Ok – så gør vi det

Jeg er simpelthen så overvældet over alle de tilbagemeldinger, I har givet, og så er der vel ikke så meget grund til at vente en uge; lad os skyde projektet igang. 

Jeg har brugt fredag aften på at kravle rundt i diverse kaninhuller på nettet ift. regler for det her, og så vidt jeg kan læse mig frem til, falder jeg uden for alle kategorier, fordi jeg ikke er en forening, ikke crowdfunder til opstart af virksomhed ell. lign. og ikke er at betragte som influencer/eksisterende virksomhed (fordi bloggen ikke er kommercielt drevet).

Det, jeg tolker ud af diverse infosider er, at I gerne må sende mig en “blomst”, uden at jeg skal gøre mere ved det. I kan så selvfølgelig ikke trække det fra – og viser det sig, at jeg tager fejl, og Skat kommer og saver benene af mig, må jeg finde en løsning på det. Jeg lader pengene stå et par måned på min opsparing, før jeg flytter dem over på lånet, blot for en sikkerheds skyld.

Men lad os kaste terningerne og se, hvad der sker. 

(Ej! Jeg er faktisk helt nervøs!)

Og KUNKUNKUN, hvis man er en af dem, der gerne har ville gøre det gennem tiden❤️

M2020, uge 43

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Købt og testet en sukkertusch.

Vi har bagt halloweencupcakes, og ingen af børnene er ret vilde med fancy krymmel, som altid koster en million, og som man bruger 1/10 af af. Skumfiduser derimod kan de spise 7 kg. af, uden at blinke med øjnene.

Derfor prøvede vi at købe en sort sukkertusch og tegne spøgelser og skelethoveder på skumfiduser, som vi så lagde ovenpå den orange og sorte glasur på kagerne, og det fungerede fint.

Det er jo ikke som sådan en minimalistisk verdensrevolution, men mere bare en lille hyggeøvelse i disciplinen at gentænke det, man plejer at gøre, så man bruger pengene på det, man gerne vil have/spise, fremfor det man faktisk ikke gider.

2.

Stedt min micro-ovn til hvile, efter at den begyndte at spy hidsige gnister. Lige el har jeg temmelig meget respekt for, så RIP og afsted med den. 

Vi bruger stort set kun microen til at varme mad til den, der ikke gider spise det, de andre to får, og derfor behøver jeg ikke én, der kan tø mad op, bage boller og tale flydende italiensk, hvilket de fleste af dem, man kan købe fra nye, kan.

Men for en gang skyld var Marketplace ikke min ven. De 3, der var gode bud, viste sig allerede at være solgt, mens de 2, der lå tilbage, var plettede, misfarvede og ifølge teksten “trængte til en våd klud” (Ad!)

Fordi jeg selv bliver glad, når de ting, jeg ikke længere bruger, kan gøre gavn hos mennesker, jeg kender, skrev jeg et opslag på min fb-væg, og spurgte, om nogen havde én stående, de ville sælge til fornuftige penge. Det resulterede i, at jeg fik hele 3 tilbudt, kvit og frit, fordi de bare stod og samlede støv. 

Den ene af de tilbudte, stod i Hørning, og da jeg tilfældigvis har familie fra Hørning, som kommer til Esbjerg denne weekend, er microovnen i skrivende stund i transit og på vej mod 6715.

3.

Overvejet noget, og det vedrører jer. Den her blog er jo efterhånden noget, vi driver i fællesskab, og derfor vil jeg gerne løbe tanken forbi jer, før jeg sætter den i værk.

Da alt lukkede ned i foråret, og jeg blev hjemsendt, måtte jeg efter et par måneder bide i det sure æble og kontakte banken ift. at få sat afbetalingerne på mit ene lån på pause. Havde jeg haft arbejde helt frem til hjemsendelsen, havde det ikke være et problem, men fordi jeg kun mellem sidste konkurs og covid nåede at arbejde 6 uger med almindelig løn, blev det simpelthen for svært at få enderne til at nå sammen.

De 5 måneders pause har jo så selvfølgelig forlænget afbetalingstiden på mit lån, hvilket betyder, at jeg ikke længere står til at blive gældfri i 2021, men først i 2022, og det kan jeg næsten ikke holde ud. Jeg ved godt, at det mest bare er symbolsk, men efter at have kæmpet så meget for det i så mange år, føles det simpelthen så træls og uforløst.

Og her er det så, at I kommer ind i billedet. 

For der er jævnligt søde læsere, der skriver og spørger, om de må overføre til en blomst som tak for mange timers underholdning, og hver gang bliver jeg overvældet og i tvivl om, hvordan jeg griber det rigtigt an – for jeg er ret stejl på, at jeg ikke vil skrive for penge. Omvendt giver jeg jo også somme tider min mor blomster, eller mine veninder en flaske vin eller en pose god kaffe, fordi jeg gerne vil vise, at jeg sætter pris på dem.

Vi har snakket om det en million gange, og jeg kommer aldrig til at forlige mig med reklamer, betalingsvægge eller donationsknapper. Heller ikke selvom I er de sødeste i verden, og hver gang I foreslår det, forsikrer mig om, at det faktisk mest er for *jeres* skyld, så I kan få lov at give lidt retur.

Men. 

Nu er det så jeg spekulerer på, om det faktisk er her, det giver mening at sige, at jeg den næste uge ikke kommer til at protestere, hvis I gør det?

Det er ikke fordi, jeg på nogen måde hverken tror eller forventer, at gælden bliver betalt ud. Men hvis alt, hvad der kommer ind, ryger direkte over på lånet, så kan jeg måske stadig nå det oprindelige mål, nemlig at drikke champagne i 2021 som en strong, independant woman, og det ville bare være så RART!

For mig føles det.. mere ok, tror jeg? at tage imod til noget så konkret, fremfor bare at stå med hånden kronisk udstrakt. Samtidig forestiller jeg mig, at det måske føles anderledes at sende en 20’er nu, der gør en konkret forskel ift. noget, vi har snakket meget om herinde, fremfor at bare at smide den ind i et bundløst hul en regnvåd tirsdag i februar?

Med en tidsbegrænset åbning som den her, får dem, der ægte gerne sende en hilsen, mulighed for at gøre det, mens dem, der ikke har lyst eller mulighed ikke skal have det tværet op i fjæset hver gang, de klikker ind forbi, og samtidig bliver det hele en smule mere anonymt. Jeg føler, at der er en sammenhæng mellem det, jeg har skrevet, og de penge, der kommer ind, og jeg kommer udenom det, jeg gerne vil undgå, nemlig at kunne se, hvilke indlæg folk kan lide og dermed betaler for, og hvilke de ikke bliver ramt af. Jeg skriver bedst i lykkelig uvidenhed, fordi jeg så kan skrive om det, jeg har på hjerte, og al kreativitet og skrivelyst forsvinder, hvis jeg på forhånd ved, at vi faktisk ikke skal bede om at høre så meget om dine børn eller metoo, Linda. 

Det er utrolig vigtigt for mig at sige, hvis vi gør der, så skal INGEN skal føle sig forpligtede. Heller ikke de faste gæster i kommentarfeltet. Og man behøver hverken undskylde eller forklare. Ingen har større forståelse end mig for, at man kun kan bruge sine penge én gang, og der er cirka 4 millioner ting i verden, der er vigtigere, end en fremmed ord-dame på nettet.

Men jeg vil oprigtigt gerne høre, hvad I tænker. For hvis I alle sammen stejler, så er der ingen grund til at sætte skibet i søen, eller undersøge, om der er regler, der skal følges og overholdes. 

Så byd endelig ind med tanker og kommentarer. 

Kh

Linda

I øvrigt:

*Så jeg forleden to lesbiske damer i lokalområdet, der kom gående med hinanden i hånden, og jeg havde lyst at rulle vinduet ned og råbe: “Tak!” For jeg bliver simpelthen så ked af det, når jeg hører fra mine homo-venner, hvordan de bliver svinet til, fordi de går med det menneske, de elsker i hånden, hvilket da for fanden burde være en menneskeret. Det kan tælles på én hånd, hvor mange gange, jeg har set det i al den tid, jeg har boet her i byen, og selvom de ikke på nogen måde har pligt til at agere reklamesøjler for homoseksualitet, så blev jeg bare virkelig glad over at se dem gøre det, fordi det forhåbentlig kommer til at gøre en forskel for den kommende generation, både ift. at gøre og forstå noget, de har set repræsenteret i gadebilledet og virkeligheden. 

