Exit 2013.

Så et det tæt på. Gør ikke noget, synes jeg. Det har på
mange måder været et mærkeligt år. Kan huske, at jeg sidste år forsøgte ikke at
synes, at der var noget skæbnesvangert over, at vi skulle gå rundt et helt år i
tallet 13, men mit forsøg til trods har jeg hver gang, der er sket noget
dårligt, skulet ondt til kalenderen og tænkt, at man vel nærmest ikke kunne
forvente andet.

Jeg har befundet mig meget i mit hoved i år. Så meget, at
jeg ind imellem har haft lyst til at skrige og trække stikket til tankerne ud,
fordi man når et punkt, hvor man ikke kan presse mere fornuft ud af dem, og i
stedet bare begynder at køre i ring på den virkelig destruktive måde.

Det har fyldt meget for mig, at Karina har mistet sin mor,
og at Lene er syg. Magtesløsheden og følelsen af at sidde alt for langt væk,
har revet og slidt i mig, og samtidig har det på jernhård vis mindet om, hvor
ubarmhjertigt livet og skæbnen kan være.

Det har også betydet, at jeg har kæmpet med mig selv, hver
eneste gang, jeg føler, at noget i mit eget liv har været svært, fordi jeg hele
tiden får dårlig samvittighed over at pibe; mine problemer er jo perler af dug
på hverdagens brilleglas mod den tsunami af frygt, kaos, smerte og savn, som de
to formidable damer har stået igennem.

Det til trods, har der alligevel været et par ting, der har
fyldt i mit eget lille univers, og den altoverskyggende af slagsen har været
overvejelserne omkring barn nummer to. Hvis man kender mig, ved man, at jeg
altid har en gameplan. Al. Tid. Og når den først er lagt, fraviger jeg den sjældent.
For snart 2 år siden, havde jeg tænkt, at jeg skulle se, om jeg kunne blive
gravid i slutningen af 2013, og derfor kom det faktisk bag på mig, da jeg
allerede i foråret kunne mærke, at hverken Anton eller jeg var klar til at
udvide husstandens størrelse med 50 %. Han bakser med sproget, vi sover stadig
ikke mere end allerhøjest nødvendigt, og den eneste gang, han har ofret potten
opmærksomhed, var da han pegede på den og sagde: ”Hat?”

Jeg kan også mærke, at hvor jeg, da jeg planlagde Anton,
havde en sådan lidt happy-go-lucky approach til tingene, så har jeg denne gang
en helt anden fornemmelse af, at det er mig, der den voksne, og som derfor har
ansvaret for at holde det her fly i luften – jeg har haft enormt brug for at
tænke igennem, om vi som familie kan bære det, både psykisk og økonomisk, hvis
jeg får et barn mere.

Og måske er det den erkendelse, der har ført til, at jeg for
første gang i mit voksenliv har været hele turen omkring banker,
forsikringsselskaber osv. osv. og har fået sat mig ind i de ting, der virkelig,
VIRKELIG ikke er ret interessante, men som kun bliver mere uinteressante på den
enormt kedelige måde, hvis man lader dem sejle.

Jeg har efter lang tid overvejelse flyttet Anton til en
anden institution, jeg har købt ny bil og jeg har lavet en opsparing.

Store ting, synes jeg. Egentlig.

På den helt, helt lavpraktiske og blogrelaterede side, har
jeg lagt kommentarmoderation på siden her; simpelthen fordi jeg ellers ikke
opdager, når I kommenterer på gamle indlæg. Jeg udgiver alle kommentarer, jeg
får, men når der en sjælden gang imellem sniger sig en hater ind forbi (hvilket
jeg indtil nu er sluppet nærmest mirakuløst for), har jeg truffet en helt
bevidst beslutning om, ikke at svare. Bloggen skal være et sted, der giver
energi; ikke et sted, der stjæler den, og det bliver det, hvis jeg skal skændes
i kommentarfeltet med folk, der udelukkende kommenterer for at provokere.

Men når det er sagt, vil jeg meget gerne have lov at sige,
at jeg er glad og taknemmelig over, at I gider blive ved med at pippe, selvom
tiden ikke altid rækker til, at jeg får svaret. Jeg sætter stor pris på det.
Virkelig. Det er ubetinget sjovest at skrive, når man via kommentarerne kan se,
at der sidder nogen i den anden ende og læser med.

Så.

Jeg håber oprigtigt, at 2014 har gode oplevelser, kærlighed
og overskud med til hver eneste af jer. Jeg håber, at det bliver året, hvor
gamle sår læges og nye begyndelser tager fat. Gid, at der må være latter, glæde
og god kaffe til alle.

Og medvind på cykelstierne.

Godt nytår.

Julen 2013 i sætninger:

1) “Nå, men det var jo nærmest en minutpris, der var en
escortservice værdig.”

