Situationer, hvor jeg virkelig, *virkelig* godt gad, at jeg ikke var alene:

* Når man forlader en bilforhandler, der har brugt 25 minutter
på at lyve én lige op i ansigtet, og man faktisk på forhånd har researchet
emnet godt nok til at vide, at han er et løgnersvin. En halv pec-highfive giver
sådan en grim overbalance.

* Når Anton er syg og har kastet meget op over større arealer.
Virkelig uoverskueligt at skulle væg-til-væg-soignere os begge, og derefter
holde øje med det stakkels, slatne kræ, mens man gør rent og samtidig forsøger
at gro supersonisk hørelse, så man fanger det lille præ-ral, der indikerer, at
det trækker op igen.

* – med underteksten: Når man – igen – må trække barnets
første sygedag-kortet. Et sted i Århus står min arbejdsgiver og råber: ”I
second that!”

* Når jeg skal sætte mig ind i noget, der virkelig, VIRKELIG
ikke interesserer mig. Jeg ved godt, at man ikke altid er så heldig, at den
bedre halvdel lige er yang, hvor man selv er yin, men så kan man i det mindste
fordele efter princippet om, at alle skal lide lige meget.

* Når slikposer eller rødvinsflasker virker lidt mere slunkne,
end man med god samvittighed kan forsvare selv at have stået for.

* Når jeg skal inden for samme uge har en aftenopgave, en
weekendopgave og en barnepige, der følger med i fodbold, og derfor
glædestrålende over EFB’s gode resultater, melder fra. Hej mor og far. Great news!
Jeg flytter hjem igen!

* Når ”eksperter” i TV siger noget idiotisk og faktuelt
forkert. Meget utilfredsstillende at hånråbe: ”Hold nu kæft, din store idiot!”
ud i en tom stue.

* Når man skal træffe store beslutninger på barnets vegne. Her
mangler jeg virkelig somme tider en, der har samme forhold til og ansvar for
ham, som jeg har. En der godt ved, at nogle gange må man træffe beslutninger,
som stresser ham på kort sigt, for at hjælpe ham på lang sigt. Jeg har efter
lang, LANG tids overvejelse besluttet at opsige Antons plads i den institution,
han går i, og flytte ham til en anden. Her ville det have været lækkert med en,
man kunne prikke på skulderen hver 10. minut natten igennem i et par måneder,
som med autoritet i stemmen kunne sige: ”Det ER den rigtige beslutning. God-så-nat!”.
* (Og som man kunne pege anklagende på, hvis det viste sig, at vi tog fejl.)

* Når man skal løfte tunge ting og sager, som fx børn og
indkøbsposer, og man stadig ikke har haft held på det sorte organmarked til at
skaffe en ny albue uden tennis i.

Den omvendte Nike.

Om blogs, bloggere og læsere. Advarsel: Lidt Meget langt.

Ovre ved Sneglcille bliver der debatteret ivrigt i
kommentarfeltet for tiden; det hele udspringer af et sponsoreret indlæg, hun
har lavet, og nogle læserreaktioner herpå.

Debatten er ikke ny. I de 4 år jeg har blogget, tror jeg, at
dette emne har været oppe og vende en håndfuld gange, typisk med ”kan man ikke
lide lugten”-argumentet på den ene side, og ”man skal ikke offentliggøre noget,
hvis man ikke kan tåle kritik på det” på den anden.

Som sådan har debatten ikke noget med mig at gøre; Sneglcille
er en velformulerende og intelligent kvinde, der er fuldt ud i stand til selv
at tage vare på sin egen integritet. Når jeg alligevel blander mig, er det
fordi jeg synes, at noget har ændret sig over de sidste par år i blogland. Oftere
og oftere støder jeg på kommentarer om, hvad man som læser synes, man har krav
på at kunne forvente af både blog og blogger hos den, man følger – men jeg
synes faktisk, at det kunne være interessant at se på, om vi som bloggere måske
også kunne tillade os at forvente noget af vores læsere?

