På forhånd tak.

Nåmn, jeg håber, at I har haft en god lørdag, for min var
noget pisset, synes jeg.

Startede ellers meget godt med, at vi sov
til 6.15, så vi var begge ret friske, og da vi havde spist morgenmad, besluttede
vi derfor at tage på det lokale bibliotek og lege.

Vi fik 10 fine minutter til at gå med at rutsje og støvsuge
etablissementet for Peter Pedal-bøger, inden Anton syntes, at han ville se, om
krokodillevippen kunne rives fra hinanden, hvis man vippede vildt nok. Det spørgsmål
står stadig ubesvaret hen, for allerede i første vip, glemte han at holde fast,
og tog den derfor bagover i en bogkasse – og så var der blod ov.er.ALT.

Når listen over ekstremsport skal opdateres næste gang, vil
jeg gerne forslå at få disciplinen at ringe til vagtlægen, mens man holder
servietter mod styrtblødende sår på et barn, der af alle kræfter forsøger at
modarbejde redningsaktionen, sat på.

Så på skadestuen med os.

Inden vi går videre, skal jeg lige sige, at Anton har udviklet
panikangst i forhold til sundhedssektoren, efter at han har fået dræn i ørerne.
Han bed mig i ren og skær rædsel, da vi var til ørelæge sidst, og tandlægebesøget
i forrige uge måtte afbrydes, inden det var startet, fordi man ikke kan
undersøge et barn, der vrider sig skrækslagent, mens han skriger: ”NEJ! NEJ!
NEJ!”
med tårerne sprøjtende ud af øjnene.

Tilbage til historien:

Da vi nåede på skadestuen, sivede der bare lidt blod fra
såret, og han var egentlig faldet til ro, men skal da lige love for, at det ændrede sig, da det gik op for ham,
hvor vi var kommet hen.
Så der var ikke rigtigt andre muligheder end at lægge mig
på briksen og låse Anton fast i et skruestik med mine arme og ben, så de kunne
undersøge ham.

Hvilket bringer mig til:

Top 1 over det, jeg hader allermest
i hele verden:

1. At holde Anton fast med magt, så andre kan udsætte ham for
noget, han er bange for.

Og hvis jeg lige må komme med en hurtig bøn til de, af mine læsere,
der erhvervsmæssigt begår sig i kitler: Vil I ikke nok huske at tage noget
autoritet med på job? Eller som minimum noget skuespillertalent? For det er
ikke rasende fedt at skulle være den, der skærer igennem, når man er i gang med
noget, der i grim grad føles som et overgreb på ens eget barn, mens han
sprøjtemaler os begge med blod, og man selv tuder en lille, bitte smule. Nej,
jeg tror ikke, at han vil ”samarbejde” om masken med lattergas. Men jeg vil gerne
høre en hurtig SWOT-analyse af jeres plan om at samarbejde med ham, når I skal klippe
hans hår og stikke en nål igennem den bule på størrelse med Møn, han har bag på
hovedet, i den tilstand af blind panik, han er i lige nu – uden nogen form for
bedøvelse.

Og tak fordi I spørger, men jeg er længe forbi det punkt,
hvor jeg går op i, om lattergassen skal smage af cola eller hindbær.

Kom. Nu. Bare. I gang.

Efter hvad der føltes som 10 år, var vi endelig endelig
ENDELIG færdige, kunne løsne de forkrampede muskler, pille noget af det gennemsvedte
og –blødte tøj af, og med et lettelsens suk træde ud i venteværelset igen.

– hvor vi nær blev blæst omkuld af den rå fortvivlelse fra en
mor, det stod midt i rummet med sit spædbarn knuget i favnen og skreg: ”JEG
TABTE HAM! ÅHGUDÅHGUDÅH GUD!! JEG TABTE HAM! JEG TABTE HAM! ER DER IKKE
NOK NOGEN, DER VIL HJÆLPE OS!?”
om og om igen.

Vi var jævnaldrende, men hun lignede en på 100.

Spædbarnet sagde ikke en lyd.

Jeg ville gå i stykker, hvis jeg skulle arbejde på en
skadestue.

