Catching fire.

Da jeg for et års tid siden faldt over bøgerne “Hunger Games”,
slugte jeg trilogien på ca. 10 minutter, og de to første film er også vinget af
på to-see-listen. Der er sikkert 100 andre end mig, der har draget den
parallel, men de minder mig meget om Stephen Kings bog ”Den løbende mand”, der
også er en science fiction fortælling om et realityshow, hvor deltagerne i
bogstaveligste forstand kæmper for deres liv. 

Set up’et er selvfølgelig langt ude. At lave tv, hvor
deltagerne slåes ihjel for at underholde seerne, er så tilpas absurd, at man
ikke engang behøve at tage det alvorligt.

Men de seneste par dage har jeg alligevel et par gange
dystert tænkt, at det måske alligevel ikke er helt så langt ude, som man kunne
ønske, at medierne går fra at være dem, der refererer nyhederne, til selv at skabe
dem.

På min facebookvæg blev der i søndags reklameret for en
artikel i BT/EB (same-same) med overskriften ”Dansk rapper afliver sig selv med
rørende afskedsbrev” med et billede af Niarn ovenover.
Mandag aften kunne jeg
læse på TV2, at en 18-årig mand havde mistet livet i en ulykke på motorvejen,
hvor den jævnaldrende, kvindelige passager samtidig var blevet livsfarligt
kvæstet. Artiklen sluttede med ”De pårørende er endnu ikke underrettet.”

Jeg er med på, at der ikke er noget, der sælger mere end sex
og død. Men det der? Det synes jeg fandeme ikke er i orden. På *nogen* som
helst måde. Helt bevidst at sætte en artikel op, så læserne tror, at Niarn har
taget sit eget liv, er forkasteligt. At skrive om et dødsfald før de pårørende
er underrettet, når det ikke har nogen som helst nyhedsværdi for andre mennesker, er
så forfærdelig usmageligt, at jeg næsten får lyst til at græde af raseri over det.
Prøv at forestille dig at sidde oppe og vente på din søn, som har lånt bilen i
aften. Og så falde over dén der. Uanset om det – Gud forbyde – viser sig at være
dit barn, eller om alt nådigt i universet har holdt hånden over netop din søn i
aften, så er det fuldstændig utilstedeligt at skabe så megen bekymring og panik
for at underholde.

Synes jeg.

I lang tid har debatten om, hvad vi skal læse i aviser og
blade, kunne lægges ned med: ”Hvis du ikke køber det, kan de ikke sælge det, og
så stopper de med at producere det.”

Jeg er ved at hælde til, at det gør de ikke. De skruer bare
en tand op for vanvidsknappen, fordi de satser på, at når det bliver absurd
eller grotesk nok, så falder vi til patten igen.

F.eks. kunne man vælge at lave et realityshow, hvor en døendekvinde med en hjernesvulst skal vælge mellem 3 dødssyge patienter; hvem skal have hendes organer, når hun dør? Seerne kan selvfølgelig stemme med på
sms.

Eller man kan lave et show, hvor man sender folk til Mars, uden
at kunne hente dem hjem igen. Nogensinde.

Eller man kan sende en lille, bitte mand 39 km op i luftenog transmittere live, når vi skal finde ud af, om en menneskekrop i frit fald kan
overleve at bryde lydmuren.

Og selvom man kan indvende, at der er stor forskel på
underholdning og nyheder, synes jeg desværre, at det begynder at
smelte sammen. TV2 nyheder har en hel sektion i deres nyhedsapp til ”nyheder”
om (deres eget show) Vild Med Dans, og hvis du googler de 3 eksempler på
underholdning, jeg har givet ovenfor, vil du finde en kæmpe mængde
regulære avisartikler, hvor programmerne beskrives, debatteres og dissekeres.
Og dermed
har forvandlet sig fra vanvidsunderholdning til reelt nyhedsstof.

