(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg prøvet at lave mine egne soyalys – og det er virkelig ikke svært: Hæld flagerne i en gryde. Smelt. Hæld i glas. Slut.
Soyalys udleder markant færre skadelige partikler end almindelige stearinlys, og da jeg ikke rigtigt kan slutte fred med kunstige lys i min køkkenvindueskarm, har jeg prøvet at finde et andet alternativ.
Jeg købte en pakke med soyaflager og væger, og fandt et sted, hvor de havde bud på de gamle apotekerglas, så på det første batch her har jeg ikke sparet det store ift., hvad det ville have kostet at købe dem færdige. Men fordi soya opfører sig anderledes end almindelig stearin, når det smelter, bliver glassene ikke grimme indeni, og fordi soya smelter ved lav temperatur, er de nemme at vaske af og genbruge*, så næste gang jeg laver lys, vil stykprisen være væsentligt lavere.
Lader du dig smitte af ideen, så vil jeg bare lige nævne, at det kan være en god ide at købe ekstra væger, når du bestiller, og så have et glas eller to i baghånden, hvis der er mere tilbage i gryden, når du har fyldt de planlagte glas. Alternativt kan du, som jeg har gjort, hælde resten i en plastikbeholder og lade det størkne; så kan det vippes ud og smides med i gryden næste gang, du laver lys.
*Her skal lige indskydes, at man skal tænke over, hvordan man vasker dem af, så man ikke stopper sin køkkenvask til. Jeg tømmer glassene af i et stykke køkkenrulle, når de er næsten brændt ud, hælder et par skefulde vand fra kogekedlen i, hvirvler rundt, tømmer i køkkenrulle og sætter dem i opvaskemaskinen. Så bliver de som nye, og ingen afløb lider overlast i processen.
2.
Har jeg fået min første regning fra Ewii, som jeg skiftede til 01. januar og den ser sådan her ud:
Der har jeg flere positive ting at sige om.
For det første kan jeg bare virkelig, virkelig godt lide, at de ikke ruller med aconto. Det, jeg bruger, er det, jeg betaler for, og jeg gør det måned for måned.
For det andet får de 10000 point for at splitte regningen op på en overskuelig måde, så jeg kan se, hvad jeg betaler for el, og hvad jeg betaler i transport og afgift. De gør de fleste selskaber, men her er det ikke gemt i tusinde andre tal og oversigter, og min tanke er, at det vil gøre det nemmere at holde øje med, om jeg bliver for lose med at bruge strøm i de dyre timer, fordi jeg pludselig meget nemt kan se, hvordan dét tal bevæger sig, uafhængigt af den rene kWh-pris.
Det vil også gøre nemmere at holde fokus, når regningen bliver lavere, fordi nettariffen falder til april, for når man kigger på et samlet tal, kan jeg godt frygte, at det trækker forbruget i den forkerte retning, fordi den lavere tarif skjuler det, hvis kWh-forbruget kravler opad. Det vil jeg gerne undgå, både af hensyn til miljøet, og fordi det nemmere at holde fast i gode vaner end at skulle bygge dem op igen.
3.
Har jeg forsøgt at kombinere 46 års erfaring med nyfunden viden. For selvom jeg jo altid godt har vidst, at jeg kan få en ide, hyperfiksere på den, gå all all all in – for så efter 2 uger at miste interessen fuldstændigt, så har min forståelse af årsagen til egen adfærd gjort det meget, meget nemmere for mig at handle på det.
Måske fordi der pludselig er en forklaring og et mønster, og jeg derfor ikke bare skal forholde mig til 746 random områder, hvor min hjerne opfører sig fuldstændig autonomt.
For jeg bøvler lidt med morgenmaden. Det har været en ting de sidste par år, og er ikke blevet bedre med medicinen. Men hvor min sult før kom slentrende op ad formiddagen og var meget sådan her:
– så spiller den nu død, LIGE indtil den sparker døren ind og laver den her:
Og det er bare ret uhensigtsmæssigt, når man har et job, hvor man ikke selv kan bestemme pauserne.
Jeg har forsøgt med mangt og meget, og det eneste, jeg nogenlunde kan overskue om morgenen, er .. havregrød. I know. Det er super sært. Og det passer ad helvede til at skulle stå og makke med om morgenen (“det tager 2 minutter, Linda” JEG VED DET! Men det fungerer bare ikke, uanset hvordan jeg prøver at gøre det nemt). Jeg testede at varme overnight oats, og jeg er stadig traumatiseret af oplevelsen.
Summa summarum: Det skal være noget i stil med pasta-pots-princippet, hvis det skal fungere.
“Det kan man da lave selv!” tænkte jeg begejstret og begyndte at google opskrifter. Og det kan man. Men de opskrifter, der så gode ud, indeholdt flere ingredienser, som jeg skulle ud at købe. Og som nævnt: Jeg er ved at have fanget, hvad der sker som det næste her…
Så jeg har gjort kort proces og købt det færdig i en version, som også indeholder proteinpulver. Det smager strålende, er *præcis* så nemt, som det er nødt til at være, for at jeg får det gjort, og jeg har ikke 5 ingredienser, der kommer til at stå og kigge bebrejdende på mig, hver gang jeg åbner skabet, når jeg pludselig ikke længere gider havregrød.
Læren hér er, at minimalisme på den lange bane somme tider kræver maksimalisme på den korte.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg besluttet at genindføre et princip, jeg praktiserede, inden jeg fik børn, for den her uge har været alt for hidsig. Biografklub mandag, svømning tirsdag, karneval i Antons klasse torsdag og fastelavn i Fridas klasse fredag.
Tre af tingene har ligget slut-eftermiddag/aften og to af dem har krævet ekstra tid og opmærksomhed, både pga. udfordringer omkring ændring af rutiner og pga. planlægningselementet, der følger med udklædning.
Inden jeg fik børn havde jeg en aftale med mig selv om, at jeg max. måtte lave to aftaler om ugen. For de fleste er det nok ikke nødvendigt at sætte den slags på formel, men for mig, der både er for nem at begejstre og som brænder mere ud end gennemsnittet, når jeg rammer min grænse, har det bare været rart med en konkret tommelfingerregel at navigere efter.
Med børn er man jo underlagt det vilkår, at man ofte ikke selv har så meget at skulle have sagt ift. hvad skolen planlægger, ligesom højtider også altid føjer lidt ekstra til programmet. Men jeg har været helt kørt over i den her uge, fordi jeg kun har haft aftenerne til at ordne både alt det sædvanlige jazz og alt det ekstra, der har været. Set i bakspejlet skulle vi bare være sprunget over svømning tirsdag, for havde vi gjort det, ville ugen have været langt mere overkommelig.
Da det gik op for mig, kom jeg i tanke om mit gamle hjælp-til-selvhjælps-trick, og det kommer vi til at praktisere fremadrettet så vidt det overhovedet er muligt.
2.
Brugte jeg i bedste 1950’erne-stil søndagen på at tjekke madskabe og køleskab, og bruge alt det, der trængte til at blive spist i madprep til ugen, vi var på vej ind i.
(Som altid vil jeg skynde mig at sige, at jeg ikke lister nedenstående, fordi jeg tror, at I har præcis de samme rester til at stå og glo, så mine kreationer er bare tænkt som inspiration til, hvad man *kan* bruge sine rester til).
Et stykke ingefær, en avocado og to bananer blev skåret og fordelt i 4 bokse, jeg pressede et par citroner ud over og fyldte bægrene op med frosne mangostykker, og de er nu klar til at blive omsat til solskinssmoothies på forårslørdage et sted ude i fremtiden.
Alle rester af kerner og frø blev sammen med en rest parmesan omsat til to slags knækbrød.
