Sensommervibes, brevkassen og podcasts

I nat vågnede jeg til lyden af regn, og selvom jeg føler det en smule hånligt, at det er om natten, det regner, hvor jeg ikke har glæde af det, så er jeg alligevel holdspiller nok til at glæde mig på vegne af jer, der begræder sommerens langsomme sortie. 

Jeg bliver normalt utrolig stresset ved udsigt til hedebølge, for jeg kan. ikke. holde varmen ud. Jeg er udpræget efterårsmenneske og de sidste par år har jeg nærmest frygtet sommeren med dens krematorieagtige temperaturer. Men i år har vi fundet en sø, og jeg har fået mit liv tilbage. For hvor vi på stranden er afhængige af tidevandet, står den her sø bare tålmodigt og venter på, at det passer os at blive kølet ned. Det bedste er næsten, at den ligger tæt på, hvor vi bor, så de sidste par uger har jeg hentet børn, lige været forbi derhjemme og skifte til badetøj og så ellers bare bedrevet en submarin tilværelse, omgivet af fisk, soundbokse og gymnasieelever. 

Siden sidst har jeg været til det endelige møde med konfliktmæglerne og naboen, og der er simpelthen sket det magiske, at vi har fået genetableret det gode naboskab. Ikke bare forstilt, men ægte. Jeg er lettet langt ud over enhver tænkelig grænse, og jeg kan trække vejret igen. Det har været den første konflikt, jeg har haft som ægte voksen, hvor løsningen har været taget ud af mine hænder, og selvom det har været svært, og jeg har været psykopat-stresset over det, så er det også – her på den anden side – fedt at have trykprøvet mine værdier og set, at de holder.

På fritidsssiden begynder vi så småt at forholde os til, hvad børnene skal gå til. Anton får en pause fra taekwondo; en kombination af flere faktorer, men først og fremmest bare fordi han trænger. Til gengæld skal han i næste uge ned og se, om der måske er en spejder gemt i maven på ham. Min oplevelse er, at spejderne er det tætteste vi kommer på en fritidsudgave af Rudolf Steiner skolen, og jeg tror, at han vil trives i det. Frida ser ud til at have forhandlet sig til endnu et år til gymnastik. Jeg havde ellers nedlagt veto, fordi hun hele sidste år ikke lod til at synes, at det var ret fantastisk, men svømning, som er det eneste alternativ, vi kan blive enige om, koster 1300 kr. for 30 min. pr. sæson, og selvom vi havde pengene, bliver det ikke på det her tidspunkt på kurven, at vi laver dén tilmelding. Men veninderne går til gymnastik, og det vejer åbentbart tungere, end at aktiviteterne er lidt so-and-so, så det får et skud. 

På metasiden har jeg modtaget endnu et brevkassedilemma, og derfor knytter jeg lige et par ord til det.

Jeg synes, det er nogle ret sjove indlæg at skrive, og derfor bliver det noget, jeg fortsætter med at gøre, hvis jeg på nogen måde kan konvertere dilemmaet til et indlæg, der er relevant for flere. Men fordi de på kommentarsiden bliver ret envejs, sørger jeg for, at der er tid imellem dem. Normalt er der liv og glade dage i kommentarfeltet, men når afsenderen er anonym, som det har været tilfældet indtil nu, kan de jo af gode grunde ikke gå ind og svare på de mange fine inputs – og fordi dilemmaet ikke er mit, virker det også kunstigt, hvis jeg gør. Derfor har jeg besluttet, at der skal være uger nok imellem til, at man som læser har lyst til at bruge tid på at formulere et svar, som man sender ud i vinden, uden nødvendigvis at få noget tilbage.

Og blot for god ordens skyld er indlæggene ikke tænkt som erstatning for mine normale indlæg, så man behøver ikke være bange for, at bloggen forvandler sig til Linda & Monopolet.

En sidste praktisk ting, hvis man har noget, man gerne vil sende ind: Det er vigtigt, at man er *helt* klar i spyttet ift. hvis der er noget, jeg ikke må skrive på bloggen. Og egentlig synes jeg, at man skal formulere sig på en måde, så det hele kan lægges på – for hvis jeg sidder med en masse baggrundsviden, som læserne derude ikke får, så vil deres svar bygge på halve antagelser, og det gavner jo ikke rigtigt nogen.

Nu vil jeg drikke den sidste sjat kolde kaffe, og køre på arbejde. Det er SKØNT at være igang igen! Rigtig god dag derude.

—————————————————————

Podcastlisten er opdateret med følgende:

Missing Richard Simmons

De fleste af mine jævnaldrene kan nok huske Richard Simmons; ham, den lille, meget overgearede aerobicfyr med det store, krøllede hår, der var i alle talkshows og på tv-shop, og som man ikke kunne andet end at holde af.

Men har du nogensinde overvejet, hvor han blev af? Nej? Det er der mange andre, der har, for han gik fra at være alle steder til pludselig at være væk. Væk-væk. Podcasten her er lavet af en af hans gode bekendte, som gerne vil finde ud af, hvorfor han efter i årevis at have haft det med opmærksomhed som salamandere har det med sol og varme sten, pludseligt og selvvalgt gik ind i sit hus, lukkede døren, og aldrig lod sig se siden. 

Det er ikke verdens dybeste podcast, men den stiller nogle gode spørgsmål ift. hvor meget man som offentlig person skylder de mennesker, man hjælper, og, helt essentielt, hvem vi er sat i verden for at gøre tilfredse. 

Hunting Warhead

Jeg tror måske, at det her er den bedste podcast, jeg nogensinde har hørt. Helt kort handler den om en norsk tech-journalist, der kommer på sporet af et af de største pædofile netværk på the dark web, godt hjulpet på vej af en supernørd, der lidt vrangvilligt kommer ind fra højre.

Historien er fuldstændig vanvittig, og jeg tror aldrig, jeg har hørt en podcast, hvor jeg så mange gange undervejs har udbrudt: “Nej!!?!” Emnerne er ellers nogle, jeg normalt holder mig på afstand af. Misbrug af børn er så tungt, så tung, og hackere og The Dark Web kan tilsyneladende aldrig formidles, uden at det bliver så teknisk, at man falder i søvn. Før nu. Før. Fucking. Nu. 

Jeg åd alle 6 afsnit på en dag og en nat, og jeg er helt ved siden af mig selv på bagkant. For selvom der er ting i podcasten, som er svære og grusomme, så efterlader den alligevel én med håb, synes jeg. Håb om, at det kan godt være, at der popper nye skrækkelige fora op, hver gang, man lukker ét ned – men at der trods alt er en grænse for, hvor mange cybergenier, der også er pædofile. Og der er mennesker derude, der har gjort det til deres livsmission at jage dem. 

Der er konkrete sager, der er etiske diskussioner om, hvor langt politiet må gå i jagten på de her udyr, der er vidnesbyrd om de massive, menneskelige konsekvenser det har at lade sig fire ned i den her sorte sump af ondskab i den gode sags tjeneste, og så er der den fine og hjerteskærende detalje, at fagfolk på området ikke kalder det ‘børneporno’ fordi det er at se mishandlingen fra gerningsmandens perspektiv, men derimod ‘Child abuse’ – for det er, præcis hvad det er. 

The Clearing

Dette er autentiske historie om den 40-årige April, der i 2009 ringede til politiet og sagde, at hun havde en mistanke om, at hendes far var seriemorder.

Hun havde ret, viste det sig, og opkaldet endte med at blive startskuddet til en efterforskning, der fik hendes far anholdt og dømt.

