Opfølgning. Rigtigt blogindlæg følger, når min hjerne virker igen.

Jeg er det mest utaknemmelige røvhul i verden. For selvom
jeg på nettet kunne læse, at der worldwide dør omkring 600.000 børn om året af
den virus, Anton havde pådraget sig, var jeg alligevel ved at skrige efter 36
timer på hospitalet.

Til mit forsvar bliver jeg nødt til at supplere med
oplysningen om, at vi ikke måtte forlade vores 15 m2 store værelse pga.
smittefare, og nu ved jeg ikke, hvordan vejret har været, der hvor I var i
pinsen, men her var det fornærmende godt. Hej drivhus. Og med Anton monteret
til dropstativ (og jeg vil gå let hen over, hvordan hhv. Anton og jeg tacklede
det, da det skulle lægges) med ledning (snor? sonde?) på 1½ meter, der helst
ikke måtte snos, ved jeg ikke om I kan forestille jer, hvordan vi har hygget
os?

En venlig sygeplejerske forsøgte at komme os til undsætning
med 4 legoklodser og en lastbil, da hun kunne se, at vi var ved at blive psykotiske
af kedsomhed, så hvis I nogensinde i Jeopardy får kategorien ”Lege, man kan
lege med legoklodser med én hånd”, ringer I bare til Steen Jørgensen mig.

Stakkels, stakkels, stakkels de forældre og børn, der lever med hospitaler som en del af deres hverdag. 

Er det snart november?

Det er ikke fordi, vi ikke kan lide sommer. Det er det
virkelig ikke. Vi har endda købt en parasol og alt muligt. Det er bare lidt fordi,
vi er så nordiske hjemme ved os. Slet ikke cut out for bagende sol fra 6.02 –
22.17. Vi bliver jo nærmest skoldede på venstrearmene, hvis vi kører i Fakta efter kl.
15 og har solen ind af de vestvendte bilvinduer. (…Ikke? Vest?)

Men det er mest fordi, vi har fået besøg af rotavirus, som –
hvis nogen skulle være i tvivl – er Omgangssyges åndssvage storebror, der bruger
beskidte kneb og tæver de små, når gårdvagten ikke kigger.

Når man er 1½  år og i
stegende hede afstøder alt, hvad man får i sin lille krop, så går der 3 dage,
før man ender her:

Det er Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg, der har stået for indretningen.

For helvede, altså.

Skal jeg holde din skam?

Jeg er meget lidt begejstret for åbenlys kontrol af den
slags, der signalerer, at du som udgangspunkt er fuld af lusk, og derfor må
sættes under mikroskop til det er besluttet, at du ikke kan tages i den
gerning, som de godt nok ikke kan bevise, men som de stadig ved, at du har
begået.

Jeg kan hverken lide at være den, der bliver bedt om at
udføre den, eller den, der bliver udsat for den, så når det til p-møderne på
mine studiejobs i diverse supermarkeder blev indskærpet, at vi skulle være
MEGET grundige, når vi i loftspejlet tjekkede, om kunden forsøgte at snige ubetalte
varer gennem kasselinien, kunne jeg stadig højest svinge mig op til at skæve
undskyldende mod et punkt lidt nordøst for, hvor jeg sad.

Måske er det fordi, jeg er fra handelsskolen, hvor man
bliver opdraget til at have respekt for kunder, fordi det er dem, man lever af.

Hvis det er tilfældet, tror jeg måske, at det er det meste
af 2. Y og 3. X, vi har siddende ved kasserne i Bilka, for de er MEGET lidt
diskrete, når de tjekker, skal jeg love for. Nogle af dem nøjes med at kigge,
andre supplerer med at rejse sig halvt op og stirre hen over dankortterminalen,
når spejlet er vinget af, mens en særlig nidkær gruppe virker ærgerlige over
ikke at være udstyret med røntgen syn.

