggende årsag til den fordømmelse er hundrede procent sikkert også noget, man dømmer i sig selv, og dermed medfører (tillært) overbærenhed for din næste automatisk også mere overbærenhed overfor dig selv.

Derfor øver jeg mig i at gøre sætningen længere; at følge et “Det er for meget!” op med “- for hvem?” For det er jo ikke sådan, at der et sted sidder et overpanel af dommere, der vurderer din samlede indsats som menneske, og at du kun består livets eksamen, hvis alle elsker dig og synes, du er den bedste, sjoveste og dygtigste til alt.

Ingen er for alle, det er ikke en fejl at fravælge og blive fravalgt, og det er ret godt at minde sig selv om. 

Det handler om at finde sine mennesker og sin målgruppe. Dem, du er den rigtige for. Både når det kommer til din personlighed, din humor og dit produkt.

M2022, uge 21

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fået verdens mest patroniserende mail fra silverbacken på boligforeningens hovedkontor, om at ‘Ista vender tilbage – du behøver ikke rykke mig mere’.

Så nu har jeg selv ringet til Ista og fået de forbistrede koder. Ikke at jeg blev specielt meget klogere af dét; jeg synes, at det her med vand og varme er markant sværere at blive klog på end el. Specielt fordi vores vej, åbentbart som den eneste i boligforeningen, får det to forskellige steder fra.

Jeg har brugt uforholdsmæssig lang tid på at prøve at forstå, hvordan det hænger sammen, og har også skrevet til boligforeningen for at høre, om ikke vi kan få en Ista-person ud og gennemgå set-up’et på deres selvbetjeningsløsning på apps og hjemmesider. Og jeg kan SAGTENS mærke, at de synes, jeg er skideirriterende, men det begynder at gå op for mig, at der faktisk ikke er ret mange, der har styr på det her – de fleste vil bare ikke spørge af frygt for at fremstå som idioter. Den bro har vi jo for længst krydset her i firmaet, så jeg spørger løs. I. Don’t. Care. Det kan ikke være rigtigt, at noget vi ikke kan undvære, og som lige nu stiger helt sindssygt i pris, er så svært at forstå og følge med i  – og at det er bare vores eget problem.

Når det er sagt, så kommer der også et tidspunkt, hvor må man stoppe op og revurdere, hvor energien er bedst brugt, og jeg kan godt se, at jeg lige nu skal bruge væsentligt mere energi på at forstå mine regninger og app’en, der hører til, end det giver mening. Så nu starter jeg et andet sted, nemlig med at aflæse mine målere en gang om ugen. Jeg har lagt en bog ud i bryggerset, og så starter vi dér.

Så er jeg forhåbentlig bedre klædt på til at spørge ind til det, der ser mærkeligt ud, når jeg får den næste opgørelse. 

2.

Forbudt mig selv at købe ind til Kr. Himmelfartsferien.

Instinktet er at hamstre, når nu butikkerne holder lukket, men jeg har god erfaring med at lave en slags ‘indkøbs-faste’, bare en gang i mellem. Det tvinger mig til at tage det, der ligger bagerst i fryseren, at få brugt prøven med ansigtscreme og komme til bunds i snackskuffen.

Og altså: Verden er jo aldrig mere lukket, end at vi kan få fat i alt på 10 minutter, hvis det virkelig kniber. 

3.

Gjort mig mine første have-erfaringer.

Nogle krukker er for små, så jeg vander jorden af dem, når jeg vander. Nogle af dem står forkert og får ikke helt lys nok. Jeg har også fået svedet bladene på nogle af planterne, fordi jeg ikke lige fattede, at man skulle gøde nedefra og ikke ned oveni det hele.

I stedet for at rulle øjne af min egen manglende formåen, øver jeg mig i at huske, at jeg lige skal lære det, og at fejl som bekendt en fin læremester ift, hvordan ting *ikke* fungerer.

Og er det minimalisme? Næ. Ikke i klassisk forstand. Jamen, hvad laver det så her på listen, Linda? Det skal jeg sige dig.

Det er på, fordi jeg synes, jeg skal være god til alt, hvad jeg giver mig til, første gang, jeg forsøger. Alle – inkl. min hjerne – ved, at det jo ikke er sådan, det fungerer, men den slags realiteter er min indre stemme beklageligvis ganske upåvirket af. Derfor er det for mig en god, mentalminimalistisk øvelse at bevæge mig ud i noget, jeg ikke har prøvet før, og hele tiden holde mig for øje, at det overordnede mål faktisk ikke er projektet i sig selv, men at lære at udvise lidt større overbærenhed overfor mig selv og de fejl, der uværgerligt følger med, når man skal tilegne sig nye færdigheder eller gøre noget andet, end man plejer. 

Hvilket jo er temmelig relevant, når man f.eks. skal starte sin egen virksomhed op.

Så jeg øver mig, fejler, tager ved lære og fejler igen.

Det er work in progress, og det er ok.

All eyes on you

Forleden læste jeg (endnu) en artikel om, at der er svært at være ung i dag, fordi de sociale medier lægger op til, at man skal være perfekt.

Jeg spekulerer ofte over, om de unge selv oplever SoMe som ligeså problematisk, som vi, der voksede op uden internet, men som blev smidt ud i og på det som voksne, gør, eller om de faktisk i det store og hele bare navigerer i det, fordi det for dem er et aspekt af livet.

Uanset hvad, kom jeg, efter at have læse artiklen, til at tænke på, at vi, der ikke længere kan betegnes som unge, måske er bange for internettet og alt, hvad det kan medføre af forfærdelige ting, fordi vi ikke tilbundsgående forstår det. Vi kan ikke afkode landskabet eller se faresignalerne, og er derfor bare for en sikkerhedsskyld bange for alt fra hævnporno og pædofili over catfishing og afrikanske prinser til phishing, overvågning og overdreven perfektion.

Men de frygtmæssige spredehagl forhindrer os stadig ikke i selv at gå i en fælde, som jeg har første gang til gode at se de unge; de virtuelt indfødte, gå i. 

For vi glemmer meget ofte, at internettet ikke starter og slutter på egen skærm, men at der faktisk sidder mennesker derude, som læser, hvad vi skriver og ser, hvad vi lægger op – og husker det.

Og hvor jeg kan trække lidt på smilebåndet, når jeg er afsted med en veninde, jeg har kendt hele livet, som tegner et billede af sit unge selv som EMO-metalchick, og jeg måske godt kan huske, at det vildeste, der røg i cd-afspilleren var Mötley Crue, så kan det skabe helt andre og langt mere problematiske udfordringer end godmodigt drilleri, når man som kendt person bøjer, sliber og tilpasser fortiden, for at skabe en persona og en virkelighed, som faktisk ikke er sand.

Heller ikke selvom man har fortalt historien så mange gange, at man selv er kommet til at tro (lidt) på den. 

