Random crap.

Det er lidt småt med de sammenhængende tanker for tiden, fordi mit
fokus er meget på Lene og hendes ulykkelige situation.

Derfor får I lige lidt ligegyldigt onsdagsævl at fordrive aftenen
med.

* Skal man nødvendigvis sætte sig ind, hvad de der bit-coins
er for noget? Har nu 3 gange *virkelig* forsøgt at høre efter, når de snakker
om det i radioen, men det er åbenbart et begreb, der skal bearbejdes og lagres
i samme center i hjernen, som man bruger til geografi.

* Min nabo er lige gået forbi mit vindue med sin tandbørste
i munden. Det har jeg ikke yderligere kommentarer til.

* Godt nyt til alle ecstasy-afhængige, der ikke har råd til
stoffer: Gå på LCHF i et par måneder, og stress-spis derefter en pakke kiks
(”En pakke!?” ”Sagde hun EN PAKKE!!?!”
*menneskemængde-der-forfærdet-viger-tilbage* Ja. For helvede. En pakke. Og det
var kun fordi jeg ikke havde to.) Uden rigtig at have begået mig i ravemiljøet,
synes jeg, at effekten svarede meget godt til, hvad jeg har læst om den lille,
glade pille: Instant rush, hjertebanken, ræsende puls og rystende hænder,
efterfulgt af nattelangt ophold i mørkt hul beklædt med mugne, trævlede tæpper af semidepressivt
selvlede.

* On that note (LCHF – ikke ecstasy): Mega shout out til Hjemme hos Xenia, som har
den bedste LCHF madblog, jeg endnu har set. Jeg har ikke prøvet noget
derindefra, der ikke smagte formidabelt.

* Folk, der er gået fra hinanden, må få én måneds frit lejde
til at klynke på Facebook. Derefter synes jeg, vi sagde, at man købte sig en
dagbog.

* Sidste år til fastelavn måtte jeg jagte Anton
gennem hytten, mens jeg viftede begejstret med brandmandskostumet. I år er han
gået kontra, og nægter at tage sin McQueen-dragt af. Jeg har forsøgt at forklare
ham, at den hat *intet* godt gør for ham – han er iskold.
 

* Til gengæld insisterer han på at vi synger: ”I dag er det
Antons fødselsdag” 10.000 gange i timen. (Det var i november.)

* Jeg bliver aldrig ret bad ass til cross fit. Det tackler
jeg middeldårligt. Fik forleden hvæst ind i hovedet af ung i-sit-livs-form-instruktør,
at ”det ville fungere VIRKELIG fint for mig, hvis du ville holde op med at bruge
ordet ”bare” hele tiden!!”
#overskudstypen

* Har i dag ryddet op på mit skrivebord på computeren, og er
nærmest perverst tilfreds med mig selv. Har været inde og afbryde pauseskærmen
flere gange, bare for at beundre mit værk.

* For the love of God, nogen fortæl mig, hvordan man opbevarer
sine gulerødder i køleskabet?? Hvordan kan de – som den eneste fødevaregruppe
derinde – fryse hele. Fucking. Tiden!? Jeg har efterhånden kasseret hvad der
svarer til et års høst for et mellemstort, dansk landbrug, og det kan sgu da
ikke passe, at det kan være så svært??

* Og endelig vil jeg i mit næste liv være amerikaner, og ven
med mennesker, der laver billeder som det her:

Vind: En stille død.

Update:

Mange, mange tak for alle jeres fine kommentarer, som jeg i
flere tilfælde fik en klump i halsen, da jeg læste. Allerhelst ville jeg give
jer alle sammen en bog, for med de historier, I fortæller, synes jeg sådan set,
at en bog var det mindste, skæbnen kunne smide efter jer. Men jeg har desværre
kun et eksemplar, og så mit eget, som jeg har valgt at smide i puljen i den
gode sags tjeneste.

Random Org. har besluttet, at den nye bog går til kommentar
nummer 9 (Lenebaekby) og mit eksemplar – som jeg lover, at jeg har siddet pænt
og mussestille og læst – er dit, hvis du vil have det, nummer 14 (Stinne). Smid
mig en mail på blogsbjerg@gmail.com
med navn og adresse, så sørger jeg for at få dem sendt til jer.

