Enjoy the silence.

Om 2 timer og 33 minutter har jeg ferie, og det er længe
siden, det har været så tiltrængt. De sidste 14 dage har jeg været ramt af den
ugidelighed, der for mit vedkommende altid sætter ind, når jeg pludselig kan
ane målstregen i horisonten, og dagene med alle deres gøremål har føltes som
uoverstigelige forhindringer, som jeg har slæææææbt mig igennem.

Men NU er vi der! Hurra! har tænkt mig at bruge de næste to
uger på at spise is, drikke fadøl og tage Anton og hans bedste ven Skovlen med
på stranden. (For god ordens skyld må jeg hellere tilføje, at der ER tale om et
legeredskab af plastik, og ikke et barn fra vores socialt belastede kvarter,
som jeg i et anfald af ondskab har nicknamed.)

Der vil også et sted undervejs være et par dages husbytte
med et vennepar, der bor så langt ude på landet, at de kalder Esbjerg for ”Storbyen”.
Helt uden at grine.

Jeg har besluttet at tage 14 dage, hvor jeg trækker stikket fuldstændigt,
hvilket direkte oversat betyder: Ingen træning og ingen blogindlæg. (Ja, Linda.
Jeg taler til dig. Fingrene VÆK fra det tastatur, og nej; du dør ikke af fedme,
fordi du holder fri fra centret i to fucking uger. Slap så AF!)

Til gengæld har jeg en formodning om, at jeg, når jeg vender
opladet tilbage, kan skrive mindst to på hinanden følgende indlæg, der hverken
indeholder ordene ”træt” eller ”tude”.

Det tror jeg, at vi alle trænger til.

SÅ kører det for mig!

Forleden var Anton og jeg ude og besøge mine bedsteforældre,
og som de sidste mange gange, vi har været derude, sendte min bedstemor mig ud
af døren med ordene: ”Skal han ikke snart være storebror? Ja, du har jo ikke
alderen med dig, ved du!”
Fordi hun er gammel, bider jeg 4.291 næsvise svar i
mig, smiler i stedet sødt og siger, at det skal han da bestemt – lige så snart
jeg lige har fået mig en lur.

I dag i svømmehallen faldt jeg i snak med en dame på min
mors alder. Og wolla, jeg sværger, 4 minutter efter, at Anton havde brølet ”HEJ!!”
til hende, spurgte hun, om ikke han snart skulle have søskende? ”Det er så godt
for deres sproglige udvikling.”

Jeg har det som om den Gud, jeg ikke tror på, prøver at
fortælle mig noget.

Jeg vil gerne have en mere, men enten skal Anton være
større, eller også skal jeg have den næste sammen med en mand, jeg bor med.

Og i den forbindelse: Gider han snart komme og ringe på min
dør? For den der datingprofil? Den kommer ikke til at ske. Jeg ved godt, at der
findes mange hurra-historier om netkærlighed, men indtil nu har nettet primært
bragt mig generte, alternative (ad!ad!ad!) eller meget nyskilte mænd.

Indtil videre varmer jeg mig (i overført betydning, mor!) på en
ualmindelig sød ekspedient i T. Hansen. Af alle steder. Det er så fint, at min
bil jævnligt afstøder reservedele, og jeg er fuldstændig spejlblank, når det
kommer til biler, så jeg behøver ikke engang anstrenge mig for at give den som
hjælpeløs blondine. Derudover fungerer forretningen også som afhentningssted
for de pakker, jeg er ikke er hjemme til at modtage, når pakkkeposten kommer
med dem, (for det gør han nemlig. Sammen med sine venner Nissen, Loch Ness og
Den Afskyelige Snemand) så vi ser en del til hinanden, min mørkøjede ven og
jeg. Så står vi der og taler til disken, mens vi fumler med elektroniske
underskrifter og vinduesviskere.
Der er noget. Et eller andet. Og et sted i periferien
af min bevidsthed ved jeg godt, at det er mig – med mine Cars shades, min barnestol
og den skaldede tangloppe på armen – der skal make a move, hvis nogen skal gøre
noget.

Og det skal jeg også nok.

Jeg skal bare lige have en lur først.

Why fix it, if it ain’t broken?

Jeg har i længere tid haft ondt i et par af mine kindtænder.
Jeg har to løsningsmodeller, jeg opererer med, når noget ikke fungerer: 1) Pil
stikket ud og sæt det i igen og 2) Lad som ingenting og vent på, at det går
over af sig selv.

Det er forbløffende, hvor ofte en af de to viser sig at afhjælpe
problemet.

