Og så kunne vi jo alle sammen holde en KÆMPE fest til næste år?

Nytår igen [indsæt sædvanlig smøre om tiden, og hvor hurtigt
den går]. Jeg har for længst opgivet at blive et bedre menneske overnight, så
mine nytårsforsætter har de sidste mange år været relativt beskedne; de to, der
lige falder mig ind er hhv. det år, hvor jeg svor at jeg det kommende år ville
bruge mere tandtråd og det år, hvor jeg besluttede, at jeg de næste 365 dage
ville arbejde ihærdigt på at gå noget mere med diadem.

I år har jeg kun et: Jeg VIL lære at lave frikadeller. Det
kan ikke PASSE, at jeg kan blive ved med at fucke det op, og altid ender med en
pande fuld af små, svedne kanonkugler, der er rå indeni. Det bliver noget med
en weekendbootcamp, tror jeg, hvor jeg på forhånd har tjekket, at emhætten
duer, og hvor telefonnummeret til den nærmeste pizzasnask er lagt frem, inden
jeg starter. Jeg skal nok få ram på de små sataner.

Men der er noget, jeg godt kunne tænke mig at få i 2013, og
som jeg faktisk havde tænkt, at jeg ville spørge jer, om I ville hjælpe mig
med. Jeg vil så utrolig gerne have noget mere netværk hernede. Jeg elsker
Århus-klanen og er på røven over, hvor tit de egentlig gider køre herned #love,
men jeg mangler nogle flere venner og bekendte at fylde i hverdagen. Jeg har
formået at samle mig en lille håndfuld af kloge, lækre personligheder, men det
ville ikke gøre noget, hvis der var lidt flere af dem.

Jeg er grådig på den måde.

Jeg mangler nogen at drikke kaffe med om eftermiddagen,
eller som kigger forbi efter puttetid. Mange af mine jævnaldrene hernede er
uTROlig satte, hvilket betyder, at de har, hvad de skal bruge af netværk, og
derfor ikke sådan rigtig er på udkig efter nye attachments. Og jeg er sgu lidt
ideforladt ift. hvor jeg skal møde dem henne, dem, der ligner mig. De u-satte.

Og det er så her, I kommer ind i billedet. For I er omkring
2000, der kigger ind forbi bloggen med jævne mellemrum. Og I MÅ kende nogen. En
gammel studiekammerat, udflyttede storebrødre eller –søstre, ekskærester (som
ikke er psykopater) (eller… måske bare ikke for meget psykopater) eller wallah,
min fætter.

Kom så. Hit med dem. Jeg ved, I har dem.

Jeg er for det meste sød nok, jeg ved lidt om alting, og har
altid både kaffe og rødvin i huset. Jeg snakker for meget, og jeg er en
bestemmerøv, men jeg er også sådan en, man kan bede om at holde kæft, uden jeg
bliver sur. Jeg er ikke kræsen med, om jeres ofre har børn eller ej, de må selv
om, om de træner, og jeg kan også acceptere, hvis de drikker te. (Tss, som om).
Det eneste, jeg ikke kan holde ud er, hvis de er fuldstændig initiativforladte,
eller altid snakker om deres vigtige arbejde i lokalpolitik.

Hvis I får mig sat op med dem, kunne vi jo drikke kaffe alle
sammen? Jeg bager en kage? *lokkelokke*

Det kunne sgu da være hyggeligt.

Sååå… Sender I lige en bette mail? Så bliver jeg glad.

Godt nytår derude.

Om at få vejret.

Har vi egentlig fået snakket om julegaver? Nej? Nå, men det
må vi hellere lige gøre så. For første gang evaaah er jeg i den skønne
situation, at jeg ikke skal have byttet en eneste. Jeg sidder, as we speak,
lænet komfortabelt op af mine uglepuder, med glimmer i ørene og drikker kaffe
af mit nye krus.

Og det stopper ikke der.

For ude i mit køkken står min nye hobby.

”En Kenwood?” hører jeg nogen råbe. Nej. Ej heller en
Kitchen Aid, et cupcake-sæt eller en stak nye kogebøger.

Det er meget vildere end det. Meeheeeeget vildere.

Jeg har fået en vejrstation. #sindssygt

I får lige et øjeblik til at fatte jer oven på dén actionpakkede
oplysning.

Klar igen?