For tiden hører jeg primært Mads & Monopolet podcasts,
når jeg kører bil, og i et af dem, jeg hørte for nyligt, havde en mand, der
stod til at miste sin hustru til kræft, skrevet ind. I panelet den
dag sad blandt andet Lina Rafn, som flere gange under behandlingen af dette
dilemma måtte have pauser, fordi hun var så berørt af det, og på et tidspunkt,
med knækket stemme udbrød: ”Jeg er så sindssygt dårlig til at håndtere, at vi
skal herfra!”

Et udsagt, der er som trukket ud af munden på mig.

Jeg har altid været en pivskid, når det kommer til tanken om
døden, men særligt efter at jeg har fået Anton, har livet forvandlet sig til en
sprød og skrøbelig størrelse, som udløser en massiv, dobbeltsidet følelse af
henholdsvis inderlig taknemmelighed over det og knugende grundangst for at
miste det. Forsøget på ikke at kvæle det, der er, i det, der kommer, føles
nogle gange, som isplader lyder, lige inden de brækker midt over.

Jeg spekulerer dagligt på, om jeg er så bims, at det burde
udløse en diagnose og valium ad libitum.

Så. Derfor, og fordi min copingstrategi i forhold til min galoperende
dødsangst, primært består af Strudsen, har jeg måtte tage mod til mig for at
læse Fru Z’s nye bog ‘En stille død’, der handler om at passe et døende
familiemedlem i eget hjem.

Men det er faktisk en rigtig fin bog. Ovre hos Karina kan
man læse, hvordan det er at læse den, når man selv har stået i situation,
hvilket jeg er så privilegeret, at jeg ikke har. Derfor er der ikke så mange
steder, hvor bunden bliver slået ud af mig, fordi genkendelsen rammer, eller
fordi noget går for tæt på en oplevet virkelighed. Det, jeg rigtig godt kan lide
ved den er, at den – udover at være meget velskrevet – fokuserer på nogle af de
små, dagligdags absurditeter, man kommer til at skulle forholde sig til, og at
den egentlig formår at belyse de fine og lyse ting ved livet, selvom den
beskriver de tunge og mørke.

Så hvem henvender den sig til? Jeg ved simpelthen ikke, om
man ville have overskud til at læse den, hvis man stod midt i en situation, som
den, den beskriver, men måske? Den er trods alt med sine 82 sider ret hurtigt
læst. Men dem, der står i det, ville sikkert sætte stor pris på, at dem, der er
omkring dem – vi kunne kalde dem Det Sekundære Netværk – har læst den, så de
har lidt mere fornemmelse af, hvordan der ser ud i orkanens øje. Jeg vil også
tro, at dansklærere kunne få ret meget ud af den, fx til et forløb om sorg og
sorgbearbejdelse. Og hvem ved, måske er der nogle ting i den, der kommer til at
fungere som et lille, støttende puf i ryggen, når/hvis man engang kommer til at
stå i situationen selv?

Forlaget har, ud over mit eget eksemplar, sendt mig et, som
jeg kan forære til en af jer. Hvis det kunne være noget for dig, så smid en
kommentar i feltet herunder senest på mandag kl. 20.
God weekend derude.

Anyone?

Nå, men efter 14 dage med det hormoncreme, som jeg fik med
af den russiske læge (der ikke kunne forstå, at jeg blev ked af at få stillet
diagnosen psoriasis ”Hvorfor du bli ked af det? Det ikke noet alvorlig jo. Jeg
jo ikke fortælle dig du krrræft eller sådan noget?”
) (hvilket fint besvarer
spørgsmålet, der har ligget mange af os på sinde i årevis: ”Har de psykologi på
medicinstudiet i Rusland?”
), som KUN skulle ”smøres på prrrikker” – hvilket
tager mellem en halv og en hel dag – var det i dag blevet tid til min første
lysbehandling.

Og hold da op.

Jeg har godt i fitnesscenteret kunne fornemme, at jeg nu er
blevet en del af seniorsegmentet. Efter et langt liv med hvasse blikke og
træningstasker, der ved et ”uheld” blev skubbet ned af bænken, fordi jeg havde
stillet mig, hvor de plejede at stå, favner de mig nu med kærlighed og
forståelse; jeg er blevet En Af Dem. Hvad jeg – uopfordret – har fået af historier
om Rosen og nældefeber og obskure eksemer over de sidste par uger, overgår almindelige
menneskers fatteevne.

