Bodytalk.

Forleden, da jeg var ude og handle, mødte jeg Michaels far. Michael
gik jeg i klasse med i folkeren, og jeg var lidt bange for ham. Han var typen,
der – som den eneste – stillede til klassefotografering i 6. i mintgrøn blazer
med matchende satinslips, og ikke bare slap fra det med livet i behold, men oven
i købet formåede at få de andre drenge til at føle sig som nogle idioter, fordi
de ikke havde fattet, at rigtige mænd havde stil fra *nu* af, og derfor var
færdige med at lade sig forevige i Ball.

Michael ville være slagter, og det blev han.

Og jeg havde nær sat mig på røven, lige midt i
Frugt & Grønt, da det gik op for mig, at det ikke var Michaels far, der var i
gang med at finde det pæneste salathoved i bunken, men Michael selv. Blev
kortvarigt helt religiøs og opsendte en lynhurtig bøn om, at jeg ikke også er
ældet i hundeår. For SATAN, han så gammel ud!

Jeg er med på, at vi ikke er teenagere længere, og er
egentlig også gerne al det bøvl og baks foruden, men jeg synes pludselig, at konsekvenserne
af de valg, man har truffet i livet bliver MEGET tydelige, når man nærmer sig
de 40.

Fra vi var 20, til vi blev 35, synes jeg egentlig, at vi alle
mere eller mindre lignede nogen, der levede efter samme opskrift, og det kunne
irritere mig enormt, at jeg kunne slide i et fitnesscenter i timevis og stadig
ikke have ligeså markerede lægmuskler, som Lene, hvis eneste fysiske aktivitet
bestod i at gå fra hoveddøren og over til sin scooter i garagen og tilbage
igen.

Men nu lader det til, at afdragene begynder at falde.

De venner, jeg har, der i årevis har kæderøget, og som vi jo
alle sammen inderst inde synes var lidt seje, når de lige skærmede for vinden
med den ene hånd, kneb øjnene sammen og tændte en blå King, ser pludselig
markant ældre ud, end de venner, jeg har, der ikke har røget.

De piger, der stak 2 fingre i ørerne, sang “lalalala!” hver eneste
gang de smed to poletter i solariet, og altid lignede nogen, der lige var
kommet hjem fra charterferie, når vi skulle i byen, har fået læderfjæs, og man
begynder virkelig, virkelig at kunne se forskel på, hvem der træner og hvem der
ikke gør.

Lige der, i grøntafdelingen, fik jeg lov at se konsekvenserne
af at vælge et fysisk hårdt erhverv frem for et, hvor den primære del af
arbejdet foregår i hovedet. Det rystede mig sgu lidt.

Og fik mig til at spekulere på, hvilke dårlige valg og vaner, man kan
aflæse på min fysiske topografi.

Top 5

over tjenestefolk jeg køber, når jeg bliver rig:

1) Stylist med speciale i køb af jeans og strømper.
Jeanssnakken har vi haft (men har det hjulpet? Nej! De er stadig bare skide for
korte i benene alle sammen, hvis man tillader sig at have en røv!) og selv om
jeg nu har købt mine egne strømper i ca. 20 år, er det åbenbart stadig umuligt
for mig at få købt nogen, jeg gider have på. Enten er de for korte/lange i
skaftet, for varme, for elastiske, så de åler, for slatne, så de lægger sig
fesent om ankelen, brugt kondom-style, eller også ligner de alle de andre strømper i skuffen, men
viser sig – når man parrer dem forkert – at føles marKANT anderledes, så man
bliver helt adfærdsvanskelig over at gå igennem dagen på to skizofrene fødder.

2) En, det gider komme og gøre mit badeværelse rent. Den
ultimative hadetask ift. til husligt arbejde. Hvorfor laver man al indmad af
noget, der virker som velcro på støv? Også svært ikke at turbohade et rum, der,
uanset om man lufter så meget ud, at der kommer isterninger ud af bruseren, når
man tænder den, gror lodne, sorte pletter i hjørnerne i samme sekund, man
skruer låget på klorinen.