Jeg kender simpelthen så mange dygtige journalister, som
alle demonstrerer masser af integritet og etisk fingerspitzengefühl i alt, hvad
de rører ved, og jeg har umådelig svært ved at forstå, at et fag, som de formidler så
fint, et sted ude i horisonten er ved at forvandle sig til en stinkende kloak
af hensynsløst forfald.

 Hvem ved, hvor stopknappen sidder?

Har du børn?

I sidste uge havde en af mine facebookvenner delt en
artikel, der hed: ”17 ting, kvinder uden børn ikke gider høre”. Jeg klikkede på
den, fordi jeg tænkte, at den måske kunne hjælpe mig med at undgå at snuble uskønt
rundt i spinatbedet, når jeg er sammen med veninder, der har fravalgt børn.

Stor var min skuffelse derfor, da det viste sig, at artiklen
bare var 17 hånlige, snappy comebacks til kommentarer, som kvinder uden børn
åbenbart får meget.

Bagefter kunne jeg alligevel ikke lade være med at gå og
tænke over artiklen og det, den egentlig er udtryk for, for jeg synes faktisk,
at det er skideærgeligt, at vi kommunikerer så dårligt på tværs af vores
respektive segmenter, at den ene halvdel af os skal have særlige forsvarsreplikker
klar, når vi mødes.

Jeg ville ønske, at en kommentar som: ”Er du ikke bange for
at komme til at fortryde?” blev taget som et udtryk for oprigtig interesse, og
for at vi gerne vil blive klogere og forstå, men indlægget, jeg skrev, om spørgsmål,vi får til vores arbejde, som driver os til vanvid, viser – hvis man lige
skulle have glemt det – at selv uskyldsren interesse og helhjertede ønsker om
at få udvidet horisonten, kan være pisseirriterende.

Når det er sagt, oplever jeg, at tonen i debatten
ofte er mere aggressiv hos kvinder, der har fravalgt børn, end hos dem, der har
fået dem. Jeg har f.eks. første gang til gode at læse en artikel af den første
type kvinder, hvor der ikke bliver skudt på kvinder med børn. Vi siger idiotiske ting, vi kunne bare have ladet være med at få børn, hvis vi gerne ville sove
længe, vi spiller børnekortet i tide og utide, og det er belastende, at vi
ønsker at leve livet gennem dem, der stadig går i byen og ved, hvad der går i
biografen. Jeg kan ikke umiddelbart huske, at jeg har læst en artikel om dette
emne af kvinder med børn, hvor de skyder tilsvarende på de frivilligt barnløse?
Tværtimod hører jeg ofte venner med børn nærmest undskylde, at de godt ved, at
de er kedelige/larmer i flyet/spiser tidlig aftensmad/aldrig skal med i byen.

Jeg ved simpelthen ikke, om 1) jeg er inhabil ift. emnet, 2) det er det, der sker, når man
føler sig udsat for massivt, stiltiende gruppepres fra det omkringliggende
samfund længe nok, eller 3) om der bare er utroligt mange ubetænksomme kvinder i
verden, der vitterligt siger ting som ”Du går bare gennem en fase” eller ”Det
er egoistisk” til dem, der fravælger børn.

Men så vidt jeg kan forstå, er hadekommentar nummer 1: ”Børn gør dig hel”, hvilket jeg sådan set godt kan forstå. Det er en sær kommentar, fordi den ret beset ikke er andet end en slet skjult pegefinger, synes jeg, og til den vil jeg
bare sig, at Anton ikke gjorde mig hel – han gjorde mig til en anden. Jeg har
hørt folk, der har mistet forældre eller børn sige, at voldsom sorg gør det
samme ved dig; den forandrer dig så grundlæggende, at det ikke giver mening at
tale om, at du ’bliver dig selv’ igen; du bliver en anden. Jeg tror, det er
det, der sker, når vi udsættes for noget, der ændrer vores liv radikalt, uanset
om det er i positiv eller negativ retning.

