Exit 2013.

Så et det tæt på. Gør ikke noget, synes jeg. Det har på
mange måder været et mærkeligt år. Kan huske, at jeg sidste år forsøgte ikke at
synes, at der var noget skæbnesvangert over, at vi skulle gå rundt et helt år i
tallet 13, men mit forsøg til trods har jeg hver gang, der er sket noget
dårligt, skulet ondt til kalenderen og tænkt, at man vel nærmest ikke kunne
forvente andet.

Jeg har befundet mig meget i mit hoved i år. Så meget, at
jeg ind imellem har haft lyst til at skrige og trække stikket til tankerne ud,
fordi man når et punkt, hvor man ikke kan presse mere fornuft ud af dem, og i
stedet bare begynder at køre i ring på den virkelig destruktive måde.

Det har fyldt meget for mig, at Karina har mistet sin mor,
og at Lene er syg. Magtesløsheden og følelsen af at sidde alt for langt væk,
har revet og slidt i mig, og samtidig har det på jernhård vis mindet om, hvor
ubarmhjertigt livet og skæbnen kan være.

Det har også betydet, at jeg har kæmpet med mig selv, hver
eneste gang, jeg føler, at noget i mit eget liv har været svært, fordi jeg hele
tiden får dårlig samvittighed over at pibe; mine problemer er jo perler af dug
på hverdagens brilleglas mod den tsunami af frygt, kaos, smerte og savn, som de
to formidable damer har stået igennem.

Det til trods, har der alligevel været et par ting, der har
fyldt i mit eget lille univers, og den altoverskyggende af slagsen har været
overvejelserne omkring barn nummer to. Hvis man kender mig, ved man, at jeg
altid har en gameplan. Al. Tid. Og når den først er lagt, fraviger jeg den sjældent.
For snart 2 år siden, havde jeg tænkt, at jeg skulle se, om jeg kunne blive
gravid i slutningen af 2013, og derfor kom det faktisk bag på mig, da jeg
allerede i foråret kunne mærke, at hverken Anton eller jeg var klar til at
udvide husstandens størrelse med 50 %. Han bakser med sproget, vi sover stadig
ikke mere end allerhøjest nødvendigt, og den eneste gang, han har ofret potten
opmærksomhed, var da han pegede på den og sagde: ”Hat?”

Jeg kan også mærke, at hvor jeg, da jeg planlagde Anton,
havde en sådan lidt happy-go-lucky approach til tingene, så har jeg denne gang
en helt anden fornemmelse af, at det er mig, der den voksne, og som derfor har
ansvaret for at holde det her fly i luften – jeg har haft enormt brug for at
tænke igennem, om vi som familie kan bære det, både psykisk og økonomisk, hvis
jeg får et barn mere.

Og måske er det den erkendelse, der har ført til, at jeg for
første gang i mit voksenliv har været hele turen omkring banker,
forsikringsselskaber osv. osv. og har fået sat mig ind i de ting, der virkelig,
VIRKELIG ikke er ret interessante, men som kun bliver mere uinteressante på den
enormt kedelige måde, hvis man lader dem sejle.

Jeg har efter lang tid overvejelse flyttet Anton til en
anden institution, jeg har købt ny bil og jeg har lavet en opsparing.

Store ting, synes jeg. Egentlig.

På den helt, helt lavpraktiske og blogrelaterede side, har
jeg lagt kommentarmoderation på siden her; simpelthen fordi jeg ellers ikke
opdager, når I kommenterer på gamle indlæg. Jeg udgiver alle kommentarer, jeg
får, men når der en sjælden gang imellem sniger sig en hater ind forbi (hvilket
jeg indtil nu er sluppet nærmest mirakuløst for), har jeg truffet en helt
bevidst beslutning om, ikke at svare. Bloggen skal være et sted, der giver
energi; ikke et sted, der stjæler den, og det bliver det, hvis jeg skal skændes
i kommentarfeltet med folk, der udelukkende kommenterer for at provokere.

Men når det er sagt, vil jeg meget gerne have lov at sige,
at jeg er glad og taknemmelig over, at I gider blive ved med at pippe, selvom
tiden ikke altid rækker til, at jeg får svaret. Jeg sætter stor pris på det.
Virkelig. Det er ubetinget sjovest at skrive, når man via kommentarerne kan se,
at der sidder nogen i den anden ende og læser med.

Så.

Jeg håber oprigtigt, at 2014 har gode oplevelser, kærlighed
og overskud med til hver eneste af jer. Jeg håber, at det bliver året, hvor
gamle sår læges og nye begyndelser tager fat. Gid, at der må være latter, glæde
og god kaffe til alle.

Og medvind på cykelstierne.

Godt nytår.

Julen 2013 i sætninger:

1) “Nå, men det var jo nærmest en minutpris, der var en
escortservice værdig.”

