Serie-anbefalinger

Band of brothers
Stikord: Soldater, 2. verdenskrig & bromance.
Den her fatter jeg ikke, at jeg ikke selv havde fundet først, men kun opdagede, fordi jeg fik den anbefalet. Vi er ude i en doku-fiktion, hvor vi følger en flok soldater under krigen. Det lyder røvsygt. Det er helt fantastisk. Der er masser af skuespillere, vi kender fra andre serier, og så er den instrueret af Steven Spielberg og Tom Hanks, hvilket kan ses på kvaliteten. Den er virkelig, virkelig god. Og den kræver kleenex.

Banshee
Stikord: Krimi med forviklings-tvist
Her har vi fat i en serie, hvor helten er den mørke, mystiske type, der er misforstået af alt og alle, og stoisk, men forpint slæber sin fortid efter sig som et grimt, skrumlet kors. Serien bliver til tider *lidt* karikeret, men kan man leve med det, får man til gengæld, nogle afsnit inde i serien, Ulrich Thomsen, som fuldstændig hæsblæsende, overdrevet fantastisk skurk.

Big little lies
Stikord: Nogen er blevet myrdet, men hvem?
Her er jeg muligvis voldsomt biased af, at Alexander Skarsgård spiller med, for ham er jeg så forelsket i, at det er en smule pinligt for en kvinde på min alder. Men. Esben Bjerre (Monte Carlo) var også helt vild med den, så det kan ikke *kun* være derfor, jeg synes, den er så god. Det er en klassisk forstad-hvor-alle-er-en-smule-suspekte-krimi, som alligevel er anderledes, end hvad jeg hidtil har set, fordi vi først i allersidste afsnit finder ud af, hvem der er død.

Breaking Bad
Stikord: Terminalt syg kemilærer teamer op med hot, men håbløs elev og overtager narko-verdensherredømmet.
Jeg kender ikke ret mange piger, der kan lide BB, og det undrer mig, for jeg synes på ingen måde, at det er en klassisk “drenge-serie” (af dem, hvor heltene er 2-dimensionelle teflon-typer, som er hurtige i både replikken og på aftrækkeren). Jeg var voldsomt begejstret, og åd den i ét ryk. Det er en af de serier, som jeg kan tage mig selv i nærmest at savne.

Designated surviver
Stikord: Hvad sker der, når man bliver præsident ved en fejl. ( – eller var det nu også det…?)
Det her er sådan set bare 24-timer, the sequel, men fordi det var for besværligt at få møvet Jack Bauer på plads som præsident, lavede man bare en ny serie, og det fungerer.

Dexter
Stikord: Seriemorder får afløb for sin tilbøjelighed i god sags tjeneste. 
Dexter er min hidtil eneste “Du havde ret og jeg tog fejl”-serie. Jeg startede på den 3 gange, før den fængede. De to første gange syntes jeg simpelthen, at den var for klam og mærkelig, men dem, jeg normalt deler seriesmag med, blev ved med at forsøge at proppe den ned i halsen på mig. 3. gang jeg startede, skal jeg indrømme, at det var med armene mentalt over kors, og med intentionen om at lukke deres overtalelsesforsøg ned, én gang for alle. Jeg havde på forhånd besluttet at give den 2 afsnit. Så blinkede jeg med øjnene, og havde set 7 sæsoner, og ønskede mig min egen seriemorder i julegave.

The Fall
Stikord: Krimi på den mørke, underspillede måde. 
Gillian Anderson (Agent Scully, X-Files) er hovedperson i denne thriller, som jeg syntes er helt eminent. Den kravler under huden på én, fordi historien holder, og fordi GA har en stemme og en accent, der hypnotiserer dig, og får det til at føles, som om, du flyder apatisk afsted gennem historien, på en doven flod af gylden sirup. Den er på min personlige top 5.