Ok. En vejrstation er et fancy ord for inde/ude termometer,
og jeg har grinet for allersidste gang af ornitologer og folk, der samler på
frimærker. Seriøst: Jeg kigger på den 50 gange om dagen – og jeg går op i det.

Anton får updates ca. en gang i timen, og vores påklædning
bliver nøje afstemt efter resultaterne. ”Hov skat, du skal lige have de varme
handsker på. Jeg kan se, at temperaturen er faldet over 3 grader siden i
formiddags.”

Det er kommet så vidt, at jeg i går, da jeg var inde og
træne, liiige smed ”Ja, jeg ved ikke, hvor længe du har været på arbejde, men
pas på eventuelle glatte veje, når du kører hjem. Den ligger under frysepunktet
nu”
efter receptionisten, da jeg gik.

….

I need to
get out more.

Jeg ringer på fredag (og på lørdag. Og på søndag.)

Sponsoreret indlæg.

Når man tænker på, hvor mange ord, jeg lukker ud i verden på
daglig basis, kan det måske forbavse nogen at få at vide, at jeg er elendig til
at tale i telefon. Virkelig elendig. Så elendig, at jeg bliver mere taknemmelig
end overrasket, når gode veninder med fjerne bopæle bærer over med mig og bare
sender beskeder som ”Ved godt, at du hader at tale i telefon. Kom over det.
Ring.”

Det er ikke fordi, jeg ikke vil; det er det virkelig ikke.
Jeg er bare udstyret med et uproportionelt stort optimerings-gen, der gør, at
mine øjne begynder at scanne rummet efter egnede opgaver, når jeg har talt i
telefon i 4 minutter, for selvom kredsløbet øre-hjerne-mund er aktiveret, kan
resten af mig jo sagtens foretage sig noget nyttigt.

Ja. Jeg får også spat af mig somme tider.

Men til mit forsvar vil jeg sige, at jeg er blevet bedre.
Lidt. For efter jeg er blevet udstationeret i Esbjerg, kører jeg jo ret meget
bil, og når der virkelig er run på E20, møder jeg omkring 5 andre rejsende på
strækningen Esbjerg-Kolding, så jeg er begyndt at kombinere business and
pleasure og ringe, når jeg kører.

Det kræver så bare, at man husker at ringe op, inden man
kører, og beklageligvis kan jeg, ud over mange andre fortræffelige
karaktertræk, også bryste mig af at være glemsom. Eller måske er det en slags
freudiansk slip, fordi noget i mig stadig værger sig ved den telefon; i hvert
fald har jeg ofte opkald, som jeg planlægger at foretage, men bliver ved med at
glemme, indtil jeg sidder i min bil, 12 km uden for Esbjerg.

Og da jeg har tolket på en uddannelse, hvor en af eleverne
forsøgte at sms’e mens hun kørte, og ikke slap levende fra det, er jeg for
evigt kureret for at sidde og rode med telefonen, når jeg kører.

Så da jeg blev spurgt, om jeg ville teste Parrot MINIKIT Neo sagde jeg
ja.

Minikit’en er en lille stemmestyret dims #teknikekspert, du sætter fast på din
solskærm, som via Bluetooth er forbundet med dine telefoner.

(Her bliver jeg lige kortvarigt forstyrret af tanken om
hipsteridiot med den her monteret på 80’er solskærm med frottébånd. Nå. Tilbage til studiet.)

Og et langt stykke hen af vejen er det fandme smart. Jeg har
haft den i bilen i to uger, og kan godt mærke, at dét vænner man sig hurtigt
til. Når min telefon ringer, siger damen ”Opkald fra [indsæt navn]. Sig ”accepter”
eller ”afvis””
, og hvis jeg vil ringe, aktiverer jeg den ved at sige ”Minikit”,
hvorefter den flinke, om end lidt fladmaste dame spørger: ”Hvem vil du ringe
til?”

På intet tidspunkt skal jeg have øjnene af vejen for at slå
tastelåsen fra eller bladre i telefonbogen, eller sidde og bikse med noget
håndfri, som af en eller anden grund altid ligger og glor i handskerummet. Man
slipper også for at få ondt i ørerne af propperne og for at være nødt til at
skrue lyden op på 1000, hvilket, takket være den fuckerdårlige lyd i stort set
alle headset, føles som at blive tatoveret på trommehinderne.