Og vent lige med at gå amok, til I har læst færdigt, ikke?

Lortemor lavede for nyligt et indlæg, der handlede om gaver,
der i forbindelse med et velgørenhedsarrangement, var blevet givet til de store
bloggere. Indlægget handlede om, hvor meget man som blogger kan tillade sig at
tage imod, og hvor og hvordan man skal gøre opmærksom på det. I kommentarfeltet
under, var der bl.a. en kvinde, der skrev, at ”Inden for (god) journalistik er det ganske enkelt
forbudt at modtage gaver. For så snart der er andet end ren og skær objektiv
vurdering af et produkt på spil, bliver det utroværdigt. Og utroværdige
skriverier kan ingen bruge til noget (andet end skribenten selv, der har fået
en gave ud af det). Så ja, jeg synes bestemt også, der er god grund til at have
dårlig smag i munden …”

Her vil jeg gerne lige sige noget. For hvis jeg ikke tager
meget fejl, får de fleste journalister løn for det de laver. Derfor kan man godt
argumentere for, at man kan tillade sig at stille nogle krav til deres arbejde,
fordi man i sidste ende er med til at betale deres løn, hvis man køber den
avis, de skriver i. En blogger gør det gratis. Flere af os betaler penge for
vores hjemmesider, og mange af mine bloggerfrænder lever faktisk af at skrive,
så i deres tilfælde er det et stykke håndværk, de forærer væk, fordi de har
lyst.

Når jeg alligevel ikke helt synes, at vi kan bruge
argumentet om, at man bare kan skride, hvis man ikke kan lide det man læser, er
det fordi, vi jo for fanden ikke ville blogge, hvis der ikke var nogen, der
læste det. End of story.

Og det er fantastisk, når nogle gider besvære sig med at
kommentere på det, man skriver. Modsat hvad nogle tror, så betyder det ikke så
meget, om læserne er enige eller uenige, når de kommenterer, for 90 % holder en
fin og sober tone, og uenigheden giver fine indspark til debatten.

Der hvor jeg står af er, når læserne – uopfordret – skriver
syrlige ting som: ”Du var meget bedre før” eller ”Her er jo kun sponsorerede
indlæg – går der ikke lige rigeligt tv-shop i den?” og ”Jeg gider ikke alle de
reklamer, så du har lige mistet en læser.”

Jamen… Nå? Hvad skal den kommentar? Seriøst? Andet end at
gøre bloggeren ked af det og usikker? (Og hurra for de 5, der er
skideligeglade. More power to you.)

Hvis vi skal tage den med de sponsorerede indlæg først: I
langt de fleste tilfælde gør folk opmærksomme på det, hvis de har fået noget
for at omtale et produkt, hvilket vi er helt enige om, er det mest reelle,
men hvis ikke, er det jo også tilladt som forbruger at være lidt kritisk.
Ligesom jeg ikke tror, at nogen opfattede det som tilfældigt, da alle
skuespillerne i den der sindssygt kedelige, hvide film, der foregik på en ø,
var stoppet ned i et par pumasko, så ville det også være ok at nære en sund
skepsis til det objektive i et indlæg, der indeholder fuldt produktnavn og
link.

Jeg tror, at en stor del af problemet er, at forretningsverdenen
ikke helt ved, hvad de skal stille op med os. De kan på den ene side godt se,
at vi rammer meget målgruppespecifikt, men hvor mange vi rammer, og hvor stor effekt det
har, ved de alligevel ikke så præcist, at de betragter os som ”rigtige”
markedsføringskanaler. Derfor bliver vi sjældent tilbudt penge for at skrive;
det bliver sådan lidt en mellemløsning, hvor de med produkter sikrer sig omtale, men ikke
belaster markedsføringsbudgettet. Hvilket betyder, at vi som bloggere aldrig
vil kunne komme til at leve af at blogge, og lave hele setup’et baseret på det,
med indlagt take-it or leave it til læserne.