The handmaids tale
Stikord: Futuristisk amish-samfund har genindført rugemødre, og tilføjet slaveklausul i kontrakten.
Det her var én af de serier, der sad i mig i flere uger efter. Den er god, fordi den er rædselsfuld, hvis det ellers giver mening. Man starter, sådan lidt kålhøgen, med at affeje historien som overdrevet urealistisk, men efterhånden som den skrider frem, mærker man et stigende ubehag, der sætter sig i nakkehårene som et “Tænk nu hvis…”

Game of Thrones
Stikord: Drager, sex og slåskampe. Og dødsfald. Mange, mange dødsfald.
Jeg er med på, at nogle mennesker bærer som et (belastende) ridderkors, at de ikke har set GOT. The joke’s on you, for den. er. episk. For det første: Nikolai Coster-Waldau. For det andet er INTET helligt, hvilket betyder, at alle – også heltene – er up for grabs, når der er nogen, der skal dø. Og det er der tit. Ca. 100 gange pr. afsnit. Jeg kan på INGEN måde anbefale at kigge væk, tjekke telefon, holde et par dages pause ell. lign. hvis man kaster sig over den. Den kræver 400% opmærksomhed, for hvis du nyser, er hele folkeslag i mellemtiden jævnet med jorden, og you know nothing, Jon Snow. Så. Stay virkelig tuned.

The Good wife
Stikord: Senator har affære, konen smiler sig stift igennem det, indtil hun beslutter at blive en strong, independent woman, som don’t need NO man.
Kender du de serier, man lidt fortryder, man startede på, fordi de er så spændende, at man glemmer at gå i seng? Det her er ikke en af dem. Stilmæssigt er vi ovre i noget Ally Macbeal, grown-up edition (uden indre stemmer og dans, dog). Men den er fortrinlig til de perioder af dit liv, hvor du har hovedet fuldt af alt muligt andet, og skal passe din seng. Den er behageligt, man er glimrende underholdt, og den føles som den kollega, du er utrolig glad for at arbejde sammen med, men som du ikke ser privat, og som derfor ikke kræver noget af dig.

Green Leaf
Stikord: Kirker, korruption og familiefejder. 
Det her var én af dem, jeg klikkede på i afmagt over at have afsluttet en af de virkelig gode serier, og nu sad, helt tom og efterladt, i mit eget selskab. Jeg havde ingen forventninger til den overhovedet, men det er en solid historie med troværdige karakterer, og den er god. For dem, der måtte synes, at dét er et kvalitetsstempel, er Oprah med i en bi-rolle.

Greys Anatomy
Stikord: En form for overbygning på ER/Skadestuen (Den med Clooney)
Åh, mit hjerte! Jeg ELSKER GA! Jeg kan ikke huske andre serier, hvor jeg i dén grad har levet mig ind i hovedpersonernes gøren og laden, og man kunne vande adskillige marker med de tårer, jeg har grædt over den her. Hvis du har den til gode, kan vi ikke være venner, for min misundelse vil besudle vores relation for evigt.

Gypsy
Stikord: Hvad sker der, hvis din psykolog er mere bims, end dig?
En thriller i single white female-genren, som jeg var meget begejstret for. Min eneste anke – som til gengæld er stor – er, at iTunes stadig ikke har den akustiske version af titelmelodien med Stevie Nicks lagt op.

Lost
Stikord: Fly falder ned på øde ø, som måske/måske ikke er magisk.
Det her var min første rigtige serie-serie. Jeg havde lånt sæson 1 på dvd, og ved et lykkeligt sammentræf af omstændigheder, blev jeg, umiddelbart efter overdragelsen, fældet af den ledeste influenza. Lang historie kort: Jeg så 14 afsnit  på en dag. Da jeg gik i seng, havde jeg det som om, jeg havde fået nye venner. Den her skal man se. Den er FANTASTISK. 6 ud af 5 stjerner. Der kommer lige en enkelt wtf!?-sæson, men på det tidspunkt er man suget så langt ind i historien, at man knap nok bemærker det. (Det er først et par måneder senere, man vågner en nat og tænker: “Var det egentlig ikke *lidt* mærkeligt med den isbjørn…?) Hvis man giver den et skud, kræver det tid, for den er umulig at følge med i, hvis man ser et enkelt afsnit hver 4. aften. Har man tiden, er man til gengæld sikret virkelig god underholdning i ugevis.