En rød peber, en håndfuld tomater og en dåse ananas blev vendt i chilisauce til en slags cajun salsa, spidskål og gulerødder blev revet og vendt med lidt olie, eddike, salt og peber, og endelig fik lime, løg, chili og hvidløg fik lov at boble med et par dåser bønner og et halvt glas salsa til en gang refried beans. De tre ting har hele ugen fungeret som bund i bowls, hvor jeg så bare har hevet et par asiatiske frikadeller eller lidt kødsauce ud af fryseren og toppet med bagte kartoffeltern og forskellige slags dressing.
Det var ikke fordi jeg søndag bare stod og fløjtede begejstret i min køkken-sweatshop, men dels er det bare virkelig tilfredsstillende at få brugt tingene i stedet for at smide dem ud, og dels har det være den indsats, der har gjort, at jeg har spist ordentligt uden at stresse, selvom ugen var vild.
3.
Har jeg fundet to af mine gamle protein-shakere, og skulle andre have et par af dem stående i skabet, vil jeg bare lige plugge, at de fungerer virkelig godt til opbevaring af f.eks. skrællede gulerødder i køleskabet, for de tager nærmest ingen plads overhovedet.
4.
Lovede jeg for 100 år siden at tage et billede af min famøse bog, som jeg skriver i efter jul, fødselsdage og ferier. Men min tolkehjerne smed løftet væk, så det her er mig, der kommer snigende tilbage med en bedre-sent-end-aldrig.
Bogen er bare en helt almindelig A4-notesbog med spiralryg og faner. Spiralryg fordi man så kan hive sider ud, hvis man skriver forkert, eller skriver noget sammen, og faner, fordi den så forbliver overskuelig, selvom man skriver til, år for år.
Der er 5 faner i min, og jeg har en til fødselsdage, en til jul/nytår, en til sommerferie, en til hus/have og en, jeg endnu ikke har taget i brug.
De ting, jeg skriver i den er f.eks. mængder (hvor meget blev spist), placering (hvor er de juleting, vi har brug for, før vi pynter op, f.eks. nissehuer, udendørsbelysning osv), pakkelister, ideer til ferieaktiviteter, erfaringer, jeg gør mig, som er bundet op på specielle lejligheder og helt lavpraktisk info (f.eks. hvor meget maling, der gik til at male entreen).
Jeg har en håndskrift så grim, at alle verdens læger bare må sukke misundeligt, men efter 1000 dokumenter på mac’en og noter på telefonen, er konklusionen, at det for mig fungerer bedst at have en fysisk blok, jeg kan sidde med, både når jeg skal skrive, og når jeg skal læse i den.
Når vi tager på ferie, tager jeg, inden vi smutter, et billede af pakkelisten, så jeg ved, hvad jeg skal huske at få med hjem igen. Bogen forlader aldrig matriklen, for den er min eksterne harddisk og mit historiearkiv, og jeg ville være virkelig, virkelig ked af at glemme den et sted ude i verden.
De sidste måneder har jeg tænkt virkelig meget over, hvor stor forskel jeg oplever på at være mor til hhv. en dreng og en pige.
Somme tider er det ene nemmest og somme tider det andet, men ift. de svære ting, føler jeg, at det er lettere at vide, hvad jeg skal gøre, og hvordan jeg bedst hjælper, når det er Anton, der bøvler, end når det er Frida.
Det er kommet bag på mig, for egentlig ville jeg have forventet, at det var omvendt.
Men når Anton kæmper med noget, uanset om det er situationer, betingelser eller mennesker, så kan jeg forholde mig relativt objektivt til det. Jeg har ikke selv prøvet at være en lille dreng eller en ung mand, og Den Gode Løsning er derfor nemmere at få øje på.
Når det er Frida, der har det svært, så sidder jeg pludselig i den sære situation, at jeg faktisk har en formodning om, hvordan det føles inde i hende, og den viden har jeg med mig i alt, hvad jeg skal vurdere og handle på. Specielt fordi vi har mange af de samme udfordringer, og jeg derfor har en ret præcis formodning om, hvordan det føles for hende, og hvorfor hun reagerer, som hun gør.
Somme tider er det en gave. At have opdaget Fridas diagnose og derigennem min egen, har været en nærmest religiøst rensende oplevelse. Det har givet mig en retrospekt forståelse af utrolig meget af mit eget liv, og det ville jeg aldrig hverken have fået eller have fået øje på, hvis ikke, jeg havde haft muligheden for at se det udenfor mig selv. Den cirkulære forståelse af en anden, der bliver til forståelse for mig selv, der igen leder til forståelse af, hvordan jeg bedst kan hjælpe den anden, hende, er uvurderlig.
Men det er også somme tider det sværeste i hele verden. For med min viden kommer også en erkendelse af, hvornår jeg ikke gør det godt nok. Hvornår jeg ikke møder hende, hvornår jeg ikke kan give hende det, hun efterlyser eller har brug for, og hvornår min reaktion gør ondt værre for hende.
Jeg hørte engang en psykolog sige, at alle, der bliver forældre, har ambitioner om ikke at begå de samme fejl, som de synes, deres egne forældre begik – men at de bare begår nogle andre. Alle skader deres børn, det er bare et spørgsmål om hvordan.
Hvilket jo er både deprimerende og frisættende.
Men lige nu synes jeg virkelig, at det er svært at føle, at jeg gør det godt nok, og den underligt spaltede fornemmelse af både pludselig til fulde at forstå mine forældres valg, og ikke rigtigt, som mor, at kunne se andre måder at gøre det på, samtidig med, at jeg kan mærke barnets frustration og følelse af ikke at blive forstået, er ved at rive både min hjerne og mit hjerte midt over.
Jeg gør, hvad jeg kan. Failure is not rigtig an option, vel? Og jeg er særlig opmærksom på de situationer, hvor jeg som barn følte, at min oplevelse og virkeligheden stod i skærende kontrast til hinanden.
F.eks. nævnte jeg i sidste uge kort, at der var startet et barn i Fridas klasse, som lagde ud med at true Frida med at slå hende ihjel. Barnet er nu flyttet til et andet undervisningstilbud, men i den uge, vedkommende var der, var der godt nok fart på i hovedet på mig.
For jeg blev selv mobbet massivt, da jeg gik i skole. Og dén erindring kan jeg jo desværre ikke bare smide ud ad vinduet, selvom jeg gerne ville. Det har været noget, jeg har forsøgt at være opmærksom på i al den tid, jeg har haft børn i institution og skole; på den ene side ikke at slæbe min beskidte erfaring med ind i børnenes nye, rene stuer, men samtidig også at bruge den viden, jeg har, som mennesker, der ikke selv er blevet mobbet ikke har, konstruktivt. For jeg ved – vedved – hvordan børn kan være. Selvom de har Frozen trøjer på og går de voksne til navlen, kan de nemlig godt være både perfide og ondskabsfulde og finde på at rive øreringe ud gennem øret på én, når de voksne ikke ser det.
Det er en balance mellem ikke at tillægge nye mennesker gamle motiver og samtidig ikke at være naiv.
Men noget af det, der fyldte meget for mig, var manglen på logik. At når et barn, som alle (voksne) vidste gjorde mit liv til et helvede, inviterede til fødselsdag, så deltog jeg og havde gave med og sad i barnets hjem med barnet og dets forældre og smilede og spiste kage og legede flaskehalsen drejer, alt imens mit hoved var ved at eksplodere over absurditeten i det. Har vi sat ondskaben på pause? Holder vi fri 3 timer? Er vi gode venner nu? Hvad fanden foregår der??