Den luksus havde vi inden internettet, f.eks. da vi som unge flyttede til andre byer. Vi kunne genopfinde os selv, udelade det, vi ikke ville have med, og caste de andre fortællinger i rammer, der passede bedre til det og dem, vi gerne ville skabe og være.

Og derfor er der måske nogle af os, der kommer til at blive ved med at gøre det i dag, selvom internettet nu er en faktor, der fungerer som både forstørrelsesglas og arkiv; vi er simpelthen ikke vokset op med at skulle tage højde for et publikum, vi ikke fysisk kan se.  

Jeg tror f.eks. at det er det, der er blevet et problem for Amber Heard. Hun skrev en klumme, hvori hun fremstillede sig selv som et offer for partnervold, og det er eksploderet mellem hænderne på hende. For uanset hvad man mener om den retsag – om overhovedet noget – og de roller, de hver især har haft i ægteskabet, så står det relativt klart, at hun i hvert fald ikke helt har været det uskyldige offer, hun i klummen kom til at fremstille sig selv som. 

Det bliver også lidt problematisk, når en udenlandsdansker, der har slået en forretning op på at videreformidle den danske opdragelsesmodel til amerikanerne, på IG laver et opslag om nærvær, og man kan læse, at ‘mange danskere har kurve på små borde i entreen, hvori de lægger deres mobiltelefoner, når de kommer hjem’. Jeg siger ikke, at de forældre ikke findes. Jeg siger bare, at jeg aldrig, ikke én eneste gang, nogensinde, ever har mødt, set eller hørt om bare én forælder, der gør det.

Herlufsholm er også et godt eksempel på, hvor meget panik, det kan skabe, når videoer og beretninger, der direkte modsiger den fortælling, man ellers har haft så meget glæde af, siver ud, og man pludselig står ansigt til ansigt med risikoen for, at valutaen, man i en menneskealder har brugt til at betale for sit ophold i bestemte, sociale klasser, pludselig kan blive værdiløs.

Eller når man som statsminister eller departementschef omhyggeligt har konstrueret en fortælling om, at man jo bare er sosu-hjælperens bedste ven, der elsker makrelmadder og håndbold, og det så pludselig fyger med screenshots, der mere leder tanken hen på noget moderat diktatur. 

Vi glemmer, at folk kigger med; også når de ikke fysisk er til stede, og det er et selvmål af format, for man ville i langt de fleste tilfælde kunne have fået samme – eller bedre – resultater, hvis man bare havde holdt sig til sandheden.

Man kan sagtens tale til Folket, også virtuelt, uden at forsøge at tale sig selv ned i øjenhøjde med props, podcasts og pålæg.

Man kunne sagtens have haft en relevant samtale om nærvær uden at udstyre danske forældre med nye møbler og vaner. 

Man kunne have truffet beslutninger og reageret på en måde, så Herlufsholm stadig havde været et sted, man skrev øverst på CV’et, uanset hvad der sker herfra.

Og hvor man ville have mødt forståelse og støtte, hvis man havde skrevet, at man havde ar fra et forhold, hvor man fik det værste frem i hinanden, så udløser det foragt, når man forsøger at tegne et billede af sig selv som domestic-violence-survivor for egen vindings skyld.

Vi glemmer at folk kigger med, og vi glemmer det, både fordi vi er internet-immigranter, og fordi vi alle sammen starter fra bunden, hvor ingen gør andet og mere end at trække på smilebåndet, når vi selv synes, vi kan huske, at vi elskede Metallica. Men i takt med, at vi kravler op ad rangstigen, og bliver mere synlige eller står i en position, hvor vi kan drage fordel af, at en fortælling vinkles på en bestemt måde, så BLIVER det et problem, hvis vi lyver, udelader eller former. For så sidder der pludselig mennesker, der pga. nationalitet, faglighed eller erfaring kan kalde vores selvillusoriske bluff.

Og hvor folk glemmer og tilgiver uvidenhed, fejl og arbejdsmæssige fuck ups, fordi vi kender det fra os selv, og i morgen er det en anden, der skvatter ned fra piedestalen, så slår intet dybere revner i din troværdighed end lånte fjer og bevidst manipulation.

Det bliver husket. Og dét kommer du aldrig tilbage fra.

M2022, uge 20

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Endelig fundet de perfekte isterningbakker.

Jeg har aldrig syntes, at poserne var optimale, men de har stadig været det mindst-dårlige bud, synes jeg. De stive plastikbakker er umulige at trykke en enkelt isklump ud af, mens silikoneformene er et waterworld-helvede i en skuffe-fryser. 

Men nu; NU! har jeg fundet den perfekte hybrid. En plastikbakke med silikonebund.

At isterningerne samtidig er ekstra store, er bare et plus, fordi (har jeg gennem mit gin-antropologiske feltstudie lært) kulde holder på kulde, og derfor smelter meget is/store isterninger langsommere, hvilket betyder, at du slipper for udvandede sjusser.

Jeg har købt to bakker, og bruger den ene til isterninger, og den anden til iskaffe- og juicerester. Så er der til smoothies, dansk vand med smag, mimosas og iskaffe, der så ikke vander ud. Når terningerne er frosne, prikker jeg dem ud og hælder dem i en pose. På den måde optager de mindre plads, efterhånden som man får dem brugt, og de kan Tetris-modelleres ift. øvrigt indhold. 

2.

Arvet en kæmpe pose tøj til børnene fra min søster. 

Som den kæmpe legende hun er, fik hun den i bedste druglord-stil smuglet ned i bagagerummet på min bil, uden at børnene så det, og jeg fik dermed mulighed for lige at gennemgå og sortere tøjet uden indblanding først. Jeg KAN ikke understrege, hvor meget jeg sætter pris på den måde at gøre det på. 

3.

Foræret to pakker pålæg væk, inden de blev for gamle.

Det er én af de ting, jeg næsten er mest tilfreds med at have lært gennem de her indlæg: At jeg opdager det, når jeg 3 gange har kigget på den samme leverpostej og tænkt ‘den når vi ikke at spise’, og så sørger for at få den foræret væk, mens der stadig er holdbarhed tilbage. Vi har en ualmindelig fin sortbørshandel kørende hen over gaden, hvor mælk, datovarer og bagværk vandrer frem og tilbage, og jeg elsker det. 

4.

Solgt oldefars scooter på Marketplace. 

Hans øjne er ikke så gode mere, og derfor ville han gerne af med den. Det tog under en time at få dyret afsat, og jeg holder aldrig op med at blive forundret over, hvad man kan sælge på den platform.

_______________

5.

Der var en enkelt af jer, der spurgte til, hvad det koster at starte firma op, og jeg har derfor prøvet at lave en liste over de udgifter, jeg er stødt på so far. 

