Til nye begyndelser.

Om 27 timer er det sidste sandkorn for 2014 løbet igennem
glasset.

Måske er det en af de erindringer, man med tiden moderer og
ændrer på uden egentlig at opdage det, men jeg husker det som om, nytårsaften
for bare 8-10 år siden, altid var noget, vi så frem til. Hvis jeg sætter mig
godt til rette foran spejlet og stirrer mig selv dybt i øjnene, ved jeg egentlig
godt, at det er løgn; jeg har aldrig været så fuld af glimmer og champagne, at
jeg udelukkende har set frem til den aften på året, hvor man gør status, uanset
om man vil det eller ej. Det er ikke ubetinget en lystfyldt opgave, når man har
et sind, der godt kan tippe lidt til den mørke side, når man dvæler for meget
og for længe ved alle de gode ting, man har i sit liv; hvis jeg havde læst
filosofi, ville jeg formentlig have hængt mig halvvejs igennem første semester,
fordi jeg ikke kan overskue, at vi alle sammen skal dø engang.

Men jeg læser ikke filosofi, og jeg traf for mange år siden
en bevidst beslutning om at holde et relativt højt tempo på livets line, der
gør, at jeg kommer fremad og kan nyde udsigten, i stedet for at stå stille for
længe og fortabe mig i dybet under mig. I år er det løfte til mig selv ekstra
vigtigt, fordi Lene ikke er her mere, og jeg derfor er blevet endnu mere
opmærksom på at glæde mig over alt det, jeg har her og nu – og så stoppe
tankerækken der. Man går i stykker inde i hovedet af det andet.

Eller bliver forfatter af den slags, der kun går i sort og
ryger cerutter og skal udgives på virkelig smalle forlag, og det virker også
lidt uoverskueligt.

I den helt store bog har det været døden men heldigvis
også livet, der har fyldt mest i 2014. Tanken om barn nummer to har rumsteret
længe, og jeg glæder mig uendelig meget til at få lov at møde det lille
menneske, jeg bærer rundt på. Jeg er i 18. uge nu, og de første 4 måneder har
været en svimlende blanding af euforisk glæde, hysterisk kvalme og inderlig,
iskold angst. Når man læser på nettet, at pletblødning ”er helt normalt for
nogle kvinder under graviditeten” skulle man tro, at det kunne virke lidt
beroligende, men for mig har det h.v.e.r e.n.e.s.t.e gang udløst koldsved og
akut frygt. Det er virkelig opslidende at gå og være bange hele tiden, så
derfor har det denne gang betydet så meget desto mere, at den lille nu er
begyndt at gå til trampolin om aftenen. At ligge med Antons små fødder i
ryggen, og så puffe lidt til maven og mærke, at der bliver svaret, gør mig
fuldstændig ør af lykke, og i de øjeblikke ved jeg med fuldstændig klarhed, at
jeg er det rigeste menneske i verden.

I 2015 står jeg til at få et sommerbarn, og jeg glæder mig
usigeligt til at få lov at gøre det hele igen, med den afgørende forskel, at
jeg denne gang har bare en flig af begreb om, hvad det handler om. Vi skal ikke,
midt i det hele, til at flytte fra alt, hvad jeg har kendt hele mit voksne liv,
vi er tæt på det nære netværk og endelig ved jeg nu, at man ikke behøver tage
imod alle de gode råd, man uopfordret får tvunget ned i halsen, men tværtimod
godt må smadre folk med et bat, hvis de, efter 365 dage og nætter uden søvn
spørger, om man er sikker på, at barnet kan mærke, at man mener det, når man
prøver at lægge det til at sove?

Særligt det sidste glæder jeg mig til.

Tak for kommentarer, mails og hilsner i året der gik. I er de
bedste læsere, jeg ved, og jeg bliver klogere af at blogge, fordi det er lige
præcis jer, der sidder derude og forholder jer til det, jeg skriver. Det betyder
mere, end jeg kan forklare.

Så tak for jer, rigtig godt nytår og drik et ekstra glas
champagne for mig, ikke?

Hej overflade.

En uge tog det at nå til det punkt, hvor jeg igen kan
begynde at forholde mig til, at der findes andre mennesker i verden. Fy for
pokker, den ferie var tiltrængt.

Faktisk har det været lidt som at have tømmermænd. Den samme
fornemmelse af, at verden lige er tiltet 10 grader i forhold til, hvordan den
plejer at stå, træthed så lammende, at det nærmer sig et handikap og et
underskud ift. normale gøremål på størrelse med et mindre afrikansk land. På en
måde har det egentlig været meget befriende; det har i hvert fald været nemt at
prioritere. Vi har været iført det bagerste af klædeskabet, mens
vasketøjskurven har leget Tetris, nullermændene er efterhånden klar til at
agere stand in’s for vindheksene i eventuelle, kommende westerns, julen hænger
her stadig, og fødevareindtaget har været fordelt på to lige store søjler af
take away og Fryseren Greatest.

