Kan du lege?

Jeg har aldrig været god til at lege. I hvert fald ikke på den traditionelle måde, hvor rollespil og “så sagde vi jo, at…” er en del af setup’et.

Jeg har til gengæld altid været god til at underholde mig selv. Jeg har haft snuden i bøger, siden jeg fandt ud af, at bogstaver kunne sættes sammen, og jeg har tegnet og lavet perleplader i ét væk.

Derfor ved jeg, at en manglende evne til at lege ikke handler om mangel på fantasi eller lyst til fordybelse – snarere om, at man bare er på en lidt anden måde i verden end de børn, der kan underholde sig selv i timevis, hvis de får en pind og en piberenser udleveret.

Når jeg tager det op her, er det fordi, Frida lader til at slægte mig på; hun kigger også lidt skeptisk på sine dukker, når jeg foreslår, at hun leger med dem, og det er ret tydeligt for mig, at hun bare ikke *ser* det, andre børn ser, når de kigger på en kasse med dukkegear. 

Hvis det bare var selve valget af aktivitet, der skilte sig lidt ud, ville jeg være cool med det, for jeg har ikke selv savnet at lege med Barbiedukker eller My Little Pony, så jeg er med på, at et børneliv kan være fint og rigt uden plastik og hestetrailere. Problemet er, at det lader til at være rigtig svært for Frida selv at finde på, hvad hun skal lave, og det går mig på. 

Jeg har tænkt over det et stykke tid, og kan se, at det primært er en udfordring herhjemme. Når hun er i børnehave, er det mit indtryk, at hun leger fint med sine små kompaner, både ude og inde, men når hun er alene herhjemme, er det som om, det eller den, der skal sætte gang i legen, mangler. 

Jeg ville ønske, jeg vidste, hvad jeg kunne gøre. Både fordi jeg virkelig under hende at kunne gå ind i det rum, hvor timerne forsvinder, og kreativiteten blomstrer, men også fordi jeg – hånden på hjertet – somme tider ville ønske, at hun var mere selvkørende end tilfældet er. For lige nu pendler jeg mellem at lave noget praktisk og at deltage i spil, sidde med ved tegnebordet, stå på vejen eller lave perleplader. Og fordi jeg selv er handikappet i legecenteret, ved jeg simpelthen ikke, hvordan man gør, og derfor kan jeg ikke vise hende det. 

Jeg synes, jeg har prøvet at skubbe til det på mange forskellige måder. Jeg har fundet legesager frem, jeg har ladet hende kede sig bravt, jeg har gemt skærme og film væk osv. osv. men det lader ikke til at hjælpe.

Ipads og film er ift. Frida ikke det store problem. Hun får ret hurtigt nok, så det løser sig selv, og da jeg også er hyperbevidst om ikke at sidde med min telefon eller med snuden i en skærm, når børnene er til stede, er det ikke fordi jeg er uden for rækkevidde på den elektroniske måde, at hun rykker i mig. (Og her vil jeg gerne pointere, at jeg ikke prøver at være hellig. Jeg bliver simpelthen bare afbrudt så afsindig mange gange, at et potentielt misbrug bliver kvalt i fødslen).

Min oplevelse er, at det måske til dels handler om, at jeg er alene; at der altid er adgang til mig. For når vi er sammen med andre, og jeg er i samtale med flere voksne, er hun trods alt bedre til selv at gå i gang, men når vi er sammen med andre voksne, er der også ofte andre børn, som kan fungere som igangsættere. 

Men når vi er alene, og jeg er færdig med at hænge vasketøj op og lave mad, så er det som om, at vi har fået etableret et mønster, hvor jeg skal finde på og deltage i legen, og det ville jeg forfærdelig gerne have brudt. Ikke mindst fordi sommerferien lurer om hjørnet, og hvis jeg skal spille Vildkat 12 timer i døgnet, 4 uger i streg, bliver jeg alkoholiker. 

Så nu spørger jeg jer: Er der nogen derude, der har gode erfaringer med, hvordan man kan gribe sådan en problematik an? Enten selvgjorte eller i form af teori, litteratur eller lignende?

(PS: Og vi taler ikke om, at jeg mangler ideer til, hvad jeg kan lave med dem. Jeg er god til at tage dem med ud, til at finde tegnesager frem, til at læse højt og synge og til at finde steder, hvor de kan udfolde sig fysisk. Ligeledes har vi også rimelig styr på det med at involvere dem i den daglige drift i det omfang, det giver mening. Det er legen, sådan i sin reneste form, der driller).

M2019, uge 11

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Fået et skattesmæk på 9.000 kr., hvilket jeg på ingen måde havde forventet, fordi jeg sidste år netop valgte at indbetale min restskat, for ikke bare at skubbe den videre. 

Da jeg var færdig med at hamre hovedet ned i bordet, prøvede jeg at sammenligne min årsindkomst fra min december-lønseddel med tallene på både årsopgørelse og forskudsopgørelse, og jeg havde det som om, jeg forsøgte at læse noget på kinesisk. Så snart der er tal involveret, bliver min hjerne nærmest lidt vantro over, at jeg overhovedet gør forsøget. 

Men jeg gider simpelthen ikke, at det her skal være en årligt tilbagevendende begivenhed, så jeg ringede til Skat, og brugte 20 minutter med en sød og pædagogisk voksen, som post for post (linje? Gruppe?) gennemgik min årsopgørelse med mig, og sammenholdt den med, hvad jeg havde stående på min selvangivelse, og fordi jeg kunne følge med på min egen skærm, forstod jeg faktisk, hvad hun forklarede mig.

Det viser sig, at ens rentefradrag bliver mindre i takt med, at man betaler sit lån ned og dermed har færre af dem. Hvilket jeg føler mig som en kæmpeidiot over ikke at have gennemskuet selv, men.. ja. Som sagt. Ikke min stærke side. Derudover var mit kørselsfradrag også helt i skoven, fordi jeg til nogle opgaver får fradrag for min kørsel, mens jeg til andre får kørepenge. Jeg har indtil nu bare rettet det, når jeg har fået min årsopgørelse, men har aldrig skænket en tanke, at når fradraget er opgivet for højt, så giver det selvfølgelig et smæk.

Det er alt sammen rettet nu, og jeg føler mig ret revisor-agtig. 

Sidst men ikke mindst har jeg bedt vores lønkontor om at sætte min trækprocent lidt op, så alt i alt i alt i alt skulle det gerne ende med, at jeg til næste år ved denne tid ikke skal åbne til røde tal og kraniebrud. 

2.

Forelsket mig i en parfume og undladt at købe den. Hvilket lyder ret u-M2019-agtigt, men parfume er en af de få ting, der sætter min logik og fornuft fuldstændig ud af funktion. Jeg har 16.000 krav til, hvordan en parfume skal opføre sig, og når jeg med års mellemrum finder én, der kommer gennem nåleøjet, plejer jeg at købe den uden at se mig tilbage. 

Den her gang venter jeg. For det er jo ikke noget, jeg som sådan mangler (jodeter!), og bilen skal til service på mandag. Plus pkt. 1. You do the math. Og det *bliver* jo jul igen engang.

