Punktum.

Når man har en blog som min, hvor man skriver om det, der
ligger én på sinde, stort såvel som småt, er der nogle emner, man næsten kan være
fristet til at styre udenom, fordi man simpelthen ikke ved, hvordan man kommer
tilbage, hvis man først går ned ad den vej.

Og når man vælger at blogge om sorgen over at miste en veninde
til kræften, kommer der et tidspunkt, hvor det kommer til at føles virkelig
mærkeligt at skrive om, hvor pisseirriterende det er at pille et kogt æg, når
det er et af dem, hvor skallen bare ikke gider af. Om det er fordi, jeg er bange for at I, eller jeg selv vil finde det
kunstigt og forkert, ved jeg ikke længere.

Så hvordan kommer man videre? Svaret er nok, at det gør man
bare. Ved at skrive det næste indlæg, der falder ind i hovedet på én, uanset
hvad det måtte handle om .

Men inden jeg gør det, har jeg brug for at skrive et sidste
indlæg om Lene. Hun ville være fyldt 42 år i dag, og da jeg i går faldt over en
lille engel hos en lokal glaspuster, virkede det rigtigt at købe den som
fødselsdagsgave til hende.

Vi begravede hende i fredags. Det var en smuk dag, og præsten,
som var den samme, som døbte Aksel, holdt en tale, som jeg tror, Lene ville
have sat pris på. Jeg havde fået tildelt den store, forfærdelige ære at være en
af dem, der hjalp med at bære kisten ud, og det er både de længste og de
korteste 50 meter, jeg har gået i mit liv. Men vi fik sendt hende så fint af sted,
og efterfølgende fik jeg kvækket mig igennem min tale til hende, hvilket betød
meget for mig; både fordi jeg håber, at hun lyttede med, men også fordi jeg
gerne ville, at hendes familie fik lov at høre, hvor afholdt hun var af
mennesker, der ikke af blodets bånd var forpligtet til at holde af hende.

Efterfølgende er jeg så blevet virkelig overrasket over,
hvor meget jeg havde forventet, at hun ville være her igen, når vi var igennem
det her. Jeg ved godt, at jeg lyder som om, jeg er 5 år, men åbenbart havde min
hjerne forventet, at vi bare lige skulle have Det Værste overstået; så ville vi
alle sammen – Lene inklusive – kunne lægge det bag os og komme videre.

Det viser sig jo så naturligvis ikke at være tilfældet, og jeg
kan næsten ikke trække vejret over, hvor forkert billedet ser ud, nu hvor Lene er
retoucheret væk.

Jeg. Fatter. Ikke at hun er borte.

Så hvordan kommer man videre med livet og hverdagen, når
begge dele pludselig føles lidt stive, skæve og fremmede? Svaret er nok, at det
gør man bare. Ved at sætte den ene fod foran den anden, og bevæge sig langsomt
væk fra fortiden og ind i fremtiden, hvad den end måtte bringe.

Og ved at værne om minderne, man får lov at tage med.

Hvil i fred, Lene.

I går, søndag, sidst på eftermiddagen, sov Lene
stille ind på Hospice Djursland.

Jeg har kendt hende det meste af mit voksenliv. Vi har revet
Skanderborg fra hinanden adskillige gange, siddet i mørket i bøgeskoven og holdt vagt, og plaget livet af diverse nattevagtschefer for at få kravebårne walkie
talkies.
Vi har kørt en million spinningtimer sammen, flyttet en hel lejlighed,
bare hende og jeg, og sammen kigget misbilligende, når nogen stavede ”sgu” med
k, eller udtalte det Smuuties. Hun havde en tankegang og en humor så sort, som
de uendelige mængder af kaffe, vi drak, og en latter så boblende som champagne.
Jeg
har aldrig i mit liv set nogen være så gravid, som hun var, da hun ventede sin
lille dreng, og hendes hjerte har alle dage banket mest for ham og for dem, der
var afhængige af andre. Kræften tog et af de bedst begavede mennesker, jeg
nogensinde har kendt, og jeg kommer til at savne hende noget så frygteligt.

