M2021, uge 50

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg lavet en gang pastasalat af bunden af grøntsagsskuffen, en ensom pakke bacon og en rest ost, jeg skar i tern. Både for at få brugt madvarerne, men også fordi der har været meget logistik i denne uge og lidt sygdom on the side, og nem aftensmad derfor var mamas little helper.

Jeg lavede pastasalaten, så den kunne holde længere tid, hvilket betød, at jeg med én arbejdsgang havde frokost/aftensmad til 3 dage. Hvis man tænker sig lidt om, kan det nemlig sagtens lade sig gøre.

Måske I alle sammen synes, det er fuldstændig logisk, men i fald der sidder en enkelt, der lige er flyttet hjemmefra, kommer her the hows and whys:

Jo mindre fugtig en mad-salat er, desto bedre holder den. Jeg skar derfor det bløde ud af agurken, og skar cherryblommetomaterne på den lange led, fordi de våde kerner så bliver i skallen. Jeg undlod at vende dressing i salaten, men lod den blive i flasken, og hældte bare på det, jeg tog over på tallerkenen.

Derudover er det en tanke værd, at nogle salatingredienser hurtigere bliver brune/slatne/bløde end andre. Jeg brugte gulerødder, snackpebre og forårsløg, og generelt kan man sige, at jo hårdere en grøntsag er, jo bedre holder den.

Nødder bliver trælse af at stå og suge fugt, så de skal også bare tilsættes på dagen.

Og skal man så kun skele til holdbarhed og bare stikke smag og præferencer to hidsige langemænd? Selvfølgelig ikke. Hvis man ELSKER icebergsalat eller tern af kylling i sin pastasalat, så skærer man bare den mængde, man skal bruge på dagen, og blander det i den portion, man spiser. På den måde betyder forskellen i holdbarhed ingenting, og der er stadig nem og hurtig aftensmad. 

2.

Har nissen byttet om på børnenes tøj i deres respektive skabe.

Det er én af de nisserier, der er lidt mere omfattende end at gemme toiletpapiret og hænge en opvaskebørste i stedet eller at gemme alle julekalenderne, men det er en af dem, jeg plejer at lægge ind, fordi det er en god mulighed for at få bladret alle stakke af tøj igennem og fjerne det, de aldrig bruger, samt sortere de t-shirts fra, som de ikke kunne slippe i sommer, men som de nu godt selv kan se er for små.

3.

Kørt affære-stilen med gavebyt på rastepladser rundt omkring i Jylland. Når vi nu alligevel ligger og rakker rundt på E45, kan vi ligeså godt koordinere det, så vi kan spare forsendelsen. 

4.

Købt erstatningstakeaway til fryseren.

Jeg ved af erfaring, at jeg ikke gider lave mad, når vi rammer juledagene, og at der i vores lille familie er rester galore, der vandrer mellem mine forældre, min søsters familie og mig, og derfor har jeg på forhånd besluttet at gå mere pragmatisk end ideologisk.

Jeg har købt et par frosne pizzaer, en pose nuggets (kæmpe anbefaling af Remas, som er længder bedre end alle andres, og som faktisk har et nogenlunde forsvarligt næringsindhold) og om omgang cup noodles, og det er nok ikke noget, vi kommer til at finde i kostpyramiden i nærmeste fremtid, men når jeg rammer ‘fuck det!’-fasen d. 26. december, er det stadig billigere og bedre alternativer end McD og den lokale pizzamand.

Here we go again

Jeg ville sådan ønske, at jeg var det sted, man kom hen på nettet og blev tanket op på optimisme og hverdagsbegejstring, men jeg er lige i gang med at bide lidt i gulvtæppet. Den seneste nedlukning har givet mig et gok i humørnødden, som jeg ikke synes, jeg kan huske, at de andre gjorde. Jeg ved ikke helt hvorfor. 

For det er jo tidsmæssigt ikke uoverskueligt denne gang. Ikke endnu, i hvert fald. Men jeg får lyst til at lægge mig selv i aflåst sideleje over, at jeg i forvejen holder juleferie for egen regning for at spare på mine feriedage, så jeg har noget at holde sommerferie med ungerne for, og dermed går en solid bid ned i løn den kommende måned – og nu pludselig skal finde en løsning på yderligere 7 dage. Mine forældre har 3 børnebørn, som de er eneste bedsteforældre til, og jeg synes sgu ikke, at vi kan bede dem om at agere skole igenigenigenigen, for 3 meget forskellige børn med meget forskellige behov på meget forskellige klassetrin.

Jeg har fuldt skema, så der skal findes en løsning, men når jeg lige spørger ud, så er der udsigt til, at der kommer ét andet barn fra Fridas klasse i nødpasning, mens Anton står til at skulle flyve solo. Det ser jo på papiret ok ud. Klog af skade fra sidst ved jeg bare desværre, at de sætter de mindste nødklasser sammen på tværs af årgange (og helt fair – det skal også give mening med ressourcer) og sætter tæt-på-tilfældige lærere på. Undervisningen er 100% improviseret på dagen, og jeg er simpelthen så bange for at sætte alt det, vi har knoklet sådan for at skabe for Anton, over styr. Vi var *lige* nået til et punkt, hvor skolen ikke fyldte det hele – og nu ændrer vi på ALLE faktorerne på én gang. 

Samtidig er meget af det, vi plejer at gøre sammen, når vi har fri, ikke en mulighed lige nu, og hvor jeg under første nedlukning var helt fuld af pep og spontane ideer til, hvad man kunne lave i skoven og på stranden, så har jeg det mere sådan her med alting denne gang:

Ungerne har været Flammen & Citronen i dag, og jeg har været to millimeter fra at sende mig selv på kostskole i Schweiz, så jeg kunne få bare 10 minutter alene, uden nogen, der skælder ud, skændes, er rasende eller helt fulde af ord og behov. Så er det lidt op ad bakke at være spærret inde sammen på 100 m2 med udsigt til mindst en måned mere, med indhold af samme, tomme skuffe.