(Til sagesløs billetkontrollør på 16 år i biografen, da
Anton efter 12 minutter synes, at vi var helt færdige med at se Alfons Åberg.
Om noget vil jeg trods alt gerne have lov at rose mig selv for utilsigtet
apropos #alfons)

2) “Nu skal du være hurtig, hvis du vil nå at tage et billede
af mig, haha.”
(Til betjent, der i nattens mulm og mørke var ved at rigge
noget ledning an i buskadset foran sin mørklagte kassevogn. Dels var det den
første løbetur post jule-frokost, og dels var jeg røget ud i noget kuling så
stift, at man fik savl blæst om på sine blafrende kinder (- men når barnepigen
er på plads, så er det bare ærgerligt, Sonny boy, hvis vimplerne flugter med
horisonten), så synes ligesom, at jeg var nødt til lidt kækt at gøre opmærksom
på, at jeg godt selv var klar over, at tempoet måske ikke ligefrem var
imponerende.)

3) “Nå, ok, du er gartner.” [Indsæt kunstigt ”Se mig – jeg er
en idiot”-grin]

4) “Mor, havde du krøller, da du var langhåret?” “Nej.” “Havde
far?”

5) “Anton, nej. For sidste gang: Vi skal ikke. have. den. el-guitar.”

(Gider Netto også lige trimme sit sortiment?)

6) “Hvis du prøver én gang til, så flytter jeg mig, og så kan
du fandme få lov at falde i åen!”

(Til barn i trodsalder (og dem, der påstår, at den ikke
findes, lyver. Stygt) der på skovtur af 50 minutters varighed, fik 24 hysteriske
anfald over, at man ikke måtte a) løbe efter kæmpeelge med gevirer på størrelse
med kollegieværelser, mens man brølede ”HEST!! HEST!!” for at give dem
gulerødder, og b) ikke måtte kaste sig i åen. )

7) “Hvor små kan man egentlig få waders?”

(Og fordi jeg bor i Esbjerg, ved jeg nu, at det kan man ned
til størrelse 26.)

8) “Nogle gange glemmer jeg, at jeg bor i Esbjerg. Men så ser
jeg sådan noget der.”

Til veninde, da vi passerede et skilt med påskriften: ”Køb
årets vildeste fyrværkeri på Sønderris Grillen!”

9) “Er der mere vin?”

Fra nu af vil jeg udelukkende titulere ugens første dag som ”lille-tirsdag”.

Hvis der er én ugedag, der ikke har det nemt, er det mandag.
Det er, som om denne ene dag er i bad standing hos stort set alle, og helt
grundlæggende har den sådan set også alt imod sig. Uanset om man elsker sit
arbejde eller ej, kræver første tur i ugens hamsterhjul en opbydelse af alle
kræfter for at komme ordentligt i gang. Og selvom lukkeloven efterhånden er
noget, vi underviser de unge i i faget historie, og vi i princippet *kunne*
flytte ugens samlede indkøb til søndag, er det alligevel stadig lidt som, at rugbrødet
i madpakken er tørt i kanten og mælken er ikke helt frisk.

Engang imellem får jeg ondt af mandag. Den kan jo ikke sådan
rigtig gøre for det, og må bare stå og skule misundeligt hen over de 3 beige
fyld-dage til mediedarlingen fredag.

Men det går over, når jeg kommer i tanke om, hvilken lille
svinsk so den i virkeligheden er, og da jeg gik i seng i går, var jeg klar til
at highfive de næste 400 mandage i fjæset med en pigtrådsomviklet kølle.

Lad mig give jer the highlights i kronologisk rækkefølge:

05.00: Vågner. På den meget stive og smertefulde måde, hvor
man godt kan mærke, at ryggen og nakken har besluttet sig for at prøve kræfter
med disciplinen ”Stillads”, hvilket – udover en sagte, konstant sang af
avforsatanavforsatanavforsatan-eder – betyder, at man har udsigt til de næste 4
dage at bevæge sig som Robocop.

07.30: Hvor er Antons jakke? Hvor, hvor, HVOR!? Nå jo. I
tørreskabet hos mormor og morfar, efter gårdagens helkropsassistance ved
bilvask. Nå, fuck it. Hoodie it is. Av, min ryg.

08.00: Bil siger mærkelige lyde. Lad mig refrase det: NY bil
siger mærkelige lyde. Ikke i orden. Overhovedet. Derudover kobler telefonen nu
også pludselig fra bluetoothen, hver gang jeg stopper. Kan ikke beskrive, hvor
træt jeg er af at skulle på værksted med en bil, der er 14 dage gammel. Av, min
ryg.

09.30: Opkald fra kær ven med de dårligste nyheder, jeg har
fået i meget lang tid. Fandens, fandens, FANDENS! Ryg nu pludselig inderligt
ligegyldig.

12.00: Ingen internetforbindelse. Hvilket er medium træls,
når jeg lige nu skal forestille at sidde klar som videotolk på Skype. Av, min
ryg og er der flere kleenex?