Ud over det, har samtlige af mine testkaniner også sagt, at
lyden, når vi taler sammen via minikittet er rigtig god.

Der er dog to ting, som slår en lille smule skår i glæden. Den ene er brugervejledningen,
som jeg ikke synes, er fyldestgørende nok. På det vedlagte papir,
skriver firmaet, at ”Parrot foretrækker at lægge brugervejledningerne ud online
i stedet for at få dem trykt af hensyn til miljøet”
og det er jo svært at have
noget imod – men der er nogle helt grundlæggende funktioner, som jeg ikke kunne
finde vejledning på, hverken i det vedlagte papir eller online, og det synes
jeg er en kæmpemangel. Det skal siges, at min kontakt hos firmaet har været
overordentlig sød til at skrive hurtigt tilbage, når jeg har haft spørgsmål,
men det ville være federe, hvis man kunne klare det selv.

Den anden ting er, at talegenkendelsen simpelthen er for dårlig. Når jeg forsøger at få kittet til at ringe op til ”Mette” hører damen ”Bjarke”,
Tina bliver til Stine og Catja bliver til Kasper. Jeg er med på, at baggrundsstøj
kan være med til at forringe apparatets skelneevne, men den ER beregnet til at
bruge i en bil, når man kører, og så synes jeg, at lige præcis den funktion, er
nødt til at være bedre.

Men når det er sagt, synes jeg stadig, at den er virkelig rar at have. Det er
fedt, at der ikke ligger 5 ubesvarede opkald og glor, når man ankommer til sin
destination, og da man med hjulet på Parroten kan få adgang til sin telefonbog,
som den evigt servicemindede dame så læser op, får man stadig informationerne
auditivt og kan ringe til venner og bekendte, samtidig med, at man holder
øjnene på vejen.

Jeg er fan.

Fra begge os til alle jer.

Et lille julekort fra mig, med streg under ‘kort’. Verden er vendt lidt på
hovedet her, fordi to af mine rigtig gode veninder er blevet meget alvorligt
syge i løbet af den sidste uge. Det betyder, at juledagene har været præget af
tankekaos af den slags, hvor man på skift er rædselsslagen og opfyldt af
taknemmelighed, og æder kilometervis af dårlig konfekt, for hvad fanden til forskel
gør det, når vi alligevel ikke kan styre noget som helst af det, der betyder
noget, når det kommer til stykket.

Jeg ved det. Carpe diem klæder mig.

Men jeg vil stadig gerne ønske alle jer alle sammen en rigtig glædelig jul.
Jeg håber, at den bliver, som I ønsker det allermest.

Top 5

over de første ting der ryger, når jeg bliver
præsident.

1) Traktorer på det danske vejnet. Jeg hørte om nogle
taxachauffører, som – i ramme alvor – krævede deres eget spor på motorvejen
mellem Kolding og Vejle (Monte Carlo har taget alle de gode jokes, dét
indbyder til). Langt, langt mere nødvendigt at få traktorerne med deres
tophastighed på 30 km i timen the fuck away from all of us. Med alle de tilskud
fra EU, MÅ det kunne lade sig gøre at have dem stående on location, rundt
omkring på markerne.

2) Neglene på skribenter fra madblade, der ikke lige får læst
korrektur på deres opskrifter, og derfor ikke opdager, at de er kommet til at
skrive ”spsk” i stedet for ”tsk” OG ”1 liter” i stedet for ”½ liter”. Sure
hilsner fra hende, der i aften skal overbevise Anton om, at den flydende, salte
substans er pizza.

3) Ordet ”øller” som er en grim, brun, klæg bastard af det
slanke, elegante og stømlinede ord ”øl”. Som det også hedder i flertal. Og nej, jeg
har ikke slået det op, så jeg skal ikke kunne sige, om Gyldendals røde
”Dansk – Prol” accepterer denne verbale voldtægt. Men jeg gør ikke, og det er
mig, der bestemmer.

4) Vejle-fjordbroen.