Podcasten her er hendes historie; hvad der fik hende til at fatte mistanke, besøg til nogle af de mange steder, hun boede med sin familie som barn, og også et besøg hos familien til et af hendes fars ofre.

Man skal holde tungen lige i munden, for der er en del navne og steder at holde styr på, men den er velproduceret, godt fortalt, og en anderledes vinkel på hele true crime genren, fordi den åbenbarer, at der også er ofre på gerningsmændenes side af stregen.

I spørger, jeg (vi) svarer: Bofællesskab eller egen bolig?

(Update: Sanne har sendt mig følgende tilbagemelding, som jeg har lovet at formidle videre til jer:

Det var rigtigt interessant at læse de forskellige tilbagemeldinger. Og dit indlæg især var meget nuanceret og fuld af indspark som jeg ikke havde tænkt på. Her tænker jeg på at hvis man som menneske bliver påvirket at andres humør, så skal man måske være ekstra opmærksom, hvis man vælger at bo med mange mennesker.

Som man skriver får man svar og min vægt på huslige pligter, kom til at fylde mere end den reelt fylder hos mig. Det er samværet med andre, deleøkonomien ved at have fælles spisningen m.m., passe på ressourcerne og leve i naturen tæt på skov og med mange dyr omkring. Derudover kommer traditioner som fejres sammen. Det er det som tiltaler mig.

Men jeg tager alle de gode tilbagemeldinger til mig. Og erkender også at min familiesituation ikke holder til at rykke rødderne op pt.
Men drømmen er der stadig og har været der igennem flere år. Mange tusinde tak
.”)

I sidste uge fik jeg en mail fra Sanne, som er i tvivl om, om hun skal flytte i bofællesskab med sin søn eller ej. Det her er én af dem, hvor jeg virkelig gerne vil have jer på banen, for der må sidde læsere derude, der har valgt til eller fra på samme dilemma, og som derfor har gjort sig nogle overvejelser omkring det.

Sanne skriver:

Jeg har et ønske om at flytte i bofællesskab. Primært fordi jeg ønsker mere samvær med andre, færre huslige pligter og økologi. Jeg er alene med 9 årig dreng (donorbarn), og vi har boet i vores nuværende bolig, siden han blev født. Han har mange kammerater her og mormor er også lige nærheden – men boligen er ved at være for lille, så derfor tænker jeg mere og mere over det.

Mit dilemma er om det er prisen værd; at flytte min søn væk fra kammerater, skole m.m. for at jeg som mor kan dele de huslige pligter med andre og få uforpligtende samvær. Dog tænker jeg kun på bofællesskaber, hvor der er masser af børn. Således at min søn også vil trives. Jeg synes også det vil være godt for ham med flere rollemodeller.

Det er Svanholm, jeg overvejer at flytte til. Det er meget specielt fordi man lægger størstedelen af sin løn hos dem. Og man skal arbejde fuldtid. Det har jeg ikke gjort i 9 år. Og jeg synes 30 timer er nok. Det er en ulempe. Men for fanden jeg skal da kunne arbejde fuldtid ligesom andre? Bofællesskaberne er også fulde af andre forpligtigelser i form af arbejdsdage, møder m.m.

Og der er 1000 gode ting ved det, synes jeg.

Det skal siges at jeg har været sygemeldt og pt uden job. Har en dement far, som nu er på plejehjem, og ved at flytte kommer vi væk fra begge mine forældre.

Mit dilemma er også rettet mod mine forældre. Kan jeg efterlade dem ? For jeg kan ikke hjælpe flere gange om ugen hvis jeg flytter. Men jeg har også en søster, som så kunne flytte tættere på og støtte. Jeg er sindssyg glad for mine forældre og har altid været det. Så det er helt naturligt at jeg hjælper. Jeg havde heller ikke klaret det uden dem da min søn var lille.

Jeg har ikke nydt livet ret meget det sidste år. Ansvaret hviler tungt på mine skuldre, synes jeg, og det har været svært at være mor. Jeg ønsker ikke det skal fortsætte sådan, for det går ud over min søn.

Så det er også et dilemma om at leve i nuet men tænke over fremtiden og træffe nogle valg. Og min søn er jo fremtiden. Og hvis jeg selv går ned med flaget kan jeg ikke hjælpe nogen. Jeg er sensitiv omkring sygdom og mennesker og tager meget til mig, så jeg trives godt blandt glade mennesker som udvikler sig.

Hvad gør jeg?

Det kan jeg virkelig godt forstå, at du synes er svært. For det er, som du skriver, på mange måder både en afvejning af værdier, af nutid og fremtid og et forsøg på at finde balancen mellem, hvad du selv trives i, og hvad du tror er vigtigt for din søn.

Hvis jeg var dig, ville jeg prøve at skære lidt af larmen fra. 1) Hvad din søster gør eller ikke gør, kan du ikke påvirke, så ud af ligningen med hende. 2) Uagtet at det vil være svært for din mor, hvis du flytter, så vil forældre vel dybest set helst, at deres børn er glade, så jeg tror ikke, at din løsning skal tage udgangspunkt i hende/dem. 3) Og vi kan ikke rigtigt bestemme, hvem vores børn knytter bånd til, så antallet af rollemodeller og andre børn i nærheden, ville jeg heller ikke bruge krudt på i lige præcis dét her dilemma.

Herefter ville jeg prøve at tygge lidt på, om det, jeg higer efter *lige* nu, også er vigtigt for mig om 3 år. Altså, om dit behov for at have nogen at dele de huslige pligter med, her og nu, også er et behov, du tror, du har om 3 år. De færreste af os træffer gode valg, når vi er pressede, og jeg tror, det er menneskeligt at undlade at granske detaljerne i en mulig løsning, når vi har ryggen mod muren.

Mine tanker kan jo af gode grunde kun være gæt, for jeg kender dig ikke personligt, men jeg ville også bruge noget tid på at tænke igennem, at hvis man er et menneske, som bliver påvirket af andre menneskers stemninger og energier, så sætter man sig selv i en ret sårbar situation, hvis man flytter tæt på mange mennesker. For jeg tror, at selvom en idé bunder i idealer og gode intentioner, så kommer de fleste af os med både bagage og dagsordener, som man jo på en måde lægger på fællesskabet at løfte, når man flytter ind i et bofællesskab. Jeg kender ingen, der har boet på Svanholm, og håber, at der måske kunne være nogle af de andre læsere, der kan byde mere kvalificeret ind, men min tanke er, at der måske er to slags mennesker, der flytter ind i fællesskaber af den her type: Idealisterne og dem, der har brug for nogen at læne sig op ad. Og hører man til den sidstnævnte gruppe, skal man nok tænke igennem, hvordan det vil påvirke én at møde andre, der også har brug for lidt hjælp til at holde balancen. Specielt hvis man bliver påvirket af andre menneskers humør og sindsstemninger.

For mig ville det fylde meget at flytte mine børn fra deres fællesskaber i den alder, de har nu. Særligt når man er alene med dem. Jeg tror, at deres netværk med jævnaldrende måske er ekstra vigtigt, fordi de “kun” har det halve netværk på familiesiden, både ift. forældre, men også ift. de bedsteforældre, tanter og onkler, der ofte er på fædrenes side. Så har din søn et stærkt socialt netværk, hvor I bor nu, ville det veje tungt for mig ift. at blive i området.