Priserne vil selvfølgelig afhænge af, hvad for en virksomhed, du starter op, men for mig ser det sådan her ud:

Firmakonto (lovpligtig): 

1500 kr. i oprettelse. Herudover 250 kr. pr. kvartal

Jeg har valgt at bruge min egen bank, fordi jeg vurderer, at den fordel, der ligger i, at de kender mig, ved, at jeg har betalt 1/4 mill. ud, og to gange selv har bedt om at få sat afbetalingsbeløbet op, langt opvejer en eventuel besparelse i en anden bank. Derudover kan der også være noget med gebyrer på overførsler, hvis de skal ske mellem to banker – og så er det bare nemmere, at det hele er samlet ét sted.

Erhvervsforsikring (lovpligtig):

3100 kr. pr. år

Også her er jeg gået med mit eksisterende forsikringsselskab, fordi jeg så i hvert fald undgår, at to selskaber begge forsøger at få hinanden til at betale, hvis jeg kører ind i nogen, når jeg kører hjem fra en opgave.

Sygeforsikring:

Ca. 5000 pr. år

Der er forskellige holdninger til, om man synes, den er nødvendig. Jeg har ikke tegnet endnu, men som jeg forstår det, kan man få omkring 1000 kr. pr. dag, hvis man er syg. Om der er begrænsning på antal af dage, hvor meget, man skal dokumentere osv. ved jeg endnu ikke, men jeg har den på min liste, og derfor kommer den også lige med her. 

Visitkort:

380 kr. for 500 stk. 

Revisor:

2500 – 5000 pr. år. 

Jeg har valgt en revisor, der har en del selvstændige tegnsprogstolke under vingerne, fordi jeg synes, det er rart, at han ved, hvad jeg laver. Prisen kommer til at afhænge af, hvor meget hjælp, jeg får brug for, men jeg kan høre, at de andre tolke, der er i stald hos ham, ender i det lag. 

Regnskabsprogram/køreapp:

Der findes gratis versioner, man kan bruge, men ellers omkring 2000 kr. 

Jeg vælger et, som flere andre tolke har, af den meget lavpraktiske grund, at der så er nogen at spørge. 

Arbejdstøj/skilte:

300 kr. for 2 stk.

Evt. telefon:

Jeg bruger min private.

A-kasse:

Jeg har ikke skiftet endnu, fordi jeg lige mangler svar på nogle ting fra HK, og derfor bliver jeg svar skyldig ift. pris. 

Hjemmeside/fotos:

Jeg er meget, meget heldig at have en, der gider hjælpe mig med at sætte min op, så jeg ved ikke, hvad det koster, hvis man skal ud og købe sig fra det.

Pensionsindbetaling:

Den her er jeg også stadig i gang med, for jeg mangler svar på, hvordan det påvirker prisen på de forsikringer, jeg har gennem pensionsselskabet, når jeg bliver selvstændig. Den fælde røg jeg nemlig i sidste år, da jeg i sommerferien arbejdede som timelønnet; da pensionen ikke længere var arbejdsgiverindbetalt, og dermed ikke en del af en aftale, steg mine forsikringer til det dobbelte. Det betød, at selvom jeg som timelønnet indbetalte det samme beløb, som da jeg var lønmodtager, så var den bid, der reelt blev sat på pensionsopsparing væsentlig mindre, fordi pengene i stedet gik til at betale de dyrere forsikringer. Derfor skal jeg have undersøgt, hvordan det forholder sig, når man er selvstændig, for så er der jo af gode grunde ikke en arbejdsgiveraftale, der kan påvirke prisen. 

Evt.:

En sidste detalje er, at jeg formentlig (forhåbentlig!) også kommer til at miste det fripladstilskud og den boligstøtte, jeg lige nu modtager. Det er nok mere et indtægtstab end det er en udgift, men når man sidder med den store kugleramme fremme, er det stadig ét af de røde tal, man skal huske at have med.

Herlufsholm for begyndere

Sommerferien nærmer sig, og med dén afslutningen på Fridas første år i den danske folkeskole. Aula er proppet til bristepunktet med invitationer til både forældremøder og foredrag, og måske er det derfor, at jeg den sidste tid har tænkt meget over, hvornår vi bør gå fra at understøtte fællesskabet i en klasse eller på en skole, til at hjælpe vores børn med at afkode adfærd, der er uhensigtsmæssig.

Når børn starter i skole, er der masser af indledende oplæg om, hvordan vi som forældre understøtter klassens trivsel, og ét af de vigtigste mantraer i diverse Stop Mobning-kampagner er, at vi skal tale pænt om de andre børn/skolen/lærerne foran egne børn. 

Jeg oplever, at de fleste forældre i høj grad faktisk prøver at efterleve dette. At vi, når egen avl kommer hjem og er helt fulde af følelser, fordi nogen har sagt eller gjort noget, der ikke var rart, prøver at tale om, hvad der skete, *før* katastrofen indtraf, og forsigtigt forsøger at skabe opmærksomhed på egne aktier.

Og et langt stykke hen ad vejen giver det mening; ikke mindst i en forstad som den, vi bor i, hvor forbløffende mange af de forældre, der har børn på skolen, selv er vokset op i området og nu har slået sig ned og stiftet familie, tre gader fra deres barndomshjem. Folk har datet, været venner med hinandens søskende, har gået i samme klasse i folkeskolen, været hinanden utro, er blevet drillet af fætre og har festet med kusiner på kryds og tværs og kryds igen. Det betyder, at der er ret meget historie på forældresiden, der potentielt kan have betydning for det filter, man ser andre børns opførsel igennem.

Derfor giver det mening at prøve at forholde sig nogenlunde neutralt og – for at bruge en på-disse-foldbold-og-håndboldkanter-meget-populær metafor – at spille hinandens børn bedre.

Men det, jeg er begyndt at tænke meget over, er de situationer, hvor et andet barn faktisk opfører sig som en dårlig ven, og hvor vi kan se det. For hvornår må vi sige det højt til vores egne børn?

Hvis nogen sidder og tænker, at børn er børn, og at man skal passe på med at tillægge dem voksenmotiver, er det min påstand, at det er fordi man ikke selv har været på modtagersiden af den slags. Det har jeg, og det startede i børnehaveklassen. Jeg tror, jeg gik i første klasse, da nogen rev min ørering ud, gennem øreflippen, og jeg kan nærmest kun huske toiletterne fra min tid fra 0. – 6. klasse. Det er Lord of the Flies, og det bliver vi nødt til at være ærlige omkring.

For problemet er, at jeg lige nu kender ret mange, der er ved at rive håret ud af hovedet på sig selv over manglende trivsel, mobning og magtspil, der får Game of Thrones til at ligne et spil Uno, i klasser, hvor børnene ikke engang er fyldt 10. 

