Catch me if you can.

Da jeg gik på handelsskolen havde vi et fag, der hed Salg og
Service, hvor vi brugte ufatteligt mange timer på at analysere reklamer og
forbrugeradfærd, og hvor vi lærte, hvor stor en procentdel af
købsbeslutningerne rundt omkring i de danske hjem, der bliver truffet af
kvinder. Jeg kan ikke længere huske det præcise tal, men det er højt.

Vi fik at vide, at dette var vigtigt at huske, da det i
rigtig mange tilfælde også er kvinderne, der træffer den endelige beslutning om
forbrugsgoder, der ellers traditionelt opfattes som maskuline, f.eks. elektronik
og biler.

Jeg har de sidste 5 måneder tænkt mere over dette faktum, end jeg ellers
har gjort i mange år, da jeg jo har været i gang med projekt Ny Bil.

Jeg skal ikke på nogen som helst måde lade som om, jeg har
forstand på biler. Overhovedet. Til gengæld er jeg en af dem, der burde have ”Hårdt
arbejde udraderer til enhver tid talent” tatoveret tværs over ansigtet, for jeg
kan simpelthen ikke være i min krop, hvis jeg løser den slags opgaver halvt.  

Så. Inden jeg kastede mig ud i det her bilarrangement, plagede
jeg livet af dem, jeg kendte, der rent faktisk ved noget om biler, og
resultatet af min verbale stalkning, blev til den liste, jeg havde med i
tasken, når jeg tog ud til bilforhandlerne. Jeg udvalgte 7 forskellige
bilmærker og -modeller – ud fra det saglige kriterium ‘hvad er inden for min økonomiske
formåen og ikke alt for grimt’
– som jeg tog ud og prøvekørte, hvorefter jeg
med udgangspunkt i min liste bad forhandleren om et tilbud, så alle tilbud
indeholdte de samme ekstra features, f.eks. vinterdæk, air con og mulighed for at
koble mobilen op på radioen.

Og i hele den her proces, tænkte jeg ca. en million gange på
det med, at man aldrig skal undervurdere kvinder som købere, for 4 af de 7 biler
valgte jeg fra, fordi sælgerne var nogle spassere. Den ene overvejer jeg
stadig, om jeg skal have lavet et polititilhold på. (STOP så med at
ringe/maile/sms’e! Damen sagde nej!)

Heldigvis var den rareste og mest tillidsvækkende sælger
også ham, der havde den bedste – og billigste – bil. For fanden, hvor er det
sjældent, at det hænger sådan sammen. Så efter at have fået så upassende meget
rabat, at jeg fik mulighed for at gå en motorstørrelse op, skrev jeg for 7 uger
under på slutsedlen for min første nye bil.

I går kl. 13 blev det så ENDELIG
jul.

Og et eller andet siger mig, at folkene hos Citroën også har
haft Salg og Service…

Verdens bedste Anton, 3 år.

Han havde fødselsdag i går, den bette.

Jeg bliver sgu så rørt; tænk, at det er 3 år siden, at jeg
så ham første gang. Hold nu KÆFT, hvor var han rasende, og helt blå og lille.
På hans fødselsdag har jeg altid tidsplanen for min fødsel kørende i
baghovedet, og jeg giver ham updates ca. en gang i timen på, hvad vi lige nu
var i gang med på Skejby sygehus for x antal år siden.

Dagen startede med, at jeg forsøgte at synge fødselsdagssang
for ham. Om det var fordi jeg kom til at tude en lidt, mens jeg sang, eller om
jeg bare synger ubegribeligt dårligt, er svært at sige. I hvert fald nåede
jeg kun til første omgang ”Hurra, hurra, hurraaa!”, før han, venligt men
bestemt, slog hånden for munden af mig, og sagde: ”Nej!”

I køkkenet, hvor jeg havde lagt pakkerne parat, lagde vi
hårdt ud med et hysterisk anfald over, at man ikke måtte løbe af sted med det
lille fødselsdagstog med lys i. Åbenbart bliver ‘brandfare’ ikke automatisk en
del af det aktive vokabularium, når man fylder 3.

Efter at have gemt toget væk, og genoprettet freden, åbnede
jeg pakkerne, som jeg aftenen forinden havde brugt en halv time på at pakke
ind, mens Anton sad på gulvet og dimsede med gavebåndet. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg føler
stolthed over, at barnet kan fornøje sig med plastik til omkring 2 øre, eller
undrer mig over, at jeg bliver ved med at forsøge med det gaveindpakningskoncept,
når det nu tydeligvis ikke taler til Anton.

