Det er os, der står herude og banker på. Med støvlespidserne, fordi vi ikke tør slippe med hænderne, for så falder vi.

Som de af jer, der har læst med et stykke tid, ved, så har
jeg et barn med en meget høj grundspænding. Al gang foregår i løb, og det
olympiske motto ”Hurtigere, højere, stærkere” er løst baseret på Anton.

Inden jeg fik ham, havde jeg planlagt, at han var et stykke
hyggeligt tilbehør, der lige kunne sidde helt stille og dimse med noget Lego,
mens jeg trænede og var huslig, og når jeg så var færdig, kunne vi lægge et
puslespil eller slentre en hyggelig tur, mens jeg drak en kop kaffe to go, og
Anton faldt i staver over solens spil i trætoppene.

Pinks ”Stupid girl” er løst baseret på mig.

Men da jeg er så dårlig til at lege, at det nærmer sig et
handikap, passer det nok i virkeligheden fint, at vi har bevægeglæden til
fælles. Udfordringen har bestået i at finde noget, som vi begge to kan holde
ud, og hvor ingen kommer decideret galt af sted, eller mister forstanden af
kedsomhed.

Vi bruger svømmehallen flittigt, og cykler stierne tynde på
løbecyklen, men i netværkets hellige navn, har jeg prøvet at supplere med noget,
hvor vi går fast på et hold. De sidste to år har vi gået til gymnastik, hvilket
altid har givet mig en udpræget lyst til at bunde en flaske rødvin, i det sekund
vi kommer hjem; jeg er ikke i tvivl om, at der rundt omkring i DK findes
fuldstændig forrygende børnegymnastikhold, men enten er det ikke dem, vi har
ramt, eller også er der ingen af os, der har temperament og personlighed til at
gå på dem. Når vi har siddet i rundkreds i 10 minutter og sunget ”Hjulene på
bussen” i et støjinferno, der giver alt levende med en bare nogenlunde
velfungerende hørerest, lyst til at hamre hovedet så hårdt ind i væggen, at der
kommer blod, så man har en undskyldning for at gå hjem, er det svært at afgøre,
hvem af os, der er mest desperat.

Så. Fast besluttet på, at tiden er kommet til noget andet, når
inde-sæsonen starter igen til efteråret, har jeg bestemt, at vi skal starte til
ishockey.

Klog af skade tænkte jeg, at det ville være smart lige at
stikke fingeren i isen, og se, hvad vi sagde til det, inden vi lægger os fast
på en hel sæson, så for et par uger siden var vi nede og skøjte for første
gang.

Det skulle vi have gjort for LÆNGE siden. Hold nu kæft, hvor
var det skægt. Den lille lort er frygtløs, og efter 24 styrt, rejser han sig
stadig bare op, og forsøger at løbe videre, running little man-stil. At de
store drenge (som pr. definition er seje, fordi de er store) kom blæsende forbi
i fuldt ishockey-ornat, bremsede hårdt op, og sagde: ”Du er sgu da ikke ret
stor? Vil du ikke prøve det her?”
og læssede så meget gear på ham, at han
nærmest ikke kunne stå oprejst, gangede coolness faktoren med omkring en
million.

Desværre for os lukker hallen ned for sommeren i dag. Men i
det sekund de slår dørene op igen til september, skal I se os stå klar med
skøjterne på.

Faithless.

I torsdags var jeg oppe og besøge Lene, som er kommet på
hospice. Alene det at skrive og læse den sætning føles uvirkeligt og underligt amputeret,
som om det er noget, der alt sammen sker for nogle andre. For et par uger siden
kunne jeg ikke holde op med at græde, men det er som om, det går for hurtigt nu;
mine reaktioner kan ikke følge med. Lige nu føles det mest, som om at alt i mig
er frosset fast.

På hospicet gik jeg forbi en ung mor, der sad i sin kørestol
med sin lille baby i favnen, og mit subjektive, u-lægelige bud er, at vi i
dette tilfælde snakkede mere om dage end om uger. Jeg gik forbi en væg med
børnetegninger, hvor Mikkel tog mig i armen og sagde: ”Dem ville jeg ikke kigge
for længe på, hvis jeg var dig” da jeg helt automatisk lod øjnene løbe hen over
farverne og de spejlvendte bogstaver, og jeg tænkte, at personalet sådan et
sted enten må være meget troende, eller gjort af et ganske særligt materiale. Jeg
ville gå i stykker inde i hovedet op til flere gange i timen, hvis det var mig, der skulle stå op til den verden hver eneste dag.

Ubelejligt nok tøer alt det frosne, når jeg sidder deroppe.
Jeg ville ønske, at jeg kunne være den stærke, så Lene kunne få lov at være den
lille, men jeg kan simpelthen ikke holde ud, at hun forlader os. Jeg kan. Ikke.
Forstå. at vi sidder et sted, hvor folk tager hen for at dø, og at Lenes navn
står på døren.