Og hvis man som læser føler sig krænket over, at der er
sponsorerede indlæg på en blog, så vil jeg bare lige sige: I skulle vide, hvor
mange vi – på grund af jer – springer over. Hoppede jeg lige op på korset der?
Måske, men det er sandheden. Hvis det var fuldstændig konsekvensfrit
at lave sponsorerede indlæg, lavede vi da 98 % af dem, vi fik tilbudt, og
highfivede hinanden, mens vi væltede os i gratis mobilcovers, solbriller,
teaterbilletter, sengetøj, gavekort til onlineshopping, betalte middage osv. Så
når vi siger nej til de ting, handler det da dybest set om, at vi godt ved,
at vi taber jer, hvis vi læsser det hele på bloggen.

Trine definerede i aftes meget fint, hvornår
hun fremover vil blogge: ”Der skal give mening for dig eller mig” og
det er måske det, jeg ville ønske, at *alle* læsere ville være bedre til at
huske; at selvom vi for det meste er gøglere, der skriver for at underholde, så
må og skal det være i orden, når vi engang imellem vælger at skrive for at
høste konkrete fordele af det selv.

Den anden del af de kritiske kommentarer er dem, der går på,
at man ikke er så skarp og fed, som man var engang. Til det vil jeg sige: Blogland
er lidt som en folkeskole med forskellige årgange. Man har mest at gøre med dem
på sin egen årgang, og os i 4. klasse kender ikke nødvendigvis dem i 1. klasse
så godt. Jeg kan se hos dem, jeg har fulgtes med fra starten – ingen nævnt, ingen
glemt – at vi har flyttet os i livet, og det påvirker selvfølgelig vores
respektive blogge. De fleste af os startede med at blogge, enten fordi noget
var svært, eller fordi vi havde mange historier, vi gerne ville fortælle, men i
takt med, at historierne bliver fortalt, vil mængden af egnet blogstof
naturligt blive mindre, og hvis man havde det ad helvede til, da man startede,
har man forhåbentlig, 4 år senere, fået det bedre. Og det er svært at skrive
dybtfølte indlæg om at have det godt, og om en hverdag, der primært består i at
tage stilling til, om man skal købe fin- eller grovvalsede havregryn.

Man kan se det samme i musikbranchen. De første par plader
fra bands er ofte de bedste, fordi der er en masse opsparet materiale, der bare
står og tripper for at blive sluppet løs, men når det er sat fri, begynder
det at blive svært at holde niveauet, for der er, for de flestes vedkommende,
heldigvis ikke en konstant strøm af drama i livet, der bare venter på at blive omsat
til kunst. Og gentagelser er ikke sjove for nogen.

(Hvis man er i tvivl om, hvad jeg mener, kan man lige bruge
en eftermiddag på at gennemgå Madonnas musikkatalog i kronologisk rækkefølge. )

Så selvfølgelig ændrer blogge sig sammen med deres bagmænd,
så når man får at vide, at bloggen stinker, er det svært ikke at tage
personligt, fordi den er en direkte afspejling af, hvor du har flyttet dig hen
som menneske.

Og uanset hvordan man argumenterer for det som læser, så synes
jeg ikke, at det er i orden. Heller ikke selvom man skriver, at ”Jeg har rost dig
– så vil jeg også have lov at rise dig.”  Ros er rigtig dejligt, men jeg tror, at de
fleste af os gerne ville være den foruden, hvis vi på forhånd blev gjort opmærksomme på,
at den kom med et prismærke hængende om halsen.

Så hvis jeg skal sammenfatte min holdning kort, kan det
koges ned til: Uenighed i et beskrevet emne: Ja tak. Kritik af blogger for
indhold/personlighed: Pænt nej tak, med mindre vi selv beder specifikt om det,
ved f.eks. at spørge: ”Er der nogen, der har et bud på, hvorfor jeg har mistet
50 læsere på en uge?”

