The stars are not wanted now, put out every one.

For 15 dage siden gik min venindes mor fra at være
velfungerende cancerpatient til at være terminalt syg. I søndags gik hun bort,
og i dag skal hun begraves. Der er 3 timer, til vi skal være der, og jeg sidder
allerede og stortuder ned i min kaffe.

Og selvom vi alle sammen, når nogen dør fra os, siger, at vi
ikke skal sørge over de døde, men fejre livet de gav og levede, så ved vi også
alle sammen, at det er side 1, første linie i Den Store Bog Over Sætninger, Der
Ikke Trøster En Skid.

Jeg synes, at det er så forfærdelig svært, at det er så
definitivt. Jeg ved godt, at det lyder banalt, men … det er som om min hjerne
kører i loop, fordi den bliver ved med at lede. Der MÅ være en løsning, som kan
gøre det her ugjort, som kan hjælpe min veninde og give hende det vigtigste
holdepunkt i livet igen?

Hendes sorg, magtesløsheden og den ubarmhjertige påmindelse
om, at alle, vi holder af, kun er til låns – det virker så urimeligt, og gør det
så svært, ikke at komme til at klemme lykken ud af livet i angsten for at
miste.

*Puh*

Skynd jer at gå ud og kramme dem, I elsker.

Ok – lige et hurtigt spørgsmål:

Og vær søde ikke at slå mig ihjel – eller i hvert fald at
gøre det hurtigt og smertefrit – for jeg spørger ikke for at provokere, men
fordi jeg virkelig ikke forstår det.

Vi skal snakke om heste i lasagne.

Jeg er med på, at det er meget, MEGET problematisk, hvis vi
ikke kan stole på varedeklarationer.

Jeg er absolut for ordentlige forhold for dyr; også selvom
de bare skal slagtes.

Jeg er også helt bag ideen med, at for nogen er grise noget
svineri at putte i munden, mens andre takker nej til hunde og rotter. Jeg er
meget pro-valg.

Men i kommetarfelterne rundt omkring på både de sociale
medier og i blogland, går hestefolket fuldstændig A-M-O-K over, at man kan
finde på at spise hest. Og det forstår jeg simpelthen ikke. (Please don’t hate
me.)

Jeg forstår, at man som hestemenneske kan være frastødt af
ideen om, at det, man betragter som en god ven af familien, ender i et ildfast
fad fra Pillivuyt på spisebordet – men det er jo ikke sådan, at hestemafiaen
sniger sig ud i ly af mørket og kidnapper Lotte, som de derefter smider i
kødhakkeren.

Jeg synes, at det er klamt at spise snegle og østers og
frølår. Jeg gider ikke ret godt at spise indvolde af nogen slags. Men derfra og
så til at hævde, at det er dyremishandling??

Hvorfor er det så ikke dyremishandling, når vi spiser køer?

Jeg forstår det simpelthen ikke.
Undskyld og god weekend.

Til mit forsvar skal siges, at jeg undgår alt med Gustav og Amalie.

Når
jeg er i byen, og samtalen falder på tv, ville jeg ønske, at jeg kunne prale af
at være til smalle, eksperimenterende talkshows optaget i skæve, økologiske
vinkler. Typen, som kun modstræbende har tv, og som af princip har valgt
professorpakken, der stort set kun indeholder DR2, fordi jeg ikke vil have mit
liv besudlet af 3+ og Kanal 4.

Det er desværre ikke tilfældet.

Hvis man skulle gætte mig i ’Kender du typen?’ og tog udgangspunkt i mit
tv-program, ville man antage, at jeg boede i en bulet blikspand af en
campingvogn med ukrudt, rustne cykler og skrallede bilvrag i forhaven. Mit hår
ville være bleget i klorin og permanentet ihjel, og mine 7 børn (med 7
forskellige fædre – heraf de fleste i fængsel) ville være helårssnottede og på
fornavn med socialarbejderne fra børneforsorgen.