Samtidig gør jeg mig mange tanker om min arbejdssituation. Det er én af dem, hvor jeg af gode grunde ikke kan gå i detaljer, men som river en solid luns af det mentale overskud, og der er ikke umiddelbart en løsning, der er oplagt og uden risici. 

Når jeg lige sidder og skriver det her, slår det mig, at det nok handler om, at jeg pt. bliver ramt ualmindelig intensivt på at være alenemor. Ift. nedlukning, pasning og små pauser i hverdagen mangler jeg et halvt netværk, og ift. min jobsituation mangler jeg en husstandsindkomst. Det er vilkår, vi er mange, der er underlagt; jeg forsøger ikke at gøre mig Særlig. Men det bider lige nu, fordi det er så skide ekstremt, og har været det så længe, og jeg har det faktisk lidt som om, jeg står med ryggen mod muren.

Hvad med jer? Hænger I på?

M2021, uge 49 (og et par vindere)

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

—————

Inden vi går til ugens punkter, skal vi lige have udnævnt de to vindere af Jespers bog. Det blev:

1. Tina b.

2. Stine H.

I må meget gerne sende jeres navne og adresser til mig på blogsbjerg@gmail.com, så jeg har dem senest mandag d. 13.12 kl. 12. Har jeg ikke hørt fra jer inden da, trækker jeg (en) ny(e) vinder(e).

Tak til alle jer, der havde lyst til at være med.

—————

I den forgangne uge har jeg:

1.

Improviseret mig frem til en fetacreme, som smager himmelsk, og som kan bruges sammen med alle rester i verden i en sandwich, fordi den løfter alt fra syltede tomater, over en skive skinke til kolde kartofler flere niveauer.

Den opstod fordi jeg immerimmerimmer har et halvt bæger creme fraiche i overskud, når jeg har brugt det til/i mad, og jeg erfaringsmæssigt ved, at jeg ikke får brugt det hele, hvis jeg fryser det ned hver gang. Derfor spekulerede jeg på, hvad man kunne blande det med, så jeg fik det brugt, og ud af dette voldsomt i-lands-agtige problem opstod tanken om en fetacreme. 

I al sin enkelthed består den af 1/2 bæger creme fraiche, 1 bæger feta (salattern), citronsaft (ca. 1/2 citron), ét fed hvidløg (det smager MEGET igennem) samt salt og peber, som alt sammen bare jernes i en blender. Så. Godt!

2.

Rettet forskudsopgørelse, og selvom mit fradrag falder, så var det sgu alligevel en rimelig vild oplevelse at sætte mine renteudgifter 20.000 kr. ned. 

3.

Købt en flyverdragt til Frida på Marketplace til den overdådige sum af 50 kr. Den er stort set ubrugt, og passer hende perfekt. 

4.

Foræret en parfume væk, som jeg købte i sensommeren, men som ikke på mig dufter, som jeg synes, den skal. 

Dette punkt er på som en kærlig reminder om at huske at sende de ting videre, vi inderst inde godt ved, at vi ikke kommer til at bruge, mens der stadig er levetid tilbage i dem. Der er ingen grund til at lade en parfume blive harsk eller æggene dårlige, hvis vi allerede på forhånd ved, at vi ikke kommer til at bruge den og spise dem. 

5.

Opsagt mit HBO-abonnement, fordi teknikken bliver ved med at fejle. Det gider jeg ikke betale 79 kr. i måneden for. Og inden du spørger: Yes. Jeg har kontaktet dem. 3 gange. Ingen vender tilbage, og jeg får stadig bare ‘Titlen kan ikke afspilles – prøv venligst senere’ på alt, hvad jeg vælger.

M2021, uge 48

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Købt gin med guldglimmer i til nytårsaften. Jeg går fuld glamour.

Egentlig plejer jeg ikke at være i *så* god tid med nytårsaften-gearet, for børnene og jeg skal bare være herhjemme, som vi plejer, men fordi jeg for et par måneder siden researchede på gin, har min algoritme besluttet, at jeg er alkoholiker, og jeg modtager derfor en lind strøm af gin-reklamer i mit feed.

For et par uger siden begyndte den her guldglimmer-model så at dukke op, og jeg forelskede mig øjeblikkeligt i den – men det er måske også *lidt* flot at købe gin til lige knap 400 kr. for at lave to drinks til sig selv.

Men! Forleden blev jeg så sendt til Herning på job, og – kæmpe no offence – den vej er noget af det mest dødsyge EVAH. Så da jeg kørte forbi én af de eneste bygninger på vejen, og pludselig opdagede, at det var gin-destilleriet bag den famøse glimmer-gin, føltes det som om, Gud talte direkte til mig. Og kun højere, da den søde forhandler spurgte, om det ikke også for mig føltes lidt som om, det stadig var Black Friday? Sjældent har jeg været større tilhænger af konceptet. 

Jeg sparede næsten 100 kr., har god samvittighed ift. (manglende) forsendelse, har støttet lokalt og er nu klar til palietter, konfetti og hot dogs. 

2.

Ringet til Boligstøtte, som 01.12 sendte mig et brev om, at jeg fra 01.01 ikke længere kan få boligstøtte. Hvilket umiddelbart var lidt af en bet, eftesom jeg plejer at få mellem 1500 og 2000 kr. i måneden.