3) En taskepakker. Jeg kunne lære swahili på den tid, jeg i
løbet af en uge bruger på at pakke tasker. Forkert, ofte. Tog f.eks. 4 timer om
at få normal ansigtskulør igen, da jeg forleden ved en fejl havde fået pakket
mine udeløbetights – og ude betyder i denne sammenhæng ’forede’ – og alligevel
blev enig med mig selv om, at dem kunne jeg sagtens bruge på løbebåndet
indenfor. Det kunne jeg sådan set også godt. Det føltes bare ligesom at løbe i
en tændt autoklave. (Ved nu godt, hvorfor bakterier vælger døden i stedet for at prøve at flygte.)

4) En, der interesserer sig bare minimalt for biler. Min
interesse for min bil begrænser sig til begejstring over, at den transporterer
mig rundt og dermed fjerner DSB fra mit liv. Men at vaske den, fylde
sprinklervæske på og forholde mig til sprungne pærer (slap nu AF, I 100 blinkende
bilister, jeg mødte i går – HAR set det, men kan jo for fanden ikke stå af og
trække hjem, vel?) er opgaver, jeg bliver 5 år ældre i minuttet af at
forholde mig til.

5) En nyhedsmundskænk, der lige skimmer avisen for mig,
fjerner artikler som: ”Unge piger selv skyld i voldtægt” (#whattheFUCK) og ”Lance
Armstrong sagsøges for løgnagtige bøger”
( #grådigesvin #kuniGudsegetland), og
bare nænsomt præsenterer mig for artikler om, hvorvidt Beyonce mimede til
indsættelsen (#såpænatdeterligemeget) og at ”Monte Carloværter bliver DR3-galionsfigurer”
(#velfortjent #hurra).

En på skjoldet.

Søndag aften på sofaen efter en overordentlig skøn weekend.
Jeg har omkring nytår monteret noget mentalt politi i køkkenregionen, men da
jeg havde fødselsdag i lørdags, har der været både kage- og vindispensation
weekenden over og masser af dejlige mennesker inden forbi.

F.eks. har jeg haft besøg af Karina, som jeg læste med for
en million år siden, og jeg elsker, elsker, elsker! når venner og veninder, jeg
kender rigtig godt, kommer ned, og vi har god tid til at snakke. Det er
simpelthen så savnet at have tid til at samtalen får lov at folde sig ud, så vi
kommer ind i de inderste aflukker og kroge på emner, der stikker dybere end
udveksling af erfaring med løbeapps og mærker i flyverdragter.

På en eller anden mærkelig måde er det også sådan, jeg
opdager, at jeg bliver ældre; at jeg reflekterer over nogle ting, som jeg
aldrig tidligere skænkede en tanke, enten fordi de ikke var relevante, eller fordi
jeg simpelthen ikke så dem, så den slags samtaler er rasende værdsatte, fordi
de får mig til at stoppe op og fokusere.

For både Karina og jeg har livets vej slået nogle sving, som
ingen af os havde forudset, da vi sad med blå tænder og små rådighedsbeløb i
Fynsgade, down town Århus, og vi kom derfor til at snakke om, hvordan vi i
forskellige sociale sammenhænge ofte bliver fanget på det forkerte ben, når
sidemanden spørger til forskellige elementer i vores liv. Det er som om, man
mangler et verbalt skjold, man lige kan holde op, så man køber sig tid til at
tænke over, hvor lidt eller hvor meget af sig selv, man vil dele med sin
sidemand og ikke bare bliver så overrasket, at man kommer til at svare ærligt.
For det er faktisk ikke ret fedt at have fortalt noget relativt privat til en
sidemand, man en halv time senere har opdaget, at man ikke bryder sig om.

I mit arbejdsliv har jeg 1000 afglidere, jeg kan hive op af
hatten, så jeg kan snakke om mit fag uden at bryde min tavshedspligt og uden at
den, der spørger, bliver sat i forlegenhed, men på den private front halter
det. For selvom jeg selv spørger mere end gennemsnitsdanskeren, og derfor godt
ved, at langt, langt de fleste spørger af oprigtig interesse, er det f.eks.
ikke altid, at jeg har lyst til at være posterchild for livet som selvvalgt
alenemor. Eller har lyst til at fortælle detaljeret om, hvordan jeg har fået
Anton, for selvom man har truffet nogle valg i sit liv, der er lidt atypiske,
kan det jo godt ske, at man lige i aften gerne vil 1) vide lidt mere om spørgeren, end at han er revisor og hedder Jørgen, før man
krænger sit inderste ud eller 2) tale om noget andet. Jeg tænker, at det samme gør sig gældende, hvis man
har fået en finanskrise lige i face, har fået konstateret en alvorlig sygdom,
er invalidepensionist og har svært ved at forlige sig med det, er i
fertilitetsbehandling og ikke gider dele sin dårlige sædkvalitet med hele
bordet, nys har fundet ud af, at man er gravid og gerne vil have lov at vænne
sig til tanken, inden man skal dele det med verden osv. osv. osv.

