En af grundene til, at jeg elsker at høre Mads og Monopolet er, at dilemmaerne ofte omhandler emner, der er relevante i mit eget liv, og derfor giver mig mulighed for at opdage områder, hvor jeg har rykket mig, ift. hvor jeg var for 5, 10 og 15 år siden. Det er ret tilfredsstillende, synes jeg.
I sidste uges udsendelse havde M&M modtaget et dilemma fra et ægtepar, der gerne ville bygge hus i nærheden af nogle venner, fordi alt muligt, som intet havde med vennerne at gøre – hvilket havde fået bemeldte venner til at sende en mail til ægteparret om, at dét ville de gerne frabede sig.
Manden hældte nu til at lade være med at købe grunden, mens kvinden synes, de skulle holde fast.
Da jeg var færdig med at være målløs over, hvad man mener, man har ret til at bestemme, fik det mig til tænke over noget af det, som jeg sætter utrolig stor pris på at have lært som voksen, nemlig at hvis en anden har gjort en situation akavet eller ubehagelig, så går den ikke tilbage til normal, fordi du spiller død/lader være med at købe grunden. Din mangel på reaktion nulstiller ingenting, og jeg var rørende enig med Simon Emil Ammitzbøll-Bille i, at de to par, post-mail, var forbi det punkt, hvor de kunne gå tilbage til venskabet, som det var – men hvis manden fik sin vilje, ville han trække misstemningen med ind i hjemmet, fordi den ville fylde, hver gang de ærgrede sig over at bo, hvor de boede.
I bund og grund tror jeg, at det handler om at stå ved, hvem man er; at reagere i overenstemmelse med, hvad man oprigtigt føler, i stedet for at forsøge at kvæle sin reaktion med taktik og hensyn. Både når det gælder nære venner og når det gælder mere perifære relationer.
For det er ok at skrive et svar til sådan en mail, der starter med “Hvad fanden bilder I jer egentlig ind?” Men det kræver selvfølgelig den tyngde, der kommer med alder og med at kende sig selv, sådan rigtigt, så man, når der er optræk til konflikt, tænker: “Fint. Så tager vi den” – og ikke allerede inden man åbner munden, snubler i sit eget ønske om at bevare den gode stemning.
Hvis din fars kammerat fremsætter et virkelig upassende tilbud til dig, er det *ham* der har truffet et valg om, at situationen skal være mærkelig, ikke dig. Og når han har åbnet dén dør, er det umuligt at gå tilbage til det sted, man var, inden han gjorde det. Heller ikke selvom det ville være dejligt belejligt at kunne, fordi det bliver så bøvlet, når I støder på hinanden hos dine forældre. Akavetheden og ubehaget går ikke væk, fordi du forsøger at lade som ingenting, og når du undlader at reagere, fortæller du dig selv, at hans (og dine forældres) følelser er mere valide end dine, og fortjener mere hensyn, og det kommer der aldrig noget godt ud af.
Har jeg lært.
Selvfølgelig er der en bagatelgrænse, og pms kan få skovlen under selv den bedste, men for mig har det virkelig været en gamechanger at lære, at man også kan ødelægge en relation ved at undlade at reagere; at huske, at det faktisk kan være udtryk for et ønske om at bevare noget, når man reagerer i overstemmelse med, hvordan man har det.
Sidste uges M&M mindede mig om, hvilken enorm befrielse det har været for mig at lære at stå ved det, når jeg bliver vred. Ikke mindst da jeg tog overbygningen og lærte vigtigheden at være vred i fred. Min veninde siger ofte, at en ringende telefon er en invitation til en samtale, som man ikke behøver at takke ja til. På samme måde har jeg lært at forbeholde mig retten til at blive færdig med at være gal, før jeg vender tilbage og forholder mig til andre menneskers følelser, fordi det kan mudre processen, og forstyrrer mig i at forstå, hvad jeg har brug for at reagere på. Jeg ignorerer alle forsøg på kontakt, indtil jeg forstår, hver det reelle problem for mig er, så jeg får adresseret dét, i stedet for at opleve, at underlige afstikkere af det kravler ud mellem mine sideben (sildeben? #Esbjerg) i mærkelige forklædninger de næste mange måneder.
Det ér virkelig et aldeles fremragende program.
Du skriver fantastisk.
Og hvor kan jeg genkende dine tanker, selv om jeg stadig ikke helt har fået sparket hensynsbetændelsen til hjørne. Overbygningen med at være vred i fred / få styr på tankerne går lidt bedre, men mon det er en konsekvens af manglende reaktion?! … det må jeg tænke lidt over.