Mig, der tænker på min parfume, som stadig står på hylden i Matas og spekulerer på, hvad den gjorde galt.

3.

Købt 3 dåser Heinz tomatsuppe og sat dem i skabet, fordi det er gået op for mig, at stort set alle mine rester kan hældes i tomatsuppe, uanset om vi snakker om lasagne, chili sin carne, en rest kylling, lidt pasta m/kødsauce el. lign.

Mine børn er svære at lave mad til, og det svinger meget, om jeg kan få dem til at spise det, jeg laver til mig selv. Men målet er at udvide deres kulinariske horisont, så jeg nægter at give op på forhånd, og de smager altid pænt på det, jeg laver. 

Men det betyder, at når jeg fryser maden i portioner, så er jeg nødt til at fryse nok til, at der er til dem, hvis de godt kan lide det, men hvis ikke, ender jeg med sådan en lille, åndssvag rest, som har været varmet og derfor ikke kan genfryses, men som ikke er nok til at udgøre aftensmaden den efterfølgende dag. Somme tider kan det bruges i madpakken, men hvis jeg har en af de dage, hvor jeg er på vej fra Vejen til Viborg, når klokken er 12, er det bare mere hensigtsmæssigt med en klap-sammen. 

Men nu har jeg opdaget, at de smårester er fantastiske i tomatsuppe, som dermed forvandles til lasagne-suppe, mexi-suppe, rod-sammen-suppe osv., og dåserne fra Heinz indeholder 4 dl. og giver dermed lige præcis den portion, vi skal bruge til et aftenmåltid. Som en ekstra fordel fylder suppen ikke i fryseren, og den kan holde sig nærmest evigt.

————————————————

Jeg lovede for to uger siden, at jeg ville lægge et par billeder op af børnenes værelser, og så kom jeg fra det. Men I har været med hele vejen, så selvfølglige skal I se det færdige resultat:


Feminist anno 2019

I lørdags postede jeg indlægget ‘Kampdag på bagkant’, og på baggrund af kommentarfeltet, og hvad jeg de sidste dage har læst forskellige andre steder på nettet, har jeg lyst til at brede emnet lidt mere ud. Derfor vælger jeg at konvertere mine svar til de nævnte kommentarer til et indlæg af den lidt længere slags. 

For at starte midt i det hele, er der et par stykker, der har skrevet til mig, at de synes, det er rart, at jeg tager emnet op, og at det er lidt mærkeligt, at ikke flere bloggere og influensers gør det. Til det vil jeg sige: Man skal gide det. Og det lyder måske lidt martyragtigt, men det er et indlæg af den slags, der altid afstedkommer korslagte arme, og hvor man godt på forhånd ved, at nogle kommer til at synes, man er sur, hellig eller rabiat. Så er det nemmere bare at skrive om ufarlige emner, hvor man ikke risikerer at blive uvenner med nogen, eller bliver kritiseret for at tro, at man taler på alle kvinders vegne. 

Faktisk tror jeg, at det sidste er et af de primære problemer i hele debatten, nemlig at emnet er *så* bredt og qua sit udspring jo mere eller mindre involverer alle, hvad enten man er kvinde eller mand. (Eller intetkønnet for nu at få alle med). Samtidig handler nogle af de problemstillinger, vi diskuterer, om holdninger, f.eks. om man mener, at barsel til mænd skal øremærkes, mens andre er spørgsmål, vi kan slå op i tabeller og få svar på, f.eks. hvordan det ser ud med ligeløn, både konkret og når vi taler om indtægt set over et helt liv. 

Og når de to udgangspunkter bliver rodet sammen, er det, at der opstår en tendens til at diskvalificere hele debatten, når man ikke er enig; at fordi jeg mener noget andet end dig, når vi taler om barsel til mænd, så bliver ligeløn pludselig også et holdningsspørgsmål, som man kan mene væk. Og det er det altså ikke. 

At mændene står på skuldrene af en lang række forfædre og deres måde at indrette samfundet på, er ikke deres skyld, og jeg er med på, at det er SUPERtræls at blive stillet til regnskab for at spille efter regler, som generationer, der ligger langt forud for vores, har stillet op. Men jeg undrer mig over den blanke afvisning af, at der er et problem, bare fordi man ikke mærker det på egen krop. For mig er det lidt som at høre en kridhvid dansker sige, at racisme ikke findes.

Men jeg undrer mig endnu mere over det, når det for nogle kvinder tilsyneladende er vigtigt at markere, at de i hvert fald ikke mener, at kvinder stadig har brug for en kampdag. (Her ser vi bort fra Pia Kjærsgaards rabiesbefængte udtalelse, for det er tilladt at notere sig sammenfaldet mellem hendes tweet og den netop opgjorte meningsmåling, der viser, at vælgerne forlader DF, fordi Thulesen Dahl bliver opfattet som usynlig – det går naturligvis ikke, når der er udsigt til valg). Men at kvinder som du og jeg mener, at der ikke længere er brug for at tale om kvinders rettigheder og mangel på samme, går over min forstand.

For mig er det fagforeningsdebatten om igen; hvis de, der ikke mangler noget, fravælger solidariteten, så stiller vi de dårligt stillede endnu dårligere. For det er skønt, hvis den nuværende barselsordning passer til lige præcis det, du synes er Det Bedste Liv. Det er herligt, hvis du er født med bad ass forhandlingsevner, og sidder på højeste løntrin og troner. Eller at du bor et sted, hvor hustruvold ikke er noget, vi opfatter som et problem, og hvor man kan slentre hjem om natten i lårkort og bh uden at bekymre sig det mindste – kæmpe high five herfra. Men det er et udtryk for en afsindig privilegieblindhed, hvis man ikke kan se, at det skyldes en kombination af held, muligheder og at have valgt de rigtige forældre. Synes jeg. 

Og der, hvor jeg må bide tænderne så hårdt sammen, at jeg får spændingshovedpine bare af at tænke på det er, når vi latterliggør de kampe, som andre kæmper. For synes jeg, at vi skal bruge skattekroner på at flå alle trafiklys op af betonen og sætte billeder i af grønne damer og mænd? Nej. Jeg vil sgu da også hellere have en ekstra pædagog i børnehaven eller to sygeplejesker mere pr. afdeling. Men jeg *synes* det giver mening, at vi i takt med, at lysene skal udskiftes, udskifter dem med noget ganske kønsneutralt, som en rød og en grøn pære. Ligesom jeg også synes, at det er en god ide, at vi har kønsneutrale udtryk i erhverv, så vi ikke allerede i folkeskolen typecaster børnene, når de skal vælge, om de vil være politimænd eller sygeplejesker.

Men det er min holdning, og den behøver man ikke være enig i. Jeg synes, at det er SÅ fint, at kønsdebatten har ligeså mange udtryk, som der er mennesker, der gider engagere sig i den. Men hvis vi nu legede, at der på alle skilte i Sydafrika kun var hvide mennesker afbilledet, og nogen så begyndte at snakke om, at det måske kunne være fint, hvis den sorte del af befolkningen også var repræsenteret i gadebilledet, ville vi så også synes, at det var i orden at pege fingre og hån-le? For det er jo absolut i orden, at man ikke har en holdning til emnet – men så kan man jo bare krydse gaden og gå videre?