The magicians
Stikord: Trylle, trylle, trylle på Degrassi Senior High-måden. (Og ja. Jeg måtte Google, men kun fordi Jurassic Senior High, som jeg først havde skrevet, så forkert ud)
Det her er en ungdomsserie; en slags Harry Potter for teenagere, der ikke vil beskyldes for at interessere sig for det samme, som deres mindre søskende. Man skal kunne leve med, at der undervejs er nogle seriøse huller i historien, at hovedpersonens hår er afsindigt irriterende, og at alle karaktererne kan fordrive seriøse, personlige traumer med kække bemærkninger, men på en regnvåd tirsdag, hvor der ikke er andet i tv, fungerer den udemærket.

Mindhunter
Stikord: FBI-fyr lægger grundstene til profiling ved at tale med mere-end-almindeligt-forstyrrede massemordere.
Oh. My. God. SHIT, den er god!! Bare se den.

Orange is the new black
Stikord: Pæn pige ender i fængsel, og du gætter aldrig, hvad hun så gjorde. 
Den seneste sæson skuffede mig fælt; jeg syntes, at karaktererne var blevet alt for dum-kække, og for mig tippede den over til den side, hvor utroværdigheden bliver forstyrrende. De første sæsoner var jeg til gengæld vild med, og jeg bliver altid begejstret for serier, der fortæller en ny slags historie (som fx. Breaking bad eller Gypsy) i stedet for bare at være endnu en krimi med endnu en skægstubbet helt. Den målsætning synes jeg til fulde, OITNB opfylder.

Stranger things
Stikord: Børn i amerikansk flække forsvinder, for så at re-appear’e i væggene og kommunikere gennem lyskæder. Det fungerer væsentlig bedre, end det lyder til. 
En af de ting, jeg elsker ved at tolke på teknisk skole, er, at mange af eleverne er voksne nok til at være Ægte Sjove, men stadig er så unge, at de somme tider glemmer facaden. Af grunde jeg ikke helt kan forklare, rører det mig. Den her serie har en flok hovedpersoner i netop denne kategori. Samtidig tegner den et nostalgisk billede af USA i 80’erne, hvilket jeg også er ret meget en sucker for. Jeg har endnu ikke set 2. sæson, men jeg glæder mig.

Sense8
Stikord: 8 mennesker opdager, at de frit kan skifte personligheder hinanden i blandt, og så er der – selvfølgelig – en skurk fra noget top secret regerings-lab, der vil forhindre dem i at bruge deres evner.
I ved, hvordan vi opererer med Team Eric og Team Bill i True blood? Sense8’s Team Linda tæller indtil videre kun mig. Og jeg FORSTÅR det ikke! Jeg synes, den er formidabel. Den er anderledes, billederne er nærmest hysterisk smukke, og soundtracket er on point. Den kommer på her, fordi jeg virkelig, virkelig, VIRKELIG synes, du skulle give den en chance. Den kræver opmærksomhed, men giver man den det, får man noget, der skiller sig ud fra alt det andet, man ser. (PS: Wolfgang 4ever.)

Sherlock (den med Benedict Cumberbatch og Martin Freeman)
Stikord: Overbegavet, britisk narkoman løser opgaver for politiet, helt elementært. 
Jeg ville se den her 3 gange mere, for Watson alene. Han er skøn! Hvem der end har castet ham, fortjener en lønforhøjelse på 1000 %. Man skal være på tæerne for at historien ikke løber fra én, og den bliver mere og mere mærkelig, jo længere du kommer ind i serien, så den fungerer nok bedst nu, hvor man kan se alle sæsoner lige i røven af hinanden, og ikke får det der “har set 4 sæsoner og må nu venter 11/2 år på 5. sæson”-slip midt i det hele.

Suits
Stikord: Advokater og kontor-intriger.
Meget pæne mænd, hårde på overfladen, men – selvfølgelig – bløde indeni, bøjer regler til højre og venstre, efter princippet “Don’t hate the player – hate the game”. Det er ikke en serie, der ætser sig ind i erindringen for evigt, men man er godt underholdt hele vejen.

True blood
Stikord: Vampyrer og varulve galore.
Igen: Alexander Skarsgård. Det er en ungdomsserie, som bygger på lige omkring 20 bøger, som man i øvrigt også rolig kan læse, hvis man er til Hunger Games osv. Serien starter med at følge bøgerne 1:1, men et sted undervejs, får den et selvstændigt liv, og lader historien og karaktererne udvikle sig, uafhængigt af forløbet i bøgerne. Det har jeg ikke set før, men det fungerer super fint. Der er ca. en million afsnit, og jeg var vild med hvert eneste af dem.