Som jeg læser Svanholms hjemmeside, tænker jeg også, at man giver sine børn en noget anderledes hverdag, fordi man lægger så stor en del af sin indkomst hos dem. Intet ondt i det; jeg kan sagtens se, at et bofællesskab kan bidrage med utrolig mange gode ting, og selvfølgelige koster det penge at drive et velfungerende sted. Men min anke her er nok lidt, at jeg ikke i det, du skriver, læser, at du er træt af det almindelige liv og de værdier, der knytter sig til det – og jeg tror, at man af økonomiske grunde vil være nødt til at søge mod de aktiviteter osv. som “tilbydes” inhouse, hvis man flytter på Svanholm – hvilket jeg også sagtens kan se værdien i. Men hvis man godt kan lide at gå i Tivoli eller Djurs Sommerland med sine jævnaldrende kammerater, så bliver man også, helt lavpraktisk, sat af i dét fællesskab, hvis man ikke kan deltage i den slags mere. Det er der ingen børn, der er døde af – men trivsel er mange ting, og jeg tror, at store ændringer som den her, kommer til at fungere bedst, hvis man virkelig er sulten efter dem, fordi man så er indstillet på komme over eventuelle forhindringer, og hele tiden har øjnene på det overordnede mål. Lige nu læser jeg, at din primære drivkraft er, at du gerne vil ud af det liv, du sidder i. Ikke, at du gerne vil hen til det, du beskriver. Forstår du, hvad jeg mener?

Hvis jeg var dig, ville jeg prøve at åbne mine mentale klapper og tænke ud af boksen. Overveje, om det var muligt at lave et “prøve-kollektiv” med nogle andre enlige mødre/fædre, som var mindre, som måske var tidsbegrænset til et par år, og som lå i området. Helt lavpraktisk ville jeg lægge en føler ud i den lokale fb-gruppe og spørge, om der var andre, der kunne have lyst til at mødes til en kop kaffe og en snak om et eksperiment. På den måde ville du stadig få det fællesskab, du efterlyser, du ville bevare din økonomiske integritet, du ville selv kunne være med til at præge værdierne, du ville få nogen at dele arbejde og pligter med, og vigtigst af alt: Du ville kunne teste, om både du og din søn overhovedet kan holde ud at være så tæt på andre mennesker.

Jeg ved godt, at det yder omstændigt, men jeg tror ikke, at det er mere omstændigt end at lade sig sluse ind i et eksisterede kæmpefællesskab, og skulle have sin økonomi filtret ind i det.

Jeg ved ikke, om ovenstående overhovedet giver mening for dig, og jeg håber rigtig meget, at der sidder nogle læsere derude, med andre vinkler, tanker og erfaringer, som har lyst til at byde ind i kommentarfeltet.

Ordet er frit. 

Rigtig god mandag derude.

M2020, uge 33

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Lavet om på Fridas værelse. Det er lidt snyd at sætte den på her, for det var faktisk i sommerferien, jeg gjorde det, men fordi M2020 har været sat på pause, kommer den på nu. 

Frida har det mindste værelse af de 3 i huset, ganske enkelt fordi hun ikke bruger det ret meget. Vi kommer til at lave en rokade på et tidspunkt, så Anton får det største, hun får det mellemste, og jeg laver soveværelse i det mindste, og fordi jeg ved, at det er på tegnebrættet, havde jeg egenligt besluttet, at der ikke skulle ske mere på det nuværende værelse. 

Men så spurgte min veninde, om vi ville arve et sminkebord, der doubler som skrivebord, og hvis der er *noget* Frida har ønsket sig, så er det et sminkebord. Så jeg gik igang med opmåling og skitser, for det *er* sgu et miniaturerum, hun har. Jeg var 2 mm. fra at købe en reol, fordi jeg tænkte, at løsningen ville være opbevaring i højden, men kom i tanke om den regel, jeg brugte, da vi flyttede ind herude, nemlig at det er forbudt at købe møbler/ting, før jeg har en konkret plads, hvor det skal stå.

Og det var godt, jeg fulgte hestene tilbage i stalden, for gæt hvem der ikke skulle bruge en reol alligevel? Den lille reol, hun har, købte jeg i sin tid hos Trævarefabrikken, og pludselig slog det mig, at jeg nok egentlig kunne pille et fag af den. Hvilket viste sig at være rigtigt. Af grunde jeg ikke helt kan redegøre for, viste det sig, at den ændring overflødiggjorde mere hyldeplads (fordi det blivende fag kunne udnyttes bedre, måske?), og til alles store overraskelse har hun fået markant mere plads på værelset.

(Godt hjulpet på vej af en oprydning, der ville have givet Marie Kondo glædestårer i øjnene. Fordi:)

2.

Indført ‘rotationsprincippet’ på legetøj, dukker og bamser. For jøsses, det barn har mange tøjdyr! Og barbieting. Og dukker. Og glimmer og slim og figurer og lommelygter og. så. videre. Hun er det mindste barn i omgangskredsen, så aflagt legetøj har det med at flyde i hendes retning, og hun elsker det HELE.

Men hun bliver også en smule blind for det, når det er alle vegne, og hvor jeg med Anton godt kunne smide legetøj ud, da han var 5, fordi han aldrig opdagede det, så har lagerchefer med kitler & klæbehjerner ingenting på Frida. Hun kan huske A-L-T, hvad hun ejer.

Kompromisset blev, at hun måtte vælge 10 bamser og 4 dukker, som nu er bosiddende på værelset, mens resten er på tålt ophold i store kasser i vores kæmpeskab, som har flere frie hylder, fordi jeg efterhånden har skilt mig af med så mange ting.

Det har været et kinderæg af fordele, for hun kan være på værelset igen, ingen dyrebare bamser er smidt ud (Gud forbyde!!), og om et par måneder åbner transfervinduet, og alt det gamle legetøj er – forhåbentlig – nyt og sjovt igen. 

3.

Været så heldig at få tilsendt en stak hjemmestrikkede rondeller af en fantastisk læser. (Igen: Tidsmæssigt lidt snyd. Det her var også i sommerferien).

Vatrondeller har været min dårlige samvittighed i lang tid, for vi ved jo godt, at vi ikke skal bruge engangsprodukter. Men jeg kommer ikke selv til at strikke nogle, jeg ejer ikke en symaskine, så at klippe tøj op og kante det er heller ikke en mulighed, og længere end det er jeg bare aldrig rigtig kommet. 

Men nu landede de i skødet på mig, så jeg besluttede, at nu var det nu.

Og fordi jeg ved, at der sidder virkelig mange kvinder som mig derude, der, ligesom mig, også somme tider dropper gode løsninger pga. praktiske benspænd, der måske ikke ser ud af meget, men som alligevel bliver det, der tager livet af de gode intentioner, får I her mine erfaringer med projektet. 

For første udfordring var, helt lavpraktisk, hvad jeg skulle gøre ved dem. Både når de var rene og når jeg havde brugt dem. For lige at vurdere, hvad der var smart, startede jeg bare med at have dem liggende løst i skabet, når de var rene, og i et glas, når de var brugte.

Det var skideirriterende. Dels fordi de allesammen faldt ud, når jeg tog én, og dels fordi de er fugtige, når man har brugt dem, og derfor skal ligge på vasken og tørre, før de kan smides dem i glasset. Det sidste kan min ordenssans ikke rigtigt komme over.

(De skal vaskes og tumbles i en vaskepose, da de ellers kan vandre ind i maskinen og ødelægge den, skrev hende, der sendte dem til mig, så at smide dem til vask enkeltvis virkede som en dårlig ide).