(Til sagesløs billetkontrollør på 16 år i biografen, da
Anton efter 12 minutter synes, at vi var helt færdige med at se Alfons Åberg.
Om noget vil jeg trods alt gerne have lov at rose mig selv for utilsigtet
apropos #alfons)

2) “Nu skal du være hurtig, hvis du vil nå at tage et billede
af mig, haha.”
(Til betjent, der i nattens mulm og mørke var ved at rigge
noget ledning an i buskadset foran sin mørklagte kassevogn. Dels var det den
første løbetur post jule-frokost, og dels var jeg røget ud i noget kuling så
stift, at man fik savl blæst om på sine blafrende kinder (- men når barnepigen
er på plads, så er det bare ærgerligt, Sonny boy, hvis vimplerne flugter med
horisonten), så synes ligesom, at jeg var nødt til lidt kækt at gøre opmærksom
på, at jeg godt selv var klar over, at tempoet måske ikke ligefrem var
imponerende.)

3) “Nå, ok, du er gartner.” [Indsæt kunstigt ”Se mig – jeg er
en idiot”-grin]

4) “Mor, havde du krøller, da du var langhåret?” “Nej.” “Havde
far?”

5) “Anton, nej. For sidste gang: Vi skal ikke. have. den. el-guitar.”

(Gider Netto også lige trimme sit sortiment?)

6) “Hvis du prøver én gang til, så flytter jeg mig, og så kan
du fandme få lov at falde i åen!”

(Til barn i trodsalder (og dem, der påstår, at den ikke
findes, lyver. Stygt) der på skovtur af 50 minutters varighed, fik 24 hysteriske
anfald over, at man ikke måtte a) løbe efter kæmpeelge med gevirer på størrelse
med kollegieværelser, mens man brølede ”HEST!! HEST!!” for at give dem
gulerødder, og b) ikke måtte kaste sig i åen. )

7) “Hvor små kan man egentlig få waders?”

(Og fordi jeg bor i Esbjerg, ved jeg nu, at det kan man ned
til størrelse 26.)

8) “Nogle gange glemmer jeg, at jeg bor i Esbjerg. Men så ser
jeg sådan noget der.”

Til veninde, da vi passerede et skilt med påskriften: ”Køb
årets vildeste fyrværkeri på Sønderris Grillen!”

9) “Er der mere vin?”

Fra nu af vil jeg udelukkende titulere ugens første dag som ”lille-tirsdag”.

Hvis der er én ugedag, der ikke har det nemt, er det mandag.
Det er, som om denne ene dag er i bad standing hos stort set alle, og helt
grundlæggende har den sådan set også alt imod sig. Uanset om man elsker sit
arbejde eller ej, kræver første tur i ugens hamsterhjul en opbydelse af alle
kræfter for at komme ordentligt i gang. Og selvom lukkeloven efterhånden er
noget, vi underviser de unge i i faget historie, og vi i princippet *kunne*
flytte ugens samlede indkøb til søndag, er det alligevel stadig lidt som, at rugbrødet
i madpakken er tørt i kanten og mælken er ikke helt frisk.

Engang imellem får jeg ondt af mandag. Den kan jo ikke sådan
rigtig gøre for det, og må bare stå og skule misundeligt hen over de 3 beige
fyld-dage til mediedarlingen fredag.

Men det går over, når jeg kommer i tanke om, hvilken lille
svinsk so den i virkeligheden er, og da jeg gik i seng i går, var jeg klar til
at highfive de næste 400 mandage i fjæset med en pigtrådsomviklet kølle.

Lad mig give jer the highlights i kronologisk rækkefølge:

05.00: Vågner. På den meget stive og smertefulde måde, hvor
man godt kan mærke, at ryggen og nakken har besluttet sig for at prøve kræfter
med disciplinen ”Stillads”, hvilket – udover en sagte, konstant sang af
avforsatanavforsatanavforsatan-eder – betyder, at man har udsigt til de næste 4
dage at bevæge sig som Robocop.

07.30: Hvor er Antons jakke? Hvor, hvor, HVOR!? Nå jo. I
tørreskabet hos mormor og morfar, efter gårdagens helkropsassistance ved
bilvask. Nå, fuck it. Hoodie it is. Av, min ryg.

08.00: Bil siger mærkelige lyde. Lad mig refrase det: NY bil
siger mærkelige lyde. Ikke i orden. Overhovedet. Derudover kobler telefonen nu
også pludselig fra bluetoothen, hver gang jeg stopper. Kan ikke beskrive, hvor
træt jeg er af at skulle på værksted med en bil, der er 14 dage gammel. Av, min
ryg.

09.30: Opkald fra kær ven med de dårligste nyheder, jeg har
fået i meget lang tid. Fandens, fandens, FANDENS! Ryg nu pludselig inderligt
ligegyldig.

