Årets sidste heksehyl.

Normalt sidder jeg med en følelse af højtidelighed i kroppen, når jeg skriver årets sidste indlæg. Der ér noget særligt over at lukke én bog i, og have den næste liggende parat på bordet ved siden af; fuld af blanke, stive sider og endnu uden æselører og kaffepletter.
Men selvom i år skal skrives for Frida, som viste sig at være den brik, vi ikke var klar over, vi manglede, er det ikke højtidelighed, jeg mærker i dag. Det er snarere stærk og inderlig taknemmelighed.
De store følelser har så rigeligt været i spil i år, og jeg synes nærmest kun jeg har befundet mig i yderpolerne af registret – og måske er det derfor, jeg nu sidder med den samme fornemmelse i kroppen, som man har efter en ordentlig, tiltrængt tudetur: Larmen og de store armbevægelser er væk og erstattet med en mat, varm ro.
Det meste af foråret gik med at være bange for at miste Frida, fordi graviditeten aldrig blev af den nemme, ukomplicerede slags, med sommeren kom hun endelig og var det fineste, lille væsen, der lærte mig, at kærligheden uden problemer vokser tifold og breder sig ind over områder, man slet ikke vidste, den påvirkede, efteråret gik med at lære at være mor til to, krydret med lidt ekstra udfordringer som brækkede lemmer og nabobrande, og endelig er den sidste snas af året gået med hele skole/ikke-skole-problematikken for Anton. Og fordi det hele vedrører mine børn, er samtlige tanker og overvejelser knyttet op på følelser, hvilket koster kræfter på en helt anden måde, end når tingene bare foregår i hovedet. 
For sjov (#haha) har jeg prøvet at læse mine gamle nytårsindlæg igennem, og når jeg læser dem, bliver det tydeligt for mig, at jeg er blevet ældre. Med alderen er jeg på samme tid blevet både langt mere skrøbelig og langt mere robust. Det hænger selvfølgelig sammen, for i takt med, at man bliver ældre, opdager man hvor mange af de gode ting i livet, der skyldes held og tilfældigheder; simpelthen fordi man har folk omkring sig, der pludselig mister det, man indtil nu har taget for givet, eller ikke får adgang til noget af det, man selv har været heldig at få. Samtidig vil den akkumulerede mængde af uheld og erfaringer, man ikke har noget ønske om at gøre sig, vokse over tid, hvilket betyder, at man efterhånden finder ud af, at man ikke er så let at vælte mere. Trods alt. 
Jeg håber, at 2016 har mere med af alt det gode, som 2015 har lagt for fødderne af os. Måske handler det om, at Frida er en nemmere baby, end Anton var, eller måske er det bare fordi omvæltningen ved barn nummer 2 ikke er nær så stor som ved nummer 1, men jeg nyder virkelig at være på barsel og have tid til mine børn. Med Anton gik en stor del af barslen med at være i granatchok og på at flytte fra Aarhus til Esbjerg, og samtidig blev det et langt stykke hen ad vejen ham, der bestemte, hvordan dagene så ud, fordi vi kun var os to. Det gav en uforudsigelighed, som det tog lang tid for mig at lære at navigere i. Med Frida føles det bare som om, at alt det gode i livet er blevet ganget med 100, fordi der nu ér en rytme, som hun naturligt er faldet ind i; der ér et familieliv etableret, og det giver langt mere overskud til at nyde alle de store øjeblikke hos dem begge, fordi der er den føromtalte ro til at dvæle ved dem. F.eks. har Frida lige lært at vinke, og vinker 158 gange i løbet af et måltid, og jeg bliver præcis lige begejstret hver gang. Jeg er et nemt publikum på den måde. Samtidig bliver Anton bare ved med at hive ting op af hatten, som jeg går helt på røven over. Som da vi forleden fik besøg af en veninde og hendes søn – og Anton hilste ved, helt afslappet, at give hånd. Jeg havde nær tabt min kaffekop. Ikke mindst fordi jeg er typen, som nærmest tvangskrammer folk, når jeg hilser på dem, så hvor han har samlet det op henne, aner jeg ikke. Eller da han igår sad med en rugbrødsmad, og først spiste de øverste to cm. “Se mor. Nu er det en square” og derefter spiste videre, indtil han holdt en perfekt, retvinklet trekant op og proklamerede “Og se! Nu er det en triangle!”
De blæser mig væk.
Jeg håber, at 2016 vil byde på nye bekendtskaber, et nyt sted at bo, på mere vin og på graviditetskilo, der på magisk vis forsvinder af sig selv. (Har det som om, jeg bor i en lånekrop. Føler mig så meget som mig selv igen, at jeg bliver oprigtigt forbavset, når jeg får øje på mit spejlbillede. Hvad fanden er dét for en røv??) Jeg håber, at både jeg selv og alle jeg elsker og holder af, forbliver sunde og raske, bevarer evnen til at skille det vigtige fra det ligegyldige, og at der vil være tid. Tid til kaffe, til eftertænksomhed og til at grine. Højt og længe.
Godt nytår. 

Juletræet med sin pynt.

