Heksejagt.

Forleden var der gang i debatten på Marens blog pga. et
indlæg hun havde lavet for Sundhedsstyrelsen om alkohol. Maren havde valgt den
marenske tilgang til emnet, og det var skideskægt. En læser fik i skyndingen
lagt en kommentar om, at der måske ikke gik røg af en brand, hvis ikke der var
ild, og så blev det rigtig sjovt, men da Marens læsere er ca. ligeså søde som
mine, endte det hele i fred og fordragelighed, og alle involverede parter er gode
venner igen.

Hvorfor jeg tænker på det nu? Jo, for i dag hørte jeg i
Nyhederne, at en mandlig lærer et sted på Fyn efter 2 år var blevet frikendt i
en sag om børneporno fundet på hans arbejdscomputer, fordi han havde et alibi
for de tidspunkter, hvor materialet var hentet ned, og fordi andre havde haft
adgang til pc’en.

Først tænkte jeg, at det for fanden nærmest er umenneskeligt
at være under anklage i 2 år, når man ender med at blive frikendt.

Så tænkte jeg på de mange mandlige lærere, jeg kender;
kammerater, jeg har haft i årevis og ikke ville tøve med at lægge mit liv i
hænderne på. Flere af dem har givet udtryk for, at de ind imellem finder det
svært at vælge den rette adfærd omkring pigerne i de store klasser, fordi nogle
af disse piger er både grænsesøgende og udfordrende – men tackler man dem på
samme måde, som man gør med drengene, risikerer man, at det bliver misforstået,
og den tunge dyne af angst for at blive hængt ud for en forbrydelse, man finder
frastødende og aldrig ville begå, ligger efterhånden tungt over deprimerende mange
skoler.

Jeg ved godt, at man ikke umiddelbart kan sammenligne en
computer fuld af børneporno med flirtende 16-årige, men alligevel. Har man
stadig et liv efter 2 år med de anklager? Får man nogensinde arbejde igen? Holder
vennerne ved? Gør kæresten?

Alt det sad jeg og tænkte på, da jeg i bakspejlet fik
øjenkontakt med Anton. Og lige der, vidste jeg, at jeg uden at tøve, ville havde
taget Anton under armen og være løbet min vej, hvis den pågældende lærer havde
været min mand. Hvor urimeligt og forfærdeligt det end er, ville det være den
eneste forbrydelse, hvor jeg ikke ville blive hængende for at tjekke, om røgen
skyldtes ild eller andres ondskab, fordi det ville være Anton, jeg satsede og
det ville jeg aldrig nogensinde kunne forsvare overfor mig selv, hvor højt jeg
end elskede min mand.

Og det synes jeg egentlig er en sølle værdi at give videre
til sine børn; at enhver er sig selv nærmest, og at det bedste man kan gøre her
i verden er at flyve under radar, for hvis de får øje på dig, har du allerede tabt.

Ok – hvem ringer til:

– de virksomheder, der sætter reklamer under vinduesviskeren
på din bil, og fortæller dem, at sindsstemningen, lige efter man tror, at man
har fået en parkeringsbøde IKKE er ’Køb!Køb!Køb!’ Den er rimelig meget
det modsatte, faktisk.

– Kong vinter og siger: Lad gå med kulden, men sne? I oktober?
Er du blevet sindssyg? Vi er sgu da stadig omfattet af sommertiden, for crying
out loud!

– Maria Hirse og tjekker op på, om hun rent faktisk spiller al
den bingo, hun reklamerer for, eller om hun bare er et (yndigt, lad gå) løgnersvin.

– forsangeren for Fun og beder ham slappe the fuck AF med den mimik!

– USA og gør opmærksom på, at det der Mitt Romney er en meget,
meget dårlig ide, uanset hvad Clint Eastwood siger.

– Netfix og gør opmærksom på, at de skal husstandsomdele en
tålmodig voksen, der kan forklare konceptet for os, der godt lidt har på
fornemmelsen, at det er noget, man bør sætte sig ind i, men som ikke lige gider
har tid.