12.00: Ingen internetforbindelse. Hvilket er medium træls,
når jeg lige nu skal forestille at sidde klar som videotolk på Skype. Av, min
ryg og er der flere kleenex?

12.30: Phiew! På igen. Av, min ryg.

12.35: Ok, er det med håndsving i dag eller hvad!? Hvorfor
fanden er forbindelsen så dårlig?? For rasende til at lægge mærke til ryg.

12.40: Kører lige en hastighedstest. Av.

12.42: Når jeg nu
betaler for en 60/12 forbindelse, så ville det godt nok være fedt, HVIS DEN GAD
AT LADE VÆRE MED AT VÆRE 8/12!!! 

14.40: Efter sølle 2 timers support, hvor 4 forskellige
mennesker har gjort det samme af 4 omgange – ikke mindst fordi jeg, uden grund,
blev smidt af telefonlinjen 2 gange – kan vi nu konstatere, at jeg har gjort mig
fortjent til et nyt modem. Som åbenbart kræver en rituel hyldestplatform af guld og marmor midt i
stuen, hvor den med staniolhat skal skærmes mod elektriske signaler AF ENHVER
SLAGS!! hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om nogensinde at få ordentligt
internet igen.

16.02: Kører ud for at hente Anton. Da jeg kører over
skinnerne, undrer det mig kortvarigt, at det virker så lyst. Kigger til højre
(AV!!) og konstaterer, at det er fordi toget 50 meter væk. Ja, undskyld, hvis I
lige var ved at lave noget andet og vigtigere, bomme og signallamper. I kan
bare begynde at virke igen, når I har tid. Og lyst, selvfølgelig. For
forskrækket til at have ondt i ryg.

16.12: Er efter nærdødsoplevelse meget lidt i humør til at
få at vide, at Anton ”ikke er ret glad for selv at tage tøj på. Det bør han
altså kunne.”
Jamen, meget undskyld. Den app skal jeg lige få hentet og
installeret i en fart. Når jeg er færdig med at ligge på sofaen og vanrøgte mit
barn med ligegyldighed. Ville lægge mig ned på gulvet og græde, hvis jeg kunne.

17.00: Tror, jeg tænder nogle stearinlys for at jage den
dumme dag på flugt.

17.01: Hvordan er det nu, man fjerner stearin fra
gulvtæpper? Og hvordan kommer man derned?

17.30: Ok, så når man stryger de kaffefiltre, der ligger hen
over pletterne, skal man lige huske *ikke* at stryge direkte på gulvtæppet? Tak
for info. Så ved jeg det, når jeg køber det næste strygejern. Smider jeg det
bare det her i containeren under ”Småt brændbart”?

Mandag.

Du er en pisset, ildelugtende grimrian af en kost, og du har fortjent hvert et ondt ord, du får med på vejen.

Vind: Bridget Jones – Vild med ham.

Update:

Så er der trukket lod. De to heldige vindere blev hhv. Hugos mor (den nye bog) og Anne Jeppesen (mit aflagte eksemplar). Tillykke til jer. Hvis I sender mig jeres navne og adresser på blogsbjerg@gmail.com, så smider jeg bøgerne i kuverter og skiber dem afsted.

 
 


For noget tid siden lovede jeg at lave 2 give-aways i anledning af julen. Dette er den anden og sidste af slagsen:

Jeg kan overhovedet ikke taget få hul på det her indlæg. Jeg
er startet 17 gange, og har hver gang slettet, hvad jeg har skrevet, fordi jeg
ikke ved, hvordan jeg skal gribe det an.

Det her er et give-away indlæg, som oven i købet indeholder
2 muligheder for at vinde bogen ‘Bridget Jones – Vild med ham’, og i give-away indlæg skal
læserne jo for fanden helst være interesseret i at vinde det, der er på højkant.

Men da jeg sagde ja til at udlodde bogen, lovede jeg også at lave en anmeldelse
af den…

Og jeg er ikke sådan rigtigt lyve-typen.

Så. For at være helt ærlig: Jeg ikke bryder mig ret meget om
den. (Meget undskyld, søde redaktionspiger, der har sendt den.) Ikke fordi
Helen Fielding har slået Mark Darcy ihjel, hvilket, så vidt jeg kan læse,
nærmest har indbragt hende dødstrusler i hjemlandet, men fordi jeg simpelthen
synes, at den er for dum.

Det bliver alt, alt for karikeret til mig, når ALting HELE
tiden går galt, fordi hovedpersonen opfører sig, som om hun er født uden hjerne
og social begavelse, og jeg allerede 7 sider i forvejen kan forudsige, hvilke
pinligheder, Bridgets adfærd nu vil medføre.