Som det altid sker, når man har trukket noget for længe, gik
jeg i dørken med et brag, da det endelig ringede ud. Jeg har været syg lige
siden, og er først nu ved at få min stemme igen. Det har været den samme tur
som Anton havde, med hoste, ondt i halsen, blodnæse og hovedpine. Og der skal
jeg ærligt indrømme, at jeg lige havde glemt, hvor ulideligt længe små, ellers
uskyldige vira kan hænge ved, når man er gravid og værtsorganismen derfor
benhårdt rangerer som kroppens prioritet nummer to. Jeg har også mere end en
gang skelet længselsfuldt mod mit skab, helt fyldt af strepsil, norske
brystdråber, panodil hot og andre gode sager. Det er ikke *helt* det samme at
stå med sin termokande i nattens mulm og mørke og drikke kamillete med honning
med kæften fuld af Vics og vatrondeller i næsen. Føltes mest som skovturen fra
Helvede, egentlig.

Men. Det hjælper på det, og jeg kan mærke overskuddet
begynde at vende tilbage. Det er en fantastisk fornemmelse, og hvis jeg skal
trække noget positivt ud af de sidste mange uger, så er det, at juleferien har
gjort det helt klart for mig, at der ender jeg ikke igen, så længe jeg er
gravid. Nogen gange er det bare som om man står på en tennisbane og spiller mod
en boldmaskine, der pludselig bliver vanvittig og sender flere og flere bolde
af sted i højere og højere tempo og i flere og flere umulige retninger. Jeg kan
sagtens, mens jeg står i det, se, at det er fuldstændig uholdbart, men jeg kan
ikke mønstre overskuddet til at spæne ud af banen og få slukket satans legetøj.
For at sikre, at det ikke sker igen, har jeg derfor allieret mig med nogle gode
mennesker, der har lovet at stå klar ved stikkontakten, ifald jeg ikke selv
formår at sige stop.

Så hvis ikke det er for sent til den slags, vil jeg gerne
have lov at ønske jer alle en rigtig glædelig jul. Jeg håber, at I brugte den i
selskab med jeres yndlingsmennesker, at anden var sprød og vinen rigelig.

Kalder, kalder: Juleferie, kom ind.

9 ¾ ud af 10 dage knuselsker jeg mit job. Jeg er vild med
variationen, at ikke to dage er ens, og at jeg får lov at arbejde med mennesker
uden at have en pleje-funktion. Jeg elsker at arbejde med sprog, jeg lærer nye
ting hver dag, og for mig er det bedste ved jobbet det, at jeg bliver holdt på
fødderne og hele tiden skal bruge mit hoved.

De sidste 3 uger har jeg dog desværre ramt den kvarte
procent, hvor det næsten bliver lige spændende nok.

Langt hovedparten af de opgaver, vi dækker, ligger i de
større byer, men en sjælden gang tager vi en opgave, der ligger så langt ude,
at kragerne er omkommet i forsøget på at nå derud. Ofte handler det om, at vi
har en tolk til at bo i relativ nærhed af opgaven, hvilket præcis har været
tilfældet her siden starten af december; for en gang skyld er det mig, der har haft
kort på arbejde. Og det burde jo være en god ting. Derudover er alle
involverede parter på stedet de venligste mennesker, der er gratis kaffe, og
der er bestemt nok at rive i.

På papiret er alt, med andre ord, lutter idyl.

Men. Når vi dækker en opgave, der ligger så langt væk fra,
hvor hovedparten af vores tolke bor, så betyder det samtidig også, at hvis den
tolk, der bor tæt på opgaven enten selv bliver syg, eller har et barn, der
bliver det, så kommer den døve bruger til at sidde uden tolk den dag; helt lavpraktisk
fordi det ville tage så lang tid for en anden tolk at nå derud, at det ikke
giver mening at sende vedkommende af sted. Og selvom ingen i denne verden er
uundværlige, så fylder det virkelig meget for mig, at der sidder et menneske et
sted derude og skal forsøge at klare sig igennem dagen med papir, blyant og good
will fra sine medstuderende, hvis jeg ikke kommer.

Hvilket betyder, at det er træls med træls på, når stakkels Anton
så begynder at hoste. Og til sidst hoster så meget, at han om natten får
blodnæse af det. Og mens jeg så løber frem og tilbage med vand og nye puder og
pudebetræk, og sender paniksms’er om pasning til mormor, kan jeg jo passende vurdere, om min hals efterhånden gør så ondt,
at jeg ikke længere kan forsvare over for min gravide krop at skulle gå rundt i
et læ-hegn i silende regn i 4 timer.