Nogle frivillige?

Get strong.

Er jeg den eneste, der synes, at det lugter lidt af, at den
øverste del af cykelverdenen håber, at vi alle sammen tror, at de er kommet
dopingproblemerne til livs, hvis de smider Armstrong på bålet?

Jeg synes, at det er tarveligt. Uden at have været inde og
tjekke tiderne på de andre ryttere i de 7 tourløb, Lance vandt, så er min
fornemmelse ikke, at der er 53 timer ned til 2. og 3. pladsen de år – så mon
ikke, at der var julemix i drikkedunken hos de fleste? For så synes jeg da, at
det mest rimelige ville være at alle skal gå af med alt, hvad de har vundet af
trøjer de respektive år, i stedet for, at en mand skal tage skraldet for dem
alle.

Og det er jo ikke fordi jeg synes, at doping er ok, vel? Jeg
har nok bare, ligesom så mange andre, efterhånden vænnet mig til tanken om, at
cykelløb er sportens svar på Holland, og at man alligevel aldrig kommer det til
livs. #resignation #detmådeselvrodemed

Men uanset hvor lidt eller meget, de har dopet sig, så har
de her drenge immervæk stadig kørt en tur på cykel, som er lidt længere end den,
vi andre kører til og fra arbejde. Og lige tævet noget kræft ud af systemet
imens.

Hvad? Har jeg ikke fattet det?

Nå.

Jeg synes sgu stadig, at det er tarveligt.

Hvad skal vi have i aften?

En af mine allerstørste
udfordringer ift. Anton er, at barnet er ligeglad med mad. Som i: HELT
ligeglad. Det interesserer ham simpelthen ikke.

Lige der, er det svært at
forstå, at det er mig, der er hans mor.

Man har et vindue på omkring 20
minutter, hvor man kan få lusket føde i ham, men inden gider han ikke spise, fordi
han ikke er sulten, og efter er han for træt, og så kan du glemme det for tusind
kroner. Derudover har han aldrig rigtig beskæftiget sig med begrebet ”at tygge”
hvilket – al ironi og sarkasme til side – har givet anledning til nogle voldsomt
ubehagelige situationer med barnet hængende i benene og store dunk i ryggen. Så
hvad laver man til sådan en lille fyr, når man, inden man fik ham, primært levede
af wokmad og sushi, og ikke har tid og overskud til at lave én ting til ham og noget
andet til sig selv?

Jeg ved et ikke. Endnu. Men jeg
ved, at jeg har nyfunden respekt for min mor.

For jeg hader selleri, og har
altid gjort det. Både klumpen og bladudgaven. Det smager af bitter sæbe og
tråder som bare fanden.

Men smagsløg er åbenbart upåvirkelige af både arv og miljø, for min mor ELSKER
selleri. Jeg beundrer hende for mange ting, og nu mere end nogensinde for, at
hun gennem hele min barndom kæmpede utrætteligt for at introducere nye retter
på menukortet.

Og så beundrer jeg
hende for at være smart; for virkelig at have regnet den ud.

For min søster og jeg tog ikke altid lige pænt imod disse kulinariske opkomlinge.
Når vi sad der, blege og kræsne, mens vi mistroisk puffede til udefinerbare
forekomster på tallerknen, fik vi altid at vide, at vi havde ’godt af at prøve
noget nyt’. Havde det stået til os, havde den mest eksotiske spise på bordet
været frikadeller.

Min mor introducerede lasagnen (godt nok med ualmindeligt hårde pastaplader de
første par gange), pizzaen (pindsvineformet bolle med cocktailpølser som pigge
til os) enebærgryden (ad), den forloren skildpadde (turbo-ad. Følte mig
decideret fornedret, da det blev afsløret, at de hårde klumper, jeg havde sat
mælketænderne i, var svinetunge) og husarstegen (som jeg stadig ikke forstår,
men som smager udmærket.).

