Må jeg foreslå fester som det nye sort?

Jeg var til bryllup i lørdags. Det er altid de BEDSTE
fester. Den her var et af dem, der blev holdt i en skov ved en sø, og som endte
med, at alle, bruden inklusiv, dansede rundt i bare fødder i den årle
morgenstund, mens vi highfivede og nærmest grædende af begejstring forsøgte at
fatte det mirakel, at nogen engang i tidernes morgen har været så geniale at
skrive ”Highway to hell”.

Vi burde holde nogle flere fester, synes jeg. ”Vi” being den
menneskelige race. Alle burde unde sig selv muligheden at høre alle de pæne
ting, familie, venner og bekendte har at sige om dem, og alle burde have
mulighed for at sige det, uden at det får den underliggende klang af ”ja, i
tilfælde af, at en af os dør i morgen”
, som det har en tendens til at gøre,
30+. Det er rørende og smukt, og det er, som om alle relationer støves af, og
igen glimter og funkler, som de gjorde, da de var nye.

Ufuldstændig liste over fordele ved, at sommeren er slut:

* Jeg kan igen iføre mig lange bukser og intimiderende
attitude. Svært at være overbevisende fierce, når benene hele tiden forsøger at
undskylde lydløst for form og farve.

* For os, der bor i ghettoen: Andre mennesker tager også
mere tøj på. Har sendt et forslag til boligforeningen om at købe og opsætte skilt
som det, jeg så på Facebook forleden: ”Klæd dig på efter, hvordan du ser ud.
Ikke efter hvordan du ville ønske, du så ud. På forhånd tak.”

* Hysterisk afslørende sollys forsvinder, hvilket betyder,
at jeg igen kan tage helt afslappet, at man ikke kan se ud af mine vinduer for
bare saltaflejring og fedtede fingre.

* Farvel, dårlige samvittighed over manglen på hør, koldskål
og overskudsmiddage i haven.

* Det er mørkt, når vi kommer hjem fra arbejde, så fuck
græsplænen og dens indsmigrende turbovækst.

* Gløgg.

* Cyklen kan permanentparkeres i skuret, hvilket betyder
farvel til dage med pjevset hjelmhår.

* So long til morgener, hvor man må jagte sit afkom gennem
hele hytten med hvide spøgelseshænder, mens man insisterer på at: ”Det er bare
SOLCREME, Anton!”
– samtidig med, at man prøver at undgå at få det på sig selv,
fordi man i al hemmelighed selv synes, at det er både klistret og klamt.

* Måske bliver det igen muligt at putte sit barn på den
rigtige side af midnat, fordi det ikke længere er så lyst, at det føles som om kirurgen
glemte at slukke for operationsspottet, da han gik hjem?

* Man kan nære begrundet håb om, at naboen rykker sine long
distance calls hjem til Polen – over den tilsyneladende ubegribeligt dårlige
forbindelse – indenfor.

* Jeg kan igen røre ved rattet i min aircon-løse bil uden
grillhandsker.

Selv tak.

Hvad sagde jeg.

 Da jeg var 15 år, og boede hjemme, besluttede jeg at male
mit værelse. Det skulle være grønt-grønt, så da vi stod hos Flügger, og
farvedamen tog låget af spanden, kiggede jeg på den bleggrønne masse og
erklærede, at det slet, slet ikke var grønt nok. Min far, der var med, hævede
det ene øjenbryn og spurgte, om jeg var sikker på det – hvilket jeg naturligvis
kun havde et hånligt teenagefnys til overs for.

Mit værelse blev så grønt, at det formentlig stjal opmærksomheden
hos de astronauter, der i 1992 stod på månen og forsøgte at få øje på den
kinesiske mur.

Jeg hadede det.

Jeg vil tro, jeg har omkring 10 af den slags oplevelser
lagret på harddisken; situationer, hvor jeg har trodset gode råd og vejledning
og stået på mit – for så at finde ud af, at jeg tog fejl. 10 er et forsvindende
lille tal, sat i forhold til de omkring 1 million gange, hvor jeg har gjort,
som det passer mig, og været tilfreds med resultatet, men de fylder
uforholdsmæssigt meget, for der er kun én ting, jeg afskyr mere end at fejle,
og det er at fejle selvforskyldt.

Når jeg bringer det op nu, er det fordi jeg for et par
måneder siden fik en kommentar, der rev tæppet væk under mig i en grad, jeg
sjældent har oplevet, og fik samtlige de 10 gange til at stå og Brøndbybrøle op
af mine mentale bander.

Vi er nemlig nået til det punkt, hvor jeg et par gange om
ugen bliver spurgt, om jeg skal have flere børn, og når man ser bort fra de
første 3 panikslagne måneder, efter jeg havde fået Anton, har jeg egentlig
aldrig været i tvivl om, at svaret var ja. Vel vidende, at det sikkert bliver
hårdere, end jeg har fantasi til at forestille mig, har jeg alligevel aldrig
tvivlet på, at jeg vil kunne klare det.