Og al den historie har jeg med mig, samtidig med, at jeg som voksen og forælder godt forstår behovet for, at det er de voksne, der skal løse det her, og at vi er nødt til at være civiliserede omkring det, for hvor ender vi henne hvis ikke?
I den her situation nåede barnets mor faktisk at invitere hjem til hyggedag, og er man en smule alternativt anlagt, er det svært ikke at få den tanke, at universet giver dig muligheden for at udvikle dig ved at sende dig gennem de svære baner igen, men denne gang med handlemuligheder og flere redskaber.
Ikke at jeg synes, det bliver nemmere. Faktisk. Nærmest tværtimod.
Men jeg har forsøgt at tale – relativt – åbent med Frida om det hele vejen. Forsøgt at give hende mulighed for selv at træffe sine valg, men også tilbudt min hjælp og mit personlige perspektiv, fordi jeg nok ikke er tilhænger af, at man bare helt vipper den over på børnene. Og Frida kommer mig i møde ved at være HELT klar i spyttet. “Det har jeg ikke lyst til, når h*n opfører sig sådan.” Fint – og forståeligt. Herfra bliver kunsten for mig så at udvise tillid til, at hun kan mærke, hvordan hun har det og støtte op om dét, uden at komme til at puste til ilden.
Nu er barnet så taget ud igen, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke er lettet. Men den uge var én lang invitation til at genbesøge min egen barndom, og lagt sammen med alle de tanker, jeg har gjort mig de sidste mange måneder, ville jeg en lille bitte smule ønske, at der snart kom en ægte voksen og tog over.
For jeg synes, det er svært. Både i situationer med tredjeparter, men også når vi har konflikter herhjemme, og min erfaringer og alle mine følelser lægger sig ovenpå hendes virkelighed. Og jeg vil så gerne gøre det godt nok til, at hun en dag, når hun bliver voksen, sidder tilbage med følelsen af, at det ikke er sikkert, at hun altid var og er enig i de ting, jeg gjorde og de valg, jeg tog. Men at hun, altid og hver gang, kan se kærligheden i dem.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Har jeg lavet en komparativ analyse af stofservietter.
For nogle måneder siden fik jeg lyst til at prøve at genindføre konceptet, for vi bruger servietter en håndfuld gange eller 7 om året, og når nu vi er gået genanvendeligt på så mange andre ting, synes jeg, at det var oplagt at prøve med servietter også.
Jeg har snust rundt på nettet og fundet et par tilbud hist og pist, og så faldt jeg ved et tilfælde over nogle viskestykker i den fineste farve, som jeg fik min søde mor til at klippe af og kante, så de blev kvadratiske.
Og efter at have testet to forskellige færdigkøbte mærker, det ene sæt i hør og det andet i bomuld, og sammenlignet med viskestyks-versionen, må jeg bare sige, at sidstnævnte vinder med længder. Både ift. sugeevne, hvordan de opfører sig, når de bliver vasket, og hvor stive/bløde de er efter vask.
Så går man og overvejer stofservietter, så bare lige en anbefaling af viskestyks-modellen, som også har den fordel, at den er meget billigere end det færdigkøbte sidestykke.
2.
Er vi så småt begyndt at varme op til fastelavn.
Jeg har de sidste år begået den fejl at tro, at vi aldersmæssigt var ovre det, og/eller at der ikke blev afholdt noget i skoleregi, og det kan jeg ikke anbefale. Det viser sig at være en opgave, der ligger meget tæt på at skabe fred i mellemøsten at skaffe kostumer den sidste uge op til begivenheden.
Men de er ved at være store, ungerne, og derfor har jeg i år haft fokus på at finde udklædning, der også kan bruges som almindeligt tøj bagefter. Frida vil gerne være Enid fra Wednesday (den lyserøde varulv), mens Antons klasse har EMO-tema.
Jeg har derfor købt en (virkelig fed!!) Iron Maiden t-shirt og en sort hoodie til Anton, mens Frida har fået en lækker striktrøje og en nederdel, der ligner en drøm. Det blev dyrere, end det ville være blevet, hvis jeg havde købt udklædningstøj, men det ville de til gengæld kun have haft på én gang, og det er også lidt noget svineri.
3.
Har jeg brugt et ulideligt antal timer på at læse op på telefonabonnementer, men i det mindste har min indsats båret frugt.
Indtil nu har jeg betalt 440 kr. pr. måned for:
Min mobil (179 kr), Antons iPad (99 kr), 2 x GPS ure (2 x 29 kr), og 2 x tlf (2 x 49 kr)
Men efter en ørkenvandring gennem Googles trøstesløse landskab og 5 opkald/chats til forskellige selskaber, endte jeg med at ringe til YouSee og sige, at jeg sgu bare gerne vil have alt samlet hos dem; hvad de kunne tilbyde?
Det skal til deres ros siges, at de faktisk selv meldte børnenes abonnementer til hhv. ure og telefoner ned, fordi deres billigste produkter var væsentligt dyrere end konkurrenternes (fordi de indeholder mere data og taletid, hvilket vi ikke har brug for).
Derfor endte vi med at annullere Antons abonnement på Ipad’en og i stedet lave datadeling, som er koblet op på min telefon. Jeg fik et abonnement med mere data, som af grunde, der fortaber sig i erindringens tåger, pludselig er blevet 30 kroner billigere. Børnene kunne få et deledatakort på deres iPads, og kombineret med de 4 x abonnementer, jeg købte hos Lebara (efter anbefalinger i sidste uges kommentarfelt), er jeg nu på en månedspris på 290 kr., dvs. en årlig besparelse på 1800 kr. Og så har jeg endda tilføjet et abonnement på Fridas iPad, som indtil nu bare er hoppet på min telefon, men som nu begynder at spille med sine venner, når hun er ude, og så er det sgu meget smart, at hun også selv har net.
De nye priser ser sådan her ud:
Min mobil (149 kr), datakort til iPads (2 x 30 kr), 2 x GPS ure og 2 x tlf (4 x 19 kr).
Jeg ville ønske, at jeg kunne lave en anbefaling af bestemte abonnementer og/eller selskaber, men mit take away fra den her tur i teleland er, at det er fuldstændig umuligt at gennemskue og sammenligne, fordi der er mængderabat, kombinationstilbud, gratis data hvis du er rødhåret/skorpion/veganer i en grad, der får forsikringstilbud til at virke gennemskuelige. Da jeg fik min nye kontrakt stod der f.eks. kun 40 GB data på mit teleabonnement, og jeg havde lavet aftale om 80. Det tog en god halv time i en chat med søde Arthur i support at finde ud af, at det er fordi, jeg har ‘dobbeltdata’.
Hvilket man åbentbart ikke kan se nogen steder, men bare ved, fordi noget med fiber.
Jamen, jeg ved det heller ikke.
Men lektionen er stadig, at det godt kan betale sig at bruge en aften i sofaen på lige at logge ind og se, hvad man egentlig har af forbrug, og så tjekke, om man kører helt overkill på data- og taletidsfronten.
Jeg kan mærke, at jeg for tiden er lidt mere stille, end jeg plejer at være. Ikke fordi der sker noget stort eller alvorligt, men efter at jeg er startet op på medicin, er det som om, jeg skal lære mig selv at kende helt forfra.
Det er ubetinget til det bedre, men verden er blevet et nyt sted, og jeg har pludselig redskaber, jeg ikke plejer at have adgang til. Jeg oplever dagligt at stå i situationer, hvor min default bare ikke stempler ind, og jeg først skal til at finde ud af, hvad jeg egentlig føler her.