12.30: Phiew! På igen. Av, min ryg.

12.35: Ok, er det med håndsving i dag eller hvad!? Hvorfor
fanden er forbindelsen så dårlig?? For rasende til at lægge mærke til ryg.

12.40: Kører lige en hastighedstest. Av.

12.42: Når jeg nu
betaler for en 60/12 forbindelse, så ville det godt nok være fedt, HVIS DEN GAD
AT LADE VÆRE MED AT VÆRE 8/12!!! 

14.40: Efter sølle 2 timers support, hvor 4 forskellige
mennesker har gjort det samme af 4 omgange – ikke mindst fordi jeg, uden grund,
blev smidt af telefonlinjen 2 gange – kan vi nu konstatere, at jeg har gjort mig
fortjent til et nyt modem. Som åbenbart kræver en rituel hyldestplatform af guld og marmor midt i
stuen, hvor den med staniolhat skal skærmes mod elektriske signaler AF ENHVER
SLAGS!! hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om nogensinde at få ordentligt
internet igen.

16.02: Kører ud for at hente Anton. Da jeg kører over
skinnerne, undrer det mig kortvarigt, at det virker så lyst. Kigger til højre
(AV!!) og konstaterer, at det er fordi toget 50 meter væk. Ja, undskyld, hvis I
lige var ved at lave noget andet og vigtigere, bomme og signallamper. I kan
bare begynde at virke igen, når I har tid. Og lyst, selvfølgelig. For
forskrækket til at have ondt i ryg.

16.12: Er efter nærdødsoplevelse meget lidt i humør til at
få at vide, at Anton ”ikke er ret glad for selv at tage tøj på. Det bør han
altså kunne.”
Jamen, meget undskyld. Den app skal jeg lige få hentet og
installeret i en fart. Når jeg er færdig med at ligge på sofaen og vanrøgte mit
barn med ligegyldighed. Ville lægge mig ned på gulvet og græde, hvis jeg kunne.

17.00: Tror, jeg tænder nogle stearinlys for at jage den
dumme dag på flugt.

17.01: Hvordan er det nu, man fjerner stearin fra
gulvtæpper? Og hvordan kommer man derned?

17.30: Ok, så når man stryger de kaffefiltre, der ligger hen
over pletterne, skal man lige huske *ikke* at stryge direkte på gulvtæppet? Tak
for info. Så ved jeg det, når jeg køber det næste strygejern. Smider jeg det
bare det her i containeren under ”Småt brændbart”?

Mandag.

Du er en pisset, ildelugtende grimrian af en kost, og du har fortjent hvert et ondt ord, du får med på vejen.

Vind: Bridget Jones – Vild med ham.

Update:

Så er der trukket lod. De to heldige vindere blev hhv. Hugos mor (den nye bog) og Anne Jeppesen (mit aflagte eksemplar). Tillykke til jer. Hvis I sender mig jeres navne og adresser på blogsbjerg@gmail.com, så smider jeg bøgerne i kuverter og skiber dem afsted.

 
 


For noget tid siden lovede jeg at lave 2 give-aways i anledning af julen. Dette er den anden og sidste af slagsen:

Jeg kan overhovedet ikke taget få hul på det her indlæg. Jeg
er startet 17 gange, og har hver gang slettet, hvad jeg har skrevet, fordi jeg
ikke ved, hvordan jeg skal gribe det an.

Det her er et give-away indlæg, som oven i købet indeholder
2 muligheder for at vinde bogen ‘Bridget Jones – Vild med ham’, og i give-away indlæg skal
læserne jo for fanden helst være interesseret i at vinde det, der er på højkant.

Men da jeg sagde ja til at udlodde bogen, lovede jeg også at lave en anmeldelse
af den…

Og jeg er ikke sådan rigtigt lyve-typen.

Så. For at være helt ærlig: Jeg ikke bryder mig ret meget om
den. (Meget undskyld, søde redaktionspiger, der har sendt den.) Ikke fordi
Helen Fielding har slået Mark Darcy ihjel, hvilket, så vidt jeg kan læse,
nærmest har indbragt hende dødstrusler i hjemlandet, men fordi jeg simpelthen
synes, at den er for dum.

Det bliver alt, alt for karikeret til mig, når ALting HELE
tiden går galt, fordi hovedpersonen opfører sig, som om hun er født uden hjerne
og social begavelse, og jeg allerede 7 sider i forvejen kan forudsige, hvilke
pinligheder, Bridgets adfærd nu vil medføre.

