Godt, jeg ikke er Gud.

Nå. Jeg ved ikke, om jeg er ved at blive Hitler, men var der
nogen af jer, der også glemte at slukke efter Forbrydelsen i går, og som derfor
så 21 søndag? Indslaget om de unge mødre, der af deres sagsbehandlere var
blevet anbefalet at få foretaget en abort, da de kom og var gravide igen?

For jeg kunne godt høre på journalisternes tilstræbt
neutrale tonefald, at her var noget, der skulle forarge mig. Ikke mindst fordi
sagerne blev underbygget af udsagn fra advokater, der – som Esben og Peter
ville have sagt – sad og så dejlig rige ud.

Jeg vil ikke udelukke, at det er fordi jeg bor, hvor jeg
gør, men hvis man er en af dem, der til sine veninder har sagt, at ”det skal
nok gå! Det gør det jo altid!”
når de kom og var blevet gravide 20 minutter
efter, de havde født, og slet, SLET ikke kunne overskue det, så vil jeg gerne
have lov at invitere på et studieophold i mit nabolag. Her finder man nemlig ret
hurtigt ud af, at ’at gå’ ikke er i nærheden af at være det samme som ’at gå
godt’. Slentrer man en tur herude om sommeren, kan man både sludre med de
mødre, der sidder udenfor og spejder ivrigt efter plejefamilien, der skal komme
og hente deres børn, så de – og her citerer jeg ordret – ”kan få noget fred” og
se spædbørn, der bliver sat – uden opsyn – i barnevogne, så de kan sidde og
kigge på de 4 biler, der kører forbi i timen, mens de formentlig overvejer,
hvornår man kan være bekendt at blive katatonisk.

Så når en sagsbehandler fortæller en pige på 21, der venter
sit andet barn, mens sagen om tvangsfjernelse på den første kører, at det måske
kan være en god ide, at overveje abort, har jeg svært ved at se, hvorfor det er
en skidt ting. Jeg er med på, at det er et voldsomt indgreb i den enkeltes
personlige frihed og det famøse frie valg – men der er jo altså ikke tale om
tvangssterilisation. Der er tale om en anbefaling, som man ret beset kan vælge at ignorere.

De seneste par år er det væltet frem med sager om vanrøgtede
børn, og hver eneste gang går der under 10 sekunder, før der er nogen, der får
den gode ide at lade flaskehalsen pege på sagsbehandleren, fordi han eller hun
ikke har ”gjort noget”. Der findes sikkert sørgeligt mange historier om børn af
velhavende forældre, der heller ikke har det godt, men i mange af de sager, der
ender i medierne, er der tydeligt tale om familier i underskud i alle
betydninger af ordet. Og her har jeg svært ved at forestille mig, at et ekstra
barn i flokken skulle udløse en skjult reserve af overskud.

Er det bare mig? Er jeg fascistoid og i færd med at udrydde
en hel social klasse, bare fordi de ikke ligner mig? Bør man lade tvivlen folk
til gode? Hvis man tager diskussionen helt ud, er det vel et spørgsmål om, om
det er bedre at blive født til et liv med sagsbehandlere og potentielt omsorgssvigt,
end det er slet ikke at blive født overhovedet.

Jeg ved det ikke, hvad der er rigtigt og forkert, og jeg er
glad for, at det ikke er mig, der skal vejlede i den her type sager. Men derfra
hvor jeg står, ligner det et oprigtigt forsøg på omsorg for børn i risikozonen,
når der er nogen, der alligevel vover at prøve.

Ville også være død af forbløffelse, hvis den bare var gået glat igennem i første forsøg.

Der er ting her i livet, som jeg på forhånd VED bliver
besværlige, og som jeg derfor forsøger at undgå helt, eller  – hvis det ikke kan lade sig gøre – at skubbe
så længe som overhovedet muligt. I denne kategori falder f.eks. skift af
energiselskaber (jeg bliver lige imponeret hver gang jeg ser der de der
kWh-facere. DE er optimister. Er der nogen, der på stående fod aner, hvad de
giver for en kilowatt-time? Og som har lyst til at stoppe op på banegården på
vej hjem fra arbejde og sludre en halv times tid om dette ubegribeligt kedelige
emne? Og som ikke er bare en lille smule bange for at komme til at rode rundt i
alt det der vand/el/varme og hvad kommer hvorfra?) forsikringsselskaber,
internetudbydere og teleselskaber.

Oh yes. Teleskaber. Lad os zoome ind på dem.