Så. Jeg har ret meget lyst til at løbe en meget, meget lang
tur, meget, meget hurtigt, og slutte med at tæve en sandsæk noget så
eftertrykkeligt, men pga. ferien er jeg lidt nede på barnepiger, så jeg må konvertere
trangen til 3 afsnit af Game of Thrones og et glas rødvin.

Skal vi ikke sige, at næste uge bliver bedre? For alle?

I’m like an (angry) biiiird.

Jeg har været på personaleweekend i Vejle, hvilket har betydet
ophold på et hotel. Og jeg er virkelig et menneske, som den slags luksus
normalt er spildt på. Jeg sover altid som en idiot i hotelsenge; madrassen er
blød, puden er halvanden meter høj, og SKAL den udsugning larme så meget!? Stor
var min forbavselse derfor, da sengen på det her hotel, modtog mig med et kærligt knus, og aede mig over kinden til jeg sov, alt imens udsugningen
gjorde sig meget umage for at suge meget stille.

Men det er virkelig rigtigt, når jeg siger, at jeg ikke kan
finde ud af at blive udsat for service på et alt for højt niveau. En af mine
kolleger fortalte fredag om et besøg på en luksusrestaurant, hvor han og gemalen var
blevet båret rundt på hænder og fødder, og da han kom til den del af historien,
hvor tjeneren havde foldet servietterne ud, og forsigtigt duppet dem på plads i
skødet af dem, kom jeg helt til at svede koldsved ved tanken. Jeg kan.Ikke.Holde.UD, når mennesker opfører sig som om, at de tilhører en lavere kaste end mig. Havde
jeg været med den aften, ville jeg være kommet til prygle al etikette ihjel
ved at insistere på lige at give en hånd, når tallerknerne skulle bæres ud,
eller ved skamfuldt at hviske ”Undskyld, for helvede!” til de tjenerelever, der
af overtjeneren blev knipset (!) hen til bordet med drikkevarer.

Hvad siger du? At det handler om kontrol, og manglende evne
til at slippe den? Sjovt, du nævner det.

For nu, hvor vi er ved det, kan jeg fortælle om den
personlighedstest, vi også undervejs på personaleweekenden skulle lave. Biker-Jens
kom lige forbi, og med sig havde han en test, hvor man ved at besvare omkring
40 spørgsmål, kunne se, hvilken af fire fugletyper, ens personlighed var mest
domineret af.

De 4 nominerede var: Papegøjen, fredsduen, uglen eller
ørnen.

Og resultat afhang af, hvordan man fordelte 5 point mellem to
udsagn.
Jamen, jeg behøver vel ikke engang at vise jer resultatet?
Føler nærmest bare lidt taknemmelighed over, at jeg trods
alt kunne tegne min personlighed uden at ryge helt udenfor papiret.
Og nu kan jeg i det mindste insistere på at blive modtaget
med et ”the eagle has landed” hver gang, jeg kommer på arbejde.

Han er den sejeste, jeg kender.

Nå, men jeg synes, at det er lang tid siden, I har
snakket med Anton, så her kommer lige 7 hurtige om det bedste, jeg ved.

1) Jeg kan ikke huske, hvem det er, der har givet ham den
forbistrede tryllestav, han for tiden slæber med overalt; i bilen, på cyklen
og i sengen, men fortæl mig lige, hvordan jeg har lavet et barn, der elsker
gøgl?

2) Og nu vi er ved æbler, der turbospurter væk fra stammen:
Mad interesserer ham stadig ikke. Overhovedet. Han bliver det første barn i
verdenshistorien, der stadig vejer 12 kilo, når han bliver teenager.
Provokerende nok råber han begejstret: ”TADAAAAH!” hver gang han springer op på
vægten.

3) Eneste undtagelse til den fødevaremæssige ligegyldighed er
dette års nyfundne livret: Isen. Men kan han plage om en is, som andre normale
børn? Nej. Han sprinter hen til fryseren, griber fat i den øverste kant, og
laver en pull up. Wolla, jeg sværger: Det er ikke noget jeg finder på. En
fucking pull up. Så hænger han der og brøler: ”IS!IS!IS!IS!” lige ind i lågen
klokken kvart i syv om morgenen. Det er meget tæt på, at jeg er så imponeret,
at jeg kvitterer med en is.

