Ophidsende indlæg om sygdom og biler.

Er blevet syg. For fanden i satan. Er så hæs, feberkogt og sygegrim,
at der løber blod ned af spejlene, når jeg går forbi dem.

Ligesom alle andre jeg
kender, synes jeg altid, at LIGE NU er det ALLERdårligste tidspunkt at blive
syg på, og ligesom alle andre jeg kender, er jeg siiiindsygt dårlig til at være
det; når det ikke er noget alvorligt, der udløser bekymringsalarmen, tager jeg
det som en personlig fornærmelse, at min krop pludselig forvandler sig til en
flæbende tøs med rottehaler. Så jeg har brugt det meste af dagen på at ligge på
sofaen og stirre rasende ud i luften, og med 5 minutters intervaller guantanemoforhøre
fysikken, om den snart var færdig med at skabe sig.

Når jeg skriver ’det meste af dagen’, er det fordi jeg har
haft et behageligt afbræk forårsaget af min bil. Modtog forleden et brev fra
Trafikstyrelsen om, at min bil skulle være synet inden d. 10. juni 2012. ”Bliver
svært at nå”
tænkte jeg, og lagde brevet i bunken med ting, der skulle tjekkes
op på, når jeg lige havde 5 minutter næste gang. Og det havde jeg jo så i dag. #luckyme

Så jeg ringede til Trafikstyrelsen.

Dem: ”Muml-muml-skrat…erEllen?”

Mig (antager, at jeg har ramt rigtigt): ”Ja, hej, du taler
med Linda. Jeg har modtaget et brev, om at min bil skal til syn, og jeg tror
måske, at der er sket en fejl et sted, for der står, at bilen skulle have været
synet for 3 måneder siden, men brevet er fra i torsdags?”

Hende: (som meget lød som en, der burde have heddet Maude): ”Hvad
står der som overskrift?”

Mig: ”Påmindelse om periodevis syn?”

Maude (nasal og nedladende): ”Ja, så har du jo dit svar der.”

Mig: (wtf?? ): ”.. altså… det synes jeg egentlig ikke
rigtigt, jeg har. Ikke et jeg forstår, i hvert fald.”

Maude: (nu ekstra nasal og nedladende): ”*suk* Så prøv da at
give mig bilens registreringsnummer.”

Mig: ”Z som zebra, M som Mads og nogletaljegstadigikkekanudenad”

Maude (triumferende) ”Vi har sendt dig et brev d. 8. april,
så det skulle du have fulgt op på!”

Mig: ”Det har I altså ikke, for  – ”

Maude (rystet i sin grundvold over anklagen) ”Det må du
aldrig sige!”

Her føler jeg, at det er vigtigt, at jeg lige laver et kort
ophold for at lægge hånden på hjertet og sværge ved alt, hvad der er mig
helligt, at det sagde hun. I virkeligheden.

Mig: ”øøhm, hvad??”

Maude (opbragt): ”Du må ALDRIG sige, at vi ikke har sendt
det!! Du må sige, at du ikke har MODTAGET det, men IKKE, at vi ikke har sendt
det!!”

Mig (Are. You. Fucking. KIDDING. Me!?) ”…..?!?”

Maude: (frydefuldt) ”Vi har sendt det til dig i e-boks, SOM
DU SELV HAR TILMELDT DIG!! Den skal synes senest mandag, ellers bliver pladerne
efterlyste og klippede!”


(Er vi i øvrigt snart færdige med det der E-boks? Jamen, der
er sgu da ingen, der husker at tjekke det. Papiret tilbage til folket, så man
kan hænge det op, huske hvad man skal, og kan føle sig effektiv, når man efter
veludført dåd, krøller det sammen og smider det ud. Kh Egtvedpigen)

Og sådan gik det til, at jeg en time senere lå draperet som
en tung, snottet dug over et bord i synshallen.

Jeg hader at være syg.

Han bliver så stolt!

Jeg var til polterabend i går for en af mine allerbedste
veninder. Jeg har selv været med til at planlægge dagen, og synes, at vi var
endt op med et fint og meget Lene-agtigt program, men var alligevel lidt
spændt på, hvordan dagen ville forløbe.