Og derfor tænker jeg egentlig, at vi tilhører to så
forskellige grupper, at de ikke kan sammenlignes. Men der er selvfølgelig en
indbygget skævhed i kommunikationen og forforståelsen af hinanden, fordi der er
relativt færre kvinder, der fravælger børn, end kvinder, der vælger dem til, og
fordi alle kvinder med børn, engang var kvinder uden børn, mens det modsatte jo
af gode grunde ikke er tilfældet. Og måske er det derfor, den lille gruppe
oplever det som et angreb, når de bliver spurgt til deres valg, mens den store
gruppe egentlig bare tror, at de konverserer.

For god ordens skyld vil jeg sige, at når de kvinder med
børn, jeg kender, spørger til byture og dating, er det ikke et forsøg på at
leve livet gennem dig, eller fordi de har brug for at høre, hvor frustrerende
dét liv er, så de kan gå hjem og varme sig ved livet med snavsede bleer og
havregrød. Det er et forsøg på at vise, at de a) godt kan huske hvordan det var
og b) sagtens kan interessere sig for dig og det, der foregår i dit liv, selvom
deres liv er markant anderledes.

Når de giver udtryk for, at de er misundelige over, at du
kan sove længe, eller virker som om, de ikke helt kan forstå, at du er
stresset, tror jeg, at det handler om, at børn er den eneste relation, man
nogensinde kommer til at indgå i, hvor man hverken kan forhandle eller gå fra
de krav, der bliver stillet til én. Irriterende kærester kan man gå fra.
Hadejobs kan man sige op. Venner, der giver mere end de tager, kan man fase ud.
Du bliver ikke spurgt, om det passer dig at stå op 7 gange i løbet af en nat, for
at hente vand eller lokalisere undslupne bamser, eller hvordan du har det med
at tørre bræk op fra andre, når du selv er syg. Du har heller ingen indflydelse
på, at du elsker dem så højt, at du nærmest bliver handikappet af det.

Og det var først, da jeg fik et barn, at det gik op for mig,
hvor meget jeg kunne have rykket rundt på tingene og selv havde indflydelse på,
inden jeg fik ham. Det ville have været utrolig brugbart, hvis jeg kunne gå
tilbage i tiden og give præ-barns-mig den indsigt og det perspektiv, jeg har
fået nu, for det ville have gjort mit liv så umådelig meget lettere.

Det betyder ikke, at jeg tror, jeg ved bedre, eller at jeg
ikke forstår, at livet uden børn ikke bare er en lang lur på sofaen med slikskålen
inden for rækkevidde; det er ganske enkelt bare et af de forsøg, vi alle sammen
gør, på at give dyrekøbt erfaring videre, selvom vi objektivt set godt ved, at verden
ikke virker på den måde.

Men faktisk kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre, om jeg
har nogle læsere, der er frivilligt barnløse? Hvad oplever I i mødet med verden
omkring jer? Hvilke reaktioner får I? (Hvis I vel at mærke er der, og har lyst
til at dele?)

God dag til alle, både med og uden børn.

For tiden:

Overrasker jeg mig selv ved:

* At kunne leve uden Apple uret. iKnow. Det lyder mærkeligt. Men jeg har tænkt
mig at nyde det, så længe det varer, fordi det udelukkende handler om, at jeg ikke
har haft tid til at sætte mig ind i, hvad det lille, store vidunder kan.

* Ikke at have slettet de fb-venner, der skal til Pharrell
koncert. Er nærmest vantro over mit eget storsind.

Er jeg lidt træt af:

* At Netflix ikke snart ringer og tilbyder sponsorat.

* Og med Netflix mener jeg: Netflix, HBO, Merrild og hele den
vinproducerende del af Frankrig.