True detective
Stikord: Mørk, syg, underspillet krimi. 
Første sæson får en million stjerner herfra. Anden sæson er god, men for mig slet ikke på niveau med den første. Den er pisse hamrende uhyggelig, og kræver tændt lys og gerne selskab, men shiiiit, den er god.

Vikings
Stikord: Game Of Thrones-light.
På samme måde som Suits, er det pæne mænd og hurtige kalorier, men der er stadig så meget kød på historien, at man ikke er nødt til at slukke i raseri over, hvor fladpandet og utroværdigt det bliver.

Will & Grace
Stikord: To homoer, en jøde og en notorisk drukkenbolt driver hinanden til vanvid.
Er det næsten nødvendigt at sige noget her? Så et meme forleden med teksten: “You either love W&G – or you’re wrong” – og jeg kunne ikke være mere enig.

Mandagstanker

Inspireret af (= direkte kopieret fra) skønne Maj My, er dagens indlæg en lille liste over, hvad jeg spekulerer på i disse dage:

At fare vel.
Jeg tænker meget på at lade mennesker gå, når vore veje skilles. Mest i forhold til dem, jeg har opfattet som inspirerende eller som forbilleder. F.eks. har jeg det sidste år fulgt en kvinde, som har haft nogle emner oppe på sine sociale medier, som har vakt megen genklang hos mig. Men over den sidste måned, kan jeg mærke, at hun bevæger sig i en retning, der ikke giver mening for mig. I den slags situationer er min første reaktion som oftest irritation. Man skal jo ikke være Freud, for at gennemskue, hvad dét handler om, men automatreaktioner er bare så svære at ændre på, fordi de er, ja, automatiske. Jeg øver mig i at huske, at når jeg, helt konkret, ude i verden, har fulgtes med mennesker, jeg kan lide, så bliver jeg jo heller ikke sur, fordi de skal dreje til højre for at komme hjem, og ikke til venstre ligesom mig.

De-cluttering, level 2.0.
Nu har jeg det sidste halve års tid været igang med at rydde op i mit liv og mit hoved, og ligesom når jeg rydder op i mit hjem, og pludselig kan mærke, at jeg aldrig mere får brug for andet end luft, vand og yoga, er jeg også her blevet grebet af processen, og har haft lyst til bare at skrotte alting, hælde mine unger i en autocamper, og køre ud i livet. Men jeg er nået til det sted nu, hvor jeg holder ting op i lyset, konstaterer, at de er behæftet med fejl – og alligevel når frem til, at de er det bedste af de valg, jeg har, her og nu. Derfor skal de lægges tilbage i mit liv, selvom jeg ved, at de ikke er 100% optimale. Det er – også – en proces.

At ord giver fokus.
Lige nu står jeg over for nogle ting, som gør mig rigtig, ægte bange, og i den slags situationer bliver jeg ofte så panikslagen, at jeg bare taler og taler og taler om det, der skræmmer mig. Men jeg har længe tænkt på, at det ikke er alting, der bliver bedre af at tale meget, ofte og med mange om det. I de perioder, hvor jeg reelt har noget at være bange for, ligger frygten hele tiden på lur, klar til at bruse over mig, og skylle mig væk, og det er, som om, strømmen bliver stærkere og vildere, når jeg fokuserer på den. Jeg begynder at lære kun at inddrage de nærmeste, for at have et sted, hvor jeg kan give slip i tryg forvisning om, at disse mennesker vil gøre alt, hvad de kan for at hjælpe mig med at holde balancen, mens mine andre relationer kan give mig sten i vandet at stå på, fordi mit fokus her er på noget andet, end det, der er svært. De pauser er værdifulde.

Og i småtingsafdelingen:
Hvor længe græs har tænkt sig at blive ved med at gro? Går det da for pokker ikke snart i hi?

Om Clarissa Pinkola Estés ville græde, hvis hun hørte, at hendes bog “Kvinder, der løber med ulve” indtil videre mest bare har givet mig tekst-linjen “Running with wolves and I’m only proud” på hjernen. Som er fra “Wild Ones”. Med Flo Rida.