Men efter at have lænet mig op af nummer to i en måneds tid,
kunne jeg godt se, at hvad det end var, der gjorde ondt, så havde det tænkt sig
at blive hængende. Syntes også pludselig, at jeg kunne høre nogle små stemmer
råbe: ”VI VIL HA WIENERBRØD!!” om natten, men jeg har ikke haft huller i
tænderne, siden jeg var 5, så jeg aner ikke, hvordan det føles.

Jeg bestilte derfor en tid ved min tandlæge, som jeg kun har
frekventeret en enkelt gang før. Hvilket ikke var nogen ubetinget super
oplevelse. For det første er det fuldstændig åndssvagt, hvad det koster at
starte forfra hos en tandlæge, fordi de åbenbart brænder din journal ved
modtagelse, og derfor først skal ”kortlægge din mund”. Lyder dyrt, ikke? Det er
det også. Derefter blev jeg først glad, da tandlægen viste sig at være på min
egen alder, men det gik hurtigt over, fordi han viste sig at være så servil, at
jeg får en lille smule lyst til at stave det med z.

Jeg har ikke specielt pæne tænder. Virkelig. Mine fortænder
krydser ind over hinanden, mine vampyrtænder er lidt for lange, og så har jeg
tendens til misfarvninger, fordi jeg drikker meget kaffe. Men de er velholdte,
og det i en sådan grad, at jeg nu tre gange har oplevet, at tandlæger henter
deres klinikassistenter (og i et tilfælde en receptionist) for at vise dem, hvor
fantastisk flotte de tænder er, Inge!!” (Ok, det hed de ikke alle sammen, men
I forstår, hvad jeg mener.)

Så i går havde jeg en tid kl. 14. Startede med at sige: ”Jeg
har ondt i mine tænder”
hvortil jeg fik svaret: ”Det kan ikke passe.” Øhm.. nå?
”Nej, det får man ikke, når man passer så godt på dem, som du gør.” Did you
just call me crazy? Det tog 21 minutter at få tandkødet flået op af en
metaldims, få hevet mundvigen i stykker af meget insisterende spejl og få taget
et røntgenbillede med en ualMINDElig anatomisk ukorrekt plade på tværs i kæften.

Ingenting. Som i: Overhovedet ingenting.

Hvilket bare endnu engang beviser, at min måde at løse problemer
på, fungerer fuldstændig upåklageligt.

Heksehyl.

Så trækker det op til Sankt Hans. Min første af slagsen i
Esbjerg.

Eller.

Det er jo løgn. Men den første af slagsen i Esbjerg, Vol. 2.
(Giver udtrykket ”Den svære 2’er” en helt ny betydning.) Min bedste
esbjergveninde har været så fræk at tage på ferie, og jeg kom til at tude meget
voldsomt på min mor, da hun spurgte, hvad jeg så skulle Skt. Hans aften.

Hvilket er åndssvagt, for jeg tror ikke, at jeg i Århus har
lavet det samme 2 år i træk. Der er ikke just tale om, at jeg bryder en 15 år
lang række af traditioner her. Det eneste gennemgående træk har været Jagten På
Bålet, som altid enten var 1) et andet sted 2) slukket 3) ikke tændt endnu
eller 4) for vådt til at gøre andet end at udsende mager, sodet røgspiral.

Nå, men det, jeg vil frem til er, at vi har planer, bette A
og jeg. Antons vugger holder fest. Lyder det fesent? Der er 140 tilmeldte.
Blandt dem nogle af de forældre, som jeg drak kaffe med på hospitalet, da vi
alle ufrivilligt var blevet meldt ind i Rota-klubben. Og der er jo ikke noget, der
binder mere sammen, end at stå i bræk til knæene, mens man forsøger at tvinge
æblejuice og Tuc-kiks i afkommet.

Jeg er lidt usikker på, om man har alkohol med? Gider ikke
rigtigt være den mor, der lige knalder en flaske rødvin på bordet, mens alle de
andre hørklædte hestehaler sidder og nipper til hjemmelavet hyldeblomst.

Gider på den anden side godt at have noget at sugarcoate samvær
med 40 overtrætte, sukkerspeedede børn med. (Hvis der er forældre derudefra,
der læser med, så er det selvfølgelig ikke jeres børn, jeg
mener.)

Under alle omstændigheder glæder jeg mig faktisk til at
hænge ud med nogle fraskilte fædre mennesker, der også mener, at aftensmad er
noget, der foregår kl. 17, og som kan alle replikkerne til Cars udenad.

Og når jeg tager mig selv i at tænke: ”Hold kæft, hvor fedt!”
når jeg læser, at bålet tændes 18.30, så de mindste kan få det med, ved jeg
pludselig godt, hvorfor steder som Lalandia kan løbe rundt.

En af de remindere, man godt gider have.

