Den, der ler sidst… (-har ikke forstået pointen).

I mit arkiv ligger et indlæg, jeg aldrig har udgivet. Havde jeg valgt at udgive det, da jeg skrev det, ville det med stor sandsynlighed have fået alting til at falde fra hinanden et andet sted i byen. Han havde helt sikkert fortjent det, og det ville have været den perfekte hævn.

Der er mange gode historier om hævn. Hende, der tog den utro kærestes telefon, fandt et af de erotiske billeder, han havde taget af sig selv og med teksten ”Hej. Jeg hedder xxx, og jeg er et utro svin!” sendte det til alle i hans telefonbog. (Hej mor.) Eller hende, der opdagede kærestens affære, da han var på skiferie; som såede karse i hans ægte tæppe og kærligt nussede om det, så det var fint og grønt, da han kom hjem. Hun fandt også tid til at stoppe rejer i hans gardinstænger. (Lugter her ikke mærkeligt??) Og hende, der opdagede the girl on the side, mens manden var på forretningsrejse, som sørgede for, at jakkesættet, hun havde lovet at sende til det vigtige møde, ankom på dagen – inklusive de mange huller hun havde klippet i det. (Lang dag. ”Punk møder Hugo Boss er det nye sort, siger jeg jo!”)

Somme tider ville jeg ønske, at jeg var typen, der hævnede mig. Dels synes jeg, at det må være meget tilfredsstillende, og dels synes jeg, at det giver sådan nogle fine historier. Beklageligvis bor der inde i mig en lille muslim, som er meget optaget af ære og skam. Hun mener, at hævn er en indrømmelse af, at et andet menneske har såret mig; en tilkendegivelse af at jeg har haft følelser i klemme og forventet noget andet og mere. At jeg har givet mest og været både naiv og godtroende. Hævn afslører, at jeg synes, jeg har tabt ansigt. At rejse er at leve og at hævne er at blotte.

Én gang i mit liv har jeg haft lyst til at hævne mig, men jeg havde så travlt med at kravle baglæns ud af døren, mens jeg febrilsk ledte efter mit tabte ansigt, at al ledig kapacitet blev brugt på at standse ulykken. Fornuften nåede at indhente raseriet og de forsmåede følelser, inden jeg fik udtænkt en passende hævn.

Men hævn er vel et forsøg på at påføre den, der har såret dig, en smerte der ligner din? Hvis det er sandt, ender ærlighed måske med at udvikle sig til hævn på lang sigt. Hvis du fortæller et menneske, præcis hvor du står; at han roder i kassen med de helt store følelser nu, og når indholdet af dén kasse først er spredt ud over hele institutionen, så er det ad helvede til at stå alene tilbage med oprydningen, så skal han – hvis han vælger at fortsætte – leve med sin viden om, at han med fuldt overlæg tog noget, der ikke var hans.

Han ved det. Og jeg ved, at han ved det. Det er hævn nok for mig.

Hører det her til i kategorien “selvskabte problemer”?

Jeg må være ærlig og sige, at det kom noget bag på mig, da
kageklubben, mødregruppen og 3-4 andre sociale netværk for et par måneder siden
pludselig kom og annoncerede barn nummer 2.

Har vi ikke lige født??

Der er jeg ikke endnu. Som i: SLET ikke. Jeg vil rigtig
gerne have et barn mere, men vi er lige er begyndt at have en lille smule fod
på tingene herhjemme (Nemesis, smutter du lige udenfor og leger?), og jeg
synes, at vi begge har brug for noget tid, hvor der er overskud, og alt ikke
bare kører på bedste beskub, inden vi river det hele ned og starter forfra.

Men det har selvfølgelig sat tankerne i gang, for hvis ikke
nu, hvornår så? Jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke er interesseret i, at der
er 8 år imellem dem, men ikke desto mindre har jeg det som om, at jeg har stået
med hovedet i et hul i jorden, og slet ikke har opdaget, at tiden er gået. For
beslutningen træffer jo ikke sig selv, fordi jeg lige synes, at jeg er for
smadret til at spekulere over fremtiden.

Så.

Om halvandet års tid, er jeg blevet enig med mig selv
om.  Hvis min krop gider igen, betyder
det, at Anton er omkring 4, når han bliver storebror. Så er han renlig (ikke?)
og har sprog nok til, at vi kan snakke om tingene. (Eller bliver han det eneste
barn i verdenshistorien, der skal klare sig igennem med Hej, Bøh og Traktor?)