Hvis man synes, at det er svært at skelne, kan man lave
følgende lakmusprøve: Ville jeg gå hen og prikke dig på skulderen, hvis jeg
mødte dig på strøget og, helt ud af det blå, sige det, jeg nu har tænkt mig at skrive? Hvis nej?
Just don’t do it.

 

 Er vi stadig gode venner?

Indebrændt? Mig?

Nå, men jeg har ramt en af de perioder, hvor det er som om
tilværelsen ikke gider samarbejde, og hvor tyngdeloven har måtte vige pladsen
for Murphys lov. Irritationsmomenterne ankommer flokvis, og udviser samme tilbageholdenhed som
pensionisterne i Netto, når Kasse 2 åbner, og jeg er ved at gå amok over det.

Forstå mig ret; der er tale om I-landsproblemer (er man
meget skadet, når man først under korrekturlæsning opdager, at man har skrevet
iLandsproblemer? #EtÆbleOmDagen), som ville fordampe på et øjeblik, hvis Et
Virkeligt Problem manifesterede sig, men på en underlig bagvendt måde, bidrager
det bare til selvhadet og det generelle frustrationsniveau, fordi jeg, udover
at knalde hovedet mod mentale mure 24 gange i døgnet, også godt selv ved, at
jeg er latterlig.

Den trofaste læser vil vide, at jeg tackler sårbarhed og
svære perioder med raseri og rigelige mængder af kontrol, og jeg har derfor kastet mig over Mapperne. Ja. Mapperne. Dem med stort M. Som
indeholder alt det, der er så kedeligt, at man næsten begynder at græde ved
tanken.

Jeg har bestilt tjek af mine forsikringer (hvor jeg
havde den lidt mærkelige oplevelse at tænke ”Fuck, hvor billigt!” da jeg
gennemlæste papirerne), jeg har bestilt møde med min bankmand, jeg har
undersøgt alt, hvad der findes af vejhjælp, og sikret mig, at min er den
billigste, jeg er gået to pakkestørrelser ned i tv, jeg har 4 svedende bilforhandlere
i gang med at præcisere deres tilbud, jeg har tjekket op på vores dækningsgrad
i sygesikring danmark, og jeg har ringet til forsyningsvirksomhederne for at
spørge, hvorfor der står ”Udhus” på min regning. (Det kunne jo have været noget
regeringsbestemt klassificering af en bestemt type huse i udkantsdanmark.)

Jeg har også sagt et samarbejde op, som længe har irriteret mig,
og jeg er ved at undersøge, om jeg skal være sådan en, der går til cross fit.
Rigtig cross fit. På den beskidte måde, i nedlagte fabrikslokaler på havnen. Jeg
ved ikke, om jeg kan finde ud af det, og om jeg er stærk nok, men det lyder som
om, det er en ok fornuftig måde at tæve raseriet ud af systemet på.

Skal vi aftale, at jeg lige vender tilbage, når jeg er blevet
i lidt bedre humør?

Ok. Så sagde vi det.

Hvad 2013 har lært mig, part 1:

* At blive voksen betyder, at man ikke længere får lov at
vælge imellem løsninger, der er rigtige eller forkerte. Alle løsningsmodeller
kommer nu med et uvelkomment appendix af alvorstunge konsekvenser, og man må
bare efter bedste evne forsøge at gætte på, hvilke ulemper, man bedst kan leve
med.

* Jeg kan bedre lide IG end FB. (“Blogsbjerg”, hvis du har lyst
til at kigge forbi til kaffe.) (I know. Opfindsomheden er uendelig) Folk er
sjovere. Og inviterer mig mindre til candy crush, diamonddash og at prøve
fødselsdage (STOP så!!)

* Det tager under ½ kop kaffe at vænne sig til smagen af fløde.
Derefter er det ligesom at forsøge at erstatte heroin med Red Bull, når man
prøver at gå tilbage til minimælk.

