This is major Tom to ground control

Så nåede vi så langt.

Jeg har netop lagt røret efter en guidet tour på min nye side, forestået af verdens mest tålmodige IT-mand. Jeg kan huske omkring 10% af, hvad han har vist mig (undskyld, Claus) men jeg satser på, at det hele kommer tilbage til mig, når først jeg for alvor begynder at rode med det.

Der er stadig elementer på siden, der ikke er på plads. F.eks. er menupunkterne for oven tomme. Af en eller anden grund får jeg nærmest hjertebanken af præstationsangst, når jeg forsøger at skrive noget til punktet “Om”. Det viser sig at være virkelig svært at skrive to afsnit, der, kort og vittigt, sammenfatter hvem man er, når man lige kortvarigt selv er kommet i tvivl.

Jeg skal lære alle de nye funktioner at kende, men der er forbindelse igen, vi har fået det hele med over, og resten er detaljer, der skal skylles ned med gløgg.

I øvrigt:

* har jeg for første gang i mit liv fået thai-massage. En lille dame spadserede rundt på ryggen af mig, og samtalen bestod af sætninger som: “Stop nej?” og “Stor av av?” Det var på mange måder som en helt almindelig eftermiddag med Frida.

* vil jeg gerne på vegne af personalet i serviceindustrien foreslå revselsesretten genindført, så det er tilladt at bitchslappe voksne mennesker, 50+, der, når de gerne vil have fat i en medarbejder, råber: “Hallå!?” Vis. Lidt. Respekt.

* holdt jeg i lørdags fødselsdag for Anton, og vi havde besøg af hans klassekammerater. 13 drenge og 1 pige. Jeg er så småt ved at genvinde hørelsen.

* lavede jeg til bemeldte fødselsdag en aktivitet, hvor børnene skulle samle en lego-figur med handsker på. Det viser sig, at Anton og jeg tilsammen ejer 14 par handsker. Den post kan vist godt stryges på budgettet i år.

* har jeg fået lyskæder op, både langs tag-kanten, og på min bænk ude foran. Jeg har på begge kæder sat en auto-timer på, så lyset tænder automatisk, og selvom jeg har haft det i halvanden uge nu, føler jeg mig stadig nærmest som en ingeniør med magiske kræfter hver eneste gang kæderne tænder.

* elsker jeg, jævnfør ovenstående, at lyskæder er hygge, vi giver til hinanden. 80% af dem, man sætter op, kan man ikke selv se, så kæmpe props til menneskeheden generelt for at bidrage til den gode stemning.

* har Anton været fældet af omgangssyge, og vejer nu imponerende 19 kg. Jeg synes derfor, jeg ville anstrenge mig lidt ekstra med maden forleden, og da han er en 90 år indeni, når det kommer til la cuisine, gik jeg fuld mormor, og lavede medister med rødkål, kartofler og brun sauce. 1) Jeg styrede 4 gryder på én gang, og ja tak. Jeg vil gerne have ros nu. 2) Hvorfor har ingen sagt, hvor nemt det er at lave brun sauce?? 3) Det blev perfekt.

* spiste Anton 2 stykker medister, uden tilbehør, Frida kiggede ud over bordet, sagde: “Ad!” og gik, og så sad jeg dér og holdt lillejuleaften med mig selv.

* vil jeg gerne pointere, at man godt kan være imod noget, uden at køre udråbstegn, automat-riffel-style. “Vi støtter ikke Black Friday!!! Vi holder Green Friday!!!!” Det er bare fino, men I behøver ikke råbe.

* vil jeg gerne, med øjeblikkeligt varsel, have fjernet den nye funktion i IG, der sender notifikationer, når dine venner kommenterer på billeder, du også har kommenteret på. Nej tak. Hvis jeg ville have det, havde jeg kommenteret på fb. (Venligst notér, hvordan jeg her ikke bruger ét eneste udråbstegn)

* arbejder jeg på en mail, der skal sendes til alle translatører/oversættere i hele Danmark, som forklarer, at når man i amerikanske film snakker om hhv. blue og white collar, så er det en reference til kraven på skjorten; altså, om man er håndværker eller kontortype. Jeg skyder mig selv af raseri, hvis jeg én gang til ser det oversat til “blå farve” eller “hvid farve”. (Igen: Nul udråbstegn)

* er jeg kommet til at se, at Dustin fra Stranger Things ligner en børneudgave af Carl Mar Møller, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med den konstatering.