Med den beslutning truffet er jeg endt med at have samme
problem med dating, som jeg havde, da jeg havde besluttet at få Anton: Jeg kan
næsten blive bange for at møde en, der er noget. Hvad stiller jeg så op? Jeg
vil ikke vente 10 år med at have barn nummer to, men jeg gider heller ikke have
børn med en, jeg nærmest ikke kender. Og hvad hvis man tror, at han er Den, Det
Skal Være – og vi så går fra hinanden om 2 år? Så står man der og hader, at man
satte projektet på hold.

Men … halvandet år uden mænd? Jeg ved godt, at jeg er
relativ privat omkring det, men jeg er jo ikke lavet af sten, vel?

Hvorfor kan vi ikke date mere the american way? Det er mit
indtryk, at de dater markant mere for sjov og for det gode selskabs skyld, end
vi gør herhjemme, hvor en date ofte føles mistænkelig meget som potentiel
optakt til bryllup.
*suk*

Og bare lige for at tage den i opløbet:

Det bliver et kæmpe nej tak til scor.dk herfra.

Derfor kan man jo godt lige prøve at sende det en sms, næste gang man er fuld.

Jeg har haft kærester, der ..  ikke forbød, men .. prøvede at hjælpe mig med
at stoppe mit krus-misbrug ved at kigge mildt bebrejdende på mig, når jeg igen
kom hjem og begejstret flåede noget hankpåsat keramik op af posen.

Jeg. Elsker. Krus. ELSKER, siger jeg dig! Og jeg er altid på
jagt efter Det Perfekte Krus, der får mig til at føle mig som en vigtig
hovedperson i en film, når jeg sidder og kigger ud af vinduet, mens jeg drikker
af det.

Det findes derude; det ved jeg.

Derfor var i går en skelsættende dag. For første gang i
forever så jeg et must-have krus, lod det stå på hylden i Plint, og det gjorde
fysisk ondt, og jeg er stadig ikke sikker på, at jeg ikke ender med at gå
tilbage og købe det
det gik fint.

Kruset var pangfarvet og i den stramme, minimalistisk stil,
jeg ellers elsker, med indsat tefilter i kopstørrelse og et lille låg, og
det er fandme den bedste ide, jeg har set i stentøj længe.

Men:

Da jeg sidste gang mugede ud i mine køkkenskabe, besluttede
jeg mig for at slutte fred med erkendelsen af, at jeg aldrig bliver sådan en,
der drikker te. Desværre. Farvel til billedet af mig, der i dette scenarie også
er begyndt at gå i kashmirstriktrøjer og på magisk vis har fået bløde lokker og
mild stemmeføring.

For mig er te-drikkerne et markant mere afbalanceret
folkefærd end kaffedrikkerne. Jamen, det ved jeg sgu da ikke. Fordi det tager
100 år at lave en kop, der så er lunken, når smulderet er færdig med at ligge
og svømme doven rygcrawl på se-mig-jeg-skal-have-særbehandling-før-jeg-giver-slip-på-mine-to-citronnoter-måden?
Og som PS aldrig bliver i filtret, men altid ender i bunden af koppen og dermed
– med 100 % sikkerhed – på tænderne. Tænker bare, at det forudsætter et markant
mere velafrettet temperament, end det, vi andre ”Hit for fanden med et
syntetisk stimuli, man kan skolde sig på NU!!”
-drikkere tilsyneladende er
udstyret med?

Så lille krus i Plint: Det er ikke dig. Det er mig. Du skal
vide, at du er skøn, og dag kommer du til at gøre en anden illusionist meget
lykkelig. Farvel.

Nogen kunne godt trænge til at gå sig en lille tur i et par lånte sko.

Dagens indlæg er formentlig ikke specielt relevant for andre
end dem, der selv har børn i institution, men jeg blev så provokeret af den
debat, der kører i flere medier, at jeg bliver nødt til at skrive om det
alligevel.

Kort fortalt handler debatten om, at vi forældre ikke gider være
sammen med vores børn og derfor bare stiller dem på institutionernes trappetrin
med en kiks om halsen og en ble i lommen sommeren over, så vi kan ligge på græsplænen og
slikke sol, mens vi realiserer os selv.

Ok, måske er det ikke helt det, der står, men det, de
mener.