En anden klassiker, der altid kommer op d. 08. marts, er den biologiske forskel på mænd og kvinder. At mænd fysisk er stærkere end kvinder, og at det derfor ikke hjælper at diskutere voldtægt og hustruvold, for “det er jo svært at gøre noget ved” og “ingen mænd, jeg kender, synes det er i orden”. Nej. Men nogen gør. Og derfor skal vi snakke om det. Det er jo deri kampen består. Kampen er ikke længere protester i gaden med stenkast og skilte, men en daglig opmærksomhed på det, der ikke er i orden. For det er udtryk for et syn på kvinder, som ikke ændrer sig hverken i dag eller i morgen, men som de fleste af os dog alligevel håber har flyttet sig, når vores børn skal ud og være nogens kærester og ægtefæller.

Og måske er et af de problemer, jeg har med debatten omkring det her emne, at vi har en masse standardargumenter, vi altid kører frem og sætter op, og meget få lader til at interessere sig for, hvad der gemmer sig bag. 

F.eks. er et af de argumenter, jeg altid støder på, når vi snakker om ligestillingskvoter i bestyrelser og på ledelsesplan, at det ‘jo skal være den bedst kvalificerede, stillingen skal gå til’ og at man ikke  skal ansættes ‘bare fordi man er kvinde’. Og det er vi jo sådan set enige om. Men hvorfor er der ingen, der undrer sig over, at mændene åbentbart altid er bedre kvalificerede? For det må jo være den logiske slutning af det argument, når de nu sidder så tung på den del af arbejdsmarkedet. Det er jo ikke sådan, at mænd har adgang til hemmelige, magiske uddannelser, der gør dem bedre kvalificerede end de kvindelige ansøgere. Tværtimod har kvinderne overhalet mændene i dele af uddannelsessystemet. Så når mænd er så overrepræsenterede på ledelsesgangene – hvor er det så, de har samlet al den kvalificering op henne? 

Når vi snakker om øremærket barsel til mænd, kommer det også ofte til at lyde som om, folk antager, at hvis man synes, dét er en god ide, så ønsker man, at vi gennem lovgivning skal tvinges til at æde færdigsyede løsninger, som EU dikterer. Det mener jeg på ingen måde. Jeg synes, at den enkelte familie skal indrette sig, som det giver mest mening, både økonomisk, biologisk og ift. menneskelige værdier.

For mig at se er problemet bare, at vi har fået skabt et system, hvor vi bliver ved med at vælge, som vi altid har gjort, fordi det er det eneste, der giver mening. Far tjener mest, fordi han er ansat i det private, mens mor er ansat i den offentlige sektor, som typisk har bedre barselsvilkår. Det mønster tager vi med videre, når børnene er syge, og nogen skal blive hjemme og passe dem. 

Og siger jeg, at man gennem lovgivningen skal gennemtvinge, at forældre tager barslen 50/50? Nej. Men jeg synes det er en god ide, at man øremærker noget barsel til mændene, som de kan tage, og som ikke bare kan vippes over på mor. For der vil være nogle familier, for hvem, det ikke giver mening; familier, hvor man f.eks. gerne vil fuldamme barnet det første år, familier, som vil komme til at gå så meget ned i indkomst, at alle vil lide under det, osv. osv. Men så længe det er en mulighed at mor så bare kan overtage barslen, så bliver det forsvindende få mænd, der vælger at blive hjemme. Så gør vi, som vi altid har gjort, og det bliver, som det altid har været.

Og så er det, at vi, når vi 5 år længere fremme søger de lederjobs, som også har mandlige ansøgere, sidder der med en schweitzerost af et cv, mens mændene kan fremvise én lang, uafbrudt perlerække af pligttro tjeneste og fremmøde. 

Ingen vil ansættes, udelukkende på baggrund af køn – mig selv så utrolig inklusiv – men problemet lige nu er, at vi netop *ikke* bliver ansat på baggrund af vores køn. For hvis vi fagligt kan fremvise de samme papirer, hvad er det så, der diskvalificerer os, hvis det ikke er vores køn? Og det er derfor, jeg synes, at kvoter kan være nødvendige. 

Sidst, men ikke mindst, er der også altid whataboutism-kommentarerne, når vi taler om ligestilling. At mænd ikke kan få børn/adoptere alene, at de er overrepræsenterede i fængselsstatistikken og underrepræsenterede i uddannelsessystemet. Og her vil jeg gerne sige: Kæmp endelig! Og kan jeg hjælpe? For det vil jeg virkelig gerne. Hvilket måske ikke helt er den vibe, jeg modtager den anden vej rundt.

Men det er jo ikke sådan, at verden kun kan forholde sig til ét problem af gangen. Vi kan godt kere os om de hjemløse, samtidig med at vi ikke synes, at de afrikanske bådflygtninge må klare sig selv.

Så. 

Ja.

Det har jeg en holdning til. 

Og det blev skidelangt, og jeg er med på, at jeg med dette indlæg har sagt farvel til nogle læsere, både de mandlige og kvindlige af slagsen. Sådan må det være. Nogle kampe er værd at stille op til, og for mig er det her én af dem.

M2019, uge 10

(Service-info: Jeg vender tilbage ift. kommentarer på det sidste indlæg, så det er ikke fordi jeg ignorerer dem).

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Endelig fundet et sengetæppe, som er det alleralleraller sidste, vi mangler til værelserne (som vi alle sammen er ved at være trætte af at både skrive og læse om). Jeg har fundet ét stort, som kan deles i to, og det bedste er, at det er sådan et vendbart ét. Så hvis de ikke vil have det samme (#søskende), så kan de bare køre forskellige sider opad. 

2.

Foræret den yderste del af et IKEA-møbel væk i den lokale fb-gruppe. Da jeg konstaterede, at vi ikke længere har plads til skuffe-bænken på Antons værelse, havde jeg egentlig sat den fra, for at køre den på genbrugspladsen, for selve skuffen er smadret til ukendelighed. (Primært mig, faktisk, der i et anfald af overvurdering af egne kreative evner troede, at den kunne sprøjtemales). Men da det var det eneste, jeg lige stod og skulle afsted med, tænkte jeg, at jeg da kunne se, om nogen kunne bruge yderdelen, som ikke fejlede noget. Jeg lagde den op som ‘Gratis. Kan afhentes inden onsdag’, og havde ikke engang sluppet min telefon, før 6 mennesker havde råbt: “HER! MIG! TAG MIG!” Det vil jeg huske en anden gang, for det er da federe, at del-elementerne bliver brugt, når de nu stadig fungerer, end at de bare bliver smidt ud. 

3.

