Men Søren Larsen – er det NEWS?

Indledende advarsel: Jeg har i dette indlæg endnu engang
tænkt mig at stirre vredt på de danske medier. Da jeg er helt på det rene med,
at min arrigskab over dette emne nærmer sig et korstog, vil jeg have fuld
forståelse for, at de af mine læsere, der arbejder i nyhedsbranchen lige
smutter over og drikker kaffen hos nogle andre bloggere i dag.

I går kunne jeg læse i to af de største netaviser, at:

”Regeringens
forslag om et forbud mod købesex, bliver afvist af et markant flertal af den
danske befolkning. Men selvom forslaget mangler danskernes opbakning, så er det
vigtigt at få gennemført, mener Socialdemokraterne.”

Hvorfor
er det her i avisen? Nej, virkelig – hvorfor? Hvorfor er det vigtigt for mig at
vide, at 2/3 af mine landsmænd har en given holdning til det her emne? Er det
en slags public service, så jeg lige kan have det i baghovedet i forhold til,
hvad jeg kan forvente af respons, når jeg rundsender en mail på min
arbejdsplads med min holdning til emnet? Jo, jeg gør sgu da så, for jeg kan jo
læse i avisen, at holdninger er lig med nyheder, og det skal mine kolleger
bestemt ikke snydes for.

Der
er så mange ting galt med det her, at jeg næsten ikke ved, hvor jeg skal
starte.

Men
jeg synes da, at det ville have været endog RIGTIG fint, hvis avisen havde
forholdt sig til, at der blandt de mennesker, der er blevet spurgt, sidder en
meget stor aftagergruppe af ydelsen, der spørges til. Tallene, jeg har kunnet
finde, varierer meget, men hvis jeg laver et lavt sat gennemsnit, er et
forsigtigt bud, at omkring 30 % af de danske mænd har besøgt/besøger prostituerede
fra tid til anden.

”Hej.
Jeg ringer fra Gallup. Kunne du tænke dig at du fremadrettet kan blive smidt i
fængsel, når du besøger Lystige Lise i Havnegade?”

Nej? Nå,
det var overraskende.

Eftersom
så høj en procentdel af de danske mænd har deres gang hos prostituerede, skal
denne gruppe selvfølgelig også udgøre en del af den repræsentative gruppe, der
bliver spurgt, men det irritererer mig virkelig meget, at den form for
’nyheder’ bliver slået op, uden at avisen overhovedet forholder sig til
problemet i, at man spørger patienterne, om man skal fyre lægerne.

Og
med al respekt for mine medborgere: Hvor meget ved vi gennemsnitsdanskere reelt om menneskelige og
samfundsmæssige konsekvenser af prostitution? Der lader til at være lige så
mange meninger om det her, som der er mennesker derude, spændende lige fra, at
forbud mod købesex vil få det til at forsvinde, til at resultatet vil være en
stigning i antallet af voldtægter – men, hånden på hjertet, hvor mange har sat
sig ned og læst så meget som en halv side af en undersøgelse lavet af fagfolk
om emnet? At mange synes, at noget er en god ide, udgør lange afsnit i
historiebøgerne under nogle ret kedelige overskrifter, og vi må vel formode, at
de mennesker, vi i demokratiets navn sætter til at lave reglerne, har noget
uddannelse og noget erfaring i, hvem man spørger om hvad, hvis man gerne vil
være klogere på et givent emne?

Ellers
kunne vi jo ligeså godt hive kuglestødere folk ind fra gaden og sætte dem til
at styre butikken.

Nå.
Jeg er færdig nu, så hvis I vil have mig undskyldt, vil jeg gå ud og lede efter nogen, jeg kan
fortælle, hvad jeg mener om skattesagen.

Top 5 over, hvorfor min weekend har været fantastisk.

1) Det er blevet efterår. ENDELIG!! Slut med alle ”Vi må jo
ikke klage, nu den er her, varmen”-
kommentarerne, for jo. Det må vi faktisk
godt. Hvis vi er lyshårede, blåøjede, lidt tykke og har uldsofaer og børn, der
leder efter undskyldninger for ikke at sove, så må vi godt.