Jeg læste et interview i Politiken med Helen Fielding, hvor
hun fortæller om bogen, og jeg tror, at det er rigtig nok, at mange af de stupide
fadæser Bridget laver, er hentet hos både forfatteren selv, og i hendes
omgangskreds, men jeg savner virkelig, at der er noget normalt, velfungerende
liv i mellem skiverne af kaos, så det ikke bare er facepalm på facepalm på
facepalm. Og selvom det er en lille ting, så irriterer det mig temmelig meget,
at til trods for, at Bridget bliver gjort spejlblank i forhold til sit arbejde
– når hun overhovedet begiver sig af med det, i pauserne mellem tøjindkøb,
toyboys og Twitterupdates – så er der stadig råd til at bo i et stort hus og
have tjenestepige på fuld tid. Jeg er med på, at bogen skal tjene som
underholdning, og ikke som økonomisk dokumentation for et gennemsnitligt,
engelsk liv, men når man vælger dagbogsformen og en handling, der skal
forestille en normal hverdag for en alenemor, så skærer den slags mig bare i
øjnene.

MEN. Husk nu, at jeg er sådan et surt gammel røvhul, der
hader Live fra Bremen og Klovne, der falder ned i lagkager, så jeg synes, at du
skal smide et lod i puljen, læse bogen og danne dig din egen mening. Vi behøver
jo heldigvis ikke at være enige med hinanden om alt, og måske elsker du den.

Jeg trækker lod om både det helt nye, dugfriske eksmeplar, og min egen udgave fredag d. 13. kl. 13. (uuuuuh!)

Sæt i gang.

Når gode dyr er rådne.

Nå, men jeg har været på kaninjagt i dag. Hvad har I lavet?

Det startede med, at vi kom over til mine forældre, Anton og
jeg. ”Prøv lige at komme og se” siger min mor og viser mig en kanin, der sidder
og forsøger sig som statue i baghaven.

”Hvor fanden kommer den fra??”

”Aner det ikke, men den har været her et par dage.”

Mine forældre er nogle rare mennesker, som i den slags
situationer øjeblikkeligt ser små, kaninløse piger med rottehaler stå ved det
tomme bur og græde hjerteskærende for sig, så de havde naturligvis været i gang
med at tjekke lokalaviser og har haft ringet til både Falck og dyrlæger. Uden
held.

”Jamen, vi kan sgu da ikke lade den sidde derude” sagde jeg. ”Tænk
hvis den .. ja, blæser væk, eller sådan noget?”

”Tror du, at vi kan fange den?”

”Ja da!” (Øh, baseret på hvad, om jeg må spørge? Din lange
karriere med at løbe dyr op på prærien?)

Bevæbnet med min fars fiskenet og en transportkasse,
entrerede Storvildtsjæger I & II haven, hvor jeg opførte mig, som om jeg
var en del af politiets gidselforhandlingsteam og skulle forsøge at overbevise
modstanderen om det fornuftige i at overgive sig.

”Hør nu, lille fyr. Det begynder at blæse MEGET slemt i
morgen. Og hvad vil du så gøre? Kom du nu her. Vi gør ingenting.
(Titlen på den
vigtigste bog i pensum på øksemorderstudiet). Kom! Så finder vi din mor og far.”
Forsøgte mig med denne form for retorik, og argumenter, der bl.a. indeholdte
ord som ”hø” og ”gulerødder” i 10 minutter, hvorefter jeg råbte ”FUCK DET!!” og
satte efter den.

Så spænede vi rundt om huset 400 gange, mens min mor
skiftevis heppede og råbte ”DER! Der er den!!” På et tidspunkt synes min far
(der har brækket en tå, og derfor sad over på bænken), at Anton skulle ud og
være med, (but why!?), så pludselig løb der 90 cm. begejstret barn rundt og
råbte ”NIIN! NIIN!” alt imens jeg lokke-råbte ”VI PRØVER BARE AT HJÆLPE DIG” og
det hele mindede mest af alt om en slags Cirkusrevy-version af Hunger Games.

Men jeg fik den. HaHA!

Så vi pakkede den ind, aede den, og kørte den til dyrelægen,
hvor jeg fik et akut anfald af tvangsomsorg og seperationsangst. ”I afliver den
ikke, vel? Nu finder I vel dem, der ejer den, ikke? Jeg tror lige, at I skal
undersøge den – den har en lille rift på snuden. Nu skal du se, lille ven – nu kommer
mor snart og henter dig.”

Har nærmest lyst til lige at cykle forbi i morgen og tjekke,
at den ikke sidder som en uafhentet pakke tilbage på hylden.

– hvilket med al ønskelig tydelighed illustrerer, hvorfor
Anton aldrig får lov at få dyr; det ville i givet fald blive mig, der smed mig
dramatisk hen af græsplænen, opløst i snot og tårer, og skulle trøstes af ham, når
vi engang skulle begrave hans spidsmus.

Fremover kan I bare kalde mig Ace Ventura.

Catch me if you can.

Da jeg gik på handelsskolen havde vi et fag, der hed Salg og
Service, hvor vi brugte ufatteligt mange timer på at analysere reklamer og
forbrugeradfærd, og hvor vi lærte, hvor stor en procentdel af
købsbeslutningerne rundt omkring i de danske hjem, der bliver truffet af
kvinder. Jeg kan ikke længere huske det præcise tal, men det er højt.