Den anden ting, der har smidt solide bunker af stressbrænde
på bålet er, at der på denne uddannelse er nul, zero, nada, zip, keine, INTET
signal, hverken til net eller telefon. Hvilket betyder, at jeg ikke kan hverken ringe eller ringes til mellem kl. 8 og kl. 14.30. Det giver mig lyst til at hamre en
gaffel i øjet af frustration, fordi:

1) jeg er typen, der åbenbart skal pletbløde gennem hele
denne graviditet, og derfor fra tid til anden har brug for at ringe til lægen

2) lægen/laboranten/sygeplejersken/jordemødrene skal have
fat i mig af 800 omgange, fordi de ikke kan blive enige om, om jeg skal
tripletestes, når jeg er over 35 (hvilket i givet fald beyder, at der skal
tages blodprøver senest på mandag), og om jeg skal influenzvaccineres. Det
ekstra fede her er – udover at de nu i 3 uger har holdt ferie på skift – at de ikke
ringer til hinanden, men i bedste skilsmissestil lader al kommunikation foregå
igennem mig med brug af argumenter som: ”Det er muligt Sundhedsstyrelsen anbefaler
det, men jeg vil ikke vaccinere dig uden at lægen siger god for det. Hun er tilbage i næste uge” og ”Ja, nu
kan vi jo ikke holde for, hvad jordemødrene siger.”

3) jeg afleverer et barn i børnehaven, der måske/måske ikke
får brug for at blive hentet, fordi han hoster. Ekstra selvhad til mig, den dag
børnehaven havde ringet kl. 10 og opkaldet først gik ind kl. 12.15.

Med andre ord er jeg for en gang skyld mere end klar til at
sætte navneskiltet på køleskabet og holde 2 ugers ferie, hvor vi kan være syge alt
det vi vil, hvor det er skideligemeget om vi sover om natten, og hvor jeg
overvejer at ringe til lægen hver dag mellem 8 og 9, bare fordi jeg kan.

Hundred’mus med haler på.

Jeg er ikke så god til hysteri, hverken hos mig selv eller
andre. Jeg har aldrig elsket edderkopper, og jeg er ikke for fin til at lave
adder-dansen, når jeg har taget en, men du hører mig ikke hvine og hyle som
opvarmning til manøvren.

Jeg er ikke god til højder, men jeg har ingen deciderede
fobier, hverken for tandlæger, slanger eller åbne pladser.

Eller.

Sådan troede jeg, det forholdte sig.

Lige fra vi flyttede ind i rækkehuset her, har jeg hver
vinter kunne høre lidt kratten på loftet. Jeg har haft fat i viceværterne for at
få tjekket, at det ikke var rotter eller mår (mårer? Måre? Mårs?), der holdt
til deroppe, men efter at være blevet forsikret om, at det bare var mus, og at
der ikke var noget egentlig problem forbundet med, at de var der, har vi levet
i fredelig sameksistens de sidste 3 vintre.

Men nu er de blevet grådige, de små svin.

Det startede i fredags, da jeg åbnede køkkenskabet, hvor
min skraldepose hænger, og der var rugbrødskrummer i bunden af skabet. Det
undrede mig lidt, men da jeg kunne se, der var hul i posen (en gammel
indkøbspose, så det kan jo ske) slog jeg mig til tåls med, at jeg nok bare
havde åbnet og lukket lågen usædvanlig vildt. Jeg støvsugede og tørrede op – og
lørdag morgen var det det samme igen. Og så kunne jeg jo godt regne ud, at nok
er jeg vild, men så vild er der ingen, der er.

Heldigvis bor jeg til leje, så jeg ringede fluks til viceværten,
hvis hjælp bestod i at komme forbi med en musefælde. Tusind tak. Det er næsten alt for galt.

Og nu har jeg så lært, at jeg har en fobi. Ikke for mus, ej
heller for mus i mit hus, men for mus i mit køkken, som skal fanges. Hvis der
er nogen derude, der sidder med en fobi, der er mere specifik end det, er jeg
med på en støttegruppe på facebook.

Seriøst: Jeg sover ad helvede til, fordi jeg ved, at jeg
skal op og tjekke de skide fælder om morgenen, og helst inden Anton vågner.
(Hvilket vel teknisk set gør det til ’om natten’). Om eftermiddagen begynder
jeg at få tics ca. en time inden jeg har fri, fordi jeg ved, hvad jeg skal, når
jeg kommer hjem.