Jeg bliver meget sjældent uvenner med folk, hvilket kan
undre, da jeg kan være så stejl, at lodrette bjergsider skæver misundeligt til
mig. (They see me rollin.. They hating..) Jeg tror, at det er fordi, jeg ikke er
typen, der går og brænder inde med tingene. Jeg går ikke efter konfrontationer
for konfrontationernes skyld, men det ville være synd at kalde mig konfliktsky.
Det betyder, at det godt kan blive lidt højrøstet, når man står lige under
meningsudvekslingsskyen, men til gengæld er der forbløffende ofte fuldstændig
skyfri himmel bagefter.

Og det er ret heldigt, at jeg er udstyret med den type personlighed
– eller har udviklet den af nød – for jeg HADER at være uvenner med folk. Al den
surhed og indestængte vrede, der ligger og stinker i hjørnet, så man ikke kan
sove for lugten; den trækker så meget dårlig energi, og optager hjernekapacitet
og kræfter, som ellers kunne være brugt på noget sjovt.

I skrivende stund er der 2 mennesker, der hader mig. Den ene
har god grund til det. Den anden skal se at få hovedet ud af røven på sig selv
har et lidt andet verdenssyn end mig, og vi bliver aldrig enige om, hvad det
egentlig var, der skete dengang.

Men grunden til hele dette indlæg er, at der indtil for
nyligt var 3 mennesker, der spillede på haterholdet. (Jamen, det er vel i disse
dage nærmest obligatorisk at snige en fodboldmetafor ind?) Den tredje blev jeg
uvenner med over en fuldstændig latterlig bagatel, der var så dum, at jeg ikke
engang syntes, at den var en konfrontation værd. Jeg mente, at det var et
spørgsmål om, at hun bare lige skulle have lov at trække luft, og så ville hun
være god igen.

Det var det så ikke. Og her er det, at surheds kemiske
formel åbenbarer sig, for selvom jeg ikke havde noget som helst at være sur
over, så blev jeg sgu da bare sur over, at hun var sur. (Hvad er det for en
susende lyd? Nå! Det må være mine 4 mandlige læsere, der sukker dybt og
samstemmende over kvinder.) Det fik vi et år til at gå med. Til sidst havde jeg
nærmest glemt, hvad hele miseren startede med.

Men jeg er ved at læse Chris MacDonalds selvbiografi, som
nogle steder er meget søvndyssende og selvhjælpsagtig, og andre steder er
skidegod. Og en af de fine passager handler om, at CM laver et eller andet stunt,
der lugter lidt semi-kriminelt. Det er relativt uskyldig, men hans far (som er
pilot), siger til ham, at det stadig bekymrer ham, for: ”Hvis jeg, når jeg
flyver, afviger fra den udstukne kurs med 1 grad, så har det stort set ingen
betydning efter en time. Men efter et døgn befindet jeg mig over det forkerte
kontinent.”
Det synes jeg var vise ord fra old man MacDonald.

Så jeg afveg en grad fra min sædvanlige stejle kurs, og
sendte en udstrakt hånd – som blev gengældt på stedet med noget, der nærmest
mindede om lettelse. Min klare fornemmelse er, at ingen af os var sure længere,
men at vi bare havde hængt på korset så længe, at vi havde glemt, hvordan man
kommer ned igen.

Det er opløftende ind i mellem at blive mindet om, hvor stor
magt man i grunden har over indeklimaet i eget liv.

Livstegn.

Vi er her endnu, og det går bedre. Det ville være at tage
munden fuld at sige, at det går godt, men ’bedre’ er stadig et ca. 1000 gange
federe sted at bo, end helvedes pestbefængte krybekælder, hvor vi opholdte os
sidst.

Jeg har snakket med sundhedsplejersken, har indført undtagelsestilstand (og
dermed knap så høje krav til mig selv) på de mest nødvendige områder, har været
så heldig at blive aflyst på arbejde = hjem i seng, har læst jeres fine og
kloge kommentarer (tak!) OG: Mormor og morfar tager ham fra fredag til lørdag.

Det lysner.

Nu tuder hun igen.

Ja, undskyld. Det gik lige så godt med gode bøger og gode
fester – og det gjorde det. Det er bare kun halvdelen af historien. Den anden
halvdel er, at Anton siden han var syg, har været fuldstændig umulig. Han
skriger, skriger, SKRIGER, når han ikke får sin vilje, hvilket jeg kan oplyse,
at man ikke engang som mor kan finde charmen i. Han prøver grænser af hele
tiden ved at gøre alt det, han ikke må, og så sover han ikke. Han har i
forvejen aldrig været et barn, der sov meget, og nu er der skåret yderligere i
puljen.