Men i stedet for at gå i blind panik, som jeg engang gjorde, hver gang jeg modtog noget i E-boks, trak jeg vejret dybt og tænkte igennem, om det lød logisk. Og det gør det jo ikke. Så jeg ringede derop, og blev, ganske skamløst, hængende i røret og spurgte og spurgte og spurgte, ind til jeg var sikker på, at jeg havde forstået, hvad problemet var, og hvordan jeg skulle forholde mig.

Min manglende gæld er helt sikkert en stor del af grunden til, at jeg ikke bare falder ud over afgrunden i bundløs rædsel over at skulle finde penge, jeg ikke har, og jeg sendte endnu engang både jer og mig selv en kærlig tanke. Hvor ER det rart at være på den anden side. 

3.

Styret mig. Det overrasker mig ind imellem, at jeg stadig, efter så lang tids opmærksomhed og indsats, kan blive smittet af en stemning og en følelse af, at det nok er bedst, at jeg køber alting NU – og køber rigeligt.

For der er jo ingen logisk forklaring på, at jeg føler behov for at købe ind til ALLE de madpakker, vi skal smøre fra nu af og frem til juleferien, men ikke desto mindre skulle jeg tage mig selv i at gøre det og aktivt bekæmpe at lade mig rive med af den hektiske jule-hamster-stemning. 

Da jeg først opdagede, hvad der var ved at ske, gik jeg kontra, så nu er vi ved at bruge op af de madpakketing, der ligger og putter i skabe, skuffer, køleskab og fryser, så der er rent bord, når vi har skålet i guld-gin og igen skal opruste til næste ladning madpakker.

4.

Sendt en million taknemmelige tanker til det helt uTROligt søde personale i svømmestadion, hvor vi holdt Antons fødselsdag i fredags.

Fordi det jo lidt var en løsning, der var valgt, fordi andre ikke var mulige, var jeg spændt på, om jeg ville synes, det var pengene værd. 75 kr. pr. mand er stadig væsentlig mere, end det ville løbe op i, hvis vi hev drengene herhjem og serverede boller og lagkage.

Men det skal jeg godt nok love for, at jeg syntes, der var.

Da vi kom, var der pyntet op helt ud i receptionen med balloner og flag, og verdens uden tvivl rareste svømmedame tog imod os med ordene: “Du må være Anton – tillykke med de 11 år!” Der var en gave til ham (en svømmebillet), is til alle deltagere, saft ad libitum, kaffe til morfar og mig, 3 timer i svømmehallen, 2 x særaktiviteter, der blev sat frem i et bassin, der var reserveret til os, og et lokale, hvor vi kunne sidde og spise den medbragte kage. Da jeg spurgte, om jeg ikke lige skulle tørre af og spritte ned efter os, fik jeg venligt men bestemt at vide, at det skam var med i prisen; vi skulle bare hygge os. Og det gjorde vi virkelig. 

Ved et rent tilfælde havde vi ramt black friday, hvilket betød, at der stort set ikke var andre i svømmehallen end os, og det var bare på alle måder den bedste dag overhovedet.

Og præcis som i #2 har jeg efterfølgende tænkt tusind gange, at det kun kunne lade sig gøre, fordi jeg ikke længere skylder en nyre i banken. De muligheder, dét giver, kommer jeg aldrig til at tage for givet.

Give-away/I øvrigt:

*har jeg, siden jeg skiftede læge, tænkt meget over, hvorfor man ikke et sted skal angive, hvorfor man ønsker at skifte. Ville det ikke være oplagt? For jeg er med på, at alt er kemi, når det kommer til interaktioner mellem mennesker, og selvfølgelig skal ingen under luppen, fordi en enkelt kunde er utilfreds. Men virker det ikke lidt gak, at man ikke er interesseret i årsagen? 

I vores tilfælde handlede det om ualmindelig udpræget mangel på forståelse for de udfordringer, der knytter sig til en potentiel udviklingsforstyrrelse, og det ville da være virkelig fint, hvis andre familier ikke skulle sidde i stolen hos ham og opleve det samme.

I min venindes tilfælde handlede det om, at hendes læge tog hende på røven og sagde nogle ret upassende ting i forbindelse med en gynækologisk undersøgelse.

Der er Rigtigt og Forkert og så er der alle gråzonerne. Og selvfølgelig kunne man vælge at klage – men orker man? Og var det *så* slemt? Der er megen vigtig information, der siver ned gennem sprækkerne på den konto, tror jeg. 

*var Frida til fest i SFO’en for et par uger siden. Da Anton og jeg skulle hente hende, var himlen uendelig smuk. Alle nuancer af gylden, blå og rosa, et spinkelt månesegl i sølv og en million stjerner, der hang og gjorde sig til. “Prøv lige at se himlen, Anton. Er den ikke fin?” “Jo! Sådan føles det inden i mig, når jeg må sove inde ved dig, mor”. Mit hjerte, mand.

*er det ikke poesi og store følelser det hele. I morges bad Frida ham f.eks. lakonisk om at ‘step aside, peasant’, da han drillede hende. Jeg ved godt, at det var selvmål at grine, men for fanden, altså. 

*har vi fået vores indkaldelse til børnepsyk. allerførst i det nye år. Så sagde vi jo, at de sad med et helt nyt og velpolstret budget og bare ventede på nogen at smide alle pengene efter. 

*har jeg de sidste par måneder set en del opslag på facebook, hvor folk lovpriser mennesker, der er afgået ved døden – uden at sige, hvem det er. Jeg er med på, at der ikke er regler for sorg, men det er godt nok meget 2010 at spille mørk og mystisk på de sociale medier. Hvorfor åbne den, hvis man ikke vil tale om det?