*Kom jeg i dag, da jeg skulle forklare to børn, der stirrede blank på mig, fordi jeg bad dem om ikke at gå over åen efter vand, til at tænke på, om vi egentlig stadig laver ordsprog? Eller om vi bare har vedtaget, at vi har dem, vi skal bruge?

*Junker jeg fortsat Bailey Sarian på YouTube, og har derfor set den nye og meget smukke reklame fra undertøjsfirmaet Change en del gange. Men hvorfor *ER* det, de ikke smider de sidste par tusinde i puljen og køber en speaker, der har engelsk som modersmål? Engelsk med dansk accent er noget af det tungeste og mest klodsede, jeg kan komme i tanke om. 

*Skal jeg bede om, at de edderkopper, der sidder og gemmer sig virkelig dårligt over listerne i loftet, bidrager til det samlede hushold og får ædt nogle af alle de klimaforvirrede myg, der på transylvansk vis er ved at tømme os alle 3 for blod.

*Elsker jeg, at Frida har så meget sprog, fordi det giver et utrolig skønt billede af, hvad der sker inde i hovedet, når man er 5 år og øver sig i både at forstå verden og i at være stor. F.eks. ville hun forleden gerne vide, hvordan heste egentlig fløjter, og da hun i går havde hjulpet med at dække bord, bankede hun på Antons dør og råbte myndigt: “Værsgo – så er der friseret!” 

*Øver jeg mig for tiden i at huske, at man aldrig skal smide mere engangement ind i andre menneskers problemstillinger, end de selv gør. Jeg lærte lektien for år tilbage, hvor jeg havde hhv. en meget job-rådvild veninde og en, der ikke kunne finde ud af, om hun skulle gå fra sin kæreste. Hver gang jeg var sammen med dem, brugte vi TIMER på at analysere, tænkte igennem, forestille os og undersøge, hvad det indebar at blive meterolog/hestehvisker/cirkusartist, og hver gang engagerede jeg mig 100%. Jeg læste jobannoncer, jeg modtog opkald på alle tidspunkter af døgnet, jeg var sparringspartner, supporter og psykolog, og det tog næsten et år for mig at opdage, at jeg gik *væsentligt* mere op i at løse deres fremtidsudfordringer, end de selv gjorde.

Når de gik hjem, havde de fået læsset af og ventileret og indrettet luftkasteller, og det var egentlig både fint og nok for dem, så når jeg 3 dage senere sendte et jobopslag, jeg var stødt på eller et link til en ledig lejlighed, var de nærmest lidt uforstående over, hvorfor jeg gjorde det.

Mine veninder er det bedste, jeg ved, men den her type af adfærd er et sort hul, der suger al energi og synergi ud af et venskab, og man hjælper ingen ved at påtage sig problemknuserrollen. Tværtimod bliver man den sureste og mest trælse version af sig selv, når man vil løse andre menneskers problemer mere, end de selv vil, fordi man både bliver sympati-frustreret over problemet, men virkelig også over den manglende handling på det, alle samtalerne til trods.

*Kan jeg næsten ikke få luft af irritation, når jeg ser mennesker, jeg ellers både kender og holder af, der deler opslaget “Tak til alle de mænd, der gennem tiden har klappet mig i røven, taget mig på låret blablabla fået mig til at føle mig som kvinde”. Jeg synes, det er så misforstået, at jeg næsten ikke ved, hvad jeg skal gøre ved mig selv, for det sidestiller metoo-sagerne med gensidig flirt i byen, og gør det yderligere svært for de kvinder, der har oplevet grænseoverskridende adfærd, at stå frem.

Særlig fordi der under hver eneste deling er ca. en million kommentarer (90% fra mænd…) af typen “TAK!” og “Endelig lidt fornuft!” og “Dejlig befriende læsning!”

For det er jo ikke flirten i byen, der er problemet, og selvom der er gråzoner, så bliver vi også nødt til at være enige om, at SÅ kompliceret er det heller ikke. Det er bare at vende spørgsmålet om. Ville det få mænd til at føle sig ekstra meget som mænd, hvis fremmede damer i byen greb dem i skridtet, når de gik forbi? Eller hvis den kvindelige kollega lagde hånden på den mandlige kollegas røv, blot fordi de stod ved siden af hinanden? Og når vi er færdige med at tø-hø-grine og albue hinanden i siden, så ved vi vist alle sammen godt, at det er en vane og en kultur, der skal ændres, og det kan være noget bøvl – men selve sondringen; den er ikke svær.

(Det er ikke for at negligere, at kulturopgøret bliver besværligt. For det gør det helt sikkert. Det er overalt, og vi er først lige begyndt at få øje på det. Hollywood får også god plads i arkivet, når de opdager, at klassikeren ‘kvinde siger nej til mand, mand bliver med med at prøve, kvinde overgiver sig til sidst’ faktisk bare er glorificeret light-stalking. Som – vil jeg meget gerne medgive – vi kvinder selv er med til at romantisere, fordi det er så dejligt bekræftende, når nogen rigtig kæmper for én).

(Og bare lige i forlængelse af ovenstående: Når det er kvinden i filmen, der ikke vil acceptere et nej, er det ikke længere romantisk, men bare ynkeligt. Det kan man også lige tænke lidt over).

Nå, men tilbage til opslaget, som jeg synes er super problematisk, fordi det får det til at lyde som om, at metoo bare er de stramme, sure feminister, der ikke er med på noget sjov.

For prøv lige at udskifte ‘mænd’ med ‘chefer’, ‘mandlige kolleger/lærere’ eller ‘alle de af mine veninders mænd’ og se, om det så føles anderledes? For det er jo dér, det primære problem ligger. Ikke på Crazy Daisy kl. 3 fredag nat.

At håne andres overtrådte grænser er bevis på én af to ting: Enten har man aldrig selv prøvet at få netop den grænse overtrådt, eller også er man stadig så sovset ind den giftige kultur, at man ikke forstår problemet.

Er podcastlisten opdateret med følgende:

Redhanded

Britisk true crime, som jeg først rigtig blev fanget af i andet forsøg.

Når jeg tester en ny podcast, starter jeg altid med første (=ældste) afsnit, fordi jeg synes, man der får en god fornemmelse af, hvem podcasterne er, og hvad det er, de gerne vil fortælle. Det gjorde jeg også med den her, og jeg var ikke imponeret. Lyden var dårlig, og der blev brugt enormt lang tid på at fortælle om befolkningsgrupper, historiske begivenheder osv. Alt sammen fint og godt, men når man napper sin podcast i bidder, så bliver det simpelthen for svært at holde styr på hovedhistorien, hvis info-delen om de forskellige retninger indenfor jødedommen er 20 minutter lang.

Derfor slap jeg den efter et par afsnit. Men i MFM-gruppen på fb blev den ved med at komme op, så jeg besluttede at give den endnu et skud, og valgte anden gang at høre det nyeste afsnit først. Og what a difference a day makes. For nu er jeg PÅ-på. Udover det virkelig skønne britiske engelsk, så fortæller de også nogle helt andre historier end deres amerikanske kolleger, fordi de ikke er flasket op med The Zodiac Killer og Ted Bundy. Kæmpe anbefaling herfra – bare husk at starte bagfra.

The Missionary

Denne podcast er et forsøg på at grave sandheden frem om den unge kvinde Renee Bach, der som 19-årig rejste til Uganda som missionær, stablede et lokalt hospital på benene og idag står anklaget for at have slået 135 børn ihjel. 

Podcasten tager fat hele den etiske problemstilling omkring, hvem det egentlig er, missionærer og hjælpearbejdere forsøger at gøre noget for. For handler det om at redde børn – eller handler det i virkeligheden mere om at se og fremstille sig selv som én, der redder børn.

M2020, uge 42

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Tjekket op på vores årskort til Lego House.

Jeg kom pludseligt til at tænke på, at når årskort til legoland er blevet covid-forlængede, så var det værd at undersøge, om det samme var tilfældet med kortene til Lego House.

Det viser sig, at de havde lagt 100 dage i forlængelse af kortets levetid, hvilket jeg ikke lige synes, jeg har fået besked om. Men det kan sagtens ske, at det er én af dem, hvor man forventes selv at læse op på det, og det er, som det er.

Nu er det undersøgt, og jeg er fri for at bruge mere mental båndbredde på dét. 