Indtil videre har jeg fanget 4, og hver gang er forløbet nogenlunde
lige elegant; jeg skiftevis tuder og må ud og brække mig (for real), mens jeg
hysterimesser ”undskyldmusundskyldmusundskyldmus”. Jeg overvejede kortvarigt fælderne,
hvor de bliver fanget levende, for selvom jeg ikke er det store dyremenneske,
så synes jeg heller ikke, at de skal lide unødvendigt (og fordi jeg ikke kan
rumme det her overhovedet, har to af dem, jeg har fanget, valgt at bløde ud
over det hele. Gud tester mig), men efter at have snakket med genboen, der
kunne fortælle, at hun sidste år holdt op med at tælle, da hun havde fanget 27,
er jeg gået væk fra den ide.

Jeg har ALDRIG ønsket mig så inderligt at jeg var gift.

(Og inden nogen smadrer min illusion med uvelkomne historier
fra real life om mænd, der er mere bange for mus end de selv er, vil jeg bare
lige sige, at min imaginary man ikke er bange for en skid, men bare beder mig
om at sætte mig ind i sofaen, smide fødderne op, og drikke den kolde juleøl
flaske rødvin kande kaffe dejlige kop grønne te, han henter til mig.)

Det bliver en lang vinter.

Siden sidst:

* Er Anton og jeg gået i fælles julepsykose. Vi har tilføjet
et ekstra lag i madpyramiden, udelukkende bestående af pebernødder, vi har en
2-sangs-playliste til bilen, der består af 2 forskellige versioner af
bjældeklang, vi kører omveje for at kigge på ekstra vilde julelys, vi har
vækkeuret sat et kvarter tidligere om morgenen, så vi kan nå igennem hele
ritualet med nissepakker, 3 kalendere, kalenderlys og optænding af det
elektriske juletræ, og vi ser kun film, hvor det sner. (Ok, og Chima, men
ellers.) Det er svært at sige, hvem af os, der er mest begejstret. Det eneste,
vi har måtte opgive, er Jullerup Færgeby. Jeg havde ellers sat alarmen, så vi
huskede at få tændt for det, og havde regnet med, at vi ville synes, det var
skidesjovt med Anton og de revnede bukser, men efter 2,5 minutter kiggede Anton
på mig og sagde venligt, men bestemt: ”Nej, mor.” Og jeg var enig. Det viser
sig, at jeg simpelthen ikke har nostalgigener nok til at føle glæde ved klodset
dukketeater.

* Er jeg kommet til at se samtlige afsnit af The Follower,
som jeg har fundet i en støvet afkrog af det amerikanske Netflix. Det er en
slags ”24 timer”, bare med den afgørende forskel, at hovedpersonen er Kevin
Bacon. Ja, ham. Footloose-Kevin. Som har fået voksen-patina, men stadig ligner
en, man har lyst til at stikke af med. (Man kan jo bare lade som om, han er
højere end Frodo Baggins, når man ser den.)

*Får jeg lyst til at græde/lægge sag an, når der bliver varslet
genindlæsning af tv-kanaler. Jeg kan. Ikke. Finde ud af det.

* Er jeg blevet noget så fed up med den skam-jer kultur, der
hersker i forhold til forældre, senest illustreret ved opslag på facebook,
hvor familievejleder Lola Jensen advarer mod, at børn får ”nissestress”. Det er fandme
som om en eller anden nævenyttig type har udtænkt et ekstra bud til janteloven,
der udelukkende er møntet på småbørnsforældre, som hedder ”Du skal ikke tro, du
gør det godt nok. Nogensinde.” Seriøst: Jeg udfordrer jer til at finde en avis,
digital eller papir, som ikke dagligt indeholder en artikel om, hvordan vi igen
er i fuld gang med at udføre karaktermord på vores stakkels, sagesløse børn med
enten riskiks, iPads eller chokoladekalendere. Jeg er klar til øjeblikkeligt at
tegne abonnement på den avis, der sætter sig som erklæret mål at fortælle
forældre om alle de ting, de gør rigtigt.

* Har jeg brugt 800 kr. på en termokedeldragt. Til mig selv.
I’m bringing sexy back. (Ej, men.. Tolker for tiden i en fjern afkrog af
Jylland og opholder mig en del stående helt stille på en mark. Er I KLAR over,
hvor koldt det er!?)

* Hedder en af vores husnisser Nemesis. Efter 3 år i
husarrest, gror Antons hår nu så hurtigt, at vi nærmest kan samle det i en
hestehale, inden vi er nået ud af frisørsalonen. Og I må gerne gætte på, hvem
der skiftevis ormer sig sidelæns ud af stolen og højlydt jamrer
”Nejnejnejnejnejnej!” så forbipasserende på gaden tror, at han er ved at få
sine øjenæbler fjernet med en sløv pincet, når han skal klippes.

