Boys will be boys.

For meget, meget længe siden læste jeg et indlæg et sted,
som jeg desværre efterfølgende har glemt hvor var, at der i de fleste kvinders
øjne er mere prestige i at få drenge, end i at få piger, når man får børn.

Det blev fremsat i en bisætning, som om det var almen viden,
at det er sådan, det forholder sig.

Og eftersom jeg har glemt, hvor jeg læste det, er det
muligt, at jeg nu træder nogen, jeg kender over tæerne, men jeg tænkte virkelig:
”Hold da kæft, noget ævl!” Ud over at jeg aldrig var stødt på påstanden før,
syntes jeg virkelig oprigtigt heller ikke, at jeg nogensinde havde set tegn på,
at det var sådan, virkeligheden skulle se ud, hverken i min omgangskreds, eller
i den store verden udenfor denne. (Breaking: Kina er ikke længere en del af verden.)

Men tanken har spøgt i mit baghoved siden, og måske er det,
fordi man ser søm alle vegne, når man har en hammer i lommen – men faktisk
synes jeg at have bemærket, at der er forskel på, hvordan mødre til drengebørn
og mødre til pigebørn fremstiller deres (vores) roller på de sociale medier.

For på en eller anden måde er det, som om vi drengemødre har
gjort en identitet ud af at være netop det; drengemødre. Ikke bare mødre, men
*drenge*-mødre. F.eks. blev der på FB forleden ivrigt delt en artikel om “10 ting, som mødre til drenge skal vide”, og jeg har
også bidt mærke i, at der huserer en del hashtags, som henviser til, at det er
drenge, man har, og ikke bare børn.

Jeg har endnu til gode at se noget tilsvarende for
pigemødre. (Og her er det sgu tankevækkende, at jeg når at stoppe op og tænke: ”Hedder
det det? ”Pige-mødre”? inden jeg skriver videre.)

Det fik mig selvfølgelig til at spekulere på, hvorfor det er
sådan. (Hvis det er det. Jeg er stadig åben for tanken om, at det bare er mig,
der ser syner.)

Og selv om jeg på ingen måde opfatter mig selv som feminist
i traditionel forstand, så kom jeg til at spekulere på, om det virkelig stadig
er tanken om, at mænd er mere værd end kvinder, der påvirker os? For så langt
tilbage jeg kan huske, har det været et tegn på coolness, hvis man er en af
drengene. Det er sejt at være den kæreste, der gider bruge en søndag på at
spille X-box, og fuck, om kærestens venners kærester kan lide dig; det
vigtigste er, at hans venner kan. Hvis du er en af drengene, drikker du øl af flasken,
er på fornavn med feltet i Tour de France, og giver de andre drenge ret, når de snakker om, hvor fnidret og hønset, det
hele kan blive, når der er for mange kvinder til stede. Du er ok med stripper
til fodboldjulefrokosten, og du forstår, hvorfor han skal i sommerhus og være
drengerøv 4 gange om året.

Hvis det er sådan, du er, er du i manges øjne virkelig,
virkelig cool. Og hvis du mener, at jeg tager den for langt, vil jeg bede dig
sætte dig ned og lytte til et par Mads & Monopolet podcasts, hvor stort set
alle dilemmaer, der handler om noget, som alle mine veninder – og jeg selv –
ville synes var pishamrende irriterende og langt over en hver rimelig grænse,
bliver gjort til, at kvinden sidder på manden, og vil bestemme det hele, mens
hun leger far, mor og børn.

Hvilket bringer mig tilbage til børnene: Måske er det fordi, man synes, at man er lidt tættere på
at være en af gutterne, når man har fået drenge, at de giver din rolle som mor
mere værdi? Fordi man pludselig er en del af inderkredsen, og laver drengeting,
og på de sociale medier kan flashe en hverdag fuld af blod, snot, sved og
skidt? Og kan tage det uden at pibe?

Eller hvad?

Jeg kunne faktisk rigtig godt tænke mig at høre, hvad I
tænker om emnet, uanset om I har piger, drenge eller hunde; hvis bare I har en holdning – og tid og overskud til at skrive
den – må I meget gerne smide en kommentar.
Tak:)

Åh mandag. Du er stadig en so.

Jeg ved ikke, om Nogen Deroppe læste indlægget fra i lørdags
og tolkede det som et udtryk for, at jeg savner spænding i hverdagen. Hvis det
er tilfældet, er der umådeligt behov for en forventningsafklaring ift. hvad vi
hver især opfatter som spændende.

For i går skulle jeg til møde i Aarhus, og ville derfor lige
smide en nat-taske til Anton forbi mine forældre. Da jeg trådte ind i
bryggerset, studsede jeg over, at mine forældre – de mest ordentlige mennesker
i hele Nordeuropa – havde ladet et skab stå åben.

Blev enig med mig selv om, at min far nok havde sprøjtet for
myrer.

Da jeg trådte videre ind i køkkenet, blev det endnu mere
mærkeligt, for der havde de *også* ladet flere skabe stå piv-åbne.

