Førstevælger!

De sidste mange uger har reformer og vækstpakker præget en
stor del af det mediebillede, jeg har været omkring, og en af dem, der har
fyldt rigtig meget, er SU-reformen. Der debatteres lystigt og forudsigeligt;
alle, der ikke studerer, ikke har børn eller som arbejder på Borgen er for,
mens alle studerende er imod. Et af de argumenter, der oftest lyder fra de
studerendes side er, at den nye reform lægger op til at pace de unge gennem
uddannelserne med dårligere kandidater til arbejdsmarkedet som konsekvens.

Jeg har selv arbejdet 2 år på et studiekontor. Jeg er
bekendt med forskellen på studerende, der har været ude og klare sig selv og
dem, der kommer lige fra gymnasiet, og som stadig bor hjemme; det kunne ikke
falde mig ind at påstå andet, end at man får mere hele og selvstændige mennesker
ud i den anden ende, hvis der er tid og økonomisk mulighed for at fjumre
et års tid eller to undervejs.

Og måske er det mig, der ikke læser med de rigtige steder, men
jeg savner virkelig, at parterne på begge sider af bordet – uanset om vi
snakker om studerende, lærere, læger, tegnsprogstolke eller noget helt syvende
– forholder sig til, at verden i dag ikke ser ud, som den gjorde for 20 år
siden. Europa falder sammen om ørerne på os, og alligevel er der ingen, der
synes, at der skal skæres i noget. Overhovedet.

Vi kan mange ting i Danmark, og meget af det vi kan, kommer
af årelang tradition for at udforske og udvikle. Og bliver der mindre tid til
det, hvis vi sætter tempoet op? Ja. Kommer det til at påvirke hele vores system
og grundstruktur i negativ retning? Ja. Uden tvivl. Men ingen vil give noget,
og kagen, der skæres af, er blevet mindre. Ligesom verden. For for 20 år siden
var Polen et sted, man tog hen for at købe obskure kopivarer til spotpriser
(her kan f.eks. nævnes mit Lenny Kravitz kassettebånd, som kostede 10 flade, danske
kroner). I dag er det i manges optik arnested for håndværkere og
lastbilchauffører, der kommer og tager vores arbejde. Og det betyder, at vi
ikke kan sidde på godset og forvente, at alt det, vi var så heldige at blive
født lige midt i, forbliver vores, fordi dem, der trak den geografiske og udviklingsmæssige nitte
bare affinder sig med, at goderne er ulige fordelt.
Det behøver man ikke
have gået på handelsskolen for at gennemskue vil påvirke markedet, priserne og
– i mange tilfælde – kvaliteten.

Og det er så nemt at synes, at vi skal holde fast i de danske
dyder, og ikke gå på kompromis.

Jeg vil f.eks. have ordentlige lærere til Anton, have godt og
veluddannet personale på sygehuset, hvis min mor skal indlægges, og jeg vil ikke
vente i 2 timer, hvis jeg skal have fat i en medarbejder på Kommunen. Jeg vil
have tid til at forberede mig, når jeg skal ud og tolke, og jeg vil have timer
for den tid, jeg bruger på transport, for det er det eneste rimeligt.

Synes jeg.

Men af jer, der læser med her, gætter jeg på, at en del
tjekker nettet for at finde den billigste pris på en vare, når I skal købe
noget, der ligger i den dyre ende af skalaen. Jeg antager, at jeg kan risikere
at møde en eller flere af jer i Bilka om søndagen, hvor vi glad og gerne
handler, selvom søndagsåbent for de ansatte derude betød, at alt, hvad der hed
tillæg blev fjernet med et trylleslag, fordi Bilka ikke kunne oppebære
den enorme ekstra lønudgift, dét ville udløse. Og kan vi spare noget, ved at
købe det på nettet, så er 3/4 af os pisseligeglade med, hvor det er produceret.

Min pointe er, at vi alle sammen gerne vil holde den høje
standart på de områder, der lige præcis er vigtige for OS – samtidig med, at vi
alle er med til at dumpe priser og dermed udlicitere, hvis vi som menige forbrugere
kan spare 2 kroner.

Men når hele lande går konkurs, er tiden måske kommet til at
forholde os til, om det f.eks. er en lille smule forkælet at stå fast på retten
til et fjumreår?

Selvfølgelig skal vi ikke forære hele butikken væk, give køb
på alt og tage til takke med mindsteløn og brugerbetaling, men det er som om,
at vi alle sammen insisterer på at betragte økonomien som små fragmenter, hvor
vi kun vil forholde os til den del, der lige præcis vedkommer os.