Dagen bød på masser af dejlige mennesker, gaver en masse
(med en guitar og et briotog på absolut top 2) og mad, mad og mere mad. Jeg kan
aldrig rigtig styre mig, når der er anledning til at gå amok i
køkkenet. Når man er eneste beboer på over halvanden meter i husstanden, retter
man kulinarisk lidt ind efter det, og der er sjældent tale om de helt store
armbevægelser, fordi det altid betyder, at man så skal spise det samme i en uge
bagefter. Så gæster = find alt det sjove frem, du har pinnet/sakset/fotograferet de sidste par måneder.

Guderne skal vide, at jeg ikke er noget hæsblæsende talent i
et køkken, men det er som om, min hjerne forbigår dette faktum i stilhed,
når der skal laves mad til mange. Min selvtillid er uproportionel høj i forhold
til, hvad jeg indtil nu har bedrevet ved komfuret, og jeg kaster mig derfor
altid frygtløst ud i retter og kager, som jeg a) aldrig har lavet b) ikke har
den fjerneste ide om sværhedsgraden af og c) ikke aner, hvordan jeg skal redde,
hvis det går galt. Som min bedstefar altid siger, har heldet dog en tendens til
at følge en vis kategori af mennesker, og langt de fleste gange slipper jeg af sted
med det.

Denne gang synes jeg så, at vi skulle have nogle af de der
cake pops, som alle kagebagersider med respekt for sig selv fremviser et
imponerende udvalg af. Til de lykkeligt uvidende, er der tale om en kugle af
kage på en pind, betrukket med noget meget e-nummerbefængt pseudochokolade i
hysteriske farver.

Og jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet.

Eller jo. Det ved jeg sådan set godt. Jeg havde forventet,
at ingredienserne selv ville hoppe ud af skålen, og lægge sig pænt til rette på
bordet i perfekt afrundende kugler, som høfligt ville spørge mig, om der ellers
var andet, de kunne være mig behjælpelige med.

Det var ikke helt sådan, det gik motherf*cker! Men efter et
par ekstra ture i Bilka, så mange ekstra ingredienser, at jeg kunne have lavet
100 af de små svin, og 24 panikgooglinger, fik jeg alligevel stablet 20
dejklumper, der mest af alt lignede golfbolde, der var slået ud af facon, op på
pinde og betrukket dem med de satans cakemelts, som PS ikke er så ”supernemme!”
at bruge, som alle de skide bagehjemmesider hævder, at de er!

Needless to say at jeg med stolt-mor mimik og ømme blikke på
Anton fortalte gæsterne, at han selv havde hjulpet med at lave dem.

(Hvad? Han skylder mig 3 års nattesøvn, så han kan sgu godt
tage en for holdet.)

3 år.

Det er så vildt, mand.

Jeg kan slet ikke huske, hvordan livet var, da mit hjerte
ikke var fyldt til bristepunktet med kærlighed til ham.

Bedre sent end aldrig.

For snart lang tid siden skrev jeg et indlæg om at være
selvvalgt alenemor til en hjemmeside, der hedder Barsel i Aarhus. Jeg ville
egentlig have linket til det dengang, men kom fra det igen. Den sidste måned
har jeg imidlertid fået flere mails fra læsere, som spørger om dette og
hint i forhold til at vælge at få børn selv, hvilket fik mig til at tænke, at
der godt kunne være flere af jer derude, der i den kommende julefrokosttid
kommer til at sidde ved siden af sådan nogen som mig. Derfor bringer jeg her, med en ubetydelig
forsinkelse på et halvt år, indlægget:

Do’s and don’ts til samtalen med den selvvalgte alenemor.

Normalt blogger jeg på blogsbjerg.com og jeg kan
godt mærke, at jeg famler lidt, når jeg skal lave et indlæg, der kan stå alene;
bloggen er mit fristed, hvor jeg færdes hjemmevant og hvor mine læsere kender
både mig og min historie, mens I er sådan nogle helt nye nogen…
#præstationsangst

Men nuvel – lad os prøve at kaste
os ud i det. Så ser vi, om jeg kan få det til at give mening for helt nye
mennesker.