I min afmagt er jeg begyndt at blive utrolig irriteret på
historier om, hvordan forskellige mennesker ”kæmpede imod kræften – og vandt!”
Jeg får lyst til at skrige over, at mennesker som Lene, der udover at de skal
forholde sig til, at de skal forlade dem, de elsker, også skal bære, at det er
deres egen skyld; at det er et spørgsmål om, at de ikke har villet livet nok. Det
minder mig om en historie, jeg engang hørte, hvor en mand, som jeg har glemt på
nationalitet og profession på, fortalte om sit arbejde med HIV-patienter. Han
fortalte, at noget af det mest absurde i jobbet var at opdage, at der findes Den
Gode og Den Dårlige HIV. Den gode HIV er den man f.eks. får gennem en blodtransfusion.
Den dårlige er den, man får af ubeskyttet sex. Særligt hvis man er en
homoseksuel mand. Sygdommen og dens forløb er naturligvis det samme, men hvor
patienterne med Den Gode HIV bliver mødt med omsorg og sympati, må mange af
patienterne med Den Dårlige HIV oveni deres sygdom kæmpe med, at omverdenen
egentlig ikke synes, at det er specielt synd for dem; det er jo deres egen
skyld.

Måske er det fordi vi som race tackler det vilkårlige og retfærdighedsløse
meget dårligt? Måske har vi brug for ideen om, at hvis vi bare opfører os
ordentligt, betaler licens og spiser vores – usprøjtede – grøntsager, så får vi ikke skæbnen og
al den lunefulde væsen i nakken? Måske er det for svært at leve med forstanden
i behold, hvis vi åbner for den dør, hvor muligheden for, at gode mennesker
også får revet livet brutalt ud af hænderne, før de får mulighed for at følge noget
som helst til dørs, er bag?

Jeg kan ikke huske, at jeg på noget tidspunkt i mit liv har
ønsket mere indædt, at jeg var troende.

For *jeg* tør ikke.

For snart mange år siden, da jeg lige var flyttet til
Aarhus, blev jeg en morgen ringet op af Sylvia fra Gallup. Jeg havde været i
byen aftenen forinden, og det var på ingen måde et upassende tidspunkt at ringe
på, men dels sov jeg stadig, da hun ringede, og dels var det her
præ-mobil-æraen, hvilket betød, at min firkantede, græsgrønne trykknaptelefon,
stod på gulvet i stuen, hvor der var meget lyst. (Det var også
præ-gardin-æraen). Hvis nogen af mine yngre læsere ikke forstår, hvorfor jeg
valgte den placering til min telefon, kan jeg lige følge op med en
serviceinformation: Fastnettelefonen kræver et stik, og af uvisse årsager
sidder det stik altid nogle fuldstændigt åndssvage steder, hvor et eventuelt bord
eller andet understøttende møbel, ville stå håbløst i vejen. En løsning kunne
have været at trække et stik, men a) når ophængning af færdigsyede IKEA-gardiner
er et uoverstigeligt DIY-projekt, er oddsne for, at man kaster sig over noget,
der både kræver boremaskiner og indgående viden om hvad vægge af lavet af, mildest talt
dårlige og b) jeg boede hos en udlejer med en personlighed, der gjorde, at min
livskvalitetskurve steg proportionalt med min mangel på kontakt med ham. (Det
var i øvrigt også ham, der i et anfald af raseri råbte, at det fandme var for
dårligt, at det skulle gå ud over ham, at jeg lå og knaldede med halvdelen af
Spanien, da jeg ringede for at orientere ham om, at Skadedyrsbekæmpelsen kom,
fordi jeg desværre havde fået væggelus med hjem fra Barcelona. Åh Michael. Jeg
savner dig så lidt, at jeg selv bliver helt forbavset over det.)

Nå. Men Sylvia ringede altså denne solbeskinnede formiddag,
og ville gerne lige ”bede om 5 minutter af min tid.” Jeg kunne ikke. Jeg kunne
bare ikke. Stod der, i den urimeligt overoplyste stue, iført dyne og knaldende
hovedpine, og kunne hverken rumme at sidde på gulvet, stå bøjet med hovedet
nedad, eller forholde mig til politisk ståsted og mælkepriser. Derfor
takkede jeg pænt nej til deltagelse – hvorefter jeg fik skæld ud. Ægte skæld
ud. Om jeg ikke var klar over, at jeg var *særligt* udvalgt?! #theChosenOne
Om jeg ikke vidste, at jeg var med til at bidrage med meget værdifulde
informationer?!

Og åbenbart har denne svada brændemærket min samvittighed
for evigt, for forleden kom jeg hjem til et brev fra Gallup. De ville gerne
bede om min medvirken til en undersøgelse, og hvis jeg bare lige ville gå ind
på følgende link, så var jeg rar.

Tænkte lige med samme, at det havde jeg ikke tid til.

Så faldt mine øjne på følgende sætning:

”Hvis du ikke anvender linket inden d. 13.03. tillader vi os
at ringe til dig i stedet.”

Needless to say at jeg selvfølgelig har været inde og
udfylde skemaet, og det er egentlig derfor, jeg skriver dette indlæg, for hvis
du, kære læser, arbejder et sted, hvor I lægger tal fra Gallup til grund for
forskning og undersøgelser, så på forhånd undskyld. For der var satme mange
spørgsmål!