Måske vi kunne slippe for at gøre Grækenland selskab, hvis vi
blev lidt bedre til at huske, at der stadig kun er en kage. Og at når nogen
flår et ekstra stort stykke over på deres tallerken, så er der bare mindre
tilbage til dem, der stadig ikke har fået.

Fri for at sidde sidst.

Jeg ønsker mig:

* Verdensfred. Virkelig. Jeg gider ikke, at verden er blevet
et sted, hvor folk, der ikke har gjort andet end at løbe meget langt, bliver
sprængt i luften.

* En fonetisk søgefunktion på iTunes. Vi kunne kalde den
iFone. Det tog mig uforholdsmæssigt lang tid at finde ud af, at pigerne bag ”I
love it” hed ‘Icona Pop’, og ikke ‘A Corner Pub’. (Oh, COME on! Hvis ikke den sang
lyder som lydsiden til en engelsk fodboldkamp, er der ikke noget, der
gør!)

* En rapport i 3 eksemplarer indeholdende en komplet oversigt
over alle de sager, hvor skrivunder.net har haft afgørende betydning for
udfaldet.

* Et sushisted i Esbjerg, der ikke samtidig fungerer som
kinagrill.

* Noget uddannet personale i Tålmod & og Overblik, der gider
komme og gennemgå vores tøjskabe og finde de kasser med sommertøj, jeg
sidste år lagde et supersmart sted, så jeg lige hurtigt kunne finde dem frem,
når varmen kom igen. (For fanden, altså. Hvor meget væk kan 2 store kasser
blive i 4 skabe?? #Narnia)

* Ikke – jeg gentager: Ikke – Holger Danske.
* De her sko:
(Så dem købte jeg. Fordi jeg kan.)

* Den her top:

(Så den købte jeg også. Damn right. Fordi jeg kan.)

This is not a game of ’who the fuck are you’.

Jeg gider ikke revyer, Ørkenens Sønner eller Linie 3.
Cirkushumor og ¾ af alt, hvad jeg har set af stand up, synes jeg heller ikke er
sjovt. Jeg er i det hele taget bare et surt, gammel røvhul.

Undtagen når det kommer til ham her:

Ham elsker jeg. I alle betydninger af ordet. Hvordan man kan
have et skolepigecrush på en midaldrende transvestit, må jeg blive jer svar
skyldig på, men det er ikke desto mindre det, jeg har.

Og han var i Århus i går, og det var jeg også.

(Jeg går lidt let hen over den del af historien, hvor min
kammerat skrev: ”Nu er det snart d. 8. april!” hvortil jeg svarede: ”Hvad sker
der der?” ”Eddie Izzard
J
”Nej, hvor fedt! Hvem skal du afsted med?”
Lang we-need-to-talk-tavshed , før ”…
dig, for helvede, din skovl!”
kom retur. Så for et år siden smed jeg 800 for en
billet, sendte en mail til dem, jeg skulle afsted med, hvori jeg skrev, at jeg
havde lyst til at rive mine arme af af begejstring – og glemte derefter ALT om
det. Så utrolig flot.)

Dagen udviklede sig til et festfyrværkeri af hurra-ting, der
ud over Eddie Izzard, bød på træning i mit gamle center, med dettilhørende gensynskrammere
til alle dem, jeg mødte, kaffe med rødderne, sushi med Smukkelene & Co. på min all time favorit sushirestaurant
– med øl til, for der var chauffør på, og bette A sov trygt og godt hos mormor
og morfar 150 km væk – og midnatsnacks på 7/11.

Der var ikke et øje tørt.

Så pyt med, at jeg kom til at kalde Annamettes mand for ’Allan’
3 gange  på 10 minutter (noget med, at Maren/Smallan &
Annamette/Thure-konstellationerne er arkiveret under samme kategori i mit
hoved. Seje skrivedamer/psyko-adventure-ekstremsportsmænd-kategorien. Jamen, fordi jeg er en idiot, jo.) og at solen skinnede i Århus i
morges, mens jeg kom hjem til snevejr i Esbjerg. For om 3 timer kan jeg hente
bette A (og han kan GODT begynde at snørre skoene, hvis han har tænkt sig at undslippe
bare en brøkdel af alle de pinlige mor-kys, der er på vej i hans retning), og min kæreste er på You Tube.

(og her.)

Cars børneværelse.

Delvist sponsoreret indlæg.