I alle mine år i Århus har jeg haft Sonofon/Telenor og været
udmærket tilfreds med det, men i udkantsdanmark lader de en del tilbage at
ønske. Jeg har en formodning om, at den nærmeste mast befinder sig i Odenseområdet,
og det er lidt irriterende, at jeg kun kan tale i telefon, hvis jeg sidder,
stiv som en pind for at gøre mig højere, i min sofa og med mit kropssprog
forsøger at tvinge signalet til at blive hængende.

Så jeg spurgte, den vestjyske gren af fb svarede, og derfor
valgte jeg, da jeg for 5 uger siden bestilte en iPhone 5 (oooooh, but I did,
muhahaha!) at skifte til Telmore.

Jeg skal prøve at gøre det her kort. Men, for satan, altså.

I forbindelse med bestillingen lærte jeg, at jeg først kunne
få lov at købe telefonen, når jeg havde fået mit abonnement flyttet over til
Telmore, da prisen på telefonen forudsatte, at jeg var kunde hos dem. Hvilket
jo er fair nok. Heldigvis for mig, er Telmore sådan et selskab, der har en
boks, man kan vinge af, så de bare fikser al den usexede flytten rundt, og et
par dage efter bestillingen, modtog jeg mit nye simkort – som er krympet noget
i størrelse ift. de gamle simkort, og derfor ikke kan sættes i andre telefoner.
(Wait for it….)

Så langt så godt. (Waaaiiiit…)

Forleden nat fik jeg så en mail, at mit nummer nu var
flyttet – yei! – det eneste, jeg skulle gøre, var at aktivere mit nye
abonnement ved at tænde og slukke for min telefon. (Waaaiiit…)

Som jeg ikke har fået endnu. (*badabuuuum!*)

Så snart Anton havde skudt dagen i gang, kastede jeg mig
derfor over computeren for at afslutte bestilling af vidunderet, så jeg kunne
få den tilsendt, knalde simkortet i, tænde, slukke og formelt eksistere igen.

”Ups. Beklager. Du skal aktivere dit abonnement, før du kan
godkende dit køb.”

What. The. FUCK!?

Trykkede på noget a la ”hvad fanden ?!”,
hvortil siden noget kækt foreslog mig at ringe til kundeservice. Havde på det
tidspunkt meget lyst til at smide både min computer og min ubrugelig telefon med
sit store, fede simkort hårdt ud i haven.

Nå. Gravede en lånetelefon frem, ringede til kundeservice,
kom igennem med det samme (#like) og forklarede problemet. Den søde unge mand
spurgte imødekommende, om han ”ikke lige skulle sende mig et adaptor-simkort?”

ELLER – og jeg tænker bare højt nu – du kunne sende mig min
telefon…?”

”Mumlemumle”

”Undskyld … hvad … ?” *ildevarslende-tonefalds-smiley*

Ok. Så Apple har da lovet dem hundrede millioner telefoner,
og derefter sendt dem 2. Så nu ”krydser vi fingre for, at den kommer engang i
næste uge.”

iHate.

Det er sjældent, jeg siger det her. Men ind imellem gider jeg
faktisk ikke have ret.

Hurra for Bette A.

I morgen, søndag, fylder Anton 2 år, og jeg glæder mig så
meget, at det nærmest er pinligt til at fejre ham. Jeg har lavet skamløse
mængder af mad, pyntet hele huset med flag og købt den grønneste cykel, jeg
kunne finde til ham.

Og mens jeg har gået og planlagt og ordnet og fikset, har
jeg flere gange tænkt på, hvor stor forskel der er på i år og sidste år.

Sidste år var simpelthen så ambivalent for mig. På den ene
side var det smukt og fint at fejre den første fødselsdag, men på den anden
side var det svært ikke at gøre status over et år, der havde udviklet sig i en
retning, jeg ikke havde set komme, og som på så mange måder også havde været
svært.

Sidste år havde vi boet i Esbjerg i 3 måneder, da han havde
fødselsdag, den lille. Jeg havde 6 ugers jubilæum som mor på arbejdsmarkedet,
og var på ubegribelig kort tid gået fra at være urban single-kvinde, på fornavn
med 40 % af personalet på de århusianske cafeer og kaffesteder, og cykel som
foretrukne transportmiddel, til at bo i et rækkehus i udkantsdanmark med bil og
stiv kuling som faste livskomponenter.