2.

Fået omsat alt i køleskabet til mad.

Frida havde en legeaftale her midt på ugen, og jeg har fundet ud af, at det mest optimale sted for mig at være, når der er små gæster, er i køkkenet. Hvis jeg sætter mig med noget, jeg skal koncentrere mig om, ender det med, at jeg nærmest skærer mine kindtænder til benmel i frustration over de endeløse afbrydelser, men i køkkenet er jeg tilgængelig, selvom jeg laver noget praktisk, og tiden er godt udnyttet.

Jeg fik lavet hokkeido-suppe, skåret salat, bagt græskarkage*, rørt en dressing, jeg længe har haft på test-tapetet og lavet fyld til burritos**.

3.

*Fundet en opskrift på en kage, som jeg kan bage med kødet fra de græskar, vi har lavet lygter af. 

Sidste år syntes jeg ellers, at jeg fandt en god opskrift; den blev perfekt første gang, jeg bagte den, men de efterfølgende gange, blev den klæg og tung. I den skulle græskarkødet koges og pureres (= besværligt + meget opvask), og derfor følte jeg mig meget omstillingsparat ift. at prøve noget nyt. 

Min tanke var, at man måtte kunne rive kødet efter samme princip, som når man bager kager med squash, så derfor googlede jeg opskrift på en en squashkage og fandt den, jeg har linket til ovenfor, som jeg pimpede med lidt julekrydderier.

Det er *sygt* god, meget, meget nem og holder sig strålende, både på køl og i fryseren. 

4.

**I forsøget på at finde på noget nyt kastet mig over burritos, som jeg ikke har lavet i flere år. 

Jeg faldt ned i et amerikansk kaninhul af opskrifter, og kunne se, at de derovre typisk laver en ordentlig stak, og så fryser dem, så de bare kan tages op og varmes i ovnen. 

Det synes jeg lød umådelig smart. Både fordi vi elsker hverdagsmad, som er nemt, men også fordi vi altid har titusinde ingredienser i overskud, når vi laver mexicansk mad, og det er drønirriterende at skulle spise det samme 5 dage i træk. 

Derfor læste jeg lidt op på, hvad der holder sig godt i fryseren (spoiler: Ikke salat og tomat), og besluttede at lave en foolproof model, der ikke vander, og så bare servere salaten ved siden af.

Jeg lavede mine med:

*Revet ost i bund og top (hhv. cheddar og mozarella)

*Ris med bønner (løg og hvidløg svitses, bouillonterning i, en dåse hakket tomat i, vand, som passer til mængden af ris, ris i, kogekogekoge, færdig)

*Hakket oksekød (stegt med fajitakrydderi og en skefuld tomatpure)’

*Majs og rødløg

*En skefuld salsa

De blev helt formidable, og har bestået fryserteten med glans. Alle tortillas er brugt, salsaglasset er tomt, og den smule fyld, der var i overskud, frøs jeg i én bøtte, som kommer til at blive til fyld til en salat eller i et pitabrød. Fem store stjerner herfra.

M2020, uge 41

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Prøvet at købe ind til efterårsferien på en lidt anden måde, end jeg plejer. For jeg går normalt efter at skulle så lidt ud at handle, som muligt, når vi er hjemme alle 3, og derfor har jeg de sidste par ferier ikke lavet reelle madplaner, men bare købt lidt halvfabrikata ind, som hurtigt kunne omsættes til aftensmad, de dage, der var brug for det.

Denne ferie vil jeg gerne have fyldt lidt i fryseren til de lange, mørke dage, men samtidig kender jeg mig selv godt nok til at vide, at jeg bliver stresset over det, hvis der ligger kylling eller salat i køleskabet og stirrer bebrejdende på mig, hver gang, jeg åbner det.

For at bevare muligheden for spontane aftaler og ture, har jeg derfor planlagt at lave 4 forskellige retter, men uden at sætte bestemte dage på. Jeg har bilka-to-go’et alle tørvarer og ting, der kan holde sig i køleren (f.eks. æg), og så har jeg lavet en særskilt indkøbsseddel, hvorpå jeg har de kød og grøntsager, der skal bruges til de enkelte retter, som jeg så kan klathandle, når jeg ved, hvilke dage, jeg laver hvad.

Jeg *kan* jo ellers bedst lide, når vi kan stryge en opgave helt fra listen, men nu prøver jeg at gøre det på den her måde; så må jeg se, om jeg føler, det fungerer. 

2.

Efter en uge med for meget knald på og en lang nat med natteroderi givet efter for ungernes insisterende forespørgsler og pyntet op til halloween. 

I den forbindelse vil jeg bare lige (igen) slå et slag for lyskæder i stedet for stearinlys i græskar, spøgelser osv. For det første lyser de virkelig fint op, fordi lyset er fordelt i hele porcelænsfiguren, og ikke bare står og brænder i bunden, og for det andet bliver det muligt at bruge den samme lyskæde hele året. Jeg flyttede mine sirius lyskæder (dem med fjernbetjening, hvilket cirka er det smarteste ever) fra mine lanterner, over i halloweenfigurerne, og I kan allerede nu begynde at glæde jer til jul, hvor punktet kommer på igen, når jeg flytter dem videre over i engle og snemænd. 

3.

Glemt at nævne, at jeg, da jeg gik ledig, fandt ud af, at jeg havde lønsikring *i* mit fagforeningskontigent. Jeg anede ikke, at det var blevet lagt over, så man nu automatisk har det, og at det dermed ikke længere er noget, man skal tegne særskilt. Jeg nævner det, fordi der kunne sidde nogle derude, som har mistet deres job i forbindelse med krisen, som måske heller ikke er opmærksomme på det.

Det er ikke alle fagforeninger, der tilbyder det, men det er da i hvert fald værd at undersøge, hvis man er blevet ledig. Jeg gjorde det på bagkant, og fik uden problemer pengene efterbetalt, så tippet er hermed givet videre.

Så sig dog, hvem det er!

Ovenstående kommentar er at finde i samtlige kommentarspor under metoo beretninger, hvor kvinder fortæller deres historier, uden at sætte navn på mændene, de fortæller om. 

Hver gang jeg ser det, tænker jeg, at afsenderen stadig har til gode at forstå, at metoo ikke er et opgør med en enkelt person, men med en hel kultur. Og det tager tid at ændre på noget, der er så indgroet, at mange hævder, at de aldrig har oplevet det.  

Havde Sofie Linde sat navn på, ville sagen med juristers hjælp og måske en fyring, være blevet lukket ned på en uge. Men ved *ikke* at sætte navn på, bliver det en fortælling om, hvordan det er at være kvinde og gå på arbejde, mere end det bliver en diskussion om, hvorvidt Ibrahim er alle tiders fyr eller ej. Med navne ville beretningerne lynhurtigt udvikle sig til debatter om, hvem man fandt mest troværdig, eller hvem der har venner de strategisk bedste steder – og så ville ingenting ændre sig. 

“Men det er smadder urimeligt, at alle nu er under mistanke, fordi hun ikke vil sige, hvem det er” hører jeg nogle sige.

Jeg kan egentlig godt forstå, hvorfor man i første omgang har den holdning. Men jeg har også lyst til at sige, at det her ikke kun er et opgør med en måde at behandle kvinder på – det er også et opgør med en fortielseskultur, der er med til at facilitere, at overgreb og grænseoverskridende adfærd kan få lov at foregå. For du kan være 10.000% sikker på, at alle, der har haft deres gang på DR, ved, hvem den hjemsendte vært er. Og der er ingen af *dem* der siger noget, hvilket udgør en ligeså stor del af problemet, som selve overgrebet gør. For når grænseoverskridende adfærd foregår helt åbenlyst, og ingen af dem med stjerner på brystet gør noget ved problemet, så bliver beskeden til mænd med lange fingre og lumre tendenser, at det er ok at opføre sig, som de gør. Hvorfor skulle de stoppe?