Det sjove er, at det er mig, der bliver flov på deres vegne.
Så pinlig berørt, at jeg kigger væk, når de tjekker. Freud, ringer du lige? Jeg
ANER ikke hvorfor. Hjælpsomhed? Nå, for søren, der ligger lige lidt ubrugt skam
og flyder, JEG HAR DEN!!
*haps-haps*

Måske er det i virkeligheden derfor, at jeg altid er et
mulehår fra at blive underkastet kropsvisitering; med mit nedslåede blik ligner
jeg en, der har ¾ af non food afdelingen gemt under den krøllede reklame i
hjørnet af vognen.

Tillykke til verdens bedste Anton.

I dag er det præcis halvandet år siden, at tangloppen så
dagens lys. Derfor har han i dagens anledning fået lov at skrive i
venindebogen.

Navn: Anton A, aka dobbelt A.

Stjernetegn: Skorpion.

Højde: 81 cm.

Vægt: 10 kg.
Hårfarve: Skal du spille smart?
Øjenfarve: Neonblå.
Søskende: Ikke endnu, men det kommer forhåbentlig på et
tidspunkt.
Yndlingsfilm: Cars. Jeg kan bedst lide den med dansk tale,
men jeg bøjer mig for, at vi nogle gange er nødt til at se den på engelsk, så
mor kan undlade at tæve sine ører til blods i afmagt.
Yndlingsret: Kiks. Digestive burde opgraderes til hovedmåltid pronto.
Haderet: Alt, hvad mor har taget med, når vi skal ud. Hvad?
Hvad mener du med: ”Det elskede du i går”? Bevis det. I denne uge kan jeg i
øvrigt heller ikke lide figenstænger.
Jeg er især god i: Hættetrøjer og mine hurtigløber-Nikes,
str. 22.
Hvad vil jeg gerne være, når jeg bliver stor: Sådan en, der
tester tings holdbarhed, når de udsættes for ekstrembelastninger.
Jeg kan ikke lide: Søvn, det danske sprog (bøh og hej
undtaget) og når mor stalker mig for at kramme.
Til gengæld elsker jeg: Cirkus. Hvad betyder det der ”Goddamnit!!”
du bliver ved med at hvisle, mor?
Motto: Hvor sidder FF-knappen på den her?

(Det er fotogeniet Onkel Claus, der har taget billedet.)

Så STOPPER I!!

Jeg er normalt stor tilhænger af at prøve at forstå. De
fleste mennesker gør det så godt, de kan, med de midler de har, uanset om vi
taler om jobs, forældreegenskaber eller venskabelige relationer.

Men når jeg hører om en præst, der ikke vil begrave en
kvinde på 74, fordi hun har levet i et homoseksuelt forhold, så bliver jeg
simpelthen så gal, at jeg må insistere på ikke at forstå. Jeg nægter.

Er det ikke meningen, at præster skal fungere som
sjælesørgere for de nødstedte, de bange og dem, der har det svært? Findes der
nogen situationer overhovedet, hvor man er mere sårbar og ulykkelig, end når
man planlægger en begravelse af et menneske, man elsker? Det tror jeg næppe. Og
alligevel tillader sådan en åndeligt forarmet idiot sig nidkært at vogte over
næstekærligheden og påstå, at den kun er for de få.

Hvad fanden er der
GALT med jer!?!

Og jeg er ligeglad med, at han har undskyldt. I fængsel med
ham. Jeg finder det fuldstændig ubegribeligt, at man med henvisning til
religion kan tillade sig at opføre sig sådan, uden nogen form for konsekvenser.
Vi har injurielovgivning, vi har øget fokus på hatecrimes, og alligevel udløser
det der ikke engang en bøde.

Det er slapt og utilgiveligt, og et sted i nordjylland
findes en kvinde, som ikke kan begrave sin mor igen, bare fordi han undskylder.