Og man ved godt, at selvom man forsøger at omskrive det, så
kan alle høre et ’det rager ikke dig’, når de får det stukket i snuden, hvilket
lukker samtalen ret effektivt, og det er jo – ofte – ikke det man vil. Man kan bare godt trænge til at deltage i samtalen uden at blive den, den handler om.

Well, what do you know? Så lærte man dét om sig selv.

Neurotisk? Mig?

Jeg var til møde i København i går. Da det tog, jeg skulle
tage for at nå rettidig frem, gik så tidligt, at det forudsatte, at Anton
skulle stå en halv times tid alene på en kold p-plads og vente på den første
pædagog, hvis jeg skulle med, blev det i bil. Heldigvis havde DMI forsikret mig
om, at der først ville falde sne natten til tirsdag.

Løgnersvin.

Det blev til en tur på 4 timer og 3 kvarter med en
gennemsnitshastighed på 40 km/t tværs over Jylland OG Fyn. #goddamnit #fml

Så jeg fik hørt ret meget radio, og et af de numre, der kom
flere gange var Noahs ”Alt er forbi”. Da jeg nu havde så utrolig god tid til at
lytte ordentlig efter teksten, kunne jeg høre, at den handlede om noget ituslået
kærlighed og en deraffølgende konstatering af, at alt jo så er forbi.

”Man kan fandme *godt* høre, at de ikke er ret gamle!” fnøs
jeg surt ned i rattet. ”Som om alt er forbi, fordi kæresten skrider! Nej, du.
Vent til du bliver 35+ og opdager, at kræft ikke er noget, der kun rammer gamle
mennesker, men som også pludselig kan finde på at kaste sin ækle skygge på dine
venner. Vent til du har fået dig et barn, hvilket udløser kronisk, afgrundsdyb
angst for alt muligt og umuligt. Vent til det går op for dig, hvor meget du
*virkelig* har at miste, hvis du bare er sund og rask, og har familie og
venner, du holder af!”

Man bliver så fandens sur skrøbelig af at blive gammel.

30 kilometer – og ca. 50 minutter – senere, havde jeg
grublet så længe over det, at jeg var jeg nået frem til, at jeg savner den
lille muggenhed. Jeg savner i hvert fald, at der er plads til den. Jeg er med
på, at vi skal bevare perspektiv, og at der findes mennesker, der kaster sig
lidt for hengivent i armene på den, men jeg er seriøst træt af, at vi har fået
skabt et klima, hvor man aldrig kan være sur over, at det regner eller træt af,
at man får knaldet en dør i ansigtet, som man havde en klar forventning om
ville stå åben, fordi vi altid skal huske, at det er meget mere synd for dem i
Kina/Afrika/Rumænien, og at vi kan dø, eller føde handikappede børn.
Potentielt. Altså, ikke os, vel? Men de andre.

Og det ER det. Men det bliver jeg jo ikke mindre sur eller
skuffet af her og nu, vel? Når først mundvigene vender nedad, er det som om
surheden multiplicerer sig med sig selv en gang i minuttet, når man forsøger at
kyse den væk med argumenter om, at det ikke kan betale sig at være ked af, at
nogen har sagt noget grimt om mig, for det er jo ingenting sammenlignet med det
faktum, at nogen andre (ikke mig) skal miste deres forældre engang.

Og når jeg bliver gal på Anton (som er i trodsalderen.) (Jo.
Det vil jeg GARANTERE dig, at der stadigvæk er noget, der hedder), forvandler
jeg mig ikke just til en perlende bæk af overskud og godt humør ved at plage
mig selv med tanken om, at jeg GODT nok kommer til at fortryde, at jeg glædede
mig til at kunne løbe en tur alene (ja. Du læste rigtigt. Ordene ’glæde’ og
’løbe’ i samme sætning. Det er, hvad trodsalderen kan gøre ved én), hvis han
bliver alvorligt syg eller kørt ned eller noget.