Formentlig griner flerbørnsmødrene og dem med tvillinger
højt og hånligt lige nu. Men jeg er simpelthen så presset. Min batterier har
ikke nået at lade så meget som en enkelt pind siden opkasthelvedet, hvor vi
heller ikke sov, og jeg er flad med flad på. I nat stillede han sig op i sin
seng og skreg så meget, at det lød som om jeg dolkede ham med en meget sløv
kniv fra kl. 00.30 til kl. 3. Jeg er normalt ret principfast ift. at man her på
matriklen ikke kan tude sig til noget, men efter 2½ times standhaftighed
knækkede jeg, og tog ham ind i min seng.

Når jeg er så træt, ramler det hele. Jeg har lyst til at
brøle ind i ansigtet på dem, der næsten ikke kan være der for gode råd,
at alle børn er forskellige, og at ja, jeg HAR prøvet at gå/at blive/at
synge/at holde kæft og samtlige bøger og deres lorteteknikker, og de virker
ikke en skid på mit barn. Og jeg må gå, for ikke at gribe til vold, når de
grinende spørger, om Anton skal på ferie hos dem en uge, for så skal de
sandelig nok lige lære ham at sove igennem.

Kan de ikke selv høre det?

Men noget skal man jo lave med et barn, der er vågen 11
timer af gangen, så i går tog vi til loppemarked i en lille afkrog af byen, og
det skulle vi aldrig have gjort. Mens jeg i silende regn forsøgte at forhindre Anton
i at rulle sig i vandpytterne, stod jeg og kiggede rundt på 15 boder, der
hver især kunne opbyde to par gummistøvler, en ikeastol og højtlæsningsbøger
med æselører og fedtede fingre, mens lyden af Lars Lilholt væltede ud af
forsamlingshuset, hvor man kunne købe to ristede med brød til 30 kr.

Fornemmelsen af ikke at høre til i den her by var så stærk,
at jeg et kort øjeblik nærmest ikke kunne bevæge mig.

Nu sidder jeg her med sandede post-tude øjne og gruer for
natten. Jeg har åbnet en dåseøl i et afmægtigt forsøg på lokalintegration, og
bestukket naboens trampolinhoppende unger med en is for at få dem til at synge
svensk grand prix-lort på lidt lavere db.

Jeg ved godt, at det er mere synd for dem i Afrika, og at
jeg selv har valgt det her. Men lige nu, ikke? F.M.L.

Hvor der i øvrigt vil være censur på talerne.

Jeg håber, at alle har haft en god weekend? Jeg har. Jeg
brugte lørdag på at fejre min far, som fyldte 60. Jeg ved godt, at man som
dansker skal hade den slags fester med bordkort, taler og tre retter mad, hvis
man vil gøre sig forhåbninger om at være bare den mindste smule hip, men det
var simpelthen sådan en dejlig dag.

Udover det indlysende at være taknemmelig over; at jeg har
en far at fejre, er der sådan en dag så mange ting at være glad for. Elsker at
have et barn med, der begejstret kaster sig over mennesker, han aldrig har mødt
før. Elsker at have mulighed for at holde tale for min far og få sagt noget af
det, som man, alle gode intentioner til trods, ikke får sagt ofte nok. At se
min bedstefar på 84 fare rundt efter Anton, mens de begge hviner begejstret. Og
så blev jeg helt rørt over at se mine forældres venner igen. Det er mennesker,
som jeg har kendt hele mit liv, som jeg har været på ferier med et utal af
gange, hvis børn jeg har leget med, og som jeg mere end en gang har fået velfortjente
skæld-ud af. De er alle sammen vigtige brikker i billedet af min barndom, og
når vi var sammen med dem, så jeg pludselig, hvem mine forældre også var, når
de ikke lige var Mor & Far.

Men uanset hvor meget de har betydet for mig, vennerne, er
de ikke mine mennesker, og jeg har mistet kontakten med de fleste af dem, da
jeg flyttede hjemmefra. Sad på et tidspunkt og kiggede rundt og tænkte, at det
må være lidt det samme som at blive skilt, når man har et rigtig godt forhold
til sin svigerfamilie.

Gad vide, hvem af mine venner Anton vil sidde og fjernsavne,
når det er mig, der fylder 60.

Naaaiiiii!

Der står: Hvad hedder den populære blog, hvor fitnessinstruktøren og døvetolken Linda på underholdende vis fortæller om sit liv?


Tak for the
heads up, Sofie! Og det er slet ikke, fordi jeg er for beskeden, at jeg
ikke har pralet af det – jeg vidste det bare ikke. Det er der nu rettet op på *pral-pral-pral*

(Ps: Ville det virke bezzerwizzer at gøre opmærksom på,
at den teknisk korrekte term er ”tegnsprogstolk” og ikke ”døvetolk”? Jeg mener bare… når man nu vælger det navn til sit spil?)