En af de ting, vi havde sat på programmet (efter at jeg
havde turbo-vetoet zumba) var cheerleading.

Og må jeg lige sige noget hurtigt?

Jeg vil være cheerleader. Jo, jeg vil. På fuld tid og resten
af mit liv. Hold nu KÆFT, livet er bedre med pom-poner! Vidste I, at der er
sådan nogle små fingerringe i, som man lige tager på, og *vips* så har man pom-pon-beklædte
poter og lyst til at råbe”GoooOOOOO [indsæt navn]!!!” hver gang, man kalder på
nogen? Det var så godt, at jeg flere gange nærmest ved
at komme til at bilvaske dem, jeg stod ved siden af begejstring.

I må stole på mig, når jeg siger, at livet ikke bliver komplet, før man har sine egne pom-poner, og det kan selvfølgelig godt virke lidt voldsomt, at jeg på amazon kan se, at jeg
minimum skal aftage 3000 stk., når jeg bestiller, men taget i betragtning af,
hvor meget jeg har tænkt mig at cheer’e resten af min liv, synes jeg, at man skal
se på det som en slags investering. PLUS at det snart er jul. Min mor kunne tage sine på, når hun
præsenterede retterne til julefrokosten, og jeg tror nok lige, at min venindes
kollega skylder mig en, når hun iført sine tager imod ham på kontoret efter nytår.

Personligt har jeg tænkt mig at være iført mine, både når jeg tolker og når jeg underviser, så jeg er 100% skarp og klar, når Anton skal starte i skole.

GoooOOOOOO ANTON!!!

Hvad du ønsker, skal du få.

Når jeg falder over artikler og udsendelser, der hylder det
alternative, springer skepsissen altid frem over hele min krop som et
aggressivt udslæt. Jeg er meget lidt tilhænger af at lægge sit liv og sin
skæbne i hænderne på noget, der kræver alt for mange krystaller.

Sjovt nok er der alligevel nogen af tingene, som giver
mening for mig. Jeg ville f.eks. ikke være bleg for at lægge tarotkort, og har
også gjort det, dengang jeg havde tid til at gå rundt og være heks. Ikke fordi
jeg tror, at ånderne af for længst afdøde slægtninge svæver rundt i min stue og
venter på lejligheden til at gøre mig opmærksom på, at jeg skal passe bedre på
mine penge (hvis vi absolut skal gå igen, må jeg som tillidsrepræsentant
insistere på noget mere meningsfyldt arbejde i efterlivet), men fordi jeg tror,
at man ved at bruge billeder bedre kan få sin underbevidsthed i tale; at
kortene kan virke fuldstændig ligesom Rorschach-kort, så øjet ser det, hjernen er
klar til og har behov for at se.

Jeg er også stor tilhænger af, at man skal sige højt, hvad
man gerne vil have. Ikke fordi jeg tror, at skæbnen sidder klædt ud som
julemand, og venter på at få at vide, hvad den skal fylde i sækken, men fordi
det gør det markant nemmere for din omverden at vide, hvordan de kan hjælpe
dig, hvis muligheden opstår. Da jeg flyttede til Århus, så jeg en af de
allerførste gange jeg var i byen, en fyr, som jeg synes var så fantastisk, at
jeg havde lyst til sætte mig ned og tude. Og hvis jeg ikke havde fortalt det
til alle, der gad høre det, havde min veninde ikke vidst det, da hun år senere endte
med at have hans kammerat som kunde i sin salon. Og derfor var hurtig på
fødderne, da han udbad sig en date, og svarede, at det ville hun gerne, hvis
han tog sin kammerat med, som hun så ville sætte op med sin veninde.

Det blev en god sommer.

Og det er også sådan, det er gået til, at der siden mit
indlæg i mandags er landet 3 mails med ”Without you” i min indboks, og at der
et sted i Esbjerg slingrer en desorienteret, hjemløs mår rundt.

Har jeg sagt, at I er de bedste? Nej? Det er I.