Mange tak, Marie.
Ja, det skulle jo gerne være for at finde frem til essensen af, hvad det handler om, men jeg forstår godt hvad du mener ift. at det somme tider kan ende i, at man føler det er for sent at reagere.
Det kræver træning og opmærksomhed, men jeg synes, at det er indsatsen værd.
Kh
Linda
Jeg støtter fuldt ud op om din filosof at tage konflikten hvis det ‘smager rigtigt’ efter en dyb indånding. Og jeg tager endnu mere hatten af for, at du faktisk følger den til dørs – jeg er ikke sikker på, jeg endnu er moden til at kunne praktisere det samme. Mit personlige (og muligvis håbløst optimistiske) mantra er derimod, at mennesker generelt ikke er ondsindede med vilje. Når nu tåben foran dig på vejen laver en tåbeligt farlig manøvre er det formodentligt ikke, som udgangspunkt, fordi vedkommende besluttede sig for at køre hasarderet den dag, men nærmer fordi vedkommende overså dig, cyklisten på cykelstien, et rødt lys, havde travlt etc. Min filosofi undskylder ikke dårlig opførsel, men den forklarer det måske til en hvis grad. Og jeg har altså lidt nemmere ved at udvise det overskud i hverdagen, som jeg har brug for for at håndtere konflikter på en konstruktiv måde, hvis jeg kan (bort?)forklare andres dårlige opførsel.
Jeg hørte også søndagens program og min umiddelbare tanke var ‘nå, der røg det venskab’. Jeg blev virkelig forarget over, at man overhovedet kunne finde på at sende sådan en email. Men: når jeg læser dit indlæg tænker jeg, at det pågældende vennepar forud for mailen forhåbentlig HAVDE gjort sig en masse af de overvejelser du beskriver. For derefter at beslutte, at de netop ville reagere i overensstemmelse med, hvad de følte. Og at de vurderede konflikten, for dem, var værd at tage. Uanset konsekvenserne. Det gør ikke nødvendigvis udfaldet af situationen anderledes (her er jeg rørende enig med både dig og Simon Emil), men giver i hvert fald mig stof til eftertanke.
Tak for endnu et super velskrevet indlæg!
Jeg kan SAGTENS se, hvad du mener – men nu, hvor din kommentar får mig til at tænke efter, tror jeg egentlig også, at det er det, jeg somme tider bruger min “gal-i-fred” tid til; til at vurdere, om det (helt undtagelsesvis, selvfølglig) er mig, der er en spade. For somme tider har vi jo gamle skrammer, der gør, at vi reagerer uforholdsmæssigt voldsomt på dette eller hint, og selvom det er reelt nok, betyder det jo ikke nødvendigvis, at de(n), der uforvarende har trykket på knapperne, skal inddrages? Jeg kan godt komme i tanke om mennesker, jeg ikke nødvendigvis ville elske som naboer, men jeg håber sgu, at jeg efter en tænkepause ville nå frem til, at det, jeg havde brug for, var at vi fik snakket lidt om, hvordan vi alle sammen kunne være der. For hvis jeg havde sendt sådan en mail i et øjebliks affekt, så ville jeg med meget stor sandsynlighed blive ualmindelig led ved det, når jeg fik ilt til hjernen, og indså, hvad jeg havde frataget mennesker, jeg holder af.
Jeg elsker din meget zen-agtige tilgang til medtrafikanter og andet godtfolk. Jeg tænkte faktisk over noget af det samme for et par måneder siden, hvor en dame på cykel blokerede en her vejbane, mens hun ventede på at skulle krydse en vej. Jeg lavede det ikke-aggressive mikro-dyt for at få hende til at trække ud til siden – hvilken fik hende til at gå amok. Jeg trak vejret dybt, rullede vinduet ned og prøvede med “Jeg kan godt se, at du bliver sur på mig – men er det ikke, helt ærligt, ok at gøre opmærksom på, at du blokerer en hel vejbane?” Jeg fik fuckfingre og forbandelser i hovedet, og herefter tabte jeg selv besindelsen og råbte ad hende. Da jeg kørte derfra, ærgrede jeg mig HELT vildt, for jeg var irritabel resten af formiddagen; og for hvad? Det forsøger jeg at huske, når jeg får lyst til at tæve nogen lidt forsigtigt med et bat – at ligegyldig, roadrage-vrede i den grad backfires, og at det er mig selv, der kommer til at slæbe rundt på den i flere timer bagefter.