Denne jul er på mange måder noget særligt for mig. Dels fordi det er Fridas første jul, dels fordi Anton nu er stor nok til at have noget at skulle have sagt ift. hvordan vi gebærder os igennem den, og endelig fordi, det var julen her, der var mit fixpunkt, når jeg blev helt bims af hormoner og graviditetsangst, og slet ikke kunne forholde mig til noget. I de situationer trak jeg vejret dybt og tænkte: “Jul. Når vi når frem til jul, er vi ved at have genvundet fodfæstet”.
Og det er vi faktisk. Frida blev et halvt år i torsdags, og helt klassisk er det både som om, hun lige er kommet og altid har været her. Hun er nem og mild, og har let til smil, og jeg er stadig så nyforelsket, at jeg går helt i falset, når hun vågner efter en lur.
Anton har bestilt juletræ i år, og jeg har haft præcis ét juletræ i hele mit liv, og det var da jeg var 19. Hvilket er foruroligende tæt på at være 20 år siden. Da han første gang kiggede på mig, og sagde: “Mor, vi skal da have juletræ, ikke?” forsøgte jeg mig med: “Skal vi ikke hellere hjælpe mormor med at pynte hendes?” (i føromtalte falset) – men kunne sgu alligevel godt mærke, at så nederen gad jeg ikke at være, når det kom til stykket. Og det er i situationer som den, jeg virkelig bliver ramt af ‘gad vide om andre supposed-to-be voksne mennesker med børn heller ikke aner, hvad de laver?’ for jeg har det, som om jeg er 13 år og bare forsøger at løse problemerne i takt med at de opstår, uden at nogen kommer alt for alvorligt til skade. Som f.eks. at finde ud af at bokse et juletræ igennem den der metalsatan, der putter det i det net. (Ja, juletræer er åbenbart røget i selvbetjeningskategorien her i udkantsdanmark.) Eller regne ud, hvor meget bil, man skal afmontere, for at træet kan være i resten af karrosseriet, uden samtidig at være nødt til at efterlade nogen af børnene på p-pladsen. I skrivende stund har jeg udsigt til et træ, der står noooogenlunde lige, men det er kun fordi jeg har brugt 7 skruer og 3 spisepinde som kiler, og bunden af træet derfor ligner et aggressivt terminatorpindsvin; det viser sig, at juletræsfødder *ikke* er one-size-fits-all.
Nå, men da jeg i starten af december havde fået ommøblere stuen (det tager virkelig forbløffende lang tid), så der var plads til træet og fået bæstet sat på fod, skulle det pyntes. Var på forhånd træt ved tanken om den kæmpekasse, jeg for 20 siden bare rystede træet ned i, hvor kæder og kugler derfor lå i én pærevælling, så græd nærmest af begejstring, da jeg trådte ind i skunken under trappen, og pludselig kom i tanke om, at jeg ryddede op i hele huset, da jeg var 3 måneder henne; også i skunken, fordi det var, hvor jeg havde mange af de gamle babyting til at stå, og jeg selv på en tynd, ikke-gravid dag må sno mig for at komme ind. (Jeg måtte ringe efter viceværten, da jeg var 7 måneder henne, og der røg en sikring, som jeg ikke kunne komme til at skifte, fordi min mave var for stor til at komme derind. På begge leder. True, ydmygende story). Kæmpekassen var derfor reduceret til 2 æsker med glaskugler, noget virkelig grimt hippieshit i rustikt flet (hvordan det slap igennem den maniske preggo-udrensning står hen i det uvisse), og lidt engle. Det viser sig, at man godt kan gå op at købe juletræspynt, og at man kan blive så begejstret over en lyskæde, at det grænser til det pinlige. (Men seriøst: Hold KÆFT, hvor er det smart! One ring to rule them all i toppen, og så bare 1000 led-lys, der skal drapperes ned over træet. Ingen harpiks på fingrene, ingen efterjustering, fordi dét, man synes var en jævn fordeling, viser sig at blænde på den ene side og være the dark side of the moon på den anden. Smart! Smart, smart, smart!!)
Så vi har et træ. Med pynt. (Og lys!) Vi har husket at tænde adventskransen hver søndag (note til selv: Skal have læst op på, hvorfor det er, vi holder advent. Den noget svævende forklaring om 2. søndag efter trinitatis og De 3 Vise Mænd fik Anton til at se temmelig skeptisk ud), vi har bagt småkager (= jeg skar en Blomsterbergpølse i 15 ujævne skiver, som jeg derefter skambagte, fordi Anton og jeg blev sure på hinanden), jeg fik nissedøren sat op (og lært, at Anton er ligeså lidt overtroiske som mig “Se, skat, hvad nissen har haft med til dig!” *lyve-mund* “Neeeej, mor! TAK fordi du har købt den til mig!” *bitch-please-mimik*), vi har kigget på julelys og skøjtebaner, hørt Søren Banjomus 321897128 gange, åbnet chokoladekalendre (pluralis) om morgenen (#crimerider) og i aften skal den sidste gave pakkes ind. I morgen er det juleaften og al ironi og sarkasme til side, glæder jeg mig simpelthen sådan til at fejre den med mine to små yndlingsmennesker.
Må julefreden sænke sig over jer alle. 
Rigtig glædelig jul.