I næste uge skal jeg:

 
* Bruge ordet ’task-force’ noget mere. Underordnet, om det
bliver på skrift eller verbalt. Det er simpelthen for godt et ord til kun at
lade indgå i sætninger, når det kommer snigende forbi af sig selv.
* Holde op med at have semierotiske drømme om Snebolden. Han
er 12 år og 1.60 høj. Stop så, blev der sagt. #mrsrobinson
* Stoppe med at fryse fast til stolen af øksemorderrædsel, når
Anton kigger ud i haven, lyser op i et kæmpesmil og råber: ”Hejhej!” mens han
vinker ivrigt. (Alle ved, at de står i haven, og ikke angriber, før man har set dem. Jamen, jeg ved da ikke hvorfor. Det
står vel i deres arbejdsbeskrivelse.)
* Prøve at huske, at barnet også vinker og råber: ”Hejhej!” til
de sidste pastaskruer og majs, når vi steder dem til hvile i skraldespanden.
* Minde mig selv om, at vi ikke tror på usynlige ting og
spøgelser.
* Have markant mere, højere og tættere hæk, så jeg slipper for
synet af min store polske nabo, når han slentrer afslappet rundt udenfor i
ryghår og tangaer.
* Regne ud, hvor man går hen, når iTunes ikke har den sang,
man skal leder efter. Har BRUG for Placebo/David Bowies “Without you” Hjælp. Anyone?
* Ligge på lur og med bare næver og stor fornøjelse kvæle stalker-måren,
der allerede har tandtagget mine nye kabler 8 steder.
* Se mere tv, for at fejre, at 1) Medical night er tilbage, og
2) at der lige for tiden er hele to tv-reklamer, jeg kunne se i 1½ time på repeat
og stadig være vild med, nemlig Guccis premiere (ELSKER sangen!) og den for Reebokrealflex (det smerter mig at sige det, men totalt baghjul til Nike på den her).
* Sende Min mor til Pernille Henriksen (#47). Tillykke. Smid
din adresse til mig på en mail, så videresender jeg videre til forlaget, som
sender til dig. (Og bare for god ordens skyld: De 5 kommentarer, der er gået
dobbelt ind, er kun talt med en gang.)
Må I alle få en fantastisk uge derude.
 

*Give away alarm*

 

Hvis man ikke gider give aways, skal man kigge væk … NU.

Normalt er jeg heller ikke til det. Men 2 ting:
1) Jeg har vagt denne weekend, og dermed ikke rigtig tid til
at blogge og
2) man skal hjælpe sine venner, når man kan.
Så i anledning af at Annamette har fået genoptrykt sin bog ”Min
mor” har hun smidt et eksemplar efter en af jer. Smid et ”Her!” i kommentarfeltet
senest søndag kl. 18, så trækker jeg lod om årets første julegave.
Ps: Og vinder man, er det SELVFØLGELIG i orden at plage sin
omgangskreds de næste 2 måneder med sætningen: ”Ja, jeg ER jo begyndt på
julegaveindkøbene.”
 

Foreningsdebut.

Er det her, man får medaljer, hvis man har husket mor/barn-gymnastik
to gange på en uge OG har formået at stille på de rigtige steder? Jamen, så hit med dem,
for vi kan stolt svare ja til begge dele.

De fleste af mine læsere ved vist efterhånden, at Anton er et barn med
en relativ høj grundspænding, og da der er grænser for, hvor mange gange om ugen,
man kan holde ud at piske op af trapperne til den store vandrutchebane i
badetøj/forsøge at afholde ham fra at løbe efter biler og hunde/rumme, at ungen
er bedre til boldsport end jeg er, har jeg meldt os til gymnastik to gange om
ugen. De fleste foreninger hernede kun har et hold om ugen til børn under 2 år,
så det betyder, at vi er meldt til i to forskellige foreninger.

I mandags stiftede vi så bekendtskab med den første
af dem. Det. Var. Hæsligt. Ud over det sørgelige faktum, at der lugtede lige
præcis lige så meget af sure tæer, som jeg synes at kunne huske, var vi omkring
110 mennesker i salen, fordi instruktøren ”ikke rigtig brød sig om at sige nej
til nogen.”
Det ville fandme ellers være super, hvis hun lige kunne lære at
elske det i en fart, for prøv selv at holde styr på en hoppebold på speed, når
der er 8 km. kø ved alle redskaber, og man træder på små mennesker, lige meget hvor
man sidestepper hen. Og det er dejligt, at vi alle sammen elsker vores børn og
gerne vil støtte op om deres fritidsliv, men det er måske lidt overkill at
stille 2 forældre, 2 bedsteforældre og en håndfuld søskende pr. barn.