Pumpkin spice latte ( – eller chai)

Noget af det bedste ved efteråret er, at alle kaffebarer med respekt for sig selv, sælger pumpkin spice latte, som vel nærmest er kaffens svar på en chai.

Jeg har aldrig tænkt på at lave dem selv (ja, ‘dem’. Plural), før jeg forleden så en opskrift på fb. Så tog det mig til gengæld under 10 sekunder at blive besat af tanken, for jeg fik nærmest lyst til at æde min skærm.

Nu har jeg prøvet opskriften, og er du svimmel, det er godt! Og nemt!?

Det ville være decideret tarveligt at sidde på dén, så hermed laver jeg en pass-it-on. Helt lavpraktisk synes jeg selv, at det er nemmest, når en opskrift bare står, som den er, dak-dak-dak, men i tilfælde af at andre end mig ikke har gået til græskar, smider jeg lige mine erfaringer på nedenunder.

Til 3 store krus:

1/2 liter mælk*
3 spsk. græskar-mos**
3 spsk sukker (justér hvis du foretrækker ting mere eller mindre søde)***
1 spsk vanilje****
0,5 – 1 tsk pumpkin spice*****

Hæld det hele i en gryde, lad det simre 5 minutter, fordel i 3 krus og fyld op med kaffe (- eller te. Jeg testede, og det smager også skønt.)

Lav gerne dobbelt- eller trippleportion af græskarmælken, for den kan holde op til en uge i køleskabet.

* Jeg ved ikke, om den kan laves med fx. mandelmælk eller lignende, men hvis nogen prøver, må de meget gerne smide et heads up på resultatet, så paster jeg det ind i indlægget her #publicservice

** Min første indskydelse var at se, om jeg kunne finde det på dåse, ligesom det, der blev brugt i videoen, men så fik jeg sgu alligevel lidt ondt i den grønne samvittighed, og endte med at lave det selv. Det kræver lidt tid, men er super-nemt: Skrub et Hokkaido-græskar, halvér det, skrab kernerne ud, og læg det med kødsiden nedad på en bageplade. Bages 1 time v/ 175 grader. Derefter skrabes kødet ud og blendes. Det afgiver AFSINDIGT meget vand, når man bager det, så tag højde for dét. 1 græskar giver ca. 4 portioner (altså 12 spiseskeer) mos. Jeg har testet om man kan fryse det, og det kan man sagtens. Når jeg laver næste omgang, har jeg tænkt mig at bage 2-3 græskar samtidig, for mosen kan med garanti bruges i boller, suppe eller tærte, hvis det utænkelige skulle ske, at man bliver træt af latte – og så kan man jo lige klappe sig selv på miljøskulderen over at udnytte pladsen og varmen i ovnen.

*** Jeg ved ikke, om den kan laves med sukrin el. lign., men ligesom med mælken, må man gerne skrive, hvis man prøver. Jeg har testet den med kondenseret mælk og det smager – selvfølgelig – også fantastisk.

**** Jeg synes, det bliver bedst med flydende vanilje, men vaniljepulver kan også sagtens bruges.

***** Hvis du bor i en større by, kan man givetvis købe det her færdigt. Hvis ikke, kan du gøre som mig,  og blande 1 tsk kanel, 1/2 tsk stødt ingefær, 1/2 tsk stødt nellike, 1/2 tsk muskatnød samt 1/2 tsk. kardemomme. Så er der til et par portioner.

Skål og glædeligt efterår!

GemGem

En lørdag i november

Det er lørdag middag og der hviler en uvant ro over huset. Anton leger på værelset efter 3 timer i svømmehallen med morfar, og Frida har langt om længe overgivet sig og sover til middag.

Udenfor er det smukt; nattens storm er faldet af, og solen skinner over et råt og afklædt landskab.