*Følger jeg et par astrologer, både på insta og på YouTube, og de har siden oktober været meget enige om, at 2021 kommer til at følge os HELT til dørs med bøvl og baks. Min lektie for det sidste kvartal har været og er, at nogle gange, ikke? Så *er* det De Andre. Jeg er så bange for at overse  egne fejl og mangler, at mit udgangspunkt altid er, at 50% af konflikter, ufred og dårlig stemning ligger hos mig. Men universet har godt nok de sidste måneder været meget insisterende ift. at få mig til at fatte, at man en gang imellem faktisk godt må lægge hele ansvaret for en dårlig situation over på den andens tallerken.

*bliver vi nødt til at snakke om, at Lukas Graham og Adele er ved at være to sider af samme sag. Og inden du råber: “Ej, hvad snakker du om!?” så vil jeg bare lige bede dig om at høre hhv. ‘Happy for you’ og ‘Water under the bridge’ – og imens du lytter forestiller dig, at det er den anden, der synger. Du kommer til at give mig ret. 

*er jeg *liiiige* ved at være der med det helt overdrevne salg af pebernødder/kalendre/til-og-fra kort osv. osv. osv., som børn helt ned i 0. klasse skal sælge for deres idrætsforeninger og klassekasser. Det er, som om børnene helt er forsvundet ud af ligningen? Engang var det børnene selv, der stemte dørklokker for at få penge i kassen. Nu er det forældrene, der sælger på fb, og så synes jeg sgu, at ideen går lidt af det. Ikke fordi det hele var bedre, dengang vi gik 14 km. gennem mandshøje snedriver til og fra skole – men hvis det er børnene, der skal tjene penge til klassekassen eller fodboldturen – skal de så ikke være bare minimalt involverede i processen?

*har Jesper ovre på Den Gode Opdragelse udgivet en debatbog, som jeg har skrevet forordet til. 

Det er en fin, lille bog som, med sit far-og-fagpersons-perspektiv på børneopdragelse, kan give nogle tankevækkende, sjove og skæve vinkler på, hvordan man griber opdragelse an, og jeg synes, at den lægger op til nogle gode og anderledes samtaler om vaner, traditioner og forventninger.

Jeg har fået lov at udlodde 2 eksemplarer til et par af jer, og det eneste, du skal gøre for at smide et lod i puljen er at skrive en kommentar til dette indlæg. Det behøver ikke være dybt eller forkromet; måske bare en linje om, hvem du gerne vil give bogen til? (Og man må GERNE skrive ‘Mig selv!’) 

Jeg trækker lod torsdag d. 09.12 kl. 20, og offentliggør vinderen i M2021-indlægget fredag d. 10.12.

Held og lykke.

M2021, uge 47

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har min søde mor hjulpet mig med at klippe den slidte kant af mit Modström-tørklæde (som med hastige skridt nærmer sig sit 15-års jubilæum), og sy en ny.

Jeg har længe været på jagt efter et nyt tørklæde, men efter 1000 googlinger og besøg i samtlige stofbutikker jeg kender, må jeg give fortabt. Mit Modström er syet i stof af så god kvalitet, at stofbutikkerne bare blankt erkender, at de ikke har noget, der kan måle sig med det.

Det har givet anledning til lidt selvransagelse, for i princippet burde jeg jo elske, at jeg ved blindt held har erhvervet mig noget, der har vist sig så slidstærkt, holdbart og bæredygtigt. Men der er et eller andet med den alder, jeg har nu, og en angst for at.. stagnere, tror jeg? Eller at blive opfattet som én, der stoppede med at udvikle sig, da hun fik børn?

Jeg er ikke færdig med at tænke, men angsten har trods alt ikke bedre fat, end at jeg glæder mig over at en ny søm har forlænget levetiden på mit all-time-favorite tørklæde markant. 

2.

Har jeg brugt en aften på at gennemgå mine kasser med advents- og julegaver.

Den eneste ulempe ved at starte i god tid er nemlig, at jeg somme tider glemmer, hvad jeg *har* købt, og derfor pludselig ender med at være lige rigeligt gavmild.

Klog af skade har jeg kun pakket de første adventsgaver ind. Resten pakker jeg ind hen ad vejen. Ellers kan jeg simpelthen ikke huske, hvad de får #scatterbrain

3.

Har jeg smidt en næsten-ny pakke te ud, efter kun at have drukket 2 kopper af den.

Fordi jeg har haft kronisk fokus på at stoppe madspild de sidste 4-5 år, kommer jeg somme tider, af ren vane, til bare at slave mig igennem ting, jeg reelt ikke kan lide, og det er livet sgu for kort til. Selvfølgelig er der gråzoner, men når man er sådan en, der MEGET ligger i den ene grøft, skal man somme tider hjælpe sig selv med at huske, at det er ok at dyppe tåen i vandet i den anden.

,

When they go high, we go low

I kommentarfeltet for et par uger siden spurgte Lone, om jeg/vi ikke ville prøve at skrive lidt om/kommentere på, hvordan man undgår stress og konflikter, når man skal julehygge med familien.

Fordi det på søndag er 1. søndag i advent, tænker jeg, at nu måske er et godt tidspunkt at forholde sig til det på. 

Jeg skrev for 4 år siden et indlæg om netop dette, og derfor blev jeg enig med mig selv om at poste en revideret udgave af indlægget fra dengang, og så lægge op til, at I derude smider *jeres* bedste tip i kommentarfeltet. For én gangs skyld vil jeg som udgangspunkt undlade at svare jer enkeltvis; ganske enkelt fordi jeg gerne vil have kommentarfeltet til at være en idébank, og ikke et cirkustelt, hvor jeg sludrer løs i øst og vest og trækker temaet helt af sporet.

Jeg håber, I har lyst til at være med.

_________________________________

Helt overordnet gælder det om at skrue ned. SkrunedSkrunedSkruned. For det, jeg altid er blevet mest stresset af, er, når jeg i et anfald af overmod går fuld Det Lille Hus På Prærien, og kun synes, det gælder, hvis jeg laver ALT fra bunden.