Nej, så var i dag MEGET mere mig. En dejlig fascistoid
instruktør, der lige startede med at ridse reglerne op. ”Vi er for mange (vi
var 50), der er kun ÉN forælder pr. barn på gulvet, og søskende må ikke deltage.”
Fik med det samme lyst til at adoptere hende. Da hun så samtidig viste sig at
have en målrettet plan for, hvad vi skulle, blev jeg helt varm og rolig. (Jamen,
jeg kan jo ikke slappe af, når vi alle sammen bare dalrer rundt og hygger os bagerst
i bussen. Nogen ER jo for fanden nødt til at styre det fordømte køretøj, ikke? Knus
Organisatan)

Men for helvede i satan, hvor de larmer, når de leger, sådan
nogle børn! Kan godt forstå, at pædagoger gerne vil have mere i løn, og
udbetalt deres tillæg i ørepropper, og at ungerne er lidt bimse, når man henter
dem i vuggeren.

Anton jernede rundt i 45 minutter, og jeg ville gerne have
smidt et billede af supergymnasten op, men på alle dem jeg tog, er han bare en
sløret, vandret streg i luften. De sidste 10 minutter løb han i cirkler om sig
selv, mens han skiftevis råbte på mere, på kiks og på sut, og til sidst
kollapsede han på skødet af mig. Det er aldrig – som i a.l.d.r.i.g – sket før. Udnyttede
det groft, og skyndte mig at kysse ham skaldet helt forfra, mens han var for
træt til at flygte.

Alt i alt en succes – men mine ører glæder sig stadig til på søndag, hvor jeg kan
true hele mit hold til tavshed med løftet om armstrækkere til den næste, der
åbner munden.

Bring it.

Det er med et vist element af lettelse, at jeg sidder i min
sofa og tager afsked med temaugen ”#fail”. Ud over de i sidste indlæg beskrevne
udfordringer, nåede vi også over en gang omgangssyge (Anton), en gang
øjenbetændelse (mig) og en diva af en kage, der smed sig livstræt hen af
gulvet, da jeg tog den ud af ovnen.

Seriøst: Hvor tit taber I kager? Det er svært ikke bare at
føle sig en lille smule forfulgt.

Men æres den, som æres bør: Jeg må sige, at weekenden har
lagt sig i selen i forsøget på at rette op på det VIRKELIG sløje
førstehåndsindtryk, uge 36 ellers har gjort.

Fredag fik jeg besøg fra Århus, af den slags, hvor man
faktisk godt måtte drikke vin. Lørdag var der tid til nabokaffe og i dag,
søndag, har jeg været i Århus og køre et inspirationskursus for nogle
fitnessfolk, som kastede sig over det, jeg havde med, som en flok glade,
udsultede løver. Og sørme, om ikke der ovenikøbet var tid til Århuskaffe, inden
jeg satte mig i bilen, hvor jeg til min store begejstring fandt et gammelt,
uhørt Monte Carlo podcast, da jeg rodede rundt i telefonen efter brugbart lydtapet
til køreturen.

Barnet lagde sig til at sove i første forsøg her til aften, jeg havde is i
fryseren (imperfektum), og på You Tube er der ubegrænsede mængder af
udenlandske X-Faktor auditions, man kan hyggetude til.

Jeg er klar til en ny uge.

Ugen so far i tal.

Antal surprise-lukkede motorvejstilkørsler: 1. Til gengæld var det
mandag morgen.

Antal gnavere, jeg ønsker permanent udryddede: Verdens
samlede bestand. Kom. Vi køber alle sammen en pels.
Antal reservedelsforhandlere ringet til: 7

Antal forhandlere, der lå inde med de kabler, jeg skulle
bruge: 1. I Horsens.

Antal eder lukket ud i den forbindelse: 17 af de virkelig
kreative.

Antal point på pms-scoren: Udenfor kategori.

Antal forkølelsessår: 1, som heldigvis har været så venligt,
at lade mig have den anden halvdel af mit ansigt i fred.