Gamle ar og nye begyndelser, part II

Først vil jeg gerne sige tak for mange fine tilbagemeldinger på det første indlæg, både her og i mailboksen. Det er lige til at blive rørt over, hvor gerne I vil hjælpe. Derfor synes jeg også, at I skal have opfølgningen med, inden vi slipper emnet igen. 
Jeg var til samtale med skolelederen igår, og jeg var næsten nået til et punkt, hvor jeg glædede mig til at få det overstået. Føj, hvor har jeg haft det elendigt over det. Men jeg havde valgt at forberede mig til det, som jeg forbereder mig, når jeg skal forhandle lokalaftale som tillidsrepræsentant, eller som jeg har forberedt mig de gange, jeg har skulle til jobsamtale. Over de sidste uger har jeg derfor haft en blok (og ja, jeg skrev “blog” her og nåede 4 linjer ned, før det begyndte at klø i min underbevidsthed) til at ligge på bordet, og heri har jeg skrevet argumenter ned, når jeg er kommet i tanke om dem. Derefter har jeg sorteret i dem, slebet dem skarpe, og prøvet at sætte mig på den anden side af bordet ift. hvilke argumenter, der ville bide på mig, hvis jeg var skoleleder. Jeg havde fundet eksempler til at understøtte det hele, og virkelig anstrengt mig for at holde det kort og præcist. Det var nødvendigt med en maskinel tilgang til det, for hvis ikke jeg havde gjort det på den måde, ved jeg, at ville være kommet til at græde derinde, og det ville jeg ikke risikere. Ikke fordi han ikke måtte se mig være ked af det, men fordi det i så fald ville komme til at virke som om, det handler mest om følelser, og mine grunde til at skubbe skolestart et år, er – i min optik selvfølgelig – saglige og faktuelle. Det ønskede jeg ikke at mudre. Mit eneste emotionelle knæfald var, at jeg havde taget et billede med af Anton. Her er det tilladt at synes, at jeg er det mest absurde menneske, man har stiftet bekendtskab med, men jeg havde sådan brug for, at han vidste, hvem vi snakkede om, og at han kunne se, at der er tale om en fin, hel og glad dreng. Det kan nemlig godt komme til at lyde som om, han er en sart, amputeret mimose, når vi hele tiden sidder og fokuserer på de ting, han kæmper med, og det kan jeg simpelthen ikke holde ud.
Min mavefornemmelse, da jeg gik derfra, var god-ish. Når jeg ikke går all in på optimismen, er det fordi jeg de sidste mange måneder har mødt mange, som også har troet, at de var homefree, og så alligevel fik et startnummer tilsendt med posten. Men han lyttede, og skrev ned, og indvilligede i at sende den daglige leder med til at møde i børnehaven, der er sat til slutningen af januar, så det er da i hvert fald ikke blankt nej.
Den endelige afgørelse får jeg først, når jeg har skrevet Anton op til skolestart, og vinget af i boksen “Be’ om udsættelse” – hvilket man kan gøre fra februar. Der er lang tid til, og det bliver et underligt limbo at gå i, og ikke mindst at snakke fremtid med Anton i, for han deltager jo stadig i skolegruppen i børnehaven. Jeg ville gerne kunne forberede ham, hvis hans venner smutter til april, og han stadig er der – men jo kun, hvis det er dét, der kommer til at ske. Men sådan er det, og det er der ikke noget at gøre ved. 
Til sidst vil jeg gerne lave en generel opfølgning på kommentarfeltet fra sidst. Det har hjulpet meget med de gode historier, og det har også været rigtig fint at få input med fra mennesker, der arbejder med det her til dagligt. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er ude i et generelt kom-vi-trasher-folkeskolen ærinde. Jeg ved godt, at mine erfaringer med den heldigvis ikke er flertallets. Og jeg har også brug for at understrege, at der ikke er skyggen af tvivl om, at Anton ER et af de børn, der klart kandiderer til udsættelse. At jeg så oveni har tasken fuld af gamle knogler, gør ikke tingene nemmere, men han er indiskutabelt udfordret på flere af de områder, som er helt normalt for præmature børn at være udfordret på. Det skriver jeg bare ikke rigtigt om her på bloggen, for det er Antons historie, og den skal han selv have lov at vælge, hvor meget af, han vil dele, og derfor er det selvfølgelig svært for jer at vide. 
Flere spørger, hvorfor jeg ikke bare kan have tillid til, at de mennesker der træffer beslutningen og arbejder med børnene til dagligt, er kompetente mennesker, der gør det bedste de kan. Det korte svar er, at jeg over det sidste halve år (hvor jeg er begyndt at kigge på det her problem) har fået et virkelig trist indblik i, at beslutningen ikke nødvendigvis træffes på baggrund af, hvad der får et barn til at trives, men på baggrund af økonomi. Og selvom jeg er indædt tilhænger af, at vi allesammen husker, at ingen – INGEN – står op om morgenen med det erklærede mål at være det størst mulige røvhul på jobbet dén dag, så er empirien her desværre, at “det bedste” somme tider ikke er godt nok. Det kan der være mange grunde til, og én af dem er givetvis, at ressourcerne idag er så knappe, at man kan bruge dem til at lukke jakker med, og det er jo virkelig svært for den enkelte medarbejder at gøre noget ved. Min søster er pædagog, 40 % af mine venner (i løse tal) er folkeskolelærere, og jeg har STOR respekt for disse erhvervsgrupper, og synes personligt, at der skulle være langt flere medaljer i deres fag. Men det ER en tung maskine og et rigidt system, der tager LANG tid at tilpasse de børn, der falder lidt udenfor kasserne. Når det overhovedet er muligt.

Jeg har gjort, hvad jeg kan, og herfra er der kun tilbage at vente. 