2) Jeg tror måske, at jeg er blevet rodet ind i noget
netværksnoget for folk, der er flyttet til Esbjerg. Og det bliver et kæmpe ja
tak herfra, for de indfødte hernede er godt nok svære at komme ind på livet af –
også selvom man kan fremvise gyldigt indfødselsbevis. Begrebet ”selvvalgt enlig
mor” lader til at blive opfattet som en storbyomskrivning af ufrivilligt at have født et barn uden for ægteskab, og jeg er skæv i alle
grupperne hernede: Mine jævnaldrene har 3 store børn og et hus, de går og
bygger om på, og førstegangsmødrene er i starten af 20’erne. Men hvis hende,
jeg drak kaffe med i dag er bare nogenlunde repræsentativ for de andre
medlemmer i gruppen, tegner det godt, og der er udsigt til både gode
diskussioner og grin. Tak til dig, Maren, for venligt, men bestemt at tvinge hende over
på min blog.

3) Anton har udviklet humor – måske som modvægt til sin
mørkeangst, som han udklækkede fredag nat kl. 00.30 sharp. (Venligst skrid
igen, tak.) Da vi i dag for 7. gang på en uge kørte forbi marken med køer, og
jeg for 7. gang spurgte: ”Hvad siger koen?” i tryg forvisning om, at den for 7.
dag i træk ville sige: ”Muh!” kiggede han på mig og svarede uden at blinke: ”Bøh!”
Hvorefter han flækkede af grin over sig selv. Han er fuldstændig uovertruffen, og
jeg var ved at køre i grøften over at skulle grine, highfive og knuse ham på en
gang.

4) Jeg har fulgt en af mine læseres anbefalinger og købt ”We
need to talk about Kevin” og har samtidig på magisk vis ramt en af de tidslommer,
hvor man er godt med med alt det praktiske, og derfor kan bruge al Antons sovetid
på at læse. Den er GOD!

5) Jeg har fundet ud af, hvordan man kan bruge Instagram til
at stalke sine venner med. Når de er uforsigtige nok til at poste billeder med #vesterhavet
under, så er det næste der sker, at jeg laver en ”Heeeeere’s
Johnny!!” på glasdøren i sommerhuset. Muhahahaha!

Når jeg bli’r gammel.

Er vi enige om, at de der ’man’ snakker meget om, at konkurrencen mellem de unge i dag er frygtelig hård? Ja? Godt. For jeg kan ikke
lige nå at bruge en time på at finde en kilde, og jeg ved ikke, hvordan jeg
ellers skal starte det her indlæg.

Baseret på min egen, personlige antropologiske undersøgelse,
hvor 6 forskellige fitnesscentre udgør studiefeltet, må jeg sige, at det godt kan være, at konkurrencen er hård blandt de unge, men it better be, for ellers
kommer de aldrig til at stå distancen, når de bliver gamle.

Hold. Nu. Kæft.

Jeg har i tidens løb været omkring et par rimeligt seriøse
sportsfolk eller 3, men jeg har aldrig blandt dem oplevet den indædte
konkurrencementalitet, jeg ser og hører hos de gamle.

”Nåååå! Snyder man i dag..?” brølet fra cykelstativerne til
hende i bil i det tonefald, der lader som om det er kærligt drillende, men som i
virkeligheden er hånligt. ”Hva søren!? Der har vi jo månedens gæst!” lyder det
højt og frydefuldt tværs igennem cafeområdet, når Ilse kommer snigende med sin
taske og forsøger at slippe uset forbi Svend-Åges årvågne blik. (Formodes de
ikke at have alle mulige farver stær, der skulle svække synet i den alder? Ikke her. Her er
der udelukkende kaskader af alfa-, beta- og gammastråler, der får det HELE med).

Når de står i omklædningen, laver de noget, der for udenforstående kunne ligne
small talk, men hvis man lytter – og det gør man – – skamløst – så er det én
lang opregning af egen indsats og et forsvar, der primært består af sygdomme. De
træner dobbelthold, hvor de mellem timerne nærmest rituelt skal ud i tasken
efter en proteinbar, så de kan hilse på ALLE, de møder med: ”Nå, man møder nok til
direktørtid i dag hahaha”
*spørgmighvorlængejegharværether spørgmighvorlængejegharværether*

Og når synet nu er så godt, som det er, har jeg en mistanke
om, at det ikke er pga. svigtende hørelse, at alle meritter skal udblæses ved
200 db.

Det kan godt ske, at det er det samme til banko og stavgang,
og et eller andet sted, er det jo også en slags fællesskab. Under alle omstændigheder er det vel langt at foretrække, fremfor at de sidder ensomme derhjemme. Og selvom de for
mig er én stor klynge af blanke isser og snehvide pudderkrøller, er der sikkert
også undergrupperinger i dén forsamling.