Vi fik at vide, at dette var vigtigt at huske, da det i
rigtig mange tilfælde også er kvinderne, der træffer den endelige beslutning om
forbrugsgoder, der ellers traditionelt opfattes som maskuline, f.eks. elektronik
og biler.

Jeg har de sidste 5 måneder tænkt mere over dette faktum, end jeg ellers
har gjort i mange år, da jeg jo har været i gang med projekt Ny Bil.

Jeg skal ikke på nogen som helst måde lade som om, jeg har
forstand på biler. Overhovedet. Til gengæld er jeg en af dem, der burde have ”Hårdt
arbejde udraderer til enhver tid talent” tatoveret tværs over ansigtet, for jeg
kan simpelthen ikke være i min krop, hvis jeg løser den slags opgaver halvt.  

Så. Inden jeg kastede mig ud i det her bilarrangement, plagede
jeg livet af dem, jeg kendte, der rent faktisk ved noget om biler, og
resultatet af min verbale stalkning, blev til den liste, jeg havde med i
tasken, når jeg tog ud til bilforhandlerne. Jeg udvalgte 7 forskellige
bilmærker og -modeller – ud fra det saglige kriterium ‘hvad er inden for min økonomiske
formåen og ikke alt for grimt’
– som jeg tog ud og prøvekørte, hvorefter jeg
med udgangspunkt i min liste bad forhandleren om et tilbud, så alle tilbud
indeholdte de samme ekstra features, f.eks. vinterdæk, air con og mulighed for at
koble mobilen op på radioen.

Og i hele den her proces, tænkte jeg ca. en million gange på
det med, at man aldrig skal undervurdere kvinder som købere, for 4 af de 7 biler
valgte jeg fra, fordi sælgerne var nogle spassere. Den ene overvejer jeg
stadig, om jeg skal have lavet et polititilhold på. (STOP så med at
ringe/maile/sms’e! Damen sagde nej!)

Heldigvis var den rareste og mest tillidsvækkende sælger
også ham, der havde den bedste – og billigste – bil. For fanden, hvor er det
sjældent, at det hænger sådan sammen. Så efter at have fået så upassende meget
rabat, at jeg fik mulighed for at gå en motorstørrelse op, skrev jeg for 7 uger
under på slutsedlen for min første nye bil.

I går kl. 13 blev det så ENDELIG
jul.

Og et eller andet siger mig, at folkene hos Citroën også har
haft Salg og Service…

Verdens bedste Anton, 3 år.

Han havde fødselsdag i går, den bette.

Jeg bliver sgu så rørt; tænk, at det er 3 år siden, at jeg
så ham første gang. Hold nu KÆFT, hvor var han rasende, og helt blå og lille.
På hans fødselsdag har jeg altid tidsplanen for min fødsel kørende i
baghovedet, og jeg giver ham updates ca. en gang i timen på, hvad vi lige nu
var i gang med på Skejby sygehus for x antal år siden.

Dagen startede med, at jeg forsøgte at synge fødselsdagssang
for ham. Om det var fordi jeg kom til at tude en lidt, mens jeg sang, eller om
jeg bare synger ubegribeligt dårligt, er svært at sige. I hvert fald nåede
jeg kun til første omgang ”Hurra, hurra, hurraaa!”, før han, venligt men
bestemt, slog hånden for munden af mig, og sagde: ”Nej!”

I køkkenet, hvor jeg havde lagt pakkerne parat, lagde vi
hårdt ud med et hysterisk anfald over, at man ikke måtte løbe af sted med det
lille fødselsdagstog med lys i. Åbenbart bliver ‘brandfare’ ikke automatisk en
del af det aktive vokabularium, når man fylder 3.

Efter at have gemt toget væk, og genoprettet freden, åbnede
jeg pakkerne, som jeg aftenen forinden havde brugt en halv time på at pakke
ind, mens Anton sad på gulvet og dimsede med gavebåndet. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg føler
stolthed over, at barnet kan fornøje sig med plastik til omkring 2 øre, eller
undrer mig over, at jeg bliver ved med at forsøge med det gaveindpakningskoncept,
når det nu tydeligvis ikke taler til Anton.

Dagen bød på masser af dejlige mennesker, gaver en masse
(med en guitar og et briotog på absolut top 2) og mad, mad og mere mad. Jeg kan
aldrig rigtig styre mig, når der er anledning til at gå amok i
køkkenet. Når man er eneste beboer på over halvanden meter i husstanden, retter
man kulinarisk lidt ind efter det, og der er sjældent tale om de helt store
armbevægelser, fordi det altid betyder, at man så skal spise det samme i en uge
bagefter. Så gæster = find alt det sjove frem, du har pinnet/sakset/fotograferet de sidste par måneder.

