– and world peace.

Jeg ved ikke, hvor mange, der
har set filmen Agent Catwalk med Sandra Bullock, men helt kort fortalt spiller
hun en agent, der undercover skal infiltrere Miss Universe konkurrencen. Hendes
karakter er en brainy drengepige, som drikker øl af flasken og hacker
computere, og som finder hele pageantverdenen stærkt fordummende. I forbindelse
med konkurrencen bliver pigerne spurgt, om deres drømme for fremtiden, og
Sandra Bullock holder et langt foredrag om genteknologi og computerens
muligheder for at afhjælpe nøden i den 3. verden. Da hun er færdig, sidder hele
salen og kigger helt, helt blankt og uforstående på hende – indtil hun sukker
og tilføjer: ”- and world peace.” hvilket udløser
bragende bifald.

Det er ikke en film, man ser for at blive klogere, men jeg tænker ofte tilbage
på lige præcis den scene, selvom det nok er 6 år siden, jeg så den. Hver gang jeg
oplever kommunikation mellem mennesker gå galt, er det nemlig ofte på grund af
det fænomen: Jeg spørger dig ikke, fordi jeg er interesseret i at høre, hvad du
virkelig mener. Jeg spørger dig, fordi jeg vil høre, hvad jeg ønsker at høre.

I flere af mine jobs har jeg rollen som vejleder, og jeg har efterhånden fundet
ud af, at folk tilhører en af to grupper: 1) Dem, der bruger feedback til at
blive bedre og 2) dem, der kun vil roses og går i defensiven eller bliver
fjerne i blikket med det samme, hvis man påpeger noget, de kunne arbejde videre
med – til trods for at de ofte selv, enten direkte eller indirekte, har bedt om
at blive evalueret.

Opdelingen letter faktisk mit arbejde en del, for hvis folk tilhører den sidste
gruppe, ved jeg, at det ikke kan betale sig at bruge 3 timer på at forsøge at
forklare, hvad jeg mener med det, jeg siger: Mine ord slipper alligevel aldrig
forbi forsvarsværkerne, uanset hvordan jeg vender, bøjer eller staver dem. Kort proces, tak for i
dag, my work here is done.

Derudover har det også givet stof til
eftertanke i forhold til selv at blive bedre til opfatte kritik som noget
konstruktivt. Når jeg i forbindelse med evaluering bemærker, at jeg forsvarer
mig, fordi jeg føler mig eller mine metoder angrebet, forsøger jeg at minde mig
selv om, at der lige nu er mulighed for at blive bedre – hvis jeg lige gider
holde kæft og lytte, i stedet for at falde over staklen, der har fået det
utaknemmelige job at evaluere mig.

Det er ikke kun på jobfronten, at jeg ser tendensen til at spørge for at få sin
virkelighed bekræftet forekomme. For nogle år siden havde vi i omgangskredsen
en veninde, der næsten fik splittet alting ad, fordi hun forgreb sig på en
anden fælles venindes meget nylige eksmand. Der var lagt op til parttagning og
alliancer, og det krævede ret hårdt og voksent arbejde af alle udenom at
undlade at tage stilling. I dag er alle er enige om, at det er bedst at lade
historien ligge, for det er ikke enighed, der har stedt tingene til hvile; det
er enighed om uenighed og tid. Det til trods tager veninden med de lange arme
stadig sagen op fra tid til anden og begynder at forsvare sin handling, mens
hun fisker efter sympati. Når hun så kan mærke, at hun stadig ikke får medhold,
bliver hun fornærmet og ’orker’ pludselig ikke at ’snakke om alt det igen.’

Det er mærkeligt, at vi somme tider vil have ret så meget mere, end vi vil have
fred.

Også selvom det bare er i vores
egen lille verden.

Det er – for det meste – et aldeles fremragende program.

Jeg elsker Mads & Monoplet. I det omfang det har været
muligt, har jeg stukket ørerne indenfor de fleste lørdag formiddage mange år
tilbage. Jeg synes tit, at der kommer nogle ret gode pointer frem, når de
forskellige deltagere diskuterer danskerne moralske kvababbelser, og jeg griner
altid lidt af, at folk med usandsynligt specielle og specifikke dilemmaer tilsyneladende
tror, at målskiverne for deres adfærdsmæssige vaklen ikke hører M&M.
(Eller også gør de og håber på, at problemet så løser sig selv.)