”Mange småbørn holder aldrig fri fra vuggestue eller børnehave”
står der i Politiken, mens JV kan fortælle, at

”Mange pasningsordninger oplever nemlig, at forældre sender
deres børn i institution for at blive passet, mens de selv holder fri i flere
dage – endog uger – fra jobbet. “
Forældrene gør det, fordi børnene er
for besværlige. De kan jo godt lide rutiner, og forældre har mange ting, de
skal klare. Der er hele tiden et nyt projekt i huset, eller også mener de, at
de har ret til at gå på café og til at have deres eget liv”
fortæller
familierådgiver Lola Jensen”

Klør det også på jer?

For det første giver udsagn som ”Mange småbørn holder aldrig
fri fra vuggestue eller børnehave” mig øjeblikkelige lyst til at holde det
talmateriale, der er brugt op mod lyset. Så det gjorde jeg. Ifølge et FOA notat, jeg fandt, var der i 2005 i gennemsnit 76 børn pr. institution. Jeg har
tilladt mig at antage, at det tal er steget med 1 procent hvert af de
efterfølgende år, ligesom det har gjort de sidste 10 år, hvilket i 2012 giver 83 børn pr. institution. Artiklen i Politiken bygger
på en rundringning, avisen.dk har foretaget til 17 institutioner, hvor de i alt
har fundet 43 børn, der ikke skal holde ferie, eller kun holder 2 uger. Hvis der er 83 børn i hver af de
17 institutioner, giver det 1411 børn i alt.

Det betyder, at de 43 børn udgør 3 %.

Det er måske lige flot nok at referere til
som ”mange”.

For det andet bliver jeg skidetræt af tonen i de artikler.
For ja, der skal nok være forældre, der ikke gider være sammen med deres børn.
Ligesom der er forældre der slår. Og drikker. Og lejer deres børn ud til naboen
for en guldøl. Men kan vi ikke godt være enige om, at det er fåtallet? Og at
langt de fleste forældre gør det bedste, de kan med de midler og evner, de har?
Jeg kender ingen forældre, der ikke ligger i blød i dårlig samvittighed de
fleste af deres vågne timer, fordi vi synes, at vi skælder for lidt/meget ud,
ikke er konsekvente/eftergivende nok, laver den forkerte mad, lader os køre
rundt med fra tid til anden og ind i mellem glemmer at børste tænder. Men vi
gør det jo for helvede så godt, vi kan, fordi vi elsker vores børn, og konstant
prøver at gøre dem til fine, glade, hele mennesker, der kan begå sig socialt
ved at sammenholde fordele og konsekvenser af det vi gør på hhv. lang og kort
sigt.

Jeg bliver så gal, når jeg læser Lisbeth Nørlunds udsagn om,
at forældre læsser deres børn af, for at de kan sidde og ”drikke café latte på
caféerne på Vesterbro. Og det passer skidt at skulle sidde og se overskudsagtig
ud, samtidig med at man har et vuggestuebarn med sig.”
For det KUNNE jo tænkes,
at Lisbeth ikke var indviet i alle detaljerne i alle familiers historie.

Jeg har f.eks. en veninde, der er kronisk syg. Hendes mand
arbejder temmelig meget, fordi man – modsat hvad man skulle tro, når man følger
debatten rundt omkring i det danske mediebillede – ikke bliver dyppet i guld,
når man modtager offentlige ydelser. Jeg tror ikke, at der er ret meget, hun
hellere vil, end at holde sine børn hjemme og holde ferie med dem. Det kan hun
bare ikke holde til.

En anden veninde har tendens til depressioner med
dertilhørende selvskadende adfærd. Når mørket hos hende truer med at tage over,
har hun nogle helt bestemte værktøjer, hun kan bruge for at tage det i opløbet –
bl.a. en åben aftale med psykolog, som kender hende og hendes historie – og sidste
år faldt nedturen sammen med familiens sommerferie, der derfor blev lidt amputeret.

Der er ret langt til Vesterbro og kaffen, synes jeg.

Mine veninder er helt sikkert en del af de familier, der
bliver betegnet som ressourcestærke, men for fanden, altså. Der er jo ikke kun
misbrugsfamilier i fugtige kælderlejligheder på den ene side og Lægen og
Advokaten med strandvejsvillaen på den anden. Der er tusind forskellige nuancer
af grå i mellem de to, og man skal sådan passe på med at sætte sig
til doms over andre, for selvom man mener, at kende sandheden, hele sandheden
og intet andet end sandheden, så er der som regel en detaljer eller to, man
alligevel ikke har kendskab til.