Det slår mig lige, at der måske er lige så mange intriger i
seniorcity, som i de kredse jeg selv kender til. Har man også affærer som
73-årig? Ej. Har man? De knalder i hvert fald ikke i solarierne og spabadet.
(Blev der sagt!!)

Nå, det var et sidespring (hvis I forstår sår’n lille en..).
Men jeg tror, at det er godt at vi har arenaer som instagram og facebook at
varme op på, for alle vores billeder af spinatshakes (#aftensmad #skinnyme) og
løbesko (#Ifuckingdidit!) er for småting at regne sammenlignet med índsatsen til den store
finale.

Sgu da godt, at vi til den tid i det mindste ikke har et
arbejde, vi skal passe ved siden af.

Holdånd.

Da jeg startede som instruktør, valgte jeg at undervise 2 år
i en forening. Dels fordi det forekom som en udmærket ide at få slebet de
værste fuckups af, inden jeg blev smidt for løverne et sted, hvor folk betaler
det samme for en måneds træning, som man betaler for et år i en forening, og
dels fordi idrætsforeninger har en ret fordelagtig uddannelsesordning, som
betyder, at man, når man underviser der, får sin temmelig dyre
instruktøruddannelse betalt.

Det bedste ved foreninger er medlemmerne. Vurderet ud fra min
sparsomme erfaring, er de utrolig søde og tålmodige mennesker, der ikke bliver
sure, hvis man træner sin venstre bicep 7 minutter, mens den højre må nøjes med
2. Så længe man bare giver lidt af sig selv er de glade, og da jeg ikke kan
være i rum med nogen som helst i 20 sekunder uden at foie gras-fodre dem med min
personlighed, var det en ret fordelagtig aftale for alle parter.

Problemet var bare, at jeg, da jeg begyndte at undervise i
foreningen, selv havde trænet i fitnesscenter i 6 år. Hvilket bringer mig til
det værste ved foreninger som er kolde brusere, ildelugtende omklædningsrum, hvor
mændene bruger dameomklædningen om onsdagen med alle de forviklinger og røde
kinder det afstedkommer, fastlagte træningstidspunkter og ”Lukket pga.
terminsprøve/ferie/eksamen”.

Og så er vi gået let hen over ghettoblastere kontra anlæg
samt manglede saunaer, hårtørrere og headsets.

Jeg ved godt, at det er et spørgsmål om prioritering og om,
hvad man kommer efter; i træningssammenhæng er jeg bare altid kommet for at få
mere målrettede tæsk, end jeg har oplevet at kunne få i en forening.

Men nu er det så, at jeg synes, at Anton er blevet gammel
nok til at blive introduceret til træningslivets glæder. Og hvor gerne jeg end
ville udstyre ham med hans eget lille fitnessdk-medlemskort, så må jeg desværre
nok æde, at chefen – min meget insisterende spørgen til trods – holder fast i,
at målgruppen ”19 måneder +” er for smal til at finde vej til holdplanen.

Så vi skal i forening, Anton og jeg.

Holdene starter i uge 36, hvilket giver mig 14 dage til at:

* Finde en måde at lade være med at have en mening om
instruktørens musikforståelse, lugten af sure tæer og de andre deltageres
teknik. (Ja, ’de andres’. Antons vil naturligvis være perfekt fra starten.) For
som skrevet ovenfor er det bedste ved foreninger medlemmerne. Som så nu
omfatter mig.

* Myrde og begrave min personlighed (Se ovenstående).

* Glæde mig over, at rygtet om, at jeg bliver FULD-stændig
udtryksløs i ansigtet, når jeg forsøger at skjule, hvad jeg i virkeligheden
tænker, ikke er nået til Esbjerg.

* Vænne mig til tanken om at året – undskyld sæsonen –
munder ud i en opvisning, hvor mine forældre (ja, SELVFØLGELIG trækker jeg dem
med mig i faldet) og jeg skal sidde på voldlakerede træbomme en hel lørdag
eftermiddag og klappe af børn, der slår koldebøtter.

* Vænne mig til tanken om, at jeg bliver den til hele opvisningen,
der tuder mest over, hvor stor og dygtig min lille unge er blevet. (Hvornår
blev man sådan??)