Men der er et par områder, hvor jeg synes, at der er en vis
metaltræthed at spore hos medlemmerne af Monopolet. Måske har de bare
diskuteret den samme sag for mange gange, og er derfor tilbøjelige til at gøre
kort proces, men efterhånden begynder det at irritere mig lidt at veninder, der
lider af venindejalousi altid skal 1) tage sig sammen, 2) komme mere ud og 3)
unde andre noget, og at koner, hvis mænd gerne vil starte hele familiens ferie
– som har været på tegnebrættet i 1½ år – 2 dage senere, fordi de skal på druk
med bowlingholdet, altid skal 1) tage sig sammen, 2) komme mere ud og 3) unde
andre noget.

Er det bare mig?

Jeg synes, at venindejalousi er noget besværligt klisterværk
at blive rodet ind i, men jeg synes, at det er at gøre tingene lige simple nok,
bare at vedtage, at det handler om at tage sig sammen. I den bedste af alle
verdener undte vi alle hinanden alt, men de af os, der lever i virkeligheden,
tror jeg da både har prøvet at være den, der var utro og den, der – uden helt at
vide, hvordan det gik til – blev 3. hjulet. Det er nogenlunde lige træls. Jeg
har siddet til fester med mine veninders veninder og tænkt ”Fuck, hun er
sjov; hende gad jeg godt drikke kaffe med!”, og haft fornemmelsen af, at det
er gensidigt – men ingen af os gør noget, for det var fællesveninden, der havde
os hver især først. Og jo. Hun BLIVER sur, hvis vi hooker op. Uanset hvad hun
siger.
Og jeg har også prøvet, at to, jeg kender, som ikke tidligere har snakket sammen, pludselig var pot og pande,
hvilket har gjort mig både usikker og irriteret. Jeg ved ikke hvorfor. (Jo, jeg
gør.) Måske fordi jeg er bange for, at to mennesker, hvis største fælles reference
so far er mig, vil tale om mig #heleverdenhandlerommig, eller fortælle hinanden
noget, jeg har fortalt dem hver især i fortrolighed? At de vil vælge hinanden
frem for mig et sted ude i fremtiden? Og nej, gu er det da ej rimeligt, og ja,
gu ville det da klæde mig at stole noget mere på mine veninder. Jeg siger ikke,
at det er hverken pænt eller klædeligt. Jeg siger bare, at sådan er det.

Og den med konerne? Hvorfor er jeg den eneste, der synes, at
konen har ret til at blive skidesur? (Dette svar vil være umiddelbart
overførbart på spørgsmålet: ”Hvorfor er jeg single?”) Jamen, helt ærligt? Jeg
gider ikke forhold, hvor man forbyder hinanden noget, men det forudsætter jo
altså en vis enighed i, hvad man finder rimeligt at trække ind i forholdet af
vilkår. Det er ikke fordi, jeg synes, at konerne altid skal have ret. Slet
ikke. Det er fint nok at diskutere. Jeg synes bare, at Monopol-folket med Hella
Joof i spidsen, latterliggør kvinderne, uden at bruge tid på at overveje, om
der kunne være en grund til, at bægeret flød over lige præcis nu. Og jeg synes
faktisk, at Mads Steffensen er for god til at synke til det niveau, hvor han
lader som om, han spiller Djævlens Advokat, men i virkeligheden bare lægger
bolden til rette, så dagens dommere kan hamre den i nettet, så det synger.

Så det, jeg i *virkeligheden* bare gerne vil vide er: Hvornår ringer
DR og spørger MIG, om jeg vil være med i Monopolet?

Top 5 over ting, vi mangler ” – Nej tak” klistermærker til:

1. Mænd med lange negle. Nej. NEJ, blev der sagt. Heller
ikke selvom du spiller dybfølt blues i et støvet øvelokale i en kælder i indre
by 3 gang om ugen. Hvis Gud havde ment, at du skulle bruge dine negle til det,
ville han ikke have besværet sig med at opfinde plektret.