I venteværelset i dag trak jeg gennemsnitsalderen mellem 20
og 30 år ned, og måtte bruge al ledig kapacitet på ikke at blive alt for
deprimeret over udtalelser som: ”Ja, vi psoriasispatienter glæder os jo nok lidt
ekstra over foråret!”
(fandme godt nok et ”vi”, jeg godt kunne undvære at være
omfattet af) og ”De kunne da i det mindste have haft nogle ordentlige stole,
når vi nu skal sidde og vente så længe!”

Seriøst: Det er næsten det mest irriterende ved den her
sygdom; al den logistik, der følger med. Man skal SINDSSYGT meget til læge,
hvilket jeg altid har hadet med nærmest religiøs inderlighed, og hele
puslespillet med at få hverdagen til at hænge sammen med så mange lægebesøg, og
samtidig ikke være ALT for belastende for sin arbejdsplads, er virkelig svært.
Og så for en sygdom, som ligner pis – men som jeg faktisk ikke kan mærke, at
jeg har.

Nå, men da jeg trådte ind i behandlingsrummet, kunne jeg med
lettelse konstatere, at vi nu endelig har fået tidsmaskinerne til at virke, og
har mulighed for at sende folk tilbage til de tyske laboratorier, hvor de
første solarier blev opfundet og testet. Skærmet af de hvide skærme, der
åbenbart *skal* være lavet af stof, der leder tanken hen på 2. Verdenskrig, fik
jeg af sygeplejersken (der skuffende nok ikke hed Ilse) besked på at strip down
naked og stille mig ind i det, der bedste kan betegnes som et meget stort
køleskab, belagt på indersiden med solarierør.

Hals og håndflader: Sig pænt goddag til jeres nye ven
Klaustrofobien.

Og der skulle man så stå, som Gud har skabt en, med de der
små solarieskalle-briller på, mens man holdt fast i to håndtag ”så du får lys
over hele kroppen”.

Følte mig meget som en meget retarderet racerkører.

Efter 37 sekunder slukkede lyset, og jeg kunne vælte ud i
friheden igen, med den fornemmelse af stegt bacon i huden, som jeg forbinder med min handelsskoletid, hvor vi gik mere i solarie, end vi gik i skole.

Da jeg gik, var der en af mine nye venner, der sagde: ”Vi ses.”

– hvilket han har helt ret i, da jeg skal derind 10.000 gange mere.

… 

Hvis der sidder nogle forskere derude og keder sig, vil jeg
betale good money for en pille, der overflødiggør det her.

Vinterferielisteri.

Har nedtur over:

* At min nabo har fået en ny hund. Og uden at kunne bestemme
racen, ser den lidt for lavstammet, indavlet og muskuløs ud til, at jeg synes,
at det er en god ide. Den sidste hund hun havde, tilbragte meget tid både i min
have og i mit køkken, fordi den hoppede over hegnet, og da jeg for 12. gang
trak den hjem og hvislede, at nu måtte de godt få styr på dyret, spurgte hun indigneret,
hvad jeg ville have, hun skulle gøre? Min nabo er i øvrigt hende, der ikke har
haft overskud til at pille sin julepynt ned, og som jeg sidste sommer mødte
uden for, hvor hun glædede sig sådan til at få besøg af damen fra kommunen, så
hun kunne få sin datter i aflastning. (Note til selv: Tjek opstartstidspunkt af
hold til jagttegn.)

* At den allergiske reaktion jeg havde fået, viste sig at være
psoriasis. Kan ikke engang joke med det – er stadig i den fase, hvor jeg skuler
ondt og misundeligt til andre menneskers pæne, hele hud. Og må også stadig gemme
mine bilnøgler for mig selv for ikke at køre ind til min læge og eksplodere i: ”Jeg
SAGDE jo, at det hang sammen med De 1000 Halsbetændelser Fra Helvede!!”
(Mmmm –
det kan nemlig vækkes af særligt ondskabsfulde streptokokinfektioner. Et ekstrafedt
feature ved psoriasis, som jeg heller aldrig har haft brug for at kende til.)

* At Richard Møller Nielsen er død. Ligesom alle har én James
Bond, der er Den Rigtige, er han den eneste sande landstræner for mig. Efter
ham? Lort, lort, lort.