Mine teenageår blev brugt i selskab med Ricky Lake. Da jeg læste, tvang jeg min
stakkels far til at optage og sende mig videobånd med Oprah, og jeg synes, at
det er det pureste guld, der kommer ud under kosten i ansigtet på Dr. Phil. Jeg
er IMMUN overfor dårligt tv og skyder glad og gerne 3 afsnit af Criminal Minds,
Ghost Whisperer, CSI og CSI NY (dog ikke CSI Miami. Hader Solbrillen, som altid
forsøger at ligne en, der tog Mystisk som sidefag på Universitetet, og.. som.. tahlerhhh..
grimthh… oghh ..stødvisthhh…) i face uden at blinke. Jeg
er en rygbåren nylonpose fra at have samme forhold til dårligt tv, som mongoler
har til Birthe Kjær.

Det kommer derfor som lidt af et chok at opdage, at selv jeg har en
kvalmegrænse, der kan overskrides. ‘Ekstrem Hjemmeservice’. For det første
forbløffer det mig, at de kan blive ved med at grave amerikanske marinesoldater
frem, der har fået begge ben sprængt af i Irak, og som under massiv, fjendtlig
beskydning, med en flækket plastikske som eneste hjælpemiddel, har kæmpet sig
hele vejen hjem til USA med en såret kammerat under den ene arm og en
forkrøblet hund under den anden.

For
det andet er der alt for mange voksne mænd, der græder i det show. For det
tredje er det bare så… overdrevet. Fra at bo 8 mennesker i et svampebefængt,
utæt træskur, bliver de installeret i en 2000 m2 stor villa, med personlige
mikroovne og toiletter, en golfbane og 15 overdækkede, lysregulerede rum, så de
kan humpe rundt på deres spritnye sponsorbefængte proteser og vente på, at
huden fra transplantationen (udført af USA’s førende plastikkirurg, thank you
very much, som har gjort det gratis for at give noget tilbage, fordi nogen
engang hjalp ham ud af ghettoen) heler op. Bagefter kan de så sætte sig ud i en
af de 4 funklende Humvees og køre i banken og takke for eftergivelse af
astronomisk, u-landslignende gæld.

Hele programmet er natürlich pakket pænt ind i stars and stripes.

Nå, men nu må I have mig undskyldt. Jeg skal lige nå at kaste op og at lave en
kop kaffe, inden der kommer My Big Fat Gypsy Wedding.

Mere mad.

Tak for nogle virkelig fine kommentarer på det sidste
indlæg; jeg er åbenbart ikke den eneste, der synes, at det her er et spændende
emne, så lad os tage hul på 2. halvleg.

Og selvom jeg lige nu kun har skrevet et par linjer, ved jeg
godt allerede, at det her bliver langt, så måske man lige skal tisse af og lave
refill på kaffen, inden vi fortsætter.

Alle mand ombord? Vi kører.

Det er nogle rigtig spændende vinkler, der
kommer på banen i kommentarfeltet, og uanset hvor man står, synes jeg, at de
forskellige holdninger tjener som bevis for i hvert fald én ting: At det er et
emne så væsentlig, at det er forkert at ignorere det, hvis man skal hjælpe folk
til at tabe sig.
For uanset hvor meget fornuft, der er i at sige nej til kage,
hvis man gerne vil leve sundt, så er det for nogen
for stor en udfordring at sidde overhørig, at de mener at kunne mærke, at et
nej tak bliver taget ilde op. Ydermere er de måske selv gjort af samme stof som
mig (og mange af jer), og ved derfor first hand, at det *bliver* bemærket,
at de siger nej. Og ikke på den positive måde. Derfor synes jeg, at
slankeindustrien lader de mennesker, for hvem sociale sammenkomster er en
udfordring i stikken, ved at lade som om, problemet ikke er det. Der ville være
langt mere fornuft i at snakke strategier for den enkelte, synes jeg.

En ting, der virkelig irriterer mig er, at mange af de
steder, hvor problemet så bliver taget op, lægges der op til, at det udelukkende
handler om misundelse, hvis andre i et selskab reagerer negativt på, at nogen
vælger de søde sager fra. Ud over at man nærmest får tinnitus af
selvfedmealarmen, synes jeg, at det er et ret usselt motiv at tillægge andre.
Og personligt tror jeg, at det handler om noget helt andet, som jeg selv bedst kender fra
en anden situation. For har du nogen sinde prøvet at sladre eller bagtale om en
anden person til en, du opfattede som din ven eller fortrolige, og så fået et
neutralt, coachagtigt svar tilbage? Ja? Selvom det ikke med et ord er blevet
nævnt, at det, du gør er forkert, føles det ret meget som en afvisning, ikke?
Også selvom man gooodt veeeed, at det er en selv, der er skidebarnlig, og at
veninden er i sin gode ret til ikke at ville medvirke til svælge i den fælles
bekendtes fejl og mangler. Og det er jo ikke fordi man beundrer hendes viljestyrke
eller stærke karakter til ikke at synke ned på det niveau. Det er følelsen af
at have rakt ud og have fået nej.