Problemet med dén model er, at den aldrig bliver sådan *rigtig* hyggelig, fordi jeg brækker midt over af stress, når vi er 10 minutter inde i arrangementet. 

I takt med, at mine børn er blevet større, er det også gået op for mig, hvor meget udenomstamtam, man bliver nødt til at tage højde for, hvor man ikke har ret meget at skulle have sagt. Aktuelle eksempler her – udelukkende på børnesiden – er: Forældremøder, sundhedsplejerske, tandlæge, juleklip, julestævner, salg af kalendre/til-og-fra-kort, pakkekalendre i skolen, juleafslutninger galore og en juletræsfest, som alle de andre i klassen kommer til. 

Og hvor man, så længe de er små, lidt bedre kan sortere, fordi de sgu ikke opdager, hvis man sluser noget af det ud, så kan du være STENsikker på, at de snakker nok om alle tingene i skolen til at være bevidste om, hvad de andre skal med til. Derfor skal man i hvert fald gøre sig overvejelser om, hvad man beder dem forstå/forsvare, hvis man melder afbud.

Men dette understøtter sådan set stadig fint hovedpointen: Skru ned.

Og fordi det somme tider er lidt nemmere at forholde sig til livet i punktform, får I her mine egne små selv-remindere til at styre udenom den værste stress:

1. Arrangementer

Lad være med at svare på invitationer/købe billetter til arrangementer, lige når de dumper ned i indbakken. Vent. På den måde giver du selv (og børnene) mulighed for at vælge, hvis det bliver nødvendigt at skære fra. Sat op mod hinanden kan det f.eks. godt være, at svømmestævnet, det i sidste uge var livet om at gøre at deltage i, taber til juletræsfesten i hallen.

2. Skovture og juledekorationer

Del den op, så I går i skoven den ene dag, og laver dekorationer den næste. Og husk, hvad der er supposed-to-be-hyggeligt her: Hvis det er turen i skoven, kan man sagtens nøjes med den og så købe sin dekoration af nogle spejdere eller noget, i stedet for at jage rasende rundt efter det mos, man ikke har kunne sparke sig frem for i månedsvis, men som nu på mystisk vis er forsvundet, alt imens børnene bliver mere og mere sure/får ondt i benene/skal tisse/fryser/jagter hjorte i brunst/æder grankogler.

3. Julepynt

Brug en aften, hvor ungerne er lagt i seng, på at finde pynten frem, og lav et bord med den pynt, de må gå amok på værelset med. Så kan der pyntes op i skøn, fælles forening, og det bliver en aktivitet at være sammen om, i stedet for noget, der skal findes ekstra tid til. Når – ikke ‘hvis’ – nogen bliver hidsige over, at de vil have det samme rædselsfulde LED-juletræ, så bare husk, at der også havde været konflikter, hvis I havde tegnet eller lavet puslespil.

4. Pakkekalender

Gå med adventskalender i stedet for den daglige version. Minimalt stress ift. køb af gaver, man kan økonomisk tillade sig en smule mere, og man er fri for at skulle op kl 3 hver nat for at tjekke, hvad der mon er kommet i posen. (Her er det så vigtigt, at man ikke selv lader sig overvælde af juleånden og smider en ekstra pakke i en tilfældig onsdag, for så er man selv ude om det). 

Har man børn, der vågner MEGET tidligt, når der er pakker i farvandet, kan man – som jeg har gjort i år – vælge at flytte adventsgaverne til fredag morgen, hvor man alligevel skal op og afsted.

5. Julebag

SÅ hyggeligt på tv. Med små børn og i virkeligheden? Not so much. Hvad var det, du hældte i skålen, Anton, fuck, de skulle have været ud nu, (nej, det er også rigtigt. Man må ikke sige fuck) PAS PÅ BAGEPLADEN, DEN ER VARM, Frida, nej!! Ikke tørre fingre i Antons hår!

Snydetricket her er færdig dej, som ungerne kan hjælpe med at forme, eller én slags småkager, hvor man i bedste tv-kok-stil har stillet alle de afvejede ingredienser frem i forvejen. Resten køber du – Karen Wolff skal også leve.

Vi har i et par år hos den lokale bager købt to slags dej, som udmærker sig ved at kunne fryses; vi laver af halvdelen og fryser den anden ned. Langt, LANGT mere overskueligt, både på produktionssiden og ift. indtag. Jeg købte for et par år siden sådan nogle mini-udstikkere med figurer på størrelse med 10-kroner. De er perfekte og gør, at børnene synes, det er sjovt og føler, at De Har Bagt. selvom de reelt bare har stukket 5 æbler, 7 stjerner og 4 hjerter ud. Fordi kagerne er så små, er de hurtigt færdige (= klar til at spise) og man slipper for børn med mavepine, fordi de ikke skal nå at smage 5 forskellige slags småkager, som alle er på størrelse med underkopper.

Og nu er det jeres tur. Hvad gør I for at bevare hyggen og den gode stemning? Ekstra rom i gløggen? (Det’ gas!) (- eller er det..?) Familiemeditationsophold i den svenske skærgaard? Melder jer ud? Eller har I nogle små tricks, der sikrer, at det er de rigtige ting, der fylder?

Jeg glæder mig til at blive inspireret.

M2021, uge 46

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Prioriteret mit mentale helbred, fordi jeg ikke rigtig synes, jeg kan følge med. Føj, hvor der er meget at se til. Sidste uge havde jeg over 50 timer på arbejde, og det er tæt på umuligt at få det hele til at gå op.

I weekenden lavede mine børn en soveaftale med mine forældre, og selvom jeg havde en to-do på længde med den kinesiske mur, lukkede jeg verden ude og ned og tog på roadtrip med min kammerat. Det var verdens bedste ide. 