Antal fødselsdage glemt: 1. For helvede da også. Bliver altid så skidedyrt, når
man prøver at købe aflad gennem gaven.

Antal hold undervist, hvor alle deltagere var kommet afsted
med stenansigtet: 1. Aiiii, hvor det er op af bakke at skabe god stemning, når
man er den eneste i rummet, der prøver.

Antal sure mennesker med attitudeproblemer, jeg har mødt
siden mandag: 2.947

Antal lammere til den, der i kommentarfeltet påpeger, at man
får retur, hvad man sender ud: 2. En på hver overarm.

Antal børnegymnastikhold glemt: Ingen. Havde til gengæld
byttet rundt på dem, så vi ikke kom til det, der viste sig at starte i mandags,
men til gengæld var helt klar til at starte på det, der i mit hoved startede i
dag, men som ude i virkeligheden starter i næste uge. Jeg har i den forbindelse
besluttet at glæde mig over, at vi så på næste onsdag kan møde op på skolen,
hvor det foregår, og ikke – jeg gentager, Linda, IKKE – i forsamlingshuset.

Jamen,
jeg ved det ikke engang selv.

Seriøst: Hvem har set min hjerne og mit gode humør?

Neurotisk? Mig?

Jeg er sådan en, der foretrækker at bruge mine egne ting frem
for andres. Jeg tror, at mine omgivelser somme tider mistænker, at det er fordi
deres ting ikke er gode nok, eller fordi at noget skal være på en bestemt måde,
for at jeg ikke får udslæt og spasmer; det er ikke altid tilfældet. Jeg lider
bare af ting-angst.

Ikke sådan at forstå, at jeg ikke laver æselører i mine
bøger, eller at jeg ligger på gulvet når jeg taler i telefon, så jeg ikke
risikerer at tabe den og smadre fronten, men når man tænker på, at jeg tjener
en del af mine penge på at undervise andre i, hvordan de skal bevæge sig, er
min motorisk så elendig, at det nærmer sig et kronisk ironisk statement. Og
derfor HADER jeg at låne, for jeg VED, at det går galt.
Det er ikke et spørgsmål om, men om hvornår jeg laver et
spjæt, der får kjolen til at sprække under den ene arm, eller hænger fast med øret
i guderne må vide hvad, så jeg river den ene ørering ud, og den ender i et til
lejligheden fremkommet afløb.

Jeg ville ønske, at ovenstående var tænkte eksempler.

Dette indlæg bliver derfor primært skrevet for at bede alle
med motordrevne køretøjer om ikke at befinde sig på E20 i østgående retning i
morgen mellem kl. 7.30 og 9. Det viser sig nemlig, at gnavere foretrækker Renault
kabler frem for andre kabelmærker, og derfor med deprimerende korte intervaller
gnaver sig igennem dem, der bor under motorhjelmen på min bil.

Der var engang, hvor jeg synes, at jeg var rimelig rock ’n
roll, fordi jeg kunne fylde sprinklervæske på min Clio. Takket være gnaverne,
er jeg nu så hard core, at jeg kan mærke, når bilen kører på færre cylindere,
end den plejer, og derfor bare lige åbner motorhjelmen og sætter kablerne – som
de har fornøjet sig så ihærdigt med, at de er røget af #mutantgnavere – tilbage
på plads.

Ja. Det er mig i Coke Zero reklamen.

Men denne gang har de tygget sig så eftertrykkeligt igennem
dem, at der er hul ned til alt det, der ikke må være blotlagt, og jeg skal
derfor have fat i nogle nye kabler, før batmobilen er på banen igen. I
morgen skal jeg tolke på to adresser hinsides offentlig infrastruktur, og kan derfor ikke kravle i sikkerhed i en togkupe, og sådan gik det til, at jeg nu er kørende i mine forældres
bil.

Er nærmest katatonisk af rædsel allerede. Kommer til at køre
i slæbesporet hele vejen med 30 km/t, mens jeg brøler ud af det åbne vindue: ”HOLD
AFSTAND! HOLD NU AFSTAND, FOR HELVEDE!!”

Hvis det da ikke lykkedes mig at få den stjålet i nat.

Hvor lang tid tager det at gå til Kolding?