De fleste gange accepterede hun, hvis det nye blev idømt udvisning men ingen
regel uden undtagelse: Boller i karry. Eller boller i selleri, som det mere
korrekt hedder. Der stod hun sgu fast. Hvorfor? Fordi hun elskede selleri,
ligeså meget som alle vi andre hadede det. Tilsammen. Og alligevel endte det
hele i fred og fordragelighed, mandag aften i ulvetimen, fordi vi fik lov at
veksle vores selleri til kødboller fra hendes tallerken. Jo mere indædt vi
dissekerede vores portion, jo mere selleri blev der eksporteret over til hende.

Glade børn, autoritet i forhold til at stå fast og selleri i uforskammede
mængder. Det er sgu da raffineret win-win pædagogik på højt, højt plan.

Hvorfor går dén slags evner ikke i arv?

Små børn, små problemer. Store børn, ingen problemer.*

For et par år siden læste jeg et interview, Anders Lund
Madsen havde lavet med Signe Lindkvist, hvori de blandt andet kom omkring det
at være mor. Hun sagde en ting, som jeg på dét – højgravide – tidspunkt blev meget
forarget over, men som jeg har tænkt meget over siden: Hun synes først, at det
var blevet rigtig fedt at være mor, da hendes datter fyldte to. Citeret frit
fra hukommelsen var det noget med, at hun ”blev spasser af babyer”.

Jeg er ikke blevet spasser af at være sammen med Anton (..er
jeg..?), men jeg må indrømme, at jeg i dag godt ved, hvad hun mener. For
fanden, jeg synes dagene var lange, da de strakte sig over 17 timer og bare gik
med at trille barnevogn og sidde på sit søvnunderskud på gulvet og ryste en
pangfarvet rangle over det rasende, uimponerede barn.

Men om 6 uger fylder han 2, og nu begynder det at blive sjovt,
for nu begynder man at kunne præsentere ham for ting, han forholder sig til. I
dag var vi f.eks. på Fiskerimuseet, hvor vi har været et par gange før. Indtil
nu har han været noget beklemt ved sildene (hvilket nok ikke er det smarteste
dyr at være bange for, vores postnummer taget i betragtning), men i dag turde
han prikke på glasset, så længe jeg bare sad lige bag ham. I svømmehallen må
jeg spæne efter ham, når han får øje på den store vandruchebane, (med det lækre
spæn man får af at skynde sig i ikke-løb på vådarealer) og han begynder at få
yndlignssange og –bøger. Jeg har så småt taget hul på gaverne til hans
adventskalender, og jeg glæder mig helt åndssvagt til at sætte dem klar på hans
høje stol aftenen før, fordi jeg ved, at han i år – for første gang – vil kunne
forstå så meget af konceptet, at han bener begejstret ud i køkkenet om morgenen
for at pakke op.

Det betyder også, at jeg begynder at lægge mærke til ting i
hverdagen, som jeg har lyst til at vise ham, fordi jeg ved, at han vil elske
det. I dag har jeg f.eks. været på besøg et sted, hvor de havde en kridhvid
kænguru, kaniner så små, at de kunne ligge i håndfladen, en kælekamel ved
navn Herbert, og hvor de bager pandekager til ungerne hele efterårsferien. Det
ville være en umulig opgave at komme rundt dernede med en klapvogn, og der er
ingen steder at varme flasker eller amme.

Men det kan vi heldigvis bare grine og trække på skulderen
af, når vi tager derned på onsdag, bette A og jeg.

* Ok, lidt med løg på, ik? Men den mentale overskriftmaskinen er åbenbart
lige midlertidig ude af drift.

Ain’t nothing going on but the rent.