Jeg gik på jagt og fandt to glas, som var perfekte i størrelsen. Begge glas er store nok til at rumme en god stak rondeller, de kan stå i lågene, så glassene er åbne og frit tilgængelige (=easy access), og skulle jeg finde ud af, at jeg gerne vil have dem stående fremme med lågene på, så slutter disse ikke tæt, og det betyder derfor ikke noget, at rondellerne er en smule fugtige.

Næste udfordring var, at de suger mere end traditionelle vatrondeller gør. Jeg ved godt, at nogle sværger til at gøre rondellerne våde først, netop for at undgå, at de suger for meget af renseprodukterne, men jeg synes ikke, at disse virker ret godt, når de på den måde bliver fortyndede. Problemet er ikke så stort, at jeg ikke kan leve med det ift. skintonic, men øjenmakeupfjerneren var tæt på at blive en dealbreaker. Indtil jeg kom i tanke om, at man jo kan få noget, som ikke er flydende, men mere har konsistens som creme, og dét fungerer perfekt, for det bliver liggende ovenpå rondellen. 

Jeg har ikke købt vatrondeller, siden jeg fik de her tilsendt, og jeg er simpelthen så glad for dem. Jeg bruger dem til skintonic og eyemakeupremover, men jeg kommer ikke til at bruge dem til at fjerne neglelak med. De kan i princippet koges, men jeg vasker dem ved 60 grader, og har ikke lyst til at få eventuelle rester af neglelakfjerner i ansigtet. Glassene fungerer perfekt, og rondellerne ryger med hver fredag, når jeg vasker håndklæder.

Så altså: Har man mulighed for at få fingrene i nogle, så synes jeg virkelig, at man skal give det et skud. Og er man fiks på fingrene, er det verdens bedste værtindegave, for jeg sender Grethe en kærlig tanke to gange om dagen, hver eneste dag.

Tak, Grete <3

Hurtig mandagstur på barrikaderne

Vi har før snakket om det her med, at når man har en hammer, så ser man søm allevegne. Og forleden så jeg det her meme:

Det ramte mig, fordi det falder ned i noget, jeg tænker meget over for tiden, nemlig, at jeg somme tider i mit forsøg på at være imødekommende og hensynsfuld kommer til at henlede folks opmærksomhed på noget, de ellers ikke ville have opdaget – og med min udmelding skaber en situation, hvor de føler, at de har ret og jeg tager fejl. 

Det er sat på spidsen. Men f.eks. har jeg somme tider tænkt over, at fordi jeg ofte beder mine børn om at holde sig ind over/sige tak/sidde pænt osv., så er det, som om, at andre føler, at det er ok at gøre det samme. Altså, at rette på mine børn. Også selvom der er andre børn til stede, som er igang med ambitiøse projekter ift. at se, hvor mange m2, man kan sprede krummerne fra et rundstykke over, og hvor mange fødder, der kan være på et bord.

Det er med andre ord, som om, at mine egne kommentarer retfærdiggør, at omverdenen pludselig stiller højere krav til mine børn end til de andre tilstedeværende. 

I tilfældet med naboerne, bider jeg også mærke i, at de finder det ok at rette på mig og os – men ikke kommenterer på naboen til den anden side, der ved Gud har det fedt med sin skærebrænder på alle tider af døgnet. Men han har en hund. Ligesom dem. Og han er en mand. Og det pisser mig af. 

For det falder ned i noget, jeg også har tænkt meget over, siden jeg så det her meme:

Hånden op alle de kvinder, der genkender det?

Det er et år siden jeg så det første gang, og det er noget, jeg har tænkt umådelig meget over siden. For hvor jeg synes, det giver mening at bløde sin kommunikation op, så retorikken ikke overdøver budskabet, når jeg f.eks. skriver her, hvor jeg kommunikerer ud til mange, så er det tankevækkende, hvor underligt det føles at undlade at gøre 1:1.

De sidste 5-6 år har jeg øvet mig på at stoppe med at tale, når jeg har sagt det, der er vigtigt. (Jeg er opmærksom på ironien i dét udsagn, når det kommer fra mig). Men det er gået op for mig, at i forhandlinger, uanset om det er om lokalaftaler på en arbejdsplads, eller om hverdagspligter og begivenheder i børnehaven, så drukner og udvander man sit eget budskab, hvis man sovser det ind i ord, eller hvis man fortsætter sin ordstrøm, når man har sagt, hvad man vil sige. Så jeg har øvet mig i at stoppe med at tale, og selvom jeg i starten havde neglemærker i håndfladen, forårsaget af ubehaget ved stilheden, må jeg bare konstatere, at det virker. For når jeg holder kæft, når mit budskab er fremsat, så tvinger jeg dem, jeg sidder overfor til at forholde sig til dét, og ikke tusind andre irrelevante ting.

Den del er ved at være på plads. 

Det sidste års tid er jeg så begyndt at tænke meget over det med at holde op med at pakke mine holdninger og udsagn ind i sugarcoatingfraser som ‘måske’, ‘jeg tror’ og ‘kunne det tænkes, at’? Min oplevelse er, at det faktisk falder meget naturligt i forlængelse af det med at stoppe med at tale, for det er ofte, når jeg siger eller beder om noget, som jeg ved er træls for modparten, og hvor det ville være *meget* nemmere, hvis jeg bare lige kunne lade være med at være besværlig og fuld af meninger og krav, at trangen til at bløde det op med smil, formildende kommentarer og semi-underdanigt kropssprog kommer over mig. Det er meget, meget tankevækkende, hvor fremmed og unaturligt, det føles at lade være.

Og nu er det så jeg tænker, at den næste øvelse for mig er at stoppe med, i imødekommenhedens navn, at lægge ud med at pege uopfordret på mine egne fejl og mangler. Ikke fordi jeg ikke vil stå ved dem, men fordi de skaber en skævhed i den naturlige magtbalance, som modarbejder mig selv, og skaber nogle trælse situationer, hvor jeg bliver gal på andre over, at de behandler mig, som jeg – opdager jeg langsomt – har givet dem lov at behandle mig. Og os.

For jeg ved 100% hvad jeg mener. Og hvad jeg står for. Men det er SÅDAN en kvindeting at tage ansvar for at gøre situationen behageligt for alle involverede parter, og alene af dén grund er det værd at kigge på. 

Lige nu sidder du måske og tænker, at der ikke sker noget ved at sige tak og måske eller bløde sine udsagn op, og vi skal være her alle sammen, og der er jo ingen grund til at være sur. Men jeg vil gerne invitere dig til at tænke over, hvornår du sidst har hørt en mand formulere sig sådan i en samtale med andre mænd, når de forhandler eller rækker hånden op og stiller kritiske spørgsmål i børnehaven?

Så jeg øver mig. Igen og stadigvæk. På at holde kæft, når jeg har sagt, hvad jeg vil sige, og på ikke at udvande mig selv og mine holdninger med ‘på en måde’, ‘måske’ og spørgsmålstegn efter udsagn, jeg faktisk ikke er i tvivl om rigtigheden af. 

Og på at være i verden med alle mine fejl og mangler, men ikke selv at være den, der bruger dem imod mig.

M2020, uge 32

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

Siden sidst har jeg:

1.

Købt en ny forlængerledning og givet den en plads indenfor.

Jeg bruger den stort set kun, når jeg slår græs, og derfor har jeg opbevaret den sidste ledning, jeg havde, i mit skur, hvor plæneklipperen også står.

Det, jeg så har lært nu, er, at isoleringen bliver mør, når den er fugtig for længe af gangen, og når den bliver mør, flækker den. Selvom jeg køber den dyre model med jordforbindelse, virker det alligevel unødvendigt idiotisk at slå en våd græsplæne en blotlagt, elektrisk leder, så den gamle røg ud, og den nye bor nu trygt og sikkert på en lun hylde i bryggerset. 