Lørdag havde jeg besøg af en veninde, og jeg lavede afrikansk kylling til os, fordi den kunne passe sig selv i stegesoen hele eftermiddagen, så jeg i stedet fik tid til at snakke, tune ind og få luft.

Og i går havde min allerbedste Anton fødselsdag. 11 år, mand. Og hvor jeg plejer at lave alt fra bunden og sørge for, at der er 17 forskellige ting at vælge imellem, så holdt jeg det simpelt i år, købte mig fra det, jeg kunne, og spurgte min mor, om hun ville bage en plade boller. Jeg er gammel nok til at synes, at der skal være nogenlunde rent, når vi får gæster, men i år bestod rengøringen af at give vandhanen på badeværelset en gang vinduesrens, hænge et rent håndklæde op og feje sandet i entreen ind under skobænken. Fødselsdagsbarnet fik lov at vælge menuen til aften, og han gik nærmest i bro af begejstring, da han håbefuldt sagde: “.. McDonald’s?” og svaret var ja.

2.

Fået en pose tøj til Frida af en veninde, og jeg kan ikke beskrive i ord, hvor glad jeg er for, at de damer, jeg har omkring mig, forstår hvorfor det er en god ide at give mig posen i smug. Så får jeg mulighed for at præ-sortere, inden Frida forelsker sig i indholdet og insisterer på, at man sagtens kan bruge en morgenkåbe som vinterjakke, hvis bare den er pæn nok.

Jeg fik sorteret, lagt i skabet og på lageret og sendt resten til genbrug med det samme, og det var fedt bare at få gjort. 

3.

Brugt rester af bogbind som indpakningspapir til fødselsdagsgaverne.

Af en eller anden grund har jeg to år i træk skudt langt over mål ift. antallet af udleverede bøger (og vi har også eksperimenteret med stofbind, hvilket selvfølgelig også nedsætter papirbehovet), så i stedet for at lade rullerne dø i synden, fik de lov at aftjene værnepligten som gavepapir i stedet.

I spørger, jeg svarer: Må man takke nej til julegaver?

I weekenden fik jeg en mail fra Tina med et virkelig godt dilemma, som samtidig også egner sig fint til at snakke lidt om de ting, der rørte sig i kommentarfeltet til sidste indlæg. Jeg har klappet af med Tina, at det er ok at flette hendes mail sammen med de andre emner, så without further ado:

Hej Linda.

Jeg har et dilemma, jeg gerne vil ha dit, og verdens bedste kommentarfelt´s take på.

Det handler om jul og gaver.

Vi er en lille familie. Et par børn børn under 15 og et par stykker i 20’erne. Resten er 45+ og ingen mangler noget.

Stærkt inspireret af dine indlæg, er min opmærksomhed på forbrug/behov over årene blevet skærpet betragteligt, og jeg er nu den lykkelige indehaver af et liv, der indeholder de ting jeg reelt bruger, og som jeg er glad for. Resten er afhændet.

Jul og fødselsdag er altid lidt en udfordring, for jeg mangler ingenting, og jeg skal være meget opfindsom for at stampe ønsker nok op.

Forrige år mistede min mand sit arbejde, og da julen nærmede sig, var vi løbet tør for opsparing. Dette kombineret med ovenstående, gjorde at jeg rakte ud til min familie, og forklarede hvordan landet lå. Aftalen blev, at gaver til de voksne skulle være enten hjemmelavede eller genbrug til en symbolsk pris. Børnene skulle have som altid.

Jeg var totally excited, for jeg er Kongen Af Genbrugsbutikker, og jeg fandt de vildeste fund, som jeg glædede mig vanvittigt til at give. 

-for så juleaften at modtage gaver til mange, mange penge fra dem, aftalen var indgået med.

Jeg blev så flov over mine genbrugsfund, og aftenen står som een lang skamfuld, på grænsen til tårer, langtrukken affære.

Klip til 2021.

Privatøkonomien er igen stabiliseret, der er sparet op til alle, og den får satme én på gavehatten i år. Ingen aftaler, men business as usual.

MEN:

Jeg ønsker mig ingenting. Jeg har oprigtigt alt, jeg ønsker mig. Jeg ønsker mig ingenting. 

Der er ikke åbenhed for dette ikkeønske i min familie, faktisk oplever jeg det, som om min familie bliver provokeret af det.

Jeg har ingen intention om at ødelægge den gode stemning, men er nok lidt uforstående overfor den polemik, det afføder.

Derfor:

Skal jeg stikke piben ind og finde på ønsker, så julen kan afholdes som altid, eller skal jeg forsigtigt prøve igen.

(Nu jeg efterrationaliserer på dette skriv, slår det mig, at jeg jo nok har et issue med forbrugsjulen, og ikke julen. Måske er det derfor jeg slår bak. Jeg oplever det som en vild aften, med et højt tempo, og en gaveuddeling, der går for stærkt).

———————

Som altid springer vi bare lige ud i det, for ikke at gøre det unødvendigt langt. 

Sagt med al kærlighed i hele verden var min allerførste tanke, da jeg læste din mail, at den reaktion, du stod med sidste år, måske er den, du nu, helt uforvarende, er i færd med at læsse ned i skødet på din familie? For hvis vi skærer ind til benet, så var din reaktion, som jeg læser det, en reaktion på følelsen af at underlevere, og mit bud vil være, at det vil føles præcis lige sådan for din familie at stille juleaften uden gaver til dig.

Problemet med gaver er, at man skal forholde sig til dem på to niveauer. 