Ja, jeg er åbenbart det, der i gamle dage hed ”lidt tilbage”
for det var først, da jeg kom ind i gangen, og dermed fik frit udsyn til en
stue, et soveværelse, et badeværelse og et gæsteværelse hvor alt – A.L.T. – var
raget ud, hevet op og smidt rundt, at det gik op for mig, at de havde haft
indbrud.

Den opbrækkede dør, de åbne vinduer og store, beskidte fodaftryk
overalt gave it også lidt away.

Som alle regler foreskriver, begyndte jeg selvfølgelig straks
at tude. Goes without saying.

Rystet i min grundvold fik jeg fat i mine forældre og i
politiet, og gik ud for at høre, om nogen af naboerne havde set noget. Det var
der desværre ikke nogen af dem, jeg fik fat i, der havde.

Men.

Da nabokonen senere kom hjem, kunne hun oplyse, at hun havde
set 3 mænd, der havde en lidt mistænkelig adfærd. Den ene havde blandt andet
siddet længe på el-kassen mellem hendes og mine forældres hus og talt i
mobiltelefon.

”Kan du beskrive ham for politiet, tror du?”

”Ja da. Men jeg tog også et billede af ham, hvis det er?”

!?!

Jamen, det tror jeg da vist nok lige, at det er! *smæk-kys*

Seriøst: Da jeg for 20 år siden havde indbrud i min
lejlighed, var jeg bange, og sov med en kniv ved siden af sengen
de næste mange uger.

Den her gang er jeg bare RASENDE!! Overvejer kraftigt at
sige mit job op, smide en kølle og en høtyv i bilen og dedikere mit liv til at
tracke dem ned og smadre dem. Alternativt at tager permanent ophold i foyeren
på Christiansborg og lobbye for genindførsel af dødsstraf.

For fanden mand, hvor er det bare ikke i orden!

Og det værste er, at der bare ikke rigtigt er nogen steder
at gå hen med den vrede, for for dem er det jo for fanden bare et slags
alternativt 8-16-job, og så længe, der er aftagere til halve parfumer, brugte
iPads, der ikke kan opdateres, og smykker, som betyder alt for den, der mangler
dem, og intet for dem, der køber dem, så er det bare et spørgsmål om tid, før
flaskehalsen peger på dit hus.

Jeg gider faktisk ikke ret godt, at det er blevet med dit
hjem, som det altid har været med dit telt, når du er på festival; du skal ikke
efterlade noget derinde, du gerne vil se igen.

Passér gaden – intet at se.

Synes lige, det var tid til at stikke hovedet ud og sige
hej, selvom jeg egentlig ikke rigtigt har noget at sige. Dagene herhjemme går
med at udstråle ro og absolut tystnad, fordi de i Antons børnehave har rotter;
det betyder, at man har været nødt til at lukke 2/3 af huset ned, mens dét
problem bliver løst, og samle alle børn og voksne i den sidste 1/3 af huset.

Hvilket betyder, at de de sidste 14 dage har været 110
personer i et hus, hvor de plejer at være 30, så Anton skifter lidt imellem at
løbe manisk rundt på væggene, og være ét, stort, trodsigt ”NEEEEEEEEEEJ!!!!!!!!!!!!!!!!!”der
hænger om mit ene ben, når vi kommer hjem.

(”Der kan godt være *lidt* længe fra kl. 14.30 til sengetid”
mumlede moren nede fra kaffekoppens dyb.)

Ikke rigtig de bedste betingelser for store tanker om livet
og kærligheden, eller skarpe kommentarer om livet ude i den virkelige verden.
Har med et halvt øre fanget, at vi (igen) er sure på Lars Løkke, og at det (igen)
er kommet bag på nogen, at kändisser får spons og fryns og reklamerer for det
på de sociale medier. (Måske er det i virkeligheden kun Medina, der får ting og
sager smidt i nakken, for det er altid hende, de nævner?)

Har ikke engang gidet at overveje at hidse mig op over det.

Så. Som sagt. Jeg ville ikke noget. Bare lige vinke og sige
hej.

I øvrigt:

– Ville jeg ønske, at vi kunne få et andet busselskab i
Esbjerg end ”Tide Busser”. Hver gang – H.V.E.R! gang – jeg ser én, sætter
stereoanlægget i mit hoved singlen ”The tide is high, but I’m holding on” på i
Atomic Kitten-versionen. Jeg har ikke ord for, hvor belastende, det er.

– Har jeg opdaget én ting, som er mere irriterende end
uopfordrede, gode råd, og det er uopfordrede gode råd, som er nytteløse. Fik nakket
mine sko i træningscentret i går (er stadig RASENDE!), og efterfølgende har jeg
fået følgende kommentar et sted mellem 770 og 1000 gange: ”Havde du ikke låst
dem ind i dit skab? Du skal ALTID låse ALLE dine ting ind i dit skab.”
Tak. For
fucking ingenting og hån.