Derudover kræver det faktisk også noget mental kapacitet at være den medicinale justeringsfase, hvor man hele tiden skal føøøøøhle efter indeni, og skal forsøge at skille ad, hvornår noget er medicin, der virker/ikke-virker, hvornår det er ens cyklus, der pludselig føles helt anderledes, fordi alt mulig udenomsstøj er filtreret væk, hvornår træthed er forventeligt osv. osv. osv.
Noget af det mest befriende er, at jeg pludselig helt krystalklart kan mærke, hvornår noget er mit, og hvornår jeg bare reagerer på at være tæt på en svær situation. Der er ret brugbart ift. mit arbejde, fordi jeg nu kan være afsted på opgaver, der er tunge og svære, og godt kan være påvirket af det, men hvor jeg samtidig også kan mærke, at det er sekundær sorg/vrede/frustration, der brager gennem mit system. Før vidste jeg det godt, sådan rent kognitivt, men det er væsentligt nemmere at blive færdig med og slippe igen, når det pludselig er så nemt også at *mærke*, at det ikke bor i mig.
Min evne til at prioritere og mærke, når der er noget, som jeg egentlig havde besluttet at gøre, men pludselig ikke har lyst til at alligevel, er også blevet væsentligt bedre. Jeg har altid været Forsvarende Dansk Mester i Lister & To-do’s, men det har også altid været et problem, at når først en opgave er på listen, så SKAL den løses, og selvom jeg godt med min hjerne kan forstå, at nogle opgaver er vigtigere end andre, så stempler kaospatruljen altid ind og sørger for, at alting FØLES lige vigtigt. Det kan jeg sortere i nu. Ikke hele tiden og ikke konsekvent – men vi har også i dag til tjek på Psyk. fået konstateret, at jeg er blevet forkert startet op på medicin; jeg får både for lidt og for sjældent.
Det var en lettelse at finde ud af, for de sidste uger har jeg kæmpet med, at jeg har kunne mærke, at meget er bedre – men ikke nok. Det er som at stå i et rum med 1000 radioer, hvor de alle sammen indtil nu har spillet lige højt. Nu er der blevet skruet lidt op for den ene, men de andre spiller og forstyrrer stadig. Det viser sig, at det behøver de ikke. Men pga. lægeskift, juleferie, forliste beskeder osv. er jeg bare kommet skævt i gang og ikke fulgt rigtigt op på. Det skulle meget gerne ændre sig over de næste to måneder, hvor jeg uge for uge bliver reguleret op, både i dosis og frekvens.
Helt grundlæggende er det bare en vild oplevelse at blive set og forstået. Rigtigt. Jeg kommer hele tiden til at græde, når jeg står hos de her læger og fagfolk, og de italesætter noget, sådan helt sidebemærkningsagtigt, og det 1:1 er sådan, det altid har været hos mig; der er bare aldrig nogen, der har bemærket eller anerkendt det. Som i dag, da jeg hele tiden kom til at afbryde overlægen, og blev ved med at undskylde, og til sidst desperat sagde: “Det er bare fordi, jeg så gerne vil prøve at forklare det” og hun bare nøgternt konstaterende svarede: “Du har jo også være tvunget til at lede efter forklaringer hele dit liv.”
Mig:
Så. Det går godt. Jeg er er her, og jeg går ingen steder. Men jeg er ved at omskrive alle mine manualer, og det kræver både tid, fokus og kræfter.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Har jeg fået en mail fra YouSee, som sætter prisen op med 10% på det mobile bredbånd, jeg har på Antons iPad.
Lige præcis ift. ham er det vigtigt, at det fungerer alle steder, uanset om jeg er med eller ej, for han bruger den både i sine pauser på skolen og i sociale sammenhænge, når han har brug for at trække sig. Derfor skal der være netværk på hans, hvorimod Frida stadig kan klare sig med at hoppe på netværket på min telefon.
Men med stigningen synes jeg sgu pludselig, at det bliver rigtig dyrt, og da begge børn samtidig har simkort på både deres ure og deres mobiltelefoner (som de meget sjældent bruger), er jeg gået i gang med at undersøge, om vi kan samle noget af det, og få det billigere et andet sted.
Det er en af de ting, jeg har utrolig svært ved at interessere mig nok for til at sætte mig ordentligt ind i, men det er så dyrt nu, synes jeg, at det bliver idiotisk at lade være.
Hvis nogen kan anbefale noget, er jeg lutter ører.
2.
Tolkede jeg mandag meget langt nede i Sønderjylland og benyttede lejligheden til at vippe over grænsen efter lidt småting. Opvaskemiddel, sæbe, bagepapir osv. er væsentligt billigere dernede, og når nu jeg allerede var på de kanter, var det en besparelse, det gav mening at tage med.
Anton elsker Nutella, men da det kun er ham, der spiser det, køber jeg det aldrig i Tyskland, fordi de kun har de der KÆMPE glas, som jeg synes, det bliver ulækkert at stå og grave i med en kniv.
Derfor køber jeg normalt de små glas herhjemme, der bare er lige op og ned, og hvor der ikke kan være ret meget i. Men JA, de er blevet dyre. Vi har forsøgt med billigere kopi-alternativer, men Anton kan ikke lide dem, og det respekterer jeg.
Da jeg gik rundt i Fleggaard, kom jeg forbi Nutellapallen; de havde de store glas på tilbud, og de var så billige, at det var til grin. Jeg købte to, og da det lille glas herhjemme i denne uge var tomt, vaskede jeg det grundigt af og fyldte over i fra det store glas.
Man kan ikke bare overføre modellen til alle typer af fødevarer, fordi glasset jo nok var vasket, men ikke skoldet, og holdbarheden bliver dermed begrænset. Men fordi det er så relativ lille en portion, tænker jeg ikke, at det bliver et problem, og jeg tror, at vi nu har Nutalla nok til resten af året for sølle 60 kroner.
3.
Har jeg haft fødselsdagsgæster, og jeg gik ret målrettet efter en næsten-vegetarisk løsning.
Fordelen ved at være flere voksne er, at man kan give den lidt mere gas med udvalget, fordi det ikke ender i madspild på bagkant, når jeg skal forsøge at gnave mig igennem 3 kg. spinat, kål og peberfrugter.
Jeg gik – selvfølgelig – med buddhabowls med følgende indhold:
Bund:
Revet spidskå
Revet gulerod
Peberfruger
Spinat
Fyld:
Speltsalat
Grov, rød pastasalat med kylling
Søde kartoffeltern
Dahl
Topping:
Syltede rødløg
Ristede sesamfrø
Hakket nøddeblanding
Friske ærteskud
Edmamebønner vendt i lime og salt
Dressing:
2 slags hummus
Fetacreme
Peanutbutterdressing
Appelsinvinagrette
Gæsterne havde på forhånd fået besked på at medbringe en plastikbøtte, der passede til en frokostsalat, så de fik rester med hjem, og med 1,5 kyllingefilet i pastasalaten som eneste kød-indslag, tror jeg, at Greta Thunberg ville være tilfreds med os.
*Er der startet en ny elev i Fridas klasse, som lagde ud med, på sin allerførste dag, at true med at slå Frida ihjel. Efter at læreren havde ‘håndteret situationen’, som hun skrev, brugte barnet resten af dagen på at sidde og køre pegefingeren over halsen, hver gang Frida kiggede på vedkommende. De går i 1. klasse. Jeg ved sgu snart ikke med den folkeskole mere, mand.
*Er vi i X Faktor-klubben enige om, at det er en sjældent god oplevelse at se Thomas Blachmann i Simon Kvamm have fået en meddommer, han har respekt for.
*Er det til gengæld lidt træls for Kwamie Liv, at hun dermed ufrivilligt er blevet iført Harry Potters invisibility cloak.