Fuck, mand. Bliver helt dårlig bare over at skrive det.

Men hvordan bliver man i petitesseboksen, når man går og
skumler? Holder jeres tankeskodder mellem småting og seriøse katastrofer
tæt?

Hvis ja: Vil I så ikke nok fortælle mig, hvordan I gør?

All the single ladies.

En
fast kæreste er stadig på ‘Ja-tak’ listen, men indtil Russian Mail Order
Husbands kommer op at stå, må man i mellemtiden huske at glæde sig over
følgende fordele ved at være single:

* Man er fri for at lade som om, man kan lide svigerinde, der efter 10 minutters
ophold i Mexico slæber sit 3-årige barn rundt på maven i hjemmelavet stofsele,
mens hun hører musik med gruopvækkende mængder af panfløjte og laver chiligryde
i køkkenet, hvor katte og marsvin får lov at gå rundt på bordet.

* Man har ikke brug for følgende sætninger: ’Hvorfor
fanden kommer du først nu?!’
’Hvem er Lotte?’ og ’Jeg er IK’ sur!’

* Der er ingen, der kogevasker din svinedyre BH sammen med sit fodboldtøj eller
bruger din Origins Facial Wash som sæbe og
shampoo.

*
Offsidereglen er ligegyldig.
*
Man skal ikke hoste en 3-retters parmiddag, hvor man hele aftenen skal konversere
gennem låste kæber, fordi man var ved at slå hinanden ihjel, 20 sekunder inden
det ringede på døren.

*
Der er ingen, der drikker den sidste kolde øl i smug.

*
Man er fri for at dø af skam, når han i alle venners påhør spørger, om ”Vi
snart skal have noget at æde?”

*
Man behøver ikke se Deadline eller dokumentarudsendelser om containerskibe på
Discovery.

* Alle tilstedeværende bukser i husstanden er lange nok.

*
Der er ingen, der insisterer på, at bacon er mad.

*
Man er fri for at få fibersprængninger, fordi man ikke kan lade være med at
forsøge at vinde, når man slås for sjov. 

*
Når man føler sig alene, ved man i det mindste, at den er god nok.

* Badeværelset bliver gjort rent på den RIGTIGE måde.

* Som A-kvinde med triple A-barn er man fri for at bruge lørdag formiddag på at
ulme over sovende B-mand, som man forsøger at 1) stirre vågen 2) støvsuge op
3) lade barnet lege med grydelåg i nærheden af, indtil man mister tålmodigheden
og råbehvisker: ”Kan du heller ikke sove mere??”

* HELE dynen er min. OG den gode pude.

Mangler vi nogen?

Her er så stille nu.

Når kvinder går op og ned af hinanden (for) længe, er det
ikke ualmindeligt, at deres cykli retter ind og bliver synkrone.
Jeg ved ikke, om noget tilsvarende er sket i blogland, for jeg synes godt nok,
at vi er mange, der – af mange forskellige årsager – er noget stille for tiden.

I dette blæsende hjørne af verden er jeg ramt af det, jeg
tror de fleste bloggere kender: Stor lyst til at skrive, men ingenting at
skrive om. (Hvilket også er kendt som den primære udløser for indlæg om andre menneskers
idiotiske adfærd i Bilka og trafikken. Det kan man altid hidse sig op over.)

Seriøst. Der sker ikke en skid. Hverdagen er tilbage for
fuld udblæsning, med alle sine krav om systemer, rutiner, træning og mad, der
ikke udelukkende består af sukker og e-numre, og det trængte jeg voldsomt til.
Det er bare ikke ret godt blogmateriale.

Så jeg ville egentlig bare sige, at jeg er her stadig, og nu går jeg lige tilbage til at holde min kæft, indtil nogen
gør noget virkelig dumt (det bliver formentlig mig selv) (… – eller DR. Jeg
tænker, at de har været pænt trætte af, at det lige præcis var i gårdagens
afsnit af X-Faktor, de valgte at lade Anne Linnet lave synsk ”Ej, jeg gætter
lige noget helt vildt om dig!”-teater), eller Anton sover til kl. 6.

Hej så længe.