Hvorfor ingen har fortalt mig, hvor hysterisk lækkert det er at spise de hjemmelavede Baked Beans fra Valdemarsro i tortillas? Gør det. Gør det nu.

At lave en liste over serier/bøger osv., som jeg kan lide, og lægge den i en fane for sig her på siden. At kunne lide en persons måde at skrive på, er bestemt ikke det samme, som at dele smag, men måske der alligevel sidder nogen derude, der kunne bruge sådan en liste som inspiration? Jeg ville selv elske, hvis nogle af mine yndlingsbloggere gjorde det, så giv et kvæk, hvis det har interesse.

(Get it? Kvæk?)

 

Mere end bare træning

I aften kl. 20 tænder jeg for anlægget for sidste gang i Fitnessdk. Jeg har været branchen i 20 år, og undervist de 15 af dem, og derfor er det – selvfølgelig – en underlig fornemmelse.

Det har taget lang tid at træffe beslutningen, og jeg kan godt forstå, hvis man oprigtigt undrer sig over, at det kan være så svært at afgøre, om man vil blive i et fritidsjob eller ej.

Det er bestemt også et ægte i-landsproblem, det skal jeg være den første til at indrømme, men ikke desto mindre har det taget næsten et halvt år for mig at nå til, at jeg – som Hella Joof siger – skal slippe med begge hænder. Somme tider har jeg næsten haft en fornemmelse af, at det var en “Skal jeg flytte fra Aarhus til Esbjerg”-light-beslutning, hvilket jo er helt ude af proportioner.

I hvert fald umiddelbart.

Men når det alligevel forholder sig sådan, så handler det om, at jeg giver slip på en virkelig stor del af min identitet, og på det, der definerer, hvem jeg er.

På mange måder var det i fitnessverdenen, jeg blev voksen. Det var her, jeg lærte at stå foran folk, uden at føle panik-angst over at blive kigget på. Det var her, jeg stille og roligt gav slip på selvbevidstheden og sluttede (relativ) fred med mig selv og min krop. Det var den første (- og hidtil eneste) form for sport, jeg kunne deltage i, uden at det tangerede selvskadende adfærd, og det var her, jeg for første gang opdagede en slags talent hos mig selv.

Det er en kærlighedshistorie, og jeg har elsket hvert eneste øjeblik. Den har givet mig 3/4 af min vennekreds, de fleste af mine kærester og begge mine børn, og den har været det stillads, jeg har haft omkring mig, og altid har kunne læne mig op af, uanset, hvor meget det blæste ude i virkeligheden.

Den har været ventilen, der betød, at det aldrig var svært for mig at være den objektive, neutrale tolk, der ikke blandede sig og aldrig svarede, når jeg var på arbejde, for der var et sted, hvor jeg måtte fylde og være og bidrage med dét, jeg brændte for.

Jeg kunne sige, at min beslutning om at stoppe skyldes, at jeg, geografisk, har fået længere til centeret. Jeg kunne hævde, at jeg arbejder mere, og at der, i takt med, at børnene bliver større, bliver mere at se til. Begge dele er sandt.

Men det, der fik mig til at sætte mig ved tastaturet og skrive en mail med overskriften: “Vedr: Opsigelse” var, at jeg er færdig; at jeg har undervist de timer, jeg skal. At jeg aldrig finder ud af, hvem jeg er nu, hvis ikke jeg giver slip på hende, jeg var.

Det er hættetrøjen, man “glemte” at give tilbage til ekskæresten, som man stadig kan passe, og som føles tryg og velkendt, men som man pludselig en dag kan se, repræsenterer noget, man er færdig med og klar til at give slip på.

Det er tid.

I dine følelsers vold

I takt med at mine børn bliver ældre, kan jeg mærke, at jeg får mere overskud til at forholde mig til de principielle elementer af min opdragelse.

For tiden er jeg f.eks. ret optaget af det her med, at lade børn have det, som de har det. Altså, at man ikke forsøger at fikse eller rette deres følelser, men i stedet prøver at lære dem, at alle følelser er lige valide, men at der er mere og mindre hensigtsmæssige måder at forholde sig til dem på.