* Nåede jeg aldrig at forstå 1864. Jeg missede Broen, da den
gik, fordi jeg ikke fik set de første par afsnit, og så var det pludselig for
sent. Derfor havde jeg denne gang lovet mig selv at stå klar ved stoppestedet,
når bussen kørte, men efter at have kæmpet mig igennem første afsnit, som var
de længste 58 minutter i mit liv, kunne jeg godt se, at alle parter ville være
bedst tjent med, at jeg stod af ved næste stop.

* Er jeg blevet meget, meget glad for alle jeres hilsener og
lykønskninger; det er en kæmpelettelse, endelig at måtte sige højt, at jeg er
gravid. Gør det også væsentlig lettere at forklare, hvorfor jeg skal tisse 400
gange i timen og pludselig er så skiderasende hele tiden. #pregzilla

Jeg har *virkelig* glædet mig til at skrive dette indlæg:

For i går var jeg på hospitalet og sige hej til det her lille
menneske:

Det kommer, om alt går vel, til verden i starten af juni næste år, og
jeg kan næsten ikke være i min krop af glæde og taknemmelighed.

Da jeg blev gravid med Anton, kan jeg ikke pege på et
bestemt tidspunkt og sige: ”Dér! Der vidste jeg det”, men da jeg denne gang
begyndte at græde over den nye sang med Nik & Jay, fik jeg det, politiet kalder
begrundet mistanke.

Jeg kender mange 2. gangs gravide, som bare synes, at tiden
flyver af sted. Den ene dag står de med to streger på pinden, så blinker de med
øjnene, og *puf* er de 24 uger henne. Sådan har de første 13 uger slet ikke
været for mig. Dels har der været lidt mere baks med kroppen, end der var
første gang, og dels er det nu, konsekvensen af at jeg sidste gang fik
svangerskabsforgiftning, rigtig rammer mig. Jeg kan mærke, at den blinde (og
lidt naive) tiltro til, at tingene bare arter sig og at min krop gør, som jeg
beder den om, virkelig har fået et slag over knæene med en jernstang, fordi jeg
slet, slet ikke så det komme, da jeg blev syg sidst.

Og fordi jeg, hvis jeg skal være ærlig, ikke troede, at den
slags ville ramme mig.

Derfor er min ydmyghed overfor tingene denne gang så meget
desto større, og jeg er frygtelig bange for at komme til at tage noget for
givet. Derudover har jeg også tænkt utrolig meget på Lene i alt det her. Jeg
ved godt, at det ene ikke har noget med det andet at gøre, men det fylder meget
for mig, at jeg, som det ser ud nu, står til at få 2 sunde og raske børn, mens
Lene ikke engang fik lov at se Aksel vokse op. Der er ingen, der ved, om jeg
træder ud foran en bil i morgen, og der gives, som vi efterhånden har lært,
ingen garantier i livet, men det føles næsten lidt grådigt, at jeg bare skovler
held over på tallerkenen, mens andre løber så sørgeligt tør.

Fik jeg nævnt, at jeg er nærmest psykisk syg af hormoner?

Nå, men i det store og hele har jeg det godt. Jeg har haft
nogle måneder med træthed, kvalme og madlede, men må trods alt sige, at jeg
havde frygtet det værre. Nåede lige at få totalt optur over, at det eneste, jeg
kunne forestille mig at indtage, var frugt og Innocent Smoothies til børn (de
røde og gule. For GUDS skyld ikke de lilla!), indtil mønsteret blev tydeligt og
jeg kunne se, at min citruscraving varede til lige præcis klokken 15, hvorefter
jeg resten af dagen forvandlede mig til en roadie ved navn John, der efter 65 ugers
tour og volddruk med Rolling Stones, kun kunne koncentrere mig om at lokalisere
madvarer bestående af sukker og fedt.

Heldigvis begynder tingene at stabilisere sig nu, hvor jeg
er i 14. uge, og jeg kan igen begynde at udholde tanken om varm mad; både at
købe ind til den, at tilberede den og at spise den. Så. Det lysner.

Nu vil jeg smide det sidste julepynt op, og rigge an med den
lille nissedør på Antons værelse (og der må gerne gættes på, hvem af os to, der
kommer til at psyke mest over dét), inden jeg cykler ud på tundraen for at
hente ham hjem.

God weekend derude, alle I søde mennesker.

Emma Gad – gider vi?