Inden jeg fik Anton, synes jeg – i al hemmelighed – at forældre
med børn, der ikke sov om natten, og som ikke kunne få de små tværsnitter til
at spise grovboller og drikke postevand, skulle skynde sig at gro noget
voksenintegritet og viljestyrke.

Jeg tror, at vi med stor sikkerhed kan konstatere, at Nemesis
ikke kan sidde en udfordring overhørig.

Jeg havde heller ikke andet end foragt til overs for
disneyficeringen af hele det rum, der omgiver børn.

I skrivende stund har vi: Cars shades til bilen, Cars
bestik, Cars caps, Cars plakater, Cars trolleyer (ja. Plural), 3/4 af alle de
medvirkende biler fra filmene, Cars bøger, Cars strømper, Cars trøjer og
sikkert meget mere, som jeg har fortrængt.

Og jeg har intet at sige til mit forsvar – andet end at
Anton elsker det.

Så da jeg blev spurgt, om jeg ville skrive om den nye
møbellinje fra Nuar, tog det omkring 4 sekunder at nå frem til, at vi ligeså
godt kunne udvide Cars-flåden med en seng og en gyngestol.

Min kongstanke var, at jeg ville anmelde møblerne, for hvis
der er en karrierevej for Anton, der allerede nu lyser op på himlen som en
nordstjerne på steroider, er der som testperson for diverse produkter, man
gerne vil have tjekket holdbarheden af. (Min mor har stort set alle de børnebøger,
jeg læste i som barn – let krøllede men dog intakte – mens jeg godt kan se, at
jeg skal være glad, hvis jeg har en enkelt, laset forside tilbage, der klamrer
sig til livet, når Anton engang flytter hjemmefra.)

Men så fik Anton omgangssyge. Farvel søvn #so-påske. Og det
er ikke lige i den situation, man har lyst til at begynde at eksperimentere med
en seng, der tillader det opkastende barn at fordele kaskaderne i flere rum.
Gyngestolen har jeg været nødt til, på skolemestermåden, at inddrage, fordi
barnet troede, at det var et bræt, og at han var det nye medlem af Beach Boys.

Og da I har mulighed for at vinde møblerne i en konkurrence
på FB frem til d. 12. april, synes jeg næsten, at jeg er nødt til at poste
indlægget nu, så I kan nå at deltage.

Derfor: Hvor lidt eller hvor meget møblerne kan holde til,
må jeg være jer svar skyldig på, men fine er de, så hvis du er bidt af en gal
bil (eller af Hello Kitty #mundlukdig), så skynd dig over på Facebook og tjek konkurrencen ud.

 

Hvorfor:

* kan andre folk æde så mange chokoladepåskeæg, som de
facebooker og instragrammer om, uden at tage på af det? Sig det! Og er det kun
mig, der stadig er nærmest panisk ræd for at tage på? Har alle andre bare sluttet
fred med den krop, de nu engang har? (Med underspørgsmålet: Hvordan?) Her er
det som om, kalorierne er begyndt at fede mere, efter de har opdaget, at vi
holder øje med dem.

* er der stadig nogen, der siger ”pagne”? Der er INGEN, der
har så travlt, at de ikke lige kan nå at sige ”cham-” først.

* kører folk så spasset i en rundkørsel? Da jeg tog
kørekort, skulle man køre ind i den inderste bane, og så trække ud, når man
nærmede sig den vej, man skulle dreje fra på, men nogen har tilsyneladende overbevist
sig selv om, at de skal køre i den yderste bane hele vejen rundt, så nu er der
gået den nye kommaregel i den; alle kører bare, som de synes, og jeg nærmest
bliver lidt forundret, hver gang det lykkes mig at komme rundt med alle døre og
skærme intakte.

* må man blokere en hel vejbane med en container? Seriøst: Hvorfor? Hvis du tænker på at stille en sammenfoldet cykel HELT op af kantstenen, så den
stikker 5,7 cm ud, og ikke står i vejen for NOGEN, går der under 20 sekunder,
før der står noget semiuniformeret official med bødeblokken fremme, men hvis du
i din egen, private villahave har 500 grimme graner, der skal fældes eller en græsplæne, der
skal deporteres, er der ingen, der løfter et øjenbryn over, at du skødesløst smider
700 kg. rusten jern ud over hele vejen, så det spærrer for ALT.

* er der ikke nogen, der siger noget til Nik & Jay? Har
de ingen .. producere? Venner? Nogen, der lige trækker dem til side og siger:
”Det der engelsk, drenge? Det går sgu ikke.”