Jeg er 36 år og selvvalgt
alenemor til Anton på 2. For god ordens skyld tilføjer jeg lige, at det
betyder, at han, helt fra starten, har været mit planlagte soloprojekt; jeg er
ikke blevet knocked up af en fisker, der efterfølgende stak af over de 7
verdenshave i nattens mulm og mørke. (Jamen, det er der faktisk en del, der
tror.) Jeg har boet i Århus i 15 år, men har post-Anton valgt at flytte tilbage
til fødestavnen Esbjerg, hvor min familie bor. Det har været et svært valg, og
her, 2 år efter, er jeg stadig ind i mellem nødt til at sætte mig ned og tude
over, at jeg synes, at byen er grim, og at folk er meget vestjyske i deres
approach til nye mennesker. Til gengæld elsker jeg med nærmest religiøs
inderlighed at være tæt på min familie igen.

Men I er jo ikke her på siden,
fordi I gerne vil læse den samlede biografi om mit liv. I er her – antager jeg
– fordi I enten lige har fået en lille, eller fordi der er en lige om hjørnet.
Så jeg tænkte, at jeg ville lave en lille førstehjælps-parlør til jer, i
tilfælde af, at I kommer i mødregruppe med en som mig.

Så her følger 5 do’s and don’ts
til samtalen med alenemoderen.

1) Det må gerne være hårdt for
dig også. Jeg oplever tit, at folk ikke synes, at de må brokke sig over, at de
synes, at det er hårdt at have små børn, når der er en til stede, der står
alene med det. Det må du gerne. Der er forskel på børn, der er forskel på
livsvilkår, og vi sammenligner alle med det udgangspunkt, vi havde, inden vi
fik børn.

2) Det ville til gengæld være
superfedt, hvis du lod være med at sige, at ”det faktisk er det samme hjemme
hos os, for Martin arbejder SÅ meget.” Her bliver jeg bare nødt til at skære
igennem og sige: Nej. Det er ikke det samme hjemme hos jer. Lige meget hvor
travlt Martin har, er jeg sikker på, at han stadig fra tid til anden kan svinge
forbi Føtex eller køre på apoteket, når I er syge (så du slipper for at skulle
pakke jer begge ind i overtøj, hive en barnevogn op af kælderen, gå på
apoteket, stå i kø, gå hjem, forholde dig til problemstillingen, at det
kolikramte feberbarn nu er faldet i søvn, og at du derfor står til at skulle
vandre rundt i gader og stræder med tårnhøj feber, med mindre han skal vågne og
skrige fortvivlet). Han kan formentlig også stadig betjene vaskemaskinen, og
tage sig af barnet, hvis du skal til fødselsdag hos veninderne. Hvilket bringer
mig til 3. punkt:

3) Hold lidt igen med at spørge:
”Kan dine forældre ikke tage ham?” Hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg
havde fået det spørgsmål, kunne jeg gå på pension nu. Anton elsker sine
bedsteforældre. Højt. Og det er uendelig gensidigt. Men han er mit barn, som
jeg har ansvaret for, og selvom mine forældre er my people, skal han stadig
passes, når han er der. Det er faktisk en af de ting, der har overrasket mig
selv mest; at jeg føler det som pasning. Men det gør jeg. Jeg forestiller mig
ikke, at man tænker det som pasning, hvis faderen er hjemme med barnet, så
umiddelbart forestiller jeg mig, at der er plads til lidt mere gåen-ud med
dertilhørende pasning, hvis man er to, end hvis man er en? Her på matriklen
skal Anton passes, hver e-n-e-s-t-e gang, jeg skal noget, hvor jeg ikke kan
have ham med. Frisør, læge, møder, træning, polterabend, arbejdsdag i
vuggestuen, you get the picture. Så jeg har den store kniv fremme, når jeg skal
vælge, hvad jeg prioriterer at komme til, og hvad jeg skærer væk. Og jeg ELSKER
de mennesker, der har forståelse for, at deres arrangementer derfor ind imellem
bliver valgt fra.