For at tage et konkret eksempel, der ligger lidt tilbage i tid, var der f.eks. et barn, der i en periode pure nægtede at sige godmorgen til den ene af mine børn med det resultat, at jeg hver morgen måtte gå ud ad døren med lyden af gråd i ørerne. Barnet selv var glad og godt tilpas, så der var ikke tale om et situation, hvor noget for dét barn var svært. Jeg kender forældrene, som er skidesøde, og der er gode værdier i hjemmet. Barnet har været herhjemme masser af gange, og det var bare i det hele taget ret tydeligt, at det handlede om at positionere sig og få mit barn til at hige efter at blive set. 

Den tyggede jeg på et par uger, for man kan jo ikke tvinge ord ud af munden på nogen. Omvendt var mit barn meget klemt af situationen, og spurgte mange gange i løbet af en uge, hvorfor X ikke ville sige godmorgen mere. Min løsning blev, at jeg, da barnet kom og spurgte mig, hvornår h*n måtte komme med hjem og lege, svarede, at jeg faktisk ikke havde lyst til at have barnet med hjem, fordi “jeg ikke syntes, at du er en særlig god ven lige nu.”

Der har ikke være problemer siden.

Og fortæller jeg det for at prale med, at jeg har trynet et barn og tvunget min vilje igennem? Nej. Jeg fortæller det, fordi jeg synes, det er vigtigt at hjælpe mine børn med at lære at sortere i, hvornår de selv har været med til at skabe en træls situation, og hvornår den ville være opstået, uanset hvad de selv havde sagt eller gjort, for nogle gange, ikke? Så ER det den anden, der er et røvhul. Det har taget mig mange, mange, MANGE år at lære, og det er egentlig det, der er hele min pointe med dette indlæg. 

For hvis vi gerne vil opdrage mennesker, der kan mærke sig selv, kan sige fra og ikke lader sig udnytte, men som samtidig ikke er bange for at stikke en oprigtig ment undskyldning, når de godt kan se, at de selv har været med til at skabe en åndssvag situation, så er vi nødt til at støtte dem i det, de ser, når de faktisk tolker det rigtigt.

Og ligesom vi efterhånden forhåbentlig er ved at have faset ‘Det er fordi, han godt kan lide dig!’ ud af forklaringsrepetoiret, når vores døtre kommer hjem og fortæller, at Emil har hevet i hår eller skubbet, fordi det sgu bare er dér, det starter, hvis vi skal lære den næste generation, at kærlighed og interesse ikke skal udtrykkes gennem grænseoverskridende adfærd og vold, så er tiden måske også kommet til at blive bedre til at forebygge både medløberi, ghosting og gaslighting ved at italesætte den adfærd, der er forløber til dét? Som f.eks. når en person, man er glad for, pludselig ignorerer én. Eller lyver. Eller spiller én ud mod de andre. Eller man har en aftale, og den anden pludselig ikke lige gider alligevel. Her taler vi selvfølgelig ikke om de gange, hvor det er en god forklaring; jeg taler udelukkende om de situationer, hvor man som forælder har svært ved at (bort)forklare det andet barns adfærd, fordi man faktisk ikke selv synes, den er i orden.

Det er vigtigt at lære at se tingene fra flere sider, men lige nu synes jeg, at der bliver lagt op til, at man enten skal ignorere, udglatte og fordele skylden 50/50 eller være pædagogisk neutral ved at anerkende barnets følelser (“Det bliver du vred over, kan jeg se”) – men uden at tage parti.

Jeg er ikke længere sikker på, at vi hjælper vores børn med den praksis, for vi stækker deres medfødte evne til at mærke og reagere på uretfærdighed, når de møder den. Både når den rammer dem selv, og når de ser den ramme andre.

M2022, uge 19

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har vi vredet vores årskort til WOW-park for de allersidste dråber.

Jeg tror, jeg har nævnt det herinde før, men nu, hvor sommeren står for døren, og mange af os laver ‘Ej, så skal vi faktisk kun komme én gang mere, så er årskortet tjent ind’-regnestykket i diverse dyre- og forlystelsesparker, er det nok et meget fint tidspunkt at genudsende den her: Skriv i din kalender, når du køber kortet, hvornår det udløber.

Og nej. Man sidder ikke og læser halve år frem i sin virtuelle Mayland, men lige når kortet er købt, er det også nemt nok at huske. Det er på den anden side af vinter, at man for længst har glemt, at man købte det, og der ER man begyndt at bladre frem.

Hvis ikke jeg havde skrevet slutdatoen i min kalender, tror jeg ikke, vi var nået forbi i år (det udløber i dag), men vi har nappet 3 ture på den her side af nytår, og er dermed oppe på 8-10 ture alt i alt, og så kan det pludselig godt betale sig.

2.

Har jeg søgt og fået ledsagerkort til Anton.

oKAY, den hjemmeside, man bestiller på, er en diva. Jeg har for real brugt over to uger på at lave ansøgningen, fordi siden bare spillede død, hver gang jeg forsøgte at logge på. Jeg søgte aktindsigt i Antons journal, så jeg kunne vedhæfte forsiden med diagnosen på, og på den måde spare udgiften til en lægeerklæring. Pasbilledet tog jeg med en app og uploadede, så det var også gratis.

Nu har vi det. Faktisk mest for Fridas skyld, for det betyder, at vi kan tage onkel Lasse eller en af mine forældre med, når vi skal steder, hvor Anton får hurtigere nok end Frida, og så sende dem ud/hjem, mens jeg kan blive tilbage som anstandsdame for socialpapegøjen.

3.

Har vi levet af mad fra fryseren, både fra de bagerste hylder og indkøbt til formålet.

Jeg har en løs tommelfingerregel om, at når vi i løbet af en uge har mere end to ting på aftenprogrammet, så skal jeg på forhånd have forholdt mig til, at maden skal være nem-nem. Og skal man have regler for alt? Nej, sgu da. Men jeg er SÅ slem til at overvurdere, hvor meget jeg kan nå/overskue, og så får jeg købt ind til ambitiøse projekter til de dage, hvor kalenderen er tom.

Det, jeg glemmer, er, at der i en uge med en aftenopgave, et to timers forældremøde og en fyldig korrekturopgave med en lidt presset bagkant, er der så mange hængepartier fra default-husholdningen (vasketøj, lektier, indkøb osv.), der er blevet udskudt og flyttet rundt på, at jeg er nødt til at bruge den tid, jeg normalt ville have brugt på at hakke, snitte og bage, på dét.

Det har kostet mig kød, grønt og tårer at lære, men nu ved jeg det, og retter ind efter det. Det er lidt mere lødigt og i hvert fald billigere at forholde sig til på forhånd, end at kapitulere på dagen og bestille take away.

4.

Har jeg erkendt mit nederlag ift. at lave et M2022-punkt om opstart af firma. For det, jeg *nu* har lært er, at alting i den her fase, foregår simultant. Jeg er således lige nu i gang med at tegne lovpligtige forsikringer, producere indhold og lade være med at gå i vejen for min dygtige og uendeligt tålmodige hjemmeside-ekspert, planlægge møde med revisoren, bestille firmakonto, finde fotograf og. så. videre – samtidigt.