Mine tanker går til Mikkel, lille Aksel, Lenes mor og hendes
søstre.

Æret være Lenes minde.

The beauty of small things.

En af de mange måder hvorpå det har påvirket mig, at Lene har fået kræft, er at jeg har bokset meget med yolo-syndromet.

Når man ser et menneske, man holder af, blive afbrudt permanent, lige midt i alting, får man en umådelig trang til at mase alt godt ud af livet HELE tiden, og jeg har nærmest været ved at brænde sammen oveni hovedet over den kroniske nødvendighed af at foretage de daglige gøremål. På en underlig måde har jeg følt, at jeg skylder .. nogen .. at sige mit job op og rejse ud i verden. Få set noget. Gjort noget. Gøre hver dag til en epokegørende tidslomme af forskel. At det er sløs af værste skuffe at bruge dyrebart liv på bare at vaske tøj, løbe en tur eller se Turbo med Anton for 1000. gang.

Har sgu nærmest fået stress og skyldeksem over min almindelighed og manglen på planlægning af vilde, grænsesøgende ekstremoplevelser i mit liv.

Men de sidste par nætter har jeg tænkt meget over noget: Jeg tror, der findes to slags mennesker: Dem, der lever på forventet efterbevilling, og dem, der har svært ved at ofre det små for det større. De første er dem, der kan leve af at sutte på en sten i månedsvis, fordi de sparer op til at tage 3 uger til Cuba, hvor de ligger i hængekøjer og drikker god rom og nyder livet i fulde drag. De andre er dem, der har brug for, at hverdagen er rar at være i, fordi det er den, der er mest af.

Jeg hører ubetinget til de sidste. Jeg bliver aldrig hverken tynd eller rig; min evne til at ofre nuet for fremtiden er simpelthen for dårlig. Og hvis jeg endelig en enkelt gang formår at spille på den lange bane, er jeg nærmest ikke i stand til at sætte pris på præmien, når jeg får den, fordi jeg synes, at mine ofre betyder, at jeg skal STOR-SKAM-NYDE den hele-hele-hele tiden, og derfor ikke synes, at suset er vildt nok.

Så i nattens mulm og mørke spekulerede jeg på, at det måske i virkeligheden ikke handler om at gøre de rigtige ting, men at gøre tingene rigtigt. Hvis det ellers giver mening for andre end mig selv? For jeg er faktisk god til at føle lykke over at gå på bare tæer over et nyvasket gulv, og over at leve et liv, hvor jeg ind imellem vågner midt om natten, og verden er reduceret til lyden af regn på mine skråvinduer og Antons stille snorken. Jeg stopper op og tager mig tid til at bemærke det, de morgener, hvor min kaffe er fuldstændig perfekt i både styrke og temperatur, eller når jeg kører bil i skumringen, og mit sind falder til ro, og jeg får fornemmelsen af, at alt stadig er muligt. Jeg glæder mig hver eneste dag til at hente Anton, og får stadig nærmest stød af ren, primal glæde, når han får øje på mig tværs igennem lokalet, og glædestrålende råber: ”MUAR!!” mens han løber mig i møde.

Og selvom det er alle klicheers uudholdelige, bedrevidende moder, så nåede jeg frem til, at der er meget sandhed i, at det, der er vigtigst er, at man er til stede i sit eget liv. Her og nu. Uanset om det så er i en hængekøje på Cuba eller siddende med morgenkaffen i sit køkken i en billig stol fra Ikea. At sætte pris på de små ting – men samtidig også prøve holde fast i, at man ikke behøves at elske at gøre rent eller at købe jeans; det må og skal være ok, at der er nogle ting, der udgør kontrasten, så man kan glædes over de rigtige ting. Hvis man skal tvinge sig selv til at føle intens glæde over alting hele tiden, fordi benchmarket konstant er, at det for mennesker som Lene ikke længere er muligt at vaske op, overbelaster man nettet i en grad, så det kortslutter.