* Der er tilsyneladende ingen nedre grænse for, hvor dårligt
tv, jeg kan tude til. I aftes var jeg helt ødelagt over, at Eric afstødte Pam.
Hvis du ikke aner, hvad jeg taler om, skal du klappe dig selv på skulderen og
takke dine forældre og forsynet for at have udstyret dig med stil og god
smag.

* Listen over tjenestefolk, jeg har tænkt mig at ansætte, når
jeg bliver rig, omfatter nu også (foruden rengøringsdame med speciale i
badeværelser #had og en stylist, der skal finde jeans og festkjoler til mig
(jamen, jeg ved PRÆCIS, hvad jeg gerne vil have. Det finde bare ikke. ) (Vent. Måske
man skulle gå efter en skrædder i stedet?)) en bilentusiast m/k. Tiden nærmer sig for syn og nye vinterdæk på den gamle, og det kan simpelthen ikke betale
sig, så jeg skal have en ny, og det interesserer mig så lidt, at jeg bliver
helt tom inde i hovedet ved tanken. Det eneste krav, jeg står ufravigeligt fast
på er, at den hellere må være uden hjul end uden aircon. Bil, køb dig selv.

* At man faktisk bare kan vælge at gå sin vej, når man synes,
at andre bliver ALT FOR MEGET, ESBEN!! Tænk, at jeg skulle blive 36, før jeg
fandt ud af, at man ikke bare behøver at blive stående midt i en shitstorm af
nid og drama. Who knew?

* At jeg engang imellem kommer til at grine af det Morten
Messerschmidt siger, hvis jeg ikke passer på, og her tænker jeg desværre ikke
bare på hans politiske udtalelser. (Det er næsten FOR passende, at han er tysk på efternavnet.) Det giver mig lyst til at gå i bad og
skrubbe mig med stålbørste og salmiakspiritus. Jeg ser meget gerne, at vi får
en lov imod at være sjov, hvis man står for fuldstændigt urimelige ting.

* At de der kalenderapps er ret smarte… Firstmover, I know. Jamen,
jeg kan godt lide papir! Og fornemmelsen af at kunne bladre og have overblik. Og
åååh! – min fornøjelse over at strege ud med en kuglepen, efterhånden som jeg
bevæger mig igennem min to-doliste, er næsten pervers. Somme tider tilføjer jeg
punkter som ”skrive indkøbsseddel” og ”pakke træningstøj” bare for at kunne
føle fryden over at være effektiv, når jeg kradser dem over. Så. Jeg har værget mig
ved det, jeg har slæbt rundt på min lærredsindbundne Ordnung&Reda-kalender
år efter år efter år (- sgu da garanteret derfor jeg har fået tennisalbue!
Lille svin), og hvinet fortvivlet, når jeg spildte kaffe i den, så jeg ikke
kunne se, hvornår jeg havde lovet at afløse Jesper. Men NEJ, hvor er det smart
at have den i telefonen. Jeg er nærmest forelsket. Godt opfundet,  … Steve..?

Vind: Svalens Graf.

Og vinderen blev:

Nr. 14 – Anne F. Hurra og congrats! Send mig en mail (blogsbjerg@gmail.com) med dit fulde navn og din adresse, samt hvad Sissel skal skrive i bogen, så får jeg ekspederet det videre:)

(For god ordens skyld: Der står 113 og ikke 114, fordi en af kommentarerne, der er lagt, ikke var et lod.)

Jeg var en af de bloggere, der for et par måneder siden fik tilsendt Svalens Graf i
bidder. Jeg elskede den ligeså højt som Dines og Nadia. Så meget, at jeg
virkelig skal gøre mig umage for ikke at oversælge den. Men hvis jeg lige skal
trække et par elementer frem, som er med til at gøre den ekstra god, kunne det
være:

1) Sproget. Jeg lægger meget mærke til den slags. Upassende meget. Så meget, at
jeg, når jeg læser udenlandske serier på dansk, altid opdager det, når de
skifter oversættere undervejs. En historie er aldrig stærkere end sin svageste
oversætter – og jo, det må jeg gerne sige, for jeg er også tolk. Derfor er det
for mig en ekstra fryd at læse en bog, der bare er velskrevet fra ende til
anden.  