Det giver simpelthen ikke mening at sætte det op i punktform, så bare til de 3 af jer, der sidder med en god ide og tilbageholdt åndedræt og venter: Jeg kommer til at svigte jer.

Til hvem det måtte vedrøre

Jeg har de sidste uger arbejdet på et skriv om vores forløb gennem systemet. Først havde jeg tænkt det som et blogindlæg, men det blev langt. 5 sider for at være præcis. Så tænkte jeg, at jeg ville sende det til en avis som læserbrev. Samme problem. Meget få aviser vil trykke noget, der er så langt, og endnu færre vil læse det.

Måske det samme gælder her. Men jeg har brug for at få det ud i verden, og nu, hvor jeg er blevet en form for ufrivillig ambassadør, og jeg her har en virtuel sæbekasse at stå på, vælger jeg at poste det alligevel. Mit håb er, at det kan tjene som spejl for dem, der selv står på tærsklen til den verden, eller at det kan fungere som baggrundsviden for mennesker, der arbejder på områder, der perifært berører det her.

Hvis du har nogen i din omgangskreds, der står i det, kan det måske tjene som forklaring på, hvorfor de pludselig ligner nogen på 100.

Du skal læse det, hvis du har lyst. Hvis ikke; hvis det er for irrelevant eller deprimerende for lige netop dig, er der nul sure miner, hvis du springer der over.

Hvis du kender nogen, der kunne have glæde af at læse det, vil jeg blive glad, hvis du vil dele det fra facebooksiden, så jeg har en chance for at følge med i, om/hvor langt det når omkring.

Sidst men ikke mindst: Støder du på noget i teksten, som du ved er faktuelt forkert, så smid endelig en kommentar, så jeg kan få det rettet og ikke er med til at forplumre billedet yderligere.

På forhånd tak – og god læselyst.

_____________

I sidste uge blev jeg interviewet i forbindelse med en undersøgelse, Esbjerg Kommune er ved at lave ift. deres indsats på specialundervisningsområdet, fordi jeg har dreng på 11 år, som for nyligt er blevet diagnosticeret med Infantil Autisme. (’Infantil’ betyder, at autismen er kommet til udtryk inden barnets fyldte 3. år, og siger altså ikke, som mange fejlagtigt tror, noget om funktionsniveauet).

Kulegravningen af kommunens indsats på specialområdet kommer i kølvandet på en del sager i pressen, hvor det er kommet frem, at kommunen mildest talt ikke har levet op til sine forpligtelser overfor børn og unge med særlige behov og deres familier.

Også på landsplan er der fokus på disse børn og familier, hvilket er både godt og tiltrængt, og de fleste har vist efterhånden forstået, at det her område ikke fungerer, som det skal. 

Men min oplevelse, både som mor og som almindelig borger er, at det meget hurtigt bliver meget uklart, hvad problemet egentlig er, fordi man i debatten hele tiden støder på udtrykket ’Systemet’, og det er umuligt at gennemskue, om det dækker over skoler, sagsbehandlere, kommuner eller børnepsykiatriske afdelinger. Derfor giver mange op ift. at prøve at forstå, og det betyder, at ingen tager initiativ til at ændre og forbedre, simpelthen fordi man ikke kan pege på fejl ved et system, man ikke kan gennemskue.

Problemet er, at det hele er filtret sammen i én, stor, gordisk knude, fordi udredning, behandling, undervisning og hjælp er blandet sammen i én pærevælling, hvor ingen af aktørerne kan foretage sig noget uden at inddrage de andre.

Samtidig består gruppen af børn/unge, der tales om, af individer, der spænder fra højintelligente og normaltbegavede til nonverbale og retarderede, og det vil være umuligt at lave et one-size-fits-all-undervisningstilbud.

Derfor tror jeg, at debatten skal skilles ad, for egentlig består problemet af to dele, der må og skal løses særskilt.

Der SKAL tales om, hvordan man kan tilrettelægge et specialundervisningstilbud, for lige nu er det, der eksisterer, nogle steder under AL kritik og andre steder helt fraværende alle andre steder end på papiret.

Men inden vi når så langt, er vi nødt til at tale om den totale mangel på systematik, overblik og sikkerhed, som familier bliver udsat for, når de får mistanke om, at de har et barn med særlige behov.

For det første og største problem på det her område er, at der er for mange instanser involveret, og at disse er underlagt forskellige lovgivninger – som ikke er rangordnede. F.eks. er skolerne og PPR underlagt Forvaltningsloven, mens f.eks. Børnepsyk. er underlagt Sundhedsloven/Serviceloven.

Det lyder tørt og teknisk, men det giver benspænd så massive, at det ikke giver mening at tale om undervisningsområdet, før man har lavet en helhedsvurdering af den samlede indsats. Der er simpelthen ingen grund til at pille undervisningsdelen ud og kigge isoleret på den, for det svarer til at prøve at vurdere kvaliteten af en skammel ved kun at kigge på det ene ben. 

Jeg kan ikke understrege nok, hvor problematisk det er, når man som familie skal have hjælp af et system, hvor rollefordelingen ikke er klar, og ingen derfor sidder med det samlede overblik. Alle forvalter deres eget, afgrænsede fragment af indsatsen, hvilket dels giver en himmelråbende mangel på sammenhæng, og dels giver masser af sprækker, man konstant falder ned i. Den eneste, der har det fulde overblik, er forældrene, og dermed bliver det deres/vores opgave at informere alle parter, at følge op, rykke og holde styr på – alt sammen, mens vi kæmper imod en helt urimelig mængde af lavpraktiske forhindringer.

Det er et KÆMPE problem, at den behandlingsgaranti, vi alle sammen har på sundhedsområdet, reelt sættes ud af spil her, fordi den først gælder, når vi endelig er kommet gennem nåleøjet og har fået lov at blive udredt. For os tog det 2 år og 6 måneder at nå til døren. Så hjælper det ikke meget, at Børnepsyk. har en behandlingsgaranti på 30 dage. 

For at prøve at synliggøre nogle af de mange problemer, denne sammenblanding af instanser giver, har jeg nedenfor prøvet at lave et kort rids af vores eget forløb. 

Før diagnosen:

Helt lavpraktisk kontakter jeg i 2019 min søns skole med ønske om udredning for autisme. Inden da har jeg kontaktet egen læge, hvor beskeden var, at det ikke er ham, jeg skal have fat i – det er skolen. Jeg bliver derfor noget forbløffet, da skolen starter med at bede mig om at kontakte egen læge. Den øvelse gentager sig 3 gange, før skolen til sidst overgiver sig og sætter forløbet i gang. 