Hvilket sådan set er meget rart. De sidste 6 uger har der
været ting og sager hver eneste weekend, og da det jo normalt er der, man lige
samler op på efterslæbet, er min to-do liste efterhånden vokset til olympiske
dimensioner. Hvilket jeg i denne uge overskuer meget dårligt, pga. et
fuldstændig fantastisk bryllup i weekenden, hvor kagefadet var lavet af gamle
LP’er og bryllupsvalsen blev danset til Lou Reed. Bruden var så smuk, at hun gjorde
ondt i øjnene, gommen var nærmest selvlysende af glæde, og jeg kunne både huske
min tale, og hvordan man danser på høje hæle. Så godt at jeg til gengæld glemte
at stoppe med at drikke vin og at gå i seng.

Så jeg har det stadigvæk som om jeg kom til at sluge røgkanonen,
inden jeg tog hjem.

Derfor synes jeg egentlig, at det ville være på sin plads
med en medalje over allerede i dag, onsdag, at have vinget 3 ting af på Den
Lange Liste:

Jeg har læst mine 197 ulæste beskeder på e-boks. Og jeg må
sige, at jeg godt forstår, hvorfor jeg ikke får det gjort regelmæssigt; for ind
i satan, hvor er det kedeligt! Det vil for altid være en af de voksenting, jeg
inderst inde forventer, at mine forældre kommer og tager sig af, og derefter
bare lige briefer mig på hovedpunkterne. Fandt til gengæld – efter at have
stirret hypnotiseret på min egen e-mailadresse i 4 minutter – ud af, at sandsynligheden
for, at mine adviseringer kommer frem, vokser markant, hvis jeg lige får rettet
@gmail.dk til @gmail.com.

Nogle gange er jeg den dummeste, jeg kender.

På andenpladsen over ting, jeg har nået, er at læse Verdens
Bedste Kur 1 og 2. Primært fordi jeg på 2. modul af stepuddannelsen om 14 dage skal
undervise i kost, og derfor godt lige vil være på forkant, når 70 % af
deltagerne spørger til det, de har læst i disse nutidens bibler, men jeg vil samtidig
sige, at hvis jeg tabte 5 kg, ville jeg ikke lede efter dem. Jeg er som
udgangspunkt skeptisk, når det kommer til de hypede kure, hvor man skal skylle
sit kød og kun må spise gule madvarer, så jeg havde forventet at have 4 siders
røde noter og et let forhøjet blodtryk omkring side 20, men faktisk er jeg
positivt overrasket over bogens indhold, og min eneste anke går på, at der er
alt, alt for få billeder af den unge hr. Bitz. *cougar-smiley*

Og endelig kan jeg oplyse, skulle det være gået over hovedet
på nogen, at efteråret stille og roligt begynder at læne sig kærligt op af
vinteren. Hvilket betyder flyverdrager, vinterstøvler og alt muligt andet gøgl
til husets mindste beboer, som stadig er tynd, som en tændstik, har små,
firkantede fødder og omkring to tøjstørrelsers forskel på ben og overkrop. Og
det kan godt ske, at jeg ikke er ret vild med at shoppe, men Anton overgår mig
ubesværet. Der er to mulige scenarier: Enten forvandler han sig til 90 cm. aggressiv
gele, eller også stikker han af, så man kan jagte ham (og han er HURTIG!)
igennem hele Babysam, mens han råber: ”HEJ!HEJ!HEJ!” af sine lungers fulde kraft
til alle han møder.

Det er bare så svært at blive irriteret på ham, fordi han i
går nat for første gang grinede i søvne, hvilket var så fint, at jeg dør 3
gange i sekundet, når jeg tænker på det, og så fordi han ser sådan her ud, når
man fotograferer ham:

Nogle gange er jeg den heldigste, jeg kender.

Breaking news: Det KAN lade sig gøre at mene noget i stilhed.

