Jeg har *virkelig* glædet mig til at skrive dette indlæg:

For i går var jeg på hospitalet og sige hej til det her lille
menneske:

Det kommer, om alt går vel, til verden i starten af juni næste år, og
jeg kan næsten ikke være i min krop af glæde og taknemmelighed.

Da jeg blev gravid med Anton, kan jeg ikke pege på et
bestemt tidspunkt og sige: ”Dér! Der vidste jeg det”, men da jeg denne gang
begyndte at græde over den nye sang med Nik & Jay, fik jeg det, politiet kalder
begrundet mistanke.

Jeg kender mange 2. gangs gravide, som bare synes, at tiden
flyver af sted. Den ene dag står de med to streger på pinden, så blinker de med
øjnene, og *puf* er de 24 uger henne. Sådan har de første 13 uger slet ikke
været for mig. Dels har der været lidt mere baks med kroppen, end der var
første gang, og dels er det nu, konsekvensen af at jeg sidste gang fik
svangerskabsforgiftning, rigtig rammer mig. Jeg kan mærke, at den blinde (og
lidt naive) tiltro til, at tingene bare arter sig og at min krop gør, som jeg
beder den om, virkelig har fået et slag over knæene med en jernstang, fordi jeg
slet, slet ikke så det komme, da jeg blev syg sidst.

Og fordi jeg, hvis jeg skal være ærlig, ikke troede, at den
slags ville ramme mig.

Derfor er min ydmyghed overfor tingene denne gang så meget
desto større, og jeg er frygtelig bange for at komme til at tage noget for
givet. Derudover har jeg også tænkt utrolig meget på Lene i alt det her. Jeg
ved godt, at det ene ikke har noget med det andet at gøre, men det fylder meget
for mig, at jeg, som det ser ud nu, står til at få 2 sunde og raske børn, mens
Lene ikke engang fik lov at se Aksel vokse op. Der er ingen, der ved, om jeg
træder ud foran en bil i morgen, og der gives, som vi efterhånden har lært,
ingen garantier i livet, men det føles næsten lidt grådigt, at jeg bare skovler
held over på tallerkenen, mens andre løber så sørgeligt tør.

Fik jeg nævnt, at jeg er nærmest psykisk syg af hormoner?

Nå, men i det store og hele har jeg det godt. Jeg har haft
nogle måneder med træthed, kvalme og madlede, men må trods alt sige, at jeg
havde frygtet det værre. Nåede lige at få totalt optur over, at det eneste, jeg
kunne forestille mig at indtage, var frugt og Innocent Smoothies til børn (de
røde og gule. For GUDS skyld ikke de lilla!), indtil mønsteret blev tydeligt og
jeg kunne se, at min citruscraving varede til lige præcis klokken 15, hvorefter
jeg resten af dagen forvandlede mig til en roadie ved navn John, der efter 65 ugers
tour og volddruk med Rolling Stones, kun kunne koncentrere mig om at lokalisere
madvarer bestående af sukker og fedt.

Heldigvis begynder tingene at stabilisere sig nu, hvor jeg
er i 14. uge, og jeg kan igen begynde at udholde tanken om varm mad; både at
købe ind til den, at tilberede den og at spise den. Så. Det lysner.

Nu vil jeg smide det sidste julepynt op, og rigge an med den
lille nissedør på Antons værelse (og der må gerne gættes på, hvem af os to, der
kommer til at psyke mest over dét), inden jeg cykler ud på tundraen for at
hente ham hjem.

God weekend derude, alle I søde mennesker.

Emma Gad – gider vi?

For snart lang tid siden, læste jeg et ret sjovt blogindlæg hos Christina.
Kort fortalt handler det om, at mange af os i dag er så fokuserede på, hvad vi
selv mener, at vi har ret til, at vi ser stort på almindelig pli, og i stedet begår
os i verden, som om vi var de eneste, der beboede den. Som fx når vi vælger at
bore reoler op eller hælde ungerne ud i en lukket baggård (også kendt som
ekko-dalen) søndag morgen kl. 7.30. Og samtidig kan vi – efter talrige
talkshows og temadage på arbejde om assertion og vigtigheden af at kunne
udtrykke og stå ved egne behov og følelser – dræbe al kommunikation om
rimeligheden i ovenstående med  et ”- for det har jeg behov for.”