Det bliver altså skolen (som har en økonomisk interesse i resultatet af en udredning), der kommer til at fungere som en form for dørmand ift., om jeg kan få lov at få fagfolk til at se på og potentielt hjælpe mit barn.

Senere finder jeg ud af, at chancerne for at komme igennem nåleøjet og vinde hovedpræmien, nemlig en udredning på børnepsyk., faktisk ofte ER bedre, hvis man kommer fra skolen med PPR i ryggen. For så kommer man ind ad døren med tests, observationer og en PPV i hånden; dokumenter, som lægen jo af gode grunde ikke kan lave på en 20 minutters konsultation (som var det, min egen læge satte af til samtalen, da skolen første gang bad mig gå gennem ham).

Undervejs i forløbet:

Herfra starter så et forløb så uklart og rodet, at det er svært at beskrive i ord. Selvom jeg ovenfor skrev, at debatten skal skilles ad, er vi her alligevel nødt til at inddrage skolen, for det er dem, der står for at inddrage PPR, som skal teste, observere og udarbejde de rapporter, der skal sendes til psyk.

Inden dét kan sendes afsted, er det altså alene skolen, der er på banen, og noget af det første, man her stifter bekendtskab med, er Netværksmøder. Så vidt jeg forstår – jeg har stadig, efter snart 3 år, ikke modtaget officiel information om formålet med møderne, hvor på forløbs-trappen, de ligger, eller hvem der sidder med beslutningskompetencen – er formålet her at vurdere den igangværende indsats, og eventuel justere denne undervejs.

At tale om ’indsats’ er noget af en verbal opsminkning af det, der reelt finder sted. For vores vedkommende består indsatsen i, at Anton (på min foranledning) er lektienedsat (hvor det er mig, der vurderer, hvad han skal lave), at han holder 3 x 20 minutters pause i løbet af en uge (som jeg har bedt om, som afholdes i et rum, jeg har sørget for, at vi fandt, hvor han sidder med sin iPad, som jeg har foreslået som pauseaktivitet – som i øvrigt også er den, jeg sætter alarmen på 3 gange om ugen, så lærerne husker at sende ham ind). Mig. Der er tegnsprogstolk og altså hverken lærer eller psykolog. Herudover kommer der en pædagog og hjælper ham med matematik ca. 2 lektioner om ugen. Pædagogen? Han er et ualmindeligt rart menneske – som er pædagog, og altså hverken er matematiklærer eller specialuddannet, og som man dermed ikke kan forvente har særlige kompetencer ift. autistiske børn. ALT på det her niveau er bundet op på enkeltindivider, og det er bare heldigt for os, at de 2 klasselærere, vi har og har haft med ombord, strækker sig langt ud over, hvad man med rimelighed kan forvente, for at passe på Anton.

Og så har vi slet ikke snakket om, at ingen på noget tidspunkt forholder sig til andet end det faglige. Altså, at man ikke inddrager de elementer af skoledagen, der ikke er ren undervisning, f.eks. skoletandpleje, SFO/Klub, og alle de udfordringer, der følger med, når klassen pludselig skal på tur eller skal cykle tværs igennem byen. Her er det igen mig som mor, der skal nå at finde ud af, hvad der skal ske, forberede Anton, vurdere, hvad der kan være behov for, hvad han magter, hvad der er forsvarligt (han er f.eks. stadig ikke trafiksikker) og ringe på forhånd og bede om det. Alt sammen ved siden af mit fuldtidsarbejde, de sædvanlige autisme-udfordringer og min mor-tjans for mit andet, neurotypiske barn, som har helt andre, men ligeså vigtige behov som sin autistiske bror, og som jeg derfor ikke bare kan parkere, mens jeg lige tager mig af alt det her. 

Og inden nogen siger, at hvis han skal gå i et normalt undervisningstilbud, så må vi rette ind og følge med, så vil jeg lige nævne, at en plads i en specialklasse ikke er noget, man bare lige får.

Det er i øvrigt, så vidt jeg kan læse mig frem til, distriktsskolen, der skal betale for barnets plads i sådan en klasse, og den er dyr. Hvis det reelt forholder sig sådan, kan man da her tale om en interessekonflikt, der er til at få øje på.

Jeg vil også gerne komme ”Når børnene ikke har fået deres diagnoser endnu, så så kan man jo ikke bare give støtte”- argumentet i forkøbet – for vi har brugt små 3 år på at få den, diagnosen, og i al den tid går barnet jo altså stadig i skole og skulle, ideelt set, gerne andet og mere end bare opbevares. Det er beklageligvis ikke sådan, at udfordringerne først aktiveres den dag, man får diagnosen og dermed, på papiret, adgang til ressourcerne. I al den tid er man ikke omfattet af behandlingsgarantien, og er dermed bare nødt til at æde, at der ikke sker andet end det, man selv kan plage/tude/forhandle sig til.

Alt imens alt ovenstående foregår, snegler sagen sig igennem systemet. Altså, når man ikke lige rammer ind i sygdom, sommerferier og personaleudskiftning. (Vi har bl.a. været igennem 4 skoleledere, 5 psykologer og 6 talepædagoger i de 3 år, vi har været i gang.) Så snegler den sig nemlig ingen steder.

Som jeg har skrevet et par gange, kæmpede jeg i to år og seks måneder, før jeg endelig fik en indstilling til udredning afsted til børnepsyk. Og det er bare indstillingen, som ikke er en garanti for en diagnose. Mange sager ender med at børnepsyk. afviser at lave udredningen, og forældrene er dermed henvist til enten at klage og håbe på bedre held næste gang, eller at betale sig fra en udredning i privat regi. I sidstnævnte tilfælde har jeg hørt flere eksempler end jeg næsten orker at tænke på, på at forældrene så efterfølgende skal bokse med at få udredningen anerkendt i den del af systemet, hvor de skal bruge den, fordi den ikke er lavet i offentligt regi.

Finalen for os var, da jeg, efter at rykket, skældt ud og skubbet på i 29 måneder, sad hos egen læge, med alle papirer, observationer og tests og rapporten fra skolepsykologen i hånden og bad ham lave indstillingen – og han bad mig (og her citerer jeg ordret) om at ”gå tilbage til psykologen og bede hende gøre sit arbejde!” 

Jeg gik tilbage til psykologen, som gik tilbage til PPR, som på et teammøde vurderede, at en udredning var nødvendig, og det blev derfor dem, der sendte indstillingen til børnepsyk. i vores tilfælde.

Herefter fulgte 5 måneder med test, interviews og undersøgelser, hvor tiden skred, fordi man får én kontaktperson i systemet; vi har så bare har været så uheldige, at vores ofte er syg, og dermed er flere aftaler blevet udskudt. Vi er blevet glemt, så et nyt møde ikke blev sat op, før jeg ringede og rykkede, og vi mangler stadig vores Netværksmøde, som er det, Børnepsyk. inviterer skole, sagsbehandler, PPR osv. til, hvor de informerer om, hvad de har fundet ud af, og hvilke tiltag, der vil være gavnlige for barnet. Det første møde blev aflyst, og til det næste (som endnu ikke er afholdt) har skolen ikke modtaget sin invitation. Det betød, at jeg brugte en formiddag på at sidde og ringe til alle, der skal deltage i mødet, for at sikre mig, at DE havde modtaget deres invitation, så jeg ikke kom til at sidde der alene.