– indtil et af de mennesker, jeg har allertættest på, tilbage
i maj lidt henkastet fik spurgt, om jeg havde overvejet, at det var bedre at
være en god mor for ét barn, end en dårlig mor for to?

Jeg blev så paf, at jeg mistede talens brug
#helljustfrozeover

Efterfølgende har den bemærkning opført sig som en betændt
byld i tandkødet; den har lagt beslag på mindst 40 % af min hjernekapacitet
og ligget, dunkende og øm, under alt, hvad jeg har tænkt, sagt og foretaget mig.

En del af mig har naturligvis lyst til at stikke to
langefingre i vejret, råbe: ”Watch me!” og smække med døren, når jeg rasende tramper
bort i natten. Men den har rokket ved min grundangst for ikke at kende mine egne
begrænsninger – for tænk, hvis hun har ret? Tænk, hvis jeg ender med at ligge
på sofaen og se dårligt tv, mens jeg bliver federe og federe, og mine snuskede
unger ligger under dyner, der ikke har set nye betræk i halve år, mens de æder
guldkorn af pakken, og kalder det aftensmad, fordi jeg ikke kan overskue den
virkelighed, jeg har skabt til os? Eller hvis jeg vrister en god barndom ud af
hænderne på Anton og i stedet stikker ham og hans lillebror en gang social arv,
hullet tøj, der stumper på den virkelig trælse måde, og en udpræget mangel på
grænser, fordi jeg har overvurderet mig selv?

Og i alt det her ser vi helt bort fra den rædsel, der lammer
mig 7-800 gange om dagen, når jeg får den yderst uvelkomne tanke, at jeg kunne
blive dødeligt syg eller torpederet af en østeuropæisk lastbilchauffør i et
fodgængerfelt. (Detskerikkedetskerikkedetskerikke)

Jeg ved godt, at der ikke er nogen garantier for noget for nogen.
Og jeg er efter mange, mange, MANGE søvnløse nætter nået frem til, at jeg gerne
vil have et barn mere på et tidspunkt, og mener, at jeg både kan klare det og
klare det godt.

Men vi SAGDE, for alles skyld, at det her ikke blev det 11.
eksempel i rækken, ikke?

Så sagde vi jo, at jeg bestemte.

Forleden postede min kammerat Mikkel et billede af en
vaskeanvisning i en t-shirt på Instagram. Der stod: ”100 % cotton. Maschine wash cold. It’s never so hot, that you
have to take off your shirt.
Don’t be that guy”

Hvilket er sjovt, fordi det er rigtigt.  Og godt kunne være starten på en liste, som jeg
også har et par forslag til. Så hermed de 6 første punkter til:

Don’t be
that guy m/k:

* som sætter dine solbriller fast i nakken, når du skal købe
ind. Læg dem nu i bilen, eller skub dem op på hovedet (HELT op på hovedet, for
du vil heller ikke være ham, der sætter dem på panden, som om du har 4 øjne.
Stop også øjeblikkeligt med det). På den støttende måde: Det får dig til at
ligne en KÆMPE idiot. Og det er du jo ikke. Så don’t be that guy.

* som fedladent spærrer en vejbane, når du leger, at du er
med i Tour de France, når der er en 2 meter bred, asfalteret cykelsti, glat som
en babyrøv, lige ved siden af. Kom nu. Du ved godt selv, at det ikke er i
orden. Don’t be that guy.

* der lader som om, du ikke ser, at dit barn skubber alle de
andre børn på legepladsen væk fra redskaberne. Not cool. At lære at takle konflikter
er vigtigt og fint, men det der kommer bare til at se ud som om, du trænger til
at lære at takle konflikter, og er bange for at tage dem med dit afkom. Og det
er du jo ikke, vel? Så. Don’t be that guy.

* der kører vooooldsomt aggressivt i byområder i myldretiden.
Hold nu op, min ven. Du bliver i så dårligt humør af at skulle lade som om, du
ikke ser, at vi alligevel ender med at holde ved siden af hinanden, de næste 6
gange, vi holder for rødt. Det er ikke det værd. Don’t be that guy.

* der lægger 400 billeder på IG af børnetøj/gamle møbler, du
gerne vil sælge. Hånden på hjertet: Ville du selv få lyst til at købe noget af
en, der havde lavet en Occupy Wall Street af hele din IG-side? Nej, vel? Don’t be
that guy.

* der ikke svarer på kundemails. Ja, Mr. Cafe Noir/Merrild. Jeg taler til
dig. Det er en (eller et, afhængigt af, hvor i landet man bor) kompliment, når de mennesker, du lever af, sætter sig ned og
skriver til dig, fordi de gerne vil give dig flere penge. Lad være med at
opføre dig som om, kunden er en stiv, afdanket blondine, der forsøger at score
dig kl. 4.30 efter alt for mange daiquiris. Det klæder dig ikke. Don’t be that guy.

(Og SIG så, hvor I sælger den karamel-instante kaffe!!)