Mit bud er, at det er den samme kasse, vi skal rode i, når
vi skal finde forklaringen på, at det ikke i alle kredse er gratis at sige nej til søde sager
og alkohol.
Men hvordan kommer man så omkring det? For som flere ganske
rimeligt indvender, så kan man jo for fanden ikke sige ja til det hele, med mindre man elsker at gå i telt.

Jeg har indtil videre spottet et par forskellige copingstrategier, begge lidt løgnagtige i betrækket.

En går ud på at fake en allergi eller et lægeordineret hensyn til noget baks i hjertekarregionen.
At det virker, er der ingen tvivl om, for alle er anstændige nok til ikke at
punke på en, der er syg – jeg forestiller mig bare, at det må være RIGTIG træls
for dem, der rent faktisk ER syge, når der pludselig bliver sat spørgsmålstegn
ved deres allergier etc, fordi kur-allergikerne nogle gange glemmer, hvad de
har meldt sig forfulgt af, og derfor nogle aftener godt kan spise is, men ikke
tåle kagen, og andre aftener kører det omvendte koncept.

For mit eget vedkommende vil jeg ikke sige, at jeg direkte
lyver. Jeg modellerer bare sandheden en smule, eller viser folk, hvad de gerne
vil se. Når jeg er på arbejde, spiser jeg f.eks. aldrig kage. Jeg bruger en
præfabrikeret undskyldning med, at jeg ikke kan tolke med mad i munden/hånden,
og den godtager alle.

Faste læsere af bloggen vil også vide, at min kontrolknap
drejer lige til den stramme side, så jeg drikker mig aldrig spritstiv, når jeg skal til
fitnessfester, hvor medlemmerne er med. Og da det tager under 4 minutter at
blive alvorligt træt af at svare på, om man er i bil/gravid/blevet kedelig, har
jeg i årevis haft en aftale med tjenerne om, at jeg får et fadølsglas med half n’
half æblejuice/dansk vand, hver gang jeg løfter mit glas og beder om en refill.
Smukt, enkelt og alle er glade, men for nogen er der noget
rent principielt i at nægte at lyve for at tækkes andre. Jeg er nok lidt
mere pragmatisk anlagt og tænker, at jo mindre mine fravalg fylder, jo bedre
plads er der til at beskæftige sig med det, der betyder noget.

Hvilket bringer os tilbage til selskaberne med de mennesker,
vi holder af, hvor det rent faktisk betyder noget for mange af os, at de bliver
kede af det eller sure, hvis vi takker nej til det, de sætter på bordet. What to do?

Mit beskedne bud går på, at man som gæst kan redde ganske meget ved at snakke med
værten i forvejen. På den måde kan man stille og roligt forklare, hvad det
drejer sig om, og værten har både tid til at blive god igen inden festen, og kan tage hensyn ift. planlægningen – som vi alle
sammen gør, når vi får gæster, der er gravide, muslimer eller rent faktisk ER
allergikere. For de fleste værter vil jo i bund og grund gerne bare have glade gæster, der går mætte fra bordet, uanset sukkerpolitik og kostmæssigt standpunkt. 

Jeg spiser – derfor er jeg.

Hvis jeg nogensinde bliver færdig med at være tolk, vil jeg
studere sådan noget med kost, psykologi og socialt samspil. Jeg synes, at det
er råddent spændende, hvor meget emotionelt snask, der ligger lige under
overfladen på et område, vi alle forholder os til mange gange om dagen.

Jeg tror ikke, at man kan være pige uden enten selv at have
været på kur eller have kendt nogen, der har været, og mange har sikkert også 1.
eller 2. håndskendskab til spiseforstyrrelser. Og hvor det nok er de færreste
mormødre, der lige smutter ud og retter lidt rygeherion an på en bakke, når man
kommer forbi på uventet besøg, skal de fleste, der har et problematisk forhold
til mad, forholde sig til både maden og al det, den betyder i sociale sammenhænge,
en million gange om året.