4) Af den grund er jeg også vild
med, når andre mennesker har lyst til at lave noget, hvor jeg kan have Anton
med. Jeg synes, at det er skidehyggeligt at mødes på legepladsen med en kop
kaffe, og så sludre lidt, mens vi puster på skrabede knæ og skubber gynger,
mens det ikke rigtigt giver mening for nogen at mødes på en cafe til brunch.
Når man er alene med et barn, lander man livstilsmæssigt lidt mellem to stole:
Dit liv er, i hvert fald inden barnet kommer, indrettet efter singleskabelonen,
hvor man bruger sin omgangskreds til at få sine sociale behov dækket, mens du,
når bette melder sin ankomst, pludselig får et liv, hvor du rytme- og
indholdsmæssigt har mest til fælles med dine parvenner med børn. Og de skal
mange par-ting med svigerfamilier og Lalandia-ture og påskefrokost. Så jeg
oplever, at det godt i perioder kan være lidt småt med voksenstimulans, fordi
der ikke kommer en hjem, når arbejdsdagen er slut og fylder på. Derfor: Vil du
have 5 guldstjerner i bogen hos alenemoderen, så spørg hende, om hun vil have
besøg eller lave noget i de perioder, hvor alle traditionelt er sammen med
familien.

5) Bare spørg. Om alt, egentlig.
For mig er det 1000 gange federe, at folk spørger, hvad jeg gjorde mig af
overvejelser inden, hvordan jeg rent praktisk griber tingene an, og om jeg
savner en kæreste, end at de sidder og tænker det. Jeg tror ikke, at man vælger
at få et barn alene, hvis man er typen, der føler skam eller ubehag ved at tale
om det. På det område adskiller vi os ikke spor fra alle andre mødre: Vi kan
tale i dagevis om både os selv og vores formidable afkom, uden på noget
tidspunkt at blive trætte af det.

Ok. Så tror jeg, at jeg har været
omkring det vigtigste.

Er I her endnu? Ja? Godt hængt
på!

Tilbage er der vist bare at sige
tak for lån af øjne, og rigtig god fornøjelse med barslen i Aarhus.

Give-away: En hellig alliance.

Update: Berit – du er den heldige vinder. Tillykke:) Send mig dit navn og din adresse på blogsbjerg@gmail.com, så videreformidler jeg til forlaget.



I anledningen af julen har jeg – undtagelsesvis – besluttet at
lave to bog-give-aways. Jeg forestiller mig, at jeg ikke er den eneste, der
synes, at der er nok at bruge penge på i december, så dette er mit forsøg på at
lade to af jer slippe bare en mikromy nemmere økonomisk igennem højtiden. Den
første give-away følger her:

Jeg er en af dem, der har det lidt stramt med kongefamilien.
Ikke på den måde, at jeg bliver nødt til at tage blodtryksdæmpende medicin, når
jeg ser billeder af de royale, og jeg har ikke noget godt bud på, hvad
alternativet skulle være (- medmindre det kunne være Obama, som jo alligevel
bliver arbejdsløs om et par år eller 3 #cometoMAMA!), men hvis jeg havde fulgt den
oprindelige plan og var blevet journalist, havde det HELT sikkert været mig,
der havde stillet Prinsesse Marie det samme spørgsmål 24 gange, fordi jeg ikke
fattede, at hendes usympatiske bonde af en mand forsøgte at få mig til at De’se
hende.

Og apropos mit erhvervsliv havde jeg for et par år tilbage en
kort afstikker fra mit tolkejob; jeg arbejdede ved retten i Århus, hvor jeg manisk
begejstret amokstemplede dokumenter fra tidlig morgen til sen aften. På min første
arbejdsdag blev jeg vist rundt af en af mine fellow-paperpushers, og da vi kom
til kantinen, sagde hun: ”Vi sidder ved det her bord. Derovre må du ikke sætte
dig; der sidder advokaterne.”
Jeg grinede – indtil det gik op for mig, at hun
mente det.

Jeg bøjer mig glad og gerne i støvet for store hjerner og
gode argumenter. Jeg ved ikke noget bedre end at iagttage folk gøre noget, de
er gode til. Men du får mig Aldrig. Nogensinde. Til at sige ”De” til nogen som
helst, eller til at pakke mig ydmygt i hjørnet som en anden fucking Askepot. Og
da SLET ikke pga. titler eller penge. Det strider så meget imod mit grundsyn på
mennesker, at jeg simpelthen er ude af stand til at gøre det.

Så jeg er den HELT rigtige at sende en bog som ”En hellig alliance” til.