Det lærer jeg meget af. For når Frida får et raserianfald af episke dimensioner, kommer det jo ikke altid på et tidspunkt, hvor jeg står, køl og afsvalet under en perlende regn af overskud, klar til at forholde mig til rødglødende minimennesker, der ikke lader sig imponere af fornuft og forklaringer.

Men det har faktisk gjort en ret stor forskel for mig at gøre mig konkrete overvejelser om, hvordan jeg ønsker at tackle de situationer. Ikke mindst fordi jeg, siden jeg har fået børn, er blevet opmærksom på, hvordan nogle af de udfordringer, jeg selv har kæmpet med som voksen, er grundlagt i min barndom.

Alt, hvad vi udsættes for, har konsekvenser, men jeg tror, at man som barn rammes ekstra hårdt, hvis man rammes et sted i personligheden, der er blødt i forvejen; en slags emotionel fontanelle. Jeg mindes ikke, at jeg som barn nogensinde fik skæld ud for ikke at præstere godt nok. Alligevel blev jeg fuldstændig fortvivlet, hvis jeg blev irettesat af autoriteter, simpelthen fordi det var sådan, min personlighed var designet.

Jeg husker f.eks. engang, da jeg gik i 1. eller 2. klasse, hvor jeg i en time sad og legede med mit halstørklæde, som min mor havde strikket. Det var jo ikke fordi, jeg ikke havde set andre få konfiskeret ting, og jeg var helt klar over, at tingene ikke blev sendt til destruktion. Alligevel kan jeg idag, 33 år senere, stadig mærke, præcis hvor ulykkelig jeg blev, da læreren tog det fra mig i hele klassens påsyn. Da jeg begyndte at græde, grinede hun med Voksenlatteren; den, vi bruger, når vi enten ikke ved, hvordan vi selv skal reagere, eller når vi synes, at børns reaktion er alt for voldsom til det, der foregår. Den latter hader jeg, for jeg kan stadig huske, hvordan det føltes, når alt, hvad kroppen var spændt til bristepunktet med, blev fuldstændig underkendt af dem, der havde magten.

Alligevel har jeg opdaget, at den engang imellem – til min egen store rædsel – kommer ud af munden på mig. Den kommer, når jeg er sat til vægs, den kommer i de situationer, hvor der sker et eller andet, som gør, at jeg tænker: “Jeg ANER ikke, hvad Rigtige Forældre formodes at gøre nu?!” Den kommer i de situationer hvor jeg føler mig som en på 12, der har fået udleveret bestemmepinden ved en fejl, og hvor jeg kan mærke, at gråden lurer lige under latteren, sammen med fornemmelsen af ikke at slå til.

Min pointe er, at jeg ikke ved, hvor mine egne børns bløde punkter er. Jeg genkender så utrolig meget af mig selv i dem begge, men jeg kan også sagtens se, hvor vi er forskellige, og selvom vi ligner hinanden, kan deres soft spots sidde helt andre steder, end mine gjorde.

Når man taler om sin egen opdragelse, får det ofte en undertone af enten forsvar eller kritik, og det er ikke det ærinde, jeg er ude i. Min opdragelse var kærlig, tryg og meget tidstypisk, og når jeg ser tilbage idag, hvor jeg selv er forælder, ser jeg både valg, jeg er 100% enig i, og andre, som jeg selv ville træffe anderledes.

Men da jeg var barn, var der nok stadig i tiden en snert af, at børn var børn og voksne var voksne, og at følelser var noget, der på en eller anden måde skulle retfærdiggøres, før man havde ret til at have dem. Derfor er det sindssygt lærerigt for mig at prøve at gribe det anderledes an med mine børn, for jeg kan næsten fysisk mærke kollissionen mellem min arv og mine idealer, når jeg bliver presset.

Som med alle andre egenskaber, man gerne vil lære at mestre, tror jeg, det handler om at få det, man gerne vil tilegne sig, sat ind i en kontekst, man selv forstår. Derfor prøver jeg hele tiden at pejle op imod, hvordan jeg ville ønske at blive mødt af min chef, hvis jeg havde det, som mine børn har det i en given situation. Jeg ved godt, at arbejdsgiver/arbejdstager-relationen er relativ formel at sammenligne med, men den er det tætteste, jeg som 40-årig kommer, på en koalition, hvor magtfordelingen er skæv på samme måde, som i forælder-barn relationen.