Kørt en regulær oprydning af mit skab på badeværelset, og smidt ud. Det er en disciplin, jeg jo efterhånden ikke gør mig ret meget i, fordi jeg gerne vil bruge det, jeg har, og ikke bare kassere det, fordi jeg er blevet træt af det. Men jeg kan også mærke, at jeg har ramt et punkt, hvor jeg på nogle områder giver mig selv lov til at trække lidt kontra, for selvom en håndcreme i princippet stadig fugter hænderne, så gider jeg ikke bruge den, hvis den lugter .. træt. Ikke dårligt, bare.. ikke som den skal. Og så ender vi i good old flytter-bare-lige-lidt-rundt-på-den, og den ender med at være rod, der skygger for de gode ting, så de også ender med at stå og henfalde.

Så jeg var hylderne igennem og smed ud med hård (tør) hånd, og modsat tidligere, hvor det føltes meget iLandsagtigt og ekstravagant på den vamle måde at kassere, så er jeg et sted nu, hvor det egentlig føles som en del af den samme tankegang, som når jeg gør mig umage for at bruge alt. 

4. 

Hostet madklub og været knivskarp ift. at planlægge menuen. Jeg ved godt, at der ikke sidder nogen derude, der 1:1 kan kopiere mine madløsninger, men den kommer på alligevel, fordi tankegangen bag måske kan sætte gang i overvejelser omkring andre menuer og råvarer. 

Jeg lavede pitabrød med masser af grønt, falafel og humus, tun og æg, samt skinke og ost. Og det lyder helt vanvittigt, men det fine er, at alt var planlagt ud fra, at det faktisk var noget, der kunne/skulle bruges i andre sammenhænge. 

Tun og æg var optakt til min madpakke fredag. Skinke og ost var købt ind til pizzaen, som  børnene bagte fredag aften, hvor jeg kører resterne af falafel/humus-konstellationen, og endelig var alt det grønne tænkt ind i lørdagens chili sin carne med salat (hvor salaten ikke behøvede at være sprød og frisk, fordi den alligevel endte på en tallerken med masser af grønt og tomatsauce), og de sidste pitabrød on the side. Børnene spiste resten af deres fredags-pizzaer, og jeg har tildelt mig selv 6.000 point i mad-Tetris. 

Kampdag på bagkant

Jeg ville have skrevet det her indlæg i går, men tiden løb fra mig.

Hvert eneste år hører jeg både mænd og kvinder dømme Kvindernes Internationale Kampdag overflødig og irrelevant, hvilket giver mig lyst til at slå mit eget baghoved ind med en hammer. Selvom vi i dag i vores del af verden har adgang til abort og uddannelser og kan forsørge os selv, vrimler nettet stadig med statistikker om manglende ligeløn og muligheder, og om overrepræsentation af kvinder som ofre for vold og overgreb i hjemmet.

Alene det, at vi diskuterer, om der er noget at kæmpe for, et eklatant, rungende bevis for, at der er.

For mig er det blindheden, der er sværest at forstå. At vi har diskuteret de her ting i årevis og stadig ikke har formået at gøre mænd bevidste om, at deres syn på egne privilegier, rettigheder og krav er så grundlæggende og indgroede, at de ikke engang opdager det, når de opfatter uligheden som naturlig.

Som f.eks. når 3 mandlige værter i et radio-program taler om et computerspil, der hedder “Rape day”, som de i ramme alvor bagatelliser og griner af, for “det er jo bare for at få omtale” og  “det kunne jeg sgu sagtens sidde og spille; det er da ikke værre end alle mulige skydespil”. Det er for mig fuldstændig utroligt. Vi skriver 2019, og så sidder der 3 mænd og vurderer, at det ikke er problematisk. For det ER det. Både spillet, men i ligeså høj grad, at de 3 værter ikke kan se, at de qua deres køn er inhabile i at foretage den vurdering.

Eller når vi ikke engang studser over, at kvinder, som det naturligste i verden, tænker over, hvilken vej de vælger at gå hjem fra byen, og undgår mørke stier og øde gader, mens mænd sgu bare tager den korteste vej. 

Eller når jeg hører både mænd og kvinder vrænge af debatter om lyskryds, øremærket barsel til mænd, og kvindekvoter i bestyrelser og på direktionsgange. For det er til at græde over, at vi i dag er et sted, hvor så mange har glemt, at når man prøver at ændre noget; et menneskesyn, en vane, et mønster, så er det ikke for din og min skyld. Så er det for generationerne, der kommer.

Det er for at vores sønner og døtre, når de engang bliver voksne, opfatter ligeløn, kvindelige ledere og fædre på barsel som reelle muligheder og konkret virkelighed, fordi de har set det i praksis, og ikke længere kan huske, at baggrunden for det var kunstig befrugtning.

Vi er ikke i mål.

Vi er kun lige startet.

There’s a crack in everything

Jeg har haft gråvejr i hovedet den sidste uges tid. 

Jeg har skrevet om dem før, de sorte huller i sindet. Dem, som jeg har lært at leve rundt om, men som stadig somme tider lige melder ind med, at de er friske på at udvide sig og opsluge mig, hvis det er?

Jeg tror, det følger med, når man er sådan én som mig, der aldrig bare er i verden, men altid må forholde sig til den, og tænke og dvæle og undres, og jeg tror, at mørket kommer fra det samme sted i hjernen, som alle mine ord.

Og jeg kan sagtens se det udefra. Både det paradoksale i at klemme så hårdt om livet, at jeg klemmer livet ud af det, og at det ikke kan bruges til noget, for fremtiden bliver ikke nemmere at være i, fordi man ofrer nutiden på den. Men det er nok desværre sådan det er, når man er udstyret med et bøvlet sind, der føler alt i technicolor, og ikke er modtageligt for fornuft. 

Jeg har brugt tempo, larm, humor og distraktioner af forskellige slags som værn imod mørket, for det kræver kræfter at holde fra livet, og ikke bare overgive sig til det. Men jeg bliver ældre, og over den sidste håndfuld år er spiret et ønske om også at kunne være med roen; at kunne rumme mørket, og stadig stole på, at lyset er der, selvom jeg ikke kan se det. Men er svært at turde læne sig ind i, når jeg samtidig ved, at det også potentielt giver plads for det, der er svært.

Den oplagte løsning ville være at tænde lyset og se dæmonerne i øjnene. Der er bare ikke nogen. Jeg har kigget under sengen og i skabene, alle skygger er ført tilbage til det, der kaster dem, og der står ingen monstre bagved døren. Der er bare mørket, som ikke gør andet forkert end at udgøre kontrasten til lyset. 

Det har været der gennem hele mit voksne liv. Det meste af tiden heldigvis bare som en skygge i udkanten af mit synsfelt, men engang i mellem udvider det sig og gør det svært at se. Somme tider er det bare fordi. Andre gange udspringer det af noget.

I denne weekend voksede det frem af en samtale, jeg havde med mine børn om døden. Jeg har tordnende dødsangst. Eller måske ‘sorg-angst’ er mere korrekt. Jeg er bange for at miste, fordi jeg ikke tiltror mig selv at overkomme sorgen, der følger med, og jeg frygter at forlade, fordi jeg ikke kan udholde tanken om, hvad det vil rive i stykker.