Da jeg var 18, var jeg ansat på kontoret på en videregående uddannelse i Esbjerg. En aften, hvor jeg var i byen, mødte jeg stedets souschef, som på det tidspunkt har været tæt på 50. Han var gift og havde 3 børn; den ældste var på min alder. I løbet af aftenen arbejdede han sig tættere og tættere på, og til sidst sad jeg inderst på en bænk, hvor han havde sat sig ved siden af, så jeg ikke kunne komme ud. Med øl-ånde og hånden på mit lår blev han ved med at spørge, om vi ikke skulle tage hjem til ham, for “jeg er alene hjemme, og vi kunne have det så sjovt, Linda”. Der stod en del studerende i baren – alle ældre end mig – og de syntes, det var skidesjovt. Hahaha, se hvor han gør sig selv til grin. Jeg var fuldstændig kørt over af skam, og havde ondt i maven i ugevis bagefter. Jeg begyndte at svede, hver gang jeg vidste, han var i bygningen, og når telefonen ringede var jeg i flere måneder bagefter bange for, om det var ham. “Jamen, der skete jo ikke noget, Linda?” Nej. Objektivt set var det et upassende tilbud om sex fra en overordnet til en elev, som jeg fik mig viklet nogenlunde elegant ud af – og alligevel var det mig, der var flov og utilpas bagefter. Det var en stående joke blandt de studerende resten af min tid på stedet.

Manden har i øvrigt idag en strålende karriere i det kreative miljø.

Og hvorfor sætter jeg så ikke navn på? For her handler det jo ikke om taktik eller om at få debatten til at vare længe nok til, at tingene ændrer sig, inden vores døtre skal på arbejdsmarketdet. Min blog er ikke Jyllands Posten, og der er ingen kendisser i spil, så kan det ikke være ligemeget?

Jeg har selv tænkt meget over det. Jeg skrev det som et opslag på fb på et tidspunkt, men pillede det ned igen, fordi jeg ikke kunne overskue det alligevel.

Min konklusion er, at det er fordi, det ikke for mig handler om hævn. Det handler ikke engang om ham. Det handler om et opgør med noget, som alt, alt for længe har fået lov at foregå, og jeg bliver hverken lykkeligere eller mere hel eller skadet af, at han mister sit job, bliver foragtet af sine børn eller at konen går fra ham. Og derfor sætter jeg ikke navn på. Jeg gætter på, at det er det samme for Sofie Linde, Lotte Rod og alle de andre. Det handler om at få lov at gå på arbejde uden at skulle tænke over, om man er alene med en bestemt kollega, eller om man får savet benene af under et møde, fordi man får en hånd på låret, der ikke er et udtryk for omsorg eller opbakning, men en påmindelse om, hvem der har den reelle magt.

Og hvis du ikke mener, at det har noget med magt at gøre, så forestil dig, at du under et personalemøde lægger hånden på låret af din chef, mens han taler om salgsoptimering og budgetter. Ikke rigtigt, vel?

Men synes jeg så, at vi skal beskytte mændene og nedlægge navneforbud og frede dem i klasse a fra nu af? Nej. Jeg tror, at det fint for os alle sammen, at vi hen ad vejen får sat ansigter på, så vi bliver konfronteret med, at overgrebsmænd ikke bare er klamme Carsten fra regnskab eller pedellen med smøgen bag øret. Det er mænd, vi har opfattet som indbegrebet af troværdighed og autoritet, og jeg tror, det er virkelig sundt, at vi får trukket sløret fra øjnene og bliver bevidste om, i hvor høj grad man kan iscenesætte sig selv som en bestemt type person, uagtet om den figur flugter med virkeligheden. Og hvor meget arbejdspladser kan være med til at bakke op om illusionen for egen vindings skyld.

Med disse ord vil jeg ønske jer god weekend derude. Vi er på vej ud af køkkenet, men lad os holde revolutionsgryden i kog.

Longread: ‘Alenemor &’, soloedition

For et par uger eller tre siden, anbefalede jeg podcasten ‘Alenemor &’, og skrev i den forbindelse, at der både var overvejelser og problemstillinger jeg genkendte, men også nogle, hvor min situation var anderledes, fordi jeg er selvvalgt alenemor. En uges tid senere efterspurgte en læser i kommentarfeltet et indlæg, hvori jeg prøvede at sætte ord på, hvor min situation er forskellig fra skilsmisse-alenemødre, og det er det, du er faldet over her. 

I første omgang havde jeg egentlig besluttet at poste det af to omgange, for det er L-A-N-G-T, men fordi der emnemæssigt er overlap, nåede jeg frem til, at der potentielt ville komme spørgsmål og kommentarer til første del, som ville blive besvaret i anden del, og derfor endte jeg med at beslutte at poste hele svineriet samlet. Det er måske for langt for nogle og helt irrelevant for andre, men som altid er vi lige gode venner, hvis I stopper halvvejs eller helt hopper over.

Under nogle afsnit har jeg linket til andre indlæg, hvor jeg har skrevet mere i dybden om de enkelte emner. Dette er til dem, der går med overvejelser om at få børn selv, og gerne vil have (endnu) flere ord sat på. 

Jeg har holdt mig til nogenlunde de samme overskrifter, som podcasten er bygget op omkring, og inden vi starter, kommer jeg lige med en håndfuld disclaimere:

*Jeg har skrevet det hele før. Ikke samlet og ikke så tematiseret som her, men jeg har været omkring 90% af indholdet i andre indlæg. Dette indlæg bliver dog rigeligt langt, som det er, og derfor skipper jeg alle ‘som jeg tidligere har været inde på’-formuleringer. 

*Jeg ved godt, at ingen familier kan sammenlignes, og jeg er fuldt ud bevidst om, at selvom jeg er alene, så er jeg stadig priviligeret ift. at have mine forældre, ikke at være kronisk syg osv. 

*Jeg skriver med udgangspunkt i mig selv og mit eget forældreskab, og prøver ikke på nogen måde at gøre mig til talsperson for selvvalgte alenemødre generelt.

Yes?

Så mangler vi vist bare, at alle mand tanker op på kaffe, og så er vi ellers klar til at gå igang. 

Graviditet  og ensomhed 

I podcasten er emnerne her to separate afsnit; ét, der handler om graviditet (den ene blev ups-gravid med én, hun lige havde mødt, den anden fik barn i et parforhold, der siden gik i stykker), og ét, der handler om ensomheden, der fulgte med at blive alene med et meget lille barn.

Jeg har valgt at slå dem sammen, fordi de for mig lå i umiddelbar forlængelse af hinanden.

Når man bliver gravid alene, er der jo tale om et ret aktivt tilvalg, og derfor tror jeg, at der er mange tanker, man som solomor gør sig inden graviditeten, som andre måske først gør sig, når de står med to streger på testen. 

Jeg havde brugt lang tid på at tænke min beslutning igennem, og jeg var forbi både læge og bank, inden jeg satte projektet i søen. Jeg er opdraget til at gå efter det, der er vigtigt for mig, så jeg tror egentlig aldrig, jeg forholdte mig til, at jeg kunne risikere at møde modstand mod projektet, og jeg har da også kun mødt opbakning. Faktisk var det min oplevelse, at der var mere undren over, at jeg valgte at navngive børnene i stedet for at døbe dem, end over, at jeg valgte at få dem alene. 

Jeg har aldrig mødt fordomme eller fordømmelse over mit valg – eller måske har jeg, men så har jeg ikke opfattet det. (Eller også tør folk ikke sige det til mit åbne ansigt?)

Uden at gå i detaljer, har jeg selv (planlagt og med vilje) lavet begge mine børn, og de er lavet på egen hånd. (Altså, ikke *helt* selv, vel? Men udenom en klinik). Inden jeg undfangede Anton, havde jeg fået at vide, at jeg ikke skulle regne med, at jeg kunne få børn; noget med en lukket æggeleder, hvis jeg husker rigtigt. Det viste sig jo så ikke at passe. Men derfor gik der noget tid, før jeg opdagede, at jeg var gravid, og fordi mit udgangspunkt var, at jeg ikke kunne blive det, så var mine tanker, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, faktisk på IVF osv. Men forud for hele projektet, havde jeg tænkt meget på, om jeg mon ville føle mig ensom i min graviditet. Om det ville føles mærkeligt at være på vej ind i noget, som de fleste andre var to om, og hvor systemet – mere dengang end idag – konstant tog udgangspunkt i Mor, Far & Børn. Overraskende nok var det ikke tilfældet, men måske det hænger sammen med, at jeg, inden Anton kom til, jo egentlig bare levede, som jeg havde gjort hele tiden. Jeg trænede, var sammen med vennerne, hang ud på cafeerne og gik lange ture. Alt det, jeg plejede, bare tilsat en kæmpe forventningens glæde over det lille liv i maven.