Gamle ar og nye begyndelser.

For nogle måneder siden læste jeg med på en blog, skrevet af en blogger, der demografisk set burde være right down my alley. Jeg synes, hun havde mange gode emner oppe at vende, og hun var både velformulerende og havde sine meningers mod. Alligevel endte jeg med at liste stille ud af bagdøren, fordi hun i stort set alle sine indlæg skrev ting som: “Og husk, at når du peger, er der 3 fingre, der peger på dig selv” “Det, du siger om mig, siger mere om dig end om mig” “Tag ansvar for dit eget lort” og “Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er ude efter gode råd”. Efter et par uger blev det simpelthen for stor en irritationsfaktor for mig, fordi det på mig virkede unødvendigt defensivt-aggressivt, (hvilket – selvfølgelig – siger mest om mig..) men inden jeg luskede af, nåede jeg at se, at en anden læser forsigtigt spurgte, hvorfor det var nødvendigt at være så bombastisk, når der var tale om indlæg om virkelig uskyldige emner. Bloggeren svarede, at hun havde blogget i mange år, og belært at dårlig erfaring med læsere og deres kommentarer, kunne hun ligeså godt skrive det, som det var. 
Jeg kendte ikke bloggeren i forvejen, og kendte dermed heller ikke til hendes historie. Hun virker som et godt menneske, og blogger hverken om rabiate eller kontroversielle emner – men jeg har efterfølgende tænkt meget over, at hun ved hele tiden at lade fortiden være udgangspunktet for dialogen, lod den blive hængende og forpeste nuet, i stedet for at lade den forsvinde i bakspejlet. 
Og lige præcis tanken om dét reaktionsmønster, fylder rigtig, rigtig meget for mig i disse dage. Som jeg helt kort skrev for et par indlæg tilbage, er jeg igang med at forsøge at udskyde Antons skolestart et år. Hvis man ikke inden for de sidste to år har haft et barn, der er startet i skole, kan jeg helt kort fortælle, at det er skolelederen alene – altså, den skoleleder, der aldrig har mødt barnet – der skal give dispensation, hvis barnet skal have lov at starte i skole senere, end det år, det fylder 6. Børnehavepersonale, talepædagoger osv. må ikke mene noget om sagen, og jeg har en fornemmelse af, at bliver sanktioneret med tæsk, hvis de gør alligevel, for ALLE har meget travlt med at starte deres sætninger med: “Du er med på, at vi INTET har at skulle have sagt ift. at skubbe skolestart?” Og ja. Jeg er med. For I har sagt det 2292904 gange nu.
Det er bare virkelig rædselsfuldt ikke at have nogen at sparre kvalificeret med om noget så vigtigt, og på tirsdag skal jeg til samtale med bemeldte skoleleder, og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Sagen er, at jeg ikke er 100% sikker på, hvad der er den rigtige løsning, fordi vi sidder og forsøger at gætte, hvor Anton er om 8 måneder. Hans indlæringskurve ift. sprog er nærmest lodret, men når man er 5 år, og først nu er ved at have sprog nok til at benævne verden, er der mange ting, man stadig ikke helt forstår. Ift. hans sprog og hans modenhedsniveau er der derfor ingen tvivl om, at et år mere i børnehaven ville gøre underværker, men hans intellekt og de gode, sociale relationer taler for skolestart til august. Og måske når han sprogligt at blive klar, og blive så moden, at han forstår, at man ikke bare må gå sin vej, hvis det bliver for uinteressant at være til stede i en situation, man ikke forstår, fordi der er grænser for, hvor meget, man kan tage ind, når det bliver helt komprimeret og intenst – men fordi jeg er den eneste, der trækker i modsat retning, kan jeg mærke, at jeg trækker til; jeg bliver så umådelig provokeret af, at jeg som mor ikke kan få lov at passe på mit barn, og at jeg ikke kan få lov at træffe den beslutning i ro og mag og samråd med dem, der ser ham i børnehaven og kender dén side af ham. Jeg er lige nu så presset, at jeg har taget fat i en advokat, fordi jeg simpelthen ikke kan acceptere, at jeg INTET har at skulle have sagt. 
Hele sagen giver mig mavepine hver eneste dag, for det her er nemlig også her, min egen fortid svæver klagende hen ad gangene og rasler med lænkerne. Jeg hader folkeskolen, og al dens magt og al den væsen. Den slog mig næsten i stykker som menneske, og det er min tid i folkeskolen, der gør, at jeg aldrig nogensinde kommer til at føle mig 100% hjemme i Esbjerg igen. Jeg kan ikke få min fortid og min nutid hægtet sammen, fordi jeg ikke kan nøjes med at hente de gode fragmenter af fortiden frem, og hvis jeg skal hente hele svineriet, vælter jeg. Når jeg en sjælden gang er sammen med nogle af dem, jeg kendte dengang, er det både trist og surrealistisk at tale om vores tidlige barndom, for der er simpelthen så meget af den, jeg ikke kan huske, fordi det har været nødvendigt at gå over den med det store viskelæder for at bestå.
Det er dét, jeg står overfor at skulle sende Anton ind i. I den by, hvor jeg selv gik i skole. Jeg har valgt en anden skole til ham, end den jeg selv gik på; alt andet ville for mig være utænkeligt, men det er stadig forbundet med utrolig meget ubehag og angst, at jeg skal sende det bedste, jeg har, ud på det, der for mig var en rædselsfuld slagmark, helt ubeskyttet og alene. 
Og den fortid, jeg har arbejdet så hårdt på ikke at lade ødelægge nuet, står nu alligevel udenfor min dør og banker stille, men insisterende på, for jeg kan ikke forholde mig til den nuværende situation om skolestart og skolegang, uden at bringe min egen erfaring med området i spil. Og den er dårlig. 
Jeg prøver at huske, at selvom jeg ser så meget af mig selv i ham, så er han alligevel af en helt anden støbning, end jeg var. Han er robust, og han har en selvsikkerhed, der er få forundt. Han er glad og vellidt og kvik. Men han har løbet 3 års udvikling ind på under den halve tid, og hvis man skubber børn længe nok, falder de.
Så lige nu prøver jeg at huske at trække vejret, og holde tungen lige i munden; at genne spøgelserne tilbage i skabet og gøre det, der er bedst for Anton – uden helt at være sikker på, hvad det er. Jeg prøver at holde fast i, at livet er nu, og at nye mennesker giver nye begyndelser, og jeg gør mig virkelig umage for at skille tingene ad, for når det om føje år er Antons tur til at kigge i bakspejlet, skal det være hans egen fortid, han ser fortone sig, og ikke min.