2.

Været meget konsekvent med at købe ind efter, at vi ferien igennem har været afsted hele dagen og er kommet sent hjem.

Jeg har før begået den fejl, at lade optimismen skrive indkøbssedlen, men når vi vælter ind ad døren efter en lang dag på stranden og i Legoland, og alle er varme, trætte og færdige, kommer salatingredienserne i skuffen til at lide en stille, umærkelig død, og de ferske kød hober sig op i fryseren. 

Jeg satte derfor i år ambitionsniveauet *markant* ned, og har ikke været bange for at servere hverken pastapots eller madder. For sat overfor friskhakket salat og hjemmelavede frikadeller, er pastapots jo ikke ved at blæse nogen bagover med fibre og vitaminer – men de slår stadig regulær junk food og en nummer 17 med ekstra hvidløg med længder. Også økonomisk. 

Så i år har det været 1000% velovervejet den håndfuld gange, vi har konverteret til take away, og når vi har gjort, har jeg været fri for at stresse over et køleskab fyldt med ingredienser til retter, jeg ikke når at lave. 

3.

Købt en ny skoletaske til Anton, som ikke er en ægte skoletaske, men bare en helt almindelig rygsæk. 

Da han startede i skole fik han en Legoskoletaske, og roses den, der roses bør: Kvaliteten ER god. Men den er ved at ligne noget, en håndfuld håbefulde AMU-chauffører har bakket hen over adskillige gange, og faktisk havde jeg derfor tænkt, at det var i år, han skulle have en ny. 

Men hold nu KÆFT, skoletasker er dyre!

Efter megen roden rundt på nettet, kunne jeg se, at de fleste taskeforhandlere inddeler taskerne i ‘0. – 3. klasse’, og ‘4. – 6. klasse’. Og eftersom Anton skal starte i 3. klasse, blev jeg sådan lidt ‘Ej. Det er sgu også træls at købe et kæmpe skur til ham nu, hvis ikke det er nødvendigt’ – og der er under INGEN omstændigheder råd til at købe ny både i år og til næste år. 

Jeg er med på, at vi skal passe på vores børns rygge, og at den taske, de skal bruge hver dag, selvfølgelig skal være mere end bare to nylonsnore og en vinylpose. Men vi bor 900 meter fra skolen, så et er ikke fordi Anton kommer til at traske rundt med sin på ryggen i timevis, og det er stadig ret begrænset, hvad han har med frem og tilbage af bøger.

Derfor endte jeg med at købe en rygsæk fra Quicksilver, som fint kan bruges som skoletaske, og finder vi ud af til næste år, at han er nødt til at have En Ægte Skoletaske et nummer større, er det her en fin rygsæk, som både han og jeg kan bruge, når vi bare skal ned at handle eller på tur.

I øvrigt

*Må nogen snart fortælle det firma, der laver ventemusik til telefonkøer, at saxofonen er et fjendtligt instrument.

*Vil jeg gerne vide, om jeg er for gammel til at komme i betragtning som aupair hos Chrissy Teigen og John Legend, udelukkende for at få serveret den mad, hun laver? SHIT, det ser godt ud!! Jeg har bestilt hendes kogebog på biblioteket, men har lidt på fornemmelsen, at det er den slags retter, der bare kun bliver gode, når det er opfinderen selv, der laver dem.

*Har jeg, efter 9 års tilløb, fået lavet pas til børnene. Jamen, jeg ved det ikke. Fordi jeg troede, det var dyrt? Men for 115 kr. pr. barn kan vi nu stikke af til udlandet, hvis det hele bliver for træls. 

*Er Jehovas Vidner begyndt at ringe rundt, og jeg kan næsten ikke komme i tanke om noget, jeg skal bede mindre om. 

*Har jeg modtaget lige præcis nul breve til brevkassen, så jeg tænker, at vi kører videre med den model, der hedder, at hvis man har noget, man gerne vil spørge om, så skyder man bare en mail afsted på blogsbjerg@gmail.com Så svarer jeg i et ‘I spørger – jeg svarer’-indlæg. 

*Brækker jeg begge arme på Mark Zuckerberg, hvis ikke han snart får fikset problemet med, at alle notifikationsindstillinger på grupper nulstilles, hver gang der kommer en ny opdatering.

*Overvejer jeg en nebengeschäft, hvor unge mennesker i servicebranchen på et weekendkursus kan lære at lyve hurtigere og bedre. Når jeg spørger, om I har flere rosiner, så er det 10.000% fair, at du ikke gider løbe på lageret for 13. gang, den formiddag. Jeg har også været 17 og på job dagen efter en fest, og der er hverken had eller fordømmelse herfra over, at man lige hakker en servicehæl og klipper en kundetå. Men jeg er nødt til at insistere på, at du gør det bedre end et langt ‘Øøøh’, flakkende øjne og ‘… nej?’

*Havde Anton i sidste uge forlist sin absolutte yndlingshoodie. Vi ledte. Alle steder. På værelset, bag alle jakker og tasker, i SFO’en, hos mormor og morfar, i Street Mekka, i bilen og i Fridas tøjskab. Væk var den. Sorgen var dyb og tung – indtil jeg to dage senere nåede til bunds i vasketøjskurven, hvor Anton til alles inderlige overraskelse havde smidt den, og hvis ikke det er et rekommanderet brev direkte fra Gud om, at mine børn har det for nemt, så ved jeg ikke, hvad er. 

Er anbefalingslisterne opdateret med følgende:

I’ll be gone in the dark (HBO)

Dokumentar om true crime blogger og forfatter Michelle McNamera, der pga. en kombination af evner, stædighed og dedikation endte med at samarbejde med politiet i jagten på The Golden State Killer. Hun døde lige inden han blev fanget, hvilket føles uendelig urimeligt, fordi det formentlig var jagten på ham, der endte med at tage livet af hende i en kombination af stress, overarbejde og selvmedicinering.

Dokumentaren skiller sig ud fra andre dokumentarer, fordi den også gør brug af dramatiske effekter (GUD!SKE!LOV! ikke reenactment, som jeg inderligt hader), og så er det næsten poetisk, at den sætning, som The Golden State Killer sagde til et af sine ofre, og som hun brugte som titel til bogen, endte med at blive hendes skæbne.

Til alle mine fellow-murderinos kan jeg oplyse, at både Paul Holes, Billy Jensen og Karen Kilgariff er med, men uanset om man ‘færdes’ i miljøet eller ej, er den mesterligt lavet. 

Escaping NXIVM (Uncover, CBC Podcast, 1. sæson)

En mand, som tilfældigvis arbejder som journalist, møder en barndomsveninde, da han er hjemme på ferie, og da han spørger hende, hvad hvad hun render og laver, svarer hun: “I just left a cult”

Podcasten er fortællingen om, hvordan man går fra at være et selvstændigt, begavet menneske, der pga. en kombination af ambitioner og et oprigtigt ønske om at blive en bedre version af sig selv, ender i kløerne på en mand, der i dag står tiltalt for trafficking, pædofili, pyramidespil osv.

Summer has come and gone

Sidste ferieweekend i denne omgang. På mandag starter vores hverdag igen, og selvom vi alle har et snert af post-ferie-blues, så glæder Frida og jeg os til at komme igang igen. Anton kan ikke rigtig rumme det. Hvis han kunne bestemme, var vi herhjemme altid, og dagene gik med at bygge Lego og gnaske cheerios. Men damerne higer efter andre menneskers selskab, og jeg glæder mig også til at gen-etablere en hverdag, så der en lille smule forskel på hverdag og fest. 