4) Motorikken fejler altså ingenting, og han er i sandhed et
barn, der ikke altid kender sin egen styrke, så legen, hvor han lægger en pude
for mit ansigt, og råber: ”Kuk kuk!”, er derfor ikke helt så sjov, som den har
været. Hvis der pludselig bliver påfaldende stille herinde, vil jeg gerne på
forhånd sige tak for alt.

5) Det er stadig lidt småt med sproget, men jeg begynder at gro
en mistanke om, at det er fordi han går og samler sammen, og først vil ud med
det, når han synes, der er nok. F.eks. stillede han sig forleden morgen op midt
på stuegulvet og talte til 10. Just like that, helt ud af det blå. Er bange
for, at jeg kom til at bøje et af hans ribben en lille, bitte smule, da jeg skovlede
ham op og stolthedskrammede ham.

6) Han er også begyndt at rette mig, når vi ser, hvad jeg
fejlagtigt tager for at være en traktor. ”Se, Anton! En traktor!” ”Grauku, mur.”
Og selvom alle o’er udtales som u, lykkes det ham alligevel at lyde mildt
uverbærende.

7) Han har 5 yndlingsfilm, som han på forbløffende kort tid har
lært udenad, og opfører i forholdet 1:1, hver eneste gang, han ser dem. Hvis der grines i filmen, griner han. Hvis de hopper, hopper han. Det
betyder, at det kan være en meget god ide, at man lige selv er skridtet foran,
og har sat ham fra sig, når vi f.eks. kommer til den scene, hvor hovedpersonen stikker
sin kammerat en lussing…

Du finder mig på Krak under “Linda Ibrahimovic”

Min facebookside flyder over med opdateringer om North Side
og billeder af venner, der har været ude og slæbe kadaveret igennem sindssyge
ting i sportens navn. Jeg sidder bare her i min sofa, og har det som om, jeg
har taget 3 festivaler og et RAAM lige i røven af hinanden.

Det er ikke tilfældet – jeg har såmænd bare været til
polterabend i går. Jeg spiste (ALT!!) for meget slik og dansede salsa (hvilket
gik godt, fordi jeg fik lov at danse mand. Det er en kombination af sørgeligt
og tankevækkende, hvor meget bedre, jeg danser, når jeg får lov at bestemme
føre), men det er ikke det, jeg har fået blå mærker og forstrakte muskler af.

Der var kæmpebordfodbold.

Jeg skal være ærlig: Da jeg så det på programmet, tænkte jeg:
”… *suk*”. For vi husker, hvordan bolde har det med mig; de vil mig intet godt.
Hverken dem til hænderne eller fødderne (og SLET ikke dem til vollyerne). Men
jeg havde undervurderet mit konkurrencegen (ja, jeg forstår heller ikke,
hvordan det kunne ske) (og måske spiller det faktum, at jeg ikke vil have
siddende på mig, at min 2 årige søn er markant bedre til boldsport, end mig
også en rolle): I hvert fald var det som om … dare I write it … at jeg kunne
finde ud af det. Og faktisk ikke var den dårligste. Og fandt en form for
primitiv fornøjelse i at være spændt fast i verdens dårligeste rebspil, som man
skulle bruge psykoPAT mange kræfter for at trække fra side til side.

Det er længe siden, jeg har grinet så meget – og været så
tæt på at brække både fødder og skinnebensknogler, for 80 % af de øvrige
medvirkende var gamle håndboldspillere, og de spillede også for at vinde.

For helvede det var sjovt, og man ved bare, at det bliver et
godt bryllup, når man har brudt isen ved at sparke neglelakken af hinandens
fødder.
(Selvfølgelig vandt vi!)
(*gnæg*)

Who run the world?

Som hos alle andre bloggere, foregår der også hos mig alt muligt
uvæsentligt og dagligdags i kulissen, som aldrig bliver omsat til indlæg. Noget
af det, fordi det er invaliderende uinteressant for alle andre end mig selv,
noget af det, fordi det involverer andre på en måde, der ville gøre det til en udlevering,
hvis jeg skrev om det, og noget af det simpelthen fordi, det falder i en
kategori, som jeg som blogger ikke vil parkeres i.