I går havde en af mine fb-venner linket til det her klip.
Hvis man er en af dem, der ikke lige får klikket, når man får et link stukket i
snuden, kommer her et lynresume: En amerikansk tv-vært har modtaget en mail fra
en anonym seer, der starter med at sige, at han/hun ikke ser hendes show, men
da vedkommende lige zappede over det forleden, må han/hun reagere ved at spørge, om tv-værten
ikke selv synes, at det er et problem, at hun er så fed, når hun nu skal
forestille at være rollemodel for andre. Klippet viser værtens svar, hvori hun
tager skarpt afstand fra den form for mobning, hun synes, at mailen er et
udtryk for, og efterfølgende snakker lidt om forældres ansvar for at lære deres
børn en ordentlig adfærd; både IRL og on-line.

Jeg har spekuleret meget over klippet, siden jeg så det i
går. For jeg tror ikke, at jeg opfatter brevet som mobning i klassisk
forstand. Det er bestemt ligeså grimt og modbydeligt, men for mig er mobning
noget, en gruppe udsætter et individ for, og i mange tilfælde handler det om at
udelukke individet fra et fællesskab, som personen, i teorien i hvert fald,
gerne vil tilhøre. Der findes sikkert andre og bedre definitioner, lavet af
mennesker, der ved mere om den slags end mig, men jeg spekulerer bare på, om
ikke det her er noget andet; noget, der kræver en anden form for handling at
undgå, end klassisk mobning gør?

For jeg synes, at det er til at gå til at snakke med sit
barn om, hvordan man er en god ven, hvordan man får andre til at føle, hvis man
holder dem uden for eller kalder dem grimme ting. Og her tror jeg, at de fleste
af os lige kan starte med at gribe i egen barm, og få slået mute-knappen til,
inden vi kalder hende, der tager parkeringspladsen for snuden af os, en fed
sæk. Jeg tror, at det er utopisk at nå til et sted, hvor man kun har blomster
og fe-støv til overs for sine medmennesker, men en start kunne være at lære
børnene, at det ikke er alle tanker, man nødvendigvis skal dele.

Men brevet i videoklippet er noget andet, synes jeg, og
noget som man, når man færdes i blogland, ser mere og mere af. Og det er ikke
fordi vi behøver at tage diskussionen om, hvad der må skrives af hvem i hhv.
blogposter og kommentarfelter, men er brevet ikke mere en del af den trend,
hvor mennesker over for andre mennesker, som de aldrig kommer til at stå ansigt
til ansigt med, pludselig føler, at de er nødt til at give udtryk for mishag og
uenighed, hvis der er noget, de ikke kan lide?

Jeg ved godt, at alt, hvad man lægger til offentligt skue,
det være sig digtsamlinger, plader og hjemmesider, er startskuddet til en eller
anden form for kommunikation, og at uenighed ikke altid er af det dårlige – men
behøver man uopfordret (og keyword her er ‘uopfordret’) at henvende sig til den,
der står på scenen sig for at sige, at man ikke kan lide det, vedkommende
laver, eller at nu skrider man? For er det reelt ikke det, som brevets afsender
i klippet har gjort? Vedkommende starter med at sige, at han/hun ikke ser med –
og synes ALLIGEVEL lige, at det er på sin plads at fortælle, hvad der er galt
med produktet, før han/hun smutter igen. Og det er ikke mit indtryk, at der er
tale om konstruktiv kritik, og at vedkommende (hvor forkasteligt det så end
ville være) ville vende tilbage, hvis tv-værten tabte sig 10 kg.

Debat er vigtigt – men ind i mellem kan det måske også være
fint nok, at man forholder sig til den helt teoretiske mulighed, at der kunne
være nogen derude, der kunne lide noget andet, end man selv kunne, og at det
måske derfor var bedre, at man bare listede ligeså stille ud af døren igen, og
gik på jagt efter noget, man syntes bedre om? For det er jo for fanden rigtige
mennesker, der sidder bag mange af de her ting; rigtige mennesker med rigtige
følelser, der ikke nødvendigvis synes det er fedt at få at vide, at ”du ikke er
ligeså god, som du plejede at være”
eller at ”din gamle frisure var meget pænere
til dig, end den der er”
. Og som, når bægeret er fuldt, vælger at lukke og
slukke, fordi det ikke er nattesøvn og mindreværd værd at underholde andre
gratis. Jeg savner f.eks. stadig Marienades blog, som netop blev lukket, fordi
det i længden blev for træls at blive svinet til på daglig basis. Og er det på
lang sigt det, vi gerne vil? Genere folk så meget, at de smider håndklædet i
ringen, så der kun er de hårde hunde og provokatørerne tilbage?