Her haaar I mig tilbage…

Så gik der 14 dage. Bum. Har heldigvis stadig en uges ferie,
der bare ligger og gør sig til foran mig, men det er også 2 fine uger,
vi har lagt bag os.

De primære begivenheder har været et par ture i sommerhus på
hhv. Fyn og Fanø. (Hvad? Kører I ikke bogstavtema på jeres ferier?) Fyn var
fuldstændig fantastisk. Sommerhuset, vi havde lejet, var sommerhuset nok til,
at det var ok at tage den samme t-shirt på 3 2 dage i streg, og at smide
tilsandede klipklapfødder op i sofaen, men samtidig istandsat nok til, at jeg
ikke fik tics og åndedrætsbesvær. (I vidste ikke, at jeg var Paris Hiltons fede
storesøster? Well, you know now.) Vi var i Odense Zoo, hvilket var skideskægt,
fordi Anton nærmest slog knuder på sig selv af begejstring over alle dyrene, og
fik også, som det sig hør og bør, tømt Ikeas varelager i en sådan grad, at
Sverige ikke behøver at frygte græske tilstande de næste mange år. Der var
overnattende gæster, vin ad libitum og sol nok til at bade på terrassen. Elitesmiley til Fyn fra Anton og Linda.

Så tog vi til Fanø, hvilket på papiret lignede en god ide.
Vi havde lånt et sommerhus af nogle bekendtes bekendte; nogle ualmindeligt søde
mennesker, der havde ladet os leje det for et symbolsk beløb. Af respekt for
dem vil jeg derfor undlade at kommentere indretningen. Jeg vil bare nævne, at
der var kogepladeskjulere, snapseglas fra Himmelbjerget, ravklumper,
keramiksømænd, tørrede blomster, amagerhylder, billeder af fiskere og grædende
børn, ”Her man sidde i egne tanker, til en anden på døren banker” og meget,
meget mere. Fik jeg sagt at huset var 50 m2? Og ikke opvarmet? Hvilket var ligegyldigt
de første 36 timer, hvor solen bragede ned, men blev ret problematisk, da der
blev tændt for noget 6 døgnsregn, der faldt med en intensitet, der nærmede sig
hysteri.

ALT var vådt. Og klamt. Og vådt.

Hjalp heller ikke, at barnet angreb Vesterhavet iført
regntøj og gummistøvler af flere omgange, og derfor blev ved med at producere
beklædningsgenstande, der ikke tillod luftfugtigheden at bevæge sig ret langt
under 98 %.

Prøvede at bevare ”Aj, Anton, det bliver skidegodt, det
her!”-
gejsten. Slæbte barnet med til Nordby, der skulle have en lammer for at
lade ordet’ –by’ indgå i sit navn, for det er fandme ikke meget andet end
to huse og en brugs. Det var således et fint øjeblik, da jeg spurgte en indfødt
om vejen til gågaden, og hun grinende svarede: ”Du står på den.” Prøvede
Sønderho. Samme problem. Videre til Naturlegepladsen, hvor jeg satte barnet,
der var viklet ind i vandafvisende tekstiler fra top til tå ned og pegede og
råbte: ”SE, HVOR FINT!” *skinger-råbe-smiley*. I samme sekund skiftede regnen
fra 4. til 6. gear, og Anton kiggede op på mig med træt ”Seriøst?” i hele sit
lille fjæs, hvorefter han pligtskyldigt gik hen og skubbede modløst én enkelt gang til
gyngen.

På opturssiden havde vi kaniner i baghaven. Jeg formoder dog,
at de nåede at tabe pelsen af stress over at blive jagtet af 1½-årig, der med
en skovl i hver hånd forsøgte at undslippe sin kedsomhed ved at jorde rundt efter det stakkels kræ, mens han prøvede at starte en samtale ved at brøle ”HEJ!HEJ!HEJ!”.

Vi tog hjem. Lod os indskrive i statistikken og forlod
bygningen 4 dage før tid.
Dog ikke før jeg havde formået at ødelægge gulvtæppet
i stuen OG smide hovednøglen væk.

Så kender I mig igen, ikke?