– Glæder jeg mig til at møde tyven. Det er nemlig sådan, at mine
løbesko er en herremodel, fordi jeg er handicappet på fødderne, og derfor skal
have særlige såler i skoene, hvilket er nemmere i en herremodel, fordi den er
bredere i det forreste stykke. Så. God fornøjelse med at være den pige, der
stiller ubemærket i *mit* fitnesscenter et par små herresko med håndlavede
specialsåler fra Sahva. *afsikrer gevær*

– Har jeg fået at vide, at jeg ligner den norske
håndboldspiller Heidi Løke. Det her er en af de gange, hvor jeg faktisk godt
selv kan se det. (Modsat Trine Dyhrholm og Ditte Gråbøl-sammenligningerne
(wtf!?))

– Har jeg oprettet en gruppe på FB, der hedder ”Nem og billig
aftensmad”. Den er pivåben, og fuld af søde mennesker og gode ideer, så kig
endelig forbi.

– Havde jeg meget mærkelig oplevelse i morges, da jeg var ude
og løbe. Vi har sådan et stisystem hernede, der egner sig godt til den slags, og da jeg kommer til et sted, hvor flere stier render sammen, ser jeg
en anden løber komme susende. Mit bud er, at vi får øjenkontakt, men da jeg
ikke har mine briller på, vil jeg ikke sætte penge på det. For at være på den
sikre side, sender jeg derfor et forpustet ”Morn!” afsted i hans retning, inden
jeg drejer ind af en ny sti. Et minut senere løber han op på siden af mig, og
falder ned i mit tempo. Prøver først at udstråle ”Ja, haha, morn morn og
fortsat god tur”
, men han bliver hængende. Da jeg har skævet til ham nogen
gange, synes jeg ligesom, at jeg er nødt til at tage mine earplugs ud, hvilket
han tager som en invitation til at starte en længere samtale. Så der løber jeg, med Foo Fighters
i hænderne, høflig ”kender-jeg-dig-fra-fitnesscentret/kan-jeg-hjælpe-dig-med-noget?”-attitude,
og meget(!!) pæn mand på fløjen, og han har tilsyneladende ikke travlt. Efter 2
km (hvor jeg er ved at brække mig af at sludre ubesværet og løbe væsentligt hurtigere end
post-sommerhus-og-rigelige-mægnder-af-alkohol-formen på nogen måde tillader)
drejer han fra igen, og jeg aner simpelthen stadig ikke, hvad det var?? Gør vi
det? Slår følge med andre på den måde? Bryder det ikke hele det
lone-wolf-kodeks, løb går ud på?

– Er jeg ved en frygtelig fejl kommet til at se Hart of Dixie
på Netflix, og er i den forbindelse blevet forelsket i bartenderen på 25. Hvis
nogen har et ledigt øjeblik, må de godt lige ringe til mig og råbe: ”DU ER 37!!”

Ebeltoft. Kom indenfor, Ebeltoft. (Mel: Æblemand, Red.)

Siden i fredags har jeg været i sommerhus i Ebeltoft, og jeg
har det som om, jeg er en telefon, der har været en tur i opladeren. En lidt
tyk telefon, for jeg glemte desværre mit mådehold herhjemme, og har således fulgt
den skønne og alligevel lidt ærgerlige diæt High Carb High Fat. Hvis der er lakrids,
brød eller alkohol tilbage i Ebeltoft er det ikke min skyld.

Sommerhuset lå omkring 100 meter fra stranden, og det tog
under 4 timer for Anton at lære at hoppe i gummistøvler og proklamere at: ”Anton
på stranden!”
hvor vi har fået tiden til at gå med at fiske efter hundestejlere
(heldigvis fangede vi ingen, for så ville jeg være kommet lidt til kort – hvad
er det egentlig meningen, at man gør med dem, når først man har fanget dem?)
at lege med den nye krabbestang, og med at falde i vandet. I et anfald af natur-symbiose,
blev det mig også pludselig magtpålæggende at (gen)lære at slå smut, men det
stoppede meget hurtigt igen, da jeg – uden helt at vide hvordan det skete – fik
tyret en sten lige i face på Anton.

Vi var en tur i Skandinavisk Dyrepark, der var rigtig fin,
men som alligevel gav mig lyst til at blive sådan en, der boycotter den slags
steder; jeg bliver sgu altid så trist over at kigge på dyr, der er hevet ud af
deres naturlige habitat og placeret i noget, der – selvom det er stort – ret
beset er et bur.

I et anfald af sindssyge kom jeg til at tro, at vi var sådan
nogen, der gik på museum, så Fregatten Jylland fik også et skud. Jeg har det
lidt stramt med højder, og Anton viste sig at have det svært med sømænd, der
får amputeret deres ben, så efter 14 minutter tømte vi deres fryser for is og
skred igen.

Aftenerne gik med grill og rødvin, Frozen på repeat og
krabbefiskeri fra hemsen, og det var lige, hvad vi trængte til.