Normalt ville jeg sige, at man selv er med til at bestemme
tonen i debatten, garbage in – garbage out, men problemet med denne nye type
mobning er, at den dels kommer fra fuldstændig fremmede, som ofte er anonyme,
og at tonen netop er tilstræbt saglig og neutral. Det er indholdet, der gør
ondt ad helvede til.

Og det synes jeg er svært. For det er som om afsenderkommunikationen
er hentet fra de situationer, hvor vi NETOP går ind og debatterer, og siger
ting, der måske ikke er ubetinget positive og rare at høre; f.eks. når nogen
selv beder om feed back på et produkt, de har lavet, eller hvis vi selv har
aktier i det, vi diskuterer.  Men
responskommunikationen, som man normalt bruger i den slags sammenhænge, er bare
nytteløs her, og slutresultatet er, at en mail, som den tv-værten modtager bare
er 3-dobbelt ubehagelig, fordi man bliver ked af indholdet, man bliver i tvivl
om, man er nærtagende og ikke kan tage imod kritik, og man kan ikke svare igen
uden at virke som en idiot.

Så jeg tror, at jeg, når den tid kommer, vil bestræbe mig
meget på at få Anton til at forstå, at hvis man fortsat gerne vil have meget,
og meget forskellig, underholdning at vælge imellem, både i og udenfor
computeren, så må man mene, lige præcis hvad man vil – og sige det, når man
bliver inviteret.

God weekend.  

Øv.

Ved I, hvad jeg synes er psyko-nederen, når man efter mange
(mange!!) års øvelse endelig føler, at man har fået relativt styr på den klare,
assertive kommunikation – også når man er presset, eller har noget på spil? Det
er at opdage, at 70 % af de mennesker, man interagerer med, er pisseligeglade.

For det kan godt ske, at jeg husker at binde en stram knude på
min tunge og blænde det sorte center i min hjerne af, så jeg ikke joker eller
bruger ironi, når jeg skal tale med folk om noget alvorligt; at jeg står ved,
hvad jeg gerne vil sige, og prøver at gøre det så svært at misforstå, som
muligt.

Det kan også godt ske, at jeg selv bliver helt imponeret
over, hvor ofte jeg formår at holde bolden på egen banehalvdel, at starte alle
mine sætninger med ”jeg” i stedet for ”du” og at styre uden om ord som ”aldrig”
og ”altid” – også når jeg skændes.

Og jeg er stolt af kunne sige, at jeg er nået til et punkt,
hvor jeg kan bruge udtryk som ”det, jeg hører dig sige, er – ” uden at fnise
eller kaste op bagerst i munden, jeg har indset fornuften i at vente med at
sende mails og sms’er til jeg er dampet af, og jeg er blevet helt glad for
tricket med at gentage, hvad jeg mener, i stedet for at lade mig provokere til
at lade konfrontationer køre ud på et sidespor og begynde at handle om alt
muligt irrelevant.

Men det hjælper mig nul og nix, når dem, jeg taler med,
alligevel opfatter mine udspil som personlige angreb, og responderer ved at
holde op med at hilse og bare bekræfte hinanden i, at det ikke er dem; det er
bare mig, der er sær og mærkelig. (Hold nu kæft – selvfølgelig får jeg det at
vide.)

Nogle gange hader jeg virkelig at være typen, der synes, at
vi skal spille efter reglerne.