Jeg pusler med forberedelserne til Antons fødselsdag. Chokoladekagen, der skal blive til et piratskib, er i ovnen, og græskaret, der skal omsættes til et forsøg på hjemmelavet pumpkin spice latte står klar. For en time siden ringede det på døren, og jeg måtte sende en af Antons små klassekammerater hjem igen med beskeden om, at det først er om en uge, han skal til fødselsdag. Der er mange småsten på vejen i et helt almindeligt liv, når man ikke har dansk som modersmål, og man aldrig før har fået en fødselsdagsinvitation med i tasken hjem.

Jeg er ved at lande igen oven på en måned, der har budt på for meget sygehus. I forbindelse med et almindeligt tjek hos lægen, hørtes en mislyd på Fridas hjerte, og fordi hun har haft nogle svimmelhedsanfald oveni, er det store apparat sat igang.

Ved samme lejlighed blev jeg sendt videre til den den fulde pakke på mammograficentret, og det er alt, alt for meget at forholde sig til på én gang.

De indledede undersøgelser af Frida er ovre, og foreløbigt ser alt ud, som det skal. Vi mangler stadig en scanning af hjertet og at finde ud af, hvorfor hun bliver svimmel, men fordi det hele umiddelbart ser normalt ud, hælder alle til, at der er en helt ufarlig forklaring på anfaldene, som f.eks. at hun ikke har fået nok at drikke. Jeg er udredt og sendt hjem med et håndtryk og en forsikring om, at det for mit vedkommende heldigvis var falsk alarm.

Det har været en sej omgang, for da min veninde Lene døde, knækkede noget inde i mig, som aldrig er vokset rigtig sammen igen; arvævet er rødt og knudret, og får det til at trække og spænde steder i bevidstheden, jeg aldrig tidligere har haft opmærksomheden rettet imod.

I torsdags var jeg atter omkring sygehuset, denne gang for at få sprøjtet binyrebarkhormon ind i slimsækken omkring min længe irriterede akillessene, og det var nogenlunde ligeså ubehageligt, som det lyder. Resten af dagen brugte jeg på at overveje måder at amputere mit ben på, men idag kan jeg gå igen, og jeg prøver at være, hvor jeg er, selvom det sted, lidt ligesom tilstanden i huset lige nu, føles som et hul imellem de små og store storme, der udgør et liv.

Når jeg får mig en personlig assistent, skal han:

– pille mine appelsiner. Jeg elsker appelsiner, men der er få aktiviteter, jeg hader så inderligt, som at pille dem. Den der hvide hinde, der klamrer sig til appelsinen, som maling til en væg, kerner, der måske/måske ikke er der – SURPRISE! – det er virkelig en frugt, der har hele sit design imod sig.

– konstant minde mig om, at mine børn gentager alt, hvad jeg siger, som de ikke forstår, og at det derfor ikke, når Frida pr. default bliver tilbudt “den lyserøde” og hun takker nej og beder om den blå, er hensigtsmæssigt at mumle: “Godt, Frida. Fight the power”

– være ansvarlig for at opretholde en fornuftig beholdning af tandpasta. For en person, der i omgangskredsen går under aliaset ‘Organisatan’, sker det forbløffende tit, at jeg åbner skabet for at tage en ny tube, kun for at blive mødt af ekkoet af den manglende Colgates hånlatter.

– køre i forvejen og klippe valgplakater ned, når jeg skal ud, så jeg ikke behøver at køre ind i et autoværn af raseri over, hvad man må hænge op i det offentlige rum.

– give mig en elastik om håndledet og svirpe den, hver gang jeg nynner “Sjæl i flammer”. Jeg er ved at læse Lars Muhls Gral-triologi, og jeg har den skide sang på hjernen H.E.L.E tiden.

– tage over, når nogen i husstanden for 1.840.983.908. gang den morgen råber: “MOOOOOAAAAR!!! FRIDA/ANTON DRILLER!!” #DetErEnFaseDetErEnFaseDetErEnFase

– være en klippe af stoisk, vestjysk ro, når vinden truer med at rive huset fra hinanden, og andre *ahem* er mere bange, end det er klædeligt for et supposed-to-be-familieoverhoved at være.

– gemme gaverne, når jeg er så psyked over Batmanlampen og Captain America-rygsækken (- SOM ER ET SKJOLD!!!) at jeg er lige ved at komme til at råbe: “PRØV AT KIGGE I MIT TØJSKAB!!” når Anton snuser rundt efter sine gaver.