* Forlige mig med tanken om, at jeg åbenbart indeni er det
kvindelige sidestykke til de overvægtige fodboldfædre ved navn Preben, der
venligt, men bestemt bliver fulgt langt væk fra foldboldbanen.

Kæft, hvor bliver jeg fed at have siddende i den sal.

50 shades of ligemeget.

Så fik jeg også slæbt mig igennem bogen. Og med slæbt mener
jeg virkelig slæbt. For mig vendte siderne på ingen måde sig selv; de lå
nærmest bare sådan lidt apatisk og gloede ud i luften.

Jeg hader den ikke. Jeg sidder bare tilbage med noget, der
bedst kan beskrives som mild forundring over, hvad the fuss is about.


Mit primære problem med den her bog er sproget. Og det selvom jeg, modsat Maren, der lever af tekst, og Lene, der har en
kandidatgrad i litteratur, bare er plain og simple forbruger. Jeg er på
litteratursiden blottet for fine fornemmelser; min litterære føde er at
sidestille med MacD-menuer, og består primært af krimier og rockbiografier. Jeg
elskede Harry Potter og Twilight, og jeg har ingen betænkeligheder ved at lave
en beskidt tackling på børnebiblioteket for at få fingrene i den seneste True
Blood, før hende den lille magre med bøjlen.

Men det her… Altså, hvem er målgruppen?? Jeg forstår det
simpelthen ikke. For modsat de bøger, jeg har nævnt ovenfor, som har det til
fælles, at deres læsere formodes at være ca. 14 år, hvilket retfærdiggør et
vist element af naivitet og simpelhed i sproget, så tror jeg nok, at de her Grey-bøger
er tænkt som natbordslitteratur til relativt voksne kvinder. Og hvis det er
tilfældet, begriber jeg ikke, at hovedpersonen – en 21 årig jomfru, der naturligvis
er fuldstændig uvidende om egen skønhed og charme – skal have et sprog som en afasisk
12-årig.

Tillad mig at citere:

”Jeg kan mærke hans erektion mod min mave. Gisp… Han har lyst til mig.”

”Jeg kan mærke ham. Der.”

”Min indre gudinde (seriøst?) ser alvorligt på mig. Du kan
godt klare det, siger hun indtrængende.”

Det kan godt ske, at vi er lidt vel friske i provinsen, men
en 21-årig, der er SÅ infantil i sin seksualitet er simpelthen så utroværdig
for mig, at det forstyrrer den smule historie, der måtte have været.

Jeg synes, at bogen er godt markedsført, og derfor ville jeg
ønske, at jeg kunne lide den. Eller at jeg i det mindste var forarget. Et eller
andet. Men titlen til trods synes jeg, at den prøver at gøre sig mørkere, end
den er, og jeg tvivler på, at bogens bagside ender med at få ret:

”Mega-bestselleren,
der vil forføre dig, besætte dig og blive hos dig for altid.”

Næppe.

Helvede er – stadigvæk – andre mennesker. Og deres dyr.

Mange af mine venner er dyremennesker. De fleste af dem har
fået hold på sig selv, inden de ramte niveauet, hvor man glædestrålende deler
sin vaffelis med sin hund, men glade for dyr; det er de.

Sådan har jeg det ikke rigtigt. For mig er dyr dyr. Men
inden I begynder at smide med sten og sætte ild til mit kommentarfelt, vil jeg
gerne skynde mig at tilføje, at det, at man ikke knuselsker alt, hvad naturen
kan opbyde af pels, ikke er det samme som at synes, at de små svin bare skal
bruges som forsøgsdyr, inden vi piner dem langsomt til døde. Vi skal alle
sammen være her.

Kan I godt høre, at det trækker op til et ’men’?

Post Baltergate er det jo relativt farligt at mene noget om
sine naboers dyr, men (og der kom det) … Ok, nu siger jeg det bare ligeud:
Jeg hader mine naboers hunde.

Jeg ved godt, at man er nødt til at skrue voldsomt op for
rummeligheden, når man bor i rækkehus, for haverne ligger nærmest oveni
hinanden, og har man valgt at bo her, følger den del med. Jeg ved også godt, at
jeg sikkert også er skideirriterende. (Gu er jeg da ej. Jeg er da drømmenaboen
og alle skulle tage at ønske, at de boede ved siden af mig.)