*Skal jeg bede alle firmaer i Danmark om at være mere kreative, når de finder på undskyldninger for, at de er for længe om at svare på opkald og mails. “Vi oplever i øjeblikket ekstraordinær travlhed, og der kan derfor forekomme længere svartid end normalt”. Venner. Efter 8 måneder ER det her ‘normalt’, og der er intet ekstraordinært over det længere. Do better.
*Vil jeg i forlængelse af ovenstående også gerne insistere på, at man bare som webshop toner rent flag, hvis man kun sender varer 1-2 gange om ugen. Jeg bliver simpelthen så irriteret, når jeg på en hjemmeside kan læse, at der er 1-3 dages levering, men de så lige glemmer at skrive, at de bruger 5 dage på at få varen ud ad døren. Skriv det. Så ved vi alle sammen, hvad vi siger ja eller nej til.
*Er jeg ved at gå lodret amok over, at vores immunforsvar ikke snart er oppe i gear igen. Vi skranter, og har gjort det hele vinteren, og jeg gider. ikke. mere. Den næste, der æder en flagermus, ryger rundt.
*Er jeg blevet så gammel nu, at jeg har nærmest hysterisk optur over den selvvandende krydderurtepotte, jeg fik i fødselsdagsgave. Prepare to få basilikum og mynte på ALT!
*Skal jeg i weekenden prøve at lave en fetacreme med de saltede citroner, jeg lavede for et par måneder siden. Jeg er umådelig stolt af min egen tålmodighed og spændt på at smage, om de var ventetiden værd.
*Er de mennesker, vi deler bog- og seriesmag med virkelig the unsung heroes of our lifes. Det er uvurderligt at have nogen, hvor man ved, at når de sender en “Har du egentlig set/læst -“ -besked, så bliver det godt.
*Skal jeg, apropos anbefalinger, lige høre favoritindholdet i din go-to buddha/poké-bowl? (Hvis du endnu ikke er hoppet med ombord, så har Alberte Steengaard lavet en virkelig fin guide til konceptet her)
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Frosset rester af saft og æblemost ned i isterningebakker, str. XL, ligesom jeg også har gravet de te-rester frem, der har måtte vige pladsen for mine nye Chaplon-darlings.
Efter jeg er startet på medicin, er jeg tørstig hele tiden, og samtidig har jeg mindre lyst til kaffe. Kaffen har jeg et langt stykke hen ad vejen bare erstattet med te, men det er lidt van(d)skelligere med tørsten, fordi jeg i forvejen drikker relativt meget vand. For ikke at skylle nyrerne helt tørre eller gro aspartam-udløst teflon på indersiden, er jeg derfor begyndt at lede efter alternativer til postevand og Pepsi Max, og her er vand og danskvand med tebreve og/eller isterninger af æblemost og saft et ret godt alternativ. At jeg så samtidig får brugt noget af det, der ellers bare står og optager plads, er det, de fleste mellemledere ville kalde win/win.
2.
Har jeg fraveget mit ellers ret håndfaste princip om, at mine ting enten skal bruges eller videre.
For som jeg skrev i det her indlæg, er jeg begyndt at få øje på de steder i mit hjem, der sander til i løbet af et år. Det er åbentbart en januarting for mig, og måske er det ikke så mærkeligt, at man efter julens kompakte hygge, trænger til plads, rum og luft.
Jeg skrev meget modigt i samme indlæg, at jeg ikke ville give den hele armen i år, men bare taget tingene, når jeg fik øje på dem, men jeg kan allerede nu se, at der nok er brug for en smule mere system end dét. Min tanke var, at det ville være mindre stressende ikke at skulle have fat i *alting* i *alle* rum, men jeg kan mærke, at manglen på struktur faktisk bliver en stressfaktor, fordi jeg pludselig vil i gang med det hele samtidigt.
Til gengæld giver jeg fortsat mig selv ret i, at det ikke er nødvendigt at skulle have det hele gennem hænderne; der er efterhånden områder, hvor jeg kan se, at der ikke sker det store i løbet af et år. Kassen med det store fad, termoflaskerne osv. står f.eks. bare og passer sig selv bagerst i skabet, og når jeg har brugt dé ting, er der reelt kun ét sted, de kan stilles tilbage i. Det begrænser roderiet betragteligt.
Men de steder, jeg hele tiden er i, eller hvor der sniger sig en ny beboer ind i ny og næ; de skal trimmes og sorteres, og vildfarne ting skal følges tilbage på plads. Og hér er det nok gavnligt for både overblik og proces at tage ét rum ad gangen, men i stedet for minutiøst at gå a-l-t igennem, så nøjes med de skabe og skuffer, der er blevet lidt uglede.
I sidste uge tog jeg køkkenskabene, fordi jeg er blevet helt besat af buddhabowls (kæmpe last-mover, I know), og jeg derfor har købt et par skåle, der egner sig til dét. Ligeledes har jeg foræret mig selv et par termo-krus til te, og det begyndte derfor at knibe med pladsen. Og nu er det så, at vi – endelig, fristes man til at sige – er fremme ved, hvor jeg fraveg mit princip, for efter et grundigt kig i mine skabe, synes jeg faktisk ikke, at der var noget, jeg kunne undvære permanent. Den ekstra kaffekande er rar at have, fordi en ny-ny, når man smadrer den, man har, er rasende dyr, gin-glassene, jeg fik i gave, er tindrende smukke, og jeg vil ikke af med dem – men jeg bruger dem jo ikke dagligt.
Derfor endte jeg med at sortere de ting fra, som jeg ikke bruger i hverdagen, men som jeg gerne vil gemme, og pakke dem ned i en kasse, som nu står i mit skur.
Det kan hurtigt blive en glidebane, der leder durk ind i overfyldte loftrum og proppede pultekamre, men lige nu og her stod princippet i vejen for at komme videre med oprydningen, fordi jeg havde fået mig stirret blindt på det, og derfor prøver vi med en forsigtig undtagelse.
3.
Har jeg spurgt min mor, om hun kunne bruge 3 x bodylotion, som jeg ikke har taget hul på og ikke får brugt.
To af dem har jeg fået i gave, mens den sidste var én, jeg købte, engang jeg – igen – troede, at jeg skulle til at være sådan én med velafbalanceret, fugtig hud. Men jeg må bare erkende, at det kun er én gang hver anden uge, jeg kan overskue fornemmelsen af creme på huden, og her rækker de to cremer, jeg allerede har taget hul på, formentlig frem til sommer. Derfor er der ingen grund til, at de 3 andre står, helt fortabte, i mit skab og bliver for gamle.
Det her indlæg bliver meget langt og meget emnespecifikt. Det vil ikke være relevant for alle, og har man ikke spektrumdiagnoser/udredning inde på livet, hopper man det bare over. Dog vil jeg sige, at det for familier, der står med de her problemstillinger, formentlig ville være en yderst velkommen oplevelse, at de mennesker, de har omkring sig, forstår, hvad det er, de står i/er igennem.
Jeg har modtaget 8 spørgsmål, som jeg efter bedste evne vil prøve at svare på:
1. Det private vs. det offentlige
2. Hvordan foregår en udredning?
3. Mistanke om diagnose, men barnet trives for nu. Udredning eller ej?
4. Jeg mistænker diagnose hos mig selv – hvad gør jeg?
5. Jeg mistænker diagnose hos mit barn – andre primær-personer er uenige. Hvad gør jeg?
6. Hvornår kan man tillade sig at bruge solsikkesnoren?
7. Bør man melde sig ind i Landsforeningen for Autisme?
8. Kravreduktion vs. opdragelse
Det er vigtigt for mig at understrege, at der er meget stor forskel på kommuner og regioner, og at man, fordi der er et lovgrundlag og en procedure, desværre ikke er sikret, at disse overholdes og følges. Det kunne jeg skrive meget og længe om, men det er ikke det, der skal fylde her; jeg vil bare gerne have det med, så man er forberedt, hvis man enten selv støder på afvigelser eller hører om nogen, der har haft et andet forløb, end det, jeg beskriver her.