Et døgn på Blogsbjerg.

Eller: “Hvorfor jeg ikke blogger mere, end jeg gør”
Kl. 4.50: Frida vågner på den meget insisterende måde, og jeg vælter ud af sengen, griber hende i en flyvende tackling og løber nedenunder, så hun ikke vækker Anton, mens jeg lover-lover-LOVER mig selv, at I AFTEN går jeg i seng i det SEKUND, der er ro. På badeværelset har hun en fest på puslebordet, og jeg dør af 8 omgange over, hvor sød hun er. Jeg giver hende tøjet på, jeg lagde derned i aftes, alt imens jeg varmer mig ved selvfedmens lune bål over, at jeg er sådan en tjekket og organiseret mor. 
Kl. 5.30: Efter at have boltret os med sværd, kastestjerner og Spiderman, som andre på matriklen har det lidt stramt med at dele, og som derfor kun bliver brugt i smug, er den lille fis ved at være klar til at blive puttet i barnevognen udenfor. (Undtagen når Gorm, det fede svin, er på besøg, og plankeværk og trampoliner flyver højlydt gennem luften.)
Kl. 6.00: Jeg kravler op i sengen, hvor Anton ligger og putter, og roser mig selv for at være sådan en nærværende mor, der sørger for at være der for begge mine børn, lige fra dagens start. 
Kl. 6.02: Anton synes nu, at vi har snakket rigeligt, og udbeder sig iPaden, som jeg rækker ham, mens jeg kan mærke, at jeg før tog helt fejl: Jeg er en falliterklæring af en mor, der lader sine børn gå for elektronisk lud og koldt vand.
Kl. 06.03: Jeg beslutter mig for at bearbejde den traumatiske erkendelse ved lige at lukke øjnene 5 minutter, og bruger den næste halve time på at blunde til lyden af japanere, der smadrer hinanden med lyssværd, mens de råber på virkelig dårligt engelsk.
Kl. 7.00 Har nu badet og tegnet øjne på, og lovet mig selv, at jeg skal have fundet på noget, så jeg kan komme til frisør og få udbedret K3 skaderne. Ligner én på 80. 
Kl. 8.00: Efter mange og lange forhandlinger, er Anton nu opstanden, påklædt (dog stadig med bare tæer, da det åbenbart en straf, der rangerer på linje med et ophold på Guantanamo at skulle iføres strømper), affodret og præsentabel.
Kl. 8.15: Frida vågner, og eskorteres fra barnevognen og direkte ud i bilen. Anton fragtes til børnehaven, og vi kører vinkende derfra, mens jeg lettet konstaterer, jeg kl. 6.03 var helt galt på den: Jeg er en overskudsmor, der afleverer mit barn sent, og alt er godt.
Kl. 8.45: Frida og jeg er hjemme igen, og der lægges an til grød. Det kan godt ske, at hun er en slow starter, men når først hun beslutter sig for at gøre noget (som fx. at blive født), går det som lyn og torden. Efter i mange uger at have betraget grød med inderlig skepsis, angriber hun nu tallerkenen på en måde, man ellers kun kender fra tv-programmer om udsultede løver, der endelig har fået nedlagt den halte gazelle. 
Kl. 9.30: Barn affodret, leget med, skiftet og puttet, og jeg kaster mig over dagens to-do liste, som jeg lavede i aftes, som den strukturerede mor, jeg er. Jeg undrer mig på daglig basis over de uhyrlige mængder af vasketøj, 3 mennekser kan producere, så får kørt de obligatoriske maskiner, tømt opvaskemaskinen, skoldet flasker, lagt gårdagens vasketøj sammen, støvsuget, redt senge osv osv osv osv. Livet med små børn er virkelig meget lidt rock n’ roll. 
Kl 11.00: Frida vågner, fodres, skiftes, og derefter er der er dømt “Ude af huset”-pligter, som fx. indkøb, lægebesøg osv, hvorunder jeg martres af dårlig samvittighed over, at jeg er sådan en lortemor, der bare slæber sin baby med rundt, som om hun var en taske. Det hjælper ikke, at jeg denne gang har fået verdens mest tålmodige barn, der bare sidder lige så stille og kigger. Stakkels, STAKKELS understimulerede barn.