Til gengæld ramte ensomheden som et godstog, da jeg fik ham. For pludselig var mit liv ændret så radikalt, at jeg ikke længere kunne være med på singlelivets præmisser. Ikke at vennerne forsvandt, men jeg kunne ikke lige smutte forbi centret, jeg kunne ikke være med, når de andre brunchede i timevis og alt, hvad der hed spontane aftaler var udelukket. Modsat mine venner i parforhold, der havde andre venner i parforhold, hvor børnene kom til simultant over hele linjen, og deres relationer derfor bare udviklede sig til nu også at omfatte børn, så klippede jeg 90% af snorene til mit netværk fra den ene dag til den anden. Læg dertil, at jeg var vågen nærmest hele døgnet, og på det tidspunkt boede 150 km. fra min familie. Det var helt åndsvagt hårdt, og jeg tror aldrig, jeg har følt mig mere alene i mit liv. 

Min graviditet med Frida var meget præget af, at jeg blødte hele vejen igennem den. Jeg var simpelthen så bange for at miste hende, at jeg ikke købte et eneste stykke tøj, før sundhedsplejersken i 7. måned aede mig på hånden og sagde: “Du må godt begynde at forholde dig til hende. For hun kommer ud til dig” og jeg tudbrølede i flere timer. Det er en underlig tilstand at være i, fordi man hele tiden forsøger at forberede sig på to mulige fremtidsscenarier; ét med en baby og ét med en kæmpe sorg.

Men gudskelov blev hun derinde, og da hun endelig kom ud, kunne jeg se, at det, der havde været allersværest, da Anton kom, var skiftet fra et liv uden børn til livet med. Man tror, man skal lave lidt om på et værelse i et hus man allerede bor i, og så viser det sig, at en bulldozer jævner det med jorden, og man skal til at bygge et helt nyt hus, og man aner ikke, hvor man skal starte, eller hvordan det skal se ud. Anden gang boede vi allerede i det, og det gjorde alting nemmere. Fordi mit eget netværk denne gang var et, hvor der var børn, og vi desuden havde fået familien tæt på, udeblev den ensomhedsfølelse, jeg havde kæmpet sådan med første gang.

(Læs om overvejelser ift. at træffe beslutningen om at få børn alene her, her, her og her. Læs om graviditet her)

Kernefamilien

I afsnittet i podcasten, der handler om kernefamilien, taler værterne om misundelsen vs. lettelsen over at være tilskuer til andre menneskers kernefamilie. Om ønsket om at have én at dele kærligheden til barnet med og om lettelsen over friweekender.

Den her har jeg tygget lidt på. For jeg tror egentlig, at jeg tog afsked med ideen om kernefamilien, da jeg besluttede, at jeg ville prøve at få børn alene. Når jeg kigger på familier udefra, tror jeg, at der er dele af den, jeg savner – men faktisk ikke hele pakken. I dét regnskab hører det helt sikkert historien til, at jeg er så heldig at have mine forældre, for jeg har aldrig savnet nogen at dele kærligheden med. Til gengæld savner jeg ind i mellem én, der har samme aktier i børnene, som jeg har, specielt når det er svært. For i *de* situationer er der ingen, der står samme sted, som jeg gør. Mine forældre er børnenes bedsteforældre, og som alle andre bedsteforældre, er der nuancer af børnenes liv, som de ikke kender til, fordi de ikke er en del af børnenes skoleliv, fritidsinteresser osv. Og de er naturligvis også farvet af, at jeg er deres datter, så når noget i forældreskabet er svært for mig, så er det dobbelt svært for dem, og derfor ville det være for meget at bede om, at de skulle kunne være objektive. Så når jeg skal vurdere, om børnene skal udredes for X eller Y, når jeg skal tage kampen med systemet om det ene eller det andet; så savner jeg somme tider én i mit ringhjørne, der har præcis det samme udgangspunkt, som jeg har, nemlig at ville give mine børn redskaberne til på lang sigt at skabe de bedste betingelser for et godt liv for dem selv – også når det er svært. 

Fordi vi er flyttet fra mit “voksne” netværk, savner jeg også det, der følger med en kernefamilie, nemlig muligheden for in house voksent selskab, og muligheden for at tage hjemmefra og pleje egne interesser, uden at have dårlig samvittighed og/eller at skulle have børnene passet. For jeg savner en fast træningsrutine så meget, at jeg næsten har blodsmag i munden, og jeg savner at kunne lave en cafeaftale eller sige ja til en ekstraopgave om aftenen, uden at det medfører logistikhelvede galore. 

Og som vi har snakket om før, så betyder min status som single, at jeg bare ikke bliver inddraget i samme omfang, som par gør, når andre kernefamilier skal lave noget. Der er flere faktorer, der spiller ind her, men alene det, at vi “kun” har et halvt netværk af mostre, fastre og bedsteforældre, der holder fødselsdage og påskefrokoster, betyder, at vi allerede dér har færre sociale arrangementer i kalenderen. Og fordi de andre kører dobbelt op, og derfor har brug for familietid derhjemme, når der endelig ikke er konfirmationer og julefrokoster på programmet, så betyder det, at vi står mere udenfor de sociale familiecirkler, end jeg på forhånd havde forventet. 

Dating og mænd

Den helt indlysende udfordring ift. dating, når man er alene med sine børn 24/7, er jo selvfølgelig, at der ikke er et oplagt tidspunkt at date på. Hvor de to podcastdamer i dette afsnit fortæller, at de dater i deres friweekender, og stadig har så små børn, at de kan lave sene aftendates, fordi der ikke pludselig står et barn i hverken stue eller soveværelse, så er der ikke noget af det første her, og mine børn er for store til det sidste. Når det er sagt, så er der jo vej, hvor der er vilje, og man kan nå langt med mellemtimer og barnepiger. 

Men ligesom i podcasten har det også for mig ændret sig markant, hvad mit mål med dating er. For hvor jeg inden børn havde en forestilling om, at dating et sted ude i fremtiden skulle munde ud i en kernefamilie, så er der jo kommet en masse overstregninger og fodnoter i dén fortælling. Jeg har tænkt meget over, at jeg ikke tror, at jeg kommer til at blive ligeså stormende forelsket igen efter mine børn er kommet til, som jeg kunne blive inden. Ikke, at det bliver praktik og venner-med-fordele det hele, men den der altopslugende måde, jeg kunne blive forelsket på før, er jeg i hvert fald ikke stødt på efter børn. Jeg tror, det handler om, at en eventuel kæreste nu for altid vil komme ind på en 3. plads, og det tror jeg gør, at forbindelsen knyttes så meget løsere, at den aldrig bliver helt så intens og altopslugende, som jeg oplevede inden.

Jeg er ikke sikker på, at jeg gerne vil have en kæreste. Faktisk. Det ville være godt for mig, det er der ingen tvivl om, for det ville være både sundt og tiltrængt for mig at få lidt bedre fat i min egen sårbarhed og ikke altid være så skide tough og selvkørende, men jeg synes, det kan være svært med regulær dating, fordi man der mødes som neutrale og så skal forelskelsen vokse frem – og inden den gør det, kan jeg nå at skabe alt for mange forhindringer og forbehold, og få øje på tusind ting, jeg ikke lige orker at rode med. Men når det er sagt, så trives jeg stadig fantastisk i selskab med mænd, og de gange, benene er blevet fejet væk under mig, har jeg jo været i stand til at arbejde rundt om det meste. 

Jeg tror ikke, at jeg i fremtiden kommer til at bo med en kæreste. Jeg kunne komme med mange, lange forklaringer, men den mest oplagte er også den mest rigtige: Jeg har ikke lyst. Jeg har ikke lyst til konflikter om opvaskemaskiner, og om, hvem der har taget det sidste kaffe, og jeg har i perioder et inderligt behov for at kunne trække mig tilbage fra verden og fordøje den. Jeg har været noget for nogen i døgndrift siden jeg fik Anton, og det er en kæmpe gave og det største privilegium, der nogensinde er blevet mig skænket. Men det betyder også, at jeg somme tider *næsten* ikke kan holde det ud, når der er flere, der stiller sig op i køen med behov, jeg skal dække og dagsordener, jeg skal forholde mig til. 