Det fik mig til at tænke på en artikel, jeg læste for et
halvt års tid siden, hvor DR havde lavet noget statistik på, hvor meget
antallet af vores anonyme angivelser af hinanden til de offentlige myndigheder er
steget på vanvittig kort tid. Det var rystende læsning.

Jeg tror, de to ting hænger sammen. Jeg tror, at vi egentlig
som udgangspunkt gerne vil være rare ved hinanden – jeg mener, der er vel
ingen, der står op om morgenen og som erklæret mål sætter sig at være det
maksimale røvhul overfor alle, man møder – men et sted undervejs i vores
anstrengelser for at holde bolden på egen banehalvdel og tale jeg-sprog i
stedet for du-sprog, er vi faret vild, og kommet til at tro, at det at være tro
mod os selv og vores egne behov, kan sidestilles med at pisse på andre(s).

Hvilket, tror jeg, er skudt en anelse skævt.

Men fordi vi nu har en situation, hvor alle er blevet
utrolig gode til at italesætte migmigmig, er det sket det lidt irriterende, at
alle taler og ingen lytter, og derfor er der ingen, der lige har 5 ledige
minutter til at opfylde mine behov på bekostning af deres egne.

Så på en eller anden måde er vi endt et sted, hvor vi alle
sammen synes, at nogen skylder os noget. Bare lidt. Og derfor behøver vi ikke
tage hensyn til andre, for i virkeligheden sørger vi jo bare for selv at
inddrive det tilgodehavende, som Verden, i form af naboen/kollegaen/arbejdsgiveren,
rettelig skylder os.

Og fordi vi egentlig bare synes, at vi tager noget, der
retmæssigt er vores, uanset om vi taler om offentlige ydelser, offentligt rum i
form af baggårde eller p-pladser, som andre har købt og betalt for eller
taletid på firmamobilen, gider vi ikke engang prøve at skjule at vi gør det.
For spejl, fuck af, og hvad med dig selv?

Og det er fandme irriterende.

Guderne skal vide, at jeg kender og har kendt en hel del mennesker,
der var mere grå end hvide i kanterne, og jeg har heller aldrig selv været i
overhængende fare for at gro en glorie. Jeg har nok i virkeligheden altid været
en lille smule tilhænger af mottoet: ”Det er smart at snyde, det er dumt at
blive opdaget” – men når naboen på villavejen starter med at pudse ydermur kl.
7 lørdag morgen, eller med at fræse haven hver fredag aften
prime-time-grill-tid, så er det svært ikke at komme til at føle, at han med det
signalerer, at hans behov er vigtigere end mine. Og han gider ikke engang
ulejlige sig med at lade som om, det forholder sig anderledes. Det finder jeg
ustyrligt provokerende.

Så hvis man så samtidig kan se den ene håndværkerbil efter
den anden trille ind i hans ombygningsramte indkørsel på de mest suspekte
tidspunkter af døgnet (og omhyggeligt placere en skraldespand foran
nummerpladen på bilen HVER gang), så forstår jeg egentlig godt, at svage sjæle
kan blive fristet over evne, og få lyst til at svare igen. Hvor usympatisk jeg
end finder måden, de vælger at gøre det på.

Jeg gider ikke, at vi skal have et stikkersamfund. Jeg gider
ikke, at vi sladrer til mor og står med lange næser over ligusterhækken og
savler af fryd over at få øje på noget, vi kan bruge som ammunition.

Men jeg ville ønske, at vi, som nation, lige hoppede 60 år
tilbage i tiden og genindførte traditionelle dyder som hensyn, høflighed og
omtanke, og evnen til nogle gange at sætte fremmede over os selv.

4 år med verden bedste Anton.