Jeg læste et interview i Politiken med Helen Fielding, hvor
hun fortæller om bogen, og jeg tror, at det er rigtig nok, at mange af de stupide
fadæser Bridget laver, er hentet hos både forfatteren selv, og i hendes
omgangskreds, men jeg savner virkelig, at der er noget normalt, velfungerende
liv i mellem skiverne af kaos, så det ikke bare er facepalm på facepalm på
facepalm. Og selvom det er en lille ting, så irriterer det mig temmelig meget,
at til trods for, at Bridget bliver gjort spejlblank i forhold til sit arbejde
– når hun overhovedet begiver sig af med det, i pauserne mellem tøjindkøb,
toyboys og Twitterupdates – så er der stadig råd til at bo i et stort hus og
have tjenestepige på fuld tid. Jeg er med på, at bogen skal tjene som
underholdning, og ikke som økonomisk dokumentation for et gennemsnitligt,
engelsk liv, men når man vælger dagbogsformen og en handling, der skal
forestille en normal hverdag for en alenemor, så skærer den slags mig bare i
øjnene.

MEN. Husk nu, at jeg er sådan et surt gammel røvhul, der
hader Live fra Bremen og Klovne, der falder ned i lagkager, så jeg synes, at du
skal smide et lod i puljen, læse bogen og danne dig din egen mening. Vi behøver
jo heldigvis ikke at være enige med hinanden om alt, og måske elsker du den.

Jeg trækker lod om både det helt nye, dugfriske eksmeplar, og min egen udgave fredag d. 13. kl. 13. (uuuuuh!)

Sæt i gang.

Når gode dyr er rådne.

Nå, men jeg har været på kaninjagt i dag. Hvad har I lavet?

Det startede med, at vi kom over til mine forældre, Anton og
jeg. ”Prøv lige at komme og se” siger min mor og viser mig en kanin, der sidder
og forsøger sig som statue i baghaven.

”Hvor fanden kommer den fra??”

”Aner det ikke, men den har været her et par dage.”

Mine forældre er nogle rare mennesker, som i den slags
situationer øjeblikkeligt ser små, kaninløse piger med rottehaler stå ved det
tomme bur og græde hjerteskærende for sig, så de havde naturligvis været i gang
med at tjekke lokalaviser og har haft ringet til både Falck og dyrlæger. Uden
held.

”Jamen, vi kan sgu da ikke lade den sidde derude” sagde jeg. ”Tænk
hvis den .. ja, blæser væk, eller sådan noget?”

”Tror du, at vi kan fange den?”

”Ja da!” (Øh, baseret på hvad, om jeg må spørge? Din lange
karriere med at løbe dyr op på prærien?)

Bevæbnet med min fars fiskenet og en transportkasse,
entrerede Storvildtsjæger I & II haven, hvor jeg opførte mig, som om jeg
var en del af politiets gidselforhandlingsteam og skulle forsøge at overbevise
modstanderen om det fornuftige i at overgive sig.

”Hør nu, lille fyr. Det begynder at blæse MEGET slemt i
morgen. Og hvad vil du så gøre? Kom du nu her. Vi gør ingenting.
(Titlen på den
vigtigste bog i pensum på øksemorderstudiet). Kom! Så finder vi din mor og far.”
Forsøgte mig med denne form for retorik, og argumenter, der bl.a. indeholdte
ord som ”hø” og ”gulerødder” i 10 minutter, hvorefter jeg råbte ”FUCK DET!!” og
satte efter den.

Så spænede vi rundt om huset 400 gange, mens min mor
skiftevis heppede og råbte ”DER! Der er den!!” På et tidspunkt synes min far
(der har brækket en tå, og derfor sad over på bænken), at Anton skulle ud og
være med, (but why!?), så pludselig løb der 90 cm. begejstret barn rundt og
råbte ”NIIN! NIIN!” alt imens jeg lokke-råbte ”VI PRØVER BARE AT HJÆLPE DIG” og
det hele mindede mest af alt om en slags Cirkusrevy-version af Hunger Games.

Men jeg fik den. HaHA!

Så vi pakkede den ind, aede den, og kørte den til dyrelægen,
hvor jeg fik et akut anfald af tvangsomsorg og seperationsangst. ”I afliver den
ikke, vel? Nu finder I vel dem, der ejer den, ikke? Jeg tror lige, at I skal
undersøge den – den har en lille rift på snuden. Nu skal du se, lille ven – nu kommer
mor snart og henter dig.”

Har nærmest lyst til lige at cykle forbi i morgen og tjekke,
at den ikke sidder som en uafhentet pakke tilbage på hylden.

– hvilket med al ønskelig tydelighed illustrerer, hvorfor
Anton aldrig får lov at få dyr; det ville i givet fald blive mig, der smed mig
dramatisk hen af græsplænen, opløst i snot og tårer, og skulle trøstes af ham, når
vi engang skulle begrave hans spidsmus.

Fremover kan I bare kalde mig Ace Ventura.