Hvis jeg kigger på mit eget lille hjørne af verden, er jeg
sådan en, der siger ”jeg elsker dig” ved at gøre noget for dem, jeg holder af.
Det var en dejlig dag, da det gik op for mig, fordi det forklarede, både
hvorfor jeg bliver meget ked af, når folk ikke vil hjælpe mig (de elsker mig tydeligvis
ikke. Svin) og hvorfor jeg helst vil klare alting selv (som *om* jeg gider give
dem chancen for at afvise mig, tss).

Hvilket betyder, at det er vildt fedt at være gæst hos mig,
hvis du er på kur, for jeg har bagt 15 kager og lavet hele menuen fra bunden,
fordi jeg gerne vil vise dig, hvor meget du betyder for mig.

Sig nej til dét.

Så når jeg hører alle de store slankemastodonter – og her
sidder den gode Bitz desværre med på anklagebænken – sige, at det ikke er spor
uhøfligt at sige nej til kage, når du er ude, og at du sagtens kan have dine
egne revne gulerødder med i en boks, når du er inviteret til 40 års fødselsdag,
er jeg ikke enig.

Det er en fair indvending at sige, at det jo så er mit
problem, og mig, der skal løse det. Andre mennesker skal ikke være tykke pga.
mine issues, og hvis man er der, hvor man slæber gulerødder med til festlige
lejligheder i brugte Carte d’Or Boxe, har man formentlig selv et spøgelse eller
to i skabet, der lige skal have en over nakken, inden man springer ombord i
mine komplekser. Men jeg kan mærke, at jeg har lyst til at række en hånd
forsigtigt op og sige, at det er det for nogen. Uhøfligt, altså.

Der er selvfølgelig forskel på både omstændigheder og på,
hvordan man gør det, men for mig handler det også om, at når man holder en
fest, så skal man sgu også have lov at være i centrum. Hvis der er 80 gæster
til stede, er der jo nok ingen, der lægger specielt meget mærke til dig, hvis
du bare lige nipper til salaten, men hvis man sidder 10 piger til fødselsdag,
trækker det temmelig meget opmærksomhed, hvis der er en, der er kommet af sted
iført kjole og nej-tak. Og så er det sgu lidt træls at have svedt i køkkenet i
en uge, for det smitter. Der er i-n-g-e-n, der tager to stykker kage til den
slags sammenkomster.

Og alt det synes jeg er trés, trés interessant. For hvis
behov skal man vægte? Sine egne eller værtens? Har mine behov større
berettigelse end gruppens, eller ville det faktisk være mere reelt at melde fra?
Ville problemet være løst, hvis alle omkring bordet bare lyttede til sig selv,
eller er der alt for meget socialt klister smurt på den side af tilværelsen?
Noget med magt og rollefordeling, identiteter og gruppefølelse?

Uanset om vi snakker om psykologer, coaches eller madguruer,
stritter det i mig, når mennesker, der arbejder professionelt med andre
mennesker, opfordrer til, at man kun tager hensyn til sig selv. Hvis man er den
forsagte type med en fortid som dørmåtte, så jo; så skal man selvfølgelig lære
at stå på sit, men jeg synes, at det er, at gøre verden mere simpel end godt
er, når man opfordrer folk til udelukkende at fokusere på egne behov, for risikerer
man ikke bare, at give folk nye problemer med deres omgivelser, hvis man fortæller
dem, at deres valg og handlinger kan stå isoleret og ikke påvirker de mennesker
og situationer, de er omkring?

Aj, nu har jeg lyst til at brodere videre på det her med
afsnit om, om folk så skal have nye omgivelser, hvis de skal tabe sig, hvad man
gør i familier, hvor det kun er far, der er tyk, om det har betydning om man
vejer 5 eller 15 kilo for meget, og om udfordringer på madfronten kan
sidestilles med andre typer af misbrug – men det er fredag aften, og jeg skal
nok holde kæft nu.

Synes bare, at det er så spændende. (Plus at det vildeste,
der er sket i ugens løb er, at Anton kastede op ud over os begge i Bilka i
onsdags #fml)

God weekend, alle sammen – hvor I end skal spise.