Mandagsblå.

Da jeg var yngre, kan jeg huske, at det optog mig meget,
hvorfor mine forældre ikke så flere venner, end de gjorde. Jeg kunne høre, at
det ikke var fordi vennerne ikke var der, eller i hvert fald havde været der; det
handlede heller ikke om dramatiske uvenskaber eller flytninger til udlandet –
men et par få undtagelser til trods, var de bare ikke rigtigt præsente i mine
forældres liv længere. Jeg kiggede rundt på den store skare af fantastiske
mennesker, jeg selv var omgivet af, og undrede mig over 1) hvordan det kunne
ske og 2) hvordan man kunne leve uden dem.

Hvis jeg skal være helt ærlig, havde jeg lidt ondt af mine
forældre.

Mine venner og jeg blev færdige på vores respektive ungdomsuddannelser.
Vi hang ved. Vi flyttede til de store studiebyer. Vi hang ved. Nye kom til, vi
fik kærester, gik fra dem igen, fik jobs, sagde dem op, blev gift, blev fyrede,
fandt nye jobs og arbejdede i udlandet. Vi hang stadig ved.

Så begyndte vi at få børn.

Og nu er det så, at jeg godt kan se, hvordan mine forældres
store venneskare stille og roligt svandt ind, uden at der egentlig var nogen,
der ville det sådan. For hvor er det svært at bevare den indsigt i hinandens
liv, det kræver at kunne bruge og bruges til noget.

I De Store Kriser er der ingen slinger i valsen; der ringer
man og råber ”HJÆLP!!” og så er der instant opbakning og kærlighed ad libitum
på stedet. Forfremmelser, familieforøgelser og bryllupper er også piece of
friendcake.

Det er alt det, der ligger ind i mellem, der er svært ad
helvede til.

Da vi havde al tid i hele verden til at følge med i
hinandens liv, vidste vi godt, at der var nedskæringer på Pernilles job, og at Mette
havde en tid hos lægen på tirsdag for at få tjekket den mystiske trækning ved
venstre øje. Vi vidste, at Emil og Line var i gang med at prøve at få børn, og
at det var lidt kritisk med Louises mor. Vi kunne spørge kvalificeret ind til
det hele, og være fede at snakke med, fordi vi var så hands-on med hele
projektet, at vi ikke – for at hjælpe – kom til at foreslå løsninger, som for
længst var afprøvede eller sige ting, der for længst var blevet irriterende at
smile høfligt af.

Jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen i min omgangskreds, når
jeg siger, at sådan er det ikke længere. For nogen. Alle, jeg kender, løber
lige nu så stærkt, at der kun er overskud til for alvor at følge med i livet
hos de mennesker, vi ser til dagligt. Og det er simpelthen så trist, synes jeg.

For behovet for, at nogen forstår og aer én på hovedet, når
verden er virkelig belastende, er der stadig.

I hvert fald hos mig.

I de her dage ville jeg f.eks. ønske, at det gamle netværk
var intakt, så jeg havde et sted at læsse af over, at min lille dreng ikke vil
snakke. Han har besluttet, at ’bonjour’, ’pirat’ og tallene 1-10 på engelsk, er
de eneste sproglige kundskaber, han behøver for at begå sig i livet. Og mor er
ked af det og træt, fordi det for det første er skidesynd for ham, at mange
ting bliver meget sværere, end de behøves at være. For det andet er der meget,
vi ikke rigtigt kan komme videre med, før man kan tale med ham om det. Fx at det
er en god ide at åbne munden hos tandlægen, i stedet for at lave en 10 minutter
lang imitation af Kaj-fra-Kaj-&-Andrea-er-fornærmet, for så at forlade
stedet med uforrettet sag. For det tredje er det ved at være belastende at
skulle indvie alle mulige mennesker, vi kun har perifer berøring med, i at han
er bagud sprogligt; at det er derfor han ikke svarer, og ikke for at være fræk.

Så når man endelig, endelig, ENDELIG får en tid hos
talepædagogen, og hun slutter seancen med at oplyse, at han er så dårligt
sprogligt kørende, at der ikke er noget for hende at arbejde videre med, så ”vi
ses om et halvt år”
– så savner jeg virkelig at få det snakket ud af systemet
ved at ævle om det med 7 forskellige mennesker over kaffe, de næste to uger, så
jeg kan trække vejret igen.

Men det virker uoverskueligt at starte den kommunikation op
long-distance, fordi historien efterhånden er så lang, og fordi der er så mange
detaljer undervejs, som har betydning for helheden.
Kort sagt kræver det for
meget energi at sætte den scene, det kræver at nå forløsningen.

Suk.

Nå. Men nu tror jeg, at min sunshine-and-rainbows
personlighed og jeg vil gå op og surmule ned i puden, så I andre slipper for at
få forpestet jeres mandag aften yderligere.

Må resten af ugen være en ironman gennem kage, champagne og
enhjørninge for os alle.

Godnat.

Er er egentlig stadig noget, der hedder ‘hockeyhår’?