Guderne skal vide, at jeg ikke er noget hæsblæsende talent i
et køkken, men det er som om, min hjerne forbigår dette faktum i stilhed,
når der skal laves mad til mange. Min selvtillid er uproportionel høj i forhold
til, hvad jeg indtil nu har bedrevet ved komfuret, og jeg kaster mig derfor
altid frygtløst ud i retter og kager, som jeg a) aldrig har lavet b) ikke har
den fjerneste ide om sværhedsgraden af og c) ikke aner, hvordan jeg skal redde,
hvis det går galt. Som min bedstefar altid siger, har heldet dog en tendens til
at følge en vis kategori af mennesker, og langt de fleste gange slipper jeg af sted
med det.

Denne gang synes jeg så, at vi skulle have nogle af de der
cake pops, som alle kagebagersider med respekt for sig selv fremviser et
imponerende udvalg af. Til de lykkeligt uvidende, er der tale om en kugle af
kage på en pind, betrukket med noget meget e-nummerbefængt pseudochokolade i
hysteriske farver.

Og jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet.

Eller jo. Det ved jeg sådan set godt. Jeg havde forventet,
at ingredienserne selv ville hoppe ud af skålen, og lægge sig pænt til rette på
bordet i perfekt afrundende kugler, som høfligt ville spørge mig, om der ellers
var andet, de kunne være mig behjælpelige med.

Det var ikke helt sådan, det gik motherf*cker! Men efter et
par ekstra ture i Bilka, så mange ekstra ingredienser, at jeg kunne have lavet
100 af de små svin, og 24 panikgooglinger, fik jeg alligevel stablet 20
dejklumper, der mest af alt lignede golfbolde, der var slået ud af facon, op på
pinde og betrukket dem med de satans cakemelts, som PS ikke er så ”supernemme!”
at bruge, som alle de skide bagehjemmesider hævder, at de er!

Needless to say at jeg med stolt-mor mimik og ømme blikke på
Anton fortalte gæsterne, at han selv havde hjulpet med at lave dem.

(Hvad? Han skylder mig 3 års nattesøvn, så han kan sgu godt
tage en for holdet.)

3 år.

Det er så vildt, mand.

Jeg kan slet ikke huske, hvordan livet var, da mit hjerte
ikke var fyldt til bristepunktet med kærlighed til ham.

Bedre sent end aldrig.

For snart lang tid siden skrev jeg et indlæg om at være
selvvalgt alenemor til en hjemmeside, der hedder Barsel i Aarhus. Jeg ville
egentlig have linket til det dengang, men kom fra det igen. Den sidste måned
har jeg imidlertid fået flere mails fra læsere, som spørger om dette og
hint i forhold til at vælge at få børn selv, hvilket fik mig til at tænke, at
der godt kunne være flere af jer derude, der i den kommende julefrokosttid
kommer til at sidde ved siden af sådan nogen som mig. Derfor bringer jeg her, med en ubetydelig
forsinkelse på et halvt år, indlægget:

Do’s and don’ts til samtalen med den selvvalgte alenemor.

Normalt blogger jeg på blogsbjerg.com og jeg kan
godt mærke, at jeg famler lidt, når jeg skal lave et indlæg, der kan stå alene;
bloggen er mit fristed, hvor jeg færdes hjemmevant og hvor mine læsere kender
både mig og min historie, mens I er sådan nogle helt nye nogen…
#præstationsangst

Men nuvel – lad os prøve at kaste
os ud i det. Så ser vi, om jeg kan få det til at give mening for helt nye
mennesker.

Jeg er 36 år og selvvalgt
alenemor til Anton på 2. For god ordens skyld tilføjer jeg lige, at det
betyder, at han, helt fra starten, har været mit planlagte soloprojekt; jeg er
ikke blevet knocked up af en fisker, der efterfølgende stak af over de 7
verdenshave i nattens mulm og mørke. (Jamen, det er der faktisk en del, der
tror.) Jeg har boet i Århus i 15 år, men har post-Anton valgt at flytte tilbage
til fødestavnen Esbjerg, hvor min familie bor. Det har været et svært valg, og
her, 2 år efter, er jeg stadig ind i mellem nødt til at sætte mig ned og tude
over, at jeg synes, at byen er grim, og at folk er meget vestjyske i deres
approach til nye mennesker. Til gengæld elsker jeg med nærmest religiøs
inderlighed at være tæt på min familie igen.

Men I er jo ikke her på siden,
fordi I gerne vil læse den samlede biografi om mit liv. I er her – antager jeg
– fordi I enten lige har fået en lille, eller fordi der er en lige om hjørnet.
Så jeg tænkte, at jeg ville lave en lille førstehjælps-parlør til jer, i
tilfælde af, at I kommer i mødregruppe med en som mig.

Så her følger 5 do’s and don’ts
til samtalen med alenemoderen.