5) Reklamer for børnelegetøj. Til dem, der lever i lykkelig
uvidenhed, er der reklamer mellem A-L-L-E de små 5 minutters tegnefilm, som
ungerne ser. De lider alle af den samme defekt som El-Gigantens reklamer,
nemlig AT VÆRE MEGET HØJERE I LYDSTYRKE END DE PROGRAMMER, DE ER LAGT IND I
MELLEM, og selvom jeg godt forstår, at det er nødvendigt at reklamere for
noget, der ligner lyserøde kæmpemarsvin, man er kommet til at støvsuge op,
som kan iføres kapper, når man monterer dem på den magiske dansenøgle, når de
er til bal på slottet (what the FUCK!?), hvis man skal gøre sig forhåbninger om
at sælge dem, får man stadig lyst til at rive sin hud af i strimler, når de
ruller over skærmen.

Kongens efterfølger.

Da jeg var lille, kom jeg et år for tidligt i skole, og da
jeg stoppede efter 9. klasse, betød det, at jeg først fyldte 18 det år, jeg blev
handelsstudent. Min unge alder til trods, havde jeg alligevel en lille smule fornuft
i skallen, for jeg vidste godt, at jeg skulle have noget tid til at gå, inden
jeg søgte ind på journalisthøjskolen, som jeg havde vidst, jeg ville, siden jeg
var 6.

At vejen i mellemtiden slog nogle uforudsete sving er en
anden historie, men i hvert fald brugte jeg det meste af mit sidste år på
handelsskolen på at spekulere på, hvad jeg skulle lave, mens jeg ventede på at
tiden gik.

Jeg var meget rød og grøn dengang #årstidsapropos så i
første omgang troede jeg, at jeg skulle redde nogle hvaler eller en tur til
Afrika. Noget lidt uklart noget med nogle træer, havde jeg forestillet mig. Og
de var søde, dem i den organisation, jeg talte med, hvis telefonnummer jeg
havde fundet i ugeavisen (ja, børn, det var før internettet var opfundet) men
jeg syntes dog, at det virkede lidt mærkeligt, at de gik så meget op i, at jeg
ikke måtte fortælle til nogen, at jeg planlagde at rejse med dem, og at jeg,
hvis jeg alligevel valgte at gøre det, ”ikke skulle tro på alt det, der blev
sagt om dem”.
Spurgte min mor, om hun havde hørt om nogen, der hed ”Tvind” og
dér sluttede mit afrikanske eventyr så.

Næste bud på beskæftigelse var et ophold som au pair i USA.
Jeg meldte mig ind i en organisation og begyndte at kigge på, hvor jeg gerne
ville hen, hvis jeg skulle af sted. Som medlem af denne organisation, fik man
tilsendt sådan nogle medlemsblade (i postkassen. Internettet var ikke
opfundet, siger jeg jo til jer!) hvori de unge, der var i USA lige nu, skrev indlæg
om, hvordan det var at være arbejde som au pair. Der var opskifter på cookies,
og så var der nogle små artikler om kulturforskelle, det var værd at være
opmærksomme på, når man stod som ung skandinav på vej til Guds eget land.

Disse små kulturforskels-advarsler grinede jeg meget af, kan
jeg huske. De var helt knaldåndssvage og meget, meget amerikanske. F.eks. var
der mange forældre der havde restriktioner på, hvor mange timers tv og computer, deres børn måtte indtage om dagen.

Overvægt blandt børn var også et stort problem, så mange
forældre havde en sukkerpolitik, som man skulle følge og respektere.

Og endelig kunne det, i nogle områder, være en dårlig ide,
at færdes alene om aftenen.

Det er 17 år siden.

Når Anton er 19, går han formentlig stadig i skole.

Jeg håber sådan, at vi til den tid har fundet nogle andre
fodspor at følge.

Jamen, selvFØLGElig er jeg ekspert på området. Jeg har jo født et barn, remember?

Det er ingen hemmelighed, at jeg, når jeg skal læse avis,
hænger ud ovre på politiken.dk, og det er muligt, at det er fordi, jeg ikke
fordeler mit nyhedsindtag over flere aviser, men jeg synes godt nok, at der er
en høj frekvens af ”Se mig. Jeg bryder et tabu og siger det, andre kun tør
tænke”-artikler for tiden.

For en måneds tid siden var det Leonora Christine Skov, der mente,
at ’Danmarks moderfår stempler mig som et barnløst monster’. For et par måneder
siden var der en mor, som jeg har glemt navnet på, der skrev en artikel om,
hvordan det var hårdt at være mor med stort M, fordi alle de – kolde, forstås –
karrierekvinder havde dømt dét begreb gammeldags og ude. I går var det Malene
Neis, der tog bladet fra munden for at oplyse os om, at modsat hvad
moderjuntaen forsøger at lade os tro, så er det ’90 % af tiden bare ikke fedtat være mor’.