Men jeg vil så gerne *ikke* smitte mine børn med min manglende evne til at rumme døden, så jeg prøver at tale naturligt med dem om den, selvom hvert eneste ord føles som syle, der stikker i alt det, der er blødt og sårbart. Og det er noget af det sværeste ved at være forældre, synes jeg. At man skal lære sine børn at cope med noget, man stadig ikke selv har lært at mestre. At man på en eller anden måde skal bypass’e sig selv. 

Vi sad i bilen og snakkede om, at ingen ved, hvad der sker, når vi dør. At nogen tror, vi kommer i himlen, andre at vi bliver født igen, og atter andre, at der ikke er mere. Det gik ok(-ish), og jeg svarede stille og roligt, og prøvede at tænke det som noget teoretisk, vi var i gang med at læse om på nettet. Men da Frida sagde: ““Men mor – når vi dør, så kan vi jo ikke besøge mormor og morfar, og så savner vi dem da?” bed jeg hul i min kind. For det sammenfattede alt det, jeg frygter allermest, i én hjerteskærende sætning. 

Det sad i mig resten af weekenden, og da Anton var til MGP-fest hos mormor og morfar, som lørdag havde været til begravelse, føltes alting bare off og skævt. Vi manglede ham i vores lille trekløver, og der var ingen, der havde tid til at lave noget med os – hvilket i min blotlagte tilstand føltes som syre på mit ‘vi kommer aldrig til at høre rigtigt til i denne by’-sår.

Jeg junkede takketaler og klip fra Bohemian Rhapsody, da Frida var lagt i seng, og forsøgte at få afløb-by-proxy for tårer og tristesse med noget ufarligt youtube ud fra tesen om, at det skal ud, men stadig på en måde, så kaninhullet ikke åbner sig.

Det begyndte så småt at lette i går, og i dag kan jeg stille og roligt begynde at fokusere igen. Og som hver eneste gang, når jeg kravler op af et hul, føler jeg en usigelig lettelse over, at jeg trods alt er nået så langt, at jeg, min kroniske bevidsthed om mørket til trods, stadig kan vende ansigtet mod solen og nyde den.

M2019, uge 9

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Husket at foreslå – og praktisere – samkørsel, hvilket jeg ofte glemmer. Vi kører afsindigt mange kilometer om året som tolke, og selvom det umiddelbart ville være oplagt at carpoole, er det bare ofte ikke en ret god ide i praksis. Dels sker det jævnligt, at vi kommer ud på opgaver og bliver aflyst, og her er det smart, at vi med det samme kan omdirigeres til andre opgaver, som ofte vil ligge to forskellige steder, og dels har mange af os små børn, hvilket betyder, at vi ind imellem bliver ringet hjem, og her er én bil også noget rod. 

Min nu har jeg 4 gange over de sidste par uger husket fylde bilen i forbindelse med private arrangementer, så jeg tror, vi vover det ene øje og kalder det en trend. 

2.

Glædet mig over, at vi er kommet igennem februar og stadig har 600 kr. tilbage på kontoen. Den sidste uge var LANG! Og jeg har sjat-tanket, fordi det bare ikke er fedt at have 500 kroner skvulpende rundt i tanken, hvis man pludselig mangler rugbrød og mælk. Men mama, I made it, og vi er stadig in the game. 

Til gengæld var jeg nødt til at købe stort ind i fredags, da lønnen gik ind, og efter et par uger med HYPER fokus, og knivskarp sondring mellem, hvad vi har lyst til, og hvad vi har brug for, havde jeg næsten kvalme over at købe *så* stort ind.

Men jeg forsøger at huske, at vi nu har fyldt op på det meste igen, og at der faktisk er flere ting, hvor jeg den kommende måned kan prøve at teste, hvor langt det indkøbte rækker. Hvis jeg kan se, at f.eks. min instantkaffe rækker til 3 ugers forbrug, så tror jeg egentlig, at jeg vil bruge den her model de næste måneder; at vi den sidste uge i måneden kører ‘hvad gemmer skabet’ og ‘det må vi undvære’ og så slår til med den store hammer til d. 01., for dels giver det nogle stordriftsfordele, og dels dæmmer det naturligt op for trangen til bare at give los, når man på forhånd sveder lidt over, hvor meget, man skal købe. 

3.

Høstet fordelene af at have væbnet mig med tålmod ift. at gøre Antons værelse færdigt. 

Jeg ved, at der altid sidder nogen derude og undrer sig over, at jeg prioriterer at købe wallstickers og opbevaring til Lego, når tingene ser ud, som beskrevet i punkt 2, så det vil jeg gerne knytte en kommentar til. 

For jeg forstår godt, at hvis det virker vanvittigt, at vi ikke sparer de par hundrede op, i stedet for at bruge dem på noget, som vi jo ret beset ikke har behov for, for at overleve. Men sagen er, at vi bare også skal andet og mere end det. For livet er nu – også selvom jeg afvikler gæld. Og hvor børnene – forhåbentlig – ikke kommer til at hæfte sig ved, at de ikke var på ferie, før de blev større, eller studser over, at det meste af deres tøj var købt brugt, så håber jeg, de husker fornemmelsen af, at deres værelser var deres små, trygge øer, som måske nok var mindre end så mange andres, men stadig var mere og andet end 4 vægge og en madras på gulvet.

Til gengæld prøver jeg i videst mulig omfang at gøre det så billigt og så langsigtet som muligt, når jeg køber nye ting. Spandene til sværd er f.eks. skraldespande fra Ikea til 70 kr. (en ide jeg fik foræret i en boliggruppe på fb), som er pyntet med wallstickers (som er fundet billigt og købt af en veninde i Aarhus, fordi jeg meldte ud, at jeg var på udkig, og derfor fik meldinger, når folk i det ganske land løb på egnede emner). Spandene kan stables og bruges til 1000 andre ting, når de ikke skal agere våbenopbevaring længere – og kan også stå på både loftet og i haveskuret, så de ikke optager plads herinde, hvis de ikke lige er i anvendelse. 

Lego-opbevaringen er små, afstivede stofposer med håndtag fra Søstrene Grene til 40 kr., som kan tages med rundt i huset, afhængigt af, hvor man gerne vil sidde og bygge. De kan bruges til alt muligt andet (derfor købte jeg 3 små i stedet for 1 stor), og kan trykkes flade, så de intet fylder i skabet, hvis de holder pause. 

Gulvtæppet tog 1.000.000 googlinger og afsøgninger i diverse secondhand-grupper, fordi det – selvfølgelig – er på specialmål, men i fredags fandt jeg endeligt et fra nyt på bud, som nu er bestilt. 

Det har taget tid, men til gengæld har jeg kunne gøre det inden for de budgetmæssige rammer, vi har, og Anton elsker det. 

————————————————————————

I får lige en anbefaling med på falderebet. 

Jeg efterlyste forleden ideer til nye podcasts, og fik anbefalet Mørkeland, som er 2 værter, der fortæller hinanden om mord. 