Mig. Fordi jeg er den ENESTE, for hvem det her er ægte vigtigt.

Og så har vi slet ikke snakket om det indlysende problem i, at skolen ikke er forpligtet til at følge én eneste anbefaling, Børnepsyk. giver pga. de to forskellige lovgivninger, instanserne er underlagt. For godt nok er psykologerne eksperterne ift. de her børn – men det er skolen, der skal betale for alt, hvad der sættes i værk, og derfor kan de vælge at gøre ingenting eller det stik modsatte af, hvad Børnepsyk. anbefaler, og der er intet, jeg eller andre kan gøre for at ændre dette faktum. 

Efter:

Når/hvis dagen så oprinder, hvor man får diagnosen, så sker der …..

Ingenting.

Vindheksene blæser rundt i e-boks, mens man selv padler rundt i vantro og uvished. For hvor der i ALLE andre sager, der ender med diagnoser, kommer en eller anden form for opfølgning og plan, så er der ingen, der her fortæller dig noget som helst. Du kan ringe og spørge, men du skal lige først finde ud af, hvem du overhovedet skal ringe til. Kommunen? Psyk.? PPR? Socialforvaltningen? Egen læge? Det finder du bare lige selv ud af. Og når du får nogen i røret, minder det mest af alt, om en af de børnelege, hvor man skal gætte noget bestemt, og dem man, spørger kun må svare ”Ja” eller ”Nej”. Det er aldrig dem, du ringer til, der står for det, du spørger om, og de ved aldrig lige helt, hvem du så skal have fat i.

Da jeg f.eks. fandt ud af, at jeg havde en sagsbehandler (imagine my surprise over ikke at have mødt hende, eller bare hørt om hende i hele den her proces), og jeg ringede til hende med nogle meget basale spørgsmål ift. hjælp til at søge medicintilskud og hjælpemidler var der stille i røret. Mistænkeligt længe. ”Sidder du og googler?” spurgte jeg – og det gjorde hun. Hvilket jo ikke er specielt betryggende.

Bolden bliver spillet rundt og rundt og rundt, for når alle kan, er der ingen, der gør, og INGEN føler ansvar for NOGET. Og når du så giver op og forsøger at gøre det selv, så bliver du modarbejdet hele vejen igennem af det system, der burde være sat i verden for at hjælpe dig. Skal du lave ansøgninger til noget, hvor du skal medsende dokumentation for barnets diagnose? Så skal du lige søge en aktindsigt for at få adgang til barnets sundhedsjournal først. Han er 11 år. Hvor man søger den, spørger du? Tja. Prøv at google. Har du brug for at finde referater osv. fra noget, der ligger langt tilbage i tiden, må vi bare håbe, at du, da barnet var 3 år og gik i børnehave, var forudseende nok til enten at printe alt eller lave mapper i e-boks, når du fik noget tilsendt, for du får referater tilsendt én gang, og det er det. Der er ingen steder, hvor du som forælder eller værge har adgang til gamle papirer digitalt. De er væk-væk, fordi det er ’interne arbejdspapirer’.

Det her område er et clusterfuck af så olympiske dimensioner, at man skal bruge forbløffende mange kræfter på at bekæmpe både egen og andres vantro over det. Men vigtigere end det, så betyder uklarheden, at det er fuldstændig umuligt for dig som borger at vide, hvad du kan forvente, hvad du har ret til og krav på – og hvornår og hvordan du klager.

Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt i et gennemdigitaliseret retssamfund som det danske.

Alt er bundet op på enkeltindivider, lige fra ’indsatsen’ i skolen, over hjælpen fra egen læge til kompetencerne hos den enkelte sagsbehandler. Og for at føje spot til skade er det forskelligt fra kommune til kommune, hvem der varetager hvad. Dermed bliver det umuligt for de ramte familier at sammenligne indsatsen de forskellige steder i landet, og derfor finder vi aldrig ud af, hvad vi reelt kan bede om og forvente at få hjælp til, hvor hullerne er, og hvad det dermed kunne være hensigtsmæssigt at arbejde i diverse interesseorganisationer på at få forbedret.

ALT det er vi nødt til at få styr på, inden det giver mening at snakke om undervisningen af de her børn og unge. For lige nu er systemet så ineffektivt, ugennemskueligt og kontraproduktivt, at det knækker familier og gør livslang skade på børn og unge med diagnoser, som i forvejen er i forhøjet risiko for at udvikle f.eks. depressioner, selvskade og OCD. Børn og unge, der med den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt ville kunne få fine, hele liv, hvor mange af dem ville kunne klare sig selv med blot en smule støtte hist og her.

Og cirklen er sluttet, fordi børns livsbetingelser og netværk er altafgørende for, at de har det godt nok til at kunne tage læring ind. At undervise børn, der ikke har det godt, sænker kvaliteten af undervisningen betragteligt, for som jeg engang hørte Marianne Jelved sige til Bertel Haarder, da han godmodigt drillede hende med, at hun altid havde mere travlt med trivsel end læring:

”Ved du hvad, Bertel? Det er rigtigt svært at lære at læse, hvis man er ked af det.”

M2022, uge 18

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg rykket for mine koder til den Ista-app, jeg nævnte i sidste uges indlæg, som (forhåbentlig) giver mig mulighed for at tracke vores vandforbrug. 

De var ellers meget overbærende på boligkontoret, da jeg spurgte efter dem, og fastholdt, at jeg ikke har fået dem udleveret. Jeg ‘har fået dem tilsendt fra viceværterne én gang, men så må de jo sende dem til dig igen.’ Efter en uge med larmende tavshed og vindhekse i indbakken, rykkede jeg for dem, og nu viser det sig så, at ‘viceværterne af en eller anden mærkelig grund ikke lige har fået koderne til din afdeling’

Mig:

De kommer til at at finde de koder, for tillid er godt, men lige her fornemmer jeg, at kontrol er bedre. 

2.

Apropos vand, så har jeg gravet mine brugsanvisninger til hhv. opvaskemaskine og vaskemaskine frem, for nu, hvor jeg har fået ret godt styr på, hvad jeg kigger på og efter – og hvor – på både el- og vandfronten, syntes jeg, at det gav mening at nærstudere, hvilke programmer på de to maskiner, der bruger hvad.

Eftersom jeg ret præcist kender prisen på både en kWh og en liter vand, kan jeg jo nu pludselig lave et reelt regnestykke ift. hvilket program, der i kroner og ører er billigst.