Jeg begynder at blive træt af den debat. Primært fordi jeg
synes, at den er grusomt unuanceret. For mig giver det ingen mening at
diskutere, om det er hårdt at være mor eller, som i dagens artikel, at state
overgenerelle udsagn som:
”Med moderskab indtræder man i en lukket loge af logesøstre. Ved indtrædelsen
sværger vi troskab mod fortællingen om lykken ved at være ’moar’.”

Det
har jeg sgu aldrig svoret. Og måske er det mig, der har været heldig, men
samtlige de småbørnsmødre, jeg har omkring mig, fortæller lystigt om både de
dage, hvor man tuder af lykke og dem, hvor man tuder i afmagt, og jeg tror, at
jeg havde siddet i min nye mødregruppe i under 10 minutter, da den første af os
spurgte, om de andre også ind imellem spillede sten, papir, saks med sig selv om,
hvem der skulle først ud af vinduet: Barnet eller én selv?

Jeg
gætter på, at det påvirker din oplevelse af moderskabet, om du får et barn med
kolik, der aldrig sover, og som snubler fra den ene mellemørebetændelse til den
næste, eller om du får den model, der sover igennem efter 8 uger, og som i
øvrigt elsker at ligge på sit legetæppe og dimse med en grydeske.

Formentlig
har det også ret meget at sige, hvordan dit netværk er, og hvilken type liv du
levede, da du fik dit barn. Hvis man er hende, der havde sin identitet parkeret
i bestyrelsesposter og sociale interaktioner ude i byen, med en omgangskreds,
der også levede livet i overhalingsbanen, giver man afkald på flere ting, end
hvis man er en del af en lidt mere low key vennegruppe, der får børn nogenlunde
samtidig, tror jeg.

Synes
jeg, at det er lykken at være mor? Ja, for fanden. Synes jeg, at det er hårdt?
Mindst ligeså meget ja. Men når jeg vælger at råbe ind i en pude i stedet for
at skrive kronikker i en avis om mine ofre, skyldes det én ting, og en ting
alene: Anton. Det har intet at gøre med, at jeg forsøger at oppebære en
illusion om, at livet som mor er en løssluppen dans over perlespeltbestrøgne
gulve for at snyde dem, der ikke har fået børn, eller fordi andre ikke må vide,
at jeg ikke er perfekt.

Men i
alle andre relationer jeg indgår i, vælger den anden part selv at være der. De
kan skride, hvis de får nok af mit martyrium eller synes, at jeg tager mere end
jeg giver; den mulighed har Anton ikke. Han er her, fordi jeg har valgt, at han
skal være her, og så føles det for mig grundlæggende forkert at guildtrippe ham
omkring det.

(Og
så må vi ikke glemme den syge overtro om, at hvis man taler dårligt om sit
barn, så sker der noget forfærdeligt, og så må man for altid leve med, at man
selv var skyld i det.)

(Jamen, jeg siger ikke, at det giver mening. Jeg siger
bare, at sådan er det.)


kan vi ikke, i stedet for at stå i hver sin skyttegrav og påstå at vide, hvad
de andre tænker, og hvordan det føles for dem at være mødre, prøve at huske, at
alle er forskellige; børn såvel som deres forældre? For nogle ER det hårdt, og
for andre er det knap så hårdt. Men at påstå, at der ikke er nogen, der har det
let(tere), er i min optik ligeså meget med til at skabe loger, myter og
fejlagtige billeder af virkeligheden, som det er at påstå, at det hele er en
slentretur i parken en solbeskinnet dag i maj.

Så er det ud!

Kan I huske dengang man var lille, og december føltes uendelig?

Åh, hahahaHA, hvor er det bare ikke sådan mere!! Jeg har det, som om jeg har feber, og som om jeg hele tiden forsøger at indhente mig selv. Det mest mærkelige er, at jeg ikke helt forstår hvorfor. Bevares, der er nogle gaver, der skal købes, der skal pyntes lidt og sådan, men modsat hvad man måske skulle tro, så er jeg fuldstændig ukritisk med, hvordan pynten passer sammen, og hvordan fødevarer som pebernødder og risengrød bliver til; inden i mig bor en amerikaner, der hylder ideen om, at alt kan købes færdiglavet. Jeg har ønskesedler fra dem, jeg skal købe gave til, og ingen af dem ønsker sig noget, man er nødt til at google, eller skrive ned, så man kan vise det til ekspedienten, fordi man ikke kan finde ud af at udtale det.