Jeg hørte 3 afsnit, og det er bare ikke for mig. Ikke pga. emnet, men pga. værterne. Jeg er sikker på, at de begge er søde og sympatiske ude i virkeligheden, men jeg kan ikke forlige mig med måden, de går til emnerne på, og jeg stritter på, at de udtaler sig om strafferet og psykologi, som om de er eksperter på området. Samtidig kommenterer de på hinandens historier med kommentarer der, for mig, virker nærmest tilsigtet naive.

Jeg fandt ved et tilfælde ud af, at de har kopieret konceptet 1:1 fra en amerikansk podcast, der hedder My favorite murder, og at de ikke på noget tidspunkt nævner dét, er også en dealbreaker i min bog. 

Jeg prøvede at nappe et afsnit af den amerikanske original – og jeg er hooked. De to værter på dét program er fantastiske. De er voldsomt upassende og sjove, men på en virkelig charmerende måde, og der er ingen falske eksperter til stede i dén sofa. Det stikker af i alle retninger, og de siger ‘fuck’ i hveranden sætning, men er man til true crime genren, synes jeg virkelig, at man skal give den et skud. 

PS: Jeg har prøvet at pushe den på et par mænd i omgangskredsen, og det blev et nej. De synes, at værterne taler ALT for meget.

(- men er det ikke lidt ideen med en podcast, Suresen 1&2?)

Lige børn lejer bedst

Som de fleste af jer ved, er mit fokus over de sidste par år blevet mere intenst rettet mod økonomi og det at skrue ned for vores forbrug. Det betyder, jeg kommer nogle steder i cyber, jeg ikke frekventerede tidligere, og måske er det derfor, min oplevelse er, at intet længere er mejslet i sten i forhold til, hvad vi ejer, hvad vi deler og hvordan vi indretter os.

I dag giver det mening, hvis man på vejen deler haveredskaber og klapstole til livets store fester, folk lejer deres biler ud på timebasis og deres senge på weekendbasis (vigtigt ikke at få byttet om på de to..), og det er mit indtryk, at det ikke længere udelukkende er forbundet med prestige at eje materielle goder.

Måske er det derfor, jeg lægger mærke til det, når jeg blandt mine jævnaldrene støder på en holdning, som jeg ellers primært ville forvente at møde hos de ældre generationer, nemlig at det eneste, der boligmæssigt giver mening, er at eje de mursten, man omgiver sig med.

Når jeg fortæller, at jeg bor til leje, oplever jeg somme tider, at folk nærmest bliver pinligt berørte på mine vegne, og jeg bliver jævnligt spurgt, hvor jeg gerne vil købe hus om et par år, når det økonomiske fodfæste er genvundet.

Det giver altid et øjebliks vantro tavshed, når jeg siger, at det har jeg ingen planer om. 

Og det forstår *jeg* faktisk ikke. For hvor jeg generelt får applaus og hep for at have taget det fulde ansvar for at få (re)etableret et voksenliv med en ordentlig økonomi, så er det som om, folk er lidt forblændede af ideen om, at det bare pr. definition er bedre at eje end at leje. Fordi man så “betaler ind til sig selv”, som de siger. 

Og måske er der et eller andet, jeg overser. Det ville hverken være første eller sidste gang. 

Men jeg kan ikke se, hvordan det for en kvinde som mig, der er enlig forsørger og virkelig ikke er noget blændende talent indenfor de håndværksmæssige discipliner, kan være en god ide at låne en kæmpe sum penge, og binde dem i noget, jeg ikke umiddelbart kan komme af med igen, hvis livet skulle smide en fyring, en langtidssygemelding eller noget andet træls i min retning. 

Med én indkomst vil jeg udelukkende kunne låne til det, der i ejendomsmæglertermer hedder “et skønt håndværkertilbud med masser af potentiale”. 

Men det potentiale vil jeg aldrig være i stand til at forløse, for jeg kan ikke sætte et nyt køkken op, eller grave en have ud eller anlægge en terrasse, om det så gjaldt mit liv. Jeg kan ikke skifte spær, isolering eller sanitære installationer, eller vurdere, hvilke mure, der er bærende, og hvilke, der kan rives ned. Eller være den, der gør det, hvis miraklet skulle ske og jeg gætter rigtigt.

Jeg ville skulle betale mig fra ALT – også når stormen river hul i taget, eller rotterne kommer ind i huset fra et sted på min egen grund og ikke fra gaden, hvor det ville have været kommunen, der samlede regningen op.

Og da jeg er 42, vil jeg med stor sandsynlighed ikke nå at betale huset ud, inden jeg fraflytter det igen, fordi børnene rykker ud eller en mand rykker ind.

Uanset hvordan jeg vender og drejer det regnestykke, kan jeg ikke se, hvordan den fortjeneste, jeg eventuelt ville kunne få, ikke bliver ædt op af renter, håndværkerregninger og bekymringer.

Hvor jeg bor nu, kan jeg søge boligstøtte, jeg kender min husleje, og jeg kan ringe efter en vicevært, hvis noget går i stykker. Jeg kan fraflytte med et par måneders varsel, og så er jeg ude-ude, hvis der skulle ske noget, der nødvendiggjorde dét. Jeg kan sove om natten, fordi jeg ikke behøver frygte uforudsete regninger – som jeg f.eks. hele tiden gør med min bil.

Jeg kan SAGTENS se, at det med to indkomster eller et andet økonomisk udgangspunkt end mit giver mening, men med min økonomiske historie forstår jeg ikke, at folk *ikke* kan se, at det for mig og os er det mest fornuftige og sikre, at vi kender vores udgifter og kan minimere dem med næsten øjeblikkelig virkning. 

Det er, som om der i vores generation er opstået en følelse af berettigelse til ting, som vi glemmer at forholde os til, om vi rent faktisk har råd til. Ikke bare her og nu, men også på den lange bane. Når De Andre har råd til både at tage på ski i alperne og til Thailand efter sol, så må vi da også have råd? Når de andre køber huse og to biler, så må det da også være muligt for os?

Jeg tror sgu, at vi somme tider bare satser, fordi vi kan se, at de andre gør det, og vurderer, at hvis de lander på fødderne, så gør vi nok også. Problemet er bare, at vi jo aldrig kender hinandens historier i detaljer, og måske også, at vi sammenligner fragmenter af vores liv med andres, og ikke den samlede pakke. At vi leder efter det, der for os understøtter og retfærdiggør, at vi kan købe bilen, vi har forelsket os i, tage på den ferie, vi synes, vi trænger til og har fortjent, eller bygger til, så vi kan få det kontor, vi sådan mangler. Og så finder vi 3 par i omgangskredsen, der har truffet netop de valg, og glemmer, lidt belejligt, at ingen af dem har fået alle 3 ting. Eller kommer i skyndingen fra det faktum, at Jacob har arvet sin far, og Helene er en bad ass ørn til investeringer og afkast.

Jeg læste et sted, at man skal passe på ikke at stille sig i vejen for andres livslektier, og måske er det det, noget af det her handler om. At man først kan tage det ind, når man kan. Men jeg har stadig lyst til at prikke lidt til nogle af de etablerede sandheder, og sige, at det i hvert fald er en overvejelse værd, om det altid er den samme løsning, som de andre vælger, der også er den rigtige for én selv; om man med nogle valg lukker flere døre, end man åbner, og gør sit eget liv sværere, end det behøver at være.