2) Historien. Jamen, den holder. Jeg sad i hvert fald hver
14. dag ude ved min postkasse og spejdede efter P&T, mens jeg bed negle og
forsøgte at regne ud, om det var butleren, der gjorde det.

3) Den giver mening at læse, selvom det er lidt tid
siden, man læste Dinosaurens Fjer. (Og hvis du også har den til gode, er du et
heldigt svin.) Samme persongalleri, men ikke så mange henvisninger til
forgængeren, at man er lost, hvis man ikke er 100 % skarp på alle detaljerne.

Og jeg ved godt, at I har haft mulighed for at vinde den
andre steder, så jeg har steppet gamet up, og tilbyder nu muligheden for at vinde
årets sejeste julegave. (Hvad? Om 20 minutter kan du ikke trække vejret uden at
inhalere en nisse i Bilka, og derfra går det stærkt) Jeg gik ind og
stalkede Sissel-Jo på facebook, og hun er et virkelig sympatisk menneske, der
udover at undlade at få udstedt et polititilhold på mig, også lovede, at hun
vil skrive en personlig hilsen til den, der skal have bogen, i omslaget.

You are *welcome*!

Så hvis du vil vinde en skøn, SKØN bog, så smid et ”Her!” i
kommentarfeltet senest mandag d. 09.09 kl. 20, så trækker jeg lod.

Go!

Blogpost om ingenting, mad og vampyrer.

Holy mo. Der sker absolut ingenting i mit liv lige nu. Det
føles, som om jeg cirkulerer mellem 3 faste punkter, der hedder ”opvaskemaskine”
(hvem *bruger* alt det service!?) ”vaskemaskine” (- og tøj!?) og ”minimér
mulighederne for, at Anton kan komme galt af sted i denne situation”. Det
holder mig beskæftiget, men er ikke just råmateriale til en Pulitzer.

Andre ville måske af kedsomhed have anskaffet sig en hund,
eller en meget opmærksomhedskrævende plante. Jeg har valgt at få mig en
tennisalbue, hvilket irriterer mig så meget, at jeg bliver helt tør i munden af
det. Heldigvis har jeg fundet Robert, som er på den gode side af 2 meter, og
som kan udrette mirakler med mit hypermobile skrog. OG som har sort bælte i
akupunktur, Allah akbar, så kombinationen af de to ting, og mig, der stirrer
rasende på mit stikkerled 17 gange i timen, skulle nok få det lille svin til at
fortrække i en fart.

Jeg er også gået i gang med at eksperimentere lidt med
LCHF-måden at spise på. Skulle man have misset, hvad det er, er det
færre kulhydrater og mere fedt. Da jeg har været bange for piskefløde siden
1985, er det relativt grænseoverskridende at give den fuld gas med fedt i alle
afskygninger, men jeg må give mig og indrømme, at jeg har det bedre. Som i: Meget
bedre. Jeg sover bedre, og har for første gang i mit liv fornøjelsen af et
stabilt blodsukker. Helt lavpraktisk er det også væsentlig nemmere at spise 3
gange om dagen, end de 6, jeg gjorde før. Jeg har stadig lidt
begynderudfordringer, som fx at min vægt kan svinge med 2 kilo på et par dage,
og der skal jeg liiige bekæmpe panikken, og holde fast i fornuften (et kilo er
ca. 9000 ekstra kcal. I en stor på Matadormix er der omkring 1000….), og jeg
har stadig ikke helt fundet ud af, hvordan jeg kombinerer det med at spise ude,
men jeg er begejstret nok til at have lyst til at prøve at løse problemet.

Og så ser jeg utrolig meget True Blood.

Med andre ord: Livet og hverdagen som vi kender og elsker
det.