For 4 år siden var det onsdag aften, og jeg sad på Skejby
sygehus og ventede på at blive tjekket hos jordemødrene, som fulgte mig tæt,
fordi jeg havde svangerskabsforgiftning. Jeg var blevet sat i gang 4 timer
forinden, og havde fået stillet i udsigt, at der kunne gå op til en uge, før
jeg fødte. Jeg kan huske, at det var koldt og klart udenfor, og at Danmark
spillede landskamp; vi sad så mange i venteværelset, at jeg nåede at se både
første og anden halvleg, før det blev min tur, og jordemoderen med de
blomstrede træsko konstaterede, at ”der godt nok var godt gang i den.”

Jo tak.

I dag, hvor jeg kender Anton, er jeg ikke det
fjerneste overrasket over, at han heller ikke dengang havde tålmodighed til
nogen former for stillesiddende/-liggende aktivitet, og sgu da slet ikke en hel
uge mere, når nu der pludselig var skiltet til nødudgangen.

I morgen klokken 17.20 er det 4 år siden, han kom til verden,
og det er som om, tiden accelererer. Da han fyldte 1 år, og alle spurgte, om
ikke bare tiden var *fløjet* af sted, måtte jeg være ærlig og svare nej. Jeg
synes, at det første år var langt og trak tænder ud; ikke mindst på grund af flytningen
fra Aarhus til Esbjerg, men efter det, er det som tiden for hvert år bare går
hurtigere og hurtigere.

Der sker helt utrolig meget med ham i disse måneder. Han har
fået en håndfuld rigtig gode venner i børnehaven, hvilket jeg helt kan få
tårer i øjnene over, og det sprog, som har været så længe undervejs, vælter nu
ud af ham alle døgnets vågne timer. Der er stadig et stykke vej, til han er
aldersvarende, men sammenlignet med, hvor han var for et halvt år siden, er det
nærmest eksploderet. Med alle de nye ord og vendinger, kommer også noget af
det, jeg har glædet mig mest til, nemlig et kig ind i hans krøllede, lille
hjerne, så jeg får en fornemmelse af, hvad der foregår. Det betyder også, at
nogle af alle de finurligheder, som er ligegyldige for de fleste andre, men som
får ens moderhjerte til at smelte af 8 omgange, begynder at titte frem. Jeg
elsker f.eks. at han råber: ”Vi ses i morgen!” til sin seng, når vi tager af sted
om morgenen, og at han synger fødselsdagssang for alt fra fuglene i haven til
sine gulerødder. Når han beder mig om at holde noget, spørger han, om jeg vil
tage det ”op på lommen?” og jeg håber aldrig, at han holder op med at kalde
sugerør for ”hooraz”.

Han er det bedste i hele verden, og jeg elsker ham højere
end livet selv.

Anton, min skat – tillykke med fødselsdagen.

Æres den, der æres bør. (Eller: De indledende manøvrer til et stalkertilhold mod Maren Uthaug)

Det er virkelig sjældent, at jeg gør mig i rendyrket
reklame, men i aften gør jeg en undtagelse.

Der findes vel efterhånden igen, der ikke kender Maren?
Hvilket er yderst velfortjent, for hun pukler som en lille hest, og hun er både
skarp, sjov og røvdygtig; typen, man ikke helt kan finde ud af, om man helst 1)
virkelig gerne vil være veninde med eller 2) vil adopteres af.

Helt overordnet synes jeg, at verden sender for få roser og
high-fives efter Maren. Hun har 100 børn, og har alligevel på mystisk vis
stadig overskud til at hæfte sig ved ting i hverdagen, der er værd at blogge
om, og selvom hendes rigtige ude-i-virkeligheden-arbejde et langt stykke hen ad
vejen er det samme, som det hun laver til bloggen, forærer hun alligevel solide
lunser af det væk, flere gange om ugen, ganske kvit og frit.

Det synes jeg faktisk er overordentligt pænt gjort.

Hun har just lavet en lille bog, der hedder Den Lyse Side. Egentlig
ved jeg ikke, om ”bog” er den teknisk korrekte betegnelse, for det er mere en
slag tegneserie, men den er simpelthen så fin. Den handler om voksenliv og ensomhed, og jeg er ikke for stor til at
indrømme, at jeg fik en lille, bitte klump i halsen et par steder undervejs.