M2019, uge 8

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Brugt to gavekort på helt almindelige, gode ting. Vi har snakket om det før i denne indlægsrække, det med at bruge, hvad man har. Jeg er bare utrolig tilbøjelig til at synes, at gavekort skal bruges til Noget Særligt, men det sker så sjældent, at jeg køber noget helt ekstraordinært, at jeg ender med at glemme, jeg har dem. Da jeg i uge 51 ryddede op i min pung, fandt jeg ét fra Bestseller. Det var ikke dateret, men jeg ved, med sikkerhed, at det er tilbage fra da jeg boede i Aahus. Som var dengang, vi stavede det med Å. Det er sgu lidt åndssvagt. Derfor har jeg lagt de gavekort, jeg har, ned i en den kop, jeg smider penge i, når folk køber noget af mig og betaler kontant. Det betyder, at jeg ser dem med jævne mellemrum, og derfor husker, at jeg har dem. Samtidig har jeg besluttet, at målet bare er at bruge dem på noget, jeg mangler, så de gør gavn, i stedet for at ligge uvirksomme hen, til jeg står og skal købe den hellige gral.

For en måned siden brugte jeg kortet fra Bahne på Buddhalampen, jeg viste i uge 4, i går skød jeg Bestsellerkortet af på et sæt nattøj til Anton, og i onsdags var jeg forbi Matas, og købe for 100 kr. blandet te, som jeg bliver i godt humør af at kigge på.

2.

Besluttet, at jeg, når det kan lade sig gøre, tager/beder om en almindelig kop i stedet for en engangskop, når jeg er på arbejde. Det er klart, at det er en af dem, hvor det er meget kontekstafhængigt, om det kan lade sig gøre. Man stopper jo ikke et møde på en arbejdsplads, fordi tolken ikke er tilfreds med udvalget af kopper på bordet, men står jeg i en kantine eller lignende, og der er mulighed for at vælge, så går jeg med porcelænsvarianten. I denne uge har jeg sparet 5 engangskopper, så på årsbasis er der belæg for, at det kommer til at gøre en forskel.

3.

Modtaget en regning på den sundhedsforsikring, jeg har tegnet på mine børn, og brugt en time på at tjekke op på, om den reelt er nødvendig at have. For jeg har selvfølgelig ulykkesforsikring på dem begge to, ligesom de også er med i danmark, så jeg kom lidt i tvivl om, om det egentlig var overkill. Derfor ringede jeg til mit eget forsikringsselskab for at tjekke op på, om der var mulighed for at tegne noget sundhedsforsikrings-agtigt tillæg på ulykkesforsikringerne (det var der ikke), og jeg var omkring danmarks hjemmeside for at se, om de tilbød noget i den retning (det gjorde de ikke).

Jeg rodede derfor lidt rundt på nettet for at se argumenter for og imod, og enden på det blev, at jeg betalte regningen, primært fordi der er psykologhjælp med i pakken. Da jeg som 15 årig oplevede at blive omsluttet af komplet og totalt mørke, var der var 4 måneders ventetid på at komme til en psykolog, hvilke gjorde psykofarmaka til eneste mulige alternativ, for man kan ikke have det sådan i 4 måneder uden at noget afgørende i sjælen knækker. Det ønsker jeg ikke for nogle mennesker, og slet ikke mine børn, og da de genetisk er disponerede for at ende i samme situation, tager vi den her med. 

Så den er ikke på listen, fordi jeg endte med at spare pengene, men mere fordi jeg i den nye version af mig selv ikke længere bare betaler regninger uden helt at vide, hvad de dækker over, og det føles rart og voksent.  

4. 

Ryddet voldsomt, voldsomt op i kasserne med arvetøj til Frida. Jeg er god til at trimme, før jeg lægger fra, men det til trods, var vi alligevel endt med at have for meget af det samme, f.eks. 3 flyverdrager størrelse 116, og 24 t-shirts og 6 par jeans i størrelse 104/110 (til barnet, der hader jeans) (- og som i går smed sig meget dramatisk på sin seng, og hulkeråbte: “Min sut er døøøøhøøhøøhød!!” #SuttestopSucks).

Da jeg har været så heldig i denne uge at få en pose tøj i lidt større størrelser, benyttede jeg lejligheden til at sortere efter sætningen: “Do I like it or do I love it?” Sidstnævnte røg tilbage i kasserne, mens resten blev lagt pænt sammen og sendt videre til andre, der kan bruge det.

Med fare for at gentage mig selv, så får vi bare så meget mere glæde af arvetøjet, når jeg hurtigt kan tjekke, hvad vi har, og derfor får det fundet, når det kan bruges, i stedet for at have 5 tætpakkede kasser stående, som jeg først har tid til at løbe igennem, når 3/4 af indholdet er blevet for småt.

Om krænkede læsere og uheldige ord

Det her indlæg har rumsteret i mit hovede i nogle måneder nu, og jeg har været meget i tvivl om, om jeg skal skrive det. For jeg ved godt, at det er et ømtåleligt emne, og jeg er ikke hævet over at kunne mærke det i maven, når jeg på forhånd ved, at nogen bliver sure på mig.

Men jeg har vejet for og imod, og er nået frem til, at jeg synes, emnet er vigtigt, så her kommer det. Og det bliver langt. 

Jeg kunne nemlig godt tænke mig at tale om, hvor langt man som blogger/influencer/Instragrammer/mediefidus forventes at strække sig for at tage hensyn til sine følgeres følelser.  

Baggrunden er både de kommentarer, jeg ser alle de steder, jeg selv færdes på nettet, men også, at jeg efter 11 års skriverier, de sidste år i stigende grad har fået kommentarer og mails fra mennesker, som føler sig trådt over tæerne af et eller andet jeg har skrevet.

I mine år her på domænet har jeg fået forbløffende få hade-kommentarer, selvom jeg både har fået og får de klassiske “Dø, din klamme so!”-mails, men eftersom de føles cirka ligeså upersonlige som spam, er det ikke noget, der fylder for mig. Og det er ikke dem, jeg taler om her.

Det er heller ikke dem, hvor vi diskuterer et emne, og nogen er uenige, eller hvor de bringer nyt til bordet, som betyder, at jeg ender med at ændre noget i et indlæg. Som f.eks. da jeg havde skrevet, at det var vildt meget billigere at få smertestillende på recept end at købe det i håndkøb, og en kittelklædt læser bød ind med noget faglig baggrundsviden. Jeg elsker, når vi alle sammen smider noget i gryden, og går klogere fra bordet. 

De kommentarer, jeg gerne vil tale om her, er dem fra De Krænkede & Pegepindene.

Dem, jeg selv har fået, går f.eks. på, at jeg ikke kan tillade mig at lave sjov med psykisk sygdom eller præsident Trump. At jeg bør være mere neutral, når jeg skriver indlæg om klima og miljø. Eller forstilt undren over, hvad jeg vælger at bruge penge på, “når nu du skal spare”, eller at jeg vælger at vaske bilen manuelt, fordi “det er meget bedre for miljøet at køre den i vaskehal”.