Det ene er det materialle niveau, som er alt det lavpraktiske, der mest handler om beløbsgrænser, udveksling og ønskesedler/ikke ønskesedler. (Og genbrugsgaver, som jeg skrev et indlæg om sidste år)

Men derudover prikker gaver også til en helt masse, som jeg tror, vi er tilbøjelige til at overse, fordi vi ikke er opmærksomme på, hvor forskelligt vi fortolker tilvejebringelsen af dem, og hvad både den og selve gaven symboliserer. 

For hvis det bare var de konkrete gaver, der var i spil, ville det jo være relativt ligemeget, om man var enige om alt det rundt om. Hvis det vitterligt bare var bytte-bytte købmand, ville vi ikke hidse os op over forventninger, ønskesedler og gaver, der rammer langt forbi. 

Når vi gør det, tror jeg, at det handler om, at en fejlskudt gave for nogle mennesker er et udtryk for ligegyldighed, eller for at du ikke kender mig rigtigt. For nogle er en ønskeseddel udtryk for, at modtageren ikke tiltror giveren at løfte opgaven. For nogle er en aften med pakker, man ikke selv har haft mulighed for at påvirke indholdet af, én lang oplevelse af, igen og atter, at blive overhørt, overrulet og ikke-taget-alvorligt af sin famile. Og for nogle bliver det en aften, hvor de bliver taget til fange i krydsfeltet mellem at være deres forældres godt opdragede og taknemmelige børn og deres skuffede børns forældre.

Intet af det er rigtigt. Men det kan man ikke fortælle følelserne, som insisterer på at læse modtagerens gave og gestus ind i den livsforståelse og de vilkår, man selv opererer med.

Så når du frabeder dig gaver, så er det for dig bare et spørgsmål om ikke at have brug for flere ting. Men for dem, der viser kærlighed og omsorg gennem gaver, beder du dem om ikke at vise dig, at de holder af dig. Og det er måske for meget at bede om?

Problemet med at bryde traditionerne, tror jeg, er, at de ofte er i spil i situationer, der er langt imellem. For hvis det var jul 12 gange om året, ville alle nok kunne leve med, at vi prøvede forskellige modeller af, og det ville ikke føles som helligbrøde at ændre på menuen eller pakke gaver ud om morgenen. Men når det går ned én gang om året, bliver det, alene på sin relative sjældenhedsfaktor, Noget Særligt, og det gør os nok meget lidt omstillingsparate. Og fordi Andre Menneskers ændringer har det med også at få konsekvenser for vores egen adfærd, reagerer verden omkring os, hvis vi stopper med at drikke, takker nej til kagen eller frabeder os julegaver. Og jeg er sgu ambivalent omkring det, for jeg synes ikke, man skal leve sit liv for at tækkes andre, eller at man skal blive kvalt i snaps, fordi “DeT PLejeR vI!” – men jeg synes måske også, det er lidt forældet at insistere på, at vi hver især bare skal gøre det, der gør OS glade – i hvert fald i kontekster, hvor samværet udgøres af mennesker, vi holder af.

Så med alt det vil jeg sige, at jeg, hvis jeg var dig, ville overveje, om jeg kunne finde et kompromis, jeg kunne leve med. Om jeg f.eks. når jeg i løbet af året forelskede mig i noget, jeg i princippet bare kunne købe, i stedet ventede og skrev det på min ønskeseddel. Eller om jeg kunne ønske mig bæredygtige versioner eller luksusudgaver af hverdagsting, som f.eks. bodylotion, karklude og krydderier. På den måde øger du ikke dit forbrug eller fylder dine skabe med skrammel, men din familie får stadig lov at give dig noget, der gør dig glad.

I samme boldgade synes jeg også, at det fungerer ret godt at ønske sig gaver, hvor man har peget giveren i retning af noget, man mangler, men samtidig giver lidt råderum, så folk alligevel får fornemmelsen af at have lidt at skulle have sagt. Jeg ønsker mig ofte “En god håndcreme”, “Et stribet tørklæde” eller “Guldøreringe i stil med disse” og så et par inspirationsbilleder. På en måde er der også plads til lidt økonomisk gymnastik, hvis det strammer hos giveren.

Jeg ruller med alle 3 modeller og fælles for dem er, at jeg tænker på giveren hver eneste gang, jeg bruger/kigger på gaven. Dét er fedt, for for mig er det, hvad gaver i virkeligheden handler om.

Giver det mening?

Inden jeg giver den fri, er der to ting, vi lige (pga. kommentarfeltet til sidste indlæg) skal runde. 

Den ene er ønskesedler. For det er et område, hvor folk er MEGET Israel/Palæstina.

For mit eget vedkommende vil jeg gerne have ønskesedler, og jeg synes, det er helt fint, hvis folk har skrevet priser på. For mig er tiden en knap faktor, og jeg bliver virkelig stresset over at skulle finde noget til folk, som intet ønsker sig. Det føles for mig som en slags test, som jeg ikke føler, jeg har tid til at løse ordentligt. Af samme grund kan priser på ønskesedlen være en hjælp, fordi jeg nogenlunde med det samme kan se, hvilke ønsker, jeg kan vælge imellem, når jeg skal købe.

Jeg tror, at vi alle sammen giver ud fra, hvordan vi foretrækker at få. Både gaver og eventuelle ønskesedler. Hvis man hader at købe gaver fra ønskesedler, hader man vist typisk også selv at skrive dem. Så langt er jeg egentlig med.

Der, hvor det for mig bliver en lille smule uldent, er, når vi taler om, *hvorfor* folk hader at modtage ønskesedler. For det er ofte fordi “det føles som en bestillingsliste” og “jeg ved, hvad jeg gerne vil give”. For mig er vi allerede der ude i, at det handler mere om giveren end om modtageren, og det er vel ikke meningen, når vi taler om gaver? Dem giver vi vel netop for at bringe glæde hos dem, der får dem – og hvis de nu har det meget smalt med, hvad de foretrækker, så føles det nærmest som et angstprovokerende tab af kontrol at få 6 pakker, man ikke selv har haft nogen indflydelse på indholdet af.