Ok, en middelsvær klump.

GODT! Jeg hylede! Er du så glad!?

Nå, men det jeg bare ville sige var, at jeg virkelig synes,
du skal købe den. Enten til dig selv (gaven, du slipper for at bytte),
som mandelgave (tag det fra mig: Der er INGEN, der kan æde mere marcipan d.
24. december), til pakkespil (enough with the vatpinde and skuresvampe), som
værtindeblomst (alle spæner alligevel rundt hele december og har ikke tid til
at nyde hverken liljer eller bonderoser) eller som adventsgave til en, du
holder af.

Hvis du trykker her, ryger du lige derover.

It takes a village to raise a child.

Inden jeg fik Anton, synes jeg, at de fleste børn var ret
irriterende. (Ikke dine, selvfølgelig.) Det der med, at de aldrig kunne holde
kæft, så man kunne føre en samtale uden 400 afbrydelser med deres forældre,
eller altid skulle blive syge/putte ærter i næsen/larme fuldstændig abnormt,
når jeg trængte allermest til, at det handlede om migmigmig, fandt jeg virkelig
belastende.

Min tolerance er – naturligvis – vokset markant, efter jeg
selv er kommet om på den anden side af bordet, og selvom jeg stadig langt fra
knus-elsker alle børn (med undtagelse af dine, selvfølgelig) er det i dag gået
op for mig, at det mest belastende i hele verden ikke er børn. Det er deres
forældre.

For satan i HELVEDE, hvor ville mit liv være nemmere, hvis
jeg ikke skulle interagere med mennesker med en social intelligenskvotient på
0,7. Ikke mindst fordi det sætter mig i en position, hvor jeg kan vælge at lære
mit barn at 1) Du har mest ret til alting i hele verden, og alle andre skal
flytte sig for dig eller 2) du skal bare finde dig i at blive pisset på.

Det gider jeg faktisk ikke ret godt.

Vi har før talt om det her på bloggen; mit barnevognstæppe
var Den Røde Fane. Jeg er vokset op med, at vi tager hånd om hinanden og tager
hensyn til hinanden. Hvis du skærer kagen, er du sidstevælger, og hvis nogen
har mindre end dig, deler du med dem. Ingen er perfekte, og alle kan blive
sure, men du behandler andre, som du gerne selv vil behandles. Det kan ligne
side 1 i Den Store Bog Om Floskler, men mine forældre har levet eksemplet i al
den tid, jeg kan huske, og jeg prøver at gøre det samme.

Det har selvfølgelig præget de værdier, jeg har ift.
børneopdragelse. Jeg går op i, at Anton siger ”Tak” og ”Undskyld”. Jeg retter
ham, når han siger ”Jeg vil have” og “Ad!!” og selvom jeg, uden at blinke, ville gå
barfodet og nøgen gennem helvede og tilbage igen for ham, vil jeg have, at han forstår,
at andre mennesker ikke er sat i verden for at servicere ham.

(Jeg skal være den første til at indrømme, at min opdragelse
så lader en del tilbage at ønske på andre områder. F.eks. får han både sukker, hvede
OG mælk, og det er som om, jeg er ude af stand til at være
standhaftig ift. at vænne ham af med sutten.)

Men jeg kommer til kort, når jeg, som f.eks. i dag, har
stået med ham i Bilka (HADER det sted!) i 10 minutter og ventet på at få
en af de famøse lege-vogne. Selvom han var så vild efter at få en, at han
nærmest lavede running man dansen, affandt han sig med, at vi skulle stå i kø,
til det var vores tur. Og da det var det, trådte en far med kone og curlingbarn
ind foran os, og tog den, vi havde ventet på. Høfligt siger jeg: ”Undskyld –
men jeg tror, at det var vores tur?” hvortil neandertaleren svarer: ”Nej, for
jeg så den først!”

 Her vil jeg gerne præcisere, at det var faderen, der sagde
det, fordi man let kan foranlediges til at tro, at det var barnet på 4, der brugte
den form for argumentation.