Jeg ved godt, at der findes gode præster, men ligesom det
efterhånden begynder at blive tydeligt, at sportsforeninger og institutioner
for udsatte børn og unge tiltrækker pædofile, så lader det til, at kirken
tiltrækker åndeligt indskrænkede mennesker med små sjæle, der ønsker sig
tilbage til tiden, hvor negerne hørte til bagerst i bussen, og kvinderne ikke
kunne stemme.

Til dig, nordjyske præst: Skam dig.
Og hvis himlen er et
sted for mennesker som dig, håber jeg inderligt, at jeg ender i helvede.

Sideskilning, page eller mohawk?

Om 6 uger er det et år siden, jeg hev de århusianske
teltpæle op og rykkede mod syd, og der har været ret mange firsts i løbet af det
år: Jeg har f.eks. fået min første bil og har skullet finde ud af at få arbejde/barn
kabalen til at gå op.

Jeg har også for første gang i mit liv fået en have.

Og jeg gider ikke rigtig at skamride klicheen om, at jeg
ikke kan finde ud af at være voksen *ti-hi-snuble-over-mine- egne-fødder* –
ikke fordi jeg har lært, hvordan man gør, men fordi det bliver trættende både
at sige og at høre på, når udsagnet har været i rotation i over 10 år, og man
fylder 40, næste gang, man bliver rund.

Men ind imellem undrer jeg mig over, hvad der er gået galt mellem
mine forældres generation og min. Hånden op, alle dem på min alder, der kan
stryge en skjorte, lave frikadeller fra bunden eller pudse vinduer med eddike
alene uden at efterlade striber.

Anyone?

Kan nok også tælles på én hånd, hvor mange der stadig er
kørende på Melittaen, og ikke har overgivet sig til Nes. Og det er ikke fordi,
jeg skal hylde 50’erne eller mormor-dyderne (ret meget), men når man som
35-årig skal i gang med projektet ’have’ for første gang, går det op for en,
hvor meget ens forældre ved – og jeg kan ikke huske, at der har været nogen
form for indlæringsfase involveret. Som jeg husker det, har de bare altid vidst
alt om round up, rabarberbede og stauder.

Jeg kan f.eks. ikke huske, at de har stået og kløet sig i
håret, mens de spekulerede på, hvor langt væk man skulle stå, for at mosset i plænen
kunne gå for at være græs.

Jeg synes aldrig, at deres flisearealer pludselig har lignet
flade, afpillede ådsler, fordi al fyldet imellem forsvinder, når man fjerner
ukrudt, men på den anden side mener jeg heller ikke at have set dem gå og
efterfylde rillerne med sand (jord?).

I min erindring findes intet billede af min mor, der har
været nødt til at bringe plæneklipperen til standsning, fordi græsset var SÅ
langt, at knivene ikke kunne få ved, så man i stedet for at slå det, nærmest bare
friserede plænen flad.

Og jeg er helt sikker på, at jeg ville kunne huske det, hvis
jeg nogensinde havde set hende løse problemet ved at kravle rundt på alle 4 og
præ-klippe græsset med en køkkensaks.

Hej. Jeg hedder Linda. Jeg er græsplænernes svar på Dennis
Knudsen.

Nok mest ”Eller noget”.

Hvor ville det være nemt at undgå at lave den samme fejl
flere gange, hvis hjernen gad lære at huske følelser.

Som når det f.eks. er længe siden, man har været rigtigt i
byen, og derfor genkalder sig tømmermænd som noget hyggeligt; noget, der
berettiger til 24 timers ophold på langs i selskab med dårligt tv, kun afbrudt
af ture til lokationer, der kan opbyde et vulgært udvalg af tomme kulhydrater
og fedt. Som man selvsagt bare må gå lodret bananas i, fordi man jo har
tømmermænd og dermed befinder sig i fysiologisk og ernæringsmæssig
undtagelsestilstand.