Jeg skal ikke have flere børn, og det letter selvfølgelig praktikken en del. Men hvor jeg tidligere var sikker på, at jeg helst ville ende med en kæreste uden børn, så hælder jeg faktisk idag til det modsatte. For hvor man i vennerelationer og løse forbindelser kan have glæde af de forskellige livsbetingelser og perspektiver, der kommer af at leve hhv. med og uden børn, så er min oplevelse, at det simpelthen er for svært at have en tæt relation med én, der ikke til fulde forstår, hvad det vil sige at have børn. Dermed ikke sagt, at der er noget som helst forkert i ikke at have børn – det vil jeg gerne slå fast med 7 tommer søm – men at have børn alene, er en ekstremsports-version af forældreskabet, og derfor kan jeg ikke se mig selv dele hverdag og weekender med én, der tror, at man kan opdrage sig ud af alt, og at spisetid er noget, man kan flytte frem og tilbage efter forgodtbefindende.

Hverdagen

Værterne i podcasten arbejder væsentligt anderledes, end jeg gør. Den ene har et job, hvor hun arbejder et døgn, og så har fri i 6, mens den anden er på nedsat tid. Derudover har de ét barn hver, hvor jeg har to. Disse to vilkår er så grundlæggende for, hvordan man indretter sin hverdag, at det nok var her, jeg mindst kunne identificere mig med dem. 

Når det er sagt, var der også masser af overvejelser, jeg genkendte. Et par eksempler er, at børnene kun kan gå til ting, der logistisk kan lade sig gøre ift. arbejdstider, og at man, når man er alene med små børn, uanset antal, er meget lidt fri til at tage ud. Her tænker jeg ikke på fester og byture, for i de situationer kan man hive en barnepige ind, men mere, at man ikke lige kan gå en tur en aften, eller få sig en løberutine, hvis man har lyst. 

Og den observation, jeg ubetinget følte mig allermest spejlet i, var snakken om, at der aldrig er nogen til at afbryde konflikter eller til at grine af tingene sammen med, når det hele ender i hat og briller. Det har jeg snakket rigtig meget med mine andre veninder, som er alene med børn, om. At det kan være SÅ! UDFORDRENDE!, at man selv skal tage hver eneste konflikt og ikke halvvejs kan sige ‘Du er simpelthen lige nødt til at tage over’. Det tror jeg somme tider giver flere og længere konflikter, end hvis man havde været to (hvor man så til gengæld kan have konflikter om ikke at være enige, I know), men når mine børn danser stepdans på mine nerver, så sker det også på dage, hvor jeg er træt, hvor mit arbejdet har kostet ekstra, eller hvor jeg er ked af det, bare fordi. Og derfor møder jeg ikke ind til samtlige konflikter, fuld af pædagogik og overskud, og det betyder, at vi somme tider bliver virkelig sure på hinanden herhjemme. Jeg synes selv, jeg er god til at tale med mine børn om det umiddelbart efter, for jeg tænker stadig, at man kan gøre det til en situation, hvor man giver dem nogle livsværktøjer, men hvor børnene så er klar på, at nu skal vi hygge og du skal lige hjælpe mig med at give dukken ble på, og hvorfor må jeg ikke få en is!? under 4 minutter efter, kan det for mig være svært at omstille mig mentalt og være klar til at glemme og nulstille, når sidste vredesudbrud over lektierne var det 7. på en time, og jeg har det, som om jeg har fået tæsk. Det er ubetinget her, jeg oftest mangler en far til dem, som kan sende mig ud at gå en tur, eller køre med dem, så jeg lige får det break, der gør, at jeg kan trække vejret igen.

Jeg har fra starten valgt, at mine børn kender deres respektive historier 100%, så der er fuld transparence ift. hvordan de er blevet til, og hvad deres biologiske bagland består af. Det giver selvfølgelig spørgsmål fra tid til anden, men ikke andet og mere, end jeg forestiller mig, at enebørn spørger til, ift. hvorfor de ikke har søskende. Det er nok også her, forklaringen ligger på, at jeg ikke identificerer mig med de solomødre, der er gået den traditionelle vej, og på at vi ikke har hylderne fulde af bøger om Ida, der er blevet til i et reagensglas. Jeg ville utrolig gerne have givet mine børn hele pakken, med dobbelt op på indkomst, bedsteforældre og overskud, men det scenarie var aldrig i spil, og havde jeg ventet på det, var jeg ikke blevet Anton og Fridas mor. Og når regnestykket sættes sådan op, synes jeg, at mit valg var det bedste, jeg kunne træffe. Tiden vil vise om børnene er enige, men jeg tror, at de fleste børn opfatter deres barndom som ‘bare sådan det er’, så jeg gætter på, at mine også grundlæggende opfatter deres livsbetingelser som normale, men at der måske hen ad vejen vil komme flere spørgsmål. De broer må vi krydse, når vi når dem. 

Lykke & Sorg

I podcasten tales der i disse afsnit om tanker, jeg også selv har gjort mig: Kan man være lykkelig, når man er alene med sit/sine barn/børn? Bør man få mere end ét barn, når man er selv, så barnet ikke efterlades helt alene, når man ikke selv er her mere? Og hvordan tackler man sorg, når man ikke kan gennemleve den uden små tilskuere?

For at tage det i den rækkefølge, jeg har stillet det op: Ja. Man kan sagtens være lykkelig, selvom man er alene med sine børn. Jeg tror, at lykke er en sindstilstand, som selvfølgelig hjælpes godt på vej af privilegier, men jeg tror også, at den er et mindset, der handler om at være, hvor man er. Jeg tænker ofte på et udtryk, som jeg ikke længere kan huske, hvor jeg har fra, nemlig, at man godt kan elske at være mor, uden at elske samtlige af de opgaver, der følger med titlen. For det er præcis sådan, jeg har det. Og jeg er super bevidst om, at selvom der i mit liv er elementer, som jeg oplever som udfordrende, så er der også masser af problemer, jeg ikke har. Jeg skal ikke enes med én om opdragelsen af mine børn, eller forhandle om, hvilke værdier, der er vigtige. Jeg har ikke børn med én, jeg troede ville være der, men som aldrig er, eller med én, jeg skilles fra, som flytter til en anden landsdel – eller som har verdens mest irriterende familie. Ikke, at jeg advokerer for, at min løsning er bedre end den traditionelle. Hvis man på nogen måde har mulighed for at give sine børn to forældre, så synes jeg ubetinget, at det er den bedste løsning, men derfor tror jeg stadig, at det har betydning for lykkefølelsen, at man husker, hvor man med sit valg har spillet sig selv bedre kort på hånden, end så mange andre har. 

For mig var det en faktor i ligningen ift. at give Anton søskende, at han ikke kommer til at være alene i verden, når jeg ikke længere er her. Men synes jeg, at det er den rigtige løsning for alle? Nej. På ingen måde. Man skal stoppe, når det føles rigtigt, og hvornår det gør det, er forskelligt fra person til person. Jeg er umådelig taknemmelig over, at jeg har haft mulighed for at give mine børn livsvidner, og at de har hinanden at læne sig op ad, både nu og på sigt, men det er ikke derfor, jeg har fået to. Den vigtigste årsag for mig var også den mest simple: Jeg ville gerne have et barn mere, og selvom det sgu somme tider trækker tænder ud, så er det også så utrolig fint at få lov at se de sider af Anton, som rollen som storebror har givet ham mulighed for at vise. 

Ift. sorg og gråd tror jeg, at mine børn måske ser hele registret hos mig mere, end børn med to forældre gør, for når man er alene, er det ikke en mulighed at lukke sig ude på badeværelset eller køre en tur, hvis man har brug for at græde. Jeg tror ikke, at børn går i stykker af at se deres forældre være kede af, men det er selvfølgelig en balance, for de skal jo stadig helst være trygge i forvisningen om, at deres forælder kan tackle hverdagen og livet, helt generelt. 

Når natten er allersortest her, så fylder det meget for mig, hvad der kommer til ske, den dag, vi mister mine forældre. For mine børn har, naturligt nok, et helt særligt bånd til dem, og jeg har svært ved at se, hvordan vi skal komme igennem den sorg, når jeg skal trøste i en situation, hvor jeg selv vil være helt ødelagt af sorg. I et forhold har man altid én forælder, der trods alt har en smule distance til den bedsteforælder, der ikke er mere, og som derfor kan gå et gear op i at passe på børnene, mens den, der har mistet en forælder, kan synke ind i sorgen. Den situation frygter jeg meget, for den ved jeg simpelthen ikke, hvordan vi kommer igennem den.