Er det mig, eller er det lidt som om det er nu, man bliver
ramt af at være i gang igen? Sådan for alvor? Første uge efter ferien var der
bare lidt hyggepyller i krogene, mens jeg i sidste uge havde forbavsende travlt, og barnet
var RAHHsende, fra vi stod op til vi gik i seng. Her til morgen er jeg syg, jeg
har en to-do bunke, som det virker nemmest at måle i hele metre, og jeg er ikke
sikker på andet, end at Anton i eftermiddag viser sig at være stukket af med et
cirkus.

Ordet, jeg leder efter, er nok: ”Efterår”.

Nå, men nu er vi officielt sådan nogen, der går til
ishockey. Jeg havde på forhånd sendt en mail til en af dem, der står for det,
fordi jeg var lidt bekymret for, om man kan finde ud af det, når man er en
lille fyr, der bakser en del med sproget, og gerne vil lege vildt, men helst
alene. Havde fundet en mailadresse under et billede af en mand i fuldt
målmandsudstyr, hvilket kan få de fleste til at ligne noget, som dørmænd og
rockere ville gå i en stor bue udenom. Han ringede op, og kunne med bred,
esbjergensisk baryton fortælle, at det ikke var noget problem. Overhovedet. ”I
kommer bare. Det hele foregår i børnenes eget tempo. Vil han helst køre selv,
til han er tryg, gør han bare det. Og ellers er han meget velkommen til at være
med. Nogle gange leger vi f.eks
. ’Kom, alle mine kyllinger’”.

Så du ligner Jønke, taler som Dr. Phil og leger ’Kom, alle
mine kyllinger’?

Ja, jeg ved ikke med jer, men jeg døde af instant kærlighed til
alt, hvad der har med ishockey at gøre, lige dér.

I går var vi af sted første gang, og det var et hit. Dog
valgte vi, i stedet for kyllingelegen, at lege de to – knap så kendte –
børnelege: ”Hvad fanden mener du med, at jeg skal have hjelm på!?!” og ”Hvad
skal jeg med isrollatoren? Hit med en stav og en af de der små sorte tingester!” Logik og det
det faktum, at han ikke sådan rigtig kan komme fremad på skøjterne, bider ikke
på ham, den stædige, lille skid.

Men han elskede det, og det gjorde jeg også. Og så har han fået
sin egen lille termokande, så når vi er færdige, er der varm kakao til ham og
kaffe til moren; på den måde vinder alle.

The things we do for love…

En af de ting, der har været vigtig for mig, efter jeg har
fået Anton, har været ikke at smitte ham med mine fobier og dislikes. Han skal,
i det omfang det er muligt, selv have lov til at bestemme, hvad han mener om
højder, hunde og sild. Det betyder, at jeg på visse områder har været nødt til
at presse min personlighed ned i en ny og mere rummelig form; i hvert fald når
han kigger.

Inden jeg fik ham, var jeg en af dem, der hvinede så højt,
at man først opdagede, at jeg havde udsendt lydbølger, når jorden rystede under
hjorden af hunde, der kom dundrende over sletten, hvis en bi landede i nærheden
af mig. Og med ’i nærheden’ mener jeg i en diameter på 10-15 meter. Jeg var
ikke for fin til at binde min støvsugerslange fast til et kosteskaft, så jeg
kunne lægge behørig afstand mellem mig og den edderkop, jeg skulle støvsuge op,
og jeg havde aldrig behov for at foregive, at cirkus, gøglere og klovne ikke
gav mig lyst til at sætte ild til både dem og mig selv af raseri.

Nu vifter jeg hvepse væk med en bitch-please!-håndbevægelse.
Også når de sætter sig i mit hår. (Sætter de sig i Antons, går bevægelsen mere
over i Hasta la vista. Baby.) Når jeg ser en edderkop, tager jeg den afslappet,
men bestemt med 40 ark køkkenrulle og går ud og skyller dem ud i toilettet
(fordi jeg så kan lave AD!AD!AD!-dansen på badeværelset, hvor Anton ikke kan se
mig), og jeg har flere gange udsat ham for klovne iført min hahaha-prøv-at-se-hvor-sjovt-personlighed.

Indtil nu har han været fuldstændig ligeglad.

….

I fornemmer godt, hvor det her bærer hen, ikke?

For i dag har vi været på havnen, hvor der er Tall Ships
Race. Masser af kæmpestore, fine, blankpolerede skibe, der bare ligger og
venter på, at man border dem og begynder at udforske.

Vi kom, vi så – og vi trak på skuldrene. Ikke specielt
maritimt anlagt, åbenbart.

Og her kunne historien så være endt, hvis ikke det var fordi,
der overfor skibene var et kæmpeområde fyldt med gøgl, cirkus og alt, hvad
dertil hører.

Jeg slæbte ham derfra efter 2 timer.

Med en brochure i tasken.

Og en tilmeldingsblanket.

Til cirkus.

For ja. Selvfølgelig kan man gå til det.

SelvFØLGElig kan man det.

2 timer. Hver mandag.

Vi ses dernede.

Det er mig med vodka i vandflasken.