Så ja. Jeg sjussede mig frem til både min samlede årsindtægt,
og mine årlige renteudgifter. Og nej. Jeg dobbelttjekkede ikke antallet af m2, jeg bor på, eller hvor meget jeg indbetaler til pension.

So sue me.

Og hvis du synes, at det er for dårligt, må du selv tage den
med Sylvia.

Patvrider til den, der skriver at jeg skal glæde mig over at have tjent mere, end forventet.

Lige som vi hvert år d. 14. februar skal igennem de
obligatoriske opdateringer fra dem, der hhv. elsker og hader Valentines Dag, så
er det i disse dage også en årligt tilbagevendende begivenhed, at facebook
flyder over med ”Tak skat!!” og ”Det er sgu da dine egne penge, din nar!”

I forbindelse med min grow-up-your-life fase sidste år, hvor
jeg var igennem alt, hvad jeg har af bank- og forsikringspapirer, var jeg også
for første gang inde og rette min forskudsopgørelse. (Jeg er det, vi kalder en
”late bloomer”) Jeg kastede mig over opgaven ud fra arbejdstesen ”Hard work
beats talent” og efter en del riven-i-hår (primært mit eget) og samtaler med
medarbejdere fra skat, kunne jeg efter nogle lange dage endelig trykke på ’indsend’.

Derfor var jeg afslappet græsende til nonchalant, da jeg igår
loggede på Skat for at se den endelige årsopgørelse; jeg var relativt sikker
på, at vi ville lande på noget i retningen af, at en af os skyldte den anden en
10’er. Blev derfor rimelig træt, da jeg efter en kø, der var en planøkonomi
værdig, fik besked på at finde 6000 kr. og smide dem i Det Sorte Hul. (Speaking
of: Hvor ER det fly??)

Wtf??

Normalt begynder jeg at svede ærgerlig koldsved over den
slags meddelelser, men i år vidste jeg, at det måtte være en fejl, så jeg rykkede
direkte til feltet ”irritation”.

‘Ret årsopgørelse’ – *klik*

Uden at skulle gå i mange, lange og indviklede detaljer, er
mit job skruet sammen på en måde, der gør, at jeg for ca. 80 % af mine opgaver
får kørepenge for de km, jeg kører, mens jeg for de sidste ca. 20 % er
fradragsberettiget. Og det ER sikkert mig, der i sin tid har trykket på noget
forkert (Tss! Som om!) – i hvert fald kunne jeg se, at min arbejdsgiver ikke
stod opgivet som tolkefirmaet i Aarhus, men derimod som fitnessdk, Esbjerg.

Hvilket kilometermæssigt gør en temmelig stor forskel.

Som et ekstra hån-feature har Skat desuden teamet op med
Krak, så jeg der, midt i min årsopgørelse, lige kunne få en kørselsvejledning og
se, at jeg altså kun har 7 km. på arbejde, og ikke de 153 km. jeg løgnagtigt har
anført.

Nice try, Skat.

*taste-taste-taste* ‘Indsend rettelse’ *klik*

‘Du mangler at indbetale 1598. kr.’

For satan da også.

Så nu: Hvis I vil have mig undskyldt; jeg skal lige ud og
skamkøre motorvejen. Den skylder mig 1600 kr., det lille svin.

Sadness.

Jeg kan ikke blogge i de her dage; jeg er simpelthen så ked af det hele tiden, at jeg er fuldstændig låst oven i hovedet.

Normalt skriver jeg om de ting, der fylder i mit liv – af en eller anden grund er det sådan, jeg processuerer bedst – og lige nu er Lenes sygdom det eneste, der fylder. Men det føles forkert at skrive om. Hvis jeg skrev om det, ville det for det første nærmest føles som en hån; det er ikke mig, der er syg, og det er ikke Anton, der skal vokse op uden sin mor. (Håber jeg inderligt.) For det andet er jeg bange for, at det ville det få et ulækkert skær af sensation og udlevering; mange af jer ”kender” Lene, og det her er hendes historie. Det er 100 % hende, der skal have lov at bestemme, hvor meget af den hun vil dele.

Så. Jeg græder. Jeg græder, når jeg kører derop, jeg græder, når vi sidder og snakker, og jeg græder, når jeg kører hjem. Jeg græder i mine pauser på arbejde, og når jeg putter Anton om aftenen. Jeg græder hele fucking tiden, for jeg kan. Ikke. Forstå. At det her sker.

Jeg har lovet hende at holde hendes læsere opdateret, når der er nyt, og det skal jeg selvfølgelig nok gøre. Jeg har også lovet hende, at sørge for at leve livet, og gøre gode ting. Så i dag hentede jeg Anton tidligt, og tog ham med på stranden. Vi havde taget vores drage med, og med solskinnet og den blå himmel som baggrund, så den fantastisk ud, som den hang deroppe, i alle regnbuens farver.

Og heldigvis blæste det så meget, at det ikke virkede mærkeligt, at mine øjne hele tiden løb i vand.