Derfor siger jeg ingenting, når naboens barn mandag aften
kl. 20 slæber 5 venner med hjem og begynder en sjov leg, der går ud på at finde
ud af, hvor højt man kan råbe, når man hopper fra trampolinen og over i
badebassinet. Jeg forsøger at misunde dem deres rige sociale liv, når de om
tirsdagen holder havefest til den forkerte side af midnat. Jeg har undladt at
kommentere det mageløse faktum, at det er lykkes min ene nabo at finde 12
fliser, der er PRÆCIS magen til de 12, der forsvandt i min baghave, da vi
flyttede ind. Heldige sammentræf kan man ikke holde for.

Men jeg er simpelthen så træt af, at Paris Hilton-kravlet
til den ene side ter sig som om, det er den mod resten af alt, hvad der bevæger
sig i verden. Gø-duellerne på tværs af min have, der ALTID skal afvikles, når
Anton skal sove, får min hud til at krympe et nummer af irritation. Og jeg blev
fandme stram, da jeg forleden for 3. gang på en aften måtte eskortere den anden
nabos hund ud af mit hjem, fordi den – igen – var hoppet over hegnet og
spadseret ind af min havedør og ind i min stue. (Prøv at gætte, hvor
forskrækket man bliver, når afkommet er lagt, og man sidder og puster ud i sin
yndlingsstol med kaffe og computer, og der pludselig står en meter hund og
stirrer stift på dig. 3 gange.)

Gider ikke rigtigt være sådan en, der klager til
bestyrelsen, så jeg har gjort en dyd ud af at få sagt på en ordentlig måde, at
det ville være helt fint med mig, hvis de fjernede hundelortene i haven, så vi
slipper for dén stank i sommervarmen, og at jeg, hvis jeg ønskede mig en hund i
mit hjem, nok selv skulle stå for at anskaffe en. (Ok, de præcise ord efter 3.
gang var: ”Få. Styr. På. Den. Hund. NU!!”, men forskrækkelsen taget i
betragtning, synes jeg godt, det kan forsvares.) 

Man skyder ikke sine naboers dyr. Men man kan fandme godt
have lyst.

PS: For god ordens skyld vil jeg bare lige sige, at jeg er med på, at det – ligesom med børn – ikke er dyrenes skyld, men ejerne/forældrene, der ikke tager deres opgave alvorligt.

Top 5 over ting, vi ikke gør mere.

1) Ruller bilvinduet ned og kyler vores affald i ud
vejkanten. Ja, sorte Fiat Punto på E20, jeg taler til dig. Vi afskaffede denne
form for renovation nogenlunde samtidig med, at vi holdt op med at hælde vores
gamle køleskabe og rustne cykler ned af skrænterne ved stranden, fordi vi kom i
tanke om, at Bermudatrekanten var en sjov historie, og ikke noget, der var
monteret rundt omkring i naturen, så alt vores lort på mystisk vis forsvandt
sporløst, når vi smed det.

2) At købe sko med kilehæl, hvis vi ikke kan gå i dem. Her
kan du med fordel lige tjekke en butiksrude næste gang, du passerer en: Hvis
du ligner en stork med kronisk overbalance, er det dig, jeg mener. Det er
egentlig meget samme koncept som med deltagere i reality-tv programmer: De
første to år var det ok at føle sig røvrendt over, at tv-selskaberne
typecastede og klippede dig til efter forgodtbefindende. Nu ved vi, at det er
sådan det foregår, og så er det forbudt at tude over det, hvis man selv har
meldt sig. Same same med skoene: Nu har vi ALLE SAMMEN gennem 3 sæsoner set
kvinder i alle aldersgrupper komme snublende i denne type sko, så nu tjekker
man lige, at man kan styre dem, inden man hopper i dem.

3) Tager solarium. Din familie elsker dig og vil gerne
beholde dig. Stop nu.

4) Dytter af skolevogne. Dels er det skidetarveligt, og dels
er det den eneste sikre måde at garantere på, at vi allesammen kommer til at
holde her endnu længere; nervesammenbrud er meget lidt fordrende ift. at finde
koblingspunktet.

