Da jeg gik i folkeskolen, gik jeg – med meget få undtagelser – i klasse med nogle spassere, der gjorde sig mere end almindelig umage for at gøre min hverdag usjov og svær.
(Nu hvor jeg er gravid, kan jeg mærke, at jeg er ved at gro en ny personlighed, der systematisk bearbejder alle mine indtryk og oplevelser fra barndommen og sammenholder dem med det faktum, at jeg om lidt selv skal ruste et lille menneske til at navigere igennem the jungle of life. Og hvis mit barn kommer i en klasse, hvor de andre børn er ligeså lede og tarvelige, som de var i min, så kan jeg allerede nu oplyse, at de bliver inviteret hjem til os til en alvorlig snak om fucking ordentligt opførsel fulgt op af kindheste og sherifstjerner!)
(Når mit barn ikke kigger, selvfølgelig. Vi hverken slår eller niver hjemme ved os, nemlig.)
Nå. Men tilbage til historien: Som barn var jeg allerede i 1. klasse markant højere end de andre; også drengene. Da jeg samtidig var meget svajrygget, tog det 0,4 nanosekunder for et af genierne at nickname mig ”Strudsen”. I dag kan jeg trække på smilebåndet af det, men dengang gjorde det mig simpelthen så ked af det og fik mig til at føle mig helt skæv og forkert.
I dag skulle jeg så mødes med mine kolleger i fitnesscentret, fordi vi er ved at øve nye programmer op. Den ene af pigerne er, udover at være holdinstruktør, også ansat i receptionen. Da vi stod i salen, kiggede hun pludselig på mig og sagde:
”Jeg kom til at spekulere på, om du egentlig ved, hvad alle receptionisterne hernede kalder dig?
”Øhm… nej??” (Kære Gud, lad det ikke være ”Hende, den sure so”. Eller ”Strudsen”)
”De kalder dig Tomb Raider”.
”Tomb Raider!?”
”Ja, altså.. De synes, at du ligner Lara Croft.”
…….
Hende gider man sgu da godt ligne.
Fra struds til Lara Croft.
We’ve come a long way, baby.
Sikke da et fedt indlæg.
Jeg blev helt glad af at læse det.
You go girl!
In your face, lede lavstammede sataner!
Jamen, selvfølgelig da! Og jeg husker godt de tanker fra min egen graviditet. Og som lærer selv, for øvrigt.
Åh hvor dejligt med en happy ending 🙂 Kunne næsten ikke overskue andet, efter den indledning, som, sjovt nok, kunne være præcis indledningen til min skoletid. Hvor er det bare nederen at være hende der er et hoved højere end ALLE andre indtil drengene endelig voksede lidt i 7. klasse…
Men hvordan er du kommet så elegant videre, uden at få ar på sjælen, og er den powerwoman du tilsyneladende er i dag?
Hvor sjovt – sådan har jeg også forestillet mig dig, når jeg har læst med her 🙂 Total power-woman!
Jeg genkender også fuldstændig det med at gennemgå mit liv, når jeg har været gravid. Under begge mine graviditeter har jeg haft en fase, hvor jeg H-A-D-E-D-E min mor for alle de måder, hun havde svigtet mig. Men så er det dampet af, og nu synes jeg igen hun er ok på godt og ondt 🙂
Vi vil se billeder 🙂
Det må da være rart at få at vide! 😀 Jeg kan altså godt forstå, du var nervøs, da hun skulle til at fortælle det.
Jeg må holde med de andre – jeg forestiller mig også, du er en power woman. En total AngeLinda Jolie. 😉
ÅRh Linda nu sidder jeg og smiler over hele hovedet :).
Selv en struds bliver til en Angelina Jolie med tiden.
hej. fin blog du har (: – kig forbi min hvis du får lyst Linebiine.blogspot.com
// Linebiine
Det var en god afslutning af dit blogindlæg, og det er da fedt at blive sammenlignet med Angelina Jolie.
Sejt!!