2. På den støttende, no-disrespect-agtige måde: Urbant
hipstersvensk. Det var i første kvartal, at vi brugte ord som ”nydning”, og
satte ”-is” –endelse på alle navneord, m’kay?

3. Reklamen for Hotel Crown Plaza. Her er vi i den sjældne
situation, at jeg fattes ord. (- men det føles som at drikke 2 liter fløde med
øjnene.)

4. MacDonalds morgenmad. Fordi vi ikke er fede nok som
nation, som det er? Hvorfor ER det, at vi ikke kan sortere lidt i de ideer, vi
copy-paster fra Guds eget land, og nøjes med dem, der ikke gør os fede og får
os skudt?

5. Bøger, der ikke er læst korrektur på. Hvor mange hænder
har de været igennem, før de ryger i trykken, når de udgives på forlag? Kan man
ikke tillade sig at forvente, at der er bare én i den fødekæde, der lige
retter ”sku” til ”sgu” og trimmer for de værste, sproglige fuck-ups? Jamen,
helt ærligt!? Jeg bliver simpelthen så irriteret over det, og der går ca. 24
sekunder før jeg begynder at betvivle indholdet, når der ikke er taget
ordentlig hånd om sproget. (Burde faktisk være muligt at kræve pengene tilbage
med henvisning til købeloven *surt-gammelt-røvhuls-smiley*).

Pas på, hvad du ønsker dig.

Jeg er et menneske med nærmest upassende lidt sans for
drama. (Undtaget herfor er de græske tragedier, jeg opfører omkring min
manglende nattesøvn.) Det er langt ind til de områder i mit liv, som jeg
skærmer for andres blikke, hvilket har den store fordel, at meget få mennesker
i verden ville kunne afpresse mig: Der er ikke noget at afsløre, når man ikke
holder noget hemmeligt. (Og den håndfuld, der *har* ammunition til at skyde mig
ned, bør overveje komforten ved at leve med 2 permanent brækkede arme.)
(For-sjov-smiley) (Måske.) (Tør I tage chancen?)

Det er ikke en adfærd, jeg bevidst har valgt; det er bare
sådan, jeg er. Jeg spiller med åbne kort, og hvis du slår op under ”What you
see, is what you get” er der et billede af mig. Det er alt, alt for direkte for
nogen, og det er fair nok, men i det store og hele synes jeg egentlig, at jeg
udelukkende har mødt respekt for min ærlighed hos de mennesker, der betyder
noget for mig.

Som positive bivirkning har det, at de fleste som regel
opfører sig ordentligt overfor mig, for det er meget sværere og langt mere
ubehageligt nøgternt at få at vide, at du har gjort et andet menneske ked af
det, end det er, når violinerne vælter ned af væggene, og du kan få lov at
trække samtalen i retning af et skænderi med gensidige beskyldninger og store
armbevægelser.

Alt det betyder, at jeg ikke spiller spil. I hvert fald ikke
på det bræt, hvor de andre deltagere er mennesker, jeg holder af, for spil har
den ubehagelige slagside, at de får parterne til at holde regnskab, og i sidste
ende skaber tabere.

Men to gange i mit liv har jeg gjort det alligevel, fordi
jeg havde holdt min kæft for længe, og pludselig var blevet trængt så langt op
i en krog, at jeg både havde fået alt for meget nok, og undervejs havde groet en
voldsom lyst til at slå igen.

Den ene gang ligger år tilbage, og gik ud over en mand, jeg
holdt frygtelig meget af. Jeg troede, at hævn ville føles lindrende på de
forbrændte sår – og blev derfor meget negativt overrasket over at opdage, hvor
meget mere ondt det viste sig at gøre, da han brugte mine egne våben imod mig,
og stille og roligt fortalte mig, hvor ked af, jeg havde gjort ham.

Jeg kan stadig huske, hvordan jeg lå på min afhøvlede
trægulv en hel dag og stirrede op i loftet, mens jeg spekulerede på, hvordan
man kunne have det sådan her, uden at gå rigtig, fysisk i stykker.