Så tager man i byen, og drikker, som var det den sidste nat
på jord, og når man vågner dagen efter, kommer man med rædselsslagen vantro i
tanke om, at tømmermænd føles som at befinde sig i den terminale fase af ebola
tilsat hjernerystelse.

Hvordan kan elendighed af den kaliber bare sniges ud af
erindringernes bagdør gang på gang på gang?

Eller når radioen pludselig spiller Summerrain, og man i et sug bliver trukket nogle år tilbage i tiden, hvor man en varm, varm sommerdag kom hjem ved 13-tiden, efter en voldsom vild fest, hvor man
var endt hos en mand, der var skarp, sjov og smuk – men som ikke var Ham. Kan
så tydeligt huske, hvordan jeg sad på gulvet i min stue, lænet op af væggen,
med hår og tanker strittende i alle mulige retninger, og drak en iskold cola,
mens jeg spekulerede på, hvad fanden det var, jeg lavede. Jeg kan huske den
røde top, jeg havde på, et par stædige sandkorn mellem tæerne, og de sko, som
jeg faktisk hadede, fordi de altid faldt af, men som havde reddet mig aftenen
før, fordi festen pludselig var blevet flyttet til stranden, hvor stiletterne,
jeg ellers havde planlagt at tage på, ikke rigtigt var gangbare. Jeg kan huske
det kaos, jeg skabte i mit liv, de vilde ture op og ned, de mennesker, jeg
sårede og dem, der greb mig. Alt det sad jeg lige midt i, den sommerdag, hvor
Summerrain blev det sidste, jeg hørte, inden jeg væltede i seng og sov solen
væk, og jeg VED, at jeg havde det ad helvede til, og ikke (kun) på grund af
alkoholen. Men når jeg tænker tilbage nu, er hele elendigheden omgærdet af et romantisk
skær, og jeg kan tage mig selv i nærmest at savne dramaet, fordi det så fint
fjerner fokus fra resten af virkeligheden.

Lev, og du skal lære. Eller noget.

Det er mig, der er inde i verdens mindste menneske.

Alle dem, der tror, at man kan slippe af sted med at skrive ”alt
er godt” og lægge det til skue et sted, hvor nemesis ikke kan undgå at se det;
hånden op.

Nemlig.

Så Anton har været syg siden, og der har været både læge og
vagtlæge inde over. Til gengæld har der ikke rigtigt været søvn. Er fandme så
træt, at jeg har det, som om jeg har tømmermænd og bevæger mig under vand. Synes
ikke engang, at det var specielt mærkeligt, da Anton og jeg besøgte
oldeforældrene i dag, og de, helt, helt afslappet, havde Hello Kitty
køkkenrulle stående på bordet.

Når det hele spidser til på den måde, bliver jeg en ret
træls version af mig selv. Jeg får hugtænder i trafikken og under ikke nogen noget. Jeg har ondt af mig selv, samtidig med, at jeg ser mig selv
udefra, og væmmes over, at jeg – med så meget godt i mit liv – ikke formår at
bevare bare en lille smule perspektiv.

For eksempel blev jeg simpelthen så irriteret i dag på en
hjemløs, der altid står uden for min Bilka.

Ja, en hjemløs. Vi taler altså her om en mand, der ikke ejer
et sted at bo, og som formentlig vinder over mig med et point eller to,
hvis vi absolut skal sammenligne ar.

Inden jeg går videre vil jeg gerne lige forsvare mig og
sige, at jeg jævnligt køber Hus Forbi, og støtter gode formål. Jeg er blevet så
gammel, at jeg ikke længere har facer-angst og er nødt til at fake
telefonopkald eller sindssyge, for at slippe for at blive antastet. Jeg siger
ganske enkelt ”Det har ingen interesse, ellers tak” og smiler (forholdsvis) venligt,
mens jeg fortsætter med at gå. Langt, langt de fleste respekterer det, og
responderer med et ”god dag”, og hvis de insisterer, gentager jeg bare, at det
ingen interesse har. Kun en enkelt gang har det været nødvendigt at stoppe op
og med den bestemte morstemme sige: ”Nu skal du simpelthen høre efter, hvad jeg
siger til dig: Det har ingen. Interesse. Ellers. Tak”

Til de hjemløse siger jeg bare nej tak, hvis jeg ikke er
interesseret i at købe den dag, og i Århus har jeg aldrig oplevet, at blive
skyldstirret på af den grund.