Dette indlæg hører til den sidstnævnte type, men jeg
kan ikke rigtig komme til at skrive om det her emne uden at begrunde det, så nu
får I alligevel en bid af mig, som jeg egentlig havde aftalt med mig selv
skulle blive i skuffen, for jeg gider ikke – jeg gentager: i-k-k-e – være en
slankeblog. Dem er der tusinde af, og godt for dem (gider heller ikke være en
hade-blog), men jeg synes bare lynhurtigt, at den slags går i selvsving, og
bliver det eneste dominerende i den virtuelle samtale.

Men altså. Over det sidste halve års tid har jeg tabt mig,
og er begyndt at træne anderledes. Jeg er blevet for gammel til at være
fanatisk, og der er bestemt stadig plads til forbedringer, men der er ved at
være relativ tydelig forskel på Linda 2012 og Linda 2013, hvilket betyder, at
folk er begyndt at kommentere det. Og nu er det, at jeg bliver helt træt indeni,
for hold nu kæft hvor bliver det tydeligt, at der ikke er en eneste kvinde i
min omgangskreds – eller i hele mit center for den sags skyld – der er
tilfredse med sig selv. ALLE, der kommenterer på forandringen, slutter med at
spørge: ”Hvordan har du gjort det?” Og hvis det var træningsdelen, de spurgte
til, ville det give mening qua min rolle som instruktør, men den er de (næsten)
ligeglade med. De vil have den magiske formel, der gør, at de kan spise, som de
plejer, og alligevel få et nyt resultat.

Og det, der giver mig allermest lyst til at lægge mig ned og
tude på mit køns vegne er, at 80 % af dem der spørger, er normalvægtige/slanke.

Jeg er ikke nazist i forhold til, at det kun er folk, der
slæber rundt på 40 kilos overvægt, der må have et ønske om at tabe sig, og jeg
er helt med på, at følelsen af ikke at være tilpas i sin krop kan være det
samme, uanset om man synes, man vejer 6 eller 16 kilo for meget. Men vi taler
mange, MANGE mennesker her, og det er sgu da trist. Specielt fordi størstedelen
af dem aldrig kommer til at ville det nok, til at gøre noget ved det (og
heldigvis, for de vejer – efter min bedste overbevisning – det, de ift. deres
kropstype og genetiske udgangspunkt, skal veje), hvilket betyder, at de kommer
til at bruge resten af livet på at gå og småhade sig selv og deres krop.

Og det, synes jeg, er både deprimerende og forkert, for det er
jo for fanden ikke et spørgsmål om, om nålen står på 65 eller 72. Det er et
spørgsmål om, hvordan du bærer dig selv og entrerer verden.

Bare se på en af verdens smukkeste – men absolut ikke
tyndeste – kvinder.

Der er mange måder at være sund på. Så gentag efter mig:

Der er en lammer til den, der skriver “Fifty shades” i kommentarfeltet.

Om 10 minutter har vi sommerferie (selvom vejret stadig ter
sig som en vrangvillig teenager), hvilket forhåbentlig betyder lidt ekstra tid
til at læse gode bøger til alle mand. Inden jeg fik Anton, kunne jeg mit 16-cifrede
lånekortnummer udenad, og jeg kunne få timer til at gå med at støve rundt på
biblioteket. Nu? Not so much. Men som den autist jeg er, kan jeg ikke sove,
hvis ikke jeg læser lidt, inden jeg slukker lyset og hjernen, og jeg kan blive
decideret sur, hvis jeg er stuck med en dårlig bog. Strategien er derfor i
disse dage at gå benhårdt og hurtigt efter dem med de pæneste omslag, og så – når
der viser sig at være noget godt imellem – 
online at booke ALT, hvad den forfatter nogensinde har rørt ved, så jeg
bare skal svinge forbi bib og samle dem op. En slags drive-by pick up.