Vi har haft 5 ugers ferie, hvilket er sygt priviligeret, og fordi jeg før det var hjemsendt og skoledagene var corona-forkortede, har vi næsten haft et halvt år herhjemme. Egentlig tænker jeg, at det – trods alt – har været en gave, for Anton får lidt tykkere hud for hver eneste dag der går, og de dage, vi har haft sammen, har været værdifulde.

Men jeg trænger til at se nogle voksne mennesker igen, og min hjerne trænger i dén grad til noget at rive i. Frida savner sine venner, og vi har et par gange undervejs i ferien måtte de 900 meter ned ad vejen til børnehaven, fordi man ikke har tabt tænder, før de andre Sommerfugle har set hullerne i munden. 

Ferien har været fantastisk, selvom det også hører med til historien, at vi har været en smule på flugt fra vores eget hjem pga. nabokonflikten, som stadig er træls og enerverende. Der er nu både jurister og konfliktmæglere inde over, og jeg prøver at blive ved med at trække vejret og hele tiden kommunikere ud fra et jeg-perspektiv #GirafTypen. 

Men selvom vores udflugter nogle dage har haft et islæt af eskapisme, har de stadig været umådeligt skønne. Vi har udforsket samtlige legepladser i og omkring Esbjerg, vi har besøgt gode mennesker i sommerhuse, har kørt på løbehjul og skateboard og spillet basket i timevis i Street Mekka, haft besøg af alle de bedste, benyttet os af Esbjerg Kommunes sommertilbud og derigennem prøvet både bueskydning og en hel del forskellige spejderarrangementer, og endelig har vi været på ture til mange af de steder, vi længe har haft planer om at udforske, som f.eks. Universe Science Park og Djurs Sommerland.

Førstnævnte var børnenes eget ønske, for selvom jeg på forhånd vidste, at de ville elske det, synes jeg også bare, at Als er *langt* væk. Men nu havde vi tiden, billetterne kunne fåes til halv pris, og pga. begrænsninger i antal besøgende, vidste vi også på forhånd, at køerne trods alt ville være nogenlunde overskuelige. 

Vi ankom uden forventninger, og vi havde en skøn dag. Min oplevelse var, at parken er en blanding af Aros og en fed, avanceret legeplads, og vi var glimrende underholdt de 8 timer, vi var der.

Det andet sted, jeg havde på vores to-do/visit-liste, var Djurs Sommerland, fordi jeg overvejer at købe årskort deroptil til næste år. De sidste par år har vi haft årskort til Legoland, men det kommer vi ikke til at have til næste år. Ikke fordi det ikke er sjovt, men dels er jeg ved at skrige over, hvor meget mer-salg, man efterhånden skal sparke sig igennem, og dels synes jeg, at mange af forlystelserne enten er meget børnede eller kræver mere vovemod, end mine to umiddelbart har. 

Vi havde en enkelt dag i Djurs sidste år, som egentlig var det, der fik mig til at overveje årskort i første omgang, for der er bedre plads end i Legoland og Friheden, der er meget mindre gøgl, og så er der flere forlystelser i ‘mellemklassen’. Kombineret med det faktum, at vi har overnatningsmulighed deroppe, og at flere af mine venner også har årskort (= vi kan følges, børnene er underholdt, og vi kan faktisk nå at snakke ægte), hældte jeg til, at det bliver det sted, vi kommer til at frekventere fast til næste år. For lige at trykprøve beslutningen, købte vi i år en 2-dagsbillet, og det var et kæmpehit. Vi mødtes med en veninde og hendes søde dreng den første dag, sov hos min kammerat og slæbte ham med derud dagen efter. Om aftenen var der god tid til voksensnak og rødvin, og da vi kørte hjem på andendagen var beslutningen truffet: Det bliver Djurs til næste år.

Helt lavpraktisk har det også noget at sige, at parken først lukker kl. 21, for børnene er ved at være så store, at de ikke er færdige med at huje kl. 18, hvor mange af de andre steder lukker. Selv efter 2 døgn med gynger og karruseller var klokken var 20, før vi var klar til at trille mod Esbjerg på andendagen.

“Men så sov de vel i bilen hjem, Linda?”

Nej. De gjorde sgu da ej. 

Men det har været den bedste ferie, og på mange måder har den været, som jeg altid har forestillet mig, at livet med børn ville havde været, hvis jeg boede i Aarhus, med lange, fine dage under en lavthængende sol, godt selskab, børn, der leger, madplaner, der skrider og take-away på vejen hjem.

Vi har alle 3 fået fregner på næsen og farmertan på fødderne, mine nye heksekort er kommet og fra på mandag kører det hele igen. 

Det glæder jeg mig til.

Unge kroppe og gamle sind

De seneste par dage har jeg haft snuden dybt begravet i bogen ‘Min mørke Vanessa’, som er en skønlitterær roman, der af en del anmeldere kaldes for den moderne tids Lolita. 

Selvom bogen – ifølge forfatteren selv – er ren fiktion, er det én af de fortællinger, der har sat gang i flest tanker hos mig.

Kort fortalt er det historien om den 15-årige Vanessa, der har et forhold til sin 43-årige lærer. Bogen veksler mellem tiden på skolen, hvor affæren udspillede sig, og nutiden, hvor hovedpersonen er i midten af 30’erne, og på mange måder er et ødelagt menneske. 

Bogen er amerikansk, og man fornemmer moralen undervejs, blandt andet gennem en psykolog, som får lov at stille de spørgsmål, man som læser sidder med, men hovedpersonen er troværdig i sin fortælling og selvbedraget er underspillet nok til, at man som læser bliver i tvivl om, i hvor høj grad, der var tale om grooming eller om Vanessa faktisk selv var en reel medspiller. Balancen i fortællingen tipper på et tidspunkt, så man ikke er i tvivl om, hvem der er skurk, og hvem der er offer, men for mig gav historien indtil det åbentlyse skift anledning til en hel del overvejelser og gode debatter i omgangskredsen. 

For jeg vil gerne starte med at slå helt fast, at hvis Frida som 15-årig kommer hjem og fortæller, at hun har en affære med sin lærer, der dobbelt så gammel som hende selv, så kan han glæde sig til en springskalle og to flækkede skinneben on the side. 

Men hvis jeg tænker på, hvordan jeg selv var i verden, da jeg var 15, så bliver jeg sgu oprigtigt lidt i tvivl om, om man måske kan være andet og mere end et meetoo-offer, selvom man er ung og aldersforskellen er markant.

En hurtig rundspørge i omgangskredsen viste, at langt størstedelen af mine veninder har haft kortere eller længere forhold til mænd, hvor vi skulle have både fingre og tæer i brug for at udregne aldersforskellen, da de var mellem 15 og 20 år. Og direkte adspurgt følte ingen, at der var tale om hverken grooming eller overgreb. 

Men jeg kan ikke finde ud af, om det er fordi, der måske er flere nuancer i den her debat, end vi gerne vil være ved, eller om tiden bare var en anden. For der er sgu steder i den her bog, hvor jeg lige måtte lægge den fra mig, fordi der var oplevelser og tanker, der var så 1:1, at jeg blev utilpas over det.

Men der var også mange steder, hvor jeg genkendte beskrivelsen af at føle, at man er ældre end sine jævnaldrene; af at være anderledes, ældre i hovedet og fuldstændig bevidst om, hvad man gjorde, da man gjorde det.