Og fordi jeg har oplevet at miste en veninde til kræft, er tanken om, at jeg kan dø fra mine børn, før de er klar til at klare sig selv, også én, jeg aktivt skal holde på afstand, hvis ikke jeg skal blive skør. Den angst er blevet tifold værre over tid, og jeg tror, at både den aldersrelaterede skrøbelighed, og empirien ift. at det faktisk *kan* ske, er medvirkende til den meget uvelkomne eskalering af frygten. Som alle andre velfungerende voksne holder jeg tankerne nede med lige dele eskapisme og fornægtelse, for fremtidige sorger bliver jo ikke mindre af at tage dem på forskud. Men det kan, på de dårlige dage, være virkelig svært at lade være.

(Læs om at gå fra ét til to børn her)

_________________________________

Så there you have it. Hvis du nåede hele vejen igennem, så tak og godt gået. Jeg håber, at alle ordene kan være med til at kaste lidt lys over en måde at være alenemor på, som måske ikke er den mest gængse, men som stadig indeholder de samme elementer, som alle andre typer af forældreskab.

Størst og allermest: Kærligheden.

M2020, uge 40

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Holdt sjatfest på badeværelset, hvilket er knapt så rock n’ roll, som det lyder.

Jeg ønsker mig ofte parfume, creme osv. i jule- og fødselsdagsgave, fordi det er ting, jeg ved, jeg kan bruge, som jeg bliver glad for, og som er nemme for giveren at købe.

Men som de fleste andre har jeg i perioder nogle favoritter, som jeg bruger flittigt, mens artsfællerne rykker længere og længere ind i skabet.

Så for at få brugt alle resterne, inden de nye, spændende produkter kommer til, er der rokeret lidt om på hylderne, så de næsten-tomme parfumer og cremer nu står først for, og udelukkende er dem, jeg bruger, indtil de er tømt. 

2.

Er jeg begyndt at varme mad fra fryseren op på panden. Det her er én af dem, hvor jeg ikke kan finde ud af, om jeg er genial eller ualmindelig langsom. Men når jeg har hevet en sjat afrikansk kylling eller kødsauce ud af fryseren, så har jeg indtil nu varmet det i enten microovn, ovn eller i en gryde. Desværre synes jeg ofte, at det bliver tørt og kedeligt, når jeg varmer det på den måde, fordi det i midten tager længere tid at varme op end det i kanten. Desuden tager det 100 år om at blive ordentligt varmt.

I mandags kom jeg pludselig til at tænke på, at det måske var hurtigere og mere effektivt at varme maden op på en pande, og den teori kan hermed bekræftes. Den større overflade giver et fladere lag, som derfor langt hurtigere bliver varmt, og som ekstra fordel fordamper den væde, der altid opstår, når mad har været en tur i fryseren. 

3.

Har jeg gjort, hvad jeg kunne for at være sikker på, at det giver mening at hive de indefrosne feriemidler ud. Jeg har læst, hvad jeg kunne finde på nettet, og spurgt på fb, fordi min vennegruppe der består af mennesker, der for en stor dels vedkommende lever liv, der ligner mit.

Min første indskydelse var, at de selvfølgelig skulle hæves, men denne indlægsrække illustrerer jo fint, at jeg ikke er noget matematisk eller økonomisk geni.

Nu har jeg gjort, hvad jeg kunne for at sikre mig, at der ikke er et catch i det her, der kommer og tager en luns af min røv et sted ude i fremtiden, og pengene er bestilt.

De kommer i første omgang til at stå på min opsparingskonto (hvor vindheksene indtil nu har blæst ensomt gennem kolonnerne), men kommer jeg igennem efteråret med arbejde og indkomst i behold, kommer der til at gå lidt mere ind på opsparingen, og så er planen, at en del af dem skal bruges til den forhave, jeg har drømt om, siden vi flyttede herud.

Men for nu skal de bare være den økonomiske buffer, jeg hele foråret har stresset over ikke at have, og den bliver virkelig rar at få.

I øvrigt:

*Er min koncentration stadig midlertidig forstuvet. Der kommer noget sammenhængende, når den er sig selv igen. 

*Har jeg her til morgen brugt 15 – og det var altså: Femten – minutter på at mægle mellem mine børn, fordi Anton havde taget et stykke brugt karamelpapir fra Frida, som hun havde tænkt sig at pakke en sten ind i. FN, I ringer bare. 

*Passerede vi forleden i bilen en kat. Anton: “Hvor var det flot, at du ikke kørte den over, mor!” Det er snart to år siden jeg kørte en kat over, hvilket er både første og eneste gang, jeg har så meget som strejfet et dyr. Det er børn, der er ophavsmænd til hashtagget #NeverForget

*Og nu vi er ved dyr – og det er ikke for at tale ilde om hverken det ene eller andet af slagsen –  men jeg tror ikke helt, jeg forstår, at man skal samle hundelorte op, mens heste må skide lystigt på stier og veje? 

*Skal jeg høre, om der er andre end mig, der oplever at få ualmindeligt mange mærkelige notifikationer fra mennesker, der tydeligvis ikke er danske, som gerne vil være medlem af samtlige grupper, man administrerer på facebook? Min russiske-amerikanske-valgs-sølvpapirshat er ved at selvantænde. 

*Er jeg bange for min e-boks, og jeg ved ikke hvorfor. Men så SNART, jeg får mail om, at der er ny post til mig derinde, får jeg svedige håndflader og hjertebanken. Måske jeg lige skal vende det med Dr. Freud?

*Har jeg lovet at prøve at skrive et indlæg, der læner sig op ad podcasten ‘Alenemor &’, hvor fokus er på, hvad der er specielt, når man får børn alene. Hvis nogen har noget, de specifikt gerne vil høre om i den forbindelse, er de velkomne til at kommentere eller sende en mail. Så ser jeg, om ikke, jeg kan flette det ind .

*Er podcaslisten opdateret med nye podcasts, men inden vi tager dem, smider jeg denne gang et par boblere på. Det er podcasts, jeg har fået anbefalet af flere, eller som jeg sagtens kan høre er af virkelig god kvalitet, men hvor underlige småting alligevel stryger mig nok mod hårene til, at jeg går udenom dem. (Jeg undlader at gå i detaljer for ikke at smitte jer med mine særheder).

Boblere:

This podcast will kill you

En biolog og en epidemiolog fortæller om alt fra Sars over Pest til Røde hunde, og kommer omkring både historie, myter, behandling osv. Der er tale om en podcast i samme format som de fleste true crime samtalepodcasts, og stilen er afslappet humoristisk.

Paperghosts

4 unge kvinder forsvinder i starten af 70’erne i New England, og denne podcast er en afdækning af forsøget på at finde ud af, om sagerne hænger sammen. 

Mine smukke veninder

P1 podcast i 4 afsnit laver en kvindelig journalist i slut-fyrrerne, som sætter sig for at finde ud af, om den vilde vendindeflok, hun har været en del af, siden hun var teenager, kan redefinere deres måde at være sammen på, nu hvor de er blevet voksne. Det er en podcast om at være fanget i de roller, man altid har haft, og et forsøg på at forstå, hvorfor bestemte konstellationer bliver så grænsesøgende og overdrevne. 

You’re wrong about

Et par journalister skiftes til at fortælle hinanden om sager, som de fleste af os har fået galt fat i detaljerne omkring. Emnerne er alt fra Tonya Harding, over crackbabyer til The Satanic Panic.

Anbefalinger, som er at finde på listen:

Den nye stil – historien om dansk rap

Jeg fik den her anbefalet for første gang for et år siden. Som altid, når jeg får anbefalinger, hentede jeg første afsnit, og så lå den ellers dér i mit bibliotek. Uanset hvor mange gange jeg var inde og rode rundt, endte jeg altid med at gå uden om den, fordi.. jamen, sgu nok fordi jeg synes coverbilledet er så grimt og klodset, og til sidst slettede jeg den igen.

Men nød lærer nøgen kvinde at elske gule, jammerlige collager, og med et par nye anbefalinger i ryggen, hentede jeg den igen. Det er 14 dage siden, og jeg har hørt alle 32 afsnit. SHIT, den er god!! Jeg er helt blæst bagover, hvor meget selvindsigt de her mennesker har (hej fordomme), og hvor utrolig nemme, de er at holde af. Det hjælper formentlig, at jeg tidsmæssigt var ung, lige da dansk rap begyndte at bryde igennem, og derfor er podcasten også en beskrivelse af en tid, jeg husker meget tydeligt, og jeg har masser af kontekst at sætte historierne ind i. Men uanset om du aldrig har hørt et eneste rap-nummer eller om du er die hard fan af genren, så er det her historiefortælling, når det er allerbedst.