Men ham her? Han står bare der på sin faste m2, hvor han har
stået så længe, at han faktisk er i fare for at miste titlen som hjemløs, og
fisker. Hvis man ikke nærmest demonstrativt kigger på ham, stiiiiiiirrer han på
dig med triumferende ”Hey rich bitch? I call your bluff!” smurt ud i hele
skærmen og brøler ”HEJ!!”. Og lige i dag? Der blev jeg sgu irriteret på ham.
Ja, gu har jeg set dig. Ligesom jeg har set den ældre dame med pelargonierne i
kurven ved siden af mig, og ham, den lækre, der er ved at låse sin cykel op,
men dem hilser jeg HELLER ikke på; Ikke fordi jeg er bange for dem, eller
konfliktsky, men fordi jeg er sur og jeg er træt og JEG GIDER IKKE INTERAGERE
MED NOGEN, SÅ LAD MIG FUCKING VÆRE I FRED!!

Det må vel nok kunne kvalificere til en gæsteoptræden hos Dines
i tag-kategorien New low.

Vikingekongen Anton.

Jeg har en søster, der er god til det, der ligger i
spændingsfeltet mellem det alternative og naturen, hvilket er super fedt, for
jeg ville f.eks. aldrig selv have opdaget, at der var vikingemarked i Ribe i
går, om jeg så havde fået 1000 år til det.

Så af sted med os. Og når jeg lige kigger på den sætning, så
må jeg le over, hvor kort den er, i forhold til mængden af realtid, den dækker
over. Minder en del om at pakke til en festival, faktisk, hvor man forsøger at
løse en ligning med 24 ubekendte, og skal afveje nødvendighed af både
regnbukser og solcreme i forhold mængden af lort, det er muligt at slæbe rundt
på blandt mange mennesker på trange udendørsarealer.
Blot med de meget markante forskelle, at det a) ikke
(primært) er en selv, det går ud over, hvis man har glemt noget, og man b) ikke
kan bruge alkohol til at dulme vådt tøj og solskoldninger.
Det startede også meget fint med, at nogen havde pakket to
venstrestøvler i hhv. størrelse 22 og 23.
Nogle gange får jeg simpelthen sådan lyst til at bestille et
tæskehold til mig selv.
Men det blev sådan en fantastisk dag. Jeg elsker, elsker, elsker,
at Anton er blevet så stor, at han kan fistre rundt selv, og at man derfor ikke
er bundet til en barnevogn, som man ikke kan komme ind i klinede lerhytter med,
at man kan stikke ham en bolle, hvis tiden skrider, og der ikke lige er en
microovn i nærheden, og at han kan være vågen i mere end to timer af gangen, så
man ikke skal starte med at panikke over, at der ikke er nogen steder, man kan
stille ham til at sove. Love it!
Og det var skideskægt at se, at mens vi pegede på de
udklædte vikinger (og her må jeg indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, at de
alle sammen opfattede deres outfit som udklædning) med ”Nej, PRØV at se”-mimik,
så var Anton mest optaget af deres plankeværk. Han ved selvfølgelig heller
ikke, at de ikke bare er extremhipsters on the loose, men han hilste pænt på
dem alle sammen – mange gange – fordi hans yndlingsord stadig er ”Hej!”, og jeg
elsker at have et barn, der elsker andre mennesker.
Alt er godt.

(Bemærk venligst det famøse plankeværk i baggrunden.)