For ligesom forfatterne er det også faldet mig for brystet
at høre Mary og Frederik fortælle om, hvordan de gør alting selv, og bare lever
som en helt almindelig familie, når man ved, hvor mange tjenestefolk, de har
ansat. Jeg synes, at det vidner om en himmelråbende mangel på respekt og forståelse
for, hvordan livet ser ud for en gennemsnitsfamilie, at man vil være bekendt at
påstå, at det 24 karats arrangement, de har kørende, har *noget som helst* med
den jævne virkelighed at gøre.

Alene det sted i bogen, hvor der bliver fortalt, hvordan der
hos kronprinseparret bliver skiftet sengetøj en gang om dagen – to, hvis
børnene har sovet til middag – fik mig til at skære tænder af raseri. Hvilken
ubeGRIBELIG ødsel omgang med vores penge!

Vores, vores, VORES penge!

Nå. Der fik jeg lige hidset mig op. Og det ER jo bare
fiktion *ho-løgn!-st*

Det jeg egentlige bare gerne ville sige var, at hvis du har
lyst til at lægge denne fantastiske thriller under træet til en, du holder af
(tjek evt. lige royalt standpunkt inden af hensyn til julefreden), så smid en
kommentar her senest fredag kl. 12. Så trækker jeg lod om et eksemplar.

Pin-up girl.

Jeg overvejer at lukke bloggen.

Ikke fordi jeg er træt af at skrive, slet ikke.

Men jeg har fundet Pinterest.

Holy mother of God. Er I KLAR over, hvor meget tid, man kan
komme til at bruge derinde? Og ja, det er I jo nok, eftersom I alle sammen har
været der i noget, der ligner 4 år, men for mig er det nyt, så jeg har de
sidste par dage flere gange oplevet at sidde med visne hænder, fordi alt blodet
for længst har tabt tålmodigheden, og er skredet ned i benene.

Og jeg får da travlt de næste par år, kan jeg godt se.

Bl.a. med at finde de mange huse, jeg skal ud og købe, så
der er rum nok til alle de diy-projekter, jeg pinner. Det bliver nogle hektiske
år i køkkenet frem mod 2020, og det viser sig, at jeg *også* skal til at lære at
sy.

Først Facebook, så Instagram og nu Pinterest. Jeg MÅ ikke
blive lukket ind på flere sociale medier, for jeg har ikke flere timer tilbage
i døgnet.

Det er heldigt, at jeg ikke kan finde ud af at bruge Twitter.

(Ja, selvfølgelig har jeg da prøvet. Skulle jo nødigt gå
glip af noget.)

(Seriøst: Hvordan virker det?)

Vi har (åbenbart) citrontema på bloggen i disse dage.

Nogle gange kan jeg godt blive overrasket over, hvad hjernen
vælger at bruge energi på at huske. Jeg er 36 år, hvilket betyder, at nogle af
de historier, som på alle mulige tidspunkter hopper frem i frontallapperne på
mig, er omkring 30 år gamle.

Klassikeren er den med, at man ikke skal gøre sig skeløjet,
fordi man risikerer, at øjnene sætter sig fast. Denne formaning bliver ofte
broadcasted med min mors stemme. Om det passer, eller om hun bare ikke gad se
mere på mit skabede ansigt, ved jeg stadig ikke.

Men en anden historie, som jeg tænker på *mindst* en gang om
ugen, er en af de historier, som vi børn fortalte hinanden, da vi var små,
nemlig at man skal passe på, når man køber citroner, for narkomaner bruger dem
til at rense deres sprøjter i.

(Øhm, hvad?)

Dengang virkede det som en rimelig antagelse, at to
narkomaner med abstinenser, der var blevet enige om at dele et fix (og alle
ved, at narkomaner er typerne, der deler pænt og ordentligt) lige brugte en
halv time på at finde den nærmeste Kvickly, udenfor hvilken den ene fixede,
hvorefter den anden lige susede ind og .. ja, jeg er lidt uklar på, hvordan
renseritualet i en citron skulle foregå, men .. gjorde whatever med nålen,  efterlod citronen i kurven, og gik ud for at
skyde færdig.

Jeg ved det godt.

Og ALLIGEVEL: Hver E-N-E-S-T-E gang, jeg køber citroner,
når mine øjne lige at scanne frugterne for mistænkelige stikmærker, inden min
hjerne indhenter mit syn, og minder om, at vi er blevet voksne, og derfor ikke
tror på den slags mere.

For fanden altså.

Sig, at I har tilsvarende psykiske defekter?