Mange opvaskemaskiner bruger mere vand til deres lynprogrammer, fordi det er sådan, maskinen får servicet rent, så derfor ville jeg gerne se, hvilke programmer, der reelt er billige på mine specifikke maskiner, og hvilket der bare er gynger og karruseller; altså, hvor kWh-besparelsen på koldere vandtemperatur og kortere vasketid, bliver ædt op af øget vandforbrug. 

Og for en gang skyld var der noget, der var dejlig nemt. For på mine maskiner er quick-programmerne billigst i både strøm og vand.

Det betyder, at jeg nu har bragt iblødsætning back – også for at få brugt noget af alt det vand, jeg pludselig synes, vi har i overskud alle steder. (Altså, det er sgu da svært at finde anvendelse for det på en god måde?? Vi bor ikke lige til at have 5 spande med vand stående på badeværelset, og der er trods alt grænser for, hvor meget de krukker kan suge).

Men nu stiller jeg mine brugte kaffekopper i vasken og kommer en lille smule sulfo i. (Præcis samme princip som de spande, mange kantiner har stående på selvafrydningsbordet rundt omkring). Her ryger al bestik på tålt ophold, når vi har spist, for det er bestikket, der er sværest at få rent på quick-programmet – og hele ideen går jo af spareøvelsen, hvis jeg skal spule det i varmt vand, inden jeg smider det i opvaskeren. Men når det har stået og soppet i lidt overskudsvand med sæbe, bliver det også rent, og jeg kan nøjes med at køre et fuldt program, en enkelt gang eller to om ugen. 

Jeg har forsøgt at finde ud af, hvad klimaet helst vil have, at man sparer på, men jeg har ikke kunne finde noget derude. For én ting er, at det måske er billigst i kroner og ører for mig at vælge programmer, der bruger færre kWh-timer, men til gengæld masser af vand – men hvis vand belaster klimaet mere end el, så synes jeg da på alle måder, at man skal have den faktor med i sine overvejelser. 

Har vi nogen med på linjen, der ved det?

3.

Kan jeg i min Watts-app se mit samlede el-forbrug for april måned. 

Jeg blev faktisk først lidt sur over, at vi kun har formået at ligge 15% under budget, når vi i marts lå på 30%. Men nu har jeg så fundet ud af, at Watts justerer på dit forventede forbrug i takt med at den lærer dig at kende – hvilket faktisk er ret irriterende for et konkurrencemenneske som mig, der bliver motiveret af en procentsats, der flytter sig. Det gør den så ikke helt så meget mere nu, fordi den har luret, at vi sparer. Derfor har jeg kigget på, hvad mit forbrug var i april 2021, og det var 290 kWh, hvilket betyder en besparelse på  ca. 22% og ikke de 15%, jeg bliver spist af med her.

Majs number to beat er 281 kWh, og indtil videre har vi brugt 30. Jeg kunne i påsken KLART set på forbruget, at vi var hjemme, så det har jeg også lige skrevet mig bag øret ift. sommerferien. Det kommer vist til at kræve et ret konstant fokus, hvis vi skal holde forbruget nede på et niveau, hvor vi stadig kan betale regningen, uden at skulle i gang med at reklamere for indre organer på det sorte marked. 

4.

Har Esbjerg Kommune lagt den her op på sin fb-side, og den synes jeg også, I skal have glæde af:

I øvrigt:

*Meddelte Anton – altså, barnet, der har behov for forudsigelighed og kontrol i en grad, så han stadig er lidt loren ved Ørnen i Legoland – mig i går, at han har tilmeldt sig et motorcross arrangement i Klubben. Selv. Altså, ét, hvor han skal køre. Jeg sørgede selvfølgelig for at camouflere min rædsel med et stort, støttende smil og et skingert: “Ej, hvor spændende, skat!”

*Har Frida fået en ny yndlingshobby, som er, 25 gange i timen, at pege på noget og sige “Se!” til Anton og mig – og når vi så kigger, synger hun (højt): “Jeg fik en ko – til at glo – iiih, hvor jeg er go!”. Bare i tilfælde af, at nogen stadig ikke har besluttet sig for, om de vil give deres børn adgang til Youtube.

*Er jeg startet forfra på The Walking Dead, og det understreger til perfektion, præcis hvor meget jeg doomscroller på min telefon, mens jeg ser serier: Jeg kan huske ca. 10% af handlingen, selvom jeg så den for mindre end 2 år siden.

*Ved jeg i øvrigt ikke helt, hvad det siger om mig som type, at jeg, når verden er lidt uoverskuelig, finder ro i at gå kneedeep i postapokalyptiske zombier. De kaldte, Dr. Freud?

*Kan jeg på facebook se, at Region Syddanmark – i samarbejde med TV2 – har lanceret en konkurrence, hvor man med sin sms-stemme kan afgøre, hvilket af 4 forskningsprojekter, man synes skal vinde forskningsmidler. En sms-stemme. Altså, ligesom når vi stemmer på glade amatører, der bager, danser eller synger i fjernsynet, bare med forskning, der kan redde liv. Jeg har ikke *ord* til at beskrive, hvor uetisk og vanvittigt et set up, jeg synes det er. 

*Speaking of vanvittig bliver nogen snart nødt til at prøve at lægge USA i ris. WTAF med den abortdebat?

*Og når de er i gang: Køb lige et ekstra kilo basmati til det olympiske clusterfuck, der er retsagen Depp/Heard. 

*Overvejer jeg at prøve at lave et skriv om vores tur gennem systemet og sende det til en avis. Jeg er stadig ikke sikker på, om jeg synes, det er kommentarsporet og uvennerne i det system, vi stadig er afhængige af, værd. Men jeg kan fandme næsten heller ikke holde ud, at alle de familier, der står længere nede i køen end os, kommer til at skulle trækkes igennem det samme vanvid, som vi har været udsat for, uden at være forberedte på det. 

*Tror jeg simpelthen ikke, jeg forstår Mette Frederiksens stylist. Jeg tænker, at målet er at klæde hende på, så hun ikke støder hverken nogen eller noget, og samtidig bliver taget alvorligt (og alene i dét ligger der 6-700 problemstillinger, der ville have gavn af lidt lys) – men jeg synes godt nok ofte, at resultatet bliver gammeldags og kluntet. Uden at have vekslet ét ord med hende, tror jeg sgu, der er mere feist og spark i hende end dét. 

*Har jeg fået min første kontrakt som underleverandør i hus, og dermed sikret mig selv adgang til en væsentligt større pulje af opgaver fra 01.07, hvor jeg starter op som selvstændig. Det lyder teknisk og kedeligt. Jeg her helt på månen over det.

*Har jeg bevilliget mig selv to nye sæt orakelkort i Mors Dag-gave. Fordelen ved selv at stå for opgaven er, at man også selv står for gaverne.