1) Det må gerne være hårdt for
dig også. Jeg oplever tit, at folk ikke synes, at de må brokke sig over, at de
synes, at det er hårdt at have små børn, når der er en til stede, der står
alene med det. Det må du gerne. Der er forskel på børn, der er forskel på
livsvilkår, og vi sammenligner alle med det udgangspunkt, vi havde, inden vi
fik børn.

2) Det ville til gengæld være
superfedt, hvis du lod være med at sige, at ”det faktisk er det samme hjemme
hos os, for Martin arbejder SÅ meget.” Her bliver jeg bare nødt til at skære
igennem og sige: Nej. Det er ikke det samme hjemme hos jer. Lige meget hvor
travlt Martin har, er jeg sikker på, at han stadig fra tid til anden kan svinge
forbi Føtex eller køre på apoteket, når I er syge (så du slipper for at skulle
pakke jer begge ind i overtøj, hive en barnevogn op af kælderen, gå på
apoteket, stå i kø, gå hjem, forholde dig til problemstillingen, at det
kolikramte feberbarn nu er faldet i søvn, og at du derfor står til at skulle
vandre rundt i gader og stræder med tårnhøj feber, med mindre han skal vågne og
skrige fortvivlet). Han kan formentlig også stadig betjene vaskemaskinen, og
tage sig af barnet, hvis du skal til fødselsdag hos veninderne. Hvilket bringer
mig til 3. punkt:

3) Hold lidt igen med at spørge:
”Kan dine forældre ikke tage ham?” Hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg
havde fået det spørgsmål, kunne jeg gå på pension nu. Anton elsker sine
bedsteforældre. Højt. Og det er uendelig gensidigt. Men han er mit barn, som
jeg har ansvaret for, og selvom mine forældre er my people, skal han stadig
passes, når han er der. Det er faktisk en af de ting, der har overrasket mig
selv mest; at jeg føler det som pasning. Men det gør jeg. Jeg forestiller mig
ikke, at man tænker det som pasning, hvis faderen er hjemme med barnet, så
umiddelbart forestiller jeg mig, at der er plads til lidt mere gåen-ud med
dertilhørende pasning, hvis man er to, end hvis man er en? Her på matriklen
skal Anton passes, hver e-n-e-s-t-e gang, jeg skal noget, hvor jeg ikke kan
have ham med. Frisør, læge, møder, træning, polterabend, arbejdsdag i
vuggestuen, you get the picture. Så jeg har den store kniv fremme, når jeg skal
vælge, hvad jeg prioriterer at komme til, og hvad jeg skærer væk. Og jeg ELSKER
de mennesker, der har forståelse for, at deres arrangementer derfor ind imellem
bliver valgt fra.

4) Af den grund er jeg også vild
med, når andre mennesker har lyst til at lave noget, hvor jeg kan have Anton
med. Jeg synes, at det er skidehyggeligt at mødes på legepladsen med en kop
kaffe, og så sludre lidt, mens vi puster på skrabede knæ og skubber gynger,
mens det ikke rigtigt giver mening for nogen at mødes på en cafe til brunch.
Når man er alene med et barn, lander man livstilsmæssigt lidt mellem to stole:
Dit liv er, i hvert fald inden barnet kommer, indrettet efter singleskabelonen,
hvor man bruger sin omgangskreds til at få sine sociale behov dækket, mens du,
når bette melder sin ankomst, pludselig får et liv, hvor du rytme- og
indholdsmæssigt har mest til fælles med dine parvenner med børn. Og de skal
mange par-ting med svigerfamilier og Lalandia-ture og påskefrokost. Så jeg
oplever, at det godt i perioder kan være lidt småt med voksenstimulans, fordi
der ikke kommer en hjem, når arbejdsdagen er slut og fylder på. Derfor: Vil du
have 5 guldstjerner i bogen hos alenemoderen, så spørg hende, om hun vil have
besøg eller lave noget i de perioder, hvor alle traditionelt er sammen med
familien.

5) Bare spørg. Om alt, egentlig.
For mig er det 1000 gange federe, at folk spørger, hvad jeg gjorde mig af
overvejelser inden, hvordan jeg rent praktisk griber tingene an, og om jeg
savner en kæreste, end at de sidder og tænker det. Jeg tror ikke, at man vælger
at få et barn alene, hvis man er typen, der føler skam eller ubehag ved at tale
om det. På det område adskiller vi os ikke spor fra alle andre mødre: Vi kan
tale i dagevis om både os selv og vores formidable afkom, uden på noget
tidspunkt at blive trætte af det.

Ok. Så tror jeg, at jeg har været
omkring det vigtigste.

Er I her endnu? Ja? Godt hængt
på!

Tilbage er der vist bare at sige
tak for lån af øjne, og rigtig god fornøjelse med barslen i Aarhus.

Give-away: En hellig alliance.

Update: Berit – du er den heldige vinder. Tillykke:) Send mig dit navn og din adresse på blogsbjerg@gmail.com, så videreformidler jeg til forlaget.