* At arbejde i døgndrift. Jeg elsker alle mine jobs – det gør
jeg virkelig – men jeg trænger snart til mere fri end 1½ time mellem kl. 21.50
og 23.20. (På plussiden passer det som fod i hose med et afsnit af SH…)

* At velmenende mennesker diagnosticerer Anton med 54
forskellige psykiske lidelser pga. hans manglende sprog, udelukkende baseret på
erfaringer med deres egne børn. Jeg er med på, at de bare prøver at hjælpe, men det
er svært nok som det er, uden dagligt at skulle forholde sig til endnu en ting,
som jeg inderligt håber, han ikke skal kæmpe med.

Gider jeg ikke rigtigt:

* Ordet ’mums’. Nok nu.

* Folk med cigaretter bag ved øret. Bare nej.

* Mennesker, der dytter af skolevogne. Forstår ikke, hvorfor de
insisterer på at lave en bordreservation i den mørkeste afkrog af helvede.

* Dem, der laver ulovlige overhalinger af forældre, der holder
for skolebørn (that would be me), så ungerne må springe for livet.

* Dem, der laver ulovlige overhalinger af forældre, der holder
for skolebørn (se ovenstående), så ungerne må springe for livet, NÅR DE ER
LÆRERE PÅ SKOLEN, FOR HELVEDE! (Så ja. Jeg kørte efter dem. Og
spærrede dem inde i deres p-bås, og stod ud af min bil, og sagde en masse vrede
ting, der sluttede med ”er da for fanden i helvede en FALLITerklæring!!! ” And I’m
so not sorry.)

* Folk, der lægger billeder af mystiske udslæt på
facebook. Fair nok at spørge om nogen i din omgangskreds i al stilhed lige skulle have taget en lægeeksamen, så længe du holder dig til en
beskrivelse, man selv kan stoppe med at læse, når man synes, den bliver for
eksplicit. Men det er svært at u-se et billede af væskende bylder, når det
først har brændt sig fast på nethinden.

Har jeg skrevet til folketinget og bedt om dødsstraf til:

* Folk, der ”godt liiige kan nå over” når alle andre holder
tilbage for lægeambulancer og brandbiler.

Elsker jeg:

* Sherlock Holmes (Eneste minus er længden på 90 minutter pr.
afsnit og det skal vi have snakket om. Vi er nogen, der er ude af stand til at
se halve afsnit, men som samtidig ikke har sovet siden 2010.)

* The Good
wife. 45 minutter pr. afsnit. Now we’re talking. Måske er det derfor, at de 90
afsnit tog under en måned at tygge sig igennem? (90 afsnit. Ffs, Linda. Læs en
bog, dit kulturignorante svin!)

* Anton. Højest og allermest. Apropos ingenting blev han klippet i går, og jeg
kan ikke komme over, at han a) har hår, og b) har hår med en struktur, der får
det til at se ud som om, han lige har redt det pertentligt igennem.
#TypenMedKamIBaglommen
 

En af de erfaringer, man godt ville have været foruden.

Jeg tror, at jeg har skrevet om
det før, men efter jeg har fået Anton, har jeg været nødt til at indføre
restriktioner på, hvilke nyheder, jeg må gå ind og læse på diverse nyhedssites.
Åbenbart kom jeg, i forbindelse med fødslen, til at flå overhuden af 80 % af
mit følsomhedscenter, hvilket har efterladt en klump blottet, råt kød, der gør
hvinende ondt, selv ved de mest fjerlette berøringer.

Lige nu er det dækningen af retssagen
mod Manden I Den Røde Bil, der under ingen omstændigheder må klikkes på, for
jeg går i stykker inde i hovedet, hvis jeg skal rumme tanken om, at den slags
trusler mod alt, hvad der er fint og godt i livet, går frit rundt og indånder
den samme luft, som min lille, tillidsfulde dreng.

Ikke mindst fordi truslen for
mig ikke er helt så abstrakt, som jeg ville ønske den var, fordi jeg selv som 9-årig var meget
tæt på at blive taget af en ”børnelokker”, som de hed dengang.