Har til gengæld optur over:

* At den seneste opdatering til mit antivirusprogram hed: ”Sommeropdatering
2014”.

* At have opdaget, at man sagtens kan blande lakridspulver og
instantkaffe. Seriøst: Bedste. Ide. Ever!

* At 2. sæson af Orange is the new black, de sidste 8 afsnit
af Breaking Bad OG 4. sæson af Game of Thrones alle står og flimrer i
horisonten. (Serviceinfo: Jeg tager ikke telefonen fra d. 24. februar og 2
måneder frem.)

Emner, jeg ikke behøver høre mere om:

Giraffen.

SF.

Von Trier.

Vinter-OL generelt, og curling i særdeleshed.

Og endelig – uden nogen form for sammenhæng i øvrigt: Et
screendump af årets bedste pin om Valentine:

Meget lidt i orden, Liga.

Forleden havde jeg aftenvagt, og var i den forbindelse ude på et top-secret sted i Danmark og tolke et foredrag, der handlede om mobning, og om hvorfor problemet er så svært at komme til livs. Oplægsholderens pointe var, at det – blandt andet – handler om, at dem, der mobber, ikke er opmærksomme på, hvor slemt det akkumulerede resultat er, når mange mennesker siger ting, der gør ondt. Hvis man trak hver enkelt af mobberne til side, ville de sjældent synes, at det, de hver især gør, er særlig slemt, men fordi den, det går ud over, er under konstant beskydning, bliver resultatet, at det simpelthen er så massivt at være offer for, at det knækker folk.

Måske var det på grund af det foredrag, der lå frisk i erindring, at jeg i aftes blev nødt til at slukke for Liga på P3. De to værter havde nemlig, inspireret af al slibrig pressedæknings moderland England, valgt at lave et ”skægt” indslag, hvor lytterne på de sociale medier kunne skrive fiktive spørgsmål til Nicklas Bendtner.

Min interesse for fodbold kan balancere på kanten af et frimærke, og jeg er ikke specielt imponeret over Bendtners adfærd, sådan helt generelt. Men det der synes jeg simpelthen var så langt over grænsen for hvad man som offentlig finansieret radiokanal kan tillade sig, at jeg ikke begriber det, hvis de to værter ikke selv sidder tilbage med en dårlig smag i munden.

Folk gik *amok*. Hånlige bemærkninger om hans hår og hans fodboldpræstationer, skadefryd over bænktid på den allerværste danske du-skal-ikke-tro-du-er-noget-måde, ”jokes” der var så modbydelige, at jeg sjældent har hørt noget lignende – og i midt i det hele sad de to værter og gnæggede over, hvor sjove de selv synes, de var.

Er det virkelig i orden?? Er det bare ok at antage, at kendte ikke længere har følelser, og at vi derfor kan latterliggøre dem i den bedste sendetid, og kalde det underholdning?

Diskussionen om tonen i den offentlige debat har kørt, ligeså længe, jeg har blogget, og i løbet af de sidste par år, er der dukket små ”Hold en ordentlig tone” vinduer op, når man gerne vil kommentere på de store mediers artikler og klummer. Alligevel tror jeg aldrig, at jeg – selvom jeg var uddannet journalist – ville turde blogge for en avis som f.eks. Politiken, for de kommentarer, som skribenterne får med på vejen derinde, er så perfide og personlige, at jeg ikke ville kunne ignorere dem.

Men hvordan fanden er det, at fagfolk vil have, at lyttere og læsere skal udvise en anden adfærd, når dét der er, hvad de selv lægger for dagen? At der findes bindegale privatpersoner, med små, små egoer, der har brug for at puste sig op og kaste med lort, mens de sidder i sikkerhed bag deres anonyme skærme, er svært at gøre noget ved, men at et så etableret program som Liga går forrest med det dårligst tænkelige eksempel, og ligefrem inviterer til en helt systematisk hetz – for sjov, selvfølgelig – det blev jeg simpelthen så forarget over, at jeg blev nødt til at slukke.

Måske synes de mennesker, der sendte sms’er ind ikke hver især, at det de sagde, var særlig slemt. Men hvis man spurgte Bendtner, og han svarede ærligt, kan jeg simpelthen ikke forstille mig, at det samlede resultat ikke har gjort ondt.