I anledningen af julen har jeg – undtagelsesvis – besluttet at
lave to bog-give-aways. Jeg forestiller mig, at jeg ikke er den eneste, der
synes, at der er nok at bruge penge på i december, så dette er mit forsøg på at
lade to af jer slippe bare en mikromy nemmere økonomisk igennem højtiden. Den
første give-away følger her:

Jeg er en af dem, der har det lidt stramt med kongefamilien.
Ikke på den måde, at jeg bliver nødt til at tage blodtryksdæmpende medicin, når
jeg ser billeder af de royale, og jeg har ikke noget godt bud på, hvad
alternativet skulle være (- medmindre det kunne være Obama, som jo alligevel
bliver arbejdsløs om et par år eller 3 #cometoMAMA!), men hvis jeg havde fulgt den
oprindelige plan og var blevet journalist, havde det HELT sikkert været mig,
der havde stillet Prinsesse Marie det samme spørgsmål 24 gange, fordi jeg ikke
fattede, at hendes usympatiske bonde af en mand forsøgte at få mig til at De’se
hende.

Og apropos mit erhvervsliv havde jeg for et par år tilbage en
kort afstikker fra mit tolkejob; jeg arbejdede ved retten i Århus, hvor jeg manisk
begejstret amokstemplede dokumenter fra tidlig morgen til sen aften. På min første
arbejdsdag blev jeg vist rundt af en af mine fellow-paperpushers, og da vi kom
til kantinen, sagde hun: ”Vi sidder ved det her bord. Derovre må du ikke sætte
dig; der sidder advokaterne.”
Jeg grinede – indtil det gik op for mig, at hun
mente det.

Jeg bøjer mig glad og gerne i støvet for store hjerner og
gode argumenter. Jeg ved ikke noget bedre end at iagttage folk gøre noget, de
er gode til. Men du får mig Aldrig. Nogensinde. Til at sige ”De” til nogen som
helst, eller til at pakke mig ydmygt i hjørnet som en anden fucking Askepot. Og
da SLET ikke pga. titler eller penge. Det strider så meget imod mit grundsyn på
mennesker, at jeg simpelthen er ude af stand til at gøre det.

Så jeg er den HELT rigtige at sende en bog som ”En hellig alliance” til.

For ligesom forfatterne er det også faldet mig for brystet
at høre Mary og Frederik fortælle om, hvordan de gør alting selv, og bare lever
som en helt almindelig familie, når man ved, hvor mange tjenestefolk, de har
ansat. Jeg synes, at det vidner om en himmelråbende mangel på respekt og forståelse
for, hvordan livet ser ud for en gennemsnitsfamilie, at man vil være bekendt at
påstå, at det 24 karats arrangement, de har kørende, har *noget som helst* med
den jævne virkelighed at gøre.

Alene det sted i bogen, hvor der bliver fortalt, hvordan der
hos kronprinseparret bliver skiftet sengetøj en gang om dagen – to, hvis
børnene har sovet til middag – fik mig til at skære tænder af raseri. Hvilken
ubeGRIBELIG ødsel omgang med vores penge!

Vores, vores, VORES penge!

Nå. Der fik jeg lige hidset mig op. Og det ER jo bare
fiktion *ho-løgn!-st*

Det jeg egentlige bare gerne ville sige var, at hvis du har
lyst til at lægge denne fantastiske thriller under træet til en, du holder af
(tjek evt. lige royalt standpunkt inden af hensyn til julefreden), så smid en
kommentar her senest fredag kl. 12. Så trækker jeg lod om et eksemplar.

Pin-up girl.

Jeg overvejer at lukke bloggen.

Ikke fordi jeg er træt af at skrive, slet ikke.

Men jeg har fundet Pinterest.

Holy mother of God. Er I KLAR over, hvor meget tid, man kan
komme til at bruge derinde? Og ja, det er I jo nok, eftersom I alle sammen har
været der i noget, der ligner 4 år, men for mig er det nyt, så jeg har de
sidste par dage flere gange oplevet at sidde med visne hænder, fordi alt blodet
for længst har tabt tålmodigheden, og er skredet ned i benene.

Og jeg får da travlt de næste par år, kan jeg godt se.

Bl.a. med at finde de mange huse, jeg skal ud og købe, så
der er rum nok til alle de diy-projekter, jeg pinner. Det bliver nogle hektiske
år i køkkenet frem mod 2020, og det viser sig, at jeg *også* skal til at lære at
sy.

Først Facebook, så Instagram og nu Pinterest. Jeg MÅ ikke
blive lukket ind på flere sociale medier, for jeg har ikke flere timer tilbage
i døgnet.

Det er heldigt, at jeg ikke kan finde ud af at bruge Twitter.

(Ja, selvfølgelig har jeg da prøvet. Skulle jo nødigt gå
glip af noget.)

(Seriøst: Hvordan virker det?)