Nogen, der så, hvor de sidste 3 uger blev af?

For jeg skal da LIGE love for, at tiden går ekstra hurtigt,
når man holder ferie.

Vi tog 2 uger herhjemme, og gjorde derefter sidste års
succes til en officiel tradition og tog en uge til Aarhus. Denne gang
akkompagneret af min søde Esbjergveninde Lene og hendes lille Emil, som hun
også har valgt at få selv. Det var outstanding. Der kan ikke siges nok godt om
de to mennesker, og om at være på ferie med en, der lever fuldstændig, som man
selv gør – og som oven i hatten også har fået bestilt modellen med den fuldstændigt
umulige døgnrytme.

Eller om at være tilbage i Aarhus.

Alt var godt ved den ferie. ALT.

Den eneste anke jeg har til hele feriekonceptet er, når den
slutter, og hverdagen, som en vred, massiv egetræsdør, igen rammer én lige i
face. Jeg har det nærmest som om, jeg lige er vågnet efter en lang koma, og har
flere gange taget mig selv i at kigge mig overrasket omkring i mit eget liv.

Så.
Da hverken hjerne eller lemmer vender rigtigt, får I derfor lige en lille liste
at komme i gang på igen.

Ting, jeg har glemt i løbet af ferien:

* Samtlige kodeord. Til alt. (LANG søndag aften med
stress-sved på læben over blankt afvisende arbejdsmobil.)

* At jeg har en blog. (Sorry.)

* At jeg har et arbejde. (Mere sorry.)

* Hvordan man udfører dette arbejde. (Helt sikkert allermest
sorry.)

* Hvordan man laver mad. (Aarhus = sushi)

* At nogen har glemt at kode min DNA-streng med forbrænding.
(*suk*)

* Hvor helt igennem røvsygt og træls det er at smøre
madpakker.

* Hvordan man går i sko.

* Hvordan støvsugeren fungerer.

Ting, jeg til gengæld har husket:

* At drikke riiiigeligt med vin.

* At smide hvad der svarer til BNP’et for et mellemstort
afrikansk land hos hhv. Emmerys, Sashimi og Klostergrønt i Aarhus.

* At drikke riiigeligt med kaffe.

* At smøre solcreme på både mor og barn. Hver dag. Hvilket
jeg faktisk godt vil bede om en medalje for, nu du spørger. For SATAN, det barn
har temperament!

* At spise trøfler 6 forskellige steder fra og rate dem.
(Spar dig. Jeg er immun overfor udtrykket ”affaldskage”)

* At se upassende dårlige serier på Netflix til langt ud på
natten med undskyldningen: ”Det er alligevel ALT for varmt til at sove!” (Alle,
der heller ikke synes, at de falder uden for målgruppen ’15-18-årige’, hånden
op?)

* At lære 21 ud af 31 af Hr. Skægs alfabetsange. (.. så ..
ja… Måske mere ”er blevet pålagt” end ”har husket”)

* At vinde 5 liter sprinklervæske på et skrabelod. (Den
stikker du bare, hvis du kan #bringiton)

 
Skal vi sige, at vi lige skrives ved, når hjerne, tanker og
livet generelt er ved at være oppe i omdrejninger igen?

Godt så.

Life’s what you make of it.

I sidste uge sad Anton og jeg og spiste rundstykker med
blåbærmarmelade hos mormor og morfar. Jeg er ellers ikke marmeladetypen, men
den her var virkelig overordentlig god. Som altid er jeg ude af stand til at
mene noget i stilhed, og vi kom derfor til at tale om en af mine mors
kolleger, og hendes forhold til marmelade. (Vi lever på kanten i vores familie.)
I de 22 år hun har haft børn, har hun hver eneste weekend spist stikkelsbær- og
appelsinmarmelade, som hun ikke synes specielt godt om, fordi hendes sønner og
manden ikke kan lide de mørke marmelader, som Ketty elsker.