Indlægget bygger på mine egne erfaringer, og der vil helt sikkert være elementer af udredningsafsnittet, som er anderledes, hvis det ikke er ADHD eller autisme, der udredes for. Når jeg alligevel vælger at skrive det, er det fordi, min egen oplevelse har været, at man ikke kan få et klart svar nogen steder, når man som ny forælder er på vej ind i det her. Ingen vil rigtigt ud med noget, fordi der *er* masser af nuancer og undtagelser – men man bruger utroligt mange kræfter på at forsøge at skabe sig bare et minimum af overblik, og derfor får I det, jeg har fået stykket sammen undervejs.
Ifald det bliver sendt til nogen, der ikke kender mig og min baggrund er den som følger:
Jeg er mor til Anton på 12 år, som har diagnosen Infantil Autisme og Atypisk Søvnforstyrrelse. Han er udredt i det offentlige.
Jeg er mor til Frida på 7 år, som har diagnoserne ADHD og Atypisk Søvnforstyrrelse. Hun er udredt i det private.
Jeg er 46 år og selv for nyligt sen-diagnosticeret med ADHD. Jeg er udredt i det offentlige.
Jeg er tegnsprogstolk og har gennem de sidste 22 år tolket udredningsforløb mange forskellige steder i Danmark.
Sidst men ikke mindst: Et grundgodt menneske, jeg har været så heldig at have i periferien af mit liv i over 15 år, er igang med sin speciallægeuddannelse til børne- og ungdomspsykiater. Hun tilbød sin hjælp, og jeg har fået hende til at læse indlægget igennem inden udgivelse, så jeg ikke skriver noget, der er helt skævt. Eventuelle fejl og uklarheder er mine alene.
Lad os komme i gang.
1. Det Private vs. det offentlige
Vi starter her, fordi det er inden selve udredningen, den største forskel mellem det offentlige og det private består.
Det offentlige:
Både egen læge og skole/PPR kan henvise barnet til udredning, så i princippet bør man kunne starte begge steder. Min erfaring er dog, at Børne- og Ungdomspsykiatrien (BUP) i langt de fleste tilfælde afviser henvisninger, der ikke kommer fra PPR.
Mit bedste råd er derfor, at man starter med at gå til egen læge og insistere på at få henvisningen; simpelthen fordi det i den her fase handler om at lukke døre, så man ikke spilder tiden på at løbe forgæves mellem skolen, der siger ‘egen læge’ og egen læge, der siger ‘skolen’. I vores tilfælde afviste BUP Fridas henvisning fra egen læge på 5 timer med henvisning til PPR, men med Anton brugte jeg 2 måneder på at rende fra skolen til lægen og tilbage til skolen, og her tog det trods alt kun én dag.
Herfra handler det så om at få PPR i tale. Igen kan man i princippet selv henvende sig, men ofte er der desværre så mange børn på venteliste, at de er nødt til at tage de mest kritiske børn først. Det betyder helt lavpraktisk, at man her i Esbjerg Kommune reelt er tvunget til at vente på, at barnet kommer i mistrivsel, men om det er det samme i hele landet, ved jeg ikke. Lige her har jeg kun min egen erfaring at trække på.
Derfor vil PPR ofte først komme på banen, når skolen tager initiativ, og dermed bliver det typisk de børn, der fylder i skolen, som tidligst får hjælp, f.eks. hvis de larmer, er urolige, udadreagerende eller i tydelig mistrivsel. Som vigtig tilføjelse vil jeg sige, at det er meget typisk, at man som forældre ser problemet hjemme længe før det kommer til udtryk i skolen, simpelthen fordi barnet er trygt derhjemme, og det derfor er der, masken falder. Man kan “hjælpe” skolen på vej ift. at få PPR råbt op ved at være *meget* insisterende. Det var jeg, og det kan godt lykkes, men det er hårdt arbejde, fordi man kæmper mod både lærerskift, skoleferier osv. og mod de økonomiske begrænsninger, som skolen er underlagt.
Når PPR er ombord, er deres opgave at lave en vurdering af, i hvilke situationer barnet er udfordret/mistrives, og hvad der er brug for af hjælp. En del af deres opgave er at udelukke, at barnets udfordringer kan handle om noget helt konkret, f.eks. nedsat hørelse, ordblindhed, begavelse osv. De udarbejder på denne baggrund det, der hedder en Pædagogisk Psykologisk Vurdering, en såkaldt PPV, som er et redskab til de fagfolk, der er omkring barnet.
Hvis skolepsykologen ender med at indstille barnet til udredning, vil det være med udgangspunkt i PPV’en, og BUP får dermed et godt forhåndskendskab til barnet og dets udfordringer, inden de påbegynder selve udredningen, hvilket betyder, at de kan målrette udredningen tidligere i forløbet.
Det private:
I det private starter man der, hvor PPR stopper i det offentlige. Man springer hele den indledende del over, og det kan der siges både godt og dårligt om.
Den første og største fordel er tidsbesparelsen. Antons udredning tog næsten 3 år, Fridas tog 8 måneder. Når vi taler om de her børn, så er tid uendelig vigtigt, fordi deres kurver ofte stiger lodret, når kravgraden i skolen stiger i takt med, at de bliver ældre.
I det private er der også den store fordel, at man ikke skal bokse med dørmænd, der har økonomiske interesser i de ressourcer, der eventuelt skal allokeres til barnet.
Ulemperne er, at den, der skal lave udredningen ikke kender barnet, og at vedkommende er en tredjepart, der ikke har et etableret samarbejde med skolen/institutionen.
Ift. muligheden for at blive udredt i det private, er der flere veje at gå. Man kan enten selv betale ved kasse 1 (det her bliver der ofte spurgt til i de grupper på fb, jeg er med i, og jeg kan se, at prisen ligger på ca. 25.000 kr.), man kan tjekke, om den eventuelle sundhedsforsikring, man har, dækker udredning (det gjorde vores ift. Frida), eller man kan skifte til sygesikringsgruppe 2. Den model kender jeg intet til, men man kan læse mere om den her.
En udredning fra det private er fuldt ud ligeså gyldig som én, lavet i det offentlige, men laves en udredning af et barn gennem PPR (det offentlige), har skolen været på banen langt tidligere, end hvis man bare stiller med en diagnose, og derfor kommer man nok til at skulle lidt mere på banen som forældre, hvis skolen først kommer med ombord, når udredningen *er* lavet.
Den privatpraktiserende psykiater kan efter udredningen ‘hentes over’ til netværksmøder osv.; dette kræver bare, at man på bagkant får en henvisning fra egen læge.
Nu er vi fremme ved døren. Så:
2. Hvordan foregår en udredning?
En udredning består, skåret ind til benet, af 4 dele: En screeningssamtale, et forældreinterview, en test/observationsdel og en afsluttende samtale.
Screeningssamtalen ligger altid først, men de andre 3 dele har jeg set i alle tænkelige konstellationer af rækkefølge, og jeg har også oplevet, at nogle kommuner/regioner slår nogle af elementerne sammen.
*Screeningssamtalen
Den første, lange samtale, hvor det vurderes, om der overhovedet er grund til at lave en udredning. Man deltager sammen med sit barn, og vurderingen bygger på både det, man selv fortæller, det man spørges om, og barnets svar og adfærd.