Kl. 12.15: Kommer hjem og har på forhånd stress over, at Frida skal nå at sove, så hun kan nå at vågne, så vi kan hente Anton, så han ikke skal henslæbe flere timer end allerhøjest nødvendigt i opbevaringsboksen børnehaven. Lader varer stå i bilen, fodrer, skifter og putter, og bruger tiden, hvor der skal visses med vognen, på at svare på mails og sms’er, og på at love mig selv, at ligeså snart, der bliver et hul, så skal jeg også have trawlet min e-boks igennem, så jeg ikke glemmer eller overser noget vigtigt. Har heller ikke blogget eller svaret på kommentar i 400 år. Gør den grusomme opdagelse, at jeg er den stressede mor, der ikke er til stede i noget af det, jeg gør, og beslutter straks, at fra nu af vil vi være et af de hjem, der har “beskidte gulve, men glade børn”, som de skriver på Pinterest. 
Kl. 13.00: Frida sover, og jeg henter varerne i bilen, pakker ud, forbereder aftensmaden og hænger vasketøj op, mens jeg ærger mig lidt over, at Pinterest ikke skriver, hvad man stiller op med dé pligter.
Kl. 14.30: Frida vågner, og vi henter Anton.
Kl. 15.00: Forsøger at undgå at snerre af nogen, mens begge børn er sure og kontrære, ingen vil dele, og poserne med den drivvåde flyverdragt, og det gennemmudrede termo- og regntøj, som alt sammen som skal vaskes, (Pinterest, du melder bare ind *anytime*) hænges op strategisk rigtige steder ift. radiatorer, og vendes 100 gange som fucking oksestege, så det hele kan nå at tørre til i morgen, står i entreen og stirrer bebrejdende på mig. Er nu millimeter fra selv at ringe til statsforvaltningen og bede dem om at gribe ind. 
Kl. 16.00: Ro genoprettet. Frida puttes, og jeg iler ind til Anton og tilbyder ham økologisk korrekte aktiviteter, mens jeg high fiver mig selv over at Se mine børn, og Møde dem, hvor de er. 
Kl. 16.15: Går ud og smørrer madpakker, mens Anton ødelægger det puslespil, jeg selv endte med at samle, fordi han ikke gad. 
kl. 16.30: Frida vågner, og er utilfreds, og herfra handler det om at manøvre varsomt gennem de næste to timer, mens man husker at trække vejret dybt, og nogle gange tager Kampen Om Aftensmaden (som er ulækker), og andre gange bare erkender sit nederlag og finder havregrynene frem. Ånder ind og ud gennem raserianfald over, at venstre ikke kan være højre, at man ikke bare kan spise mælk af en tallerken til aftensmad og at mormor engang har været en baby (ffs!), samtidig med, at jeg laver ansigter og leger tittebøh med Frida, der har tændt for “NOT amused!”-lyden, mens vi ligger på gulvet i en episk eksplosion af lego. Spiderman kører på fjernsynet, og jeg er nu sådan en mor, der for længst har opgivet at forholde mig til, om det er skadeligt for nogle af ungerne at se tegnefilm, hvor ting springer i luften og alle tæver hinanden.
Kl 18.00: Forlader Sarajevo ’92 som det står, og gelejder alt afkom op af trappen, og smider det i blød.
kl. 18.45: Alle mand lander i dobbeltsengen, hvor der læses højt af to bøger efter eget valg (undtagen Bamse-historien, som jeg nægter at læse, fordi jeg får forhøjet blodtryk af ord som “Bamlet-skørt” og “Tivertifald”) og synges to sange. Jeg forsikrer, at jeg kommer tilbage, kysser ældstebarn godnat, justerer belysning, og sætter mig ind og giver Frida mad.
Kl. 19.30: Alle børn er puttede og sover. I en fjern afkrog af min erindring, kan jeg godt huske, hvad jeg lovede mig selv i morges, men jeg trænger.sådan.til at sidde lidt og trække vejret ned i noget vin.
19.31: Kommer nedenunder og konstaterer, at jeg stadig ikke har fået mig en au pair, der rydder op. Får genetableret mit hjem, pakket tasker og skrevet to-do-liste til morgendagen, og er tilbage ved fornemmelsen af, at det er mig, der har the upper hand. 
Kl. 20.10: Ok, skal i seng LIGE om lidt – skal bare lige se sidste halvdel af det afsnit af Greys Hvide Verden, som jeg blev afbrudt i i går, fordi Frida vågnede og var sulten. 
Kl. 20.40: … bare lige ét afsnit mere…
Kl. 21.15: Der ringes på klokken på førstesal, og Den Tjenende Ånd Mor iler op med maden, så der ikke vækkes flere børn end højest nødvendigt. 
Kl. 22.00: Frida sover igen, jeg lister i seng.
Kl. 02.00: – og står op og ammer.
Kl. 02.45: Tilbage under dynen.
Kl. 04.50: Men i AFTEN går jeg i seng, så snart, der er ro!

Børn, blogging og billeder.