I år ved jeg, at jeg måske skulle have taget et halvt år
mere i Århus. Jeg tror, at det ville have slået den værste glans af billedet af
Det Perfekte, Århusianske Liv, hvis jeg havde afsluttet min barsel deroppe og
var vendt tilbage til tolkejobbet med masser af transport, skiftende
arbejdstider og weekendarbejde, uden bil og familiært netværk i nærheden.

I år ser jeg tilbage på et år, hvor jeg har fået skabt et
liv til os hernede, som vi trives i. Trods alt. Jeg har sluttet fred med, at
løvstikke og vaniliesirup skal købes, når jeg er i Århus, jeg har opdaget, at
de bedste venner hænger ved, og at det er endnu bedre, end jeg havde troet
muligt, at have hele familien i nærheden.

I år er det de rigtige ting, der fylder.

Tillykke med dagen, min skat. Du er det bedste, jeg har.

 
Ps: Og skulle man være ligeså nostalgisk anlagt som mig, og
have lyst til at læse om den dag, han kom til verden, er linket her.

ELLER: Vi kunne alle sammen bare flytte sammen! Yei!

Da jeg valgte at få Anton alene, havde jeg på forhånd gjort
mig mange tanker om, at det ville nulstille livet, som jeg kendte det. At der
ville være markant mindre mig, og en del mere os. Jeg havde på forhånd gjort op
med mig selv, at selvom jeg, der hvor jeg stod, holdt umådelig meget af mit
liv, så havde jeg ikke lyst til at se tilbage som 50-årig og opdage, at
passivitet havde betydet, at jeg havde valgt brunch, nattesøvn og træning i
stedet for børn.

At man så ikke en skid kan forberede sig på, hvad det vil
sige at få dem, de små krapyl, er en helt anden historie.

Men en af de ting, jeg ikke havde tænkt på inden, jeg fik
ham, var hvor stor betydning det ville få for mine venskaber at få et barn selv.
Det kan virke indlysende, når man skriver det, men når man er alenemor, skal
han passes HVER gang, jeg skal noget. Både når vi taler om de rent praktiske
ting som lægebesøg og frisøraftaler (farvel voksbehandling og massage), men
også i forhold til sociale arrangementer som fødselsdage, bryllupper og
julefrokoster. Og der er nok her, vilkårene ved at være selvvalgt alenemor
adskiller sig fra i hvert fald nogle af de delemødre, jeg kender, hvor det ikke
er mit indtryk, at man tænker på sit barn som ”passet”, når han er hos sin far.

Jeg kommer omkring en del af det praktiske ved at bruge
feriedage hist og pist, hvor jeg stamper alt, hvad jeg kan slippe afsted med af
tandlægetjek og indkøb af vintertøj sammen mellem kl. 8.30 og 14, og afvikler,
mens Anton er i vuggestue.

Men jeg synes virkelig, at det er svært med de sociale
aftaler – for der er mange af dem. Og dem, der holder festen, synes
selvfølgelig altid, at netop deres arrangement er det vigtigste – hvilket
betyder, at jeg nu, omkring 700 dage efter, at Anton kom til verden, har haft
”jeg er skuffet over, at du vælger mig fra” samtalen flere gange, end jeg har
lyst til at tænke på.

Og det stinker, synes jeg. For jeg vil jo helst, at de alle
sammen kan mærke, hvor vigtige, de er for mig, og hvor meget, jeg sætter pris
på at have dem i mit liv. Men samtidig er og bliver Anton den, som solen står
op og går ned for i mit univers, og derfor er det simpelthen ikke en mulighed,
at han skal hentes og passes af mormor og morfar og moster og onkel og
forskellige barnepiger, både når jeg skal til møde, når jeg har weekendvagt og
skal arbejde, og de 3 lørdage i måneden, hvor der er fest og glade dage
forskellige steder i Danmark.

Something’s gotta give.

Men hvordan fanden vælger man mellem sine venner? Og hvordan
tager man højde for, at der pludselig kommer en invitation, som man ikke KAN
sige nej til, hvis man allerede har været af sted 4 gange over de sidste 5
uger?