Vi giver det, vi selv ville være glade for at modtage – ligesom U2 gjorde, da de, uopfordret og på egen foranledning, lagde deres nye album ind i vores alle sammens iTunes biblioteker og nærmest smadrede deres egen, musikalske arv. For det skulle vi BARE ikke bede om. En gave er kun en gave, hvis den er ønsket og/eller man får lov at give den – ellers er det bare andre menneskers ting og behov, der pludselig skal stå på dine hylder.

Og så er der Ønskeskyen (og andre tjenester som den), som jeg ikke kendte i forvejen.

For mig at se, trykker den på de samme knapper som ønskesedlerne, og dermed er argumenterne for og imod de samme.

Jeg har som sagt ikke selv prøvet at bruge den, men for mig er dealbreakeren nok, at man som modtager skal oprette sig og logge ind for at bruge den. Det kan jeg faktisk godt forstå, hvis nogen står af på.

Omvendt er jeg tilhænger af det, den lægger op til, nemlig at det er modtageren, der skal være i centrum, når man køber gaver. Hvad du ønsker, skal du få. For, sådan helt egoistisk, så synes jeg, at det er meget fedt, at giveren bliver tvunget til at hjælpe lidt med til, at modtageren ikke ender med 4 af den samme. Det er sket flere gange for mig, og jeg har både oplevet, at gaverne alle var købt i butikker, vi ikke har i Esbjerg, at de var købt til Black Friday hos et firma, der kun gav 14 dages returret, og at de var købt hos et firma, hvor man kun kunne returnere (selvbetalt) gennem ét bestemt fragtfirma, og det derfor kostede mig 70 kr. at sende varen retur. Det er ikke optimalt for hverken klima, modtager eller den gode stemning, og derfor synes jeg, helt overordnet, at den type tjenester er en god ide.

Yes. Det blev langt og strittede lidt i alle retninger.

Så nu er det jeres tur. Hvad tænker I? Må man melde sig ud? Må man give uden at få? Er det nødvendigt, at nogen går forrest, hvis vi skal have trukket tempoet ud af forbrugstoget, så klimaet kan få vejret igen? Har vi et fælles ansvar for Den Gode Stemning eller vægter individet højere end gruppen?

Go nuts – men husk at passe godt på hinanden.

M2021, uge 45

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.
Foræret min søde genbo en portion suppe, jeg havde i overskud fra aftensmaden.

Det er en lillebitte ting, men det fik mig til at tænke på, hvor fedt det er, at vi er nået til at punkt, hvor det ikke er mærkeligt bare ud af det blå at skrive: “Kan du bruge en portion aspargessuppe? Den skal spises i morgen”.

Det har gjort mig langt bedre til på forhånd at tage stilling til, om jeg/vi kan nå at spise rester, jeg ikke havde regnet med at have, og det redder mere mad fra skraldespanden, end man lige tror.

2.

Solgt 11 af mine puslespil.

Vi har talt om det før, men for mig gør det hele forskellen, når jeg sælger brugt, at jeg har en stak at sælge af, uanset om det er tøj eller ting, for det kræver mere arbejde, end man lige tror. Der er både nogle ting, man skal tænke ind ift. at lave og vedligeholde annoncerne, men der er også mange henvendelser, man skal svare på, ting, der skal afhentes eller sendes og mennesker, der er … tunge at danse med.

Dengang jeg startede hele denne indlægsrække, havde jeg mange ting at sælge ud af, og virkelig meget brug for pengene. Dengang havde jeg altid annoncer på Marketplace og en livlig trafik i indkørslen.

Så fulgte en tid, hvor det kom til at handle mere om at minimere end om at tjene på det, og i den periode forærede jeg stort set alt væk.

Jeg havde også en periode, hvor jeg lagde ting ud i en kurv i bryggerset, og så først solgte, når jeg havde samlet sammen; netop for at have ting nok at sælge til, at det var arbejdsindsatsen værd. Men i takt med at børnene bliver større, slider de tøjet mere og har ikke samme fase-afvikling med legetøj. Derudover har jeg efterhånden også fået afviklet alt det, der lå og fyldte i skabe og skuffer, og er landet på new normal, hvor vi stadig har ting, men slet, slet ikke så mange som før, og ikke noget, som jeg har flyttet rundt på i årevis. Derfor blev det til sidst irriterende at optage bordplads med en 1/4 fyldt kasse, der indbragte 50 kr. hver 3. måned. 

I dag er jeg landet et sted, hvor fordelingen på salg/genbrug er ca. 25/75; det handler stadig mest om at få tingene ud, så jeg kan få plads i både hoved og hjem, men hvis der er tale om store eller mange ting, ser jeg, om jeg kan få dem solgt. De får en uge på Marketplace, og hvis ikke nogen har bidt på, ryger det til Røde Kors. Det er et fint kompromis, for jeg kan godt leve med, at tingene står og fylder i bryggerset i 7 dage, og jeg sørger for at sætte dem til salg på et tidspunkt, hvor jeg har tid til at svare på spørgsmål og køre på posthuset – men det er også fedt bare at have truffet en beslutning om, at efter det ryger de videre. 

3.

Delt vores ønskesedler lidt op, inden jeg sendte dem ud, så alle ikke får de samme ønsker.

Der er ingen grund til at facilitere en situation, hvor vi skal til at fragte varer retur over landet, fordi der ligger 3 af samme slags under træet. Når nu der *er* flere ønsker på sedlen (og man er sådan en familie, der giver gaver), så er det en nem måde vise lidt klimahensyn på.