Forleden var der én, der skrev til mig, om ikke jeg snart lagde et par billeder op af Anton og Frida. Dén kommentar blev jeg virkelig glad for, for den rører ved noget, jeg faktisk bruger meget tid på at tænke over. 
Jeg elsker at blogge. Selv når jeg ikke blogger, har jeg altid en mental notesbog med mig, hvori jeg noterer, når jeg kommer i tanke om noget, jeg har lyst til at skrive om. Nogle gange glemmer jeg det igen, andre gange bliver det til indlæg, og atter andre gange kommer det aldrig videre, fordi jeg undervejs i processen når frem til, at det simpelthen ikke er relevant for andre end mig selv.
Det sidste tænker jeg meget over, når jeg blogger om mine børn. Fx. har jeg lyst til at skrive om Antons fødselsdag; fortælle hvor rørende og stort det var at kunne holde fødselsdagsfest for ham, fordi han endelig har fået så meget sprog, at begrebet fødselsdag giver rigtig mening for ham, og derfor har glædet sig i flere måneder til at børnehaven skulle komme hjem til os. Jeg har lyst til at skrive om, hvordan det var at se ham sammen med alle hans små kolleger, og hvordan jeg skulle stramme mig VIRKELIG meget an for ikke at komme til at snøfte, bare lidt, da han fik et kort, hvori børnene havde skrevet, hvad de synes, han var god til.
Men når jeg skriver om mine børn, har jeg en lakmusprøve, der hedder: “Ville jeg gide at læse om det her, hvis andre bloggede om det?” For heldigvis synes vi jo alle sammen, at vi har fået Det Perfekte Eksemplar, som hele evolutionen har båret frem imod; at alt, hvad de gør, er de første spæde spadestik til en kommende nobelpris, og at alt, hvad der kommer ud af munden på dem, er det pureste guld. Hver gang. 
Det er ikke nødvendigvis sådan, andre oplever det. 
Men jeg ville selv synes, det var mærkeligt, hvis fx. Maren og Sneglcille ikke skrev om livet med deres børn, fordi det jo blandt andet er det, der gør, at jeg kan mærke dem som rigtige mennesker, og som jeg derfor holder af at “besøge”.
en tredje blog, jeg læser med på, er bloggeren gravid, og på et tidspunkt skrev hun, at hun ikke rigtigt så sig selv som mommyblogger – og jeg forstår godt, hvad hun mener. Nu læser jeg ikke med på alle blogs i hele verden, men i det hjørne af blogland, jeg betræder, kender jeg ingen bloggere, der tager det som et ridderslag at blive refereret til som “mommyblogger”. Det er, som om al kant, intelligens og sexyness fordamper, hvis man får det prædikat klasket i panden. Man kommer blogmæssigt til at lyde som hende, vi alle sammen både har været og siddet ved siden af til en fest, som a.l.d.r.i.g stopper med at tale om sine børn; som fuldstændig har mistet sit filter ift. hvad der er gangbar og interessant voksenkonversation, og som kun går i jeans med høj talje, der giver virkelig flad røv.
Men på langt de fleste af de blogs, jeg læser med på, har bloggerne børn. Og det er stadig bad ass kvinder, der mener en masse, er skidesjove, og som ikke skriver om bussemænd og bræksyge eller poster billeder af børn, der pottetræner – og jeg vil virkelig gerne læse, hvad de har at sige, også om børn, skolereformer og hverdagskabalen. 
Jeg ved ikke, hvorfor jeg synes, det er så svært, når det er mig selv. Hvorfor jeg fx. holder igen med at skrive, hvordan jeg forleden måtte stikke mig selv en lussing, fordi jeg pludselig blev skruk, mens jeg stod og skiftede Frida (wtf?), og synes, at det var helt trist, at jeg ikke skulle føde flere børn (wtaf??) eller have flere magiske førstedøgn på hospitalet med en lille, ny knikebaby.
Eller hvordan jeg forleden stod og kiggede ind i skabet længe, mens jeg overvejede, om man kunne drikke kaffe af vinglas, fordi jeg var kommet til at åbne det forkerte skab, og var så træt, at jeg ikke orkede at åbne det rigtige.
Eller lå i min seng, fik øje på en stor edderkop i loftet – og bare udmattet tænkte: “ja ja – vi skal allesammen være her.”
Noget af det handler om, at jeg gerne vil skærme mine unger; at de ikke skal læse min blog en dag om mange år, og føle sig udleverede eller besværlige. Men det handler måske også om, at det ikke giver mening at have en blog, hvis der ikke er nogen, der læser den, og derfor skal balancen mellem de forskellige emner, mellem sjov og alvor og stort og småt, helst være rigtig.

Så når jeg ligefrem bliver opfordret til at dele lidt børnespam med jer, tager jeg det som et tegn på, at I i hvert fald ikke føler, at jeg kvæler jer i det.
So without further ado:

God weekend.

Close, but heldigvis no cigar.