Siden er min hjerne flere gange gået helt i stå over, at man
i stedet for 6 gange om året at ofre de 30 kroner et glas marmelade
koster, på sig selv, sidder og kører giffel efter giffel ind med det
næstebedste af slagsen.

I 22 år.

 Hold KÆFT, et spild
af livskvalitet, morgenmad og marmelademadder.

Jeg ved faktisk ikke, om jeg for 10 år siden ville have
tænkt så meget over det, men nogen gange er det som om, det samme tema går igen
flere steder i ens liv; at alle historier man hører, og alle udfordringer man
snubler over, udspringer af samme grundproblematik, som man bliver nødt til at forholde sig til og prøve at løse, før man kan komme videre. For et par år siden var det
ærlighed, og hvordan man doserer den, jeg blev ved med at blive konfronteret
med; både i mine venskaber, i mit arbejdsliv og på familiesiden, mens jeg det
sidste halve år har fundet et element af afvejning og livsimpact i alt, hvad
jeg møder.

Jeg har altid haft meget temperament, og jeg har brugt flere
nætter end jeg gider tænke på, på at ligge og stirre rasende op i loftet over
indbildte fornærmelser, andre menneskers dumhed og irritationsmomenter, sådan
helt generelt. Men hold kæft, hvor har jeg været træt af det. Træt af, at jeg lader
petitesser og ligegyldigheder forgifte hele dage, og forpeste mit liv med
negativ energi, der ikke bidrager med noget som helst, men som stadig klipper
dage af det store målebånd.

Derfor begyndte jeg sidste år at øve mig i at bevare perspektivet.
Og jeg ville ønske, at jeg kunne bryste mig af at være i stand til at hæve mig
over arrigskaben med overskud og næstekærlighed alene, men jeg har haft brug
for tre konkrete spørgsmål for at få det til at virke.

1) Ville det her stadig have betydning, hvis jeg fik et
rigtigt problem? Som i: Hvis jeg i eftermiddag fik en forfærdelig besked om
sygdom eller ulykke, ville jeg så ønske mig tilbage til i morges, hvor det
største problem i mit liv var, at nogen havde lagt en modbydelig kommentar på
bloggen? 98 % af alle problemer dumper her. Heldigvis.

2) Går jeg stadig op i det om en uge? Selvom det ikke
umiddelbart fjerner raseriet, er det faktisk som om, det bliver lettere at
acceptere, at det fylder her og nu, fordi jeg ved, at det bare lige skal have 24
timer til komme igennem systemet.

3) Kan jeg på nogen måde aflive/forkorte levetiden af
dramaet? For at bruge eksemplet med hater-kommentarer igen: Jeg besluttede
simpelthen at holde op med at svare på dem. For selvom det gav et kort øjebliks
tilfredsstillelse at slå igen, tog jeg mig selv i efterfølgende at tjekke
mails hele tiden for at se, om der var kommet et svar. Og hvis der var, kunne
vi køre cirklen igen. Og igen og igen og igen. Og på den måde havde en fremmed,
fuldstændig ligegyldig person, der ikke ville mig noget som helst godt,
pludselig fået lov at suge glæden ud af op til flere dage.

Det virker. Hvilket jeg er ret taknemmelig over, for på mine
gamle dage er det blevet vigtigere for mig at være glad – og at passe på
glæden. Særligt efter at Lene er død. Det giver en ordentlig lussing af et
wakeup call at opdage, at man ikke må tage tiden så meget for givet, at man pisser
den væk på ligegyldigheder.

Derfor skjuler jeg idag folk på facebook, hvis deres statusser
altid trykker på mine knapper.
Derfor flytter jeg idag folk udad i cirklerne – eller
slipper dem helt – hvis de konsekvent tager mere energi, end de giver.

Og derfor sætter jeg aldrig mere tænderne i et stykke brød med
dårlig marmelade.