Der er med andre ord ikke noget, der kan retfærdiggøre fornemmelsen af stress.

Det eneste, der slider lidt ekstra er, at jeg har valgt at flytte Anton op i storegruppen, fordi der på tyttestuen er en kraftig overvægt af piger, og Anton er – som den trofaste læser vil vide – ikke en dreng, der trives med at sidde og dimse lidt med en dukke, så op til de store drenge med ham.

– som godt nok var lidt meget store, synes jeg pludselig, da jeg sad der med ham. Og ret kontante i adfærden. Forsøgte ikke at udstråle alt for meget, at jeg havde lyst til at tage ham i lommen og skynde mig hjem og passe på ham.

*Ahem*

Aj, men jeg ved det godt. For fanden. Det er bare fordi, jeg ikke selv kunne finde ud af at være ny, da jeg var lille. Jeg hadede det. Usikkerheden og fornemmelsen af ikke at høre til. Jeg var skidebange for alt og alle, havde kronisk ondt i maven, og gik rundt med en konstant følelse af, at de andre børn hadede mig, og sådan vil jeg aldrig, aldrig have, at Anton skal have det. Det kan han selvfølgelig mærke, så han har grædt så meget, at det til sidst var uden lyd, når jeg afleverede ham. Åh, jeg dør, mand. Og hans nattesøvn, som i forvejen er sparsom, er blevet afbrudt temmelig mange gange pr. nat, fordi han skal bearbejde indtryk, og derfor pludselig må op og sidde i sengen for at råbe: ”HEJ TRAKTOR!” Jamen, jeg ved det heller ikke. (Og hvis det er mig, han refererer til som traktor, er der høvl.). Og så skal vi kæmpe om ALT, fordi man vil det hele, kan det halve, og alligevel har brug for mor.

Ok, nu jeg sidder og kigger på det, jeg har skrevet, forstår jeg måske alligevel godt, at jeg er lidt træt.

Men i aften skal jeg ud. Ud ud. Med voksne mennesker, der konstruerer hele sætninger, ikke hele tiden vil have rosiner, og som flytter fødderne i stedet for bare at stå og turbosquate, når de danser. I programmet står der, at vi starter med bobler.

Jæi!

Jeg tror, at det er lige hvad lægen ordinerede.

En for (alko)holdet.

Jeg har været til juletræ med Anton i dag i den ene af de
foreninger, hvor vi går til gymnastik, og lige nu sidder jeg og spekulerer på,
om han vil se igennem fingrene med det, hvis jeg bunder den halve flaske rom,
jeg har stående i skabet. (Til medicinale, behandlingskrævende formål.)

Hvis jeg ryger sydpå, når jeg dør, skal jeg spendere
evigheden til juletræsfest i Helvedes Gymnastikforening.

Det var ikke bestyrelsens eller foreningens skyld, slet
ikke. De havde lavet et veltilrettelagt arrangement, og der var ikke en finger
at sætte på set-up’et eller servicen, tværtimod.

Men hele konceptet… Seriøst, jeg er blevet 5 år ældre
siden kl. 10 i formiddags.

Hvorfor synes børn, at det er sjovt? Nej, jeg mener det
alvorligt. Hvorfor? Jeg sad og kiggede rundt, og mens forældrene lignede nogen,
der var i færd med at afsone samfundstjeneste, var ungerne ved at gå i koma
over, hvor fedt det var.

Jeg forstår det simpelthen ikke. Overhovedet. Da jeg jo selv
er sådan en, der godt kan lide at bevæge mig, sørger jeg f.eks. altid for, at
Antons tøj er noget, der er behageligt at knokle rundt i, og som man kan
temperaturregulere, så han ikke bliver nødt til at rive sit tøj af, så det går
i stykker i raseri over, at han pludselig får det alt, alt for varmt. Hvilket i
øvrigt er et helt tænkt eksempel. Men det kan jeg da spare mig fremover, kan
jeg se. De her unger jordede rundt i nissedragter i det der hæslige kunststof,
der tror, at det er nervøs glamour, som er så syntetisk, at flammerne fra
stearinlysene nærmest kravler sidelæns hen af dugen af begejstring; de svedte
så det drev, og der var ikke en eneste, der opdagede det. De amokdansede til
musik fra et anlæg, der ville have misundt min ghettoblaster fra 1984 sin
vellyd, fik 20 minutter til at gå med at løbe rundt med en nusset faldskærm i
polyester, og stillede sig beredvilligt i en kø bestående af 50 andre skumsvedende
nisser, for at lave ét hop i en trampolin.