5) Punkt 5 er også kendt som Rodekassen, for her har vi de ting,
som vi har snakket om før – men åbenbart ikke grundigt nok. For vi
højtryksspuler STADIG ikke skrævet i fitnesscentret, med den ene fod på væggen,
så vi ORN’lig kan komme til med håndbruseren. (AdadAD!) Vent. Det har vi
faktisk aldrig gjort. Vi husker også, at andre mennesker ikke har lavet hul i
skemaet for at drikke kaffe med en umælende isse, fordi du sidder med hele
ansigtet i din mobiltelefon. Du har 72 timer til dit næste træk i Wordfeud, så
du kan godt afse 1 af dem til at være til stede her. Hvis du vel at mærke vil. Og vil
vi gerne bande på skrift, gør vi det ordentligt ved at stave sgu med ’g’ og
ikke med ’k’. (Her vil det være dejligt, hvis mine læsere vil være villige til
at se bort fra det faktum, at jeg konsekvent staver fandme uden ’e’. Jeg gør
det med vilje, fordi det ser pænere ud.) (Jamen, det gør det!) Og endelig lader
vi ikke børn tale i reklamer. Alle hader det. ALLE, siger jeg til dig!

Kom – vi strammer op fra NU af.

OK SÅ! Så tager jeg en for holdet.

Som jeg forstår det på blade som Eurowoman og Woman, burde
jeg elske at shoppe, alene fordi jeg er kvinde. Det gør jeg også – men KUN,
hvis det a) sker ved et uheld eller b) er træningstøj.

Jeg kender stort set
alle Nike modeller og sko-mærker og kan købe hele kollektioner uden at skulle
omkring Stedet, Der Forvandler Al Selvtillid Til Mismodigt Støv – også kendt
som prøverummet – og jeg elsker at møde en ny taske eller en fed nederdel, når
jeg ikke forventer det. Men der er få ting, der kan få mig til at
irritationssvede mere end at skulle jagte en kjole, som jeg i hovedet ved
præcis hvordan skal se ud, gennem 4000 butikker, der alle sammen har en million
kjoler og ikke en eneste, der ligner den, jeg vil have.

Derfor er jeg ret begejstret for netshopping. Det er
relativt hurtigt at skaffe sig et overblik over udvalget, man behøver ikke
skulle rundt i 17 forskellige forretninger for at finde en størrelse 34 i
benlængde, man kan gøre det i sofaen med kaffen i hånden, og man skal aldrig stå
i kø. (Billetlugen og Apple undtaget.)

En af de få ulemper er dog besværet, man har, hvis man af en
eller anden grund skal have returneret varen, da alt, hvad der involverer Post
Danmark er pr. definition et minefelt af potentielle fuck ups.

Så da min over nettet tilvejebragte p-skive begyndte at
opføre sig mærkeligt, brugte jeg et par uger på at forsøge at true den tilbage
i funktion. Uden held. Jeg måtte derfor bide i det sure æble og sende den retur.
Som det er anført i §3, stk. 2. litra b i Murphys Lov, kunne sælgeren
naTURligvis ikke finde nogen som helst fejl på den, og han sendte den derfor
videre til producenten, der – surprise – heller ingen fejl kunne finde, men dog
valgte at bytte den til en ny under alle omstændigheder. Så da der i går lå en
seddel fra pakkeposten om, at der var kommet en pakke fra ”?” tænkte jeg, at
det måtte være den.

Da jeg hentede den, spekulerede jeg godt nok over, at det
var en relativ stor kasse til en p-skive.

Så åbnede jeg kuverten.

Skal da lige love for, at de har ændret designet ift. den
hvide 15 x 15 cm. æske, jeg fik den sidste i? (Bemærk strategisk rigtigt placeret
størrelsesforholdskuglepen.)
Øhm, undskyld .. Hvad? ….
Hvor langt jeg vil gå?? Sig mig, hvad fanden er det her for
en kinky p-skive??
(Jeg har sgu da ikke bestilt noget, der involverer piske og
blindfolds.)
(Har jeg?)
Ok, vil jeg overhovedet røre ved det, der gemmer sig under
det der papir uden handsker?
Fifty shades of hvafornoget?
….
Nååå! Den der. Læste godt en artikel om den et eller andet
sted. Skulle være en .. ahem.. voksenpendant til twillightbøgerne. (Ok, der
stod at det var blød husmorporno, men det andet lyder pænere.) Som jeg nu har
fået mit helt eget læsereksemplar af.
Hmmm.
Synes faktisk, at det er ret god stil at sende den uden
først at betinge sig, at jeg vil reklamere for den.
Nåmn, nu er jeg jo faktisk tvunget til at læse den for at
kunne give den en fair anmeldelse.
Pokkers også.