Den anden gang var forleden. Den ene halvdel af et sæt
mennesker, hvis relation til mig er underordnet for pointen i dette indlæg, har
i lang tid været kølig, grænsende til det uforskammede, når Anton og jeg har
været på besøg. Fuldstændig uden grund, I might add.

I lang tid har jeg bidt det i mig og tænkt, at vi måske har
ramt dem på en dårlig dag, og udelukkende fokuseret på den del af relationen,
der fungerer, som jeg for både hans og Antons skyld gerne vil bevare, og som
jeg sætter pris på at have i vores liv.

Men forleden blev det sgu bare for meget, og jeg åbnede
dybfryseren, der sidder midt i hovedet på mig, og lod isterningerne rasle ud.
Jeg brugte resten af dagen i behageligt martyrium, hvor jeg skiftevis frydede
mig indædt over endelig at have fået bidt igen, og var optændt af den
retfærdige harme over, at den fungerende halvdel af relationen, ikke for længst
havde sat foden i jorden overfor sin ægtefælle.

Han skrev senere samme aften, manden. At han beklagede dybt.
At han ikke ville acceptere, at vi skulle behandles så usselt og nedladende, og
at han derfor havde sagt til sin kone, at vi ikke længere kom på besøg; han
ville besøge os i stedet i det omfang, det var muligt.

Og det var jo det, jeg ville have. Konfrontationen,
fornemmelsen af at have ramt, hvor det gjorde ondt, visheden om, at han stod op
for os, og den uforbeholdte undskyldning.

Jeg har haft ondt i maven over det siden.

Velkommen til www.selvmedlidenhed.com

Da Anton var 2 måneder, og vi aldrig sov, klamrede jeg mig
til forsikringerne fra omverdenen om, at det ville blive HELT anderledes, når
han blev 3 måneder.

Det blev det ikke.

”Bare rolig. Når han bliver 6 måneder – så kommer det.”

Gæt igen.

”Hold ud. Det ændrer sig alt sammen, når han bliver omkring
10 måneder.”

Åh, jeg må le!

Og jeg græd og jeg græd, og købte bøger og spurgte
sundhedsplejersker og konsulterede lægen og min mødregruppe, alt imens jeg
spekulerede på, hvad det var, jeg blev ved med at gøre forkert.

Da han blev 1½ år, og vi stadig sov så lidt, at det nærmest
var komisk, traf jeg en beslutning om at slutte fred med det faktum, at jeg
bare har fået et barn, der hånler søvn op i fjæset – og det hjalp. Vi kom ikke
til at sove mere eller bedre, men jeg slukkede forventningerne om, at det ville komme, holdt op med panisk at lede efter løsninger, og
begyndte at glæde mig over den søvn, jeg fik, i stedet for at stresse over de
timer, jeg ikke fik.

Og derfor er jeg noget så utrolig træt af, at jeg et kort
øjeblik hoppede på den igen.

”Hvor BLIVER det fedt, når han får dræn i – SÅ skal I til at
sove!”

Go. Fuck. Yourself.

Selvom det burde være statistisk umuligt, har vi sovet endnu
mindre, end vi plejer, siden vi fik braklagt øreområdet. Så lidt, at jeg for
første gang i et år har tudet over det. Flere gange. Og i mine mange ekstra
vågne timer, sidder jeg og kigger på mit barn og spekulerer på, hvad de har
opereret ind i hovedet på ham, da jeg kiggede væk, for han er helt ved siden af
sig selv. Går ind i ting, falder ned af ting, er så pylret og træt, at han
bruger lang tid på bare at stå og skrige mig ind i ansigtet, og så har han
tilsyneladende lagt en slags turnéplan, hvor han kun stopper med at gøre det,
han ikke må, længe nok til at han kan nå over og gøre noget andet, han heller
ikke må.

Og så stikker han af. Hele. Tiden.

Og han er fandendansme hurtig.

Så hvis I ser noget tudende i klip klappere, med sorte rande
under øjnene, der kommer stormende efter et skrigende barn på løbecykel, mens
hun råber: ”Anton! ANTON! ANTON, STOP!! SÅ!!!” så bare skyd det.

På forhånd tak.