Og som der står et sted i bogen: Er det voldtægt, hvis man gerne selv vil?

Jeg ved det ikke.

Jeg har tænkt virkelig meget over, om det for mig gør en forskel, hvem der tager initiativet. For jeg er med på, at hjernen ikke er færdigudviklet, når man er 15, og at man på mange måder er så meget nemmere at manipulere, at ideer kan plantes så subtilt, at man tror, man selv har fået dem – men er det altid sådan? Eller bliver debatten skæv i forsøget på at passe på dem, der af den ene eller anden grund er udsatte, så vi bliver nødt til at insistere på, at det altid er forkert, fordi den mindste flig af tvivl under de få kommer til at rive tæppet væk under alle?

Har det noget at sige, at størstedelen af de kvinder, der er modige nok til at åbne munden i den her debat, er i slutningen af 20’erne eller ældre, når de taler, og når man står dér på tidslinjen, så virker 15 år rystende ungt, selvom det ikke føltes sådan, da man stod der?

Jeg er ikke færdig med at tænke, kan jeg mærke. 

Jeg har brug for at sige, at mine overvejelser er ikke et forsøg på at underkende oplevelser og traumer, som deprimerende mange går rundt med i bagagen. Et nej er et nej og et overgreb er et overgreb, og det kan aldrig hverken forklares eller undskyldes.

Men jeg tror, at det, bogen grundlæggende skubber til i mig, er tanken om, hvor gammel man skal være for at have ejerskab over sit eget initiativ.

Svinehunden vogter her

Hvis jeg til jul i år må få ét ønske opfyldt, så vil det være, at jeg på diverse sociale medier ikke får ting i mit feed, som mennesker, jeg er venner med, har reageret eller kommenteret på.

Alternativt ønsker jeg mig evnerne til at forstå, hvordan man fravælger det, hvis muligheden allerede findes. 

For hvor jeg har været god til luge ud i min egen portefølje, så får jeg ad den her bagvej ret mange ting præsenteret, som ikke er så godt for mit blodtryk. 

For tiden har jeg det ualmindeligt svært med opslag fra Anne Sophia Hermansen på Berlingske, som af en eller anden grund hele tiden kommer op i mit feed. Jeg har aldrig haft en holdning til hende tidligere, men jeg har på meget kort tid set en hel del skriverier fra hendes hånd, som alle har det til fælles, at de nok er malet over med pseudo-objektiv undren og ord på fire stavelser, men egentlig stadig hører til på Nationen. 

Der er mange at vælge imellem, men den, der for mit vedkommende blev startskuddet til min umådelige undren over, at man kan have så unuanceret et menneske til at spytte klummer og artikler ud dagligt, var den om den unge skuespiller, der “uden dagpenge nok var gået på kompromis med mig selv og havde fundet et fuldstændig irrelevant job”. 

Og ja. Gu er det da irriterende sagt. Og ASH får også sadlet den helt høje hest med “Ked af at sige det, Henrietta Wolfmountain, men irrelevante job findes ikke” og “Så finder man et arbejde og betaler for sit eget liv i stedet for at lade andre finansiere, at man nu skal “hygge” sig lidt på dagpenge” til højre og venstre. 

Men jeg gætter på, at en svimlende høj procentdel af de mennesker, der har fundet tid til at kommentere på, hvor latterlig og forkælet den unge skuespiller er, er faste seere af serier som både Broen og Badehotellet. Og det er med kreative fag, som det er med alt muligt andet: Dem, der gør det meget, bliver gode til det. Hvis jeg som nyuddannet tegnsprogstolk havde været nødt til at tage et job som pakkepost hos Post Nord, havde det også for mig været irrelevant. Keywords being: For mig. For Henrietta siger sådan set ingen steder, at nogle jobs er åndssvage eller ligegyldige. Hun siger bare, at de *for hende* ville være irrelevante.

Men medierne er efterhånden blevet et lukket kredsløb, hvor man skriver artikler om emner og personer og vinkler dem til forargelse – for derefter at skrive forargede artikler om dem. Og det er værd at huske på, at de journalister, der skriver artiklerne, er fagfolk, som godt ved, hvad de gør. Hos Maj My kunne man for et par år tilbage læse, at hun fik bestemte ord at vælge imellem, da hun skulle beskrive sin reaktion på et skilt i Legoland, som kun som stillede piger karrieremuligheden ‘at blive smukke prinsesser’ i udsigt, og de ord, hun fik at vælge imellem, var ALLE sammen nogle, der udelukkende havde til formål at tirre, forarge og provokere. 

Jeg vil gerne snart have en debat om både de sociale og de etablerede mediers ansvar i at holde liv i fordomme, racisme og undertrykkende adfærd. For jeg er ved at få fucking spat af, at der skrives pseudo-neutrale artikler, som den fake-objektive tone til trods er smækfyldte med bias og udelukkende har til formål at puste til ilden. Som når TV2 f.eks. laver artikel om, at Hansen Is har valgt at ændre navnet på Eskimo-isen, fordi de ikke længere mener, at navnet er tidsvarende, og TV2 så har valgt at lægge en afstemning i bunden af den artikel. “Er det den rigtige beslutning at give isen et nyt navn?”

For der bliver ikke lagt afstemninger i bunden af artikler om røde kort i Superligaen, eller om hvorvidt Storbritanien skal fjerne Huawei fra 5G-netværket eller ej.

Og isen har Anne Sophia Hermansen selvfølgelig også en holdning til, som er så forudsigelig, at man får ondt i hovedet. For “I dag er det sådan, at krænkelsesoplevelser er identitetsskabende – Descartes’ “cogito ergo sum” er blevet til “jeg er krænket, altså er jeg”” 

Tænk at være så overbevist om sin egen evne til at skelne og forstå, at man ikke engang gider bruge 4 sekunder på at grave i, om der kunne være en grund til, at dette navn er problematisk. For hånden op alle dem, der stadig synes, at det burde hedde ‘negerboller’?

Når mennsker som ASH skriver forstilt forargede indlæg om statuer, is og dovne skuespillere, og når begavede retorikere som Svend Brinkman poster klummer om, at grænsen er rykket for langt, når hvide skuespillere ikke længere vil lægge stemme til sorte, animerede karakterer, spiller de sikkert, fordi de taler flertallets sag. Og uagtet eventuelle intentioner om nuancer, så læser det brede flertal artiklerne som bekræftelse på deres fordomme om dovne unge, frelste aktivister og krænkelsesparate minoriteter. For hvor Svend fandt tid til at svare på min kommentar, og lige rette mig i min fejlopfattelse af, at han som hvid mand ikke prøvede at fortælle sorte, hvad de må finde rigtigt og forkert, så fik de mange, MANGE kommentarer om, at ‘hvad bliver det næste; at det skal være ægte hunde der lægger stemme til tegneseriehunde?’ og at ‘nu må det stoppe!’ lov at stå uimodsagte hen.

Hvilket man jo godt kan komme til at tolke som tavst samtykke, hvis man ikke passer på. 

Svend Brinkman siger mange kloge ting. Men med et indlæg som det, jeg refererer til, hvor flertallet opfatter hans ord som validering af et synspunkt, som han tilsyneladende ikke deler, så er han med til at bevare status quo og til at fastholde grupperingen af os og dem, når han ikke retter de læsere, der opfatter hans ord som bekræftelse på, at der er tale om klynk og hysteri.