Meget højt placeret på Listen Over Ting, Man Ikke Gider, når man om aftenen er ved at putte børn, er naboer, der hamrer på hoveddøren og råber: “I SKAL UD!! I SKAL UD!! DET BRÆNDER!!” På den måde lod tirsdag aften lidt tilbage at ønske.
Heldigvis er jeg genetisk designet til, at min puls øjeblikkeligt falder 20 slag i minuttet, når der er optræk til panik (reaktionen kommer bagefter, så det er ikke fordi jeg slipper), så jeg tog et barn på hver arm og fikserede dem i bilen. Da jeg flere gange har leget legen “Hvad ville jeg tage med ud af mit hus, hvis det brændte” vidste jeg med det samme, at det vigtigste at få med (udover børnene, selvfølgelig) var min æske med usb-nøgler, hvorpå jeg har alle mine billeder. Den gik jeg tilbage og hentede, sammen med computer, pung og telefon, hvorefter jeg på Antons kridhvide ansigt og flammerne, der slikkede op ad køkkenvinduet hos naboen, vurderede, at tiden var inde til at køre. Fandt en genbo, der så nogenlunde fattet ud og gav besked om, at min dør stod åben, så brandfolkene kunne bare gå ind, og kørte derefter en skrigende Frida og en noget beklemt Anton over til mormor og morfar, der så lidt forbløffede ud, da hele min lille familie pludselig stod i nattøj og bare tæer i entréen. Jeg fik hurtigt dem sat ind i situationen, kyssede begge unger, og kørte tilbage med en mærkelig kombination af hvilepuls og bange anelser. Jeg tror aldrig, at ild i nabolaget er fedt, men det giver lige et ekstra hak opad på trælshedsbarometeret, når man bor i rækkehus, og det er naboen-naboen, der er gået fra frituregryden.
Tilbage i ghettoen bad jeg tilskuerne, der var igang med at filme hele herligheden på deres telefoner, om lige at træde et skridt til siden, så jeg kunne komme igennem (et sted på You tube ligger der nu en meget spids udgave af mig), og fandt en brandmand for lige at høre, hvor galt det stod til. På det her tidspunkt var alt ét stort kaos af brandbiler, røg, udrykningskøretøjer og røgalarmer, der var gået i selvsving. Og stadig var jeg mest af alt bare træt på samme måde, som når man smider sin pung væk, og bliver 20 år ældre ved tanken om alle de kort, man skal have spærret og genbestilt.
Jeg fik lov at gå ind i mit hjem, hvor jeg nåede at hilse på 4 forskellige brandmænd, der løb med stiger op og ned af trapperne, og priste mig i mit stille sind lykkelig over, at vi har mine forældre så tæt på, så ungerne ikke skulle stå midt i al dét. På det her tidspunkt havde jeg mentalt forberedt mig på, at vi gik nogle lange uger i møde, så jeg pakkede de ting, som jeg vurderede ville være mest irriterende at få røg- og sodskader på, som fx. Voksipose og flyverdragter. Samtidig glædede jeg mig over, at jeg i mange år materielt har levet, som den ene af de to hovedpersoner i filmen Heat, som på et tidspunkt siger: Don’t keep anything in your life, you’re not willing to walk out on in 30 seconds flat, if you spot the heat coming around the corner. Jeg ejer vitterligt ingenting, udover mine billeder, som jeg ikke ville kunne erstatte, hvor træls arbejdet med at få det gjort end måtte være.

Da jeg havde pakket 3 tasker, kastede jeg et sidste blik rundt i min stue, trak vejret dybt, og kørte min vej.
Resten af natten brugte jeg på at vende og dreje mig, fordi uroen og uoverskueligheden af hele scenariet endelig indhentede mig.

Onsdag var jeg noget spændt på, hvad jeg ville komme over til. Føromtalte genbo havde om natten ringet og lagt en besked om, at branden var under kontrol, og at det ikke havde bredt sig til vores hus. De mente ikke, at røglugten var slem, men det var svært at sige, fordi det hele på det tidspunkt stank som bare pokker.

Og nogen holder hånden over os (jeg har Lene mistænkt), for der var INTET hos os. En svag lugt af lejrbål og godt med snavs og væltede ting, fra brandmændenes ture op og ned af trapperne var alt, hvad der var at se og lugte. Fik den der: “Ej, men hvor slemt kan det så lige have været?”, så gik de 3 meter hen til nabovinduet og kiggede ind. Og jeg siger det bare lige igen: Nogen holder hånden over os. De kommer ikke hjem på den her side af jul.

Der er ingen, der helt kan forklare, hvordan der kan være sket SÅ lidt hos os, når det var SÅ slemt SÅ tæt på – og det betyder egentlig heller ikke noget. Jeg er bare inderligt taknemmelig over, at vi ikke er husvilde de næste mange måneder og skal holde jul i en container.

Resten af dagen gik med at være til læge med ungerne, som havde tid til hhv. 5 måneders- og 5 års tjek, inklusive vacciner til dem begge. Som straf for dén behandling nægtede Frida kategorisk at sove resten af dagen, mens Anton mest var optaget af, at “hun STAK mig!! Det må hun ikke!!” (Vi er i Retfærdighedsfasen for tiden). Kl. 19.30 var der endelig ro til at begynde at rydde op og gøre rent. Kl. 21. vågnede Anton med sælhundehoste og høj feber og brugte de næste timer på at fable om noget med bier i træer. Kl. 3 ville Frida gerne have mad. Det var jeg færdig med kl. 3.45. 3.50 vågnede Anton og havde ondt (“hun STAK mig! Det må hun ikke!!”), kl. 4.55 havde vi snakket færdig om det, og kl. 5.05 erklærede Frida torsdagen for åben.

Den der afslappede barselsbobbel, mange taler om, hvor man er nødt til at bage boller fra bunden hele tiden, og lave sin egen kollektion af smykker, komplet med hjemmeside og det hele, for at få tiden til at gå – den synes jeg altså ikke, jeg mærker meget til for tiden.