1. maj på Blogsbjerg.

Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg mener om de omdiskuterede
kvindekvoter, der er på tegnebrættet ift. at få flere kvinder placeret i toppen
af dansk erhvervsliv.

Som udgangspunkt synes jeg, at man i alle livets forhold
skal vælge den bedste mand m/k til jobbet. Uanset hvilken type af job, der er
tale om. Og fact er, at mange mænd har bedre papirer end kvinder, når de når
den alder, hvor man bliver relevant materiale for ledelser rundt omkring, fordi
de fleste kvinders karriere er blevet afbrudt af en barsel eller to undervejs.
At man så kan diskutere, om man udelukkende skal se på det faglige CV, når man
skal vurdere folks kvaliteter, er en anden sag.

Men for mig at se ligger problemet ikke i at få kvinderne
ind på topposterne. Den del af det kan løses af tvungen kvotering – men hvordan
sørger man for, at de kan blive der, når de har fået børn? Og her skriver jeg
med vilje ’man’, for det bliver en opgave, der er så omsiggribende, at den ikke
kan løses af den enkelte.

(Inden jeg går videre, vil jeg gerne lige sige, at jeg er
med på, at det ikke er alle kvinder, der gerne vil have børn, og at den
manglende ligestilling også rammer dem, der fravælger. Det er på ingen måde for
at ignorere de udfordringer, de står overfor; for mig at se, er der bare
dobbelt op på problemerne for dem, der gerne vil begge dele; de skal både kæmpe
for ligestilling og have to sæt puslespil med meget umage brikker til at passe
sammen.)

På det helt lavpraktiske plan glemmer mange, at det hele
afhænger af, hvad for et barn, du får. Det er hårdt for alle at få børn, men
der er noget bedre muligheder for at arbejde sideløbende med en barsel, hvis du
har husket at bestille en model, der sover igennem om natten, tager lange lure
om dagen, og er så elskværdig at lade være med at være syg hele tiden.

Jeg har heller ikke hørt om ledere, der får lov til at sidde
på deres kontorer fra mandag til fredag. De fleste af dem, jeg kender til,
rejser temmelig meget, og det er fandme nederen at stå i Malmö på vej til møde,
når de ringer fra vuggestuen i Risskov og fortæller, at din datter kaster op,
og vil du være sød at komme og hente hende?

Hvis det skal kunne lade sig gøre at have børn og passe et
lederjob, kræver det vel nærmest en omstrukturering af måden, vi arbejder på;
alternativt af måden, resten af samfundet er indrettet på, for hvis der er
noget, der stiller sig i vejen for at være til stede på sin arbejdsplads, så er
det børnetandplejens åbningstider, vaccinationerne og møderne i vuggestuen.

Selvfølgelig kan man au paire sig ud af meget, hvis
finanserne er til det, men uanset hvor koldt kvindelige chefer somme tider
fremstilles, så er mit bud, at de fleste af dem trods alt får børn, fordi de
gerne vil være sammen med dem. Det betyder, at man går glip af ting, man gerne
ville – og burde – deltage i som chef.

Og Den Gode Usynlige Chef har vi vist første gang til gode
at støde på.

Men selvfølgelig kan det hele lade sig gøre, hvis man har en
mand, der ofrer alt, for at bakke en op. Hvilket er den situation, kvinderne
har brugt omkring 100 år på at skælde ud over urimeligheden i.

Måske bliver vi nødt til at acceptere, at det ikke er alle, der
kan alt.

Måske troede mange kvinder, at de ville karrieren 100%,
indtil de fik børn og pludselig ville dem lige så meget? (Det må man SLET ikke
sige, I know.)

Eller måske er kvoterne første skridt på vejen til, at vilkårene
derude stille og roligt ændrer sig i takt med, at flere kvinder kommer til
bordet og er med til at definere den nye virkelighed.

Glædelig 1. maj.