Og ligesom jeg selv falder til ro, hvis jeg bliver mødt med forståelse og et oprigtigt ønske om at hjælpe mig, når jeg er vred eller ked af det, så kan jeg også mærke, hvordan hele situationen de-eskalerer på rekordtid, hvis jeg sætter mig ned ved siden af, eller tager på skødet og siger de magiske ord: “Er det svært lige nu?” Nogle gange sparker mit eget underskud mig af førersædet og kører frontalt ind i betonmuren, og nogle gange er ungerne ikke en skid imponerede over mine pædagogiske tiltag. Men det meste af tiden gør det ikke, og de fleste gange er de. Og det føles simpelthen så godt. Som en ekstra bonus, kan jeg også mærke, at det er meget lettere for mig at holde fast i de nej’er, der også er en del af opdragelse, når jeg ved, at det er fortvivlelsen over, at man ikke må spise slikpinde til aftensmad/ikke må vaske gulv med sin tandbørste/ikke må tørre huden af sit ansigt med vådservietter, der er svær, og ikke, at man føler noget, som ingen vil kendes ved eller rumme.

I øvrigt:

* så jeg i går morges et vejskilt, som oprindeligt var rødt. Nu stod det op ad en blygrå himmel, i stiv kuling og piskeregn, og var nærmest blevet grå-rødt, og det så vitterligt ud som om, al farve var regnet ud af hele verden. Blev kortvarigt automat-deprimeret, indtil jeg kom i tanke om, at jeg faktisk ikke har det fjernest imod efterår og vinter. Se næste punkt.

* er vi gået all in på Halloween, og det er et spørgsmål om tid, før jeg binder hele huset ind i lyskæder #hurra

(- Og nu vi taler om børn og uhygge:)

* havde jeg forleden følgende samtale med Frida:
Mig: “Nu kommer Cecilie snart og passer jer. Kan I så opføre jer ordentligt?”
Frida: “Cille kommer?”
Mig: “Ja.”
Frida: “Cille kommer.” *horn-i-panden-tonefald* “Drille-drille.”
Og så, nærmest til sig selv, som hun gik ud af døren: “Bye bye, Cille…”
Som min kollega sagde: Vi er i hvert fald ikke i tvivl om, at hun er min.

* havde mine forældre bryllupsdag i sidste uge. De har været gift i 44 år – og min far kommer stadig jævnligt med blomster, bare fordi. 44 år. Jeg giver dem 97 % af skylden for mit eget manglende ægteskab, for hvem fanden kan leve op til dét??

* vil jeg gerne slå et slag for, at vi bare aftaler, at man praler, ligeud af posen, hvis man har brug for hep og high-fives. Når man lægger screenshots op af sin løbetid, som er 3.17 min. pr. km. dagen efter, man har født, ville det være ualmindelig fedt, hvis man bare gad skrive #KipketerDuRingerBare i stedet for #DeFedeMåSvede og #SlowButGettingThere. Alternativt vil jeg gerne foreslå indført en mærkeordning i stil med ‘Explicit lyrics’: ‘Giv Agt – Der Fiskes’.

* har jeg fået mig en en meme-app, og jeg undskylder på forhånd, for det kan jeg allerede med sikkerhed sige kommer til at tage overhånd.

* har jeg på racens vegne besluttet, at mennesker, der ikke er på FB, ikke længere må spille: “Men hvad så med os, der *ikke* er på FB?”-kortet. Og ikke kun pga. ansigtsudtrykket, der altid følger med. Hvis man kører digital detox, er det bare fino; så går man glip af ting, og sådan må det være.

* er jeg gået i gang med The Magicians på HBO, og jeg kan mærke, at jeg stadig ikke helt har sluttet fred med, at den Hogwarts-ugle aldrig kom.

* kom jeg i går i en pause til at fnyse kaffe ud over min skærm over et meme, jeg så på IG. 3 kolleger, der stod i nærheden, ville gerne se, hvad det var, der var SÅ sjovt. Jeg viste dem billedet, og fik 3 x høfligheds-haha retur. Min samtid forstår mig ikke