For snart lang tid siden, læste jeg et ret sjovt blogindlæg hos Christina.
Kort fortalt handler det om, at mange af os i dag er så fokuserede på, hvad vi
selv mener, at vi har ret til, at vi ser stort på almindelig pli, og i stedet begår
os i verden, som om vi var de eneste, der beboede den. Som fx når vi vælger at
bore reoler op eller hælde ungerne ud i en lukket baggård (også kendt som
ekko-dalen) søndag morgen kl. 7.30. Og samtidig kan vi – efter talrige
talkshows og temadage på arbejde om assertion og vigtigheden af at kunne
udtrykke og stå ved egne behov og følelser – dræbe al kommunikation om
rimeligheden i ovenstående med  et ”- for det har jeg behov for.”

Det fik mig til at tænke på en artikel, jeg læste for et
halvt års tid siden, hvor DR havde lavet noget statistik på, hvor meget
antallet af vores anonyme angivelser af hinanden til de offentlige myndigheder er
steget på vanvittig kort tid. Det var rystende læsning.

Jeg tror, de to ting hænger sammen. Jeg tror, at vi egentlig
som udgangspunkt gerne vil være rare ved hinanden – jeg mener, der er vel
ingen, der står op om morgenen og som erklæret mål sætter sig at være det
maksimale røvhul overfor alle, man møder – men et sted undervejs i vores
anstrengelser for at holde bolden på egen banehalvdel og tale jeg-sprog i
stedet for du-sprog, er vi faret vild, og kommet til at tro, at det at være tro
mod os selv og vores egne behov, kan sidestilles med at pisse på andre(s).

Hvilket, tror jeg, er skudt en anelse skævt.

Men fordi vi nu har en situation, hvor alle er blevet
utrolig gode til at italesætte migmigmig, er det sket det lidt irriterende, at
alle taler og ingen lytter, og derfor er der ingen, der lige har 5 ledige
minutter til at opfylde mine behov på bekostning af deres egne.

Så på en eller anden måde er vi endt et sted, hvor vi alle
sammen synes, at nogen skylder os noget. Bare lidt. Og derfor behøver vi ikke
tage hensyn til andre, for i virkeligheden sørger vi jo bare for selv at
inddrive det tilgodehavende, som Verden, i form af naboen/kollegaen/arbejdsgiveren,
rettelig skylder os.

Og fordi vi egentlig bare synes, at vi tager noget, der
retmæssigt er vores, uanset om vi taler om offentlige ydelser, offentligt rum i
form af baggårde eller p-pladser, som andre har købt og betalt for eller
taletid på firmamobilen, gider vi ikke engang prøve at skjule at vi gør det.
For spejl, fuck af, og hvad med dig selv?

Og det er fandme irriterende.

Guderne skal vide, at jeg kender og har kendt en hel del mennesker,
der var mere grå end hvide i kanterne, og jeg har heller aldrig selv været i
overhængende fare for at gro en glorie. Jeg har nok i virkeligheden altid været
en lille smule tilhænger af mottoet: ”Det er smart at snyde, det er dumt at
blive opdaget” – men når naboen på villavejen starter med at pudse ydermur kl.
7 lørdag morgen, eller med at fræse haven hver fredag aften
prime-time-grill-tid, så er det svært ikke at komme til at føle, at han med det
signalerer, at hans behov er vigtigere end mine. Og han gider ikke engang
ulejlige sig med at lade som om, det forholder sig anderledes. Det finder jeg
ustyrligt provokerende.

Så hvis man så samtidig kan se den ene håndværkerbil efter
den anden trille ind i hans ombygningsramte indkørsel på de mest suspekte
tidspunkter af døgnet (og omhyggeligt placere en skraldespand foran
nummerpladen på bilen HVER gang), så forstår jeg egentlig godt, at svage sjæle
kan blive fristet over evne, og få lyst til at svare igen. Hvor usympatisk jeg
end finder måden, de vælger at gøre det på.

Jeg gider ikke, at vi skal have et stikkersamfund. Jeg gider
ikke, at vi sladrer til mor og står med lange næser over ligusterhækken og
savler af fryd over at få øje på noget, vi kan bruge som ammunition.

Men jeg ville ønske, at vi, som nation, lige hoppede 60 år
tilbage i tiden og genindførte traditionelle dyder som hensyn, høflighed og
omtanke, og evnen til nogle gange at sætte fremmede over os selv.

4 år med verden bedste Anton.

For 4 år siden var det onsdag aften, og jeg sad på Skejby
sygehus og ventede på at blive tjekket hos jordemødrene, som fulgte mig tæt,
fordi jeg havde svangerskabsforgiftning. Jeg var blevet sat i gang 4 timer
forinden, og havde fået stillet i udsigt, at der kunne gå op til en uge, før
jeg fødte. Jeg kan huske, at det var koldt og klart udenfor, og at Danmark
spillede landskamp; vi sad så mange i venteværelset, at jeg nåede at se både
første og anden halvleg, før det blev min tur, og jordemoderen med de
blomstrede træsko konstaterede, at ”der godt nok var godt gang i den.”