Og selvom jeg finder Anne Sophia Hermansen umådeligt usympatisk, så er hun et begavet menneske, som udemærket ved, at hun slår ned på detaljer, der med stor sandsynlig er blevet kunstigt pustet op – men bevidst at gøre sig dummere end man er, er et kneb, som Ekstra Bladet og Dansk Folkeparti har forfinet, fordi man så ikke kan beskyldes for noget – for man gengiver jo bare fakta. Og da alle store medier skrev artikler om moderen, der tog sine børn med på legepladsen under karantænen, og alle – uden undtagelse – sørgede for at få hendes udtalelse om, at “der var jo ingen” med, så var det jo sådan set rigtigt nok: Det sagde hun. Det var fakta. Men udtalelsen var jo ikke med, fordi den øgede artiklernes nyhedsværdi. Den var med, fordi de kloge bøller har fundet en måde at mobbe på, som man ikke kan gå til læreren med – for de har jo ikke gjort noget forkert. Vel?

Det er ikke et spørgsmål om, at være enig eller uenig, eller at man kun må have eller skrive om bestemte holdninger. Men når der igen og igen postes artikler og laver undersøgelser, der udelukkende har til formål at fodre den indre svinehund, så synes jeg at vi er nødt til at forholde os til, om det egentlig er forsvarligt? Og formålstjenesteligt? For ligesom med fake news er den slags artikler med til at skabe betingelserne for en bestemt type af virkelighed, for når vi igen og igen fodres med subtile hentydninger og fjendebilleder forklædt som objektiv undren, så *bliver* vi bekræftede i, at der findes et Os og et Dem, at vi har ret til at holde krampagtigt fast i vores privilegier, at vi er De Rigtige og at De Andre er dumme, dovne, nærtagende og forkerte – og i øvrigt vil tage alting fra os. 

Det er skidebesværligt at skulle ændre adfærd, og jeg er helt med på, at der er clicks og likes i forargelse – men ligesom med engangsbestik og turbokyllinger er det somme tider nødvendigt, at  nogle voksne træffer en beslutning ud fra den fælles fremtids bedste, fordi vi ikke 1:1 er klar til at slippe komforten i ikke at skulle slæbe tallerkner med til vejfest eller gerne vil betale det dobbelte for vores grillkyllinger.

Måske vi snart er der, hvor den fjerde statsmagt skulle tage lidt ansvar i forhold til, hvor samfundet er på vej hen, og ikke bare gemme sig bag, at ‘det er, hvad læserne vil have’.

For det er hos dem, det starter, hvis svinehunden skal sultes ihjel.

Feriefornemmelser & Blogsbjergs Brevkasse

Da jeg skulle skrive det her indlæg, måtte jeg tage en kalender til hjælp for at se, hvor længe vi egentlig har holdt ferie. For det her år, mand. Og ikke på den negative måde – men er det nogensinde gået rigtigt igang? Det begynder at føles mere som reglen end undtagelsen, at vi er herhjemme, og på den måde virker ferien egentlig bare som en forlængelse af noget, vi allerede var i gang med. 

Og måske er det fordi mine børn er blevet større, eller også handler det om, at alle de mange ekstra faktorer som hjemmeundervisning, restriktion på alt, hvad vi plejer at lave osv. er pillet ud, men jeg har mange gange tænkt på, hvor meget lettere, jeg synes, det er blevet at holde ferie. For de forgående år har jeg været semi-forpustet, både inden ferien, og mens vi var i den, fordi  det altid giver lidt ekstra udfordringer at skulle holde flyet på vingerne og samtidig mandsopdække lopperne 24/7. Det er forbløffende svært at presse et telefonopkald til banken ind eller udfylde papirer, man skal koncentrere sig om, når man bor sammen med to af de her:

Men et sted undervejs i karantænelivet er der alligevel sket det magiske, at der er faldet lidt mere ro på alting. Både hos børnene og mig. Som med alt andet, bliver man bedre til det, man gør meget, og dermed også at være hjemme, sammen. Jeg er blevet markant bedre til at sætte min digitale tilstedeværelse på hold, og børnene er blevet bedre til at være i, at der ikke skal ske noget hele tiden. Her ville det være nærliggende at drage den zenbuddhistiske konklusion, at roen indfandt sig, da hverdagen forsvandt. Men det er ikke helt sådan, det føles. Jeg tror mere, at det er noget med at tilpasse sig nye omstændigheder og insistere på at finde gaven i dem. Improvise, adapt, overcome, ikke?

Roen hjælper på alting, og samtidig har jeg fundet små, lavpraktiske knapper at skrue på, som bidrager til at det her faktisk føles som ferie for os alle tre. Jeg sørger med nazistisk præcision for, at vi kun har aftaler og planer hver anden dag, også selvom planerne bare er en tur til stranden. Det er en meget tilgængelig strategi, som frigiver forbløffende meget overskud, for når vi kommer hjem med en bil fuld af trætte børn, sandet legetøj og våde strømper, så er det BARE rart, at jeg ikke allerede dér skal til at pakke til noget, vi skal dagen efter.

Og så har lever min uge-liste i bedste velgående, og min aftale med mig selv er, at jeg skal lave én ting fra den hver dag. På den måde stresser jeg ikke over, at alting bare står og akkumulerer, og mens jeg går og slår græs eller laver skoletaske-research, glæder jeg mig usigeligt over, at børnene er blevet så store, at det ikke er noget, jeg skal stjæle mig tid til, men faktisk kan gøre i dagtimerne med en podcast i ørerne. 

Eneste lille sky på himlen er faktisk, at jeg for første gang i mit liv har klaget over en nabo. Ikke, at detaljerne hører hjemme her, men det er afsindigt opslidende at bo så tæt på mennesker, man har så mange konflikter med, og det fylder. Haven er pludselig ikke helt det frirum, den var, og de hænger som uvelkomne spøgelser i stuen, evigt præsente og meget lidt velkomne. 

Men bortset fra det, så går det virkelig godt, og jeg skønner på det hver eneste dag.

________________________________________________

Og så til noget helt andet: 

I sidste kommentarspor var der en håndfuld af jer, der efterlyste muligheden for en brevkasse. Jeg synes, ideen er ret skøn, og jeg kan sagtens se værdien i at tage et konkret problem op i plenum og få andre øjne på det, både mine og de andre læser-kollegers.

Jeg aner ikke, om jeg kan få det til at fungere; om mine betragtninger overhovedet giver mening i liv derude, som jeg jo af gode grunde ikke kender detaljerne omkring, og der er nogle praktikaliteter, som jeg er lidt usikker på, f.eks. om det bliver en stressfaktor, hvis postkassen er åben hele tiden, hvordan jeg griber det an, hvis der kommer 5 spørgsmål samtidig – om det f.eks. er ok, at nogle spørgsmål kommer til at ligge et par uger eller 3, inden de kommer på osv. osv. 

Efter at have tygget på det, er jeg nået frem til, at det nok er nemmest at sætte på formel, hvis jeg ved, hvad det *er* jeg skal sætte på formel, og det kan jeg kun finde ud af, hvis jeg får lov at se, hvad det er, I gerne vil have taget op. 

Så:

Hvis du er én af dem, der synes, en brevkasse kunne give mening, og du har et dilemma, du gerne vil have taget under behandling, så skyd en mail til blogsbjerg@gmail.com (skriv Brevkasse i emnefeltet) i løbet af juli måned. Så er der tid nok til at få skrevet problemstillingen ned, og jeg har et par uger til at få en fornemmelse af omfang og indhold.

I starten af august melder jeg tilbage med et udspil, og så tager vi den derfra. Deal?