Jeg har kun oplevet og set, at man, inden man går hjem, har fået svar på, om der kan laves en udredning. Hvis ikke, slutter udredningsdelen her, og man må tilbage til skolen og finde ud af, hvordan man hjælper barnet videre.
Vurderes det, at der kan være noget om snakken, starter næste del af udredningen, som består af nedenstående elementer.
*Forældreinterview
En seance af et par timers varighed, hvor der bliver spurgt ind til barnets udvikling, og særlige hændelser, der eventuelt kan have haft betydning for barnet. Der fokuseres på bestemte aldersområder, afhængigt af diagnose-mistanke; f.eks. kigger man ved udredning for autisme meget på perioden omkring 3-års alderen.
*Observation af barnet i institution/børnehave/hjemmet
Her observeres adfærd og samspil, der er relevant for den diagnose, man er i gang med at udrede for.
*Opmærksomhedstest/intelligenstest/ADOS/diagnostisk interview med barnet
Igen vil testens indhold afhænge af, hvad man udreder for og hvor gammelt barnet er, men alle tests og interviews er designet til at tydeliggøre, hvor barnet er udfordret og hvordan.
*Afsluttende samtale/konklusion
Samtale, hvor man kort og godt får resultatet af udredningen, og hvor der, hvis diagnosen stilles, laves en plan for det videre forløb.
———
Her slutter fakta-delen af indlægget, og de næste 5 afsnit falder i holdningskategorien. Det er mit forsøg på at besvare på de spørgsmål, jeg har fået i kommentarfelter, på Instagram og i indbakken, og det, jeg skriver, står helt for egen regning.
———
3. Mistanke om diagnose, men barnet trives for nu. Udredning eller ej?
Her grænser jeg nok til at være inhabil, for i og med, at jeg har valgt udredning af os alle tre, ligger der jo i dét en indikation af min holdning.
Men når det er sagt, så tror jeg ikke, at jeg kan komme i tanke om én eneste grund til ikke at få lavet udredningen af et barn, hvis mistanken er der; økonomi værende den eneste undtagelse.
Af mange grunde. Dels er det umuligt at forudsige, hvordan ADHD, autisme osv. udvikler sig, og hvor barnet viser sig at være udfordret. Rigtig mange af dem, der er dygtige til at maskere, får det rigtig, rigtig svært omkring 5. klasse, fordi der i de år sker så meget, både fagligt og socialt, at det bliver for mange bolde at holde i luften, samtidig med, at man er på kronisk overarbejde for bare at være tilstede. Hvis man først dér som forældre sætter ind, er der lang vej til en diagnose og hjælp, og de her børn er i forvejen i forhøjet risiko for at udvikle overbelastningsreaktioner, som ofte leder til skolevægring, selvskade, OCD eller depression. Derudover hører jeg også mange steder fra, at man kommer til at kæmpe mod sin egen historik, for ‘det er jo gået så godt indtil nu’.
Hvis barnet er ældre, og man først begynder at lægge mærke til noget omkring 14-15 års alderen, er min tanke, at man må tale åbent med barnet om det, så man meget tydeligt får signaleret, at man gerne støtter op om en udredning, hvis barnet gerne selv vil have den lavet. Samtidig ville jeg selv sørge for at være *meget* tydelig omkring, at der ikke er noget forkert eller farligt ved en eventuel diagnose, så barnet ikke skal bruge et i forvejen sparsomt overskud på at være bange for at være forkert eller skuffe sine forældre.
For mig at se er der ikke noget at tabe. Er der ingenting at komme efter, behøver man ikke tænke mere over det. Er der noget, er det adgang til øget selvforståelse og hjælp.
Og til dem, der måtte sidde med ‘hvorfor skal alle pludselig have en diagnose’ bagerst på tungen: Mit bud er, at man, hvis man kigger på udviklingen indenfor medicin, vil se den samme kurve for alle typer af sygdomme, nemlig at kurven, når vi pludselig får øjnene op for, at noget hænger sammen, i en periode stiger voldsomt. Ikke som udtryk for at flere bliver syge, men som udtryk for, at vi pludselig får en forståelsesramme at sætte nogle symptomer ind i, og at udfordringer, der før bare blev tilskrevet hysteri eller indbildning, nu pludselig viser sig at være symptomer på en reel lidelse.
4. Jeg mistænker diagnose hos mig selv – hvad gør jeg?
Jeg har grebet det an på samme måde for os alle 3: Jeg har haft en liste liggende på mit bord, og hver gang, jeg har bemærket noget, som har været ‘skævt’, har jeg skrevet det på.
Samtidig har jeg opsøgt viden, både bøger og podcasts, men faktisk også helt lavpraktisk på SoMe, hvor jeg har fulgt både professionelle og mennesker med diagnoser. Ift. sidstnævnte er det selvfølgelig vigtigt at være kildekritisk, og også at have i baghovedet, at selvdiagnosticering inden for det her område er meget udbredt, men over tid og med input fra mange forskellige afsendere, tegner der sig alligevel over tid et billede.
Jeg har listet de udfordringer, jeg bøvler/har bøvlet med, sammen med inspiration til litteratur og IG-konti i et tidligere indlæg her.
5. Jeg mistænker diagnose hos mit barn – andre primær-personer er uenige. Hvad gør jeg?
Mit råd her vil være at starte med at gøre det samme, som jeg nævner ovenfor, nemlig at begynde at skrive de ting ned, man ser og studser over. Min oplevelse var, at jeg, da først jeg startede, ret hurtigt kunne se et mønster i de forskellige udfordringer og skævheder.
Hvis man har modstand mod noget, er det ofte fordi man enten ikke forstår det, ikke ved, hvad man kigger efter, eller er bange for, hvad det, man ser, kan indebære. Min erfaring er, at det kan være en hjælp at være meget konkret, når man forsøger at synliggøre overfor en afvisende lærer/pædagog/ægtefælle, hvor man ser udfordringerne.
Måske finder man ud af, at der faktisk ikke er “noget”, når man vil skrive det ned og dermed skal være konkret, eller måske bliver man bestyrket i sin mistanke. Sker det sidste, må man prøve at gå til de andre primær-personer igen, og afviser de stadig, må man overveje, om der er andre veje at gå. F.eks. om det er muligt at sparre med egen læge eller om man kan opsøge andre, der har erfaring på området. Her er fb-grupper ofte en god mulighed.
6. Hvornår kan man tillade sig at bruge solsikkesnoren?
Det her spørgsmål popper jævnligt op i de forskellige fora, jeg er med i, fordi nogle er bekymrede for, om konceptet bliver udvandet, hvis folk, der ikke har en officiel diagnose, begynder at bruge solsikkesnoren.
Jeg synes bare, at man skal give den gas. Den giver ingen privilegier i form af rabat eller forlommer i køen, og da den bliver brugt af alle (der har lyst) med usynlige handikap, er det ikke én særlig gruppe, man ‘tager noget fra’ ved at signalere tilhørsforhold, selvom det måske, diagnosemæssigt, viser sig ikke at holde stik.
Snoren appelerer til tålmodighed og lidt mildere øjne, og jeg har svært ved at se, at det på nogen måde kan være en dårlig ting.
7. Bør man melde sig ind i Landsforeningen for Autisme?
Som gammel TR kommer jeg til at dø med sværdet i hånden ift. at jo flere man er, jo stærkere står man. Og har man autisme inde på livet, synes jeg på alle måder, at man skal støtte op om enhver form for organisering, der på sigt kan give primærgruppen indflydelse på de valg, der politisk træffes på gruppens vegne, og hvor der er hjælp at hente for den enkelte familie.