Jo tak.

I dag, hvor jeg kender Anton, er jeg ikke det
fjerneste overrasket over, at han heller ikke dengang havde tålmodighed til
nogen former for stillesiddende/-liggende aktivitet, og sgu da slet ikke en hel
uge mere, når nu der pludselig var skiltet til nødudgangen.

I morgen klokken 17.20 er det 4 år siden, han kom til verden,
og det er som om, tiden accelererer. Da han fyldte 1 år, og alle spurgte, om
ikke bare tiden var *fløjet* af sted, måtte jeg være ærlig og svare nej. Jeg
synes, at det første år var langt og trak tænder ud; ikke mindst på grund af flytningen
fra Aarhus til Esbjerg, men efter det, er det som tiden for hvert år bare går
hurtigere og hurtigere.

Der sker helt utrolig meget med ham i disse måneder. Han har
fået en håndfuld rigtig gode venner i børnehaven, hvilket jeg helt kan få
tårer i øjnene over, og det sprog, som har været så længe undervejs, vælter nu
ud af ham alle døgnets vågne timer. Der er stadig et stykke vej, til han er
aldersvarende, men sammenlignet med, hvor han var for et halvt år siden, er det
nærmest eksploderet. Med alle de nye ord og vendinger, kommer også noget af
det, jeg har glædet mig mest til, nemlig et kig ind i hans krøllede, lille
hjerne, så jeg får en fornemmelse af, hvad der foregår. Det betyder også, at
nogle af alle de finurligheder, som er ligegyldige for de fleste andre, men som
får ens moderhjerte til at smelte af 8 omgange, begynder at titte frem. Jeg
elsker f.eks. at han råber: ”Vi ses i morgen!” til sin seng, når vi tager af sted
om morgenen, og at han synger fødselsdagssang for alt fra fuglene i haven til
sine gulerødder. Når han beder mig om at holde noget, spørger han, om jeg vil
tage det ”op på lommen?” og jeg håber aldrig, at han holder op med at kalde
sugerør for ”hooraz”.

Han er det bedste i hele verden, og jeg elsker ham højere
end livet selv.

Anton, min skat – tillykke med fødselsdagen.

Æres den, der æres bør. (Eller: De indledende manøvrer til et stalkertilhold mod Maren Uthaug)

Det er virkelig sjældent, at jeg gør mig i rendyrket
reklame, men i aften gør jeg en undtagelse.

Der findes vel efterhånden igen, der ikke kender Maren?
Hvilket er yderst velfortjent, for hun pukler som en lille hest, og hun er både
skarp, sjov og røvdygtig; typen, man ikke helt kan finde ud af, om man helst 1)
virkelig gerne vil være veninde med eller 2) vil adopteres af.

Helt overordnet synes jeg, at verden sender for få roser og
high-fives efter Maren. Hun har 100 børn, og har alligevel på mystisk vis
stadig overskud til at hæfte sig ved ting i hverdagen, der er værd at blogge
om, og selvom hendes rigtige ude-i-virkeligheden-arbejde et langt stykke hen ad
vejen er det samme, som det hun laver til bloggen, forærer hun alligevel solide
lunser af det væk, flere gange om ugen, ganske kvit og frit.

Det synes jeg faktisk er overordentligt pænt gjort.

Hun har just lavet en lille bog, der hedder Den Lyse Side. Egentlig
ved jeg ikke, om ”bog” er den teknisk korrekte betegnelse, for det er mere en
slag tegneserie, men den er simpelthen så fin. Den handler om voksenliv og ensomhed, og jeg er ikke for stor til at
indrømme, at jeg fik en lille, bitte klump i halsen et par steder undervejs.

Ok, en middelsvær klump.

GODT! Jeg hylede! Er du så glad!?

Nå, men det jeg bare ville sige var, at jeg virkelig synes,
du skal købe den. Enten til dig selv (gaven, du slipper for at bytte),
som mandelgave (tag det fra mig: Der er INGEN, der kan æde mere marcipan d.
24. december), til pakkespil (enough with the vatpinde and skuresvampe), som
værtindeblomst (alle spæner alligevel rundt hele december og har ikke tid til
at nyde hverken liljer eller bonderoser) eller som adventsgave til en, du
holder af.

Hvis du trykker her, ryger du lige derover.

It takes a village to raise a child.

Inden jeg fik Anton, synes jeg, at de fleste børn var ret
irriterende. (Ikke dine, selvfølgelig.) Det der med, at de aldrig kunne holde
kæft, så man kunne føre en samtale uden 400 afbrydelser med deres forældre,
eller altid skulle blive syge/putte ærter i næsen/larme fuldstændig abnormt,
når jeg trængte allermest til, at det handlede om migmigmig, fandt jeg virkelig
belastende.