Jeg kunne godt vælge kun at deltage i de ting, mine tætteste
venner holder. Så smuldrer mine relationer til gode bekendte og kolleger. Jeg
kunne også prioritere alt, hvad der ligger i Århus; kender jo alligevel ikke
mine nye fitnesskolleger, eller de andre tyttebøvsers forældre. Det får jeg
bare heller ikke ret meget nyt netværk af. Flere gange hører jeg også, at jeg ”jo
bare kan tage Anton med”
. Til det er der kun at sige, at det eneste, der kommer
ud af det er, at Anton og jeg tuder om kap, når vi kører hjem; ham af
frustration over, hvorfor fanden man ikke bare kan få lov at afmontere
fladskærme og pille ved vaser/kaffekander/brændeovne i fred, når nu de voksne
alligevel bare sidder og snakker, og mig af lige dele frustration over, at jeg
ikke får ¾ af samtalen med, fordi jeg er vogter af både mine venners hjem og
Antons liv og levned, og dårlig samvittighed over, at jeg derfor bliver sur på
ham, når det nu er mig, der slæber ham med til noget, der så indlysende er uegnet
for mindre børn.

Og som sætter mine behov over hans.

Argh!

Nogle kampe kan man bare ikke vinde.

Jeg siger bare, at det er til en gave.

Den trofaste læser med den gode hukommelse vil huske, at jeg
for et år siden tog en dyb indånding og kastede mig ud i at begynde at løbe,
selvom jeg altid har haft samme forhold til lige præcis denne gren af sport,
som jøderne havde til Hitler. Men når man vil træne 4-6 gange om ugen, og kun
når barnet sover, må man bare tørre øjnene og lære at elske det eneste, der gør
dét projekt muligt.

Som de grundoptimister I er, flød kommentarfeltet over med
lovprisninger af løberiet og løfter om, at jeg før jeg nåede at opdage det,
ville have gennemført mit første maraton – og have elsket hver eneste
tilbagelagt kilometer.

Jeg har nu løbet i et år. 2-3 gange om ugen. Hver
e-n-e-s-t-e uge, i både regn, sne og hedebølge. Jeg hader det stadig.  Vil dog sige, at hvis jeg skal skalere mit had,
så har jeg bevæget mig fra en stor, rund 10’er og ned på omkring 8. (Så om 4
korte år kommer jeg til at fjedre af sted som en begejstret antilope på ecstasy.)

Det er derfor med hørbar stolthed i stemmen, at jeg kan fortælle,
at jeg har slidt mit første par løbesko op.

In your FACE, Løb!

Og nu ved jeg ikke, hvordan I har det, men mit humør stiger
altid mærkbart, når jeg må bruge penge. Da jeg købte løbesko sidst, fandt jeg
en farlig dyr model, som var på bud, ud fra devisen om, at man er nødt til at
have udstyret nogenlunde i orden, hvis projektet ikke skal være dødsdømt på
forhånd, men omvendt har man heller ikke brug for at have for 2.000 kr.
inaktivt selvhad stående på hylden med de kridhvide snørrebånd jomfrueligt bundet,
hvis man ender med at opgive, inden man rigtigt er kommet i gang.

Men nu har jeg ligesom bevist overfor mig selv, at jeg
(åbenbart) gør det her (who knew?), så forleden vovede jeg mig ind i Løberen.
Havde taget mine gamle løbesko med i den naive tro, at vi på sålens slidmønster
kunne udpege de værdige arvtagere.

Åh, hahaHA! Jeg må le.

Nej, der var skam obligatorisk løbetest. Mmm. Lige dér, midt
i butikken, hvilket var nogenlunde ligeså lækkert, som når man skal have taget nye
pasbilleder, og den sadistiske fotograf har valgt at placere skammelen lige ved
siden af kassen. Ved et utrolig sammentræf af heldige omstændigheder havde jeg
ovenikøbet fået mine nye strømper på; strømper med prikker, som jeg i
forretningen pludselig kom til at tro, at jeg var typen, der kunne slippe af
sted med, men som jeg, da jeg igen fik ilt til hjernen, kom i tanke om, SLET
ikke er mig, og som får mine fødder til at ligne nogle idioter.

Så der kunne jeg så spurte af sted, med opsmøgede jeans,
prikkede strømper og fede, kødfarvede ankler i det ene par sko efter det andet,
mens ekspedienten filmede mine ydmygelser, så vi bagefter sammen på 70’’ skærmen
kunne nyde synet af ”mine anklers stilling, og HOLD da op, hvor du overpronerer!”

Jeg fik et par nye sko, og ret skal være ret: De er gode.
Men næste gang, ik? Der sniger jeg mig altså bare ind og køber dem, jeg synes
er pænest.

Lidt Om Chok.

Måske er det fordi, jeg er i et ualmindeligt ondt lune i dag,
men jeg skal godt nok koncentrere mig meget, for ikke at komme til at ringe op
til henholdsvis TDC og TV2 og råbe: ”Hold nu kæft!!”