8. Kravreduktion vs. opdragelse
Rigtig mange børn med diagnoser har i nogle situationer en adfærd, der står i skærende kontrast til, hvad vi som samfund opfatter som ‘rigtigt’. F.eks. kan de have rigtig svært ved at sidde stille ved bordet, de kan være meget selektive ift. mad, og de kan have et skærmforbrug, der ville få Lola Jensen til at slå korsets tegn for sig.
Derfor er det jævnligt oppe at vende, om man skal stå fast på, at barnet f.eks. skal smage ny mad eller blive siddende ved bordet, til alle er færdige – eller om man bare må give op.
Min oplevelse er, at de her spørgsmål ofte kommer fra ‘nye’ forældre, fordi man i den fase stadig kæmper med at forstå, hvad det egentlig vil sige at have (et barn med) en diagnose. Det er en super frustrerende fase, og man bliver, både der og i årene der følger, jævnligt ramt af ‘men det kan sgu da ikke passe, at det skal påvirke ALT!? Kan jeg ikke engang have dem med ud at handle!?’ For mig hjælper det altid at tænke på, hvad man ville gøre, hvis man havde et barn i kørestol. Med et synligt handikap ville det være nemmere at forstå, at nogle ting er nødt til at være anderledes for det her barn, end det er for andre, og at det ikke handler om, at barnet ikke vil, men at det ikke kan.
Når man med tiden begynder at forstå, *hvorfor* et barn har en bestemt adfærd eller reagerer på en bestemt måde, så mister man automatisk lysten til at stå fast på Skal & Plejer, synes jeg.
For at tage et konkret eksempel:
Mine børn har meget svært ved at sidde stille ved bordet, og i starten troede jeg, at det handlede om opdragelse og manglende vedholdenhed fra min side.
Men i takt med at jeg begyndte at forstå, at børnene reagerer, når de er overstimulerede, begyndte jeg også at lægge mærke til et mønster, nemlig at ingen af dem har problemer med at sidde pænt og relativt længe ved bordet om morgenen, mens de nærmest kravler på væggene om aftenen. De skal begge ‘hentes’ tilbage til bordet 5-6 gange i løbet af et aftenmåltid, som tager 5-10 minutter.
I dét ligger der til mig en information om, at uroen skyldes, at hele systemet er så overbelastet af at have været i skole og omkring andre en hel dag, at den samlede mængde af stimuli (madens tekstur og smag, øjenkontakt, samtale, taktile stimuli fra bord, stol og gulv, lys og lyde fra vejen og fra naboen osv. osv) bliver for overvældende til at kunne holdes nede/maskeres.
Med dén forståelse mister jeg lysten til at insistere. For det ville jo svare til at tvinge sit barn til at holde hånden på en kogeplade, de er i gang med at brænde sig på. Derfor bliver man nødt til at gentænke sine regler og sit levemæssige set up, for selvfølgelig er der nødt til at være en form for orden i kaos, hvis ikke man skal ende med at grave sig ned i haven i afmagt.
For os betyder det, at man skal (prøve at) blive siddende, mens man spiser, men må sige tak for mad, så snart, man er færdig; også hvis det er efter 3 minutter. Til gengæld skal man så sætte sig i sofaen eller gå ind på værelset, så man ikke forstyrrer den/dem, der stadig spiser. (Som ikke på *nogen* måde har brug for yderlige afledning…!) Vi spiser kun aftensmad sammen med de allernærmeste, og kun til særlige lejligheder, simpelthen fordi det er en begivenhed, der kræver for meget af børnene på et tidspunkt, hvor de ikke har mere at give af.
Man må gøre op med sig selv, hvordan energien er bedst brugt, ligesom det også kan være en god investering at kigge lidt indad og blive klogere på, hvorfor man synes, det er vigtigt, at børn adlyder og gør ting på bestemte måder. Det har i hvert fald for mig ledt til mere elastik og ro i mine beslutninger om at gøre tingene på vores måde, naturligvis med respekt for andre og deres regler i deres hjem, men uden at undskylde for at være dem, vi er.
———-
Med 5 fulde A4-sider er dette det længste indlæg i bloggens historie, og NU fletter jeg næbbet, så I kan komme til. Jeg håber, at de af jer, der har sendt mig spørgsmål, føler, at jeg har svaret fyldestgørende på dem. Ellers markerer I bare; kommentarfeltet er hermed åbent.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
1.
Har jeg foræret en rulle færdig risengrød væk (don’t judge). Anton ELSKER det, og jeg bruger det, når jeg laver ris a la mande til julefrokosten, men i denne omgang var der en hel skål i overskud fra juleaften, og derfor var det ikke nødvendigt med en ny portion.
Jeg havde 2 ruller liggende, som begge kunne holde til d. 14.01, så der har været risengrød som eftermiddagsmad et par dage i ugens løb, og så forærede jeg allerede mandag (så hun rent faktisk kunne nå at bruge det) den ene af rullerne til naboen, som på forhånd havde sagt ja tak.
2.
Har jeg haft to tørklæder, som jeg fik min søde mor til at sy af noget meget lækkert bambusstof, med retur til hende, og spurgt, om hun ville konvertere dem til undertøj til Frida. Tørklæderne var skønne, men jeg fik dem bare ikke rigtig brugt, så i stedet for at flytte rundt på dem, for så til sidst at smide dem til genbrug, er de nu omsat til 3 sæt af det fineste undertøj.
3.
Lavede jeg, i forlængelse af sidste uges indlæg, et opslag om net-tariffen og lagde det på min egen fb-side, for jeg KAN ikke forstå, at det ikke fylder mere i pressen, når det er så mange penge for den enkelte familie, vi taler om.
Min væg er jo ikke Politiken, det ved jeg godt, men nu har jeg da fået budskabet ud til lidt flere, og så er der måske 20-30 familier, der ikke behøver at opdage det her på den hårde måde.
4.
Var vi søndag på Fiskerimuseet.
Jeg var kommet afsted uden min pung, så jeg havde ikke Antons ledsagerkort med. Men da jeg stod der, blev jeg i tvivl om, om jeg overhovedet kunne bruge det, for ledsagerkortet følger barnet, hvilket betyder, at jeg altid køber billet til ham, men så selv kommer med ind som ledsager. Det er lavet på den måde, så kortet kan bruges af den, der nu følges med barnet den dag, uanset om det er en forælder, en bedsteforælder eller en fagperson.
Men jeg mente at kunne erindre, at Fiskerimuseet for nogle år siden lavede deres prissystem om, så børn under 18 år kommer gratis ind, og det kun er den voksne, der betaler. Derfor var jeg i tvivl om de lavpraktisk betingelser her. Men “Hvis du har hans kort med, så kommer I alle 3 gratis ind.” “Ok – og når jeg har glemt det?” “Ja, så koster det 175 kr. og så ved du det til næste gang”. Og det er da selvfølgelig rigtigt.
Det var nogle irriterende lærepenge, og selvom jeg måske syntes, at skoene var lige små nok (fordi man sagtens kan både se og høre på Anton, at han er sin helt egen), så var det mig, der har glemt kortet, og så må det være sådan. Men i det mindste fandt jeg ud af, at vi fremover kan komme gratis ind, og jeg blev mindet om, at jeg skal have søgt et ledsagerkort til Frida også. Så med dén ja-hat på, er de 175 kr. jo nærmest en slags investering.
Lige lidt lavpraktisk info til sidst: Næste uge har jeg meget om ørerne, både arbejdsmæssigt og fordi jeg har fødselsdag. Derfor er planen, at udredningsindlægget kommer på i løbet af weekenden, og så kommenterer I bare alt det, I vil; jeg skal nok svare løbende. Næste uges M2023-indlæg kommer muligvis først på lørdag, men det kommer, det lover jeg.