Ear hustle

En podcast om at sidde i fængsel, produceret af dem, der sidder der. Hver episode er en afsluttet fortælling, og noget river mere i hjertet end andet, men den er utrolig velproduceret og giver masser af stof til eftertanke.

The Orange tree

En true crime podcast om en 15 år gammel sag, hvor en 21-årig collegestuderende forsvandt for senere at blive fundet myrdet. Det, der gør den her sag speciel er, at manden, der blev dømt for mordet, ikke kan huske, at han begik det, men stadig erkender sig skyldig, ‘cause I must have done it, right?’ Det er det ultimative mareridt; at gå kold, for så at vågne op med et lig i lejligheden og ikke have den fjerneste ide om, hvordan det endte der.

Sagen kompliceres yderligere – finder man ud af – af en anden ung kvinde, som er meget, MEGET forelsket i vores dømte hovedperson. Og var hun måske i lejligheden i løbet af den skæbnesvangre nat…?

The Lost kids

De af os, der var unge, da Ricki Lake og senere Dr. Phil var en ting, kan formentlig huske historierne om ‘the out of control-teens’, der blev sendt på diverse camps, hvor de blev råbt ind i hovedet af granvoksne mænd med overskæg og uniformer, og kom tilbage som renskurede, angrende mønsterborgere. Den her podcast er historien om, hvad de her camps så i *virkeligheden* er for nogle steder. Det er en hårrejsende historie, men det er også virkelig fint at blive mindet om, hvor nemt det er at vinkle et koncept, så noget, ingen egentlig rigtigt har forholdt sig til, fremstår som en god ide. 

Kvinden med den tunge kuffert

Latemover? Moi?

Ja. Jeg var jo nok den sidste i verden, der ikke havde hørt den her, men somme tider, når hypen over noget bliver for vild, så slår jeg automatisk bak, uden egentlig helt at vide hvorfor.

Jeg skulle lige vænne mig til, at fortælleren nogle steder taler m-e-g-e-t langsomt – af samme grund har jeg det svært med mange P1 podcasts *ERDERMEREKAFFE!?* – men man skal være lavet af sten for ikke at blive grebet af historien. Den ender ret overraskende, men faktisk også meget forløsende, og jeg kan godt forstå, at folk var så begejstrede, da den kom ud.

M2020, uge 39

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Haft en rest revet ost, som jeg ikke lige kunne få brugt. Da jeg var i gang med at bage en plade brunchboller af en færdig dejblanding (don’t judge. Der er udsigt til 2. bølge, og jeg kan ikke overskue en gærdej fra bunden), kom jeg til at tænke på, om man måske kunne lave et par stykker med ost i.

Jeg lagde en skefuld dej på pladen, hulede den lidt ud, kom revet ost på, lagde en klump dej hen over, og klappede det til, snebold-style, så osten blev lukket inde. Og nu får vi brug for Janice, for Oh! My! GOD!!! De blev SÅ GODE! Normalt gider jeg ikke ostebrød til suppe osv, fordi branket ost sucks, men her var den lukket inde, og derfor smeltede den bare til den perfekte konsistens.

Bollerne smagte *også* forrygende kolde, og det her kommer til at ske MANGE gange de næste par måneder.

2. 

Prøvet at tælle lidt på fingrene ift. hvor meget tøj, mine børn har liggende i skabet, fordi Malene i kommentarfeltet i sidste uge spurgte, hvor lidt/meget tøj, vi ruller med. 

Mine børn har i perioder mere tøj end det strengt nødvendige, fordi vi er så heldige at være aftagere på arvetøj, men derfor er det alligevel noget, jeg forholder mig til, fordi vi ofte får tøj, når folk rydder op i skabet, og det gør vi vist alle sammen typisk i slutningen af en sæson. Derfor får jeg slut-sommer typisk sommertøj, og har vi ikke noget liggende fra sidste år, betyder det jo så, at vi skal have købt lidt efterårs og vintertøj.

Der er mange forhold, der spiller ind. I år kan jeg f.eks. se, at jeg kommer til at skulle have to sæt regntøj til Frida, fordi de skal være ude hele tiden, og der derfor er nødt til at være et tørt/rent sæt at skifte med. Ligeså med gummistøvler.

Ift. almindeligt tøj er det en faktor, at vi kun er én voksen i husstanden. Det betyder, helt lavpraktisk, at der går lidt længere tid imellem, at der er vasketøj nok til at fylde en maskine, og for at undgå klatvask, er der derfor nødt til at være lidt ekstra tøj at tage af.

Endelig har det også betydning, at jeg, så vidt det er muligt, tænker ind, at tøj skal kunne vaskes sammen, når jeg køber det. Jo hurtigere er tøjet i maskinen, jo hurtigere er det på vej tilbage på hylderne. Derfor forsøger jeg at begrænse tøj i sarte farver/materialer, fordi det får for lange pauser i vasketøjskurven, og dermed faktisk ikke indgår i regnestykket over, hvor meget tøj, børnene har til rådighed. 

Men hvis jeg skal prøve at sætte tal på, ser det nogenlunde sådan her ud:

Bluser/t-shirts: 8-10 stk.

Bukser/shorts: 7-8 par

Undertøj: 8 -10 sæt (inkl. det, der ligger i bhv)

Strømper: 10 par

Jakker: 2 stk. 

Overtræksbluser (cardigans/hoodies): 2 stk. 

Huer: 2 stk

Handsker: Tusind par. HvorDAN kan de blive væk nærmest dagligt??

Sko: 2 par

Hertil kommer termotøj og/eller flyverdragt.

Frida kommer til at køre vinteren over med de kjoler, hun allerede har, for kjoler og nederdele er noget juks, når man er ude hele tiden, og skal have termobukser eller regntøj på.

Hvis andre har erfaringer eller jeg har glemt noget, så råb endelig op i kommentarfeltet.

3.
Sammen med Anton ryddet op på hans værelse, og den her er på, fordi vi ind i mellem snakker om, hvad man gør, hvis man bor med en ægtefælle eller børn, der har en helt anden holdning til minimalisme end man selv har. Det er tilfældet her. Hvor jeg hverken kan koncentrere mig eller slappe af, hvis jeg er omgivet af rod, så ææææææælsker Anton at strø lego ud over alle vandrette flader og så ellers bare sidde midt i det og bygge. Det er ikke fordi han bygger sammenhængende baner eller lignende – det er bare bedst, hvis der er lego overalt.

Jeg har for længst valgt at slutte fred med, at det er sådan, han kan lide at bo, og hans værelse, hans regler. Men engang i mellem er vi *nødt* til at have tingene tilbage i skuffer og kasser, og have sorteret Nerf-patroner fra Beyblades, så der er noget at skyde med, når man pludselig gerne vil dét, men Anton HADER det, og bliver så vred på mig, at han næsten ikke kan være i sig selv.

Og nu når vi så til, hvorfor det er relevant her. For jeg vil gerne komme ham i møde, og derfor er aftalen, at vi ikke tager hele værelset med skabe og skuffer, som jeg til enhver tid ville gøre, hvis det var mit værelse, jeg var igang med at rydde op på, men i stedet bare tager de steder, hvor det reelt er et problem ift. rengøring, at det roder. 

Synes jeg, at vi har ryddet ægte op? Nej. Jeg føler det som en lappeløsning, at vi bare har åbnet skufferne og hældt ting, vi ikke har faste pladser til, ned i dem, og jeg må bide mig i knoen over, hvor uoverskueligt, det føles for mig. Men det er sådan, han gerne vil have det, og så må det være sådan.

Så egentlig er det bare for at sige, at jeg efterhånden godt kan se ideen i at gradbøje mit syn på minimalisme, for at give plads til dem, der trods alt bor her ligeså meget, som jeg gør. Mit håb er selvfølgelig, at han på sigt kan se ideen i, at man kan finde sine ting, når man mangler dem, og har lidt gulvplads at gøre med, men jeg tror ikke, man får skabt nye minimalister/bevidste forbrugere ved at kvæle dem i regler og tiltag, der ikke føles meningsfulde for dem.