Sad faktisk og fik den tanke, at vi andre kunne lære en del
af dem.

Ude på opslagstavlen hænger billetterne til næste søndag,
til juletræsfesten i den anden af gymnastikforeningerne.

For fanden, jeg håber, der er alkohol.

Godt, jeg ikke er Gud.

Nå. Jeg ved ikke, om jeg er ved at blive Hitler, men var der
nogen af jer, der også glemte at slukke efter Forbrydelsen i går, og som derfor
så 21 søndag? Indslaget om de unge mødre, der af deres sagsbehandlere var
blevet anbefalet at få foretaget en abort, da de kom og var gravide igen?

For jeg kunne godt høre på journalisternes tilstræbt
neutrale tonefald, at her var noget, der skulle forarge mig. Ikke mindst fordi
sagerne blev underbygget af udsagn fra advokater, der – som Esben og Peter
ville have sagt – sad og så dejlig rige ud.

Jeg vil ikke udelukke, at det er fordi jeg bor, hvor jeg
gør, men hvis man er en af dem, der til sine veninder har sagt, at ”det skal
nok gå! Det gør det jo altid!”
når de kom og var blevet gravide 20 minutter
efter, de havde født, og slet, SLET ikke kunne overskue det, så vil jeg gerne
have lov at invitere på et studieophold i mit nabolag. Her finder man nemlig ret
hurtigt ud af, at ’at gå’ ikke er i nærheden af at være det samme som ’at gå
godt’. Slentrer man en tur herude om sommeren, kan man både sludre med de
mødre, der sidder udenfor og spejder ivrigt efter plejefamilien, der skal komme
og hente deres børn, så de – og her citerer jeg ordret – ”kan få noget fred” og
se spædbørn, der bliver sat – uden opsyn – i barnevogne, så de kan sidde og
kigge på de 4 biler, der kører forbi i timen, mens de formentlig overvejer,
hvornår man kan være bekendt at blive katatonisk.

Så når en sagsbehandler fortæller en pige på 21, der venter
sit andet barn, mens sagen om tvangsfjernelse på den første kører, at det måske
kan være en god ide, at overveje abort, har jeg svært ved at se, hvorfor det er
en skidt ting. Jeg er med på, at det er et voldsomt indgreb i den enkeltes
personlige frihed og det famøse frie valg – men der er jo altså ikke tale om
tvangssterilisation. Der er tale om en anbefaling, som man ret beset kan vælge at ignorere.

De seneste par år er det væltet frem med sager om vanrøgtede
børn, og hver eneste gang går der under 10 sekunder, før der er nogen, der får
den gode ide at lade flaskehalsen pege på sagsbehandleren, fordi han eller hun
ikke har ”gjort noget”. Der findes sikkert sørgeligt mange historier om børn af
velhavende forældre, der heller ikke har det godt, men i mange af de sager, der
ender i medierne, er der tydeligt tale om familier i underskud i alle
betydninger af ordet. Og her har jeg svært ved at forestille mig, at et ekstra
barn i flokken skulle udløse en skjult reserve af overskud.

Er det bare mig? Er jeg fascistoid og i færd med at udrydde
en hel social klasse, bare fordi de ikke ligner mig? Bør man lade tvivlen folk
til gode? Hvis man tager diskussionen helt ud, er det vel et spørgsmål om, om
det er bedre at blive født til et liv med sagsbehandlere og potentielt omsorgssvigt,
end det er slet ikke at blive født overhovedet.

Jeg ved det ikke, hvad der er rigtigt og forkert, og jeg er
glad for, at det ikke er mig, der skal vejlede i den her type sager. Men derfra
hvor jeg står, ligner det et oprigtigt forsøg på omsorg for børn i risikozonen,
når der er nogen, der alligevel vover at prøve.