Mette P. og jeg var gået en tur
i Sædding Centret for at kigge på Barbier og brevpapir. Da vi havde drysset
rundt en times tid, og haft alle æskerne nede og beundre, gik vi mod udgangen, hvor
vi blev stoppet af en gammel mand. Jeg husker ham i hvert fald som gammel, så
han har nok været midt i 50’erne. Han spurgte, om vi ville hjælpe ham med at
lede efter hans kone, som var blevet væk. Jeg kan ikke huske, om Mette P. var
spejder, men jeg var, og jeg havde lært, at man skal hjælpe, hvis man kan.

Til at starte med fulgtes vi alle 3. Vi gik tilbage til legetøjsforretningen,
hvor både Mette og jeg fik nogle virkelig seje neonmærker, man kunne skrabe på
med en mønt og overføre til sine negle. Jeg fik 2 ark; nogle runde og nogle
firkantede. Jeg kan huske, at damerne i Dacapo kiggede mærkeligt på manden, da
Mette og jeg spurgte, om de havde set hans kone, men de gjorde ikke noget, og
de spurgte ikke, hvorfor 2 små piger gik og ledte efter konen til en mand, som
bare stod passivt i baggrunden og kiggede på.

Efter nogen tid foreslog manden, at vi skulle splitte os op. Den ene af os
skulle gå alene, og den anden følges med ham. Det var mere effektivt på den
måde, sagde han, for så kunne vi lede flere steder på én gang. Jeg startede med
at gå med ham, og der gik ikke lang tid, før han foreslog, at vi skulle gå over
og se, om hans kone var gået over til bilen. Jeg kan huske, at noget begyndte
at føles lidt mærkeligt – f.eks. at han ikke rigtigt kunne svare på, hvordan
Mette skulle finde os, hvis det nu var hende, der fandt den forsvundne hustru –
og derfor syntes jeg ikke, vi skulle gå uden Mette.

Resultatet blev, at vi
fandt Mette igen, for derefter at gå over til bilen alle 3.
Det er vel nærmest overflødigt
at skrive, at bilen var parkeret afsides, bag en hel masse træer.
Da vi stod ved bilen, syntes
han, at vi skulle sætte os ind. Et par småpiger som os måtte være trætte i
benene efter al den gåen rundt, og vi kunne jo ligeså godt vente på hende inde
i bilen, som han sagde. Jeg kan meget tydeligt huske, at det var i præcis det øjeblik, Mette satte
sig ind på bagsædet, at det gik op for mig, at det her var helt galt. Selvom
det føltes meget forkert at sige en voksen imod, insisterede jeg på, at
jeg ikke ville ind i bilen, og at jeg gerne ville hjem nu. Heldigvis var
han ikke den voldelige type, så efter nogle forgæves forsøg på at overtale mig,
fik vi lov at gå.

På vejen hjem lovede vi skamfuldt hinanden ikke at sige noget til nogen
(hvilket jeg, set i bakspejlet, nærmest har lyst til at græde over) men Mette
kunne alligevel ikke lade være, så om aftenen ringede hendes mor til mine
forældre, som blev helt mærkelige og stille. Jeg var så flov, så flov. Fornemmelsen
af at være den, der havde gjort noget forkert, var nærmest kvælende. Selvom mine forældre på ingen måde bebrejdede mig noget som helst, sad jeg alligevel tilbage med følelsen af, selv at være skyld i det, der næsten var sket.

Børns tillid til verden omkring
dem er en af de ting, der gør barndommen til det, den er: Et trygt sted, hvor nogen
altid sørger for dig og passer på dig, og hvor alle vil dig det bedste. Hvordan
lærer man dem at passe på alt, hvad der lurer derude af kryb, uden samtidig at
smadre tilliden til verden? Hvordan sørger man for, at de tager vare på sig
selv, når man ikke kan være der, uden samtidig at forpeste deres barndom med
mistro og angst?

Neonmærkerne gemte jeg bagerst i en skuffe.

Jeg brugte dem aldrig.