– hvilket jo er det fuldstændig modsatte af, hvad målet med hele øvelsen var.

Så. Fordi det er fredag, og godt må være lidt stort og højloftet: Må I alle have en fantastisk weekend og finde zen i, hvad I end har valgt at fylde i den.

Skam dig, Christopher Arzrouni.

På Etisk Råds hjemmeside kan man
læse, at: ”Det Etiske Råd rådgiver og skaber debat om bioteknologi, der berører
menneskers liv, vores natur, miljø og fødevarer. Rådet arbejder endvidere med
etiske spørgsmål, der knytter sig til sundhedsvæsenet.”

Jeg håber meget, at det er fordi medlem af Etisk Råd Christopher Arzrouni er blevet sat til at sørge for den
debatskabende del af arbejdet, at han har skrevet kronikken: “Nyt lovforslag om juridisk kønsskifte er det rene nonsens” i Politiken i
dag; jeg ville finde det svært beskæmmende grænsende til det krænkende, hvis
han får lov at deltage i rådgivningsarbejdet.

Kort fortalt handler artiklen om, at regeringen har fremsat
et forslag, der skal gøre det nemmere for dem, der gerne vil, at skifte juridisk køn. CA starter med at
konstatere, at “seksuel frihed er en vigtig sag. Også for minoriteter”. Herefter
går det meste af artiklen egentlig bare ud på at liste de steder i samfundet, hvor
transkønnede mennesker har tænkt sig at udnytte muligheden for at skifte
juridisk køn, så de kan lure på det modsatte køn, og snyde i sport, og på at harcelere
over, hvor urimeligt det er, at resten af samfundet skal tvinges til at tage
hensyn til en lille gruppe af mennesker på baggrund af noget – kan jeg forstå –
lidt pjattet føleri.

Det har jeg lige et par kommentarer til.

For det første: Fin ting at starte med at gøre det til noget
seksuelt. Det skal nok lette livet for de børn, der helt fra starten er
bundulykkelige over at blive presset ned i kasser og tøj, der føles helt
forkert.

Og for deres forældre.

For det andet: Helt rimelig og sandsynlig antagelse, at en
heteroseksuel mand af den slags, der går 12 af på dusinet, vil gennemgå den
lange proces, det *helt* sikkert ender med at blive at skifte juridisk køn i systemdanmark,
for derefter at melde sig til kvindefodbold, så han kan få lov at komme med i
baderummet og glo på bryster hver torsdag aften.

For det tredje: Glimrende ide at stå fast på, at man SKAL
opereres for at få lov at skifte køn. Så er vi sikre på, at de mennesker,
der helt fra barnsben har vidst, at de var blevet udstyret med den forkerte
emballage *rigtigt* kan tævet psyken igennem, til de fylder 21 og endelige ifølge
lovgivningen kan få lov at komme under kniven.

– hvis da ellers den hær af psykologer og eksperter, der vikarierer
for Gud, siger ja.

Og endelig: Godt, at nogen taler flertallets sag. Det er os,
der har det svært her, og som har brug for, at nogen står op for os. Christopher Arzrouni kommer godt
nok ikke lige med et konkret eksempel på nogle af de mange situationer, hvor alle
vi stakkels mennesker skal besværes med andres indbildte køn, men pyt med det. For
som han skriver:

“Det er en uting i det moderne
samfund, at man belemrer sine omgivelser med krav om, hvordan de skal indrette
sig. En ting er, at man selv har personlige problemer. Det skal ikke give en
ret til at diktere resten af samfundets adfærd.”

Etisk Råd, mine damer og herrer.

Men sjovt, at du lige bringer ”personlige
problemer”
op, Christopher Arzrouni .  

For det giver mig lyst til at sige til dig:

Det er en uting i det moderne samfund, at man belemrer sine
omgivelser med krav om, hvordan de skal indrette sig. Én ting er, at du selv
har et personligt problem med det. Det skal ikke give dig ret til at diktere
resten af samfundets adfærd.