I og med at I læser med her, går jeg ud fra, at vi har en
eller anden form for sproglig smag til fælles, og derfor tænkte jeg, at jeg
ville lave en lille top 5 over noget af det, jeg har været begejstret over, så
de af jer, der har virkeligheder, der ligner min, kan spare forside-delen af
udvælgelsesfasen, og gå direkte til ”reserver”.

(Og jeg ville ønske, at jeg kunne prale af at begå mig i det
skrevne sidestykke til DR2; det bliver desværre et nej. Vi er ovre og gnide os
lidt kælent op af SBS kanalerne. Men hvis man kun har professorpakken
installeret derhjemme i stuen, kan man bare betragte dette som en ”gå i en stor
bue udenom”-service. Alle vinder.)

Så i uprioriteret rækkefølge følger her Top 5 over Lindas
favoritbøger/forfattere til ferien:

1) Tana French – Skoven, m.fl.
Genre: Spændingsromaner. Tana French benytter samme strategi
som Jakob Ejersbo (Nordkraft, Afrikatriologien osv.); hver af bøgerne har
forskellige hovedpersoner, men det er en del af det samme persongalleri, der
går igen på tværs af bøgerne, hvilket betyder, at man nogle gange får flere elementer
af den samme historie, men fortalt fra forskellige synsvinkler. Sproget er ret
fortættet, men på den gode måde, hvor man gumler sig langsomt, men fanget
igennem bøgerne, og ikke bare kan sluge dem i ét ryk, som jeg ellers er slem
til. Jeg kan næsten ikke vente til de næste to (som er skrevet) kommer på
dansk.

2) John Hart – Det sidste barn, m.fl.

Genre: Krimi. Vi er tilbage ved det med sproget. De er godt
skrevet og godt oversat, og historierne holder!

Update: Har lige kylet “Jernhuset” tilbage i nakken på biblioteket. Det er lort. Lort, lort, lort. Læs Røde floder og Det sidste barn, og stop så for Guds skyld der.

3) Lionel Shriver – Hvad med Kevin?

Genre: Skrækkelig. Der er formentlig ikke ret mange, der
ikke har hørt om den, og de fleste har sikkert også set den i biografen,
hvilket fjerner nogle af overraskelsesmomenterne i den, men den sad alligevel
under huden på mig i flere uger, efter at jeg havde læst den. Det er på ingen
måde en bog, man bliver glad af at læse, men det er helt vanvittigt at sidde og
forsøge at gennemskue, om nogle børn simpelthen er født onde, eller om det er noget,
der foregår i hovedet på moderen, og som hun af den vej selv er med til at
skabe. Og selvom historien er fiktion, giver den også stof til eftertanke ift.
hvilken arv de efterhånden allestedsnærværende skoleskydere efterlader deres
familier.

4) Viveca Sten – Uden skyld, m.fl.

Helt plain og velskrevet krimi af den svenske slags, dog med
de to befriende tvists, at helten og heltinden ikke smægter efter hinanden over
alle siderne, og at historien ikke skal drives frem af idiotiske fejl, som f.eks.
at heltinden finder ud af noget vigtigt, og derefter, meget forudsigeligt og
irriterende, glemmer at videregive informationen til de mennesker, der kunne
have løst mysteriet og afsluttet historien på side 50.

5)
Rockbiografier.

Mine tre
personlige favoritter er Duff McKagan (Guns n’ Roses) – ”It’s so easy (and
other lies)”, Mötley Crüe – “The Dirt” og Nikki Sixx (Mötley Crüe) –“The Heroin
Diaries”. Jeg er ikke sikker på, hvor mange af dem, der er oversat til
dansk, men de er skrevet af mennesker, hvis frontallapper er ætset væk af sprut
og stoffer, så sproget er til at have med at gøre. Historierne er fuldstændig
vanvittige, og halvdelen af tiden ved man nærmest ikke, om man skal grine eller
græde. Jeg elsker dem.

Så! Go fetch.

Hvis I har hemmelige, litterære skatte til at ligge på
sengebordet, så smid endelig en kommentar herunder, så jeg kan få fingrene i
dem.

Specielt hvis de har grimme forsider.