Men det er ikke kun ift. bloggen her, at jeg synes, det er relevant at tale om; det er generelt for debatkulturen på alle de sociale platforme, vi møder hinanden på.

For selvom kommentarerne er formuleret pænt – og det er de stort set altid – så er der for mig at se stadig tale om, at man går ind i noget, der ikke handler om emnet, når man f.eks. skriver:

“Jeg synes, det er meget uheldigt, at du laver sjov med at bruge vin som copingmekanisme.” 

For det kan godt være, at din far var alkoholiker, og ovenstående derfor er en øm tå for dig. Men en anden læser kæmper med at få børn, og bliver ked af det, når jeg skriver om mine to, mens en tredje er glødende dyreaktivist, og bliver meget vred, når Maren i sine striber tager livet af sine katte. Så det, du griner af, røres af eller finder genkendelse i, trykker på andres knapper – og ville du synes, det var rimeligt, at de fik lov at bortcensurere den del af indholdet, som var svært for dem?

Jeg synes, det er en overset pointe, at man som læser/følger/lytter ikke har RET til at synes, at alt er sjovt eller giver mening for lige præcis én selv. Kreative udtryksformer starter og flyder fra de mennesker, der har dem i hovedet, og fælles for dem alle er, at det er afsenderen, der er epicenteret, mens cirklerne omkring udgøres af dem, som finder udgydelserne meningsfulde eller sjove. Uanset om vi taler om bøger, musik, fotos eller blogs, så er de et tilbud om at lade sig underholde af noget, så længe man føler, det giver mening. Jeg kender INGEN kreative mennesker, som ikke ville foretrække, at dem, som ikke længere henter værdi i det, de/vi skaber, stille og roligt ville søge andre steder hen. Sådan har vi det jo alle sammen. Vi vokser. Vi udvikler os. Vi flytter os. De samme inspirationskilder kan ikke ramme os igennem samtlige af livets forskellige faser, og det er ok. 

Det, jeg gerne vil prøve at opfordre til, er at man gør sig tanker om, om man interesseret i dét, man reelt beder om, når man lægger sådan en kommentar.

For hvis jeg tager udgangspunkt i mig selv, så følger jeg bloggere og andet godtfolk, fordi de giver mig stof til eftertanke, får mig til at grine eller skriver, så sjælen synger. Somme tider maler de billeder med koste, andre gange bruger de et enkelt hår. Men det, der får mig til at blive hængende, er at jeg kan mærke, hvem de er. Ikke forstået på den måde, at jeg tror, jeg kender dem, men at jeg kan mærke, at de er autentiske, uanset i hvilken grad de vælger at åbne deres liv og hjerter op. 

Og hvis vi accepterer, at vi som læsere hver især må begynde fjerne det, der lige præcis trykker på *vores* knapper, så bliver det meget hurtigt en underlig amputeret udgave af disse mennesker, vi kommer til  at sidde tilbage med. 

Hvis vi accepterer, at læserne pludselig må træde helt ind i bloggeres liv og valg, og må gå og prikke til alt med lange spidse pinde, så er en meget naturlig reaktion, at man lynhurtigt blænder dørene af til de rum, hvor det personlige og sårbare ligger, og udelukkende inviterer ind i det kunstigt opstillede showroom, der ikke har noget som helst med virkeligheden at gøre. 

Jeg ved godt, at nogen synes, det er fjollet, at jeg ikke bare ruller om på ryggen og snakker folk efter munden, når nogen lægger ovennævnte typer af kommentarer på bloggen. At jeg hver gang går ind i den, og ikke bare er Den Gode Blogger, der giver læserne ret og “hvor er det godt du siger det!”

Andre skriver igen og igen, at jeg ikke skal tillægge det betydning og i stedet bare fokusere på dem, der godt forstår, hvad jeg mener. 

Men jeg synes sgu, at det her er vigtigt. For det er noget med grænser, der bliver overtrådt, og hvor det føles virkelig mærkeligt, at det nærmest forventes, at man bare glider af og retter ind. Det giver ikke mening for mig. Længere. Ikke når vi taler om et medie, man selv aktivt opsøger.

Og inden den gamle traver om, at det er, hvad man må forvente, når man lægger en del af sit liv til skue, bringes i spil, vil jeg gerne lige spørge: Siger hvem? Andre offentlige personer? Ikke rigtigt, vel? Det er en præmis, som er blevet etableret og vedtaget som sand af de mennesker, der gør den nødvendig.

Og det, som jeg så gerne vil have, at man holder sig for øje er, at det for mennesker som mig, påvirker min lyst til at skrive, og hvis det gælder for mig, så gælder det med 110% garanti også for en masse andre mænd og kvinder, der også bruger tid på at producere underholdning. Så det, jeg egentlig gerne vil frem til er, at vi som læsere er med til at bestemme, hvor stort udvalget af underholdning skal være, fordi vi påvirker menneskene bag det med vores respons. Og hvor debat altid er fedt, fordi det vidner om engagement, som gør dét at blogge 100 gange mere interessant, end tomme, døde kommentarfelter, hvor vindheksene blæser ensomt rundt, så er perfide stikkerier og kontekstuafhængige korstog nogenlunde ligeså ønskværdige som mus i køkkenskabet og svamp i underlivet. 

For mit eget vedkommende er mit formål med at blogge at blive klogere på mig selv. Men ligesom mennesker, der spiller musik, fordi de ikke kan lade være, skriver jeg også for at underholde, og det ville ikke for mig være det samme at skrive i en dagbog. 

Jeg skriver også til Anton og Frida, og træder jeg en dag ud foran en bil, er der truffet foranstaltninger, så domænet bliver betalt til de fylder 25 og kan tage stilling til, hvad de vil stille op med siden her. 

Til gengæld betyder det intet for mig, om jeg skriver til 50 eller 500 personer. Jeg er ikke til salg for annoncekroner, men jeg er heller ikke til salg for læsertal og likes. For mig er antallet ikke vigtigt; min proces opstår i det sekund, at jeg ved, at andre øjne skal læse, hvad jeg skriver, og andre hjerner skal forholde sig til indholdet. Om det altid har været sådan, kan jeg ikke længere huske, men faktum er, at sådan er det i dag.

Så inden du lægger en kommentar om, at et bestemt ord støder dig, eller at noget ikke er sjovt, så overvej lige en ekstra gang, om du faktisk er interesseret i, at det bliver modtagerne frem for afsenderen, der får lov at definere indholdet. ALLE modtagerne. Også dem, du synes er nærtagende og uden humor. 

Og hvis du i et kommentarfelt eller under et billede er nødt til at skrive “Det er ikke for at være træls, men..:” eller “Det er ikke for at være en løftet pegefinger, men..:” så synes jeg faktisk, du skal lægge tastaturet og bakke langsomt. For så ved du godt, at du er på vej ud over en grænse, som de færreste er interesseret i at alle de andre får lov at krydse.