Og der står man så. Og kan vælge mellem korporligt slagsmål,
eller at lære Anton, at vi holder døren for mennesker, der kun stopper op
længe nok til at spytte os i ansigtet, når de træder ind.

Da vi havde fået tørret øjnene og haft snakken om, at det
VAR uretfærdigt, og at mor også synes, at manden var dum, og havde fået lagt en
chokoladebolle på såret, stod Anton og holdt ved håndtaget på plan-b-løsningen,
Kurven. En mand i starten af fyrrerne med sit barn i vognen, kører forbi ham,
og skræller simpelthen hans hånd med sin vogn. ”Av!” siger Anton betuttet.
Manden kigger først ned på ham, så kigger han på mig – og så går han videre. ”Man
kunne måske godt lige sige undskyld?” siger jeg til hans ryg, mens han skynder
sig videre og lader som ingenting.

Hvilket heller ikke gør det nemmere at forstå, hvorfor jeg
insisterer på, at Anton siger undskyld, hvis han, med eller uden vilje, har
gjort skade på andre, for det er åbenbart kun emsige mor, der går op i den
slags?

Jeg var så gal, at jeg tudede over det, da vi endelig kom ud
i bilen, og Anton sad bagi og bladrede i sin bog. Jeg vil så gerne lære ham, at den
form for opførsel ikke er ok. Men resultatet skal heller ikke blive, at jeg
ender med at have opdraget en dørmåtte.

Jeg ved godt, at det er mit og kun mit ansvar at opdrage mit
barn. Men det ville fandme være nemmere, hvis man ikke blev modarbejdet så massivt.

Intet nyt fra vestfronten.

Har jeg sagt, at jeg er vild med Halloween? Nej? Det er jeg.
Normalt når facebook går i kollektiv massepsykose over en begivenhed, som fx.
Aarhus Halvmarathon eller Roskilde Festival, kan jeg godt komme til at scrolle
lidt hurtigt ned over siden, men i går nød jeg at sidde og beundre mine
tandlægevenners græskarhoveder med bøjler med nakketræk, og uhyggelige
udklædninger i alle afskygninger. Jeg havde husket at købe slik til de små
monstre, der måtte komme og banke på, og heldigvis fik vi besøg af 3 små hekse,
der kunne en lang og indviklet sang om grotter og flagermus. Jeg var vild med
det. Her i ghettoen gider ungerne normalt ikke rigtigt klæde sig ud, så hvert
år i starten af februar, får vi besøg af fedtet hår og dynejakker, der
uengageret spørger om ”boller eller ballade” mens de allerede holder hånden
frem. Jeg er blevet indskærpet, at man ikke må svare: ”Nej, men du kan få en
lussing?”
– heller ikke selvom man har meget lyst til det – men jeg bliver sgu
stram i betrækket, når de hverken gider klæde sig ud eller synge, men ret
beset bare tigger, så de små hekse, der var klædt ud efter alle kunstens
regler, forlod matriklen belæsset med guld, røgelse og myrraskær.

Indsats og udbytte. Det hænger sammen, siger jeg jo.

Lektionen til mig til næste år er så i øvrigt at købe noget
slik, jeg selv gider æde, når jeg nu køber ind til en børnehave og der kommer 3
små, tændstiktynde piger.

Ellers har vi ramt sådan en tidslomme, hvor der ikke rigtig
sker noget, der er værd at blogge om. Vi har været syge på skift, vi har fundet
en druknet mus i en regnvandsmåler, og jeg har ryddet op i mit hus og kørt 18
kasser til Frelsens Hær. (Det paradoksale er, at alle mine skabe og skuffer stadig
ser fyldte ud.) Vi ser Diskoorm på repeat med det resultat, at Antons to nye
yndlingssange er ”Disco Inferno” og ”Play that funky music, white boy”, og er
formentlig nogen af de eneste, der nyder, at efteråret er kommet, og at man –
uden at anstrenge sig – kan ane julen i horisonten.

Det er hverdag uden de helt store armbevægelser, og det er
egentlig bare rigtig rart.