Min tolerance er – naturligvis – vokset markant, efter jeg
selv er kommet om på den anden side af bordet, og selvom jeg stadig langt fra
knus-elsker alle børn (med undtagelse af dine, selvfølgelig) er det i dag gået
op for mig, at det mest belastende i hele verden ikke er børn. Det er deres
forældre.

For satan i HELVEDE, hvor ville mit liv være nemmere, hvis
jeg ikke skulle interagere med mennesker med en social intelligenskvotient på
0,7. Ikke mindst fordi det sætter mig i en position, hvor jeg kan vælge at lære
mit barn at 1) Du har mest ret til alting i hele verden, og alle andre skal
flytte sig for dig eller 2) du skal bare finde dig i at blive pisset på.

Det gider jeg faktisk ikke ret godt.

Vi har før talt om det her på bloggen; mit barnevognstæppe
var Den Røde Fane. Jeg er vokset op med, at vi tager hånd om hinanden og tager
hensyn til hinanden. Hvis du skærer kagen, er du sidstevælger, og hvis nogen
har mindre end dig, deler du med dem. Ingen er perfekte, og alle kan blive
sure, men du behandler andre, som du gerne selv vil behandles. Det kan ligne
side 1 i Den Store Bog Om Floskler, men mine forældre har levet eksemplet i al
den tid, jeg kan huske, og jeg prøver at gøre det samme.

Det har selvfølgelig præget de værdier, jeg har ift.
børneopdragelse. Jeg går op i, at Anton siger ”Tak” og ”Undskyld”. Jeg retter
ham, når han siger ”Jeg vil have” og “Ad!!” og selvom jeg, uden at blinke, ville gå
barfodet og nøgen gennem helvede og tilbage igen for ham, vil jeg have, at han forstår,
at andre mennesker ikke er sat i verden for at servicere ham.

(Jeg skal være den første til at indrømme, at min opdragelse
så lader en del tilbage at ønske på andre områder. F.eks. får han både sukker, hvede
OG mælk, og det er som om, jeg er ude af stand til at være
standhaftig ift. at vænne ham af med sutten.)

Men jeg kommer til kort, når jeg, som f.eks. i dag, har
stået med ham i Bilka (HADER det sted!) i 10 minutter og ventet på at få
en af de famøse lege-vogne. Selvom han var så vild efter at få en, at han
nærmest lavede running man dansen, affandt han sig med, at vi skulle stå i kø,
til det var vores tur. Og da det var det, trådte en far med kone og curlingbarn
ind foran os, og tog den, vi havde ventet på. Høfligt siger jeg: ”Undskyld –
men jeg tror, at det var vores tur?” hvortil neandertaleren svarer: ”Nej, for
jeg så den først!”

 Her vil jeg gerne præcisere, at det var faderen, der sagde
det, fordi man let kan foranlediges til at tro, at det var barnet på 4, der brugte
den form for argumentation.

Og der står man så. Og kan vælge mellem korporligt slagsmål,
eller at lære Anton, at vi holder døren for mennesker, der kun stopper op
længe nok til at spytte os i ansigtet, når de træder ind.

Da vi havde fået tørret øjnene og haft snakken om, at det
VAR uretfærdigt, og at mor også synes, at manden var dum, og havde fået lagt en
chokoladebolle på såret, stod Anton og holdt ved håndtaget på plan-b-løsningen,
Kurven. En mand i starten af fyrrerne med sit barn i vognen, kører forbi ham,
og skræller simpelthen hans hånd med sin vogn. ”Av!” siger Anton betuttet.
Manden kigger først ned på ham, så kigger han på mig – og så går han videre. ”Man
kunne måske godt lige sige undskyld?” siger jeg til hans ryg, mens han skynder
sig videre og lader som ingenting.

Hvilket heller ikke gør det nemmere at forstå, hvorfor jeg
insisterer på, at Anton siger undskyld, hvis han, med eller uden vilje, har
gjort skade på andre, for det er åbenbart kun emsige mor, der går op i den
slags?

Jeg var så gal, at jeg tudede over det, da vi endelig kom ud
i bilen, og Anton sad bagi og bladrede i sin bog. Jeg vil så gerne lære ham, at den
form for opførsel ikke er ok. Men resultatet skal heller ikke blive, at jeg
ender med at have opdraget en dørmåtte.

Jeg ved godt, at det er mit og kun mit ansvar at opdrage mit
barn. Men det ville fandme være nemmere, hvis man ikke blev modarbejdet så massivt.