Jeg synes ikke just, at man kan beskylde LOC for falsk
varedeklaration. Han ligner det, han er, og det skulle undre mig meget, om
ikke, at det var lige præcis den bad-boy attitude, som begge virksomheder helt
kom til at savle ved tanken om at få fingrene i. Jeg forestiller mig, at en af
marketingcheferne har kaldt det “kant” og brugt minimum 15 minutter på et personalemøde på
begejstret at snakke om, hvad det ville tilføre deres produkt.
Og når man flirter med den illusion, så gider jeg simpelthen
ikke høre dem tude over, at de får PRÆCIS, hvad de betaler for. Det er lidt, som
at blive overrasket over, at en kamphund kan finde på at bide, og hvis
de hellere ville have haft historier om heltemodige undsætninger af pindsvin,
skulle de have sat deres penge på Anders W. Berthelsen eller Poul Krebs i stedet.

Til gengæld må jeg sige, at jeg er glad for at se, at der
trods alt er nogle steder i det offentlige system, hvor skodderne er lukket så
tæt, at det samlede, danske pressekorps går befippet på røven, når ingen på forhånd
har lækket til dem, at en af de kendte skal i retten.

(Og nu går jeg lige ind på mit værelse, til jeg er blevet god igen.)

Er jeg den eneste, der

– hver e.n.e.s.t.e gang lille Mgala udtaler ”Børnefonden”
hører det som ”Pornofonden”? Upassende? Lidt?

– synes, at det nye Tina Dickow lyder som et tungt-i-røven
suppe-steg-is-arrangement til et sølvbryllup i Nørre Snede?

– under mig over, at GPS’en er så uvillig til at trække
minutter fra det estimerede ankomsttidspunkt, at det nærmest virker nærigt, når
den begejstret lægger både 4 og 5 minutter til, fordi man lige skal skifte
gear?

– venter på, at kæmpemennesket Mikkel Hansens stemme går i
overgang, så han slipper for at lyde som en af musene fra Askepot?

– har ledt forgæves efter et link til den artikel, hvori
Enhedslisten grinende råber ”Punk’d!” ovenpå deres ’sex mellem søskende’-joke?

Selvmedicinering ftw.

Er det kun mig, der har det som om, efteråret er en mur af
beton, man brager ind i med 200 km i timen? Jeg er så g-e-n-n-e-m-træt, at det
føles som om hele min krop er fyldt med flydende beton. Seriøst. Lige nu sidder jeg og kan næsten tude over, at jeg skal ud og tømme opvaskemaskinen – ooooorker det ikke, mand. Og det er ikke
den slags træthed, der kan soves væk. Det er sådan en underlig ‘mine-knogler-har-80-års-jubilæum’s træthed.

Det hjælper så heller ikke, at jeg er syg hele tiden. Kan I
huske de mennesker, der sidste år beroligede mig med, at den første vinter, man
har barn i institution, er den værste? De løj. Jeg fanger ALT, hvad Anton
slæber med hjem, og kan således prale af at have ondt i halsen for 4. gang
denne sæson. Jeg spritter hænder 53 gange i timen, og min lyst til at entrere
vuggestuen med albuen som døråbner, iført sterile engangsklæder og mundbind,
vokser for hver eneste dag.

Jeg er ellers en dygtig pige. Jeg spiser mine grøntsager, passer
min træning og min seng, har tøj nok på, og går ikke ud med vådt hår. (Eller
gælder det ikke mere?) Og stadig føler jeg mig som den omvandrende musikvideo
til Bøllebobsangen, som jeg har opgivet at komme i tanke om navnet på, men hvor
omkvædet går: ”Jeg er træææt. Så grusomt trææææt. Jeg er færdig, jeg har ikke
flere kræfter.”

For god ordens skyld skal jeg lige gøre opmærksom på, at det ikke er fordi, jeg ligger i ske med en depression.
Der er masser af ting, jeg glæder mig til, f.eks. Antons fødselsdag og julen,
som begge dele bliver skidehyggelige i år, fordi han er stor nok til at begynde
at forstå, hvad det drejer sig om, og jeg glæder mig sådan til at forkæle ham
skamløst. Jeg er bare. så. træt.

Så.. hvad? Vitaminpiller? Flere aktiviteter og mindre tid i
hovedet på mig selv?

Dunno. Men tror lige, at jeg starter lige med at prøve at
lægge et glas gløgg på det, se et afsnit af Forbrydelsen og skride i seng.
Hvis det er vigtigt nok for den, tømmer den vel sig selv, opvaskeren.