Ha, ‘at få lyst til at tæve nogen lidt forsigtigt med et bat’. Dén skal jeg til at bruge lidt mere 🙂
Jeg kan simpelthen bruge så mange af dine indlæg til eftertanke. Og jeg beundrer din evne til selvrefleksion og til at stå ved dig selv. Selv er jeg snart midt i fyrrerne (omg, var jo 30 for lidt siden!), og jeg kæmper sgu stadig med min konfliktskyhed samt vrede som vendes indad og sidder og gnaver i årevis.
Jeg er virkelig glad for, at mine rablerier kan bruges til noget <3
Og for mit eget vedkommende er mange af de emner, jeg selv går og tygger på, jo også blevet sat igang af ting, jeg har læst andre steder, så måske det sætter sig et sted i underbevidstheden og spirer derfra?
Kh
Linda
Det med at være vred i fred er også guld værd for mig, der har et temperament, der gerne vil spy ild, når noget går mig imod. Det har taget mig mange år at lære, at det ikke altid er nok at tælle til ti eller sove på det, men det godt kan tage længere tid, at bearbejde noget. Jeg prøver dog ofte, lige at give beskeden om, at jeg nok skal vende tilbage, hvis nogen forgæves prøver at kontakte mig. Jeg tænker, det er hårdt at sidde i den anden ende og blive ignoreret (er jeg sikker på, det føles det som).
Noget andet jeg stadig har til gode at lære er, når jeg netop selv støder ind i den manglende reaktion fra den anden part. Hvordan jeg skal håndtere, at jeg gerne vil forsøge at rydde op efter en konflikt, men den anden nægter. Det synes jeg er virkelig svært. Så ligger der noget ubearbejdet og lugter – også selvom relationen eventuelt stopper, som en konsekvens af det. Har du gjort dig tanker om det?
Jeg har selv vejet for og imod at lukke ned, for det skal ikke føles som en slags “så kan du selv regne ud, hvad du har gjort”-straf. Men jeg er nu alligevel nået frem til, at så længe vi taler dage mere end uger, så foretrækker jeg faktisk også selv at blive præsenteret for, hvad jeg måtte have gjort, så det bliver dét, og ikke alt muligt andet “fyld”, der smutter med ud, når “modparten” reagerer før vedkommende når at mærke, hvad han/hun egentlig mener.
Jeg sidder lige nu og tænker, at det måske i indlægget kommer til at lyde som om, at det, jeg bliver vred over, ikke fylder, mens jeg tænker og/eller bagefter: Det er ikke rigtigt. Det fylder ligeså meget, som det gør, når jeg går og ulmer, og jeg kan være både irritabel, ked af og sur, mens jeg trasker rundt i mit eget selskab. Så på den måde er ‘tidsforbruget’ egentlig det sammen, hvis du forstår, hvad jeg mener.
Men til forskel fra de gange, hvor jeg har forsøgt at ignorere vreden væk, eller smøre god stemning på, så forsvinder konflikten fuldstændig for mig, når den er taget (på en ordentlig og sober måde, selvfølgelig) hvis jeg har reageret på, hvad jeg oprigtigt føler, hvilket slet ikke er tilfældet, hvis jeg har lavet strudsen eller smilet mig stift igennem det. I sidstnævnte situationer kommer jeg til at trække min u-placerede vrede med, så den forpester relationen i lang tid frem, og jeg er både sur på skadesvolder for ikke at kunne regne ud, hvad vedkommende har gjort, men næsten mere på mig selv, fordi jeg ikke synes, jeg har behandlet mig selv ordentligt. Og mit forhold til mig selv er trods alt det længste af slagsen, jeg skal have.
Det kan bestemt stadig gøre ondt, hvis en anden vælger mig fra eller lukker mig ude, men min oplevelse er egentlig, at jeg bedre kan både forstå og respektere, at vedkommende har brug for en tænkepause, når jeg giver mig selv lov til at gøre det samme. I de situationer hvor de lukkede døre ender med at forblive det, ærger det mig, og jeg kæmper, ligesom alle andre, vel, med en følelse af uretfærdighed, fordi jeg ikke har fået mulighed for at forklare mig. Men alligevel kan jeg i dag langt bedre acceptere det, fordi jeg synes, at jeg med min egen adfærd, lægger op til, at man kan fortælle mig, hvad man har brug for at sige.